Jacob Martin Strid erkender at Flemming Rose havde ret

Det er enhver totalitarist drøm at blive fri for sine modsætninger og leve i sin egen projektion. Men ville Politikensegmentet bryde sig om at bo i deres egen verden? Næppe, hvis man skal tolke på en interessant strid mellem den tidligere Politiken tegner Jacob Martin Strid og “den svenske mening”. SVT beretter at den svenske genudgivelse af Strids Mustafas Kiosk har genereret beskyldninger om racisme mod Jacob Martin Strid

De som reagerat menar att boken innehåller en negativ stereotyp av muslimska män. Kritiken handlar både om bilderna och rader som: ”En gång högg Mustafa huvudet av en man så det föll av och blödde - historien är faktiskt sann.”

”Hur tänkte ni när ni bestämde er för att ge ut Mustafas kiosk? Maken till rasistisk nidbild”, skriver en av många upprörda läsare på förlagets Facebooksida. ”Ska små barn verkligen lära sig rimma genom islamofobi?”, skriver en annan. ”Gavs den ut på 30-talet?!”

Sverige formes i Politiken segmentets ånd og her er ikke plads til Politikensk frivolitet med ny-danske indslag

Efter kritikstormen har förlaget nu publicerat en ursäkt på sin Facebooksida. ”Vi är uppriktigt ledsna att vi sårat och kränkt både vuxna och barn!”, skriver man bland annat. Förlaget har undersökt så att den inte längre finns i lager hos nätbokhandlarna, men mer än så kan man i nuläget inte göra, menar förläggaren Kerstin Aronsson.

mustafaskiosk

Med sin egen ytringsfrihed betvivlet forsvarer Strid sig som Flemming Rose

Man är inte automatiskt skonad från humor för att man är invandrare eller muslim. Följer man den logiken slutar det med att vi bara kan skämta om vita, heterosexuella män - tråkigt, eller hur?

Eller med Roses ord

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Nu bliver det spændende at se dem sondre mellem den smagfulde krumsabel på en disk overfor den vulgære bombe i en turban.

Svensk statsfeministisk lufthavnslitteratur

Diverse, Postmodernisme, Sverigetanic — Sobieski on December 16, 2009 at 1:16 pm

Mens medierne tordner mod Danmark og resten af den civiliserede verden i klimaets hellige navn, sidder jeg og godter mig over (endnu) en nedsabling af Stieg Larssons jammerlige bøger, som jeg ikke selv har læst, ha! Behøver man virkelig at stikke næsen ned i feces for at konstatere at det lugter?
Det er ingen ringere end Christopher Hitchens der har valgt at spilde sit talent på at kommentere Larssons paranoide dilletanteri.

Fra Vanity Fair via Snaphanen:

Yet it is from this society, of reassuring brand names and womb-to-tomb national health care, that Stieg Larsson conjured a detective double act so incongruous that it makes Holmes and Watson seem like siblings. I say “conjured” because Mr. Larsson also drew upon the bloody, haunted old Sweden of trolls and elves and ogres, and I put it in the past tense because, just as the first book in his “Millennium” trilogy, The Girl with the Dragon Tattoo, was about to make his fortune, he very suddenly became a dead person.

Good riddance to bad writing - som jeg fristes til at sige.

In the Larsson universe the nasty trolls and hulking ogres are bent Swedish capitalists, cold-faced Baltic sex traffickers, blue-eyed Viking Aryan Nazis, and other Nordic riffraff who might have had their reasons to whack him. But if he now dwells in that Valhalla of the hack writer who posthumously beat all the odds, it’s surely because of his elf. Picture a feral waif. All right, picture a four-foot-eleven-inch “doll” with Asperger’s syndrome and generous breast implants. This is not Pippi Longstocking (to whom a few gestures are made in the narrative). This is Miss Goth, intermittently disguised as ‘la gamine’.

De sidste sætninger drejer sig om anden halvdel af det heterogene detektivpar: Lisbeth Salander, postmodern super woman extraordinaire. Stieg Larssons besættelse af meget korte og meget tynde kvindetyper er ikke noget jeg vil grave dybere i… men gerne udlicitere til den uforlignelige Poul “halv pris” Matiasen:

Undertegnede er ved at pløje sig gennem 2. bind af den meget omtalte (og dermed åbenbart også meget gode så mange dumme danskere kan der vel ikke være?) Stieg Larsson-trilogi om den lillebitte heltinde på vist kun 40 kg., Lisbeth Salander. Det skal med, at ordet “pløje” her skal bruges med nogen forsigtighed, da hastigheden er nogenlunde den samme som den, en gammel grå Ferguson-traktor kan pløje i tung lerjord. I sådan jord bliver Ferguson-motoren, der jo oprindeligt kommer fra en Standard Vanguard-bil, jo noget stakåndet og ploven kan kun være to-furet på visse steder af marken. Ellers kører den en-furet, ihvertfald på min fødeøs “Klintegård” dér, hvor fætter Kurt boede og døde. Pløjningen går altså ikke ret stærkt og det går “Kampen med Larsson” altså heller ikke.

Fremragende! Jeg får næsten lyst til at læse bogen.

For eksempel nævnte jeg vist ved godt og vel en enkelt tidligere lejlighed, at jeg ikke akkurat var voldsomt imponeret af Stieg Larsson og hans monumentale trilogi om verdens måske mest papfigurs-agtige helt, den bittelille Lisbeth Salander. Meget betegnende bliver det ikke det mindste mere interessant (og det ikke engang for husarerne), at hun i starten af bind 2 får nye bryster og Larsson roder lidt rundt i ultra-”soft-porn” kategorien. Det bliver det ikke spor bedre af. Heller ikke værre, det var osse forfærdeligt slemt til at starte med.

Øv, jeg var ellers lige ved at blive lidt hed under kraven.

Som en bogende til denne soft-porn karakter vil jeg indføje Hitchens rammende bemærkning:

Forget Miss Smilla’s sense of the snow and check out Lisbeth Salander’s taste in pussy rings, tattoos, girls, boys, motorcycles, and, above all, computer keyboards.

Salander er naturligvis hacker. Og lad mig lige oplyse den statistiske sandsynlighed for at støde ind i en kvindelig hacker = den konvergerer mod NUL.

Vi slutter med et citat fra bogen:

The murder investigation was like a broken mosaic in which he could make out some pieces while others were simply missing. Somewhere there was a pattern. He could sense it, but he could not figure it out. Too many pieces were missing.

Ja, det kan jeg helt sikkert skrive under på, og jeg tør næsten love for at det er det sidste vi gider publicere om Stieg Larsson på denne blog.

Besynderlige Ellemann-Jensen

Antisemitisme, Forbrydelse og straf, Politik, Pressen, Sverigetanic, venstrefløjen — Drokles on August 27, 2009 at 4:51 am

En artikel i den svenske avis Afton Bladet har skabt en mindre krise mellem Sverige og Israel. Artiklen påstår uden nærmere dokumentation at Israel plyndrer tilfangetagne palæstinensere for organer og det har vakt så megen vrede i den israelske regering at den har krævet et indgreb og en undskyldning fra den svenske regering. Det er herhjemme overvejende udlagt som en svensk Muhammedkrise og følgeligt gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed. Ingen af delene er helt præcist da det ikke drejer sig om meninger, men om påstande om israelsk subsidiært jødisk modus oprandi. Altså at en nation grundlæggende er udgjort af vampyrer.

Det drejer sig dog stadig om pressefrihed og uden større kendskab til svensk lov er der derfor næppe noget, som den svenske regering kan gøre, hverken fra eller til (Vi ser bort fra den svenske regerings ageren under Muhammedkrisen, hvor bl.a. en hjemmeside blev lukket for ikke at støde den islamiske verden). Og som med den danske Muhammedkrise kan den svenske regering i udgangspunktet heller ikke så godt melde ud om sine holdninger til artiklen da det vil danne præcedens for alle andre artikler, der ikke måtte hue denne eller hin regering eller interessegruppe.

Tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overvejer på sin blog Verden Omkring Danmark om bevæggrundene for den iltre israelske reaktion og finder frem til en presset regering, der forsøger at flytte fokus udadtil. Den israelske regering er fanget mellem Obamas krav om israelske indrømmelser i fredsprocessen på den ene side og et parlamentarisk grundlag af religiøse højrefløjsnationalister på den anden. Det får være, hvad det er, men Ellemann-Jensen er alligevel et besynderligt bekendtskab.

Artiklen virker tåbelig og urimelig – men det samme gør den israelske reaktion. Statsminister Benjamin Netanyahu forlanger officiel svensk fordømmelse af artiklen – og det har den svenske regering naturligvis afvist. Statsminister Reinfeldt minder om, at der er pressefrihed i Sverige – og udenrigsminister Carl Bildt forstår israelernes vrede, men peger på, at det ikke er hans opgave at anmelde artikler i svenske aviser. Og dermed burde der ikke være mere at sige i den sag – på regeringsplan.

(…)

Men det er nu engang en konsekvens af presse- og ytringsfrihed, at aviserne kan bringe de mest idiotiske artikler (og tegninger) inden for de meget vide rammer, der sættes af lovgivningen. Trykkefriheden er jo ikke ubegrænset, men det domstolene og ikke regeringerne, der skal afgøre, om disse rammer er overskredet. Sådan er det i Sverige, i Danmark – og i Israel.

Tåbelig og idiotisk var også Muhammedtegningerne i Ellemanns optik både dengang og nu, men de var ikke på nogen måde noget, der kunne betegnes, som defamerende overfor et folk, som de heller ikke bragte løgne til torvs. I Ellemann-Jensens verden er meninger og løgne åbenbart et fedt. Til gengæld er der klare linier når det drejer sig om en regerings kompetencer, som højst kan udstrække sig til at oplyse om det simple forhold, at det, hverken kan eller vil man røre ved. Det ville have været rart med den udmelding for et par år siden i stedet for at kræve redaktører fyret.

Men den israelske regerings vrede er måske ikke kun knytttet til interne politiske forviklinger, som Ellemann-Jensen med sit store og ikke-provisielle udsyn måske vil have os til at forstå. Myten om jødernes blodinjurier har gennem tusind år givet grobund for pogromer og er den dag i dag ganske udbredt i den arabiske verden. Det sidste Israel har brug for er vestlige aviser, der bekræfter disse afsindige påstande og giver en falsk validitet til det allerede voldsomme had mød jøder. Fra EISCA

The Blood Libel is one of the oldest antisemitic charges against Jews: the accusation that Jewish people conspire to kill non-Jews for nefarious purposes. The most common formulation of this lie is that Jews kill a Christian boy in order to use their blood for a ritual of some kind.

(…)

750 years later, this particular varient of the Blood Libel lives on. On the 17th of August, Swedish newspaper Aftonbladet published an article by Donald Boström under the title “Palestinians accuse the Israeli army of stealing body parts from its victims”. The article strongly suggested that Israel has been stealing organs from Palestinians and both using them to supply Israeli transplant patients and selling them internationally.

The piece presents lots of facts: Many sick people in Israel need organ transplants. In 1992, then-health Minister Ehud Olmert led a drive to encourage Israelis to become organ donors. Some New Jersey Jews are being investigated for their role in an organised crime syndicate, which allegedly includes the buying of human organs from voluntary donors. Palestinians who are killed by the IDF are often autopsied.

From these facts, Boström suggests a massive and macabre international conspiracy in which Israelis and Jews harvest organs from Palestinian victims for gain and profit.

(…)

Perhaps one reason for these rumours is the Iranian TV series Zahra’s Blue Eyes, broadcast in late 2004 and later dubbed for an Arabic audience. The plot involves the IDF conspiring to harvest Palestinians’ eyes for transplant into blind Israelis.

But Aftonbladet is a mainstream left-wing newspaper, not an Iranian propaganda outlet. It has the largest daily circulation of any paper in the Nordic Countries. Nearly one in six of the Swedish population reads it. It is majority-owned by the Swedish Trade Union Confederation, which has input into its editorial line. The paper’s editorial staff read this article, and felt that it was appropriate to run it anyway. Asa Linderborg, an editor on the relevant section of Aftonblade, told Ha’aretz that the newspaper “stands behind the demand for an international inquiry” of Boström’s claims. She also said:

“We had many discussions on whether to publish the article or not, and to the best of my knowledge, there are no facts there that are incorrect.”

Israelernes bekymringer handler altså således ikke om krænkede følelser og tankepoliti, men om regulær defamering af et folk, der i forvejen ønskes bort fra denne jord af millioner af mennesker. Og deres henvendelse til den svenske regering skal ses i lyset af det svenske politiske systems hegemoni, der slører adskillelsen af de demokratiske institutioner. Det er jo et godt spørgsmål om Sverige taler med to tunger, som de andre islamiske lande.

———————————————————————————-

Påstanden om at Ellemann-Jensen skulle have krævet en redaktør fyret er ikke rigtig. Han opfordrede en redaktør til selv at træde tilbage. Vi undskylder over for læseren og Ellemann-Jensen.

Politikens danskerområder

Pressen, Sverigetanic, venstrefløjen — Drokles on June 19, 2009 at 7:53 am

Politiken har en klumme, der hedder Godt Sagt, hvor man fremhæver debatindlæg fra andre medier man mener siger noget godt. Torsdag fremhævede Lars Trier Mogensen et indlæg fra docent Alf Ronnby, der i Jyllands-Posten havde doceret følgende

»Sverigedemokraterna står stærkest i Sydsverige og især i Skåne. Hvorfor er SD så stærkt et parti netop i dette gamle danskerområde«, spørger Ronnby og forsøger selv at svare: »Nazistiske kræfter var aktive i Skåne i 1930′ erne og højrepopulistiske bevægelser på et senere tidspunkt, hvortil kommer nogle lokalpatriotiske partier på højrefløjen.

(…)

»Undersøgelser viser, at der i Skåne er større modstand mod indvandring end i Sverige som helhed. Lokalpatriotismen er velkendt og omfattende i Skåne«

Skåne er nu pludselig en del af Danmark og det burde, skriver Mogensen, “glæde de ældre folk (…) såsom Ole Hyltoft og Søren Krarup“. Det er altså absurd at fastslå en national sammenhørighed med det, der engang var Danmark med mindre de bosiddende mennesker opfører sig uartigt. Så er det pludselig danskerområder. Danskhed i sandhed ophøjet til ideologi.

Omvendt skal vi så forarges eller smågrine af Danmarks bedste blog Snaphanen, der i øvrigt er mere læst end 180 Grader, som citeres for denne præcise analyse af, hvorfor svenskere søger over sundet for at arbejde

»Det vælter ind med mennesker, der aldrig bliver job til: ‘ Der bliver brug for dem engang’, lyder mantraet. Det trænger selvfølgelig de indfødte, der vil arbejde, til Norge og Danmark. At regeringen, samtidigmed at recessionen sætter ind, åbner for arbejdskraftindvandring, gør ikke situationen bedre. For at skære det ud i pap: Den svenske arbejdsløshed er importeret«.

Hvorpå Lars Trier Mogensen i ægte Politikenstil så konkluderer

Alt i alt lyder det som en dårlig handel for svenskerne: København får de flittige skåninge, mens resten af Sverige til gengæld får et stærkt Sverigedemokraterna.

Velkommen til paralleluniverset. Måske Politiken skulle til at følge lidt bedre med på Snaphanen.dk for at forstå problemerne i Sverige.

Hvor slemt står det til i Sverige?

Londonistan, Sverigetanic, islam — Drokles on March 15, 2009 at 9:16 am

Snaphanen har fundet svaret på Youtube

OG hvor slemt står det til i England? Fra Daily Mail

A Muslim who advised the Government following the July 7 London bombings has been arrested after an alleged stabbing.

Inayat Bunglawala, 39, was held on suspicion of attacking another man at his £300,000 home.

Mr Bunglawala, who also briefed former Security Minister Tony McNulty on the threat posed by Islamic radicals in the UK, was arrested two weeks before Christmas last year.

(…)Mr Bunglawala is one of the most prominent members of the Muslim Council of Britain, an organisation which advises the Government on extremism and counter-terrorism.

After the July 7 London bombings in 2005, he was one of seven Muslims appointed to a Home Office taskforce tackling radicalisation in the UK.

Last week, Mr Bunglawala was featured on the BBC and in many newspapers as the moderate ‘voice’ of British Islam after the Luton anti-war demonstrations.

Gad vide, hvornår disse to nationer formår at se et mønster?

Oh Sverige

Diverse, Sverigetanic, venstrefløjen — Drokles on November 24, 2008 at 4:24 pm

Det går ned ad bakke for broderfolket og man skulle tro at man kunne slippe med en stille fryd over fodboldrivalernes selvvalgt skæbne, men så tænker man på hr og fru Jönson, der blot prøver at være civiliserede og yde deres til Folkehjemmet. Ak, ak, ak. Den næste flygtningebølge kommer over broen og de skal være mere end velkomne - hvis de altså klarer sindelagskontrollen, for vi skal ikke have Liza Marklund og konsorter ind og forplumre Danmark, der har vi nok i vore egne fjolser. Fra Ekspressen

I Danmark är “feminist” ett skällsord.
Att säga att män och kvinnor fortfarande inte är jämställda i Skandinavien framkallar samma reaktion bland danskarna som om man släpper en offentlig brakskit: folk ryggar tillbaka i fasa, de tror inte sina öron.

Är det sant? Sa hon det verkligen? Är hon verkligen en SÅN? En… ja, ni vet, F-ORDET!?!
De senaste tio åren har jag tillbringat tid i Danmark och blivit intervjuad på olika scener och i diverse tv-program. I alla år har de danska journalisterna fokuserat på samma fråga: det faktum att jag naturligtvis tillstår att jag är feminist. Jag har ju hjärna.Från början var jag fascinerat road över danskarnas aningslöshet.
Hur kunde ett trevligt, upplyst och begåvat folk vara så rasande okunniga i de mest basala samhällsfrågor?

Feminist bliver ikke mindre skældsord når man læser den svenske fortolkning i Politiken

Landets Etiske Råd mod Kønsdiskriminerende Reklame har hæftet sig ved et annonce, der viser et pigeværelse - i lyserødt. Og med en sminkedukke, blomstermønstre og en hvidmalet seng.

Det er »utvivlsomt et skabelonbillede«, mener rådet, der imidlertid ikke vil gribe ind over for den formastelige annonce. Årsagen er, at der på billedet optræder en lille pige, der glad og begejstret hopper løs.

En pige i aktiv leg følger ikke det traditionelle kønsrollemønster. Følgelig er der ikke grund til at rejse sag mod Jysk’ annonce, mener rådet ifølge den svenske avis Sydsvenskan.

Jeg tror jeg tager på Burgerking og i Magasin for at udtrykke min dybeste medfølelse til servicepersonalet.

Danmarks Radio med knald i låget

Multikultur, Pressen, Sverigetanic, islam, venstrefløjen — Drokles on May 24, 2008 at 5:40 am

Hvert år betaler jeg 2.190,- (hvilket svarer til 20 kasser Hof, hvis man køber dem i Bilka)til Danmarks Radio om jeg er bruger eller ej. For de penge skal jeg finde mig i meget vrøvl, ikke mindst på P1 og det har jeg lært at leve med. Men ind imellem bliver tætheden af urimeligheder for massiv til at jeg kan klare det. Som feks. de seneste dage, hvor Jyllands-Posten kunne fortælle at en af de største nyheder i 2000, den angivelige nedskydning af en lille dreng og hans fader under uroligheder på Gaza-striben ser ud til at være  svindel.

Historien om den lille dreng i skjul bag en betonklods fik stor betydning for udviklingen af den intifada, der startede efter Sharons besøg i hans egen hovedstad og for den muslimske verdens had til Israel og jøder og den fik stor betydning for opinionen i vesten i debatten om Israel/Palæstina. Den tvivl der blev rejst af France 2’s indslag resulterede i beskyldninger om manipulation, der er endt i retten og forleden faldt der en foreløbig dom i Frankrig, der slår fast at man kan beskylde France 2’s indslag for at være et falsum. Altså en journalistisk historie med storpolitiske konsekvenser, der højst sandsynligt viser sig at være en fabrikeret løgn. Det burde være en stor historie for de etablerede medier, der konstant kæmper med rollen, som de der rappoterer fra begivenhederne uden at skabe eller gribe ind i dem.

Da Jyllands-Posten skrev om dommen slog jeg op på Infomedia ( Søgeord: France 2, Karsenty, Philippe, Enderlin, Gaza-striben,) samme aften og konstaterede desværre at JP var det foreløbigt eneste medie, der intereserede sig for denne sag. Siden (kl. 4:00 natten til Lørdag 24/5) er kun 24 Timer  (Århus, København, Centrum og Xtra), Dagbladet Køge og Frederiksborg Amts Avis fulgt med (EkstraBladet havde en historie om Britney Spears på søgeordet Karsenty, men man så end ikke et billede af hendes bryster).

Men Danmarks Radio har intet haft ifølge min søgning. Man må hjertens gerne forsøge at finde det for jeg er ingen ørn til research og kan tage fejl, men vi taler om landets største nyhedsstation.

En nyhedeshistorie på DR (fra Sveriges Radio) handlede om stigende nynazificering i det svenske (forbilledet for det multikulturelle), hvor nynazister prøver at påvirke skoleelever med nazipropaganda. Her hed det blandt andet

En af de hårdt ramte er Hasslarödskolen i Osby i det sydlige Sverige. Nazi-kampagnen begyndte i december, fortæller skoleleder Eva Jensén:

- En morgen var hvert eneste vindue fyldt med nazistiske klistermærker med slagord som Svensk Zone og Nej til kulturel mangfoldighed.

Oprørte elever
Eva Jensén meldte hærværket til politiet og gik så i gang med at fjerne klistermærkerne fra ruderne. Men mærkerne efterlod sig alligevel spor:

- Elever og forældre er oprørte og kede af det.

Hærværket er fortsat. Andre klistermærker med udsagn som Nordisk NU! , Forsvar din identitet og Vær stolt over din oprindelse! er dukket op, og en fredag morgen var skolen spraymalet med nazistisk grafitti.

Grafittien blev malet over, men det mørke budskab er trængt ind, mener 16-årige Hanna:

- Jeg er bekymret for elever, som ikke kender så meget til nazisternes reelle hensigter. De kan nemt lade sig lokke.

Hanna er selv aktiv i en forening mod racisme, men kunne ikke drømme om at gå ind for et forbud mod nazister.

(…) 

Osby er ikke nazisternes eneste mål, kampagnen har ramt skoler og gymnasier i hele Sverige. Ifølge en rundspørge for Sveriges Radio svarer en tredjedel af rektorerne, at deres skole har været udsat for nazistisk propaganda.

Nogle tilfælde har været særdeles grove: elever har sat ild til et klasseværelse for at ryge en jødisk lærer ud, og elever har krævet, at kammerater med indvandrerbaggrund skulle holde tilbage, for at de hvide kunne gå først.

Radioen har interviewet talsmanden for Sveriges største nazistiske organisation, og han lægger ikke skjul på, at kampagner på skolerne giver nye medlemmer.

Unægteligt ubehageligt at der foregår overgreb på andre mennesker på grund af deres baggrund. Men nazistisk propaganda er der ingen eksempler på i denne historie, men derimod trivielle ytringer, der sættes i forbindelse med overgreb fordi de begge handler om modstand mod den svenske afvikling….øh, jeg mener udvikling.

“Svensk zone” er i sig selv sådan en trivialitet, men i et land der officielt har afskaffet sit etniske tilhørsforhold til landet, fremstår en sådan ytring, som brud med officiel politik og et ønske om racerenhed. På samme måde, som kritik af velfærdsstaten fremstår, som asocial liberalisme. Men det er en trivialitet at Sverige er en bestemt zone, der er svensk før den er noget som helst andet og dette behøver man langt fra være nazist for at mene, man behøver blot at sige nej til kulturel mangfoldighed. Kun i Sverige er det nok til at være nazist.

“Forsvar din identitet” og “Vær stolt over din oprindelse” er ironisk nok i sig selv en bærende præmis for det multikulturelle og det forekommer på den baggrund mærkeligt at det kan opfattes som særligt nazitisk propaganda. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige at der ikke er grund til at tro at nynazister benytter den slags slagord, men sammenstillingen af triviel modstand mod at omdanne Sverige til en stat uden kulturel forankring med en så specifik og afskyelig ideologi som nazisme er mildt sagt betænkelig. Ikke mærkeligt er den bekymrede elev politisk aktiv for en forening mod racisme og ser derfor enhver politisk mishagsytring med det multikulturelle projekt igennem farvede briller (pun intended, som englænderne siger).

P1 Morgen havde en uddybning af historien, som man ikke blev klogere af, andet end den særligt dårlige smag, som kun de korrekte kan levere, når de konstaterer at både rektor og den antiracistiske skoleelev ligner en profil af det svenske folk, med deres lyse hår og blå øjne. Dette forkus på racemarkører antyder det svage intellekt, der ligger bag sammenblandingen af modstand mod at samfundet bliver multikulturelt, med nazisternes modstand mod mennesker med anden kultur.

Til slut og som udløsende faktor for denne lange smøre af galde læste jeg på Nyhedsavisen

Nu skal muslimske piger og unge kvinder dyste om, hvem der er den mest ‘tjekkede’ tørklædepige i Danmark.

DR’s ungdomsafdeling har iværksat en konkurrence, hvor en modeekspert skal være med til kåre ‘Miss Tørklæde 2008′.

»Find dit mest stilfulde outfit frem og tage et billede fra hoften og op,« lyder det fra ‘Skum’, der er DR’s website for unge.

Hvorfor så ikke også kåre Hr. Armbind? Så ville man da i hvert fald få lidt mangfoldighed for sine 2.190,-! Selvfølgelig er Asmaa Abdol-Hamid begejstret, mens muslimske trossamfund er mere forbeholdne

Ifølge Koranen må muslimske kvinder ikke udstille deres skønhed, og derfor går DR over stregen med konkurrencen, mener formand for Islamisk Trossamfund i Odense, Smain Benyrbah.

»Jeg synes ikke, at muslimske piger skal udstille sig på den måde, og jeg vil klart opfordrer pigerne til at holde sig væk fra konkurrencen. DR går over grænsen, fordi tørklæder ifølge Koranen netop skal afdække seksualiteten. Kvinder må ikke vise deres skønhed,« siger Smain Benyrbah.

Det er kun de korrekte der kan gå over stregen med den slags public service, hvorimod en flot plakat af en burkaklædt dommer får alle op af stolene i spruttende forargelse. Tak for kaffe, jeg skal hen på posthuset med endnu et girokort.

Afdanket svensk statsfeminisme

68, Diverse, Postmodernisme, Sverigetanic — Sobieski on March 14, 2008 at 10:31 pm

Kvindekampen og den feministiske bølge i Danmark nåede utvivlsomt et højdepunkt i 70’erne hvad angik hysterisk retorik, teoretisk humbug og krig mod det mandlige køn. Af hvilke årsager det ikke udviklede sig til en tsunami ligesom i Sverige, vides ikke.

Weekendavisen har denne uge smidt et interview med Maria Sveland, en svensk feminazi, i hovedet på sagesløse læsere og derved ydet tilskud til mavesårsmedicin producenternes dækningsbidrag langt ud i fremtiden.

Fra Weekendavisen 7-13 marts:

NU kunne man forledes til at tro, at faren var drevet over. Jeg mener, efter hvad man oplevede i halvfjerdserne, er verden jo blevet en smule fornuftigere. Dengang var man potentiel klasseforræder og garanteret mandschauvinist. Siden er anklagerne ligesom blevet frafaldet.

Troede jeg. Indtil mødet med bøger skrevet af svenske feminister som Katarina Wennstam og Maria Sveland, født henholdsvis 1973 og 1974. De er veninder, fortalte den ene, de har begge arbejdet på svensk tv – og er ret trætte af mænd.

Inden vi går videre er det nødvendigt at slå fast, at disse to dumme kællinger må betragtes som en særlig art der kun for alvor kan trives og udfolde sig i sosseparadiset Sverigetanic. Maria Sveland er en særlig irriterende type person, der ved sin allerede tidligt udviklede bitterhed, kynisme og livslede, og ja, frihedshad, kan nedsænke ethvert tiltag til almen adspredelse, moro, løssluppenhed, lummer humor eller flirten i et tungt og gråsort moralistisk hængedynd.
Denne ikke helt ualmindelige sindstilstand kan observeres hos snerpen, der har mistet sin ungdoms skønhed og tiltrækningskraft på det mandlige køn. Bitterheden og den indebrændte vrede vil stige i takt med, at snerpens livmoder bliver et mere og mere irrelevant vedhæng, der i tiltagende grad vil tage sig ud som en gold stenørken. Og gud ske tak og lov for det, for skulle hun sprede sine ben for et stakkels offer, og derved producere et maskulint barn, ville dette uundgåeligt blive mål for snerpens vrede.

Ikke af sexede og søde mænd, men af tavse, tyranniske og liderlige mænd, der misbruger den magt, de har i vores patriarkalske samfundssystem. Katarina Wennstam beskriver i thrilleren Smuds »en af de værste forbrydelser«, nemlig »køb af sex.« Det er de svenske feministers mærkesag, at mænd, der går til ludere, skal i fængsel og ikke slippe med bøde (på 50.000 kr), som de gør i dag. Og at de i øvrigt er nogle skvat, der ofte hævner sig på deres overlegne kvindelige partner: »Hævn. At det er derfor, han gør det. At det er derfor, det smager så godt.« Der er gode mænd i Smuds, skal det retfærdigvis siges, som ham, der siger: »Nogle gange skammer jeg mig over at være mand.«

Jeg vil i dette særlige tilfælde af tåbelighed indkalde Michel Houellebecq som advokat, måske endda som anklager, til at svare denne dåre:

”Der ser ud til at være, bemærkede Mr. Sawanasee, en nærliggende match mellem de vestlige mænd, som ikke påskønnes og ikke får nogen respekt i deres hjemlande, og thai kvinder, som ville være lykkelige over at finde en mand der bare udfører sit job i den forhåbning, at han kan komme hjem til et behageligt familieliv efter arbejde. De fleste vestlige kvinder vil ikke have sådan en kedelig mand.
En nem måde at få syn for sagn, fortsatte han, er at slå op i en hvilken som helst publikation med personlige annoncer. De vestlige kvinder ønsker en som ser ud på en bestemt måde, og som har bestemte sociale fortrin, som at kunne danse og konversere, en som er interessant og spændende og forførende. Men tag engang at slå op i mit [Mr. Sawanasee’s] katalog og se hvad pigerne siger at de ønsker. Det er virkelig ret simpelt. De fastslår igen og igen, at de vil være lykkelige for at slå sig ned PERMANENT med en mand som er villig til holde på et arbejde og være en kærlig ÆGTEMAND og FAR. Dette vil med en amerikansk pige føre til præcis ingenting!
Ligesom vestlige kvinder, konkluderede han med en vis frækhed, ikke påskønner mænd, ligesom det traditionelle familieliv ikke har nogen værdi for dem, så er ægteskab heller ikke det rigtige for dem. Jeg hjælper vestlige kvinder med at undgå det de foragter.”

feminazi.jpg

Veninden Maria Sveland kan heller ikke udstå mænd, der har besøgt prostituerede – da sidemanden ved et middagsbord indrømmer denne handling, går hendes hovedperson op i en spids. Men ellers vinkler hun angrebet på mænd anderledes i Bitterfissen. Her gælder det ægtemanden, den tavse tyran, som gør sin kone ulykkelig. Hvilket alle kan være enige om at fordømme, men der er det aberdabei, at Sveland mener, det gælder så godt som alle ægtemænd: Undersøgelser viser således, at gifte kvinder er mere psykisk syge end ugifte kvinder, mens det er omvendt for mænd. Altså: »Ægteskabet er gunstigt for mænd og ugunstigt for kvinder« – eller som Maria Sveland også skriver: »Bag enhver succesrig mand står en kvinde med trætte ben og migræne. Og bag enhver succesrig kvinde står en skilsmisse.«

Sådan en mær. Et par på skrinet ville gøre underværker. Alene tilstedeværelsen af disse gimper på østsiden af Øresund burde være tilstrækkelig grund til at bortsprænge broen.

Patriarkatets overordnede mål er »at få os til at indgå ægteskab for på den måde at kvæle al kamp og alt oprør. Og som en følge heraf handler de fleste fortællinger – film, tv, bøger – om længsel efter den romantiske kærlighed. Den kærlighed, der fuldbyrdes i ægteskabet mellem mand og kvinde. Det er et gøglebillede, der aldrig viser mørke sider som mishandling, voldtægt og ulønnet, sindssvagt kedeligt husligt arbejde.« (Efter at have set The Bridges of Madison County med hundrede grædende kvinder, mente jeg ellers det var kvindernes opfindelse.)

Værst af alt er det dog at blive mor: »Intet har været så smertefuldt og frygteligt bitterfisse-bidragende som at blive mor. Af alle myter er det nok den hellige moderrolle, der er den mest falske. Og mest pinefulde.«

Der er derfor »tusind gode, gyldige grunde til, at hver eneste kvinde på denne klode bliver både fordrukken og bitterfisset.«

Jeg formoder at kællingen grundlæggende ikke billiger ægteskab, parforhold og forældreinstitutionen. Til det paranoide ævl svarer Houellebecq:

”Den 14. december 1967 vedtog Nationalforsamlingen ved førstebehandlingen Neuwirthloven, der legaliserede prævention; selvom p-pillen stadig ikke blev refunderet af sygesikringen, kunne den fra da af frit købes på apoteket. Det var fra dette tidspunkt, de brede lag i befolkningen fik adgang til den seksuelle frigørelse, der hidtil havde været forbeholdt de højere sociale lag, selvstændige erhvervsdrivende, kunstnere og visse direktører. Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang. Som det fremgår af de smukke ord ”ægteskab” og ”husstand” var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.”

Så jeg retter ryggen og tager nogle dybe indåndinger inden interviewmødet med Maria Sveland. Og hilser på en smuk, smilende og meget feminint klædt forfatterinde. Borte har taget min tids rødstrømpers anti-mandstiltrækkende antræk som smækbukser og tjavset hår. Godt for det, men det gør det jo ikke nemmere… Maria Sveland forklarer da også fornøjet, at hendes forventning om, at bogen kun ville blive læst af hendes nærmeste medsøstre og meningsfæller og hurtigt ende på antikvariatets hylder, blev gjort til skamme. Den er solgt i over 60.000 eksemplarer og blevet godt modtaget overalt.

WA: – Også af mændene?

Svelander: »Ja, jeg har ikke modtaget en eneste hade-mail, og det er skønt. 90 procent af dem, der skriver til mig er kvinder, ca. 10 procent mænd. Og de har alle sammen været meget glade for bogen, også mange fra min fars generation. En del har ligefrem købt den til deres kone og døtre.«

Jeg håber virkelig ikke at det er sandt.

Svelander: …sådan som vores samfund er indrettet, er det svært at være ligestillet i privatlivet. Jeg ville gerne omformulere undertitlen på min bog. Nu står der: ’Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker?’ I stedet burde der have stået: ’Hvordan skal vi være ligestillet i privatlivet, når samfundet er så ulige?’«

Rester af stalinismen stikker sit grimme fjæs frem. I sandhed er sammensmeltningen af samfundet og staten en realitet på det ildevarslende skib Sverigetanic. Ud fra et perverst lighedsideal ønskes der indgreb i privatsfæren, fra statsligt hold selvfølgelig. Det er den eneste logiske konklusion man kan drage af Svelands femi-marxisme. I et sådant ’samhälle’ er al form for ægte civilsamfund en umulighed. Hegel må rotore i sin grav.

En benægtelse af kønnenes biologiske forskellighed er vel lige om hjørnet.

WA: – Jeg ved, det er en gammel traver, men alligevel: Bør man ikke med kravet om total ligestilling have de biologiske forskelle in mente? I halvfjerdserne blev elever af begge køn på Danmarks Højskole for Legemsøvelser sat til at spille f.eks. håndbold sammen, selv om mændene var fysisk stærkere end kvinderne og derfor måtte eller burde tage hensyn til dem, hvilket jo hæmmede spillet. Jeg kender mænd, som har kedet sig gudsjammerligt under deres barselsorlov, og kvinder, som har grædt over at måtte forlade deres børn, fordi de skal arbejde.

Svelander: »De største forskelle mellem os ligger i os som individer. De individuelle forskelle er større end de biologiske.«

Bingo! Det manglede også bare, nu når hun har været næsten hele manegen rundt.
Hvor er det sørgeligt, at rivejernet får lov til uimodsagt at lukke relativistisk gas ud. Hvis man kan reducere alt til anekdoter, så er det jo også meningsløst at tale om parforhold og ligestilling på samfundsniveau, da det er de individuelle forskelle der er afgørende. Tak Sveland, nu er vold mod kvinder ikke længere et problem for fællesskabet, men et individuelt problem. Det er nu kvindens egen sag og faktisk ville det være urimeligt af hende at lægge byrder på fællesskabet som følge af sin individualitet. Fra nu af ingen koordineret samfundshjælp til voldsramte kvinder.

Mænd er ikke glade for kvinder, der tager initiativet seksuelt – de føler, det er dem, der skal være jægeren. Ellers aftænder de, de skvat. Mænd er for kedelige som ægtemænd, de driver deres koner til vanvid med deres mentale fravær.

Svelander: Især deres tavshedstyranni! »Manglen på respons«, siger en kvindeforsker, »er et af de tydeligste udtryk for mænds magt.« Ved at forholde sig tavs tvinger manden kvinden ind i en rolle som den forstående, der skal gætte sig til mandens tanker.

Joken her er næsten for indlysende. Hvis jeg var gift med en som Svelander ville jeg også være mentalt fraværende.

Tre ud af fire skilsmisser sker på kvindens initiativ, siger statistikken, så utilfredsheden lurer, men kravene er måske også lidt store. Maria Sveland er inde på det, da hun skuffes dybt over mødet med sit idol, Suzanne Brøgger, der »har stillet sig tilfreds« og ser med »taknemmelighed« på, hvad hun har. Suzanne Brøgger ser sig selv som eksempel på det, Sveland ellers nægter at have set: en lykkeligt gift kvinde.

Hvad den kvindelige hovedperson i Bitterfissen så selv ender med at være – kunne man være fristet til at sige. Bogens hovedperson flygter ellers fra familien ned til Tenerife, mens hun læser Erica Jongs 30 år gamle klassiker Luft under vingerne, hvor hun drømmer om det gnidningsløse knald. Men ak, det gør »Bitterfissen«, som hovedpersonen kalder sig selv, ikke. Hun længes blot efter at sove ud og tager så hjem til familien, som hun savner.

Happy ending – efter at hun har fået om ikke luft under vingerne, så luft for sine meninger. På samme måde som sit idol Suzanne Brøgger?

»Nej, overhovedet ikke,« lyder det fra Maria Sveland. »Du har jo ret til at tolke bogen, som du vil, men jeg mener ikke, Sara stiller sig tilfreds. Tværtimod. Hun vender hjem fra Tenerife fuld af kampgejst og håb og tro på, at man kan elske sin mand og være mor på en ligestillet måde. Ikke bare i teorien, men også i praksis. Hun vender hjem med følelsen af og viden om, at det er det, hun vil – og hvis det ikke går, så vil hun ikke være med længere. Så springer hun fra. Hun vil aldrig, aldrig stille sig tilfreds med andet end total ligestilling i sit forhold. Det er det, hendes eksistentielle gåde, hendes eksistentielle kamp handler om!«

Det helt afgørende problem i Maria Svelands univers er at der ikke findes noget overordnet projekt. Individet eller familien eller samfundet (måske også troen) kan være projekter, men ikke ligestillingen. Heller ikke den totale ligestilling for den sags skyld. Den totale ligestilling er selvfølgelig absurd og eksisterer kun teoretisk, lige så vel som pareto-optimalitet er en tilstand man ikke finder i virkeligheden. Ingen af disse dogmer tager nemlig hensyn til det menneskelige begær.
Skulle vi tage ligestilling i familielivet som målsætning, kunne man uden problemer forestille sig en situation hvor alle involverede parter afskyede hinanden lige meget og tog sig lige lidt af børnene og husholdningen. Det ville opfylde Svelanders krav om ligestilling. Ligestilling rummer ingen idé om det gode liv, og da hun har forkastet alle andre institutioner er det i denne her sammenhæng kun et tomt begreb.

Maria Svelander går en krank skæbne i møde, som Houellebecq påviser:

”Det seksuelle begær drejer sig hovedsageligt om unge kroppe, og de unge pigers gradvise overtagelse af forførelsesfeltet svarer dybest set blot til en tilbagevenden til normalen, en tilbagevenden til det egentlige begær helt analogt med den slags tilbagevenden til egentlig prissættelse, der efterfølger en anormal børsophedning. Ikke desto mindre var det svært for de kvinder, der havde været tyve år gamle i årene omkring 68, i fyrreårs alderen at befinde sig i denne ubehagelige situation. Da de stort set alle var fraskilte, kunne de ikke forlade sig på ægteskabet – betryggende eller afskyeligt – som de netop havde gjort alt for at få opløst. Da de hørte til en generation der – som den første i den grad – havde hævdet ungdommens fortrin frem for den modne alder, kunne de næppe undre sig over, at det nu var deres tur til at blive udsat for foragt fra den generation , der nødvendigvis efterfulgte dem. Og den kropsdyrkelse, de selv i allerhøjeste grad havde bidraget til at skabe, kunne kun nu, hvor deres eget kød slappedes, få dem til at føle en stadig stigende afsky for sig selv – en afsky ganske tilsvarende den, de kunne læse i andres blikke.”

Sverige

Forbrydelse og straf, Sverigetanic — Drokles on December 9, 2007 at 7:16 am

Fra Nyhedsavisen

To røde lysraketter blev omkring 14:30 blev i dag sendt mod himlen over den nordsvenske by Salem ved Stockholm.

Det var det hemmelige signal, som mere end tusind anti-nazistiske demonstranter havde ventet på, og de gik straks i aktion. To skoler blev stukket i brand og der blev bygget brændende barrikader flere steder i byen. Maskede aktivister kastede, ifølge svenske medier, sten på brandvæsenet, da de forsøgte at slukke brandene.

Hvad sker der i Sverige? Antinazister brænder tilsyneladende skoler af og bekæmper brandvæsenet

Reinfeldt

Multikultur, Politik, Pressen, Sverigetanic, islam — Drokles on September 17, 2007 at 12:29 am

Fra Berlingske Tidende

“Fredrik Reinfeldt er fej. Jeg synes, at det er enormt fejt. Jeg synes det er virkelige forargeligt, at han ikke bakker redaktøren op. Hvad ligner det at holde bøtte,” siger Pia Kjærsgaard.

(…)

“De er nogle svage sjæle. Det duer ikke. Selvfølgelig skal landets statsminister af alle stå op i mod det her. Vi skal ikke bøje nakken i forhold til al-Qaedas trusler og angreb på ytringsfriheden. Det håbede jeg, at man havde lært af Danmark, men det lader det til, at det politiske Sverige ikke har, ” siger Pia Kjærsgaard.

Det siger hun fordi Reinfeldt har holdt sig tilbage. Fra Politiken

Imidlertid afviser statsministeren at kommentere sagen. 

»Det er en politisag«, siger pressesekretær Oscar Hållén til politiken.dk.

Og det falder jo også redaktøren for Nerike Allehanda for brystet. Fra Politiken

»Reinfeldt har håndteret det godt hidtil. Men han burde tage afstand fra dette«, påpeger Johansson overfor politiken.dk.

Og således var vejen banet for muslimerne til at tage et stik hjem. Fra Politiken

»Vi accepterer ikke forbrydelser eller etiske hindringer for alles ret til et liv i tryghed«.

Med de ord tager Sveriges muslimske Råd afstand fra al-Qaedas dødstrusler mod en svensk kunstner, der har tegnet Muhammed som en hund og mod den avis, der først bragte tegningen.

»Rådet tager bestemt afstand fra og fordømmer samtidigt trusler mod enkeltindivider og svenske institutioner«, hedder det i en pressemeddelelse.

Og så kunne man endelig høre Reinfeldt i 21 Søndag.

“Jeg vil, som muslimske organisationer i Sverige i dag har gjort, tage klart afstand fra opfordringer til voldsanvendelse.”

Er jeg den eneste der er foruroliget på svenskernes vegne? Reinfeldts første holdning var jo, at det var en politisag, men nu, hvor det ikke er stødende for svenske muslimer at man tager afstand fra vold, så tør han godt tage afstand fra vold. Er den svenske statsminister uden dømmekraft eller er det vi her ser resultatet af dialogen mellem de muslimske organisationer og den svenske regering - at hvis de muslimske organisationer skulle dæmpe den militante retorik, skulle de som modydelse fremstå som helte - nådige og barmhjertige, primus motor for fred i en konflikt de ikke har ønsket og som man let ville kunne undgå i fremtiden, hvis man bare efterkom deres krav om religiøs cencur. Kære svenskere, det er bullshit og i skal ikke lade jer narre.

I DR-indslaget kan man høre en kvindelig muslimsk talsmand fra en af de muslimske organisationer sige

“Det er et svensk problem og skal ikke spredes til udlandet”.

Nej, det er ikke et svensk problem, det er kun et problem for muslimer og de har desværre spredt sig ud over det meste af kloden.

DR’s indslag indledes i øvrigt med en sprød apologese.

“Svenskerne gør alt hvad de kan for at undgå at den svenske Muhammedkrise skal udvikle sig til en gentagelse af den danske.”

Jamen, hvor er de gode, for vi kan jo nok huske at den danske regering ikke gjorde nok for freden med sin arrogante afvisning af løgnens ambassadører.

Den svenske Muhammedkrise

Multikultur, Politik, Pressen, Sverigetanic, islam — Drokles on September 1, 2007 at 12:10 pm

Det trækker op, skønt TV-Avisen ikke mente at svenskerne ville komme ud i det samme som Danmark. Denne konklusion var bl.a. baseret på en svensk imam’s analyse. Og de siger jo sandheden ved vi af erfaring. Imens har protesten nået flagbrændingsstadiet og og de obligatoriske mordtrusler. Hvorfor hører man aldrig om andet end død når det drejer sig om muslimer? Afghanistan har også lanceret en protest. Fra Nerike Allahanda

Teckningen har “provocerat alla afghaner” skriver muslimska företrädare och landets religionsministerium i ett uttalande i tidningen The Kabul Times på lördagen, rapporterar nyhetsbyrån Reuters.

“De korrumperade fienderna till islam ritade teckningen av islams respekterade profet ännu en gång. Detta har stört den islamiska världen och höjt indignationen hos alla muslimer”, fortsatte uttalandet.

Fra Jyllands-Posten

»Død over Sverige, død over Larish (Lars),« råbte pakistanske demonstranter i dag, da de i vrede over situationen i Sverige gik på gaden for at brænde svenske flag af og lufte deres utilfredshed.

Pakistan afgav i går en officiel klage til landets svenske ambassadør over ’Nerikes Allehandas’ publicering af Lars vilks tegning af Muhammed som en hund.

Landet vil nu tage kontakt til Den Internationale Muslimske Konference, der tæller 57 medlemslande for at diskutere det videre forløb.

Den ligger vist allerede død! Men derfor skader det jo ikke at være lidt forberedte. Fra Jyllands-Posten

Det Islamiske Trossamfund i Danmark skal i de kommende dage mødes med svenske muslimer i forbindelse med den nye Muhammedkrise. Svenskerne ønsker gode råd fra deres muslimske brødre og søstre i Danmark til at takle krisen.

- Vi er blevet ringet op fra Sverige, fordi de gerne vil høre om vores erfaringer med Jyllands-Postens Muhammedtegninger. De vil høre, hvad vi gjorde, og hvad man kan gøre for at skærpe forståelsen for, at vi ikke skal forhånes og gerne vil respekteres i samfundet, siger Kasem Ahmad, der er formand for trossamfundets medieudvalg.

Temaet er hvad gik godt og hvad gik skidt og åbenbart er der nogle konklusioner. Fra DR

Umiddelbart fraråder Kasem Ahmad svenskerne at anlægge en retssag her og nu, men vente til sagen om Jyllands-Posten er endelig afgjort i FN.

Desuden mener han, at det er nødvendigt med nogle fælles retningslinjer for, hvordan muslimerne i Europa skal reagere i den slags sager. F.eks. at der oprettes en europæisk komité, som kan følge op på religiøse krænkelser.

Religiøse krænkelser! At især Koranen og de dertil hørende tekster er fulde af religiøse krænkelser, for ikke at tale om krænkelser overfor ateister regner de nok med at vi ser bort fra. Og det er der sikkert mange af os, især i Sverige der nok også vil. Faktisk er der ikke stort andet end krænkelser i islam, selv en lille pige bliver “krænket” af en halvgammel mand.

taler-til-forsamling.jpg

Åbenbart er Sverige ikke helt i stand til at forstå hvad det er det drejer sig om. Og det samme kan man sige om DR. Det var en ganske jovial Reimer Bo der igår forsikrede at den svenske Muhammedkrise ikke ville udvikle sig som den danske. Og det var fordi svenskerne var dét bedre kunne man forstå på indslagets generelle tone.

Redaktøren på Nerike Allahanda slog fast, at det drejede sig om ytringsfrihed og ville ikke give en undskyldning, men så slog han ligeledes fast at Sverige havde et problem med fremmedfjenskhed, men ikke så meget som i Danmark, hvor det var en del af den politiske debat.

En svensk socialdmokrat mente at den danske Muhammedkrise drejede sig om alt, hvad der gik forud, tonen i debatten og sådan (altså Dansk Folkeparti).

byradsmedl.jpg

Nu da der ligger klager fra Iran og Pakistan og Afghanistan, tre af verdens værste lande, storproducenter af terror, afstumpethed og nød, sidder den svenske regering med et problem. Der kræves en undskyldning og en garanti for at den slags ikke sker igen og denne kan næppe gives uden at udøve vold mod kerneprincipper i den svenske forfatning som Reinfeld udtrykker det.

- Vi er nødt til at støtte den ytringsfrihed som er en grundlovssikret og naturlig bestanddel af vores demokrati. Vi afgør ikke politisk hvad vores aviser og publikationer skal trykke, siger Reinfelt til TT.

Avisen vil ikke give en undskyldning, men da både muslimerne og den svenske regering ikke kommer videre med indførelsen af kalifatet før det sker er den eneste variabel i denne ligning Avisen Nerike Allahanda. Avisens redaktion må have gjort sig klart, hvilken ide om ytringsfrihed de forfægter og hvilke konsekvenser det kan have. Hvordan vil de forklare at de har gjort noget galt? når de ikke kan erklære sig uvidende, en bagdør Jyllands-Posten blev tilbudt. Næste fredagsbøn, hvor imamerne gejler deres orker op bliver interessant.

Sverige svigter kvinder i nød II

Forbrydelse og straf, Multikultur, Sverigetanic, islam — Drokles on August 23, 2007 at 10:58 am

Svenske krisecentre for voldsramete kvinder, har før brokket sig over at Danmark værgrer sig for kulturberigelsen. Det er ikke uden grund, omend kritikken er fejlanbragt. Danmarks 24-årsregel virker efter hensigten og har gjort livet surt for udøvere af den primitive muslimske tradition. Det vil sige at Danmark undgår barbariet, eller noget af det om ikke andet. Desværre holder svensken sig til den åbne dørs politik og svigter dermed kvinder i nød.

Under overskriften “Danmark eksporterer mord og kvindevold” og med den første linie “24-års reglen har krævet sit første dødsoffer.” kolporterer Nyhedsavisen synspunktet at det er Danmark der er ansvarlig for muslimsk grusomhed.

En afrikansk mand blev i juli idømt ti års fængsel i Malmø for at have skåret halsen over på sin 25-årige danske kone, da hun ville skilles. Parret boede i Sverige, fordi manden ikke kunne få dansk opholdstilladelse.

Malmø Politi slår nu alarm efter et stort antal sager om hustruvold blandt de anslået 2.000 danskere, som sammen med deres udenlandske partner er flyttet til Sverige for at slippe for den danske 24-års regel, der forhindrer familiesammenføring for unge under 24 år. I 2006 måtte 25 danske kvinder rykke ind på svenske krisecentre.

»Danske par udgør en voksende del af vore politisager om hustruvold. Vi har forgæves forsøgt at råbe danske myndigheder op. Parrene er næsten kun indvandrere, der er flyttet hertil, fordi jeres love forhindrer dem i at bo i Danmark. Men når de bor her, så opdager hverken vi eller familien i Danmark volden. De kan derfor ikke slå alarm. Og det har så kostet en kvinde livet,« siger Anna Gustafsson fra Malmø Politis familievoldsenhed.

Det er jo det glade vanvid. Og reaktionen fra de Radikale er ganske forudsigelig fra de Radikales udlændingeordfører, Morten Østergaard.

»Det er et tragisk svigt, at vi ikke tager os af unge par i Danmark. Vi kan ikke være det bekendt over for pigerne, der bliver udsat for vold og altså nu myrdes i Sverige, når de flygter fra en dansk 24-års regel, der gør mere skade end gavn,«

Hvorfor svenskerne ikke ser tvang og vold som et problem er deres sag, men vi fejer på vores side af Sundet.

Sverige ved skillevej

Kunst og kultur, Multikultur, Sverigetanic, islam — Drokles on August 13, 2007 at 6:51 pm

Fra Jyllands-Posten

Den svenske kunstskole Gerlesborg i Bohuslän har besluttet ikke at udstille kunstneren Lars Vilks billeder af profeten Muhammed afbilledet som hund. Beslutningen er truffet, efter at en kunstforening i Värmland for få uger siden valgte at fjerne Vilks Muhammed-billeder fra en udstilling inden dens åbning.

“Vi har valgt ikke at vise billederne af sikkerhedshensyn. Vi må tage vare på vore elever,” siger Ove Martin Wall fra bestyrelsen af Gerlesborgsskolan i Hamburgsund.

Den herskende ideologi i Sverige opererer med en ide om et samfund uden modsætninger og konfrontationer. Både etableringen af Folkehjemmet og den officielle fornægtelse af svenskhed er udtryk for elitens ønske om en salig harmoni, den være sig homogen eller ej, alt efter tidens smag. Det er også svensk specialitet at tale om “debattens økologi” der let forstyrres af uønskede meninger. Derfor vil en hver konflikt mellem mennesker, og endnu værre, mellem grupper i samfundet, udstille projektets manglende succes.

Sverige har endnu ikke indset at man ikke kan opretholde ytringsfrihed og islamrespekt. Endnu er det i Sverige ikke direkte forbudt at fremstille islam i satirisk eller kunstnerisk øjemed, men de kommer til at foretage et valg før eller siden. Enten forbyder de kritik af islam totalt og undgår sager som denne, eller også tager de konfrontationen og forsvarer borgerens ret. Denne sag om Muhammedbilleder bliver ikke den sidste af sin art og for hver gang svenskerne skal læse om en udstilling der lukker på grund af vold eller trusler om vold fra en bestemt religiøs gruppe slides sveriges selvbillede som et harmonisk samfund (ikke land - for Guds skyld). Hvad de vælger bliver interessant, men jeg er ikke optimist på broderfolkets vegne.

Debatten raser om det svenske kollaps

Globalisering, Multikultur, Pressen, Sverigetanic — Drokles on June 13, 2007 at 2:11 pm

Efter at Dansk Folkeparti har slået til lyd for rettidig omhu med hensyn til en eventuel kommende social dumping, som følge af den i stigende grad uholdbare demografiske situation i Sverige har parnasset på begge sider af sundet skruet stemmelejet op i det hysteriske. Fra Politiken

»Det er uheldigt for Danmark med et parti, som vil isolere landet – som et Nordens Albanien – og som uden at kontrollere fakta spreder skrækscenarier«, siger Øresundsinstituttets administrerende direktør Anders Olshov.

Et Nordens Albanien? Jamen dog, det var da ikke så godt. Foreslog Søren Espersen ikke bare at kigge på velfærdsydelser for tilflyttere? Politiken kommer med lidt tal, nemlig at kun 89 nysvenskere kom til Danmark sidste år. Ja og det er også bare en cigaret der ligger og gløder i sofaen.

»Der bliver kamp om arbejdskraften fremover, og desværre viser Dansk Folkeparti med sit udspil, at partiet ikke ønsker udenlandsk arbejdskraft. Intet land har nogensinde vundet på at isolere sig. Det virker ikke, som om Dansk Folkeparti forstår, hvordan den globale økonomi fungerer«, fortsætter han [Anders Olshov].

Enhver ændring af aftalen i Det Nordiske Samarbejde fører til dets umiddelbare sammenbrud og er et spørgsmål om global økonomi? Nu må kineserne snart på banen.

Der er iøvrigt ikke tvivl om, hvorledes Politiken opfatter denne sag. En debatside for læserne har overskriften “Skal Danmark bryde med det nordiske samarbejde?” og teksten der virker som oplæg til debat lyder ” Ønsker du at Danmark bryder ud af det nordiske samarbejde?” trods at Søren Espersen kun citeres for at sige »Derfor skal vi have ændret de nordiske regler på lige netop det her område«.

I en siderubrik der kaldes “En anden tone” er følgende citat fra Migrationsminister Tobias Billström

»I Sverige har vi en lang og stolt tradition for at hjælpe mennesker, der er forfulgt i deres hjemland - dem vil vi gerne hjælpe, så de kan få et fredeligt sted at være.
Sådan har det været i lang tid, og sådan skal det blive ved med at være.
Når det er sagt, rykker behovet for et fælles europæisk asylsystem hele tiden nærmere. Vi kan se, at det er nogle få individuelle lande, der bærer en stor del af byrden, og derfor vil vi forsøge at nå frem til en fælles aftale, når Sverige får Eu-formandskabet i 2009.»

Berlingske Tidende er lidt mere fokuseret i deres leder.

Man kan, som Søren Espersen, godt undre sig over, at svenskerne (endnu) ikke har indset, at antallet af indvandrere i sig selv spiller en rolle for integrationen og ikke mindst for integrationen på arbejdspladserne. Set med danske øjne er det åbenlyst, at svenskerne med deres betydelige årlige indvandring - i denne tid har de noget nær europæisk rekord i modtagelse af irakere - bygger op til store udfordringer i de kommende år. Den svenske borgerlige regering har bebudet en stærkere indsats for at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet, men den er (endnu) ikke begyndt at diskutere, hvor mange ikke-uddannede indvandrere samfundet kan bære, eller hvor store ghettoer man vil acceptere.

Men Berlingske Tidende mener ikke at der for indeværende er grund til alarm og er ligeledes bekymret for det nordiske samarbejde.

…fra den synkende skude

Multikultur, Sverigetanic — Drokles on June 12, 2007 at 11:25 am

Fra Politiken

Sverige bliver nødt til at nedsætte deres sociale ydelser ret dramatisk, hvis ikke deres velfærdssystem skal bryde sammen. En bistandsmodtager i Sverige vil jo meget naturligt sige, hvorfor bo i Malmø til den halve løn, når jeg kan bo i København og få fuld bistandshjælp. Derfor skal vi have ændret de nordiske regler på lige netop det her område, siger Søren Espersen (DF), ordfører for det nordiske samarbejde, til Politiken.

Også integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har fokus på indvandringen til Sverige, og hun vil ikke afvise, at der skal ske ændringer i det nordiske samarbejde.

- Jeg følger udviklingen tæt, og vi skal være klar til at reagere, hvis der er behov for det. Men man skal passe på med at ændre det nordiske samarbejde, for det bygger på nogle vigtige værdier, som er værd at værne om, siger hun til Politiken.

Det er jo en reel frygt, men den deles jo ikke i Sverige. Ellers ville der jo heller ikke være et problem.

Har Dansk Folkeparti forstået, hvad det vil betyde, hvis vi ændrer reglerne for det fælles nordiske samarbejde? Hvad sker der så med alle danskerne, som lige nu bor og arbejder i Sverige? Jeg vil ikke sige, at de mister deres rettigheder, men de havner i en meget, meget svær situation. Og jeg tror, at hele integrationen mellem Sjælland og Skåne bliver bragt til ende«, siger Tobias Billström.

Han fastholder, at den svenske udlændingepolitik er rigtig.

»Vi tror ikke på lukkede grænser«.

[En kommentar har understreget at jeg har sprunget en mellemregning over. Dansk Folkeparti er ganske vist først med den advarsel mod konsekvenserne af den svenske økonomi. Det siger sig selv at det er let at samarbejde når man grundlæggende ligner hinanden, men ændrer den ene sig ændres også præmisserne for samarbejdet. Intet parti i Danmark vil ikke finde sig i social dumping og man vil værge sig for det før eller siden. Det eneste kontroversielle ved denne historie er at det er Dansk Folkeparti og at de er tidligt ude (rettidig omhu). Derfor er det en udvikling vi højs når at se starten på.]
På et tidspunkt vil vi opleve den svenske middelklasses exodus til Danmark og der må vi sorterer den enkelte svensker efter en sindelagsprøve. Vi skal ikke have deres snakkende mellemlag ind i landet, deres politisk korrekte, deres venstrefløj.

———————————————————————-

Der ligger en underlig trussel i Billströms kommentar. Hvorfor havner danskere der bor og arbejder i Sverige i en svær situation? Han vil ikke sige at de mister deres rettigheder, men hvad vil han så sige? Svenskerne bestemmer jo selv hvad der sker
med danskerne, så hvad er problemet? Og hvorfor bliver hele integrationen bragt til ende fordi det ene land vil sikre sig imod social dumping?

Det svenske forbillede

Forbrydelse og straf, Globalisering, Sverigetanic — Drokles on June 10, 2007 at 2:55 pm

Sverige er landet som tager imod de mange flygtninge, landet der rydder op efter USA-imperialismens blodige krige med Anders Fogh som usselt vedhæng til den grusomme diktator George Bush. Sverige er landet alle ønske at blive. Fra Norge Idag

Det svenske Polisförbundet har nylig fremlagt en rapport med prognoser for fremtidens kriminalitetsbilde i Sverige. Konklusjonen er at politiets kriminalitetsbekjempning risikerer å umuliggjøres.

- Bekjempelse av morgendagens kriminalitet krever politifolk med en kompetanse som knapt finns innenfor dagens politistyrke. Innen et tiår vil den organiserte kriminaliteten ha økt i et omfang som langt overstiger politiets evne til å bekjempe den. Teknikkutvikling og stadig åpnere grenser, også for kriminaliteten, går at politivesenet ikke lenger henger med, skriver formannen i det svenske Polisförbundet, Jan Karlsen, i en artikkel i den svenske avisen Dagens Nyheter.

Han fortsetter: - Etniske, politiske og religiøse grupperinger i selvoppnevnte parallellsamfunn, liksom senkede terskler mot narkotikabruk og voldsutøvelse, undergraver den samfunnssolidariteten som er nødvendig for en fungerende rettsstat. Alt dette gjør at politiets arbeid med å utrede og bekjempe lovbrudd risikerer å umuliggjøres.

Et tilbakevendende tema i de fremtidsscenarier Politiforbundet har arbeidet med, er at politiets arbeid vanskeliggjøres av generell mistillit til politi og samfunn grunnet borgernes solidaritet med egne grupper i samfunnet. Politiforbundet mener også å kunne registrere en gjennomgående oppløsning av enhver form for respekt for samfunnsautoriteter.

Globaliseringen! Kommer til et nabolag nær dig!

Sverige dog

Multikultur, Sverigetanic — Drokles on June 1, 2007 at 3:16 pm

Fra Politiken

 I alt 95.750 personer indvandrede til Sverige sidste år, hvilket er markant mere end det tidligere rekordår 1994, hvor især krigen i det tidligere Jugoslavien fik 83.600 mennesker til at slå sig ned i landet.

 Den vigtigste årsag til den store indvandring sidste år er ifølge Sveriges Statistiske Centralbureu (SCB) en ny asyllov, som trådte i kraft november 2005 og frem til april 2006.

Ak, ak, ak. I 1658 gik svenskerne over isen og hærgede landet og i den optik kan man bare grine af arvefjenderne. Men på sigt kan man frygte at når bægeret i Sverige er fuldt, at det så spilder over på vores side af sundet.

Sverige er venstrefløjens drømmesamfund

Historie, Pædagogik, Sverigetanic — Drokles on May 11, 2007 at 5:26 am

180 Grader fortæller noget meget sigende fra vores broderland og deres virkelighedsopfattelse.

Det er snart 18 år siden, at berlinmuren faldt. Åbningen af arkiver i det tidligere sovjetunionen og flere andre østlande har givet historieforskere øget viden om de kommunistiske regimers rædsler og historie. En viden der tilsyneladende ikke er slået igennem blandt svenske skolebørn.

For år tilbage have svenskerne tilsvarende problemer med de unges viden om 2. verdenskrig og særligt holocaust. Men takket være en massiv oplysningskampagne kender 95 % af svenske skolebørn nu til Auschwitz, mens 90 % aldrig har hørt om Gulag.

- en ud af hundrede vidste hvad en bolsjevik var
- 40 % mener, at kommunismen har bidraget til verdens velstand
- 99 % kender ikke til begrebet kollektivisering
- 43 % tror, at det samlede antal ofre for kommunismen er én million eller færre
- 18 % tror, at det er færre end 10.000, i hele verden, i hele det 20. århundrede

Det forklarer jo en hel del.

Sverigedemokraterna flygter til Danmark

Sverigetanic — Sobieski on April 13, 2007 at 10:12 am

Fra EB:

Sverigedemokraterna, der er den svenske pendant til Dansk Folkeparti, vil forsøge at holde sit landsmøde i Danmark, fordi ingen vil tage imod dem i Sverige.

Det siger partiets pressetalsmand, Mattias Karlsson, til avisen Dagens Nyheter fredag.

Onsdag fik partiet besked om, at Grand Hotel i Saltsjöbaden nær Stockholm ikke vil huse partiet, når det den 27. til den 29. april holder landsmøde. Det var en bombetrussel mod hotellet, som fik Grand Hotel til at bakke ud.

- Vi har ringet til omkring 50 forskellige steder, men uden resultat. Nu forsøger vi at finde et sted i Danmark, som kan tage imod os, siger Karlsson.

Han siger til avisen, at demokratiet er sat ud af spil i Sverige, men at debatklimaet i Danmark er meget mere åbent.

Sverigedemokraterna har en stærk kritisk holdning til indvandring.

Ved i hvad venner, I kan sgu’ da lige så godt bosætte jer permanent, og hvis I kan lokke Volvo og Saab med over så er det fint. Men IKEA og deres lortemøbler kan I godt lade ligge. Sidste mand lukker og slukker.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress