Mange historikere er håbløse relativister, fordi de slet ikke er filosofisk funderede og dermed dårlige til at imødegå halal-hippierne.

“Svenskarna måste integreras i det nya Sverige, det gamla Sverige kommer inte tillbaka”.
(citat: Mona Sahlin for ti år siden)

Det er da rart at se, at Mona endnu dengang overhovedet tænkte på en slags Sverige i fremtiden.

Det er mere end man kan sige, at den kvindelige af to verbale duellanter i Deadline II. sektion i går gav udtryk for. Emnet var: ‘Er danskerne stadig et folk?’
Det viste sig for én gangs skyld plat umuligt for Jess Stein Pedersen at løfte duellen fri af det fladeste talk-show niveau. Især var Lene Busk skyld i det og absolut progressivt værdiflad.
Med den dummes suveræne overlegenhed var hun i stand til at henvise sin modstander til historiens losseplads med den supersmarte oratoriske nu-og-her upper-cut-lammer, at han som historiker var og blev tilbageskuende, mens hun – underforstået – i modsætning til ham var noget meget bedre og mere kosmopolitisk i pagt med tiden – nemlig fremadskuende. Hun sagde næsten med rene ord, at hun var uden fornemmelse af sig selv som en del af et folk. I princippet nok, men ikke i realiteten. Det eneste hun levede og åndede for, var sådan noget diffust noget som det territorium, hun tilfældigvis befandt sig på, og de netværk, hun i nuet var en del af, og de netværk kunne sagtens have forgreninger over hele kloden. For hende var der, så vidt jeg kunne bedømme ingen forskel på at være kineser, dansker eller franskmand. Det var ét fedt. Det hele kom an på, hvem man var sammen med hvorhenne og hvorfor.
Det er den mest idiotisk-bekvemme ikke-identitetstrosbekendelse, jeg endnu har hørt fra dansk mund. Bekvem? Jo, fordi hun ikke kan stilles til ansvar for sine holdninger eller sin identitet, der jo ikke er forankret noget sted, men flyder frit i rent opportune sammenhænge. Det eneste, hun med rette vil kunne bebrejdes, er, at hun måske ikke er opportunistisk nok, fordi hun ikke skifter sine skiftende netværk ud i tide.

Er der noget, hun kan lære af indvandrerne, så er det i forholdet til rødderne. Dem, hun smed væk for åben skærm. De véd, hvem de er, og hvor de kommer fra. De kender efter vor mening til overmål betydningen af deres oprindelse.

Jo ældre, man som vesterlænding bliver, desto smerteligere bliver udsagnet: Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge Verden.

Dertil er Lene Busk slet ikke nået. Hun kommer der heller aldrig. Hun véd ikke engang, at hendes standpunkt befinder sig i den blå luft, og at hendes meninger af samme grund ingenting bevæger.

Med venlig hilsen