Trads cirkus af intellektuelle strandvaskere truer Uriasposten med erstatningskrav fordi Kim Møller har haft for let spild ved at pille en af deres sjuskede artikler fra hinanden. Nyheds-Avisens argument er at Kim Møller har scannet en hel artikel, der var ganske kort, ind på blog’en og således brudt ophavsretten.

Det er noget gedigent pjat. Kim Møller har udtaget dele han fandt relevant og det har i dette konkrete tilfælde indbefattet hele artiklet og det er ikke i sig selv et brud på ophavsretten. Om ophavsretten tilhører jounalisten eller Nyheds-Avisen er heller ikke helt klartog man kan formode at journalisten handler på egen forsmåede hånd idet han tilsyneladende ikke har henvendt sig til Kim Møller og bedt ham fjerne artiklen før det bastante trusselsbrev. Alligevel har Kim Møller valgt at fjerne den indscannede artikel fra Uriasposten og det forstår vi så udemærket.

Fra det meste af blogosfæren er der støtte til Uriasposten og det er uanset politisk tilhørsforhold. Bedst er Rune Engelbrecht Larsens saglige og grundige gennemgang som jeg vil citere fra her (Rune har ikke noget imod den slags)

1. Uriasposten har indscannet artiklen og bragt den i et format, der er så lille (350 x 469 pixels), at brødteksten kun med stort besvær overhovedet kan læses - den fungerer med andre ord snarere som illustration til Kim Møllers egen tekst.

2. Kim Møller anvender ikke artiklen i kommercielt øjemed og tjener ikke én øre på at bringe den nedfotograferede artikel som illustration.

3. Der er intet i konteksten, der så meget som antyder, at Kim Møller har haft til hensigt at krænke ophavsretsloven, men alene at illustrere sin egen kommentar til diskussionen om Frank Aaen, herunder Nyhedasvisens fremstilling.

Det, der imidlertid for alvor gør Knud Brix’ forehavende problematisk, er:

4. Knud Brix har tilsyneladende slet ikke ulejliget sig med først at bede Kim Møller om at fjerne artiklen, men i stedet omgående sendt ham en regning.

En anden god gennemgang er Michael Hammers på - netop - Nyheds-Avisen.

Print    Send til ven
Krav til Uriasposten umoralsk og alt andet end debatbefordrende!

Offentliggjort 7. juni 2007 13:41 | af  Michael Hammers

Kim Møller, Uriasposten, fremstillede d. 17. marts en kritik af artiklen: ”Torturrygter om Aaen spreder sig på nettet” (Nyhedsavisen 16. marts), skrevet af journalisten Knud Brix, flankeret af journalist Anna Rossman Thejsen.

Dette foranledigede Knud Brix til at sende Møller en skrivelse, dateret d. 4.juni 07, hvori han kræver vederlag+godtgørelse, som følge af, at Møller, efter Brix opfattelse, har brudt med ophavsretsloven ved at bringe et scannet eksemplar af Brix´ artikel på Uriasposten.

I Brix´ artikel angribes Uriasposten direkte for at holde liv i, hvad Brix mener, er rygter om Aaens fortid. Det hedder konkret:

“Flere steder på nettet lever myten om Aaens torturfortid dog videre i bedste velgående. På den højreorienterede hjemmeside Uriasposten.net bruges Herborgs kronik som dokumentation, og på Wikipedia.dk er Aaens egen artikel og Herborgs kronik da også eneste kilde og sandhedsvidne til rygterne.”

Kim Møller følte sig på den baggrund stærkt misforstået, idet det ikke var, ifølge Møllers eget udsagn, hans intention at dokumentere, at Aaen har begået tortur. Derimod var Møllers ærinde at fremhæve, hvad han opfatter som hykleri fra Aaens side med særligt henblik på Aaens uhyre engagement i og omkring Christoffer Guldbrandsens film ”Den hemmelige Krig”.

Møller lavede en grundig “afsnit for afsnit” tilbagevisning af Brix artikel og argumenterede for at Brix fordrejede hans ord. Ved at bringe benævnte scannede eksemplar gav Møller endvidere læserne umiddelbar mulighed for at kunne forholde sig selvstændigt, ”objektivt”, optimalt til kontroversen.

I en offentlig og debatmæssig sammenhæng som netop beskrevet, kan man kun konstatere at Brix´ økonomiske krav og angreb på Møller er både hysterisk ”pjattet” og decideret umoralsk.

Møller har helt sagligt modargumenteret Brix´ artikel og i denne sammenhæng bragt den i dens helhed. Der er derfor ikke tale om, at Møller har forsøgt at udnytte artiklen kommercielt eller, at han i øvrigt dermed har krænket, beklikket, Brix´ personlighed eller artikel.

Firkantet juridisk set syntes Brix imidlertid at være i sin gode ret til at føle sin ophavsret krænket. Således definerer ophavsretsloven § 2 klart, at ophavsmanden til et givent litterært produkt, har eneret på at måtte gengive dette i sin helhed. Ønsker andre retten til dette, skal de spørge hos ophavsmanden først. Det har Møller ikke gjort.

Så langt, så godt. Der er dog en § 22 i ophavsretsloven, som i indeværende sammenhæng synes at kunne gøre Brix´ sag slet så sikker. Det hedder:

”Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Om denne § hedder det i Journalistforbundets egen vejledning::

”Kravet om god skik og kravet om et omfang betinget af formålet skal fortolkes som et generelt loyalitetskrav til brugeren af citatet. (…) Citater vil normalt indgå i et andet værk, men det er ikke noget absolut krav. Der er ikke nogen faste grænser for hvor meget, man kan citere i henhold til § 22, men det er undtagelsen, at et værk kan citeres i sin helhed. (…) Pressen antages at have en ganske udstrakt adgang til at citere fra artikler om politiske, økonomiske, religiøse, kulturelle og lignende forhold bragt i andre aviser og blade”

For så vidt angår ”god skik”, så må man konstatere, at Møller optræder helt loyalt overfor Brix. Han forholder sig ikke til artiklen og bruger den ikke på anden måde end det den er tænkt som, nemlig et indlæg i den offentlige debat. Ligesom det også klart fremgår at dens ophavsmand er Brix´.

Med hensyn til citatomfang, så er der altså her tale om et skøn. Om end det er undtagelsen, at f.eks. en hel artikel fremstilles/citeres, så synes det i dette specifikke tilfælde at være både sagligt og fornuftigt. Ligesom der under ingen omstændigheder er tale om personlig vinding eller andet, der kan krænke ophavsmanden.

Også Midtimod,  Modspil, Mavepusteren, Humanisme.dk (mere Engelbrecht), Raapil støtter Uriaspostens Kim Møller. De er ikke de eneste, rent faktisk har jeg endnu ikke fundet en blog der ikke støtter Kim Møller, men disse er alle venstredrejede
og kan således ikke mistænkes for at deltage i en defamering af Frank Aaen (ikke at det var hvad Møller gjorde). Det handler om ret og rimeligt og her vises almen anstændighed. Bloggere er engagerede samfundsdebatører og ikke nassere! Vi vrøvler som vi ser det for godt og det skal smålig journalister med deres 2 1/2 årige uddannelse ikke forpeste.

Fra Jyllands-Posten

Hvordan vil det egentlig lige ligge med respekten for en dom, som bliver afsagt af en person, der er formummet i en religiøs uniform, som for de fleste repræsenterer alt andet end verdslig dansk ret, som bygger på et demokratisk fundament?

Når alt kommer til alt, har spørgsmålet forhåbentlig kun teoretisk interesse. For at blive dommer skal man nemlig dokumentere et grundigt kendskab til og forståelse for det danske samfund og dets politiske og juridiske spilleregler.

Man vil vide, at det er Folketingets og ikke Koranens eller andre hellige bøgers love, der gælder, og det er nok sandsynligt, at en dommer vil have lagt trangen til personlige provokationer bag sig og ladet sig indhente af den sunde fornuft, inden dommersædet tages i besiddelse.

Præcis. Også Dansk Folkeparti har set problemet og siger i en pressemeddelelse bl.a.

- Ligesom vi ikke skal acceptere, at en dommer er iklædt en t-shirt, hvor der står ”Stem på de radikale”, så skal vi heller ikke acceptere, at en kvindelig dommer agerer reklamesøjle for politisk islam ved at bære hovedtørklæde. Man kan også som anklaget være meget i tvivl om, hvorvidt sådan en dommer dømmer ud fra dansk lov eller ud fra islamisk sharia-lov, siger Peter Skaarup, der betegner det som meget udansk at bære hovedtørklæde.

Fundet via Veritas Universalis, der også citerer relevante steder i Koranen.

Og nu til en idiot der fejler fælt i forsøget på at reformere islam. Fra Infomation

Islam kan nytolkes, så der skabes mulighed for fuldt ligeværd og lige rettigheder mellem mand og kvinde, hvis religionens hellige tekster vristes fri af deres oprindelseskontekst, siger den kvindelige imam Amina Wadud, der i går fik tildelt Demokratiske Muslimers ‘Demokratipris’ (….) ”som anerkendelse af hendes bidrag til den teologiske debat i islam om kvinders rettigheder”.

Dertil skal man have et nyt begreb. “Radikal pluralisme” hedder det, der altså adskilder sig fra det banale pluralisme.

“Radikal pluralisme går ud på, at vi må lære at anerkende og respektere forskelle - ikke bare ved at tolerere dem, men ved at værdsætte diversitetens skønhed som en måde, vi kan definere os selv på ny og ophøje os selv til nye niveauer for moralsk interaktion,” siger hun.

Det lyder godt. Koranen er således ikke et moralsk pejlemærke, men en trædesten på vej mod en højere moral en den af Allah åbenbarede. Og således er vi på vej mod tesen’s fallit.

- Hvad stiller du op med de dele af islamisk tradition og de passager fra Koranen og Hadith, som - i bogstavelig udlægning - tilkender kvinder en inferiør status. Jeg tænker på sådan noget, som at kvinders vidneudsagn siges at tælle mindre end mænds, at de diskrimineres negativt i arveret og at mænd har revselsesret over deres koner, jvf. sura 4,34.

Amina sukker og forklarer sig:

“Jeg har arbejdet i 20 år på at nyfortolke det skriftsted ud fra alternative perspektiver,” siger hun og kaster sig derpå ud i en længere fortolkningsteknisk redegørelse, som Deres knapt så korankyndige udsendte har lidt vanskeligt at følge, men essensen er klar:

“Det kan under visse omstændigheder være legalt at sige nej, spirituelt som intellektuelt, til visse ting i Koranen som f. eks. hudud (visse straffeformer, herunder afhugning af tyves hænder, red.) uden at benægte Koranens karakter af åbenbaret sandhed.”

Se det er lidt ærgerligt at man ikke får den fortolkningstekniske redegørelse med. Koranen er ikke bare åbenbaret sandhed, men den endelige åbenbarede sandhed, hvilket løfter den ud af tid. Konen afslører på en måde sig selv når hun siger “Jeg har arbejdet i 20 år på at nyfortolke det skriftsted ud fra alternative perspektiver“. Derved prøver hun at forme islam til det hun gerne vil se den som frem for at studere den åbenbarede sandhed, som den står skrevet. Koranen er altså blevet hendes projekt frem for at være Allahs formaning til hende. Hvordan det lader sig gøre er rasende spændende.

Amina Wadud uddyber: “Det er Koranen selv, der giver mig argumenterne til at sige nej til Koranen. Det er ikke islam, der undertrykker kvinder, men patriarkalske læsninger af islam. Min påstand er , at patriarkatets tid er omme . Vi kan ikke længere overleve på denne planet og have lykkelige og sunde gensidige relationer, hvis vi opretholder de patriarkalske rammer. Vi har brug for mere samarbejde, og det er her, jeg ser mange kvinder involveret i progressive udviklinger og ikke kun inden for islam.”

“Vi kan ikke længere overleve på denne planet og have lykkelige og sunde gensidige relationer, hvis vi opretholder de patriarkalske rammer.” Ikke længere? Tiden er altså gledet fra undertrykkelse af kvinder, der så nok har været på sin plads førhen? Men det er ikke tiden, der har gjort islam til grin, men alternativet nemlig den frie vestlige verden, eller kristen etik om man vil. Hermed begår konen en klassisk fejl nemlig at spænde en ideologi eller tro for sin egen vogn. Men det er at projicere sin egen moral over i en tekst. Noget der normalt kun kan lade sig gøre hos Mikael Rothstein, der mener at en tekst kun er hvad man selv tillægger den.

En religion som islam giver forskrifter for, hvordan man skal leve sit liv og hvis det skal give mening kan man ikke lade livet give forskrifter om, hvordan man skal læse religionen for det ophæver religionens formål. Sagt med andre ord skal vi i islam tilpasse os Gud og ikke omvendt.

- Men har de patriarkalske læsninger ikke rigeligt med tekststeder at knytte an til?

“Der er aspekter af Koranens formuleringer, som har kunnet bruges til at befæste patriarkatet over tid , jo, men jeg tror ikke på, at patriarkatet  er et aspekt af islams universelle budskab. For mig er sammenhængen mellem patriarkatet og islam ikke islam iboende, men iboende i islams oprindelseskontekst. Den store opgave for mig og for de stadig flere kvinder, der aktivt deltager i at reformere islams identitet, vil bestå i at få vredet dette statiske, patriarkalske system fri af dets kontekstuelle fundament. Dette fundament er en arv fra en bestemt tidsepoke, fordi islam måtte materialisere i den dennesidige verden, men det er  ikke universelt. For at gestalte islams ægte universalitet i dens mange pluralistiske skikkelser, må vi først indse, at patriarkatet er en begrænsning, vi må overvinde.”

Igen er det ærgerligt at journalisten ikke er kyndig udi islam for spørgsmålet er om ikke konteksten indbefatter Muhammed. Han er den første fortolker af Allahs vilje og bliver ikke rettet af Allah i sine gerninger, heller ikke da han knalder med et lille barn (en voksen-barn relation er i øvrigt ikke bundet af tid, men af biologi. Den biologi som er indstiftet af Gud forbrød Muhammed sig imod, hvilket beviser at han er en falsk profet). Der var ingen nødvendighed i barnebrude, ingen moral, kun perversion. Altså en perversion der i sin essens er frigjort af kontekst. Det er den endelige åbenbarede sandhed, som islam lærer.

At mænd havde en tidsbunden forrang i mange beslutninger på Muhammeds tid kan man til nød argumentere for, men da kvinder er mænds ejendom i islam, handler det derfor ikke om fortolkning men om ren ønsketænkning når imamen her vil negligere Koranens umenneskelighed til et historisk kuriosum. Koranen er dog en historisk katastrofe, men det hjælper ikke hendes argumentation.

Hendes store problem er ikke bare ideen om at få islam til at følge med tiden. Islam sætter tiden i stå, så det burde for så vidt ende der. Problemet er at islam er underlegent i forhold til den kultur hun befinder sig i. Hun vil reformere islam ved at projicere vestlig kultur ind i sin læsning af Koranen. Og det er interessant at mange mennesker som denne imam vælger at foregøgle sig selv, at de skam er troende til trods for, at de har fundet store forskelle mellem den moral de gerne ser fremmet og den moral deres tro dikterer dem. Lidt ligesom Svend Auken der kalder sig Socialdemokrat.

Lad os slutte af med en hjemlig kommentar.

“At man i Danmark åbenbart i så høj grad ser hijab som undertrykkelsens tegn, kunne tyde på, at der er stemmer fra de kvinder, som klæder sig på denne måde, der ikke trænger ordentligt frem i den offentlige diskurs. Tilhylning  er enhver kvindes frie valg - jeg tog selv tørklæde på, før jeg konverterede til islam. Og hvad mine forfædre, som ankom til Amerika om bord på et slaveskib, angår - så var de nøgne, og tilhylning var ikke et valg, de fik.”

Frit valg er nok rigtigt for nogle men ikke alle. Hun kan jo prøve at tage det af igen, eventuelt under en prædiken. Man kunnne lige så godt sige at et fængselsophold er frivilligt fordi man selv er fangevogter. Hendes sammenligning med slaveskibene er direkte dum.

Det er også for galt at man ikke bare kan deltage i optøjer i udenlandet uden at man kan stilles til ansvar. Fra Nyheds Avisen

- De sagde, at jeg blev anholdt, fordi jeg havde den samme type sorte kawasaki-sko på som en, der sparkede en kvindelig betjent i skridtet. Og så fordi jeg havde tøj på, der åbenbart signalerede, at jeg ville være voldelig, bare fordi jeg havde mørkt tøj, mørke solbriller på og en vandflaske i baglommen, siger en rystet Lærke til Nyhedsavisens udsendte i Heiligendamm, 20 kilometer nordvest for Rostock, hvor verdens topledere i disse dage holder G8-møde .

Lærke blev anholdt mandag lidt over middag og løsladt tirsdag aften. Under sit fængselsophold i en ombygget lagerhal fik hun kun lov til at drikke en lille smule te, og der gik 10 timer, før hun fik lov at spise.

- I tre timer havde jeg plastikbånd om håndleddene, mens jeg sad i buret. Det var vildt ubehageligt. Betjentene taler ikke engelsk, jeg taler meget lidt tysk, og det var svært at forstå, hvad der foregik. Det virkede helt som Guantanamo, siger Lærke, der måtte sove på et papunderlag i buret.

Guantanamo! Helt ærligt, hvad er det for noget. På Guantanamo tales der meget engelsk og faktisk også en del arabisk. Hvorfor kender disse unge mennesker kun navnene på amerikanske fængsler? Man må dog sige at Lærkes forældre har fundet et passende navn til deres lille burpige.

Hun fortæller om flere anholdte piger, som hun sad i nærheden af, der ikke fik lov at blive tilset af en læge.

Lærke valgte at blive i sin teltlejr i stedet for at deltage i demonstrationerne.

- Jeg kan ikke få mig selv til at tage med. Jeg føler mig meget utryg, når der er så mange betjente omkring.

Ud over Lærke har yderligere en dansker til været anholdt, men personen er ligesom hende blevet løsladt igen.

Onsdag var mange tusinde unge aktivister i gaderne for at protestere mod G8-topmødet. Aktionerne og demonstrationerne fortsætter til lørdag. Tysk politi har udkommanderet flere end 10.000 betjente.

De fleste lovovertrædere er jo gerne utrygge i nærheden af politiet og typisk for Nyheds Avisens jounalister meldes der ikke om de anholdte piger havde behov for en læge. Man har en historie om en dansker der er anholdt og så spørger man hende om hvordan det føltes. Den artikel har ikke taget længere at skrive end denne postering.

Mindst 100 danske aktivister befinder sig i øjeblikket i Heiligendamm. De fleste af dem har været her siden lørdag, hvor en fredelig demonstration udviklede sig til de foreløbig værste optøjer ved G8-mødet.

Ja sådan starter det jo altid. Det er ligesom mine sammenkomster med vennerne, der også starter ganske ædrueligt før det mærkeligt nok ender i fuldskab. Generelt er det svært ikke at grine af den slags uhæmmet klynkeri over retten til ulovligheder.

“Danske unge fodrede cirkusdyr med glasskår” hedder overskriften i Nyheds Avisen og artiklen fortæller om problemerne omkring Nivå.

Gennem lang tid har der været problemer med unge uromagere i den nordsjællandske by Nivå. Flere gange er det kommet til opgør med politiet og de seneste dage har et tilrejsende cirkus været kraftigt generet af unge, skriver eb.dk.

De unge har blandt andet fodret nogle af cirkussets dyr med glasskår skjult i franskbrød, og onsdag aften kom det til egentlige klammerier mellem cirkussets ansatte og de unge. De unge svarede igen ved at kaste kraftige kanonslag ind i burene til både cirkussets elefanter og flere andre dyr.

De danske unge er altså nu blot unge ballademagere. Historien stammer fra Ekstra Bladet der er noget mere informative

- Vi har fået flere anmeldelser i løbet af ugen. Her til aften ringede folk, som bor flere kilometer væk - så kraftige var kanonslagene. Jeg har ikke overblik over, om vi har nogen anholdte, men vi har fået styrker fra både Hillerød og København til at assistere os, oplyser vagthavende ved Nordsjællands Politi Jacob Foldager til ekstrabladet.dk her til aften.

En kvinde i 20′erne ansat ved cirkuset kom også alvorligt tilskade under balladen. En anden ansat forsøgte at jage de unge væk i en traktor, men i kampens hede kom han til at køre den unge kvinde over. Hun er blevet kørt med eskorte til Rigshospitalets Traumecenter, oplyser Jacob Foldager.

Nivå har for nylig været omdrejningspunkt for en del ballade mellem en gruppe andengenerationsindvandrere og politiet, som flere gange har kulmineret i hærværk og en del anholdelser. Om aftenens uroligheder involverer den samme gruppe af unge mennesker, har politiet pt. ingen vurdering af.

På Ekstra Bladets side linkes der til en del videooptagelser hvor man får et bedre indtryk af de unges segment.

Fra Politiken

Det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, har tildelt Enhedslisten en pris.

(….)

»Prisen er først og fremmest en anerkendelse af de mange aktivister i Enhedslisten, der både i Danmark og i Palæstina har lavet solidaritetsarbejde med det palæstinensiske folk. Besættelsen af de palæstinensiske områder er et af verden vigtigste problemer. En afslutning af besættelsen vil have stor betydning for at skabe mere fredelige forhold - også i resten af verden. Derfor har Palæstina-spørgsmålet altid stået centralt hos Enhedslisten - både i det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde«, siger Rune Lund

Prisen vil torsdag blive overrakt til den udenrigspolitiske ordfører af det palæstinensiske selvstyres repræsentant i Danmark ved en reception på Christiansborg.

Jeg foreslår flæskesvær til fadbamserne.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort sig bemærket ved Grundlovs Dag at mene at det muslimske tørklæde er udtryk for et frivilligt valg. Fra Berlingske Tidende

- I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil - også i det offentlige rum, lød det fra statsministeren.

Det er en underkendelse af Venstres egen frihedspris Fogh Rasmussen selv uddelte til Ayan Hirsi Ali. Tørklæde er tvang! Men Fogh Rasmussen har i disse dage et behov for at lukke hullet til Ny Alliance. Og det kan vise sig at være en gratis omend forrædderisk holdning, da Socialdemokratiet er inde i en process med at italesætte en kritik og afstandtagen til tørklædet og også SF markerer nye toner. Derved mener Statsministeren måske, at han kan lufte en form for frisind der kan berolige de jammerkommoder af vælgere der overvejer den pæne og humane Naser Khader uden at det får praktiske politiske konsekvenser. Men at acceptere tørklædet er et signal til de unge muslimske piger om at de ikke skal vente hjælp fra deres statsminister og et carte blanche til imamernes og fædrenes undertrykkelse. En anderledes præcis forståelse for tørklædet har Veritas Universalis med denne historie

“Sandhedens sværd” vil skære halsen over fra øre til øre på de kvindelige nyhedsoplæsere, der ikke bruger tørklæde på den rette islamiske måde. Det skal ske for at beskytte nationens ånd og moral. Truslen fra “Sandhedens sværd” er blevet sendt ud til flere nyhedsmedier på email, de har uddelt flyveblade og nogle af medarbejderne har fået trusler over mobiltelefonen. Gruppen hævder, at de ved hvor de kvindelige studieværter bor. Aftenposten skriver:

Gruppen som kaller seg Sannhetens sverd, truer med å «kutte strupen fra åre til åre» på kvinnene. Gruppen har tidligere tatt på seg ansvar for bombeattentater mot internettkafeer og musikkforretninger, og betraktes som ett av flere tilskudd til palestinske ekstremister med sympati for eller bånd til al-Qaida.

Ih ja det er sandelig et frit valg. Det er slet ikke noget symbol, bare et styke stof på 20 gram. Hvor meget vejer et naziarmbind? Fogh Rasmussen svigter som en stor voksen mand de små muslimske piger.

Fra Jyllands-Postens Leder

MAN MÅ UNDRE sig over den hetzlignende kampagne, som venstrefløjen, dens medier og politikere har sluppet løs mod professor Bent Jensen, landets fremmeste ekspert i Sovjetunionen og Den Kolde Krig.

Man må stilfærdigt spørge sig selv, hvad de mon er så bange for? Hvorfor er det så vigtigt at dæmonisere den gode professor helt derud, hvor han forsøges berøvet selv den sidste troværdighed? Hvorfor er man så indædt optaget af at frakende ham enhver professionel hæderlighed og integritet? Kort sagt: Hvad har man at skjule?

At medlemmer af Folketinget kan få sig til at slippe rene byger af ukvemsord og ærerørige beskyldninger løs mod en navngiven forsker, der ikke har gjort andet end at søge forhåndenværende bevillinger og stillinger, som alle andre også har kunnet lægge billet ind på, er i virkeligheden en middelsvær skandale. Man beskylder ham for at politisere. Hvad er det lige, man selv gør?

Folketingsmedlemmer som socialdemokraterne Morten Bødskov og Rasmus Prehn samt folkesocialisten Pernille Frahm har i flere omgange skrabet bunden i folketingssalen i forbindelse med forskellige seancer, som de har tvunget skiftende ministre, herunder statsministeren (!), til at bidrage til. Deres fremfærd har nærmet sig det frådende. Deres niveau har været en fornærmelse.

(….)

Man kan kun spekulere i deres bevæggrunde. Med deres uhæmmede fremfærd tvinger de offentligheden til motivforskning: Her har vi en videnskabsmand, der aldrig har været bange for at sige også ubehagelige sandheder om det medløberi og moralske forræderi under Den Kolde Krig, som ikke mindst Socialdemokratiet og SF gjorde sig skyldige i. Han skal simpelt hen tvinges til tavshed. Hvordan gøres det bedst? Ved hele tiden at vække et indtryk af, at Bent Jensen skulle være håndplukket af regeringen i et iskoldt partipolitisk øjemed til at producere en helt bestemt, på forhånd nøje fastlagt historieskrivning.

(…)

Man kan have sine tvivl om, hvordan svagere mennesker end netop Bent Jensen skal kunne modstå det politiske pres mod forskningen, som der er åbnet for. Men nu er det jo heldigvis ham, der er i centrum. Han stikker ikke op for bollemælk. Han har sin uomtvistelige videnskabelighed at have sin professionelle styrke og personlige selvsikkerhed i. Heroverfor falder de folkevalgte letvægtere med deres let gennemskuelige hetz tungt til jorden.

I Krause På Tværs på P1 kan man høre Bent Jensen selv fortælle om denne hetz og I Jyllands-Posten 1/6 skrev Jensen en kronik om det samme. Kronikken er i øvrigt besvaret af Sossen Rasmus Prehn i dagens Jyllands-Posten. Læg mærke til denne indledning

1/6 GIK det helt galt for professor Bent Jensen i Jyllands-Posten. Landets største dagblad har valgt at stille en hel kronik til rådighed for professoren. Men professoren benytter overraskende nok ikke lejligheden til at formidle den forskning, han er betalt af skatteyderne til at udøve. I stedet bruges hæderspladsen på JP’s debatsider til et langt, harsk og personligt angreb på tre folketingsmedlemmer, nemlig Pernille Frahm (SF), Morten Bødskov (S) og mig selv.

Nu er Jyllands-Postens kronik altså ikke bare et anliggende mellem Bent Jensen og Jyllands-Posten men er blevet til en del af de offentlige midler, som Bent Jensen går og ødsler med. Rasmus Prehn er ikke manden med evnerne til at skille tingene ad.

Fra Jyllands-Posten 

Det vil være sundt for integrationen og for samfundets udvikling, hvis flere indvandrere bliver advokater og dommere. Det gælder også troende muslimske kvinder med tørklædet foldet om hovedet.Det vurderer præsidenten for Højesteret, Torben Melchior.

»Vi har brug for, at de både bliver dommere og advokater. Det vil gavne integrationen, og det vil gavne retssamfundet. Både dommere og advokater skal rekrutteres på et så bredt grundlag som muligt, så ikke alle har den samme baggrund og de samme overbevisninger,« siger han.

Med sin melding rammer højesteretspræsidenten det store tema for gårsdagens grundlovsdebat, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) appellerede til danskerne om at bruge frisindet og i højere grad at tolerere tørklæder.

Torben Melchior afviser, at tørklædet vil stride mod gældende regelsæt for dommeres påklædning.Håndtryk er ikke afgørende
Han mener også, at det er uproblematisk, hvis en kvindelig dommer nægter at give hånd.
»Jeg er ligeglad med, om en dommer ikke vil give et håndtryk af religiøse grunde. Ligesom det er uden betydning, om en dommer er rødhåret. Hvis en kvinde har de nødvendige faglige kvalifikationer, skal håndtryk eller manglen på samme ikke være afgørende for hendes embede,« siger Torben Melchior.

Han afviser, at det er relevant at tage stilling til, om en kvinde er undertrykt, fordi hun bærer tørklæde.

»Der findes mænd og kvinder uden tørklæde, som er undertrykte. Evnen til at fungere som dommer og varetage sit arbejde er afgørende,« siger Torben Melchior.

Torben Melchior demonstrerer her stor tvivl om han selv er i stand til at varetage sit arbejde. Man kan ikke have tillid til en dommer der sætter Koranens lov over dansk lov. Man kan ligeledes heller ikke have tillid til en dommer der mener sig besudlet ved berøring af det ene køn frem for det andet.

Det der kendetegner dansk lov er beskyttelsen af individet mod overgreb fra staten. Derfor kan man ikke have at en dommer sidder og siger, at den tror hun ikke på, for det er hvad tørklædet siger.

Vi kan da godt tillade tørklæder, men så vil jeg også tillade dommere at bære rygmærker. Jeg er ligeglad med om en dommer er Bandidos og mener at alle andre rockergrupper skal udslettes, bare han har de rette kvalifikationer og evner at varetage sit arbejde. Der findes mange mennesker uden rygmærker, der mener at alle andre rockergrupper skal udslettes.

Det er selvfølgelig også en komplet uklædelig tanke at man skal bruge retsalen til integration. Retsalen dømmer efter landets lov, den kan ikke andet! Den kan ikke klare miljøproblemer, trafikkaos, børnepasning, dialysepatienter, smuk arkitektur, og hold i nakken. Jeg ved ikke hvorfor mennesker som denne dommer altid tror at man skal løse integrationsproblemerne når man ikke skal løse alle mulige andre samfundsproblemer.

Debatten om de muslimske kvinders hovedbeklædning fik i går et nyt toneleje, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) entydigt forsvarede muslimske kvinders ret til at bære tørklæde i sin grundlovstale:»Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil - også i det offentlige rum,« sagde Fogh.

En ophidset og vred reaktion fra Dansk Folkeparti udeblev ikke, og partiformand Pia Kjærsgaard kaldte Foghs udmelding for »en farlig udvikling«.

Fører grundlovstalen til konflikt med regeringens støtteparti, vinder Fogh til gengæld nye venner i indvandrer- og integrationsmiljøet. Her roses statsministerens frisind, og også Dansk Arbejdsgiverforening byder Foghs grundlovshilsen velkommen.

Det er et stort svigt af undertrykte piger og kvinder som statsministeren her begår. At acceptere tørklædet er at acceptere mænds ret til at banke deres koner og døtre. Hvordan forestiller statsministeren og den tåbelige dommer sig at man får overtalt piger og kvinder til at iføre sig tørklædet, som om de skulle skamme sig over deres køn og deres væren? Ved bare at blive ved med at plage rigtig meget til pigerne og kvinderne giver efter? Det er lidt af mysterium hvad i alverden der fik statsministeren til at overrække Venstres Frihedspris til Ayan Hirsi Ali.

Politiken mandag d. 4 juni

Så er den danske landsholds fodboldspiller Christian Poulsen blevet meldt til politiet for vold på banen, efter at han under landskampen mod Sverigestan havde givet en modspiller en mavepuster (hør efter Allan). En sådan anmeldelse er selvsagt idiotisk af flere grunde; skal man også anmelde når der tackles med knopperne forrest? Eller skal en bokser i fængsel for et urent slag? En fodboldkamp er en begivenhed hvor temperamentet kan koge over, hvilket alle der deltager er klar over - derfor er den normale sociale omgang suspenderet.

Ikke overraskende kommer denne yderst politisk korrekte voldsanmeldelse fra en århusiansk studerende. Århus, Danmarks mest metroseksuelle by med festuge, kaospiloter, nedrykningsklub og andet lort. Gid de århusianske studerende kunne varme sig ved Faklen eller et andet organ for den højere intelligens og lade vores fodbold være i fred. Kimpo har ret, nu må flæberiet stoppe og tøsedrengene have buksevand.

Et af dansk journalistiks største talenter Arne Hardis har lavet et interview med Anders Samuelsen fra vendekåbernes foretrukne salon: Ny Alliance. Partiet har den lighed med et pindsvin, at det stikker ud til alle sider. NA’s raison d´etre er hensyntagen til biedermeier klassens overdrevne sensitivitet, deraf det indholdsmæssige vakuum. Hardis har nænsomt lagt nogle fælder ud for den honette Samuelsen. Lad os se hvordan det går!

“Til gården og til gaden” - Fra Weekend Avisen 1-7 juni, 2007 (Arne Hardis står rykket ind med normale typer, og Anders Samuelsen med kursiv):

Hardis lægger ud med spørgsmål til fordelingen af finanserne.

»Vi bryder ind i en forestilling om, at når man taler om skat og velfærd, så er man nødt til at vælge. Enten lavere skat eller fortsat velfærd. Men for os er skattelettelser et investeringsobjekt, vi skal have begge dele. Hvis ikke man ser sådan på tingene, vil man hvert år sidde og klatte med en halv eller en hel milliard kroner og altid mangle penge, fordi der fortsat er for mange på overførselsindkomst. Du kan sammenligne det med spørgsmålet om motorveje og jernbaner, enhver ved jo, at vi ikke skal vælge det ene eller det andet, man skal naturligvis have begge dele,« siger Anders Samuelsen.

Mulighedsbrillerne er skruet helt ind til kraniet. Hvis Samuelsen virkelig mener at skattelettelser er et investeringsobjekt, hvorfor foreslår han ikke at staten låner pengene til at sætte skatten ned? Det er nok fordi skattelettelser i virkeligheden ikke er investeringsobjekter, men fordelingspolitik og ingen mængde af retorisk akrobatik kan skjule dette faktum.

… Du må bryde den tankegang, at det er et valg mellem velfærd og skattelettelser. Vi får ikke råd til alt det gode, som de fleste partier vil med den offentlige sektor, hvis ikke vi investerer i fremtiden ved at sænke skatten. Se på det på samme måde som på en Storebæltsbro. Op til dens bygning sagde man også, at man ikke havde råd, og at der måske sad en førtidspensionist i Sønderjylland, som aldrig kom til at bruge den faste forbindelse. I dag kan alle se, at broen var med til at skabe ekstra dynamik, og at vi blev rigere. En skattereform er en Storebæltsbro ind i det nye århundrede.«

Jeg griner ad hans clintonske billedsprog, og Anders Samuelsen bliver fornærmet. Han forsvarer sin metafor med en længere redegørelse med kraftigt tryk på ord som »forargede«, »ekstreme« og »gammeldags«:

»Hvis vi løb ind i den fælde, pressen sætter op for os, ville vi aldrig nå derhen, hvor vi er lige ved at komme nu: At man kan diskutere en skattereform som en investering. Hvis vi havde lagt vores skattepolitik frem med beregninger ud på yderste decimal, som jeg gjorde, da jeg var radikal skatteordfører, ville I journalister bruge al jeres tid på forargede artikler om, at nu skete der det og det med den enlige, osv. Nu har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd så guddødemig fremlagt nogle beregninger, som om vi ingenting finansierer, hvad der giver de mest ekstreme billeder af, at nogle får 300.000 i skattelettelser, nogle får måske en million. Men vi taler om en reform, vi taler ikke om for 50 milliarder i lettelser. Jeg vil ikke pive over det, de gør jo deres arbejde godt, tillykke med, at de forsøger at bremse debatten på en – og nu bruger jeg det ord for sidste gang – gammeldags måde. Nemlig: Kan vi ikke finde frem til forargelsesgenet. Jo, selv hvis vi ikke engang fortæller, hvor vi vil finde pengene.«

Samuelsen tager anstød af, at nogle økonomer tillader sig at antage, at pengene skal tages fra en kasse før end de kan føres over i en anden.

– Men det er rigtigt forstået, at der i udgangspunktet sker en massiv omfordeling i jeres skattelettelse, når skatten sænkes?

»Med det forbehold, at der er tale om en reform, hvor x procent er finansieret. Direktøren får ikke den rene nettogevinst, han vil også blive ramt af, at man spiller alt på banen undtagen ejendomsskatterne. Grønne afgifter er selvfølgelig i spil, men på en socialt afbalanceret måde. Det kan måske kombineres med den måde, man strikker momssystemet sammen på. Men det er ikke et konkret forslag, vi er åbne for forslag fra Socialdemokratiet, fra De Konservative, fra Venstre, fra hvem der vil. Vi har kun lukket et hjørne af debatten: ejendomsskatterne. Alt andet er til debat.

Ja, der røg det sidste progressive fra NA’s luftige skattereform: Ejendomsskatterne. Jeg har svært ved at se hvilken nettogevinst direktøren så skulle beskattes på; særafgift på kaviar måske?

Vi skifter emne. Til udlændingepolitikken, hvor det også har været noget svært at forstå, hvor Alliancen egentlig vil hen. Anders Samuelsen taler til en start om værdibaseret ledelse; at hans nye parti vil tillade de røster at komme til orde, som omkring et middagsbord godt kan se behovet for at justere udlændingepolitikken, men som ikke får lov til at præge den politiske debat, fordi politikerne er bange for vælgerne.
Hvor integrationsminister Rikke Hvilshøj eksempelvis afviser kritik med, at »sådan er loven«, vil den værdibaserede ledelse diskutere på en anden måde, den vil søge løsninger på åbenlyse urimeligheder, forklarer Samuelsen. Men hvordan søge værdibaserede løsninger eksempelvis på det urimelige forhold, at hundreder af afviste asylansøgere sidder i asylcentrene uden at komme hverken hjem til Irak eller ind i det danske samfund?

»Hvis man vil løse det problem, må man fjerne sig fra den grundangst, som både regeringen og socialdemokraterne lider af: At bare diskussionen af en mulig løsning betyder, at man bliver stemplet som halalhippier. Vi skal have fundet en løsning, som ikke betyder, at vi enten lukker grænsen totalt eller åbner for horder af flygtninge. Hvis det er tilgangen, sidder der sikkert folk rundt omkring, som har nogle bud på løsninger.«

– Det er altså et meget grundlæggende dilemma: Skal loven holdes? Skal hundreder af mennesker gå til grunde i lejrene? Du er politiker og må da have et svar.

»Der har vi det igen: Er du til motorveje eller til jernbaner? Gad vide, om der ikke findes en praktisk og pragmatisk løsning på det problem, som der ikke rigtig har været plads til i debatten. Jeg har den ikke, men hvis udgangspunktet er, at man skal finde en praktisk og human løsning, som sikrer, at flygtningebørnene ikke invalideres i flygtningecentrene, så lad os tage den derfra.«

– Så du har ikke en holdning til det?

»Jeg har en holdning, der hedder, at der garanteret er en praktisk løsning et sted. Det var samme tilgang, jeg havde, da jeg første gang begyndte at diskutere skattepolitik. Jeg anede ikke noget om skat, men startede med at sige, at vi må have skatten ned på arbejde, og det lykkedes mig jo at få en skattereform igennem i Det Radikale Venstre trods massiv modstand i starten. Det handler om tilgangen – også når det gælder asylsøgere: Her har vi et problem, der må være en løsning. Jeg tror, Naser har været ude og sige, at vi kan jo starte med at nedlægge asylcentrene, så de kan have en menneskelig tilværelse, indtil man får dem sendt ud. Folk, der har fået afslag, skal jo ud. Men en anden del af løsningen er jo også at være mere offensiv i forhold til det internationale samarbejde. Lade være med at pakke sig selv ned og lukke sig inde. Der er jo kommet en noget nølende holdning til EU-samarbejdet de senere år. Sammen med EU-landene må man kunne gå videre og lave nogle globale aftaler.«

Han har en holdning der hedder, at der garanteret er en praktisk løsning et sted. Nu er folkestyret andet end en blind tro på guruens evne til at ryste løsninger ud af ærmet. Det er nu en gang rart at vide hvordan en politiker har i sinde at gennemføre en målsætning. Vælgerkorpset fortjener bedre end Sai Baba.

– Er der også en praktisk løsning på både at gå ind for forbeholdenes fulde afskaffelse og for bevarelsen af 24-årsreglen, selv om EU kun accepterer en 21-årsregel?

»Det tror jeg faktisk sagtens, der kan findes en løsning på. Vi lever i en politisk verden, og når der opstår problemer, er det vores opgave at finde svar. Og alt står altså ikke skrevet til evig tid i hellige skrifter, ting kan laves om. Vi har bedt om at få undersøgt, om 24-årsreglen virker mod tvangsægteskaber. Det er det, alle har solgt reglen på. Hvis den ikke virker, er det bare om at komme af med den. Hvis den virker i forhold til tvangsægteskaber, har man et argument, man kan gå videre med til sine europæiske samarbejdspartnere. Man kan sige, at ’hallo, vi har noget, der virker her’.«…

Måden at argumentere på minder mig pludselig om løsgængeren Asger Lindinger, der tilbage i 1970ernes slutning brød med CD og lavede et parti, hvis politiske program i det store og hele kunne indskrænkes til hans slogan: Op med humøret – ledsaget af en optimistisk tommelfinger strittende mod himlen. I Samuelsens udgave: Lad os gå frisk til sagen, praktisk og pragmatisk, smøge ærmerne op, mon ikke der viser sig en løsning, hvad enten vi taler skat, afviste asylsøgere eller 24-årsreglen. Jeg siger det til Samuelsen, som ikke er gammel nok til at huske Lindinger, men siger:

»Jeg tror, det virker så stærkt på dig, fordi baggrunden er så depressiv. Man skal dælme ikke være ret optimistisk, før man virker som en jubeloptimist. Som min nabo Bjarne siger: ’Fordi man er dum, behøver man ikke være rådvild.’…

– Er Ny Alliance egentlig et politisk parti eller et værktøj for de fornuftige løsninger?

»Det er på nogle felter et godt spørgsmål. Jeg mener, der er rigtig, rigtig meget politik i at ændre den dagsorden, der har været kvælende i alt for mange år. Blokdagsordenen, kontraktdagsordenen, den der lidt indadvendte dagsorden, angsten for vælgerne. Der er der altså rigtig meget politik i, at man har en helt anden tilgang, hvor man tror på, at vælgerne vil være med til at finde pragmatiske løsninger. En tilgang med udgangspunkt i socialliberalisme og socialkonservatisme, hvor man prøver at balancere tingene. Det kan du kalde pragmatiske og snusfornuftige løsninger. Det har jeg det ikke dårligt med, jeg har ingen ambition om at omvælte Danmark i socialistisk, konservativ eller liberalistisk retning…«

Det er skønt at se Anders Samuelsen jokke rundt i spinatbedet. Først snakker manden om værdi-baseret ledelse, for dernæst at være eksponent for den rene ubesmittede pragmatik. Dette skisma optræder også i NA’s undskyldning for en ideologi; social-liberalisme og social-konservatisme. De vil blæse og have mel i munden.

Jeg synes at partiet har antaget et skær af nyreligiøsitet; Samuelsen bliver fortørnet over at journalister prøver at tvinge noget konkret ud af Alliancen. “Det er ikke os der har et forklaringsproblem”, synes han at sige, “men jer der har en falsk bevidsthed”. Religiøsiteten manifesterer sig også i den hybris, at partiet står for den ubesmittede fornuft, hvor politik bliver noget der kan føres ud i livet uden at få beskidte hænder. Det er direkte naivt og lidt for smart. Kalder du dig selv for liberal og konservativ på en gang har du også fritaget dig selv for ansvar, for der er næsten intet du kan hænges op på længere.

Fra JP d. 01.06.2007:

Kronik: Lykketofts manglende overblik

Af David Walzer, Israels ambassadør i Danmark

Mogens Lykketofts kronik onsdag om konflikten i Mellemøsten har affødt denne kommentar fra den israelske ambassadør.

Engang for længe siden blev en gruppe blinde mennesker bedt om at beskrive, hvordan en elefant så ud. Derfor blev de ført ind i et elefantbur. Den første rørte ved elefantens ben og udbrød: »En elefant er som en tung og tyk pæl!« Den anden rørte ved elefantens øre og kom til den konklusion, at en elefant faktisk mindede om et sejl. Den tredje rørte ved elefantens hale og beskrev den som en slags stor orm.

I en artikel i JP d. 30/5 udvælger Mogens Lykketoft nøje de dele, han ønsker at fremvise, og samtidig sørger han for at fremhæve dem på en sådan måde, at de passer ind i hans fortælling. Derefter tager han disse udvalgte dele og fremlægger dem for læseren som en helhed og en objektiv beskrivelse af Israel-Palæstina konflikten. Til sidst tager han ”elefanten” (konflikten) ud af dens kontekst i den ”nationalpolitiske konflikt” og flytter den over i kassen med faretruende »sammenstød mellem civilisationer«.

Alt dette har kort sagt skadelige konsekvenser:

For det første - det informative aspekt. Det er beklageligt at se hr. Mogens Lykketofts fordrejning af historiske fakta for at passe dem ind i sine synspunkter: Delingsplanen fra 1947 blev forkastet af den arabiske verden og accepteret af det jødiske lederskab, som havde gjort sig store diplomatiske anstrengelser for at promovere den, og ikke som hr. Lykketoft mærkeligt nok skriver i sin artikel at: »ingen af parterne accepterede FN’s delingsplan«.

Det er ikke et spørgsmål om opfattelse. Det er en historisk kendsgerning. Debatten omkring FN-forslaget imellem jøder var bestemt ophedet, men beslutningen og den førte politik af det jødiske lederskab var klar, og de tilsluttede sig den foreslåede løsning. Det er mærkeligt, især når det gælder Israel, at hr. Lykketoft ikke skelner mellem legitim politisk debat om så vigtigt et emne og en ført politik af et folkevalgt lederskab. En anden pointe, der er værd at nævne i forbindelse med afstemningen om delingsplanen i FN er, at det ikke var første gang, at dette emne blev diskuteret i det internationale samfund. Allerede i 1922 inkluderede The League of Nations (der gik forud for FN) i The Letter of Mandate, der blev givet til Storbritannien, den opgave at sikre oprettelsen af en jødisk national hjemstavn i Palæstina (en opgave, der ikke til fulde blev overholdt i årene, hvor mandatet gjaldt).

Hr. Lykketoft ignorerer fuldstændigt den kritiske rolle, som det palæstinensiske og arabiske lederskab spillede i tilblivelsen og optrapningen af konflikten, og han får på den måde palæstinenserne til at fremstå som passive, uskyldige og inkompetente aktører, som lider under andres handlinger. Vigtige milepæle som den arabiske forkastning af de første to statsløsninger fremsat af FN d. 29. november 1947 (resolution 181 - Delingsplanen), den palæstinensiske og arabiske krigserklæring mod denne resulotion, det arabiske ansvar for Seksdageskrigen i 1967, den palæstinensiske pagt, der kræver tilintetgørelsen af Israel (i dag efterfulgt af Hamas’ pagt), den arabiske offensiv i 1973, introduktionen af terrorisme i Mellemøsten af palæstinensiske terrororganisationer, Israels tilbagetrækning fra Sinai ifølge fredsaftalen med Egypten, tilbagetrækningen fra Libanon, tilbagetrækningen - gennemført af statsminister Sharon (til hr. Lykketofts information) - fra Gaza og områder på den nordlige Vestbred (de sidste to tilbagetrækninger med nye bølger af vold og terror til følge), den blodige bølge af palæstinensiske selvmordsbombere i Israel - alle disse, og mange andre tilfælde, passer åbenbart ikke ind i hr. Lykketofts fortælling.

For det andet - det analytiske aspekt. Denne præsentation af brudstykker af konflikten fører til en forkert definition af problemerne. Når man kigger på det store billede, skal man fundere over de forskellige situationer, som de to rivaliserende nationalbevægelser - den jødiske nationalbevægelse (zionisme) og den palæstinensiske - har skabt for deres respektive befolkninger gennem det sidste århundrede.

Jeg mener, at to af hovedgrundene til den palæstinensiske nationale bevægelses fiasko, set i forhold til zionismens relative succes, består i selvstændighed og effektivt, om end pragmatisk, lederskab.

Ingen hævder at jødiske, senere israelske, politikere har været pletfri gennem årene. Men de har alle erkendt, at man, for at nå nationale mål, må tænke politik efter pragmatiske og ansvarlige retningslinier, og at man må arbejde for at implementere denne politik ved at etablere en liberal og effektiv selvstyring, og derefter mønstre støtte fra verdens nationer.

Derfor havde den zionistiske bevægelse i årene før statens oprettelse arbejdet hårdt på den fremtidige stat. Det var en lang proces, der varede hele første halvdel af det 20. århundrede, og som involverede skabelsen af demokratisk valgte politiske institutioner, opbygning af økonomien, udvikling af et offentligt sundheds-, uddannelses- og socialsystem, fri presse og andre af civilsamfundets elementer. Alt sammen imens man måtte slås med araberne og kæmpe med briterne. Da FNs medlemsstater stemte om delingsplanen i 1947, skabte de ikke en stat ud af ingenting. Elementerne fandtes allerede - som frugterne af 50 års hårdt arbejde og slid, såvel som af hård kamp.

Indtil Abu Mazen kom til magten, havde palæstinensiske ledere gjort nøjagtigt det modsatte. Deres folk er blevet ført fra at være konfliktens stærke part til en plads i flygtningelejre. Siden 1920′erne førte Mufti Hadj Amin Al Houseini en ekstremistisk voldelig politik (i dag ville han blive beskrevet som militant fundamentalist), der indbefattede væbnede overfald, terrorisme og ophold i Gestapos hovedkvarter under Anden Verdenskrig, hvor han hjalp med til at planlægge ”den endelige løsning” for jøderne i det britisk styrede Palæstina.

Senere lagde palæstinenserne i pan-arabismens navn deres skæbne i hænderne på arabiske stater og blev dermed et spillekort i det politiske spil mellem arabiske stater.

I 1970′erne begyndte palæstinensiske ledere at øjne fordelen ved at indtage offerrollen. Godhjertede, men naive og ideologisk blændede vesterlændinge, især i Europa, tog palæstinenserne til deres hjerter for at beskytte dem mod verdens onder, (Israel og USA). Denne fremgangsmåde, der opdyrker en palæstinensisk offermentalitet, som stadig eksisterer i dag, friholder palæstinenserne fra ethvert ansvar for deres handlinger og skæbne. I ekstreme tilfælde kan det endda få ellers liberale mennesker til at undlade at skelne mellem terrorisme og kontra-terrorisme, mellem det overlagte forsøg på at myrde civile og forsøg på at ramme disse kriminelle.

En sådan fremgangsmåde, som også afspejles i hr. Lykketofts indlæg, fremstiller palæstinenserne som inkompetente, impulsive og som komplet blottet for enhver evne til at arbejde konstruktivt for deres fremtid. Sådan tror jeg imidlertid ikke, det forholder sig med det palæstinensiske folk. Med udgangspunkt i vores egne erfaringer vil jeg holde fast i, at et folk kan tage ansvar for sin skæbne på en konstruktiv måde, uanset hvor svære omstændighederne end måtte være (og det jødiske folk gennemgik en meget dybere krise end det palæstinensiske). Palæstinenserne er ikke mindre kompetente end israelerne, og der er ingen grund, bortset fra manglende lederskab og fejlforestillinger til, at de ikke skulle kunne arbejde konstruktivt for deres egen stat.

For det tredje - konteksten. I bund og grund er den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke et civilisationernes sammenstød eller en religiøs konflikt. Det er en national, politisk konflikt med mange komponenter. De største komponenter er territorium og nationale symboler. Der findes nogle få ekstremistiske elementer, som forsøger at blæse de religiøse aspekter op. Et af problemerne er, at disse elementer befinder sig i periferien på den israelske side, mens de på den palæstinensiske sider udgør regeringen.

Sidst - de praktiske konklusioner. Hvis man ukritisk følger hr. Lykketoft, kunne man nemt komme til den konklusion, at man kan nå frem til en løsning ved at fritage palæstinenserne for ansvar og i stedet kun fokusere på Israel, USA og EU. Men en løsning vil aldrig være levedygtig uden en ansvarlig palæstinensisk regering. En sådan regering må ligesom enhver anden regering have en fornuftig politik, som ikke dikteres af fanatiske og militante Hamas-fundamentalister, der kom til magten som en protest mod den tidligere regerings korruption. At man tidligere har taget forkerte beslutninger legitimerer ikke, at man gør det igen uden at stå til ansvar for konsekvenserne.

Det palæstinensiske folk, som nu står i en meget vanskelig situation, er et offer - først og fremmest for dets aktuelle og dets tidligere lederskaber.

Som israeler og jøde med blik for de seneste 100 års historie kan jeg med sikkerhed sige, at offerrollen ikke kan erstatte en ansvarlig, realistisk og pragmatisk politik. Ingen kan hjælpe palæstinenserne med at oprette og drive deres egen stat, medmindre de selv gør det først.

Hvis det internationale samfund har en rolle i denne konflikt, er det at gøre det klart for palæstinenserne, at de bør vælge denne vej.

Efter diskussion frem og tilbage med bl.a. Drokles er jeg kommet til den konklusion, at Lykketoft egentlig ikke er spor interesseret i palæstinenserne, men drives af et had mod Israel og USA. Det er lidt ligesom de folk der holder med det jamaicanske landshold, “Reggae-boys”, når de spiller mod Tyskland, men fem minutter efter at kampen er overstået, har de glemt alt om dem.

Selv om rindalismen trives på denne blog, så er vi ikke uden interesse i kunst og kulturdebatten. Fra 180 Grader

 Når Statens Kunstfond i 2006 gav 55 procent af sine 21 millioner legatkroner til kvindelige billedkunstnere, så er det sandsynligvis, fordi fonden har villet favorisere kvinder på bekostning af den gode kunst. Det mener billedkunstneren Kristian von Hornsleth.

”Det kunne godt lugte af, at de bevidst går ind og ser på kønnet, før de ser på kunsten. Og min kommentar til det er, at så får man igen den kunst, som man har fortjent i samfundet,” siger Kristian von Hornsleth til 180Grader.dk.

Baggrunden for Hornsleths vurdering er, at der ifølge ham simpelthen er flere store kunstnere blandt mænd end blandt kvinder. Sådan er vi mennesker skabt fra naturens hånd, mener han.

”Hvor mange store kvindelige forfattere er der i forhold til mænd? Mænd er bare mere interesserede i at komme ud med riven. De har mere testosteron. Der er mere konfliktstof i mænds hjerner. Det kan forklare, hvorfor der er flere mænd, som forsker, hvorfor der er flere mænd, som er nysgerrige, og hvorfor kvinder er suveræne til at administrere firmaer, mens mænd er suveræne til at forske og rode rundt. Jeg tror, det er en biologisk ting i sidste ende,” siger Kristian von Hornsleth.

Hornsleth glemmer dog en ting. At det er kvindagtigt at flæbe over forfordeling af kunststøtte. Tag dig sammen, hold din kæft og køb nogle flere negerlandsbyer.

Fra Politiken

 I alt 95.750 personer indvandrede til Sverige sidste år, hvilket er markant mere end det tidligere rekordår 1994, hvor især krigen i det tidligere Jugoslavien fik 83.600 mennesker til at slå sig ned i landet.

 Den vigtigste årsag til den store indvandring sidste år er ifølge Sveriges Statistiske Centralbureu (SCB) en ny asyllov, som trådte i kraft november 2005 og frem til april 2006.

Ak, ak, ak. I 1658 gik svenskerne over isen og hærgede landet og i den optik kan man bare grine af arvefjenderne. Men på sigt kan man frygte at når bægeret i Sverige er fuldt, at det så spilder over på vores side af sundet.

Fra Ekstra Bladet

 Landsretten i Århus omstødte fredag eftermiddag byrettens afgørelse om at løslade to yngre mænd, der tirsdag truede to politielever, der lige som de sigtede er af mellemøstlig herkomst.

Den 20-årige og 19-årige mand truede i to omgange de to politielever i deres fritid nær deres hjem i Gellerupparken i det vestlige Århus.

De sigtede kaldte bl.a. politieleverne ‘forræddere’ og truede med at ’slå dig ihjel’ og ’smadre dig’.

- Det er en sag, vi tager meget alvorligt. Ikke kun fordi det er to politielever, men også fordi at de to bor i området og derfor er gode rollemodeller. Vi ønsker, at politiet udgør et bredt udsnit af befolkningen, og der er altså ingen andre end politieleverne selv, der skal bestemme, om de skal være i politiet, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen til ekstrabladet.dk.

Hvis det kun er sociale problemer i ghettoer, som den her omtalte, der er skyld i den høje grad af dysfunktionalitet blandt mange af beboerne og især deres børn, hvad forråder de to politielever sig så imod?