Nu er der ingen, der læser bøger i vore dage, men hvis man husker Hans Scherfigs bog Idealister, så skildrer han med isende satire datidens (før-krigens) rablende bløde venstrefløj - med forbløffende lighed til nutidens.
Var det dengang konsekvensen af dødsannoncen for den krisne gud? Eller ligger der en underliggende konstans i samfundet, der når som helt kan bryde ud og blive til en massebevægelse, hvis den rette person dukker op som katasylator?
]]>