Da kulturberigelsen ramte Vesterbro, igen!

Diverse, Multikultur, islam — Sobieski on December 4, 2007 at 3:33 pm

Jeg har tidligere beskrevet det falsum som til tider kolporteres i salonerne, nemlig at Vesterbro er et multikulturelt dydsmønster. Det er desværre temmelig langt fra sandheden. Faktisk er det helt forkert. Læs her: Da kulturberigelsen ramte Vesterbro, første del

Her følger to artikler fra Ekstrabladet:

Jeg må advare svage sjæle eller folk med veludviklet retfærdighedssans om, at indholdet af denne historie vil skabe voldsomt ubehag. Det gjorde den for undertegnede som ellers er hærdet af en opvækst på de Københavnske brokvarterer.

Indvandrer- bande tvinger os på flugt

Hel familie hjemløs: - De smed brosten ind i børneværelset og forsøgte at brænde vores lejlighed af.

Af Anne-Mette Gregers

Lille Victor er syv uger gammel. Og på flugt.
Det har han været i over halvdelen af sit korte liv.
Sammen med sine forældre og to søskende på seks og otte år lever den lille dreng på fjerde uge en nomadetilværelse, hvor familie og venner på skift hjælper med husly, efter at en bande unge indvandrere har terroriseret dem ud af deres treværelses stuelejlighed i Saxogade på Vesterbro i København.
Familien Lundberg er gået under jorden efter et års chikanerier, der startede med stenkast gennem stuevinduet, eskalerede til trusler på livet og fortsatte med stenkast ind i børneværelset.
Sidste weekend kulminerede chikanen med indbrud, hærværk og forsøg på at brænde lejligheden af.

Skynd jer at komme væk

Det var brostenen i børneværelset, som fik familien til i hast at pakke de mest nødvendige ejendele og forlade deres lejlighed.

– ’Skynd jer at komme væk herfra,’ lød rådet fra en politimand, fortæller Helene Lundberg, der – sammen med sin mand Martin og børnene Simon, Emma og lille Victor – for en kort bemærkning er tilbage i det, der engang var deres hjem.

Tilbage for at vise Ekstra Bladet resultatet af den seneste chikane og fortælle deres historie.

En stank af eddikesyre

Inde i opgangen står et par unge fyre.

– Det er nogle af dem, siger Helene Lundberg, synligt utryg, da familien låser sig ind i lejligheden, som ’tager imod’ med en stank af eddikesyre.

– Det var det, de forsøgte at tænde op med i weekenden, siger hun, mens Martin placerer babystolen med lillemanden på badeværelset – længst væk fra den skarpe lugt.

Eneste inventar i stuen er en sofa og et spejl overhældt med maling.

– Ja, de nøjedes jo ikke med at lave hærværk, de tog også de fleste af vores ejendele, siger Martin Lundberg, der inden familiens flugt netop havde frisket stuen op med ny maling.

Så begynder Helene på terrorberetningen:

De råbte ’stikkersvin’

– Det startede for et års tid siden. Min far var her for at passe børnene. Da han ser en flok unge stjæle en knallert ude på gaden, åbner han vinduet og blander sig – sådan er han. Så han taler naturligvis også med politiet. Aftenen efter, da Martin er alene hjemme med børnene, får vi en brosten gennem terrassedøren og ind i stuen.

– De næste måneder bliver der råbt ’stikkersvin’ efter os og børnene. Martin bliver også truet på livet.

Hashrygning i opgangen

Så får familien fred indtil for fem-seks uger siden, hvor chikanen starter igen. Efter at Helene er kommet hjem fra hospitalet med sin spæde søn, tillader hun sig nemlig at påtale de unges hashrygning i opgangen.
Det generer, at røg og lugt trænger ind i lejligheden. Resultatet er i første omgang et flabet svar – og fortsat rygning.

– En torsdag aften for fire uger siden, er der et så voldsomt postyr i opgangen, at vi ringer efter politiet. Et par timer efter bliver der kastet æg på alle vores ruder.

Det er psykisk hårdt

– Og fredag aften er det så, at der ryger en brosten ind i børneværelset. Heldigvis havde vi netop sagt til børnene, at de skulle komme ind i stuen til os.

– Efter det beslutter vi os til at pakke vores ting, siger Helene.

På grund af de unges chikanerier har familien Lundberg forsøgt at bytte sig til en anden lejlighed. En familie i Brøndby Strand var interesseret, men mistede modet, da de hørte om hærværket.

– Så nu betaler vi over 6000 kroner om måneden for et hjem, vi ikke tør være i, samtidig med at vi naturligvis også forsøger at betale lidt til familie og venner, som giver os husly. Det skylder vi da, når de giver fem mennesker tag over hovedet, siger Helene Lundberg og understreger, at situationen er hård både for økonomien og psyken.

Politiets teori: 14-årig er bandechef
En 14-årig knægt med indvandrerbaggrund er en af de toneangivende i den ungdomsbande, som har terroriseret familien Lundberg fra hus og hjem.
Det mener politiet, som har flere af de unge bandemedlemmer i kikkerten både for chikane og hærværk, men også for tyverier.

– Problemet er, at de er så unge. Det betyder, at det er begrænset, hvad vi kan gøre, siger efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Henrik Svindt, Station City. Han føler med familien Lundberg:

– Ingen mennesker i dette land bør tvinges ud af deres hjem på grund af chikanerier.

– Familien har intet galt gjort – bare bedt de unge om ikke at ryge i opgangen.

– Flere andre naboer føler sig også chikanerede. De er utrygge og har oplevet hærværk. Derfor har vi skærpet opmærksomhed på de unge, og det lokale politi, SSP og efterforskningsafdelingen har jævnligt fat i dem. Men det er et langt, sejt træk.

– I foråret havde vi problemer med en bande unge indvandrere, der overfaldt og røvede ældre mennesker i Valby.

– Det hjalp, da vi fik fængslet hovedmændene.

– Vi håber, noget tilsvarende kan ske her, siger Henrik Svindt.

Utrygge beboere

Leif Tøiberg, områdechef i KAB, erkender, at den unge bande den seneste tid har voldt problemer og skabt utryghed blandt beboere i bebyggelsen i Saxogade :

– Vi vil tage en dialog med beboerne om at øge videoovervågningen. Derudover vil vi sikre ejendommen med nye ståldøre og nye koder til dørene, så det bliver sværere for de unge at komme ind, siger han.

Umiddelbart beroliger det ikke Helene Lundberg:

– Lige nu har vi hele vores liv i sorte plastiksække. Sådan har det været i en måned.

– Jeg kan ikke forstå, at ingen kan gøre noget.

Det ville være oplagt at smide familierne til de kriminelle bøller ud. Det ville løse problemet for de uskyldige beboere. Og flytte det et andet sted hen.
Det ville også være oplagt at sænke den kriminelle lavalder eller straffe forældrene hårdt økonomisk for deres poders ugerninger.

Men muslimernes chikanerierne fortsætter, EB 20/11 2007:

Endnu et offer for banden

Straffes for anmeldelse: 30-årig hjemmehjælper er ligesom familien Lundberg flygtet fra sit hjem efter chikane.

Af Anne-Mette Gregers og Anja Ernø

Familien Lundberg fra Saxogade på Vesterbro i København er ikke de eneste flugtofre for den unge indvandrerbande, som terroriserer kvarteret.
I fredags tømte endnu en beboer i Saxogården, som bebyggelsen kaldes, sin lejlighed og gik under jorden efter længere tids hetz og hærværk fra ungdomsbanden.

Tør ikke være hjemme

Det skete, efter at de unge havde kastet en brandslukker fra opgangen ind gennem hans stuevindue.

– Så besluttede jeg at sige min lejlighed op og pakke mine ting hurtigst muligt. Jeg tør ikke mere være i mit hjem, fortæller Benjamin Jensen, som i øjeblikket har fået midlertidigt husly hos venner.
Han er 30 år, hjemmehjælper og har boet i kvarteret i de sidste 20 år.

Ingen kan hjælpe mig

Indtil i fredags boede han i Matthæusgade, lige rundt om hjørnet fra familien Lundberg, der i Ekstra Bladet i går fortalte om deres desperate flugt fra banden og bebyggelsen.
Ligesom familien Lundberg er Benjamin Jensen nu reelt hjemløs:

– Hverken boligselskab (KAB, red .) eller kommune kan hjælpe mig med tag over hovedet. Når ikke en gang en børnefamilie kan få hjælp, er der ikke store chancer for en enlig ung mand.
Benjamins problemer med banden startede for nogle uger siden.

Fremmed og magtesløs

– De bryder konstant ind i kælderrummene. Derfor gik jeg til politiet og anmeldte dem. Desværre fandt de ud af, at det var mig, der havde meldt dem, så siden har de været ude efter mig. Først med tilråb som ’stikkersvin’ og en generel ubehagelig og provokerende attitude.

– Siden kastede de fyrværkeri mod mine vinduer – det ramte heldigvis bare altanen. To dage senere fik jeg brandslukkeren gennem stuevinduet. Bagefter opdagede jeg, at de også havde forsøgt at kaste et pc-drev gennem ruden, siger Benjamin, der føler sig så truet af teenagebanden, at han ikke tør lade sig fotografere til denne artikel.

– Før følte jeg mig hjemme – i dag føler jeg mig fremmed og magtesløs, siger han.

Sådan går det når man bliver fremmed i sit eget land. Tak - Radikale Venstre, tak - Socialdemokratiet, tak - Socialistisk Folkeparti.

Og chikanerierne fortsætter stadigvæk. Ekstrabladet 21/11 2007:

Mange beboere vil væk - Træls, siger politiet om situationen

Af Anne-Mette Gregers

Foreløbig har to familier – småbørnsfamilien Lundberg og ungkarlen Benjamin Jensen – pakket deres ejendele og forladt deres hjem på Vesterbro i København efter at være blevet udsat for massiv chikane og hærværk fra en ung indvandrerbande.
Og flere andre familier i kvarteret omkring Saxogade og Matthæusgade er så trætte af bandens chikanerier og truende adfærd, at også de overvejer deres fremtid i kvarteret.

Jævnligt problemer

– Når jeg taler med beboerne, giver de udtryk for, at de er trætte af at bo her, siger Rud Ellegaard, der har ti års erfaring som nærbetjent i kvarteret.

Ifølge politiassistenten ’popper problemet med de unge indvandrere op’ med jævne mellemrum.
Og når det sker som i øjeblikket, sørger politiet ifølge Rud Ellegaard for at intensivere patruljeringen og være ekstra synlige i området:

Men vi skal også passe på ikke at starte en krig. Derfor bruger vi meget tid på dialog. Mit indtryk er, at problemet består i en gruppe større drenge, som keder sig og derfor hænger ud i opgange og gårde.

– Når beboerne så siger noget til dem – be’r dem om at gå – kan det på grund af kulturelle forskelle ende i en eskalerende konflikt, fordi de unge føler sig udsat for racisme. Deres svar er så at smadre nogle ruder. Og det er da enormt træls for alle, siger han. (Bonderøv. Red.)

– Vi bruger meget tid på dialog – både med beboerne og med indvandrerdrengene. F.eks. prøver vi at hive fat i de yngste, når vi hører, at de større drenge, måske deres brødre, forsøger at hverve dem. Det gælder om at stoppe rekrutteringen – knække deres fødekæde så at sige.

I øjeblikket har både lokalpolitiet, SSP og efterforskningsafdelingen fra Station City skærpet opmærksomhed på medlemmerne af den unge indvandrerbande.

Nej, hr. Rud Ellegård. Det er ikke træls for alle, det er træls for de anstændige beboere, dem du skal beskytte. Hr. Ellegård, de lyder som en bondeknold a la Jørgen Poulsen, født i en bjælkehytte og derefter dumpet ned i et miljø, som de som person ikke har forudsætningerne for at forstå. Jeg er endnu engang skuffet over det det generelt dovne og inkompetente danske politi.

En læser sætter ord på sin harme:

Sæt de unge indvandrere på plads

Har du først fået indvandrerunge på nakken, kan du lige så godt flytte. Hvor I verden kan man blive fri for disse Allahs børnebørn, der hærger alt og alle. Hvad er der galt med dem. En familie i Saxogade måtte flygte fra disse uhyrer, og det stopper ikke. I alle bydele sætter de deres negative præg. De skal integreres i dette samfund, ingen diskussion om det, og vil de ikke, skal der skrides hårdt ind.

Flemming

Aftenlandet glider stille ind i den lange islamiske nat, imens journalisterne på Politiken, Information, DR og andre lyserøde organer godter sig ved deres egen isolerede ophøjethed. Vesterbro, din charme er en løgn.

Ole Hyltoft spidder DR

Pressen, venstrefløjen — Drokles on December 4, 2007 at 6:13 am

Herligt at læse Hyltoft, en mand man ikke kan få nok af. Fra Jyllands-Posten

VI FÅR ikke længere lov at høre gode historier læst op i Danmarks Radio. Det har ellers været en stor glæde for lytterne i generationer. Det er synd og skam.

DR har dog gjort en undtagelse. Selvcensurens førstemand i Danmark, Uffe Ellemann-Jensen, får i disse dage lov at læse sine memoirer højt i radioen. Hele tjavsen. Der sidder en flok af hans få tilbageblevne Venstre-støtter - eller mon det nu ikke snart er radikale venstre-støtter? - i en sal og lytter. Og det hele kommer altså ud i æteren. Som DR’s særlige støtte til Uffe Ellemanns julesalg.

I bogen får vi ikke noget at vide om Ellemann, som vi ikke vidste i forvejen. Han har skrevet sine memoirer en gang før. Men han er altså søn af en populær Venstre-redaktør. Er vokset op i hovedstadens bedre kvarterer, Østerbro, Frederiksberg, Holte. Osv.

Bogen har ingen litterær kvalitet. Intet sprogligt løft. Ingen observationer ud over, hvad hundreder har set og sagt før ham. Vi rumler ad journalistikkens flade landevej. 

(…)

DR har længe været under berettiget mistanke for ikke at leve op til DR’s lovfæstede krav om at være upartisk. Nogle siger, at DR er venstreorienteret. Jeg vil hellere sige, at DR favoriserer medieoverklassens synspunkter. Oversat til partipolitisk sprog vil det sige, at DR i overvejende grad støtter Enhedslisten, de radikale, SF og Naser Khader. Det er ulovligt. De ansvarlige kan fyres på det grundlag.

Omvendt modarbejder DR det folkelige Danmarks politik. Den er især repræsenteret af Pia Kjærsgaard samt et halvt Venstre og et halvt socialdemokrati.

DR’s modtræk til denne velbegrundede mistanke er så at give to skrivende borgerlige politikere en begunstigelse ud over alle grænser. Se hvor er vi upartiske.

Men de to borgerlige politikere, man giver positiv særbehandling, er netop afvigere fra deres parti. Det er de to, der i spørgsmålene om indvandring, asyl og ytringsfrihed er gået over til medieoverklassens politik.

Birthe Rønn har medieoverklassens syn på tørklæder, asyl m.m. og bliver som tak tiljublet af mediernes lettere kavaleri af journalister og reklamefolk.

Og Uffe Ellemann er jo blevet den internationale islam-censurs fremmeste talsmand i Danmark.

Alle danske med et radioapparat vil snart kunne høre Uffe Ellemann agitere for sin hjerteløse og civilisationsnedbrydende foragt for den frie tales forkæmpere, modige personligheder som Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie, Kurt Westergaard (JP’s tegner med bomben i turbanen) og mange flere.

DR mener dermed at have bevist, at regeringsvenlige politikere har en storstilet adgang til mikrofonen. Ved i timevis at give ordet til netop de to politikere, der agiterer for DR’s egen og medieoverklassens politik.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Sandheden flyder let fra Hyltofts skarpe pen.

Moderniseringen skyld i islamificeringen

islam — Drokles on December 4, 2007 at 4:24 am

Man skal høre meget før ørerne falder af. I P1’s program PanoramaKvinderne bag sløret” kunne man i denne uge høre den påstand - pakket pænt selvfølgelig. Omtalen lyder mere lovende…

 En bølge af konservatisme ruller hen over den arabiske verden. En af de mest iøjnefaldende konsekvenser afspejles i kvindernes påklædning. I storby efter storby er sløret i bogstaveligste forstand trukket for… Det gælder for eksempel i den egyptiske hovedstad, Cairo. 

…end indledningen

….der er en ting der har ændret sig og det er kvinderne; Det er nærmest umuligt at se en kvinde uden slør.

En gåtur gennem gaderne i Kairo bekræfter min første antagelse. De fleste kvinder har valgt at gemmen håret væk bag et tørklæde

(…)

De fleste kvinder går med hijab, det traditionelle sl’ør der dækker håret og det meste af kroppen og som hverken afslører form eller figur. Endelig er der dem der er gået et skridt videre og har iført sig niqab. En sort klædedragt, der kun overlader beskueren med en smal sprække med et par øjne bag. Resten af kvinden fremtræder sort, selv hænderne, der er gemt i et par handsker. I Egypten er det ikke som i Saudiarabien og Iran lovpligtigt at være tildækket. Men tørklædet er gennem de senere par år kotyme for den egyptiske kvinde. Idag går omkring 8 ud af ti kvinder med slør, hvor det for 10-15 år siden var  en fjerdedel. Og hvis man går endnu længere tilbage i historien var tørklædet et særsyn. Dengang var Egypten et foregangsland for resten af Mellemøsten.

Og det spekuleres der over og en moderneistisk kvindeforkæmper kommer med en forklaring med udgangspunkt i Saudiarabien

My Explanation of this is that because this country has modernized with such high speed, the way that they continue to hold on and pretend to be the good muslims and arabs they always where is to hold on to women because women is the most visible kind of expression of how good we are. So everything is becomming modernized but our women look exactly the same they did a hundred years ago

The more moderne and the more western in apperance Saudiarabia looks, the more more conservative they will insist the women look. So unfortunately every advancment or regression happens on the bodies of women. And the same can be said in Eghypt where basically you have a struggle with the islamist and the government over who is the most muslim.

Jeg ville nu sige at det var en ren tilståelsessag. I Kina ser man ikke kineserne have travlt med at udtrykke deres kinesiskhed overfor og på hinanden. Snarere er det tegn på at muslimerne kompenserer for tabet af renhed, netop fordi moderniseringen står i modsætning til islam.

Det er værd at bemærke at de ikke arabiserer vestlige produkter og teknologier gennem design, men vælger en modvægt, der udstråler det rene, nemlig tildækning af kvinden. Hun skal udstråle ærbarhed og renhed i en tid med besudling af det urene fra Vesten, nemlig modernisering og teknologi opfundet, udviklet og produceret af vantro. Det moderne og islam er rene modsætninger. Moderniseringen går ikke i spænd med en religion der hedder underkastelse.

Resten af udsendelsen går med en samtale med fire slørdækkede kvinder, alle akademikere i et rigt kvarter i Kairo, hvor de mener sig beskyttet mod mænd. Formummelsen er frelsen for frrelsen uden kritik af mænds ansvar for deres handlinger. Deres logik efterlader intet håb for araberne og hvis vi ikke stopper islam’s fremmarch, intet håb for mennesket.

Hvem tror hvad?

Multikultur, islam — Drokles on December 4, 2007 at 2:49 am

Både Information og dens materialistiske modstykke 180 Grader havde historien om at muslimer ikke er så religiøse, som de ofte bliver fremstillet i medier og i forskningen.

Muslimer er slet ikke så religiøse, som både medier og forskere fortæller os. Det er budskabet fra stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier Nadia Jeldtoft, der i sit speciale har undersøgt minoriteters religiøse identitet. Hun mener, at islamforskere er med til at bekræfte fordomme om muslimer, når de kun fokuserer på de 600-800 muslimske indvandrere, der er organiseret i foreninger og organisationer med religiøst fortegn, skriver Information.

Analysen af interviewene i mit speciale viste, at interviewpersonerne slet ikke tillagde det religiøse en så afgørende betydning, som de fleste studier konkluderer. At være muslim betød for dem at være anderledes end majoriteten - det religiøse indhold var ikke nær så dominerende,” siger Nadia Jeldtoft til Information (…)

Måske er det et særligt dansk fænomen for fra England forlyder det ifølge Kristeligt Dagblad

Hvis alle 14 stavemåder lægges sammen blev i alt 5991 nyfødte engelske drenge sidste år navngivet Muhammed.

Og det er sandsynligt, at navnet ender på førstepladsen indenfor ganske få år, viser undersøgelsen lavet af den engelske avis times.com.

Navnet er dermed mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og overgås kun af navnet Jack.

Forældre bekender kulør
Navnets stigende popularitet hænger sammen med det voksende antal af unge muslimer, som stifter familie. Og ifølge thetimes.com er navngivningen med til at ære islams hellige profet.

Muhammad Anwar, professor i etniske relationer ved Warwick Universitet, siger:

- Muslimske forældre vil gerne have noget, som viser en forbindelse til deres tro eller til profeten.

Tvivl om stavemåden
Navnet røg første gang ind på top 30 i 2000, og dets popularitet er vokset siden. Sidste år voksede det med 12 procent.

Aisha er også et populært navn, fordi hun blev voldtaget som barn af netop Muhammed. Men tilbage står et stort religiøst motiveret forbrug af navnet Muhammed hos en gruppe der såmænd ikke er mere religiøse end den sædvanlige kulturkristne.

Flemming Rose slagter Uffe Ellemann

Globalisering, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on December 3, 2007 at 4:31 pm

I lørdagens Jyllanfds-Posten gennembankede Flemming Rose Uffe Ellemann Jensen for alt det vrøvl han lukker ud om Muhammedkrisen i sin erindringsbog “Vejen jeg valgte”.

Uffe Ellemann -Jensen var engang en mand, jeg havde respekt for. Det har jeg ikke længere, for respekt er noget, man gør sig fortjent til. Og i sin nye bog Vejen , jeg valgte demonstrerer den forhenværende minister og partiformand over bogens fem sider om Muhammed-krisen en intellektuel impotens og uvederhæftighed af et omfang, som vækker forbløffelse.

Og med ord som løgn og fordrejning, gennemgår Rose så bogens afsnit om Muhammedkrisen punkt for punkt. Her i uddrag

Ellemann skriver således om forspillet til Muhammed-krisen, at jeg bestilte karikaturer af profeten, og tilføjer: »Hermed gik han videre end det angivelige udgangspunkt, idet han bestilte karikaturer af Profeten, og ikke bare tegninger.«

Sandheden er, at jeg aldrig har bestilt karikaturer af profeten. Tværtimod bestilte jeg bare tegninger. I et brev til danske bladtegnere, dateret den 19. september 2005, inviterede jeg dem »til at tegne Muhammed, som du ser ham.«

(…)

JEG SKREV DERFOR i den tekst, der ledsagede tegningerne, at det er uforeneligt med et verdsligt demokrati, når repræsentanter for en gruppe - i dette tilfælde nogle muslimer, men det kunne lige så vel have været kommunister, nationalister eller abortmodstandere - gør krav på særlig hensyntagen til deres religiøse følelser, og at man i et moderne sekulært samfund må være parat til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse, en formulering, der i øvrigt er et skjult citat af Georg Brandes.

(…)ENTEN HAR Ellemann ikke læst min tekst, eller også taler han bevidst mod bedrevidende, når han bygger hele sin præmis på, at der var tale om en bevidst provokation for at krænke muslimer.

Han gør sig også skyld i en farlig generalisering af en hel befolkningsgruppe, når han skriver, »at der var tale om en bevidst og unødvendig krænkelse af muslimers følelser.« Jeg kender adskillige muslimer, som ikke følte sig krænkede, men som var dybt sårede over den måde, som nogle af deres trosfæller reagerede på.

Ellemann forsøger desuden at så tvivl om forfatteren Kåre Bluitgens påståede problemer med at finde en tegner til en bog om Muhammeds liv. Han forholder sig imidlertid ikke til, at den tegner, der endte med at illustrere Bluitgens bog pålagde sig selvcensur ved at insistere på anonymitet.

(…)

Det er det ikke, men Ellemanns behov for at bagatellisere dem skyldes sikkert hans horrible kommentar under Muhammed-krisen om, at ingen jo vidste, om alle disse trusler nu også havde noget på sig. Nej, det kunne man jo kun få bekræftet med et lig på bordet.
UFFE , TAG KNOGLEN og ring til PET, hvis du gerne vil vide besked.

(…) 

I samme åndedrag peger Ellemann på, at man ikke skal trampe på det, andre finder helligt - selv om man naturligvis har ret til at gøre det, for som den franske erklæring om menneskerettigheder fra 1789 fastslår »består frihed i at kunne gøre alt det, som ikke skader andre.«

SÅDAN LYDER Ellemanns udlægning af punkt 4 i erklæringen. Jeg og Jyllands-Posten har altså forbrudt os mod selve grundlaget for vores civilisation, den franske revolutions menneskerettighedserklæring. Uha da.

Desværre behandler Ellemann -Jensen dette historiske dokument på samme måde, som sovjetkommunister behandlede FN’s menneskerettighedserklæring under Den Kolde Krig.
Han manipulerer citatet på en måde, som ville have gjort enhver chefideolog i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite stolt. Helt i Orwells ånd: Krig er fred, had er kærlighed, og løgn er sandhed. Og han argumenterer på samme måde, som diktatorer i den islamiske verden gjorde under Muhammed-krisen i FN’s Menneskerettighedsråd.

Heldigvis har statsminister Anders Fogh Rasmussen gjort kampen mod denne manipulation med frihedsbegrebet til et centralt punkt i den globale kamp for ytringsfrihed.

HELE CITATET fra menneskerettighedserklæringen lyder således:

»Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden. Derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder.«

Se, det er jo den stik modsatte betydning af den, Ellemann -Jensen lægger op til.
Friheden handler altså ikke om, at man ikke må krænke eller skade nogen, men om man i udøvelsen af sin frihed ikke begrænser andre borgeres mulighed for at udøve deres frihed. Det er altså de muslimer og diktatorer, som ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at kriminalisere satire og kritik, som har krænket menneskerettighedserklæringen.

 BEREGNENDE DIKTATORER har som Ellemann brugt første del af paragraffen til at vise, at Muhammed-tegningerne var en krænkelse af muslimers religionsfrihed. Mage til vrøvl skal man desværre ikke lede længe efter, men at en tidligere formand for Danmarks liberale parti skulle lægge navn til den slags, er lige godt stærke sager. Pinligt.

(…)

ELLEMANN OPSUMMERER sit verdensbillede set fra landsbyens gadekær:
»..med den rolle, Danmark har påtaget sig som aktør i en farlig verden, og hvor soldater er med i de brændpunkter, hvor vestlige værdier skal forsvares, er det så vigtigt at besinde sig på, hvordan man opfører sig. Det er ikke længere muligt at sidde hjemme ved landsbyens gadekær, hvor informationer farer rundt med lysets hast. Det er der tydeligvis mange, der er kede af. Men sådan er verden altså indrettet. Og så må man indrette sin adfærd derefter - eller tage konsekvenserne.«

Se her taler Erik Scavenius’ naturlige arvtager:

Man må indrette sin adfærd efter pres fra diktaturer og totalitære bevægelser - eller tage konsekvenserne. Husk det nu, Anders Fogh Rasmussen, og glem ikke, hvor fremsynet samarbejdspolitikken var under Anden Verdenskrig eller tænk på socialdemokraternes vilje til at tilpasse sig den sovjetiske virkelighed under Den Kolde Krig.

For som den store rorgænger Uffe Ellemann -Jensen så visionært formulerer det: Man må indrette sin adfærd efter realiteterne eller tage konsekvenserne. Hvis du accepterer mit tabu, så accepterer jeg dit. En effektiv opskrift på begrænsning af ytringsfriheden.

SÅDAN ER VERDEN altså indrettet. De, der mener, at friheden har en pris, og at den pris kan være værd at betale, tager konsekvenserne. Til dem hørte frihedskæmpere under Besættelsen, dissidenter i østblokken under Den Kolde Krig og dissidenter og andre frafaldne fra den muslimske verden i dag. Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Irshad Manjii, Salman Rushdie, Mina Ahadi, Wafa Sultan, og hvad de ellers hedder.

Én ting er sikkert: Uffe Ellemann -Jensen er ikke blandt dem.

Tak til Flemming Rose for denne fornemme gennemgang.

Sydlig charme i Sydhavnen

Diverse — Sobieski on December 1, 2007 at 11:17 am

Tyrker amok med pistol i trafikken, fra Ekstrabladet:

En 34-årig tyrkisk mand slap for at blive udvist, da han fredag i Københavns Byret blev dømt for skyderi.

Straffen til Osman Bas lød på halvandet års fængsel, og det er ikke tilstrækkeligt til, at manden også kan udvises, da han har opholdt sig i Danmark siden midt i 1990′erne.

Manden blev dømt for overtrædelse af våbenloven og for at udsætte andre for fare, da han tilbage i oktober 2004 skød op i luften ved Sydhavns Plads i København formentlig på grund af et skænderi i trafikken.

Sagen måtte køre ved byretten to gange, da en domsmand blev syg under det første forsøg på at behandle sagen og ikke kunne vende tilbage til domsmandsgerningen. Det betød, at sagen trak ud, så der altså gik mere end tre år fra sigtelse til dom.

Og den slags udløser rabat i det danske retssystem.

Er det et udtryk for kulturel agression eller er det bare en eksotisk sydlandsk måde at kommunikere på?
Efter min mening en oplagt sag til en udvisningsdom. Rystende afgørelse, magen til slatten håndleds-justits skal man vist til Sverige efter. Vores indvandrerpolitik er blevet strammere, men der er lang vej endnu.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress