Radikal nedsmeltning i Aarhus

Diverse — Sobieski on October 21, 2007 at 12:21 pm

Usædvanligt skarpt indlæg, denne gang fra Pouls Audiobutik:

Højt til loftet eller blot langt til bunden

En erkendelse, som bliver tydeligere og tydeligere med alderen, er den, at intet politisk parti har patent på sandheden og da slet ikke på tolerance ja knapt nok på dumhed. Den lokale radikale partiforening i Århus fremsætter dog et særdeles stærkt bud på den allerledeste politiske opportunisme forenet med almindelig foragt for demokratiet og vælgernes intelligens. Nu er der jo mange andre partier ude med lignende gode forslag på ultimativ stupiditet, men alligevel ligner de lokale radikale nu vinderne. Den radikale formand udtaler nemlig de vise ord, at “der er højt til loftet” hos de radikale. Det lyder jo ganske fint, men desværre udtales disse ellers fornuftige ord i sammenhæng med, at en lokal byrådspolitisk afhopper fra Venstre, Ibrahim Gøkhan, nu radikal har fremsat det iøvrigt ellers ret “radikale” forslag om, at blasfemilovgivningen skal skærpes. Faktisk skal den åbenbart skærpes så meget, at ingen overhovedet skal kunne føle sig krænket. Nu er det jo ikke lige præcist et kommunalpolitisk loivgivningsprojekt, ialtfald tror vi, at det bliver vanskeligt at få ind under lokale politivedtægters jurisdiktion som for eksempel føring af hunde i snor. Til gengæld er det da noget mystisk, hvordan de vise radikale og politisk korrekte lokale fædre kan finde lighedstegn mellem Brandes og den traditionelle frie tanke og dette ny-middelalderlige tankesæt, som Gøkhan repræsenterer. Vi har vist fået os en lokal “asmaa” her. Der er vist kun blevet højere til loftet i det radikale hus ved at sænke gulvet.. Vi skal da lige her minde om en vigtig episode i ytringsfrihedens historie i Danmark i en del af landet, som allerede dengang vel ikke var ligefrem førende i denne henseende. Det var i 1970-erne i Hjørring, hvor den daværende borgmester Poul S. Poulsen udtalte de bevingede ord om et stort lokalt musikfænomen, nemlig det forlængst hedengangne “Slåbrock Band”. Sandt og sige var de ikke ret gode, og deres latrinære tekster en del værre. Alligevel svang borgmester Poulsen sig op til topmålet af nordjysk tolerance, da han adspurgt, om han var stolt af sine bysbørn i Slåbrock Band, svarede: “Stolt? Det er nok et lovlig stærkt ord” En af deres udødelige værker hed ellers “Hun sku sæl ha kølle”, og handlede om den tidlige modstander af sæl-jagt Brigitte Bardot. Dengang tog ingen radikale anstød af det slet skjulte sexistiske angreb på kvindekønnet, da “kølle” på de kanter nok også dengang betød noget helt andet. Måske gjorde de ikke noget, de gode radikale, fordi det jo åbenbart ikke objektivt set var nær så slemt som at tegne en stregtegning af en, som hed Muhammed. Dengang i Vendsyssel var der dog højt nok til loftet, men nu var borgmester Poulsen godt nok heller ikke radikal eller særligt politisk korrekt. Han var blot et vidfavnende menneske, som ikke forstod eller elskede alt, men alligevel accepterede det. De tider er tydeligvis forbi hos de radikale i Århus. Det eneste gode er så, at der ikke kan være ret langt til bunden, så når man falder det allersidste stykke ned på bunden, slår man sig nok ikke særligt meget. Herre Jemini!

Der findes da visse fordele ved at bo i Kjøbenhavnstrup og ikke i verdens mindste storby. En af dem er at det er sværere at slippe afsted med kultist agtige foretagener så som Kaospiloterne. En anden er, at presseopbuddet i København hurtigt sætter fokus på politikernes fejltrin, frivillige som ufrivillige, ideologiske som personlige.

Amerikansk leflen for multikulturen

Diverse, Multikultur, Politik, islam — Sobieski on October 19, 2007 at 4:32 pm

Vi er kommet i den ulykkelige situation, at den amerikanske ambassadør James P. Cain har inviteret to ‘danske’ imamer til sin residens for at fejre ramadanen. Disse to imamer er henholdsvis Mohammed Albarazi, kendt for landsskadelig aktivitet i forbindelse med muhammedkrisen (medlem af den delegation der rejste rundt i mellemøsten og forsøgte at miskredittere Danmark) og Safia Aoude, en højrøstet holocaust benægter.
Naser Khader har heldigvis sat fingeren på denne blamage ved at kalde ambassadøren en nyttig idiot, som løber fjendens erinde. Efter min mening en præcis kritik af ambassadørens handlemåde som taler vel for Khaders troværdighed. Søren Espersen, DF er mere vag i sin udtalelse og nøjes med at kalde ham ‘naiv’.

Skal man tro hvad The Copenhagen Post skriver så har ambassadør Cain muslimske repræsentanter til aftensmad hver dag under hele ramadanen for at fejre iftar (slutningen på dagens faste og begyndelsen til aftenens madorgie).
Hvad i alverden har han gang i? Det er en ‘ommer!

Thorning er ved at lære det

Diverse — Drokles on October 18, 2007 at 4:27 pm

Socialdemokraternes kønne formand, mener måske ikke så meget, men hun har dog en fin fornemmelse for hvad der er godt og ondt. Ifølge Nyhedsavisen sætter hun det islamiske tørklæde i modsætning til demokratiske værdier. Demokratiets modsætning må vel være det totalitære, men ikke et ord om Søren Krarup. Fra Nyhedavisen

En del af den personlige frihed er også friheden til at være anderledes. (…) Min grænse går ved, om en skolelærer kan møde op med tørklæde på i undervisningen. Det mener jeg ikke, de skal,« siger hun således.

Også når det kommer til et af forårets store debatemner – om offentligt ansatte muslimer, der ikke vil give hånd – er S-formanden klar i mælet.

Ifølge hende signalerer det, at kvinder og mænd er to forskellige racer, når muslimske mænd og kvinder ikke vil give hånd til det modsatte køn.

»Hvis ikke det danske samfund siger nej til den form for forskelsbehandling, ender vi med at acceptere en kønsapartheid. Derfor er det også et rigtigt krav at stille til en offentligt ansat, at de naturligvis skal være villige til at give borgerne hånden, når de er på arbejde,« siger hun og sætter trumf på:

»Hvis man ikke respekterer de værdier, kan man helt indlysende ikke være ansat i det offentlige.«

Helle Thorning-Schmidt understreger dog over for Nyhedsavisen, at Folketinget ikke skal forvente lovforslag fra hende på de to områder:

»Du kan opfatte det som udtryk for klare værdisynspunkter om, at eksempelvis tørklædet efter min mening ikke hører hjemme på hovedet af en kvinde, der underviser i folkeskolen.«

Godt nok Helle! Og så betyder det ikke så meget at du ikke vil stille lovforslag om det i Folketinget, men det kunne være interessant at vide om du ville stemme for sådanne forslag, forudsat altså, at de ikke kom fra Krarup og ligesindede.

Der er sandelig ved at ske skred i den almindelige opfattelse af tørklædet, der for hver dag får undermineret sin status, som et kuriøst udtryk for harmløs anderledeshed. Når Socialdemokratiets leder ser tørklædedebatten, som en debat om ligestilling og mennekselig værdighed og ikke en debat om religiøs frihed og kulturel mangfoldighed er det et sikkert tegn på at danskerne i stadig højere grad vælger at være tro overfor deres universelle værdier. Sagt på en anden måde så vælger danskerne mennesket til og ideologien fra. Kun idioter vil kalde det for islamofobi.

De nye orientalister

Orientalisme, islam — Drokles on October 17, 2007 at 5:21 am

Hedder en glimrende artikel i Weekendavisens sektion Ideer af Thomas Hoffmann. Han anmelder en bog af Ian Almond  med navnet The New Orientalists, hvor postmodernistiske tænkere som Foucault, Baudrillard og Derrida sættes under lup i deres forhold til islam.

Ét skridt frem og to tilbage! Sådan tænkte jeg efter at have læst litteraten og islamkenderen Ian Almonds nye bog The New Orientalists – postmodern representations of Islam from Foucault to Baudrillard.

Bag denne titel gemmer sig et ærkeædrueligt og gennemkritisk, men altid fair arbejde med nogle af postmodernismens mest celebre og forkætrede kunstnere og tænkere. Med Nietzsche som fadderen til et broget kuld af forfattere og tænkere. På forfattersiden metafiktionens lille gud, J.L. Borges, sprogkalejdoskopet Rushdie og den melankolske Nobelpris-sufi Orhan Pamuk. På tænkersiden diskursanalysens udtænker og galskabsarkæolog Michel Foucault, dekonstruktionismens ikon Jacques Derrida og femi-poststrukturalisten Julia Kristeva. Sidst de to enfants terribles: Jean Baudrillard, manden bag teorien om uvirkelighedens virkelighed (simulakrene og hyperrealiteten), og det sidste nye skrig, den utilregnelige slovenske moralfilosof Slavoj Zizek.

Inden for humaniora udgør de en prominent del af panteon – ikke så få forskere har løbet storm på deres postmoderne kolleger ud fra den begrundelse, at de kolporterer pseudo-videnskab, obskurantistisk retorik og ekstremistisk kritik.

Det er en stor mundfuld at skulle levere en loyal karakteristik af disse folk. Teorierne og den prosa, de udfolder sig i, kører på de høje nagler, men fælles for dem er, at de er særdeles skeptiske over for størrelser som erkendelse og fornuft og over for muligheden for at repræsentere og gengive noget objektivt og adækvat. For fornuft er også magt, ikke sjældent en undertrykkende overmagt, der knap nok bemærkes af nogen, men alligevel gennemsyrer tankeformer og institutioner. Ligesom menneskets evne til at gengive et sagsforhold præcist og virksomt er endnu en slange i Paradiset.

Et andet fællestræk er deres behandling og brug af islam og muslimer. Her er det med Almond ved roret dybt interessant at erfare, hvordan de med næsten usvigelig sikkerhed svigter deres eget kritiske opdrag for at forfalde til ret bastante generaliseringer af muslimer og arabere eller slet og ret forbigår den islamiske Anden, som deres blik for det marginale og fordølgede ellers burde have tunet dem til.

I stedet for at være genuint interesserede i den islamiske verden iscenesætter de blot islam og muslimer som rekvisitter i en modernitetskritik, der både er moralsk tvivlsom og egentlig ganske eurocentrisk. Med andre ord: i stedet for at udøve den kritik, selvkritik og kompleksitetsdyrkelse, som netop deres teorier og tidsånd gjorde en dyd af (og som de naturligvis skosede andre for ikke at leve op til), synes de at forfalde til det stik modsatte i lige præcis tilfældet islam – trods goodwill over for muslimer og islam og trods det faktum, at de befandt sig i de øverste lag af ofte prominente universiteter og her kunne trække på egentlige islameksperter. Her må det tilføjes, at det mindre er forfatterne end tænkerne, jeg tænker på.

(…)

En sidste vigtig iagttagelse hos Almond er hans påvisning af den næsten incestuøse læsning, de omtalte tænkere har af hinandens værker. Selvom der efterhånden er produceret ganske store mængder forskningslitteratur om islam, muslimer og Mellemøsten, synes de fleste af tænkerne at være tilfredse med at læse og genlæse hinanden. Indrømmet, det kommer der mange stimulerende iagttagelser ud af, men eftersom det forbliver – med filosoffen Levinas’ ord – »en udvidelse af Det Sammes Imperium,« reelt en indadvendt europæisk debat, er min fornemmelse stadig, at disse tænkere repræsenterer ét skridt frem og to tilbage.

Læs den hele, hvis du har mulighed for det.

Menighedsbladet Information

Globalisering, Pressen, venstrefløjen — Drokles on October 16, 2007 at 10:07 pm

Menighedsbladet Information er helt holdt op med at foregive at være noget som helst andet end et menighedsblad. Mens Politiken, eller visse dissidenter på det gamle blad, kæmper med at give deres avis en fernis af kritisk journalistik går Information the Full Monty. Fra dagens Information en historie, eller en side af den, om Sarkozy (den højreorienterede skurk) og hans opgør med illegale indvandrere. Således lægger man ud

PARIS - Chulan Liu er blevet et kendt navn i visse kredse i fransk politik.

Efter sin død.

Den 51-årige fraskilte mor til en søn rejste fra Kina til Frankrig sidste år. Da politiet i september måned bankede på døren til den lille lejlighed, hun delte sammen med fire andre illegale indvandrere, vidste Liu - selvom hun ikke talte fransk - at hendes time var kommet.

Som en velskrevet blog, fuld af patos og ensidighed, men ikke som en avis der prøver at tage journalistik alvorligt. Den illegale indvandrer Liu har brudt fransk lov og det er derfor politiet kommer, ikke for at arrestere hende, men for at sende hende hjem. Alligevel er det franske politi morderne og bag dem Sarkozy - hendes time var kommet lyder det som om det var en dødsdom.

Og tragisk nok døde hun “Så da politiet bankede på, sprang Liu ud af vinduet, ramte fortovet og døde.“, som artiklen fortsætter efter en gennemgang af de ændrede forhold i Frankrig siden den nye regering trådte til, men hvorledes politiet og Sakozy er skyldige i Liu’s handling forbliver et mysterium. Uden at ville gøre mig morsom på hendes tragiske skæbne, husker jeg den samme patos blive beskrevet da en fyr vi kaldte spacey tog det ud i det blå, midt om natten. Ved den lejlighed kom strisserne før vi ventede dem og sagde: gå nu hjem! Men vi spurgte, hvor er det? midt om natten.

Og således summerer Information situationen i Frankrig op

25.000 illegale indvandrere skal udvises, inden 2007 rinder ud, har præsidenten vars-let, og han er kendt for at være en mand, der sætter pris på, at hans politik bliver gennemført til tiden. 25.000 er ikke noget overvældende tal statistisk set; til sammenligning anslår myndighederne, at der opholder sig mellem 200.000 og 400.000 sans papiers i Frankrig - de fleste fra Nordafrika, men også mange fra Asien og de tidligere sovjetrepublikker. Og Frankrig modtager fortsat det højeste antal af immigranter i OECD.

Men tal er anonyme størrelser, for den enkelte er udvisningen fatal.

Hvorfor udvisningen er fatal for den enkelte står hen i det uvisse. De illegale har ikke fået asyl og man kunne tænke sig at det netop var fordi de ikke er berettiget til asyl og det antyder at udvisningen ikke er fatal. Hvorfor det skulle være fatalt at bo i Kina undrer ikke Information. Det er derimod fatalt at springe ud af vinduet. I hvert fald er det farligt for episoden med Liu er ikke den eneste

Nogenlunde det samme skete med den 12-årige russiske Ivan Demsky - i mediekampagnen, som er fulgt efter, kendt som ‘den lille Ivan’ - selvom Ivan overlevede.

Han sprang ud fra en altan i byen Amiens i Nordfrankrig sammen med sin far, da politiet kom for at deportere familien. Da Ivan ramte fortovet gik han i koma, og han er fortsat på hospitalet.

I Informations verden sprang han ud sammen med sin far og ikke fordi hans far sagde han skulle springe. At gøre noget sammen er ligesom mere fælles og hyggeligt, men igen undres Information ikke over, hvorfor det er fatalt at bo i rusland, selv om jeg må medgive at det ikke er muntert.

I Information er der ikke tvivl om hvad der er godt og ond og hvem der er gode og onde. Derfor berettes der resten af artiklen om den stigende kritik eller som man formulerer det, den “… folkelige og kirkelige protest” det fremtræder som et spirende håb i disse for Frankrig og medmenneskelighed, ellers så mørke tider.

Franske medier beretter jævnligt i anonym form om “velhavende, dybt troende, katolske middelklassefruer,” der i afsky mod den inhumane udlændingepolitik har tilsluttet sig den voksende modstandsbevægelse - som medierne anslår nu ligger på omkring 25.000 medlemmer - og som skjuler særligt illegale udenlandske børn i deres kældre.

Fransk lov umuliggør udvisningen af forældre uden deres mindreårige børn. Igen er parallellen til jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig klar. Også her stod behjertede franskmænd klar med skjulesteder til de jødiske børnefamilier.

Forskellen mellem illegale, altså mennesker der ikke har fået lov til at være i landet men mod fransk lovgivning, der bygger på flertallet af franskmændenes vilje alligevel har tiltvunget sig adgang til Frankrig sammenlignes med Vichy-regimets forfølgelse af lovlige franske statsborgere der blev anset for urene i raceøjemed . På den præmis er det let at konkludere at de der skjuler illegale indvandrere er “behjertede franskmænd”, der kæmper den samme kamp som den mod nazisterne. Et synspunkt der matcher de franske socialisters

Socialistpartiet har været hurtigt ude med fordømmelser og sammenligninger af politiets opførsel med tidligere tiders skamfulde samarbejde mellem den franske samarbejdsregering og nazisterne om massedeportation af jøder og franske oppositionspolitikere til døden i koncentrationslejrene. 

Og efter at have gennemgået den stigende kritik af Sarkozy helt ukritisk sluttes artiklen af med at give det sidste ord til, hvad Information nok regner som deres åndelige fælder

Pressen holder sig - som sædvanlig med Sarkozys mange initiativer - generelt tilbage fra at kritisere præsidenten. Men, også som sædvanlig, kan man finde oppositionelle røster hos den lille venstrefløjsavis Libération.

I en ledende artikel skrev Catherine Tasca og Pierre Moscovici i sidste uge:

“Sarkozys forslag til immigrationspolitik er skadelig for Frankrigs internationale omdømme. Vi har set på immigration i årtier med frygt og mistænksomhed. Men vi bliver nødt til at se realiteterne i øjnene. Befolkningsvandringerne vil fortsætte, og vi bliver nødt til at tackle indvandringsspørgsmålet positivt og anerkende, at dette spørgsmål ikke er roden til vore problemer … Sarkozys politik vil føre til inhumane handlinger … Frankrig vil blive set som et koldt og umenneskeligt sted … det er på tide, at venstrefløjen handler … Målet er ikke kvoter … men at bringe udlændinge ind i dette land på lovlig vis. Dette vil være til gavn for Frankrig som et kollektiv, siden indvandrere kan bidrage til den vækst, vi har brug for.”

Køen af vestlige lande der taber deres gode omdømme er efterhånden uoverskuelig lang så libérations provensielle bekymring for deres lands ry er nok overdrevet (men det kan måske tage forkus fra Danmark, Tøger). Det var ordene fra Informa……øh Libération, hvor det altså for dem handler om “at bringe udlændinge ind i dette land på lovlig vis.” uden skelen til at det netop er hvad man gør, men at der er mange udlændinge der bryder loven ved at omgå den, hvorfor man betegner dem, som illegale og hvor man ikke mener, at den befolkning, der har skabt den franske rigdom er i stand til at fortsætte det gode arbejde, hvorfor den skal skiftes ud med en befolkning, der åbenbart er bedre til det - og måske bare bedre alt i alt?

Sejrherren Krarup (V) sender Enhedslisten til tælling

Multikultur, Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on October 16, 2007 at 3:31 am

Hvis Enhedslisten går istykker over Asmaa’s opstilling vil det være første gang at et parti smadres af en politisk modstander. Normalt bukker partier under fordi tiden løber fra dem eller at deres egne politikere ødelægger det i intern strid. Men aldrig har en debat rejst af en politisk modstander om grundlæggende principper skadet et parti, som den debat om Asmaa’s tørklæde Krarup startede. Krarup kan her indskrive sig her i historien som den første der formår at lukke et parti udefra ved ren hudfletning af argumenter, hvis Enhedslisten skulle bukke under i sagen om Asmaa.

Hvis Enhedslisten rykker Asmaa længere ned på listen og dermed udenfor rækkevidde af Folketinget vil partiet måske nok overleve krisen men Krarup vil dog stadig have banket det på plads - udefra! Partiet vil nemlig have taget hans kritik til sig og rettet ind - til højre.

Sagen er, at den præcise analyse af Asmaa’s tørklæde, som en manifestation af et sæt værdier, der står i modsætning til det folkestyre’s talerstol hun vil betræde i tilfælde af at hun bliver stemt ind i Folketinget. Tørklædet står derfor og af andre grunde i samme modsætning til de principper som Enhedslisten selv hylder. Og det var krarup der under stort spetakkel satte fingeren på dette og tvang alle partier og politikere til at tage stilling til tørklædet, som totalitært symbol. Og skønt alle tog afstand fra Krarup og ikke ville acceptere tørklædet, som et totalitært symbol gav alle ham ret i at det stod i et direkte modsætning til demokrati og ligestilling. Hvilken direkte modsætning til demokrati’et der ikke var noget totalitært turde ingen sige og der kom ingen alternative forslag. Jeg har selv svært ved at finde på nogen, for der er vel kun det totalitære når det ikke er det plurale.

Jeg helligede den lille føljeton Sejrherren Krarup (II, III, IV), der snart kan komme til sit første klimaks, til den udvikling fra da Krarup første gang satte debatten på den anden ende. For det affødte at alle begyndte at tage mod til at udvikle et sprog, der rummede kritik af islam uden at de stod i modsætning til deres partiers holdning. Mod var det eneste der skulle til, for ingen partier i Danmark deler værdier med islam. Og med debatten og det nye sprog - den hårde tones normalisering - skete der også skred i erkendelsen. I den første skrev jeg

Den seneste debat om tørklæder som Søren Krarup startede med sin modstand mod at se et muslimsk tørklæde fra Folketingets talerstol har delt vandene i uhørt grad. Man kan i essensen se tørklædet som et problem eller som et stykke harmløs beklædning. Ingen kan undslå sig fra at tage principiel stilling og derfor er debatten så ophidset.     

(…)

SF og Socialdemokraterne har hurtigt possitioneret sig imod tørklædet og selv om de gerne vil overfalde “sortepræsten” så kræver det ualmindelig gode talegaver at overbevise vælgerne om at de ikke grundlæggende er enige. Det er noget man kan rive dem i næsen i de næste mange år fordi denne debat ser ud til at blive principiel for det politiske landskabs koncensus. Krarups pointe er provokerende men uimodståelig. Og hver gang debatten om muslimske kvinders kranke skæbne dukker op vil man referere til Søren Krarup, der vil komme til at fremstå som en helt omend en vulgær en af slagsen.

Og det er i den tråd jeg har fulgt udviklingen og jeg citerede Sass Larsen fraq en debat i Folketinget, hvor han tog afstand både fra Krarup og fra tørklædet, forstå det hvem der kan.

Jeg synes der er en præmis i den diskussion, der er rejst som er forkert. (…) Jeg er enig med spørgeren [Krarup] i at man…hvis man iklæder sig et symbol, på reverset eller som hovedbeklædning eller andet, så må man også bære det signal, som det symbol nu engang udtrykker. Det kan der så være forskellige opfattelser af, men det er også derfor vi i Socialdemokratiet faktisk har sagt, at vi vil ikke gå ind og lave forbud mod de her ting, men vi vil godt sende et signal.

Vi vil godt sende et signal til alle de unge piger i det danske samfund om, at vi synes de skulle lade være med at tage tørklæde på. Vi synes sådan set, at de skulle smide det tørklæde, snuppe friheden, tage del i ungdomsoprøret, tage del i det danske frisind, men all right.

Modstilling af tørklædet og frihed. Og Røhn Hornbæk overgik alle i idioti.

Jeg vil sådan set godt lægge dyb afstand til hr. Søren Krarup’s bemærkninger, men det gør jeg fordi jeg jo godt ved, hvordan de kan blive modtaget blandt andet hos muslimer.

Dermed var en del af debatten allerede forrykket et stykke væk fra personen Krarup og de korrekte politikere turde efterhånden udforske et sprog for kritik af islam. Alligevel var det overraskende at læse Pernille Vigsø Bagge ligestillingsordfører for SF gå så aggressivt til ideen om flerkoneri i Kristeligt Dagblad (indrømmet, det er ikke tørklædet, men kritik af islam er kritik af islam og synet på kvinder er synet på kvinder og den sammenstilling følger kort efter)

Mit budskab til Abdul Wahid Pedersen er derfor: Du kan ryge og rejse. Og alle, der er enige med imamen, kan drage med ham. Vi skal ikke have den slags parallelsamfund i Danmark, hvor kvinder efterlades i et juridisk limbo uden rettigheder i forhold til dansk lov, men accepteret i forhold til islam, for ikke at tale om de enorme risici, der følger af at blive socialt stigmatiseret og isoleret i forhold til det omgivende samfund. Vi vil ikke have det.

Det er uforsonelige ord og de kommer fra SF. Der er en modstilling mellem demokratiets lov og islam og at efterlade kvinder under islamisk lov er af det onde. Sproget har ændret sig fordi debatten kommer til at dreje sig om principper. Samme postering citerede nemlig en teolog ligeledes i Kristeligt Dagblad for ordene

Især det sidste kan sommetider virkelig give mig sved på panden. For det ligner noget, man kunne kalde religiøs apartheid, det vil sige en skelnen mellem muslimer som de “rene” og os andre som “urene”. Og undskyld mig, her kommer tørklædet så måske alligevel ind som et middel til at skelne mellem muslimer og alle os andre? Også forbuddet mod muslimske kvinders giftermål med ikke-muslimer samt den strengeste straf for frafald (dødsstraf) fra islam kan gøre mig nervøs. Det er ligesom noget, der ikke rigtig kan kombineres med religionsfrihed og “menneskerettighederne og ligeværd uanset race, køn og religion”, som jeg har hørt, du også går ind for.

Sejrherren Krarup! Han sagde det ingen andre turde, han holdt ud og han sejrede. Han har rystet den yderste venstrefløj alene ved at have ret og nu venter vi på hvor stor en bonus vi får udbetalt.

——————————————————————-

Og mens jeg sidder og roder rundt på nettet falder jeg over den radikale Morten Østergaards (ret kedelige) blog og han skriver

Fogh taler om ligestilling og kvindefrigørelse, men vil sende irakiske kvinder hjem til tvangsislamisering i Irak. 

Jamen dog, er det virkelig et fænomen de Radikale erkender? Østergaard er næstformand i Den Radikale Folketingsgruppe.

Rama-dama-ding-dong-dang (i Odense)

Diverse — Sobieski on October 15, 2007 at 9:22 pm

Så har multikulturen fået en træffer ind på Odense kommune. Må jeg kondolere.
Fra Politiken:

Flere hundrede muslimer fra 60 nationer står sammen med andre odenseanere i aften i kø for at fejre ramadanens afslutning på Odense Rådhus.

…Og til aften står flere hundrede i kø for at deltage i et orientalsk festmåltid på rådhusets anden sal.

Jeg håber denne måned lange faste bliver efterfulgt af overspisning med dertil hørende voldsomme mavekramper.

Det er første gang, at Odenses muslimske indvandrere og flytninge fra 60 nationer, inviterer alle odenseanere til at deltage i ramadanfesten. Dermed er den fynske hovedstad det første sted i Danmark, hvor der holdes en offentlig ramadanfest, der er åben for alle uanset religiøst tilhørsforhold.

Ekstremistiske religioner bør kun fejres i det private. At Odense kommune ligger navn, rådhus og økonomi til dette projekt taler dårligt for disse kommunalpolitikeres dømmekraft.

»Det er en dag, som vi brænder for. Man tager nyt tøj på, spiser og hygger sig. Det er lige som jul på dansk«, siger Dalal Hassan.
Hun er palæstinenser fra Libanon og medlem af Multikulturel Kvindeforening i Odense.

»Og vi er glade for, at vi kan benytte lejligheden til at vise vores kultur og komme i en slags dialog med danskerne«, tilføjer hun.

Lidt selverkendelse her, “slags” er det operative substantiv i denne sætning.

… byens viceborgmester, Axel Ahrendtsen (DF), der forud for festen krævede den aflyst.

Til TV2/Fyn har han givet udtryk for, at festen ikke burde finde sted i kommunens lokaler og for kommunens penge.

»Det er helt ude i skoven, og islamisterne har tagt magten i integrationsrådet i Odense«, har han fastslået overfor tv-stationen. Og bebudet, at han ønsker at drøfte en nedlæggelse af integrationsrådet med Odenses borgmester, Jan Boye (K).

Godt at der er nogen der ikke tager imod multikulturalismens sølvpenge.

Møllen maler videre

Diverse — Drokles on October 15, 2007 at 9:04 am

Der er et hav af ligegyldige undersøgelser der leverer brændstof til godhedsindustrien. Og når man er god er virkeligheden ligegyldig. Fra Politiken

Danmark er et af de lande i Europa, der er dårligst til at integrere mennesker fra tredjeverdenslande.

Det viser den hidtil største uvildige undersøgelse af indvandreres forhold, som offentliggøres i Bruxelles mandag.

Undersøgelsen, som er koordineret af organisationen British Council og medfinansieret af EU-kommissionen, placerer Danmark på en 21. plads ud af 28 lande. Mens vores nordiske naboer Sverige, Norge og Finland alle ligger i top 10.

Uha! Eller også er de indvandrede de mest utaknemmelige og vrangvillige. Hvorfor man antager at det er os der skal gøre foranstalter når det er dem der maser sig herind er en gåde. Men den generer ikke godhedsindustriens bosser

»Vi er nødt til at gentænke hele vores integrationsindsats – både politikker og lovgivning. Når vi er nummer 21 ud af 28, har vi noget at arbejde på og noget at tænke over«, siger Mandana Zarrehparvar, teamleder i Institut for Menneskerettigheder.

»Vi ser, at de begynder at lave parallelsamfund og ikke vil være med i de demokratiske processer. De skal opleve, at de er en del af samfundet og bliver accepteret som borgere – og ikke andenrangsborgere med færre og andre rettigheder end andre«, siger hun.

Og den internationalistiske er plaget af deres lands renome

 Professor ved Aarhus Universitet, dr.jur. Jens Vedsted-Hansen, siger:
»Det ramponerer vores image yderligere. Det kan man politisk vælge at være ligeglad med, men mange politikere og erhvervsfolk er jo klar over, at det kan være et problem, når vi nu gerne vil rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Og det kan man faktisk også se, at det er«.

Hvordan kommer man frem til dette resultat? Fra TV2

Danmark er dårligst blandt de gamle EU-lande, når det handler om antidiskriminationspolitik og næstværst, når det gælder familiesammenføring. Statsborgerskab må mennesker fra eksotiske steder typisk vente på i ni år, og nogle grupper kan slet ikke opnå det, mens vores nordiske naboer kan få dansk pas efter bare et par år i landet.

Ved at lægge vægt på hvordan man synes loven burde være! På den måde fritager man også indvandrerne for ansvar og møllen maler videre.

Velkommen til fremtidens Danmark

Diverse — Drokles on October 15, 2007 at 8:17 am

Så er det her langt om længe. Det Danmark hvor man ikke bare kan lukke sin dør for globaliseringen. Fra DR

En ca. 35-årig mand blev i aftes udsat for et groft overfald i sit eget hjem på Grønnemose Allé i Københavns nordvestkvarter.

Manden sad sammen med sin kone og et par gæster, da det ved 21.30-tiden ringede på døren. Udenfor stod to maskerede og mørkklædte mænd bevæbnet med pistol og kniv.

De tvang ham tilbage i stuen, hvor han blev slået i hovedet med pistolen og gennembanket. På et tidspunkt kom et par børn ned i stuen, men de blev jaget ovenpå igen af røverne, som kort efter forsvandt med et udbytte på nogle tusinde kroner.

(…)

De to mænd, der talte dansk med accent, var begge i 20′erne og omkring 170 cm høje. De var begge veltrænede, og den ene var lidt mere spinkel end den anden.

Jeg råder derfor folk til at gå udenfor og tage del i verden. Fra EkstraBladet

To gaderøvere fra Polen smøgede ærmerne op, da deres ofre ikke makkede ret.

Af samme årsag valgte dommeren i retten i Sønderborg søndag at varetægtsfængsle slagsbrødrene i 10 dage efter det voldelige overfald.

Mændene på 19 og 28 år sad på lur ved Gravene i Haderslev, da tre teenagere kom gående natten til søndag.

Røverne forsøgte at true sig til penge, men da det ikke lykkedes, blev truslerne udskiftet med tørre tæsk, oplyser vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

En fremmed er en ven du ikke tager godt nok imod.

Indien fejrer det multireligiøse samfund

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on October 15, 2007 at 5:53 am

Hvor er det rart at inderne formår at leve side om side trods forskellige religioner. Fra Politiken

Eksplosionen skete i byen Ludhiana i Punjab-regionen i den nordlige del af Indien, og det er den anden bombeeksplosion i regionen på kort tid.

For tre dage siden dræbte en bombe to personer ved et muslimsk valfartssted i Punjab-regionen.

Både muslimer og hinduer fejrer verden over religiøse helligdage i disse dage.

Muslimerne fejrer Eid al-Fitr, der markerer slutningen på ramadanen, og hinduerne fejrer The Navratri Festival, der markerer at monsun-perioden er slut.

Bare vi kunne indrette vores småtskårne Danmark på samme måde.

Eminent kronik i Jyllands-Posten

Diverse — Drokles on October 15, 2007 at 4:08 am

Eminent gennemgang af den politisk motiverede klimaforskning Jyllands-Postens kronik

Min kronik i Jyllands-Posten 5/9 omtalte, at FN’s klimapanel IPCC forestår en politisering af usikre teorier om følgerne af menneskeskabt CO -2 og udnævner dem til videnskabelig sandhed ud over, hvad der er saglig dækning for. Den nævnte, at CO -2 -indholdet i de sidste 100 år er steget med 0,1 promille eller en titusindedel af atmosfæren, at der siden 1975 har været stigende CO -2 -indhold og opvarmning (Mars har samme temperaturstigning siden 1975 uden menneskers medvirken), men at der i de foregående 40 år skete en global afkøling trods stigende CO -2 . Jeg omtalte politiseringens årsager og følger og de store økonomiske interesser, som er knyttet til menneskeskabt CO -2 .

Der er en sammenhæng mellem CO -2 og klodens temperatur, men den er kompliceret, følgerne er vanskelige at måle, og vi kender ikke den samlede globale emission og opsugning af CO -2 . Langt mindre kender vi følgerne af den menneskeskabte emission. Alligevel fremsætter politikere og agitatorer skråsikre påstande og fordrer handling nu, i dag, som det hedder i en hyppig TV-reklame.

(…)

Når jeg kalder konferencerne klimapolitisk propaganda, skyldes det, at deres formål ikke er højere erkendelse og kritisk vurdering. Der bevilges ikke plads til debat mellem forskellige synspunkter. Det er på forhånd fastlagt, hvem der taler. Der er sørget for, at talernes indhold og budskab ikke rummer uønskede overraskelser. Mødets forløb og deltagernes konklusion bliver som forventet.

Metoden er at lade fremtrædende personer overbevise et i forvejen enigt publikum med brandtaler om ansvarlighed og etik og gøre al kritik politisk ukorrekt. Gore, Schwarzenegger og andre udfolder veltalenhed og fremhæver hensynet til de nye generationer, så ikke et øje er tørt. Der er meget at vinde politisk ved at placere sig som profet for et kønt lydende budskab. Metoden er forståelig ud fra dokumentationens mangler. Nøgternt set er det agitation med et groft ensidigt budskab.

(…)

CO -2 -teorierne gør måske større skade end gavn bedømt ud fra den måde, de er grebet af alverdens politikere. I mange år har vi misbrugt fossilt brændsel og andre ressourcer til skade for den globale befolkning, som snart er 5-doblet siden 1900. Alverdens politikere har sagt, at det er nødvendigt at spare på fossilt brændsel og undgå skader efter røg, møg og partikler. Men denne nødvendighed har ikke medført beslutninger, som kan afvikle overforbruget af energi, bortset fra skatter og afgifter.

Derfor kom CO2 som manna fra himlen til enhver politiker, som ønsker at få fortids forsømmelser til at ligne en ny sag at kæmpe for. Trods CO -2 -teoriernes saglige mangler blev de så meget desto mere politisk korrekte. Hvem tør protestere mod ord om at frelse nye generationer fra syndfloden?

Læs den hele!

Brian Mikkelsen vil have Ayaan Hirsi Ali til Danmark

Multikultur, islam — Drokles on October 15, 2007 at 3:27 am

Fra Jyllands-Posten

»Ayaan Hirsi Ali vil stå som nummer ét på listen over forfattere, som man efter min mening skulle invitere til Danmark. Hun har om nogen kæmpet for ytringsfrihed, og hun har om nogen været udsat for personlige trusler mod sit eget liv,« siger kulturministeren.

Og det lyder, som en god ide selv om Veritas Universalis skriver

Bliv væk, Ayaan! Bliv i USA - Danmark magter ikke opgaven. Hverken PET, politi eller politikere har forstået, hvad det er, de er oppe imod. Find et sted, hvor der er sikkerhed og bliv ved med at gøre det, du gør.

Det sted ligger ikke i Danmark. Hvor gerne vi end ville det…

og argumenterer glimrende for sin påstand. Jeg ville gerne at Universalgeniet ikke havde ret, men desværre har han nok fat i den lange ende. Ali’s liv skal ikke bringes i fare fordi jeg gerne vil se de kulturradikale pampere syde af indebrændthed over ikke at kunne angribe en neger (selv om de er begyndt at mobilisere).

Forfængeligheden

Godheds-industrien — Drokles on October 15, 2007 at 3:16 am

Fra Jyllands-Postens leder forleden

Senest vidner PEN’s krampagtige forsøg på for enhver pris at undgå at tage den somalisk-hollandske forfatter og kvindeaktivist Ayaan Hirsi Alis oprørende skæbne på sig om foreningens intellektuelle og moralske deroute.

At Hirsi Ali - sammen med Salman Rushdie - hører til denne verdens mest truede forfattere, kan der da umuligt herske to meninger om.Alligevel hedder det fra PEN, at når hun næppe kan komme i betragtning til regeringens flot anlagte fribyordning, som skal give forfulgte forfattere et tilholdssted, skyldes det, at hun ikke står på en bestemt liste over forfulgte forfattere - og at hun først i de senere år er blevet kendt som forfatter.

Drømmer man - eller er det et mareridt i fuldt dagslys? En grotesk teknikalitet bliver PEN’s alibi for ikke at gøre sig til ét med Hirsi Alis skæbne. At Hirsi Ali ikke skulle være en eminent forfatter er simpelt hen et propagandafif fra PEN’s side, lanceret til lejligheden. De, der har læst hendes dybt bevægende bøger, alle udkommet på dansk på Jyllands-Postens Forlag, vil tage sig til hovedet.

For Dansk PÆN handler det tydeligvis om ikke at støde an; ikke at risikere en for hård dialog med dem, der vil Hirsi Ali og ytringsfriheden det ondt. Ytringsfriheden skal omgås med pli og ynde, og tonen skal være dannet og afdæmpet som blandt søde hattedamer. Civiliseret samtale foregår mellem dem, der i forvejen er enige.

Sådan var det under Muhammed-krisen, og det er åbenbart fortsat foreningens svar på udfordringen fra formørkede kræfter. Det nærmer sig en parodi.

Det er i hvert fald oprørende, at sådanne signaler kommer fra en forening, som blev grundlagt for at hjælpe forfattere, der sætter livet på spil for det frie ord. Er der da ingen grænser for, hvor meget man vil lade sig intimidere?

Det er et ganske udbredt fænomen med mennesker, der bliver fanget i en modsigelse mellem deres principper og deres verdensbillede. De forfægter i det her tilfælde utvetydigt princippet om ytringsfriheden og ville kunne forsvare den med den største selvfølgelighed hvis de blev revet ud af sengen midt om natten. Det er for dem helt uproblematisk og det er sikkert noget de har fået ind med modersmælken og man kunne forestille sig at de i deres ungdom trættekært har påberåbt sig netop  den rettighed i diverse debatter med deres forældre eller andre voksne reaktionære i en eller anden forkælet opfattelse at nogen ville tage den fra dem.

Samtidig har de et skabt sig et verdensbillede i deres sene barndom eller tidlige ungdom, som de desværre ikke har reflekteret over siden hen. I dette verdensbillede er helte- og skurkeroller fordelt ganske fast uden egentlig sammenhæng med deres principper.

Krigen i Vietnam har på den måde haft stor betydning for en generations oplevelse af USA f.eks. og således findes skurke blandt borgerlige, nationaltsindede, konservative præster, kristne, cowboy’dere osv mens Che, Mao og hippier måske stod for drømmen om en bedre verden i deres unge og letpåvirkelige sind. Men det er først og fremmest et oplevet sammenfald mellem principper og de helte og skurke der udgøer deres verdenbillede, som både er et udtryk for den tid hvori rollerne blev fordelt og for deres ungdommelige sind.

Det sammenfald som disse mennesker oplevede mellem helte- og skurkeroller skaber forvirring, fordi de aldrig har reflekteret over hvad de mener eller hvordan verden fungerer. Det er således både et eklatant udtryk for åndelig dovenskab, som det også er et udtryk for arrogant selvovervurdering. Når deres skurke så pludselig forsvarer deres principper kan deres holdninger kan ikke forenes  med deres principper nægter de at tage det nødvendige opgør, enten med deres principper eller med deres verdensbillede.

I stedet prøver de på forskellige måde enten at lande problemet imellem eller udenfor modsætningen mellem deres verdensbillede og deres principper. Det gøres ved at godkende principperne og tilføje et “men”, hvor allehånde særregler bliver opfundet som forsøg på at dække over selvmodsigelsen eller indrage tilsyneladende større perspektiver i en eller anden global sammenhæng. Eller også forskydes problemet ved at underkende at det drejer sig om principper og at de fremdragne tilfælde er noget særligt eller man kommer med beskyldninger mod sine modstandere om at de taler om problemer, der ikke eksisterer sideløbende med beskyldninger om at det er deres fjender, der har skabt problemet alene ved at tale om det.

Alt dette fordi disse mennesker ikke vil se i øjnene at de er politisk umodne. Fordi disse mennesker i deres eget billede er intelligentsiaen og har den moralske etos behøver de ikke at anstrenge sig eller sætte deres tanker på prøve. De er eliten og at de skulle kunne tage fundamentalt fejl oven i købet i en diskussion der både er intellektuelt udfordrerne og et spørgsmål om moral er utænkeligt og hensætter dem i angst. Men de reflekterer ikke over og anerkender ikke deres nederlag og i trods foregøjler de stadig verden af igår - Og dét er forfængelighed!

En ren tilståelsessag

Forbrydelse og straf, Godheds-industrien, Londonistan, Multikultur, Postmodernisme, islam — Drokles on October 15, 2007 at 2:53 am

Hodja bragte for et par dage siden et lille nyhedsindslag i forbindelse med en Channel Four dokumentar om moskéer i Birmingham. Da prædikenerne blev filmet med skjult kamera var det selvsagt artige sager, som dokumentaren kunne viderebringe. Ikke overraskende affødte det voldsomme reaktioner fra de sædvanlige, men overraskende var det at politiet meldte folkene bag dokumentaren til sig selv for overtrædelse af dårlig presseskik eller noget fordi imamernes prædiken var taget ud af en kontekst (hvilken kontekst bøder op på trusler?). Det lille nyhedsindslag ser nærmere på påstandene og ikke overraskende er der intet at komme efter for de havde håbet at programmet løj.

 

Programværten citerer en kilde i West Midlands Force (og undskyld mit dårlige engelsk, der er værre end mit danske)

“what some speakers said in that film streched the limits but that was hyped. If that was all Channel Four got after filming in months undercover it was’nt very good.”

Og så siger programværten “…police were keen to make good relations to the mosque..” før han igen læser op hvordan politiet betragter disse imamer og deres menigheder.

“..the last buffer before radicalised people fall of into the abyss. Its not so much that the police wants to get in with them as keep talking and understanding”

Hvis det ikke er en ren tilståelsessag om hvor håbløst det at leve i fred med islam, hvad er så? For mit indre ser jeg et gidsel der deparat bliver ved med at tale til sin bøddel for at udskyde det uundgåelige endnu nogle skunder.

Prisen for de autonome

Diverse — Drokles on October 14, 2007 at 9:32 pm

Fra Jyllands-posten

Politiets kamp mod Ungdomshusets tilhængere tærer nu så meget på økonomien i Københavns Politi, at det ifølge fællestillidsmændene går ud over andre vigtige områder som bekæmpelse af vold og narko.

- Vi har fået at vide, at ud over det daglige beredskab bliver der skåret ned på alt politiarbejde mellem kl. 17.00 og kl. 06, siger fællestillidsmand fra Station City, Michael Møller, til DR Nyheder.

Besparelserne har konsekvenser for bekæmpelse af vold og narko, advarer fællestillidsmændene.

- Alt omkring narko på gadeplan, bordelvirksomhed og færdselsaktioner er lukket fuldstændig ned efter kl. 17, siger fællestillidsmand Kirsten Lagstrøm fra Station Amager.

Men de unge vil have deres hus!

Nørrebro, det multikulturelle Nørrebro

Multikultur, islam — Drokles on October 14, 2007 at 7:54 pm

Fra Berlingske Tidende

- 20 minutter inden vi kører ind på Nørrebro, ringer vi til Bellahøj Politi og får en vurdering af, i hvilket omfang vi har brug for deres hjælp. Alt efter tidspunkt på døgnet og den generelle status i bydelen, siger Pernille Søndergaard fra Falck.

Hvorfor nu det?

Lussinger, tilråb og stenkast er efterhånden ved at blive en del af jobbeskrivelsen for de autohjælpskøretøjer, der forsøger at udføre deres job på Nørrebro i København.

Senest blev en Falck-mand natten til lørdag overfaldet i bydelen, da han var i gang med at udføre en opgave for politiet med at bortbugsere en hensat bil. Men det blev alt andet end en nem opgave for manden, som blev overfaldet af lokale, slået i ansigtet og fik sit autohjælpskøretøj udsat for hærværk.

Hvem kan det være? Berligske Tidende skriver om nogle påsatte brande på containere og lagerbygninger på Nørrebro

Samtidig siger John Hansen til Berlingske Tidende, at to gerningsmænd af afrikansk afstamning - den ene iført cowboybukser - overfaldt brandmænd på arnestedet ved Allersgade et kvarter over midnat. Han har ikke flere oplysninger til den sag endnu.

Fantastisk. Hvor islam vinder frem breder ørkenen sig.

Gode analyser af det islamiske fredsbrev

Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on October 14, 2007 at 9:06 am

Veritas Universalis har (selvfølgelig! fristes jeg til at tilføje) fundet et par kommentatorer, der rent faktisk har læst det bizarre brev om fred mellem den kristne og den muslimske verden (den jødiske, polyteistiske og ateistiske verden har ikke fået et brev, er det ikke mærkeligt?) afsendt af en række prominente imamer og lærde. Begge anser selve brevet som en trussel om at adlyde muslimske krav eller tage følgerne og tillægger altså afsender en større målrettethed end jeg gjorde i min analyse. Mellanie Phillips siger bl.a.

First and foremost, it purports to be a plea to Muslims and Christians to make peace with each other. But this implies that both are at war with each other. This is untrue. The Islamic world — or part of it — has waged war on the Christian (and Jewish) western world. The Christian world is merely responding in self-defence. It is the Islamic world which says it wants to conquer the Christian. The Christian world does not say it wants to conquer Islam, merely that Islam should stop trying to conquer it. Yet the Islamic world pretends that the Christian world is engaged in an act of exterminatory aggression against it.

That lie is the motor of the jihad. That lie is fundamental to the absence of peace between the religions. Yet this letter fails totally to acknowledge this seminal fact. It says:

The future of the world depends on peace between Muslims and Christians.

Very true; but for this piety to be any more than a meaningless truism, the Islamic world has to end its aggression. The letter makes no acknowledgement of this. All the emphasis is on the Christian world altering its behaviour. So its inescapable implication is that for peace to occur, the Christian world must abandon its own self-defence. In other words, there can be no peace without the Christian world surrendering to Islam.

Og WorldNetDaily under overskriften “Make peace with us - or we’ll kill you”, som er så rammene at Veritas selv bruger den skrives bl.a.

At least, that is the way most mainstream news reports styled it – “an invitation to make peace.” It was actually more of an ultimatum than it was an invitation. Boiled down to its essence, the letter warned Christians to “make peace with us or we’ll kill you.” The letter just phrases it more nicely.

“As Muslims, we say to Christians that we are not against them and that Islam is not against them – so long as they do not wage war against Muslims on account of their religion, oppress them and drive them out of their homes.”

It was hard to know what to make of that statement. If it refers to the war on terror, it was Osama bin Laden who declared this a war of religions, in which he identified his enemies as Christian Crusaders and Jews.

The so-called “invitation” to make peace with Islam suggests that the price of peace is Islamic freedom to make war on others without fear of retaliation. At no point in the conflict has anyone other than Islam defined it as a conflict between Christians and Jews against Islam.

Både Mellanie Phillips og WordNetDaily analyserer altså brevets ordlyd, som jeg ikke orkede at sætte mig ind (hvem gider læse en forfatter, der anser Koranen for en god bog?). I stedet ser jeg på de forhold brevet er blevet til under og jeg underordner selve indholdet af brevet af dette.

Grunden til at jeg ikke finder indholdet som det væsentligste er, at muslimske lærde ikke kan udtrykke sig anerledes end de gør i brevet. Der er ingen hjemmel i islamisk tankegang til forsoning der giver det mindste køb på de muslimske dogmer, en tanke som WorldNewsDaily også er inde på

Islam not only demands that its followers believe that Allah is the same god as the God of Christians and Jews; it demands that Christians and Jews agree.

Neither Christianity nor Judaism imposes that requirement on their adherents, although Christians and Jews generally agree that the God of Israel is also the God of Christianity. Not because one side or the other demands it, but because both understand from the Bible that the nature of the God of Israel and the God of Christianity are the same.

Hvis brevet skulle indeholde en fremstrakt hånd i ægte vestlig forståelse, hvor man pragmatisk ikke insisterer på at have den endelige ret på sin side, ville de lærde bedrive blasfemi. Der er ingen anden Gud end Gud og Muhammed er hans profet og det kan på ingen måde trækkes ned til alment religiøse tankegange, hvor man anerkender at Gud viser sig i en treenighed, har en søn og så fremdeles. Og det er ligeledes et islamisk dogme, at det er den samme gud islam, jødedom og kristendom tilbeder, som WorldNewsDaily pointerer. Den simple troslære afskærer de lærde fra at skrive på anden måde så hierakiet mellem trosretninger er givet og ikke til debat. Brevet aggressive pointe er altså ikke det store chock for mig.

Men det betyder ikke at indholdet i brevet ikke er væsentligt, for selv om man må regne med den slags, hvergang man kommunikerer med fredens repræsentanter, så er udtrykket jo reelt. At de ikke kan formulere sig anerledes dækker jo over at de ikke kan konkludere anerledes og derfor er ordlyden en tilståelsessag for såvidt islams hensigter.

Og som både Phillips og Worldnetdaily pointerer overses det af de fleste medier og meningsdannere. Der er altså god grund til at læse brevet - eller andet islam - hvis man vil forstå hvad man er oppe imod. Men hvorfor kommer brevet nu? Hvad er det i verdenssituationen der gør at de lærde muslimer mener at det trækker sammen til et opgør - eller en afgørelse? For uanset indholdet af brevet henvender de sig med et formål og de vælger at gøre det nu. WorldNewsDaily har denne forklaring

Islam just finished the feast of Ramadan. Here is what the Quran says should be the attitude of all Muslims at the end of this sacred feast season: “So when the sacred months have passed away, then slay the idolaters [particularly Jews and Christians] wherever you find them, and take them captives and besiege them and lie in wait for them in every ambush. …” (Quran, Surah 9.5)

The irony of our leaders’ and media’s response is mind-boggling. This is not an offer of peace – it is a prelude to war. In the cold light of day it means, “Make peace with Islam and Allah, or we’ll kill you.”

De er en god anledning, hvis der er hvad man mener, men da der ikke kommer et brev hver gang der holdes Eid må man stadig spørge hvorfor nu eller rettere hvorfor i år? Tina Magaard skrev i Jyllands-Posten 20.10.2006

I 2005 opstod en ny situation i dhimmi hedens historie. Det Muslimske Broderskab (repræsenteret af Islamisk Trossamfund i Danmark under Abu Labans ledelse) indledte to parallelle kampagner: Muhammed-krisen i Danmark, og en ”teaterkrise” i Egypten. Man havde gravet en dvd frem fra 2003, der viste et teaterstykke, som koptiske teenagere havde opført privat en enkelt gang. Det er et mysterium, hvordan det blev filmet, og hvordan dvd’en havnede hos Det Muslimske Broderskab. Men i oktober 2005 stemplede Broderskabet den som krænkende for islam. Den koptiske patriark Shenouda III blev afkrævet en officiel undskyldning, men han afviste. Den 19. oktober blev en koptisk nonne knivdræbt på åben gade. Den 21. oktober væltede omkring 10.000 muslimer ind i det kristne kvarter i Alexandria, nedbrændte en kirke og udøvede hærværk på syv kirker, butikker, biler, en skole og et hospital.

Den slags forløb, hvor det Muslimske Broderskab kræver undskyldninger og orkestrerer straffeaktioner, er ritualer, som skal fastslå kristnes dhimmi- status. Det mønster er i tråd med nyere fatwaer fra Broderskabet, som for eksempel kræver, at jizya- beskatningen af kristne skal genindføres.

Forsøger islamisterne at dhimmi sere europæerne? Det seneste års ”ytringsfrihedskriser” kan tolkes i det lys. Det stemmer overens med det udkast til en islamisk forfatning for Europa, som Islamic Council of Europe offentliggjorde allerede i 1983.

Paragraf 3 stipulerer, at ”Samfund og stat hviler på sharia”, hvilket indebærer dhimmi- status til ikke-muslimer. Paragraf 8 stipulerer ytringsfrihed ”inden for lovens (altså sharias) rammer”, hvilket i praksis betyder begrænsning af ytringsfriheden, da der i sharia er dødsstraf for krænkelse af islam.

Og i P1 advarede Magaard engang om den grundlæggende betydning af, at unge muslimer råber taqbir i gaderne i de vestlige metropoler - herunder også i Danmark. Det er nemlig et tegn på at man opfatter gaderne og dermed det offentlige rum, som tilhørende den islamiske sfære. Men det er nok mere en følelse af at være mange nok og stærke nok end et rationale der har gjort sig sin opposition klart. Hvad man nemlig umiddelbart møder er det bløde civilsamfunds uforstående reaktion.

Men hvad føler ungdompuklerne i den muslimske verden og hvilket pres for handling lægger de på magten? Råber imamerne angrib fordi mange af deres orker allerede er på vej mens resten bliver stadigt mere rastløse? Sikkert er det at der er en bevægelse igang, men hvorvidt den er gennemtænkt er en anden sag. Uanset hvad er brevet ildevarslende.

Venskabsforening støtter terror

Diverse — Drokles on October 14, 2007 at 8:15 am

Fra Jyllands-Posten

Den dansk-pakistanske venskabsforening, Shere Iqbal Pakistan Welfare & Cultural Soceity Denmark, (SIPD) er angiveligt på kant med den danske terrorlovgivning, fordi den har givet penge til Al-Khidmat Foundation i Pakistan, som åbent støtter Hamas økonomisk.

Formanden Syed Munawar Hussain Gilani, der til dagligt er indehaver af rejsebureauet Lords Travel & Tours vedstår, at SIPD har givet omkring 200.000 kr. til Al-Khidmat Foundation i Pakistan til hjælp til jordskævlsofrene i 2005 og 2006.

Men Al-Khidmat Foundation nøjes ikke kun med at hjælpe jordskælvsofre. I august 2006 overrakte organisationen en check på seks mio. rupees til den palæstinensiske organisation Hamas, som står opført på bl.a. EU’s terrorliste.

Hvorfor de arrogante pakistanere nedværdiger sig til at støtte arabere er nok det mest overraskende.

Sociologerne

Diverse — Drokles on October 14, 2007 at 2:02 am

Hvad er de egentlig godt for? Fra Kristelig Dagblad

– De kan tilbyde analyser, beskrivelser og begreber til at forstå menneskelige handlinger i sociale sammenhænge og til at forstå sammenhænge og forandringer i det sociale liv. Jeg tror, den stigende, brede interesse for samfundsteori hænger sammen med en verden i hastig forandring. Begivenheder og udviklinger som Berlinmurens fald, den 11. september 2001, indvandringsmødet i Europa mellem muslimsk og vestlig kultur globaliseringen har rystet manges opfattelse af en stabil verdensorden og skabt behov for at få tolket, hvad vi mennesker har gang i. Og med al respekt for Søren Kierkegaards filosofiske tænkning om tro, etik og moral – så har han ikke meget at byde på, når det gælder samfundforståelse og økonomiske mekanismer i 2007, siger Heine Andersen.

Eller 

Guys telling lies!

Udlændingeregler strammes

Diverse — Drokles on October 13, 2007 at 9:08 am

Man tror at det er løgn, men stramningen betyder at man ikke længere vil modtage kendte terrorister. Det svarer til mit princip om ikke at invitere psykotiske seriemordere hjem til en intim middag og hvad deraf følger. Fra Politiken

Udlændinge, der bliver fængslet for at opfordre til terror eller grov kriminalitet, skal automatisk udvises. Og ifølge integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) skal alle udlændinge nægtes indrejse til Danmark, hvis de optræder på EU’s eller FN’s terrorliste.

Det betyder, at en politiker fra eksempelvis Hamas ikke kan få lov til at komme ind i landet for at tale om en politisk løsning i Palæstina, hvis vedkommende optræder på en af de to terrorlister, fastslår Rikke Hvilshøj.

»Som samfund skal vi have mulighed for at sikre os, at personer, der står på sådanne lister, ikke skal kunne komme til Danmark«, siger hun.

Vi har levet i lykkelig uvidenhed. Ikke overraskende er bekymringsindustrien forarget

Flere menneskerettighedsorganisationer har kritiseret EU’s terrorliste. De mener blandt andet, at det er problematisk, hvordan man havner på og bliver fjernet fra listen. Dan Hindsgaul, kommunikationschef i Amnesty, kalder regeringens stramninger for »en rigtig dårlig idé«.

»Terrorlisterne er præget af en høj grad af vilkårlighed. Det er uigennemskueligt, hvordan man kommer på dem og næsten umuligt at komme af igen«, siger han.

Og det er umuligt at gennemskue, hvilken glæde man har af at have terrorister rendende.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress