Tamiler og jøder

Antisemitisme, Forbrydelse og straf, Israel, Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on February 8, 2009 at 8:32 pm

Hans Hauge slår i dagens Jyllands-Posten ned på det maniske fokus, der er på Israel.

Nu kan det undre, hvorfor ingen sammenligner de døde tamilske civile med Gazas. Hvorfor er det singalesiske flertal ikke ligesom jøderne og tamilerne ligesom palæstinenserne?

Hvorfor sammenlignes Sri Lanka ikke med Sydafrika? Det er, fordi konflikten ikke er styret af ubevidste anti-semitiske passioner. Derfor er den ikke forsidestof.

Det tamilske område sammenlignes aldrig med Langland som FN-kolonien Gaza. Konflikten er usymbolsk, og den kan ikke mobilisere nogen i kampen mod regeringen.

Der er ellers ulykke nok at tage af, hvis ens fokus var mennesker i nød. Senest fra Politiken (som venstrefløjen vel læser)

Over 250.000 civile sidder, ifølge FN, lige nu fast i krigszonen i det nordlige område i Sri Lanka, som stadig er under kontrol af De Tamilske Tigre, uden mulighed for at komme væk.

Internationale organisationer appellerer til begge parter i konflikten, om at lade de civile slippe ud.

FN advarer samtidig om en snarlig fødevarekrise i konfliktzonen. Fødevarelagrene i området er ved at være tomme.

Den Sri Lankanske regering har forment de fleste nødhjælpsorganisationer og medier adgang til landet.

Og krigen kæmpes ikke med fløjshansker ifølge Politiken

»Der er både store problemer med miner og ueksploderet ammunition i de områder, der har været kamp om de seneste år. Områder, vi tidligere regnede for fri for miner, er kraftigt minerede nu«, siger Frederik Pålsson.

En FN-talsmand fortæller ifølge BBCnews, at klyngebomber har ramt et overfyldt hospital, som i løbet af tre dage mindst fire gange er ramt af bomber.

(…)

Dansk Røde Kors mener dog ikke, det vil være uden risiko:

»Vi ved, at der i denne omgang af krigen er blevet lagt mange såkaldte booby-traps. Miner forklædt som noget harmløst. En vandmelon blandt andre vandmeloner, der sprænger i luften, hvis man flytter den. De vil gøre oprydningen sværere - og forsinke muligheden for at de fordrevne kan vende sikkert tilbage til deres hjem«, siger Frederik Pålsson.

Som Hauge så rigtigt påpeger har venstrefløjens harme intet at gøre med menneskelig ulykke, men blot et had mod jøder, siden vi ikke ser konflikter, som denne problematiseret. Sudan, Kashmir, Sydthailand osv er jo heller ikke interessante på grund af manglen på jøder, som man kan tøre skylden af på. Imens frikender en undersøgelse Israel for krigsforbrydelser ifølge Israel Today

A survey by the Center for Strategic and International Studies in Washington, DC has determined that Israel committed no war crimes in its recent offensive against Hamas in Gaza, and that all accusations of Israeli violations of international law are little more than propaganda.

The report noted that Israel “deliberately used decisive force to enhance regional deterrence and demonstrate that it had restored its military edge,” which are legitimate military objectives in line with international law considering the attacks on Israel emanating from Gaza.

CSIS released the study in response to a flood of war crimes accusations against Israel and efforts by human rights organizations to bring charges against the Jewish state at the International Criminal Court.

In the study those accusations against Israel were dismissed as “political efforts to manipulate the rules of war and humanitarian considerations” for propaganda purposes in order to “gain political leverage in this type of conflict.”

The chief way of doing that is “exaggerating charges and numbers that cannot be validated by reliable data or methodology.”

The Palestinians’ job in effectively wielding such propaganda as a weapon against Israel is often made easier by the international media’s willingness to accept Palestinian claims at face value.

Non-governmental human rights organizations also play a key role in this effort.

A survey released this week by the Jerusalem-based watchdog group NGO Monitor analyzed 500 statements made by 50 human rights groups during the 3-week Gaza war, and found them to be “characterized by overwhelming condemnation of Israel.”

At the same time, those statements gave “minimal attention to Israeli human rights and casualties.”

Og Ole Sippels, Mogens Lykketofts, Holger K Nielsens Hamas får dette skudsmål i Information

Hadi befinder sig et sted på Sjælland. Hvor præcist vil han ikke have oplyst. Han er bange for, at Hamas-sympatisører i Danmark vil skade ham.

Han er palæstinenser og et prominent medlem af Fatah, den sekulære politiske bevægelse, som Hamas i 2007 tog magten fra i en borgerkrig i Gaza. Halvandet år senere er der endnu engang krig i den tynde landstribe, denne gang mellem Hamas og Israel.

(…)

I løbet af sin tid i Gaza oplevede Hadi en borgerkrig og en efterfølgende talebanisering af det offentlige rum. ’På kommunekontorerne behandlede de kun mænd med skæg’, fortæller han.

Fatah-medlemmer som han selv blev systematisk forfulgt. Mange blev arresteret, tortureret og dræbt. Israels blokade skabte mangel på basale fødevarer, vand og elektricitet. Den smule, der kom igennem, beholdt Hamas, siger Hadi.

’I Europa kender I ikke Hamas’ sande ansigt. Hamas dræber palæstinensere. De kæmper ikke for Palæstina, men for ét stort muslimsk kalifat. De er Irans legetøj’.

(…)

I løbet af en uges kampe dræber Hamas flere hundrede Fatah-medlemmer. Andre tilfangetages og tortureres. En mand kastes levende ud fra 16. etage i en kommunal bygning. Hans fald optages af et kamera på gadeplan.

Hadi er bange. En del venner og et familiemedlem er blevet dræbt af Hamas. I den kommende tid sover han ikke hjemme. Efter deres militære sejr sender Hamas grupper ud og natten for at arrestere flere Fatah-medlemmer.

(…)

Hadi oplever, hvordan landstriben talebaniseres skridt for skridt. På kommunekontorerne vil de ikke behandle hans sag, fordi han ikke har skæg. Al Qaeda-grupper konsoliderer sig ifølge Hadi i Gaza i løbet af denne periode.

Indespærringen er frustrerende. For at få luft for sin vrede begynder Hadi at skrive en rapport om forholdene i Gaza efter juni 2007. Han kalder rapporten Gaza: Land of Black Death where Hamas Exist.

Hadi sender rapporten ud af Gaza, til Vestbredden og til europæiske organisationer, bl.a. i Italien. Den bærer ikke hans navn, men et pseudonym. Det viser sig at være en klog beslutning, da Hamas efterfølgende indleder en eftersøgning af rapportens bagmand.

(…)

I fængslet er tortur en del af hverdagen. Hadi bliver slået over hele kroppen og i ansigtet. Hans hænder bindes fast med reb over hans hoved tre dage i træk, så kroppen udsættes for vedvarende stræk og han ikke kan sætte sig ned. Der bliver skiftesvist hældt kogende og iskoldt vand på hans krop.

Kort før sin løsladelse skyder Hamas-folk Hadi i foden. Han er heldig. Andre bliver skudt i knæskallen og er handicappede for livet. Han kan stadig gå.

(…)

Den 19. december udløber en seks måneder lang fredsaftale mellem Israel og Hamas. Otte dage senere indleder Israel sin tre uger lange krig i Gaza. Hamas-styrkerne smider uniformerne og gemmer sig blandt civile. Krigen koster mindst 1300 mennesker livet.

Fatah og Mahmoud Abbas fordømmer officielt Israel for at starte krigen. Mange gætter dog på, at Fatah uofficielt har givet sit samtykke i håb om, at Hamas vil blive væltet.

Israel og Hamas erklærer ensidige våbenhviler henholdsvis den 17. og 18. januar. Hamas betragter alle Fatah-medlemmer som kollaboratører med Israel, og en henrettelsesbølge begynder.

Læg mærke til at en palæstinensisk flygtning ikke er i sikkerhed i Danmark på grund af andre palæstinensiske flygtninge. Det er umuligt at redde verden kan vi se, men vi kan dog støtte Israel - frihedens frontliniestat.

Den radikale elendighed

Politik — Drokles on February 7, 2009 at 6:34 pm

De Radikales verdensbillede er i dyb krise. Ude af stand til at formulere relevant politik savner partiet tillige og måske overaskende nok talentmasse. I Weekendavisen i sidste uge gav Hans Mortensen og Arne Hardis en sober analyse af de interne forhold i Det Radikale Venstre, hvor Vestager er kommet under pres for de manglende resultater under hendes ledelse. Problemet for partiet er for Mortensen og Hardis ikke blot de dårlige meningsmålinger for det Radikale Venstre, der ligger sløjt, men også at VKO stadig ser ud til at kunne svinge taktstokken efter næste valg. Partiets gryende krise viser sig forudsigeligt nok ved at de internt er begyndt at tale om en efterfølger til Vestager.

Hvad de to kommentatorer er for pæne mennesker til at nævne vil jeg uden skam gerne træde i, nemlig det manglende talent i og omkring landets højest uddannede, mest vidende og suverænt pæneste parti med den bedste smag og en fuldendt moralsk habitus. Man skulle ellers tro at formandskandidater var en decideret overskudsvare siden radikale har måttet oprette ekstra partier for at finde plads til alle disse ledertalenter så vi udover Vestager selv også har radikale partiledere i Simon Emil Ammitzbøl og Anders Samuelsen siddende i Folketinget sammen med de tre tidligere partiformænd af radikalt tilsnit Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Naser Khader. En hidtil uset stjerneparade af ledererfaring samlet i Folketinget. Men ak for de Radikale, der er ikke flere skud i bøsserne, hvis vi skal tro Mortensen og Hardis mulige emner fra den næste generation.

Hvis jeg skal vurdere Vestager, som leder vil jeg i korte træk mene at hun er en anonym, men rimelig partileder. Hun gør en udmærket figur på TV, hvor hendes bedrevidende holdning kun generer ikke-radikale vælgere. Hun er vidende og god til at sætte sig ind i meget stof, som akademikere jo er generelt. Hun er heller ikke bage for at bruge magt, som hun også forstår nødvendigheden af at knytte alliancer.

Men Vestager er ikke en leder i tiden. De Radikales situation kræver visioner og krisestyring og det magter hun slet ikke. Hvis hun havde været formand i 80′erne eller 90′erne var der nok næppe nogen, der ville have bemærket hendes svaghed - og man kan spørge sig selv om ikke alle radikale ledere ikke har lidt under de samme skavanker, som Vestager uden at blive opdaget fordi situationen ikke krævede noget af dem? Men situationen i dag er væsensforskellig. Der er ikke brug for et midterparti til at balancere fløjenes dårligdomme af mod hinanden og sikre en bro for samarbejde. Både Venstre og Socialdemokraterne og endda i nogen grad Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti søger at være brede midterpartier for den almindelige dansker, kun med nuanceforskelle i de segmenter de tager udgangspunkt i og det ideologiske arvegods de slæber rundt på og i varierende grad forsøger at gemme væk. Vestager skal i modsætning til hendes forgængere og som den første radikale leder måske nogensinde selv gøre sig fortjent til indflydelse på basis af en relevant politik. Og intet i den radikale politik er relevant eller en berigelse for den politiske debat eller nødvendigt for samfundet. Alligevel er man ikke i tvivl om at skønt hun absolut ikke er nogen stor politiker er hun en seriøs politiker. Man kunne beskrive hende som en professionel politiker, der kan sit håndværk. Det er, som sagt blot ikke nok.

Hardis og Mortensen nævner, som mulige efterfølgere til Vestager - og hold nu fast - Morten Helveg Petersen, Morten Østergaard, Manu Sareen og den noget ukendte Camilla Hersom. Og her er katastrofen for Radikale Venstre da denne næste generation end ikke rummer seriøsitet. Her er kun, hvad man må betegne som amatører og dilletanter. Det Radikale Venstre står overfor en større identitetskrise, hvis nogen fra det hold skal videreføre illusionen om deres intellektuelle overlegenhed. Hvis de nævnte kandidater havde stillet op for Dansk Folkeparti ville ingen være i tvivl om at de var den slags landsbytosser partiet havde for mange af. Der ser altså ikke ud til at være et parti, der vil kunne formulere det radikale verdensbillede. Men hvem kan så?

For nogle år siden udnævnte Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden sig selv til Oppositionens leder, som en syrlig kommentar til den manglende styring og det klare alternativ til VKO. Han var ikke helt ved siden af og demonstrerede da også en stor evne til at udfordre regeringen og dens verdenssyn med sit polemiske talent og sin omfangsrige viden. Men Politiken lider af det samme problem, som Radikale Venstre for ud over Tøger selv består de politiske kommentatorer af folk, som Anita Bay Bundegaard, Peter Mogensen og Rune Engelbrecth Larsen. De tre limhjerner er objektivt set Danmarks suverænt dårligste hold af analytikere - på et af landets største dagblade! Og, der er ingen hjælp at hente fra de sludrende kulturskribenter, som Carsten Jensen eller Bettina Heltberg eller hvad pokker, der ellers rumsterer på de stadig mere forkrampede avissider.

Hvis vi antager at Tøger er det nærmeste man kan komme på det radikale verdenssyns Last Man Standing så er det interessant at se på hans intellektuelle gods, hvis man skal danne sig et indblik i størrelsen af den radikale elendighed. Han udtrykker sit intellektuelle format i sin klumme Signatur i Politiken og under jubeloverskriften “Obama I Værdikampen” afslører Tøger Seidenfaden pinagtigt de radikales og for den sags skyld også hele venstrefløjens krise. Her er man gået helt bort fra at stille alternativer op eller at argumentere imod det herskende paradigme og forfaldet til en drøm om en eller anden prins på en, hvis ikke hvid så en passende farvet hest, der kommer det moralsk underdrejede Danmark til hjælp. Som en alkoholiker, der blot kigger endnu dybere i flasken når misbruget efterhånden fratager ham hans evne til at håndtere det daglige pres kigger venstrefløjen længere efter en frelser fra den store verden. Der er tale om flugt, men som flygtningen, der krydser sit spor findes fortrædelighederne og løsningerne ikke ude i verden, men i ens egen manglende evne til at forstå den. Ens problemer er de dårligdomme man selv slæber rundt på. Hverken Obama eller Bush har indflydelse på at danskerne har stemt VKO siden 2001.

I Tøgers optik ser værdikampen ud således, at den kan stilles op i tre arenaer nemlig krigen mod terror, krigene i Irak og Afghanistan og den hjemlige kulturkamp, der tilsammen udgør en fælles dagsorden, som Tøger mener er en “giftig og helt usaglig cocktail“. “Virkelig politisk potente løgne rummer for det meste halve og kvarte sandheder” oplyser Tøger os om uden at fortælle hvilken halvdel, der er sand i sammenstødet mellem Vesten og Islam, hvilket ellers kunne være interessant og måske føre til en lidt anden linie i nyhedsdækningen på Politiken. Og denne fornægtelse af virkeligheden er farlig for Tøgers og såmænd resten af venstrefløjens intellektuelle muligheder.

For at virkeligheden ikke skal ødelægge illusionen fremstiller Tøger regeringens kulturkamp, som en parodi på tidligere præsident George Bush verdenssyn. Tøger beskriver ikke kulturkampen som opgøret med et ekspertvælde, der i stigende grad plæderede for ophævelse af den demokratiske debat fordi folket ikke kunne gennemskue de relevante paragraffer konventioner og socioøkonomiske/psykologiske mekanismer og han taler ikke om opgøret med en opfattelse pligt og ret mellem borger og samfund og han taler ikke om opgøret med en bevægelse, der truede danskerne med at tage landet fra dem ved et udvande deres flertal gennem masseindvandring osv. Kun den nationale hævdelse tager han fat i, men som ren antimuslimsk dagsorden baseret på virkelighedsfornægtende fantasier - deraf parodien.

Når kulturkampen således fejlagtigt er blevet gjort til en parodi på Bush-æraen mangler man blot at fremstille Obama, som modsætningen. Men ikke engang den illusion holder uden at Tøger også der manipulerer med virkeligheden.

Men hvad vil der ske, nu hvor USA’s nye præsident er ved at trække tæppet væk under alle værdikampens præmisser?

Obama bruger ikke udtrykket ‘krigen mod terror’, men taler derimod om en langt mere præcist defineret kamp mod et bestemt, morderisk terrornetværk, der på ingen måde kobles sammen med hverken Mellemøsten som helhed eller verdensreligionen islam som sådan.

Kan Tøger virkeligt alvorligt mene at en præcisering trækker tæppet væk? Udsagnet er vrøvl thi for at “trække tæppet væk” under præmisser må man opstille en modsætning men, hvis der er tale om en præcisering er det snarere at sømme tæppet fast.

Tøger konkluderer helt surrealistisk at det generelle begreb “Krigen Mod Terror” er mere antiislamisk end krigen mod et “bestemt, morderisk netværk” når dette netværk er klart defineret, som muslimsk. Af alle verdens terrornetværk er det kun et muslimsk, der skal bekæmpes er den konklusion, der ligger lige for. Og det er vel kun i Tøgers kredse at man kan komme udenom et problematisk ideologisk indhold i islam ved blot at kalde det en verdensreligion, som om et prædikat ophævede kritik.

Desuden er det en grov manipulation af Obamas ord og den form for citatfusk er desværre noget, som Tøger ekselerer stadigt mere i siden Muhammedkrisen. Når manipulation og citatfusk danner forudsætningerne for ens verdensbillede kan ens tale kun være en giftig og helt usaglig cocktail af løgne og halve sandheder. Obama var nemlig rimelig klar i spyttet da han i sin indsættelsestale talte om forholdet til det bestemte og morderiske netværk: “Our nation is at war, against a far-reaching network of violence and hatred.” (…) “Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America - they will be met.” Netop det at føre krig mod en diffus fjende som terrorisme eller, som her et bestemt morderisk terrornetværk blev i de glade Bush-dage opfattet meningsløst og endnu et bevis på den tidligere administrations afgrundsdybe uvidenhed netop hos Politiken. Men nok om det midtvejs i klummen giver Tøger eksempler på at Obama “vender Bush på hovedet“.

Han insisterer på, at USA ikke er den muslimske verdens fjende. Han taler varmt om respekt og fælles interesser.

Han fremhæver sine egne muslimske familiemedlemmer.

Igen en farlig usaglig cocktail af løgne og halve sandheder for Bush talte jo aldrig om at islam er fjenden, men adskilte tværtimod ved alle lejligheder de morderiske netværk fra islam, som ifølge ham var “…a religion of peace” der bringer “….hope and comfort to more than a billion people around the world“. Om det var varmt eller ej skal jeg lade gamle tanter, som Tøger om at afgøre.

Og at George Bush ikke fremhævede sine muslimske familiemedlemmer skyldes vel nok det faktum, at han ikke havde nogen. Det ignorerer Tøger og kommer derved uforvarende til i realiteten at plædere for en etnisk sortering af præsidentkandidater. Det vil jeg for lidt illustrativ sjov lige dvæle lidt ved for, hvis det i denne tid er en kvalitet i sig selv at præsidentens baggrund er muslimsk er det jo netop fordi det er den islamiske verden, der udgør udfordringen. I en globaliseret verden skulle man mene, at det var at gå i vel små sko kun at fokusere på de muslimske rødder fordi hverken hinduister, shintoister, shamanister, okkultister, buddhister eller ateister er repræsenteret i Obamas familie, så vidt vi da ved, som de heller ikke virker repræsenteret i Tøgers verdensbillede. Komisk nok er det at fremhæve Obamas islamiske forbindelser, som en særlig kvalitet en inddirekte indrømmelse fra Tøger om, hvor vores udfordring ligger. Eller rettere; Tøger udpeger islam, som vores modstandere. Vi kan i alt fald lægge en ny betydning i Obamas ord: “Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America - they will be met.” Hvorledes det bliver til “…kort sagt [at vende] Bush på hovedet” må man nok kigge endnu dybere i flasken efter. Ellers står vrøvlet i kø når han udlægger værdikampens essens

Den muslimske verden gøres til modpart i krigen mod terror, selv om langt de fleste af terrorismens ofre er muslimer, og selv om de færreste regimer i den muslimske verden har overlappende værdier med terroristgrupperne, endsige støtter dem i praksis.

Jeg skal ærligt vedstå at for mit vedkommende er islam hovedfjenden, men noget andet er om den borgerlig regering overhovedet har givet et sådant indtryk, med de mange besværgelser over, hvor god en religion islam er og de mange dialogprojekter, der sættes i søen i dyre domme så islamiske prædikanter kan udtrykke deres had mod Danmark og affyre slet skjulte trusler mod vores sikkerhed og Kurt Westergaards eller andre, der måttet have givet deres mening til kende.

Og det bliver ikke mindre dumt af at Tøger tror at man kan finde frem til årsagssammenhænge ved simpelthen at tælle ofre. Kommunismen var skam også vores fjende i sin tid selv om - og hold nu godt fast - de fleste ofre var kinesere og sovjetborgere. Det er jo netop det morderiske, der er en trussel mod os. Så selv om vi er bedre til at beskytte os end civile muslimer i den muslimske verden, der blot tilhører én gren af islam frem for en anden eller som blot gik på markedet den forkerte dag er fjenden de, der myrder løs for at fremme deres utopiske formål - uagtet, hvem de myrder flest af - og deres ideologiske tankegods.

Han [Obama] er ved at redefinere krigen i Afghanistan til en målrettet indsats mod en konkret terrortrussel, snarere end en form for demokratisk imperialisme med urealistiske mål.

Hvorledes demokrati bliver imperialistisk har altid undret mig og på hvis vegne afgør man om kvinderne i afghanistan ikke vil have medbestemmelse over det samfund de er undertrytkt-lagt? Og selv om den islamiske kultur ikke står til at redde og man må overlade de afghanske kvinder til deres muslimske helvede på jord ved at skrinlægge de urealistiske mål om at helbrede en verden, der allerede er i terminalstadiet er, der for det første ikke tale om andet end justering af en taktik. For det andet har det intet at gøre med værdikampen, som om erfaringerne i Afghanistan har vist vores danske virkelighed at stening og afbrænding af kvinder er glimrende alternativ til vores fladskærme og samtalekøkkener.

I det hele taget ligger der i øvrigt en sær national chauvanisme i sammenkædningen af Bush administration og VKO’s valgsejre for på den måde fratages Danmark skylden for det påståede syndefald ved at den onde tid under VKO ikke er et udslag af noget ægte dansk, men en udefra kommende anomali. Men sådan ligger landet for de radikale, hvis nationale forfængelighed har drevet dem ud i at hade alt, hvad nationen står for og helst ser den opløst. De er nu i så elendig en forfatning at der ikke engang er mening i deres farlige cocktails og halve sandheder og løgne. Når Tøger på baggrund af frelseren Obama spørger “Hvad vil de hjemlige værdikæmpere stille op med den udfordring?” kan man roligt læne sig tilbage i stolen og tage sig en stille morfar.

Bent Jensen sætter skabet på plads

Antisemitisme, EU, FN, Forbrydelse og straf, Historie, Israel, Politik, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on February 6, 2009 at 8:19 am

Bent Jensens kronik i dagens Jyllands-Posten er et herligt opgør med den fordrejede fremstilling af Israel og deres konflikt med araberne, der trives i medierne og angriber i samme anledning venstrefløjens antisemitisme.

De 20 år, da Gaza var besat af Egypten og administreret med hård hånd af en egyptisk militærguvernør, er glemt. Det er kun jøderne, der besætter, undertrykker og udsulter - også når de ikke besætter, og folk fra Gaza i titusindvis arbejder og tjener penge i Israel. A propos udsultning: Det har altid slået mig, hvor velnærede og velklædte indbyggerne i Gaza er. Hvornår bliver vi fri for klicheerne i medierne (også i denne avis) om, at gazanerne hensmægter i flygtningelejre? Jødiske flygtninge fra arabiske lande boede i sin tid i teltlejre i Israel i en overgangsperiode, før de blev integreret. Palæstinenserne bor i rigtige huse. Deres officielle flygtningestatus giver dem privilegier, som verdens rigtige flygtninge misunder dem.

(…)

Islam, som den praktiseres i Gaza, i Iran, i Saudi-Arabien og i mange andre lande, hvor islam er den herskende ideologi, er en syg kultur. Den lever af ophidselse og had og dødskult. Den er i enestående grad destruktiv og uproduktiv både økonomisk og i andre henseender. Den er uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper. Den avler anarki og lovløshed og terror. Den er det nærmeste vi kommer nazisme i vor tid.

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det - hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Året før var det ”kun” 176 dødsofre. Selv under den israelske besættelse af Gaza mistede mange flere mennesker livet i Gaza i indre opgør, bandekrige og kriminalitet end i kampen mod den jødiske fjende. I sommeren 2007 havde Hamas opnået den totale sejr efter talrige likvideringer, snigmord og blodige opgør. Selv under israelske angreb på udvalgte mål i Gaza på grund af uophørlige bombardementer af israelske byer med raketter fra Gaza, fortsatte de interne palæstinensiske myrderier, også på hospitaler og i private boliger. Myrderierne kostede omkring 650 palæstinensere livet. I de seneste dage er det fortsat. Var venstrefløjen og alle ”anstændige” danskere optaget af disse myrderier? Gik de i fakkeltog og skrev rasende indlæg i aviserne mod disse blodige begivenheder - eller hvordan var det nu, det var? Svar: Der var dødelig tavshed på gader og stræder og på avisernes debatsider!

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger - og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

(…)

Hvem tror dog på de palæstinensiske fantasital og andre eventyr? Ja, det gør ukritiske journalister og venstrefløjen, som næsten er det samme. Husker man slet ikke sidste gang, vi blev udsat for en organiseret løgnekampagne fra Palæstina? Kæmpeoverskrifter og skingre stemmer på tv og i radio om, at jøderne havde dræbt 500-600 palæstinensere. Stupide fantasihistorier - også gengivet i denne avis - om, at jøderne for at skjule ofrene for deres blodtørst kørte rundt med hundreder hvis ikke flere palæstinensiske lig i lastbiler med fryserum, for så i nattens mulm og mørke at grave dem ned på afsides steder! Da ophidselsen havde lagt sig, viste det sig, at der i alt var tale om 55 palæstinensiske og 23 jødiske ofre.

Vi hører hele tiden, at Gazastriben er det tættest befolkede område i verden. Ganske vist er befolkningen dér de sidste 15 år blevet fordoblet ved egen kraft, hvilket jo ikke ligefrem tyder på armod og sult. Men lande som Belgien, Japan for slet ikke at tale om Holland er tættere befolket, og Israel - som også kun er en lille stribe land - har næsten lige så mange indbyggere pr. kvadratkilometer som Gaza. Palæstinenserne kunne leve i et rigt samfund som Israel. Men de stemmer på formørkede og blodtørstige demagoger, som kun bringer dem død og elendighed.

Ork, der er meget mere. Læs det!

Essentiel læsning

Forbrydelse og straf, Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on February 4, 2009 at 9:40 pm

Jyllands-Postens kronik burde læses af alle.

Forfatterne af denne kronik har oprindelse i henholdsvis Iran og Indien. Vi repræsenterer også to forskellige religioner og er henholdsvis baha’i og buddhist. Vi har begge været mål for islamisternes vrede, fordi vi har forsøgt at oplyse folk om islamisternes dagsorden.

Vi er bekymrede for, at militant islamisme er på fremmarch både herhjemme og i de lande, vi oprindeligt stammer fra. Men en række eksperter forsøger at lulle os ind passivitet. I Danmark har terror endnu ikke kostet menneskeliv, men vi ved alle, at islamister har stået bag terrorangreb i mange lande.

Der er stigende selvcensur i Vesten og stadige indskrænkninger af privatlivets fred, og vi oplever en snigende islamisering af samfundet. Muneer Fareed, der er leder af Islamic Society of North America, forlangte, at den republikanske præsidentkandidat, John McCain, ophørte med at anvende ordet ”islamister” til at beskrive terrorister, der er ekstreme islamister. Han insisterede på, at islamistiske terrorister blot skulle kaldes ”kriminelle”. USA’s nye præsident, Barack Obama, vil formentlig blive mødt med samme krav.

Herhjemme opfordrer Politiets Efterretningstjeneste (PET) de danske myndigheder og medier til at nedtone forholdet mellem islam og terrorisme, når de udtaler sig om islamisk terrorisme. De fraråder blandt andet anvendelse af ord som ”jihad”, ”fundamentalisme” og ”mujahedinere”. Derudover anbefales det, at man undlader at bruge beskrivelsen ”islamisk terrorist” og i stedet nøjes med ”terrorist”.

(…)

Hans Jørgen Bonnichsen repræsenterer faktisk den overståede æra af politikere og efterretningsfolk, som har sovet i timen og tilladt ukontrolleret indvandring, hvorved fundamentalistiske imamer og islamister fik lov til at slå sig ned i Europa.

Det er ikke et succeskriterium, at han ville føre dialog med ekstremistiske imamer. Hans job skulle netop have været at forhindre sådanne imamer i overhovedet at komme til Danmark. Men der blev ikke gjort noget dengang, og man vil nu forhindre os andre i at gøre noget for at beskytte vores samfund.

Vi kan ikke være mere uenige med Hans Jørgen Bonnichsen, når han udtaler, at »ingen fornuftige mennesker anser ”islamismen” for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier.«

Vi mener, at det er et rent held at Danmark endnu ikke er blevet mål for terrorisme. Samtidig kunne det dog også være en bevidst strategi fra islamisternes side ikke at ramme Danmark i øjeblikket. Men så længe demokratiet forskellige steder i verden bliver mål for terrorister, kan vi ikke føle os sikre på, hvornår det kan blive vores tur.

Vi mener, at vi frem for islameksperter som Tim Jensen, der mener, at islamismen ikke har noget med islam at gøre, og Jørgen Bæk Simonsen, der taler, som om han var konverteret til islam, har brug for kritiske eksperter. Vi har brug for folk, som kritisk kan forholde sig til ideologerne bag islamismen, og som kan analysere baggrunden for organisationer som Hizb ut-Tahrir og Lashkar-e-Toiba, frem for blot at skrive skønlitterære bøger om islam. Vi har brug for folk, der kan gennemskue, at Osama bin Laden og den næstkommanderende og ideologiske leder i Al Qaida, Ayman al-Zawahiri, ikke griber deres ideer ud af den blå luft, men er kraftigt inspirerede af mænd som eksempelvis forfatterne Maulana Mawdudi og Sayyid Qutb.

Hovedet i busken er det dummeste byttedyrs reaktion. I sammen avis bidrager Jacob Mchangama med en advarsel mod Durban II

Siden december 2006 har det været klart, at de muslimske lande i Organisationen for den Islamiske Konference (OIC) har ønsket, at FN’s racismekonference Durban II i april 2009 skal bruges til at begrænse ytringsfriheden, når det kommer til religion, i praksis islam.

 28/1 2009 blev det foreløbige udkast til slutdokument for Durban II offentliggjort efter de første forhandlinger mellem FN’s stater. 

Udkastet indeholder en lang række angreb på ytringsfriheden. Udkastet tager således afstand fra »misbrug af ytringsfriheden« og udtrykker »alvorlig bekymring« over »forhånelse af religioner« og »negative, fornærmende og nedsættende billeder af religion og religiøse personligheder.« 

Udkastet fremkommer også med forslag til foranstaltninger, der skal bekæmpe forhånelse af religion. Der skal således skrides til »handling over for forhånelse af religiøse personligheder, hellige bøger, skrifter og symboler«, ligesom der skal indføres »begrænsninger af ytringsfriheden i national ret.« 

Udkastet foreslår også, at der udstedes internationale retningslinjer med henblik på at bekæmpe forhånelse af religion. 

Endelig lægger udkastet op til, at internationale organisationer og private virksomheder - inklusive internetudbydere - udarbejder en frivillig »code of conduct«, der bl.a. skal forbyde udbredelse af ideer om »religiøst had og diskrimination i enhver form.«

(…)

Men når det kommer til Durban II, drejer det sig ikke om fiskerizoner, men derimod om noget så grundlæggende og fundamentalt som ytringsfriheden. 

Værdien af en robust og udstrakt beskyttelse af ytringsfriheden kan ikke overvurderes. Ytringsfriheden betyder, at vi i Vesten kan kritisere vores magthavere, kan udfordre religiøse dogmer, og at videnskaben og kunsten kan udfolde sig frit. 

Dermed er det ikke en overdrivelse at betegne ytringsfriheden som det liberale demokratis livsnerve.

Jeg forstår grundlæggende ikke de mange politikere, der ikke forstår de mest basale demokratiske forudsætninger.

Med ondt skal ondt erstattes

venstrefløjen — Drokles on February 4, 2009 at 9:21 am

Scientology vækker forargelse ved at bruge deres tro aktivt i behandlingen af narkomani. Men hvorfor? Fra DR

Scientology bruger narkomaner til at få del i offentlige kroner. Det sker via behandlingsstedet Narconon, der, ifølge flere højtstående scientologer, sender en del af sine indtægter videre til Scientology.

- Det er forfærdeligt. Det har jeg det meget skidt med, siger socialborgmester i København Mikkel Warming til 21 SØNDAG.

Københavns Kommune er en af de kommuner, der har betalt store beløb til Narconon for at få borgere under behandling. Alene i de sidste seks år er det blevet til knap en million kroner.

- Det er forfærdeligt, at penge som skulle gå til at helbrede narkomaner, få dem gjort fri af deres stofmisbrug og give dem et bedre liv, er gået til en sekterisk trosretning, siger Mikkel Warming.

Hvad er der nu galt med religiøse sekter i behandlingen af samfundets tabere? Hidtil har man jo svælget i tanker om at bruge imamer overfor kriminelle 2.’ere og endda gentagne gange foreslået at bruge imamer til at forebygge terroristiske ideer hos unge muslimer. At bekæmpe islams skadelige effekter med mere islam.

Denne afsindige taktik med enten at erstatte det ene problem med et nyt eller ligefrem kaste benzin på bålet er kernen i venstrefløjens tænkning. Lige indtil det drejer sig om et mindretal de ikke kan lide så er det direkte forfærdeligt uanset om behandlingen virker og om det er pengene værd i forhold til, hvad, der ellers er af tilbud. Vor Herre til hest!

Racismekortet er forlængst overspillet

Forbrydelse og straf, Multikultur, Politik, islam — Drokles on February 3, 2009 at 6:13 pm

Hvor man for nogle år siden kunne udskamme anderledes tænkene ved beskyldninger om racisme har virkelighedens erfaringer  i dag gjort det til et adelsmærke. Fra Jyllands-Posten (set hos Snaphanen)

Fremgangen kommer, efter at en hollandsk domstol i Amsterdam for to uger siden bad anklagemyndigheden om at retsforfølge den stærkt islam-kritiske politiker for ”at have opildnet til had og diskrimination” mod muslimer ved at sammenligne deres religion med nazisme.

Udsigten til en retssag har givet Wilders Frihedsparti kraftig medvind hos vælgerne: Hvis der blev udskrevet valg nu, ville Geert Wilders vinde hele 23 pladser i det hollandske parlament, hvilket er en fremgang på 14 mandater i forhold til de ni pladser, som partiet har i dag. Det hollandske parlament tæller ialt 150 medlemmer.

Det viser en dugfrisk meningsmåling fra den anerkendte hollandske valgforsker, Maurice de Hond, der selv har udpeget retssagen som en af årsagerne til fremgangen.

Hvis, der er nogle svenskere, der læser dette her så vid at I lever i en illusion. Der er intet i vejen med jer! I er gode nok! I har ret til jeres eget land! Alle europærere tænker, som I gør! Men der er nogle, der ikke vil indrømme at de tænker som jer andre - Skid på dem og stem efter jeres overbevisning!

Modus operandi

Historie, Israel, islam — Drokles on February 3, 2009 at 4:20 pm

Fra Wikipedia

21. marts 1945 løb Operation Carthage (Operation Karthago) af stablen, og 18 mosquitofly med i alt 44 stk. 500-pundsbomber lettede fra en flyvestation i Østengland (RAF Fersfield i Norfolk) og fløj over Nordsøen og gennem Danmark i lav højde for at undgå at blive sporet af den tyske radar. Med på turen var 2 ekstra fly, udrustet som fotofly samt en eskorte på 30 mustang-jagere. Over Tissø skiltes første bølge fra og fløj videre over Sjælland mod København, mens resten af flyene kredsede søen rundt. Efter hver omgang skiltes næste bølge fra, således at 3 bølger med ca. 4 minutters indbyrdes forskel fløj videre mod København for at bombe Shellhuset.

For at afværge bombning havde Gestapo anbragt 26 danske fanger i øverste etage af Shellhuset,der lå centralt i København. Planen var derfor at flyve ind i lav højde og bombe gennem siderne af bygningen, da man på denne måde bedst ramte et mål fra lav højde. Naboejendommen Teknologisk Institut husede daglig 600 mennesker.

Alternativet var fladebombardement fra stor højde. Denne præcisionsteknik fik danske øjenvidner til at tro, at bombningen af de nedereste etager skete for at skåne Gestapos gidsler under taget. Et bidrag til denne senere myte var, at det lykkedes hovedparten at slippe ud, så kun 8 af fangerne omkom. RAF havde dog kalkuleret med at bygningen sank sammen og at fangerne ville dø. Det var iøvrgt første gang en bygning af jernbeton udgjorde et præcisionsmål, så alle 20 mosquitoer blev sat ind; ingen fungerede som reservestyrke.

Tidspunktet for bombningen var planlagt til kl. 11.15 da man regnede med, at bygningen var forholdsvis tom for folk i frokostpausen, og de fleste arkivskabe på dette tidspunkt stod åbne. Efter krigen opgjorde Rigspolitichefens Efterretningsafdeling det samlede antal omkomne ved Shellhuset til omkring 125 personer. Af disse kunne 51 navngives og identificeres, og 42, der efterfølgende var døde omkom af deres kvæstelser. De resterende antal har aldrig kunne opklares; i sommeren 1945 var legemsdele svarende til et sted mellem 20 og 40 personer udgravet i ruinerne.

Første bølge kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. Man fandt nemt målet, der i øvrigt var den eneste camouflagemalede bygning i hele byen. Over godsbaneterrænet ramte et af flyene en lysmast, der beskadigedes kraftigt. Flyet mistede meget af styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Der kan stadig ses spor efter, hvor vingespidsen ramte murværket. Over Sønder Boulevard tabte det beskadigede fly sine bomber. En af disse detonerede i ejendommen Sønder Boulevard 106 og senere blev en forsager fundet i ruinerne. 11 (Luftværnet angiver 12) personer omkom i ejendommen, og en mindeplade sidder på den nye bygning på stedet. Flyet styrtede kort efter ned i et garageanlæg på Frederiksberg Alle (nr. 76-78) mellem Den Franske Skole og Avenue-teatret. Anden bølge bombefly kom ind mere vestfra og flere af flyene troede, at målet lå under røgen fra det brændende flyvrag og kastede derfor deres bomber over Den franske skole og hele karréen Amicisvej/Maglekildevej.

I tredje bølge erkendte kun få piloter fejlen og fortsatte mod Shellhuset og færdiggjorde bombningen. Resten kastede deres bomber over området på Frederiksberg.

Tidspunktet for bombningen gjorde, at mange hjem stod tomme. De største tab var derfor på Den Franske Skole (den katolske skole, Jeanne d’Arc Skolen), hvor 86 børn og 18 voksne - flere af dem nonner - omkom. 900 personer mistede deres hjem i kvarteret, hvor der bag skolen på Maglekildevej var optræk til fladebrand af den type, der kendtes fra London og tyske byer.
Der fulgte et stort og kaotisk redningsarbejde. Overlevende fra skolen blev samlet i det overfor liggende Betty Nansen Teater, der under krigen bar navnet Allé Scenen. Antallet af sårede er ikke kendt, men byens hospitaler registrerede 304 sårede og 117 omkomne. På Frederiksberg Hospital var situationen imidlertid så kaotisk, at ikke alle blev registreret korrekt som foreskrevet. Ved mindesmærket på Frederiksberg Allé er navnene på ofrene fra Den franske Skole nedfældet i fliserne. Under redningsarbejdet omkom to brandfolk og to fædre, der var løbet ind for at redde børn. At HIPO-korpset deltog i afspærring og redningsarbejde gav anledning til mange frustrationer. Pårørende blev nægtet adgang og måtte trygle om at komme ind for at lede efter deres piger. Flere kilder peger på, at nogle af Hipokorpsets medlemmer gjorde en bemærkelsesværdig indsats i redningsarbejdet.

8 modstandsfolk blev dræbt under bombardementet, og i forvirringen derefter undslap 18 andre. De dræbte var:
▪     P.V.T. Ahnfeldt-Mollerup, kaptajn
▪     Carl Hammerich, kontreadmiral
▪     Carl Hocke, løjtnant og stud.jur.
▪     Helmuth B. Jensen, premierløjtnant, AMPA
▪     Mogens Prior, ingeniør
▪     Jørgen Palm Petersen, repræsentant, De Frie Danske
▪     Ole Stang, premierløjtnant
▪     Carl Wedell-Wedellsborg, baron, premierløjtnant

Ondskaben gemmer sig bag de uskyldige

Weekendavisens læsere

Diverse, Israel, islam — Sobieski on February 2, 2009 at 12:43 pm

EN Weekendavis læser har reageret på Martin Krasniks artikel om Gaza aktionen, hvor i Krasnik bl.a. interviewer nogle israelske borgere om deres situation i det sydlige Israel.
Læserbrevet indeholder næsten alle de fejltagelser venstrefløjen og de lyserøde borgerlige kolporterer i MSM. En stærkt koncentreret revy over de mest anvendte apologier for palæstinenserne, og ditto anklager mod Israel.

”KÆRE Martin Krasnik. Som mangeårig abonnent sad jeg desværre tilbage med en flov smag i munden efter at have læst dine to artikler i WA den 9. januar. For hvor er Martin Krasnik? Din journalistiske metode i begge artikler afdækker en kritisk, vestlig og demokratisk journalist, som velforberedt og neutral opsøger og interviewer nogle helt tilfældige (og helt ukendte, ikke repræsentative og personligt ligegyldige) personer, som så kommenterer de tilsyneladende korrekte og velmente politiske spørgsmål om den aktuelle krig i Gaza.”

Jeg kunne selv godt tænke at spørge læge Mogens Elmer, hvorfor de såkaldt ukendte og ikke repræsentative personer er ligegyldige. Det drejer sig om tre israelske indbyggere bosat i Sderot i Sydisrael, som Martin Krasnik har interviewet i forbindelse med Gaza slaget. Hvis det er tilfældet, at omtalte israelere er ligegyldige, må det deraf følge at lignende omtalte palæstinensere også må være ligegyldige, uanset hvad de har at berette, for ellers må hr. Elmer ligge under for en antisemitisk bias.
Reportager består nu engang ofte af disse vox populi, og det er nok noget af det tætteste man kommer på objektiv journalistik (med dertil hørende forbehold). I visse sociologi og antropologi kredse er det ligefrem noget af det fineste, at man sådan ”falder” over sine kilder og objekter.

”Grundsynspunktet hos alle de tre ukendte israelere er en paranoid forestilling om, at krigen og myrderierne skyldes, at Hamas og Hizbollah fjernstyres af Iran i en konspiratorisk koalition, som vil udslette Israel. Årsagen til krigen og myrderierne fremstilles altså som et uundgåeligt resultat af Iranstyrets magt over og samarbejde med Hizbollah og Hamas, og myrderierne af civile kvinder og børn er underordnede, fordi »Irans atomvåben og alle deres drømme om at udslette os« gør krigen og dens omkostninger nødvendige. Jeg deltog i 1988 (første Intifada) på en dokumentationsrejse til Gaza. Forholdene var – som nu – fuldstændig forfærdelige. Den daværende UNRWA direktør, Bernard Mills, kunne berette om underminering, blokade, vejkontrol, bosættelse og obstruktion af det civile palæstinensiske samfund.”

Altså bliver de førnævnt ligegyldige israelere og deres holdning til en af præmisserne for skribentens læserbrev, og derved er de ikke længere ligegyldige. Jeg tror Martin Krasnik sover roligt om natten.

”Den daværende danske hospitalsdirektør på Ahli Arabhospitalet i Gaza, Jørgen Rosenberg, kunne vise os, hvordan hundredvis af børn og unge palæstinensere var indlagt med traumeskader efter vold og skud med gummikugler. Dengang i 1988. Ikke et ord om Iran. Dengang i 1988. Ikke Hizbollah. Ikke Hamas. Men den samme konflikt. Den samme krig. Den samme undertrykkelse. Den samme modstand og chikane og vold mod en palæstinensisk statsdannelse.”

Hov, hov, lad os lige skille tingene ad. Uret står på anno 2008 og ikke 1988, PLO er ikke længere ved magten, men det er Hamas, (Hamas oprettet i 1987 og ærlig talt ikke tids nok til at tage magten i Gaza under den første intifada) og alene derfor er konflikten ikke den samme, men også af forskellige andre årsager. Her er det rimeligt at mindes de palæstinensiske terroraktioner mod israelske busser, caféer, forretninger og lign., alt sammen før den første intifada. Se denne liste for perioden 1981-1992: http://www.johnstonsarchive.net/terrorism/terrisrael-3.html
Det øgede sikkerhedsopbud som Israel har været nødsaget til at foranstalte har resulteret i at mange palæstinensere ikke har kunnet nyde deres ret, som følge deraf. Men dette har sin tydelige og direkte baggrund jf. ovenstående liste.
Apropos de hundrede vis af tilskadekomne stenkastende palæstinensiske børn i den første intifada, så viser det bare endnu engang palæstinensernes villighed til at gemme sig bag børn og lade dem gøre det beskidte arbejde. Det vidner om en vis uhæderlighed, at Mogens Elmer ikke bryder sig om at nævne det faktum, at det var børn der stod i forreste geled.

intifada3.jpgintifada_mini.jpg

palhist4.jpg

intifada.jpg071210-stone-intifada.jpg
intifada4_resize.jpg

”WA burde bidrage med en betydelig mere analytisk og dybdeborende journalistik om den humanistisk katastrofale krigssituation i Gaza: Hvorfor kom krigen netop nu? Der er ikke antydning af akut trussel mod Israels eksistens. De få tåbelige raketter (som selv Krasnik benævner konservesdåse-raketter) er hverken nye eller farlige. Netop kun tåbelige. Endnu mere paradoksalt er det, at USA og Syrien er kommet på et nyt spor i form af en forsigtig politisk dialog, og Barack Obama har endog antydet en begyndende dialog med Iran. Er et af krigens formål at ødelægge denne spæde spire? Eller er krigen et forsøg på at påvirke det forestående valg i Israel? Hvorfor gennemføres krigen med uhørt voldsomhed og inhuman fremfærd? Uanset hvad man mener om Hamas, er denne organisation lovligt folkevalgt og dermed befolkningens eneste legitime repræsentant. Det er logisk, at hverken Martin Krasnik eller israelerne ønsker at snakke proportioner eller »Dødens Matematik«. Men matematik er eksakt og i nærværende stund er de 15 døde israelere prisen for 900 døde palæstinensere, heraf størstedelen civile og 40 procent børn. Det betyder en dødsrate på 1:60! Når man samtidig bomber hospitaler, FN personel og danske udviklingsprojekter, ligner det en krigsforbrydelse.”

Udover Elmers paranoide teori ang. jødernes svigagtige og lumpne planer mod verdensfreden, så er der her samlet så meget vås, at det er svært at vide hvor man skal starte…
Baggrunden for Gaza-slaget er de mere end 1700 raketter affyret mod det sydlige Israel, og et lign. antal artillerigranater i perioden 2008. Hvad skal det nytte at drage 1988 ind i billedet her – med den slags årsagssammenkædninger, kan man altid finde en anledning til at være den forurettede part. Det ville jo være usagligt hvis Israel drog Yom Kippur krigen i 1973 ind i forbindelse med Gaza år 2008, ikke sandt? Tingene skal ses i deres rette sammenhæng.
Endnu et fabelagtigt argument, og med det mener jeg selvfølgelig; et fabelagtigt dårligt argument, er påstanden/fortolkningen om de ”få tåbelige dåseraketter”. Udviklingen er gået fra primitive raketter, til mindre primitive raketter. Fra raketter med lille rækkevidde, til raketter med 20 km Rækkevidde, og nu til 40 km rækkevidde. Hvornår siger man stop? Når rækkevidden er 80 km, præcisionen forbedret, lasteevnen øget, og nedslag i de store israelske byer og tætbefolkede områder hverdag? Regn selv videre herfra, kære læser. Det er en forfærdelig arrogant holdning skribenten lægger for dagen. Disse tåbelige dåseraketter er kun tåbelige og dåse på den sikre afstand af 3.000 km i velfærdsdanmark.
Moralen i argumentet er ligeledes helt grotesk, idet det er ok så længe det kun er min nabo der bliver dræbt af raketterne.
Angående den påståede israelske brutalitet, så tør jeg godt påstå at eftertiden vil bedømme Gaza slaget som en næsten enestående militæraktion hvor hensynet til civilbefolkningen oversteg hensynet til de militære mål. Ud over at de palæstinensiske magthavere bruger kvinder og børn som skjold, så skal der lige gøres opmærksom på at gennemsnitsalderen i Gaza er 15 år. Dvs. at du ikke kan spytte i nogen retning uden at ramme en teenager, og det er de omstændigheder og kulisser krigen udspiller sig i. Israel har ikke bestemt krigsskuepladsen – det har palæstinenserne og deres arabiske fætre.

Apologien for Hamas der kredser om begrebet “lovligt folkevalgt organisation”, som det var en anden guldkalv, skurrer voldsomt i ørene. For hvad fordrer mere ansvar end netop et folkevalg? Tager man Tyskland i 30′erne og 40′erne, så er der ingen tvivl om at befolkningen havde et ansvar før og under krigen, ikke mindst et ansvar for deres egen situation. Og modsat Hamas, som er valgt med stort flertal, så fik nazisterne aldrig absolut flertal ved et valg. Faktisk var nazisterne nødt til at kuppe sig til magten i 1933 da deres popularitet var på vej tilbage. Men palæstinenserne får carte blanche i alle forhold i modsætning til tyskerne.
Skægt at skribenten bruger formuleringen “lovligt folkevalgt” - det åbner muligheden for en ulovligt folkevalgt regering. En sådan kunne være en regering, der har til hensigt at afskaffe demokratiet, som f.eks. øøøh…, Hamas!

”Så derfor dette indlæg Martin Krasnik. Jeg respekter både din begavelse og viden, og jeg håber, at læserne får din egen personlige vurdering af katastrofen i Gaza. Dit personlige indlæg i den danske debat, som meningsdanner og videnformidler, er meget vigtigere for os alle end nogle tilfældige og – undskyld – ligegyldige israelske privatpersoner.”

Jeg kan i hvert fald komme på én privatperson, hvis indlæg i den danske debat, efter Mogens Elmers kriterier, også kan dømmes ligegyldige.

Skurkeroller

Antisemitisme, FN, Forbrydelse og straf, Globalisering, Israel, Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on February 2, 2009 at 6:13 am

Den globale retfærdighed er et ideal hos folk med en uerkendt religiøsitet, der desværre præger mange liberalister samt det meste af venstrefløjen. Verden er stridende fraktioner, interesser, stater og anskuelser og uden orden og nogen til at kunne opretholde en global lov. Alligevel oprettes der organer, der kan lyse de syndige i ban, som nationale domstole inddrages for at sikre internationalismens højere retfærdighed og derigennem sikre orden. Men uden lov og orden underordnes retfærdigheden af fredens opretholdelse. Hensynet tages derfor til de, der dels kan piske en stemning op, dels kan lobbye deres interesser igennem overfor uigennemskuelige politiske organer og dels kan true gennem vold og terror med frygtelige alternativer, hvis ikke deres krav efterkommes. Hysteri forveksles med oprigtighed og vold fremtvinger og motiverer diplomatiske hensyn og den globale retfærdigheds domstole bliver agenter for de agressive. Fra DR

En domstol i Spanien meddelte torsdag, at den har indledt en undersøgelse af syv navgivne israelske politiske og militære ledere der i år 2002 var ansvarlige for at beordre og udføre drabet på manden, der dengang var leder af den palæstinensikse Hamasbevælgelsens militære operationer i Gaza, Salah Shehadeh.

Fra Jerusalem Post

The case in Spain against Israeli officials, which stems from the 2002 air force attack that destroyed the home of a senior Hamas terrorist and killed several of his children, is based on the universal jurisdiction provisions in the legal systems of a number of democratic countries.

While designed to bring heinous dictators to justice, “lawfare” - as this tactic has been dubbed - is exploited by non-governmental organizations that use the façade of universal human rights to promote their political goals.

The pattern emerged in 2001 when Human Rights Watch, Amnesty International, Badil (which focuses on refugee claims) and other NGOs used Belgium as the venue for allegations of war crimes against then-prime minister Ariel Sharon. The case was eventually dismissed and the law changed after Belgian officials linked to African dictators realized that they, too, were vulnerable to prosecution.

In 2005, Maj.-Gen. (res.) Doron Almog, who had retired from the IDF and was traveling to London to raise funds for the treatment of autism, stayed on an El Al plane at Heathrow Airport after NGOs targeted him with legal proceedings. This case, too, was later dropped, but the damage had been done.

The Spanish example of “lawfare” was initiated by the Palestinian Center for Human Rights (PCHR). With a large budget provided by the European Commission, Norway, Ireland, Sweden, Switzerland and other European governments, PCHR is among the leaders of the anti-Israel demonization strategy.

The strategy was developed in the NGO Forum of the 2001 Durban Conference, the goal being to use boycotts and legal processes to brand Israel an “apartheid” state, while legitimizing terrorism. During the recent Gaza operation, PCHR issued over 50 statements, most of which included allegations of “war crimes.”

Vi siger tak til Europakommisionen og diverse donorlande for deres støtte til antisemitismen og totalitarismen. For hvilken retfærdighed er der i at anklagere frie nationer for at forsvare sig mod de, der intet andet formål har end at terrorisere og udslette? I Information skriver Lasse Ellegaard lidt om Hamas, der

“….var helt ligeglade med risikoen for civile. De etablerede mortér-stillinger fra tage og haver, og hvis nogen protesterede og råbte op om risikoen for israelske modangreb, blev de truet med en kugle for panden.”

Kendte Fatah-medlemmer blev fra starten af fjendtlighederne sat i husarrest med besked om, at færdsel i det offentlige rum ville få fatale følger. Skud i knæskallerne og likvideringer uden retshandling og dom understregede alvoren i den vilkårlige justits, og - som en sagde - “retten sættes af Hamas, der både er forsvarer, anklager og dommer.”

(…)

En tv-producer fortalte, at efter Hamas overtog magten i landstriben i juni 2007, fik de lokale tv-kanaler ordre til kun at dække Hamas-pressemøder, hvis de fortsat ville holde deres folk beskæftigede.

I slutningen af krigen blev mediehuset, hvor Hamas-stationen ‘al Aqsa-tv’ sendte fra taget, bombet. En version af begivenheden går ud på, at al-Arabias medarbejdere, der har kontorer på 12. sal, fik ordre til at blive i huset og for at sikre, at det skete, blokerede Hamas-militante al færdsel ned fra 10. etage. De paniske tv-folk sad fanget som kanonføde og ringede til kolleger i Israel, som de bad om at kontakte Israels hær.

At Lasse Ellegaard insisterer på at kalde Israels aktion for et “tæppebombardament” og at artiklens lægger skylden for islamificeringen på Israels skuldre er jo bare Information, som man kender den, hvor Israel er skyld i deres fjenders ondskab. Islamificeringen har nemlig ikke noget med islam at gøre, hvis man skal tro venstrefløjen og dens medier. Hvorledes den altid følger islam er en anden sag, som her fra vores egen del af verden, langt væk fra Israel. Fra Uriasposten

Rapporten indeholder et afsnit om situationen i København, men giver indtryk af, at forholdene på en række områder er værre i Malmø. F.eks. beskrives en lille gruppe yderligtgående muslimske mænd, der fungerer som meningspoliti i Rosengård og står bag fysisk og psykisk chikane mod folk, som ikke anses at leve op til Koranens regler…

Og når en lille gruppe yderligtgående muslimske mænd bliver mange nok

 

Den frie verden er i en krig med totalitarismen. Der er ingen der besidder den endelige sandhed og vi har ingen højeste retfærdighed fra Gud eller mennesket vi kan dømme efter. Der er kun os selv.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress