Skal indvandrerkvinder overhovedet have jobs

Diverse — Drokles on December 15, 2006 at 1:58 pm

Fra Kristeligt Dagblad kommer en advarsel fra indvandrerkonsulenter, disse herlige bastioner af samfundsnytte, om ikke at presse indvandrekvinder i arbejde.

Mange indvandrerkvinder er ved at havne i samme klemme, som danske kvinder havnede i, da de i 1960′erne strømmede ud på arbejdsmarkedet: For at tilfredsstille samfundets mangel på arbejdskraft, forlod de “kødgryderne” og endte med at skulle overkomme fuldtidsjob både i og udenfor hjemmet.

Sådan lyder advarslen fra integrationskonsulenter, som peger på, at presset for at få flere indvandrerkvinder i arbejde skaber problemer i de traditionelt indrettede indvandrerfamilier.

Ja, og det er jo ikke fordi man har noget ønske om at bryde traditionerne, hvis man vil fremme integrationen. Tænk hvis den ulykke der overgik danske kvinder også skulle ramme indvandrerkvinderne?

En ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at indvandrerfamilierne indretter sig markant anderledes end danske familier – kvinden passer hjem og børn, mens manden tjener pengene. Og denne arbejdsdeling er både mænd og kvinder lige så godt tilfredse med, som danskerne er med deres familiemønster, hvor begge voksne altovervejende har udearbejde.

– Familiemønstret skyldes kultur, men også at mange mænd med indvandrerbaggrund er selvstændige, hvilket er forbundet med lange arbejdsdage og skæve arbejdstidspunkter, siger seniorforsker Mette Deding, der er en af forfatterne bag undersøgelsen, der er baseret på interview med flere end 1200 herboende tyrkere, pakistanere og iranere.

– Det liv kan være svært foreneligt med en udearbejdende kone. Og derfor risikerer vi, at kravet om at få flere indvandrerkvinder i arbejde skaber ubalance i familierne og sætter den tilfredshed, som familierne i dag giver udtryk for, over styr.

Nu er det sådan, at man først og fremmest søger at presse folk udenfor arbejdsmarkedet gennem reduktion eller helt fjernelse af kontanthjælp. Derfor er “pressets” størrelse nøje i overensstemmelse med den økonomiske afhængighed at kontanthjælp og følgelig omvendt proportional med mandens indtægt.

Det irriterer mig i øvrigt at hvis man holder op med at give penge til mennesker der intet giver igen, så foretager man en aktiv handling og “presser”. Nej! Man stopper med at være aktiv og bliver passiv. Man presser ikke, man nægter dem at basere deres liv på nas.

Mette Deding bakkes op af antropolog og konsulent ved Brøndby Sprog- og integrationscenter, Mette Mølgård, der samtidig peger på, at mange indvandrerkvinder finder deres identitet i relationen til familien og hjemmet og derfor oplever, at de mister en væsentlig del af sig selv, når de må tage et job uden for hjemmet.

– For dem er det ikke nok at smide en færdigret i ovnen. De er opdraget til at lægge mange timer i madlavning og husarbejde, og de sætter en ære i at gøre det godt og gedigent. Når de ikke har mulighed for at leve op til det, føler de, at de svigter deres vigtigste opgave, siger hun og tilføjer, at den følelse er magen til den, som mange danske kvinder i sin tid kæmpede med, da de debuterede på arbejdsmarkedet.

Hvad sker der? Handlede frigørelsen ikke netop om at forfægte det ideal at alle mennesker i dette samfund skal kunne nyde godt af selvstændighed og ikke de idealer man som tradition er opdraget til?

Og indvandrerkvindernes udfordring er endda større end de danske 1960′er-kvinders, mener antropolog og konsulent i Dansk Røde Kors, Peter Lindblad.

– De skal ikke alene gå på kompromis med deres egen indsats i hjemmet, mange af dem mangler også de kompetencer og sprogfærdigheder, som kan hjælpe dem godt i gang på arbejdsmarkedet. De vil risikere at stå tilbage med en udtalt følelse af utilstækkelighed både på arbejdet og i hjemmet, siger han.

Først og fremmest vil jeg sige, at den udfordring indvandrerkvinderne står overfor blegner i forhold til den udfordring frigivne slaver står overfor. Det er sgu en køn logik. Og med det voldsomme sociale apparat der er stablet på benene for mine penge, skulle det da være muligt at hjælpe dem gennem overgangsfasen. Mon ikke indvandrerkvinderne også vil kunne se lyspunkter, såsom den fornøjelse det kan være at have kollegaer?
Måske er deres danskkundskaber et resultat af deres isolation som hjemmegående? Ligeledes er deres solidaritet med det samfund, der betaler de mange timer de kæler for madlavningen også et resultat af denne isolation og vi er måske ved at komme dertil, hvor de kvinder og mænd, der betaler for indvandrerfamiliernes gode mad ved selv at skulle smide færdigretter i ovnen begynder at se en sammenhæng mellem solidaritet og arbejdsvilje.

Jeg selv er nødt til at spise min egen mad og det er hårdt, men det er det der hedder livets vilkår.

Alt er således ikke Israels skyld

Diverse — Drokles on December 15, 2006 at 1:08 pm

Godt og informativt læserbrev i Kristeligt Dagblad.

Længe før Israels såkaldte besættelse af Gaza og Vestbredden forårsagede det muslimske pres på de kristne i disse områder et styrtdyk fra 80.000 kristne i 1948 til 32.000 i 1967. Det helt store fald i antallet af kristne skyldes altså slet ikke den israelske besættelse, som Kirsten Jørgensen påstår: “Den politiske situation grundet den israelske besættelse er den afgørende årsag til udvandring.”

Modsvarende voksede antallet af arabiske kristne i selve Israel fra 34.000 i 1948 til 130.000 i 1992. Hvorfor mon? Fordi der hersker religionsfrihed i Israel. Ligeledes mangler der adskillige streger i Kirsten Jørgensens billede af de kristnes vilkår i Gaza og Vestbredden i dag, når hun frejdigt meddeler os, at “de kristne palæstinensere, jeg har hørt og talt med, understreger, at det er en myte, at de kristnes vanskelige situation og udvandring skulle skyldes problemer med de muslimske palæstinensere.”

(….)

De få kristne, der lever i Gaza, ønsker at forlade området så snart som muligt, siger baptistpræst Hanna Massad. Hans kone Suhad driver den kristne boghandel i Gaza City. “De økonomiske og politiske problemer berører også de kristne,” siger Hanna. “Og vi er som kristne nødt til at holde lav profil. Vi må være meget varsomme med, hvordan vi taler med andre om Gud og med hvem vi gør det. Vi lever under et enormt pres og truslen om bombninger er altid til stede. Tidligere på året måtte vi lukke boghandlen i et par uger efter at to rørbomber eksploderede.”

(…)

Palæstinensernes største problem er ikke Israel, men deres egne uduelige ledere siden 1948, som sætter sig utopiske mål og kun har været interesseret i at konsolidere deres egen magt – Arafat var det helt grelle eksempel.

Convoy

Diverse — Sobieski on December 14, 2006 at 1:36 pm

Ja, selvmordspiloter er ‘en vogue’ i disse år, men det gode gamle erhverv som truck-bomber er sandelig ikke glemt. Vi er et par stykker der husker truck-bombens gyldne tidsalder i 80′erne, hvor især attentatet mod de amerikanske marinesoldater i Beirut må regnes for et højdepunkt (eller lavpunkt om man vil). Den 23 oktober 1983 kørte en shiitisk muslim en lastvogn med 5,5 ton sprængstof ind i de amerikanske marineinfanteristers barakker og dræbte 241 amerikanske soldater. Samme dag bragte en anden muslim en lignende lastbil til sprængning blandt de franske tropper, 58 blev dræbt. Begge styrker var tilstede som en del af den fredsbevarende styrke som skulle dæmpe den libanesiske borgerkrig. Utaknemlighed kender ingen grænser. Ak, hvilket sørgeligt spild…

marines-beirut.jpg

Succesen er måske forsøgt gentaget, det ser i hverfald ret underligt ud det her (fra JihadWatch.org):

NEW YORK — Mohammed Yusef Mullawala wanted a license to transport hazardous materials and to learn how to drive commercial tractor trailers. There was nothing unusual about that, until he told his teacher that he only wanted to learn how to drive forward, and he wanted to learn fast.
… But the fact that he only seemed interested in driving forward was the most concerning.

“We tell them from Day One, ‘you will be backing up,’ ‘you’ll be backing up every single day,’” Crawford said, adding that it normally takes two to three weeks of practice backing up before drivers get road permits and learn how to drive forward, among other things.

The situation was reminiscent of when some of the Sept. 11, 2001, hijackers told their flight-school instructor they were only interested in how to fly planes at certain altitudes, not so much how to land or take off.

“He was just really pushing to get out of here,” Crawford said. “I’ve been doing this for 30 years so you just sort of know when something doesn’t feel right.”…

Jeg forudser, at de vestlige demokratiske samfund kommer til at bruge rigtig mange ressourcer, på at overvåge områder man aldrig før havde drømt om skulle blive kritiske. Måske et farvel til det danske tillidssamfund.

Rifbjerg vakler måske i ytringsfriheden men ikke i økonomien

Diverse — Drokles on December 13, 2006 at 6:39 pm

Under Muhammedkrisen var Klaus Rifbjerg på banen med kritik af JP’s offentliggørelse af tegningerne af muslimernes pædofet. Det kom jeg til at tænke på da jeg på DR Deadline 22:30 07.dec 2006 hørte et interview med den store forfatter. Her forsvarer han sig mod angreb fra Ulla Dahlerup og da han bliver spurgt om han ikke også kan være nærgående i sine angreb mod eksempelvis statsministeren svarer han:

“Det er meget afgørende at have den diskussion, hvor vi råt for usødet kalder hinanden dét, som vi nu individuelt føler, at vi nu har lov til at kalde hinanden uden at slå hinanden ihjel.”

I Jyllands-Posten 13. januar 2006, 1. sektion, side 5 sagde han blandt andet

»Man siger meget flot, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, og det kan den selvfølgelig ikke. Jeg vil citere Poul Henningsen og sige: Man kan være lidt elegant. Man behøver jo ikke hoppe 40 meter op i luften og finde den ømmeste tå i verden i den sammenhæng og så falde ned på den med en jernhæl. Jeg er ikke religiøs, men jeg vil sige som Herbert Pundik: Hvis man ikke har noget begreb om, hvad islam er, hvad arabisk bevidsthed er, eller hvad arabiske høflighedsnormer er, skal man være en lille smule fleksibel i stedet for at buldre ud med åndssvage tegninger, som ikke engang er gode.«

(…)

I et interview i Kulturweekend langer Rifbjerg ud efter regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepolitik, som han finder menneskeforagtende og uhyggeligt nationalistisk. På samme måde mener han, at Muhammed-tegningerne tramper på en minoritet, der i forvejen ligger ned.

-Hvad tror du, PH ville sige om tegningerne?

»At man ikke kan eller skal forhindre nogen i at sige, tegne eller skrive noget som helst i dette land, men man skal lade være med at bruge det til at slå andre mennesker oven i hovedet med ud fra en forudsætning om, at de øjeblikkeligt skal begribe, hvad det handler om. Man forlanger, at de fra dag ét skal forstå, hvordan en dansk kultursammenhæng er, eller hvad vi synes er rimeligt. Det er dig, der skal bevise, at du er værdig til det her, siger man til de fremmede. Og så sparker man dem i røven.«

-Er det det, man gør ved at trykke tegningerne?

»Jeg har sagt så nuanceret, jeg kan, hvad jeg mener om den ting. Jeg vil ikke sige, at man ikke skulle have trykt dem, men man kunne måske have tænkt sig lidt mere om.«

Mit problem er at den gode Rifbjerg ikke modsiger sig selv, som jeg umiddelbart husker det. Hvad han siger om pædofet-tegningerne er et princip om ikke at sige eller gøre noget af de forkerte årsager. Og det er jo i høj grad en selvindlysende og ganske tom pointe. Han er dog underlødig nok til rask væk at beskylde sine modstandere for at have skumle motiver uden at han føler sig forpligtet til at bevise eller bare sandsynliggøre det. Og han vælger helt at overse at 150 mennesker rent faktisk blev slået ihjel på grund af den muslimske vrede over ytringsfriheden og at danske tegnere og politikere var truet på livet.

De mennesker der er uenige med Rifbjerg har skumle motiver og skal tænke sig om før de (mis)bruger ytringsfriheden. Rifbjergs egne motiver er rene, hvorfor han kan gøre brug af ytringfriheden, råt for usødet.

Med denne selvgode indstilling, som den store forfatter lægger for dagen har jeg heller ingen skrupler med at bringe følgende citat fra Ulla Dahlerup og jeg vil slå fast at det er sandheden:

Men der er meget i vejen med at være udenlandsdansker, at modtage store litterære ydelser via Kulturministeriets institutioner og så ikke ville være med til at bære samfundets byrder.

Af Folkeregistret fremgår det at: “Klaus Thorvald Rifbjerg, forfatter er udrejst af Danmark d. 5.3.1992. Sidst kendte adresse i udlandet er: Paseo del Limonar 3, 2 A, E-29016 Malaga, Spanien.”

Rifbjerg har altså været udenlandsdansker i 11 år. Hvorfor?

(…)

Sine økonomiske sager har Rifbjerg styret med stor overvågenhed og forstand, her er han ikke sjusket. Rifbjerg lever i velstand, velvære og boligmæssigt under usædvanlig gunstige forhold. I sin Politiken-kronik skriver Rifbjerg: “Hvis det kan interessere nogen - og det interesserer dødsikkert Ulla Dahlerup - har mine royaltyafregninger (altså det forlaget betaler én for retten til at udgive ens bøger) svinget mellem 50 og 75.000 kr. - om året.”

Når Rifbjerg ikke tjener mere på sine bøger, skylder han sine hårdt trængte forfatter-kollegaer og skatteyderne en forklaring. Hvad gør ægteparret Rifbjerg til så velstående folk, hvad har skabt så store forhold, hvor kommer velstanden fra? Ja, bibliotekspengene er ikke beskattede ved udbetalingen, det er B-skat. I 2002 modtog Klaus Rifbjergs over en halv million ubeskattede kr. i biblioteksafgift, præcist 501.821 kr. Siden 1979 har Rifbjerg også været på livsvarig kunststøtte.

Under henvisning til offentlighed i forvaltningen har jeg spurgt om, hvor Rifbjerg betaler skat. Sagen er overgivet fra Kulturministeriet til Skatteministeriet. Det Rifbjergske skattecirkus som udenlandsdansker er sikkert bundet juridisk korrekt sammen med snilde reb, hæfteplaster og vakre juridiske fiksfakserier, men det er ikke moralsk rigtigt overfor den danske befolkning med verdens hårdeste skattebyrde.

Rifbjerg har en ejendommelig måde at være socialist på. Jeg har også bedt om en redegørelse for, hvor mange millioner i legater, alskens støtte, præmier, honorarer og bibliotekspenge denne ene forfatter har fået udbetalt gennem alle årene. Svaret kommer senere via Rigsarkivet. ( I 1974 har Rifbjerg f.eks. fået et arbejdslegat på 17.000 kr., som han må returnere. Hvad er det for en historie?)

Kulturministeriets havde i mange år intet loft var over, hvor meget en enkelt forfatter kunne skrabe til sig af biblioteks-afgift pr. bind, på fattigere kollegaernes bekostning. Rifbjerg står ifølge Det Kongelige Bibliotek for ca. 100 bogtitler, så stort er talentet ikke, men det var biblioteksafgiften. For at undgå velhavende forfatteres magtmisbrug er reglerne blevet ændret både i 1999 og i 2003. En alarm-lampe har altså blinket. Beløb indtil 328.134 kr. udbetales nu uden reduktion. Af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.512 kr. udbetales halvdelen. Af beløb over 437.512 kr. udbetales en tredjedel.

Kulturkampen handler også om stop for misbrug af offentlige midler.

Politiken vs. Jyllands-Posten 2. sektion

Diverse, Pressen — Drokles on December 13, 2006 at 5:42 pm

Et glimrende billede af Politikens og Jyllands-Postens forskellige udsyn fik man som hovedhistorier i denne uges søndagsudgaver af de to aviser. Politiken valgte at rette sin forargelse mod den siddende regerings forvaltning af egne hårde udlændingeregler og Jyllands-Posten angreb i stedet nogle af de forhindringer der ligger i vejen for god regeringsførelse. Her ved AF’s manglende evne til at få folk på dagpenge i arbejde samt et angreb på folk på dagpenge. Politikens historie er allerede behandlet.

Post Danmark stod og manglede 50 bude i Nordsjælland og AF udvalgte 110 ledige hvoraf 0 kom i arbejde. Den ene mere lamme undskyldning efter den anden blev taget i brug af dagpengemodtagerne for at undrage sig deres del af samfundsbyrden. Nogen sagde at de ikke kunne cykle!!!

Men hvor var svigtet? Artiklen, der blev uddybet over en dobbeltside i tillægget Indblik, søgte i første omgang at indkredse skylden mellem AF, a-kasserne, Post Danmark og beskæftigelses-minister Claus Hjort Frederiksen. AF tog sig i sidste ende ud som synderne. Et af problemerne var, at selv om det virkede paradoksalt at man i en tid med rekordhøj beskæftigelse har svært ved at få ledige i arbejde, lå forklaringen lige for. Man var nede at skrabe bunden af de menneskelige ressourcer. Mange mennesker havde ikke haft arbejde i årevis og var gået så langt ned i kadence at det var svært for dem at komme i gear igen. Men hvorfor AF indstiller de mennesker til et job og hvorfor de modtager dagpenge som om de står til rådighed for arbejdsmarkedet var stridens kerne.

Regeringen kom også lidt i defensiven idet Claus Hjort Frederiksen blev kritiseret af DA for ikke at ville lave gennemgribende ændringer i arbejdsformidlingssystem. Frederiksen mener at der automatisk vil komme forbedringer med velfærdsreformen.

Dagpengemodtagerne selv gik heller ikke fri for anklager. Her ved økonomiprofessor og medlem af velfærdskommisionen Nina Smiht;

Det er fuldstændigt uacceptabelt at folk kan undslå sig at tage et job. Det nedbryder moralen i forhold til velfærdssamfundet. Jeg tror at folk betaler deres skat med glæde, hvis de mener, at deres penge bliver brugt fornuftigt. Men hvis der ikke kommer et eneste job ud af 110 henvendelser til folk, der får deres dagpenge for at stå til rådighed, vil folk ikke længere bakke systemet op. For så har det jo spillet fallit. Det er faktisk ekstremt usolidarisk og uacceptabelt, hvis nogen går og putter sig i vores velfærdssamfund, når vi skriger på arbejdskraft. Det er politikerne der burde gøre noget ved det her.

Lige mine ord. Overophedning truer økonomien og dermed også financieringen af velfærdssamfundet. Det bliver ikke mere velfærd, hvis Danmark bliver fattigere. At være arbejdsløs i dag burde straffes som socialbedrageri!

Politiken havde næsten forudset JP’s angreb på dovendyrene og havde i deres debattillæg, en Politiken-kommentar de kaldte Fattigfælden. Udgangspunktet var at 165.000 danskere lever for 200,- om dagen alt i alt. Kommentaren var dygtigt skrevet og en udregning, hvor de forskellige udgifter blev trukket fra, en for en løb som et gennemgående tema gennem hele teksten. Sådan lidt Dan Turell’sk.

En nærmere beskrivelse af, hvem disse mennesker var og hvorfor de var havnet i den situation at de kun har 200,- om dagen og hvorfor de ikke kan feje gaden, dele reklamer ud, ekspedere i en McDonalds eller noget andet, berøres ikke i kommentaren. Istedet ofres al energi på at det er synd for dem at de er fattige og at fattige ikke har politikeres bevågenhed, andre end heltene fra Enhedslisten og SF.

Noget er galt i Danmark. Politiken mener det er den politiske diskurs mens JP peger på den indstilling der præger samfundet. Jeg hælder mod JP.

Tildækning sikrer kvinder mod overgreb

Diverse — Drokles on December 13, 2006 at 1:44 pm

Set på minut;fri konservativ: En lille video fra muslimland. Nu er det ikke pænt at generalisere over den muslimske verden, så det vil jeg gøre. Dette er mere typisk end sjældent.
Princippet om at kvinder der går tildækket ikke udsættes for mænds sexualisering holder selvfølgelig kke en meter. Det ødelægger bare kvindernes selvværd og gør mændene endnu mere frustrerede og ukontrolable. Oversexed and underfucked.

Tildækning af kvinder er ikke udtryk for respekt, men despekt. Det beskytter ikke kvinderne mod mænd, men fremstiller dem som det underkuede ‘andet’ over hvilket mændene har ret til at dominere. Tildækkede kvinder er pr. definition undertrykte!

Politiken vs. Jyllands-Posten

Diverse, Pressen — Drokles on December 12, 2006 at 8:54 pm

Et glimrende billede af Politikens og Jyllands-Postens forskellige udsyn fik man som hovedhistorier i denne uges søndagsudgaver af de to aviser. Politiken valgte at rette sin forargelse mod den siddende regerings forvaltning af egne hårde udlændingeregler og Jyllands-Posten angreb AF’s manglende evne til at få folk på dagpenge i arbejde og derved indirekte også et angreb på folk på dagpenge. JP’s historie bliver behandlet i 2. sektion af denne postering.

Under overskriften Familien Nura var ikke syg nok, fik læserne af Søndags-Politiken historien om hvordan Danmark siden juni har smidt knap hundrede psykisk syge albanere tilbage til et kollapset sundhedstystem i Kosova (ikke Kosovo, der er den sebiske stavemåde. Denne skelnen ligger Tøger Seidenfaden meget på sinde). Familien Nura’s ulykkelige forhold kunne ikke undgå at berøre en. Siden 1999 har de siddet i forskellige danske flygtningelejre og har ikke kunnet sendes hjem da FN’s flygtningehøjkommisariat (sikke et ord! højkommisariat! Goddag, jeg er kommisær. -Nå, men jeg er HØJ-kommisær) UNHCR i Kosova har nægtet at modtage psykisk syge under henvisning til det kollapsede sundhedsystem. UNHCR har nu ændret retningslinier fordi de er en flygtningeorganisation og ikke en sundhedsorganisation. Derfor sendes Kosovarerne nu hjem. Som en hjemsendt udtrykker det: “i Danmark bekymrer man sig og tager sig af hinanden, især de syge. I Kosova er man ligeglad”. Ja, for sådan er vi. Den balkanesiske kultur er åbenbart usympatisk, hvis mandens vidneudsagn står til troende.

Da familien Nura sammen med andre kosovarer kom hertil i 1999 er deres sager behandlet under SR-regeringen og det er altså konsekvenserne af bl.a. den Radikale grusomhed mod syge mennesker vi her ser, skønt det ikke fremgår af Politikens artikel. Det er bare Danmark! Når der er kritik af danske myndigheder for umenneskelig behandling, er der ikke tvivl i det kulturradikale vokabular om den nationale konstruktion Danmarks faktiske eksistens.

Politiken har afset næsten hele PS (en af de mange søndags-sektioner) til at belyse denne affære. Famiers historie, forholdene i området, områdets historie og børnenes trivsel fremlægges som massiv dokumentation og baggrundsstof samt et interview med Rikke Hvilshøj, der aldrig gør sig sin stilling helt klar. Ydermere er der en komentar af Kjeld Hybel (?). Den får sin egen postering.

Danmark har selvfølgelig modtaget kritik fra UNHCR der beskylder Danmark for at gemme sig bag UNHCR’s retningslinier (?) ved at sende syge flygtninge tilbage til et sundhedsystem på randen af et kollaps, et kollaps der kan udløses af de hjemsendte, som dråben der får bægeret til at flyde over.

Danmark, ved Rikke Hvilshøj, forsvarer sig ved at fremhæve at ingen sendes tilbage uden aftale med UNMIK (United Nations Interim Administration in Kosovo der er FN’s midlertidige administration af Kosova og som bruger den serbiske stavemåde) og at man har projekter kørende i Kosovo (Rikke Hvilshøj insisterer som UNMIK på den sebiske stavemåde, som også omtalte Kosova-albanske familie Nura gør det i en sms sendt til nogle danske venner, ifølge Politiken) der skal rette op på det underdrejede sundhedssystem i Kosovo/a.

Der er ikke noget forkert i den danske administration af reglerne om hjemsendelse ifølge FN. Det er et rent moralsk anliggende om ansvar over for mennekser i nød. Et ansvar som Politiken tydeligvis mener at Danmark svigter.

FN har en administration i Kosovo/a og Kosovo/a har en regering. Ansvaret er deres. Danmark har ikke ansvar for alverdens syge, uanset hvor ulykkelig deres situation er. Kosovo/a-albanerne er kun vores ansvar idet de står direkte over for os her i vores eget land og beder om hjælp. At Politiken angriber Danmark og den borgerlige regering er ganske naturligt og det er ikke fordi der ikke er argumenter for det i denne sag. Men de hvidvasker FN og Kosovo/a og derfor fremstår deres hovedhistorie som intet andet end ubevidst dogmatisk galde. Hvis Danmark har et ansvar overfor disse mennesker er det ud fra en betragtning om næstekærlighed i Søren Krarups forståelse.

“Red Ken” er ingen ven - P1 spinner løs

Diverse, Londonistan — Sobieski on December 11, 2006 at 6:09 pm

P1 Orientering aften 30/11.

“England og i særdeleshed London bliver ofte fremhævet som eksempel på velfungerende multikulturelle samfund, men i de sidste måneder har den britiske regering skærpet tonen overfor særligt den store muslimske befolkningsgruppe i England. Premierminister Tony Blair har udbedt sig en langt højere grad af samarbejdsvilje fra det muslimske samfund i kampen mod rabiate kræfter, og underhusets formand Jack Straw har været indvolveret i en tørklædesag, fordi han bad tildækkede kvinder der kom til hans kontor for at tale med ham, om at fjerne sløret fra ansigtet.”

Jeg synes at Straws krav er yderst rimeligt; jeg vil også gerne vide hvem jeg taler med.

livingston1.jpgMed udgangspunkt i en meningsmåling om multikulturalisme blandt Londons indbyggere bestilt af Londons borgmester Ken ‘Red Ken’ Livingston, kommer DR’s propagandamaskine op i fulde omdrejninger. Her får vi at vide, at målingen viser at: “…der er bred enighed om det gavnlige i multikultur i storbyen…“, “…meget bred accept af religiøs og etnisk diversitet“, “75% af Londons borger går ind for at folk skal have lov til at gå med det tøj de ønsker, også muslimske kvinder med slør“, “72% går ind for at fejre religiøse højtider, også andres…

Nu er det sådan med spørgeundersøgelser at de næppe afdækker virkeligheden særlig nøjeagtigt, f.eks er danskerne umådelig lykkelige for at gå på arbejde (ifølge spørgeundersøgelser), men andre undersøgelser giver indtryk af en stress-epidemi. Om danskerne virkelig er lykkelige for at gå på arbejde, tja hvem ved, men undersøgelsen viser måske noget om holdningen og opfattelsen af arbejde. Jeg vil ikke gøre mig klog på hvordan de tænker i London, men mon ikke sådan en spørgeundersøgelse snarere viser Londons nye befolkningssammensætning?

Noget kunne tyde på det: Sunday Times 26. november. Endnu engang tak til den uforlignelige Snaphane:

White Britons, alarmed at immigration, are fleeing the capital and even the country in record numbers in a “white flight” that mirrors South Africa’s exodus.

And this week a controversial new book which seeks to explain their flight, encouraged young British-born families to leave in the face of unchecked immigration .

A report by Britain’s chief immigration think-tank, Migrationwatch, said more than 100000 British-born Londoners have left the UK capital this year as immigrants stream into the city.

Meanwhile, another report by private analysts predicts that the white exodus is set to accelerate further, and that London’s immigrant population will jump from 40% to 60% in just 12 years.

DR’s valg af hvem de ville spørge i forbindelse med indslaget, er temmeligt selektivt; nemlig Lee Jasper som er borgmester Livingstons talsmand. ‘Tendensiøst’ er sådan et fattigt ord.

Imens spreder sharia lovgivningen sig i Londonistan: www.telegraph.co.uk

Derimod henviser P1 Europaklip fra den 2 december til en undersøgelse fra University of Manchester hvor det konkluderes; trat tratteraaa - Der er ingen sammenhæng mellem ghettoer og terror. Nu gider jeg ikke gendrive en undersøgelse jeg ikke har læst, men hvis denne groteske konklusion står til troende, så er det kun i kontakten med det sekulære demokratiske britiske samfund, at terroristerne opstår. Altså, for at få de søvnige elever bagerst i klassen med - der hvor muslimerne har erobret territoriet forsvinder terroren… Land for fred, land for fred, indtil der ikke er mere land tilbage.

Vil i den totale krig?

Forbrydelse og straf — Drokles on December 11, 2006 at 9:47 am

Når noget man elsker tages fra en må man kæmpe. Også selv om man bryder loven. Hvis politiet rører Ungdomshuset “går vi amok“. Sådan er budskabet på en video lagt på U-Tube til støtte for Ungdomshuset på Jagtvej i København. Videoen findes på flere sprog (dog ikke Urdu) og man må formode at det er for at kalde efter udenlandsk assistance.

Denne krigserklæring burde egentlig være et selvmål i et civiliseret samfund, men med den hensynsbetændelse der præger det offentlige liv går voldsmænds trusler desværre rent ind. I Politiken Søndag (ja, fy for fanden!) udtaler talsmand Asger Jacobsen fra foreningen Naboer til Ungdomshuset:

-Jeg ville ønske at de [Faderhuset] sagde ja [til det tilbud om at sælge huset] - primært for at undgå ballade her på Nørrebro.

-Vi vil gerne have fred og ro. Så det er enormt uheldigt at de inviterer ballademagere, og at Ruth Evensen kategorisk lukker af - det er også en del af at optrappe konflikten. Alle er med til at køre den op. Der er voldsretorik i luften. Det er ikke særlig fedt.

Fred for enhver pris, det er hvad den civile borger ønsker sig. Derfor kommer demokratier ikke i krig med hinanden - which is nice, men det åbner desværre også for gangstermetoder og terror. Dette må man konsekvent slå ned på, hvis man vil undgå at det eskalerer. Man kan ikke lave holbare aftaler med nogle der ikke vil honorere de aftaler.

mine.jpgHvad der er direkte uforståeligt er anklagen mod Ruth Evensen for at optrappe konflikten ved kategorisk at lukke af. Hun har ingen forpligtelse, ensige grund til, at foregøjle en ny forhandlig om et hus hun allerede har købt. Hvad man så end mener om den sekt (kristne har sekter - uha - muslimer har trossamfund og mange ansigter af deres religion) er den uden skyld i denne balled. Faderhuset er nem at bebrejde fordi den ingen venner har.

De unge fra Ungdomshuset har dog en pointe i det uretfærdige i at tage en “gave” tilbage, men det er Faderhuset ikke en del af. Den klage skal rettes mod det røde bystyre, der har givet indtryk af at huset tilhørte brugerne og alligevel valgte den juridiske ret til at sælge til anden side. Faderhuset en en klassisk syndebuk.

At det ikke er så let at holde på principperne, når man bor så tæt på har jeg dog fuld forståelse for. Som Asger Jacobsen slutter:

-Vi står fanget i det som naboer.

Der må være nogle rumænske minearbejdere vi kan låne!

Den endelige familiesammenføring

Diverse — Drokles on December 10, 2006 at 8:41 am

Kristeligt Dagblad har et interview med en leder (må man formode, jeg synes ikke det fremgår af artiklen, hvem han egentlig er) fra en stor tyrkisk indvandrerorganisation i Tyskland. Organisationen har 200.000 medlemmer og beskrives som “talsrør for liberale, integrationsvillige tyrkiske indvandrere. Men man er vel ikke en god muslim, hvis man ikke kræver ind. I dette tilfælde en familisammenføring der skal ende alle familiesammenføringer. I hvert fald for tyrkernes vedkommende. De gode råd har som altid en klang af trussel. Hvis vi ikke giver dem hvad de vil have vil det af den ene eller anden grund, gå os ilde.

En række politikere forlanger, at EU helt afbryder forhandlingerne med Tyrkiet. Hvilke konsekvenser ville det have?

– Hvis forhandlingerne lægges på is, handler politikerne direkte imod europæiske interesser. For eksempel har flere tusinde tyske firmaer investeret i Tyrkiet, og hvis Tyrkiet ikke længere kan gøre sig håb om at blive EU-medlem, vil det skade disse firmaers position i Tyr-kiet. Noget helt andet er, at den integrationsproces, der finder sted af tyrkiske indvandrere i Europa, vil blive bremset. Hvis EU siger nej til Tyrkiet, vil tyrkiske indvandrere overalt i EU føle, at de ikke hører til i Europa, og det vil medføre, at deres tyrkiske nationalfølelse vil blive styrket. Det kan medføre, at de mister lysten til at integrere sig. I stedet for at betragte sig selv som indvandrere vil de begynde at se sig selv som minoritetsgrupper. I et land som Tyskland, hvor der lever næsten tre millioner tyrkere, kan konsekvensen blive, at indvandrerne begynder at forlange de rettigheder, som etniske mindretal har krav på. Derfor vil det være helt uansvarligt at afbryde EU-forhandlingerne, for det vil sætte integrationen tilbage til et nulpunkt.

(…)

Den tyske indenrigsminister, Wolfgang Schäuble, har indledt en islamkonference, der i løbet af to eller tre år skal ende med, at islam får samme status som kristendommen, men samtidig skal indvandrerne forpligte sig til at respektere de værdier, som det tyske samfund bygger på. Hvad siger De til det?

– Islamkonferencen er meget vigtig, fordi den kan resultere i, at islam, der jo er den næststørste religion i Tyskland, anerkendes og på den måde får sin rette plads i samfundet.[??] Det er helt i orden, at de muslimske organisationer her i landet så samtidig skal anerkende de værdier, som det tyske demokrati bygger på. Det er meget vigtigt, at alle muslimske organisationer når til enighed om, at for eksempel kvinder har samme rettigheder som mænd, og at muslimske piger har ret til at gå til sportsundervisning og til at deltage i skolernes klasseudflugter.

– Hvis de muslimske organisationer enes om at anerkende disse grundværdier, vil de blive inddraget i samfundets udvikling på en helt ny måde, så de ikke længere føler sig holdt udenfor.

Hvad masser de sig så konsekvent ind i Tyskland for, når de alligevel ikke ønsker at blive tyskere. Det er til at få lange nosser af. Deres evendelige sydvendthed mod det gamle land, som de alle forlod fordi det var uudholdeligt at opholde sig i og som de klager til alskens menneskeretsorganisationer over at skulle tilbage til, hvis en får en dom for en grusom forbrydelse.

Wolfgang Schäuble vil også have, at de muslimske organisationer, der deltager i islamkonferencen, skal tage mere aktivt afstand fra islamisk terrorisme. Vil det have nogen virkning?

– De muslimske organisationer her i landet har allerede flere gange fordømt terror. For eksempel lavede de en stor demonstration i Køln, hvor 40.000 mennesker protesterede mod al-Qaedas attentater i USA. Vestlige politikere tror, at hvis blot muslimske organisationer fordømmer terror, er freden sikret, men det er ikke tilfældet. (…) Jeg finder det langt vigtigere, hvis de offentligt ville tage afstand fra vold mod kvinder eller for eksempel acceptere kønnenes ligestilling. Det er nemlig områder, hvor nogle muslimske organisationers interesser er i modstrid med de værdier, som det tyske samfund bygger på.

Her er det eneste progressive, men de vil stadig være anderledes, i offerrollen for der står man bedst når man skal kræve ind fra andre. Det er flertallet der skylder fordi det er synd for mindretallet at de er anderledes og det kan ingen kræve at der skal ændres på for så krænkes rettighederne.

Afghanistan

Diverse — Drokles on December 9, 2006 at 11:10 am

Frank Aaen er for tiden meget oprørt over, at en mand har fået brækket et ribben under en krig og ser denne uhyrlighed som en chance til at vælte regeringen. Hvad der rent faktisk er sket og hvad diverse politikere har vidst og sagt har jeg ikke det store overblik over, men jeg har svært ved at tage den tidligere kommunist, Frank Aaens forargelse alvorligt. Her er et læserbrev fra JP der minder os om hvem Frank Aaen egentlig er.

Men realiteten var, at han [Fank Aaen] sammen med en anden DKPer var på studierejse som loyale partisoldater, der blev belønnet med en audiens hos Afghanistans præsident, Babrak Kamal, der var KGB-agent og brutalt indsat på præsidentposten af Sovjet.

Frank Aaen var på så god fod med Kamal-regimet, sikkerhedspolitiet KHAD, der var den stedlige filial af KGB, og tortur-bødlerne i det berygtede fængsel, at de inviterede ham ud for at lave et langt interview (for nu ikke at sige krydsforhør) af en fange, som fangevogterne mistænkte for at være og det mente Frank Aaen efterfølgende også CIA-agent.

Frank Aaen fik også lov til at tale med andre fanger, herunder to tidligere ministre. Ifølge Mette Herborg vides det med sikkerhed, at den ene af dem kort tid efter blev henrettet. Og det var også almindeligt kendt, hvad der foregik i fængsler som dette.

Amnesty International dokumenterede hvert eneste år rædslerne i de afghanske fængsler og KGB/KHADs torturkamre. Her blev titusindvis af afghanere lemlæstet eller pint til døde, ofte under aktiv medvirken af russisk personel. Alle de klassiske torturmetoder blev anvendt, og ofrenes lidelser var ubeskrivelige.

Men da Frank Aaen kom hjem, påstod han i sit medlemsblad, at alle menneskerettigheder blev forbilledligt overholdt i det ellers så berygtede fængsel. I en avisdebat med Mette Herborg i 2001 har Frank Aaen atter hævdet, at han intet kendte til tortur i Pul-e-Charki-fængslet.

Frank Aaen; et ualmindeligt dumt svin!

Mangfoldighed og diversitet

Diverse — Drokles on December 9, 2006 at 12:18 am

For de venstresnoede er det så dejligt med det frie valg, at det også omfatter retten til at gå med tørklæde. Hvis man valgt at underkaste sig dæmonguden Allah og blindt adlyde hans forordninger, som de skrevet står, så er man fri til det. Det skal ingen blande sig i. At tørklædet er en undertrykkelsesmaskine og en offentlig markering af hvem der er gode muslimer og hvem der er dårlige muslimer, for ikke at tale om tro og vantro, skal ikke forstyrre den venstresnoede forståelse af det frie valg. Tørklæder, chardors og burkaer er et sikkert tegn på mangfoldighed, frihed, globalisering. Fra DR Deadline.

Ballade på Syddansk Universitet. Radikale muslimske studerende udsætter deres muslimske medstuderende for massivt gruppepres, hvis de ikke følger de religiøse love.

Helle Merete Brix har på Sappho har ofte beskæftiget sig med tørklædet som et islamiseringsværktøj. Her er en lille bid og husk på Adam og Asmar:

En af Frankrigs kendte tegnere René Pétillon udgav tidligere i år tegneseriealbummet L’affaire du voile (affæren om sløret). Det er en meget vittig historie om detektiven Jack Palmer, som er på jagt efter en ung pige, der siges at være forsvundet i det islamistiske miljø i Frankrig. I historien indgår en demonstration til fordel for sløret, hvor en gruppe af sortklædte og tildækkede unge piger alle sammen råber “Sløret, det er mit valg”. Ude i siden går mændene, og en stor kleppert med skæg og kalot skråler glad med på “Sløret, det er mit valg”. Hans mandlige sidekammerat skubber arrigt til ham: “Nej, ikke dig.”

(…)

Diskussionen om tørklædet i Frankrig er derfor ofte på et andet niveau end herhjemme, som vi kunne opleve det i den aktuelle diskussion om den tildækkede studievært på DR2. Da jeg for nylig i Paris mødtes med den franske journalist Nicole Leibowitz, der i dag er chef for internettidsskriftet www.proche-orient.info, spurgte hun forundret i den forbindelse: “Hvorfor tillader Danmark noget sådant?

Svaret er venstrefløjsernes absurde frihedsforståelse. For 15-20 år siden var det Østblokken. They never seems to get it right!

Starthjælpens formål

Diverse — Drokles on December 8, 2006 at 12:02 am

Den gængse politiske tone er altid uegennyttig. Hvad du gør, gør du for andres bedste og i deres egentlige interesse. Dette fænomen ligger de tidehvervske præster fra Dansk Folkeparti ikke under for og måske derfor hades de så intenst af det snakkende mellemlag. Jeg mener, at præsternes ærlighed er forfriskende. Fra DR:

09050a5f15ee423ab92bf3577e973c74_soren.jpg

Starthjælpens virkelige formål er at afskrække asylansøgere fra den tredje verden fra at komme til Danmark, og ikke som regeringen siger: At det skal kunne betale sig at arbejde.
Det siger Dansk Folkepartis indfødsretsordføreren Søren Krarup til Information.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj fastholder, at det handler om at skabe et tilstrækkeligt incitament, så det kan betale sig at tage et arbejde. Hun afviser samtidig, at ordningen har en anden funktion. At skræmme flygtninge fra den tredje verden.
Men det argument afviser Søren Krarup. Sammen med fætteren Jesper Langballe var han med til at forhandle starthjælpen i hus hos den daværende integrationsminister Bertel Haarder.

- Starthjælpen var afgjort en central brik i forhold til regeringens og Dansk Folkepartis overordnede målsætning: Man finder ikke guld på gaden, sådan som man har fortalt ude i den tredje verden. Når man ser på antallet af asylsøgere, så er det tydeligt, at det er noget, der er sivet ind, siger Søren Krarup.
Samtidig var det klart for Dansk Folkepartis forhandler, at starthjælpen også skulle sende et signal om, at der er forskel på danskere og udlændinge.
- Jeg synes, det er at gøre grin med danske kontanthjælpsmodtagere, at de skal være ligestillet med folk, der i går kom rejsende til landet fra den anden side af jordkloden. Sådan behandler man ikke danske statsborgere, siger han.

Jeg er helt enig med Krarup. Solidaritet er ikke et bundløst kar og det forudsætter gensidighed, hvilket ikke er det samme som symmetri. De nassende masser som venstrefløjserne absolut vil mase ind i mit fædreland, kan jeg simpelthen ikke sponsorere i det uendelige. Det er dyrt nok som det er så HURRA FOR STARTHJÆLPEN!

Arabiske kvinders trængsler - kultur! ikke religion

Diverse — Drokles on December 7, 2006 at 10:26 am

En gruppe mellemøstlige forskere har forfattet en diger rapport om arabiske kvinders situation. Det er selvfølgelig ikke opløftende eller overraskende læsning. Det er positivt at det overhovedet kunne lade sig gøre for arabere at rejse dette emne og man kan ikke fortænke forskerne i at tage en del politiske hensyn i deres arbejde, hvilket jeg synes at deres rapport bærer meget præg af, som jeg forstår den via Berlingske Tidende:

Et hav af både mandlige og kvindelige forskere og intellektuelle fra forskellige lande i den arabiske verden har bidraget til rapporten, der blandt andet konkluderer, at det ikke kun er et personligt problem for den arabiske kvinde, at hun må leve et liv i ufrihed. Kvindeundertrykkelsen er ganske enkelt »en hæmsko« for udvikling i det stagnerende Mellemøsten.

»Fuld deltagelse og sikrede rettigheder til kvinder - som borgere, forbrugere, mødre og søstre - er en måde, hvorpå vi kan styrke de arabiske lande, og en opgave, som vil medføre, at den arabiske verden opnår større velstand, større indflydelse og en højere grad af menneskelig udvikling,« siger Kemal Dervis, der som den øverste chef for FNs Udviklingsprogram UNDP, har støttet den ny rapport økonomisk.

Kemal Dervis er i øvrigt tyrker og landets tidligere, succesrige finansminister, og han har således en del erfaring med de problemer, som det kan give at kæmpe for kvindernes rettigheder i et muslimsk samfund.

Ifølge rapporten har kvindernes manglende ligestilling ganske vist ikke noget at gøre med islam som sådan, men derimod med bestemte fortolkninger af islam. Under alle omstændigheder kan det konstateres, at kvinderne i det ikke-arabiske Tyrkiet har større muligheder for et ordentlig liv end deres medsøstre i den arabiske verden.

Det undrer mig til stadighed, hvorfor man aldrig kan bebrejde islam noget som helst. Hvis der er noget galt i den islamiske verden, så skyder man først skylden på mennesker og hvis det ikke er tilstrækkeligt så må man skyde skylden på kulturen. Islam er altid fredet. Så meget for selvkritik, der er altid plads til den ydre faktor; Vesten.

Kravet om demokratiske reformer til fordel for den arabiske kvinde kommer ikke mindst udefra. Fra vestlige regeringer og fra menneskerettighedsorganisationerne. Og det virker ofte stik mod hensigten, forklarede en af rapportens hovedforfattere, Nader Fergany, da han for en uge siden var i København for at varme op til rapportens internationale offentliggørelse.

»Konservative kræfter har stemplet kvindekampen som noget, der påføres af Vesten. Kampen må føres indefra,« siger Nader Fergany, der er leder af en egyptisk tænketank.

Det udefrakommende pres fra Vesten har således i visse tilfælde ført til en svækkelse af lokale arabiske fortalere for kvinders rettigheder. De karakteriseres som vestlige sympatisører på et tidspunkt, hvor der i forvejen hersker stærke anti-vestlige holdninger i den arabiske verden.

Rapportens forfattere er dog ikke enige om, hvad de vestlige regeringer så skal stille op med det dilemma, det er, at deres pres for kvindernes ligestilling i den arabiske verden risikerer at virke mod hensigten.

Så lad dem for helvede sejle i deres egen sø af pis! Ikke nok med at Muhammedtegningerne kunne bruges af de reaktionære kræfter, der af diverse apologeter bliver betegnet som et mindretal skønt deres præk ser ud til at have en ualmindelig stærk klangbund, men også hjælp til reformister fra menneskeretsidioter kan bruges mod os. Endnu engang: Det er ikke noget vi gør der hidser dem op, det er hvem vi er: Vantro!

En simplere gennemgang af kvinders situation i den muslimske verden (for det er det der er tale om. Det er ikke blandt de kristne eller jøder man finder denne undertrykkelse).

http://monokultur.dk/index.php?s=1.000.000

Bondams venner

Diverse — Drokles on December 6, 2006 at 9:39 am

Det må ikke være nemt at være bøsse og multikulturalist. Fra EB:

En mand blev ved halv femtiden i morges fundet gennembanket i H.C. Ørstedsparken i det centrale København. Flere slag og spark fra tre ukendte gerningsmænd har efterladt parkgængeren med et brækket kindben, en brækket arm og en beskadiget lunge.

Da politiet fandt manden, var han ikke i stand til at huske noget som helst. Patruljer har gennemsøgt parken for de voldelige gerningsmænd men uden resultat.

Ifølge Københavns Station City har et vidne til overfaldet hørt råb og skrig - formentligt på arabisk . Politiet formoder derfor, at tre andengenerationsindvandrere står bag overfaldet, som har karakter af hatecrime, da manden er homoseksuel.

Det glider sikkert ind i en statistik der senere kan påvise at danskerne er homofobiske.

Politisk pres på ejendomshandel

Diverse — Drokles on December 6, 2006 at 9:24 am

bz1.jpg

Konflikten mellem Faderhuset og Ungdomshuset er ikke en ejendomshandel, men en politisk varm kartoffel. Det er den blevet fordi køberen er kristen og dem som bruger huset, men ikke ejer det, er voldelige og venstredrejede. At de er venstredrejede gør deres vold fuldt forståelig og retfærdig. Fordi de med vold vil forsvare deres brug af et hus der ikke er deres og aldrig har været deres og som de ikke bor i, men blot kommer i, som andre kommer på et bibliotek, lægges der nu ekstra pres på køberen for at sælge. En fond har forhøjet sit tilbud og Overborgmester Bjerregaard og Politimester Hansen har en mening om at køber skal sælge og den mening holder de ikke for sig selv. De udtrykker den som en opfordring til køber om at sælge. En opfordring der nok kan ventes at blive tolket som en retfærdiggørelse for vold af de unge mennesker der bruger huset i dag hvis sælger siger nej til at sælge. For i så fald har de unge mennesker nemlig Københavns øverste politiske myndigheds ord for, at transaktionen i sig selv er en urimelighed, de pircede unge er ofre for og som kristne er skyldige i. Faderhuset er endnu mere skurke end først antaget. Fra DR:

Politidirektør Hanne Bech-Hansen og overborgmester Ritt Bjerregaard er enige om, at den bedste løsning på konflikten om Ungdomshuset er, at Faderhuset sælger ejendommen, skriver Ritzaus Bureau.

Hvorfor køber man ikke bare et andet hus til de pircede unge. Ceresvej på Frederiksberg ville være et godt sted, eller Kartoffelrækkerne på Østerbro. Det er begge fredelige steder i hjertet af københavn.

Jeg går ind for den rumænske løsning! Under demonstrationerne mod Ceaucescus efterfølgere (hans gamle venner) tilkaldte det nye regime minearbejderne oppe fra bjergene. Disse havde ikke fået løn i månedsvis og deres situation var stadig mere uholdbar. Regimet bildte minearbejderne ind, at deres løn var tilbageholdt fordi der sad en masse hippier foran regeringsbygningerne og blokerede alt, deri også lønudbetalingerne til ansatte for statsvirsomhedene. Heldigvis kunne regimet stille med lastbiler og jernstænger og køre minearbejderne til Bukarest så de selv kunne ordne sagerne. Det gjorde de så og det var ikke et kønt syn. Der må være nogle forarmede minearbejdere et sted i verden vi kan låne til at rydde det skide hus.

Så er det atter jul

Diverse — Drokles on December 6, 2006 at 8:47 am

Her i Danmark i hvert fald, men måske ikke i England. Fra DR:

Britiske arbejdspladser forbyder juleudsmykning

Tre ud af fire britiske virksomheder har forbudt juleudsmykninger på arbejdspladsen på grund af frygt for at støde mennesker med en anden tro.
Ifølge en undersøgelse fra advokatfirmaet Peninsula, som har spurgt 2.300 arbejdsgiver, så svarer 74 procent, at de har forbudt juleudsmykning, fordi de ikke vil støde anderledes troende.

Halvdelen af de adspurgte mener også, at juleudsmykning vil få kontorerne til at se uprofessionelle ud.
- Juletræer og anden juleudsmykning kan være fortid på mange arbejdspladser i den jul, efterhånden som den politiske korrekthed har spredt til arbejdspladserne, siger direktøren for Peninsula.
I sidste uge advarede britiske religiøse ledere mod at afkristne julen, da det kan fremprovokere anti-muslimske følelser.

De anderledes troende er nok muslimer, må man formode. En formodning som selv DR ser ud til at dele siden nyheden om de farlige guirlander og de religiøse lederes advarsel sammenstilles. Gad vide hvor mange terror-anslag den taktik forventes at forhindre, måske ligeså mange som en løsning på Israel øh Palæstinaproblemet?

Outlandish’ religiøse følelser og DR

Diverse, Orientalisme — Drokles on December 5, 2006 at 11:32 pm

outlandish.jpgEn kær læser har gjort opmærksom på denne lille historie fra BT:

Pop-gruppen lod religionen tage magten, da DR’s store juleshow blev optaget i sidste uge. Den norske sangerinde Herborg Kråkevik skulle optræde med gruppen, men hun havde bare skuldre - og det ville Outlandish-drengene ikke være med til.

(…)

Under optagelserne til DR’s store juleshow nægtede de at optræde med en norsk sangerinde, fordi hun havde bare skuldre. To af pop-trioens medlemmer er stærkt religiøse muslimer. Det skriver B.T. tirsdag.

Det tog mig lidt tid at finde ud af hvem Outlandish var, men jeg kom endelig deres antisemitiske budskaber ihu. Jeg er dog lidt overrasket over, at religiøse muslimer engagerer sig i musik, men det er måske tilladt i Dar-el Harb? For slet ikke at tale om at optræde i et juleshow!.

Først da nordmanden var blevet stillet langt fra dem på scenen kunne optagelserne fortsætte.

- Det er jo en del af deres religion. Men jeg tror ikke, Herborg Kråkevik havde noget imod at blive flyttet, siger Karina Fenn, der er presseansvarlig for Outlandish’ pladselskab, til B.T.

De har heller ikke noget imod en kvindelig pressechef ser det ud til. Måske er det bare forfængelighed, en kraft der åbenbart er stærkere en religiøse følelser, der driver dem i musikken.

Skid på dig selv Fauli

Diverse — Drokles on December 5, 2006 at 9:55 pm

Under oprydning i går, fandt jeg et gammelt Appel, et blad der udgives af Amnesty Youth. Heri var et interview med filminstruktør Søren Fauli, hvor han giver sit besyv med om tilgivelse i anledning af den da verserende Muhammedkrise. Under overskriften Vi skal skide på vores værdier indleder Fauli med denne idioti:

“Jeg kender den her fyr, der spiller i et rockband. De kom så alle op at skændes og bandet blev opløst. Jeg havde kun et at sige til ham: Sig undskyld. Også selv om det ikke er din skyld. Det er sgu en lille pris at betale for at få bandet til at fungere igen”.

Fauli uddyber videre i interviewet at han har fået denne visdom i arbejdet med sin film Min morfars morder hvori han rejser til Tyskland for at opsøge Søren Kam, nazisten der i sin tid skød Faulis morfar. Dette mord havde ramt Faulis mormor så hårdt, at det havde præget Faulis egen opvækst (ifølge Søren Fauli selv). Han havde skrevet til Kam “min drøm er at opløse smerten.” og det lyder jo fint. Men for at tage udgangspunkt i logikken fra det indledende citat kunne han bare have sagt undskyld til sin mormor også selv om det ikke var hans skyld. Det var sgu da en lille pris at betale for at få familien til at fungere igen.

Søren Fauli lukker med at hæve sin filosofi op på det generelle (ikke principielle vel) plan:

Den der med, at man bare død og pine skal holde fast i sine idealer, det er simpelthen noget vrøvl.Det er så uendeligt ligegyldigt med principper. Man kan intet bruge dem til - intet! Det der tæller, er at komme med den bedste løsning på længere sigt”.

Kunstnere…..

Så kan de lære det

Diverse — Drokles on December 4, 2006 at 7:13 pm

Fra Politiken:

Danske soldater var natten til søndag ude i nogle af de hårdeste kampe, styrkerne har været i i Afghanistan.

I løbet af fire timers ildkamp blev 70-80 Taleban-soldater ifølge Nato dræbt.

(…)

Under angrebet, der foregik i den sydlige Helmand-provins uden for byen Musa Qala, deltog op mod 150 danske soldater fra den lette opklaringseskadron, og de blev støttet af afghanske sikkerhedsstyrker og engelske Apache-kamphelikoptere, der blev tilkaldt under angrebet.

(…)

»Hvad I ser er, at vi gør det, vi hele tiden har sagt, at vi vil gøre i vintermånederne: Opsøge oprørerne, der hvor de ellers ville søge sikkerhed«, siger major Knittig til den engelske avis The Guardian.

»De danske styrker hænger ikke ud i barrakkerne og venter på foråret«, siger han.

(….)

Ingen danske soldater blev såret ved angrebet, og HOK kan ikke bekræfte Natos tabstal.

»Vi har ikke nogen tabstal. Vi har jo ikke været og samle de døde op. Men hvis vi finder nogen døde, får vi det noteret«, siger han.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress