Lykketoft, Socialdemokraterne og afstanden til magten
Det har vakt en del røre at Mogens Lykketoft har kaldt landets statsminister for en farlig mand. Man kan spørge sig selv, hvad der dog kommer over den tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister med den slags uforsonlige udtryk. I dagens 24 Timer uddyber han at hvad han mener med farlig.
Han er farlig for balancen i demokratiet og for offentlighedens muligheder for at få ordentlig information. Det bedste eksempel herpå, at han er farlig, er den rapport der nu er fremlagt om filmen “Den Hemmelige Krig”. Rapporten viser, at filmen var et stykke hæderlig dokumentation, men at regeringsapparatet blev brugt til systematisk at afspore diskussionen og mistænkeliggøre budbringerne. Det er en farlig tendens.
Det er typisk for socialdemokrater at trække vennernes skriblerier ind som dokumentation. Rapporten siger intet om at filmen er et stykke hæderlig dokumentation, for så ville den lyve direkte. Istedet bruger den cirkelformuleringen “Undersøgelsesgruppen har alene vurderet, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type“, hvor man kan sige at den type film er kendetegnet ved brug af netop de standarder for dokumentation.
Han beskylder tillige statsministeren for at have “...udrenset såkaldte smagsdommere” uden smålig skelen til de historiske associationer der ligger i ordet udrensning. Sagen var trods alt den mere fredelige, at man ikke fremover ville give dem løn for deres arbejde. Men det mest interssante er, at Lykketoft helt ublu taler om balancen i demokratiet. Det er et elastisk begreb Lykketoft indfører når han taler om balance, men det signalerer tydeligt et krybende kryptofascistisk et eller andet, noget juntahalløj eller måske ligefrem statskup?
Mange har peget på at socialdemokraterne ter sig som de gør af ren desperation. Det er sikkert en del af forklaringen, men det er også et tegn på en ændring af deres rolle i dansk politik.
Socialdemokratiet har siden Stauning været det naturlige regeringsparti udenom hvilket alle andre partier spillede biroller. Det gjorde dem fortrolige med magten, men også og det er essensen, delagtige i magtudøvelsen. Den delagtighed er fra tid til anden ganske ufin, men man deler den med den kommende regering og vise versa (Thulesagen var et klart eksempel på at Socialdemokratiet historisk ikke har været bleg for at sætte nødvendighed over idealer). Når man sidder i opposition kan man således kun frembringe nye sager, for alle andre har man selv været en del af. Nogle sager vælter regeringer (Tamillsagen) andre gøre ikke (Færøbanken). Men man passer på ikke at gøre det sine fremtidige arbejdsvilkår alt for svære når man selv skal til og overlader det derfor til andre oppositionspartier at bruge den hårdeste retorik.
Og det er måske en forklaring på Lykketofts meget hårde tone. Han regner ikke med at Socialdemokratiet i nærmeste fremtid skal overtage delagtigheden i magten. Når der kommer valg vil Socialdemokraterne have været ude i 2 perioder, og det er måske 8 år. Og de kommer til at vente minimum en periode til i opposition, hvilket sagtens kan være 4 år til potentielt 2 perioder, hvilket giver, at det er sandsynligt, omend ikke sikkert, at Socialdemokratiet kan komme til at danne deres næste regering 16 år efter at Nyrup og Lykketoft dannede par. Til den tid vil alt medansvar i små nussede magtsager være forduftet for Socialdemokraternes vedkommende.
Det er også værd at huske på, at de gamle mænd Lykketoft og Auken er de eneste socialdemokrater i Folketingsgruppen der har ministererfaring. De sidder der næppe om 8 år. Socialdemokratiet bliver ikke regeringsbærende de næste mange år og mener måske at de istedet for den farveløse troværdighed, som Thorning Schmidt med de flotte ben prøver at fastholde, bedre kan markere sig på voldsomme og på en vis måde uansvarlige udmeldinger. Men det kan vise sig at være en farlig kurs for deres ambitioner. Selv om de skulle vinde en umiddelbar gevinst, i disse for deres parti så svære tider, kan det være en grav de måske ikke kan komme op ad igen. I kulissen venter i forvejen den skingre Mette Frederiksen og det bliver meget svært at skabe tillid med den tone.