Jeg vil ikke gøre mig til ekspert i Tibets historie, men jeg mener, at det internationale samfund spiller fallit, hvis de tror, de kan ændre Kinas holdning gennem trusler og boykots. Hvis Tibet som selvstændig stat skal overleve på lang sigt, er det nødvendigt at autonomien kommer indefra i stedet fra højhellige FN-resolutioner.

Dog anser jeg Tibet-spørgsmålet for at være i en anden kategori. Tibet er simpelthen et land der er erobret og besat af Kineserne, efter at have været en selvstændig nation i mange år.

Tibet har aldrig været en del af Kina, hverken kulturelt, etnisk eller geografisk.

Sandheden er jo at nationalstaternes suverænitet krænkes i vid udstrækning, hvilket på længere sigt vil føre til disses opløsning, idet de kun eksisterer på den gensidige respekt for suverænitet staterne imellem. Nationalstaterne er kulminationen på en historisk kamp for fred på det europæiske kontinent, hvorfor en leg med disses opløsning for egen politisk vindings skyld virker uansvarligt og kortsigtet. Det er ikke kun i Kaukasus, at seperatistbevægelser lugter blod efter Kosovos selvstændighed. Også andre steder i Europa kan begivenhederne bruges som præcedens. Af eksempler kan nævnes Baskerlandet, Catalonien, Corsica, Sicilien, Bayern, Srpska, Nagorno-Karabakh foruden de i artiklen nævnte Sydossetien og Abkazien.

Selv i lille Danmark finder sådanne selvstændighedskampe sted på Færøerne og i Grønland. Men hvilken dansker ville finde det rimeligt, at FN skulle bestemme graden af selvstændighed for disse områder uden om Folketinget? Dette scenarie virker i mine øjne utænkeligt, og med hvilken ret anerkender man så en stat som Kosovo? En fredelig opløsning af en nationalstat kan således kun foregå gennem intern konsensus i stedet for endnu en gang at trække linier gennem Europa og tvinge Rusland til trusler om brug af militær magt.

Skidt med ansvaret.

Ethvert blodbad er en kærkommen lejlighed for visse elementer til at spy en masse retorik om menneskerettigheder, og f.eks. kritisere / afpresse de lande der ikke har tænkt sig at aflevere kontrollen over deres energireserver til imperiet, derefter kommer om muligt FN mellemkomst, ‘fredsbevarende styrker’ (læs imperiets besættelseshær), ‘frie medier’ og ‘nation building’.

Jeg har intet til overs for regimet i Burma, men på den anden side forstår jeg godt de prøver at holde FN udsendinge og deres undercover agenter bestående af nødhjælpsorganisationernes medarbejdere udenfor døren.

Ethvert land der har åbnet sig overfor sådanne ‘internationale organer’, eller har tilladt våbenkontrollører og andre ‘observatører’ er senere blevet overfaldet under humanitære eller andre påskud.

De indianerstammer i Sydamerika der har undgået at blive helt smadret af mødet med ‘civilisationen’, har været dem der har beskudt indtrængende missionærer, ‘opdagelsesrejsende’ og andre invasionstropper med giftpile.

Siden suveræne landes territorier og regeringer ikke længer respekteres, også uden trussel mod direkte egne interesser, er vi kommet i en farlig situation, hvor diktatorer hellere vil køre deres land i sænk end at afgive en smule magt, med den sikkerhed at de ender foran en eller anden kænguru domstol i Haag.