Jeg må indrømme at jeg ikke kender meget til Zlatan udover hans store (, men også lidt overvurderede) evner på banen og så hans arrogante attitude. Zlatan må dog ganske rigtigt holde for og jeg benytter af det oplæg han giver mig, hvor han gør klart at landsholdet i sig selv ikke er en ære i sig selv, men kun et springbræt for hans gloværdighed.
Men jeg mener ikke at jeg helt kvalificerer mig til en egentlig kidnapning af Zlatan da der ikke er tale om en kampagne, men om et sarkastisk og helt internt svar til de der promoverer det multietniske samfund med den slags platte eksempler, hvor man kun kan “vinde kampen” ved stor indvandring.
Grundlæggende er det altså ikke meningen at man skal lægge for meget i denne tynde postering andet end det lille ordspil og så sejren over ikonet Zlatan sådan som venstrefløjen stillede ham op samtidig med sejren over svensken på banen.
]]>Tak for et svar som ganske rigtigt var en måde at forklare forskellen på. Lige som dig selv er jeg dog usikkker på om det er en god forklaring der gives.
Zlatan er klart arrogant og hans personlighed på banen udstiller en modsætning mellem et kollektivt arbejdende svensk hold og en selvovervurderende primadonna der reelt trækker de andre ned. Og nej .. der er ingen synergier at finde. Det kunne så være et billede på Sverige idag.
Men for at forklaringen skal være rigtig god synes jeg at det bør vises at Zlatan selv påtager sig en bestemt rolle. Og det har jeg ikke set ham gøre.
Man kunne måske sige at Zlatan er kidnappet to gange. Først af den fløj der ganske rigtigt kan bruge ham som et billede på multikulturens angivelige velsignelser. Og de har alvorligt brug for noget at støtte sig til. Siden af den part, som er repræsenteret i dette forum, der i denne situation tager koblingen alvorligt og giver den anden fløj en blodtud for det. Men har det noget med spilleren at gøre?
Er det sikkert at Zlatan viser foragt og “er uden følelser for det land der gav ham det som hans egen kultur fratog dem” ? Hans grunde er formodentligt egoistiske, begærlige, dovne og barnligt forkælede. Og det kunne godt være et billede på en solbrændt indvandring. Men Thomas Graversen virkede heller ikke specielt rationel i samme situation. Og både Brian og Michael Laudrup havde så deres grunde.
Jeg læser gerne bloggen fordi der argumenters, men her synes jeg der opstår en indforståethed om godt og dårligt, der kunne minde om læsning af Information’s debatunivers. Det ville være et trist sted at ende, specielt da det ikke er nødvendigt. Sagen bærer fint sig selv længere.
Så ind til replay viser noget nyt, vil jeg dømme friskpark til den gule trøje med den krumme næse.
]]>http://monokultur.dk/2009/10/13/hvorfor-har-vi-ikke-en-zlatan/
]]>Fremtiden hedder altså at åbent samfund for indvandring og belønningen for de vrangvillige masser er store fodboldspillere, der kan ydmyge arvefjenderne på banen. Derfor er det ironisk at den store fodboldspiller ikke gider være med med mindre succesen er garanteret på forhånd. Han er altså ikke en holdspiller. Og da han nu er trukket frem, som et symbol på de multietniske løjer så tegner der sig så pludseligt et nedslående billede.
Michael Laudrups primadonnanykker får vi måske aldrig afklaret omfanget af da både han og den daværende landstræner Richard Møller Nielsen har svoret tavshed om deres strid. Men det var en strid mellem de to om Nielsens dispositioner. Man kan altså til en hvis grad argumentere med at Laudrup ikke mente at træneren gavnede landsholdet og således falder hans udmeldelse af landsholdet ikke ind under samme svigt, som Zlatans.
Laudrup vendte tilbage under en ny træner og kæmpede med sine alrende ben for at vi kunne kvalificere os til endnu en slutrunde, hvilket vi også gjorde, hvor vi blandt andre nedlagde de ellers højtflyvende nigerianere inden brasserne satte en stopper for morskaben i en rimelig tæt kamp.
]]>Video her:
http://www.youtube.com/watch?v=9JOAkgxyaq4