Den Grønne Prins

Historien om Mosab Hassan Yousef findes som dokumentar. Mosab Hassan Yousef trådte med stenkast mod jøder under den første intifada allerede som barn ind i palæstinensernes kamp mod Israel. Han er blevet arresteret mange gange, er søn af højtstående Hamas leder Sheikh Hassan Yousef og var han fra 1997 til 2007 spion for det israelske efterretningsvæsen Shin Bet.

Shin Bet considered him its most valuable source within the Hamas leadership: the information Yousef supplied prevented dozens of suicide attacks and assassinations of Israelis, exposed numerous Hamas cells,[1] and assisted Israel in hunting down many militants, including the incarceration of his own father, a Hamas leader Sheikh Hassan Yousef.[4] In March 2010, he published his autobiography titled Son of Hamas.[5]

In 1999, Yousef converted to Christianity, and in 2007 moved to the United States.[2] His request for political asylum in the United States was granted pending a routine background check on June 30, 2010

Sidste år fortalte Yousef Irish Times

“If we blame Hamas, we need also to blame the ideology that inspires them. If we fight Hamas or any radicals or fundamentalist groups, we need to understand that we are fighting their ideology. Islam is their foundation. If we’re not aware of this, we increase the chance that terror will win over peace.

“Islamic ideology is an aggressive and dangerous ideology, inspired by Muhammad, the founder of Islam. It’s very clear from Islamic texts and from the Qur’an that it is a violent ideology. People who say that it is peaceful, they have no clue. It’s a sick religion, born in a sick man’s mind.”

Hvis man kan leve med at den er beskåret, så man ikke kan læse de hebræiske undertekster, er her en lidt grynet udgave af The Green Prince

Grænser

Bloomberg skriver at grænsehegn er ved at blive dagens orden i Mellemøsten, som staterne forsøger at sikre sig imod terror

As they confront the rising threat of modern jihadist violence, many of the nations most at risk are retreating behind one of the oldest forms of defense.

Tunisia and Turkey are the latest to invest in border barriers, both announcing the plans in the immediate aftermath of attacks on civilian targets. A fence and watchtowers will guard Tunisia’s border with Libya, where the militants who killed foreign tourists on a Tunisian beach are said to have been trained. Turkey said late Wednesday it will fortify the border with Syria after a suicide bomb in a nearby town.

From Morocco to Saudi Arabia, boundaries are being fortified at a rate not seen since the months following the Sept. 11 attacks.

grc3a6nsehegn-i-mellemc3b8sten

Men, advarer eksperterne, fysiske grænsedragninger er ikke løsningen

“Of the Middle East’s most-famed physical defenses, the majority failed. Jerusalem’s ancient walls did little to halt a succession of conquerors, and Byzantine Constantinople’s elaborate fortifications didn’t thwart the Ottomans.

Though modern barriers may curb trafficking and illicit crossings in the short term, they almost never deliver prolonged security without cross-frontier cooperation.

“Israel’s barriers have worked well for them so far,” said Brent Sterling, author of “Do Good Fences Make Good Neighbors?” and a professor at Georgetown University. Long-term, though, they remove the incentive to try and reach a permanent accord with the Palestinians, he said.”

Fysiske grænsedragninger virker altså ikke fordi de bliver overløbet af en overlegen fjende. Når de så ikke bliver overløbet af en overlegen fjende er det dem der forhindrer fred. Alligevel er Mellemøsten ikke alene om at sætte grænser, skriver Gatestone Institute

Bulgaria has built a 33-km (21-mile), three-meter-high (10-foot) barbed wire fence along its border with its southeastern neighbor Turkey in an effort to limit the influx of migrants from Syria and other parts of the Middle East and North Africa. The Interior Ministry has also deployed more than one thousand police officers to patrol the Turkish border.

Greece has erected a 10.5-km, four-meter-high barbed-wire fence along part of its border with Turkey. The Greek wall is said to be responsible for diverting migration routes toward neighboring Bulgaria and, consequently, for construction of the wall there.

Spain has fortified fences in the North African exclaves of Ceuta and Melilla as record numbers of migrants are jumping over the barriers from neighboring Morocco. Border police registered more than 19,000 attempts to jump the fence at Melilla in 2014, up 350% on 2013, according to the Interior Ministry. Nearly 7,500 migrants successfully entered Ceuta and Melilla in 2014, including 3,305 from Syria.

The UK is setting up more than two miles of nine-foot-high security fencing at the Channel Tunnel port of Calais in northern France, in an attempt to stop thousands of illegal migrants breaking into trucks bound for the UK. Currently, more than 3,000 migrants are camped in and around Calais hoping to make it to Britain. More than 39,000 would-be illegal immigrants were prevented from crossing the Channel in the 12 months prior to April, more than double the previous year.

EU member states are implementing other emergency measures to halt the flow of immigration.

Austria has stopped processing asylum claims as of June 13, in an effort to make the country “less attractive” for migrants relative to other EU countries. According to Austrian Interior Minister Johanna Mikl-Leitner, Vienna was “stopping the Austrian asylum express,” whereby applications are processed within an average period of four months, faster than in any other EU country. Asylum requests for Austria rose nearly 180% in the first five months of 2015 to 20,620, and were on track to reach 70,000 by the end of the year.

Denmark on July 1 announced that it would slash benefits for asylum seekers to bring down the number of refugees coming to the country. It recently emerged that three out of four refugees who came to Denmark in the early 2000s are jobless ten years later.

France and Italy have sparred over who is responsible for hundreds of African migrants stranded at Ventimiglia on the France-Italy border after French police refused to let them in. France accused Italy of failing to respect the so-called Dublin Regulation, a law that requires people seeking refuge within the EU to do so in the first European country they reach. Italian officials argued that the migrants see Italy as only a transit country.

Hungary on June 23 suspended its adherence to the Dublin Regulation, which requires Hungary to take back refugees who have travelled through the country to reach other EU countries.

Meanwhile, the European Commission, the EU’s powerful bureaucratic arm, on May 27 announced a controversial “relocation plan” that would require EU member states to accept 40,000 Syrian and Eritrean asylum seekers from Italy and Greece over the next two years.

Eksperterne tror dog også at ISIS, med bombeangrebet mod en venstrefløjsdemonstration i Tyrkiet forleden og dagens skudvekslinger mellem ISIS og tyrkisk militær, måske forsøger at trække flere ind i det muslimske kaos. Nej, virkeligt. Snaphanen giver dette link til ISIS indre verden, Channel Four Dispatches: Escape From ISIS

Guardian har en længere fortælling fra en højtstående ISIS leder og New York Review of Books en større artikel, hvor de undrer sig over fænomenet ISIS. Ellers kan man allerede læse eller genlæse The Atlantics What ISIS Really Wants, der næsten er blevet en klassiker, som også venstrefløjen tør citere.

Fred i vor tid, død over Amerika!

Atomaftalen med Iran er måske ikke en garanti for fred i vor tid, men måske i stedet “Fred i vor tid!”. I hvert fald ser den amerikanske udenrigsminister John Kerry ud til at have fået betænkeligheder ved at Irans indgroede had til Den Store Satan USA, der skal DØ! sammen med Israel oma. ikke forsvundetReuters skriver

DUBAI (Reuters) – U.S. Secretary of State John Kerry said a speech by Iranian Supreme Leader Ali Khamenei on Saturday vowing to defy American policies in the region despite a deal with world powers over Tehran’s nuclear program was “very disturbing”.

“I don’t know how to interpret it at this point in time, except to take it at face value, that that’s his policy,” he said in the interview with Saudi-owned Al Arabiya television, parts of which the network quoted on Tuesday.

“But I do know that often comments are made publicly and things can evolve that are different. If it is the policy, it’s very disturbing, it’s very troubling,” he added.

Ayatollah Khamenei told supporters on Saturday that U.S. policies in the region were “180 degrees” opposed to Iran’s, at a speech in a Tehran mosque punctuated by chants of “Death to America” and “Death to Israel”.

“Even after this deal our policy toward the arrogant U.S. will not change,” Khamenei said….

Mere hos Memri. Bruce Thorntorn i Frontpage Magazine at atomatalen med Iran er en katastrofe

We also know who bears the responsibility for this fiasco––Barack Obama. Historically ignorant and terminally narcissistic, Obama has all the superstitions and delusions of the progressive elite. And one of the most persistent and hoary of those beliefs is the fetish of diplomacy as a means to resolve disputes without force.

We must remember that Obama pointedly ran on the promise to “reinvigorate” American diplomacy. This trope was in fact a way to run against George Bush, whom the Dems and the media had caricatured as a “cowboy” with an itchy trigger finger, a gunslinger scornful of diplomacy and multilateralism. That charge was a lie––Bush wasted several months on diplomacy in an unsuccessful attempt to get the U.N.’s sanction for the war, even though the U.S. Congress had approved it, Hussein was in gross violation of the first Gulf War cease-fire agreement, and the U.N. already has passed 17 Security Council resolutions, all of which Hussein had violated.

Yet the narrative that Bush had “failed so miserably at diplomacy that we are now forced to war,” as then Senate Minority Leader Tom Daschle put it, lived on. For the progressives committed to crypto-pacifism and to the belief that America is a guilty aggressor, the story was too politically useful. Obama, one of the most programmatic progressives in the Senate, embodied all those superstitions. As senator he continually criticized the war in Iraq, scorned the ultimately successful “surge” of troops in 2007 as a “reckless escalation” and a “mistake,” and introduced legislation to remove all troops from Iraq by March 2008.

As a presidential candidate, his whole foreign policy was predicated on his being the “anti-Bush” who would “reinvigorate diplomacy” and initiate “engagement” with all our enemies in order to defuse conflict and create peace. As president, Obama has been true to his word. He has apologized, groveled, bowed to potentates, “reset” relations with our rivals, shaken hands with thugs, and now talked Iran into being a nuclear power. As for “peace,” it is nowhere to be found as violence and atrocities multiply from Ukraine to Yemen, Tunisia to Afghanistan.

(…)

The belief that words alone can transcend this eternal truth of human nature––a belief deeply engrained in the mentality of our leaders and foreign policy establishment–– led to the disaster of World War II, and will despite this lesson of history lead to a lesser, but still dangerous, disaster.

But there is yet another factor in this debacle that must be acknowledged: the tendency of democracies to privilege short-term comfort over long-term threats. In democracies the use of force must have the assent of the voters, who in the U.S. every 2 years hold leaders accountable at the ballot box. Setbacks, mistakes, atrocities, casualties, and all the other unfortunately eternal contingencies of mass violence try the patience of voters, and citizen control of the military gives them a means of expressing their impatience or anger. As de Tocqueville recognized more than 150 years ago, “The people are more apt to feel than to reason; and if their present sufferings are great, it is to be feared that the still greater sufferings attendant upon defeat will be forgotten.” That pretty much sums up America’s response so far to Obama’s agreement.

Charles Krauthammer har et glimrende indlæg i Telegraph

Who would have imagined we would be giving up the conventional arms and ballistic missile embargoes on Iran? In nuclear negotiations?

When asked at his Wednesday news conference why there is nothing in the deal about the four American hostages being held by Iran, President Obama explained that this is a separate issue, not part of nuclear talks.

Are conventional weapons not a separate issue? After all, conventional, by definition, means non-nuclear. Why are we giving up the embargoes?

(…)

The net effect of this capitulation will be not only to endanger our Middle East allies now under threat from Iran and its proxies, but to endanger our own naval forces in the Persian Gulf. Imagine how Iran’s acquisition of the most advanced anti-ship missiles would threaten our control over the Gulf and the Strait of Hormuz, waterways we have kept open for international commerce for a half-century.

The other major shock in the final deal is what happened to our insistence on “anytime, anywhere” inspections. Under the final agreement, Iran has the right to deny international inspectors access to any undeclared nuclear site. The denial is then adjudicated by a committee — on which Iran sits. It then goes through several other bodies, on all of which Iran sits. Even if the inspectors’ request prevails, the approval process can take 24 days.

And what do you think will be left to be found, left unscrubbed, after 24 days? The whole process is farcical.

Men det går fra farce til skandale. Obama underløber kongressen for at få sin aftale istand

Congress won’t get to vote on the deal until September. But Obama is taking the agreement to the U.N. Security Council for approval within days. Approval there will cancel all previous U.N. resolutions outlawing and sanctioning Iran’s nuclear activities.

Meaning: Whatever Congress ultimately does, it won’t matter because the legal underpinning for the entire international sanctions regime against Iran will have been dismantled at the Security Council. Ten years of painstakingly constructed international sanctions will vanish overnight, irretrievably.

Even if Congress rejects the agreement, do you think the Europeans, the Chinese or the Russians will reinstate sanctions? The result: The United States is left isolated while the rest of the world does thriving business with Iran.

“The astonishing thing, which no one has pointed out”, skriver den ægyptiske Imad Al-Din Adib, der sammenligner Iran-aftalen med Chamberlains München-aftale “is that even if Iran complies to the letter with the 85 sections of the agreement, the agreement itself, once its 10-year duration is up, allows [Iran] to produce a nuclear bomb in the 11th year.”

ISIS er en islamisk bevægelse, derfor lader den sig ikke bekæmpe med fornægtelse og venstrehåndsbombninger

Daily Mail har en udmærket artikel om den enorme indsats imod Islamisk Stat der synes aldeles nytteløs.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3154680/The-astonishing-FIFTY-FOUR-countries-groups-battling-ISIS-haven-t-crushed-already.html#ixzz3fWyanjo9

An international coalition of over 30 countries and at least a dozen more rebel and terror factions have been unable to prevent the rapid growth of ISIS.

The terror group has expanded its territory, recruited ‘thousands’ of new foreign fighters and brought new jihadi organisations under its wing since an international ‘task force’ to ‘eliminate’ ISIS in October 2014.

At least 42 nations have either carried out airstrikes on ISIS, trained troops and Middle-Eastern tribesman to do battle against it or given weapons to those who are.

Meanwhile, at least a dozen rival Islamist groups are waging bloody war with ISIS on the ground - and for the hearts and minds of Muslims online.

Despite their collective hatred for the Islamic State, these disparate groups have failed to combat and destroy ISIS because their agendas conflict and they are not attacking the heart of the so-called caliphate, a counter-terrorism expert has told MailOnline.

ISIS commands 31,000 loyal fighters according to the United States - up from 16,000 last Autumn - while Kurdish forces put that number at closer to 200,000. And around eight million are thought to live under its barbaric rule.

This inspired more than 60 nations to commit to the Global Coalition to Counter ISIS which was formed to ‘eliminate’ ISIS, even though some of these - including Austria, Sweden and Ireland - are simply providing humanitarian support to the millions made homeless by the insurgents.

As part of Operation Inherent Resolve, the US-led coalition whose purpose is to eliminate ISIS, 13 different countries have executed airstrikes on Islamic State militants in Iraq and Syria.

The United States and five of its Arab allies - Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi Arabia and the United Arab Emirates - launched the intense campaign of airstrikes and cruise-missile attacks against ISIS in September 2014.

Since then, America has been responsible for around 60 per cent of the 16,000 bombings on Iraq and Syria carried out since.

Den irakiske hær har kæmpet med den siden 2006, dengang den kun var en Islamisk Stat Irak og Syrien begyndte i 2011. Mange muslimske lande kæmper internt med deres egne muslimske entusiaster, der begynder at sværge troskab til Islamisk Stat, blandt andet Boko Haram, der trodsede Michelle Obama og aldrig gav de kidnappede småpiger tilbage, har bragt flere afrikanske lande ind i kampen. Alligevel trives Kalifatet Islamisk Stat som aldrig før. Terroreksperten, som Daily Mail har talt med, mener at problemet er at alle, der bekæmper Islamisk Stat har forskellige interesser. Men det hjerte han mente skulle angribes defineres ikke.

Vi får dog at vide at en lokal terrorgruppe producerer sin egen propaganda, der skal imødegå Islamisk Stats “poisonous narrative” “and mistaken understanding of Islam“. Og den amerikanske præsident Barak Obama er helt enig i det synspunkt og “says no amount of firepower will bring down the terror group who prey on ‘vulnerable’ Muslims around the world, adding: ‘Ideologies are not defeated with guns, they’re defeated by better ideas, a more attractive and compelling vision.’“. Man skulle tro at alle alternativer til Islamisk Stats svælgen i grusomheder var bedre ideer, at det IKKE at hugge hovedet at handlende der holder fredagsåbent klart var en bedre ide og en større vision end et gøre det. Men Islamisk Stats giftige narrativ, dårlige ideer, misforståeede islam og og uattraktive vision er åbenbart mere end almindeligt konkurencedygtigt og antallet af svage muslimer er svimlende og stigende.

Igår spekulerede jeg via kloge indlæg om Euroens og EUs krise kunne demaskere den herskende politiske klasses manglende realitetssans førend islams grusomheder blev ubenægtbare ud fra en Clintonsk ‘it’s the economyu, stupid’ tankegange. Douglas Murray forklarer i Gatestone Institute den stigende kløft mellem, det som politikere siger om ‘fredens religion og det som befolkningerne ved. For selvfølgelig kan man bekæmpe Islamisk Stat militært, skriver Murray i sit opgør med Obamas ide om attraktive ideer. Det var således man knuste nazismen. Islamisk stat kan ikke rekruttere nye krigere, hvis den knuses og den vil ikke virke attraktiv, hvis den får bøllebank og lider nederlag. Men der er noget andet om kalifatets ideer, som Obama og de andre vestlige ledere samt medierne vånder sig over at se i øjnene, nemlig at Islamisk Stat er islamisk, dens ideer er islamisk lære og det virker tiltrækkende på muslimer, der er opflasket med at islams ideer er de bedste uanset hvad virkeligheden ellers fortæller

While the Nazis tried to hide their worst crimes from the world, the followers of ISIS repeatedly record and distribute video footage of theirs. Between free and open democratic societies, and a society which beheads women for witchcraft, throws suspected gays off buildings, beheads other Muslims and Christians, burns people alive, and does us the favour of video-recording these atrocities and sending them round the globe for us, you would have thought that there would be no moral competition. But there is. And that is not because ISIS has “better ideas, a more attractive and more compelling vision,” but because its appeal comes from a specific ideological-religious worldview that we cannot hope to defeat if we refuse to understand it.

That is why David Cameron’s interjection was so important. The strategy Barack Obama and he seem to be hoping will work in persuading the general public that ISIS has nothing to do with Islam is the same tactic they are adopting in the hope of persuading young Muslims not to join ISIS. Their tactic is to try to deny something that Muslims and non-Muslims can easily see and find out for themselves: that ISIS has a lot to do with Islam — the worst possible version, obviously, for Muslims and non-Muslims alike, but a version of Islam nevertheless.

ISIS can destroy its own credibility among advocates of human rights and liberal democracy. The question is how you destroy its credibility among people who want to be very Islamic, and think ISIS is their way of being so. Understand their claims and their appeal, and work out a way to undermine those, and ISIS will prove defeatable not only on the battlefield but in the field of ideas as well. But refuse to acknowledge what drives them, or from where they claim to get their legitimacy, and the problem will only have just started.

Murray gør sig for mange håb om at islam kan reddes fra sig selv og det gør Jürgen Todenhoffer også i dette interview i BBCs Hardtalk. Men, hvis man kan abstrahere fra udtryk som “so-called Islamic State movement” og hæfte sig ved hans beskrivelse af den muslimske bevægelse for man et anderledes forstemmen realistisk billede af, hvorfor Obama har ret når han siger at vi kommer til at kæmpe med disse problemer i mange, mange år

The so-called Islamic State movement has very publicly murdered western journalists and aid workers who entered its territory. As a result, IS-held areas of Syria and Iraq have been off-limits to western reporters for the past year. Except for the guest today.

Last December Jürgen Todenhöfer spent ten days inside the self-styled IS caliphate. He emerged unscathed with a remarkable story - what more can he tell us about the jihadists and what can we conclude about his own motivations?

Muslimerne propaganderer grusomheder

Propaganda

propaganda, (lat., af propagare ‘udbrede’), systematisk tilrettelagt envejskommunikation, der i frihed over for sagligheden med suggestive midler (ord, gerne billeder og musik) sigter mod at styre modtagernes holdning og adfærd. Hvor saglig argumentation med rod i samtale og debat vil vise, bevise og overbevise, vil propaganda ved demagogi overtale og forføre.

Med andre ord vil propagandisten tage sig lækker ud i forhold til sin målgruppes værdier, ønsker, drømme og frygt. Lige så meget som det er fortællingen om propagandistens selvbillede er dens succes fortællingen om målgruppens essens. Englænderne kunne f.eks motiveres til at bekrige kejserens Tyskland ved at appellere til retfærdighedssans og angst for det lurende barbari tilsat et strejf af lummerhed.

01-destroy-this-mad-brute-wwi-propaganda-poster1

The Guardians Steve Rose skriver

In 1941, Hollywood director Frank Capra was commissioned to make a series of propaganda films for the US war effort. He knew he had his work cut out: he had seen Leni Riefenstahl’s Triumph Of The Will – a staggering, state-of-the-art display of both film-making expertise and Nazi military might. “It scared the hell out of me,” Capra later said. “It fired no gun, dropped no bombs, but as a psychological weapon aimed at destroying the will to resist, it was just as lethal.” How could the Americans possibly compete? Capra’s solution was to turn the enemies’ weapons against them. His resulting seven-film documentary series, Why We Fight, repurposed footage from Triumph Of The Will and other propaganda films to show “our boys” what they were up against. He even copied Riefenstahl’s editing rhythms and rousing use of music. “Let their own films kill them,” Capra said. “Let the enemy prove to our soldiers the enormity of his cause – and the justness of ours.”

De totalitære styreformer appellerede til drømmen om fremskridt og sammenhold, der skulle forblive en illusion og en løgn.

propaganda21

Eller til drømmen om lederens menneskelighed og kærlighed.

gwwii0322

Vestlige demokratier benytter vulgær propaganda som en force majeure og hvis man skal have almindelige vesterlændinge til at gribe til vold er en dehumanisring af fjenden nødvendig. Fra Tyskland, henover Rusland til Kina appellerer de totalitære og morderiske regimer til det almindelige menneskes håb og drømme om et bedre samfund, en bedre fremtid og den kære leder. Men, hvad kan vi lære af Kalifatets videoer? Kun om æstetik og teknibavl hos Times of Israel

Analysts say that a video released by the Islamic State group last month, showing the beheading of 22 Syrian soldiers, took between four and six hours to film, and cost an estimated $200,000.

The propaganda video, released on November 16 and called “Though the Unbelievers Despise It,” shows the simultaneous executions of the Syrian soldiers as well as the beheading of US aid worker and hostage Peter (Abdul Rahman) Kassig.

The US-based terrorism research organization TRAC (Terrorism Research & Analysis Consortium) and a UK-based counter-extremism think tank Quilliam analyzed the production techniques used to make the video in an effort to identify victims and their killers and to locate the exact location of the brutal killings.

Based on lighting and shadows, the analysts estimated that the video was shot in multiple takes over a four- to six-hour period.

They also noted several inconsistencies in the line-up order of hostages and killers. In certain frames the jihadists can be seen chatting among themselves, passing time between takes.

TRAC said that the professional-quality footage was filmed with multiple high-definition cameras and edited with state-of-the-art software.

Veryan Khan, a TRAC researcher, told TIME magazine that the video would have likely had a director, producer and editor, who may have used storyboards like traditional filmmakers.

Khan pointed out that not only did the executioners posses a certain physical aesthetic, they also represented varying ethnicities and nationalities, a way for the Islamic State to demonstrate the global reach of its self-proclaimed caliphate.

På Telegraph kan man læse at ISIS er for muslimer, hvad pop-idoler er for vesterlændinge

Isil jihadists are becoming like the Beatles and other pop idols with British boys wanting to be them and girls wanting to be with them, a senior prosecutor has warned.

Nazir Afzal said “jihadimania” is worse than previously thought and is luring youngsters conned by the image to Syria.

And those who do not managed to travel are a “ticking time bomb” for the security services and police here, he warned.

More than 600 Britons are feared to have travelled to Syria with many joining the terror group Isil.

They include young teenage boys and girls who have either gone to become soldiers or “jihadi brides”.

Isil’s alleged British executioner Mohammed Emwazi was already dubbed “Jihadi John” in reference to the “Beatles” nickname given to him and his fellow British captors by their hostages.

But Mr Afzal said the pop music image is more widespread and risks luring and radicalising many more young Britons.

“The boys want to be like them and the girls want to be with them,” he said in an interview with The Guardian.

“That’s what they used to say about the Beatles and more recently One Direction and Justin Bieber. The propaganda the terrorists put out is akin to marketing, and too many of our teenagers are falling for the image.”

“The extremists treat them in a similar way to sexual groomers – they manipulate them, distance them from their friends and families, and then take them.”

Guardians Steve Rose mener at ISIS bl.a forsøger at trække Vesten ind i et morrads af krig og muslimer med sine halshugningsvideoer af vestlige jourlister som Steven Sotlof og James Foley (en advarsel, der deles af Magnus Ranstorp). Men så tilføjer han helt ureflekteret at vestlige lande “have seen their citizens departing to join Isis”. Men hvad drager dog “vestens borgere” som muslimer så eufemistisk kaldes, til at deltage i henrettelser af sagesløse mennesker? Rose svarer ikke, men synes overvældet af at ISIS synes at gøre Capra kunsten efter når det handler om at bruge fjendens æstetisk, fjernt fra Bin Ladens monotone hulemologer

The visual grammar of these films bears close examination. Cantlie first appears talking straight to the viewer, but the angle switches mid-speech, showing him in profile. It’s a technique common to modern documentary and TV interviews, requiring more than one camera or multiple takes. Cantlie’s broadcasts also end with a news-like sign-off: “Join me for the next programme”. In the beheading videos, “Jihadi John” and his masked kidnappers indicate their next victim at the end, as if enticing viewers to stay tuned, in the manner of a reality TV show. Why do this? Isis is trying to make its hostage videos look more professional, more entertaining, even.

The full extent of Isis’s media ambitions can be seen in the output of its “Al Hayat Media Center”. Not to be confused with the Arab newspaper Al-Hayat, Al Hayat Media is specifically aimed at non-Arabic speakers, particularly younger viewers, and its output is closer to mainstream broadcast standards than anything else Islamic extremism has yet produced. Like a conventional broadcaster, it has its own glossy ident, not dissimilar to that of Al-Jazeera: a teardrop-shaped logo of Arabic script materialising from a digital cascade of water. Its broadcasts invariably feature this logo or a fluttering black-and-white Isis flag in the top corner of the screen. It makes programmes in several languages – primarily German, English and French – and multiple formats, from minute-long, Twitter-friendly “Mujatweets” to an hour-long “documentary” entitled The Flames Of War, which was heralded by its own Hollywood-style trailer. It also publishes audio content and an English-language PDF magazine, called Dabiq. Issue two likened the Caliphate to an “ark” in an apocalyptic “flood”. It illustrated the analogy with images from the recent Hollywood epic Noah.

(…)

The more violent images from The Flames Of War have also been edited into a rapid-fire, steroidal action montage accompanied by a recruitment nashid, or hymn. Again, the implication is that warfare is a real-life Grand Theft Auto. The song lyrics sweep across the screen, karaoke-style in latin-script Arabic and English: “Brothers rise up! Claim your victory! Let’s go! Let’s go for jihad!” It takes a while to register that the song itself is in German.

Information har en rasende spændende fortælling om “en fransk journalist går undercover på de sociale medier for at komme i kontakt med Islamisk Stat”. Hun bliver forlovet med “en af Al-Baghdadis mest betroede mænd” og er på vej til Kalifatet og afsløring da handes ‘gom’ bliver dræbt af vestlige styrker, angiveligt fordi sikkerhedstjenester har overvåget “forholdet”. Journalistens erfaringer kommer som bog og er “en skræmmende beretning om, hvor langt ind i teenageværelserne, Islamisk Stats propagandamaskine når” Til TV2 siger Loretta Napoleoni, ekspert i international terrorisme at ”Islamisk Stat (IS) har et besnærende positivt budskab til verdens unge muslimer”.

- Den besked, som Al Qaeda sendte ud, var: ”Kom til Irak og spræng dig selv i luften. Og så får du bagefter et vidunderligt liv med 72 jomfruer”. IS siger: ”Kom og vær en del af dette fantastiske eventyr, bring din familie hertil, lev livet nu”. Det er derfor, de besnærende, siger Loretta Napoleoni i et interview med TV 2.

(…)

- Det er skabelsen af en stat, som er virkeliggørelsen af det muslimske, politiske Utopia. At gå tilbage til Kalifatet er noget, der er blevet debatteret blandt lærde i måske seks århundreder: ”Vi må tilbage til kalifatets strålende civilisation”. De har ikke andre positive, politiske eksempler. Så det, de gør, er at vise folk – i særlig grad de unge muslimer verden over – at de er i gang med at føre denne utopiske drøm ud i livet. Og de ønsker, at de skal deltage.

- Dette er en stat, der vil give dem alle sammen frigørelse. Århundreder af ydmygelse og kolonisering vil al sammen være glemt, for denne stat vil beskytte dem. Det er det positive budskab.

Napoleoni advarer mod at bruge militær magt, der kun vil gøre dem “endnu stærkere end i dag”. I stedet skal vi “bringe denne stat ind i det internationale samfund”. Det lyder ganske tilforladeligt, især når The New Yorker analyserer poetikken. Så overraskede og imponerede eksperterne er over Kalifatets lækre propaganda, så lidt beskæftiger de sig med indholdet og det muslimske sind. Propaganda er at fortælle om sagens fremragende kvaliteter eller om fjendens grusomheder. Kalifatets kvalitet er grusomhed mod islams knækkede fjender og dette gør Kalifatets propaganda enestående. De viser grusomheder begået mod en værgeløs knækket fjende. Kalifatet caster gladeligt sig selv i rollen som “the mad brute” og vinder muslimers hjerter.

Men eksperterne er blinde for den vinkel og medierne og politikerne bange. National Post havde spurgt Joanna Cook, der skrev afhandling om “jihad-brude” unge piger der drager til Kalifatet for at gifte sig med krigerne. Bortset fra almindelige sammenligninger med kvinder der bistod Klu Klux Klan som generisk ekstremisme får man intet at vide om det specifikke fænomen, altså en gang akademisk tomgang, På spørgsmålet om, hvor disse brude kommer fra svarer hun selvfølgeligt “Belgium, Germany, Malaysia, France, Austria, Australia and even the U.S…”. Men de kommer ikke allehånde steder fra. De kommer fra muslimske familier!

Forklaringen skal man søge hos folk som Nikolaj Sennels

Brainwashing people into believing or doing things against their own human nature — such as hating or even killing innocents they do not even know — is traditionally done by combining two things: pain and repetition. The conscious infliction of psychological and physical suffering breaks down the person’s resistance to the constantly repeated message.

Totalitarian regimes use this method to reform political dissidents. Armies in less civilized countries use it to create ruthless soldiers, and religious sects all over the world use it to fanaticize their followers.

During numerous sessions with more than a hundred Muslim clients, I found that violence and repetition of religious messages are prevalent in Muslim families.

Muslim culture simply does not have the same degree of understanding of human development as in civilized societies, and physical pain and threats are therefore often the preferred tool to raise children. This is why so many Muslim girls grow up to accept violence in their marriage, and why Muslim boys grow up to learn that violence is acceptable. And it is the main reason why nine out of ten children removed from their parents by authorities in Copenhagen are from immigrant families. The Muslim tradition of using pain and intimidation as part of disciplining children are also widely used in Muslim schools — also in the West.

Combined with countless repetitions of Quranic verses in Islamic schools and families, all this makes it very difficult for children to defend themselves against being indoctrinated to follow the Quran, even if it is against secular laws, logic, and the most basic understanding of compassion.

And as we know from so many psychological studies, whatever a child is strongly influenced by at that age takes an enormous personal effort to change later in life. It is no wonder that Muslims in general, in spite of Islam’s inhumane nature and obvious inability to equip its followers with humor, compassion and other attractive qualities, are stronger in their faith than any other religious group.

Ingen tvivl om at Kalifatet lægger i kakkelovnenRousseau mente at civilisationen ødelagde mennesket, at mennesket i sin urform var ædlere. At dømme efter muslimernes hang til grusomheder, så er der forskel på civilisationer. Eller også er muslimerne forfaldet til Hobbes‘ krigeriske naturtilstand og deres og deres omgivelsers liv ondt, brutalt og kort. Og her er der kun et at gøre: Destroy this mad brute!

Stemning fra Mosul

Arabere, Arabiske forår, Diverse, Irak, Jihad, Kalifatet, Muslimer, Muslimguf, Syrien, Terror, Tyrkiet, islam — Drokles on June 12, 2015 at 2:41 am

Information giver via BBC og Facebooksiden Mosul Eye en stemningsbeskrivelse af forholdene i Mosul, der nu har været under ISIS kontrol i over et år

Et stort N, malet på husmuren, fortæller alle i Mosul, at her bor en kristen. Som oftest efterfulgt af en erklæring om, at bygningen er »Islamisk Stats ejendom« – et signal om, at de oprindelige indbyggere er flygtet.

Et år efter at Islamisk Stat løb millionbyen Mosul i det nordlige Irak over ende, har bevægelsen invaderet stort set alle dele af befolkningens liv og etableret næsten total sindelagskontrol.

I hvert fald hvis man skal tro de beretninger, brudstykker og videoklip, som smugles ud af den belejrede by af anonyme indbyggere, der sætter livet på spil for at fortælle omverdenen om livet i Islamisk Stat.

En af dem, der det seneste år har rapporteret om livet i Islamisk Stat, er Mosul Eye, der præsenterer sig som irakisk historiker og jævnligt poster oplysninger, fotos og amatørvideoer på Twitter og Facebookfra livet i den belejrede by.

»I løbet af de seneste måneder er det blevet tabu at tale om religion i Mosul. Folk mener ikke, at IS repræsenterer islam, men ingen tør sige det højt,« skriver han f.eks. og fortæller, hvordan Islamisk Stats efterretningstjeneste i stadig stigende grad overvåger indbyggerne i Mosul og indsamler informationer om folk fra naboer, taxichauffører og butiksejere – ligesom under Saddam Husseins diktatur.

Det seneste skridt til at kontrollere befolkningens sindelag er indførelsen af et skattekort, som alle indbyggere skal gå med som bevis på, at de betaler skat til Islamisk Stat. Mosul Eye har postet et billede af sit eget lyseblå skattekort med Islamisk Stats logo på som bevis på den nye, altomfattende registrering af borgerne. 2.000 irakiske dinarer om dagen er den pris, hver borger må betale, fortæller han. Det svarer til cirka 10 kr. Butikker skal betale 10.000 dinarer to gange om måneden. Og gør man det ikke, er straffen hård.

Som Information skriver så er det et andet billede end det ISIS tegner, eller får tegnet af John Cantile, der blev kidnappet sammen med sin amerikanske kollegaJames Foley. Foley blev halshugget, Cantile blev propagandist. Men Vice News har en stemningsrapport fra kurdernes kamp mod islamisk stat

A year after the Islamic State’s lightning conquest of Iraq’s second-largest city of Mosul, the poorly-trained and equipped Kurdish peshmerga forces are the international coalition’s only reliable boots on the ground in northern Iraq.

The Pentagon’s hopes of recapturing the city by spring 2015 have been dashed by the military failures of the Iraqi Army further south, leaving the peshmerga to defend a 600-mile long frontline almost encircling Mosul, fending off constant Islamic State (IS) assaults with insufficient supplies of ammunition and modern weapons.

For one month, VICE News embedded with the peshmerga fighters on the Mosul frontline, gaining an insight into the coalition’s faltering war against IS through the eyes of the Kurdish volunteers bearing the brunt of the fighting.

Jihadists vs. the Assad Regime: Syria’s Rebel Advance

Jeg kan ikke følge udviklingen i Mellemøsten, men det går tilsyneladende ikke så godt for Assad i kampen mod ISIS skriver Telegraph

The Assad regime has suffered a series of blows in recent weeks that have once again raised questions about how long Iran will continue to support it.

Since it took Palmyra three weeks ago, Isil has pushed on against a regime defence line that is withering.

It is now close to Homs, the capital of Syria’s largest province but more important as a symbol of the early, non-jihadist opposition to the Assad regime.

The defeat of a coalition of secular and “moderate” Islamist forces in Homs after a long siege by the regime was for a while seen as a turning point in the war.

In fact, it seems merely to have invigorated support for more militant varieties of rebel.

Vice News fulgte nogle jihadister

In just a few short weeks, a newly-united rebel coalition has captured almost all of northwest Syria’s Idlib province from government forces, overturning assumptions over the war’s course, and threatening the regime’s ability to defend its heartland.

VICE News filmmaker Salam Rizk secured rare access to the jihadist fighters at the spear tip of the battle for the strategic city of Jisr al-Shughour.

Brian Esbensen benægter folkemord på kristne

christian-homes-marked

Med Bent Jensens nederlag til Jørgen Dragsdahl i Højesteret forleden skal man passe ekstra på hvad man kalder andre mennesker uanset, hvor sandt det måtte være. Så jeg vil ikke bruge nogle som helst specifikke ord om Politikens faste blogger og Melløst ekspert ved Ræson Brian Esbensen blot fordi han benægter folkemordet på de kristne i Mellemøsten. Men det gør han på sin Facebook side. Ja, han anerkender end ikke at kristne forfølges

Forfølges de kristne i Mellemøsten? Nej, er det korte svar. Det lidt længere og uddybende svar følger her:

Kan I huske da kampe i det nordlige Irak, tæt på kristne og kurdiske byer og områder, havde det meste af verdens bevågenhed for et lille års tid siden? Civile - hvoraf mange var kristne - blev drevet på flugt, og begivenhederne blev af uforstandige personer set som (endnu) et bevis på, at kristne bliver forfulgt i Mellemøsten.

Det er sådan set rigtigt nok. De kristne forfølges og flygter; ligesom dem med brune, grønne, grå og blå øjne; og ligesom sunni-muslimerne, shia-muslimerne og dem der ikke tror på en skid; og ligesom de høje, de lave og dem midt imellem.

Irak (og er par andre steder i regionen) er et stort f**king anarki og folk flygter.

Lige nu kæmpes der i og omkring byen Ramadi og det er en rigtig god case til at illustrere, hvorfor ‘amatør-eksperterne’ som fx. Niels Ivar Larsen og Søren K. Villemoes fuldstændig fejllæser regionen, når de sidder i deres trygge kontorstole i København og fremfører ‘de-kristne-forfølges’-tesen.

Ramadi består næsten udelukkende af (sunni-) muslimer. Indtil USA, DK, UK o.a. besluttede sig for at bombe Irak tilbage til stenalderen i 2003 boede der cirka 700.000 mennesker. Da de nuværende kampe startede var tallet cirka 500.000 (altså var ca. 200.000 muslimer allerede flygtet). Indenfor den seneste måned melder UNHCR at 114.000 (muslimer) er flygtet og indenfor de seneste dage er det eksploderet med yderligere titusinder (muslimer) på flugt.

Summasummarum og pointen skåret ud i pap: Skillelinjen går ikke mellem kristne på den ene side og muslimer på den anden. Den går mellem de få radikale - hvoraf mange er tilrejsende tosser - og så alle andre, herunder de mange mange millioner moderate muslimer, der flygter i den største globale flygtningekatatrofe siden 2. verdenskrig.

I kommentarfeltet uddyber han sin pointe

Jeg kunne med udgangspunkt i data over flest døde i trafikken lave en lignende liste. Thailand er det farligste sted i verden for bilister. Jeg kunne med 100% sikkerhed lave en statistik, der illustrerede at ejere af grønne biler dør som fluer i trafikken i Thailand. Og, ja, det ville sådan set være helt korrekt, men det ville på samme tid også være uendelig uinteressant, da det samme gælder for ejere af røde, blå, hvide (you name it) biler. Det er i stor udstrækning det samme med ‘den kristne forfølgelse’ i Mellemøsten. En selektiv liste, hvor én religion (i et land i kaos) eller én bilfarve (i et trafikalt helvede) er udvalgt, fortæller os tæt på ingenting.

Esbensen argument er altså at fordi andre, inklusive andre muslimer, også forfølges af kalifatet så forfølges kristne ikke særskilt. Men dette er selvfølgelig forkert. Med varierende nidkærhed forfølges alle der opfattes som islams fjender og her forfølges kristne ikke blot for ikke at være muslimer, men for at være kristne.

Esbensens beskriver sine kompetencer

Faglig kompetence:
Demokratisering i en arabisk, muslimsk kontekst
Menneskerettighedsforståelser – kulturrelativisme, universalisme
Religion og kultur
Palæstinensiske flygtninges historie og situation
Konflikt, oprør og civilsamfund
Postmoderne udviklingsteori
NGO advocacy, lobbyisme
Regional kompetence:
Libanon, ophold og arbejde, 2002-2003 og 2005, 2012, 2013
Syrien, ophold og arbejde, 2004 og 2012
Jordan, ophold og arbejde, 2003-2004
Godt kendskab til Libanon, Syrien, Jordan, Israel, Palæstina, Balkan

Uddannelse og kurser

Cand.scient.soc., samfundsvidenskab, udvikling og internationale relationer, Aalborg Universitet
Tillægsmodul i skriftelig journalistik, Danmarks medie- og journalisthøjskole
“Modern history of Jordan and the M.E.”, University of Jordan

Ansættelser og anden arbejdserfaring

Journalist, kronikør og udviklingspolitiks kommentator, Kristeligt Dagblad m.fl. (for nuværende)
Foredragsholder, Det arabiske forår, Mellemøsten, Konflikten i Syrien (for nuværende)
Brian Esbensen er Mellemøst-redaktør, Magasinet RÆSON (ophørt august 2013)
Rådgivende Konsulent, Aarhus kommunes internationale kontor, Nis, Serbien (ophørt maj 2011)
Projektansvarlig, Arab NGO Network for Development, Beirut, Libanon (ophørt juni 2004)
Projektkoordinator og praktikant, Norwegian People’s Aid, Beirut, Libanon (ophørt jan. 2003)
Underviser, Dansk Røde Kors asylafdeling (ophørt sep. 2002)

Bestyrelser, tillidsposter og netværk

Tidligere medlem af Dansk Flygtningehjælps bestyrelse i Aalborgs frivillig-afdeling
Tidligere aktiv i diverse græsrodsarbejde

Produktion

Udgivelser:

Flere bidrag til e-bogen “Efter det Arabiske Forår”, RAESON, 2012 Se: http://raeson.dk/2012/ny-ebog-fra-r%C3%A6sonefter-det-arabiske-forar-%E2…

Kronikker, analyser, internationale kommentarer og baggrundsartikler i div. magasiner og dagblade, bl.a.

Artiklen “På flugt til fredens by”, Kristeligt Dagblad, om syriske flygtninge i Tyrkiet: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/460378:Udland–Paa-flugt-til-fr…

Kronikken “De islamiske partier har vundet – skal vi være nervøse?”, Kristeligt Dagblad, om de første frie valg efter det arabiske oprør: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/448338:Kronik–Deislamiske-part…

Personligt tilbageblik på Syrien-reportage tur, Politiken: http://politiken.dk/debat/profiler/brianesbensen/ECE2065475/sidste-aar-e…

International kommentar vedr. situationen i Syrien, Information: http://www.information.dk/313042

Kronik i Berlingske, Civilisationernes sammenstød er en farlig myte: http://www.b.dk/kronikker/civilisationskrig-er-en-farlig-myte

Sprog

Dansk - Modersmål
Engelsk - Beherskes flydende
Tysk - Godt kendskab
Arabisk - Noget kendskab

Opfordringer fra Brian Esbensens FB-vennerkreds til at sætte sig ind i virkeligheden, som ved at læse  Klaus Wivels: Den sidste Nadver eller læse Amnesty Internationals rapporter afviser Esbensen med at han allerede “har læst wivels makværk af en ‘bog’”. Jacob Mchangama kalder Esbensen for en skændsel og forsøger at højne debatten med nogle artikler fra BBCThe Guardian,CNNThe Independent, og The New Statesman, der alle utvetydigt beskriver muslimsk forfølgelse af kristne fordi de er kristne. Tidligere har jeg også henvist til BBC og Raymond Ibrahim. Men man kan også blot google det. De kristne bliver forfulgt fordi de er kristne. Esbensen har ingen undskyldning for ikke at vide det og ingen undskyldning for at benægte det.

Amnesty kritiserer Hamas

Antisemitisme, Arabere, BBC, Forbrydelse og straf, Israel, Jihad, Muslimer, Pressen, islam — Drokles on May 29, 2015 at 8:32 am

Når krigen er forbi kommer sandheder langsomt frem. De bliver ganske vist glemt til næste gang, for Mellemøsten handler grundlæggende om Israels forbrydelser i offentligheden. Men lige nu kan man godt sige det; Hamas myrdede løs på sin egen befolkning under krigen mod Israel. De døde indgik højst sandsynligt i de samlede tabstal, men så meget er man ikke parat til at indrømme hos BBC

Hamas forces in the Gaza Strip committed serious human rights abuses including abductions, torture and extra-judicial killings of Palestinian civilians in 2014, a report says.

Most of the victims were accused of collaborating with Israel, Amnesty International investigators report.

The report says no-one had been brought to account for the abuses, suggesting they were officially sanctioned.

Hamas said the report was biased and had relied on dubious sources.

The report, entitled Strangling Necks, covered the period of last summer’s 50-day war between Israel and militants in Gaza.

It says while “Israeli forces were inflicting destruction and death on the people in Gaza, Hamas forces took the opportunity to ruthlessly settle scores”.

Ja, Israel bragte død og ødelæggelse over Gaza, det er deres metier åbenbart, det skal med, ellers er man ikke et statsstøttet medie.

Imens i Yemen, fjernt fra offentligheden, bomber Saudierne nogen de antager for shiamuslimer. Måske er det de forkerte, men bombet bliver der. Yemenitterne trodser bomberegnen og med munden fuld af khat råber forbandet være jøderne og død over USA og Israel

De forlanger respekt

Forbrydelse og straf, Jihad, Multikultur, Muslimer, Terror, USA, Ytringsfrihed, islam, muhammed — Drokles on May 10, 2015 at 11:10 pm

I Pakistan er muslimske terrorister fejret som helte skriver Clarion Project. Engelske Daily Mail betegnede Pamela Gellers forening “extreme ‘free speech’ group” og skrev i deres overskrift at den “refused to cancel provocative ‘Muhammad Art Exhibition’ despite protests“.

pakistan-memorial-texas-gunmen-ip

The Islamic Society of Greater Kansas vil ifølge The Rebel holde en begravelse for den ene af de to døde terrorister. Og Anjem Choudary slår fast i en live TV debat at Pamela står til dødsstraf

Ekstra Bladet med en virkeligt sørgelig leder

EN FORVILDET FLOK stærkt rabiate danskere danner fortrop i en forening, de kalder Trykke-frihedsselskabet” indleder Ekstra Bladet en af sine sørgeligste ledere. Og niveauet hæves ikke

– Vi synes, Geert Wilders er en vigtig stemme i debatten om ytringsfriheden, udtaler formanden, præsten Katrine Winkel Holm. Uden dog at nævne, at han har et forbud mod Koranen på sit politiske program!

To banale fejl. Katrine Winkel Holm er ikke præst. Geert Wilders har ikke forbud af koranen på sit program.

Som det har været tilfældet ved tidligere arrangementer, ser selskabet det som sin vigtigste opgave at provokere. Provokationer alene for provokationens skyld. Og ledelsen vil blive slemt skuffet, hvis Wilders’ ophold på klippeøen ikke afføder skrig, skrål og ballade.

Mission skrig-skrål-og-ballade er hermed allerede udført lader det til. Ekstra Bladet fortsætter med at digte Trykkefrihedsselskabet meninger og motiver på, nu de ikke har kunnet støve det mindste behandlingskrævende og rabiate op

DET MÅ I ØVRIGT være en forglemmelse, at selskabet ikke havde inviteret Front National-stifteren Jean-Marie Le Pen til at tale i Fælledparken 1. maj. Men det kan jo ske næste år, hvis han ellers lever så længe.

For Winkel Holm, Lars Hedegaard, Mogens Camre og ligesindede betyder ytringsfrihed kun fri ret til at svine muslimer til. Folk med andre synspunkter bør holde kaje.

Det er nu ikke sandt, men vi kan konstatere at den selv samme ytringsfrihed som Ekstra Bladet nyder godt af betyder at begå karaktermord og en sump af løgne. Og vrøvl, ikke at forglemme, som Ekstra Bladet fortsætter med umiddelbart efter

Ytringsfrihed handler ikke om at forfægte nogens ret til at sige noget, som man er enig i, men om at kæmpe for folks ret til at fremsætte synspunkter, der byder én inderligt imod.

ja, der tager Ekstra Bladets leder igen fejl. En frihed administreres frit som det passer een bedst. Den kommer hverken med et program eller sponseret af sex-annoncer. Når Wilders er interessant er det fordi han så flot taler de imod, der med vold og død vil forhindre det frie ord og den frie tanke. Alene det at nogen mener han skal myrdes for sine meninger gør hans meninger interessante.

11182320_907709442624825_3224602837885751494_n

Det farligste ved Ekstra Bladet er at man falder i søvn

DET ER LIDT af et paradoks, at Trykkefrihedsselskabet ledes af en præst. Folk med den metier forbinder man jo normalt med næstekærlighed.

Igen, Trykkefrihedsselskabet ledes ikke af en præst. Og næstekærlighed har intet at gøre med trykkefrihed. Men lad os høre Geert Wilders selv

Pamela Geller er den helt venstrefløjen søger

På det amerikanske venstredrejede medie Think Progress, læste jeg forleden en artikel der våndede sig over at der blev lavet for få film med kvindelige superhelte i rollerne. Drengenes fantasi-univers var simpelt hen (’hen’ ikke forstået på ny-svensk) ikke ligestillet nok mht køn. Artiklen nærmede sig det konspiratoriske, hvor man spekulerede i om de få forsøg fra filmselskaberne (Cat-woman og Supergirl) var bevidst dårligt producerede for at opretholde et kunstigt patriarkalsk superhelteunivers.

Samme Think Progress havde derimod kun hån tilovers for virkelighedens superkvinde, eller en af dem, i Pamella Geller. Hendes forbrydelse bestod i at tale volden og tyranniet midt imod. Ved at afholde en tegning-konkurrence med den muslimske profet som motiv vakte hun voldsmænds vrede. Og voldsmændene ville hævde deres voldsmonopol. De mødte dog kun deres egen skæbne ved et politi der var beredt. Det var i Texas.

14002_10153318558657439_6589506604928088695_n

Think Progress mener at i ramme alvor at tegnere, der tegner noget som volds-mænd ikke vil have - og de der arrangerer fora for den slags også - selv er skyld i den død voldsmænd bringer med sig. Det svarer til at kvinder i lårkort selv er skyld i at blive voldtaget. Sjovt nok er voldsmændenes bagland helt enige i den analogi, mens Think Progrees og dens åndelige bagland sikkert vil finde den usmagelig.

Progressiv tanke er nemlig ikke at tænke, men kun en ideologisk formel op mod et fast fjendebillede. Venstrefløjen har i savnet af Østblokken allieret sig med den islamiske verden og harmoniseret store dele af dens åndelige gods, som den også har overtaget dens forurettelsesforståelse.

Men der er ingen vej udenom, offerbebrejdelse er kernen af den åndelige værdikamp, der kæmpes i Vesten i disse årtier. Definitionen af offer og gerningsmand er forskellen i hvorledes vi ser på mennesket. Os frihedselskende og anstændige vesterlændinge holder individet ansvarligt for sine handlinger i en tro på den frie vilje. Østerlandsk kultur og venstreorienteret tænkning ser kollektivet som menneskets egentlige organisme. De kalder det ummaen eller de svedende masser, men det essentielle er, at individets frie tanker truer konformitetens sammenhængskraft og kleresiets magt.

Med en forståelse af mennesket, som et individ under ansvar for sin frie vilje er det voldsmændenes og deres sympatisørers eget valg at tage på vej over andres meninger. Og det er deres valg at bevæbne sig til tænderne med automatvåben og granater og gå til angreb på tegnere for med blod at illustrere at pennen ikke er stærkere end sværdet. Men for venstrefløjen, er individet kun en del af kollektivet og alle handlinger tager udgangspunkt i omstændighederne. Omstændighederne er ifølge den analyse at muslimer bliver ukontrolleret bedrøvelige over at se nogle tegne deres forståelse af det perfekte menneske. Det er en præmis, sådan er det bare. Så når man fremturer med at tegne, hvad der gør muslimer bedrøvelige er det en naturlov at de vil reagere med morderisk vold - de kan åbenbart ikke andet.

Det ligger i venstrefløjens ideologiske progressive program at kun tegnere har et valg, nemlig at bøje sig for kollektivismens krav. Inkonsistensen i den progressive tanke tjener at holde fokus på det faste fjendebillede; nemlig dyrkerne af den frie vilje, individet og den frie ånd. For det var hvad vi plejede at synge i kor, at man ikke kunne binde ånd. At hvor der blev lagt forbud mod at udtrykke sig, så ville modige og anstændige mennesker gøre forsøget, så sikkert som amen i kirken.

Pamela Geller er en helt og i den sørgelige forfatning som det vestlige åndsliv er trukket ned i for tiden kan hendes mod regnes som en superkraft. Her demonstrer hun den imod CNN

Islamiceringen fortsætter i England

Det engelske arbejderparti Labour er infiltreret af muslimer fortæller Telegraph

The Islamic Forum of Europe (IFE) — which believes in jihad and sharia law, and wants to turn Britain and Europe into an Islamic state — has placed sympathisers in elected office and claims, correctly, to be able to achieve “mass mobilisation” of voters.

Speaking to The Sunday Telegraph, Jim Fitzpatrick, the Environment Minister, said the IFE had become, in effect, a secret party within Labour and other political parties.

“They are acting almost as an entryist organisation, placing people within the political parties, recruiting members to those political parties, trying to get individuals selected and elected so they can exercise political influence and power, whether it’s at local government level or national level,” he said.

“They are completely at odds with Labour’s programme, with our support for secularism.”

Mr Fitzpatrick, the MP for Poplar and Canning Town, said the IFE had infiltrated and “corrupted” his party in east London in the same way that the far-Left Militant Tendency did in the 1980s. Leaked Labour lists show a 110 per cent rise in party membership in one constituency in two years.

Det ville jo forklare en del af skandalerne om industrialiseret børnesex i Rotherham, Burmingham, Peterborough, Calderdale ja hvor som helst i det nye England. Her marcherer den nye befolkning - den mandlige del af den nye befolkning i Lancashire England

Kill The Christians

BBC dokumentar om muslimernes folkemord på kristne

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Krigen mod Boko Haram

Jihad, Kalifatet, Kristenforfølgelse, Muslimer, Sharia, Terror, islam, muhammed — Drokles on April 13, 2015 at 7:54 pm

Islam er i færd med endnu en reformation. Dem har der været mange af før og der vil, hvis islam ellers overlever, komme flere endnu. Islams absurditeter er ubærlige at leve med og umulige at bygge samfund på. Derfor vil muslimske samfund altid degenerere væk fra islam over i en mere tålelig tilstand af tyranni, korruption og uproduktivitet. Men med jævne mellemrum bliver den kognitive dissonans for stærk for de troende, der bebrejder de sørgelige samfundforhold manglen på tro og renhed. Og en vækkelse går sin blodig gang gennem de muslimske samfund og - hvis muligt - deres ulykkelige omgivelser. Al-Quada, Islamisk Stat, Salafisme, Muslimske Broderskab, Boko Haram. Forskellige navne for det samme fænomen; muslimer prøver at redde deres dødsyge religion gennem endnu en renselse, endnu en tilbagevenden til rødderne. Ali Sina skriver

Many westerners erroneously believe that Muhammad ibn Abdul Wahhab, (1703–1792) was the founder of Salafism, an extremist sect of Islam. This is not true. Abdul Wahhab did not found a new sect. He was a reformer of Islam in the same sense that Luther was of Christianity.

The core of Abdul Wahhab’s thinking is that Islam is perfect and complete and its decline is the result of religious innovations (bid‘ah), and that an Islamic revival will result by purging the religion from foreign influences and by emulating Muhammad and his companions.

The concept that Islam was perfect in its early stages is asserted in the Quran. “Today have I perfected your religious law for you, and have bestowed upon you the full measure of My blessings, and willed that self-surrender unto Me shall be your religion.” (Q.5:3)

Abdul Wahhab proposed that Muslims should refrain from introducing any innovation and follow the examples of the salaf, (predecessors or early generations) hence the name Salafi.

This definition is not an invention of Abdul Wahhab, but is based on a hadith that reports Muhammad saying, “The people of my generation are the best, then those who follow them, and then those who follow the latter (i.e. the first three generations of Muslims).[2]

It is important to note that ibn Taymiyyah (1263 – 1328) was also a Salafi. He opposed the celebration of Muhammad’s birthday and the construction of shrines around the tombs of Sufi ‘saints,’ saying, “Many of them [Muslims] do not even know of the Christian [Catholic] origins of these practices. Accursed be Christianity and its adherents.”

There is a hadith where Muhammad says, “I am the best Salaf for you.” [3]

The desire to reform Islam and go back to its original pristine state is actually an old thought. Abdul Wahhab, however, succeeded to give shape to this concept, which took ground thanks to the Saudi kings who are his descendants through one of his daughters.

Vice News er taget til fronten i kampen mod Boko Haram

Danmarks Radio omtaler muslimske terrorister som seperatister

Det er noget værre noget med de seperatister skriver Danmarks Radio

Det sydlige Thailand er mest kendt for flotte hvide sandstrande, svajende palmer og azurblåt hav. Men i de fire sydligste provinser, blot et par timers kørsel fra ferieparadiset Phuket, ser det helt anderledes ud.

Her er hyppige kontrolposter langs vejene, og forskellige militære fraktioner patruljerer jævnligt gaderne. Området har været i undtagelsestilstand i 9 år, men det er ikke lykkes skiftende regeringer at stoppe de hyppige - og ofte anonyme - angreb, der i gennemsnit dagligt koster et menneske livet.

Nu dokumenterer en ny rapport, at der blandt de aktive krigere findes børnesoldater helt ned til 13 år.

- Vi ved, at børn er involveret i militante, væbnede grupper. De bliver brugt som spioner, til at holde udkig og ind imellem som krigere, fortæller Anchana Heemina, en lokal aktivist, der har leveret dokumentationen til rapporten: ‘Sydthailand: Væbnede gruppers fortsatte rekruttering og brug af børnesoldater’.

De militante væbnede gruppers religiøse ophav er også anonymt for Danmarks Radios læsere. “Der er en mistænksomhed og en mangel på respekt mellem myndighederne og lokalbefolkning” fortæller en uspecificeret “aktivist”. Men, som en god ven påpegede til min enorme overraskelse, så viser det sig, hvis man læser den rapport Danmarks Radio henviser til, at separatisterne faktisk er muslimer. Og, og hold nu fast, de vil have et muslimsk hjemland i Thailand

At the beginning of 2014 the bitter separatist insurgency in Thailand’s southernmost provinces entered its second decade. Grounded in a century of ethnic, cultural and religious tensions between the region’s Malay-Muslim majority and the Thai state, the violence not only shows no indication of abating but appears to be becoming more intense.

Since the current separatist campaign first erupted back in January 2004, armed groups have targeted government forces and officials, ethnic Thai Buddhist civilians and local Muslims suspected of collaborating with government authorities. Well over 6,100 people have been killed to date and a further 11,000 injured. The vast majority of these casualties have been civilians, including women and children. Children have been victims of other grave violations, including attacks on schools, which have resulted in the killings of teachers and disrupted education

souththailandmap

Danmarks Radios omsorg for islams i forvejen uretfærdigt behandlede omdømme kan kun beskrives som rørende.

Den israelske venstrefløj i krise

Venstrefløjen drømmer om en verden efter deres idealer, mens højrefløjen minder om realiternes barske væsen. Den prisbelønnede israelske forfatter Amos Oz vånder sig over det israelske valgresultat i Information.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Ja, det er hårdt at være venstrefløjen i Israel efter Benjamin Netanyahus valgsejr. Raymond Ibrahim fortæller spidende om venstrefløjens selvoptagede sværmerier

It dreamed of a country run by bureaucrats that worked only three days a week. It dreamed of unions running monopolies that worked whenever they liked and charged whatever they wanted. It dreamed of children raised on collective farms without parents and of government as a Socialist café debate.

Most of all it dreamed of a country without conservatives. It still hasn’t gotten that wish.

Netanyahu’s victory hit hardest in Tel Aviv where, as Haaretz, the paper of the left, reports, “Leftist, secular Tel Aviv went to sleep last night cautiously optimistic only to wake up this morning in a state of utter and absolute devastation.”

Tel Aviv is ground zero for any Iranian nuclear attack. Its population density makes it an obvious target and Iran threatened it just last month. A nuclear strike on Tel Aviv would not only kill a lot of Israelis, it would also wipe out the country’s left.

Haifa and Tel Aviv are the only major cities in Israel that the left won in this election. And it was a close thing in traditionally “Red Haifa” whose union dockworkers these days are Middle Eastern Jews who vote right. The left took a quarter of the vote in Haifa to a fifth for Netanyahu’s conservative Likud party.

In Tel Aviv however, the Labor coalition and Meretz, the two major leftist parties, took nearly half of the vote. Amos Oz’s daughter told Haaretz that everyone in the left had been upbeat because everyone they knew was voting for the left. Now the leftist elite is once again forced to come to terms with the tragedy that much of the country doesn’t want to hand over land to terrorists, live on a communal farm or turn over the country to Marc Rich’s lawyer and his American backers who make Slim-Fast and KIND bars.

There are however days when they think Israel might be better off without certain parts of Tel Aviv.

The left doesn’t want a country. It wants a Berkeley food co-op. It wants a city with some ugly modernist architecture. It wants a campus with courses on media studies and gender in geography. It wants an arcade where unwashed lefties can tunelessly strum John Lennon songs on their vintage guitars. It wants cafes with Russian Futurist prints on the walls. It wants to be excited about political change. Its only use for Israel was as a utopian theme park.

Its allegiance was not to Jewish history or democracy, but to its crackpot leftist fantasies. Now its fantasies are dead and it wants to kill Israel.

11083609_10153986183612316_5843325016074765199_n

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

Et falsk flagellanteri

Jyllands-Postens leder gjorde forleden op med Justitsminister Mette Frederiksens Handlingsplan til Terrorbekæmpelse

11 punkter var der i alt. Men som ministerens fremlæggelse skred frem, meldte sig en knugende undren, for sad hun ikke der og fremlagde én eneste stor tilståelsessag? En tilståelse af, at det danske retsvæsen, det danske fængselsvæsen, det danske politi, den danske regering og lovgivningsmagt, ja, hele det samlede danske magtapparat havde svigtet?

Var det ikke den nødvendige konklusion, som man måtte drage, når ministeren beslutsomt fremlagde initiativer, som burde have været en selvfølge?

Burde det ikke være en selvfølge, at samtlige relevante myndigheder er i tæt kontakt og orienterer hinanden, når man har at gøre med voldsmænd med tydeligt psykopatiske træk? Burde det ikke være en selvfølge, at en dommer, som skal tage stilling til en voldsmands løsladelse, er bekendt med alle sagens relevante aspekter, så han ikke kommer til at løslade en farlig mand på et utilstrækkeligt grundlag?

Burde det ikke være en selvfølge, at man i strafudmåling og straffemetode nøje skelner mellem førstegangsforbrydere, som med en passende indsats kan bringes tilbage på rette vej, og på den anden side en forhærdet forbryder med talrige domme bag sig, som tydeligt har valgt kriminaliteten som sin permanente lod i livet?

Faktisk var der ikke i den lange redegørelse et eneste punkt, som ikke for længst burde have været på plads. Derfor tog hele fremlæggelsen karakter af en fænomenal omgang varm luft og politiske hensigtserklæringer, som ethvert fornuftigt menneske måtte kunne sige sig selv for længst skulle have været implementeret i virkelighedens verden.

Dette er alt sammen rigtigt og godt for Jyllands-Postens læsere at de får reflektion frem for kolportering. Men det er desværre også typisk dansk flagellanteri. For vel er myndighederne helt ude af trit med virkeligheden og vel er det politiske etablissement ude af trit med virkeligheden. Men hvad der er mere vigtigt er offentligheden stadig ude af trit med virkeligheden.

Det danske retsvæsen afspejler stadig den opfattelse at Danmark er for danskerne - og ny-danskerne er også danskere, blot helt nye. Og det vil sige at danske normer gælder for dansk lov og for danske lovovertrædere. For at tage et simpelt eksempel så straffer vi i Danmark med frihedsberøvelse når vi går hårdest til den. Og selv da kan vi ikke gå for hårdt til den, så tidsrammen for livstid kun giver mening for husdyr. Og det er fordi vi danskere, altså os gamle danskere ved, at friheden er det ømmeste punkt man kan ramme. Det er ingen fornøjelse ikke at være fri, så med en tidsbestemt frihedsberøvelse kan du forhåbentligt lære at opføre dig ordentligt til en anden gang. Og så kan du jo bruge tiden til at tænke dig om. Eller også kan du pumpe jern og knalde ludere i praktisk opsatte campingvogne. Det skulle jo nødigt gå hen og blive direkte grusomt at kukkelure. De fleste lærer desværre ikke noget andet end måske nye kontakter i hælerbranchen, men det er i hvert fald tanken. Med mildheden fulgte også en slags underforstået overenskomst for reglerne, der holdt en vis civilitet mellem myndigheder og kriminelle.

Men ak, andre kulturer er ikke så interesserede i frihed. De dyrker fatalismen og anser ikke mennesket som enestående individ med evne for at træffe egne valg. For dem er liver rent materialistisk, hvor det gælder om at skaffe sig fornødenhedder fremfor at frembringe dem. Frihedsberøvelse er allerhøjst lidt kedeligt, hvis fængslet ikke abonnerer på den store TV-pakke, men ellers er der varm halal-mad, tørt og lunt og halvdelen af gutterne fra moskeen og en del familiemedlemmer oveni at snakke med. Så en dansk straf er at regne for lille vente-belønning for at halshugge vantro inden man skal til det store jomfruorgie i det hinsides (nej, ikke Sverige - endnu). En pendant til kalendergaver så at sige.

Men det forstår offentligheden endnu ikke. Den lever stadig i gamle opfattelser af at andre mennesker er som een selv, blot dummere eller heldigere. Så man kan blot projicere sig selv ud i kollektivet og drage sine galvaniserede konklusioner for samfundet. Derfor må det også være andres skyld når nogen gør noget man aldrig selv kunne finde på at gøre. Hvad kunne få mig til at stjæle? Øøøhm, jeg manglede desperat noget? Kanske de sociale ydelser er for lave? Hvad kunne så få mig til at begå vold og mord på tilfældige mennesker og jøder? Jeg blev virkeligt frustreret? Mnjaeøh, jeg har jo både mit arbejde og konen derhjemme så frustration sig selv er ikke nok. Men, hvis nu jeg havde det virkeligt dårligt med mig selv? Ja, måske hvis jeg blev mobbet meget? Eller følte mig mobbet når jeg så TV fordi alle danskerne hele tiden trash-talkede det samfund jeg gik og sagde mine bedsteforældre flygtede fra? Jo, det lyder så skørt at der sikkert er en verbos psykologisk teori. Så det vælger vi at tro på ifølge Jyllands-Posten

Den danske befolkning er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt samfundet har et medansvar for, at unge som Omar Abdel Hamid El-Hussein bliver radikaliserede og i sidste ende begår et terrorangreb som det, der fandt sted i København i februar.

44 pct. mener, at det danske samfund har et medansvar for radikaliseringen, mens 44,5 pct. siger nej, viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Til gengæld er der store forskelle, når man ser på de politiske blokke. Mens et flertal af vælgerne i rød blok, 54,9 pct., giver samfundet en del af ansvaret, gælder det kun godt hver tredje i blå blok, 35,4 pct.

Men ak, du kan kun bebrejde din egen mor for din opvækst, ikke naboens. Og det gælder også for din mor by proxy: Teorien for samfundets skyld dækker kun dit eget samfund. Det er ikke andre samfunds skyld at du opfører dig dumt, det er kun dit eget. Og vi lever i parallelsamfund. Så grunden til de store og stærke fællesskaber af ensomme Omar’ere må Omars mor tage på sin burka. Det er hjemme i ghettoen, henne i moskeen, inde i Audi’en, nede på den indtagede gade at medansvaret skal placeres, som det så specifikt står beskrevet i koranen. Danskerne møder de kun som de venstredrejede socialhjælpere, pædagoger og skolelærere der ikke kan bebrejdes noget i deres loyale stemmen rødt og meget rødt. Eller de møder danskere som sociale tilfælde og udskud fordi de røde hældte alle muslimerne ned til de forarmede områder, væk fra deres egen mere kreative dagligdag, hvor deres børn har andre behov, end at socialiseres ind i multietnicitetens spraglede verden sammen med sociale tilfældes uvorne unger. Heldigvis havde man brugt store ressourcer på at opgradere boligmassen i de depraverede dele af byen, så ny-danskerne kunne bo standsmæssigt, som de skubbede taberdanskerne, længere væk fra det sociale sammenhold. For det er således vi rækker hånden ud.

“Der er mange danske job, som går til østeuropæere i stedet for indvandrere, og det er tegn på en for ringe integrationsindsats.

Sådan lyder det fra SFs integrationsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er dog ikke kun de rødes skyld det hele. Segmentet, der svæver mellem at stemme DF eller Ø blev af Hans Engell beskrevet som de, der bare var imod det hele. Det hele var det politiske etablissements forkromede ideer, som EU, Euro, multikultur, østarbejdere osv, hvilket altså var Engells egens horisont. Det var folk der var bange for det nye samfund, sagde han. Men han kom ikke ind på at vi måske også er mere udsatte. At det er vores jobs der skal fordeles ligeligt mellem venstrefløjens favoriserede ny-danskere og den borgerlige anstændigheds underudbydende østarbejdere. At det sociale boligbyggeri, blev til bosættelser. At det er i de gader, hvor vi bor at folk bliver slået ned og intimideret og vores døtre er ludere for deres manglende formummelse. Kun afbrudt af venstrefløjens stormtropper, som truer at vi ikke må være racister i deres gader.

25b512ed00000578-2953594-image-a-6_14240172289311

Så nej, ideen om de danske myndigheder, der varetager den danske systematisering af de danske normer, som rammen om vores fællesskab når vi hjælper og straffer hinanden og lever sammen er fortid. For ind i det hele er trådt en anden kulter, der tærer og gnaver i fundamentet. De brede rygge bærer ikke længere for de svage, men for de nye og arbejder endda aktivt for direkte at træde de svage længere ned, ved at forære deres eksistensgrundlag væk, som de også forærede deres boliger væk.

Når danskerne pisker sig selv for Omar’erne handlinger så er det et falsk flagellanteri. Man pisker myndighederne for ikke at ane deres levende råd, man pisker de svage for deres racistiske nødråb. Man pisker de andre danskere, men ikke de rette danskere. Og man pisker for de forkerte handlinger, frem for de forkerte mennesker. Det danske samfund har ingen skyld i Omar’erne handlinger. Man de danskere, der har arbejdet og arbejder på at fylde Danmark med Omar’erne og deres tankegods er skyldige. De er skyld i det hele!

asyldemo_stop_deportations-111

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress