Det konkluderer Nyhedsavisen og mener samtidig at Politiken tog fejl. Det er den grunlæggende konklusion hos de fleste aviser, dog ikke Politiken selv. Nyhedsavisens Simon Andersen har da også blik for Politikens Tøger Seidenfaden
Absurd nok er mordplanerne imidlertid bevis på, at Jyllands-Posten gjorde det nødvendige, de uhyggelige konsekvenser til trods, ved at udfordre visse muslimers syn på demokrati og ytringsfrihed.
JP havde ret, Politiken tog fejl
Debattører som Tøger Seidenfaden har siden krisen forsøgt at bilde os ind, at Jyllands-Posten bare var ude på at håne muslimer ved at træde på deres hellige profet; Jyllands-Posten har omvendt argumenteret for, at tegningerne skulle bringes for at sætte fokus på, at ytringsfriheden er hellig, og at retten til at tænke, tale og tegne frit aldrig må trædes under fode.
En tankegang der ligger snublende nær 180 Grader, der ligeledes husker skurkerollerne
Men der burde altså også sidde nogle folk derude og skamme sig, nemlig dem der henover hele Muhammed-krisen hævdede, at den intet havde med ytringsfrihed at gøre, men mere handlede om god tone. Det var dem, som brugte al deres adgang til den offentlige debat til at fortælle, at godt nok havde Jyllands-Posten ret til at trykke tegningerne, men avisen burde ikke have gjort det, for muslimer over hele verden havde god grund til at føle sig stødte over dem.
I dag må prominente mediepersonligheder som f.eks. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og Berlingske Tidendes tidligere chefredaktør Niels Lunde, samt tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og en lang række kulturmennesker og politikere så svare på dette spørgsmål: Var jeres angreb på Jyllands-Postens optryk af tegningerne med til at give attentatplanlæggerne det indtryk, at de havde ret til at være meget vrede?
Kristeligt Dagblads leder hedder simpelthen Ytringsfrihed og lægger som ufravigelig præmis
Frihed til at ytre sig – med ord, med billeder, med kunst, med tegninger, i demonstrationer – på alle tænkelige måder, bortset fra brug af vold. Frihed til at ytre sig med hvilken som helst holdning og om stort set alle tænkelige og utænkelige forhold. Skulle noget være på kanten af de få begrænsninger, der er i lovgivningen, så er der endnu en grundlæggende rettighed for alle at gribe fat i: Det kan prøves ved domstolene.DET ER disse helt basale individuelle frihedsrettigheder, som er under kraftigt angreb, når nogle påtænker at myrde personer som Westergaard, der blot har gjort, hvad han har al mulig ret til: at tegne, hvad han har lyst til.
Ekstra Bladet benytter lejligheden til at heroisere Kurt Westergaard og ganske godt for det og prøver at se fremad
SIDEN KRISEN er der også sket fremskridt - hvad vi kunne se i går. Nu tager herboende muslimer afstand og prædiker nul vold. Selv Ahmed Akkari, der svinede Danmark til under krisen og dengang deltog i rundturen i Mellemøsten for at opfordre til had mod Danmark, har skiftet stil. Han så ganske vist ud på tv, som om han skulle bide en del ting i sig, men han fordømte vold, også blandt de muslimer, der stadig har krænkelsen siddende i kødet. Nogen flammende forsvarer af ytringsfriheden bliver han næppe foreløbig. Men budskabet var klart nok. Det var hans pirken til de danske terrorparagraffer også.
Det lader ikke til at de hører så godt efter, hvad der egentlig bliver sagt af imamerne.
»Det Islamiske Trossamfund tager skarpt afstand fra enhver form for selvtægt. Det tjener ikke vores sag, at nogen folk tager sagen i egen hånd. Tværtimod. Sagen skal håndteres igennem de juridiske instanser i Danmark«.
Den vold der fordømmes af imamerne er nemlig den selvbestaltede vold, hvilket i sidste ende kun er en bekymring fra det etablerede muslimske kleresis side over på den ene side at miste trusselsmonopolet og på den anden side et spørgsmål om taktik. Du må ifølge islam gerne holde fred med de vantro i de tilfælde hvor du ikke kan besejre ham. Det er et spørgsmål om hvad der tjener deres sag.
BT lægger ud med denne tynde påstand
Bladtegner Kurt Westergaard kan ånde lettet op. Danmark kan ånde lettet op.Politiets Efterretningstjeneste lavede i går en såkaldt »knuser«, hvor de forhindrede et muligt mord på Kurt Westergaard, der var en af 12 bladtegnere, som stod bag Muhammedtegningerne.
Hvis Kurt Westergaard har ladet champagnepropperne springe er det nok snarere for at få dem drukket mens tid er, da anholdelserne ikke er et afsluttet kapitel, men et bevis for tingens tilstand. Men tro mod formen fortsætter også BT med at slå principperne fast
For ytringsfrihed handler netop om, at folk må sige, hvad de vil og ytre sig frit i skrift og tale. Uanset om det, de siger eller står for, er dumt, klogt, rigtigt eller forkert. Fordi alle har netop, ja, retten til at ytre sig.
De fleste aviser vånder sig ved den noget skrøbelige retssikkerhedsmæssige situation ved anholdelserne men kun Information gør det til et hovetema
NOGET ER GALT her. Det er meget lidt, den danske offentlighed véd om, hvad der var grundlaget for PET’s og det østjyske politis stormløb mod de boliger, der tilhører tre mellemøstligt fødte personer - en 40-årig marokkaner, der er blevet dansk statsborger, og to tunesere på henholdsvis 36 og 25, som har dansk opholdstilladelse og med deres familier har boet i Danmark i en årrække.
(…)
For hvis politiet mener at have grund til at mistænke de tre for at forberede den alvorligste af alle forbrydelser, nemlig mord, hvordan kan det så være, at politiet ikke prøver at få dem fængslet - i varetægt og sidenhen som straf?
ALSKENS SPEKULATIONER er der dermed åbnet for: Var arrestationen en panikhandling? Et forskruet pr-nummer? Eller véd politiet noget så frygteligt, at det slet ikke tør fremføre sin viden i en retssal? Eller er der diskretionshensyn til indenlandske danske agenter eller til udenlandske tjenester, der har leveret et afgørende tip? Gæt selv med.
Under alle omstændigheder er sagen indtil videre endt med, at den danske statsborger er løsladt - dog næppe til sin fulde frihed. PET-chef Scharf har givet dansk-marokkaneren det ord med på vejen ud af politistationen, at han “fortsat vil være genstand for PET’s interesse”.
De to tunesere står til en endnu mere kafka’sk behandling, idet de nu administrativt tilbageholdes med henblik på den udvisning til Tunesien, som udlændingeminister Birthe Rønn Hornbech (V) og justitsminister Lene Espersen (K) allerede har besluttet administrativt. Tunesernes eneste møde med danske dommere bliver formentlig en tur i Københavns Byret i dag, hvor man imidlertid ikke skal forvente, at selve sagen bliver rullet op.
Den tvivl har Berlingske Tidende også, skønt de har større tiltro til myndighedernes forvaltning af den mærkelige lov i deres leder, hvis overskrift Den Ukrænkelige Ytringsfrihed trumfer Kristeligt Dagblads overskrift.
PET har overvåget gruppen af mistænkte i længere tid uden at have fundet tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale. Men PET har altså haft nok til at få justitsministerens og integrationsministerens accept af at udvise to udlændinge i gruppen, mens en tredje blev løsladt efter afhøring. Udvisningerne sker efter en bestemmelse i terrorlovgivningen, der muliggør hemmelig retspleje i Danmark. Paragraffen er ikke smuk i et retssamfund, og man kan bestemt undre sig over, at PET ikke har mere solidt materiale mod de pågældende, end at man må gribe til denne nødværgebestemmelse.
Men uanset bevisernes stilling i den aktuelle sag er det skræmmende, at politi og befolkning er nødt til at tage trusler mod en bladtegners liv dybt alvorligt.
De fleste aviser har lidt kvababbelse med tegningernes udtryk, men alle tilslutter sig med den største selvfølgelighed ytringsfrihedens væsen. Men hvorfor er det først nu at principperne bliver så selvfølgelige? Her fra Berlingske Tidendes forvirrede konklusion
Tilbage står imidlertid, at et demokratisk samfund ikke kan vige en tomme fra dets frihedsrettigheder. Den positive del af historien er, at Muhammed-krisen og nu reaktionerne på den aktuelle sag har gjort det fuldstændig klart, at ytringsfriheden er den fundamentale forudsætning for et frit samfund, ligesom det er blevet åbenlyst, at angreb på den ikke tolereres her i landet. Den kontante behandling af sagen fra Århus er i den henseende udmærket anskuelsesundervisning for antidemokrater både her i landet og uden for landet. Ytringsfriheden giver ret til at tænke, tale og tegne, som man vil, og man står alene til ansvar over for lovgivningen. Det ændrer nok så mange terrorplaner ikke på.
Enten hylder man et princip eller også gør man det ikke uanset, hvad den enkelte sag drejer sig. Det er jo derfor det er et princip og det vidner om hvor skrøbeligt menneskets sind er; at selv bladsmørerer vakler i deres egen essentielle tro og kun tør kæmpe når sejren skal udråbes.
Politiken insisterer på at ytringsfriheden er åbenlys og at “Magtesløsheden er terrorens sprog - ikke retsstaten” og det skulle nok have været omvendt, at teeroren er magtesløshendens sprog, men udover at udtrykke bekymring på retsstatens vegne holder de den lasede fane højt og bedyrer at de ikke tog fejl på følgende infame måde
Uanset at Jyllands-Posten i sin tid brugte ytringsfriheden både uklogt og med skadelige konsekvenser til følge, har avisen krav på ubetinget solidaritet, når den trues med terror. Det har der aldrig hersket nogen tvivl om, netop fordi det er kernen i ytringsfriheden, at det ikke er udsagnet, man forsvarer, men retten til at ytre det. Det er også derfor, at Politiken i dag – ligesom flere gange tidligere – trykker tegningen, selv om vi på intet tidspunkt har sympatiseret med Jyllands-Postens provokation.
De “skadelige konsekvenser” var ytingsfrihedens fjender eneansvarlige for i deres forsøg på at knægte den. Det er direkte usmageligt når Politiken gør Jyllands-Posten ansvarlig for imamernes handlinger, nøjagtig som når imamer gør kvinderne ansvarlig for deres egen voltægt. Som Politiken mener at ytringsfriheden skal administreres klogt (lydigt) i forhold til den agressive religion islam, mener imamerne også at kvinderne skal klæde sig tækkeligt (klogt) for ikke at vække den liderlige religions undertrykte lyster.