Kvindekampen og den feministiske bølge i Danmark nåede utvivlsomt et højdepunkt i 70’erne hvad angik hysterisk retorik, teoretisk humbug og krig mod det mandlige køn. Af hvilke årsager det ikke udviklede sig til en tsunami ligesom i Sverige, vides ikke.
Weekendavisen har denne uge smidt et interview med Maria Sveland, en svensk feminazi, i hovedet på sagesløse læsere og derved ydet tilskud til mavesårsmedicin producenternes dækningsbidrag langt ud i fremtiden.
Fra Weekendavisen 7-13 marts:
NU kunne man forledes til at tro, at faren var drevet over. Jeg mener, efter hvad man oplevede i halvfjerdserne, er verden jo blevet en smule fornuftigere. Dengang var man potentiel klasseforræder og garanteret mandschauvinist. Siden er anklagerne ligesom blevet frafaldet.
Troede jeg. Indtil mødet med bøger skrevet af svenske feminister som Katarina Wennstam og Maria Sveland, født henholdsvis 1973 og 1974. De er veninder, fortalte den ene, de har begge arbejdet på svensk tv – og er ret trætte af mænd.
Inden vi går videre er det nødvendigt at slå fast, at disse to dumme kællinger må betragtes som en særlig art der kun for alvor kan trives og udfolde sig i sosseparadiset Sverigetanic. Maria Sveland er en særlig irriterende type person, der ved sin allerede tidligt udviklede bitterhed, kynisme og livslede, og ja, frihedshad, kan nedsænke ethvert tiltag til almen adspredelse, moro, løssluppenhed, lummer humor eller flirten i et tungt og gråsort moralistisk hængedynd.
Denne ikke helt ualmindelige sindstilstand kan observeres hos snerpen, der har mistet sin ungdoms skønhed og tiltrækningskraft på det mandlige køn. Bitterheden og den indebrændte vrede vil stige i takt med, at snerpens livmoder bliver et mere og mere irrelevant vedhæng, der i tiltagende grad vil tage sig ud som en gold stenørken. Og gud ske tak og lov for det, for skulle hun sprede sine ben for et stakkels offer, og derved producere et maskulint barn, ville dette uundgåeligt blive mål for snerpens vrede.
Ikke af sexede og søde mænd, men af tavse, tyranniske og liderlige mænd, der misbruger den magt, de har i vores patriarkalske samfundssystem. Katarina Wennstam beskriver i thrilleren Smuds »en af de værste forbrydelser«, nemlig »køb af sex.« Det er de svenske feministers mærkesag, at mænd, der går til ludere, skal i fængsel og ikke slippe med bøde (på 50.000 kr), som de gør i dag. Og at de i øvrigt er nogle skvat, der ofte hævner sig på deres overlegne kvindelige partner: »Hævn. At det er derfor, han gør det. At det er derfor, det smager så godt.« Der er gode mænd i Smuds, skal det retfærdigvis siges, som ham, der siger: »Nogle gange skammer jeg mig over at være mand.«
Jeg vil i dette særlige tilfælde af tåbelighed indkalde Michel Houellebecq som advokat, måske endda som anklager, til at svare denne dåre:
”Der ser ud til at være, bemærkede Mr. Sawanasee, en nærliggende match mellem de vestlige mænd, som ikke påskønnes og ikke får nogen respekt i deres hjemlande, og thai kvinder, som ville være lykkelige over at finde en mand der bare udfører sit job i den forhåbning, at han kan komme hjem til et behageligt familieliv efter arbejde. De fleste vestlige kvinder vil ikke have sådan en kedelig mand.
En nem måde at få syn for sagn, fortsatte han, er at slå op i en hvilken som helst publikation med personlige annoncer. De vestlige kvinder ønsker en som ser ud på en bestemt måde, og som har bestemte sociale fortrin, som at kunne danse og konversere, en som er interessant og spændende og forførende. Men tag engang at slå op i mit [Mr. Sawanasee’s] katalog og se hvad pigerne siger at de ønsker. Det er virkelig ret simpelt. De fastslår igen og igen, at de vil være lykkelige for at slå sig ned PERMANENT med en mand som er villig til holde på et arbejde og være en kærlig ÆGTEMAND og FAR. Dette vil med en amerikansk pige føre til præcis ingenting!
Ligesom vestlige kvinder, konkluderede han med en vis frækhed, ikke påskønner mænd, ligesom det traditionelle familieliv ikke har nogen værdi for dem, så er ægteskab heller ikke det rigtige for dem. Jeg hjælper vestlige kvinder med at undgå det de foragter.”
Veninden Maria Sveland kan heller ikke udstå mænd, der har besøgt prostituerede – da sidemanden ved et middagsbord indrømmer denne handling, går hendes hovedperson op i en spids. Men ellers vinkler hun angrebet på mænd anderledes i Bitterfissen. Her gælder det ægtemanden, den tavse tyran, som gør sin kone ulykkelig. Hvilket alle kan være enige om at fordømme, men der er det aberdabei, at Sveland mener, det gælder så godt som alle ægtemænd: Undersøgelser viser således, at gifte kvinder er mere psykisk syge end ugifte kvinder, mens det er omvendt for mænd. Altså: »Ægteskabet er gunstigt for mænd og ugunstigt for kvinder« – eller som Maria Sveland også skriver: »Bag enhver succesrig mand står en kvinde med trætte ben og migræne. Og bag enhver succesrig kvinde står en skilsmisse.«
Sådan en mær. Et par på skrinet ville gøre underværker. Alene tilstedeværelsen af disse gimper på østsiden af Øresund burde være tilstrækkelig grund til at bortsprænge broen.
Patriarkatets overordnede mål er »at få os til at indgå ægteskab for på den måde at kvæle al kamp og alt oprør. Og som en følge heraf handler de fleste fortællinger – film, tv, bøger – om længsel efter den romantiske kærlighed. Den kærlighed, der fuldbyrdes i ægteskabet mellem mand og kvinde. Det er et gøglebillede, der aldrig viser mørke sider som mishandling, voldtægt og ulønnet, sindssvagt kedeligt husligt arbejde.« (Efter at have set The Bridges of Madison County med hundrede grædende kvinder, mente jeg ellers det var kvindernes opfindelse.)
Værst af alt er det dog at blive mor: »Intet har været så smertefuldt og frygteligt bitterfisse-bidragende som at blive mor. Af alle myter er det nok den hellige moderrolle, der er den mest falske. Og mest pinefulde.«
Der er derfor »tusind gode, gyldige grunde til, at hver eneste kvinde på denne klode bliver både fordrukken og bitterfisset.«
Jeg formoder at kællingen grundlæggende ikke billiger ægteskab, parforhold og forældreinstitutionen. Til det paranoide ævl svarer Houellebecq:
”Den 14. december 1967 vedtog Nationalforsamlingen ved førstebehandlingen Neuwirthloven, der legaliserede prævention; selvom p-pillen stadig ikke blev refunderet af sygesikringen, kunne den fra da af frit købes på apoteket. Det var fra dette tidspunkt, de brede lag i befolkningen fik adgang til den seksuelle frigørelse, der hidtil havde været forbeholdt de højere sociale lag, selvstændige erhvervsdrivende, kunstnere og visse direktører. Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang. Som det fremgår af de smukke ord ”ægteskab” og ”husstand” var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.”
Så jeg retter ryggen og tager nogle dybe indåndinger inden interviewmødet med Maria Sveland. Og hilser på en smuk, smilende og meget feminint klædt forfatterinde. Borte har taget min tids rødstrømpers anti-mandstiltrækkende antræk som smækbukser og tjavset hår. Godt for det, men det gør det jo ikke nemmere… Maria Sveland forklarer da også fornøjet, at hendes forventning om, at bogen kun ville blive læst af hendes nærmeste medsøstre og meningsfæller og hurtigt ende på antikvariatets hylder, blev gjort til skamme. Den er solgt i over 60.000 eksemplarer og blevet godt modtaget overalt.
WA: – Også af mændene?
Svelander: »Ja, jeg har ikke modtaget en eneste hade-mail, og det er skønt. 90 procent af dem, der skriver til mig er kvinder, ca. 10 procent mænd. Og de har alle sammen været meget glade for bogen, også mange fra min fars generation. En del har ligefrem købt den til deres kone og døtre.«
Jeg håber virkelig ikke at det er sandt.
Svelander: …sådan som vores samfund er indrettet, er det svært at være ligestillet i privatlivet. Jeg ville gerne omformulere undertitlen på min bog. Nu står der: ’Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker?’ I stedet burde der have stået: ’Hvordan skal vi være ligestillet i privatlivet, når samfundet er så ulige?’«
Rester af stalinismen stikker sit grimme fjæs frem. I sandhed er sammensmeltningen af samfundet og staten en realitet på det ildevarslende skib Sverigetanic. Ud fra et perverst lighedsideal ønskes der indgreb i privatsfæren, fra statsligt hold selvfølgelig. Det er den eneste logiske konklusion man kan drage af Svelands femi-marxisme. I et sådant ’samhälle’ er al form for ægte civilsamfund en umulighed. Hegel må rotore i sin grav.
En benægtelse af kønnenes biologiske forskellighed er vel lige om hjørnet.
WA: – Jeg ved, det er en gammel traver, men alligevel: Bør man ikke med kravet om total ligestilling have de biologiske forskelle in mente? I halvfjerdserne blev elever af begge køn på Danmarks Højskole for Legemsøvelser sat til at spille f.eks. håndbold sammen, selv om mændene var fysisk stærkere end kvinderne og derfor måtte eller burde tage hensyn til dem, hvilket jo hæmmede spillet. Jeg kender mænd, som har kedet sig gudsjammerligt under deres barselsorlov, og kvinder, som har grædt over at måtte forlade deres børn, fordi de skal arbejde.
Svelander: »De største forskelle mellem os ligger i os som individer. De individuelle forskelle er større end de biologiske.«
Bingo! Det manglede også bare, nu når hun har været næsten hele manegen rundt.
Hvor er det sørgeligt, at rivejernet får lov til uimodsagt at lukke relativistisk gas ud. Hvis man kan reducere alt til anekdoter, så er det jo også meningsløst at tale om parforhold og ligestilling på samfundsniveau, da det er de individuelle forskelle der er afgørende. Tak Sveland, nu er vold mod kvinder ikke længere et problem for fællesskabet, men et individuelt problem. Det er nu kvindens egen sag og faktisk ville det være urimeligt af hende at lægge byrder på fællesskabet som følge af sin individualitet. Fra nu af ingen koordineret samfundshjælp til voldsramte kvinder.
Mænd er ikke glade for kvinder, der tager initiativet seksuelt – de føler, det er dem, der skal være jægeren. Ellers aftænder de, de skvat. Mænd er for kedelige som ægtemænd, de driver deres koner til vanvid med deres mentale fravær.
Svelander: Især deres tavshedstyranni! »Manglen på respons«, siger en kvindeforsker, »er et af de tydeligste udtryk for mænds magt.« Ved at forholde sig tavs tvinger manden kvinden ind i en rolle som den forstående, der skal gætte sig til mandens tanker.
Joken her er næsten for indlysende. Hvis jeg var gift med en som Svelander ville jeg også være mentalt fraværende.
Tre ud af fire skilsmisser sker på kvindens initiativ, siger statistikken, så utilfredsheden lurer, men kravene er måske også lidt store. Maria Sveland er inde på det, da hun skuffes dybt over mødet med sit idol, Suzanne Brøgger, der »har stillet sig tilfreds« og ser med »taknemmelighed« på, hvad hun har. Suzanne Brøgger ser sig selv som eksempel på det, Sveland ellers nægter at have set: en lykkeligt gift kvinde.
Hvad den kvindelige hovedperson i Bitterfissen så selv ender med at være – kunne man være fristet til at sige. Bogens hovedperson flygter ellers fra familien ned til Tenerife, mens hun læser Erica Jongs 30 år gamle klassiker Luft under vingerne, hvor hun drømmer om det gnidningsløse knald. Men ak, det gør »Bitterfissen«, som hovedpersonen kalder sig selv, ikke. Hun længes blot efter at sove ud og tager så hjem til familien, som hun savner.
Happy ending – efter at hun har fået om ikke luft under vingerne, så luft for sine meninger. På samme måde som sit idol Suzanne Brøgger?
»Nej, overhovedet ikke,« lyder det fra Maria Sveland. »Du har jo ret til at tolke bogen, som du vil, men jeg mener ikke, Sara stiller sig tilfreds. Tværtimod. Hun vender hjem fra Tenerife fuld af kampgejst og håb og tro på, at man kan elske sin mand og være mor på en ligestillet måde. Ikke bare i teorien, men også i praksis. Hun vender hjem med følelsen af og viden om, at det er det, hun vil – og hvis det ikke går, så vil hun ikke være med længere. Så springer hun fra. Hun vil aldrig, aldrig stille sig tilfreds med andet end total ligestilling i sit forhold. Det er det, hendes eksistentielle gåde, hendes eksistentielle kamp handler om!«
Det helt afgørende problem i Maria Svelands univers er at der ikke findes noget overordnet projekt. Individet eller familien eller samfundet (måske også troen) kan være projekter, men ikke ligestillingen. Heller ikke den totale ligestilling for den sags skyld. Den totale ligestilling er selvfølgelig absurd og eksisterer kun teoretisk, lige så vel som pareto-optimalitet er en tilstand man ikke finder i virkeligheden. Ingen af disse dogmer tager nemlig hensyn til det menneskelige begær.
Skulle vi tage ligestilling i familielivet som målsætning, kunne man uden problemer forestille sig en situation hvor alle involverede parter afskyede hinanden lige meget og tog sig lige lidt af børnene og husholdningen. Det ville opfylde Svelanders krav om ligestilling. Ligestilling rummer ingen idé om det gode liv, og da hun har forkastet alle andre institutioner er det i denne her sammenhæng kun et tomt begreb.
Maria Svelander går en krank skæbne i møde, som Houellebecq påviser:
”Det seksuelle begær drejer sig hovedsageligt om unge kroppe, og de unge pigers gradvise overtagelse af forførelsesfeltet svarer dybest set blot til en tilbagevenden til normalen, en tilbagevenden til det egentlige begær helt analogt med den slags tilbagevenden til egentlig prissættelse, der efterfølger en anormal børsophedning. Ikke desto mindre var det svært for de kvinder, der havde været tyve år gamle i årene omkring 68, i fyrreårs alderen at befinde sig i denne ubehagelige situation. Da de stort set alle var fraskilte, kunne de ikke forlade sig på ægteskabet – betryggende eller afskyeligt – som de netop havde gjort alt for at få opløst. Da de hørte til en generation der – som den første i den grad – havde hævdet ungdommens fortrin frem for den modne alder, kunne de næppe undre sig over, at det nu var deres tur til at blive udsat for foragt fra den generation , der nødvendigvis efterfulgte dem. Og den kropsdyrkelse, de selv i allerhøjeste grad havde bidraget til at skabe, kunne kun nu, hvor deres eget kød slappedes, få dem til at føle en stadig stigende afsky for sig selv – en afsky ganske tilsvarende den, de kunne læse i andres blikke.”