Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Hvis du har to æbler og du spiser det ene…

Undersøgelser viser at de fleste mennesker er optimister på egne vegne, hvor de tror de får et godt eller bedre liv fremover, mens de er pessimister på samfundets og verdens vegne. Jeg har det lige omvendt og har befundet mig i en permanent personlig undergangsstemning siden jeg var teenager, mens jeg hele tiden tror på at verden bliver bedre, selv om vi skal igennem en slem periode. Trods alt kom vi igennem den kolde krig. Måske er det derfor jeg tror dele af venstrefløjen kan reddes?

I hvert fald afslører den med jævne mellemrum en viden, som er en forudsætning for en indsigt. Gaby Hinsliff skrev på engelske Guardian indsigtsfuldt at “young male migrants exchanging life under repressive regimes, where they may at least have enjoyed superiority over women“, men uden at komme til nogen erkendelse af, hvorfor vores samfund netop derfor ikke kan deles med disse migranter og deres forventninger til social status (Raheem Kassam hudfletter Hinsliff på Breitbart).

Midt i en masse relativerende racismesludder skrev Mette Viktoria Pabst i Jyllands-Posten f.eks “det her vidner i den grad om nogle unge mænd, der har et fuldstændig forkvaklet syn på kvinder“. Ja, kom nu, sig det! Men nej, hun siger det ikke. Hun fortier måske også over for sig selv, hvad det er for et kvindesyn og hvorfra det stammer. Kvindesynet er der bare, men det islam skal ikke rodes ind i. Men man kan i det mindste observere at disse unge mænd adskiller sig fra danske drenge når hun skriver

I sidste ende handler det om opdragelse og socialisering. Hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer globalt set, så giver udfaldet sig selv. I hvor høj eller lav grad socialiseringen forekommer gennem forskellige landes strukturer og normer, vil sandsynligvis være medvirkende til, hvordan ’fænomenet’ udmønter sig. Det er udtryk, eller udmøntninger, om man vil, der går igen på tværs af landegrænser, og som til forveksling minder om hinanden.

Løsningen ligger lige for – uanset krænkerens etnicitet: Stop med at krænke andre seksuelt, og lad være med at bakke op om dem, der gør det.

Alt er på plads, bortset fra pointen med etnicitet. Her falder kæden af i en ‘hvid’ moralsk anskuelse. Det er etnisk dansk, ja kulturelt vestligt (hvidt) at opdrage sine børn til kønslig ligestilling. Men det er ikke en global disciplin. Sådan har det næsten altid været. Javist, mænd har haft førsteret når det kom til ledelse, men kvinder har altid været individder, ikke mindst siden kristendommen slog rod i det vesterlandske sind.

Omvendt med islam, der forskriver at kvinder er underkuede, at mænd kan gifte sig til 4 koner, mens kvinder ikke kan have fire mænd, at helvedet er befolket med kvinder, at mænd belønnes med 72 jomfruer, mens kvinder ingenting får, at kvinders vidneudsagn er utroværdige, at kvinder skal dække sig til fordi deres køn er anstødelig i det offentlige rum og skyld i at mænd forgriber sig på dem, at deres seksualitet er mandens ejendom, at manden har ret til at tæske deres koner, f.eks når hun vil nægte ham adgang til sin ejendom osv. Så ja, hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer blandt muslimer, så giver udfaldet sig selv. For kultur er socialisering og socialisering er kultur. Derfor kalder hun på en ‘hvid’ løsning på brune problemer uden at hun er klar over det.

På den anden side, så er virkeligheden ikke til at komme udenom, heller ikke for mig. Går man nemlig længere ind mod midten, så forstår almindelige mennesker, trods massivt erhvervet erfaring, stadig ikke at indvandring fra den muslimske varden er en katastrofe. Om de mange uledsagede syriske børneingeniører og læger, som vi var stillet i udsigt, viser det sig nu (igen) at der er tale om muslimer, altså uproduktive mennesker - hvis vi er heldige. Alligevel hedder det ifølge Danmarks Radio

Det overrasker, fordi syrerne netop har ry for at have gode erhvervsfaglige og videregående uddannelser med her til landet.

I Viborg Kommune har man lave en screening af flygtningenes kompetencer, og her talte gruppen blandt andet skræddere og taxachauffører, en taskemager og en arbejdsmand fra byggebranchen. Mange har ni års skolegang. Nogen mere og nogen mindre.

- De forventninger, vi havde i samfundet om nogle meget højtuddannede, og den virkelighed vi møder, stemmer ikke overens, siger afdelingsleder Sofie Steensgaard fra Jobcenter Viborg.

Hvor havde de disse forventninger fra? Og hvorfor er de overraskede? Realiteterne er at det står slemt til med erkendelsen derude, uanset, hvad jeg vælger at tolke på. Jeg er nok bare optimist fordi jeg er født sådan, ikke af nogen anledning.

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Tillykke til humanisterne, I vandt!

Debat gjorde ingen klogere på virkeligheden for flertallet så den gennem selvbilledets prisme. Det selvbillede, der på en gang gjorde at man kunne være antinational og skamme sig over sit land, hævde moralsk overhøjhed på at relativere moral og pålægge sine naboer egen uansvarlighed.

Herunder beretter et vidne til den muslimske masse sex-overgrab på almindelige tyske kvinder i Køln, Nytårsnat

An eyewitness account by Ivan Jurcevic, a hotel club bouncer, what happened on 31th of december 2015 right in front of the cologne cathedral (Kölner Dom). Mass media coverage started only after countless woman and girls posted how they were chased by an immigrant mob and sexually assaulted, on a offficial page of cologne over at facebook.

Politiken kan man læse et offers historie

Så snart hun stod af toget på hovedbanegården i Køln, bemærkede ‘Steffi’, at noget var helt usædvanligt. Helt usædvanligt galt.

Ganske vist var det nytårsaften og stemningen løftet, men den 31-årige socialarbejder havde aldrig set så mange grædende kvinder med revet tøj eller uorden i festklæderne.

»Jamen, er de virkelig allesammen så fulde«, tænkte hun ved sig selv.

Kampklædt politi

Lige indtil hun mødte kampklædt politi på trappen og gik ud på pladsen foran banegården for at bane sig vej gennem mængden af det, hun troede var festende bysbørn, for at komme hjem til sin lejlighed.

Ude på den plads mellem hovedbanegården og den kendte domkirke, hvor kølnerne plejer at sætte hinanden i stævne for ved midnatstid at hilse det nye år velkommen i fællesskab, herskede en ond stemning.

LÆS OGSÅ Masseoverfald på tyske kvinder nytårsnat

Den unge kvinde fortæller under et ændret navn af frygt for repressalier til avisen Süddeutsche Zeitung om sine oplevelser af den voldsomme nytårsnat i Køln, hvor foreløbig 90 kvinder har anmeldt overfald, seksuelt betonede gramserier, tyverier og et enkelt tilfælde af voldtægt til politiet.

Der er også ‘Michelle’s historie. Der er mange historier fra den aften. Også fra Hamborg, Stutgart, Dusseldorf, Berling, Kalmar og Østrig. Men hvorfor dog dette pludselige fænomen? I Jyllands-Postens ellers udmærkede leder kan man læse forsigtige og og svigtende udtryk som “andre adfærdsnormer” og “frustrerede unge mænd” (man kan dog også læse “ofte voldsforherligende kulturer”). Det er næsten social kutyme at tale om frustrationer når de kriminelle er indvandrere. Det giver den omtalende et skær af udvidet empati og intellektuel balast. Dels gør det gerningsmand til et offer, dels åbner det for at samfundet, altså i dette tilfælde os, har noget af skylden. Et udtryk, hvorved man kan udvide problemstillingen til at dreje sig om meget mere og alt andet. Men det er et falsk forsøg der kun tjener at give indtryk af en forklaring, fordi ingen kan forklare, hvilke frustrationer der dog fører til at tusind mænd pludseligt kaster sig i grupper over alle tilstedeværende kvinder. Men det kan Daniel Greenfield til gengæld.

Greenfield forklarer i et glimrende indlæg, der burde være obligatorisk læsning for alle politikere, meningsdannere og journalister, hvorledes islam er en religion, hvis eneste bærende princip er religionsstifterens skiftende begær.

As a prophet he frequently made and broke his own laws, and then made new ones. Four witnesses are required for an act of sexual immorality, because at one point three witnesses accused Mohammed’s own wife of such an act. Prior to that Mohammed had taken action based only on a single witness.

Mohammed modified the law to allow him to marry his son’s wife and to shift the turns of his own wives. After Mohammed had received another urgent ‘revelation’ allowing him to do as he sexually pleased, his wife Aisha said, “O Allah’s Apostle I do not see but that your Lord hurries in pleasing you.” There you find the whole of Islamic jurisprudence. It was a code that existed only to please Mohammed’s sexual impulses.

If Allah existed only to enable women to sexually service Mohammed– what agency can women have in Islam?

Så da Muhammed så sig varm på et sådant 9 årigt et af slagsen, var pædofili hermed kodificeret moral. Men det er en anden historie. ”Muslim rape culture springs from that same code”, siger Greenfield og beskriver, hvorledes det fungerer i virkeligheden, hvad meningen er med tildækningen af kvinden og hvilken effekt denne tildækning får. Og mest vigtigt for os, hvilke frustrationer vestlige piger og kvinder bliver ofre for.

In the West rape is a crime because it an assault on a human being. In Islam, it is only a crime because it is a sex act that takes place outside of marriage.

(…)

In Islam, women are objects, not subjects. Physically their entire bodies are considered ‘Awrah’,an Arabic word meaning ‘nakedness’, ‘fault’ or ‘defect’, terms that amply sum up the Islamic view of women. Even their voices are considered ‘Awrah’ meaning that even a fully covered up woman speaking is an immoral thing. A woman exists within Islam as an immoral object. And that gives Muslim men implicit permission to assault her, while holding her very nature accountable for  tempting them to commit the act.

Islam does not consider rape to be a crime against a woman. It is a crime against their fathers and husbands. There is no crime involved in a husband raping his own wife.

(…)

In a tribal society, rape is a crime against property and honor. To a father, his daughter’s virginity is a valuable item that increases her market value. Marrying her off is way to build a relationship between two families. To a husband, his wife’s chastity maintains the value of his property and insures that the offspring is his. To assault a woman is to commit a crime against the communal property of a family. But a woman herself has no rights over her body that any man is bound to respect. As Lara Logan discovered in Tahrir Square.

An unaccompanied woman is ownerless.

(…)

The Burka placed responsibility on women to defeminize themselves and mark themselves as property. Centuries of Islamic jurisprudence put the burden of responsibility for any assault on a woman as the object that tempts men to sin. The circular reasoning of Islam says that if a man assaults a woman, it is because she tempted him. That femininity is inherently an object of temptation. The Burka and the Hijab began as a way of defeminizing women for their protection, but then became an indictment of women. Women were no longer being defeminized to protect them, but to protect men from them.

(…)

Like all social rules, they don’t apply equally. The daughter of a wealthy and westernized urban family will enjoy an immunity from them, that the daughter of a poor family in a village will not. The wealthy daughter will attend the London School of Economics, use Twitter and serve as an example that her country and Islam are really very liberated. The poor daughter will be a second wife to some bored fat merchant and be considered lucky if he doesn’t beat her to death when she loses her looks.

Meanwhile the young men will roam the streets bored and frustrated.

Oversexed and underfucked kalder man det vist. Der står en million migranter i Tyskland og flere er på vej. De er inviteret af de, der i sidste ende vandt den politiske dagsorden stik mod debattens substans. Prisen deles af os alle. Prisen er ikke blot økonomisk fallit. Prisen er vores levevis. Alt betale ved kasse et. Og hvis ikke man vil betale står den på krig.

