The Cable Culture

Diverse, islam — Drokles on March 17, 2008 at 7:53 am

Hvad betyder det at have en guddommelig autoritet over andre mennesker? Kan det overhovedet forvaltes?

QURAN 4:34 - “Men have authority over women because God has made the one superior to the other, and because they spend their wealth to maintain them. Good women are obedient. They guard their unseen parts because God has guarded them. As for those from whom you fear disobedience, admonish them and send them to beds apart and beat them. Then if they obey you, take no further action against them. Surely God is high, supreme.”

I den muslimske verden kæmper man med at forholde sig til det moderne og selvom islamisterne er i færd med at underminere mange samfund kan det se ud til at det også går fremad sine steder. Her et lille indslag fra Qatar TV om “wifebeatings”  (hustruafstraffelse er nok den mest præcise oversættelse). Hvad man umiddelbart lægger mærke til er kampen mellem det moderne, i form af veltalende, veluddannede kvinder uden slør, der oven i købet har en vis magt, som vært for programmet og som ekspert, overfor mandlige repræsentanter for religionen, der må acceptere at se deres autoritet udfordret.

Den lærde Dr. Islam udlægger altså teksten således

Dr Islam: There is a difference between instilling dicipline and aggression. Likewise, there is a difference between wifebeatings as a phenomenon, as a right, as a duty or as a rule. The phenomenon of beatings is widespread , but does relegion support beatings? No, religion is a mean of therapy. When Allah said in the Koran “…and beat them,” he didn’t establish it  as a rule, but as a means of therapy.

Programværten gør klare indsigelser mod den lærdes rablen, men hun drager ikke direkte hans udgangspunkt - islam - i tvivl. Men hun går forbandet tæt på da hun siger at hvis vi tager alt for givet kommer vi jo ingen vejne. Det er kampen i en nøddeskal, det givne overfor det moderne. Eller man kan sige islam overfor Vesten.

Int: If we accept everything in our lives as given, we will never make progress.

Dr Islam: Our civil law and Islamic law do not present wifebeatings as a rule, but they deal with a situation where a man beats his wife. What should we do then? My friend, if you beat your wife and it’s only light beatings in order to set things straight - Thats it. We forgive Light beatings. We tell him, “They are not considered an assault, but dicipline.”

Int: What do you mean by light beatings? [griner ud til publikum] I’d very much like to know what they are.

Den gode Dr. Islam argumenterer ud fra islam, mens de gæve kvinder argumenterer ud fra erfaring eller fornuft. Hans præmis udfordres dog ikke, hans teologi drages ikke i tvivl, men betydningen i den virkelige verden hænges ud som absurd - på hans bekostning, ikke islams. Alt hvad der er absurd er dog ikke ham eller hans udlægning, men selve Koranen. Hvor længe kan arabere, der ser disse programmer leve med den modsigelse mellem islam og deres fornuft (som Wivel ville sige)?

Når intervieweren griner ud til publikum er det for at markere at Dr. Islam er langt ude. Men hendes grin er ikke et argument, men en social appel til det publikum, der er på hendes side fordi de føler ligesom hende, konfronteret med denne modbydelige filosofi. De lader til at synes at Dr. islam er grotesk fordi han lyder grotesk, men der er ikke afklaring af hvilken præmis de diskuterer på, fornuftens eller islams. Det vi er vidne til er altså ikke en kritik af islam, der bunder i egen kultur, men derimod en kritik båret af de idealer de kan se den i vestlige verden, menneskeligt ligeværd.

Dr. Islam: The man is a guardian in his home, he is the judge, and has better judgement.

(….)

Int: You claim that as a rule the man is of better judgement?

Dr. Islam: Allah claims this

Det er mandens bedømmelse af situationen, der er hvad der er givent og deraf følger - selvfølgelig - et helt fast mønster for skyld.

Dr Islam: She must not give her husband the chance to beat her and if he has already beaten her, she must treat him in a way that will not cause him to repeat it, so the beatings won’t become a habit.

Men hvad siger sagkundskaben om konebank? Først er vi nødt til at forstå hvilken måde man skal læse Koranen for at forstå islam, uagtet konteksten. Og vi skal forstå hvilke kvinder man kan slå på. Fra en fredagsbøn på Quatar TV 27/8 2004

….when you purchase an electric appliance or a car you get a manual - a catalouge, explaining how to use it. The creator of Man has sent down this book in order to Man wich ways he must choose.

(…)

There are trhee types of women with whom life is impossible without beatings. (…) (the Koran says) “and beat them”.

The first type is a woman who was bruoght up this way. Her parenst ask her to go to school and she doesn’t - they beat her. “Eat” - “I dont want to” - they beat her. So she become accustomed to beatings, she was brouhgt up this way. We pray Allah will help her husband later. He will only get along with her if he practises wife beatings.

The second type i a woman who is condescending towards her husband and ignores him. With her, too, only a rod will help. The third type is a twisted woman who will not obey her husband unless he oppresses her, beats her, uses force against her and overpowers her with his voice.

Klar tale fra en mand der ikke blot har brugt et liv på at sætte sig ind i Koranen, men regnes for så stor en autoritet at menigheden lader ham forestå bønnen på TV.

And beat them… Der er altså ikke blot bred enighed om, hvorvidt det er i orden at slå sin kone. Der er sågar enighed om reglerne for hustruvold. Nogle af disse videor er endda lagt ud af muslimer selv for at dokumentere islams godhed. Men ideen om betingelserne for vold er rent nonsens for autoriteten er lagt på manden over kvinden og det er mandens ret at afgøre hvornår han skal diciplinere kvinden.

At manden har en Allah-given autoritet udelukker i realiteternes verden mandens dårlige dømmekraft da Allah ikke kan tænkes at ville give autoritet til dem, der ikke kan administrere den. Det giver heller ikke mening at måtte slå sin kone, hvis det ikke kan mærkes og da manden allerede er desperat for en løsning på kvindes ulydighed på det tidspunkt, hvor der er tale om sidste udvej. Derfor banker han sin vilje igennem.

Det er så op til imamen, som er mand, at afgøre hvorvidt manden er gået for langt både, hvad angår selve beslutningen om vold og voldens omfang. Kritik af manden vil være en mistillid til skaberens dømmekraft om i første omgang at have givet manden autoritet. Det er mandens samfund og mændene har fælles interesse i ikke at miste sin autoritet i hjemmet. Kvinder har ingen steder at gå hen, hvis manden banker dem.

Derfor skabes der stik mod de falske intentioner om beskyttelse af kvinden en “cable culture“. Logikken er nøjagtig den samme som i det hedengangne Sovjetunionen, hvor borgeren var garanteret mod overgreb fra systemet, men da systemet var ufejlbarligt var garantien intet værd. Systemet lukker sig om sig selv.

Kai Sørlander læser lektien

Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on March 16, 2008 at 7:11 am

Kai Sørlanders nye bog anmeldes i Weekendavisen af Klaus Wivel. Sørlander argumenterer bl.a. imod de, der mener at religion bare er religion og tror at kulturkritik er symmetrisk. Her med Wivels ord

De klerikale kræfter i Europa gjorde hvad de kunne for at bremse sekulære ideer, vil de indvende. Det modsiger Sørlander ikke, men for ham er det interessante ikke, at pavemagten og andre gejstelige forsøgte at  forhindre opfindelsen af den moderne stat. Det interessante er at de gav efter.

Det gjorde de fordi de i modsat fald skulle skændes med Jesu egen forkyndelse, skriver Sørlander. Ideen om adskillelsen af religion og politik bar gudesønnens vandmærke. Derfor er Luther den store reformator i verdenshistorien, ikke de franske oplysningstænkere. Den tyske munks opråb om at vende tilbage til kilderne, til skrifterne selv, førte til den vestlige verdens sekulære stater. Eller sagt mere beskedent, kristendommen stod mindre i vejen, skriver Sørlander.

Omvendt er de demokratiseringstendenser, som man trods alt har set i den muslimske verden sket på trods af Koranen - ikke på grund af den. Der findes intet i de muslimske kilder , som kan begrunde en adskillelse af gudgivet lovsamling og et menneskeskabt regelsæt. Religion er politik. Heller intet som kan begrunde at alle er lige for loven. I Koranen står muslimer over alle andre lovgivningsmæssigt.

Vil man reformere de muslimske samfund må man tolke sit religiøse udgangspunkt meget kreativt. For kreativt måske.

Det er vigtigt at have for øje, at kristendommen ikke blot stod mindre i vejen, netop fordi det religiøse ikke er et fedt, men indeholder bestemte værdier og et bestemt syn på mennesket. Det syn og de værdier danner nemlig en forudsætning, der ikke er hverken objektiv eller selvfølgelig, nemlig at alle mennesker er lige overfor Gud og har en fri tanke til at forvalte den etiske fordring (ikke i der følger deraf. Kristendommen leverer altså en afgørende forudsætning for demokratiet, som vi kender det og det var den forudsætning kleresiet ikke kunne kæmpe imod.

Men Wivel gør sig også ud i sine egne tanker og det går desværre ikke helt så godt.

Det skinner igennem, at Kai Sørlander er pessimist. Han tvivler på, at vi finder en løsning på problemet med den muslimske indvandring, men her er han vist mere principrytter end realist. De fleste muslimer har ikke et dogmatisk forhold til deres egen religions politiske aspirationer og lever udemærket i en modsigelse mellem deres tro og et irreligiøst rationelt demokrati. Mennesker er bøjelige væsener.

Desuden er der i Vesten opstået en gruppe af trodsige, modige, veltalende og veluddannede kulturmuslimer, som afviser sharia, og som har taget et heftigt opgør med den islamiske fundamentalisme; Ibn Warraq, Ayaan Hirsi Ali, Wafa Sultan og Irshad Manji, for at nævne de mest toneangivende. De har på få år rykket hele debatten. Denne interne og løfterige muslimske kulturkamp nævner Sørlander stort set ikke.

Et par af de kulturmuslimer, som Wivel nævner har rent faktisk afsværget deres tro. Warraq har endda skrevet en bog om hvorfor han ikke er muslim. Det er værd at hæfte sig ved, som det også er værd at hæfte sig ved, at de netop lever i Vesten, hvor de er beskyttet af den vestlige civilisation med dens retsprincipper, cilvilsamfund og kultur. Havde de levet i den muslimske verden var de forlængst klynget op. Det fænomen bunder helt enkelt i den forskel, at hvor frie tanker, om man er enig med dem eller ej, dyrkes som selve fundamentet for vores opfattelse af mennesket, så dyrkes istedet ét bestemt indhold af tankerne i den islamiske opfattelse. Og det indhold skal være islam ,hvorfor vi er tilbage til Sørlanders argumentation.

Man kan på en måde hævde at de muslimer, der med Wivels ord lever udemærket i en modsigelse mellem deres tro og et irreligiøst, rationelt demokrati, grundlæggende lever på en slags demokratisk nas. For problemet er, at i og med, der ikke er noget i deres tro der understøtter demokratiet, hviler deres manglende modstand imod demokratiet ikke i andet end vanens bekvemelighed. Det er således resten af samfundets borgere der må opretholde præmissen for demokratiet, hvilket kan blive problematisk, først og fremmest i krisetider. I 30′erne og i 70′erne var der tvivl om demokratiske værdier blandt skræmmende mange vesterlændinge og der er ingne grund til at rykke odds’ene yderligere.

Der vil altid være nogle, der ikke kan leve med en modsigelse mellem deres tro og det demokrati de lever i. De vil så være tvunget til at vælge det ene eller det andet. Og som man ikke opnår en behagelig temperatur ved at lægge hovedet i fryseren og fødderne i ovnen opvejer en kritisk kulturmuslim ikke en terrorist. Spørgsmålet er så, hvornår man når den kritiske masse. Er det før at muslimerne er i flertal?

Krarup giver lektion i jura og kristendom

Diverse — Drokles on March 14, 2008 at 11:10 pm

Fra Jyllands-Posten

Skal de to tunesere udvises af Danmark? Skal de to, der har fået opholdstilladelse i Danmark, og som efter PET’s udsagn har kvitteret for den danske gæstfrihed ved at planlægge et mord på den danske tegner Kurt Westergaard, udvises af Danmark og sendes tilbage til det land, de kommer fra?

Lad mig svare med et ubetinget ja. Og lad mig begrunde svaret med en overvejelse af, hvorfor afvisning af udvisning er ensbetydende med en korrumpering af lov og ret eller af en sand juridisk tænkning

Og jeg vil tage mit udgangspunkt i det, der kan vise sig at blive den store katastrofe i Danmarks historie i nyere tid - i udlændingeloven af 1983.

Det fatale var her, at dansk ret blev udstrakt til alverden. Det fatale var, at dansk ret ikke var begrænset til dansk retsområde, dvs. Danmark, men kom til at gælde hele verden - udtrykt deri, at enhver flygtning, der stillede på grænsen og krævede asyl, havde danske retsgarantier eller et dansk retskrav på at komme ind i Danmark og få sin sag gennemgået af danske retsinstanser.

Men dansk ret gælder Danmark. Punktum. Dansk ret gælder ikke og må ikke gælde hele verden, hvis der skal være tale om ret og ikke om mission.

Udlændingeloven af 1983 betegner i mine øjne et syndefald i dansk lovgivning, fordi den i en sværmerisk dyrkelse af en humanitær religiøsitet nægtede at sætte grænse og drage skel - det skel, der naturligvis skal være mellem danske statsborgere og fremmede i forholdet til danske retsgarantier.

Jeg har haft lejlighed til at beskæftige mig en del med historien omkring udlændingeloven af 1983 - lad mig nævne, at der grundlovsdag udkommer en stor redegørelse for lovens tilblivelse - og det står mig ganske klart, at dens egentlige baggrund ligger i hovedmanden Hans Gammeltoft-Hansens sværmeriske kristendomsopfattelse.

Kristendommen forkynder som bekendt fordringen om at elske næsten. Men denne fordring er sammenhængende med fordringen om at elske Herren din Gud og kan derfor aldrig gøres til en humanitær eller humanistisk moral. Det er den etiske fordring til den enkelte i forhold til den enkelte - min næste. Men aldrig en moralsk opfordring i forhold til alverden eller hele menneskeheden.

Denne moralisering af næstekærligheden var imidlertid en afgørende del af Hans Gammeltoft-Hansens jura - udtrykt f.eks. i hans ord fra bogen ”Flygtningeret”, hvor han skriver: »Den grundlæggende holdning bag denne bogs bidrag til flygtningeretten består først og fremmest i, at det bør være en fundamental ret for mennesker at have et blivende opholdssted og at nyde opholdslandets beskyttelse«. Misforståelsen er elementær og indlysende. Gammeltoft-Hansen siger ”ret”, men mener naturligvis ”behov”.

Ja, det er et fundamentalt behov for enhver at have et blivende sted, men en ret kan der selvsagt kun være tale om, hvor den pågældende hører til det land eller retsområde, hvor loven giver borgeren ret. Der er ingen ret, som er frit i luften svævende. Der er ingen ”ret” i almindelighed eller i al abstraktion, men der er kun ret, hvor der er lov i et begrænset retsområde.

Det er en forkvaklet kristendomsopfattelse eller en mistolkning af næstekærlighed, der ligger bag en sådan retsforståelse, og til ingens overraskelse er det i sidste instans menneskerettighedstænkningen, der begrunder denne sprængning af lov og ret til fordel for den ubegrænsede moralisme eller mission. Men på denne baggrund blev udlændingeloven til.

På disse betingelser sprængtes dansk lovgivning i en folkevandringstid og åbnede døren på vid gab for problemer, der er enorme, for ikke at sige uløselige, og som på længere sigt kan ende med at sprænge Danmark.

I dette perspektiv må man efter min mening betragte sagen om de to tunesere, som ifølge PET’s undersøgelser har givet sig af med attentatplaner mod en dansk tegner. De er ikke danske statsborgere. De er ikke omfattet af den selvfølgelige retsbeskyttelse, der gælder danske statsborgere. De har fået opholdstilladelse i Danmark, og denne venlighed fra den danske stat misbruger de efter PET’s påstand til at planlægge attentat mod en dansk borger, der er lagt for had af islamismen.

Derfor skal de rettelig udvises. Det er den danske stats opgave at beskytte Danmark og danske borgere, og til denne opgave hører udvisning af dem, der udgør en trussel mod danske borgeres fred og sikkerhed.

Læs resten.

Afdanket svensk statsfeminisme

68, Diverse, Postmodernisme, Sverigetanic — Sobieski on March 14, 2008 at 10:31 pm

Kvindekampen og den feministiske bølge i Danmark nåede utvivlsomt et højdepunkt i 70’erne hvad angik hysterisk retorik, teoretisk humbug og krig mod det mandlige køn. Af hvilke årsager det ikke udviklede sig til en tsunami ligesom i Sverige, vides ikke.

Weekendavisen har denne uge smidt et interview med Maria Sveland, en svensk feminazi, i hovedet på sagesløse læsere og derved ydet tilskud til mavesårsmedicin producenternes dækningsbidrag langt ud i fremtiden.

Fra Weekendavisen 7-13 marts:

NU kunne man forledes til at tro, at faren var drevet over. Jeg mener, efter hvad man oplevede i halvfjerdserne, er verden jo blevet en smule fornuftigere. Dengang var man potentiel klasseforræder og garanteret mandschauvinist. Siden er anklagerne ligesom blevet frafaldet.

Troede jeg. Indtil mødet med bøger skrevet af svenske feminister som Katarina Wennstam og Maria Sveland, født henholdsvis 1973 og 1974. De er veninder, fortalte den ene, de har begge arbejdet på svensk tv – og er ret trætte af mænd.

Inden vi går videre er det nødvendigt at slå fast, at disse to dumme kællinger må betragtes som en særlig art der kun for alvor kan trives og udfolde sig i sosseparadiset Sverigetanic. Maria Sveland er en særlig irriterende type person, der ved sin allerede tidligt udviklede bitterhed, kynisme og livslede, og ja, frihedshad, kan nedsænke ethvert tiltag til almen adspredelse, moro, løssluppenhed, lummer humor eller flirten i et tungt og gråsort moralistisk hængedynd.
Denne ikke helt ualmindelige sindstilstand kan observeres hos snerpen, der har mistet sin ungdoms skønhed og tiltrækningskraft på det mandlige køn. Bitterheden og den indebrændte vrede vil stige i takt med, at snerpens livmoder bliver et mere og mere irrelevant vedhæng, der i tiltagende grad vil tage sig ud som en gold stenørken. Og gud ske tak og lov for det, for skulle hun sprede sine ben for et stakkels offer, og derved producere et maskulint barn, ville dette uundgåeligt blive mål for snerpens vrede.

Ikke af sexede og søde mænd, men af tavse, tyranniske og liderlige mænd, der misbruger den magt, de har i vores patriarkalske samfundssystem. Katarina Wennstam beskriver i thrilleren Smuds »en af de værste forbrydelser«, nemlig »køb af sex.« Det er de svenske feministers mærkesag, at mænd, der går til ludere, skal i fængsel og ikke slippe med bøde (på 50.000 kr), som de gør i dag. Og at de i øvrigt er nogle skvat, der ofte hævner sig på deres overlegne kvindelige partner: »Hævn. At det er derfor, han gør det. At det er derfor, det smager så godt.« Der er gode mænd i Smuds, skal det retfærdigvis siges, som ham, der siger: »Nogle gange skammer jeg mig over at være mand.«

Jeg vil i dette særlige tilfælde af tåbelighed indkalde Michel Houellebecq som advokat, måske endda som anklager, til at svare denne dåre:

”Der ser ud til at være, bemærkede Mr. Sawanasee, en nærliggende match mellem de vestlige mænd, som ikke påskønnes og ikke får nogen respekt i deres hjemlande, og thai kvinder, som ville være lykkelige over at finde en mand der bare udfører sit job i den forhåbning, at han kan komme hjem til et behageligt familieliv efter arbejde. De fleste vestlige kvinder vil ikke have sådan en kedelig mand.
En nem måde at få syn for sagn, fortsatte han, er at slå op i en hvilken som helst publikation med personlige annoncer. De vestlige kvinder ønsker en som ser ud på en bestemt måde, og som har bestemte sociale fortrin, som at kunne danse og konversere, en som er interessant og spændende og forførende. Men tag engang at slå op i mit [Mr. Sawanasee’s] katalog og se hvad pigerne siger at de ønsker. Det er virkelig ret simpelt. De fastslår igen og igen, at de vil være lykkelige for at slå sig ned PERMANENT med en mand som er villig til holde på et arbejde og være en kærlig ÆGTEMAND og FAR. Dette vil med en amerikansk pige føre til præcis ingenting!
Ligesom vestlige kvinder, konkluderede han med en vis frækhed, ikke påskønner mænd, ligesom det traditionelle familieliv ikke har nogen værdi for dem, så er ægteskab heller ikke det rigtige for dem. Jeg hjælper vestlige kvinder med at undgå det de foragter.”

feminazi.jpg

Veninden Maria Sveland kan heller ikke udstå mænd, der har besøgt prostituerede – da sidemanden ved et middagsbord indrømmer denne handling, går hendes hovedperson op i en spids. Men ellers vinkler hun angrebet på mænd anderledes i Bitterfissen. Her gælder det ægtemanden, den tavse tyran, som gør sin kone ulykkelig. Hvilket alle kan være enige om at fordømme, men der er det aberdabei, at Sveland mener, det gælder så godt som alle ægtemænd: Undersøgelser viser således, at gifte kvinder er mere psykisk syge end ugifte kvinder, mens det er omvendt for mænd. Altså: »Ægteskabet er gunstigt for mænd og ugunstigt for kvinder« – eller som Maria Sveland også skriver: »Bag enhver succesrig mand står en kvinde med trætte ben og migræne. Og bag enhver succesrig kvinde står en skilsmisse.«

Sådan en mær. Et par på skrinet ville gøre underværker. Alene tilstedeværelsen af disse gimper på østsiden af Øresund burde være tilstrækkelig grund til at bortsprænge broen.

Patriarkatets overordnede mål er »at få os til at indgå ægteskab for på den måde at kvæle al kamp og alt oprør. Og som en følge heraf handler de fleste fortællinger – film, tv, bøger – om længsel efter den romantiske kærlighed. Den kærlighed, der fuldbyrdes i ægteskabet mellem mand og kvinde. Det er et gøglebillede, der aldrig viser mørke sider som mishandling, voldtægt og ulønnet, sindssvagt kedeligt husligt arbejde.« (Efter at have set The Bridges of Madison County med hundrede grædende kvinder, mente jeg ellers det var kvindernes opfindelse.)

Værst af alt er det dog at blive mor: »Intet har været så smertefuldt og frygteligt bitterfisse-bidragende som at blive mor. Af alle myter er det nok den hellige moderrolle, der er den mest falske. Og mest pinefulde.«

Der er derfor »tusind gode, gyldige grunde til, at hver eneste kvinde på denne klode bliver både fordrukken og bitterfisset.«

Jeg formoder at kællingen grundlæggende ikke billiger ægteskab, parforhold og forældreinstitutionen. Til det paranoide ævl svarer Houellebecq:

”Den 14. december 1967 vedtog Nationalforsamlingen ved førstebehandlingen Neuwirthloven, der legaliserede prævention; selvom p-pillen stadig ikke blev refunderet af sygesikringen, kunne den fra da af frit købes på apoteket. Det var fra dette tidspunkt, de brede lag i befolkningen fik adgang til den seksuelle frigørelse, der hidtil havde været forbeholdt de højere sociale lag, selvstændige erhvervsdrivende, kunstnere og visse direktører. Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang. Som det fremgår af de smukke ord ”ægteskab” og ”husstand” var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.”

Så jeg retter ryggen og tager nogle dybe indåndinger inden interviewmødet med Maria Sveland. Og hilser på en smuk, smilende og meget feminint klædt forfatterinde. Borte har taget min tids rødstrømpers anti-mandstiltrækkende antræk som smækbukser og tjavset hår. Godt for det, men det gør det jo ikke nemmere… Maria Sveland forklarer da også fornøjet, at hendes forventning om, at bogen kun ville blive læst af hendes nærmeste medsøstre og meningsfæller og hurtigt ende på antikvariatets hylder, blev gjort til skamme. Den er solgt i over 60.000 eksemplarer og blevet godt modtaget overalt.

WA: – Også af mændene?

Svelander: »Ja, jeg har ikke modtaget en eneste hade-mail, og det er skønt. 90 procent af dem, der skriver til mig er kvinder, ca. 10 procent mænd. Og de har alle sammen været meget glade for bogen, også mange fra min fars generation. En del har ligefrem købt den til deres kone og døtre.«

Jeg håber virkelig ikke at det er sandt.

Svelander: …sådan som vores samfund er indrettet, er det svært at være ligestillet i privatlivet. Jeg ville gerne omformulere undertitlen på min bog. Nu står der: ’Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker?’ I stedet burde der have stået: ’Hvordan skal vi være ligestillet i privatlivet, når samfundet er så ulige?’«

Rester af stalinismen stikker sit grimme fjæs frem. I sandhed er sammensmeltningen af samfundet og staten en realitet på det ildevarslende skib Sverigetanic. Ud fra et perverst lighedsideal ønskes der indgreb i privatsfæren, fra statsligt hold selvfølgelig. Det er den eneste logiske konklusion man kan drage af Svelands femi-marxisme. I et sådant ’samhälle’ er al form for ægte civilsamfund en umulighed. Hegel må rotore i sin grav.

En benægtelse af kønnenes biologiske forskellighed er vel lige om hjørnet.

WA: – Jeg ved, det er en gammel traver, men alligevel: Bør man ikke med kravet om total ligestilling have de biologiske forskelle in mente? I halvfjerdserne blev elever af begge køn på Danmarks Højskole for Legemsøvelser sat til at spille f.eks. håndbold sammen, selv om mændene var fysisk stærkere end kvinderne og derfor måtte eller burde tage hensyn til dem, hvilket jo hæmmede spillet. Jeg kender mænd, som har kedet sig gudsjammerligt under deres barselsorlov, og kvinder, som har grædt over at måtte forlade deres børn, fordi de skal arbejde.

Svelander: »De største forskelle mellem os ligger i os som individer. De individuelle forskelle er større end de biologiske.«

Bingo! Det manglede også bare, nu når hun har været næsten hele manegen rundt.
Hvor er det sørgeligt, at rivejernet får lov til uimodsagt at lukke relativistisk gas ud. Hvis man kan reducere alt til anekdoter, så er det jo også meningsløst at tale om parforhold og ligestilling på samfundsniveau, da det er de individuelle forskelle der er afgørende. Tak Sveland, nu er vold mod kvinder ikke længere et problem for fællesskabet, men et individuelt problem. Det er nu kvindens egen sag og faktisk ville det være urimeligt af hende at lægge byrder på fællesskabet som følge af sin individualitet. Fra nu af ingen koordineret samfundshjælp til voldsramte kvinder.

Mænd er ikke glade for kvinder, der tager initiativet seksuelt – de føler, det er dem, der skal være jægeren. Ellers aftænder de, de skvat. Mænd er for kedelige som ægtemænd, de driver deres koner til vanvid med deres mentale fravær.

Svelander: Især deres tavshedstyranni! »Manglen på respons«, siger en kvindeforsker, »er et af de tydeligste udtryk for mænds magt.« Ved at forholde sig tavs tvinger manden kvinden ind i en rolle som den forstående, der skal gætte sig til mandens tanker.

Joken her er næsten for indlysende. Hvis jeg var gift med en som Svelander ville jeg også være mentalt fraværende.

Tre ud af fire skilsmisser sker på kvindens initiativ, siger statistikken, så utilfredsheden lurer, men kravene er måske også lidt store. Maria Sveland er inde på det, da hun skuffes dybt over mødet med sit idol, Suzanne Brøgger, der »har stillet sig tilfreds« og ser med »taknemmelighed« på, hvad hun har. Suzanne Brøgger ser sig selv som eksempel på det, Sveland ellers nægter at have set: en lykkeligt gift kvinde.

Hvad den kvindelige hovedperson i Bitterfissen så selv ender med at være – kunne man være fristet til at sige. Bogens hovedperson flygter ellers fra familien ned til Tenerife, mens hun læser Erica Jongs 30 år gamle klassiker Luft under vingerne, hvor hun drømmer om det gnidningsløse knald. Men ak, det gør »Bitterfissen«, som hovedpersonen kalder sig selv, ikke. Hun længes blot efter at sove ud og tager så hjem til familien, som hun savner.

Happy ending – efter at hun har fået om ikke luft under vingerne, så luft for sine meninger. På samme måde som sit idol Suzanne Brøgger?

»Nej, overhovedet ikke,« lyder det fra Maria Sveland. »Du har jo ret til at tolke bogen, som du vil, men jeg mener ikke, Sara stiller sig tilfreds. Tværtimod. Hun vender hjem fra Tenerife fuld af kampgejst og håb og tro på, at man kan elske sin mand og være mor på en ligestillet måde. Ikke bare i teorien, men også i praksis. Hun vender hjem med følelsen af og viden om, at det er det, hun vil – og hvis det ikke går, så vil hun ikke være med længere. Så springer hun fra. Hun vil aldrig, aldrig stille sig tilfreds med andet end total ligestilling i sit forhold. Det er det, hendes eksistentielle gåde, hendes eksistentielle kamp handler om!«

Det helt afgørende problem i Maria Svelands univers er at der ikke findes noget overordnet projekt. Individet eller familien eller samfundet (måske også troen) kan være projekter, men ikke ligestillingen. Heller ikke den totale ligestilling for den sags skyld. Den totale ligestilling er selvfølgelig absurd og eksisterer kun teoretisk, lige så vel som pareto-optimalitet er en tilstand man ikke finder i virkeligheden. Ingen af disse dogmer tager nemlig hensyn til det menneskelige begær.
Skulle vi tage ligestilling i familielivet som målsætning, kunne man uden problemer forestille sig en situation hvor alle involverede parter afskyede hinanden lige meget og tog sig lige lidt af børnene og husholdningen. Det ville opfylde Svelanders krav om ligestilling. Ligestilling rummer ingen idé om det gode liv, og da hun har forkastet alle andre institutioner er det i denne her sammenhæng kun et tomt begreb.

Maria Svelander går en krank skæbne i møde, som Houellebecq påviser:

”Det seksuelle begær drejer sig hovedsageligt om unge kroppe, og de unge pigers gradvise overtagelse af forførelsesfeltet svarer dybest set blot til en tilbagevenden til normalen, en tilbagevenden til det egentlige begær helt analogt med den slags tilbagevenden til egentlig prissættelse, der efterfølger en anormal børsophedning. Ikke desto mindre var det svært for de kvinder, der havde været tyve år gamle i årene omkring 68, i fyrreårs alderen at befinde sig i denne ubehagelige situation. Da de stort set alle var fraskilte, kunne de ikke forlade sig på ægteskabet – betryggende eller afskyeligt – som de netop havde gjort alt for at få opløst. Da de hørte til en generation der – som den første i den grad – havde hævdet ungdommens fortrin frem for den modne alder, kunne de næppe undre sig over, at det nu var deres tur til at blive udsat for foragt fra den generation , der nødvendigvis efterfulgte dem. Og den kropsdyrkelse, de selv i allerhøjeste grad havde bidraget til at skabe, kunne kun nu, hvor deres eget kød slappedes, få dem til at føle en stadig stigende afsky for sig selv – en afsky ganske tilsvarende den, de kunne læse i andres blikke.”

Venstrefløjen spiller Sorteper

Multikultur, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on March 14, 2008 at 6:07 am

Efter Villy Søvndals seneste kursskifte, hvor det nu er nødvendigt at tegne muslimernes profet og anskue de fremmedes kultur som værende en del af problemet er den politiske debat i Danmark ikke længere sig selv. Det er nu på venstrefløjen at man beskylder hinanden for at grave grøfter og have skinger retorik og for at være naiv. Javist, Pia Kjærsgaard er stadig det store dyr i åbenbaringen og indgår som fast skælsord i opgøret, men hun kan roligt læne sig tilbage og vente på at alle har givet hende ret.

P1 Debat bød i sidste uge på en debat mellem de to tidligere kommunister Ole Sohn og Frank Aaen hvor Aaen kommer med denne besynderlige udtalelse om Asmaa:

Hun har alle de rigtige holdninger og derfor synes jeg også at det er ærgeligt at Villy også synes at hun skulle skældes ud. Hun går ind for homoseksuelles rettigheder, kvinders ligestilling, er imod dødstraf, for socialisme. Hun er på alle måder en meget atypisk muslim. 

Og igår kunne man igen på P1 debat høre et internt opgør, denne gang mellem fjolset Morten Østegaard fra de Radikale og igen Ole Sohn for SF. Ord som “vås” og “lyve” kom i brug i den forholdsvis ophedede kamp om håndvasken, men centralt i debatten stod denne ordveksling om kulturel relativisme kontra chauvanisme

MØ: Jamen når Villy Søvndal siger at det er et problem at somaliere har en anden kulturel baggrund at det er en del af problemet

OS: Synes du ikke at det er et problem når vi har haft årtiers debat om kvinders ligeret og frigørelse og så kommer der folk til Danmark med nogle kulturelle udfordringer og sætter debatten tilbage. Skal vi så ikke tage debatten med dem?

MØ: Det jeg siger, det…

OS: Tvangsægterskaber! Er det ikke et problem?

Dansk politik er lige nu faldet i tre dele. Enhedslisten og Radikale Venstre står helt isolerede i det væsentligste værdipolitiske spørgsmål og er derfor ikke regeringsansvarlig. Socialdemokratiet udgør sammen med Socialistisk Folkeparti nu et alternativ til Venstre og Konservative med Dansk Folkeparti som det nye midterparti. Dansk Folkeparti er på den ene side et borgerligt parti og på den anden side et velfærdsparti. Hvis S og SF er i stand til at garantere en stram udlændingepolitik kan DF problemløst svinge over til den anden side.

Som en ekstra bonus diskede ordstyrer Jens Kloppenborg op med denne smukke historieskrivning henvendt til Ole Sohn

JK: Men de antidemokratiske kræfter havde vi jo også i 70′erne og de var jo også med i et parti - DKP - som på det tidspunkt var udsat for en hård retorik, hvor der var modstandere der sagde at; “Hvis du er så glad for det styre i Sovjet eller Østtyskland, hvorfor flytter du så ikke bare derover?”

(…)

JK: Ja, det er fint nok, men lige nu taler jeg om den skingre retorik som er i udlændingedebatten. Som jeg siger; på det tidspunkt tilbage i 70′erne og 80′erne var der folk blandt de borgerlige som sagde til dig at du burde rejse hjem til østeuropa.

Sjovt nok kunne Sohn ikke genkende det billede af debatten fra den kolde krig.

Vesterbro ‘bru-ha-ha’

Diverse, Forbrydelse og straf — Sobieski on March 13, 2008 at 1:59 pm

Fra Vesterbrobladet 13. marts:

Røveri i Abel Cathrinesgade

En 25-årig mand blev forrige tirsdag udsat for et røveri.
Den 25-årige kom ved to-tiden om natten gående ned ad Abel Cathrinesgade, da seks unge mænd, passede ham op og forlangte at få hans taske med computer i.
Da den 25-årige ikke ville efterkomme deres befaling
[hvilken frækhed, red.], fik han en lussing, hvorefter han gav dem tasken. Gerningsmændene forsvandt fra stedet i en sort bil. Udover tasken med en bærbar computer, mistede den 25-årige også sin mobiltelefon.

Jeg synes der mangler en række oplysninger. Vi lader det blive ved gætteri og fordomme.

Søvndal skader Danmarks renome

Globalisering, islam, venstrefløjen — Drokles on March 13, 2008 at 7:07 am

Villy Søvndal gjorde brug af sin ytrinsfrihed og det burde han ikke have gjort. Fra Jyllands-Posten

I en stort opsat artikel på forsiden af den statskontrollerede egyptiske avis Al-Gomhuria optrådte SF’s formand i mandags som afsender af budskabet: »Muslimer kan gå ad helvede til.«

Det oplyser Udenrigsministeriet, hvis ambassader dagligt overvåger mediestrømmen i den arabiske verden. Artiklen indeholder ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger intet om, at Villy Søvndal i sine oprindelige udtalelser til danske medier om muslimske mørkemænd alene sigtede til medlemmer af den fundamentalistiske organisation Hizb ut-Tahrir.

Oplysningen kom i aftes som en gevaldig overraskelse for SF’s formand:

»Alle, der ved, hvad jeg har sagt, er klar over, at jeg alene har udtalt mig om Hizb ut-Tahrir. Og at jeg selvfølgelig aldrig nogensinde ville drømme om at udtale mig generelt om folk med en anden religion, som jeg har det allerbedste forhold til.«

Velkommen til den globale landsby hvor muslimerne bor lidt nede af gaden. Glæder mig til fredag.

Løgnexpress om islam og reformation

islam — Drokles on March 13, 2008 at 6:24 am

Der findes nogle mennesker der meget gerne vil have symetri i verden. Kommunister og nazister er ifølge dem et fedt og på overfladen giver det jo også god mening i og med at de begge er totalitære og truer demokratiet. Men selv om det er lignende fænomer er de nu alligevel ikke helt ens. Men det bliver mere absurd når disse mennesker opstiller Hitzb ut Tahrir og Dansk Folkeparti, USA og Sovjet (kommunister og nazister og USA?), kristne og muslimske fundamentalister (hvorfor hører man aldrig om buddhistiske fundamentalister?), mullaher og ytrringfrihedsfundamentalister (alene ordet!) osv som spejlbilleder af hinanden. Det er simplificeringer så grove at de ofte er direkte løgn (Churchille og Hitler) men på den måde kan man i sit eget lille indre løse alle konflikter ved at sige at alle der har del er lige gode om det. Det er trygt, det er hurtigt og man behøver kun at være en idiot.

Disse mennesker projicerer af samme årsag deres egne værdier over i alt fremmed som om det var en banal spejling. ‘De vil jo også bare det bedste for deres børn‘ hører man dem ofte sige. Javist, men opfattelsen af det bedste er ganske betydende, hvorfor en palæstinensisk mor naturstridigt gejler sin teenagesøn op til at være selvmordsbomber, mens en dansk skubber på for at ynglet færdiggør sin uddannelse mens hun smører madpakker. Det bedste kan - alt efter kulturelt og religiøst udgangspunkt - være at producere goder på jorden, mens man er i live eller at give sit liv til Allah ved at myrde en masse jøder og vi vil jo alle bare det bedste for vores børn.

Folk med hang til projektioner og at ville se symmetri overalt er blandt denne verdens dummeste fordi de ikke forstår at de er dumme. Et sådan fjols anmelder således en bog om islam og demokrati skrevet af et andet fjols af lignende karakter. Hun åbner med nogle minder om en guide hun mødte i Egypten. Fra Metroxpress

»Kristne er ikke vantro. Jøder og kristne må vi som muslimer ikke dømme, kun Gud kan dømme mellem os på den yderste dag,« sagde han med en henvisning til det, jeg senere har fundet ud af var sura (kapitel) 22,17 i Koranen.

I løbet af den næste halve time fik jeg et helt andet indblik i islam end det, jeg kendte fra Danmark og vel som journalist også havde været med til at udbrede.

Hvis journalisten havde tænkt som journalist kunne hun passende undre sig over at guiden opererer med begrebet vantro. Og at når vantro ikke dækker de kristne derfor spørge om polyteister og ateister er vantro og hvad man i så fald må med dem?

Guiden, hvis navn jeg desværre aldrig fik, fortalte, hvor højt Muhammed havde sat kvinder, og hvor meget han havde forbedret deres stilling i det daværende samfund. Guiden talte varmt for, at der skulle ske meget mere på den front.

»Muhammed levede for 1.400 år siden. Hans ord gælder naturligvis stadig, men de må forstås i en anden sammenhæng, for vi lever i andre tider og med problemer, som Muhammed ikke kunne forudse,« sagde han.

Og forfatteren til den anmeldte bog Reza Aslan kører ud af samme tangent som vores journalist og egyptiske guide

»Muhammed ændrede mange forhold i sin samtid. Han forbedrede kvindernes stilling radikalt. Han ligestillede rige med fattige. Da han døde, opstod splittelsen, da forskellige retninger forsøgte at tolke islam, så det passede bedst med deres egne forestillinger. Men det demokratiske tankegods findes i islam,« siger Reza Aslan og understreger, at det ikke kan påføres udefra. Islam må opdyrke det indefra.

Dette lyder godt i vesterlændingens øre fordi det passer ind i vores tankegang. Mennesker er fejlbarlige og de handler efter bedste beskub ud fra forudsætningerne. Men at anskue Muhammed på den måde strider direkte mod islams grundlæggende dogme; at Muhammed er Allahs profet, slutstenen, det endelige sejl og som sådan det perfekte menneske der altid handler i overensstemmelse med Allahs endelige vilje. Koranen er i så fald et falsum og ikke Allahs uforfalskede ord, men skrevet af Muhammed, hvilket bliver meget penibelt, da Muhammed i så fald bogen igennem udgiver sig for Allah.

Ifølge Reza Aslan er islam midt i en blodig reformation. Islam har hele tiden været en foranderlig størrelse – i modsætning til hvad vi som regel bilder os ind i Europa – og traditionalister brydes med både ekstreme liberalister, feministiske tolkninger af islam og de islamistiske terrorister, som ikke respekterer præsteskabet, men vil få verden til at underkaste sig islam af frygt.

Det sidste er i øvrigt i direkte modstrid med Koranen, som udtrykkeligt forbyder tvang i religionsspørgsmål og i modsætning til kristendom ikke har noget budskab om at udbrede troen til andre folkeslag.

Det sidste er en sandhed med modifikationer. Først og fremmest er der dødsstraf for frafald, for det andet skal bogens folk betale ekstra skatter og acceptere islams overhøjhed for ikke at blive udslettet og for det tredie skal vantro udslettes, men de kan benådes hvis de underkaster sig islam.

At tolke udviklingen i den muslimske verden som en reformation er noget upræcis, men alligevel interessant. Reformationen i den kristne verden, var et opgør med en systematisk fejltolkning af Biblen og en dyrkelse af selve Kirken. Reformatorerne gik tilbage til kilderne og fratog det etablerede kleresi deres monopol på udlægningen af den hellige tekst. Hvad man ofte beskriver som islamister gør i den forstand det samme; fratager ullemaen (de lærde) deres monopol på troens lære og går tilbage til kilderne. Indtil nu savner vi jo stadig en apologetisk islamekspert eller moderat imam at fange en islamistisk terrorist i at fejlcitere eller overfortolke. Fra dem får man kun at vide at man kan forstå teksten på mange måder.

»Udviklingen har mange lighedspunkter med den kristne reformation. Og den bliver ikke mindre blodig,« siger Reza Aslan.

Reformationen har taget fart, efter at kolonitiden ophørte i Mellemøsten for cirka 50 år siden, forklarer han. Med den er der kommet en ny interesse for islam.

Samtidig har store dele af befolkningen lært at læse og insisterer nu på at tolke koranen på deres egen måde uden om de skriftlærde eller traditionelle magtstrukturer. Det gælder ikke mindst de muslimske kvindebevægelser, som der findes flere af inden for islam, selv om vi ikke hører meget til dem i Vesten. De kæmper for en mere kønsneutral tolkning af Koranen. Den muslimske kvindebevægelse fastslår, at det er muslimske mænd, ikke islam, der undertrykker kvindernes rettigheder.
»De peger på, at Muhammed selv løftede kvindernes status, at han offentligt lod sig irettesætte af sine hustruer, at kvinder bad og kæmpede ved siden af mændene i Muhammeds by Medina, og at kvinder ved flere lejligheder var åndelige og politiske og – i mindst ét tilfælde – militære ledere. Da Muhammed døde, rullede hans ef-terfølgere nogle af hans reformer tilbage,« forklarer Reza Aslan.

Men nu er der en hel generation af muslimske feminister, der arbejder på at føre islam tilbage til, hvad de ser som den sande lære. En af de stærkeste kvindebevægelser inden for islam findes i øvrigt i Iran.
Over for tilhængerne af en fleksibel udgave af islam baseret på lighed står de ekstremistiske fundamentalister, som i øvrigt heller ikke anerkender præsteskabets magt. Ekstremisterne drømmer om at indføre et muslimsk verdensherredømme, om nødvendigt med vold og terror.
Reza Aslan mener, at den islamiske reformation uvæ-gerligt vil ende i en udgave, der tilpasser sig et moderne samfund med humanistiske, demokratiske værdier. Men han advarer også om, at den udvikling vil blive forsinket, så længe dele af Vesten insisterer på at se islam som en fjende.

Det er så langt fra første gang, at der har været kamp om det endelige budskab. Især apologeter som Jørgen Bæk Simonsen lægger stor vægt på de mange forsøg på at reformere islam i en mindre grusom retning. Det udlægger han som en mangfoldighed men selvom man kan finde eksempler på gode emirer hist og her i historien og sekteriske retninger med gode takter har alle disse forsøg på at ændre islam slået fejl. Den simple grund er at der ikke er grundlag for andre læsninger af Allahs endelige, ufejlbarlige, til alle tider gældene budskab.

Selv om analogien til den kristne reformation er interessant er der også et par forskelle. Hvor Aslan drømmer om at den islamiske reformation vil tilpasse sig den moderne verden så var den kristne reformation en væsentlig forudsætning for skabelsen af den moderne verden. Det vil sige at den kristne reformation blev fremtvunget af en indre modsigelse i Kirkens stigende pervertering af troen. Den moderne verden med sekularisering og kapitalisme og fokus på det levede liv og den deraf følgende produktion er konsekvenser af den forudsætning som Jesu lære lagde op til, om han ville eller ej (jeg er altså ateist, selv om det nogen gange kan være svært at tro).

Den del af den islamisk reformation, som Aslan ser det, der handler om feministiske grupper der søger ligestilling, tager vestlige idealer og forbilleder og prøver at projicere dem ind i islam. So ein ding must wir auch haben. Men dette er at gøre vold mod religionen da man forudsætter den moderne verden for læsningen af Allahs bud, fremfor at forudsætte Allahs bud for indretningen af livet og samfundet, som jo var vestens reformation.

Mere tro mod bogstavet og den rette tro er derfor de aggresive unge mænd med deres trotyl-undertøj og i kampen mellem feminister og en tilsyneladende uendelig produktion af selvmordsbombere er det lidt svært at tage Aslans optimisme alvorligt. Osama Bin Laden er det mest kendte eksempel på en lægmand der selv læser Koranen og sjovt nok klynger mange andre eksperter sig til at han ikke er en del af Ulemaen. Men Aslans forudsætning holder jo som sagt heldigvis ikke.

Da feministerne og des lige grundlæggende henter deres drøm i Vesten og ikke i Koranen er opgøret i den muslimske verden derfor ikke et opgør mellem gammeldags islamisk dogmatik overfor en sprudlende nylæsning af reformatoren Muhammed. Istedet er det en kamp mellem det moderne og vestlige på den ene side og selve islam på den anden side. Hvem gider at være muslim når man på TV kan se hvordan andre har det? Den muslimske verden kæmper for sit liv og i den kamp er der ingen øvre grænse for myrderier på trosfæller.

Reza Aslan peger på, at den islamistiske terror kun i mindre omfang rammer vesterlændinge. Dens primære mål er, hvad islamisterne opfatter som ‘slapperne’ blandt muslimerne. De bliver til gengæld ramt dobbelt: som direkte ofre for bombningerne og som følge af de reaktioner, vi i Vesten sætter i værk for at undgå terroren. Reaktionerne mistænkeliggør alle muslimer, og det vil uvægerligt gøre det lettere for al-Qaeda og andre terrororganisationer at udbrede deres budskab om, at muslimer må slå igen mod uretfærdighederne.

Man som god muslim må Aslan jo bebrejde Vesten for et eller andet.

Islam har før vist sig som en fredelig og tolerant tro. Men særligt i Europa har vi fasttømrede – og fjendtlige – forestillinger om islam, som overser, at islam, ligesom kristendommen, er en meget forskellig størrelse, alt efter hvem der udlægger teksten. Og at religionen, igen ligesom kristendommen, har været igennem mange udviklinger og stadig er det, ligesom islam som andre religioner bliver brugt i diverse magtkampe.

Det måtte man jo forvente.

Hykleriet

Multikultur, islam — Drokles on March 11, 2008 at 6:03 am

Hvorfor siger de ikke, hvad de er bange for? Fra Jyllands-Posten

Det slovenske EU-formandskab tager kraftigt afstand fra hollandsk anti-koran film og udråber den som en provokation, der kan krænke millioner af mennesker og derfor bør undgås. I stedet bør alle nu udvise forsigtighed, lyder budskabet fra Unionens formand.

Dermed fordømmer EU-formandskabet den højreorienterede hollandske politiker Geert Wilders plan om at offentliggøre en islam-kritisk film i nærmeste fremtid.

”Konfrontationer bør undgås. Jeg forstår ikke, hvorfor man vil score politiske points med sådanne provokationer, der påvirker mange mennesker, måske millioner af mennesker. Så lad os være meget forsigtige,” sagde den slovenske udenrigsminister Dimitrij Rupel efter et møde i dag for Unionens 27 udenrigsministre i Bruxelles.

Den kratige afstandtagen og profetien om at filmen vil “påvirke” millioner af mennesker hviler tydeligvis på den simple præmis, at islam er en voldelig religion, der afføder afstumpede reaktioner. Så sikker er EU-formandskabet på islamisk vold at de end ikke behøver at se filmen først. Selve emnet er nemlig forbudt ifølge islam og derfor noget vi i det frie Europa burde rette os efter. De er nemlig nøjagtig så bange for islam, som vi andre er, men de vil ikke indrømme det. Formandskabet kan stikke sig selv op i deres egen røv.

Mogens Lykketoft i pinligt fallit

Multikultur, Politik, islam — Drokles on March 11, 2008 at 3:11 am

P1 Debat bød i forbindelse med Kosovos selvstændighed på en pinlig optræden af den tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister samt tidligere formand for Socialdemokratiet, som han også har været ideologisk leder for og envidere tjent som grå eminence overfor Dansk Folkepartis unge Morten Messerschmidt. Altså en af dansk politiks helt tunge drenge overfor en grønskoling.

Det følgende er således uddrag af Mogens Lykketofts argumenter som de fremkom i debatten mellem Lykketoft og Messerschmidt, men hvor jeg har fjernet Messerschmidts kommetarer og istedet indsat fredforsker Jan Øbergs kommetarer fra et andet program, nemlig P1 programmet Europa Lige Nu, hvor Jan Øberg kommenterede Kosovos løsrivelse. Der er altså tale om en kunstig debat bestående af rigtige udsagn, som jeg skamløst har klippet sammen helt uden mulighed for Lykketoft til at svare igen.

ML: Jeg mener at det her var uafvendeligt og nødvendigt og at det også er på høje tid. Både af hensyn til Kosovo og af hensyn til Serbien fordi det der var en koldbrand som ville gøre det umuligt at få Serbien til at vende blikket fremad og mod udviklingen og mod et samarbejde med Europa hvis man bliver ved med at diskutere Kosovo.

JØ: Hvis man tager andre menneskers territorium så bliver de sure. Hvis man tager fra dem det de opfatter som helligt land så bliver de stik tossede. (…) og det skal såmænd nok blive udskreget af vestens ledere og medier som at de stakkels dumme serbere, som ikke forstår deres eget bedste af at afgive et territorium, som så indiskutabelt tilhører dem i folkeretlig forstand.

ML: Og det ville også gøre det umuligt for den fattigård Kosovo er, overhovedet at komme på fode igen. Der er ikke ingen der vil investere i et område der ikke har nogen afklaret statsretlig status.

JØ: Man skal lige huske på at det var KLA og kosovoalbanerne stod bag ved og styrede krigen i Makedonien (…) Og det var også dem der gennemførte en krig i sydserbien (…) Det er ikke folk man i EU-sammenhæng ligefrem skal samle på og belønne dem med en selvstændig stat for den adfærd de har haft siden -99 og før -99 (…) Vi har nu to albanske stater i Europa og så er altså spørgsmålet hvorfor skal de 27-30% af den makadonske befolkning, der er albanere ikke også have en selvstændig stat. Det her er nogle uhyre uoverskuelige problemer.

ML: Og så kan man sige; hvad med Folkeretten? Er det rimeligt at anerkende en udbryderrepublik her? Og Folkeretten giver os jo ikke nogen klare retningslinier. Vi kan sige at man er nødt til at vurdere hvert enkelt af den slags situationer på sine egne historiske præmisser. Hvad var præmissen her? Det var at Milosevich prøvede at smide hele det kosovoalbanske flertal ud, fordrive dem, lave noget man i Folkeretten ville kalde folkemord.

JØ: Det er såvel uden for Folkeretten, når man bombede i sin tid og det er uden for Folkeretten når nu det her land bliver en selvstændig stat. Og det er desværre hjulpet på vej af manipulatorerer i EU og i USA, men også af den svenske Udenrigsminister Carl Bildt, der i efteråret præsenterede et såkaldt non-paper hvori der stod at vi er nødt til at give det udseende af at vi følger international lov. Enhver politiker i Europa ved at det her ikke holder et slag indenfor Folkerettens rammer (…) Den omstændighed at Vestverdenens politikere og Condeleza Rice osv har et mantra der hedder at Kosovo er et unikt tilfælde man kan løse uden for lov og ret, det holder jo heller ikke en meter. Det er deres opfattelse og det er deres besværgelse. Seperatister og folk der gerne vil have en selvstændig stat, de har da ikke tænkt sig at lytte efter dét.

ML: Det [det serbiske folkemord på kosovoalbanerne, Monokultur] blev stoppet af NATO. Det var rigtigt at gøre, men det er meget meget svært at se for sig, hvordan man skulle få de to mio. mennesker som er det kosovoalbanske flertal i Kosovo til at acceptere at de skulle proppes tilbage igen i Serbien.

JØ: Hovedgrunden til at Kosovo nu udråber sin selvstændighed eller løsrivelse er jo, hvis ikke Vestverdenen eller i hvert fald de ledende stater, der var bombestater også støtter det så vil man indirekte bagefter have erkendt at NATOs bombninger var forkert. 

ML: Jeg kan ikke skimte på baggrund af denne blodige historie nogen anden mulig løsning end den man har gennemført [anerkendelse af Kosovos løsrivelse]

JØ: Med NATOs bombninger så var det slut med de gode løsninger. Destruktionen af Serbien er en så alvorlig ting som vi også i vores kollektive hukommelse lykkeligvis har glemt. Det har været fredforhindrene virksomhed istedet for fredfremmende virksomhed. Denne bombning som også varede i 78 dage og uden Sikkerhedsrådets mandat er noget af det Vestverdenen kommer til at leve med.

ML: Konflikten mellem de her to folk er ikke løsbar indenfor en ramme, hvor de skal være indenfor samme stat.

Aha. Er der en mere generel udledning af den logik Mogens?

ML: FN er handlingslammet og det var FN også den gang Milosevich smed flere hundrede tusinde albanereud af Kosovo.

JØ: Hvorfor har man ikke kunnet sige at hesteskoplanen, som man hævdede der fandtes - nemlig at Milosevich havde til hensigt at eksterminere, at fjene, bortføre, dræbe 1,5 mio. kosovoalbanere - at der intet bevis er for at den eksisterede (…) Eller du kan måske huske at Clinton fik sagt noget om at der var 100.000 mennesker der allerede var blevet dræbt. (…) Der blev aldrig fundet en eneste krop men det var hovedåsagen til at der blev bombet i -99 (…) At der var et Stor-Serbien, heller ingen beviser for det. Det der var Milosevich opgave som Jugoslaviens Præsident var at holde landet sammen.

ML: Det her [løsrivelsen og anerkendelsen af Kosovo, Monokultur] er er en uundgåelig konsekvens af de rædsler Milosevichs serbiske styre påførte hele eksjugoslavien.

JØ: Men at skære en eksisterende suveræn stat i småstykker, som en kollektiv afstraffelse for hvad Milosevich gjorde, for snart sagt - hvad bliver det? - femten år siden er selvfølgelig en måde at gøre alting værre på i det lange løb. Og det handler jo altså ikke om at jeg ikke kan se at kosovoalbanerne har været undertrykt. Der er begået frygtelig forbrydelser og at de har et stært ønske om at blive selvstændige og forklaringen til det er bestemt ikke kun undertrykkelse, den anden forklaring er en ekstremt høj grad af nationalisme. Så jeg må indrømme at jeg har svært ved at købe det når Internationale medier igen og igen kalder Milosevich for nationalist - hvilket han ikke var, han var en hård magtpolitiker - og serberne for nationalister og Kustunicha dagens premiereminister dernede for nationalist, men aldrig, du ser aldrig vestlige medier at kosovoalbanerne også er ledet af nationalister. Jeg har truffet tilstrækkelig mange af deres ledere, også på et højt niveau inklusive Gogova, der har den opfattelse at “vi vil have vores egen stat og det er den eneste løsning det er en selvstændig stat for os, vil vil ikke have noget at gøre med serberne”. De elskede jo Milosevich fordi han gjorde det nemmere for dem at få en selvstændig stat.

JØ: Ja, det [at det er synd for albanerne og at serberne selv er ude om det] holder ikke en meter. I global sammenhæng holder det ikke en meter. (….) At det skulle være et argument for selvstændige stater skal vi lige have klart for os at vi har ca. 200 stater i verden, vi har 20 af dem, der er nogenlunde etnisk rene og vi har over 2000 nationaliteter af hvilke mange ønsker at blive selvstændige. Det vil blive totalt kaos.

ML: Der er simpelthen brug for at påføre Serbien en mentalitetsændring i forhold til den måde de anskuer historien og deres territorialkrav på.

JØ: Det er deres historiske vugge, hvad enten vi kan forstå det eller ej, så forholder det sig sådan.

ML: Det er også den særlig historiske sammenhæng der gør at der ikke var nogen anden konklusion [end anerkendelsen af Kosovos løsrivelse].

JØ: De eneste mennesker der har kørt på at der kun skulle være én løsning, det er de kosovoalbanske lederes side, de siger der kun er én løsning (…) De [serberne] forholdt sig sådan at de helt klart var interesseret i at få en fredelig løsning.

ML: Jeg tror at risikoen er stort set uændret for at den slags konflikter [løsrivelseskrige som følge af anerkendelsen af Kosovos løsrivelse, Monokultur] kan eksistere.

JØ: Det vil blive en boomerang, det her er slet, slet ikke færdigt (…) Når kosovoalbanerne kan få en selvstændig stat i Kosovo - og det bliver deres stat, for resten af dem der ikke er ikke er kosovoalbanere, de vil ikke have et rart liv og de vil formentlig også forsvinde derfra - hvis de kan få en selvstændig stat, så findes der intet argument for at serberne ikke kunne få en i Kroatien, ud over at de er fordrevet derfra og ikke kommer tilbage der til, men der er ingen frund til at serberne i f.eks. Bosnien …(…) Ved den samme ekseptionalisme som FN anvender nu i Kosovo så er der gode grunde til at Bosnien vil styrte sammen.

Så meget for min manipulerede debat. Det mest pinlige ved Lykketofts optræden over for den unge Morten Messershcmidt er hans tab af besindelse og at han konsekvent antager at alle andre har skumle planer med deres meninger (hvilket jo kun er en banalitet i politik).

ML: Morten Messerschmidt trækker parallel til fremtiden for Danmark ved at indvandrede muslimer formerer sig og kræver land.(…) 

ML: Uden at modsige vil jeg ikke affinde mig med, at vi skal lade det her program blive til endnu et af Dansk Folkepartis propagandeudsendelser imod muslimer

(…)

ML: Det er stadig usandt at lave den der parallel til Nørrebro - jeg har set hvad du har skrevet - med indvandrerne der sætter sig på et område.

(…)

ML: Du sidder her og prøver at bilde danske lyttere noget ind der ikke er sandt om noget indvandring for at trække en parallel til en situation som du gerne vil leve politisk af at hade.

(…)

ML: Morten Messerschmidt er en historieforfalsker af værste skuffe. Dansk Folkeparti bruger enhver lejlighed og enhver situation der ikke ligner hinanden til at understøtte deres muslimerforskrækkelse hjemme i Danmark. Og det bruger [de] så også Kosovo til. Det er ikke rigtigt at det er en albansk indvandring der er sket i de senere år. Allerede i den tyrkiske tid på Balkan var flertallet af befolkningen i den her provins muslimer med albansk baggrund. De har været i det jugoslaviske fællesskab eller hvad man nu skal kalde det under Tito, var de meget tæt ved at have samme status som de andre republikker Kroation, Makedonien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og den folkeretlige ret til selvstændighed som de andre har taget kan jeg ikke se skulle være mindre retfærdiggjort for Kosovoalbanerne, snarere tværtimod for de har været udsat for ting der har været voldsommere end både makedonere og slovenere.

(…)

ML: Man kan jo altid have en eller anden vrede imod at folk får mange børn, ligesom de gjorde i Danmark i starten af det 20. århundrede. Det gør så kosovoalbanerne og derfor er de blevet et endnu mere massivt befolkningsflertal i det der område. Og der er jo altså også faktisk serbere som ser så nøgternt på det her så de siger at det vil være et langt større problem for Serbien at have et stadigt større muslimsk mindretal inden for sine grænser.

Hov, der var den igen, denne ulidelige klarhed når Lykketoft ikke forblændes af den hjemlige debat. Det er jo i sig selv en glimrende pointe, at der ligger en uoverstigelig modsætning til grund for denne konflikt og at det - nøgternt betragtet - er et stort problem at have et stadigt større muslimsk mindretal indenfor sine grænser. Med tanke på den forskellige opfattelse af virkeligheden mellem Lykketoft på den ene side og Messerschmidt/Øberg/virkeligheden på den anden side virker det effektfuldt at slutte debatten af med denne friske udveksling, der samtidig var den eneste gang Messerschmidt gav igen på Lykketofts “tone” i debatten.

Lykketoft: Denne her verden ville simpelthen være forpestet af had og religionskrige hvis folk som du skulle bestemme dagsordenen.

Messerschmidt: Og verden ville være forpestet af uvidenhed, hvis du skulle bestemme dagsordenen.

Som et PS Fra Ekstra Bladet

Aserbajdsjan er i gang med at købe våben og militært udstyr som forberedelse til at erobre den armenske enklave Nagorno-Karabakh, hvis det bliver nødvendigt, siger landets præsident, Ilham Aliyev.

Han begrunder indkøbene med Kosovos selvstændighed, som han siger har givet armenerne i enklaven, der ligger i Aserbajdsjan, blod på tanden.

Mogens Lykketoft, mine damer og herrer.

Feminint svar fra den muslimske del af kampzonen

Diverse, Multikultur, islam — Sobieski on March 10, 2008 at 10:18 pm

Det skal ikke hedde sig at minoriteter ikke har adgang til medierne. Næppe er det nemmere end for muslimske frøkener, som eks. Güsel Turan der i (hvad der nok går for at være ‘hip’ i damebladene) café sproglig stil fremfører en række påstande, synspunkter, og følelser.

Pæn indvandrerpige skriver

Lad mig derfor påtage mig den forurettede »etniske stemme«. In absentia, så at sige, for pæne indvandrerpiger futter jo ikke biler og skoler af, når de er frustrerede. De skriver debatindlæg, gør de, og deltager i demokratiet.

Er det forældrenes eller samfundets ansvar, at de her unger ter sig, som de gør, lød spørgsmålet. Bordet rundt var alle stort set enige om, at forældrene havde et ansvar. Spørgsmålet var så, om også andre end de unge selv og deres forældre kunne drages til ansvar – bare en lille bitte smule? Tja, ikke rigtig. Nogle strakte sig så langt som til at erkende, at det nu var samfundets problem. Men, uha, et decideret samfundsansvar – den er sgu tricky. Kun Johanne Schmidt-Nielsen turde – modigt, må man sige – insistere på samfundets medansvar.

Hvor er det dog træls at skulle høre om samfundets ansvar igen og igen. Samfundet er ansvarligt i den forstand at det er der. Banken er medansvarlig i kraft af at den er tilgænglig for røveren. Måske endda ansvarlig for utilstrækkelig beskyttelse af personale og likvide midler. Voldsofferet er ansvarlig i forhold til at antænde bøllens raseri.

…lederen af regeringens støtteparti indledte debatten med at slå fast, at vi står det uheldige sted i dag, fordi oppositionen i sin tid overhovedet lukkede de her mennesker ind i landet. Så der er åbenbart andre end »de etniske«, der har haft svært ved at acceptere tilstandens permanens. Der bliver desuden sagt »spredning« af indvandrere, »koncentration« af indvandrere, indvandrer»tunge« områder, og sågar »bogligt småt begavede« mennesker. Undskyld mig, kære venner, men man er da først for alvor småt begavet, hvis man ikke opfanger signalet i sprogbrugen her!

Og hvis der er nogen der tænker på diskursanalytiske begreber som “italesættelse”, “tonen” og “systematic othering”(støøøn) osv. er der ikke længere grund til at holde vejret, fordi -

Hvor kunne rødderne dog få den idé, at de er uønskede i det danske fællesskab? Anyway, de er nu blevet rigtig vrede, de her i forvejen »utilpassede« unge. Og hvad er det så, det »muslimske« temperament byder? At de brænder noget eller nogen af, selvfølgelig. Dér, hvor vi andre ville ty til ikke-voldelige aktioner som at smide hjemmelavede tegninger af profeten Muhammed ind ad dørsprækken hos indvandrerfamilier i Isbjergparken i Varde (JyskeVestkysten 19.02.08) – sådan bare for at sikre, at budskabet om ytringsfrihed er sevet ind – ja, der griber »muslimen« til anderledes ukonstruktive metoder som vold, som han jo nærmest er genetisk prædisponeret for.

- vi jo har italesat deres adfærd og derfor må de jo handle uovervejet og asocialt. Allerede på dette tidspunkt har frøken Turan linet en mindre hær af stråmænd op.
Rødderne, det er vel ikke muslimske drenge?

Det er ikke samfundets skyld, har statsministeren sagt. Men har han mon prøvet som barn at blive spyttet i hovedet af et fuldvoksent hankønsvæsen, når han har gået sin avisrute søndag morgen, alene fordi han var brun?

Har han prøvet, som den eneste blandt en flok gymnasieunge, at blive afvist på diskotek? Har han nogensinde fået den besked, at det er omsonst at satse på en uddannelse, da han nok alligevel bliver gift som 16-årig? Har han oplevet folk demonstrativt gå over på det modsatte fodgængerfelt for at signalere afstand? Har han oplevet, at der er blevet råbt »Rejs hjem, sorte svin« efter hans forældre, som ikke har kunnet tage til genmæle?

Kunne statsministeren forestille sig, at når man har været udsat for tilstrækkelig mange af den slags oplevelser, og heller ikke har kunnet finde ballast hos sine forældre eller andre voksne – især voksne danskere – som kunne give én et andet selvbillede end dét som den uønskede taber, hvis forældre i øvrigt også er tabere, at der så for nogle unge sker en kortslutning?

Gu’ er det så samfundets ansvar – også! Der er ikke nogen, der kan bilde mig ind, at de her rødder reagerer på et samfund, der modtager dem med åben favn og siger »Hey, Ali og Muhammed, I er faktisk fremtidens generation. Vi vil give jer alle muligheder, på alle hylder. I kan få den uddannelse, I vil have, og det job, I ønsker, helt uafhængigt af jeres etniske, religiøse herkomst og sociale kår.«

En veritabelt overflødighedshorn af patologi. Alle forklaringer på manglende success overføres på samfundet og figenbladet “også!” er alt, alt, alt for småt til at dække overfor den manglende selvkritik og samfundssind. Faktisk er der, vistnok ufrivilligt, et øjebliks klarsyn: “…ikke har kunnet finde ballast hos sine forældre eller andre voksne – især voksne danskere – som kunne give én et andet selvbillede end dét som den uønskede taber, hvis forældre i øvrigt også er tabere, at der så for nogle unge sker en kortslutning?”. JA, det er forældrene der massivt svigter i deres opdragelse, du har ret Güsel, men bizart nok kan hun ikke udelade de voksne danskere, som åbenbart bærer hovedansvaret. Nu er slikke-op-ad-ryggen ikke noget pædagogisk redskab her i Danmark, og det er ikke herfra at muslimske drenge skal finde drivmiddel til deres oppustede ego’er og galloperende nihilisme. ‘Hvad du ønsker skal du få’ er altså kun en julesang.
Og hvorfor er det altid han, han, og han? Dine medsøstre og dig har åbenbart ikke de samme vanskeligheder med at arbejde for samfundets dækningsbidrag som Ali og Muhammed. Det er da værd at fundere over.

Der demonstreres mod Ægypten

Antisemitisme, Diverse, venstrefløjen — Sobieski on March 7, 2008 at 2:20 pm

Der demonstreres mod Ægypten i protest over den umenneskelige og amoralske mur som Ægypterne er i færd med at bygge for at holde palæstinenserne i Gaza ude… Demo’en afholdes den 1. april på Arveprins Knuds plads. For øvrigt har jeg en strandvejsvilla til salg i Schweiz, hvis nogen er interesserede.

Fra Pol.dk:

Egypten er begyndt at bygge en tre meter høj cementmur langs landets grænse til den palæstinensiske Gazastribe.

Ifølge de egyptiske myndigheder har man allerede opført tre kilometer af muren.

Grænsen mellem Egypten og Gazastriben blev i januar brudt af palæstinensiske Hamas-aktivister.

Det er et præventivt indgreb
Efterfølgende strømmede hundredtusinder palæstinensere ind i nabolandet i løbet af de 12 dage, som grænsen var åben.

Mange af de besøgende palæstinensere fra Gazastriben brugte hullet i grænsemuren til at købe forsyninger i Egypten. Egypten lukkede i starten af februar grænsen igen.

»Det er et præventiv indgreb. Der er ikke nogen trussel mod grænsen på nuværende tidspunkt«, sagde en egyptisk officiel kilde.

“Præventivt indgreb”. Nå da da.

Tonen i debatten

Diverse — Drokles on March 6, 2008 at 1:00 pm

Herlig pointe i et læserbrev i Jyllands-Posten om de pæne mennesker.

I DR2-”debatten” om ytringsfrihed stod nyligt to hold (der begge gik ind for ytringsfriheden) over for hinanden. Det var holdet ”Ja, men med betingelser” (Tøger Seidenfaden og Georg Metz) over for holdet ”Ja, ubetinget” (Ralf Pittelkow og Martin Krasnik).

Metz anholdt med moralsk indignation Pittelkows karakteristik af hans hold (om at de var ”generelt kælne” over for imamer). »Synes du, det er god debatskik?«, spurgte han spidst.

Det henledte opmærksomheden på debatskikken - de to holds ”tone”. At kalde modparten »generelt kælne« kan jo synes slemt, men dette syntes imidlertid at være det eneste faux pas fra ”Ja, ubetinget”-holdet.

Hvorimod der var helt anderledes schwung over retorikken fra ”Ja, men med betingelser”-holdet.

Seidenfaden underholdt således med »Vi tager den en gang til for prins Knud« henvendt til den åbenbart tungnemme Pittelkow, der i øvrigt »lever i et fiktivt univers, hvor han spiller fodboldkamp med sig selv.«

Senere kaldte han Pittelkow »vores munk derovre i hjørnet«, der under givne omstændigheder ville have »stået i en falset, som DR’s lydsystem ikke kunne tåle, og skreget.«

Læs endelig resten.

Tøger tåger videre

Kunst og kultur, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on March 6, 2008 at 12:39 pm

Fra Politiken

Det klassiske eksempel på, at ytringsfriheden har en grænse, er, at det ikke er tilladt at råbe ’brand’ i et fyldt teater. Den hollandske regering handler i det lys elementært ansvarligt, når den lægger afstand til ekstremismen og opfordrer Wilders til at besinde sig.

Seidenfaden mener at man ikke må råbe brand fordi han tror at teateret er lavet af asbest. Men man må jo godt råbe “Brand!” hvis der er brand og det er jo netop her vi er uenige; er der brand eller ej? Tøger vil ikke se ilden og påpeger at han kan tænke sig mange andre lyskilder og røgen kan stamme fra rygere, hvis man da overhovedet skal betegne enhver form for dår luft for røg. Når man påpeger at det jo syder når vi sprøjter vand på svarer han at man skal lade være med at sprøjte med vand for ikke blot vil det i så fald jo ganske logisk ikke syde, men man undgår tillige vandskade.

Mens Wilders pønser på at gå planken ud, genåbner en dansk kunstudstilling i Berlin under politibeskyttelse. Årsagen: Den rummer et fotografi af islams allerhelligste under overskriften: ’Dum sten’.

MAN KAN roligt sige, at det er retten til at begå tåbeligheder og provokationer i løs vægt, vi i disse tider må forsvare både her og der. Hvornår vores principper manipuleres af stuntmagere og hadefulde ideologer, og hvornår de værner om fri debat og fri kunst, kan være svært at gennemskue.

Derfor skal du lade være at gennemskue hvornår principperne manipuleres kære Tøger. Ytringsfriheden er en præmis til at diskutere vores uenigheder ikke en metode til at fremme en eller anden utopisk ide om det objektivt bedste rigtige. Den har således ikke et formål, men er en ret givet til hver enkelt af os til at forvalte efter egen samvittighed inden for lovens rammer og ingen samvittighed er finere end andres. Hvad der for den ene er et stunt er for den anden dybfølt mening og hvad der for den ene er had til noget er det kærlighed til noget andet. Hader alle da ikke det der truer hvad de elsker?
Men Tøger har afgjort at islam ikke er en trussel, rent objektivt og det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor al negativ omtale af islam er unødig provokatorisk. Havel sagde engang at man skal følge dem, der søger sandheden, men forlade dem hvis de finder den. Heldigvis siver abonnenterne fra Politiken for Tøger er så sikker i sin sag at han mener at det er at foretrække at regeringer forholder sig aktivistisk til de der måtte være uenige med Tøgers verdensbillede.

Det er ikke Israel der myrder palæstinensiske børn

Forbrydelse og straf, Pressen, islam — Drokles on March 5, 2008 at 4:00 pm

Endelig er der lidt opmærksomhed om Pallywood, det palæstinensiske propagandaapparat. Fra Jyllands-Posten

Fransk tv-indslag om en palæstinensisk dreng og hans far, der bliver fanget i krydsild, blev et symbol på intifadaen i 2000. Men det er muligvis et falsum.

De chokerende tv-billeder gik verden rundt i 2000, da den franske tv-station France 2 kunne offentliggøre et indslag om et tragisk sammenstød i Gazastriben.

En voldsom skudveksling brød ud mellem palæstinensiske betjente og israelske soldater ved den jødiske bosættelse Netzarim den 30. september 2000.

Skrækslagen dreng

Midt i det hele kryber den skrækslagne 12-årige Mohammed al-Durra i ly hos sin far, der bønfalder om at indstille skyderierne. Pludselig synker den livløse dreng sammen midt i kugleregnen, der også sårer faderen.

Dramaet blev et symbol på den palæstinensiske opstand, og palæstinenserne fastslog hurtigt, at drengen var blevet dræbt af israelske kugler.

(…)Ifølge Jean-Claude Schlinger, der har fungeret som ballistisk og retsmedicinsk ekspert ved franske domstole i 20 år, kan al-Durra umuligt være dræbt af israelske kugler.

“Hvis Jamal (drengens far) og Mohammed al-Dura faktisk blev ramt af skud, kunne de - ud fra et teknisk synspunkt - ikke være kommet fra den israelske stilling, men kun fra retning af den palæstinensiske position,” skriver Schlinger ifølge den israelske avis Haaretz i sin rapport.

Jean-Claude Schlinger har rekonstrueret episoden og fastslår vedrørende faderens kvæstelser:

“Antager man, at skuddene kom fra den israelske stilling, ville kun hans nederste lemmer være blevet ramt, fordi resten af kroppen var beskyttet af huset på stedet.”

Men hvem skød så drengen?

Helle Thorning Schmidt vil af med islam

Multikultur, Politik, islam — Drokles on March 4, 2008 at 7:34 pm

Helle Thorning Schmidt har længe lagt op til en langsom og fredelig overgang til islamkritik. Det har været vigtigt for hende og resten af partiets ledelse at gøre overgangen fra den uansvarlige periode under Firebanden så nænsom som muligt for ikke at dele de to dybt forskellige fløje der udgør partiet. Med den megen virak som det er lykkedes Søvndal at samle om sin person har Helle Thorning måtte fremlægge deres plan aldeles for tidligt og sørge for at gøre det i et sprogbrug der ikke skulle efterlade nogen tvivl om seriøsiteten. Planen går i sin korthed ud på at gøre alvor ud af Søvndals opfordring til at “de” kan “gå ad helvede til” ved at tilbyde “dem” en hjemsendelsescheck.

Der er to grundlæggende men uudsagte præmisser for Helle Thornings plan om en hjemsendelsescheck, som hun gør rede for i et interview med DRs Politisk Debat. Først og fremmest opererer checken med begrebet hjem som en modsætning til Danmark. Det er ikke en check for alle der ikke måtte “ville” Danmark (rockere “vil” jo heller ikke Danmark), og for det andet retter den sig kun mod muslimer. Det vil sige, at der er et “os” og et “dem” og nogle af “dem” skal hjem fordi de ikke vil eller kan assimileres.

HTS: Men det er også et tilbud til alle dem som aldrig rigtigt er faldet til….(…)

- Hvor meget skal man have for at rejse hjem?

HTS: Det synes jeg vi skal kigge på. Hvad er det der skal til for at det virkelig er et reelt valg? (…) Og vi skal måske også give den [hjemsendelsescheck] til mennesker der allerede har fået statsborgerskab.(…)

- Men der er jo i nogle tilfælde tale om mennesker der er opvokset her i Danmark, er født her i Danmark. Det er vel noget andet at sige til dem at de skal rejse til et andet land med en check?

HTS: Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check. Jeg siger at hver enkelt borger, der bor i Danmark skal helst være her af de rigtige årsager; fordi de ønsker at leve i Danmark, fordi de godt kan lide Danmark og danskerne eventuelt. Så det her er et bud om at hver enkelt skal gøre op med sig selv om man egentlig har lyst til at være i Danmark med al det demokrati vi har, al den frihed vi har. Er det det man ønsker? Og derfor skal hjhemsendelseschecken være af en størrelse så det bliver et reelt valg for de her borgere som ikke ønsker at være i Danmark. Hvorfor skal de være her?

Hvorfor skal de være her?, eller som man sagde dengang det var noget særligt at være chauvanist; hvad skal de her? Tonen har i sandhed ændret sig og Thorning anser problemet for værende af en sådan størrelse at prisen er underordnet.

Thorning benytter sig af specifikke og uspecifikke begreber i en uskøn sammenblanding der umidelbart nedtoner hendes grundsyn, men det efterlader i sidste ende ingen tvivl. Hendes check retter sig imod “hver enkelt borger“, og noget af det borgeren skal gøre op med sig selv er hvorvidt borgeren kan lide “danskerne eventuelt“. Borgeren og danskeren er i Thornings og Socialdemokratiets optik altså ikke sammenfaldene størrelser og man kan kun antage at en borger er en juridisk størrelse mens danskeren er en kulturel størrelse. Derfor har Thorning ingen problemer med at give dem til mennesker der er født og opvokset i Danmark, for det alene gør ikke dansk. I det lys får formuleringer som at demokrati og frihed er noget som “vi” har også en helt bestemt betydning.
Helle Thorning er bemærkelsesværdigt diffus omkring det at “de” skal rejse til et andet land. Hun har lige fortalt journalisten at hjemsendelseschecken ikke kun retter sig imod udlændinge men også retter sig imod danske statsborgere så, hvorledes skal man forstå hendes udsagn “Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check“, hvis det ikke er fordi hun netop mener at de skal tage hjem. Når de skal rejse ud af Danmark behøver de ikke at tage til et andet land, hvis de kan rejse hjem, hvorfor hjem altså ikke er her. Muslimer der ikke ønsker at assimilere kan ikke blive danske og derfor hører de ikke til. For Thorning er Danmark det “andet land” og “hjem” er væk her fra.

Af gammel vane er der en del vrøvl, der endnu ikke er renset ud af den nyvundne erkendelse og det leder til noget sludder.

- Er det assimilisation du taler om eller er det bare integration?

HTS: Nej og det her er jo et valg som hver enkelt må foretage. Jeg synes vi må kunne leve i Danmark i et multietnisk samfund, hvor vi bestemt ikke har de samme normer alle sammen og ikke lever på samme måde. Men vi skal have et grundlæggende fællesskab der handler om at vi faktisk godt kan lide Danmark og alt det vi har fået bygget op igennem årene; vores værdier, vores frihed, vores demokrati. Alt det skal man have en vis positiv indstilling til, hvis man skal være i Danmark og jeg vil ikke tvinge nogen ud af landet. Jeg vil bare give et tilbud som er så godt så man for et reelt valg.

På spørgsmålet om hun vil assimilisation er integration svarer hun højst besynderligt blot nej. Hendes hjemsendelsescheck er jo i sig selv et opgør med integrationen idet den fordrer sindelag og ikke blot tilknytning til arbejdsmarkedet. Til engæld stryger hun direkte til istedet at lægge pres på “hver enkelt” og gøre det til deres sag. Men hun kommer ikke til at stå uforstyrret ved håndvasken længe, da det er hende der vil udstede checken. Hvad er det nemlig du vil betale for Helle?

Helle Thornig undervurderer også begrebet normer og anser dem tilsyneladende for frit svævende i forhold til kultur, eller “værdier” som hun kalder det. Det er jo således, at værdier og de deraf følgende normer bunder i kultur og religion så, hvad i alverden kan hun mene med sin snak om et multietnisk Danmark med fælles værdier? Forskellig enshed? Det er næppe andet end den obligatoriske politiske retorik man bevistløst lirer af når man som ansvarlig politiker gerne vil vise at man favner bredt. Men faktum er at Socialdemokratiet en gang for alle har lagt hovedet på blokken og erkendt at modsætningen mellem islam og Vesten og derfor også Danmark, ikke lader sig overvinde. Helle Thornings budskab til muslimerne kan jeg kun udlægge som: Assimiler eller skrid!

Slaget om Danmark!

Globalisering, Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on March 3, 2008 at 5:13 pm

Danmark har i den forløbne uge oplevet oppositionens kollaps i værdidebatten. Villy Søvndal har lavet den afgørende knæfald ved ikke blot at kritisere selve islams fundament under dække af at kritisere islamiske ekstremister, men også ved en gang for alle at erkende Muhammedtegningernes nødvendighed. Hermed har han erkendt præmissen for efterkrigstidens vigtigste principielle diskussion, det civilisatoriske sammenstød.

Søvndals knæfald for den uundgåelige sandhed tvang Socialdemokratiet frem tidligere end de havde planlegt med deres forslag til integration og en ny kontant linie overfor hvor tids svøbe - islam. Helle Thorning Schmidt stod midt i den Røde Skole og proklamerede til et øredøvende lettelsens suk fra medlemmerne, at man skulle betale, hvad man kun kunne forstå var muslimer, for at rejse hjem. De to største oppositionspartier har således endegyldigt lagt liget af multikulturen i graven og er gået ind på debatten om grundlæggende værdier man kan hierakisere. En sådan debat er islam dømt til at tabe.

Villy Søvndals knæfald har udløst et jordskred af omvendte vindbøjtler, der nu med den største selvfølgelighed med mere eller mindre omsvøb peger på islams værdier som værende i modstrid med vores værdier. Selv om mange stadig begrænser deres nye erkendelse til udefinerede ekstremistiske islamistiske og andre -istiske grupper slår de ned i kernen af islam. De -istiske grupper citerer jo blot Koranen og nyder en langt bredere sympati i det muslimske miljø end den klare afgrænsnning nogle af gammel vane stadig klynger sig til. I de følgende dage vil der være et par eksempler på denne blog til at illustrere hvilken mentalitetsændring vi er vidne til.
Den forløbne uge er en historisk uge som markerer et endgyldigt farvel til et rådvildt og splittet Danmark. Kulturradikalismen og den marxistiske analyse har lidt det afgørende nederlag og vender ikke tilbage til fordums ødelæggende styrke i dette spørgsmål, fordi den multikulturelle ide byggede på løgn og bedrag. Relativismen var et våben, der under dække af lige dele moral og moderne videnskabelig tænkning, der skulle den nationale bevisthed. Ironisk nok er de samme mennesker der så klart advarer om den ødelæggende effekt af personlig fortrængning for selvet promoveret en kollektiv fortrængning som løsningen. Men man kan ikke gen-fortrænge eller af-erkende, Systemskiftet af 2001 er en realitet.

Det er nu alment legitimt at problematisere islam fordi islam ikke længere repræsenterer det hjælpeløse og eksotiske fremmede, men den velkendte og truende fascisme. Det er nu legitimt at sætte lighedstegn mellem det danske folk og fundamentet for demokrati. Det er nu tiden til at lade rationaliteten råde. Danmark er vågnet op til at se at vi står med et problem og Danmark vil have det løst og løsningen er assimiler eller skrid (både Søvndals og Thornings besked). Det betyder dog ikke at vi nu går ind i en guldalder af harmoni, men det betyder at festen stopper her. Krigen mod civilisation, vores nation og den frie tanke vil ganske vist eskalere, da den islamiske tankegang ikke kan forlige sig med nederlag, men vi står endelig samlet om at være danske. Det er ikke enden, det er måske ikke engang begyndelsen på enden. Men det er enden på begyndelsen. Danmark har tændt et lys i mørket for resten af den vestlige civilisation.

Ellemann i frit fald

Diverse — Drokles on March 1, 2008 at 8:29 am

Ellemann Jensen holder stædigt ved sine holdninger der tenderer fascisme. Fra Berlingske Tidende:

»Vi begrænser ytringsfriheden andre steder, når vi så voldsomt mener, at vi skal demonstrere vores ytringsfrihed, som på ingen måde er truet herhjemme. Ytringsfriheden begrænses de steder, hvor der ellers er brug for at få den udvidet, og man risikerer at styrke de forkerte ved at insistere på at fornærme andre med den ret, vi har,«

Man fremmer altså bedst ytringsfriheden ved ikke at bruge den, må man forstå. Måske har Ellemann ret i at ytringsfriheden bedst fremmes ved at lempe tilbagestående og angste kulturer langsomt og smertefrit ind i den vestlige civilisations velsignelser ved ikke umiddelbart at præsentere dem for ubehageligheder i form af kænkede følelser.Måske tager Ellemann fejl da den historiske udvikling ikke lader sig sætte på formel. Uforudsete begivenheder ændrer konstant præmisserne for udviklingen.

Derudover er ytringsfriheden knyttet til en bestemt opfattelse af mennesket som et tænkende individ med ukrænkelig værdi, hvilket er et kerneproblem i Ellemanns analyse. i en global sammenhæng, hvor der netop ikke den samme opfattelse af menneskets placering i universet. Det er grundlæggende et postulat, der istedet for at skulle stå distancen gennem debat mod andre postulater til et eventuelt koncensus vinder frem, om ikke andet så blot for en tid, som ophæves til endegyldig sandhed. Ellemanns postulat er ikke båret af andet end hans egen overbevisning, der som al anden religiøsitet ikke er et argument

Problemet for Ellemann Jensen og hans svindende skare af intellektuelle fallitboer er at de ikke forholder sig til den virkelige verden, de sikre præmisser der danner vores vilkår, men istedet forholder sig til relative analyser. Det vil sige at man ikke forholder sig til hvad der for os alle er en fælles præmis, såsom ytringsfrihed, forholder sig til et kompleks af konsekvensanalyser, hvad vil der ske hvis jeg siger min mening, der i grunden er ideologisk båret. Om Ellemann har ret i at ytringsfriheden tager skade, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det farlige er at ophæve en sådan påstand til en bærende sandhed.

Ytringsfriheden har ikke andet formål end at være en konsekvens af vores kultur, vores måde at opfatte mennesket. Det er en ret men har fordi man er menneske og intet menneske er mere værd end andre mennesker, hvorfor ingens mening er mere værd end andres. Hvad der så måtte komme af komplikationer af den logik når alle vrøvlehovederne forudsætningsløst blander sig allehånde debatter er det kors vi bare må bære, det er præmissen. Den enestående følgevirkning af ytringsfriheden er samfundets evne til at identificere og analysere alle problemer vi kollektivt magter og at sikre sammenhæng mellem stat og samfund. Ytringsfriheden bæres ganske vist af en tro på at det er for det bedste, men netop fordi den tro er den logiske konsekvens af , men det er ikke formålet.

Fascismen er kendetegnet ved at lade sig lede af ideer om objektive og sande formål, hvor alt andet må underordne sig. Hensigten helliger midlet og det er i denne optik at man skal se de grumme perspektiver af Ellemanns logik.

Det demokratiske samfund kræver at du er bevidst om hvad der er lovligt og hvad der er forbudt og lettest bliver det at orientere sig hvis loven korresponderer med din moral (hvorfor monokulturelle samfund er bedre egnet til demokrati). Urimeligt og umuligt vil det derimod være hvis ens frihedsrettigheder var afgjort af ens indsigt i verdens tilstand.

Er det i Ellemanns optik tilladt at advare om en økonomisk nedtur, hvis der er fare for at denne advarsler kan have negativ indflydelse på investeringer? Må man kritisere despotier, hvis der er fare for at de lukker sig om sig selv? Var det derfor rigtigt af Churchill at advare mod Hitler og senere Jerntæppet, for Heinesen at advare om afgrundens rand, for Huntinton at diagnosticere kulturkløfters betydning? Hvor stor en global socioøkonomisk, politisk og kulturel indsigt skal man have og i hvor høj grad skal ens analyse efterfølgende korrespondere med Ellemanns før man må sige sin mening?

Islam i sin reneste form III

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on March 1, 2008 at 3:16 am

Tegn ikke profeten, men udslet dine fjender midt i deres sorg. Fra Berlingske Tidende

Et selvmordsangreb ved en begravelse og en vejsidebombe i det nordvestlige Pakistan kostede fredag mindst 38 mennesker livet, mange af dem politimænd, oplyser lokale myndigheder.

Selvmordsbomberen sprængte sig selv i luften mellem sørgende, der deltog i begravelsen af en af tre politimænd, som var blevet dræbt, da deres bil ramte en vejsidebombe i et område, der er kendt som tilflugtssted for al-Qaeda og Taleban.

Vær grusom midt i barbariet. Fra Nyhedsavisen

Omkring 80 personer har mistet livet i Afghanistan ved et blodigt selvmordsangreb.

Omkring 300 mennesker var samlet på et populært udflugtsmål i Kandahar for at overvære en hundekamp, da bomben eksploderede.

Kontekstualiser den, Jørgen Bæk.

 

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress