Dansk Folkepartis folkelighed har fra staten været en grundlæggende samklang med størstedelen af den danske befolkning i sine helt basale værdier nemlig en omend diffus konservatisme, modstand mod EU og modstand mod indvandring. Dette er intet andet end logiske slutninger på en enkelt og indlysende forudsætning, nemlig at Danmark er et suverænt land og danskerne er et suverænt folk og at det skal vedblive med at være sådan. Derfor er Dansk Folkeparti imod alt, der truer dansk suverænitet, som befolkningsudskiftning og overnationale organisationer og for alt, der kan styrke båndene til vores forfædre.
Rodfæstet i det danske folks suverænitet afviste man helt logisk og forudsigeligt internationalisme og idealisme. Og som en en helt logisk konsekvens af den bærende præmis om danskernes suverænitet har Dansk Folkeparti med den største, ja nærmest instinktive selvfølgelighed ikke blot forsvaret idealet om ytringsfrihed, mens andre kløjs i forvirret teoretiseren og manipulerende idealer, men er selve indbegrebet af den danske bramfrihed, der i årtier var udskammet af den småborgerlige elite, der havde sat sig på det offentlige liv. Den bramfrihed der i Dronningens mund var dumsmarte bemærkninger og for den akademisk aspirerende elite tonen i debatten og udtryk for et ulækkert menneskesyn. Ytringsfriheden truede nemlig renheden i de mange idealer om menneskehedens bedste - klar tale er ikke stuerent.
Men Dansk Folkeparti overvandt ikke blot den systematiske propaganda imod partiet fra hele det toneangivende liv - uddannelsesystemet, medierne, det politiske, interesseorganisationer og fagforeninger, kunstnere, akademikerne, ja hele det overDanmark, der burde være en afspejling af vores bedste formåen. De forvanskede Dansk Folkepartis udtryk og præsenterede det i en forkvaklet form for den befolkning de skyldte deres tillid. Alligevel stemte flere og flere DF og ikke nok med det, de andre partier inddrog efterhånden større og større dele af Dansk Folkepartis grundlæggende præmisser for deres egne værdier. Dansk Folkeparti overvandt karaktermordet og vandt dagsordenen fordi de havde ret og stod på fast på den ret. De var et nødvendigt parti.
Det er måske slut nu. Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?
Hvad bliver fremtiden så for Dansk Folkeparti? Med åbningen for at EUs afgørelser er øverste myndighed skifter Dansk Folkeparti ikke blot ved præmisserne for deres tilbageværende politik, som efterlader dem politisk skizofrene, men de skal også til at tillægge sig et nyt politisk sprog, der skal kunne forklare deres holdninger i en EU-sammenhæng. Slut er det med grundargumenter, som; det vil vi ikke have, sådan gør vi ikke hos os og det skal de ikke bestemme. Istedet er det begyndelsen på argumenter som; det skal vi overholde og det må vi ikke. Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.
Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….
Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre. Et parti, der skal sælge sig selv for at overleve, et parti hvis succes vil afhænge af deres organisation, mærkesager, kandidaternes talent, evne til at ramme trenden. Til det skal de bruge fokusgrupper, konsulenter og reklamefolk og nogle mennesker vil stemme på dem fordi de synes det passer dem mere end andre og andre vil vælge dem fra. Men de vil ikke være et nødvendigt parti, som folk stemmer på fordi intet andet er realistisk. Det var netop det at være et nødvendigt parti, der skaffede dem den bemærkelsesværdige fremgang ved det seneste valg, hvor temaerne ikke passede Dansk Folkeparti og hvor medierne var enige om en hyldest til håbet om en bedre verden enten ved oppositionens sejr eller et bedre grundlag for den siddende regering i form af Ny Alliance.
Hvis dansk Folkeparti ville lytte til de salmer, der ønsker sunget i Folkeskolen kunne de måske lære noget. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder.
