Jo flere udfordrere man skaffer sig, desto sværere bliver kontrakten mellem stat og borger naturligvis at opretholde. Det har jo også vist sig overalt i EU og burde være selvindlysende og elementært. Men det er det ikke for de meget kloge. Store visioner skjuler de simpleste ting. Udfordrernes pointe. Vore lederes højtflyvende planer gavner især fjendtlige, men langt mere jordnære hensigter. Derfor har det fra starten været vanvittigt at føje en så potent udfordrer som Islam til de øvrige indre fjender af det bestående (herhjemme fjender af ‘Morten Korch-nationen’).

At ville forene alverden som vision - ovenfra og forsøge at sætte foreningen af alverden i stedet for det, der allerede er, har denne gang (efter den kolde krig) afsløret Kulturrelativisternes, venstrefløjens, Vanderbildt’ernes, Davos’ernes og The Fabians bestræbelser som et tåbeligt projekt og en forudsigelig, superintellektuel fejltagelse.

Man kan ikke visionere sig til en ‘bedre’ verden. Det har man forsøgt. Men vil de visionære indse og rette fejltagelsen. Nej, for de kan ikke se, at visionen er gal - det er vore veluddannede ledere alt for omnipotente - og fjerne til.

Den dag man bliver identisk med sine fejl, kan man måske ikke undgå at opdage, at noget er galt og ikke fungerer optimalt, men det vil være alle mulige andre steder, som befinder sig uden for visionen, steder, som bare skal rettes til - på en visionær måde. Det visionære er noget, befolkninger ikke har kapacitet til at fatte. Derfor får de intet at vide. Men de udsættes for virkningerne, fejlene.

Med venlig hilsen