Den vandrende muslim

Donald Trumps mådeholdende kommentarer til den islamiske invasion er blevet beskyldt for meget. Blandt andet at den opvigler had blandt muslimer til USA, hvor ISIS, der ikke har noget med islam at gøre, bruger Trumps udtalelser til at rekruttere muslimer. Det viste sig at ISIS ikke fandt Trump nævneværdig og i stedet koncentrerede sin vrede over de seneste amerikanske præsidenter, ‘horekarlen’ Bill Clinton og ‘løgneren’ George W Bush samt den siddende præsident Barak Hussein Obama.

Trump blev også beskyldt for at opvirgle had mod muslimer i USA og være årsag til hadforbrydelser. I modsætning til muslimsk terror, som ingen kan konkludere på da det ikke er tydeligt hvilke socialpsykologiske dynamikker, der skaber den slags frustrationer, så er negativ omtale af muslimsk terror med dil at skabe denne kunstige dikotomi mellem vestlig frihed og sharia, hvilket altså fører Johnny Redneck lige ud i et orgie af hadforbrydelser. En af disse had-forbrydelser blev tilsyneladen begået af den 35 årige Michael Scott Wolfe, der med en machette hakkede ind i en moske, hvor han efterlod bacon. En anden forbrydelse, der fik megen omtale, var ildspåsættelsen af en moske i Texas. Det viste sig at være en muslim, der stod bag.

Men muslimer frygter back-lash, at de bliver straffet for, hvad enkelte af deres troende kammerater har fundet på. Selv efter to muslimers massemord på en firma-julefrokost i San Bernadino var frygten, hvad andre dog ikke måtte tænke om dem. A.J. Caschetta skrev om back-lash industrien 17 december i Middle East Forum

The history of the looming anti-Muslim backlash that never arrives is instructive. Logically, the original post-9/11 anti-Muslim backlash should have been the largest and most ferocious of the various backlashes, and indeed George W. Bush, members of his administration and members of Congress frequently warned Americans not to blame all Muslims for the acts committed by Al-Qaeda.

Even an anti-Israel leftist like Rachel Corrie Award recipient Delinda C. Hanley recognizes that there was no post-9/11 backlash. Writing in the Washington Report on Middle Eastern Affairs, Hanley gushed: “As a result of the effective campaign undertaken by America’s leaders, non-governmental organizations and the media, a backlash that, in many nations, might have turned into a bloodbath was averted and, indeed, transformed into a celebration of diversity.”

The group known as Human Rights Watch however tells a different tale. It documents in the same era a series of attacks amounting to “a nationwide wave of hate crimes against persons and institutions believed to be Arab or Muslim.” The numbers are notable either for the “ferocity and extent” as HRW puts it, or for the remarkable calm they convey compared to the predicted carnage. For instance the 17-fold increase in anti-Muslim incidents sounds more alarming than the fact that there were 28 such events in 2000 compared with 481 in 2001.

It gets more interesting when one reads that these numbers include behavior ranging from “verbal taunts to employment discrimination to airport profiling to hate crimes.” Since no actual numbers are listed for specific “crimes” one might suspect that there are far more verbal taunts than hate crimes among the 481.

Men industrier kan ikke levere, hvis ikke nogen vil aftage deres produkter og det vil venstrefløjen hellere end gerne. På Gatestone Institute kan man læse, hvorledes arbejdet skrider frem med at forbyde islamkritik i USA

Eighty-two leading Democrats have cosponsored a House Resolution (H.Res. 569) “Condemning violence, bigotry, and hateful rhetoric towards Muslims in the United States”.

The Resolution was introduced in the House of Representatives by Democrat Donald S. Beyer (Virginia) on December 17, 2015 — a mere 15 days after Tashfeen Malik and Syed Farook gunned down 14 innocent Americans and wounded 23 in an ISIS-inspired terror attack at a Christmas party in San Bernardino, California.

The House Resolution states, “the victims of anti-Muslim hate crimes and rhetoric have faced physical, verbal, and emotional abuse because they were Muslim or believed to be Muslim,” and the House of Representatives “expresses its condolences for the victims of anti-Muslim hate crimes.”

What victims? Of all 1,149 anti-religious hate crimes reported in the United States in 2014, only 16.1% were directed against Muslims, according to the FBI. By contrast, over half of all anti-religious hate crimes were directed against Jews – 56.8%. The fewest, 8.6% of anti-religious hate crimes, were directed against Christians (Protestants and Catholics).

(…)

Attorney General Lynch stated that she is concerned about an

“incredibly disturbing rise of anti-Muslim rhetoric… The fear that you have just mentioned is in fact my greatest fear as a prosecutor, as someone who is sworn to the protection of all of the American people, which is that the rhetoric will be accompanied by acts of violence. Now obviously, this is a country that is based on free speech, but when it edges towards violence, when we see the potential for someone lifting that mantle of anti-Muslim rhetoric — or, as we saw after 9/11, violence directed at individuals who may not even be Muslims but perceived to be Muslims, and they will suffer just as much — when we see that we will take action.”

Is this House Resolution a prelude to the Attorney General taking that action? Has she seen the potential for someone lifting her “mantle of anti-Muslim rhetoric”? And what is “anti-Muslim rhetoric” exactly? Criticizing Islam? Debating Mohammed? Discussing whether ISIS is a true manifestation of Islam? Who decides the definition of what is considered hate speech against Muslims?

Så muslimer er en særlig følsom gruppe. Jøder, derimod, er anderledes robuste, hvis man skal følge Facebooks logik (set hos Elder of Ziyon)

Godt nytår, med lidt TV

Der var måske kun et konservativt lyspunkt i strømmen af Hendes majestæt Dronningens feel-good slørede almindeligheder nytårs aften.

I januar så vi først det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris, og godt en måned senere oplevede vi så det dobbelte attentat i Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade i København. To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os.

Et os og et dem. Og hvem er det? To danskere mistede livet. det er os, for vi så det chokerende og vi oplevede det selv og sad forfærdede tilbage. Omar døde også. Han er terroren. Han er terroren.

Åh jo, så gik Prins Henrik på pension, hvilket var den store nyhed for formiddagspressen. En af Prinsgemalens arbejdsopgaver var tilsyneladende at sortere Hendes Majestæt Dronningens talepapirer, en opgave Hendes Majestæt Dronnningen åbenlyst for første gang selv skulle klare.

Igen i år stod en imam for en del af nytårgudstjenesten. Det er lidt besynderligt fordi det kun er nytår efter den kristne kalender, som er en rimelig tilnærmning af Jordens rotation om Solen, mens den muslimske kalender er sat efter Månens faser. Og det er lidt besynderligt fordi en Gudstjeneste betyder at man tjener Gud og Gud er ikke Allah. Besynderligt var det også, men desværre ikke overraskende, at ingen reagerede da imamen sagde “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah.“, som Uriaspostens Kim Møller fangede. Men ikke biskoppen, der sagde “Når vi indleder 2016 med bønnen Fadervor, øver vi os i at sige ‘vi’ og ikke ‘dem’.” Hmm, men de der frygter Allah er alligevel de bedste, om de så skal sætte et hoved på en stage for at hamre den pointe hjem.

Vi har en statsminister, der frem for rettidigt omhu kringler med den kortsigtede udvikling på bekostning af fremtiden, stadigt krejlende den danske offentlighed fri af de tydeligste konsekvenser. Statsministeren sagde, ja hvad sagde statministeren egentlig? Noget med at terroristerne ville vinde, hvis vi begyndte at frygte dem, for deres formål var at “Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam.” Jeg troede ellers målet var at pointere at “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah“.

Og så sagde han at alle skal passe på vores land og skitserede han så hvorfor denne regering, som jeg ikke vil kalde landsforræddere da det er forbudt, ikke har tænkt sig at følge den opfordring

Vi kan ikke åbne Danmark for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til og hygge os i smug. Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på - og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold. For lad os være ærlige over for hinanden - vi er udfordret:

Så vi lukker så mange ind der skal til for at ødelægge landet, hvorefter denne generation skal kunne se sig selv i øjnene og sig, vi gjorde hvad vi kunne. Det hedder at “holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau.” Vores efterkommere vil have arvet et Libanon i mange generationer. For selv om statsministeren luftede grænsekontrol mod Tyskland når Sverige strammer deres grænsekontrol, så er regeringen fokus et: “Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.” Ikke sikre lov. Ikke sikre Danmark. Politiet eskorterer flygtningene, spyttemænd spottes, regeringen tvinger migranter ud i alle egne af landet, så ingen går ram forbi af den nye orden. Og det hele sker under rolige forhold, så Løkke og Stampe kan se hinanden i øjnene, deres selvbilleder bevaret. Der er mere end to ‘dem og os’.

I den franske by Valence blev en ‘bilist’ skudt og såret, da han forsøgte at køre fire soldater ned, der besynderligt nok var udkommanderet til at bevogte en moske. I München blev togstationer evakuerede, da Politiet advarede om forestående terrorangreb. Men det er også alt det tyske politi vil advare om, skriver Bild ifølge Daily Mail, da den ikke vil skræmme folk unødigt om den bølge af kriminalitet, der skylder over Tyskland under navnet syriske flygtninge. I Bruxelles afblæste byens borgmester “den planlagte festivitas”, der sidste år havde deltagelse af 100.000 mennesker “da det ifølge myndighedernes skøn [var] for risikabelt”, skriver Danmarks Radio. Velkommen til en ny normal. Europa er nu i en permanent terrortistand, som Israel har været i mange år

Camilla Schwalbe vil sige undskyld

“IS har ikke noget med islam eller muslimer at gøre” siger Camilla Schwalbe i et blogindlæg på Jyllands-Posten. Og det er en lidt overraskende udmelding. Det er overraskende fordi IS hedder Islamisk Stat, et navn de selv har valgt. Overraskende også fordi Islamisk stat er et forsøg på at virkeligøre en stat, som den bliver beskrevet i islam. Og der citeres flittigt fra islams tekster og refereres nøje og loyalt til muslimernes profet Muhammeds perfekte eksempel.

Det er også overraskende at Schwalbe ikke mener at Islmisk Stat ikke har noget med muslimer at gøre, da Islamisk Stat KUN består af muslimer og KUN er til for muslimer. Der udføres folkemord, mens vi undskylder, på alle der ikke er muslimer eller ikke er muslimske nok.

Følgeligt skal man også være muslim for at få lov til at deltage i halshugningerne, voldtægterne, slavehandlen og torturen. Og det er så vidt vi ved fra alle målinger kun muslimer der i større eller endnu større grad sympatiserer med Islamisk Stat og drages dertil.

Så islam og muslimer har ALT at gøre med Islamisk Stat. Islamisk Stat ville slet ikke eksistere hvis ikke der fandtes muslimer.

Schwalbe vil gerne sige undskyld til muslimerne fordi “hverdagsracismen har kronede dage”. Og hvad er hverdagsracisme?

Når Ali bliver afvist i døren til diskoteket og Anders smutter lige forbi?

Eller når Julie bliver ansat og Khansa valgt fra, fordi hun er muslim og går med tørklæde?

Eller når Martin får lærepladsen hos tømreren, og Abdul ikke gør, selvom hans hænder er bedre skruet på?

Eller når den 17-årige Mohamad Al Jawerheri bliver uretmæssigt opsagt i Bilka, fordi han siger racister imod og forsvarer Danmark, som vi hører om i disse dage.

Jeg kunne blive ved med talrige eksempler.

I sin indledning skriver Schwalbe at det måske er forkert når hun “fremhæver muslimer som en særlig gruppe, når min pointe er netop det modsatte”. Og på samme måde kunne man sige at det er forkert at kalde ovenstående påstande for eksempler. Der har de seneste 20 år således været jævnlige debatter om diskotekers selvforvaltede adgangskrav og hver gang dør debatterne og den forargede tone ud fordi afvisningen af større grupper muslimer sker på en bitter erfaring. Den samme erfaring, hverdagsvolden kunne vi kalde det, kan læses i kriminalstatistikkerne.

For Schwalbe leger nemlig med sproget og sætter Ali op mod Anders, men glemmer at også Linda kommer på diskoteket, mens Fathima aldrig gør af frygt for sin familie, nemlig Ali. Ali vil ind og rage på kuffar Linda fordi hun er en gratis skøge og den opførsel er ikke en del af den underforståede festlige kontrakt, skærmydsler opstår og så ender aftenen let med at Anders får en kniv i sækken.

Og Khansa bliver ikke valgt fra fordi hun er muslim, men hun risikerer måsket at hun grundet et uniformeringskrav ikke kan bære hovedbeklædning - ligesom alle andre. Men Khansa kan ikke smide tørklædet af frygt for at hendes familie forveksler hende med en kuffar skøge. Og Khansas evner rækker ikke til andre job end de med uniformskrav. Og Abduls hænder er ikke bedre skruet på, han har blot lange fingre.

Og så er der den 17-årige Mohamad Al Jawerheri, der ikke i modsætning til Schwalbes drømme, gerne vil fremhæve sig som en særlig gruppe, nemlig muslim og ikke dansker. Og vi kender indtil videre kun historien om Bilkas berufsverbot fra den særdeles provokerende unge mand selv.

skc3a6rmbillede-2015-12-30-kl-064755

Muslimerne dræber den palæstinensiske ‘En-statsløsning’

Ideen om en et-stats løsning på konflikten mellem araberne og israelerne er en antisemitisk drøm, der er ganske comme il-faut på venstrefløjen. Ideen er selvfølgelig udslettelse af den jødiske stat, mens man benægter det uundgåelige folkemord på jøderne, araberne straks vil forsøge Rwanda-style. Erik Kristensen formulerede sidste år på Modkraft denne drøm således

Men siden 1999 har der været en bred debat mellem både jødiske og palæstinensiske intellektuelle, aktivister og politikere om en en-stats-løsning, der skulle bygge på lige rettigheder for alle etniske, religiøse og nationale grupper i hele området, der i dag omfatter Israel og den påtænkte palæstinensiske stat (Vestbredden og Gaza). Det skulle være en sekulær stat, der sikrede fuldstændig lighed for loven, mindretalsbeskyttelse og individuelle frihedsrettigheder. En sådan stat kan tage mange forskellige former – en forenet stat, forskellige varianter af en føderation eller en israelsk-palæstinensisk konføderation.

(…)

Den store fordel ved en sådan løsning ville være at den ville kunne dæmpe de etniske og religiøse spændinger. Den ville løse det store palæstinensiske problem, ved at få samlet de to store grupper af palæstinensere, der i dag lever i Israel og på Vestbredden og Gaza. Den ville kunne stille jøder og palæstinensere lige som befolkningsgrupper ved at give både jøder og palæstinensere ret til at vende tilbage til den nye israelske-palæstinensiske stat.

Opgivelse af ideen om en jødisk stat

Forudsætningen for en sådan stat vil være at jøderne vil acceptere at de bliver et mindretal en i sådan demokratisk stat, at de opgiver forestillingen om at de skal bo en i en særlig jødisk stat.

Forestillingen om en særlig jødisk stat, som mange jøder kalder jødisk og demokratisk er meget problematisk og vil ikke kunne holde i fremtiden. For det første er det problematisk at definere en stat etnisk og religiøst. Det skaber et etnokrati, der giver en etnisk-religiøs gruppe særlige privilegier. Allerede i dag udgør palæstinenserne ca. 20 % af Israels befolkning. I 2030 vil det være 1/3 del. Hertil kommer at ca. 30 procent af den israelske befolk i dag kalder sig agnostikere. Er den israelske stat ikke en stat for dem? Man ville jo ikke kunne finde på at kalde USA en hvid eller en kristen stat.Mange vil sige, at jøderne i Israel aldrig vil opgave forestillingen om en særlig jødisk stat. Måske går der lang tid.

Måske helvede skal fryse til først. Den seneste arabiske terrorbølge mod Israel og jøder i Israel kører på 3. måned. Ægget af islam i al almindelighed og deres ledere, kaster forskellige fortrinsvis yngre muslimer sig morderisk over tilfældige jøder. Oftest foregår attentaterne med kniv for den rituelle slagteaspekts effekt, men også ved at køre folk ihjel med en bil.

Det er arabernes terrorkampagne, der slagter hele ideen om al sameksistens mellem muslimer og jøder, ved at lade terrorbølgen være ultimativt civil. Ingen jøde kan være i nærheden af en muslim uden at foretage en konstant trusselvurdering og holde sig i alarmberedskab. Ingen kan sidde i bussen, stå i en kø eller sende sine børn i skole og være tryg ved de muslimske medborgere. Enhver muslim er bogstaveligt talt og ganske reelt en potentiel terrorrist, der uanset fremtoning, køn og alder pludselig kan stikke dig og dine børn ihjel. Denne kampagne søger definitivt og helt ned på mikroplan, at skære ethvert bånd over til en fælles menneskelig samhørighed.

Og det skal nok lykkes, for det er ikke de få der ødelægger det for de mange. Det er den arabiske muslim flest blandt de, der kalder sig palæstinensere viser en ny undersøgelse ifølge Palestinian Media Watch, der ønsker død over jøden

Following almost three months of Palestinian riots, violence and deadly terror attacks against Israelis, 2/3 (67%) of Palestinians are in favor of stabbing attacks against Israelis and almost the same amount are in favor of “an armed intifada.”

Although most Palestinians support “the use of knives,” almost half (47%) of Palestinians believe the PA’s libel that Israel fabricates the stabbing attacks and that “those who were shot have not stabbed or were not attempting to stab Israelis.” However, 51% do believe that “most… have in fact stabbed or were attempting to stab Israelis.”

These opinions were revealed in a recent poll conducted by the Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR) in the West Bank and the Gaza Strip between Dec. 10-12, 2015 (see below). Summing up the results, PSR remarked that “the ‘Oslo generation’ of youth between the ages of 18 and 22 are the most supportive of an armed intifada and stabbings and the least supportive of the two-state solution.”

This poll confirms Palestinian Media Watch’s findings that the PA is not educating Palestinians to peace, but is entrenching hatred and terror, and shows that the PA’s constant terror glorification, promotion of violence and libels against Israel successfully reverberate among Palestinians.

Denne kvantitative undersøgelse kan suppleres med nogle kvalitative interviews. Corey Gil-Shuster spørger arabere, hvad der skal ske med jøderne, hvis de for magt som de har agt. Lidt nølende men med indlysende logik fortæller araberne, hvorledes der ikke er plads til jøder i Israel. De høflige taler om fordrivelse, de ærlige ikke.

Venstrefløjen er fuldt ud klar over disse realiteter - og den har sin dagsorden.

Hvorfor?

Da det muslimske ægtepar, pakistanske Syed Farook og Tafsheen Malik, begik massemord på en amerikansk julefest i det firma, hvor Farook selv arbejde, skulle man finde en forklaring. CNNs Erin Burnett foreslog at den kvindelige muslim måske led af en fødselsdepression. Og CNNs Gary Tuchman foreslog en enke til et af terrorofrene at det måske var hans egen skyld, kristent missionerende som han var. Council on American Islamic Relations fortalte CNN at terrorangrebet også var USAs skyld, med den førte udenrigspolitik in mente. Og sådan gik det til at det var en muslim der ved at argumentere for gengæld afslørede forbindelsen til islam for CNNs seere. På den amerikanske venstrefløj og blandt amerikanske muslimer var der forargelse over at medierne ikke havde respekteret Farooks massemyrdende kone Tafsheen Malik ved at vise et fotografi af hende uden hijab. Og mens de amerikanske universiteter analyserede teorierne frygtede man naturligvis et backlash.

Herhjemme advarede Poul Høi om ikke at være hurtig til at komme folk i “kasser og båse” og foreslog uden ironi at Syed Farook blev massemorder fordi hans barndom var ulykkelig med en drikfældig og voldelig far. Sammenhængen der viser at børn af alkoholiserede og voldelige fædre begår massemord antages blot at være sand fordi det er fra den samme kasse man forklarer al anden ondskab man ikke vil forholde sig til, og så var det vist konen Tafsheen Malik der fik ham til det. Med alle de børn af voldelige alkoholikere har Malik virkelig ramt en sekundær rekrutteringsåre.

Og så garnerer han sofisstisk med moralske betragtninger i psykologiske klæder som “Ingen massedrabsmænd er mentalt sunde”. Terror med politiske, religiøse, seperatistiske og sekteriske formål eksisterer altså ikke i Høis univers, hvis vi forstår mental sundhed i en klinisk forstand. Det giver ingen mening og sætningen er da også hentet i kassen for ondskab man ikke ønsker at erkende. Det er et moralsk udsagn som vi bruger om SS bødler, ISIS og lignende, men den tjener sproglig til at bakke Høis ide op. En tese han skyder i foden  når han som eksempel på Farooks integration i the american way of life skriver

Det følgende år indrykkede han [Syed Farook] en lignende annonce på et datingsite i Dubai, hvor han skrev, at han ledte efter en kvinde mellem 18 og 22 år, og hendes nationalitet og religion var underordnet.

Høi læser “nationalitet og religion var underordnet”, men overser at Farook ikke finder en kone i USA, men på et datingsite i Dubai! Med andre ord kan vi have en almindelig stærk formodning om at han ledte efter en araber som pakistaner og med religion mente at han ikke ville hænge sig i om hun foretrak Hamas frem for ISIS. Farrok havde fundet hjem førend han mødte konen.

Carsten Jensen mener modsat Høi ikke at Farook og Malik myrdede på grund af Farooks fars druk og vold. Han har sin egen kasse af forklaringer og den er fyldt med os andre end ham. Vi, som nationer, fører krige mod dem og det var os der startede. Mikkel Anderson leverer en anbefalelsesværdig nedsabling af Jensens realitetsforladte moralfortælling. Andersons centrale pointe begrænser sig ikke til Jensen, men er kardinal for hele venstrefløjens tænkning og skyld og ansvar

Dernæst fremsætter Jensen en af de sørgeligste travere, der altid hives af stalden, når vestlige venstreintellektuelle skal forsvare ikke-vestlig terror: ”Terroren har altid været den militært svage parts svar,” erklærer han.

Som nævnt udøver IS også rigelig terror, hvor de står stærkt. Men terror er et valg, ikke den nødvendighed, som Jensen vil have os til at tro.  Det er et valg, som intet har at gøre med, hvorvidt man er ”stærk” eller ”svag”. Den vilkårlige terror mod civile har altid været de totalitære og skruppelløses ”svar”, der så rigeligt også er blevet udført af ”de stærke”, hvilket Stalin, Pol Pot, Hitler og en perlerække af andre fra verdenshistoriens rædselskabinet demonstrerer. Der er ingen automatik i, at en militært ”svag” part massakrerer tilfældige civile.

Desværre er de fleste af Jensens udsagn genfortalt af journalisten og jeg vil være varsom med at udlægge dem bogstaveligt, selvom om de er klassisk Carsten Jensen, som at anderkende ISIS ‘deres territorium’ uden at nævne folkemordene på de oprindelige indbyggere. Og fordi Jensen i store dele ses gennem artiklen fremgår de ikke klart hvor “vi” startede, da Jensen eksempelvis nævner Frankrigs for længst overståede Algier-krig uden at det fremgår som var der en direkte sammenhæng med nutidens civilisationskrig eller om det bare vare et eksempel på at det altid var “os” der starter.

Men et par enkelte af Jensens citerede udsagn fortjener måske et par kommentarer som overflødigt supplement til Andersons Jensenmassakre. For der er så mange besynderlige antagelser i venstrefløejens kasser så Informations journalist slet ikke mener at der skal følges op på et udsagn som “Islamisk Stat giver de unge mænds kamp en retning og et mål”, siger Jensen, som vælter danske unge mænd rundt i gaderne og uden mål og med halshugger tilfældige fodgængere. Eller, hvis det kun er logisk for muslimske unge mænd bare at være i kamp, var det så nu også os der startede? Hvem der startede bliver endnu mere forvirrende da Jensen fortsætter “Ekstremisternes våde drøm er, at typer som Søren Espersen får magten. Så har vi konfrontationen…”.

Men tilbage til San Bernadino og hvorfor det muslimsk-pakistanske ægtepar dog kunne finde på at kaste deres karrierer ud ad vinduet. Victor Davis Hanson leverer en fremragende diagnose i National Review af den næsten perfekte storm som muslimsk aggression og almindeligt kulturelt selvhad skaber

Why, then, is radical Islamism, so antithetical to Western values, still preached in American and European mosques? Do radical Muslims in the U.S. and Europe realize that if they had had their way, they would not have wished to emigrate to the U.S., given that it would resemble the homelands they abandoned? The worldview of Tashfeen Malik, if enacted, would eventually have turned San Bernardino into Islamabad; would Ms. Malik then have left it for Portland?

Why is ISIS apparently attractive to hundreds, if not thousands, of Western Muslim youth? Why is the FBI supposedly busy tracking down radical Muslims residing in America, who presumably came here of their own free will? Is it because the FBI is Islamophobic?

One obvious reason for these anomalies is a sort of paradox. The more a Muslim youth enjoys casual sexual hook-ups, easy access to liquor and drugs, and unapologetic secular indulgence, all the more the voluptuary feels he has betrayed his culture, religion, and very identity — and the more his eventual return to Islamic purity is likely to become extreme. No one forced Mohamed Atta and his band of killers to become Western sybarites. What made them slaves to their appetites was their very Islamic Puritanism, which turned what was commonly available into forbidden obsessions: the more taboo, all the more to be indulged in, and all the more to be regretted post facto and the indulgence blamed on others when passions are drained and probity returns.

Second, in many cases, the immigrant immediately asks upon arrival, “Why do they have so much here, while we have so little back home?” Do not expect him to cite everything from religious tolerance to consensual government to freedom and market capitalism — not when there is an accessible American dictionary of victimization, ranging from colonialism and imperialism to oil and Israel. The new arrival from the Middle East need not turn on Al Jazeera to be spoon-fed grievances, when he can listen to President Obama’s apology tours or Cairo speech or breakfast sermons about high-horse Christians and their millennium-old Crusades.

Third, we in America ask almost nothing of immigrants any more. We do not care whether they come legally and will obey the law once they’re here. We have no concern whether they can support themselves, or whether they will become wards of the state. One need only review the careers of Obama’s own immigrant aunt and uncle. We have no worries about whether they learn English. They can hate or love America, as is their wont. If an immigrant commits a crime against his hosts, we feel that we would commit a greater crime by sending our ungracious guest home. Is that why ICE released 36,000 alien lawbreakers in 2013 alone, preempting their deportation hearings, or why 347,000 criminal aliens are believed to be at large in the United States?

Citizenship as a cherished privilege has utterly vanished. So has any idea of gratitude. A hallowed notion of legality, of being more law-abiding even than native-born Americans, has disappeared among immigrants. Juan Francisco Lopez-Sanchez — the five-times-deported illegal alien and seven times repeat felon who shot Kate Steinle to death in San Francisco — was only the most extreme example of what is possible under current immigration law and practice.

At no time did Lopez-Sanchez thank the United States for offering him a better chance than Mexico had — at least if repeatedly committing felonies can be see as a form of not offering thanks. We deduce that he believed things were better here than in Mexico or he would not have reentered the country illegally so many times. Lopez-Sanchez, like the Tsarnaevs, knew that the U.S. leaves immigrants alone, or perhaps, better yet, romanticizes their difference, and provides, if not a legal amnesty for their crimes, a psychosocial one.

Fourth, immigrants sense an identity-obsessed culture, where diversity, not unity, brings career dividends. A teen can cross illegally from the oppression of Oaxaca and almost instantly qualify for victim status and affirmative action on the bizarre theory that American oppressions have earned him compensation and reparations, as if he were psychologically damaged by America while he was in Oaxaca or will be in America if he was not in Oaxaca.

Hyphenation, not conformity, is preferred — and wisely so. Poor George Zimmerman’s “white Hispanic” troubles arose from his Americanizing his mixed-race identity rather than emphasizing a constructed otherness by calling himself the more authentic-sounding Jorge Mesa. A fight between Trayvon Martin and Jorge Mesa does not reach the White House, because it furthers no particular agenda; it’s analogous to the weekend toll in Chicago rather than a Ferguson teachable moment. Apparently, Zimmerman did not learn the lesson that an upper-middle-class prep-schooler named Barry Dunham, whose conniving African father had abandoned him, would have been a mere statistic. But as Barack Hussein Obama he became a unique example of diversity, with all its resonance.

At best, if a Muslim immigrant fully assimilates, to the point where, as is true of most Americans, he cannot easily be identified by his religion, or if his religion becomes incidental rather than essential to his public persona, then he is rendered just an ordinary American. Perhaps he even is in some danger of joining the unattractive majority not subject to special dispensation. At worst, he can become a sellout in the eyes of his local mosque and immigrant enclave. Emphasizing identity to its logical extreme wins rewards in today’s America. We saw to what insane lengths this has gone in the cases of the fabulists Rachel Dolezal, Elizabeth Warren, Shaun King, and Ward Churchill.

Finally, the Muslim shooter understands that so many of his hosts are naïve, ashamed of their own culture, unsure of their heritage, and prone to apologize rather than criticize. They would likely not call the authorities even if they spied preparations for terrorist activities — believing that being called a racist is worse than possibly allowing violence to ensue against the innocent. Note that Ms. Malik never thought that she might have to tone down her suspicious activities, because her neighbors quite magnanimously did not call the police.

Appeasement is a psychological disorder that affects both the appeaser and the appeased. The more exemptions are granted the offender, the more the grantor feels good about himself, and the more the offender loses respect for someone seen as weak rather than magnanimous.

Perspektivet i den palæstinensiske helstat

SF’eren Fathi El-Abed er en aktiv herre på Facebook, hvor han hver dag fortæller helt udokumenterede historier om både den uniformerede og civile israelske besættelsesmagts mord på og kidnapninger af palæstinensiske mænd, kvinder og børn. Faktaresistensen hos ham og hans følge af muslimer og venstrefløjsere overlever selv videodokumentation af at de palæstinensiske ofre viser sig at være attentatmænd, -kvinder og børn, der bliver skudt eller på anden måde nedlagt i selvforsvar og at de sjældent dør. Så naturligvis optræder han ofte i medierne som ekspert i Mellemøsten.

Og naturligvis lægger dagbladet Information - “Protestadresse for Antisemitisme” - spalteplads til et revisionistisk opkast fra hans hånd, hvor han begræder delingen af Palæstina for 60 år siden. Hans historiesyn jeg har en del indvendinger imod, men hvad der slog mig som en selvstændig pointe er, at han ikke nævner Israel med et ord. Denne manglende anerkendelse af Israels eksistens stikker dybt i det arabisk-muslimske sind, som man kan læse Bassam Tawil skriver for Gatestone Institute

A public opinion poll published last week refutes Abbas’s claim that Palestinians are committing terrorist attacks out of “despair and frustration.” The poll, conducted by the Watan Center for Studies and Research, found that 48% of the Palestinians interviewed believe that the real goal of the “intifada” is to “liberate all of Palestine.” In other words, approximately half of Palestinians believe that the goal of the “intifada” should lead to the destruction of Israel.

What is notable, is that only 11% of respondents said that the true goal of the “intifada” should be to “liberate” only those territories captured by Israel in 1967. Another 12% of Palestinians said they believe that the goal of the “intifada” was to release prisoners held by Israel.

The results of the poll, which covered 1,167 Palestinians above the age of 18, show that a majority of Palestinians continue to seek the destruction of Israel. The poll shows that only a few Palestinians see only the West Bank, Gaza Strip and east Jerusalem as the future Palestinian state. They want the “intifada” to replace Israel with a Palestinian state — preferably, one that now would be ruled by Hamas and jihadi organizations such as Islamic State and Al-Qaeda.

These Palestinians do not see a difference between, say, Ma’aleh Adumim, a “settlement” on the outskirts of Jerusalem, and any city inside Israel. One only needs to look at reports in the Palestinian media to see that Tel Aviv, Rishon Lezion, Kiryat Gat and Ra’anana are all considered “settlements.” These reports also show that Palestinians do not see a difference between a Jew living in the West Bank and Israel — instead, they are all depicted as “settlers” and “colonialists.”

None of the Palestinians interviewed for the poll complained about “despair and frustration,” or the lack of a “political horizon.” Obviously, they are driven by hatred for Jews and Israel. They do not, however, have a problem with “settlements” or “poor living conditions.” They have a problem with Israel’s existence. A majority believes that Israel can — and should — be destroyed. They are not, as Palestinian leaders claim, seeking a two-state solution.

According to the poll, more than 75% of Palestinians support the use of violence against Israel. More than 44% of respondents support the use of firearms against Israel; 18% are in favor of using knives to kill Jews, and another 14% would like to see Palestinians use stones. This contradicts Abbas’s claim that the Palestinians want a “peaceful and popular” uprising.

Another noteworthy finding of the poll is that 72% of Palestinians want the current “intifada” to continue.

Men det er ikke blot et spørgsmål om landegrænser, det er et spørgsmål om jøden, som nogle kvalitative interviews kan supplere de kvantitative meningsmålinger

Alle de gange araberne sagde nej til delingsforslag sagde de nej til Israels eksistens. Landflygtighed er ikke katastrofen, Israels eksistens er. Og 60 år efter Israels oprettelse kan Fathi El-Abed end ikke få ordet over sine fingre.

Gentagelse og fald

Mikael Jalving havde ikke mere at sige, om endnu et terrorangreb, det vi så i Paris, fortalte han sine læsere. Eller i hvert fald kunne han ikke sige, hvad han allerede har sagt bedre end han gjorde senest, da Charlie Hebdo og et jødisk supermarked var genstand for muslimernes vrede. Men Jalving er værd at genlæse og ellers kan man glæde sig over Snaphanens Steens fremragende skriv, med masser af links til andre gode skrifter.

For det er er svært at sige noget nyt om en verden der ser ud til at gentage sig selv når politikere, journalister og eksperter ikke tager ved lære. I Berlingske Tidende kunne man i kortform læse eksperterne demonstrere næsten hele paletten. 6-7 gengangerpunkter blev nævnt og kun et eneste var relevant for forståelsen af den terror der rammer os, for den flygtninge og migrationsstrøm på vej og årsagerne bagved. Da jeg aldrig har skrevet så godt som Jalving kan jeg godt tåle at gentage mig selv uden at risikere en antiklimaks. De radikaliserede islamisters bevæggrunde er som følger

»Der er en række spændinger mellem franskmændene og den muslimske befolkning, der føler, de bliver undertrykt. Det ser vi blandt andet i forhold til, at man har indført forbud mod at bære tørklæde i skoler, ligesom muslimerne ikke føler sig imødekommet i forhold til mulighederne for at undgå svinekød i offentlige køkkener og udøve deres religion på offentlige steder,« siger Henrik Prebensen.

1a) Tørklædeforbud. Det er egentligt et forbud mod religiøs beklædning og rammer alle religioner der hænger deres hat på tøjet.

1b) Mangel på svinekødsforbud. Denne anke mod øvrigheden hænger sammen med den første, da det er krav om islamisk levevis. Men her er det ikke som passiv muslim, men som den offentsive der har retten til at diktere vilkårene for kuffar. Muslimerne nægtes deres overhøjhed.

Parret med en generel skepsis blandt franskmændene over for den muslimske befolkning…

2) Franskmændene er dårlige, hvis ikke xenofobiske, værter.

…betyder det ifølge Henrik Prebensen, at en stor del af Frankrigs muslimske befolkning føler sig tilsidesat og forfulgt.

3) Generel tilstand af udenforskab.

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er enig i, at det ikke er tilfældigt, at radikaliserede islamister angriber Frankrig igen. Han peger på Frankrigs rolle i den amerikansk ledede koalition af lande, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak. Desuden kæmper Frankrig mod islamistiske oprørere i det afrikanske land Mali.

4) Frankrigs rolle mod ISIS og at de forhindrede folkemord i Mali.

Ifølge Bonnichsen kan timingen af terrorangrebene i Paris hænge sammen med, at Islamisk Stat oplever modgang på slagmarken

5) Islamisk stat er trængte. Hvis de havde fremgang ville det være en anden sag må vi forstå.

Og så har man også nogle voldsomme sociale spændinger…

6) Ikke nok bistandshjælp.

…der kan understøtte det had, som eksisterer i forvejen, når vi taler om islam og den vestlige verden,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

7) Hovedet på sømmet! Og det går vi så ikke mere ind i, for det indebærer den smertelige erkendelse at ingen fred er mulig og at så længe man anerkender muslimernes ret til være en del af Frankrig, som af noget vestligt land, så længe vil man befinde sig i en tilstand af krig. Ja, man kunne udtrykke det som at bo i krigens hus.

skc3a6rmbillede-2015-11-19-kl-072249

Ovenfor lover X-Files artikel i Jyllandsposten klassikerne i endnu et mysterium for medier, politikere og eksperter. Hvorfor sprængte en muslim sig selv og en masse kuffar i luften? Og så en fredag aften? Og så var også han, som alle de andre en god og rolig fyr.

Obama og Kerrys svar er ord. That’s all thay have, words. De insisterer på at kalde ISIS for Daesh, fordi navnet er blevet forbudt i Islamisk Stat: “Part of the reason is because in Arabic the word “Daesh” can be taken as a play on words to mean something along the lines of “a bigot who imposes his view on others” or “to trample down and crush,” og ved at insistere på at minde terrorister fra Islamisk Stat om at de rent faktisk undertrykker andres tanker, så generer man dem måske på et personligt plan. Det har ikke den samme effekt som Assads tøndebomber, men det skulle til gengæld ikke gå ud over civile. Meeen formålet er nok snarere at forhindre at islam kommer sprogligt i forbindelse med islamisk aktivitet, en renvaskning er problemets stilling. Hmm, det kunne være man skulle kalde dem det, Islamisk Aktivitet? Det ville sikkert pisse en venstrefløjser af i ens omgangskreds.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, ja det er vel ækvivalensen til at Saudierne blev formænd for FNs råd for menneskerettigheder, mener det er på sin plads at nævne islam, selv om islam ikke har noget med noget at gøre, skriver Danmarks Radio

- Dette er ikke en kamp mellem den muslimske verden og den vestlige verden. Det er en kamp mellem ekstremister, kriminelle og mennesker, der tror på fundamentale værdier som frihed og respekt for menneskerettigheder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

“It was instructive that the moment President Hollande grasped the awful reality his first instinct was to close France’s borders.” skriver Simon Heffer i Telegraph. Det er sigende at Hollande, trods en overordnet politik om åbne grænser og næsten stålsat vilje mod at ville indrømme krigens realiteter - indtil nu? - alligevel afslører en erkendelse af problemets rod; muslimer der vælter over grænserne.

Hvad fortæller det om Danmarks politiske elite når alternativet til Løkke var Christian Jensen, der straks han hørte om de muslimske myrderier, tweetede en appel til danskerne om at stemme ja til EU? Ja, hvad fortæller det om intelligentsiaen i Venstre når Justitsminister Søren Pind mener at manglende grænsekontrol og konventioner ikke havde noget at spille med terrortruslen. “Vi betaler nu en høj pris for den passivitet, som Vesten har udøvet i Syrien.” siger han og mener alligevel at vi skulle have entreret Søvndals syriske jungle. For erfaringerne fra de irakiske og libyske regnskove demonstrerer virkeligt at vores ageren er problemets rod. Inger Støjberg fortsætte sin hard-liner løgn ved at lange verbalt ud efter studiegruppen og islamoplyserne Hizb ut-Tahrir. En “syg organisation som ikke hører til her”, kaldte hun dem og som en anden Villy Søvndal “forstår egentlig ikke, hvad det er, der afholder dem fra at flytte”. Men hvis hun lyttede efter, så handler det ikke om at der er noget der afholder dem fra noget, sådan er det jo med frihed. Der er derimod noget de,, som så mange andre tilvandrende muslimer vil, nemlig lave Danmark om til et kalifat. De er her på en mission, som det politiske Danmark afholder sig fra at forhindre. I stedet diskes der op med ord, ord, ord.

Denne regering, den værste regering nogensinde i dansk historie, har ophøjet politisk impotens til et kategorisk imperativ, som folket blot er i vejen for. Og Dansk Folkeparti ser ud til at have købt Løkkes rope-a-dope taktik og betalt med deres identitet. Og det er vel en forandring.

En kedelig forandring var iøvrigt også Søren Espersen, der tilsyneladende tænkte, at hvis terroren i Paris kunne være udgangspunktet for en konstruktiv debat om islam, indvandring af muslimer og hævdelse af dansk overhøjhed på dansk jord, som venstrefløjen vanskeligt kunne undslå sig, så ville det være bedre med en debat for og imod Søren Espersen selv. Vel vidende at når man indleder en argumentation om at gå hårdere til Islamisk Stat med “…vi er så gentlemen-agtige, at vi aldrig bomber, der hvor der er civile - også kvinder og børn.” så er der ingen der læser resten og Espersen spildte sine støtters tid og ressourcer på “Det Søren siger og mener er…” mens venstrefløjen og medierne fik sig lidt luft med historien om den moralske ækvivalens mellem islam og dens kritikere.

En Hamas TV-dramatisering af en terrorhandling viser knivens centrale rolle for en rituel slagtning af jøder

Denne video fra Hamas er en dramatisering af et af de mange terrorhandlinger der rammer Israel i disse tider.

Folk som de ca tusind antisemitter, der var samlet på Rådhuspladsen i weekenden og Torben Lund, tror moske at knive er de afmægtiges våben, ja for Margrethe Auken vil det sikkert være pap-knive, imod Israels teknologiske overmagt. Og at der på den måde er en hvis retfærdighed i terror.

Men kniven er symbolsk og angrebene er rituelle. Af samme grund som Islamisk Stat skærer halsen over på deres fjender trods et anseeligt våbenlager og nok teknologisk viden til at lave “russervogne”. Brændstof savner de jo ikke på de kanter. Svaret leverede en imam da nogle lod sig forarge over at han korrekt citerede fra koranen, der er det skriftlige grundlag for den i Danmark fuldt anerkendte religion islam. Jøder er efterkommere af aber og svin. Og der er ikke tale om et darwinistisk klarsyn, men om en grundlæggende karakteristik af det folk, der har byttet om på ordene og som ikke kan holde aftaler (især ikke fordi Muhammed ændrede aftalen undervejs og huggede 6-900 jøder for fode og solgte det dobbelte antal fra som slaver, men lad det nu ligge).

Jøderne er altså at betragte som dyr og endda urene dyr af slagsen. Det var derfor den moderate leder Mahmoud Abbas sagde at jøderne skulle holde deres ulækre fødder væk fra Al-Aqsa moskeen i sin hyldest til de mange terrorister. Og dyr slagter man. Derfor har kun den ene terrorist en pistol, som han bruger til at holde passagerne stangen, mens den anden terrorist går løs på passagerne med en kniv, en efter en.

Knivtemaet i den igangværende terrorbølge er altså rituelt fordi blodet skal spildes korrekt for det tabte land. Det tabte land er ikke et spørgsmål om grænser og bosættelser og andet pjat, som mange danskere tror fordi det er de eneste konflikter de kender til hjemme i andelsforeningen. Det tabte land er Israel, om det så kun var en matrikel. Det handler ikke om 800.000 arabere man i 1968 fandt ud af at kalde palæstinensere fordi man fandt at vesten bedre forstod nationale konflikter og at blod og jord hører sammen. 800.000 jøder blev ligeledes fordrevet fra de arabiske lande, men mens de blev borgere i Israel fraskrev Ægypten og Jordan sig deres egen befolkning i Gaza og Vestbredden ved at opgive kravet til jorden araberne stod på.

For Israels eksistens er den endelige ydmygelse af islam, da de beskidte jøder pludselig ikke var dhimmi, som det jo står skrevet de skal være, men derimod herrer i eget hus. Det er det der er Nahkba, katastrofen, som der har traumatiseret den muslimske sjæl.

Nissen flytter med

Bestyrelsesformanden for Danfoss ser ifølge Jyllands-Posten et ‘kæmpe potentiale’ i migranterne. Ikke blot potentiale eller et vist potentiale, men et kæmpe potentiale. Med det kan man kun forstå potentialet således at det overstiger dansk arbejdskraft pund for pund. Det mærker man endnu intet til. I Weekendavisen uge 38 kunne man læse at”En undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at blandt syriske flygtninge, der er indvandret de senere år, er det cirka 13 procent, der har job efter fire år i Danmark.”. Og det betyder følgeligt at “den kommunale service til børn og ældre må nedjusteres i flere kommuner, da udgifter til flygtninge presser økonomien” skriver Jyllands-Posten ifølge Bornholms Tidende (så bliver min research ikke mere doven).

Jyllands-Posten skriver om  det multietniske samfunds byggematerialer, som de myldrer ind i Europa i hvert fald har et voldspotentiale af en anseelig størrelse.

Asylansøgere skal så vidt muligt nu fordeles på modtagecentrene efter deres etniske oprindelse. Det sker, efter at der i august opstod voldsom tumult på et overfyldt center i byen Suhl, hvor 120 betjente måtte rykke ud.

Balladen, som efterlod 11 flygtninge og 6 betjente såret, opstod, fordi en 25-årig mand havde revet sider ud af Koranen og skyllet dem ud i toilettet.

Først tirsdag, næsten seks uger efter episoden, anholdt politiet 15 mistænkte i sagen. De sigtes bl.a. for forsøg på manddrab.

Tysk præsident advarer mod for mange flygtninge

Siden har der været masseslagsmål på andre flygtningecentre, og ifølge formanden for det tyske politiforbund, Rainer Wendt, er det udtryk for et voksende problem.

“Vi har oplevet denne vold i uger og måneder. De slår sig sammen i grupper efter etnicitet, religion eller klanstrukturer og går løs på hinanden med knive og hjemmelavede våben,” siger han til Passauer Neuen Presse.

Han fortæller om “benhårde, kriminelle strukturer” med både religiøst og politisk motiverede konflikter, men også rene magtkampe.

De kan ikke med hinanden, derhjemme, hvorfor de kommer her. Og de kan ikke med hinanden i centrene og på et tidspunkt er visionen at de skal ud i samfundet - med hinanden. Og der møder de det offentlige der, som Politiken skriver, også får deres dosis vold. Så meget så “En ny opgørelse viser, at 93 socialpædagoger har fået anmeldt posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) til Arbejdsskadestyrelsen”. Lige nu bruger politiet de ressourcer de har sparet på manglende grænsekontrol i en intens menneskejagt på en flygtning, der har udfoldet sit potentiale.

Merkels usympatiske regering

I Information kan man læse om det tyske pres på Facebook til at “filtrere racisme”. Racisme synes at være kernen i venstrefløjens forståelse af og angreb på ytringsfrihed. Der indledes

Tyske Facebook-brugere har i stort omfang opfordret til at gå til angreb på flygtninge ved at skyde dem, stikke dem ned, gasse dem, lukke dem inde i koncentrationslejre, binde dem fast til biler og derpå slæbe dem ihjel. En del af disse hadske kommentarer er ledt videre til de tyske myndigheder, der trods direkte opfordringer til Facebook ikke har kunnet få slettet kommentarerne ad frivillighedens vej.

Derfor har den tyske justitsminister, Heiko Maas, i denne uge haft chefer fra Facebook til en alvorlig samtale i Berlin om deres medansvar for at sprede de hadefulde kommentarer.

Som det her står beskrevet af Information kan vi ikke konkludere om der ligger racisme til grund for disse voldsomme udsagn. Skal flygtninge gasses, stikkes ned og/eller slæbes ihjel fordi de er af en anden race? Måske nogle vil have det således, men andre vil givet, hvis debatterne ellers ligner de danske, opfatte flygtningestrømmen som mest bestående af migranter, der de facto invaderer Tyskland og dermed som en trussel, en fjende. Det ved vi altså ikke. Men, som det fremgår af Informations beskrivelse er her tale om voldsopfordringer og muligvis trusler. Ikke ytringer.

Informations artikel giver istedet et mere konkret eksempel

“En række tyske Facebook-brugeres voldsfantasier skal derfor fremover forfølges langt mere systematisk, som det skete for nylig for en mand fra Passau i Bayern: Som kommentarer til et foto af den druknede treårige kurdiske dreng Aylan Kurdi skrev manden, at han ikke begræd det, men fejrede det. Manden fik en politianmeldelse og mistede også sit job.”

Igen ved vi ikke om der var tale om racisme, om manden fra Passau glædede sig over det døde barn fordi det tilhørte en uønsket race. Men som det står beskrevet er der intet der tyder på en voldsfantasi (som tilsyneladende skal være forbudt på lige fod med racisme). Der er tale om en regulær ytring, der på alle måder er omfattet af enhver sand skottes ytringsfrihed. Manden fra Passau er glad for at drengen er død. Ingen trussel, ingen opfordring, ingen fantasi end ikke antydningen af ideen om at drengen blev myrdet af sin far. Kun glæde over en ny normal er indtruffet. Usmageligt, men hans ret. I hvert fald i et demokrati.

Overskriften på Informations artikel hedder “Facebook skal filtrere racisme”, men ingen eksempler på racisme er givet. Voldsopfordringer er nævnt samt en mand der glædede sig over at et barn var dødt. Så hvad handler det om?

“Han [it-advokat i München Thomas Stadler] mener, at de nye regler ikke bør udvikle sig til en jagt på personer med højreorienterede meninger, det ville virke modsat.”

Ah, sådan. Det handler altså ikke om racisme og vold, men om højreorienterede meninger. Så forstår man bedre at eksempler som “Dø dit nazisvin”, “ingen racister i vores gader”, “Eat the rich” og “Vi skærer halsen over på jer alle, kuffar” ikke fremføres som eksempler.

Facebook har også sagt ja til at være med til at opbygge en counter-speech-metode, hvor eksperter kan svare brugerne bag racistiske kommentarer. Brugere skal kunne anmelde racistiske kommentarer, og endelig har Facebook indvilget i at samarbejde med små organisationer som Netz gegen Nazis og den frivillige selvkontrol-organisation FSM om at etablere etiske retningslinjer og kontrolmetoder. Derudover indretter det tyske justitsministerium en taskforce til at følge området.

»Jeg mener, at det inden for 24 timer bør være muligt at fjerne trusler, forfølgelse af udvalgte grupper eller opfordring til tvang. Det handler om at lave nogle håndfaste metoder til, hvordan man anmelder det,« siger justitsministeren. Den såkaldte counter-speech-metode skal ifølge Maas dog ikke forhindre, at statsadvokaten kommer på banen, hvis overtrædelserne er alvorlige nok.

»Vi vil opbygge en klageprocedure, hvor vi også skal have fat i Twitter, YouTube og andre. Jeg tror også Facebook har en interesse i at stramme op. Ifølge Facebooks egne mål må racisme heller ikke forekomme på deres netværk.«

Ønsket er at kvæle kritik af den førte politik. De tyske myndigheder vil aktivt undgå at repræsentere tyskernes interesser. Ja, de savner måske endda sympati med tyskerne?

Ich kann kein Mitgefühl empfinden. Ich wiederhole, ich kann kein Mitgefühl empfinden! Das Volk hat dies Schicksal selbst gewählt. Ja das kann für manche Leute eine Überraschung sein. Geben Sie sich keine Illusion: Wir haben das deutsche Volk nicht gezwungen. Es hat uns selbst beauftragt und jetzt wird ihnen das Hälschen durchgeschnittet.

Familien fra Nabi Saleh

tamimi-throw1

Ovenfor ses lillebror Tamimi, af nogle kendt som Yonis the Menace, kaste en af de sten, som han blev forsøgt tilbageholdt for. Kvinder i hans familie og hans storesøter Ahed Tamimi, også kendt som Shirley Temper, forsvarede ham så teatralsk at verdenspressen fik sin historie om den israelske overmagts træden stakkels palæstinensiske kvinder og børn under fode. Far Tamimi stod og filmede hele optrinnet, mens vestlig journalister fotograferede på livet løs. Men, det gik op for nogle aviser at de var blevet castet i en Pallywoodpoduktion og den gode historie blev knap så god. Venstreorienterede Mondoweis skriver i sit defensorat for Pallywood familien Tamimi fra Nabi Saleh

No doubt the Tamimi’s are getting famous. But that is because they refuse to stop protesting the theft of their village land and spring. Denied any means of self defense, they dare to expose the world to the reality of their lives while the cameras are rolling. They have no guns or bombs, they fight with media and exposure. But the scenes they record are very real. And the whole point is to capture the violence they face, as a matter of routine, on camera. Rosa Parks also planned her heroic action on a Montgomery bus in 1955. But was it staged? Of course not.

Denne Rosa Parks sammenligning skal gøre det ud for et ræsonnement, men er falsk i sin opbygning. Tamimi familien eksponerer ikke en vold, men gør derimod at for at fremprovokere en voldelig reaktion. Eric Cortellessa var til stede og har i Times of Israel følgende beskrivelse af det rituelle hysteri.

Once I arrived at the demonstrators’ rendezvous, I asked someone standing next to me what to expect from the impending protest.

“We’ll start marching down the road, then the army will be waiting for us. Once we get to a certain point, they’ll start throwing tear gas at us, then kids will start throwing rocks at them on top of the hill,” he said. “And then it will go back and forth like that.

“And we’ll take lots of pictures,” he added.

At 1:06 p.m., the demonstration began in earnest, when the participants marched a few hundred meters down the road toward the soldiers, who formed a barricade. I couldn’t tell what came first, stone throwing or tear gas grenades, but soon there was a cacophony of both. As I was taking photographs, some of the tear gas hurled at the crowd got in my eyes.

“Don’t touch them,” someone told me. “The sting will fade, just wait it out.”

Meanwhile kids started running up a brown hill to throw more rocks at the soldiers, some with slingshots, some with their hands.

At one point the demonstrators blocked the road. Little kids, under the leadership of the adolescents, began to take large rocks and line them up in the middle of the street.

“They are blocking the army’s jeeps from driving up the road to come from behind later,” someone told me.

The protest then shifted to an adjacent hill, where adolescents and younger children threw more rocks at soldiers as adult villagers and activists watched and cheered.

And then, suddenly, people started screaming. A team of soldiers had rushed the demonstrators from behind to start making arrests. At the same time, other soldiers ran up from the bottom of the hill and grabbed one of the adolescents.

A partially masked soldier with a rifle in his hand was chasing a younger boy whose arm was in a cast. I ran toward the fracas just as the soldier picked up the boy, grabbed him by the neck and pressed him against a rock, putting him in a chokehold while he lay on top of him. A young girl, Ahed Tamimi, the boy’s 15-year-old sister, then ran to the scene and began yelling and crying, pleading with the soldier to let him go.

Everyone who had a camera ran to the scene, too, with photographers and videographers forming a half-circle around the melee. At that point, the soldier must have realized that whatever he chose to do would live beyond that moment.

An older female villager — Nariman Tamimi, the boy’s mother — came from behind the soldier and began pulling him off the boy. The soldier screamed for help as more people joined the effort. He then tried simultaneously to pin the boy down and fight off everyone else. The young girl bit his hand when he tried to grab her by the neck. Everyone around him then started to hit the soldier on the head.

Finally, his commander came and extricated him from the imbroglio.

Before walking away, the soldier dropped a tear gas grenade where all the people were gathered. I ran to spare my eyes from the stinging, and by the time I reached a far enough vantage point to look back, people were carrying the boy back to his home in the village.

The soldier and his commander had left without making the arrest.

Ten minutes later, almost all of the demonstrators were outside the boy’s home. Someone from the Palestine Red Crescent Society was making calls about two other demonstrators who had been detained. While the boy was lying down, people tried to comfort him and see if he was all right.

The Red Crescent worker then showed the boy pictures he took of the incident. “Good job,” he told the child. He then got up to talk with other activists and journalists about getting to Ramallah and disseminating the photos and video.

“We got them,” he said.

Bloggen Legal Insurrection har foretaget lidt rutineresearch på Tamimi familien, som medierne både udenlands og herhjemme ikke synes at ville vægte

There is no doubt that Bassem Tamimi is also very proud of his own dutiful children: after claiming in a recent FB post – uncharacteristically without any photographic evidence whatsoever – that “the IOF attacked the village of Nabi Saleh” and that his son Mohammad “was injured and broke his arm” during the resulting “clashes”, Bassem Tamimi posted several older photos and, calling his 11-year-old son “my hero,” encouraged him to “keep strong.”

A few weeks earlier, he also proudly shared an album of over 200 photos documenting the widely admired exploits of his daughter Ahed. This album is very worthwhile viewing, as the huge number of images that go back a few years provide an excellent documentation of the grooming of the photogenic Ahed for use in confronting Israeli soldiers for the cameras from an early age.

Both Bassem Tamimi and his wife Nariman also expressed their approval and admiration when Ahed posted the photo (above) that showed her throwing stones at (unseen) Israeli soldiers. Nariman Tamimi praised the image of her daughter as “awesome” (automatic translation from Arabic), while Bassem Tamimi posted an approving comment that, according to the somewhat garbled automatic translation, includes praise for her stone-throwing and “resistance.”

Og stenkastning er ikke så uskyldigt, som det fremgår af medierne. Der er israelske børn, der bliver myrdet på den konto og forleden var det nær blevet til 5 studenter oveni, hvad en anstændig palæstinenser ikke reddet dem, fra sin hob af naboer.

Chattanooga terror; islamisk eller bare ekstremistisk?

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Jihad, Multikultur, Muslimer, Politik, Terror, USA, islam, muhammed — Drokles on August 1, 2015 at 1:25 pm

Da muslimen Mohammad Abdulazeez for et par uger siden myrdede ubevæbnede marinesoldater, var han så muslimsk oven i hovedet eller var han blot almindelig ekstrem? Det diskuterer Robert Spencer, Dr. Zuhdi Jasse fra American Islamic Forum for Democracy og Anjem Choudary med Jamie Glazov

Den officielle politik i USA synes nu at være at betegne islamisk terror som ekstremistisk terror skriver Arutz Sheva

Homeland Security chief Jeh Johnson announced the policy this past Friday at Aspen Institute’s annual security forum in Washington, D.C.  He explained that though it was a Muslim terrorist who shot to death four unarmed Marines in Tennessee two weeks ago, the government will call the attack, and other similar ones, “violent extremism” and not “Islamic terrorism” - out of respect for the Muslim community.
Johnson said it is “critical” to refrain from the “Islamic” label in order to “build trust” among Muslims.

The Tennessee murderer, Mohammad Abdulazeez, is officially a “homegrown violent extremist,” according to the government – even though he blogged about his Islamic religious motivations for the attack. He and his family also attended a local mosque controlled by a terror-tied Islamic trust.

Johnson explained that if officials called Islamic terrorism “Islamic,” they’d “get nowhere” in gaining the “cooperation” of the Muslim community.

The moderator of the panel tried to protest: “Isn’t [the] government denying the fundamental religious component of this kind of extremism by not using the word Islamic?”

“I could not disagree more,” Johnson responded, and explained that Islam “is about peace.”

Her er en bevægende montage af folkets farvel til en af de myrdede marinesoldater Lance Cpl. Skip Wells

Stadig svært at erkende kristenforfølgelsen endsige dens ophav

Eliza Grizwold skriver i New Yok Times fyldigt om muslimernes forfølgelse af kristne i Mellemøsten

From 1910 to 2010, the number of Christians in the Middle East — in countries like Egypt, Israel, Palestine and Jordan — continued to decline; once 14 percent of the population, Christians now make up roughly 4 percent. (In Iran and Turkey, they’re all but gone.) In Lebanon, the only country in the region where Christians hold significant political power, their numbers have shrunk over the past century, to 34 percent from 78 percent of the population. Low birthrates have contributed to this decline, as well as hostile political environments and economic crisis. Fear is also a driver. The rise of extremist groups, as well as the perception that their communities are vanishing, causes people to leave.

“‘‘If we attend to minority rights only after slaughter has begun, then we have already failed,’’ siger FNs Menneskerets Højkommissær Zeid Ra’ad al-Hussein. Demokraten Anna Eshoo, der sidder i Repræsentanternes Hus for Californien siger “Christianity is under an existential threat”. Men alligevel har Det Hvide Hus uligt meget sværere ved at anerkende kristne ledere end muslimske skriver Raymond Ibrahim i Gatestone Institute.

During the height of one of the most brutal months of Muslim persecution of Christians, the U.S. State Department exposed its double standards against persecuted Christian minorities.

Sister Diana, an influential Iraqi Christian leader, who was scheduled to visit the U.S. to advocate for persecuted Christians in the Mideast, was denied a visa by the U.S. State Department even though she had visited the U.S. before, most recently in 2012.

She was to be one of a delegation of religious leaders from Iraq — including Sunni, Shia and Yazidi, among others — to visit Washington, D.C., to describe the situation of their people. Every religious leader from this delegation to Washington D.C. was granted a visa — except for the only Christian representative, Sister Diana.

After this refusal became public, many Americans protested, some writing to their congressmen. Discussing the nun’s visa denial, former House Speaker Newt Gingrich said:

This is an administration which never seems to find a good enough excuse to help Christians, but always finds an excuse to apologize for terrorists … I hope that as it gets attention that Secretary Kerry will reverse it. If he doesn’t, Congress has to investigate, and the person who made this decision ought to be fired.

The State Department eventually granted Sister Diana a visa.

This is not the first time the U.S. State Department has not granted a visa to a Christian leader coming from a Muslim region. Last year, after the United States Institute for Peace brought together the governors of Nigeria’s mostly Muslim northern states for a conference in the U.S., the State Department blocked the visa of the region’s only Christian governor, Jonah David Jang.

Greenfield har en lang udførlig liste over den undertrykkelse kristne udsættes for i den muslimske verden, der er værd at gøre sig nedslået over. Men få politikere synes at kere sig. I Griswolds lange, velskrevne, detaljerede og på en gang indsigtsfulde og manipulerende artikel skriver hun, at det har været en topprioritet for både Bush og Obama ikke at tage sig ud sig ud som kristne korsfarere

It has been nearly impossible for two U.S. presidents — Bush, a conservative evangelical; and Obama, a progressive liberal — to address the plight of Christians explicitly for fear of appearing to play into the crusader and ‘‘clash of civilizations’’ narratives the West is accused of embracing. In 2007, when Al Qaeda was kidnapping and killing priests in Mosul, Nina Shea, who was then a U.S. commissioner for religious freedom, says she approached the secretary of state at the time, Condoleezza Rice, who told her the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues. Rice now says that protecting religious freedom in Iraq was a priority both for her and for the Bush administration. But the targeted violence and mass Christian exodus remained unaddressed. ‘‘One of the blind spots of the Bush administration was the inability to grapple with this as a direct byproduct of the invasion,’’ says Timothy Shah, the associate director of Georgetown University’s Religious Freedom Project.

More recently, the White House has been criticized for eschewing the term ‘‘Christian’’ altogether. The issue of Christian persecution is politically charged; the Christian right has long used the idea that Christianity is imperiled to rally its base. When ISIS massacred Egyptian Copts in Libya this winter, the State Department came under fire for referring to the victims merely as ‘‘Egyptian citizens.’’ Daniel Philpott, a professor of political science at the University of Notre Dame, says, ‘‘When ISIS is no longer said to have religious motivations nor the minorities it attacks to have religious identities, the Obama administration’s caution about religion becomes excessive.’’

Politisk korrekthed og hensynsbetændelse til muslimske vrangforestillinger betales af de kristne. Og politikerne høster veksler for deres kulturelle sensitivitet fra den smagfulde venstrefløj. Den umiddelbare historie og situation ridser Griswold op således

For more than a decade, extremists have targeted Christians and other minorities, who often serve as stand-ins for the West. This was especially true in Iraq after the U.S. invasion, which caused hundreds of thousands to flee. ‘‘Since 2003, we’ve lost priests, bishops and more than 60 churches were bombed,’’ Bashar Warda, the Chaldean Catholic archbishop of Erbil, said. With the fall of Saddam Hussein, Christians began to leave Iraq in large numbers, and the population shrank to less than 500,000 today from as many as 1.5 million in 2003.

The Arab Spring only made things worse. As dictators like Mubarak in Egypt and Qaddafi in Libya were toppled, their longstanding protection of minorities also ended. Now, ISIS is looking to eradicate Christians and other minorities altogether. The group twists the early history of Christians in the region — their subjugation by the sword — to legitimize its millenarian enterprise. Recently, ISIS posted videos delineating the second-class status of Christians in the caliphate. Those unwilling to pay the jizya tax or to convert would be destroyed, the narrator warned, as the videos culminated in the now-­infamous scenes of Egyptian and Ethiopian Christians in Libya being marched onto the beach and beheaded, their blood running into the surf.

The future of Christianity in the region of its birth is now uncertain. ‘‘How much longer can we flee before we and other minorities become a story in a history book?’’ says Nuri Kino, a journalist and founder of the advocacy group Demand for Action. According to a Pew study, more Christians are now faced with religious persecution than at any time since their early history.

Griswolds artikel kan absolut anbefales, hvis man vil være klogere på de kristnes situation og Mellemøstens morads. Men jeg skrev at den også var manipulerende og det er den i sin apologetiske omgang med islam. Selvfølgelig, fristes man nemlig til at sige.

Så skønt Griswold er langt fremme i erkendelsen af de kristnes ulykkelige situation i Mellemøsten (i hele  den muslimske verden, rent faktisk, og den kommunistiske også), og mens politikerne tøver, så er hun ikke nået dertil, hvor hun kan beskrive det reelle problem. Det er generiske “ekstremister”, der er problemet for Griswold, mens Condoleezza Rice trods alt vidste mere end det med sit “the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues” - og så svigtede de alligevel. Så civilisationernes sammenstød bliver derfor kun et narrativ for Griswold, en fortælling og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. (”Israel and Palestine” har en konflikt, en formulering, der betyder at Israel er en illegitim stat, der hvor Palæstina eksisterer).

Griswolds artikel er vævet over nogle flygtninges frygtelige historier med den 31 årige Rana og hendes mand som hovedroller. Ranas mand Diyaa beskrives som “a tyrant (…) who, after 14 years of marriage, wouldn’t let (), Rana, 31, have her own mobile phone. He isolated her from friends and family, guarding her jealously”. Han var tillige nærig. Jeg mindes ikke en historie om palæstinensiske ofre, der hænges ud som dumme svin. Nuvel, mennesker er mennesker og Diyaas karakterbrister drukner hurtigt i beskrivelserne af det muslimske vanvid. Bortset fra, at det gør det ikke helt, for islam holdes fri.

Lad os, som enhver god film, fokusere på parallelhistorierne. I det historiske afsnit hedder det fra Griswolds hånd

When the first Islamic armies arrived from the Arabian Peninsula during the seventh century, the Assyrian Church of the East was sending missionaries to China, India and Mongolia. The shift from Christianity to Islam happened gradually. Much as the worship of Eastern cults largely gave way to Christianity, Christianity gave way to Islam. Under Islamic rule, Eastern Christians lived as protected people, dhimmi: They were subservient and had to pay the jizya, but were often allowed to observe practices forbidden by Islam, including eating pork and drinking alcohol. Muslim rulers tended to be more tolerant of minorities than their Christian counterparts, and for 1,500 years, different religions thrived side by side.

One hundred years ago, the fall of the Ottoman Empire and World War I ushered in the greatest period of violence against Christians in the region. The genocide waged by the Young Turks in the name of nationalism, not religion, left at least two million Armenians, Assyrians and Greeks dead. Nearly all were Christian. Among those who survived, many of the better educated left for the West. Others settled in Iraq and Syria, where they were protected by the military dictators who courted these often economically powerful minorities.

De islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom skete gradvist og naturligt, kristne var beskyttet mod et vist kontingent (en lille del af folks motivation for det ‘naturlige’ skift), de muslimske fyrster var tolerante og religionerne trivedes side om side. Men så kommer nationalismen som følge af Osmannerrigets sammenbrud og begår folkemord. Det er ikke islam, det er end ikke ‘religion’! Alligevel sker folkemordet på kristne.

Det er djævlen i detaljen. Fortællingen er tilstrækkelig upræcist formuleret til ikke at være direkte løgn, men vildledende. Folkemordet på de kristne skete ikke som følge af Osmannerrigets sammenbrud, det startede med tiltagende pogromer i 1890′erne og blev færdiggjort i 1919, inden sammenbruddet. Og det var en erklæret jihad mod de vantro. Derfor fandt grusomhederne også en naturlig klangbund blandt almindelige muslimer, der tog ivrigt del i grusomhederne. Den dag i dag er kirkerne i Tyrkiet på vej mod udryddelse. Og regionens diktatorer, hvem var det nu de beskyttede de minoriteterne imod?

Så lad os vende tilbage til Rana og Diyaa og de andre kristne minoriteters historie om da nutidens islamiske hær ankom til den kristne by Qaraqosh, hvor de boede. Flygtninge fra Mosul fortalte de lokale at “The militants painted a red Arabic ‘‘n,’’ for Nasrane, a slur, on Christian homes”. Just ankommet kendte den islamiske hær ISIS ikke de kristne i Mosul - men det gjorde de kristnes muslimske naboer, klangbunden og de malede ‘n’ for nasrane på de kristnes hjem.

De kurdiske styrker, peshmerga, der havde været ene om at give ISIS modstand, trak sig fra området. Da kurderne havde afvæbnet de kristne og ISIS afskåret vandforsyningnen, flygtede de fleste af Qaraqosh indbyggere og efterlod kun de svageste, gamle og syge og en enkelt fulderik tilbage. Og så Diyaa, der nægtede Rana at flygte fordi han ikke mente ISIS vil ankomme.

As Diyaa and Rana hid in their basement, ISIS broke into stores and looted them. Over the next two weeks, militants rooted out most of the residents cowering in their homes, searching house to house. The armed men roamed Qaraqosh on foot and in pickups. They marked the walls of farms and businesses ‘‘Property of the Islamic State.’’ ISIS now held not just Mosul, Iraq’s second largest city, but also Ramadi and Fallujah. (During the Iraq War, the fighting in these three places accounted for 30 percent of U.S. casualties.) In Qaraqosh, as in Mosul, ISIS offered residents a choice: They could either convert or pay the jizya, the head tax levied against all ‘‘People of the Book’’: Christians, Zoroastrians and Jews. If they refused, they would be killed, raped or enslaved, their wealth taken as spoils of war.

Således ser det ud når den islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom sker gradvist forstået som et rykud, hvilket er naturligt omstændighederne taget i betragtning. Og de muslimske herrers tolerance var baseret på beskyttelsespenge. Således skal religionerne trives side om side, hvis altså ikke man foretrak at blive “dræbt, voldtaget eller gjort til slave”.

Men ISIS bløder op i dovenskab efter at rende og lede efter de sidste kristne og tilbyder “what they call ‘exile and hardship’”. Diyaa og Rana kommer frem fra deres skjul og melder sig til ISIS sundhedscenters ‘checkups’’, der er en slet skjult eufemisme for en visitering efter eventuelle værdier. Og, skal det hurtigt vise sig, så har mennesker også en særlig værdi i sig selv i det islamiske tankesæt

By 9 a.m., ISIS had separated men from women. Seated in the crowd, the local ISIS emir, Saeed Abbas, surveyed the female prisoners. His eyes lit on Aida Hana Noah, 43, who was holding her 3-year-old daughter, Christina. Noah said she felt his gaze and gripped Christina closer. For two weeks, she’d been at home with her daughter and her husband, Khadr Azzou Abada, 65. He was blind, and Aida decided that the journey north would be too hard for him. So she sent her 25-year-old son with her three other children, who ranged in age from 10 to 13, to safety. She thought Christina too young to be without her mother.

ISIS scanned the separate groups of men and women. ‘‘You’’ and ‘‘you,’’ they pointed. Some of the captives realized what ISIS was doing, survivors told me later, dividing the young and healthy from the older and weak. One, Talal Abdul Ghani, placed a final call to his family before the fighters confiscated his phone. He had been publicly whipped for refusing to convert to Islam, as his sisters, who fled from other towns, later recounted. ‘‘Let me talk to everybody,’’ he wept. ‘‘I don’t think they’re letting me go.’’ It was the last time they heard from him.

No one was sure where either bus was going. As the jihadists directed the weaker and older to the first of two buses, one 49-year-old woman, Sahar, protested that she’d been separated from her husband, Adel. Although he was 61, he was healthy and strong and had been held back. One fighter reassured her, saying, ‘‘These others will follow.’’ Sahar, Aida and her blind husband, Khadr, boarded the first bus. The driver, a man they didn’t know, walked down the aisle. Without a word, he took Christina from her mother’s arms. ‘‘Please, in the name of God, give her back,’’ Aida pleaded. The driver carried Christina into the medical center. Then he returned without the child. As the people in the bus prayed to leave town, Aida kept begging for Christina. Finally, the driver went inside again. He came back empty-handed.

(…)

As the bus rumbled north out of town, Aida sat crumpled in a seat next to her husband. Many of the 40-odd people on it began to weep. ‘‘We cried for Christina and ourselves,’’ Sahar said. The bus took a sharp right toward the Khazir River that marked an edge of the land ISIS had seized. Several minutes later, the driver stopped and ordered everyone off.

Led by a shepherd who had traveled this path with his flock, the sick and elderly descended and began to walk to the Khazir River. The journey took 12 hours.

The second bus — the one filled with the young and healthy — headed north, too. But instead of turning east, it turned west, toward Mosul. Among its captives was Diyaa. Rana wasn’t with him. She had been bundled into a third vehicle, a new four-wheel drive, along with an 18-year-old girl named Rita, who’d come to Qaraqosh to help her elderly father flee.

The women were driven to Mosul, where, the next day, Rana’s captor called her brothers. ‘‘If you come near her, I’ll blow the house up. I’m wearing a suicide vest,’’ he said. Then he passed the phone to Rana, who whispered, in Syriac, the story of what happened to her. Her brothers were afraid to ask any questions lest her answers make trouble for her. She said, ‘‘I’m taking care of a 3-year-old named Christina.’’

Trods disse utvetydige beskrivelser er Griswolds ellers glimrende artikel fuld af de standardbesværgelser der tynger de ledende medier. “No one has suffered more at the hands of ISIS than fellow Muslims”, hedder det pludselig, med henvisning til at flere muslimer end kristne dør af andre muslimer. Samme logik kunne man sige om tyskerne og jøderne under nazismen. Skønt interessant med Ellemannske observationer så er den relevante pointe at kristne næsten pr automatik dør i mødet med den ankomne muslimske hær, forrådt af sin muslimske nabo. Den kristne kan, som andre ikke-muslimske minoriteter, ikke komme uden om den direkte forfølgelse. Og den forfølgelse er islam.

Det sidste man hører om Rita er at hun “had been given as a slave to a powerful member of ISIS; Christina was given to a family to be raised as a Muslim”.

Kampagnekrig?

Politiet kan ikke klare mere siger de. 60 timers arbejdsuger får de udkørte betjente til at runde et sygefravær på hele 18%. Årsagen er dels at man har nedlagt stillinger svarende til en hel politikreds, dels det ekstra arbejde de mange muslimske terrorsager giver, skriver TV2. Og også flyvevåbnets F-16 mekanikere i Irak “er trætte, hårdt belastede og har ikke tid til familien, mens sygefraværet er rekordhøjt” skriver Jyllands-Posten. Det er de menige medlemmer af statens voldsmonopol, der mærker trykket mellem dalende finansiering og stigende islamicering.

Eneste modsvar fra politikerne ser ud til at være Inger Støjbergs anti-folkevandringskampagne. Store ord frem for konkrete tiltag har længe været Støjbergs unikke talent. Det var egentlig Dansk Folkeparti der havde foreslået en sådan kampagne, men da havde Venstre afvist det fordi det “hører ikke hjemme i Danmark at lave videoer, der skal skræmme flygtninge fra at søge til landet”. Uønskede mennesker hører nu endnu mindre hjemme skulle man mene. I stedet skulle man “kommunikerer på en mere informativ måde”. Og det er synd, for information om Danmark er en magnet.

Mens Støjberg gør alt for at holde sine udmeldinger tomme for handling skulle man tro at aviserne Information og Jyllands-Posten allerede havde indledt deres egne oplysning-til-flygtninge-kampagner. Jyllands-Posten opreklamerede således alternativet til Danmark på den synkende side af sundet og kunne fortælle hvorledes alting der er meget bedre da man som flygtning i Sverige får lov til at køre gratis med offentlige transport. Argumentet fra forvalterne af det svenske folks indkomst er at det er “en kæmpe integrationssatsning, hvor vi håber, at folks mobilitet vil stige, så de kan få flere kontakter i samfundet.” Det bliver i alt fald gratis for parallelsamfundene at knytte deres ghettoer bedre sammen.

Information går den anden vej og havde endnu en venlig artikel om Venligboernes succes med at ønske de kommende parallelsamfund velkomne. Her fortæller de kommende økonomiske udgifter - der bliver en meget mere eksotisk underklasse end det eksisterende ‘white trash’ - at venligheden i Danmark overstiger al forventning. Selv om venligboerne er en helt igennem kunstig størrelse opfundet til en intern dansk debat, så afspejler den desværre virkeligheden bedst. Venligheden i Danmark overstiger enhver forventning.

Nyt fra Mordor

The war on terror, that campaign without end launched 14 years ago by George Bush, is tying itself up in ever more grotesque contortions.” skriver Seumas Milne for Guardian og konkluderer at stormagterne ikke kan nedkæmpe “Isis and its monstrosities” fordi det er “the same powers that brought it to Iraq and Syria in the first place, or whose open and covert war-making has fostered it in the years since”. Og han leverer et glimrende eksempel på de vestlige lederes fortvivlede ragen rundt i det muslimske ælte

On Monday the trial in London of a Swedish man, Bherlin Gildo, accused of terrorism in Syria, collapsed after it became clear British intelligence had been arming the same rebel groups the defendant was charged with supporting The prosecution abandoned the case, apparently to avoid embarrassing the intelligence services. The defence argued that going ahead withthe trial would have been an “affront to justice” when there was plenty of evidence the British state was itself providing “extensive support” to the armed Syrian opposition. That didn’t only include the “non-lethal assistance” boasted of by the government (including body armour and military vehicles), but training, logistical support and the secret supply of “arms on a massive scale”. Reports were cited that MI6 had cooperated with the CIA on a “rat line” of arms transfers from Libyan stockpiles to the Syrian rebels in 2012 after the fall of the Gaddafi regime. Clearly, the absurdity of sending someone to prison for doing what ministers and their security officials were up to themselves became too much.

At sende de små fisk i fængsel for den linje politikerne selv har lagt kender vi godt herhjemme. Men Milnes observationer er glimrende, de vestlige ledere ved ikke hvem, der er ven eller fjende og jo mere de engagerer os i de muslimske morrads jo mere selvmodsigende og kontraproduktivt bliver det. Men jeg citerer ikke fra Guardians selvretfærdige klummeisters paranoia uden at komme med en bemærkning. Halvdelen af de 14 års krig mod terror, som Bush startede er blevet ført af Barak Hussein Obama, men han nævnes ikke med et ord. I stedet bruges variationer af ‘amerikanerne’. Og det til trods for at hvor Bush måske kunne være naiv i hvad USA kunne opnå af mirakler i barberernes verden, så agerer Obama på baggrund af allerede opnåede erfaringer. Det er ikke blot denne “rat line” af våben fra Libyen til Syrien, der er sket på Obamas vagt

A revealing light on how we got here has now been shone by a recently declassified secret US intelligence report, written in August 2012, which uncannily predicts – and effectively welcomes – the prospect of a “Salafist principality” in eastern Syria and an al-Qaida-controlled Islamic state in Syria and Iraq. In stark contrast to western claims at the time, the Defense Intelligence Agency document identifies al-Qaida in Iraq (which became Isis) and fellow Salafists as the “major forces driving the insurgency in Syria” – and states that “western countries, the Gulf states and Turkey” were supporting the opposition’s efforts to take control of eastern Syria. Raising the “possibility of establishing a declared or undeclared Salafist principality”, the Pentagon report goes on, “this is exactly what the supporting powers to the opposition want, in order to isolate the Syrian regime, which is considered the strategic depth of the Shia expansion (Iraq and Iran)”. Which is pretty well exactly what happened two years later. The report isn’t a policy document. It’s heavily redacted and there are ambiguities in the language. But the implications are clear enough. A year into the Syrian rebellion, the US and its allies weren’t only supporting and arming an opposition they knew to be dominated by extreme sectarian groups; they were prepared to countenance the creation of some sort of “Islamic state” – despite the “grave danger” to Iraq’s unity – as a Sunni buffer to weaken Syria. That doesn’t mean the US created Isis, of course, though some of its Gulf allies certainly played a role in it – as the US vice-president, Joe Biden, acknowledged last year. But there was no al-Qaida in Iraq until the US and Britain invaded. And the US has certainly exploited the existence of Isis against other forces in the region as part of a wider drive to maintain western control.

Jack Kerwick konstaterer på Frontpage Magazine at på “Barack Hussein Obama’s watch, Islamic militancy has only increased in scope and intensity”. Daily Mail skriver at Tyrkiet er på randen af en borgerkrig efter voldsomme gadekampe er brudt ud mellem politi, PKK-aktivister og venstrefløjsgrupper. Men ikke nok med det, så er NATO-landet og EU-aspiranten også på vej ind i en direkte krig imod ISIS. Uzay Bulut skriver på Gatestone Institute

Turkey is evidently unsettled by the rapprochement the PKK seems to be establishing with the U.S. and Europe. Possibly alarmed by the PKK’s victories against ISIS, as well as its strengthening international standing, Ankara, in addition to targeting ISIS positions in Syria, has been bombing the PKK positions in the Qandil mountains of Iraqi Kurdistan, where the PKK headquarters are located. As expected, many Turkish media outlets were more enthusiastic about the Turkish air force’s bombing the Kurdish militia than about bombing ISIS. “The camps of the PKK,” they excitedly reported, “have been covered with fire.” It appears as if Turkey’s ruling Justice and Development Party (AKP) is using ISIS as a pretext to attack the PKK. Ankara just announced that its air base at Incirlik will soon be open to coalition forces, presumably to fight ISIS, but the moment Turkey started bombing, it targeted Kurdish positions. Those attacks not only open a new era of death and destruction, but also bring an end to all possibilities of resolving Turkey’s Kurdish issue non-violently. (…) Sadly, Turkey has preferred not to form a “Turkish-Kurdish alliance” to destroy ISIS. First, Turkey has opened its borders to ISIS, enabling the growth of the terrorist group. And now, at the first opportunity, it is bombing the Kurds again. According to this strategy, “peace” will be possible only when Kurds submit to Turkish supremacism and abandon their goal of being an equal nation. In the meantime, Mevlut Cavusoglu, Turkish minister of foreign affairs, said that the Incirlik air base in Turkey has not yet been opened for use by the U.S. and other coalition forces, but that it will be opened in the upcoming period.

Så Bush udløste kaoset, Obama enablede ISIS, mens folk som Uffe Ellemann Jensen presser på for at få Tyrkiet med i EU. Man siges at have de ledere man har fortjent. Hvad har vi dog gjort?

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress