Kolonierne har vi jo ikke behandlet specielt dårligt sammenlignet med andre herrefolk. Selv palæstinenserne har vi åbenbart en masse følelser i klemme over for, som går forud for de følelser, vi kan præstere over for Israel, hvis eksistens er lig med israelernes = jødernes eksistens, og yderligere på trods af, at vi intet skæbnefællesskab har haft med disse palæstinensere, hvis forfædre for halvfjerds år siden levede sammen med derboende jøder, lutter fattige jordanske arabere i et sumpet og udpint område mellem Jordanfloden og Middelhavet, arabiske jordanere, der ikke kunne få noget til at gro ordentligt, men aldrig et folk før ‘folket’ tvangsvis og kunstigt blev produceret langt senere i de såkaldte flygtningelejre - og denne prodiktion kun, fordi palæstina-jordanerne indgik i en arabisk masterplan, hvor man ikke ville modtage dem og integrere dem i de omkringliggende samfund.
Til trods for, at enhver kan gennemskue, at det politiske kneb, masterplanen, nu gentages med Islam som brændstof i Europa, ændrer Europa ikke holdning til sin politik. Arabernes masterplan er både i Palæstina og Europa principielt den samme - det demografiske kort. Fød flest børn og giv aldrig slip på det territorium, hvortil du er ankommet.
Imens konstruerer vi uafbrudt uigennemførlige planer for en suveræn stats fremtid, Israel, som den hænger på, rakker skamløst og sanseløst ned på de håbløse forhold Israel bekæmper, de eneste, vi effektivt har forfulgt gennem århundreder, nægtet asyl og påført et Holocaust. Europa optræder overfor Israel helt uden den overdrevne samvittighed, regionen føler så stærkt over for resten af Verden.
Hvad et af de mindste lande i verden angår, som huser vore jøder, Europas egentlige skæbnetunge samvittighed, kan det officielle Europa overhovedet ikke mobilisere andet end krav og kritik. Gennem staten Israels eksistens kan EU’s velmenende establishment til stadighed angribe vore derboende jøder og deres afkom med en nidkærhed, som står i omvendt forhold til både perspektiv, proportioner og berettigelse. At situationen er ved at ændre sig til den samme umulige på vor hjemmebane som i Israel er ganske uforståeligt - irrelevant.
Ubegribeligt, at vi ikke i stedet for omfavner Israel, netop når man sammenligner med alt, hvad der foregår i resten af verden, og hvordan vi på et europæisk grundlag forholder os til det.
Med venlig hilsen
]]>Det skulle ikke undre mig, om vi begge har ret, hvilket sagtens kan være tilfældet. Vore erfaringer er tydeligvis ikke ens. Kunne det være et generationsspørgsmål? Jeg vil tippe dig til at være en generation yngre, end jeg er. Der skete en holdningseksplosion i tresserne, som ændrede mange synspunkter og stereotyper fra forældre til børnene og de unge.
Du og Kitman synes at dele erfaringer. Måske den onde cirkel er brudt.
Synet på jøderne har flyttet sig flere gange i tidens løb og kan have ændret sig fra min tid til din.
I sidste halvdel af 1800-tallet var synet på indvandrede jøder overvejende poitivt, hvor de blev betragtet som driftige folk, der var en gevinst for landet.
I ‘Inden for murene’ fremgår det med al ønskelig tydelighed, hvor nærtagende familien er. Omverdenen er ikke ubetinget rar. Det er der naturligvis en grund til at føle.
Min salig svigerfar afspejlede f.x i tydelig grad den del af socialdemokratiets generelle modvilje mod jøder på sin egen måde. Han brød sig som den gode socialdemokrat, han var ikke specielt meget om jøder i kredsen af socialdemokrater. Pointen var imidlertid, at denne standardholdning intet havde at gøre med hans personlige oplevelser. Han omgikkes nemlig en del jøder privat, og dem skulle man i hvert fald ikke snakke ondt om, for dem kunne han nemlig rigtig godt lide - allesammen. Summa summarum lirede han generaliseringer af efter, hvad han forventede, man ville høre, mens hans personlige erfaring var en ganske anden. Jeg har ham mistænkt for ikke at skænke en tanke, at der var noget, der ikke stemte.
Ét er jo at være i sine fordomme, noget andet er, at en gruppe jøder forvandles til mennesker i nød. Så snart man i Danmark indser det, ændres alt, man må stå dem bi og frelse dem fra tyskerne og sende dem til Sverige. På den måde stak modviljen ikke så dybt i den danske befolkning under krigen som andre steder, men antisemitismen slog ellers ud i lys lue over hele Europa under krigen og blev stærkere på de yderste politiske fløje. Også Danmark var et spejl af resten af Europa. Den slags fortager sig ikke så let.
Imidlertid - i denne diskussion kan jeg meget vel være en historisk person og ikke en dagsaktuel. Det skulle glæde mig, om du, Jacob på venstrefløjens vegne i dag kan melde hus forbi. Antisemitisme - det lader vi muslimer om.
Tilbage står den mystiske uvilje mod både Israel og USA. Hvorfor Israel, hvor Europas jøder og efterkommerne fra Holocaust bor?
Med venlig hilsen
]]>Nåeh, ok. Tak.
Altså, mht venstrefløjens påståede anti-semitisme, så køber jeg den stadig ikke. Ikke mindst pga mine personlige erfaringer med den, hvor man fx holdt demonstrationer til minde om Krystalnatten(har selv personligt været med til at stable et sådant arrangement på benene i mit lokalområde en gang sidst i forrige århundrede). Vi koblede dette arrangement til minde om en nazi-progrom sammen med Dansk Folkepartis fremgang, hvilket var ukorrekt og vel også ret usmageligt, men ikke anti-semittisk. Hvis socialister virkelig var anti-semitter, ville de nok ikke have lavet et sådant arrangement, som i København også blev lavet sammen med jødiske foreninger. Historisk set er adskillige socialistiske koryfæer også af jødisk afstamning, nemlig Karl Marx selv, Leo Trotsky(Bronstein), Rosa Luxemburg og den nutidige anarkist Noam Chomsky.
Hvad angår Sovjet-blokken, så havde Stalin vist ganske rigtigt i perioder anti-semittiske holdninger, hvilket afspejlede sig i hans politik i perioder, men det var ikke noget, som blev ført igennem specielt konsekvent, som andre også var inden på.
Hvad angår de ikke-staliniske dele af venstrefløjen(og mange venstrefløjsere har intet tilovers for Stalin eller det hedengangende USSR), så tror jeg ikke, at der har været en generel tendens i retning af at hade høder som folk eller religion, bortset fra hende der VS’eren og Rote Armee Fraktion, som vistnok bombede en synagoge i 1970′erne pga utilfredshed med Israels politik. Ej heller socialkammeraterne har haft eller har noget decideret fokus på jøderne som folk eller religion.
Hvad angår venstrefløjens fokus på den jødiske lobby, som angiveligt skulle være roden til alt ondt i mellemøst-konflikten, så er det vel ikke anderledes end fokus fx på CIA og diverse amerikansk-styrede organer(IMF mfl) som også skulle være roden til alt ondt i den 3. verden.
Summa summarum: jeg tror ikke på, at venstrefløjen(hverken den yderste eller den, øhh, “inderste”) som sådan er anti-semittisk(selvom der sikkert findes anti-semitiske socialister, men anti-semitter kan sgu også findes på den nationale højrefløj, hvis man leder længe nok)jeg tror, at dens ensidige fordømmelse af Israel er en art forlængelse af en generel anti-vestlighed, hvor man identificere Israel med vesten i almindelighed og USA i særdelshed. Og måske, hos nogle af de mere kyniske lefties, også et ønske om at tiltrække støtte og stemmer fra muslimer.
Og endnu en ting: kritik af Israel er i sig selv IKKE anti-semitisme. Heller ikke den himmelråbende tåbelige og urimelige.
Med venlig hilsen
Jacob
I en debat, hvor meninger brydes, er det en rigtig god idé for det kvalitative udbytte at ændre indfaldsvinklen. Det var den taktiske mulighed, jeg forestillede mig, at du udnyttede, og som jeg anerkendte.
På den nøgterne måde kan du ofte få et ret præcist førstehåndsindtryk af, om der er hold i de fremsatte påstande og/eller senere bidrage til en dybere forståelse. Hvorfor? Fordi der er tale om en konkret udfordring af de fremsatte påstande, som de andre anstændigvis bliver nødt til at reagere på.
Men der kan også blot være tale om, at man ser forskelligt på tingene
Et eksempel:
Nogle forskere hævder, at verden er kaotisk, andre er helt uenige i synspunktet og hævder, at den tværtimod er strengt logisk opbygget.
Hvis vi forholder os til de første, kan de nævne masser af eksempler på tilfældigheder og uberegneligheder. Når en storm blæser op, hvor hvirvler de enkelte blade hen, hvilke biler blæser af vejen, og hvem bliver ramt af et faldende træ? Alt er tilfældigt.
Næ, næ siger de andre. Sådan kan man slet ikke stille det op. Enkeltstående eksempler beviser ingenting. Man må se mere overordnet (på vor tråd ‘generelt) på tingene.
Den storm, vi taler om, er i meteorologisk forstand bare en velorganiseret snurrebasse, der roterer om et mere eller mindre dybt lavtryk. Der er skam styr på det.
Nu har jeg ændret på, hvem der spiller først ud, men det har ingen indflydelse på forståelsen. Det kommer jo ikke an på, hvem der spiller først ud, men på at ændre indfaldsvinklen.
Ikke desto mindre kan alle efterfølgende indse, at på trods af snurrebassens måske velordnede udseende overordnet set, er det plat umuligt at forudsige, for dem der befinder sig nede i den, hvem der rammes af hvad, hvilken vej snurrebassen tager, hvor heftig den ender med at blive, og hvor den dør.
Her får ingen altså helt ret, men begge parter burde gå klogere ud af diskussionen.
Med venlig hilsen
]]>“Til Jacob 8.
Jeg har siddet og kigget på din kommentar, for den forekommer rigtig nederdrægtigt konkret, når det drejer sig om at punktere generelle betragtninger. Din kommentar er taktisk set meget velvalgt.”
Taktisk i forhold til hvad?
Skriver måske noget uddybende om trådens emne i morgen.
Med venlig hilsen
Jacob
Hvem havde egentlig lagt ballerne til rette for jer, Jacob? - Politiske strateger! De var ligeglade med, hvad I mente, bare i sagde det rigtige og troede, I mente det rigtige. Man kan som strateg være nødt til at gemme sig bag et begreb for at få ram på noget andet. Selvfølgelig havde I ikke jøder og amerikanere i tankerne, bare fordi I ikke kunne lide USA og Israel, men gennem jeres mening fik strategerne ram sagtens på det, der betød noget for dem alligevel.
Siden firserne er indvandringen eksploderet, generelt set har ingen haft noget imod det trods massive påstande om det modsatte - muslimer specifikt undtaget - ikke fordi befolkningen har noget imod dem personligt, men fordi de er muslimer, forsørgelseskrævende og sygdomsplagede. Den holdning går slet ikke i universalismens navn. Derfor må man vælge et eksklusivt argument uden offer at gemme sig bag. Det er såre nemt i dette tilfælde at pege på deres tro, fordi Islam stikker snuden frem og er politisk provokerende og forandringskrævende indtil det fuldkommen uacceptable. Islam er i den henseende endnu farligere end både Nazisme og Kommunisme. Hvordan det? Kort fortalt: - Islam er ikke til at komme af med igen. Livslængden og udbredelsen er indikationer, der afslører, hvor sej og livskraftig den er. Måden, den gør opmærksom på sig er yderst skræmmende og siger noget om, hvordan den bærer sig ad med at brede sig.
Med venlig hilsen
]]>‘…Så vidt jeg kan se befinder de sig slet ikke i virkeligheden, men i et ideologisk univers hvor den svage altid har ret, og hvor ondskabens akse går fra Washington til Pia Kjærsgaards hus i Gentofte. Alle deres øvrige holdninger er afledt heraf. Du skal altid holde med den svage, og du skal altid svække Amerika og Dansk Folkeparti. Som den eneste konflikt i verden giver de “stenkastende palæstinensere” bonus på alle tre hylder…’
Uden at ville lege dommer, må jeg dog tage hatten af for argumentet. Det er klart formuleret. Det er besnærende og meget svært at gendrive. Hvorfor skulle man også det? Synspunktet kan meget vel rumme en lige så stor andel af sandheden, som den jeg prøvede at udtrykke i kommentar 1 og 2.
Jeg er således absolut enig i Kitmans forestilling om venstrefløjen og vil gå så vidt som til at sige, at venstrefløjens logiske berettigelse ligefrem synes at være dyrkelsen af utopiske forestillinger, og at valg af sådanne nødvendigvis må føre til, at tilhængerne frivilligt lader sig spærre inde i et lukket, ideologisk univers. Ellers kan man som venstreorienteret ikke skabe en modsætning til det bestående og håbe på utopiske forandringer hen imod en bedre verden.
Venstrefløjens antisemitisme er formodentlig i dag delvist uerkendt, som Drokles er inde på, men den trives fortsat langt bedre hos venstreorienterede end i resten af samfundet, og den er en del af socialismens arvegods. Antisemitismen skjult eller åbenlyst har været en uadskillelig folkeligt næret del af den kommunistisk-socialistiske tankegang og praksis, men slet ikke på samme industrielle måde måde som den blev sat i scene i Hitlers Tyskland.
Mig bekendt adskiller de to systemer sig tydeligt ved, at Sovjetkommunismen ikke specialiserede sit negative syn på jøderne ud i en særskilt forfølgelse af jøder eller til et folkemord på dem. Behandlingen var hverken værre eller bedre end så meget andet, man foretog sig, men tilbage står indtrykket af, at man aldrig har brudt sig om jøderne som befolkningsgruppe.
Man har i Europa heller ikke kunnet vænne sig til, at jødderne har skabt deres egen stat. Siden KRIGEN Har Europa prøvet at beholde bestemmeskoene på og at tildele jøderne en særlig plads, hvor det til syvende og sidst er os, der forbeholder os retten til at bestemme, hvor godt det egentlig må gå jøderne i Israel.
Èn ting skal de fortsat huske på:
De er trods alt vores jøder næsten allesammen, for kom de ikke fra Europa eller Sovjetunionen?
Med venlig hilsen
]]>Og med venlig hilsen
]]>