Ligeledes konstaterer Kasper Støvring i sin klumme d. 4. maj i Berlingeren, at “Liberale fører os ud i store problemer, hvis ikke deciderede katastrofer”. Og konkluderer efter opremsning af liberalismens blinde ødelæggelse af den liberale verdensorden: “Også her har paradokset gjort sig gældende: Fører du liberal udenrigspolitik ender du med det modsatte.”
De progressive liberale efterligner således marxisterne i forestillingen om, at man gennem handlekraftig progressiv politik vil kunne overvinde de indbyggede paradokser i egen ideologisk tænkning. Som de mest stålsatte liberale ideologer proklamerer de Radikale efter tredive års fejlslagen integration, at nu har de endelig fundet den ultimative løsning: ‘Det kræver, at politikerne kommer med noget, der rent faktisk gør en forskel. Noget andet end det fnidderfnadder, som kører herinde på Christiansborg på tyvende år.’ siger Morten Østergaard.
Men der ligger en fejltænkning i at tro, at paradokser kan overvindes gennem rationel tænke- og handlekraft. Kasper Støvring kredser om det “Er der en systemfejl dybt inde i selve liberalismen”.
Ja, men det gælder ikke bare liberalismen. Ethvert rationelt tankesystem har sine uovervindelige indbyggede paradokser, der ikke lader sig løse, uanset hvor meget man gerne vil paradokserne til livs vha. de bedst intentioner, de bedste tænkere og de mest geniale samfundsingeniører, så ideologien fortsat kan fremstå ren og uantastet. Den store fare er, at ideologer ikke tøver med at smadre hele deres eget eller andres samfund alene for stædigt at ‘bevise’, at deres ideologi er nødvendig, rationel og rigtig. Merkel er den seneste liberale ideolog, der har kastet hele sin magt ind på at bevise liberalismes nødvendighed og rigtighed, og har derved konsolideret til det liberale Vesteuropas selvødelæggelse.
Vi troede egentlig, at vi levede i en post-ideologisk verden, men det gør vi ikke. Ideologer popper op, dominerer og er ligeså stålsatte som før med at smadre alt omkring sig for at få ret.
Vi mangler i den grad et post-ideologisk tankesæt, hvor mennesket erkender, at det er sat skakmat af de selvmodsigelser, der ligger dybt og uløseligt inde i ethvert rationelt tankesystem, og derved lærer at forstå verden ud fra egen utilstrækkelighed. Syndens genindførelse ville de kristne sige.
]]>