Den kultur radikale avis, valgte at se muhammed krisen i 2005/06 som et udtryk for Anders Foghs regering og mandens personlige fejl. Med de senere afsløringer af Akhmed Akari og via “det arabiske forår”(dvs. den ægyptiske regering) viser, at kravet om et statsminister møde med muslimske ambasadøerne, om vores pressefrihed, var ren varm luft. Intet kunne forhindre demonstrationerne og ambassade afbrændingerne, de passede for godt i den lokale kultur. På trods af disse afsløringer og præciseringer af fakta, har Politiken IKKE ændret holdning.
Man har en af de embedsmænd der sad i Udenrigsministeriet under hele krisen i redaktørstolen.Og som der for har set problemstillingen fra flere sider end Politikens redaktion. Er der sket en ændring i opfattelsen, måske en smule bodsgang?
NEJ…, Avisens selvopfattelse er nu så stor, at ingen fejl eller bommert indrømmes. Her er det jeg mener at man kan se at det er ikke kun redaktøren, som f.eks. afdøde Tøger Seidenfaden og nu Bo Lidegaard, der ligger den redaktionelle og politiske linje. Når man ser på den redaktionelle linje Herbert Pundik lage for dagen, op igennem 60`erne og 70´erne, så er dagens avis, et skrigende og umådeligt ensidig i sin dækning af dansk politik, at det er tå-krummenidene og pinligt.
USA prøvede her, henover efteråret og julen 2014, hvordan det er med problem stillingen omkring ytringsfriheden angåenden “The interview”. Det tog noget tid før det hvide hus forstod problemstillingen, som Nordkorea havde sat Sony Picturs i.
Ved at Anders Fogh i 2005 sagde, nej fra starten, gjorde han det klart at Jyllandsposten indirekte havde politisk rygdækning. Præsident Obama forstod, at der ikke måtte bakkes af ytringsfriheds spørgsmål, man han var nu noget langsom i optræk-et.
Vi kan alle tage afstand fra det Nordkoreanske regime, fordi få/ingen har noget politisk i klemme angående Nordkorea.
Da det gjaldt Muhammed-krisen fejlede Politiken massivt fordi den blande regeringens indvandrings pollitik, Dansk Folkeparti`s politiske holdninger, og selve spørgsmålet om ytringsfrihed kontra religiøse holdninger sammen. Og HADET til Anders Fogh og Pia Kjæsgaard var så stort, at avisen hellere ville fremstå som en censur fortalennede og ytringsfriheds knægtende blad end, at stå side om side med Anders Fogh.
Nu ved vi så hvad Politiken er et politisk menighedsblade der ikke, gider forsaver den ytringsfrihed de selv lever af , men hellere vil propagandere imod specifikke politiske holdninger, specifikt borgerlige holdninger. Detaljer og fakta er i hele denne opfattelse underordnet.
mvh.
Historyman