De seneste dages intifada demonstrerer med al tydelighed at arabisk og islamisk kultur ikke kan kombineres eller integreres i den civiliserede verden. Hvis man ikke fra samfundets side er rede til at kræve assimilisation vil krigen i gaderne eskalere i det uendelige, indtil enten en borgerkrig eller et muslimsk overherredømme er en realitet.

Der er intet kompromis, der kan slukke islams tørst efter dominans. Det ligger i selve forståelsen af Allahs endelige budskab, at alt andet end sharia’s golde love er en hån mod Allah og kun tåleligt i den tid det ikke lige lader sig ændre, men ændres skal det! Til taleban og Wahabi og andre variationer af islams shariasamfund .

Men hvad er nu det? Betyder det etniske udrensninger? Skal vi atter høre kvægvognenes rumlen? Nej, det gør det ved Gud ikke! Ingen vold eller selvretfærdig selvtægt, det skal straffes knald hårdt, men vi skal udtrykke en generel forargelse grundfæstet i det moralske forfald islam repræsenterer. Det betyder at vi i alle led af vores samfund må forholde os kritisk ind til det defamerende til islam, altså simpelthen tage den sandhed alvorligt vi jo alle erkender. Intet godt forhold bygger på løgne og den langmodige behandling af islam i vores samfund er den største kollektive fortrængning i vort lands lange historie.

Islam er en dødens kult, der kun ønsker at opløse nationen, friheden og velstanden i en tankeløs efterlevelse af umenneskelige dogmer. En underkastelse af det fineste ved menneskets karakter evnen til tænkning og den frie vilje. En hierakisering af mennesker og en barbarisering af kulturen og samfundet. Islam er modsætningen til alt hvad vi holder kært, selv de der stemmer på SF og Radikale Venstre, skønt de ikke vil indrømme det. Islam er modsætningen til os alle og vores drømme.

Det betyder at vi er nødt til at erkende at vi skal tage forudsætningen for vores liberale sindelag alvorligt. Det liberale er en sekulær konklusion på den protestantiske etik, men den står tom uden erkendelse af sin kulturelle og religiøse arv. Den tomhed der nu truer med at opløse de vestlige liberale demokratier fordi kollektivistiske kulturer ubesværet udnytter individuelle rettigheder.

Hvordan assimilisation? Ved tvang? Nej, det holder vores kultur og historie ikke til. Men ved sandheden og ved den logiske konsekvens, hvorved enhver burde handle stillet overfor fascismen i vort land. Vi skal konfrontere vores mareridt både på det personlige plan og igennem fællesskabet.

Islam skal derfor ikke være et anerkendt trossamfund, hverken offircielt eller i vores indstilling, men en paria på linie med Nazismen, Scientology og Jehovas Vidner. Noget, som det står alle frit for alle at advare imod, tilsvine og fremmedgøre på alle niveauer i samfundet, fra børnehaven, henover Folkeskolen og gymnasiet til universitetet, i det politiske liv som i den offentlige debat som i de private møder. Det er lige så perverst at fejre muslimske helligdage som det at fejre Hitlers fødselsdag. Så hvorfor accepterer man så naturligt denne perversion?

Hvorfor lader man ikke muslimerne forstå hvilken afskyelig religion de holder i hævd, når de fleste blot gør det af gammel vane fordi de ikke ved bedre? Man skal ikke lære børn at islam er helt i orden og at det ikke er problematisk at dyrke pædofili, massemord, undertrykkelse og barbari. Vi er jo ikke sene til fakkeloptog overfor nazister og rockere, så hvorfor kan vi ikke sige fra overfor de, der tror på voldens og frygtens knægtelse af friheden og menneskelivet? Hvorfor kan det at være imam ikke være så afskyeligt som det at være formand for en pædofilforening uagtet at den ikke i sig selv er direkte ulovlig? Hvordan kan man læse op af et kampskrift fredag efter fredag, der truer vort land med blodig undergang uden at det bliver regnet for undergravende eller landsskadelig aktivitet?

Vi tillod islam uden megen tanke på dens indhold fordi der kun var ganske få muslimer og de ville jo sikkert rejse hjem når konjunkturerne vendte. Men de rejste ikke hjem og de er blevet flere og farlige så selv de muslimer, der er flygtet fra mullahernes tyranni til Danmark ikke regner Danmark for et sikkert sted. Indtagelsen af gadens rum i København og omegn beviser ikke blot situations alvor, men varsler også sidste udkald, hvis vi vil forsvare selve ideen om det frie menneske, der hviler i vores nation. Det er på tide at vi står fast på hvad der er vores og de der ikke vil finde sig i det kan skride ud af mit land!

Det konkluderer Nyhedsavisen og mener samtidig at Politiken tog fejl. Det er den grunlæggende konklusion hos de fleste aviser, dog ikke Politiken selv. Nyhedsavisens Simon Andersen har da også blik for Politikens Tøger Seidenfaden

Absurd nok er mordplanerne imidlertid bevis på, at Jyllands-Posten gjorde det nødvendige, de uhyggelige konsekvenser til trods, ved at udfordre visse muslimers syn på demokrati og ytringsfrihed.

JP havde ret, Politiken tog fejl 

Debattører som Tøger Seidenfaden har siden krisen forsøgt at bilde os ind, at Jyllands-Posten bare var ude på at håne muslimer ved at træde på deres hellige profet; Jyllands-Posten har omvendt argumenteret for, at tegningerne skulle bringes for at sætte fokus på, at ytringsfriheden er hellig, og at retten til at tænke, tale og tegne frit aldrig må trædes under fode.

En tankegang der ligger snublende nær 180 Grader, der ligeledes husker skurkerollerne

Men der burde altså også sidde nogle folk derude og skamme sig, nemlig dem der henover hele Muhammed-krisen hævdede, at den intet havde med ytringsfrihed at gøre, men mere handlede om god tone. Det var dem, som brugte al deres adgang til den offentlige debat til at fortælle, at godt nok havde Jyllands-Posten ret til at trykke tegningerne, men avisen burde ikke have gjort det, for muslimer over hele verden havde god grund til at føle sig stødte over dem.

I dag må prominente mediepersonligheder som f.eks. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og Berlingske Tidendes tidligere chefredaktør Niels Lunde, samt tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og en lang række kulturmennesker og politikere så svare på dette spørgsmål: Var jeres angreb på Jyllands-Postens optryk af tegningerne med til at give attentatplanlæggerne det indtryk, at de havde ret til at være meget vrede?

Kristeligt Dagblads leder hedder simpelthen Ytringsfrihed og lægger som ufravigelig præmis

Frihed til at ytre sig – med ord, med billeder, med kunst, med tegninger, i demonstrationer – på alle tænkelige måder, bortset fra brug af vold. Frihed til at ytre sig med hvilken som helst holdning og om stort set alle tænkelige og utænkelige forhold. Skulle noget være på kanten af de få begrænsninger, der er i lovgivningen, så er der endnu en grundlæggende rettighed for alle at gribe fat i: Det kan prøves ved domstolene.DET ER disse helt basale individuelle frihedsrettigheder, som er under kraftigt angreb, når nogle påtænker at myrde personer som Westergaard, der blot har gjort, hvad han har al mulig ret til: at tegne, hvad han har lyst til.  

Ekstra Bladet benytter lejligheden til at heroisere Kurt Westergaard og ganske godt for det og prøver at se fremad

SIDEN KRISEN er der også sket fremskridt - hvad vi kunne se i går. Nu tager herboende muslimer afstand og prædiker nul vold. Selv Ahmed Akkari, der svinede Danmark til under krisen og dengang deltog i rundturen i Mellemøsten for at opfordre til had mod Danmark, har skiftet stil. Han så ganske vist ud på tv, som om han skulle bide en del ting i sig, men han fordømte vold, også blandt de muslimer, der stadig har krænkelsen siddende i kødet. Nogen flammende forsvarer af ytringsfriheden bliver han næppe foreløbig. Men budskabet var klart nok. Det var hans pirken til de danske terrorparagraffer også.

Det lader ikke til at de hører så godt efter, hvad der egentlig bliver sagt af imamerne.

»Det Islamiske Trossamfund tager skarpt afstand fra enhver form for selvtægt. Det tjener ikke vores sag, at nogen folk tager sagen i egen hånd. Tværtimod. Sagen skal håndteres igennem de juridiske instanser i Danmark«.  

Den vold der fordømmes af imamerne er nemlig den selvbestaltede vold, hvilket i sidste ende kun er en bekymring fra det etablerede muslimske kleresis side over på den ene side at miste trusselsmonopolet og på den anden side et spørgsmål om taktik. Du må ifølge islam gerne holde fred med de vantro i de tilfælde hvor du ikke kan besejre ham. Det er et spørgsmål om hvad der tjener deres sag.

BT lægger ud med denne tynde påstand

Bladtegner Kurt Westergaard kan ånde lettet op. Danmark kan ånde lettet op.Politiets Efterretningstjeneste lavede i går en såkaldt »knuser«, hvor de forhindrede et muligt mord på Kurt Westergaard, der var en af 12 bladtegnere, som stod bag Muhammedtegningerne.  

Hvis Kurt Westergaard har ladet champagnepropperne springe er det nok snarere for at få dem drukket mens tid er, da anholdelserne ikke er et afsluttet kapitel, men et bevis for tingens tilstand. Men tro mod formen fortsætter også BT med at slå principperne fast

For ytringsfrihed handler netop om, at folk må sige, hvad de vil og ytre sig frit i skrift og tale. Uanset om det, de siger eller står for, er dumt, klogt, rigtigt eller forkert. Fordi alle har netop, ja, retten til at ytre sig.

De fleste aviser vånder sig ved den noget skrøbelige retssikkerhedsmæssige situation ved anholdelserne men kun Information gør det til et hovetema

NOGET ER GALT her. Det er meget lidt, den danske offentlighed véd om, hvad der var grundlaget for PET’s og det østjyske politis stormløb mod de boliger, der tilhører tre mellemøstligt fødte personer - en 40-årig marokkaner, der er blevet dansk statsborger, og to tunesere på henholdsvis 36 og 25, som har dansk opholdstilladelse og med deres familier har boet i Danmark i en årrække.

(…)

For hvis politiet mener at have grund til at mistænke de tre for at forberede den alvorligste af alle forbrydelser, nemlig mord, hvordan kan det så være, at politiet ikke prøver at få dem fængslet - i varetægt og sidenhen som straf?

ALSKENS SPEKULATIONER er der dermed åbnet for: Var arrestationen en panikhandling? Et forskruet pr-nummer? Eller véd politiet noget så frygteligt, at det slet ikke tør fremføre sin viden i en retssal? Eller er der diskretionshensyn til indenlandske danske agenter eller til udenlandske tjenester, der har leveret et afgørende tip? Gæt selv med.

Under alle omstændigheder er sagen indtil videre endt med, at den danske statsborger er løsladt - dog næppe til sin fulde frihed. PET-chef Scharf har givet dansk-marokkaneren det ord med på vejen ud af politistationen, at han “fortsat vil være genstand for PET’s interesse”.

De to tunesere står til en endnu mere kafka’sk behandling, idet de nu administrativt tilbageholdes med henblik på den udvisning til Tunesien, som udlændingeminister Birthe Rønn Hornbech (V) og justitsminister Lene Espersen (K) allerede har besluttet administrativt. Tunesernes eneste møde med danske dommere bliver formentlig en tur i Københavns Byret i dag, hvor man imidlertid ikke skal forvente, at selve sagen bliver rullet op.

Den tvivl har Berlingske Tidende også, skønt de har større tiltro til myndighedernes forvaltning af den mærkelige lov i deres leder, hvis overskrift Den Ukrænkelige Ytringsfrihed trumfer Kristeligt Dagblads overskrift.

PET har overvåget gruppen af mistænkte i længere tid uden at have fundet tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale. Men PET har altså haft nok til at få justitsministerens og integrationsministerens accept af at udvise to udlændinge i gruppen, mens en tredje blev løsladt efter afhøring. Udvisningerne sker efter en bestemmelse i terrorlovgivningen, der muliggør hemmelig retspleje i Danmark. Paragraffen er ikke smuk i et retssamfund, og man kan bestemt undre sig over, at PET ikke har mere solidt materiale mod de pågældende, end at man må gribe til denne nødværgebestemmelse.

Men uanset bevisernes stilling i den aktuelle sag er det skræmmende, at politi og befolkning er nødt til at tage trusler mod en bladtegners liv dybt alvorligt.

De fleste aviser har lidt kvababbelse med tegningernes udtryk, men alle tilslutter sig med den største selvfølgelighed ytringsfrihedens væsen. Men hvorfor er det først nu at principperne bliver så selvfølgelige? Her fra Berlingske Tidendes forvirrede konklusion

Tilbage står imidlertid, at et demokratisk samfund ikke kan vige en tomme fra dets frihedsrettigheder. Den positive del af historien er, at Muhammed-krisen og nu reaktionerne på den aktuelle sag har gjort det fuldstændig klart, at ytringsfriheden er den fundamentale forudsætning for et frit samfund, ligesom det er blevet åbenlyst, at angreb på den ikke tolereres her i landet. Den kontante behandling af sagen fra Århus er i den henseende udmærket anskuelsesundervisning for antidemokrater både her i landet og uden for landet. Ytringsfriheden giver ret til at tænke, tale og tegne, som man vil, og man står alene til ansvar over for lovgivningen. Det ændrer nok så mange terrorplaner ikke på.

Enten hylder man et princip eller også gør man det ikke uanset, hvad den enkelte sag drejer sig. Det er jo derfor det er et princip og det vidner om hvor skrøbeligt menneskets sind er; at selv bladsmørerer vakler i deres egen essentielle tro og kun tør kæmpe når sejren skal udråbes.

Politiken insisterer på at ytringsfriheden er åbenlys og at “Magtesløsheden er terrorens sprog - ikke retsstaten” og det skulle nok have været omvendt, at teeroren er magtesløshendens sprog, men udover at udtrykke bekymring på retsstatens vegne holder de den lasede fane højt og bedyrer at de ikke tog fejl på følgende infame måde

Uanset at Jyllands-Posten i sin tid brugte ytringsfriheden både uklogt og med skadelige konsekvenser til følge, har avisen krav på ubetinget solidaritet, når den trues med terror. Det har der aldrig hersket nogen tvivl om, netop fordi det er kernen i ytringsfriheden, at det ikke er udsagnet, man forsvarer, men retten til at ytre det. Det er også derfor, at Politiken i dag – ligesom flere gange tidligere – trykker tegningen, selv om vi på intet tidspunkt har sympatiseret med Jyllands-Postens provokation.

De “skadelige konsekvenser” var ytingsfrihedens fjender eneansvarlige for i deres forsøg på at knægte den. Det er direkte usmageligt når Politiken gør Jyllands-Posten ansvarlig for imamernes handlinger, nøjagtig som når imamer gør kvinderne ansvarlig for deres egen voltægt. Som Politiken mener at ytringsfriheden skal administreres klogt (lydigt) i forhold til den agressive religion islam, mener imamerne også at kvinderne skal klæde sig tækkeligt (klogt) for ikke at vække den liderlige religions undertrykte lyster.

Islamisk Trossamfund nægter at stå tilbage for nogen gangstervirksomhed. Slet skjulte trusler, og afpresning svøbt i eufemismer er ved at være mindsteindsats for de islamiske organisationer.

Fra Ekstrabladet:

- Det Islamiske Trossamfund har arbejdet hårdt for at begrænse enhver form for uovervejet handling i Danmark under selve JP-krisen. Vi har været i stand til at udøve en vis form for kontrol. Vi er bange for at vi kommer til at miste den kontrol, hvis ikke denne form for undertrykkende handlinger stopper.

Sådan lyder advarslen fra foreningen Islamisk Trossamfund til danskerne i en pressemeddelelse her til formiddag.

Foreningen er stærkt oprørt over udviklingen i sagen om de tre mænd, der i går blev anholdt. Mistænkt for at have planlagt at myrde Jyllands Postens tegner Kurt Wetsrgaard.

Det viste sig hurtigt, at PET ikke havde beviser, der var stærke nok til holde i en domstol. Faktisk opgav efterretningstjenesten helt at få de tre mænd fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Derfor er en mand af marrokansk afstamning, men med dansk statsborgerskab blevet løsladt efter endt afhøring.

Alligvel tilbageholdes de to andre anholdte i sagen, der begge har tunesisk statsborgerskab i henhold til terror-lovgivningen, og begge står til udvisning af Danmark uden retssag, fordi PET skønner, at de er ’til fare for Danmark’.

Det falder I den grad Islamisk Trossamfund for brystet.

- De juridiske dommere og dermed demokratiets dømmende magt er sat ud af spil ved hjælp af den såkaldte terrorlov. Hvad der i denne henseende er endnu mere bekymrende er, at man gør det for at bekæmpe radikaliseringen. Når sådan en åbenlys uretfærdighed sker, så vil det give grobund for radikalisering, forudser foreningen.

At flere danske medier i dag har valgt at genoptrykke de 12 muhammed-tegninger falder mildt sagt heller god jord.

- Vi kan undre os over, at medierne, til trods for at der ingen sag er, stadig vælger at trykke tegninger. Det Islamiske Trossamfund er ikke imod ytringsfrihed, men vi er meget imod forsætlig undertrykkelse af det muslimske mindretal i Danmark.

Hvis du ikke betaler et ugentligt ‘gebyr’ til mit vagtselskab, så kan jeg jo ikke garantere for, at kriminelle personer ikke vil brænde din forretning ned i løbet af de næste par dage.

Vi bringer her et citat af hele Danmarks yndlings imam. Det drejer sig om opdagelsen af konkrete mordplaner mod Kurt Westergaard som tegnede en af muhammedtegningerne. (Tak til Snaphanen) Fra Ekstrabladet:

- Jeg er imam og forholder mig til religiøse sager. Det her har ikke noget med religion at gøre, så når I ringer til mig, er det i virkeligheden et signal om, at alle muslimer er kollektivt under mistanke, siger han.

- Tror du, at dem der tilsyneladende har lagt de her planer er enig med dig i, at det ikke har noget med islam at gøre?

- Nej, de har muligvis nok en eller anden misforstået religiøs motivation, men efter min opfattelse er handlinger af den slags i direkte modstrid med islam. I mine øjne er der tale om en politisk handling, hvor man lader sin vrede over det, man opfatter som en uretfærdighed udmønte sig i fysisk vold og vælger at gribe til selvtægt. Det er fuldstændig uhørt.

AWP (fred være med hans underhylere) lægger ud med en stråmand; I ringer til mig, hvilket betyder at I mistænker alle muslimer. En utrolig defensiv imam gør sig med et til talsmand for alle muslimer, men alligevel ikke, fordi han kun beskæftiger sig med det religiøse… eller hvordan er det nu lige, at det forholder sig med islam og det verdslige?
Abduls egne forbehold griber ind og modsiger hinanden, da han indrømmer at der muligvis er en religiøs motivation, og at det er en politisk handling, hvorefter han perfekt definerer en religiøst motiveret politisk handling. Det eneste imamen mangler for at slutte kredsen, er at indsætte det manglende led i kæden: Islam. For hvor er det uretfærdighedsfølelsen stammer fra, kære Abdul?

“Islam, the love that dares not speak it’s name”

På Steffen Jensens blog på TV2

Udover at det i sig selv er uudholdeligt og uacceptabelt for ethvert anstændigt samfund og i særdeleshed for de personer, det går ud over, så er det også en diskvalificering af den militante og fanatiske fortolkning af Islam, som terroristerne og desværre mange andre bekender sig til. Og det er en ”kræftesvulst” internt i Islam, som truer med at forkrøble hele ”organismen”, hvis tilstrækkeligt mange, modige og retskafne muslimer ikke SELV medvirker til at få bortopereret svulsten.

Det vil sige at hvis denne situation eskalerer vil det betyde at organismen islam har fået cancer og altså er at sammenligne med en cancer - ifølge Steffen Jensen. Louise Frevert var for tidligt ude med diagnosen.
Ellers kan man læse følgende idioti

For selvom muslimske terrorister nok er kriminelle, når de HAR begået deres udåd, så er mange af dem det IKKE, indtil terrorhandlingen ER begået. Hvis de undervejs i planlægningen HAR overtrådt loven, så er der ofte tale om småting, sammenlignet med det, de egentlig er ude efter.

Planlægning af terror eller anden kriminalitet er i sig selv ulovligt så der er ikke noget dilemma, hvilket overflødiggør en hel A-4 sides skriblerier. Men det er kun en lille indvending der er taget med i min vrede over de følgende betragtninger

Men det kræver OGSÅ af det ikke-muslimske Danmark, at det gør en indsats for at få vore muslimske medborgere til at føle sig som en velkommen del af vort samfund. Både for at de skal kunne føle, at de hører til på de danske samfundets side og ikke på de vrede, unge fanatikeres. Men også fordi det ikke er Islam som religion, der er under anklage, men fanatiske kredse indenfor Islam, der er det.

Hvilke følelser retfærdiggør terror? Hvis ens følelsesapparat skynder en til terror så let er der noget fundamentalt galt, så galt at det alene forklarer danskernes eventuelle reserverethed (der i øvrigt er en gigantisk løgn!) overfor disse mennesker. Og jo, det er islam for alle disse fanatikere er muslimer og tager deres udgangspunkt i en korrekt læsning af islam.

Fanatiske kredse er desværre i vælten, men hvorfor?

Selvom jeg selv, hvor end jeg rejste mest mødte muslimer, som var mindst ligeså chokerede over deres trosfællers vold og hjernedøde fanatisme, som de var vrede over de danske Muhammed-tegninger (og den kendsgerning må man aldrig glemme), så blev jeg alligevel rystet over de automatiske bloddryppende krav om hævn, som syntes at være det konstante omkvæd ved de mange vrede protestdemonstrationer imod Danmark.

Åbenbart fordi det fanatiske synes at være normen!

Det er ligeså meget de moderate, moderne, tænkende og tolerante muslimers ansvar, at deres religion, tradition og civilisation ikke bliver opfattet som voldelig og fanatisk, som det er vest-europæeres ansvar at være så veloplyste om Islam, at de ikke falder for fristelsen til denne fejlopfattelse.

Men den kendsgerning at mange moderate og reformvenlige muslimer, som HAR rejst sig og krævet, at muslimerne selv tager kampen op imod fanatismen, derefter selv bliver tvunget til at gemme sig og leve i skjul af frygt for hævn, viser, at de værste stereotyper om Islam desværre er ved at blive en selvopfyldende profeti, selvom den er forkert.

Hvilken fejlslutning! Der er ingen argumenter for en tolerant islam i det islamiske univers. Profeten ville uden tøven have slagtet alt og alle der kom islam på tværs og sat al sin energi ind på at underlægge sig hele verden, især den frie der står som en hån imod hans dæmongud. Det ved enhver der har læst det mindste på lektien og det har muslimerne jo netop. Derfor har Jensens moderate og reformvenlige muslimer ingen gennemslagskraft, deres naivitet giver ingen mening. Derfor er det ikke en selvopfyldende profeti, men en konsekvens af den profeti der blev modtaget af Muhammed og som ord for ord kan læses i Koranen.

Jensens fallit er totalt. Han har valgt en masse flinke mennesker i den arabiske verden som sine venner og troet, at når de bedyrede at således kunne man også være muslim at så var islam også således. Den slags nonsens kaldte på lidt kritik fra et par læsere og Jensen svarer dem pligtskyldigt og dermed uddyber han sine idiotiske betragtninger, som når han giver følgende argument imod Muhammedtegningerne

Profeten Muhammed er en historisk person, som de fleste muslimer, selv dem der kæmper for demokrati, frihed og anstændige samfund, sætter højt, og som jeg ikke kunne se noget formål med at håne.

Islam som det PRAKTISERES og FORTOLKES mange steder, og den måde muslimer OPTRÆDER på, og deres samfund FUNGERER på, DET kan hånes, kritiseres og gøres grin med.

(…)

Og så tror jeg ikke på, at Islam i sig selv er årsagen til problemerne. Jeg tror, at det er FORTOLKNINGER af Islam, som er det.

Man må altså godt håne en religion og dens tilbedere, men man må ikke håne stifteren! Gælder dette hensyn også Hitler? Igen har vi med venstrefløjens menneskeforagt at gøre. Hver gang der er en god ide der ikke fungerer i praksis, så er det menneskets ufuldkommenheds skyld. At den islamiske verden er grusom skyldes muslimerne (hån dem bare, de perkersvin, det siger Jensen er i orden) og ikke islam. Det er måske dem der bærer sygdommen Jensen?

I filmen Thirteen Days lader man John F. Kennedy sige “There is something amoral about abandoning your own jugement!“. Og det er faktisk hvad Tøger Seidenfaden har gjort i sagen om Muhammedtegningerne; svigtet sin dømmekraft.

Men som med Jørgen Bæk Simonsen så er tiden også løbet fra Seidenfaden og hans sofisme står stadigt mere eksponeret, ja nøgen og såbar for verden at se. Den seneste udvikling med mordplaner mod den kendteste af de modige tegnere, Kurt Westergaard kan kun overraske de der ikke har forstået konfliktens natur; nemlig at ytringsfriheden står i direkte konfrontation med det endegyldige, evige og guddommelige budskab om det rene. Fordi man opererer med evig guddommelighed er der ingen undtagelser og ingen tid sletter sporerne. Tiden er ophævet i det endelig og det er hvad enhver muslim ved og mange reagerer på. Det har Seidenfaden nægtet, mod bedre vidende, at acceptere fordi han har villet lancere sig selv som en opposition til VKO koste hvad det vil.

Fra Politiken

»Det er rystende og forstemmende at en gruppe mennesker i Århus øjensynlig har været på vej til at myrde Kurt Westergaard. Det er en lykke, at politiet har slået til i tide«.

(…)

»Politiken vil naturligvis - i lighed med stribevis af andre medier - i morgen endnu engang genoptrykke Kurt Westergaards kontroversielle karikatur af Muhammed. Det viser, at terroren ikke bare er afskyelig - men også i sidste ende magtesløs. I et frit samfund kan vi diskutere hvordan debatten skal føres, men ikke at den skal føres«, siger Tøger Seidenfaden.

Rystende? Det er hvad vi andre har ventet på, at en gruppe, som Seidenfaden formulerer det, mennesker fra Århus har planer den (hen)retning.

Logikken i den sidste sætning er Seidenfadens halmstrå. Desværre er det halmstrå knækket for længst. Først og fremmest giver det ingen mening at nedlægge udtryksforbud i en fri debat da disse i så fald ikke bare vil definere debattens indhold og dermed dens resultat, det forudsætter også at man på forhånd står i en position, hvor man afgøre rigtigt og forkert, hvilket udhuler debattens funktion. Hvorledes kan man udtrykke sin ubetingede foragt på en pæn måde? For det andet er netop denne debat en debat om form idet den handler om man kan behandle islam som man behandler alt andet.

Seidenfaden er en af sin tids største polimikere med et højt abstraktionsniveau, enorm viden og en hurtig replik, der har haft skarpe og nuancerede meninger og analyser om snart sagt alt. Så meget mere forstemmende at han i den vigtigste principielle  debat har lagt sin fornuft på hylden til fordel for snæver politisk gevinst hos et publikum i opløsning. Seidenfaden har svigtet sin dømmekraft og har fejlet moralsk.

Det er Abdul Wahid Petersens mening - og en ganske gængs een generelt på venstrefløjen - i forbindelse med mordplanerne mod tegneren Westergaard, der tegnede Muhammed med en bombe i turbannen. At det formodede offer kun har skilt sig ud fra mængden ved at tegne og derved fornærme profeten og alle nulevende muslimer sætter ikke i sig selv tankerne i gang hos det muslimske vrøvlehoved.

Ej heller at konerne til to af morderaspiranterne ser således ud ifølge DR Update

Eller at naboerne, der er fra muslimske lande ifølge Nyhedsavisen siger ting som

»Det er forfærdeligt, at nogen kan få de tanker. Han skal have en straf for at tegne Profeten, men at slå ham ihjel er forkert. Jeg har oplevet 20 års krig i Libanon, og der er ikke brug for, at flere skal slås ihjel,« siger hun.

(…)

»Der er mange, der vil slå tegneren ihjel. Det er forkert at tegne Muhammed sådan,« siger hun uden at tage stilling til, om hun mener, det er rigtigt eller forkert.

(…)»Det var forkert at tegne Muhammed,« siger en af de unge mænd.

(…)»Det er forkert, mand, med de tegninger. Han skal bare dø. Han skal sgu ikke svine profeten til,« siger han med en stemme, der ikke levner nogen rest af tvivl.

(…)

»Han skal ikke dræbes,« siger en somalisk mand med meget lav stemme.

(…)

»Han skal lade være med at genere andre folks religion. Jeg synes, han skal dø,« siger han og går sin vej.

Eller at muslimske telefonkæder jævnligt melder om Westergaards død.

»Jeg fik en sms, der sagde at han var brændt inde og havde fået sin straf,« siger en ung mand, som står udenfor boligen til en af de anholdte. (…)

»Jeg fik at vide for en måned siden, at han var død,« siger en ung mand, og hans ven giver ham ret.

»Han er død,« understreger han.

(…)»Den kom for tre-fire uger siden, og der er mange, som har fået den,« siger han,

Ifølge Rabih Azad-Ahmad sker det rimelig ofte, at rygter som dette begynder at køre i Gellerup.

»Problemet er, at visse grupper herude glemmer at stille sig kritiske overfor alt de hører. De køber bare historien og siger: Godt, så fik han sin straf,« siger han.

Sandelig, det har intet med islam at gøre.

Selv om Klimadebatten lover verdens nært forestående undergang er den ikke ny. På Business & Media Institute er der en tankevækkende gennemgang af de sidste 100 års debat

In all, the print news media have warned of four separate climate changes in slightly more than 100 years – global cooling, warming, cooling again, and, perhaps not so finally, warming. Some current warming stories combine the concepts and claim the next ice age will be triggered by rising temperatures – the theme of the 2004 movie “The Day After Tomorrow.”Recent global warming reports have continued that trend, morphing into a hybrid of both theories. News media that once touted the threat of “global warming” have moved on to the more flexible term “climate change.” As the Times described it, climate change can mean any major shift, making the earth cooler or warmer. In a March 30, 2006, piece on ExxonMobil’s approach to the environment, a reporter argued the firm’s chairman “has gone out of his way to soften Exxon’s public stance on climate change.”

The effect of the idea of “climate change” means that any major climate event can be blamed on global warming, supposedly driven by mankind.

Spring 2006 has been swamped with climate change hype in every type of media – books, newspapers, magazines, online, TV and even movies.

One-time presidential candidate Al Gore, a patron saint of the environmental movement, is releasing “An Inconvenient Truth” in book and movie form, warning, “Our ability to live is what is at stake.”

Despite all the historical shifting from one position to another, many in the media no longer welcome opposing views on the climate. CBS reporter Scott Pelley went so far as to compare climate change skeptics with Holocaust deniers.

“If I do an interview with [Holocaust survivor] Elie Wiesel,” Pelley asked, “am I required as a journalist to find a Holocaust denier?” he said in an interview on March 23 with CBS News’s PublicEye blog.

He added that the whole idea of impartial journalism just didn’t work for climate stories. “There becomes a point in journalism where striving for balance becomes irresponsible,” he said.

Pelley’s comments ignored an essential point: that 30 years ago, the media were certain about the prospect of a new ice age. And that is only the most recent example of how much journalists have changed their minds on this essential debate.

Måske er det derfor venstrefløjen er så store modstandere af historien da det berøver dem deres løgne eller måske er der bare brug for dommedagsprofetier med udgangspunkt i menneskets synden overfor guderne, men læs den hele.

Her kommer et par læserkommentarer til en artikel på Information og så er det din opgave at gætte emnet.

Bjørn Holmskjold

12. februar, 2008 #

Det forudsætter ikke et lille overskæg at være en Adolf Hitler. Til orientering for de, der tror det!

Havde verden været så forudseende i 30érne, så havde der ikke været en 2. verdenskrig.

Men er verden blevet klogere i mellemtiden?

Bjørn Holmskjold

—————————————————————–

Jan Tækkemand

12. februar, 2008 #

Ja kønt er det ikke, men nu er VKO ved at have “styr” på de fremmede fra syd, og som en tysker også en gang gjorde, så ser man sig om efter nye at tryne.
Hvem bliver de næste, de udviklingshæmmede, alkoholikere…………… Pianisterne lader sig ikke stoppe.

—————————————————————–

Heino G

12. februar, 2008 #

Jan Tækkermand:

“Hvem bliver de næste, de udviklingshæmmede, alkoholikere…………… Pianisterne lader sig ikke stoppe.”

Jeg ville sætte min daler på de homoseksuelle! Ved ikke hvorfor, blot en intuition velsagtens.

Hitler! Ingen mindre end Hitler og hvilken forbrydelse kan så sammenlignes med Hitlers? At man ikke behandler de grøndlandske folketingspolitikere som rådne æg og “truet” dem med reduktioner i bloktilskuddet. Eller for at vende det om så kunne man skrive en ny artikel om Hitler i Encyklopædien der kunne lyde således; Hitler, Adolf. Tysk statsmand kendt for sit kontroversielle brug af bloktilskud.

D(D)R følger op på sin krig mod det danske folk ved at agere mikrofonholder for den legmeliggjorte oikofobi i Knud Romers egen høje person.
Udsendelsen starter fornuftigvis med at de involverede (Manu Sareen, Knud Romer, og Lasse Horne Kjældgaard) ridser nogle premisser og principper op om tolerance, og dermed også om frihed selvom der besynderligt nok ikke er nogen i studiet der laver denne kobling. Og det vil blive klart hvorfor senere.

Tolerance, DR Kulturkontoret 08. februar 2008
Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en bog om emnet, hvor de bl.a. fortæller om tolerancens oprindelse og hvordan begrebet gennem tiderne prædikes i litteratur og film. Knud Romer fortæller i sin roman “Den som blinker er bange for døden” om den massive intolerance og afvisning, som hans familie møder i Nykøbing, fordi hans mor er tysker. Manu Sareen er integrationskonsulent og radikal politiker og skriver bøger om drengen Iqbal og hans familie på Nørrebro i København. En familie der forsøger at leve så dansk som muligt.

Især er det irriterende at Romer bruger sin tyske mor som murbrækker i værdi- debatten, fordi det reducerer alting til anekdoter. At Romers mor er blevet mobbet i landsbyen er der tragisk, men tiden efter besættelsen har ikke været nem for ret mange, især ikke folk der kunne knyttes til prøjsisk militarisme. (Se evt. Knud Romer er en kæmpe nar)

Romer: … Jeg har det svært når man eksempelvis siger muslim, når man siger tysker eller dansker, fordi det er sådan en… - hvem er det? Der er mange forskellige muslimer, der er milliarder af dem, og når man begynder at dømme enkeltindivider udfra en eller anden etnicitet, eller nationalitet, eller religiøsitet, så har jeg det meget, meget svært ved det.

Men ville du dømme en fascist ud fra samme kriterier, for der var engang hvor fascisterne skulle tælles i millioner. Som dreven reklamemand får Romer både en religiøs/politisk identitet (muslim) blandet sammen med en national identitet (dansker/tysker), og derved nægter han muslimer eller andre etniske minoriteter muligheden for at bryde ud af et religiøst eller etnisk mønster. Et nationalt fødested vælger man ikke selv, men religion er noget man kan vælge fra. Heldigvis!
Implicit siger han at der ikke er nogen værre eller bedre religion eller identitet; det er bare “en eller anden …”.

Manu Sareens bidrag til programmet er heller ikke uproblematisk, idet han blåstempler minoriteters følelser som gangbar mønt. “… man kan ikke tage oplevelsen (af at være andenrangsborger i Danmark) fra de mennesker…” Nu er det sådan at minoriteter føler sig forurettet som en funktion af kulturelt betinget berettigelsesopfattelse, dvs. at en person eller gruppe fra en kultur med en stærk følelse af overlegenhed og deraf følgende privilegier, må have en kortere vej til følelsen af diskrimination. Omvendt er det ret sjældent at møde buddhister der svælger i offerrollen.

Diskurshygienens grimme hovede dukker også frem i form af Manu Sareens formaninger om “ikke at tale grimt om hinanden”. Hvor er det lige grænsen skal trækkes? Det er der aldrig rigtig nogen der giver et seriøst bud på. Man kunne jo også nemt komme til at virke lidt intolerant.
Jeg mener omvendt at talen er fri, og jo bedre folk er til at tale rent ud af posen, jo nemmere er det at træffe politiske valg. Ingen kan lide de holdningsløse, grå, uld i mund politikere, og dem er der færre af som følge af det forbedrede debatklima idag.

Der er lagt op til en del 2. af Kulturpolitbureauet, men jeg kan ikke garantere at min entusiasme kan holde til det.

Fra Brødrene Grimm

“Så hedder du måske Rumleskaft?”

“Det har djævlen sagt dig,” råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.

Kim Møller fra Uriasposten var lørdag 2/2 i Deadline i direkte konfrontation med hovedpersonen i Møllers bog Vejen Til Damaskus islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen. Det tjener til Adams Holms ære at han har sans for hvad der er væsentligt i den akademiske verden og ikke bare invitere perifære kulturperson til at tilsvine de danskere, der måske ikke klarede sig super godt i skolen og derfor er henvist til et liv uden for København, med et arbejde man kan få gjort billigere af en polak.

Jeg kan ikke vurdere Møllers optræden upartisk, men han klarede skærerne ved at fastholde den lødighed, som han bog lægger for dagen og det i sig selv gav den sejr at Jørgen Bæk Simonsen udstillede sig selv. Essensen af uenigheden meller Møller og Simonsen er overstået inden for de første minutter og allerede her er Bæk Simonsen ude i hampen for efter at have givet sin definition af et islam der ikke har nogen essens bryder Møller ind med det gyldne spørgsmål at det er mærkeligt at han så udgiver en bog der hedder Hvad Er Islam. Simonsens svar burde få ham fyret fra en hvilken som helst uddannelsesinstitution

Hvad er islam er en - explicit i forordet - lille bog som skal introducere hvad islam kan være og hvad islam er for mange muslimer. Der er ikke enighed blandt muslimer om, hvad det vil sige at være muslm. Derfor er islam bevægelig, foranderlig og forskydes i tid og sted.

Kan islam være hvad som helst og hvor mange muslimer er islam så således? For i så fald burde Simonsens bog hellere hedde En Kogle I Røven. Og man kan ikke konkludere at fordi der er uenighed, så er der ikke essens. Uenigheden består netop i hvad der er den rette essens og hvad tager man så udgangspunt i blandt muslimer for at få ret? Som Simonsen jo selv slår fast bl.a. på Palæstina-info

Muslimerne gør gældende, at alle de åbenbaringer Muhammad modtog er samlet i Koranen. Den er en kopi af den evige åbenbaring, der findes på et tavle hos Gud (Sura 85 vers 22-23) og anses af muslimer som Guds tale direkte til mennesket. Det kan af Koranen ses, at nogle af de åbenbaringer Muhammad modtog blev nedskrevet allerede medens profeten endnu levede (se f.eks. Sura 25 vers 6), men den form vi kender Koranen i idag er et resultat af en kodificering, der blev foranstaltet af kaliffen Uthman ibn Affan (kalif 644-656). Det fastholdes principielt at Koranen er uoversættelig, men i praksis er den arabiske tekst oversat til mange forskellige sprog, bl.a. dansk og svensk.

Koranen er først og fremmest en lovprisning af den ene sande Gud og en hyldest til den omsorg og retfædighed han udviser for sin skabning. Derfor er der også i Koranen et meget stor antal generelle udsagn om den adfærd, Gud gerne vil have mennesket skal udvise mod hinanden, men det er grundlæggende forkert at betragte Koranen som en lovbog. Det er den ikke, og af dens mere end 6300 vers giver kun ca. 300 anvisninger for, hvordan bestemte forbrydelser som hor, falsk anklage for hor og tyveri skal straffes.

Profetens Sunna, hans sædvane
Når muslimer skal afgøre, hvad der i en given situation er i overensstemmelse med islam søger de først efter anvisninger i Koranen. Hvis et givet spørgsmål ikke er direkte omtalt i Koranen - og det er der naturligvis mange forhold der ikke er - søger muslimen efter anvisning i profeten Muhammads sædvane, hans sunna. Profetens sædvane kendes af eftertiden gennem et meget stort antal overleverede traditioner, der på arabisk betegnes hadith.

De enkelte traditioner giver hver for sig oplysning om, hvorledes Muhammad plejede at gøre i bestemte sammenhænge, og gennem den samlede sum af overleveringer kan man give anvisning for, hvorledes Muhammad plejede at gøre dette eller hint. På den måde skabes et ideal, som muslimer kan forsøget at efterleve. Det skal fastholdes, at profetens sædvane er normativ og ikke guddommelig al den stund at Muhammad var et menneske som alle andre. Men det forhold, at Gud udvalgte ham til sin sidste profet, har givet ham en særlig status i den muslimske tradition. Muhammad omtales da også i Koranen Sura 33 vers 22 som et forbillede, de troende bør efterligne.

Islam som rettesnor

Koranen omtaler forhold, som ud fra en vanlig betragtning i vor del af verden ikke opfates som en del af det religiøse. Der er således regler for arvedeling (Sura 4 vers 8-9 og vers 10-14), for straf for bestemte forbrydelser (Sura 24 vers 3-4 og vers 5-7 samt Sura 5 vers 39-41), for hvilken føde det er tilladt muslimer at spise (Sura 2 vers 173-74), forbud af forskellig art, bl.a. mod spil og alkohol (Se Sura 2 vers 220) og endelig anvisning for hvorledes en mand skal behandle sin hustru, en hustru sin mand og forældre deres børn (se Sura 46 vers 16-18).

Muslimske teologer beskriver derfor islam som et system, der omfatter alle sider af tilværelsen og gør gældende, at islam er dÓn,’ibad‚t og mu’amal‚t.

DÓn betyder religion i ordets traditionelle forstand. Islam er derfor tro, im‚n forstået som troen på den ene sande Gud, Hans engle, Hans bøger og Hans profter som det flere steder udtrykkes i Koranen.

‘ibad‚t er de pligter det gudsskabte menneske skylder Gud. Til disse hører den daglige og hyppige fremsigelse af trosbekendelsen, de daglige tidebønner, betaling af den religiøse afgift zak‚t, faste fra solopgang til solnedgang i den niende måned af det islamiske måne-år, Ramadanen og pligten til Èn gang i livet hvis det er økonomisk muligt at gennemføre pilgrimsfærden til Mekka.

mu’amalat er betegnelse for den sociale adfærd muslimen bør følge, hvis han eller hun ønsker at leve sit liv i overensstemmelse med islam. Den sociale adfærd er udformet som et sæt af regler, der fremmer det tilladelige (hal‚l) og søger at forhindre det forbudte (har‚m). Da islam principielt gør krav på at være et system, der omfatter alle sider af tilværelsen har muslimske lærde gennem tiden udviklet sociale regler for alle sider af den menneskelige tilværelse.

Alligevel fortsætter Bæk Simonsen i debatten med Kim Møller

Jamen Kim! Det er jo sådan at fordi Koranen er som den er er det jo ikke det der skaber islam. Altså Koranen er den ramme på hvilken troende muslimer og mindre troende muslimer i fælleskab indgår i en debat hvor de forsøger at sætte i sammenhæng hvordan de vil fortolke islam.

Det giver ingen mening at Simonsen her slår fast at Koranen står som udgangspunkt - og her må jeg så uddybe i tid og rum - for de diskussioner om, hvad islam er for så derefter at sige at den ikke skaber islam. Simonsens brug at ordet ramme modsiger i sig selv direkte Simonsens egen påstand, da en ramme jo netop er kendetegnet ved en afgrænsning af hvad der er indenfor og hvad der er udenfor og da Simonsen siger at Koranen er rammen er den netop også definerende. Islam kan ikke være hvad som helst, kun hvad der står i Koranen, som jo præcis også er hvad Koranen selv hævder!

Tilbage bliver så bare min opfordring til, at denne essentialisering af noger, der hedder Koranen, der sådan gør det synspunkt gældene at fordi det står i Koranen så agerer muslimene sådan pr. instinkt derefter, det er det rene og skære sludder.

Det noget der hedder Koranen der er muslimernes hellig bog der ikke må læses op fra af vantro, ligge upassende, læses i, hvis man ikke har vasket fingre eller spist bønner, det hellig Allahs ord der danner rammen for alle diskussioner om hvad det vil sige at være muslim, hvad islam er, så at sige, det noget der hedder Koranener ikke en essens. Tilbage står at når først skinnerne er lagt så er det den vej togene kører.

Simonsen gør overfor Møller i citatet fra Deadline tillige den forbrydelse at han ser muslimerne som replikater af deres religion. I Simonsens univers er et muslimsk menneske således kun muslim, hvorfor han ikke kan handle anderledes end muslimsk. Og det er måske dér hvor Simonsens - i grunden ondskabsfulde - fejl består ved at han ikke kan se et menneske som adskilt fra sin religion. Hans konklusion er at en muslim kun agerer som muslim og derfor er en muslims ageren altid udtryk for islam og derved opstår hans mangfoldighedstese.Men mennesker er meget andet end religion, skønt islam adskilder sig fra de fleste andre religioner ved at omfatte alle dele af menneskets liv, og det problematiske ved den islamiske tankegang opstår når samfundet skal indrettes da et hvilket som helst fælleskab vil finde ind til den fælles reference for enighed og i det tilfælde Koranen og Hadit og Sunna med alt hadet og indskrænketheden. Individet handler ikke nødvendigvis instiktivt, men det gør massen!

Simonsen skriver i sin Hvad Er Islam ifølge Information 2. februar 2006

“Det gælder om at slippe fri af de bånd, en snærende tradition har lagt på formuleringen af, hvad det vil sige at være muslim. Derfor må europæiske muslimer gøre, hvad alle andre muslimer har gjort gennem historien: De må lægge Koranen og profetens sædvane til grund for en analyse af, hvordan de skal forholde sig til den historiske kontekst, de nu befinder sig i.”

Kim Møller har afsløret det videnskabelige svindel der kalder sig Jørgen Bæk Simonsen som vitterlig hedder Jørgen Rumleskaft.

Avisen 180 Grader har den fordel at den præsenterer en alternativ dagsorden og derfor tør stille de logiske spørgsmål andre holder sig for pæne til. Når det er sagt må man desværre konstatere at niveauet er utroligt lavt og var det ikke for dens omfang ville man regne den for en halvunderlødig liberalistisk blog og ikke en netavis.

Konfronteret med Søren Pinds klare tale om hvor tids største udfordring fejler 180 Grader med en barnagtig leder. Således starter 180 Grader sit angreb

 Åh, hvor det det dog hyleskægt, når Venstres Søren Pind på sin blog kræver assimilering af indvandrere! Hvornår mon han vil assimilere sig selv i Danmark anno 2008?!? Søren Pind er jo kulturelt fuldstændig afmarcheret i forhold til normaldanskeren. Det ses til overflod i selvsamme blogindlæg, hvor han også besværer sig over, at han ikke kan høre pigekor i radioen længere, skælder ud på den for næsten alle andre danskere hellige velfærdsstat og begræder, at hans landsmænd ikke er stolte over “dansk industrihistorie” … Helt ærlig, så meget særling kan man ikke være og samtidig kræve af andre, at de skal assimilere sig!

180 Grader virkelighedssans er på niveau med Information og spydighederne de samme blot med et lavere lix-tal. Fornægtelsen af kulturens betydning for samfundet er skræmmende ind til det farlige. Den liberalisme 180 Grader hylder er ikke stort andet end en forvirret afledning af protestantisk arbejdsetik altså en kulturel opfattelse og ikke, som de ellers bilder sig ind, en for mennesket naturlig tilstand. Derfor er kulturelle udfordringer af allerstørste vigtighed også for liberalister. Men hvad var det Pind sagde på sin blog om pigekor

Som tiden er gået må jeg også indrømme, at jeg rammes af en sådan undersøgelse. For jeg befinder mig lige i midten af den. Jeg er positiv overfor en bestemt form for indvandring - men jeg vil med vold og magt (altså, demokratisk naturligvis…) bekæmpe multikulturalismen. Denne forløjede påstand om at alle kulturer er ligestillede, der gør, at vi i dag - af en mærkværdig hensyntagen - ser, at der f.eks. i København ikke serveres svinekød på mange, mange af vore institutioner. At der ikke synges salmer af religiøs hensyntagen. At man lukker svømmehaller for alle besøgende. Og hvad ved jeg… Det er en skræmmende og kulturundergravende catch-22, hvor man hører og ser mindre og mindre til den kultur, vi er rundet af - og som derfor også uforskyldt bliver mere og mere ligegyldig for den enkelte.

Vi er blevet så bange for vores egen skygge. Jeg kan tydeligt huske, da Danmarks Radio ville fjerne rådhusklokkerne. For det var jo lidt for gammeldags - lidt for nationalt. Og nu er også pigekoret røget - så nu fjernes den sidste mulighed for at høre sange fra den danske guldalder på et bestemt tidspunkt i DR. Det er igen angsten og kravet om modernisme - der åbenbart ikke også kan handle om at kende det sted, man er…

Man kan le af disse eksempler, selvfølgeligt. Jeg mener svinekød, pigekor, salmer… Hvis ikke de var symptomatiske for den indstilling der er overalt i det offentlige Danmark.

Pigekoret er altså et eksempel af flere på en tendens og Pind er allerede klar over at det kan tages ud af en kontekst hvorfor han tager sig sine forbehold, det som 180 Grader overser. Pind er i det hele taget ved at blive voksen og derfor en ægte konservativ og måske er det det 180 Grader ikke kan acceptere, som drengen der klarer sig ud af ghettoen og bliver foragtet af taberne der er ladt tilbage i deres latterlige mod-identitet. 180 Graders slogan lyder “For dig der arbejder” skulle have tilføjelsen “skrevet af en der er torske dum!”

Kim Møllers bog Vejen til Damaskus er en af de vigtigste publikationer i lang tid og lægger sig i den forstand op ad Geoffrey Cains Ondskabens Ikon, der påviste en grundlæggende mobbekultur hos det anstændige borgerskab, som de ikke vil erkende. Vejen Til Damaskus påviser et nyligt akademisk skift i islamforskningen fra en essensialisme med udgangspunkt i kilderne til en relativisme der er formålsbestemt personoficeret ved islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen.

De to bøger Vejen Til Damaskus og Ondskabens Ikon deler på sin vis skæbne. Deres grundlæggende budskaber/pointer er vigtige, kontroversielle og uden at forklejne dem i grunden ganske banale. At noget vigtigt og banalt kan være kontroversielt er en skræmmende advarsel om en tingenes forfærdelige tilstand, kun uddybet ved at det akademiske miljø i begge bøgers tilfælde ikke har kunnet anerkende dem efter fortjeneste. I Cains tilfælde var der tale om en direkte fornægtelse samt en fortielse i det meste af pressen. For Møllers vedkommende måtte specialet, som bogen bygger på, lide den tort at blive beskyldt for politiseren og derfor en middelmådig karakter, trods fraværet af faglige indvendinge. Begge bøger er udkommet på undseelige forlag og ikke på de store mastodonter.

Begge bøger rammer ned i meningsherskende borgerskabs opfattelse af sig selv som værende naturlig arvtager af den rette sammenhæng, den rigtige moral og den gode tone. Cain påviste hykleriet hos de herskende repræsentanter for offentlig moral når de talte om menneskesyn og den gode tone og samtidig uden skrupler greb til dæmonisering, karaktermord og systematisk mobning gennem tilsvining. Cains helt store force i hans velresearchede bog var påvisningen af nogle psykologiske mekanismer og deres stærke forbindelse i deres kulturelle udtryk til nogle historiske fortilfælde som de pæne borgere netop ønskede at distancere sig fra.

Selv om Cains bog blev - ja man kan godt sige - fortiet, har den alligevel haft stor betydning for debatten da den har hjulpet mange til at sætte sprog på kritikken af den herskende politiske moral, eller om man så må sige moralens overtagelse af det politiske, som Danmark har ligget under for de sidste 30 år. Det er min opfattelse af Cains bog (selvfølgelig i samklang med mere gundstige politiske vinde) har lirket døren lidt på klem for Møllers bog der allerede er mere omtalt. Møllers bog kan vel vise sig at blive det afgørende slag mod relativismes greb om det akademiske miljø, da den vil danne reference til den grundlæggende kritik af relativismen.
Helle Merethe Brix, Lars Hedegaard og Torben Hansens bog I Krigens Hus er ligeledes en god og vigtig bog, der heller ikke har fået den anerkendelse der tilkommer den, men den falder i denne henseende lidt udenfor, da den i al væsentlighed og trods sin store aktualitet og vigtighed ligger i forlængelse af en også på det tidspunkt igangværende europæisk tendens og at den i sit væsen er polimiserende. Cains og Møllers bøger er stringente beskrivelser af rent danske (mis)forhold som hverken borgerskabet, pressen, det akademiske miljø og de store forlag ønsker at være ved endsige evner at håndtere.

Den åbenlyse styrke ved Møllers bog er dens præcise beskrivelse af et paradigmeskift i dansk islamforskning, der burde sende chockbølger gennem de akademiske miljøer. Problemet som Møller udpeger er ikke kun et isoleret tilfælde og selv om relativismen har mangfoldige udtryk på de forskellige fakulteker er der en generel tendens.

Det var videnskabshistorikeren Thomas Kuhn der definerede paradigme som en grundlæggende verdensbillede, som der var koncensus blandt forskere om. Når den koncensus blev udfordret af for mange uforklarlige fænomener (anomalier) opstod der en krise for paradigmet der, hvis den ikke blev overvundet af en undtagelsesforklaring gjorde behovet for et nyt paradigme nødvendig.

I fysikkens verden handler det om studiet af det objektive og koncensus er derfor lettere at opnå, men indenfor andre studier er objektiviteten sværere af definere og konsensus kan dele sig i konkurerende paradigmer. Her bliver koncensus i høj grad overtaget af sociale processer der er afgjort af allehånde faktorer politiske, personlige osv, alt hvad der vedrører almindelige mennesker, som forskere trods alt er. Vigtigt er også at jo mindre et studiefelt er jo større betydning får den enkelte forskers personlighed på miljøet. Og her er Møllers bog enestående.

Kapitel for kapitel demonstreres de tidligere islamforskeres (Buhl, Østrup og Pedersen) tilgang som holdes op imod Simonsens der fremtræder som et modbillede. Hvor de førnævnte på godt og ondt er børn af deres tid fremstår Simonsen ikke overraskende som barn af en ideologi. Dermed er han antitesen til forskning og det akademiske drama bliver til en ren gyser.

Det drejer sig om mere end paradigmers hævdelse af deres egen rigtighed overfor hinanden, nemlig om der overhovedet er tale om videnskab og derfor rent svindel. Og fordi forskning er en social foreteelse er der også en svindler, Jørgen Bæk Simonsen. Her ligger den største udfordring for Møller, at holde sig fri for sensationalisme og personlig forfølgelse, men det lykkes overmåde godt.
Kim Møllers bog er nemlig tør og saglig, hvilket kun giver dens konklusioner ekstra vægt og han demonstrer en imponerende indsigt i sine kilder idet han ikke bare beskriver Simonsens forvandling fra forsker til løgner (mine ord!) men også de tidligere islamforskeres individuelle videnskabelige udvikling og sætter det ind i en historisk kontekst, hvilket betyder at man tillige får en fremragende opsumering af ‘hvad islam er‘ fortalt af cremen af den danske ekspertise. Møller fortæller historie på mange planer.
Men Møller bliver det til trods aldrig tung at læse for heldigvis er Møllers humor ligeså tør som hans behandling af det sprængfarlige emne, som demonstreret her i første afsnit af indledningen

I 1894 tog det Professor Johannes Østrup 60 dage på hesteryg at vende hjem fra et studieophold i bl.a. Syrien. I dag mere end 100 år senere kan professor Jørgen Bæk Simonsen flyve hjem fra Det Danske Institut i Damaskus (Syrien) på under 12 timer. Hvor den zoologiske have i Berlin i starten af 1900-tallet udstillede afrikanske negre i en ‘Afdeling med Fremvisning af den islamistiske Gudsdyrkelse’, så har de fleste danske universiteter i dag indrettet bederum.

Præcist, underspillet og meget stærkt. Stærkt er det også når Møller lakonisk lader Jørgen bæk Simonsen udtrykke sine egne pointer (min formodning, men det kan være at jeg projicerer), skønt Simonsen mener det modsatte

“Islam er i begyndelsen af 2000-tallet lige så levende og dynamisk, som islam altid har været.”

Her er jo svaret til Bernard Lewis der med sin bog spugte hvad der gik galt med islam: Det var galt fra starten!

At Møller ser paradigmeskiftet som mere end et akademisk kurionsum udtrykkes bedst på vanlig og diskret Møllervis når han for eksempel omtaler Franz Buhls konklusioner om Muhammeds massakre på mellem 600 og 900 jøder i Medina, der samtidig fremstår som essensen af denne bogs betydning

Buhls sympatiserer klart med jøderne, og hvor han i en konkret strid betegner Muhammeds fysiske sejr som “uvidenhedens triumf“, så viser jøderne nederlag mere overordnet “et tragikomisk Billede af, hvor afmægtig Sandheden er overfor indgroede Forestillinger og stærke Samfundstrømninger.”

Intet mindre og derfor er denne bog også vigtig. Uvidenheden dør ikke bare ud af sig selv, men skal bekæmpes konstant og uden skånsel. Og det er hvad Vejen Til Damaskus er, et opgør med uvidenheden. Kim Møllers bog er et afgørende tegn på at relativisterne er i defensiven. Det er nu dem der står med et forklaringsproblem. Kan man tale om et islam ja eller nej? Relativisterne skal ikke have held til at gentage “uvidenhedens triumf” ved at gøre relativismen til en “indgroet forstilling i samfundet” og Kim Møller har med Vejen Til Damakus leveret et referenceværk

Her på Monokultur er vi ikke bange for at ‘låne’ fra Poul “halv pris” Mathiasens audio-blog:

Tanker og underdrivelser

Nu er en fornuftig skoleuddannelse jo udråbt til at være Danmarks eneste råstof, men det var vist også før den danske olieindustri og hr. Møllers gode handel med den danske stat. Ihvertfald er der noget der tyder på, at store dele af det danske folkeskolesystem er udsat for et betydeligt pres, som mange steder påvirker resultaterne.
Nu tror vi faktisk ikke, at den ofte nævnte mangel på ressourcer her betyder alverden, for det er jo forresten ens vilkår for alle, idet vi a priori antager, at samtlige folkeskoler i Århus rådner og forfalder i nogenlunde samme takt på grund af manglende vedligeholdelse (vi bliver i sagens interesse nødt til at se bort fra små mikroklimatiske forskelle her mellem skoler tæt ved vandet, som måske har mere kystklima, de andre rådner vist alligevel)
I en netop publiceret undersøgelse over karaktergennemsnit fra alle århusianske skoler fremgår det jo ikke overraskende, at der er forskelle fra 9.2 til 5.7. Nedslidte folkeskoler og velholdte privatskoler scorer i samme områder nogenlunde det samme, så besparelserne koster åbenbart ikke på kort sigt.
Ikke overraskende er billedet generelt, at en stor procentdel af tosprogede elever ikke akkurat med den århusianske sammensætning af indvandrere fra primært bestemte egne af øst-Anatolien og Palæstina er nogen fordel for et højt gennemsnit. Det er ikke særligt overraskende og det er da forresten også det, JP konkluderer. Undtagelsen er Viby Skole, som med en tosproget andel på 25% faktisk er i top 4 af de over 50 skoler. Konklusionen i avisen er så her, at skolen må gøre det særligt godt, men det er også muligt og måske endda mere sandsynligt, at de ressourcestærke tosprogede blot er flyttet en skoles vej.
Dette er tydeligvis sket i udkanten af Gellerupområdet, hvor en afstand mellem skolerne på knapt en kilometer giver karakterforskelle på op 2.3 point. Det er garanteret ikke et tilfælde og vil naturligvis blive forstærket helt af sig selv.
Min datters skole her midt i Århus melder sig helt tydeligt som en af de kommende fallitboer i denne bølge af uundgåelig polarisering med et karaktergennemsnit på 0.5 under den ganske nærliggende naboskole. Der er nemlig tale om et helt frit fald i gennemsnit på en del skoler bl. a. altså min datters, som ikke kun kan skyldes en rådvild og ubehjælpsom ledelse (det er der da forresten til overflod), som der ingen kur er for. Når lavinen er startet er der ingenting at gøre, for så flytter de ressourcestærke, og det gør vi forresten også.
Det vil sige, man kan flytte til den lokale overklasseforstad Skåde med den lokale topscorer Skåde Skole. Denne lille skole har nemlig selveste den kendte fremtidsfosker Jesper Bo Jensen i bestyrelsen og forresten en tosproget andel på 1.0%. Såre beskedent udtaler dette alle TV-journalisters yndlingsorakel at “(Skåde Skole) har, om end i beskeden målestok, vist, at den kan klare opgaven med at integrere børn, som måske kommer fra bogligt svage familier” Det er da også temmeligt godt klaret at integrere alle de her ialt 3 fremmedsprogede elever i denne fine skole, men om så konklusionen kan bære helt derud, at det kan danne mønster for mønsterbrydning er vel noget tvivlsomt. Nå nej, det er det ikke, det er vist bare noget fordømt selvfedt sludder og atter et bevis på, at ingen kan vrøvle som en sand akademiker. Iøvrigt er præcist 2/3 af de tosprogede forresten englændere og den tredie er tysker. Jesper Bo Jensen har altså bestemt ret i det med i “beskedent omfang”, såre beskedent endda. Ingen anatolske bjergbønder eller ætlinge af bombebæltebærere her ligeså lidt som i de andre luksusforstæder som Malling, Hårup, Risskov og Gl.Egå med tosprogede andele på fra 0.0% til 1.6%.
Folkeskolen er helt åbenlyst ved at flække midt over, hvor den øverste halvdel stabiliserer og øger gennemsnittet en smule, mens den nederste halvdel er i frit fald. Gennemsnittet forbliver naturligvis det samme, midtergruppen forsvinder bare og en øget polarisering er en realitet. Det er den så forresten allerede. Fly hvem der kan! Det gør folk jo så også fra skolen med landets allerlaveste gennemsnit, Nordgårdsskolen. Mange flytter for eksempel til den islamiske friskole Selam med et gennemsnit på hele 1.6 %-point højere.
De kunne nok ikke komme ind på den jødiske friskole Shalom, som ellers nok ville kunne mønstre landets allerhøjeste gennemsnit. Den eksisterer altså bare ikke, det nødvendige permanente politiopbud for at beskytte den mod alle de undertrykte rasende masser ville nok også blive uoverskueligt. Det er jo da ellers underligt, da det altid er jøderne, der er aggressorerne. Foruden at de har indhøstet over 200 gange så mange Nobel-priser som samtlige muslimske forskere tilsammen ud fra et befolkningsgrundlag på en 1/100. De har nok ikke gået på friskolen Selam eller for den sags skyld Læssøesgade Skole sammen med min datter. Desværre.