Jeg var ellers godt igang, med et harmdirrende indlæg, men lad en professionel komme til. Det handler om den Augsburgske bekendelse, der virker politisk ukorrekt fordi den udelukker islam fra den rette tro og alt sådan noget. Fra Kristeligt Dagblad

Derfor tilsluttede de sig de oldkirkelige bekendelser og fordømte de retninger, der tog afstand fra de oldkirkelige bekendelser. Det er formodentlig Johannes af Damaskus, der er ophavsmand til det kætterkatalog, som reformatorerne viderebringer her i artikel 1.HAN FORSTOD ikke islam, kan Drejergaard fortælle os. Jo, Johannes, der levede som dhimmi under islamisk overherredømme, forstod islam særdeles godt. Han har leveret skarpsindige analyser af islam, der langt overgår notatet fra den fynske velærværdighed, der afviser middelalderteologernes forståelse af islam som ”klicheer”. Sikke dog en provinsiel skråsikkerhed.

Drejergaard bryder sig ikke om artikel 1, fordi den rummer ”rester af middelalderlig sammenblanding af tro og tvang”. Rent og skært sludder. Der står ikke et ord i bekendelsen om, at fordømmelserne af kætterierne skal have politiske følger. Tværtimod tager bekendelsen klart afstand fra kirkens verdslige magt i artikel 28, hvor det forbilledlig klart udfoldes, at den kirkelige magt alene udøves ved at lære og forkynde evangeliet, og at evangeliet ikke bemyndiger biskopper til at have nogen ”sværdets magt”. Bekendelsens første artikel gør det krystalklart, at den kristne Gud er treenig. Drejergaards notat gør det totalt uklart. Drejergaards arbejdsgruppe har rent ud sagt leveret et teologisk makværk, som fortjener at blive skubbet langt, langt ind under gulvtæppet.

Læs den hele for man bliver klog af den.

Ordet sammenhængskraft er præger ikke den pakistanske debet. Men det burde den, for landet er ved at falde fra hinanden. Fra Kristeligt Dagblad

Nu udfordrer Taleban på ny den afghanske regering, den amerikanske hær og NATO i det sydlige og østlige Afghanistan.

Samtidig trues også Pakistan af en talebanisering, der spreder sig hastigt fra Fata-land, de syv grænsedistrikter op mod Afghanistan, der traditionelt regnes for at være umulige at styre, og som nu er under de “hellige” jihad-krigeres kontrol.

Krisen ryster både Islamabad og USA’s tillid til militærdiktatoren, præsident Pervez Musharraf, og hans evne til at bekæmpe terrorismen på sin side af den umarkerede Durand-linje, der udgør grænsen.

Situationen er mere alvorlig, end mange indser.

Stammefolksbæltet i Fata-land og den nordvestlige grænseprovins er blevet no-go-område selv for pakistanere. Om det så er den tidligere så kosmopolitiske by Peshawar med sine 2,2 millioner indbyggere, er den truet, og selv blev jeg på det bestemteste frarådet at tage til byen af både myndigheder, ambassader og venner.

Og hvad vil de så, Taleban

Men Pakistans talebanere er hidtil gået deres egne veje. Bevægelsen er opstået i kølvandet efter den afghanske Taleban, men bortset fra militæroperationer i Waziristan har den mest gjort sig bemærket gennem religiøse dekreter og moralske kampagner. Lidt efter lidt er al musik blevet forbudt og biograferne lukket ned, og herrefrisørerne har med dødstrusler fået forbud mod at barbere deres kunder. Mord på læger og andre sundhedsarbejdere har sat de poliovaccinationer i stå, som talebanerne anser som et led i en amerikansk sammensværgelse. Regeringsvenlige mullaher og tjenestemænd er blevet halshugget for at være “CIA-spioner”, og udlændinge er blevet til skydeskiver.

Også under optrapningen af volden efter militærets massakre den 10. juli i Islamabads røde moské, hvor hundredvis blev dræbt, har Pakistans talebanere været selektive i deres brutale voldsanvendelse. Hævnen har været rettet mod militærforlægninger og -konvojer og mod politiet.

Talebanerne har fået sat den struktur af oldermænd helt ud af spillet, som tidligere styrede i Fata-land, og sidder nu på både den administrative og den væbnede magt. De nyder også stor folkelig støtte. Hadet til USA og amerikanernes “lakajer” i Islamabad svejser pashtunerne sammen. Også propagandaen fra mullahernes seks uautoriserede radiostationer bidrager til at skabe frygt og respekt. Kvinderne hører blandt de mest loyale, efter at talebanerne har indført strenge forbud mod den hustrumishandling, som ellers nærmest har været en tradition i området.

Med henblik på den kvindeforagt som Taleban førte sig frem med i Afghanistan, siger det alligevel en del, når der er muslimske traditioner der er endnu værre! Dengang man havde billeder som dette fra stadion i Kabul

Og det er ikke fordi denne artikel ligefrem prøver at sætte islam i et dårligt lys. Se bare denne indledning

Hvad der siden skete, er allerede historie. 12 år efter har Taleban en helt anden karakter og drives frem af voldens ideologi mere end af islam. Den 11. september forandrede alt. Fordrivelsen fra Kabul, de amerikanske bombninger og fjendens højteknologiske usynlighed har fået fanatikerne til at annamme terrorisme, selvmordsbombninger, bortførelser og politiske mord som hjørnestolperne i deres militære strategi.

Vold som modsætning til islam! Men virkeligheden kan ikke benægtes i længden.

Der findes vel ingen der er bedre til at infantilisere palæstinenserne en Danmarks Radio, og der findes næppe et folk der indbyder mere til det.
Onsdag d. 22 bragte TV-avisen en tåreperser af de store, da konsekvenserne af sanktionerne mod terroriststaten Gaza skulle blotlægges. I følge ‘intellektuelle’ og journalister hedder sig at vestens vrangvilje overfor palæstinenserne, og araberne i det hele taget, har holdt disse kulturer på et tilbagestående stadie. Ikke detsto mindre er det lykkedes mennesker i disse kulturer at reproducere sig selv i en nærmest enorm skala. Læg mærke til antallet af børn på dette billede:

Nu er det at opfostre børn temmelig ressourcekrævende, og derfor kan jeg konkludere på baggrund af de muslimske storfamilier, at det ikke er pga. et udefra kommende kvælertag at disse samfund er sunket ned i pløret. DER ER RESSOURCER NOK!!! Spørgsmålet er hvad man bruger ressourcerne til.

“…FN advarer nu om at situationen er så alvorlig at den kan udvikle sig til en humanitær krise.”

Palæstinenserne lever i en kronisk selvpåført krise, men ingen kræver at de tager ansvar for egne handlinger.

“… og efter halvandet år med økonomisk boycott der har gjort livet nærmest umuligt, og en boycott som USA, EU og dermed også Danmark står bag. [Skal udtales med harmdirrende alvorlighed]“

Ikke et ord om hvad palæstinenserne selv har gjort for at bringe sig selv i uføre, og ikke et ord hvad de kan gøre for komme på ret køl. Men kan man forvente andet af DR?

Se programmet ved at trykke her.

Svenske krisecentre for voldsramete kvinder, har før brokket sig over at Danmark værgrer sig for kulturberigelsen. Det er ikke uden grund, omend kritikken er fejlanbragt. Danmarks 24-årsregel virker efter hensigten og har gjort livet surt for udøvere af den primitive muslimske tradition. Det vil sige at Danmark undgår barbariet, eller noget af det om ikke andet. Desværre holder svensken sig til den åbne dørs politik og svigter dermed kvinder i nød.

Under overskriften “Danmark eksporterer mord og kvindevold” og med den første linie “24-års reglen har krævet sit første dødsoffer.” kolporterer Nyhedsavisen synspunktet at det er Danmark der er ansvarlig for muslimsk grusomhed.

En afrikansk mand blev i juli idømt ti års fængsel i Malmø for at have skåret halsen over på sin 25-årige danske kone, da hun ville skilles. Parret boede i Sverige, fordi manden ikke kunne få dansk opholdstilladelse.

Malmø Politi slår nu alarm efter et stort antal sager om hustruvold blandt de anslået 2.000 danskere, som sammen med deres udenlandske partner er flyttet til Sverige for at slippe for den danske 24-års regel, der forhindrer familiesammenføring for unge under 24 år. I 2006 måtte 25 danske kvinder rykke ind på svenske krisecentre.

»Danske par udgør en voksende del af vore politisager om hustruvold. Vi har forgæves forsøgt at råbe danske myndigheder op. Parrene er næsten kun indvandrere, der er flyttet hertil, fordi jeres love forhindrer dem i at bo i Danmark. Men når de bor her, så opdager hverken vi eller familien i Danmark volden. De kan derfor ikke slå alarm. Og det har så kostet en kvinde livet,« siger Anna Gustafsson fra Malmø Politis familievoldsenhed.

Det er jo det glade vanvid. Og reaktionen fra de Radikale er ganske forudsigelig fra de Radikales udlændingeordfører, Morten Østergaard.

»Det er et tragisk svigt, at vi ikke tager os af unge par i Danmark. Vi kan ikke være det bekendt over for pigerne, der bliver udsat for vold og altså nu myrdes i Sverige, når de flygter fra en dansk 24-års regel, der gør mere skade end gavn,«

Hvorfor svenskerne ikke ser tvang og vold som et problem er deres sag, men vi fejer på vores side af Sundet.

TV2 havde i morges en nyhed om en Youtube-video - under overskriften Danske Soldater Udstillet På Internettet - der viser danske soldater i kamp i Afghanistan. Desværre er videoen blevet fjernet, men den viser angiveligt at danske soldater jubler, som de besejrer fjenden.

Bag et skrivebord sidder Holger K. Nielsen, det gamle fjols SF tidligere præsenterede som en art formand, og er forarget. Holger K. minder os om at det jo er mennesker der skydes på. Og det er jo rigtigt, der er krig, krig for fanden! Hvad Holger ikke sætter sig ind i er det pres danske soldater er under og at hvad der bag et skrivebord i lille velfærds-Danmark kan virke smagløst er en mekanisme til overlevelse.

Hvor god en sådan enhed ville være til at bekæmpe fjenden og derved selv holde sig i live, hvis soldaterne efter hvert affyret skud grædende brød sammen og løb over mod Taleban-afskummet og bad om forladelse skal jeg ikke spekulere i. Men man kan måske godt fortænke Holger i at have gjort sig den slags tanker, hvis han har en ide om resultatet

Her er en anden opbyggelig video

Den rødgrønne alliance (mellem marxister og muslimer) er et nagativt sammenhopld mod friheden, men uden indre logik. Efterhånden som virkeligheden om islam bliver stadig tydeligere er der også flere af de bevidste marxister der spørger sig selv, hvad de egentlig tror på (svaret er stadig deprimerende, men i det mindste renset for den største selvmodsigelse). Fra DR

Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var med til at danne Enhedslisten, kritiserer Liste Ø’s beslutning om at opstille Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat - og ikke mindst partiets efterfølgende forsvar af hendes kontroversielle støtte til modstanden mod de danske soldater i både Irak og Afghanistan.

SAP’s forretningsudvalg skriver i et ugebrev, at de to sager er årsagen til, at Enhedslisten nærmer sig spærregrænsen i meningsmålingerne, og at medlemmerne melder sig ud af partiet.

- Enhedslistens aktuelle problemer kan altså ikke udelukkende forklares med Asmaas person, synspunkter og udtalelser. Det er også et politisk problem, at et mindretal er parate til at erklære deres støtte til reaktionære fundamentalister, blot fordi de kæmper mod USA; Storbritannien og Danmark, hedder det i ugebrevet.

Men selvkritik er ikke en marxistisk diciplin

Enhedslistens udenrigsordfører Rune Lund afviser kritikken.

- Det er en faktuelt forkert påstand at Asmaa eller folketingsgruppen skulle have udtrykt støtte til konkrete væbnede grupper i Irak. Det er Enhedslistens helt klare politik, at det gør vi ikke, siger Rune Lund til Ritzau. 

Rune Lund er hoppet på et tog der længe har kørt mod afgrunden. Guderne må vide hvad der stak den unge mand. Muren faldt i 1989 da Rune var 13 år gammel. I 1998 startede Rune Lund på statskundskab, hvor han stadig er tilmeldt!

Det handler om det at være voksen (noget Mikkelsen selv gæder sig til at blive) og tage ansvar. Det handler om det at være asocial, at bruge afmagt som undskyldning. Det handler kort sagt om venstrefløjens forhold til politisk vold. Fra Jyllands-Posten

Det er desværre alt for ofte, at de ”voksne” mennesker på venstrefløjen svigter på det skammeligste.

Da København flere steder lignede en kampzone som resultatet af en uhyrlig overreaktion på rydningen af Ungdomshuset, opfordrede Politiets Efterretningstjeneste alle grupper for eller imod Ungdomshuset til at tage afstand fra volden.

Som svar på denne opfordring sagde rektor for Det frie Gymnasium på Nørrebro Ejnar Ritterband, som beredvilligt har stillet lokaler til rådighed for aktivisterne, følgende:

»Den nuværende regering er ved at normalisere hele Danmark. Regeringen skaber en ensretning, hvor der bliver meget lidt plads til forskellighed, og det er en farlig ting, for det kan føre til desperation og radikalisering.«

At en rektor kan sige så meget vrøvl i en sætning om et så alvorligt emne er alarmerende. Igen parallelforskydes ansvaret, der lader ane den underliggende dagsorden, at så længe de unge føler afmagt, er det al grund nok til at bruge voldelige aktionsformer og drage hærgende gennem gaderne.

De ”voksne” stiller gerne op og tager dem i forsvar uden det mindste hensyn til, at de virkelige afmægtige er de borgere, der får deres butikker, cykler og biler smadret. De borgere, der i flere dage nærmest lever i undtagelsestilstand i områder af hovedstaden.

Og så videre. Den er faktisk god.

Vindbøjtlen Khader er bedst når hans dovenskab ikke står i vejen for hans analyser. Derfor er hans hudfletning af danske imamer også præcise, som hans kritik af mange strømninger i den islamiske verden. Det er noget han har et selvfølgeligt kendskab til og kan nøjes med at konkludere på. Når han ikke har et selvfølgeligt forhåndskendskab skal han til at arbejde med at sætte sig ind i kompliserede sammenhænge og det orker han ikke og så bliver resultatet Ny Alliance’s politik. En politik der udover at holde Dansk Folkeparti ude af indflydelse ellers blev sendt i udbud, så andre kunne ordne det. Hvor om alting er, fra en kronik i Berlingske Tidende

»Hvis nogen udfører en selvmordbombning for at beskytte profeten Muhammeds ære, så er hans gerning retfærdiggjort.«

Dette er ikke et af de mange citater fra karikaturkrisen sidste år. Sætningen gik verden rundt for to måneder siden, efter Pakistans minister for religiøse anliggender, Eijaz ul-Haq, den 18. juni var på talerstolen i parlamentet. Denne gang var det adlingen af Salman Rushdie, det gjaldt.

(…)

Det er begivenhedsforløbet under karikaturkrisen om igen.

Dengang var det især tegningen af profeten med en bombe i turbanen, hvorpå den muslimske trosbekendelse, Al-shahada, var skrevet, der udløste vrede, fordi den antydede en sammenhæng mellem islam og krig eller terror.

På Saudi-Arabiens flag står samme trosbekendelse i øvrigt oven over et sværd. Her sammenkobles trosbekendelse og våben altså også. Hertil bemærkede den dødstruede, algerisk-franske journalist Mohammed Sifaoui ganske tørt, at hvis Saudi-Arabiens flag blev udformet i dag, ville man nok sætte en bombe eller et maskingevær på det i stedet for et sværd.

Dengang som nu er det ytringsfriheden, der er under angreb.

Khader og Dansk Folkeparti de eneste i det politiske billede, der aldrig vaklede under Muhammedkrisen. Khader er ingen multikultist, når han endelig folder sig ud. Han gennemgår med sikker hånd ytringsfrihedens betydning for demokratiet og hudfletter de der taler om respekt.

Alt for mange er kun villige til at støtte ytringsfriheden under forbehold med mener og hviser. Over tolerancen og den »eftergivenheds politik«, som Ash refererer til, har længe fundet næring i den kulturrelativisme og multikulturalisme, der præger store dele af den værdipolitiske venstrefløj. Ifølge debattøren Torben Bramming har kultur relativismen ført til »en tilstand, hvor selv grov kvinde undertrykkelse, klanstyre og religiøs obskurantisme kan tolereres, for hver kultur har jo sine udtryk. Man ser det tydeligst på venstrefløjen, som er faldet fra hinanden i dele, der hylder ligeberettigelse, religionskritik og demokrati, og dem, der ud fra kultur relativismen og multikulturalismens evangelium har forenet sig med autoritære, ja ligefrem islamistiske verdensanskuelser, bundet sammen alene af hadet til USA og kapitalismen«.

Eller hvad med denne ironiseren over den “gode tone”?

Rushdies adling kunne let føre til overtolerante formaninger af samme type, som vi hørte under karikaturkrisen: »Den engelske dronning har (efter premierministerens indstilling) naturligvis ret til at adle hvem som helst men det indebærer jo ikke en pligt til at tildele en så kontroversiel og forhadt person som Salman Rushdie denne gunstbevisning«.

Eller: »Det havde været bedre for den gode tone og fredelige sameksistens, hvis Blair havde fået gennemført sin lov mod tilskyndelse til religiøst had og undladt at lade en af de argeste kritikere af dette lovforslag Rushdie adle«.

For Khader gælder argumentet for tonen i debatten ikke. Det er ytringsfrihed, ytringsfrihed og ytringsfrihed. Og han slutter umisforståeligt af med

Hvis vi endelig skal tale om respekt for følelser, hvorfor vejer krænkelsen af de religiøse følelser så tungere end krænkelsen af de demokratiske følelser? Kan politisk overbevisning ikke være lige så dybfølt, inderlig og respektkrævende som religiøs tro? For mig at se kan ingen følelser hævde nogen særstatus i forhold til ytringsfriheden.

I en globaliseret verden, hvor lokale brud på religiøse tabuer med lynets hast forvandler sig til en internationale mediehistorier, bliver krav om respekt for religiøse følelser en omfattende affære.

Lægger vi tabuer hos alle verdens kulturer sammen og begrænser vores ytringer enten i respekt for disse tabuer eller af angst for reaktionerne, så bliver der ikke meget tilbage at ytre sig frit om.

Så er en af demokratiets vigtigste principper faldet, og den globale mundkurv er en realitet.

Khader har ordet demokrati tatoveret på sin skulder og der er ingen tvivl i Khader’s verden om at ytringsfrihed er forudsætningen for netop demokrati. Hvorfor fanden han så skaber et parti, der som sin første formulerede politik (inden alt andet blev sendt i udbud) havde som formål at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse er ubegribeligt.

Der kan være en million grunde til at være uenig med Dansk Folkepartis politik, men hvis man som Khader har tatoveret ordet demokrati på sin skulder og galper op om at man vil forsvare dets princip til sin død, virker det helt ude i hampen at forsøge at eliminere det parti, der stærkest forsvarer ytringsfriheden. Hvis man som Khader mener at truslen fra imanerne skal tages alvorligt, hvis man som Khader mener at det multikuturelle tolerencecirkus truer grundlæggende værdier. Hvis man som Khader har et personligt opgør med sin religion og dens ypperstepræster.

Hvis Khaders Allianceprojekt lykkes, vil Dansk Folkeparti jo ikke stå stærk når ytringsfriheden skal forsvares. Som støtteparti havde de direkte adgang til statsministerens øre og kunne give ham den garanti for arbejdsro han skulle bruge. Den går ikke næste gang. Der vil Khader stå alene, for kan man forestille sig Gitte Seeberg og Anders Samuelsen støtte en hård linie, hvis det betyder tilladelse af den hårde tone?

Khader må gøre op med sig selv om hvad der er vigtigst for ham; en skattefidus eller demokratiet. Måske står der 40% på den anden skulder, men Khader virker bedst når han taler om den islamiske fare overfor demokratiet. Et gammelt ordsprog siger “skomager bliv ved din læst”. Bliv ved din læst Khader!

Fordi emsige personer har fjernet det lille klip vi bragte igår kommer her en anden af årets film:

Allahu Akbar nemlig.

Og her:

Om Islams nyttige idioter. Fra 180 Grader

Et foretagende, der kalder sig Islamisk-Kristent Studiecenter, og som både Københavns Stift og en lang række kristne græsrodsbevægelser er involveret i, er et typisk eksempel på en dialogagtig paradeforestilling, hvor kirken og godtroende præster bliver brugt til at legitimere islamisk fundamentalisme.

I antologien “Islam i vesten - på Koranens vej?” redigeret af journalist og forfatter Helle Merete Brix og historiker Torben Hansen redegøres der bl.a. for de tre muslimske organisationer, der står bag Islamisk-Kristent Studiecenter og støtter det økonomisk.

Det drejer sig om den tyrkiske organisation Milli Görüs, der har europæisk hovedsæde i Tyskland, og som af den tyske efterretningstjeneste betegnes som “islamisk-ekstremistisk”. De to andre organisationer er den fundamentalistiske bevægelse Minhaj ul-Quran og Den muslimske Verdensliga, der styres fra Saudi-Arabien.

Og så følger ellers en gennemgang af hovedpersonernes agtiteren og virke og det er artige sager. Som dette citat fra den lidt tumpede Fativ Alev om hvorvidt der, i Koranen står om man skal stene eller piske

“At straffen ikke er foreskrevet i Koranen ændrer intet på, at det ifølge flertallet af de lærde (mudjtahider og muftier) med speciale indenfor islamisk jura (fiqh) er et uomgængeligt faktum, at den står skrevet klart og tydeligt i overleveringerne om Profetens sædvane, altså i Hadith-samlingerne. Som sædvanlig er haditherne om denne straf, ligesom i alle andre sammenhænge, en supplerende kilde til forståelse af Koranens bud om straffen for hor, da Gud i Koranen forpligter de troende til at adlyde Ham og Sit Sendebud”.

Fra en der kender sine skrifter og sin religion. Alligevel støttes projektet af kristne organisationer

Oplysninger om grundlaget for centrets økonomiske drift er meget sporadiske. I det kortfattede referat, der er tilgængeligt fra centrets generalforsamling 21. marts 2006, nævnes på økonomisiden kun et ekstraordinært tilskud på 50.000 kr. fra Vor Frue Kirkes Menighedsråd, samt at centret hovedsageligt finansieres af “tilskud fra en række menigheder i Københavns Stift og enkelte muslimske organisationer, medlemskontingenter, bogsalg og gruppebesøg i centret”.Til gengæld står der i referatet intet om det tilskud på 250.000 kr., som Danmissionen i 2004 besluttede at yde til centret fordelt over en femårig periode. Det må dog siges at være en væsentlig oplysning for de mennesker, som i god tro bidrager til Danmissionens arbejde i den sikre forvisning, at pengene bliver brugt til socialt og kirkeligt arbejde i U-landene og ikke til finansiering og blåstempling af muslimske fundamentalister, som med trusler om bål og brand af al magt forsøger at hindre enhver form for integration i et samfund, som med sin tolerance og sine ugudelige menneskerettigheder udgør vel nok den alvorligste trussel mod islam.

Læs den for den er mildt sagt interessant.  

Den svenske blog Every Kinda People kunne for et par dage siden fortælle om en Biskop i Holland, der mener at det arabiske Allah vil bruges om Gud i kristne kirker. Ja han plæderede faktisk for det fordi det vil være en god måde at være imødekommende overfor muslimerne på (man kunne også bare blive hjemme og knalde en brosten i kraniet på sin kone).

I dag skriver Every Kinda People

För ett par år sen studerade jag teologi. Jag minns ett nattligt samtal med en studiekamrat som sen blev präst som frågade mig: Vilken Gud? Den frågan etsade sig fast i min hjärna och bidrog till att jag inte blev präst utan bestämde mig för att bli naturvetare.Det alldeles uppenbart klart att Allah inte är samma gud som den kristna guden. Ändå inbillar sig massor av präster i sin monoteistiska nit, att eftersom det bara finns en gud, så har vi samma gud som muhammedanerna, och låter sig mer eller mindre våldtas av dem. 

 

Og så følger et hidsigt angreb mod den svenske kirke. Det har ingen interesse så her i stedet et angreb på den danske fra en glimrende kommentar i 180 Grader

Set med lægmands øjne tager folkekirken sig efterhånden mere og mere besynderlig ud. Nogle præster har taget ved lære af den muslimske fredagsbøn, og er i bedste imam-stil begyndt at bruge gudstjenesten til politiske programerklæringer. Andre har sammen med domprovster og biskopper travlt med at tækkes muslimske hardcore imamer og kolportere det besynderlige budskab, at muslimer og kristne skulle have samme Gud uden tanke for, at ayatollah Khomeini ramte plet, da han helt korrekt konstaterede, at Koranen rummer hundrede flere gange vers, der handler om politik, end vers der omhandler fromhed.

Men Every Kinda People har fuldstændig ret. Mange er besat af selve det at tro og vil ikke lade sig forstyrre af hvad det er der dyrkes. Det er en fetish og de genkender andre fetishister og kan ikke forstå at der er modsætninger. Tag nu en jubel-idiot som vores egen danske Verner Tranholm-Mikkelsen, tidligere formand for løgnefabrikken Mellemfolkeligt Samvirke. I Kristeligt Dagblad siger han

- De ting, som samler muslimer og kristne, er mere spændende end det, der skiller 

(…) 

- Talen om Gud som den kristne Gud, og om Allah som muslimernes Gud er noget vrøvl. Gud er hverken jødisk, kristen eller muslimsk. Han er bare Gud, lyder meldingen fra Verner Tranholm-Mikkelsen, der taler flydende arabisk og siger, at Gud og Allah hedder det samme på flere sprog.

Så Gud befalder både at stene de vantro og gøre op med farisærerne, at se verden som bestående af rent og urent og insistere på at det eneste urene er hvad du selv gør, at alt er bestemt og at vi har den frie vilje…. Der er afgørende forskel på Gud og dæmonen Allah. I Kristendommen kan du ikke gøre dig fortjent til Guds Kærlighed, han elsker dig ubetinget. Allah kræver lydighed og underkastelse. Det er ikke den samme gud!

Jesus sagde; lad de små børn komme til mig! Muhammed sagde; lad mig komme i de små børn.

Fredens religion vil myrde endnu en forfatter. Fra Kristeligt Dagblad

Taslima Nasreen stammer fra Bangladesh og har i sine bøger kritiseret islams behandling af kvinder og af hindu-mindretallet i Bangladesh. Hun flygtede fra sit hjemland til Sverige i 1994, efter at debutbogen ”Lajja” (Skam) havde udløst dødstrusler i hjemlandet. Samme år modtog hun Europa-Parlamentets Sakharov-pris for sin kamp for kvinders rettigheder. Hun bor i dag Calcutta i Indien, men har også i sit nye hjemland flere gange oplevet trusler og angreb fra lokale muslimer.

For nylig blev hun således angrebet af en muslimsk folkemængde i forbindelse med præsentationen af sin nye roman ”Shodh” i byen Hyderabad i den sydindiske delstat Tamil Nadu, men undslap efter at være blevet beskyttet af en ring af journalister og arrangører. Efter episoden erklærede muslimske grupper, at Nasreen vil blive halshugget, hvis hun atter sætter sin fod i Hyderabad.

Fredag holdt en række ledende imamer fra Calcuttas moskéer så et møde, hvor de vedtog at udsende en dødsdom i form af en dusør på 100.000 rupees i belønning til den, der slår Taslima Nasreen ihjel. Anklagen lyder på, at hendes bøger, som blandt andet beskriver sammenstød mellem hinduer og muslimer, er blasfemiske.

Kom ihu at Indien flere gange bliver fremhævet for den multikulturelle balance. Kom ihu at Indien, Pakistan og Bangladesh blev født i blod fordi kulturerne ikke kunne døje tanke om at skulle dele samfund. Den skrøbelige fred der hersker i Indien er i opposition til ytringsfrihed og menneskets frie tanke.

Muslimer deler sikh’er.

Der ligger en lærerig video på Youtube om Dansk Folkeparti. Partiet er i titlen omdøbt til Folkepsykopatisk Parti og videoen er et opgør med den politik som Dansk Folkeparti står for samt tendenser i samfundet. Den er lavet af noget der heder Sort Kapel som er en del af miljøet omkring Ungdomshuset.

[youtube]HN5L_S1-uKY&mode=related&search=[/youtube]

Filmen arbejder meget med modsætninger, det onde der truer det gode. Det onde er et fedt, der deprimerende nok har magten gennem løgne overfor folket. Der ligger ingen reflektion over hvorfor folket er så dumt, at de ikke kan indse det, det er en indlysende præmis. De gode er ofrene for det onde og så de, der tager kampen op de progessive unge. De onde er - selvfølgelig alle der ikke tilhører venstrefløjen - som følger (og husk de hænger sammen, det er meget vigtigt):

Le Pen, Thatcher (ja hende fra firserne), Ruth Evens, Pinochet, Berlusconii, Jörg Haider, Arnold Swarzenegger (indvandreren der blev guvenør), Rumsfeld, George Bush (der er det helt store dyr i åbenbaringen), Anders Fogh, Johnny Hansen og Bent Jensen.
Både Johnny Hansen og Bent Jensen får en særlig plads, da filmen spekulerer i om Pia Kjæsgaard har seksuelle fantasier om de to mænd. Det er altid noget med sex når venstrefløjen omtaler sine modstandere.

Dank Folkeparti er som sagt det onde selv, jævnfør deres hovedrolle. For at vise hvor onde Dansk Folkeparti er associeres der til andre onde mennesker, der så selv bliver onde af at være i selskab med Dansk Folkeparti. Associationskarrusellen kører i højeste gear.

Filmen hviler meget på at et billede sige mere end tusinde ord (og lyver derfor lige så kraftigt) og at sammenstille mennesker og begivenheder ude ag kontekst skamrides så det er en fornøjelse. Efter at have vist en parade af skurke til tonerne af rebelsk musik dvæler filmen efterfølgende ved flotte billeder af forhutlede flygtninge og sultne negerbørn, de onde menneskers ofre. Ligeledes vises dagligdagen i Irak ved sårede på vej til hospitalet overfor billeder af amerikanske soldater i kamp, som om det er dem der har skudt dem. De fleste irakere dør tragisk nok for andre irakere mener at de har den forkerte tro, men nok om det.
Imellem billederne er der tekst som fra stumfilm, til at give billederne dybere indhold. Et udsagn fra Jesper Langballe om ofrene for et kommunistisk system (måske Sovjet, det fremgår ikke af udsagnet) Efterfølges af denne bizare tekst

Øh ja! Faktisk er der flere der er død af marxistisk styre end krig i det tyvende århundrede.

Dansk Folkepartis indvandrerskepsis bunder ifølge filmen i ren racisme

Faktisk så racistisk at de er nazister

Efterfulgt af et grusomt billede af menneskestakke fra krigen i Bosnien……. en etnisk konflikt. Jeg er overrasket over at de modstod fristelsen til at slutte sætningen med ; …smidt i gasCamre. - asocialt og nazistisk? Som om det ene ikke var nok.
Filmen er tydeligvis lavet af amatører, men de har haft noget på hjertet og deres entusiasme skinner tydeligt igennem. Derfor kan man også få noget ud af den, hvis man vil forstå deres absurde verden.

Finalen i filmen indledes med et citat fra Pia Kjæsgaard, hvor hun siger at det er Danmarks fremtid det gælder. Filmen tager hende på ordet og tilføjer et DERFOR hvorefter der er klip til gadekampene om Ungdomshuset.

Og der sluttes med de foruroligende ord Kampen er først lige begyndt!

Jeg er megete glad for den klare og frække logik som jounalisterne på 180 Grader benytter. De spørger om alle de indlysende ting. Hør bare hvor slemt det kan gå for en SF’er fra borgerrepræsentationen i København om hvorfor rødfascisterne skal have vores fælleseje forærende

For tiden skal der lukkes skoler i København p.g.a. problemer med økonomien. De penge, som I vil bruge på et ungdomshus, kunne vel alternativt bruges til at bevare en skole, kunne de ikke?
“Vi ser også meget gerne, at den fond, som har tilbudt at købe et hus til de unge, træder til. Vi har ikke udelukket, at fondens penge skal være en del af løsningsforslaget, det er de unge, der har afvist det. Men tingene rykker sig for øjeblikket.”

Så kan fonden jo bare gå ud på ejendomsmarkedet og købe det hus - så skal I politikere vel ikke hjælpe til?
“Nej, men de unge vil jo have kommunen med ind i det, og det synes vi er rimeligt nok.”

Hvorfor er det rimeligt nok, at de siger nej til fonden og kun vil have et hus, der er betalt af kommunen?
“Jamen altså, det er ikke rimeligt, at man ikke vil modtage et hus fra fonden. Jeg siger bare, at Københavns Kommune har et politisk problem, og vi kan som politikere ikke sidde overhørigt, at det her problem eksisterer. Jeg er ikke interesseret i, at vi ikke finder løsninger nu, hvor der er fredeligt, men går og venter på, at der igen skal opstå problemer, så vi ser et København, som det vi så i foråret. Når der er en fredelig periode, så mener vi, at Københavns Kommune er forpligtet til at bidrage.”

Så det er altså for at undgå, at de laver mere ballade, at de skal have et hus?
“Det er også ud fra en klar politisk holdning om, at Københavns Kommune også skal have brugerstyrede huse. Men det er da også, fordi vi ikke igen vil se, at man løser Københavns problemer gennem gadekampe.”

Kan det ikke danne en uheldig præcedens, hvis Københavns Kommune vil forære et hus væk for at undgå ballade?
“Jomen, hvilke andre grupper, kunne du forestille dig, ville gå ud og gøre det samme? Jeg kender ikke andre grupper, som der har været den slags problemer med.”

Næh, det er vel, fordi de andre grupper ikke kommer fra et radikalt venstreorienteret miljø, ikke?
“De unge har deres rødder på venstrefløjen, ja, men den yderste højrefløj kan også lave aktioner, som ikke altid er lige fredelige.”

Så let kan det gøres, hvis man som journalist ser bort fra ordflom og går direkte til problemets kerne.

Som om der ikke er dunkelt nok i forvejen. Fra Kristeligt Dagblad

I det Hvide Hus blev Musharraf klappet på ryggen af den amerikanske præsident George W. Bush for sin kamp mod ekstremismen og terrorismen.

I dag står man med et dystert facit: Koranskolerne er blevet endnu flere og producerer i dag flere selvmordsbombere og hellige krigere end nogensinde. Forårets og sommerens drama i den røde moské i Islamabad – som kulminerede den 10. juli med militærets massakre på hundredvis af unge – afslørede, at talibaniseringen har fået rodfæste selv i den velhavende hovedstad.

Nu raser debatten om det, som landets intellektuelle kalder for ”uhyret”. Medierne kan kun få øje på en enkelt skyldig: Musharraf, som påstås at have haft underhåndsaftaler med MMA, den fundamentalistiske koalition af religiøse partier.

– De radikale koranskoler er blevet en kræft i samfundet, mener Pervez Hoodbhoy, som er professor i fysik ved Quaid-e-Azam Universitet i Islamabad.

En anden kritiker, nemlig Farrukh Saleem, hævder, at Pakistan i år 2025 vil have en befolkning på 230 millioner idioter, hvis mullaherne får magt, som de har agt.

(….)

Pakistan har aktuelt 15.000-20.000 koranskoler, hvilket er otte gange så mange som i 1982.

Alligevel nedtoner mange folk truslen fra dem og påpeger, at kun 5-10 procent af madrassaerne er militante.

– Det betyder stadigvæk, at titusinder af børn og unge bliver hjernevasket, siger Pervez Hoodbhoy, der anser reformer af skolerne for spild af tid og penge, eftersom intet bider på islamisterne.

(…)

Før i tiden var det mest fattige mennesker, som, for at børnene overhovedet skulle overleve, sendte dem til madrassaerne. Nu følger middelklassen efter i stimer.

– Vi ønsker at give vores børn en islamisk identitet, forklarer en forretningsmand i Islamabad.

Den udløsende faktor er krigen mod Sovjet i Afghanistan og Koranskolerne næres selvfølgelig af arabiske investorer, men den slags “forklaringer” forholder sig ikke til den store genklang skolerne og fortolkningen af islam har i den almindelige befolkning. Islam vil vinde i Pakistan for det er landets gestalt. Der er ikke stort andet at sige end Islam; thats the way it is!

Nyhedsavisen ser sig i sin gode ret til at benytte sig af metoder, som de rask væk sagsøger andre og mindre bemidlede for. Det er selvfølgelig den smålige og urimelige behandling Nyhedsavisen udsatte Kim Møller for, da han på Uriasposten indsatte et billede af en artikel fra Nyhedsavisen, som dokumentation for deres dårlige journalistik. Nyhedsavisen sagsøgte Kim Møller og med dansk journalistforbund svulmende pengekasse og faste stab af jurister i ryggen lykkedes det dem at skræmme Kim Møller til forlig. Men i dagens net-udgave af Nyhedsavisen kan man se denne nyhed

Det handler om en amoralsk konkurence som ungdomsbladet Chili arrangerer, hvor man skal ydmyge sine venner og sende billederne ind til Chili, der så vil offentliggøre dem på sin hjemmeside. Psykisk Happy-slappin’ så at sige. Men Nyhedsavisen bringer et billede fra Chili’s hjemmeside på deres egen hjemmeside

Jeg tvivler på at de har været høflige nok til at indhente tilladelse på forhånd.

Fra ja, som sagt 180 Grader

Enhedslistens menneskesyn tillader de asociale, de der ikke vil yde noget, at leve et rigt og materielt sorgfrit liv, ved at andre, som gerne vil yde, tvinges til at arbejde for dem. Det er en moderne form for slaveri. Det foregår ikke ved, at pisken svinges i bomuldsmarkerne, men ved at man med trussel om fængselsstraf presser de arbejdende til at betale en betydelig del af deres indkomst til de ikke-arbejdende.

(…)

 Det menneskesyn, som hersker hos Enhedslisten, er dybt usympatisk. Det er et menneskesyn, som tillader de asociales udbytning af de produktive, og det er et menneskesyn, som vil fratage store dele af landets indbyggere deres værdighed, fordi man vil lade som om, de ikke er i stand til at yde noget som helst, som der er grund til at efterspørge.

Nemlig. Hvornår fanden er det blevet fint at være en stor lort, der ikke vil deltage aktivt i fællesskabet?

Det er værd at læse. Fra Information

Af alt det sludder, der står i undersøgelsesrapporten fra Syddansk Universitet, er dét dog det værste: Flere journalister og iagttagere, langt fra kun Nyhedsavisen, har udsat Den Hemmelige Krig for en ekstremt detaljeret granskning og fundet fejl og uhæderlighed. Spin? Ævl. Jeg ved ikke, om jeg kan overbevise læsere af Information, men hør: Den Hemmelige Krig, den måske mest anklagende og eksplosive dokumentar i DRs historie, blev lanceret med en kraft, der udsatte regeringen for det måske største pres i dens levetid. Forsvaret og forsvarets minister mente, at filmen var manipuleret og urimelig, og det gjorde regeringen gældende i offentlig debat.

Er det spin?

Nej, det er debat. Ingen på min avis er ‘ofre for spin’, vi har frit underkastet filmen kritisk granskning og fandt entydigt, at den var dybt uredelig. Jeg mener stadig, at Den Hemmelige Krig er det mest gennemført stykke manipulende ‘journalistik’, jeg nogensinde har set.

(….)

Guldbrandsen påstod, at danske specialstyrker ‘rutinemæssigt’ overleverede fanger til USA, der angiveligt endte på Guantanamo, at 31 fanger overleverede fanger blev udsat for ‘tortur’, at den danske regering vidste, at amerikanerne tæskede alle i deres varetægt, og endelig at der var grundlag for at stille Fogh for en rigsret, fordi han havde løjet for Folketinget. Ikke så lidt.

SDU-rapporten siger, at der ingen dokumentation er for påstanden om, at fanger ‘rutinemæssigt’ blev afleveret, men kun at det skete, som forsvaret har sagt to gange, og nej, ingen fanger endte på Cuba. Påstanden om, at Fogh skulle for en rigsret, var mangelfuldt dokumenteret, ligesom de 31 fanger ikke blev udsat for tortur. Man kan undre sig over, at kommissionen alligevel generelt ‘blåstempler’ filmen, for hvad er tilbage?

Hvad Simon Andersen overser er at der for en film som Den Hemmelige Krig, fordi den har modtaget 1 million kroner i støtte fra filminstituttet, gælder ganske andre krav til dokumentation; nemlig ingen. Omvendt afholder det ikke oppositionen fra at stille krav om undersøgelser og beskyldninger m løgne på baggrund af filmen. Man læner sig altså op ad en films konklusioner, som man samtidig fritager fra krav om saglighed. Hvorfor ikke indføre det i retspraksis og dømme den anklagede på rygter.

Torsdagens Berlingske Tidende havde en glimrende kronik, hvor der bliver gjort op med sjuften Uffe Østergaards løgne om dan danske nation. Anledningen til kronikken er en udstilling på Statens museum for kunst hvor marxisterne stadig har en base de bruger til dekonstruktion af fællesskabet. Her modbevises myten om Danmark som en 1800-tals konstruktion

Myte 1: Fædrelandet var defineret af kongens omskiftelige magtområde passer ikke. Læs fortalen til »Danernes Bedrifter«, hvor Saxo klart skelner mellem fædrelandet (patria) og kongens rige. Hos Saxo er der klart sammenfald mellem fædrelandet og Danmark. Først roser Saxo kong Valdemar for at have udvidet riget: »I har jo nemlig ikke blot taget et stort rige i arv (…) men yderligere øget det ved at underlægge Jer eders naboer (…) således at det også omfatter Elben«. Dernæst skriver han, at Danmark består af Skåne, Halland, Blekinge, Sjælland, Fyn og Jylland, der strækker sig ned til »det tyske område, hvorfra det skilles ved Ejderfloden«. Altså: Valdemars rige gik ganske vist til Holsten og Elben, men Danmark gik til Ejderen. Saxo skelner altså mellem Danmark/fædrelandet og kongens rige.

Myte 2: Fædreland og nation fandtes ikke som begreber før 1800-tallet ligeledes løgn og latin. Begge begreber spiller hovedrollen i Saxos historie. Også Valdemar den Store brugte betegnelsen »fædrelandets befrier« (patriae liberator) om sig selv på den mindeplade, man fandt i hans grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Valdemars mindeplade vidner om en dansk middelalderkonge, der opfatter sig som konge over et navngivet folk (rex danorum), ikke blot som regent over et tilfældigt område, og som praler med sit nationale sindelag. Hos Valdemar har vi »forestillingen« om fædrelandet som et kollektivt begreb, der også indeholder tanken om et nationalt fællesskab, der går flere generationer tilbage.

Myte 3: Der var ingen forestilling om et dansk folk, fælles skikke og en fælles kultur før 1800-tallet. Læs Poul Helgesens formaning til enighed i landet under Grevens Fejde fra 1534: »vi (påmindes) til enighed af så mange enighedsvilkår. Vi har én Gud og én herre, én frelser og ét hof, én kirke, det er et almyndigt kristent samfund, én dåb, én ånd, ét alterets sakramente, én salighedslærdom, ét penitens sakramente, som er kraftigt af Kristi eneste død og pine, på det at vi skulle alle være af ét sind, ét hjerte, én tro og én mening. Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår, dersom vi ikke snarligt gør ét () da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres«.

Myte 4: Fædrelandskærlighed fandtes ikke i slutningen af 1700-tallet. I bogen »Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere« fra 1777 skrev Ove Malling: »Naturen selv har kaldet os til at elske vort fædreland. Allerede i en ung alder begynder vi at føle noget mere end almindeligt for det hus, den egn, den luft, hvori vi er vante, for de personer blandt hvilke vi bliver opfødt. Vi vokser til, og rundt om os finder vi mennesker med samme sprog, samme sæder, samme kirker, samme øvrighed. Vore følelser gør os dem kære, fordi de er os lig. (…) Efterhånden som vi tænker videre, mærker vi snart (…) at den plet, vi opfødes på, er kun en del af et større land. Vi hører tale om dette land, om landsmænd, om forfædre«.

Nemlig. Saxo takker i øvrigt i forordet til hans krønnike kongen for endelig at give danskerne deres historie.