Vindbøjtlen Khader er bedst når hans dovenskab ikke står i vejen for hans analyser. Derfor er hans hudfletning af danske imamer også præcise, som hans kritik af mange strømninger i den islamiske verden. Det er noget han har et selvfølgeligt kendskab til og kan nøjes med at konkludere på. Når han ikke har et selvfølgeligt forhåndskendskab skal han til at arbejde med at sætte sig ind i kompliserede sammenhænge og det orker han ikke og så bliver resultatet Ny Alliance’s politik. En politik der udover at holde Dansk Folkeparti ude af indflydelse ellers blev sendt i udbud, så andre kunne ordne det. Hvor om alting er, fra en kronik i Berlingske Tidende
»Hvis nogen udfører en selvmordbombning for at beskytte profeten Muhammeds ære, så er hans gerning retfærdiggjort.«
Dette er ikke et af de mange citater fra karikaturkrisen sidste år. Sætningen gik verden rundt for to måneder siden, efter Pakistans minister for religiøse anliggender, Eijaz ul-Haq, den 18. juni var på talerstolen i parlamentet. Denne gang var det adlingen af Salman Rushdie, det gjaldt.
(…)
Det er begivenhedsforløbet under karikaturkrisen om igen.
Dengang var det især tegningen af profeten med en bombe i turbanen, hvorpå den muslimske trosbekendelse, Al-shahada, var skrevet, der udløste vrede, fordi den antydede en sammenhæng mellem islam og krig eller terror.
På Saudi-Arabiens flag står samme trosbekendelse i øvrigt oven over et sværd. Her sammenkobles trosbekendelse og våben altså også. Hertil bemærkede den dødstruede, algerisk-franske journalist Mohammed Sifaoui ganske tørt, at hvis Saudi-Arabiens flag blev udformet i dag, ville man nok sætte en bombe eller et maskingevær på det i stedet for et sværd.
Dengang som nu er det ytringsfriheden, der er under angreb.
Khader og Dansk Folkeparti de eneste i det politiske billede, der aldrig vaklede under Muhammedkrisen. Khader er ingen multikultist, når han endelig folder sig ud. Han gennemgår med sikker hånd ytringsfrihedens betydning for demokratiet og hudfletter de der taler om respekt.
Alt for mange er kun villige til at støtte ytringsfriheden under forbehold med mener og hviser. Over tolerancen og den »eftergivenheds politik«, som Ash refererer til, har længe fundet næring i den kulturrelativisme og multikulturalisme, der præger store dele af den værdipolitiske venstrefløj. Ifølge debattøren Torben Bramming har kultur relativismen ført til »en tilstand, hvor selv grov kvinde undertrykkelse, klanstyre og religiøs obskurantisme kan tolereres, for hver kultur har jo sine udtryk. Man ser det tydeligst på venstrefløjen, som er faldet fra hinanden i dele, der hylder ligeberettigelse, religionskritik og demokrati, og dem, der ud fra kultur relativismen og multikulturalismens evangelium har forenet sig med autoritære, ja ligefrem islamistiske verdensanskuelser, bundet sammen alene af hadet til USA og kapitalismen«.
Eller hvad med denne ironiseren over den “gode tone”?
Rushdies adling kunne let føre til overtolerante formaninger af samme type, som vi hørte under karikaturkrisen: »Den engelske dronning har (efter premierministerens indstilling) naturligvis ret til at adle hvem som helst men det indebærer jo ikke en pligt til at tildele en så kontroversiel og forhadt person som Salman Rushdie denne gunstbevisning«.
Eller: »Det havde været bedre for den gode tone og fredelige sameksistens, hvis Blair havde fået gennemført sin lov mod tilskyndelse til religiøst had og undladt at lade en af de argeste kritikere af dette lovforslag Rushdie adle«.
For Khader gælder argumentet for tonen i debatten ikke. Det er ytringsfrihed, ytringsfrihed og ytringsfrihed. Og han slutter umisforståeligt af med
Hvis vi endelig skal tale om respekt for følelser, hvorfor vejer krænkelsen af de religiøse følelser så tungere end krænkelsen af de demokratiske følelser? Kan politisk overbevisning ikke være lige så dybfølt, inderlig og respektkrævende som religiøs tro? For mig at se kan ingen følelser hævde nogen særstatus i forhold til ytringsfriheden.
I en globaliseret verden, hvor lokale brud på religiøse tabuer med lynets hast forvandler sig til en internationale mediehistorier, bliver krav om respekt for religiøse følelser en omfattende affære.
Lægger vi tabuer hos alle verdens kulturer sammen og begrænser vores ytringer enten i respekt for disse tabuer eller af angst for reaktionerne, så bliver der ikke meget tilbage at ytre sig frit om.
Så er en af demokratiets vigtigste principper faldet, og den globale mundkurv er en realitet.
Khader har ordet demokrati tatoveret på sin skulder og der er ingen tvivl i Khader’s verden om at ytringsfrihed er forudsætningen for netop demokrati. Hvorfor fanden han så skaber et parti, der som sin første formulerede politik (inden alt andet blev sendt i udbud) havde som formål at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse er ubegribeligt.
Der kan være en million grunde til at være uenig med Dansk Folkepartis politik, men hvis man som Khader har tatoveret ordet demokrati på sin skulder og galper op om at man vil forsvare dets princip til sin død, virker det helt ude i hampen at forsøge at eliminere det parti, der stærkest forsvarer ytringsfriheden. Hvis man som Khader mener at truslen fra imanerne skal tages alvorligt, hvis man som Khader mener at det multikuturelle tolerencecirkus truer grundlæggende værdier. Hvis man som Khader har et personligt opgør med sin religion og dens ypperstepræster.
Hvis Khaders Allianceprojekt lykkes, vil Dansk Folkeparti jo ikke stå stærk når ytringsfriheden skal forsvares. Som støtteparti havde de direkte adgang til statsministerens øre og kunne give ham den garanti for arbejdsro han skulle bruge. Den går ikke næste gang. Der vil Khader stå alene, for kan man forestille sig Gitte Seeberg og Anders Samuelsen støtte en hård linie, hvis det betyder tilladelse af den hårde tone?
Khader må gøre op med sig selv om hvad der er vigtigst for ham; en skattefidus eller demokratiet. Måske står der 40% på den anden skulder, men Khader virker bedst når han taler om den islamiske fare overfor demokratiet. Et gammelt ordsprog siger “skomager bliv ved din læst”. Bliv ved din læst Khader!