Sovjetisk Matadorspil

Diverse — Drokles on September 11, 2008 at 12:24 am
jamesark2.jpg

Villy strammer skruen mens Socialdemokratiet banker de sidste søm i kisten

Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on September 10, 2008 at 3:24 am

Villy Søvndal er godt igang med at fratage Socialdemokratiet deres plads, som oppositionens realistiske alternativ. Socialdemokratiet har endnu ikke fået formuleret en modstand mod islam, der kan overbevise om at de har en vilje til at beskytte danskerne og Danmark og vores demokrati. For mange gamle kværulanter, der udgør partiets modsætningsfulde fundament skal have tilgodeset deres bekymring over højreskredet og man forveksler den civilisationskamp med en utidig beskyttelse af det man stadig ser som svage grupper. Derfor drukner ellers udmærkede, men forsigtige udmeldinger imod tørklæder og forslag om at betale muslimer for at rejse ud i allehånde forsikringer om blot at forsvare nogle vage forestillinger om liberale demokratiske principper.

Istedet arbejder den socialdemokratiske maskine hovedløst videre med et forældet verdensbillede og gamle fraser. Udspillet Plads til Trivsel er et håbløst projekt, der bliver umuligt at forklare vælgerne. Hvad er trivsel i forhold til velfærd, er det et offentligt anliggende og hvordan finansieres det? Helle Thorning sagde i radioen at det var at forstå, som en overbygning på velfærdstaten og at det kom til at koste penge. Ja tak, det tror vi gerne en overbygning på velfærdssamfundet vil gøre.

Ideen om en tidsbank, hvor man kan sætte en periodes hårdt arbejde ind for senere at tage en periode fri ligner en ordning fra en barder-økonomi, der vel gerne skulle være helt overflødig i en moderne verden, hvor man tjener penge ved at arbejde, som man så kan spare op og senere hen bruge for godt befindende. Ud over at det er svært ikke at se en større udvidelse af bureakrati og nytteløse konsulenter ved dette initiativ kan man frygte at de gode viljer ikke kommer de svage til gode, men måske snarere de ressourcestærke, der kan overskue og planlægge deres liv. Dem hvis brede skuldre skal bære det allerede dyre velfærdssamfund og som man er afhængig af knokler så meget som muligt i så langt et arbejdsliv som muligt, hvis enderne skal passe sammen. Efterlønnen, som en isoleret ordning blev en dyr affære og man kan kun gisne om omkostningerne ved en hel overbygning.

Imens tager Villy efterhånden vanen tro bladet fra munden og laver klare værdipolitiske udmeldinger. I Jyllands-Posten skriver han

Til foråret erFN’s menneskerettighedsråd vært for en stor konference om racisme.

Det er prisværdigt at arbejde mod racisme og diskrimination, men der er alligevel god grund til at være på vagt over for det pres fra nogle muslimske lande, der lægges på netop denne konference.

For i ly af det fine formål forsøger repræsentanter for en række udemokratiske regimer at gøre religionskritik til en overtrædelse af menneskerettighederne. De selvsamme lande, som stener kvinder og homoseksuelle i religionens navn og forbyder deres borgere retten til at ytre sig frit, vil nu forsøge at lukke munden på de mennesker verden over, som vover at kritisere islam, kristendom og de øvrige religioner. Det skal de ikke få held til.

(…)

Hvis Vesten bøjer sig i spørgsmålet af frygt for at krænke religiøse følelser, så efterlades hundreder millioner af muslimer - ikke mindst kvinder og demokratiforkæmpere - over store dele af verden endegyldigt i kløerne på diktatorer, fundamentalister og religiøse mørkemænd.

Ja vi skal være på vagt, men Villy stopper ikke der. Ikke så snart genlæste han sit eget indlæg i avisen, før han kom frem til at han burde drage nogle konsekvenser af sine meninger, netop, hvad der adskiller ham fra Socialdemokratiet i øjeblikket. Fra Kristeligt Dagblad

Dialog er vejen frem. Det er et budskab, der er blevet fremført utallige gange i samfundsdebatten om islam og religionskritik. Og nu bliver budskabet gentaget af en række danske politikere, der ikke støtter SF’s formand Villy Søvndals idé om en boykot af FNs verdenskonference om racisme.

SF står dermed alene med holdningen om, at Danmark skal udeblive fra konferencen, der finder sted i april 2009 i Genève. Her vil en række islamiske lande fremsætte et forslag om at gøre religionskritik til et brud på menneskerettighederne. Et forslag, der har skabt voldsom international debat og fået en række lande som blandt andet Frankrig og USA til at true med en boykot. Det er organisationen af islamiske lande, OIC, der ønsker at diskutere et forbud mod krænkelse af religioner.

Thorning har lagt an til en ændring af Socialdemokratiets holdning til islam, men hendes langsigtede strategi er forlængst blevet overhalet ikke bare af virkeligheden, men pinligt nok også af SF. Hun kunne ellers genopfriske sin partihistorie ved at læse Staunings Danmark for Folket, hvor de totalitære bevægelser ses, som modsætningen til det arbejdende folks interesser, hvorfor vi skulle stå sammen og ikke pleje multikulturelle særinteresser.

Til sidst et lille eksempel fra de Radikales nestor

Hos De Radikale skelner udenrigsordfører Niels Helveg Petersen mellem kritik og krænkelse af religioner. Hvis kritikken bliver begrænset, er det problematisk i forhold til ytringsfriheden. Og krænkelse er ikke et menneskerettighedspørgsmål, men et straffelovsanliggende under blasfemiparagraffen.

Må man ikke krænke en religion? Jeg gik ellers i den tro at det kun var mennesker, der besad den egenskab at kunne blive krænket, men at religioner har deres eget liv er åbenbart en helt konkret forestilling hos de radikale. Nogen lærer det aldrig, andre anstrenger sig som de Radikale på ikke at lære det. Hvor der er vilje er der vej.

Handlingsplan mod ekstremisme og radikalisering får ros af den gamle garde

Akademia, Multikultur, islam — Drokles on September 10, 2008 at 2:27 am

En handlingsplan fra Integrationsministeriet om at modvirke radikalisering har fået en del høringssvar. Fortalen i P1’s Orientering

Der er ros til det, for tiden ellers så udskældte, integrationsministerium for dets forslag til at sætte ind mod radikalisering og ekstremisme.

En lang række organisationer, forskere og institutioner er imponerede, men har også formaninger til ministeriets handlingsplan på området.

Integrationsministeriet udviser en “forsigtig og balanceret tilgang” til et “følsomt område” og har udført et “glimrende” og “imponerende” stykke arbejde!

Ja, det er ikke lige sådan, vi er blevet vant til at høre integrationsministeriet omtalt, men når det gælder ministeriets forslag til en handlingsplan mod radikalisering og ekstremisme, er der ros fra mange sider.

Man aner uhyggen komme krybende, når man kender det normale udvalg af “organisationer, forskere og institutioner”. Og man bliver da heller ikke skuffet i ens gru for her opereres der med ekstremisme og radikalisering, som et uafhængigt begreb -som om ekstremistiske frimærkesamlere og radikaliserede pornokonsumenter udgør et vedkommende problem på nogen måde - og ansvaret bliver troligt placeret, hvor det hører hjemme: Hos os!

Problemet for radikalisering og ekstremisme er selvfølgelig muslimernes religion og det opløser man ikke ved at hævde, at det også er et alment politisk problem når det nu er integrationsministeriet, der stiller forslagene og uden tanke på, at man netop kalder området “følsomt”. Og så hjælper det ikke ikke meget at være “nuanceret og mangefaceteret”.

Institut for tværkulturelle og regionale studier er selvfølgelig glade for relativeringen og forvanskningen.

“Forfatterne er opmærksomme på at islamisk radikalisering ikke bare opstår isoleret i muslimske miljøer, men også ses som et udtryk for den behandling unge med muslimsk baggrund får i det danske samfund”

Sætningens vildledende opbygning til trods må slå fast, at islamisk radikalisring overhovedet ikke bliver til uden for islamiske miljøer. Den behandling unge med muslimsk baggrund får i det danske samfund, der her sigtes til er ikke de enorme millardbeløb, der tilføres muslimerne fra danskerne, der tsom modydelse må se deres samfund blive mere kriminelt og voldeligt, med indskrænkning af det offentlige rum og basale frihedsrettigheder til følge. Det er den mere diffuse og uhåndgribelige slags behandling, der ikke kan dokumenteres eller erfares, den behandling man antager er omdrejningspunktet for alle integrationens problemer. Antagelse og påstand er det samme - en nederdrægtig cirkelslutning. 

Odense Kommune hæfter sig ved årsagen til radikalisering, hvor det, skriver kommunen; “…påpeges at oplevelse af uretfærdighed, marginalisering og diskrimination gøder grunden for radikalisering.” Kommunen støtter helt rapportens forslag om kampagner og resolutte reaktioner mod enhver form for diskrimination og den vil også gerne være med til initiativer, som skal tiltrække flere medarbejdere med flerkulturel [???] baggrund til den offentlige sektor. (…) Det skal (…) ske gennem en bred kampagne eller strategi for mangfoldighed i den offentlige sektor.

Den tankegang at man skal ændre virkeligheden for at imødekomme nogle gruppers oplevelse bygger på en fornægtelse af rationaliteten, hvor vi alle ligeligt er underkastet realiteterne. Hvad gør man med virkeligheden når der er modstridende oplevelser borgerne imellem? Da rapporten taler om politisk radikalisring på en højre-venstre akse vil andres oplevelse af muslimernes fortrinsret for danskere jo også skulle tages alvorligt og hvad vil man gøre ved det? Eller er det ikke en oplevelse, som virkeligheden ikke skal kompensere for, da man kan have begrundet mistanke om at det rent faktisk er realiteterne idet, man gerne køre målrettede kampagner til fordel for “flerkulturelle” elementer og ikke blot kompetente medarbejdere.

“Red Barnet finder det positivt at handleplanen i højere grad end hidtil bygger på en multikulturel forståelse og f.eks. anerkender, at der er flere trossamfund i Danmark.”

Ja, selvfølgelig bygger rapporten på at der er flere trossamfund (eufemisme for islam) i Danmark. Vi taler jo om radikalisering!

Kommunernes Landsforening vil gerne styrke det indkluderende samfund men “uanset den lokale indsats for at modvirke marginalisering og diskrimination så bliver dette vanskeliggjort hvis tonen i den offentlige debat bærer præg af en modstilling mellem dem og os.” Kommunernes Landsforning gør sig her også fortaler for det irrationelle og det antidemokratiske ved at udstikke ønsker for hvordan vi skal opfatte virkeligheden frem for at diskutere, hvordan vi forholder os til den.

KL får støtte fra deres allierede i den indkluderende forening Muslimernes Fællesråd, der udover at glæde sig over forslaget om en “koordineret offentlig kommunikation“ mener “….at politikerne selv må påtage sig en del af ansvaret ved f.eks. at sikre at der ikke fra Folketingets talerstol kan drages direkte sammenligning mellem muslimske kvinders tørklæde og det nazistiske hagekors uden at en sådan kan bringes for en domstol.” Og det passer godt ind i universitetsmiljøet, hvor “Københavns Universitet mener at der er for lidt fokus på at bearbejde holdeninger hos de, som der står i høringssvaret “alt for mange danske borgere, der lider af fremmedangst”.“.

Jeg vil ud af EU

EU, Globalisering, Multikultur — Drokles on September 7, 2008 at 2:31 pm

I Jyllands-Postens sektion Indblik kan man læse Metock-eksempler fra Irland

I 2006 dukkede Sandeep Kumar - sådan hed inderen - op i Irland, og søgte asyl. Han forklarede, at han var kommet fra Indien via Moskva til Hviderusland. Hvordan han derfra var havnet i Irland, kunne han ikke forklare.

Men Sandeeps fingeraftryk afslørede ham: Han havde tre år tidligere søgt asyl i Belgien, hvor han blev afvist. Det havde han ikke fortalt noget om i Irland. Heller ikke at han efter afslaget i Belgien sneg sig ind i Storbritannien, hvor han havde levet illegalt i tre år, før han nu stod hos myndighederne i den irske hovedstad Dublin.

Efter reglerne skulle Irland nu sende Kumar tilbage til Belgien, hvor han først søgte asyl.

Den 14. juni 2006 blev det besluttet at udvise Sandeep Kumar fra Irland til Belgien. Dagen efter, den 15. juni, var der brev fra Sandeep Kumar til flygtningemyndighederne: Han trak sin ansøgning om asyl tilbage. Inderen havde giftet sig med en kvinde fra Estland, som arbejdede på en servicestation i Irland. Estland er medlem af EU , ergo var inderens nye hustru en EU -borger, som benyttede sig af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Som hendes mand havde Sandeep Kumar ret til opholdstilladelse i Irland.

(…)

På mindre end to år var der kommet 3.000 ansøgninger om opholdstilladelse til mennesker fra lande uden for EU , som var blevet gift med ikke-irske EU -borgere, som boede og arbejdede i EU

(…) 

Der var dog påfaldende mønstre i en del af de ægteskaber, som de tilrejsende EU -arbejdere havde indgået: Hele 500 af dem - langt de fleste kvinder - var i Irland faldet for afviste asylsøgere og havde giftet sig med dem. I stedet for at blive sendt tilbage til f.eks. Nigeria, hvor hele 25 pct. af alle asylsøgere i Irland kommer fra, havde de afviste asylsøgere forvandlet sig til ægtemænd til EU -borgere med ret til ophold. Det viste sig også, at især kvinder fra de baltiske lande forelskede sig i afviste asylsøgere.
Noget andet, der så underligt ud: Omkring 400 pakistanske mænd, som opholdt sig i Irland på kortvarigt visum som studerende, havde giftet sig undervejs. Op mod halvdelen af dem havde fundet en brud fra ét lille bitte land, nemlig Estland.

Alle - de afviste asylsøgere og de pakistanske studerende - ville have ophold efter EU -reglerne, fordi de nu var gift med en EU -borger.

(…)

Den lettiske avis Diena afslørede annoncer på datingsiden  www.draugiem.lv, som siden 2006 havde søgt kvinder fra baltiske lande, som mod tilbud om betaling, fri rejse, bolig og job i Irland ville gifte sig med mænd fra Indien. »Fiktive ægteskaber, populært i Dublin for tiden,« fremgik det af annoncerne.

Den lettiske journalist Aleksandra Jolinka svarede på en annonce og fik mere at vide: Ægteskabet indebærer ingen forpligtelser, det er kun en formalitet: ægteskabet bliver annulleret efter et år - og de indiske mænd er i virkeligheden ikke indere, men fra Pakistan

(…)

Indtil denne sommer behøvede de irske myndigheder ikke at efterforske, om der faktisk er hundredvis af proforma-ægteskaber blandt de flere end 2.000 ansøgninger. I alle de tilfælde, hvor der, ifølge justitsministeriet, er grund til mistanke, kunne ansøgningerne afvises med den særlige irske regel: De, der opholdt sig illegalt i landet, da de blev gift, kunne sendes ud af landet. De, der var kommet ind i landet på et kortvarigt visum for f.eks. at studere, fik lov at gøre det færdigt, men ægteskabet skaffede dem ikke den eftertragtede femårige opholdstilladelse, som kan efterfølges af permanent ophold og statsborgerskab.

Men det ændrede sig alt sammen i Luxembourg fredag den 25. juli, da 13 dommere i EF-domstolen rejste sig for at afsige kendelse i den sag om Blaise Metock, Hencheal Ikhogo og de to andre ægtemænd, som Irlands High Court fire måneder tidligere havde bedt om at få fortolket: Dommerne besluttede, at Irlands regel er ugyldig og har været det, fra den blev indført i foråret 2006.

Jeg vil ud af EU.

Det multikulturelle England

Forbrydelse og straf, Londonistan, Multikultur, islam — Drokles on September 5, 2008 at 6:00 am

Fra Daily Mail

A warm late summer afternoon on a leafy street in an area colonised by fashionable cafes and shops came to an abrupt end when the peace was shattered by a raw, terrifying eruption of gang violence this week.

Armed with spades, screwdrivers, bars and sticks, two gangs clashed and sent locals fleeing into shops for safety.

This running battle between black and Asian youths - a sickening example of brutal Britain today - was captured by a photographer who had been waiting in the street to take a photo of the actress Julie Christie, who lives nearby.

To grupper, der sørgeligt reagerer i afmagt over den indfødte, indgroede og bagstræberiske engelske befolknings undertrykkelse, stigmatisering og konstruktion som den fremmede anden. Hvis blot man ville give flere indrømmelser og penge og helt fjerne engelsk kultur så dette ikke mere ville finde sted.

Paula Larrain om journalister

Pressen, venstrefløjen — Drokles on September 4, 2008 at 11:43 am

Fra Ekstra Bladet

Da rigtig mange journalister i deres ungdom har raset over verdens uretfærdigheder, og som sagt siden kun har været udsat for sparsom uddannelse, så hænger de ofte fast i traditionelle venstrefløjsdogmer præget af tidens socialdemokratiske tabuisering. 

Ingen må spise mens muslimerne faster!

Londonistan, Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on September 1, 2008 at 3:40 pm

Fra This Is London

All elected members at Left-wing Tower Hamlets Council in East London have been sent an email asking them to follow strict Islamic fasting during September no matter what their faith.

As well as restricting food and drink until after sunset, the authority’s leaders have decided to reduce the number of meetings throughout the month so they do not clash with the requirements of Ramadan.

Who rules Britania?

Typisk islam

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on September 1, 2008 at 3:34 pm

Fra Jyllands-Posten

 Der gik en chokbølge igennem det pakistanske parlament, da en parlamentariker i dag forsvarede, at fem kvinder blev begravet levende i den sydvestlige del af landet, fordi de selv ville bestemme, hvem de skulle giftes med.

- Der er tale om traditioner, der er hundrede af år gamle. Jeg vil fortsætte med at forsvare dem, sagde Israr Ullah Zehri, valgt i Baluchistan-provinsen.

- Kun de, der optræder umoralsk, skal være bange, sagde han og tilføjede, at traditionen har medvirket til at lægge låg på umoralsk opførsel.

Joh, men, vil nogle sikkert indvende, den absurde parlamentariker er jo også absurd i det pakistanske parlament og demonstrerer jo derved et normalitesbrud. Ja, men det er ikke pointen for et parlament vil altid reagere stærkt imod voldsomme udfordringer af voldsmonopolet. Og nedgravningen af 5 levende kvinder ved en enkelt begivenhed er en meget voldsom udfordring for voldsmonopolet. Hvad, der er det virkeligt absurde og meget islamiske er at en landsby kan nå til koncensus om at nedgrave de 5 kvinder. Det kan de kun fordi de deler fælles værdier og disse værdier underlægger kvinder mænd. Enhver udfordring på det monopol bliver straffet på den ene eller anden måde. Det er disse værdier, som det absurde parlamentsmedlem kalder traditioner og det er de værdier man ikke skal udfordre for at være moralsk.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress