Det har vakt en del røre at Mogens Lykketoft har kaldt landets statsminister for en farlig mand. Man kan spørge sig selv, hvad der dog kommer over den tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister med den slags uforsonlige udtryk. I dagens 24 Timer uddyber han at hvad han mener med farlig.

Han er farlig for balancen i demokratiet og for offentlighedens muligheder for at få ordentlig information. Det bedste eksempel herpå, at han er farlig, er den rapport der nu er fremlagt om filmen “Den Hemmelige Krig”. Rapporten viser, at filmen var et stykke hæderlig dokumentation, men at regeringsapparatet blev brugt til systematisk at afspore diskussionen og mistænkeliggøre budbringerne. Det er en farlig tendens.

Det er typisk for socialdemokrater at trække vennernes skriblerier ind som dokumentation. Rapporten siger intet om at filmen er et stykke hæderlig dokumentation, for så ville den lyve direkte. Istedet bruger den cirkelformuleringen “Undersøgelsesgruppen har alene vurderet, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type“, hvor man kan sige at den type film er kendetegnet ved brug af netop de standarder for dokumentation.

Han beskylder tillige statsministeren for at have “...udrenset såkaldte smagsdommere” uden smålig skelen til de historiske associationer der ligger i ordet udrensning. Sagen var trods alt den mere fredelige, at man ikke fremover ville give dem løn for deres arbejde. Men det mest interssante er, at Lykketoft helt ublu taler om balancen i demokratiet. Det er et elastisk begreb Lykketoft indfører når han taler om balance, men det signalerer tydeligt et krybende kryptofascistisk et eller andet, noget juntahalløj eller måske ligefrem statskup?

Mange har peget på at socialdemokraterne ter sig som de gør af ren desperation. Det er sikkert en del af forklaringen, men det er også et tegn på en ændring af deres rolle i dansk politik.

Socialdemokratiet har siden Stauning været det naturlige regeringsparti udenom hvilket alle andre partier spillede biroller. Det gjorde dem fortrolige med magten, men også og det er essensen, delagtige i magtudøvelsen. Den delagtighed er fra tid til anden ganske ufin, men man deler den med den kommende regering og vise versa (Thulesagen var et klart eksempel på at Socialdemokratiet historisk ikke har været bleg for at sætte nødvendighed over idealer). Når man sidder i opposition kan man således kun frembringe nye sager, for alle andre har man selv været en del af. Nogle sager vælter regeringer (Tamillsagen) andre gøre ikke (Færøbanken). Men man passer på ikke at gøre det sine fremtidige arbejdsvilkår alt for svære når man selv skal til og overlader det derfor til andre oppositionspartier at bruge den hårdeste retorik.

Og det er måske en forklaring på Lykketofts meget hårde tone. Han regner ikke med at Socialdemokratiet i nærmeste fremtid skal overtage delagtigheden i magten. Når der kommer valg vil Socialdemokraterne have været ude i 2 perioder, og det er måske 8 år. Og de kommer til at vente minimum en periode til i opposition, hvilket sagtens kan være 4 år til potentielt 2 perioder, hvilket giver, at det er sandsynligt, omend ikke sikkert, at Socialdemokratiet kan komme til at danne deres næste regering 16 år efter at Nyrup og Lykketoft dannede par. Til den tid vil alt medansvar i små nussede magtsager være forduftet for Socialdemokraternes vedkommende.

Det er også værd at huske på, at de gamle mænd Lykketoft og Auken er de eneste socialdemokrater i Folketingsgruppen der har ministererfaring. De sidder der næppe om 8 år. Socialdemokratiet bliver ikke regeringsbærende de næste mange år og mener måske at de istedet for den farveløse troværdighed, som Thorning Schmidt med de flotte ben prøver at fastholde, bedre kan markere sig på voldsomme og på en vis måde uansvarlige udmeldinger. Men det kan vise sig at være en farlig kurs for deres ambitioner. Selv om de skulle vinde en umiddelbar gevinst, i disse for deres parti så svære tider, kan det være en grav de måske ikke kan komme op ad igen. I kulissen venter i forvejen den skingre Mette Frederiksen og det bliver meget svært at skabe tillid med den tone.

I kølvandet på de planlagte skolelukninger vil venstrefløjen nu bruge de tiloverblevne skolebygninger til - og hold nu fast - UNGDOMSHUS! Fra Berlingske Tidende

»København kan først få et ungdomshus, hvis der er politiske vilje til det på rådhuset. Ritt og Bondam sidder med den endelige nøgle, men det en min holdning, at bygningerne skal komme borgerne tilgode. Vi vil lægge op til debat om, hvorvidt der fx skal være et kulturcenter eller ungdomshus på en af adresserne,« lyder det fra Bo Asmus Kjeldgaard (SF). Man har endnu ikke besluttet, hvad eller hvem Østrigsgade Skole, Bisbebjerg Skole og Havremarken Skole skal huse i fremtiden.

Det vil med andre ord sige, at man ikke mener at den asociale og destruktive kultur som Ungdomhuset nærede var et problem der førte til lukning. Det gælder bare om at få startet det op igen så hurtigt som muligt. Enhedslisten er lidt længere væk fra rødvinen og lidt tættere på de spirende revolutionære

»Det er da en kreativ idé med et Ungdomshus på en af de nye adresser. Men vi vil gerne høre, hvad de fordrevne lærere, skoleledere og elever har at sige til forandringerne, før vi sætter adressen af til andet formål. Derudover ved jeg, at de unge selv er i gang med at finde en mulig adresse,« siger Socialborgmester, Mikkel Warming (Ø).

Han er godt informeret. Men lad os slutte med de unge ofres selvforståelse, noget der bjergtager mig evigt.

»Vi vil have et ungdomshus, så hurtigt som muligt. Der er masser af tomme bygninger i København, som man kan tage af,« siger Kasper medlem af pressegruppen for mandagsmødet.

Der er masser at tage af, slå dig bare løs og du skal endelig ikke kere dig over at det ikke er dit eller plage dig selv med at yde noget. Det hele er frit for dig fordi du er dig og du er så dejlig og ulig den grå og fordomsfulde masse.

Fra Nyheds-Avisen

Irakiske oprørere har aflyttet danske soldaters mobiltelefoner, og flere familier har oplevet, at telefonen ringer midt om natten, hvorefter ukendte gerningsmænd råber trusler og slagord på engelsk og arabisk. Hos Forsvarets Efterretningstjeneste tager man truslerne alvorligt, men vil ikke kommentere omfanget, fordi man i øjeblikket er i gang med at undersøge, hvor mange familier der har modtaget de ubehagelige trusler..

(…)

Ved at aflytte mobiltelefoner og hacke e-mails kan terroristerne i dag opspore og true soldaternes familier.

Derfor er det ikke betryggende at der vælter en større mængde mere eller mindre bitre irakere rundt i Danmark, hvis motiver for at komme hertil står i et dunkelt lys. Der er således base for rekrutering af agenter her i landet til at gøre alvor af truslerne.

Støvring slår fast at sammenhængskraft er kulturelt og religiøst betinget og rammer dermed en solid pæl gennem den platte og politisk korrekte brug af ordet. Fra Jyllands-Posten

 Socialister kupper ordet til at betyde noget med en retfærdig omfordeling af de materielle goder: Økonomisk udligning er den kraft, der forener borgerne. Radikale mener, at sammenhængskraft fortrinsvis har noget med jura at gøre: Statsligt garanterede rettigheder er her den kraft, der vil løse samfundets konflikter.

Endelig mener liberalister, at sammenhængskraft findes på det frie marked: Ud fra egen interesse vil borgerne finde sammen og være produktive. Kort sagt: Med markedets eller statens hjælp vil forskellige mennesker forene sig i fred og fordragelighed.

Socialister, radikale og liberalister siger alle noget mere eller mindre vigtigt om sammenhængskraft. Men de begår alle den fejl, at de ser bort fra de kulturelle betingelser for sammenhængskraft. Om det så sker på grund af uvidenhed eller ønsketænkning.

(….)

Et afgørende aspekt er omfanget af tillidens radius. Altså hvor mange andre, også fremmede mennesker, man deler disse normer med. For især inden for familien vil der som oftest være en stærk sammenhængskraft. Men styrken af de familiære bånd er forskellig fra kultur til kultur og står også i relation til andre former for sociale forpligtelser. F.eks. over for offentlige myndigheder. I Kina og Latinamerika er familiens bånd stærke, men det er vanskeligt at have tillid til fremmede. Konsekvensen er udbredt offentlig nepotisme og korruption.

(…)

Men faktisk er religion en vigtig normbærer og medvirker derfor også til at skabe sammenhængskraft. Det kommer selvfølgelig helt an på religionens karakter. Hvor den islamiske lovreligion har en tendens til at svække et samfunds sammenhængskraft, gælder det modsatte for den kristne protestantisme, som også har formet kulturen her i landet.

Det afgørende ved protestantismens historiske gennembrud var, at dyder som ærlighed og gensidighed for første gang i vidt omfang blev praktiseret uden for familien. Den protestantiske etik fremmede desuden hårdt arbejde og sparsommelighed med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I protestantiske lande som de nordiske har der derfor været mere velstand og generel tillid end i de katolske, sydeuropæiske lande, for ikke at tale om de islamiske lande i Mellemøsten.

(….)

En anden betingelse for spontan orden er klare grænser for medlemskab af gruppen. Hvis individer kan indtræde og udtræde af gruppen, som de har lyst, eller hvis det ikke står klart, hvem der er medlem, så vil individer være mindre motiverede for at bekymre sig om deres anseelse. Af den grund er sammenhængskraften svagere i områder med flygtige relationer mellem individer. Det gælder f.eks. områder omkring banegårde, der ofte er hærget af tyveri, hærværk og overfald.

Den tredje og måske vigtigste betingelse er de forudgående normer, der giver gruppen en fælles kultur, præget af sammmenhold og samarbejde. En kultur rummer ikke kun et fælles ordforråd, men også et fælles forråd af talemåder, gestik, ansigtsudtryk og vanepræget adfærd, der også har til formål at signalere hensigter. Fordi vi er fortrolige med vores egen kultur, er vi også lettere i stand til at skelne mellem dem, der vil hjælpe og dem, der vil snyde. Kulturen videregiver desuden nogle regler for adfærd, der gør individers handlinger mere forudsigelige.

Af samme grund er demokrati ikke en ide men en konklusion, en konklusion på en nations kultur og tro.

Dette er en fortsættelse af Verdens sande tilstand, part I

Vi er nu nået til de arabiske lande med alt fra de sten rige golfstater til fattiggårdene Syrien, Yemen og Mauretanien. Øst for Iran ligger det multietniske og multikulturelle Irak. Om denne såkaldte nation kan jeg ikke sige ret meget udover det folk allerede ved. Islams blodige grænser er tydeligt optegnede i ørkenens sand; kun en despot kan undertrykke volden.

Israel er det eneste land i mellemøsten der har gjort noget ud af deres nationalstat, og er som følge deraf det mest velstillede, demokratiske og teknologisk avancerede. Alle dets naboer er diktaturer i større eller mindre grad (Libanon kan være en undtagelse, men det er kun en stakket frist). Tilfældet Ægypten er det land der får den største støtte til økonomiske programmer af USA næst efter Irak. Samlet drejer det sig om 800 millioner $ i støtte til sociale programmer og 1.3 milliarder $ i militær støtte i gennemsnit pr. år siden 1979. Tyg lige på de tal. Jeg kalder det massiv bestikkelse på en national skala. Der er åbenbart det der skal til for at holde fred med Israel og Suez kanalen åben.
Grundlæggende står alle Israels naboer i et antagonistisk forhold til den jødiske stat. Historien viser tydeligt arabernes hensigter vis-a-vis Israel. Skub jøderne i havet.
Syrien er et orientalsk despoti par exellance. Mig bekendt er de stadig formelt i krig med Israel. Baath partiet har domineret siden 60′erne med nu afdøde Hafiz al-Asad som ubestridt leder. Han blev genvalgt (igen) i 1991 med 99.9% af stemmerne. Mht. til den sidste 0.1% kan den jo skyldes stærkt svagtseende personer der har ramt forbi med blyanten.
Saudiarabien må ej heller glemmes - godt nok har dette arabiske land ingen vantro naboer, men det forhindrer ikke de sten rige oliesheiker i at støtte terrororganisationer, og forsøge at sprede wahabismen, deres ekstremistiske religion, til de oplyste nationer og dermed undergrave dem.

Ser man på Maghreb regionen som består af de nordafrikanske lande eksklusivt Ægypten, så er den kendetegnet ved ikke at grænse op til nogen af de formastelige vantro. Derfor har den relative fred i området givet tyrannierne ro til at undertrykke befolkningerne. En passant kan det nævnes at Libyens diktator Ghaddafi støtter terrorisme og at Algeriet er præget af etnisk, politisk og religiøs vold af en grusomhed som en vantro svært ville kunne forestille sig.

Hvad er så pointen med al denne her snak? Det er jo det tydeligt for en hver at de islamiske lande er præget af væbnet konflikt og sekterisk vold, især indad til, og hvor islam breder sig, bredes også grusomheden. Denne observation er egentlig ligetil for alle, bortset fra dem tilhørende det totalitære heppekor på venstrefløjen. MEN hvad så med resten af verden…

Den klarer sig som endda nok, faktisk ganske udemærket. Så godt at man kan sige at den er ret fredelig. Ja, Afrika syd for Sahara er fattigt og ikke helt frit for konflikter, men fjerner vi Somalia, Nigeria og Sudan som er muslimske, så ser det ikke så ringe ud endda. Spændingerne mellem de store østasiatiske økonomier Japan, Kina, Taiwan og Korea er ved at fortage sig, og der er ingen grund til at området ikke skulle udvikle sig til et velstående og stabilt ét. Min næst-yndlings aversion Sydamerika er ganske interessant i denne sammenhæng, da kontinentet ikke har oplevet voldelige nationale konflikter efter 2. verdenskrig. Hvorfor?? De har hverken EU eller NATO, men flere modstridende ideologier og ganske forskellige statskonstruktioner. Tilgengæld er de ved at komme af med den anden universalistisk totalitær ideologi, nemlig kommunismen, og uden islam skal det nok komme til at gå fint. Fjerner vi den muslimske faktor, så er verdenen grundlæggende et fredeligt sted.

(Jeg har ikke medtaget Trashcanistan, dvs. landene fra Afghanistan i vest til Tajikistan i øst, fordi jeg simpelthen ikke orker. De er under alle omstændigheder muslimer hele bundtet)

Fra TV2

Flere kirurgiske afdelinger kræver, at patienter skodder smøgen, før de kan få en rygoperation eller et nyt bryst. Kan patienten ikke stoppe pulseriet, bliver vedkommende sendt hjem - uden operation. Det skriver Nyhedsavisen.

Hospitaler over hele Danmark siger nej til at foretage kirurgiske indgreb på rygere, der ikke kan og vil skodde smøgerne.

“Vi kræver af patienterne, at de holder op med at ryge to måneder før en operation. Hvis en kvinde, der har mistet et bryst, ikke kan skodde cigaretterne, så bliver hun simpelthen sendt hjem igen uden et nyt bryst,” siger overlæge Jens Jørgen Elberg fra plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Samme hårde kurs går igen på alle landets plastikkirurgiske sygehusafdelinger.

Hvad fanden er meningen? Hvem tror de at de er? Det er selvbestaltet formynderi af værste skuffe, financieret over skatten - som jeg betaler! og lægernes undskyldning er i øvrigt helt ude i hampen

“Vi flækker hele bækkenet i et så alvorligt indgreb, at vi må sikre os på alle måder. Rygning gør, at sår gror markant dårligere sammen. Derfor stiller vi kravet,” siger han.

Idiot!

Nogle af landets sygehuse mener dog, at kravet om rygeforbud to måneder før en operaion og en måned efter operationen er lige lovlig skrap kost. Antallet af patienter, der oplever komplikationer, stiger nemlig blot fra tre til fem procent, hvis man ryger, forklarer ledende overlæge Claus Munk Jensen fra Herlev Sygehus.

Markant dårlige vil sige fra tre til fem procent og det er jo rigtig nok en 2/3 forøgelse af risikoen men hvilken risiko? En meget lille risiko, hvilket viser at lægerne enten ikke kan overskue basale risikovurderinger, hvilket er skræmmende, eller at de er i ond tro og udnytter deres position til at gennemtrumfe deres farisæriske politik.

Etisk Råd mener heller ikke, at man kan forsvare at forlange, at rygere kvitter smøgerne før en operation.

“Det er ikke en væsentlig nok lægefaglig grund til at kræve, at patienten ikke ryger, når antallet af komplikationer kun stiger så lidt. Det skulle nødigt ende i, at man fælder en moralsk dom, fordi patienten ryger. Man nægter jo heller ikke at operere indbrudstyve eller skatteunddragere,” siger formanden for etisk råd, Ole Hartling.

Rygere betaler gennem afgifter de ekstra penge deres sygdomme koster, så hvad ligner det at udelukke dem fra sundhedsvæsnet? Kan d så også slippe billigere i skat, siden de på forhånd er udelukket fra ydelser - et rygerfradrag?

Fra Jyllands-Posten

Mindst 175 mennesker blev dræbt tirsdag, da en selvmordsbomber sprængte en tankbil i luften i det nordlige Irak.

Det oplyser irakiske militærkilder over for nyhedsbureauet Reuters.

Det koordinerede angreb fandt sted i forskellige distrikter i Kahtaniya, lige vest for storbyen Mosul, 390 km nord for Bagdad. Bombeattentaterne var rettet mod Yazidi-sekten.

Yazidierne er medlemmer af en førislamisk kurdisk sekt, der lever i det nordlige Irak og Syrien.

Motivet var et spørgsmål om den rette tro. Yazidi’erne regnes for vantro og derfor skal de dø, ganske som Koranen foreskriver og ifølge pædofetens eksempel. Men mon ikke det er USA’s skyld alligevel?

Filmen Den Hemmelige Krig er blevet renset for beskyldninger om propagande og dårlig jounalistik af et uvildigt panel. Selv om undersøgelsen først må offentliggøres onsdag kl. 12:00 har Trads ikke kunnet vente og harcelerer allerede. Godt for ham, den vindbøjtel. Fra Nyhedsavisen

- Det, som der er dybt problematisk med denne undersøgelse er, at den ikke kan se skoven for bare træer. Filmen rejser en anklage mod de danske soldater og den danske regering, som går på, at de danske soldater rutinemæssigt udleverede fanger og rutinemæssigt udsatte dem for tortur. Disse to ting dokumenteres ikke i den her film, og derfor er det ubegribeligt, at man fra undersøgelsesgruppens side ikke kan se det, siger David Trads om undersøgelsen.      

Undersøgelsen påpeger godt nok, at der ikke er nogen dokumentation for, at overleveringen af fanger skulle være sket rutinemæssigt, sådan som Guldbrandsen lægger op til. Men alligevel er hovedkonklusionen, at filmen lever op til ‘de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type’.

Undersøgelsen konkluderer endvidere, at der er tilstrækkelig med dokumentation for at betvivle, at de danske soldater kun udleverede fanger til amerikanske soldater to gange, sådan som forsvarsministeriet officielt meddelte.

- Den er uhørt politisk. De gætter på, hvad regeringen har ment. De gætter på Nyhedsavisens motiver, og de har ikke engang ikke spurgt os. Det er meget mærkeligt, tilføjer han. 

I undersøgelsen bliver Nyhedsavisens kritiseret for ikke at kunne forstå godt nok engelsk. Hvad mener du om den kritik?

- Den er så tyndbenet, at jeg har svært ved at tage det alvorligt. Jeg stiller gerne op til en diskussion med disse mennesker på engelsk, siger David Trads. 

Undersøgelsen er klausuleret til først at må offentliggøres onsdag kl. 12.00. Hvorfor bryder Nyhedsavisens klausulen?

- Fordi er vi er journalister, og når vi får tilsendt en oplysning, som vi tror, at læserne har interesse i, så giver vi læserne den oplysning med det samme. Derudover har vi ikke bedt om at få undersøgelsen tilsendt. 

Med undersøgelsen er sagen langt fra slut. 

- Jeg har til aften meddelt rektoren på Syddansk Universitet, at vi agter at klage til de nævn, der tager sig af videnskabelige uredelighed. I forordet takker man Danmarks Radio for velvillig assistance – men man har ikke spurgt Nyhedsavisen, siger David Trads.

Da Nyhedsavisen således ser sig i sin gode ret til at bryde klausuler for offentligørelse af rapporter ser jeg mig i min gode ret til at copy-paste en større bid fra deres artikel og forventer ikke konsekvenser fra Nyhedsavisens journalister.

Det kan måske være et tilfælde, men rapporten falder samme dag som Mogens Lykketofts opsigtsvækkende kronik i Politiken, hvor Anders Fogh Rasmussen kaldes for en farlig mand. Vi tager altså en ekstra vals til det gamle hit i en tid med valgrygter og hidsige politiske udmeldinger. Herligt!

Den Hemmelige Krig er også blevet kritiseret af Erik Valeur. Desværre er artiklen forsvundet fra Jyllands-Postens hjemmeside og jeg kan kun linke til min egen postering. Her ville det have været rart om jeg havde kopieret hele artiklen, men nuvel.

Mogen Lykketoft går Marianne Jelved i bedene når han i en kronik onsdag i Politiken kalder Anders Fogh Rasmussen for en “farlig mand”. Fra Politiken

»En meget slagkraftig, vidende og kompetent politiker. En mester i det taktiske spil på Christiansborg. Men han er farlig, fordi han er villig til at påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten«, skriver Mogens Lykketoft og følger op med en bandbulle mod Foghs mediestrategi og den samlede danske presse.

Det bliver næppe et problem på linie med Jelveds, at Lykketoft derved gør et eventuelt regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre sværere, men det vidner om desperation og mangel på realitetssans.

»Statsministeren har næppe gjort sin stilling om valg endeligt op endnu. Men han holder banen åben for at udløse valg i september, hvis han tror, at han har så meget styr på mediebilledet, at han kan nakke endnu en S-formand«, skriver den tidligere finans- og udenrigsminister.

Nakke endnu en S-formand? Jamen herre du milde kineser, hvor er vi henne? Og det er bare den gamle rorgænger. Sass Larsen siger

»Jeg er enig i Mogens Lykketofts udlægning af, at Anders Fogh ønsker en nærmest totalitær magt over medierne og den offentlige mening. Og skulle der være nogle, som er kritiske, sætter han aggressivt ind med hele sit apparat – som for eksempel da DR’s nyhedschef Lisbeth Knudsen blev fyret, og stort set hele DR blev slået over en kam som røde lejesvende«.

Henrik Sass Larsen kalder Anders Fogh Rasmussen for skruppelløs i sin kamp for at beholde magten og kalder ham farlig for »sammenhængskraften i det danske samfund«.

Socialdemokratiet er i total opløsning.

Det er sæ’føli’ Bjarne Fløjelmøgs valsen over til Ny Alliance der prikker til undertegnedes idiosynkrasier.

Møgeltøj udtaler (ingenlunde overraskende):

“Det vigtigste er at få VKO’s flertal brudt. Det har hele tiden været mit mål med CD, men med Ny Alliances opståen er den rolle blevet overtaget af dem. Derfor har jeg anbefalet at lukke CD ned”

Jamen, det var da godt du fik lukket misfosteret CD ned, Bjarne. Nu agerer du fødselshjælper for et nyt. Lige så forudsigelige disse udtalelser er, ligeså skingre og desparate lyder de, og sådan er det når man ikke kan præsentere en sammenhængende politik, men kun enkelte mærkesager (40% skat) som skifter på månedlig basis (boligskatten).

Brugsforhandler Fløjelmøg fik tjansen som formand for CD som derefter blev banket helt ud af den politiske virkelighed. Bjarne fuldendte farcen ved at agere bøddel overfor sit eget parti. Hans politiske svendestykke består foreløbig i at invitere Khader over i CD (har han humor eller er han bare dum?!) og derefter bestille en spørgeundersøgelse der viste at CD ville få 20 mandater hvis Khader skiftede over. Men Khader ville hellere være kalif i stedet for kaliffen, hvilket er rimeligt nok.

Alliancen har haft held med at lukke fimser ud i et jævnt tempo, men gassen er på det seneste sivet ud af ballonen. En sådan situation kan være ganske farlig for et nyt parti, fordi pressen vil kaste sig over et svagt parti som sultne gribbe over råddent kød. Så meget desto mere når partiet tilhører højrefløjen (godt nok kun med en svag preference) og Ny Alliance tager sig mere og mere ud som et oppustet lig.

Møgelhøj slutter sig villigt til den lille flok utroværdige opportunister som i de seneste måneder har skiftet hest: Leif Mikkelsen og Inge-Lene Ebdrup. Bemærk at Bjarne udtaler at han ved de seneste valg har stemt social demokratisk. Hvordan får man det til at hænge sammen med Alliancen konservatisme og liberalisme?

Læs mere om Leif Mikkelsen her.

Formynderiet har gode kår i disse år og en af de store slagmarker er rygning. Blandt argumenterne for skrappere rygeregler er hensynet til omgivelserne. Det argument har vundet over alle andre, fordi det fremstår som almindelig sund fornuft og er et generelt argument. Det specielle ved argumentet er, at det falsk signalerer at der gælder noget specifikt for rygning, der ikke angår vores andre små laster vi ynder at betragte som frugten af frihed. Hvis man vil formynde er det nemlig meget vigtig at man slører sine hensigter, ved at signalere at det er den eneste lille ændring. Salamitaktikken er netop bare en sidste skive.

Det skal få det til at stå i modsætning til den almene befamlende bekymring for rygernes eget helbred, financieringen af det offentlige sundhedsystem og de offentlige finanser i almindelighed, der fremstår som den utilslørede moralisme det også er. For disse argumenter kan nemlig føres over på alt der ellers er usundt i livet; fed mad, manglende motion, ekstremsport og øl. I religiøse tider ville de samme mennesker tale om det syndige eller det urene. Hensynet til omgivelserne udelukker nemlig tilsyneladende at man vil fortsætte moralismen og formynderiet, når blot man får sin vilje i dette tilfælde. Men også kun tilsyneladende? Fra Jyllands-Posten

Dine venner, søskende og partners vægt har afgørende betydning for din egen vægt. Bliver en nær ven overvægtig, øges din risiko for at blive overvægtig nemlig med 60 procent, viser ny forskning.

Rapporten, som forskere fra Harvard Medical School står bag, blev publiceret fredag i New England Journal of Medicine.

Forskerne har undersøgt, hvordan vægten af 12.067 amerikanere har forandret sig i løbet af 32 år, og de konkluderer, at når en person bliver overvægtig, så skyder risikoen i vejret for de nærmeste også.

- Dette handler ikke om at slanke og fede mennesker bare finder lignende folk at være sammen med. Dette er en direkte årsagssammenhæng, fastslår en af forskerne bag undersøgelsen, professor Nicholas Christakis fra Harvard Medical School.

Fedme er smitsomt og derfor er din frokost en potentiel trussel mod dine kollegaers liv og helbred.

Fra Jyllands-Posten

Den svenske kunstskole Gerlesborg i Bohuslän har besluttet ikke at udstille kunstneren Lars Vilks billeder af profeten Muhammed afbilledet som hund. Beslutningen er truffet, efter at en kunstforening i Värmland for få uger siden valgte at fjerne Vilks Muhammed-billeder fra en udstilling inden dens åbning.

“Vi har valgt ikke at vise billederne af sikkerhedshensyn. Vi må tage vare på vore elever,” siger Ove Martin Wall fra bestyrelsen af Gerlesborgsskolan i Hamburgsund.

Den herskende ideologi i Sverige opererer med en ide om et samfund uden modsætninger og konfrontationer. Både etableringen af Folkehjemmet og den officielle fornægtelse af svenskhed er udtryk for elitens ønske om en salig harmoni, den være sig homogen eller ej, alt efter tidens smag. Det er også svensk specialitet at tale om “debattens økologi” der let forstyrres af uønskede meninger. Derfor vil en hver konflikt mellem mennesker, og endnu værre, mellem grupper i samfundet, udstille projektets manglende succes.

Sverige har endnu ikke indset at man ikke kan opretholde ytringsfrihed og islamrespekt. Endnu er det i Sverige ikke direkte forbudt at fremstille islam i satirisk eller kunstnerisk øjemed, men de kommer til at foretage et valg før eller siden. Enten forbyder de kritik af islam totalt og undgår sager som denne, eller også tager de konfrontationen og forsvarer borgerens ret. Denne sag om Muhammedbilleder bliver ikke den sidste af sin art og for hver gang svenskerne skal læse om en udstilling der lukker på grund af vold eller trusler om vold fra en bestemt religiøs gruppe slides sveriges selvbillede som et harmonisk samfund (ikke land - for Guds skyld). Hvad de vælger bliver interessant, men jeg er ikke optimist på broderfolkets vegne.

Fra Kristeligt Dagblad

Koranen bør forbydes i Holland. Det mener en hollandsk politiker.

- Koranen er en fascistisk bog, som opfordrer til vold, skriver lederen af det højreorienterede Parti for Frihed, PVV, i en artikel i avisen ‘De Volskrant’.

Geert Wilders ønsker at forbyde Koranen netop nu, fordi han mener, at det vil være en passende reaktion på overfaldet på den hollandske kommunalpolitiker Ehsan Jami.

Ehsan Jami, der har dannet en organisation for tidligere muslimer og tillige er kendt for sin skarpe kritik af islam, blev for nogle dage siden overfaldet i byen Haag. Det formodes, at gerningsmændene er yderligtgående muslimer.

Nu har Ehsan Jami politibeskyttelse døgnet rundt, men Geert Wilders mener ikke, at det er en holdbar løsning.

- Problemets kerne er den fascistiske islam, den syge ideologi om Allah og Mohammed, skriver Geert Wilders og sammenligner Koranen med Adolf Hitlers bog ‘Mein Kampf’.

Ifølge Geert Wilders er Koranen fuld af opfordringer til vold, voldtægter og mord på ikke-muslimer.

Og nu er han selvfølgelig blevet politianmeldt. Han kommer med et glimrende forslag, der ligger i tråd med gældene praksis og straks er der nogen der mener at loven er overtrådt. Wilders er ellers ingen dumrian

Geert Wilders har tidligere vakt opsigt med indvandrerfjendtlige udtalelser.

Han ønsker et stop for al indvandring, vil forbyde burkaer og forhindre byggeriet af flere moskeer.

For nogle måneder siden forlangte en række arabiske lande, at den hollandske regering greb ind over for den populistiske højrefløjspolitiker.

Grunden var udtalelser fra Geert Wilders om, at muslimske indvandrere kun bør have lov til at bo i Holland, hvis de er villige til at smide halvdelen af Koranen ud.

Så kan man brænde den anden halvdel. Men hvad er der egentlig i vejen med hans forslag og hvorfor har det vakt opsigt? Indvandringen har beviseligt skadet landet, burkaer manifesterer kvindeforagten og moskeer spreder had og ufordragelighed. Alligevel kaldes Wilder i artiklen for populist uden at forholde sig til det absurde i at arabiske despotier stiller krav til den demokratiske debat i Holland.

Fra Weekend-Avisen et herligt interview med den amerikanske Russell A. Berman, som dissikerer venstrefløjens tiltrækning af det totalitære. Bermans udtryk Den Rød-Grønne Alliance, hvor det økologiske er skiftet ud med islamismen (også kendt som islam i sin rette form) er morsomt og præcist.

Et af problemerne for venstrefløjenb ifølge Berman, er forvirringen over det universielle i forhold til kultur

Et af de menneskelige særtræk er sproget. Alle taler sprog. Men ingen taler ’sprog’ som sådan. Man taler dette eller hint sprog, måske flere sprog, men ingen taler sprog generelt. Tilsvarende med kulturelle fortællinger: de er overalt, men de er ikke de samme overalt.

Så hvad er det specielle ved Danmark? Hvad er det værd at bevare? Hvad er fællesskabet stolt af? Hvad er i forandring? Hvad forventer man respekt for af nye borgere? Udfordringen for europæerne, tror jeg, består i at formulere en fast og ligefrem, reflekteret, fleksibel og intelligent selvforståelse – en sund primær narcissisme – og erkende, at dette er samfund, der har opnået enorm succes angående personlig frihed og velfærd. De har en masse at være stolte af. Og der er ingen grund til at opgive dette i drømmen om et EU-bureaukrati eller i en overdreven multikulturel tolerance. Der er behov for nationale identiteter, der selvfølgelig ikke skal forfalde til stupid xenofobi. Bare fordi du er stolt af dig selv, behøver du ikke at foragte andre.

Der er en alternativ position, der siger: Vi lever ikke her som danskere – vi er her blot som personer. Og derfor kan enhver bo her. Dette er en særlig type abstrakt oplysningsfilosofi, der slår om i noget højst problematisk, fordi den meget hurtigt bringer én i konflikt med de andre værdier, man har. En dommer i Frankfurt i Tyskland henviste på skandaløs vis til Koranen, da han udsatte en retssag vedrørende en kvinde af islamisk baggrund, der blev banket af sin ægtemand. Dommeren citerede fra Koranen og hævdede, at kvinden burde have været bevidst om, hvad hun kunne vente sig ved at gifte sig med denne mand. Her sættes multikulturalisme over loven i Tyskland. Her omfavner oplysningen sin egen modsætning.«

Den sag kan vi godt huske. Berman har tre årsager til svigtet af vestlige værdier, hvor de to første er at omfavne alt hvad der er imod USA-imperialismen og en særlig hang til mænd i uniform og totalitarisme. Og

Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

Helt i den tråd forsvarer Berman også Jyllands-Postens karrikaturer af pæderasten Muhammed og slutter så af med igen at lægge eftertrykkelig vægt på kultur.

»De liberale, demokratiske institutioner, som nu findes i en række lande, voksede ud af oplysningskulturens filosofi. Men denne oplysning var arving til et par tusinde års vestlig kulturhistorie. Så der er virkelig noget specifikt ved den vestlige kulturarv. Det bidrager ikke med noget godt at sige, at vi blot er en enkelt kultur blandt mange, og at det ikke kan nytte noget at forsvare vore værdier. Jeg mener, at vi har masser af værdier at forsvare. Og det er en tragedie, hvis vi ikke kan etablere viljen til at gøre dette.

Så er der spørgsmålet om, hvilken status disse værdier og institutioner har andre steder. Har de universel gyldighed? Og det mener jeg, de har. Jeg mener, at den vestlige tradition i al dens kompleksitet viser, hvordan menneskene bedst indretter sig. At have ytringsfrihed, privat ejendomsret og demokrati med beskyttelse af individuelle rettigheder er en bedre måde at leve på for mennesker, end andre alternativer – ikke bare for mennesker fra Vesten, men for mennesker generelt.«

– Du mener måske ligefrem, at det er vores pligt at sprede disse vestlige værdier?

»Grundlæggende set: ja. Men med takt. Med sans for forskelle og proportioner.«

(….)

»Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.«

Ja!

I Jyllands-Posten har Claus Wittenburg en glimrende kronik, der minder os om, at amerikanerne ikke bare var kynikere, da de smed de to atombomber over Hiroshima og Nagasagi.

Tilbage var to muligheder for en krigsafslutning. Amerikanerne kunne invadere de fire japanske hovedøer. Den indledende planlægning (Operation Olympic) blev beordret iværksat næsten to måneder før prøvesprængningen af atombomben i New Mexico den 16. juli, hvorfor dette nye våbens virkning var ukendt.

Det var kun modstræbende, at Washington udstedte ordren om forberedelse af Olympic, da man forventede en uhyre blodig invasion. Baseret på erfaringerne fra Stillehavskrigen påregnede man et samlet amerikansk tabstal på op mod en million døde, sårede og savnede. Det samme som man havde mistet i perioden fra december 1941 til maj 1945.

De japanske tab skønnedes at blive mindst tre millioner. En situation, de amerikanske beslutningstagere naturligvis gerne ville være foruden. Men fra den 16. juli fik amerikanerne et nyt kort på hånden. Atombomben.

Terror-bombningerne under 2. Verdenskrig står som et af de store traumer på vores civilisations selvbevidsthed. Når man taler om nedkastningen af de to atombomber er der således ikke tale om et skred i den daværende moral. Man havde allerede tæppe-bombet udvalgte byer bl.a. for at ramme civilbefolkningen (hvis arbejderne døde ville fabrikkerne gå i stå). Det skræmmende ved atombomberne var således ikke, at man ramte civilbefolkningen, herregud det gjorde man allerede med stor intensitet, men at det nu var blevet så let. Og det var præcis det budskab amerikanerne håbede at sende til den japanske ledelse. Hvis japanerne gerne ville gå til grunde, så kunne de sagtens det. Det ville bare ikke blive en gloværdig død i kamp og det ville ikke volde amerikanerne det mindste besvær.
Tilbage står stadig ideen om terrorbombning, med eller uden atomvåben. Men det fine ved denne kronik er, at den fjener diskussionen fra de følelser, der knytter sig til atomvåben og holder sig til de rationaler der lå bag beslutningen. Den dag i dag rives amerikanerne i næsen, at de er de enste der har brugt atomvåben, også af hjemlige debatører der vil forsvare lande som Iran’s “ret” til masseødelæggelsesvåben, uden skelen til de alternativer der bød sig.

En god ven henledte min opærksomhed på en absurd Politiken-artikel. Sagen er den nye bog om retsagen mod Antonio Curras mordere og under overskriften “Historien om en forudsigelig tragedie“ lægges der yderligere i kakkelovnen

Den nye bog ’Skyld – Historien bag mordet på Antonio Curra’ rejser fornyet tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at dømme den nu 20-årige Ferhat Kilic til udvisning af Danmark. Hans far, mor og to yngre søskende emigrerer alle til Tyrkiet.

Det var i sandhed forudsigeligt med de mennesker man lukker ind i landet. Men når nu hele familien emigrerer til Tyrkiet må den dom siges ikke bare at være rigtig, men en kæmpe succes. Mere af den slags, tak.

Artiklen er et skolebogseksempel på salonfæhig racisme. Den eksotiske etniske gruppe sættes som en anden konstant ind i en formel, hvor det danske samfund er variablen. Vil man have et andet resultat kan man kun ændre på variablen, hvilket vil sige os. Det er vores dårlige værdi, der således er skyld i tragedien.

Fra den ene morder er 7 år har han haft en kriminel løbebane og det er omkring den anken mod det danske samfund sættes ind. Hvorfor blev der ikke gjort noget fra myndighedernes side?

Begge bogens forfattere fulgte med i sagen, mens den fyldte formiddagsavisernes spisesedler. Dengang undrede de sig over, at der aldrig kom flere konkrete oplysninger ud om de to unge anklagedes baggrund, siger Aydin Soei:»Under sagen kom det frem, at både Hizir og Ferhat havde omfattende kriminalitet bag sig. Eftersom de er så unge og har begået kriminalitet inden de fyldte 18 år, måtte myndighederne være klar over det«.

Herlig tone. Myndighederne måtte være klar over det! Og så er der en række eksempler på svigt fra myndighedernes side, men ingen forklaringer. Myndighederne svigter bare for sådan er de, uden nuancer.

Men hvad mangler der ellers? En kritik af nydanskernes familiemønstre?

Hans mor, Meral Kilic, er alene med ham i de første tre år af hans liv. Hans far, Adem Kilic, flyttede til Danmark for at arbejde, tre måneder efter han var blevet gift med en kvinde, han ikke havde mødt inden brylluppet. Meral Kilic ventede sig, da han rejste. Adem Kilic var 17 år, da han blev far, og først mange år senere tager han faderrollen på sig.

Husk at arrangerede ægteskaber ikke nødvendigvis er tvangsægteskaber. Det er meget vigtigt at vi lærer at skelne. Mon det er børnesynet?

Familien bor i en lejlighed på Vesterbro. På Merals hjemegn i Tyrkiet er det almindeligt, at børn fra tre- fireårsalderen leger frit uden konstant voksenopsyn udenfor.Ligesom det var almindeligt på landet i Danmark førhen. [Det var almindeligt at tage bestik af den situation man befandt sig i. Det gamle ordsprog "skik følge eller land fly" er ikke fra den muslimske verden, Drokles]

[Det var almindeligt at tage bestik af den situation man befandt sig i. Det gamle ordsprog "skik følge eller land fly" er ikke fra den muslimske verden, Drokles]Da Ferhat får en lillebror, skal Meral dele sin opmærksomhed mellem børnene, og hun lader stort set den da fireårige Ferhat gå og komme i hjemmet, som han vil.

Det er jo deres kultur. Han har vel en ballast af værdier med sig.

Drengen smadrer ting, når han får lejlighed til det. Naboer klager over, at han larmer, og at han driller andre børn.Og han er kun syv år, da han første gang bliver fulgt hjem af politiet, fordi han har gjort noget ulovligt. Sammen med en anden dreng har han samlet en bunke aviser, sat ild til dem og dermed antændt en brand i elevatoren i Vesterbro Bibliotek.

Så hvad blev der af opdragelsen?

Adem [faderen] er selv autoritært opdraget, og han reagerer ved at slå sin søn. Frygt for tæv bliver ifølge bogen hverdag for Ferhat:»Faren og fysisk afstraffelse bliver synonyme størrelser«.

(…)

I foråret 1997 går Ferhat på en tyrkisk skole i Valby. Skolen skriver en udtalelse om ham til socialcenteret i Tingbjerg. Ferhat mangler »opmærksomhed og forståelse« fra sine forældre, står der. Udtalelsen arkiveres.

(…)

Fritidsklublederen fortæller sagsbehandleren, at Ferhat både er blevet smidt ud af den tyrkiske skole i Valby og af endnu en skole.

(….)

For at prøve noget andet sender Adem i juli 1988 Ferhat til Tyrkiet på en syv måneder lang genopdragelsestur.

Hov, var det ikke de danske myndigheder der fejlede?

Da der ikke er prestige i at have et barn i specialklasse, vælger Adem efter nogen tid at melde Ferhat ind i en anden skole. Igen begynder han at pjække og stjæle. Adem sender ham til Tyrkiet igen.Denne gang havner han blandt andet på en streng koranskole, selv om han taler dårligt tyrkisk, læser både tyrkisk og dansk dårligt og overhovedet ikke kan læse de arabiske bogstaver i Koranen.

.

Et enkelt lyspunkt. Men de danske myndigheder har jo ikke fjernet ham fra hjemmet, der ikke er at bebrejde, selv efter flere anbefalinger fra forskellige institutionsledere. Så man kan da godt rejse kritik.

Bogen refererer blandt andet til den undersøgelse, som psykolog Talli Ungar Felding for nogle år siden lavede. På baggrund af undersøgelsen kunne hun konkludere, at sagsbehandlere ofte har en misforstået tolerant holdning til indvandreres kulturelle skikke.

Det er nok der hunden ligger begravet, men det er ikke, hvad der starter den bølge af vold, der altid følger i kølvandet på det håbløse multikulturelle projekt.

Ferhats forsvarsadvokat Ulrik Rasmussen kalder den nært forestående udvisning »et vanvittigt, umenneskeligt overgreb«, og som integrationskonsulent oplever Manu Sareen fra København, at det ikke er fængselsstraf, kriminelle unge med indvandrerbaggrund frygter:»Det er udvisning, de er bange for. For er man først udvist, så er slaget tabt«.

Fængsel er ikke løsningen, det er udvisningen. Godt med lidt indsigt her på falderebet. Men det er jo også galt

Under Højesteretssagen erklærede en af de syv dommere sig imod udvisningen af Hizir og Ferhat.Dommer Marie-Louise Andreasen udtalte, at »uanset den grove kriminalitet« er fætrenes »tilknytning til Tyrkiet og tyrkisk kultur ikke af en sådan styrke og karakter, at det kan veje tungere end deres stærke tilknytning til det danske samfund og herboende personer«.

Dommerstemmerne 6-1. Det er tennischifre. De havde nægtet dansk statsborgerskab og deres kontakt til Danmark var af destruktiv karakter. De hører lige så meget til Danmark som et los i røven.

»Da han forlod Tyrkiet, var det med fest, farver og flag. Sådan er det, når man emigrerer. Man gør det for at få et bedre liv. Hvis man vender tilbage igen, forventes det, at man kommer med noget. At man kan vise fremgangen frem. Det bliver svært for familien her at komme hjem med ingenting. Og det er en tragedie for drengene. Man kunne lige så godt have sendt dem til månen«.

For min skyld ingen alarm, bare det er væk herfra.

Sidste år udkom Lars Bonnevies roman Bag Mordet om Antonio Curras retsagen. Lars Bonnevie langede da kraftigt ud efter den stemning, som dommen blev til i og mente at man var tæt på en skueprocess. I en anmeldelse i Jyllands-Posten hed det

I første omgang kan man bemærke, at forfatteren har flyttet lidt rundt på fakta for at få mere frirum i fiktionen. I romanen er offeret f.eks. ikke en italiensk turist, men en jydetamp i hovedstaden for at købe hash. Der er altså ikke tale om dokumentarisme eller faktion, men om en slags simulering i fiktion af processer, der også fandt sted i virkeligheden.

Det næste, som i hvert fald denne læser bed mærke i, var fortællerens håndfaste alvidenhed. Fortælleren bevæger sig ubesværet rundt i personernes tanker og følelser, fortolker i fugleperspektiv og forsyner læseren med oplysninger om mangt og meget: Forholdene på Nørrebro, juridiske spidsfindigheder, de følelsesmæssige konsekvenser af en muslimsk baggrund i en dansk kontekst.

Handlingsforløbet fra drab over arrestation og isolationsfængsling afvikles underholdende af et velfungerende typegalleri: Den racistiske nævning, den desillusionerede forsvarsadvokat, den grønne journalistelev, den taber-agtige taxa-chauffør, der ikke vil vidne.

Så simpel er verden nemlig for en mand der vil nuancere! For bogens problemstilling er ganske alvorligt ment. Til Kristeligt Dagblad 28/8 2006 sagde Bonnevie blandt utroligt meget vrøvl (det fortjener sin egen postering, men er for gammelt).

- Hver fredag og lørdag aften er der klammerier på Nørrebro. De udvikler sig heldigvis sjældent til knivstikkerier og drab, men det sker. I dette tilfælde var der noget i en hashhandel, som gik galt, og resultatet blev drabet på Antonio Curra . Straks fra begyndelsen blev alle sejl sat til i medierne for at fremstille gerningsmanden som en “iskold morder”, selvom han efter de oplysninger, jeg har fået, var alt andet end iskold, siger han og tilføjer:

- Sagen kom til at skille sig ud, fordi den finder sted i et klima, der er meget påvirket af fremmedfjendtlighed. Hele den måde, der netop på det tidspunkt blev talt om indvandrere på i medier og samfund, kom til at påvirke sagen. Jeg mener fortsat, sagen er enestående af sin art herhjemme, men om det vil ske igen, kan jeg ikke sige. Jeg kan dog umuligt tro, at alle retsformænd ville opføre sig på samme måde, som retsformanden gjorde i denne sag.

Det er ikke en undskyldning at der på Nørrebro ofte er “klammerier”, som Bonnevie tror og klimaet i Danmark er ikke et af “fremmenhad”. Dengang var det klart at da hash-handlen gik galt flygtede Curras med et knivstik i maven fra de 2 mordere og få minutter efter havde de indhentet ham og stak ham ihjel. Mange knivstik over to episoder - Det er iskoldt! Med mindre man, som Bonnevie kan påberåbe sig alvidenhed.

Nu er der kommet en ny bog om mordet og retsagen og ifølge Nyhedsavisen siger forfatterne

Men i modsætning til, hvad de to tyrkiske fætre har fortalt i Østre Landsret, så var det ikke tilfældigt, da de få minutter senere igen stødte på turisten i krydset. Et møde, der endte i yderligere tre alvorlige knivstik og mindst fire sår, som obduktionsrapporten betegner som afværgelæsioner.

Det kan kun komme bag på folk som Bonnevie.

Der ligger en glimrende dokumentar på YouTube under navnet What the West Needs to Know og den er en hel del bedre end Jørgen Bæk Simonsens tarvelige skrift. Her er afsnit seks, Krigens Hus, der er delt i to (hele dokumentaren er delt i seks afsnit, men er klippet op i 10 dele på YouTube).

Som svar på denne dokumentar har nogle muslimske knaldperler lagt en anden video på YouTube, der ikke er andet end en optagelse af et bønnemøde i USA, hvor man fejrer nogle kvindelige konvertitter. Den er dødssyg, men den indledende tekst derimod er interessant.

THIS IS WHAT THE WEST NEED TO KNOW:
after sep. 11. PEOPLE COME TO ISLAM
911 eoconservative coverup;; media sell fiction to the public; public hopeless lived in fiction all of their life; reading fiction; playing games(fiction); talk fiction;;;;;!!!!!!!
public have been prepared for such fiction 911!!!!!!!!

Det er ikke svært at se, hvorfor den islamiske verden er gået totalt bag om dansen. Al menneskelig aktivitet er af det onde. Det eneste ægte og værdifulde er Allah og at baskæftige sig med andet er at spilde tiden, hvis det ikke ligefrem er en synd. Det vil sige al kultur, kunst, filosofi og videnskab har mildt sagt trange kår. Den islamiske verden er et åndeligt fængsel, en intellektuel udørk, antitesen til det kreative. Jamen, vil nogen måske indvende, hvis det er rigtigt, vil man så ikke kunne se tegn på det i den virkelige verden?

Indien har for venstrefløjen stået i et gyldent lys. Det startede i tresserne, hvor man rejste dertil for at få narko, så man kunne sprøjte sig ihjel og siden mødte man guruer der fyldte fortrinsvis kvinder med sludder, en tradition der stadig lever. På det seneste er tolerance kommet i højsædet og det er ikke unormalt at Indien bliver trukket frem som illustration på spændende kulturer der formår at virkeliggøre det multietniske samfund, trods den sekteriske vold. Den gængse betegnelse for Indiens magi er åndelige værdier. Og, hvilke værdier. Fra Kristeligt Dagblad

Indien går i folkemunde også under navnet ”Bharat Matha” – Moder Indien – men den overordnede respekt for kvindekønnet, som ligger i navnet, rækker ikke til en beskyttelse af landets pigebørn. Pigebørn er ikke i høj kurs i Indien, og hver dag fødes 7000 pigebørn mindre, end der kunne blive, fordi forældrene har fået foretaget en kønstest af deres foster og vælger at få en abort. Det viser udregninger fra FN’s børneorganisation, Unicef.Tidligere har det britiske lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet anslået, at indiske kvinder i løbet af de seneste 20 år har aborteret omkring 10 millioner pigefostre. Foruden aborterne sker der også jævnligt drab på nyfødte pigebørn, som familierne ofte betragter mere som en byrde end en gave.Senest har det vakt oprør, at der i løbet af blot to uger er fundet flere end 150 pigefostre i en by i delstaten Orissa. Fundene har fået det indiske politi og sundhedsmyndighederne til at foretage uanmeldte besøg på fødeklinikker og lægeklinikker i delstaten for at kontrollere, om der sker systematiske aborter af pigebørn. En række klinikker er allerede blevet lukket, skriver det kristne nyhedsbureau Salem Voice Ministries.

Hvad kan vi lære af dem? En anden artikel ligeledes fra Kristeligt Dagblad

Et indisk ordsprog lyder ”må du blive mor til tusind sønner.” Drenge regnes helt bogstaveligt for at være mere værd end piger, og det gælder mere end nogensinde nu, hvor Indien har været selvstændig i 60 år. På grund af de teknologiske fremskridt, der gør det muligt at bestemme et fosters køn, møder mange kvinder den største forhindring i livsbanen allerede mellem undfangelsen og fødslen. Forældre vælger simpelthen aborter i stedet for pigebørn.I byen Gobindpura i Punjab er situationen særlig slem. Her har en optælling vist, at der kun er født 416 piger for hver 1000 drenge. Det er ikke en fattig landsby. Boligerne er solide murstenshuse. Mange familier har slægtninge, der gennem mange år har sendt penge hjem fra udlandet, og forårets blomstrende rapsmarker og den tidlige sommers tætte bølgende hvedeakse vidner om, at virksomhed og velstand gror rigtig godt her i verdens bedste landbrugsjord.

I artiklen opregnes både kultur, religion og selvfølgelig økonomi som faktorer på denne menneskelige tragedie. Det sidste modsiges af det ovenstående uddrag. Argumentet går på medgiften, der betales af kvindens familie, men den holder ikke som gyldig grund. Det er kulturen og religionen der definerer kvinden som en byrde og medgiften er den logiske følge. Uanset, hvor godt det kommer til at gå Indien økonomisk vil medgiften bare stige tilsvarende. Den fastsættes nemlig af de sociale ambitioner, hvilket vil sige, at der en forventning om at presse citronen til dens maksimum. Økonomien er en funktion af kulturen som volden også er en følge af kulturen.

Det er dog dejligt at Indien, skønt glorificeret, ikke er tabubelagt som islam og derfor kan journalisten ubesværet benytte essentialistiske analyser når man indleder artiklen med “Et indisk ordsprog lyder ”må du blive mor til tusind sønner.” Drenge regnes helt bogstaveligt for at være mere værd end piger, og det gælder mere end nogensinde nu, hvor Indien har været selvstændig i 60 år.” Jeg mindes ikke artikler om kvinders forhold i den muslimske verden indledes med Korancitater, som grundlæggende forklaring. Det er ellers på sin plads.

Og mere interessant er den sidste del af sætning Drenge regnes helt bogstaveligt for at være mere værd end piger, og det gælder mere end nogensinde nu, hvor Indien har været selvstændig i 60 år. Englændernes bidrag til humaniseringen af Indien kan ikke overvurderes. Husk f.eks. at det var englænderne, men også danskerne, der stoppede enkebrændingerne. Hvilket bizart menneskesyn var enkebrændinger ikke udtryk for?

Det er dog ikke nye tal. 25/10 2003 kunne Information fortælle

Problemet har været kendt i årevis, men er gradvist blevet værre. Tendensen var således markant ved folketællingen i 1991, hvilket førte til forbud mod kønsbestemmelse af fostre ved ultralyd tre år senere. Annoncerne om at ’få hjælp til at føde sønner’ forsvandt fra aviserne, og spørgsmålet gled i baggrunden.

Og artiklen beretter ligeledes, og lidt overraskende for Information, at fænomenet er på fremmarch hos middelklassen, igen noget der rammer en pæl gennem økonomi som forklaringsmodel. De mange mennesker der har set indien og deres mange spændende kulturer, som noget attråværdigt har overset dette fænomen. Nogle af dem vil måske hævde, at de ikke har haft kendskab til disse tal og at det jo ikke er i alle familier, at man fravælger kvindekønnet før eller efter fødslen. Men det er rent nonsens. Hvad regner man med der sker når man regner et køn for underlegent? Det er den naturlige konsekvens af et babarisk menneskesyn, et menneskesyn der er solidt funderet og udbredt. Det burde stå klart at kvinder i indien regnes som underlegne, især når man har rejst meget i dette forbandede land.

Og det er jo ikke bare de omkomne og de fravalgte det handler om. Det handler også om alle de kvinder, der fra små piger må leve i bevidstheden om at de ligger deres familie til byrde ved deres blotte eksistens. De er født forbandede. Det er derfor jag siger at det ikke er kvinderne i indien der er forbandede det er Indien Det forbandene land!

Men disse rapporter er også tvetydige.De er netop lavet af indere i et opgør med deres kultur og som med tiden (vi taler nok mere end 100 år) nok skal lykkes. Indien har i modsætning til en vis anden kultur et drive til at træde ind i den moderne verden. Derfor lykønsker jeg Indien for at tage kampen op med deres groteske kulturer. Men med disse rapporter i hånden vil jeg banke kultur-relativisterne og multikultisterne og oikofoberne så hårdt i hovedet at deres fødder falder af.

Som sagt er det indien der er fokus på her fordi de er ved at vågne, men de er langt fra de eneste. 26/11 2005 skrev Information

Det bevidste fravalg af piger gør, at der nu mangler cirka 60 millioner kvinder globalt set. Det fremgår af den nye bog Women in an Insecure World, hvori der henvises til et stuide af Nobelpristager Amartya Sen. Af dette studie fremgår, at piger især fravælges i Kina, Sydasien og Nordafrika. Udgiveren af bogen er det schweiziske Center for Demokratisk Kontrol af Væbnede Styrker (DCAF). Direktøren for centeret, Theodor H. Winkler, skriver i bogens forord, at der er tale om “et systematisk folkemord på kvinder “, og at “proportionerne er tragiske”.

Normalt vil der blive født cirka 103 drenge for hver gang, der bliver født 100 piger. I 2000 viste en folketælling i Kina imidlertid, at forholdet var 119 drenge for hver 100 piger. Ifølge bogen er sædsortering og ultralydsscanninger med efterfølgende aborter af pigefostre blevet en “boomende industri” i Kina, Indien og Sydkorea.

I Women in an Insecure World har 60 skribenter samlet oplysninger om alle mulige former for vold mod kvinder som æresdrab, drab som følge af utilfredshed med størrelsen af en medgift og drab på nyfødte. Alt i alt gør vold mod kvinder , ifølge bogen, at der i dag mangler omkring 200 mio. på verdensplan. Winkler sagde ved præsentationen af bogen: “Kvinders liv ender på alle mulige gruopvækkende måder… En af dem har med kultur at gøre. Det begynder i livmoderen. Der er samfund, hvor man foretrækker drengebørn, især hvis antallet af fødsler er begrænset.”

En lignende artikel i Jyllands-Posten, som jeg ikke har kunnet finde på infomedia og heller ikke på Jyllands-Postens egen side fordi de siden har lagt deres database, eller hvad det nu hedder, om taler forskerne om en direkte sammenhæng mellem vold mod kvinder og kvinders status i samfundet. Det kom der denne postering ud af.

Der er kommet et par nye islamiske blogs i den danske politiske bloggosfære der ganske bramfrit udstiller det religiøse vanvid, kendt som islam. Bloggen Gülay Kocbay (efter navnet at dømme af tyrkisk oprindelse) bringer som eksempel dette citat fra den pædofile profet Muhammed.

In the Name of Allah, Most Gracious, Most Merciful. This letter is from Muhammad, the Servant of Allah and His Messenger to Heraclius the ruler of Byzantines. Peace be upon him who follows the right path. I invite you with the call of Islam. Accept Islam and you will find peace. Allah will double your reward. But if you turn away then you will have upon you the sin of Arisiyyin (his  subjects). ( O People of the Book! come to common terms as between us and you: That we worship none but Allah; that we associate no partners with him; that we erect not, from among ourselves, Lords and patrons other than Allah.” If then they turn back, say ye: “Bear witness that we (at least) are Muslims (bowing to Allah’s Will). ) (Aal `Imran 3: 64)”
Abu Sufian said [to Ibn `Abbas], “When Heraclius finished his speech and read the letter, there arose commotion and many voices in the court, so we were asked to leave.” (Reported by al-Bukhari)

Angiveligt er det et brev fra Muhammed den pædofile sendt til kejser Heraclius af Byzans. Det fremgår ganske klart, hvilken logik der ligger i den muslimske forståelse af forsvar og barmhjertighed og hvorfor islam er demokratiets fjende. Muhammed siger i dette brev, at nu da man er bekendt med islam vil det at sige nej til islam være at anse for at forkaste Allah og i stedet for beløning venter straf (Godfathers tilbud man ikke kan afslå). Ydermere venter en verdensorden, hvor man kun kan regere under Allahs bud.