Veritas Universalis har (selvfølgelig! fristes jeg til at tilføje) fundet et par kommentatorer, der rent faktisk har læst det bizarre brev om fred mellem den kristne og den muslimske verden (den jødiske, polyteistiske og ateistiske verden har ikke fået et brev, er det ikke mærkeligt?) afsendt af en række prominente imamer og lærde. Begge anser selve brevet som en trussel om at adlyde muslimske krav eller tage følgerne og tillægger altså afsender en større målrettethed end jeg gjorde i min analyse. Mellanie Phillips siger bl.a.
First and foremost, it purports to be a plea to Muslims and Christians to make peace with each other. But this implies that both are at war with each other. This is untrue. The Islamic world — or part of it — has waged war on the Christian (and Jewish) western world. The Christian world is merely responding in self-defence. It is the Islamic world which says it wants to conquer the Christian. The Christian world does not say it wants to conquer Islam, merely that Islam should stop trying to conquer it. Yet the Islamic world pretends that the Christian world is engaged in an act of exterminatory aggression against it.
That lie is the motor of the jihad. That lie is fundamental to the absence of peace between the religions. Yet this letter fails totally to acknowledge this seminal fact. It says:
The future of the world depends on peace between Muslims and Christians.
Very true; but for this piety to be any more than a meaningless truism, the Islamic world has to end its aggression. The letter makes no acknowledgement of this. All the emphasis is on the Christian world altering its behaviour. So its inescapable implication is that for peace to occur, the Christian world must abandon its own self-defence. In other words, there can be no peace without the Christian world surrendering to Islam.
Og WorldNetDaily under overskriften “Make peace with us - or we’ll kill you”, som er så rammene at Veritas selv bruger den skrives bl.a.
At least, that is the way most mainstream news reports styled it – “an invitation to make peace.” It was actually more of an ultimatum than it was an invitation. Boiled down to its essence, the letter warned Christians to “make peace with us or we’ll kill you.” The letter just phrases it more nicely.
“As Muslims, we say to Christians that we are not against them and that Islam is not against them – so long as they do not wage war against Muslims on account of their religion, oppress them and drive them out of their homes.”
It was hard to know what to make of that statement. If it refers to the war on terror, it was Osama bin Laden who declared this a war of religions, in which he identified his enemies as Christian Crusaders and Jews.
The so-called “invitation” to make peace with Islam suggests that the price of peace is Islamic freedom to make war on others without fear of retaliation. At no point in the conflict has anyone other than Islam defined it as a conflict between Christians and Jews against Islam.
Både Mellanie Phillips og WordNetDaily analyserer altså brevets ordlyd, som jeg ikke orkede at sætte mig ind (hvem gider læse en forfatter, der anser Koranen for en god bog?). I stedet ser jeg på de forhold brevet er blevet til under og jeg underordner selve indholdet af brevet af dette.
Grunden til at jeg ikke finder indholdet som det væsentligste er, at muslimske lærde ikke kan udtrykke sig anerledes end de gør i brevet. Der er ingen hjemmel i islamisk tankegang til forsoning der giver det mindste køb på de muslimske dogmer, en tanke som WorldNewsDaily også er inde på
Islam not only demands that its followers believe that Allah is the same god as the God of Christians and Jews; it demands that Christians and Jews agree.
Neither Christianity nor Judaism imposes that requirement on their adherents, although Christians and Jews generally agree that the God of Israel is also the God of Christianity. Not because one side or the other demands it, but because both understand from the Bible that the nature of the God of Israel and the God of Christianity are the same.
Hvis brevet skulle indeholde en fremstrakt hånd i ægte vestlig forståelse, hvor man pragmatisk ikke insisterer på at have den endelige ret på sin side, ville de lærde bedrive blasfemi. Der er ingen anden Gud end Gud og Muhammed er hans profet og det kan på ingen måde trækkes ned til alment religiøse tankegange, hvor man anerkender at Gud viser sig i en treenighed, har en søn og så fremdeles. Og det er ligeledes et islamisk dogme, at det er den samme gud islam, jødedom og kristendom tilbeder, som WorldNewsDaily pointerer. Den simple troslære afskærer de lærde fra at skrive på anden måde så hierakiet mellem trosretninger er givet og ikke til debat. Brevet aggressive pointe er altså ikke det store chock for mig.
Men det betyder ikke at indholdet i brevet ikke er væsentligt, for selv om man må regne med den slags, hvergang man kommunikerer med fredens repræsentanter, så er udtrykket jo reelt. At de ikke kan formulere sig anerledes dækker jo over at de ikke kan konkludere anerledes og derfor er ordlyden en tilståelsessag for såvidt islams hensigter.
Og som både Phillips og Worldnetdaily pointerer overses det af de fleste medier og meningsdannere. Der er altså god grund til at læse brevet - eller andet islam - hvis man vil forstå hvad man er oppe imod. Men hvorfor kommer brevet nu? Hvad er det i verdenssituationen der gør at de lærde muslimer mener at det trækker sammen til et opgør - eller en afgørelse? For uanset indholdet af brevet henvender de sig med et formål og de vælger at gøre det nu. WorldNewsDaily har denne forklaring
Islam just finished the feast of Ramadan. Here is what the Quran says should be the attitude of all Muslims at the end of this sacred feast season: “So when the sacred months have passed away, then slay the idolaters [particularly Jews and Christians] wherever you find them, and take them captives and besiege them and lie in wait for them in every ambush. …” (Quran, Surah 9.5)
The irony of our leaders’ and media’s response is mind-boggling. This is not an offer of peace – it is a prelude to war. In the cold light of day it means, “Make peace with Islam and Allah, or we’ll kill you.”
De er en god anledning, hvis der er hvad man mener, men da der ikke kommer et brev hver gang der holdes Eid må man stadig spørge hvorfor nu eller rettere hvorfor i år? Tina Magaard skrev i Jyllands-Posten 20.10.2006
I 2005 opstod en ny situation i dhimmi hedens historie. Det Muslimske Broderskab (repræsenteret af Islamisk Trossamfund i Danmark under Abu Labans ledelse) indledte to parallelle kampagner: Muhammed-krisen i Danmark, og en ”teaterkrise” i Egypten. Man havde gravet en dvd frem fra 2003, der viste et teaterstykke, som koptiske teenagere havde opført privat en enkelt gang. Det er et mysterium, hvordan det blev filmet, og hvordan dvd’en havnede hos Det Muslimske Broderskab. Men i oktober 2005 stemplede Broderskabet den som krænkende for islam. Den koptiske patriark Shenouda III blev afkrævet en officiel undskyldning, men han afviste. Den 19. oktober blev en koptisk nonne knivdræbt på åben gade. Den 21. oktober væltede omkring 10.000 muslimer ind i det kristne kvarter i Alexandria, nedbrændte en kirke og udøvede hærværk på syv kirker, butikker, biler, en skole og et hospital.
Den slags forløb, hvor det Muslimske Broderskab kræver undskyldninger og orkestrerer straffeaktioner, er ritualer, som skal fastslå kristnes dhimmi- status. Det mønster er i tråd med nyere fatwaer fra Broderskabet, som for eksempel kræver, at jizya- beskatningen af kristne skal genindføres.
Forsøger islamisterne at dhimmi sere europæerne? Det seneste års ”ytringsfrihedskriser” kan tolkes i det lys. Det stemmer overens med det udkast til en islamisk forfatning for Europa, som Islamic Council of Europe offentliggjorde allerede i 1983.
Paragraf 3 stipulerer, at ”Samfund og stat hviler på sharia”, hvilket indebærer dhimmi- status til ikke-muslimer. Paragraf 8 stipulerer ytringsfrihed ”inden for lovens (altså sharias) rammer”, hvilket i praksis betyder begrænsning af ytringsfriheden, da der i sharia er dødsstraf for krænkelse af islam.
Og i P1 advarede Magaard engang om den grundlæggende betydning af, at unge muslimer råber taqbir i gaderne i de vestlige metropoler - herunder også i Danmark. Det er nemlig et tegn på at man opfatter gaderne og dermed det offentlige rum, som tilhørende den islamiske sfære. Men det er nok mere en følelse af at være mange nok og stærke nok end et rationale der har gjort sig sin opposition klart. Hvad man nemlig umiddelbart møder er det bløde civilsamfunds uforstående reaktion.
Men hvad føler ungdompuklerne i den muslimske verden og hvilket pres for handling lægger de på magten? Råber imamerne angrib fordi mange af deres orker allerede er på vej mens resten bliver stadigt mere rastløse? Sikkert er det at der er en bevægelse igang, men hvorvidt den er gennemtænkt er en anden sag. Uanset hvad er brevet ildevarslende.