Rikke Hvilshøj meldt til Politiet

Diverse — Drokles on October 13, 2007 at 8:04 am

Fra DR

Integrationsminister Rikke Hvilshøj er blevet meldt til politiet for omsorgssvigt i forhold til asylbørn og voksne psykisk syge, som er anbragt i Sandholmlejren i de danske myndigheders varetægt.

Det skriver Margrethe Monika Hansen i en politianmeldelse til Nordsjællands Politi oven på den megen debat om trængte asylbørn.

Uden nogen form for juridisk indsigt vil jeg nu nok mene at sagen ender med et spørgsmål om ansvar, da asylansøgerne jo slet ikke skal være i Danmark efter afslag på deres ansøgning. Men, hvis man skulle tage det alvorligt og fra Danmarks side håndhæve et ansvar ville man tale om tvangsfjernelser fra deres egomane og uansvarlige forældre.

Kendt løgner vinder Nobels Fredspris

miljø — Drokles on October 13, 2007 at 6:07 am

Den kendte og i nogen kredse elskede løgner Al Gore har vundet Nobels Fredpris for det nyreligiøse makværk En Ubekvem Sandhed. Det har ike just højnet anseelsen af de norske tranlamper, der skal gøre det ud for en estimeret komité. Fra 180 Grader’s leder

Bare der misinformeres i et “godt formål”, så må man gerne bedrive usaglig dommedagspropaganda, synes filosofien at være. Og så giver Al Gore ikke mindst publicity til Det norske Nobelprisinstitut, som direktøren, Geir Lundestad, udtrykte det på svensk tv: “En organisation giver ikke så meget publicity. Men kombinationen af international politik og en enkelt person er god, og det giver os en masse opmærksomhed.”

Den udtalelse ligner umiskendeligt en tilståelse.

Og Jyllands-Posten er ude i en tilsvarende kritik af fell-good stemningen i deres ellers usammenhængende leder

Den Norske Nobelkomité leverer ingen saglig begrundelse for, at FN’s Klimapanel skulle have gjort en særlig indsats for fred, lige så lidt som tilfældet er det med Al Gore.

(…)

Troværdigheden får det ikke bedre af, at High Court i London netop har afgjort, at ”En ubekvem sandhed” kun må bruges i undervisningsøjemed, hvis eleverne bliver gjort bekendt med ni graverende fejl, såsom at verdenshavene vil stige seks-syv meter »i den nærmeste fremtid«, hvis der ikke gribes ind over for klimaforandringerne.

Lederen gør sig store anstrengelser for at samle alle kritikpunkter af Al Gore og det er ikke troværdigt. Det er således ikke relevant at Gore sent har kastet sig over klimaproblematikken når man belønner ham for hans indsats de seneste par år som det heller ikke er interessant at han forurener når han flyver i sit privatfly når han belønnes for at ændre folks opfattelse. Ikke desto mindre….

Politikens leder er mere præcis og det bør ikke undre da de opfandt Bjørn Lomborg

SIDSTE ÅRS fredspris til den bengalske mikrokredit-ideolog Muhammed Yunus kunne lige så godt være tildelt inden for økonomi, ligesom Klimapanelet kunne have fået Nobels pris inden for kemi eller økonomi. Og Gore – ja, okay, der var måske ikke andre nobelkategorier til ham end netop de gode viljers pris.

Selv om de slår over i plat vrøvl og føleri

Men når nu verden er plaget af væbnede konflikter, som desperat råber på mægling, forsoning og modige løsningsforslag – husk bare Congo, Darfur, Tjetjenien, Somalia og alle Mellemøstens konflikter – så er det bedste perspektiv ved årets fredspris, at den minder om, at fælles vilje og fælles indsats kan skabe et godt grundlag for at løse fælles problemer. Og dermed løse konflikter og forebygge krig.

Værre står det til med Berlingske Tidende der har forelsket sig i gode intentioner

Det haster med at få aftaler i stand om en væsentlig reduktion af drivhusgasserne ikke mindst set i lyset af, at efterspørgslen efter fossile brændstoffer eksploderer med stigende velstand i Kina, Indien og mange andre, tidligere udviklingslande. Disse lande har ikke tænkt sig at holde deres udvikling tilbage. Det store spørgsmål er derfor, hvordan man forener kravene om øget vækst med en reduktion af brugen af de fossile brændstoffer. Og vel at mærke får aftalen cementeret på klimatopmødet i København i 2009 på en sådan måde, at kampen om råstofferne ikke bliver næste årtis største sikkerhedspolitiske udfordring.

Lomborgs råben på ny teknologi til løsning af Verdens energiproblemer frem for udsigtsløse begrænsninger overfor 2 mia. asiater drukner i den lallende jubel over intentionen om gode intentioner.

Politiken’s islamiske billedvalg

Pressen — Drokles on October 13, 2007 at 1:37 am

Nogle billeder må vises og andre må ikke vises. På Politiken er det forkasteligt at vise karikaturtegninger af afdøde pædofile, som blev demonstreret under Muhammedkrisen for 2 år siden, men derimod er det ærværdigt at vise fotografier af små nulevende børn, nøgne i ponografisk positur. På den måde sikrer Politiken sig det muslimske samfunds dobbelte sympati. Fra P1-Debat’s omtale

Et stort opsat fotografi af to halvnøgne småpiger på Politikkens sektionsforside har provokeret, og bragt sindene i kog, i det ganske land. Billedet er taget af en britisk kunstfotograf og skulle have hængt på et større kunstmuseum i England, men blev fjernet af politiet i sidste øjeblik.
Den ene af pigerne på 3-4 år er splitter nøgen, og ligger bagoverbøjet med spredte ben. Den anden pige danser i trusser og tørklæder.

Mens britisk politi undersøger om billedet bryder med den britiske lovgivning om børne pornografi  - så har flere af Politikken læsere opsagt deres abonnement i vrede over fotografiet - som de kalder krænkende. 

Jeg vil ikke vise billederne og har heller ikke set dem. Istedet vil jeg myldre ud i gaderne og afbrænde symboler på og ejendomme tilhørende Politiken af.

Fremtiden er kun lige begyndt

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on October 13, 2007 at 1:09 am

Fra Jyllands-Posten

De to piger var tirsdag kl. 18.15 på vej igennem tunnelen under Silkeborgvej ved City Vest, da de blev passet op af fire unge drenge med arabisk udseende, der truede dem med en hobbykniv.

De to ældste af gerningsmændene, som alle stadig er på fri fod, beskrives som henholdsvis 14 og 15 år, mens de to øvrige af drengene ifølge Østjyllands Politi blot er mellem fire og fem år gamle.

Den ældste af drengene viftede de skrækslagne piger omkring hovedet med hobbykniven, inden de grinende forsvandt.

De vokser sikkert fra deres kniv-halløj, når de bliver modne nok til at gå med skydevåben. Hvem har egentlig inviteret dem og givet dem det indtryk at de var velkomne her? Og er de i givet fald villige til at tage ansvar for deres gæster?

Gore dømt uvidenskabelig

Diverse — Drokles on October 12, 2007 at 8:49 am

En lærer i England ville ikke vise Al Gores film for sine elever fordi han mente at den var uvidenskabelig og det har en landsretdommer nu givet ham ret i. Fra Kristeligt Dagblad

- Gores film bygger i det store hele på videnskabelig research og fakta, men videnskaben er i hænderne på en talentfuld politiker og kommunikatør, for at han kan lave et politisk budskab og understøtte et politisk program, lød dommer Burtons vurdering.

Han fandt i alt ni punkter i filmen, som ifølge hans kendelse ikke holder vand, og gav ordre til, at lærere nu skal udstyres med skriftligt materiale, som sikrer, at Gores synspunkter ikke præsenteres ukritisk.

Såmænd.

Clash of civilisations

Multikultur, islam — Drokles on October 12, 2007 at 5:31 am

Det vakte en del forargelse da Samuel Huntington lancerede sin advarsel om at vi risikerede et civilisationernes sammenstød, mellem først og fremmest den islamiske (der blev betegnet som en civilisation) og den kristne. Huntington konstaterede blot at den islamiske verden allerede i det små var gået igang (islam has bloody borders) og satte en ganske logisk ramme op for etniske konflikter.

Huntingtons verdensbillede var ren konstruktivisme og konstaterede blot at som alle kulturer var defineret ved forskellige værdisæt og da værdier danner præmis for vores rationaler og oplevelse af ret og rimeligt kan en lokal strid mellem repræsentanter for forskellige civisationer blive til en generel strid om værdier mellem civilisationerne. Hans eksempel på, at dem man deler kulturelt udsyn med logisk set har bedre mulighed for at få ens sympati var borgerkrigen i Jugoslavien, hvor Rusland støttede serberne, den islamiske verden støttede muslimerne og vesten støttede kroaterne (og tillige muslimerne mod serberne, men det indgik i en moralsk forpligtelse da muslimerne blev anset som ofre for serbernes krig, men ikke for kroaterne).

I al sin banalitet burde Huntingtons rationale være ukontroversielt, men det skabte som sagt en voldsom kritik fra det kulturrelativistiske politisk korrekte parnas. Kritikken gik på to ben i hver sin retning for ikke nok med at Huntington tog fejl banede han nemlig vejen for at det skulle blive til virkelighed. Huntington har naturlivis ret og han banede kun vejen for større indsigt, hvilket blev tydligt da den amerikanske præsident Bush talte om at undgå et civilisationssammenstød efter terrorangrebet 11. september. Men det er ikke op til den ene part at holde fred. Fra Jyllands-Posten

Hele verdens fremtid og overlevelse står på spil, hvis ikke kristne og muslimer slutter fred, advarer 138 af verdens muslimske frontfigurer i et opsigtsvækkende brev med fremstrakt hånd til paven og andre kristne ledere.

I et opsigtsvækkende brev til pave Benedikt XVI og alle andre kristne ledere strækker 138 af klodens mest indflydelsesrige muslimske ledere hånden frem mod den kristne verden og opfordrer til fred og konkret samarbejde mellem verdens to største religioner.

(…)

I det 29 sider lange brev advarer de muslimske frontfigurer fra alle grene af islam om, at »vores fælles fremtid står på spil«, hvis ikke kristne og muslimer slutter fred og bilægger det voksende antal sammenstød og stridigheder.»Hele verdens overlevelse står måske på spil,« lyder budskabet.

(…)

»Hvis ikke muslimer og kristne lever i fred, kan der ikke skabes fred i verden. Med det forfærdelige våbenarsenal i den moderne verden, med muslimer og kristne sammenflettet overalt som aldrig før kan ingen af de to sider ensidigt vinde en konflikt, der involverer mere end halvdelen af Jordens befolkning,« skriver de muslimske ledere.Listen over underskrivere omfatter en stribe af den islamiske verdens vægtige personer fra både Afrika, Mellemøsten, Europa, Asien og Nordamerika. Blandt dem findes stormuftier fra Egypten, Palæstina, Jordan, Oman, Syrien, Bosnien og Rusland og mange førende imamer og lærde samt generalsekretæren for OIC, Ekmeleddin Ihsanoglu, der sidste år var med til at blæse den danske Muhammed-krise i gang, ligesom flere underskrivere sidste år angreb paven for hans udtalelser om islam.

De 138 muslimske ledere understreger samtidig, at høflig dialog mellem de to religioner ikke længere er nok.

Så hvad skal man mene om det? udover at det står mejslet i sten, at vi står med et sammenstød mellem islam og den frie kristne verden. Er brevet en føler fra en trængt verden om fred inden man taber det hele? Er det et forsøg fra ansvarlige religiøse ledere på at inddæmme en konflikt de ikke længere kan kontrollere? Er det taktik, der umiddelbart skal fremme indskrænkningerne af ytringsfriheden?

Jeg tvivler på at det er en føler ud fra en ide om at de muslimske ledere er bange for at tabe. Vi har nemlig ikke at gøre med en samlet politisk ledelse der fungerer koordineret efter en fælles plan, men med et sammensurium af aktører med fælles interesser og udsyn. Denne distinktion er ganske væsentlig.

De religiøse ledere er nok klar over at en eventuel konflikt ikke startes af vesten. Derfor bygger deres brev næppe på en analyse af vestlige forhold eller dynamikker. Snarere er brevet skrevet på baggrund af hvad der foregår i deres egen del af verden og samfundenes udvikling der. Alle lande i den muslimske verden kan mærke islamisternes fremmarch. Ikke nok med at der bliver flere af dem, men de nyder også større sympati i den brede del af befolkningen.

Det siddende kleresi er derfor i klemme. Den islamiske verden er under et stadigt større pres skabt af sin egen indre modsætnings møde med virkeligheden. Det grundlæggende frustrerende for de rettroende at se de vantros verden overgå den muslimske når nu muslimerne har Allahs eget manuskript i hånden slider hårdt på deres selvforståelse. Man skal være ualmindelig dum, hvis man dumper en eksamen når man har facitlisten til rådighed. I den islamiske forståelse er kritik af facitlisten blasfemisk og derfor må der være nogle ansvarlige mennesker, (de i islam fordømte skabninger) der har svigtet.

Den politiske magt støtter og understøttes af de religiøse ledere, der således selv står i skudlinien, dog i andet geled, for den stigende kritik over at islam står ydmyget. Presset på den siddende magt, kan kun afmonteres ved enten at skaffe resultater, som materiel fremgang i den muslimske verden, der kan vinde de brede masser for sig. Eller også skal islams overlegenhed anerkendes udenfor den muslimske verden, som vil underminere islamisternes utålmodighed. Den materialistiske tilbageståenhed i den muslimske verden kan derfra let bortforklares, hvis de vantro laver knæfald (pluralis for et knæfald er aldrig nok, hvorfor man ikke kan købe sig til fred med islam, men kun kapitulere sig til fred) fordi det i forbudsreligionen islam er en smal sag at dømme alt som skørlevned. Armod bliver bare et udtryk for renhed.

Brevet er for mig at se derfor både et udtryk for, at de religiøse ledere har stadigt sværere ved at kontrollere deres orkers entusiasme, som de selv har næret ved deres bryst og for et mere sinistert ønske om at begrænse kritikken af islam i den vestlige verden for at opretholde momentum i islamificeringen af Europa. En win-win situation om man vil.

I en interessant artikel på The Guardian sættes brevet ind i en kontekst med den nye paves ændrede politik og hans Regensburgtale. Men jeg hæfter mig ikke så meget ved snakken om at snakke sammen og den underlige økumeniske diskussion der fylder det meste af brevet, som jeg hæfter mig ved, at brevet taler om en konflikt der potentielt kan udslette verden.

Islamisterne skifter taktik

islam — Drokles on October 11, 2007 at 6:01 am

Fra Kristeligt Dagblad

Den hollandske efterretningstjeneste, som på grund af landets erfaringer med radikal, islamistisk vold holder nøje øje med udviklingen, konkluderer, at den nye form for radikal islam med sin afskrivning af vold er blevet mere professionel og har et direkte politisk budskab. Bevægelsen søger mod at skabe enklaver i samfundet, hvor islamisk lov står over den verdslige. Det gør man blandt andet ved at udfordre demokratiet og stemple det som et system, der placerer mennesket over Gud, skriver AIVD.

(…) 

– Det drejer sig om islamismen som en politisk ideologi, der angriber samfundets “software”. Man kan sige, at i stedet for at ødelægge computeren, som al-Qaeda prøver, så handler det om at nedbryde eller ændre softwaren, det verdslige demokratis værdigrundlag. Man bruger derfor ikke vold, men arbejder politisk for at ændre samfundets værdigrundlag. Det gør man blandt andet ved at tage europæiske plusord og give dem et islamisk indhold, så de kommer til at betyde det modsatte af, hvad de normalt vil gøre for de fleste europæere, siger Tina Magaard.

– Et eksempel kunne være udtryk som “reform af religionen”. I islamistisk terminologi kommer det til at betyde, at man arbejder for at introducere religiøs lovgivning på områder, hvor den ikke var til stede før, og for i højere grad at lade religion sætte dagsordenen i det offentlige rum, siger Tina Magaard.

Værdikampen er først lige gået igang og vi står ikke så godt fordi mange er “vores” er placeret på venstrefløjen eller er kulturradikale og med deres uerkendte religiøse temperament er de særdeles let til falds for tomme plusord. Over tid vil man dog kunne isolere de værste af vores fanatikere sammen med de umenneskelige værdier islam promoverer. Men det kræver at man holder ved og insisterer på fortsat at sige sandheden om islam. For eksempel kan man ikke rive muslimer nok i næsen at deres moralske forbillede var pædofil og de må foretage et valg mellem enten at forkaste Muhammed eller omfavne børnesex!

Knaldgod kronik af Kai Sørlander

venstrefløjen — Drokles on October 11, 2007 at 4:09 am

En klar beskrivelse af venstrefløjen i Berlingske Tidende

Desværre var det socialistiske ideal en politisk illusion. Det var en illusion, at det er let at få en altomfattende social planøkonomi til at fungere. Det er tværtimod svært, for ikke at sige umuligt, fordi man mangler den viden, der ligger i priserne på markedet. Derfor lykkedes det aldrig rigtigt at få planøkonomien til at fungere i Sovjetunionen. Desuden var det en politisk illusion, at udbytningen af lønarbejderne først kan ophøre i en socialistisk økonomi. Den kan ophøre i en markedsøkonomi, når lønmodtagerne kan organisere sig, når de har alternative beskæftigelsesmuligheder, og når der lovgives om arbejdsbetingelserne.Illusionerne i den socialistiske teori kunne man indse blot ved at tænke teorien igennem. Men dér svigtede socialisterne. De var ikke så rationelle, at de kunne forstå kritikken, så længe den kun var teoretisk. Det var først, da Sovjetunionen faldt sammen, at det blev klart for de fleste, at det socialistiske ideal om planøkonomi ikke var værd at kæmpe for. Socialismen døde, fordi den viste sin manglende funktionsduelighed i Sovjetunionen; ikke fordi man teoretisk indså, at dens økonomiske teori byggede på illusioner.

(…)

Da socialismen døde, forsvandt den idealistiske bestræbelse på at skabe et »modsigelsesfrit« samfund ikke. Den fandt sig en ny underklasse, hvis undertrykkelse skulle ophæves ved hjælp af en ny ideologi. Den ny underklasse var indvandrerne fra fremmede kulturer, som havde svært ved at blive integreret i de europæiske samfund. Og den ny ideologi, som skulle ophæve deres undertrykkelse, var multikulturalismen.

Og han slutter

Som socialismen var en politisk illusion, er multikulturalismen det også. Som den ene ville ende med at undergrave den demokratiske orden, vil den anden det også. I det lys kan det undre, at så mange – især i den akademiske elite – er faldet for disse illusioner. Og hvorfor de uden besvær kunne gå fra den ene til den anden. En del af forklaringen skal nok findes i, at de aldrig fik gennemført et ordentligt intellektuelt opgør med socialismen. Venstrefløjen gled bare over i multikulturalismen. Og nu må den samme venstrefløj så for anden gang se sig som offer for en politisk illusion. For mange var det først socialismen og så multikulturalismen. Hvad bliver det næste? Skal vi tro, at de politiske illusioners tid er forbi?

Præcis!

Islamisk trossamfund er for racister

Diverse — Drokles on October 10, 2007 at 5:05 pm

Fra 180 Grader

 For nylig var Kasem Ahmad på banen med udtalelser om, at han da godt kunne acceptere staten Israel, det var bare alle jøderne, der boede der, der var et problem. Nu viser det sig, at Israel ikke er det eneste sted, han mener bør være frit for jøder. 24Timer har kontaktet ham for at få en kommentar til en artikel om forskellige religioners arbejdsmoral. Men da overrabbiner Bent Lexner også var blandt da adspurgte til artiklen, fik avisen et blankt nej.

“Jeg vil ikke komme i nærheden af israelerne. Hvis de skal være med i samme artikel, så vil jeg ikke være med,” forklarer Ahmad til 24Timer.

Ingen overraskelse der, men Bent Lexner falder derimod ud af karakter

 ”Det er nyt for mig. Han må have drukket sur mælk. Det er synd for Det Islamiske Trossamfund, at de har en person, som repræsenterer dem på den måde. Som trossamfund burde vi stå sammen, fordi vi har mange ting til fælles,” siger Bent Lexner.

Jeg synes at det er synd for det jødiske trossamfund at de har en overrabbiner der repræsenterer dem så dumt, for som bærere af civilisation burde vi stå sammen, fordi vi har så ,amge ting til fælles.

FN støtter Lene Espersen

Diverse — Drokles on October 10, 2007 at 8:09 am

Fra Politiken

Justitsminister Lene Espersen (K) får nu støtte fra FN’s særlige torturekspert, Manfred Nowark.

Han fastslår, at det er i orden, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) bruger oplysninger fremskaffet gennem andre landes brug af tortur.

»Hvis en udenlandsk efterretningstjeneste videregiver oplysninger om, at en mand i Danmark er terrorist, må dansk politi gerne overvåge manden og begynde en efterforskning«, siger Manfred Nowak. Også selv om politiet ikke ved, om den udenlandske efterretningstjeneste har fået oplysningen gennem tortur.

(…)

Udtalelsen fik blandt andre Institut for Menneskerettigheder, Enhedslisten og Amnesty International til at beskylde hende for at underminere FN’s forbud mod tortur.

»Ved at acceptere en udveksling af efterretninger, der er fremkommet under tortur i et andet land, legitimerer den danske regering brugen af tortur uden for Danmarks grænser i situationer, hvor det kan hjælpe det danske politis efterforskningsarbejde. Det er en form for ’torturhæleri’, som er dybt problematisk«, siger den danske leder af Amnesty, Lars Normann Jørgensen.

Men det er Manfred Nowak uenig i:

»Politiets opgave er at forhindre kriminalitet. Og hvis politiet får nogen som helst informationer om terrorister, skal de ikke ignorere det. Men det bliver svært, når politiets efterforskning begynder at blive en del af en retslig proces – for eksempel hvis politiet sigter en mistænkt. Så skal politiet have beviser, der er fuldkommen uafhængige af de informationer, der kan være fremkommet gennem tortur«.

På P1 Morgen kunne man høre en eller ande fra menneskeretsindustrien - under en debat mellem Dansk Folkeparti’s Peter Skaarup - insistere på at politikernes opgave var at overholde de un derskrevne konventioner frem for at beskytte egne borgere. Sikke en tankegang…

Islamifisering og fordummelse

islam — Drokles on October 10, 2007 at 4:56 am

Et interessant i Weekendavisen af Hanna Ziadeh om den stigende islamifisering i de islamiske samfund.

Inshallah, svarede den høflige egypter med fast stemme og et smil, tilfreds med det smukke svar han gav mig. Jeg studsede. Inshallah, om Gud vil , er en typisk og korrekt måde at svare på for en muslim, når man vil lave en aftale. I gamle dage sagde de fleste det for at holde en dør åben for at kunne aflyse eller komme sent. Nu melder man systematisk et inshallah ud for at understrege, at det kun er Gud, der bestemmer enhver lille detalje i fremtiden.

Problemet er, at mit spørgsmål var: »Ligger Café Costas ikke i denne retning?« Det typiske svar, man ville få ethvert andet sted i den arabiske verden, ville være »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Men at bruge inshallah i stedet for ja, for at vise, at det kun er med Guds vilje, at et bestemt sted ligger der, hvor det ligger, er et symptom på, hvor langt islamiseringen er nået til i Egypten.

Islamisering holder sig ikke til retorik, men omfatter bogstaveligt talt alt. Både det private og det offentlige rum er overfyldt med tegn på denne omsiggribende religiøsitet. Religiøsitet på egyptisk facon er kendetegnet med overdrivelse og ligefremhed. At de fleste kvinder og piger går med tørklæde er en selvfølgelighed, som Cairo mere eller mindre deler med resten af Mellemøsten.

Men egypterne slår rekorder udi andre måder at udvise religiøsitet på. Bønnetegnet på mændenes pande er nok den mest sigende. Denne mørke plet, der dannes som følge af, at den troende under de fem obligatoriske daglige bønner gnider panden mod bønnetæppet, begrænser sig til en lille plet på panden hos ældre muslimske lærde og få ivrige troende i de fleste muslimske lande.

I Egypten pryder troende sig med enorme bønnetegn. Endda dobbelte bønnetegn kan ses på panden af unge egyptere, som ikke kan påstå at have de mange års bønnepraksis, der skal til, før formørkningen af huden opstår. I Yemen og efterhånden selv i Libanon har mange bilister en kopi af Koranen i bilen. Egyptiske bilister har to kopier. En foran og en bagved. Mere er bare bedre i Egypten.

Egypternes religiøse hengivelse påvirker også deres forhold til andre. Ikke-praktiserende muslimske landsmænd, det kristne mindretal og fremmede turister oplever den stigende religiøsitet som en barriere. Stærkt troende egyptere nægter at spise eller drikke i restauranter eller juice-barer ejet af kristne. Selv alment socialt samvær afhænger af religiøse tilhørsforhold.

Som besøgende araber har jeg lagt mærke til det stigende antal gange, jeg får spørgsmålet »er broderen muslim?« Et spørgsmål som de fleste engang ville have betragtet som uforskammet og sekterisk. For var man muslim, er det uforskammet ikke at kunne indse det, og var man kristen, er spørgsmålet malplaceret og diskriminerende.

Til disse religiøse manifestationer føjes – lidt mere krydret – praksiser, såsom en tiltagende begrænsning af omgangen mellem kønnene. Senest har der kørt en diskussion i medierne om , hvorvidt et uovervåget samvær mellem to kolleger af forskellige køn på et kontor, kan betragtes som »khilwa«, det vil sige et ulovligt privat samvær, der kan sammenlignes med sex uden for ægteskab. Den diskussion er et klart eksempel på hysteriet.

Artiklen ender i en apologese, hvor, der med udgangspunkt i særtilfældet Tyrkiet argumenteres for at man sagtens kan have islamister på magtaparatet blot det er nogle moderne nogle af slagsen og forbigår derved at Atatürks forvandling af det Tyrkiske Samfund har været ganske vellykket og kræver mere end et par år at nedbryde. Men errosionen er igang.

Hanna Ziadeh mener at politikere i den muslimske verden, især i den arabiske del, udnytter religionen, hvilket kan give bagslag, men overser at der skal være en klangbund (ingen ikke-muslimske lande spiller på den islamiske vækkelse) og kommenterer heller ikke på, hvorfor det er så let at “udnytte” islam politisk og hvorfor det er så effektivt. Men ellers en ganske god beskrivelse af den fordummelse menneskers samfund gennemsyres af når den fælles referenceramme hedder islam. Som han slutter med; “Trods over 25 år ved magten er han [Hosni Mubarak] ikke mæt og som 79-årig nægter han at udpege en vice-præsident, som det ellers kræves af konstitutionen. Og når han bliver spurgt om det, lyder svaret »inshallah«. ” Her lades alt håb ude.

Enhedslistens spås ilde skæbne

Politik, venstrefløjen — Drokles on October 9, 2007 at 3:54 am

Nu må man ikke grine men sagen om Asmaa Abdol Hamid er ved at slå afgørende revner i den yderste venstrefløj. fra Nyhedsavisen

 

»Det er dræbende tal for Enhedslisten, og jeg tror ikke, at partiet overlever det her. Asmaa Abdol Hamid er blevet en tabersag for Enhedslisten, og den kan ikke længere landes ordentligt. Temaet Asmaa er hjerteblod for medlemmerne, og det her viser, at fronterne er trukket for skarpt op,« siger Johannes Andersen.

(…)

»Jeg håber ikke, at en flok hysteriske mænd i Enhedslisten lader sig skræmme af en mediestorm og enkelte dårlige meningsmålinger,« siger således Peder Hvelplund, kontaktperson i Hjørring, mens Bent C.C. Hansen fra Frederiksværk indtager den stik modsatte holdning:

»Jeg synes bestemt, at hun skal have en lavere placering på listen. For eksempel er det mærkeligt, at hun ikke vil give hånd til mænd.«

Og de kategoriske meldinger er et problem, mener også Jørgen Goul, professor i politik ved Aalborg Universitet.

»Splittelsen er ubehagelig for partiet. Det havde været nemmere, hvis den ene part havde været klart stærkere end den anden,« siger Jørgen Goul Andersen, der ikke tør spå om, hvorvidt partiet overlever striden.

»Men partiet klarer ikke en tur ud af Folketinget, hvis spørgsmålet om Asmaa kommer til at koste så mange stemmer,« vurderer han.

Og Line Barfoed har ikke fattet en dyt.

»Jeg er ikke bange for en demokratisk proces, og vi har tidligere vist, at vi kan håndtere vigtige diskussioner.«

Men næppe et enten eller.

Tøger Seidenfadens moralske fallit.

Multikultur, Pressen, islam — Drokles on October 9, 2007 at 3:47 am

Forleden holdt Trykkefrihedsselskabet et arrangement for at støtte Ytringsfriheden på baggrund af Lars Vilks morsomme tegning af en uskyldig hund udstyret med et monsterhoved. Men det var alligevel Tøger Seidenfaden der stjal opmærksomheden.

En Professor Elisabeth Bock udtrykte i Jyllands-Posten Seidenfadens opførsel meget præcist som “…en moralsk og professionel fallit.” og Bent Blüdnikov havde i Berlingske Tidende denne udlægning

Første taler var Tøger Seidenfaden . Efter at have konstateret at trusler imod Vilks var en sag for det svenske politi, gik han over til sit egentlige budskab, der var en bandbulle mod det Trykkefrihedsselskab, der havde indbudt ham til at tale.

Han betegnede Trykkefrihedsselskabet og dets ledere Lars Hedegaard og Helle Merete Brix som folk med afskyelige meninger, der skamred enhver sag og udspredte paranoid og hadefuld propaganda mod muslimer. Ikke blot Trykkefrihedsselskabet, men også forfatteren Kåre Bluitgen, der har skrevet en børnebog om profeten, kom med i denne gruppe, fordi han – ifølge Seidenfaden – har skrevet hadske ting om Koranen. Han tilføjede til forsamlingen, der sad forbløffet ned i salen:

»Der er tale om hyperaggressive, intolerante muslim-hadere. De er ikke lødige, men nasser på en usympatisk dagsorden. Jeg har ikke respekt for jeres ærinde.«

Derefter tog chefredaktør Tøger Seidenfaden i bogstaveligste forstand sit gode tøj og gik. 

Ikke bare aggressive eller meget aggressive eller enddog superaggressive, næh Tøger mener trykkefrihedsselskabets medlemmer er hyperaggressive. Ikke engang vaskepulverslogans er nået til at kunne vaske hyperrent endnu. Men Seidenfaden føler sig tvunget til at bruge slige udtryk for at pointere den skingre tone hos sine modstandere og deraf vel Professor Bock’s bemærkning om fallit.

For sandt er det at Seidenfadens verden kollapser omkring ham. Han holdt på den forkerte hest i en forfængelig tiltro til sine talegavers uovervindelighed og overså at han ikke blot var inkonsistent, men at han tog grundlæggende fejl og svigtede sine egne idealer. Hans syn på virkeligheden isolerer ham stadig og hans eneste våbenfælde er den intellektuelt slatne Rune Engelbrecht Larsen. For en mediesværvægter som Seidenfaden der desperat mangler stærke krykker at støtte sig til må det være angstfremkaldende at stå med en tandstikker.

Seidenfadens tale kan læses i sin fulde længde i Jyllands-Posten og der er meget guf for den intolerante og ignorante multikultist og vel også for den psykologi og psykiatri interesserede samt de mennesker der bare er alment bekymrede for Seidenfadens generelle tilstand. Seidenfaden lagde ellers ud med en komprimeret eller rettere overfladisk udgave af sin velkendte argumentation, før han spruttede svovl og den er i længden mere interessant end hans uværdige afslutning

Vi er samlet i dag for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part, der i en diskussion griber til vold og trusler om vold, har tabt diskussionen og afsløret sin intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om en moralsk taber. En person eller organisation, der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser har sat sig uden for samfundets fællesskab. I et land som vores er det en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande og demokratiske alliancer.

I den svenske hundetegningssag er det som bekendt terrornetværket Al Qaida og andre fanatikere, det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, ja tager dets indsats for givet i den forbindelse.

På overfladen et glimrende argument. Ytringsfrihed er alle enige om og det forekommer derfor hult at forsvare den for det kan vanskeligt ende med andet end en påstand om at man er mere for ytringsfrihed end de der ikke fejrer den. Så at sige et oplæg til en ny form for farisærer. Men derved bliver det jo ikke for, der er i høj grad uenighed om hvad ytringsfrihed indebærer som der også er uenighed om hvorvidt den er truet. Og her kommer Seidenfadens argument til kort, der gøres regning uden vært.

Når Seidenfaden siger at “Uanset hvor meget magt den pågældende [Den der griber til vold] råder over, er der tale om en moralsk taber.” Som gør at vedkommende “…har sat sig uden for samfundets fællesskab.” er det nonsens. Jo mere magt de voldsdyrkende har jo større trussel udgør de mod samfundet og ytringsfriheden. At de sætter sig udenfor samfundet afskrækker jo ikke dem, der har magt nok til at kunne sætte sig over samfundet. Seidenfadens tro på den civiliserede debats selvfølgelige sejr over volden er ganske naiv. Og så lever de voldsdyrkende nok med at Seidenfaden i sit stille indre har dømt dem som moralske tabere (begrebet klinger, som Gunnar Nu Hansens idiotiske bortforklaringer når Danmark fik bank af svenskerne i fodbold).

Seidenfaden opererer altså med nogle barnlige absolutter i sin forståelse af samfundet, såsom at alle er enige, demokratiet er givet og så videre. Derfor mener han at man kan sætte sig uden for samfundets fællesskab uden tanke på, at fællesskabet jo netop befinder sig i dyb uenighed og det er denne uenighed der i tilfælde som disse inspirerer voldelige grupper. Imamerne blev jo netop ægget frem af fornemmelsen af den moralske støtte de nød især hos oppositionen, mest mindeværdigt da Akkari nærmest grædende måtte konstatere at han havde begået en taktisk brøler fordi han stolede på Seidenfadens udlægning af problematikken om ytringsfrihed i en leder i Politiken.

Det er ikke nok at vi alle er enige om at hylde ordet ytringsffrihed når vi tillægger dets betydning noget ganske forskelligt.

Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i Dansk Forfatterforenings lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm til at lufte deres dybt problematiske, ja i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam. Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

Man kan nemlig i Seidenfadens univers bruge og misbruge ytringsfriheden og netop her er det springende punkt for det samfunds enighed man sætter sig udenfor ved at bruge vold. I min bog kan man være mere eller mindre dum at høre på og jeg skal nok fortælle folk hvornår de krydser linien, men jeg, som andre, opererer jo netop ikke med hvad de skulle og ikke skulle have sagt. Det gør Seidenfaden. Han projicerer sine egne idealer ind i de fælles regler og begår netop derved den kardinalbrøler der udhuler hans eget argument.

Tegnere og journalister blev truet og andre cencurerede sig selv for at undgå at skulle leve i frygt, hvilket vil sige at de blev kuet med vold. Det er virkelighed og ganske usmageligt af Seidenfaden altid at ignorere. Disse trusler fik ikke alle til at rykke sammen og moralsk fordømme dyrkerne af vold, som Seidenfaden jo antager, men fik en stor del af samfundets enighed til at bebrejde ofrene for truslerne. Den del af samfundets fælleskab satte derved  tegnerne og journalisterne udenfor og ikke den stærke magt der virker ved vold. Og for den del var Seidenfaden chefideolog, en absurditetens opvigler.

Herligt reaktionær kronik fra en gæv jyde

Diverse — Sobieski on October 7, 2007 at 10:59 pm

Et usædvanligt indlæg fra den audiophile verden. Fra Poul ‘halv pris’ Mathiasens audio-blog:

De store spørgmål, som aldrig stilles

…Nu har vi altid vidst, at USA er et voldssamfund, ja man har vel aldrig rigtigt hørt andet. Sandt er det da også, at risikoen for at blive myrdet i USA i forhold til Danmark i gennemsnit er en faktor 5 større, dog med meget store regionale forskelle. Alle ved jo også, at det amerikanske voldssamfund har aflivet adskillige præsidenter, faktisk ialt 4, selv om nok kun uhyre få kan nævne dem. Det er vistnok helt galt derovre i USA, selv om det rent faktisk er helt identiske eller endda lavere mord-rater end i de nye østeuropæiske EU-medlemsstater. Det spørgsmål stilles naturligvis heller ikke, om ikke bare Danmark er et usædvanligt smørhul, som det kunne tyde på. Til gengæld er der nok ikke ret mange, som ved, at Sverige faktisk er godt på vej op på USA´s niveau med hensyn til mord. Vi kan godt få fornemmelsen af, at med en myrdet statsminister og ditto udenrigsminister er Sverige vist egentligt en del foran USA i denne dårlige statistik. Med hensynstagen til forholdet mellem befolkningerne skal vi jo op på 35 dræbte statsoverhoveder i Sverige med samme forhold, og det er dog en del. Nu er det ganske vanskeligt at trænge ind i beregningerne af de svenske mord-statistikker, som kan tolkes helt fra en lavere mordrate end i Danmark helt til flere mord end i store dele af USA. Sikkert er det dog, at Sverige er et eksplosivt spirende voldssamfund, men hvorfor spørges der aldrig om, meget mærkeligt.

Nu har det afrikanske kontinent altid været særdeles gådefuldt, men der er dog et par gåder, hvis løsning burde være til at finde ud af, hvis man altså havde stillet de rigtige spørgsmål. For denne skribent er den allerstørste og mest uhyggelige gåde det paradoks, at man som journalist altid uden spørgsmål viderebringer tal for HIV, som enten lige pludseligt er faldet eller blot ikke stiger. Begge dele er nemlig lige umulige, desværre. I tilfældet Uganda var det bl. a. jublende danske hjælpearbejdere, som viderebragte de glædelige oplysninger om, at HIV-hyppigheden pludselig var aftaget fra over 30% til under 10. Nu kræver det jo ikke nogen længere sundhedsvidenskabelig uddannelse at fastslå, at den eneste måde at opnå den her glædelige statistik på er, at de smittede afholder sig totalt fra sex og iøvrigt sætter sig ned og dør i en fart. Det er nok et lidt overdrevet heldigt scenario, især fordi bl. a. den sydafrikanske præsident jo er kommet med gode råd om, at gamle afrikanske helbredelsesmetoder også kan helbrede AIDS. Hvorfor i alverden der ikke er blevet stillet spørgsmål ved disse tal fra journalistisk hold er helt fantastisk, og det er åbenbart heller ikke faldet nogen ind at kalde præsident Mbeki for århundredets løgner, selv om han da kandiderer til det.

At den almindelige journalistiske standard nok ikke ligefrem er stigende, ser vi også i HIV-statistikkerne fra andre dele af Afrika, for eksempel det sydlige Afrika. Her har den officielle statistik i langt over et årti været, at omkring en trediedel af befolkningen er HIV-positiv. Desværre er det nok ligeså sandsynligt, at epidemien er stagneret, som at man kan inddæmme en influenza-epidemi i vores del af verden. Hvis man ikke ændrer folks seksuelle adfærd, og det har man jo ikke gjort, er det naturligvis helt urealistisk at tro, at nogetsomhelst kan stabiliseres. Når en trediedel er HIV-positive er halvdelen og to trediedele det uhyre kort tid derefter. Den eneste grund til, at pesten i middelalderen kun kostede mellem halvdelen og en trediedel af befolkningen livet var jo, at folk døde for hurtigt til at nå at smitte andre. Det gør HIV-ofre som bekendt ikke, og tilsyneladende er den afrikanske HIV endda en mere virulent version. Spørg hellere om, hvornår alle er HIV-positive i en befolkning, det ville nok være mere relevant Det spørgsmål hører man sjældent formuleret, nå nej aldrig! Det fjerner jo ligesom også enhver nytte af langsigtet hjælpearbejde, for der er jo ingen fremtid overhovedet, men det mener den vestlige hjælpeindustri naturligvis ikke. Så ville de jo være arbejdsløse og skulle hjem igen og måske ligefrem til at begynde at betale skat af deres løn, fyda!. Alle investeringer i disse lande er dog forlængst ophørt, så nogen ved det åbenbart godt.

Når man som efter Khmer Rouge i Kampuchea konfronteres med en million eller flere ofre i store bunker, kan selv den mest tungnemme journalist se, at der har været tale om et folkemord. De samme journalister overvejer derimod ikke, om Robert Mugabe og hans “partisaner” og “krigsveteraner” i Zimbabwe måske i virkeligheden er ligeså slemme eller måske endda værre. Vidnesbyrdene er ellers ganske utvetydige. Der er bare ikke tale om centralt beliggende bunker af lig, så historien eksisterer ikke som medienyhed. Sandheden er ellers ekstremt uhyggelig. Særdeles autoritativt statistisk materiale peger nemlig på, at den forventede levetid i Zimbabwe er gået fra at være Afrikas længste til at være den korteste. Vi opererer simpelthen med en halvering af den forventede levetid, og den falder stadigvæk. Denne ulykkelige statistik gør uden nogen sammenligning Robert Mugabe til alle tiders folkemorder med en mulig undtagelse af tidligere hændelser på Påskeøen, hvor alle inklusive kongen selv døde. Den rekord kan jo allerhøjst tangeres, selv om de absolutte tal var temmeligt meget mindre.

At halvere levealderen i Zimbabwe svarer jo selv for den ikke altfor matematisk kyndige til at slå halvdelen af landets befolkning ihjel, hverken mere eller mindre, men det har tilsyneladende ikke afstedkommet andet end små rynker i panden hos iagttagere. Mugabe passerer i fin stil tidligere ellers suveræne massemordere som Stalin (10-20% af befolkningen myrdet) og Pol Pot (omkring 30%). I den sammenligning blegner den ellers ikke voldsomt sympatiske Slobodan Milosevic unægteligt noget, og han blev endda anklaget og næsten dømt for folkemord, indtil han altså lige døde under retssagen. Et mord er naturligvis et mord for meget, men Mugabe har altså slået 6 mill. ihjel og han er sluppet fra hver og et af mordene. Hvorfor vides ikke, for spørgsmålet er aldrig blevet stillet.

I sin ungdom var den store amerikanske skuespiller Marlon Brando noget mere atletisk end det massive kødbjerg, som han udviklede sig til i den sidste halvdel af sit liv. Det var jo bare som stor og tyk, han blev mest kendt.. Alene hans fremtræden forhindrede ham dog i at blive taget helt alvorligt af alle europæere, for som alle ved, er fedme jo et tegn på mangel på kontrol over det allersimpleste, nemlig hvor meget man spiser. Man er altså en temmelig ynkelig person, hvis man er svært overvægtig, og da Brando tillige var amerikaner, var han derfor temmeligt grinagtig. Der er dog en enkelt undtagelse fra denne regel, og det er faktisk ganske signifikant. Det drejer sig om filminstruktøren Michael Moore, som for mange såkaldt “oplyste” europæere er blevet adopteret som nærmest sådan en slags “æres-europæer”.

Denne ærestitel har haft signifikante fortilfælde i den nyere europæiske historie. Som det vil være enkelte bekendt, udnævnte selveste Adolf Hitler nemlig sine allierede japanerne (der er de igen, dem, som myrdede min ungdoms skalamodeller, forbandede skævøjer) til “æres-ariere”. Godt nok var der strenge fysiologiske krav til det ariske udseende i ideologen Rosenbergs aldeles forvrøvlede race-teorier, men selv med en særdeles elastisk formulering faldt næppe mange af datidens bittesmå og hjulbenede japanere ind under det ariske ideal-glansbillede. Det var jo noget inden vitaminpillernes tid. Iøvrigt ligeså lidt som tilsvarende tvivlsomt ernærede engelske minearbejdere ville have gjort, men de blev heller ikke spurgt. Om det så ligefrem er et værdigt fortilfælde som “æres-europæer” er måske tvivlsomt, men det er det eneste, som vi kender til. Indtil Michael Moore, altså.

Nu er denne skribent ifølge fru Olsen på ingen måde undervægtig, men Moore er altså i en helt anden kategori. Hvis han ikke havde været “æres-europæer” ville man jo have været tilbøjelig til at afvise ham som person blot på grund af hans formidable overvægt. I sådan et tilfælde ville det naturligvis have været “typisk amerikansk”, men det er det altså slet ikke her, overhovedet ikke. Der stilles vistnok heller ikke et af alle tiders allermest indlysende spørgsmål til dette veritable flæskebjerg, om han nu ikke er ked af ikke at have instrueret den amerikanske dokumentarfilm “Supersize Me” Så vidt vides er han heller aldrig blevet spurgt i forbindelse med sit seneste epos “Sicko” om det syge amerikanske sundhedsvæsen, hvordan han selv har etableret sin sygeforsikring. Som det er almindeligt kendt, kan man jo ialtfald i Danmark ikke blive forsikret overhovedet, hvis man blot er i nærheden af at være så fed som Moore. Det kan man næppe heller i USA, men spørgsmålet er som så mange andre aldrig nogensinde blevet stillet. Det kunne ellers have været vældigt interessant, men det er vist mest et tegn på en journalistisk standard, som er mindst ligeså syg som det amerikanske eller danske sundhedssystem. Og forresten stiller man jo slet ikke spørgsmål ved vennerne. Det er vist heller ikke længere helt så politisk acceptabelt som tidligere at sige, at man hellere vil se “The Bourne Identity” end en dødssyg fransk kunst-snakkefilm instrueret af Eric Rohmer. Han er jo en af vennerne, godtnok en meget kedelig en.

Jeg kan anbefale Poulsaudiobutik.dk, ikke bare for samfundskommentaren, men også for det overflødighedshorn af viden om HiFi udstyr man kan erhverve ved at læse de mange kronikker.

sennheizer-4.jpg

Udlændingeservice

Diverse — Sobieski on October 7, 2007 at 1:00 pm

I Weekend Avisen kan man i denne uge læse om en kvinde der, i følge hende selv, har dårlige erfaringer med Udlændingeservice.

Sissel Bjerrum Fossat
Ph.d.-stipendiat i historie
Odense.

… Min argentinske mand, der har taget en del af sin uddannelse her Danmark, venter nu på 11. måned på en tilladelse til at deltage i det praktikforløb, der var en fast del af den uddannelse, han allerede fulgte. Men kære Udlændingeservice, hvis I læser dette så bare glem det, han er nemlig længe blevet færdig.

I mellemtiden er vi blevet familiesammenført, og det står nu klart, hvorfor alt der »lugter« af udlænding fungerer så dårligt her til lands. Som udlænding får man tildelt allerlaveste status i samfundet, og staten går pr. automatik ud fra, at man er potentielt voldelig og helt sikkert bliver langtidsarbejdsløs.

I de integrationssamtaler man skal følge, bliver man belært om, at man sørme ikke må slå sin kone og lemlæste sine børn (det er jo ellers normalt når man er udlænding!). Når man skal til samtale en gang hver tredje måned, får man to dages varsel, og hvis man er forhindret i at komme, så skal man lige huske at melde afbud i telefontiden mellem kl. 9 og 10, ellers er det brud på integrationskontrakten.

Men hvilken udlænding har også brug for mere end det? Kære Integration, denne nedladende facon bringer intet positivt. Jeres arbejde giver kun sure borgere og et enormt ressourcespild. Min mand er dansk gift, arbejder fuld tid og går til dansk fem timer om ugen. Hvad mere vil I have?

Kære Sissel, du er faret i blækhuset pga. en sag der tilsyneladende har løst sig selv. Det er det du selv giver udtryk for. At den mand du har taget med til Danmark ikke bliver modtaget med den røde løber, kan jeg kun beklage (og intet som helst andet). Personligt har jeg også oplevet det danske bureaukrati som langsomt og nogle gange umedgørligt. Denne oplevelse deler jeg med ganske mange. Den røde løber har jeg aldrig betrådt og forventer aldrig at gøre det.
Ud fra den logik som konceptet ’statsborgerskab’ fordrer, kan en udlænding ikke forvente at få tildelt en ‘høj status’ i det land vedkommende besøger eller tilflytter. At du, kære Sissel, har en forventning herom tyder på at du i grunden ikke forstår det internationale system bestående af stater. Jeg kan ikke forvente at få lov til at opholde mig i eksempelvis USA på ubestemt tid, selvom jeg kunne besidde et ønske derom. Ergo opholder jeg mig på amerikanske betingelser og med den status det medfører. Ud fra hvilken logik dette ikke skulle gælde for dig, Sissel, og din mand mangler du at gøre rede for.
Det er forresten utroligt tarveligt af dig Sissel, at påstå at “alt der »lugter« af udlænding fungerer så dårligt her til lands”. Din brug af sarkasme er primitiv og upræcis, og giver ikke plads til de udlændinge som har klaret sig godt i samfundet. Dette er desværre ikke det eneste eksempel på hysterisk sarkasme i dit læserbrev.
Sissel, du hævder at staten operer med fordomme om udlændinge; er det fordi disse fordomme ikke passer på din mand, eller disse ikke passer på dine fordomme om udlændinge? Kunne det være, at de påbud Udlændingeservice oplyser om faktisk har et udspring i en virkelighed du ikke kender til?
Jeg konkluderer, at du kære Sissel, kommer ud af en ‘rettigheds-kultur’ hvor alle påberåber sig deres ret og at denne bliver serveret med aller største selvfølgelighed. Denne politiske kultur afstedkom en situation, hvor indvandrere med største selvfølgelighed kunne få tilladelse til at leve i Danmark og nyde godt af de danske overførselsindkomster til alles ulykke. Dette er årsagen til at den danske udlændingepolitik er som den er, og det er sikkert synd for din mand, men vi differentierer altså ikke mellem argentinere og pakistanere.
Nu har du Sissel, fremlagt dine fordomme og jeg mine. Det bliver spændende at se, hvilke fordomme fremtidens historikere vil tillægge mest betydning og mest sandhedsværdi.

Modspil.dk i absurd forenkling

Diverse — Drokles on October 3, 2007 at 5:00 pm

Det grundlæggende problem i den arabiske verden er bureaukratiet, hvis man skal forstå bloggen Modspil.dk

Jeg har tidligere (mange gange) afvist den primitive afvisning af den arabiske verden som “tilbagestående” udbredt i fremmedfjendske kredse, ikke mindst, fordi diktaturerne i den arabiske verden (som f.eks. i Ægypten eller Saudi-Arabien) ofte fungerer i allerbedste forståelse med netop Danmarks nærmeste allierede i den “oplyste” vestlige verden.

Hermed selvsagt ikke være sagt, at alt står godt til i den del af verden - blot at problemerne og deres årsager ikke kan reduceres til Mogens Camres-planet.

Og så følger ellers et uddrag fra en anden blogger tilsyneladende bosiddende i det deprimerende land Jordan, der fortæller om, hvor frustrerende det er at tumle med et ineffektivt og korrupt bureaukrati. Og Humanisme slutter med ordene

Korrupte, postkoloniale strukturer? Generel tilsanding i et samfund præget af trægt bureaukrati i den ene ende og rivende økonomisk udvikling og indvikling i den anden?

Et spørgsmål, det er nemmere at stille end at svare på - men, som sagt, protesten mod den skrigosfæriske forsimpling af tingene bør naturligvis ikke til at få nogen til at antage en ikke eksisterende blindhed for tingenes faktisk (og af vore egne allierede understøttede) tilstand i den del af verden.

Den muslimske verden har altså bare været så uheldige at have dårlige bureaukratier. Ingen forklaring på hvorfor inderne sagtens kan få deres postkoloniale bureaukrati til at fungere uden et hæmmende omfang af korruption. Alle riger i den muslimske verden er nemlig bukket under for intriger og korruption og nepotisme, fra mogulerne henover Osmannerne til hvad der i den islamiske
selvopfattelse er deres største tid, nemlig de mauriske riger i Spanien. Men hvad de hele tiden har manglet er altså en kommunalreform.

Er det islam eller socioøkonomi?

Forbrydelse og straf, Londonistan, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on October 3, 2007 at 3:23 pm

Når muslimer i hele verden konstant udtrykker et komplet paranoidt billede af den verden, der omgiver dem opstår, der gerne en diskussion om, hvorfor det er således, hvor en horde af intellektuelle undermålere prøver at bortforklare dette globale fænomen med alt andet end den fællesnævner, der ligger lige for og skriger til himlen.

Den store klassiker indenfor genren “blår i øjnene” er de socioøkonomiske faktorer, der især er populære fordi det er den eneste måde ældre medlemmer af venstrefløjen kan overkue verden på. Ellers prøver man gerne at gøre alt til unikke eksempler for at slette selve ideen om en fællesnævner og her træder især de psykologiske faktorer i karakter båret af venstrefløjens yngre medlemmer, der i postmodernismens tidsalder synes at det er farligt at konkludere noget som helst og hvis interesse i psykologi kommer fra en intens dyrkelse af deres eget selv. Fra Politiken

På gårsdagens retsmøde anklagede Dodi al-Fayeds far, Mohamed al-Fayed, det britiske kongehus for at have bestilt mordet på parret [Dodi al-Fayed og Prinsesse Diana], som havde været godt stof i ugebladene i løbet af sommeren.

I en stribe af beskyldninger sagde ejeren af Londons luksusvarehus Harrods - og en af Storbritanniens rigeste mænd - at den kongelige familie ikke kunne bære tanken om, at Diana skulle gifte sig med en muslim.

Fransk og britisk politi har dog konkluderet, at ulykken var et tragisk uheld, som skyldtes, at Henri Paul kørte for stærkt og havde for meget alkohol i blodet. Begge politiundersøgelser har afvist al-Fayeds beskyldninger.

Tja, og når nu der ikke er meget at komme efter kan man altid appelere efter paranoia

I et forberedt vidnesbyrd fra al-Fayed påstår han ifølge Reuters, at kongefamilien »ikke kunne acceptere, at en egyptisk muslim på et tidspunkt kunne blive stedfar til den kommende konge af England (Dianas ældste søn, prins William, red.)«.

Ifølge chefdommer Scott Baker er det »hans overbevisning, at der blev taget en beslutning om at dræbe både Diana og Dodi. Han placerer prins Philip (dronning Elizabeths mand, red.) i hjertet af sammensværgelsen«.

Til nævningene sagde han:

»I vil blive nødt til at høre godt efter de vidner, I hører, for at finde ud af, om der er beviser, som støtter denne antagelse«.

Hør godt efter den mindste fortalelse for deri er et larmende bevis! I hvert fald hvis du er så dum at tro på islam.

Kampen om legitimitet

Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on October 3, 2007 at 2:54 pm

Kampen om Ungdomshuset har overstået sin principielle fase, med et nederlag til Ungdomshusets fløj og en sejr for, ja for hvem, end snart sagt alle andre. Ungdomshuset er i sig selv er komplet uinteressant for alle andre en dets støtter, med mindre det kommer til en konflikt med de principper vi alle skal underkaste os for at kunne fungere i den samme by. Og her har Ungdomshuset i eklatant selvovervurdering klart overspillet sine kort.

Der er ingen tvivl blandt danskerne, at man skal opføre sig ordentligt og gadekampe og hærværk  derfor undergraver ens legitimitet. Da det ikke er særlig sjovt at være revolutionsromantikker uden at lege revolution i gaderne lægger man i miljøet om Ungdomshuset ikke gerne sin taktik om, men prøver helt i tidens ånd at lave noget effektivt spin. Således kunne man for et par uger siden læse om en falsk beboergruppe der hilste et nyt Ungdomshus velkommen i “deres” kvarter.

Det handler nemlig nu ikke at argumentere for at loven er undertrykkende for de unge, der gerne vil have fripas, som de eneste. Den argumentation er tabt på forhånd i demokratiets/småborgerlighedens Danmark. Istedet håber man så  under dække af falske bogergrupper at fremstille etableringen af et nyt Ungdomshus som et folkeligt krav, der ikke handler om principper men om at principryttere og krakilere der i deres indskrænkethed repræsenterer forskellige former for fascisme, som ikke kan tolerere den lille uskyldige untagelse fordi det udfordrer ensartetheden. Derved håber de at komme udenom princippet om ens regler for Loke såveld som for Thor. Men virkeligheden kan være hård og i dagen 180 Grader kan man læse

“Vi forventer naturligvis, at I som folkevalgte prioriterer almindelige menneskers ret til at leve i fred højere end at være imødekommende overfor det ungdomshusmiljø, som gentagne gange har udøvet hærværk og vold i et omfang, som vi ikke har set i Danmark siden anden verdenskrig,” skriver beboerne.

Brevene er forfattet af beboernes talsmand, Rasmus Jarlov, og bag ham står 950 underskrivere på www.groendalfriforungdomshus.underskrifter.dk.

(…)

Der har tidligere været underskriftsindsamlinger og beboerorganisationer, der støttede et ungdomshus på Grøndalsvænge, der senere viste sig at bestå af mennesker, der boede flere kilometer væk. De 950 mennesker, der har skrevet under hos jer, bor de rent faktisk i Grøndalsvænge?
“Ja. Alle adresser er blevet kontrolleret og alle underskrivere bor i Grøndalsvænge eller indenfor en radius af 1,5 kilometer fra bygningen.”

Ja, to kan spille det spil, men den ene part behøver bare ikke at snyde. At vi skal leve under de samme regler har nemlig intet at gøre med “divesitet” kontra “normalitet”, men med ligestilling og universel retfærdighed.

Universitær ensretning

Diverse — Sobieski on October 2, 2007 at 2:02 pm

Denne postering handler om et indlæg i Uriasposten som jeg fik kommenteret ret sent på. Nu ville jeg helst have at det ikke gik i glemmebogen.
Det drejer sig om en artikel af Michael Jalving i Berlingske Tidende, og her interviewes bl.a. Henrik Gade Jensen og Anders Holm Thomsen.

For nogle år siden viste en Gallup-undersøgelse, offentliggjort i Magisterbladet, at danske akademikere ligger langt til venstre for resten af befolkningen. Hvis danske akademikere alene skulle sammensætte Folketinget, så ville VKO-partierne ikke få mere end 15 pct. af stemmerne, mens SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet ville få et rødt flertal på 53 pct. Alene de Radikale ville få mere end VKO-blokken.

I dag lyder det fra en række borgerlige akademikere, at denne politiske ensidighed blandt akademikere gør det svært for borgerlige at avancere i universitetssystemet, særligt indenfor humaniora. Det koster at stikke snuden for langt frem, siger de borgerlige akademikere, som Berlingske Tidende har talt med.

…Anders Holm Thomsen var marxist, da han begyndte på universitetet i 1986, og han valgte historiestudiet, fordi han gerne ville have indsigt i nødvendigheden og det, marxisterne kaldte for »videnskabens princip«. I dag er han medlem af Venstre og forlængst kureret for marxisme.

Var det lettere at være marxist end borgerlig på universitetet?

»Bestemt. Der er slet ingen sammenligning. Som marxist havde man hele tidsånden som en kuvøse omkring sig. Og når først tidsånden og rationalismen har bidt sig fast, sådan som det er sket på universitetet, så bliver systemet selvsupplerende. Det ser man også i diverse forskningsprogrammer og stillingsopslag, hvor man allerede har bestemt sig for, hvilken profil der skal have stillingen. Der ligger nogle bestemte kodeord i opslagene, som er med til at gøre systemet meget selektivt. Universitetet lever et komplet afsondret liv, fuldstændig uden ansvar over for dem, der egentlig finansierer systemet. Det, at universitetet ikke fungerer på markedsprincipper, medfører en uansvarlighed, hvor man bliver selvrefererende og hvor man konstruerer sine teorier uden sans for den praktiske verden. Man skal ikke stå til ansvar for noget som helst.«

Hvordan kommer man i dine øjne uansvarligheden til livs?

»Noget af det, man kunne gøre politisk, er at skære ind til universiteternes kerneydelser. Hvorfor skal man have alle de dér, små mærkelige centre med kryptiske navne? Hvorfor skal der i det hele taget være nogle hundrede universitetsansatte historikere? Hvis man skærer ind til kernen, ville der komme en gennemsigtighed. Selv om universitetet ikke blev markedsbaseret, ville man have bedre hånd i hanke med, hvad pengene går til.«

Her er det så Anders Holm Thomsens og mine veje skilles. Det skal ikke anfægtes, at det hæderkronede Historie studium har været inficeret af marxister til helt op i 90′erne, men betydningen og konsekvenserne deraf er langt fra det billede han tegner. For at citere den nu pensionerede Hans Vammen: “Der var 4½ marxist på institut for historie, og jeg var den halve.” Der var altså ikke en liga af marxister der sad på diskursen på historisk institut. Det har givetvis været langt værre på de samfundsvidenskablige fag, men jeg vil have mere præcision i anklagerne.

Markedsmodellen appellerer ikke umiddelbart til ASGER OUSAGER, der er ph.d. i filosofi fra England og mag.art. & cand.mag. i fire fag: filosofi, historie, religion samt oldtidskundskab. Han er ekstern lektor ved Aarhus Universitet og provisionsaflønnet af et reklamebureau i København, men har det seneste halve år ellers søgt 240 faste stillinger uden held. Han har netop skrinlagt en disputats, fordi han manglede motivation i form af udsigt til en universitetskarriere bagefter. Han opfatter sig selv som borgerlig, men mener ikke, markedet kan klare alt.

»Al kultur bygger på antagelsen af objektive målestokke og på, at noget er rigtigere og bedre end andet«, siger han og fortsætter:

»Det er ikke kun universitetet, der har et problem, men hele samfundet, som hverken belønner indsigt eller mod. Selv borgerlige tør ikke ansætte dem, der ytrer sig offentligt på en måde, der er i modstrid med mainstream. Min personlige erfaring er, at hvis man vover noget og gør en indsats for Danmark eller andet end lige det, der er i vælten, så risikerer man at blive smidt ud. Når det borgerlige Danmark indretter sig efter markedsværdi alene, bliver det meget let opportunistisk, og så tør man ikke ansætte folk, som har sagt eller skrevet noget kontroversielt, sådan som både Henrik Gade Jensen og jeg selv har oplevet. Det er jo derfor, han råder unge mennesker til ikke at ytre sig offentligt.«

Så du siger, at selv borgerlige mennesker ikke kan lide eller frygter andre borgerlige?

»Jeg siger, at hvis man ytrer sig offentligt, så skal man sikre sig, at det er i overensstemmelse med den herskende mening og den momentane efterspørgsel. »Hyl altid med de ulve, du er iblandt…« Hermed saver det borgerlige Danmark den gren over, som det selv sidder på. Jeg er enig med Gyldendals direktør Johannes Riis i, at ånd og økonomi ikke er ligefrem proportionale, men at det nærmest forholder sig omvendt. Det er dybt deprimenrende at opleve.«

Og nu til undertegnedes kommentar fra Uriasposten:

Beklager denne forsinkede kommentar -
Undertegnede er hverken enig med Henrik Gade Jensen eller Anders Holm Thomsen, og jeg baserer min uenighed på konkret og aktuel viden. Nu vil jeg sådan set heller ikke betegne mig selv som ‘borgerlig’, jeg ved egentlig ikke hvad det betyder, men jeg ved at der rigeligt med borgerlige idioter. Lad mig føje et eksempel til: For nyeligt hørte jeg en underviser på KU beklage, at verden havde misforstået Irans intentioner med deres A-våben program. Derefter kom der en udredning der åbenbart var så klar at “…det måtte selv Pia Kjærsgaard kunne forstå!”
Ja, underviseren er konservativ(folkeparti) - det ved jeg bl.a. fordi han klynkede over, at topskatten ikke ser ud til at blive sænket. Personligt er jeg bedøvende ligeglad med topskatten. Hvis folk har lyst til at arrangere bordservietter på Titanic, så kan jeg kun ryste opgivende på hovedet. Se, idioterne findes med ganske fin spredning, og derfor er ASGER OUSAGERs fremlægning tættest på sandheden.
MEN, mine herrer og den dame, der er ved at ske et skred, ikke kun i erkendelse, men også i grundholdninger. På historiestudiet er folk langt mere reaktionære end rygtet siger, men det er ikke hvem som helst der kan ytre sig frit. Man skal helst tilhøre ‘the kool kids’, og det kommer jeg nok aldrig til, men jeg kan tage masken på og narre dem længe nok til at få argumenterne igennem. 11 september og muhammedkrisen har rygget målstængerne. 68′erne er på hælene, men ikke færdig endnu. De skal have det sidste skub, og Kim Møller har ydet sit.

Mht. liberaliseringen af universiteterne, så fatter jeg ikke et klap af, hvad i al verden det skulle hjælpe på den politiske slagside - tag nu f.eks Columbia University i New York; det er et privat universitet, men det forhindrede dem ikke i at lukke fjenden ind da muligheden for at lade Ahmadinejad holde foredrag forelå.
Der hvor jeg til gengæld er enig med Anders Holm Thomsen er hvor han påpeger den absurde mængde institutter og centre der er løsrevne fra enhver videnskablig og teoretisk position. Tag bare Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, hvad er det dog for en pærevælling.

Kim Møller banker den venstreorienterede presse

Pressen — Drokles on October 1, 2007 at 8:39 am

I et glimrende og veloplagt indlæg på 180 Grader hudfletter Kim Møller fra Uriasposten venstrefløjsforskeres frikendelse af pressens venstretiltning. Kim Møllers underspillede humor er her ekstra tør

Bedst kendt er  Mediernes dækning af Irak-krigen (Modinet, 2004), der ikke blot frikendte TV-Avisen for politisk skævvridning, men ligefrem bekendtgjorde, at medierne generelt var (for) pro-amerikanske. Problemet var, at medierne - herunder TV-Avisen - ikke nok inddrog irakiske kilder i sin dækning. Analysen omfattede blandt andet den dag i april 2003, hvor den irakiske informationsminister Saeed al-Sahaf, live på tv, alt imens amerikanske kampstyrker høres i baggrunden forklarede, at “they are nowhere near Bagdad”.

Og som sædvanlig har Møller været i arkiverne

 En af de mest citerede medieforskere er Frands Mortensen. I 1978 redigerede han som lektor på Danmarks Journalisthøjskole antologien  Ikke et ord om ytringsfrihed, der beskrev, hvorledes revolutionære kommunister kunne bruge journalistikken til at få indført den sande socialisme. Et af kritikpunkterne var den borgerlige journalistiks “strenge genre-krav” - det forhold at man som journalist ikke måtte sammenblande det faktuelle med egne politiske holdninger. I dag er han, foruden at være modstander af TV2-privatisering, en prominent fortaler for DR’s licensfinansierede uafhængighed, trods det at han ofte pointerer, at DR har et borgerligt verdensbillede.

Læs det hele og bliv klogere

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress