Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Politiken


Politiken “Ingen er hævet over kritik eller satire.”

Efter at have udtrykt sin foragt for Flemming Roses og Jyllands-Postens 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed erklærer Politiken at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse

Ingen er hævet over kritik eller satire

Jeg glæder mig allerede til Lidegaards semantiske forsvar. Men der er forskel på Jyllands-Posten og Charlie Hebdo

Frankrig har en stolt tradition for oplysning, ytringsfrihed og religionskritik, som Charlie Hebdo vedkender sig og fører videre. Attentatet var et attentat på arven fra den franske revolution, som alle vestlige demokratier bygger på.

En stolt tradition, som det var dumt for Jyllands-Posten at være en del af. Og efter en skåltale af floskler fortsætter Politiken

»Allah er stor«, skal attentatmændene have råbt. Men det er dem, der misbruger deres profet til at retfærdiggøre vold, der krænker religionen.

Stakkels islam. Hvordan kunne det dog gå til? Hvad havde også disse attentatmænd dog misforstået? Var der ingen fortilfælde fra det perfekte menneske Profet Whoever-curses-a-prophet-kill-him Muhammed til inspiration?

  • Abu `Afak - Muhammad asked his followers to kill this man for making negative remarks about Muhammad and Islam.
  • Ka’b bin Ashraf - Muhammad asked his followers to kill this man for writing inflammatory poetry about Muhammad and Muslim women.
  • Asma Bint Marwan - Muhammad asked his followers to kill this woman for composing inflammatory poetry about Islam and Muslims.
  • Blind Man’s Slave-Mother - When Muhammad learned that one of his followers had stabbed and killed his slave (other sources refer to her as a freed concubine: Umm walad) for making derogatory remarks about Muhammad, he declared that “no retaliation is payable for her blood.
  • Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, a storyteller and poet who had mocked him. He was a prisoner of war who was not allowed to be ransomed by their clans and was executed on Muhammad’s orders.

Nogle danske reaktioner på Hebdo massakren

Hykleriet vil ingen ende tage i disse timer, hvor avis efter avis i et anfald af “Jeg er Spartacus” erklærer at de er Charlie Hebdo. Men de har alle, også Jyllands-Posten, for længst opgivet at trykke Muhammed tegninger. Charlie Hebdo har stået stort set alene. Derfor er det beskæmmende at læse Bo Lidegaard skrive at massakren på charlie Hebdo er “Et attentat på os alle“. For det er kun et attentat på de, der taler islam midt imod. Politiken har sagt undskyld og betalt erstatning. De andre holdt hovedet lavt som BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen der i en debat i TV2s Presselogen med Pia Kjærsgaard argumenterede imod at genoptrykke Muhammedtegningerne

- Hvis man gik ind og genoptrykte de 12 Muhammed-tegninger fra 2005, kunne man tale om, at der var en provokation. Mange kunne tolke det som en provokation, hvor der ikke var en journalistisk grund til, at man gjorde det.

Nej, angrebet er ikke på os alle, som Martin Krasnik, der besøgte gamle minder på Facebook, kunne eksemplificere

“Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.” Bo Lidegaard

“Men i Danmark findes folk, som altid er parat til opstandelse over de såkaldte krænkelser af ytringsfriheden”. Bjørn Bredal

“Der er ikke en særlig trussel mod ytringsfriheden”. Zenia Stampe

Overraskende er forfatteren Carsten Jensen, der til Jyllands-Posten forklarer at han har skiftet mening til truslen mod ytringsfriheden, men helt uden at fortryde sit tidligere standpunkt. Man er vel ikke moralsk overmenneske for ingenting

Carsten Jensen, der var imod Jyllands-Postens 12 tegninger, var aldrig ude med en sådan anbefaling. Så hvorfor nu?

”Her går man på total morderisk vis efter en hel avis. Det er en meget voldsommere reaktion,” siger han.

Dengang var der også mordtrusler mod ansatte på Jyllands-Posten?

”Ja, det ved jeg godt, men dengang i 2006 var der ingen attentatforsøg. Danske muslimer protesterede, men inden for lovens rammer. ”

Så der skal lig på bordet, før det er acceptabelt at genoptrykke nogle tegninger?

”Hvis en muslimsk terrorgruppe kort tid efter Muhammedtegningerne var styrtet ind på Jyllands-Postens redaktion og skudt vildt om sig, havde jeg også gået ind for en genoptrykning. Men det skete ikke, og i stedet havde du nogle stærkt manipulerende protester i Syrien, Libyen og Egypten, hvor tegningerne helt tydeligt blev brugt i et indenrigspolitisk spil, som mere handlede om, at de regimer altid har brug for nogle lynafledere. Jeg kan ikke komme det nærmere.”

Og så ser vi beruset af champagnen bort fra at der blev forhindret op til flere terrorforsøg på JP/Politiken og at urolighederne dengang kostede 150 mennesker livet.

Noget der præger reaktionerne i dag er ikke så meget truslen fra de der myrder løs for at knægte friheden, men hvad folk dog ikke vil tænke om det. Jyllands-Posten er bange for at det ville gå ud over muslimer

Muslimer i Paris frygter, at angrebet på satirebladet Charlie Hebdo kan føre til øget had imod muslimer.

- Byen er i chok. Jeg er selv muslim, har boet i Paris i 14 år, og jeg er bange. Dem, som har gjort dette, tilhører ikke islam, siger en taxichauffør til nyhedsbureauet NTB onsdag aften.

Chaufføren vil ikke opgive sit navn. Han siger, at han er bekymret for, at hvordan terrorangrebet kan påvirke folks holdninger til muslimer.

Skam få den, der tænker ilde om sine bødler. Kristeligt Dagblads Erik Bjergager mener at det egentlige problem er at det gavner “højredrejningen”

Det er ikke svært at forestille sig, at massakren på den franske magasin-redaktion kan få betydelige politiske konsekvenser og styrke højredrejningen i Europa.

Netop derfor påhviler der de muslimske samfund en særlig forpligtelse til at tage afstand fra den terrorhandling, som med al sandsynlighed er begået af muslimske ekstremister.

Det er også og ikke overraskende Arbejderens bekymring, der advarer om at de mørke kræfter ikke må vinde. De mørke kræfter er altså ikke muslimsk terrorisme

I Tyskland lykkes det højreradikale at samle tusindvis til skræmmende islamofobiske marcher, i Sverige har en byge af brandattentater ramt helt almindelige moskeer, og i Danmark lægger den danske aflægger af den tyske Pegida-bevægelse an til antimuslimske demonstrationer i flere byer.

Charlie Hebdo er et kontroversielt blad. I 2006 fik de store dele af de moderate muslimske organisationer i Frankrig imod sig, da de genoptrykte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og offentliggjorde en erklæring mod “islamisk totalitarisme”.

Paradoksalt nok, men desværre også forudsigeligt, bliver angrebet på bladet nu brugt til netop at lægge an til en ny runde af hadefulde angreb og flere indgreb i vores demokratiske rettigheder.

Derfor er det rigtige svar på angrebet ikke mere had, ikke flere forhånelser, men at forsvare vores demokratiske rettigheder.

Reaktionære kræfter står på spring for at styrke deres dagsorden i skyggen af den brutale forbrydelse.

Ligene af de nedskudte journalister og tegnere var knap båret ud af redaktionen i Paris før Pia Kjærsgaard på sin Facebook brugte deres død til at varsle en “nødret”, som skal sætte loven ud af kraft, så vi som et “første naturligt skridt” kan gå igang med at lukke moskeer, fratage statsborgerskaber og udvise imamer - uden om domstolene, uden omretssystemets krav om beviser og retfærdig rettergang.

Modkraft havde samlet andre reaktioner fra venstrefløjen og angsten for højrefløjen var blandt floskerne større en islam

– Forfærdeligt hvad der er sket i Paris. Jeg håber at Frankrig vil vise sig lige så stærkt som Norge efter Anders Breiviks terrorangreb og holder fast i demokrati, tolerance og åbenhed. Fanatiske ekstremister skal mødes med en styrkelse af den ytringsfrihed og det demokrati, som de forsøger at bekæmpe, skriver Enhedslistens folketingsmedlem, Line Barfod, onsdag aften på sin facebook-profil.

Og så havde Modkraft valgt det måske mest perfide billede fra denne serie

satire1

En weekend med Politiken

Vi læste Politiken i mit lærerhjem og avisen har spillet sin positive rolle i udviklingen af min islamofobi og blinde had til den muslimske race. Og den er en sikker leverandør af godt blogstof, så jeg har meget at takke den for. Men jeg abonnerer ikke på den og med den stadigt mere nidkære brug af betalingsmure læser jeg den heller ikke så ofte som jeg burde. Men denne weekend førte det ene opinions indlæg til det næste og hensatte mig i nostalgi som måske var passende ved årets udgang.

For avisen er om ikke, hvad den har været, så i hvert fald hvad jeg husker. Marlene Wind mener at den russiske præsident Vladimir Putins “stærkeste og mest raffinerede våben” er den ‘radikale højrefløj’, der optræder som ‘nyttige idioter’ imod EU

De lader sig både fodre og føre af Putin som hånddukker i et dukketeater. Flere iagttagere mener ligefrem, at man kan takke Putins økonomiske generøsitet for, at en tredjedel af Europaparlamentet i dag består af EU-skeptiske partier.

Det er måske nok at trække den for langt, men der er ingen tvivl om, at moderate europæere endnu en gang har sovet i timen.

Et skinger raffineret våben altså, hvis forbindelse til Putin ikke kan dokumenteres, men alligevel nævnes. Russiske sympatier i Ungarns stærkt antisemitiske Jobbik parti rtodes sammen med alt for Lega Nord i syd til Nigel Farage i nord. For det siger sig selv at kritik af EU er kontinentforræderi ved at gå EUs fjenders ærinde og det er så godt som en konspiration. Winds forhold til demokratiet, hvor folket er problemet fordi politikerne “[i] kampen om vælgernes gunst føler [...] sig nu pressede til at føre en mere og mere skinger EU-kritisk linje” er helt på linie med Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

En studine var pålagt opgaven at udvide læserens horisont med et indlæg der erklæerer kernefamilien for død for længst “og det er ingen skam“.  Men selv om kernefamilien for længst er død, var der ikke tale om et historisk tilbageblik på kernefamiliens kadaver, som man kunne tro. Med hendes egne erfaringer fra opvæksten hos sin alenemor gav studinen en nutidsfortælling om omverdens undrende og uforstående reaktioner på hendes særlige familieforhold - et klassisk Politiken tema om at ingen ved hvordan jeg er minimalt anderledes end den stråmand af en sump af gennemsnitsdanskerne. Men netop ved at tage udgangspunkt i normalitetens manglende forståelse og sensibilitet vidner hendes historier om at kernefamilien stadig regerer.

Fortællingen er ellers ganske fin og banal om hvordan familie og venner er netop det, familie og venner. Og hvor faderen svigtede trådte de til og ikke et øje er tørt. Men mon ikke familie og venner havde været i hendes liv alligevel? Og så langt de er gået for at kompensere for faderens svigt så langt fortæller det om tabet af en far. Den slags selvmodsigelser fanger unge mennesker ikke fordi de gennem et alt for langt skoleforløb har fået indpodet at de er kritisk tænkende hvis de har demonstreret evnen til at reproducere et forventet sæt holdninger. Derfor kan en selvstændigt kritisk tænkende studerende, der står til at arve om ikke jorden så mine skattepenge, glemme at mennesker ikke er orme når hun skriver at ”det kræver kun én, at starte en familie på to.”

Men unge mennesker er på forhånd tilgivet. Noget andet med Politikens egen Bjørn Bredahl, der giver sin version af tidens religiøse debatter

Jesushistorien, som Ramsdal-debatten nu bliver en ny variant af, handler altid om, at en præst ikke tror bogstaveligt på, at Kristus stod op af graven og så videre. Det synes nogle fundamentalister er for galt.

Muhammedhistorien, som vi har haft vores ballade med i bladtegnerudgaven, handler altid om, at nogen hævdes at have krænket profeten. Det synes nogle andre fundamentalister er for galt.

Fælles for de to historier er, at de dybest set handler om, hvad nogle føler. Nogle mennesker, nogle kristne, nogle muslimer, nogle præster.

Jep, ligheden er noget om følelser som bringer de to historier i samme kasse som Hitlers jødhad, the blues, sejrrus og Lars von Trier. Forskellen, som Bjørn Bredal ikke nævner, er dog at Jesushistorien handler om hvad man kan forvente af en præst der har skrevet under på et ansættelsesforhold, mens Muhammedhistorien handler om, hvad muhammedanerne kræver af alle os andre, som regnes for underlegne og urene. Og det vil sige at mens der i Danmark spørges om de præster, der ikke tror på en skabende Gud og Jesus opstandelse fra de døde,  ikke burde finde et andet sted at suge på lappen, så handler Muhammedhistorien om at myrde løs på alle der ikke underkaster sig sharia. Things like that.

Jeg vil slutte med Brian Espesens spændende spørgsmål om man godt må “opfordre til vold så længe det bare går ud over muslimer“. Han indleder

Indenfor de seneste par dage er en moske blevet sat i brand i Sverige, og i Danmark blev et kærestepar overfaldet af to-tre gerningsmænd, som de efterfølgende beskrev som ‘brune/andengenerationsindvandrere’.

Selvom ofrene i det ene tilfælde var muslimer, og gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet indtil videre er ukendt, og således kan være hvad som helst, blev fokus og omdrejningspunktet for debatten meget hurtigt (anti-) islam/muslimer.

Unøjagtighed er ikke Espesens eneste problem, men noget skal alligevel på plads. Moskeen blev ikke tilsyneladende sat i brand, blot fordi medierne, politikerne, muslimerne og de pludrende klasser antog at der var tale om et attentat på basis af intet og derfor konkluderede at det drejede sig om islam/muslimerhad uden overhovedet at overveje det langt mere sandsynlige interne opgør. Så derfor kom den debat til at handle om islam/muslimer. Ligeledes kender man jo godt “gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet”, kæresteparret der blev overfaldet med jernkæder, da de jo blev beskrevet som “ ’brune/andengenerationsindvandrere’”. Djævelen ligger i detaljen.

Ansporet at sin manglende viden spoler Espesen perspektiverende nogle uger tilbage

Mansour har så vidt vides ikke krøllet et hår på nogen og er alene dømt for ytringer, der tolkes som ansporende til had, vold og terror.

Lad mig her understrege følgende: Hvis man læser denne kommentar som et forsvar for radikale muslimers afsporede ytringer og/eller slet skjulte trusler, så tager man gruelig fejl.

Jeg lader Mads Brügger svare på den på sin Facebook profil

Men Brian Espensen glemmer dog, her ifølge EB, at Said Mansours synderegister tæller domme for blandt andet:

“Terroraktiviteter, tyveri, vold og våbenbesiddelse også en dom fra Østre Landsret i 2002, hvor Mansour blev fundet skyldig i at have forgrebet sig på en bare 12-årig pige, som han ifølge anklageren trak væk fra en legeplads og befølte på brysterne.

Boghandleren fra Brønshøj har ifølge anklageren også en ældre dom for at have opført sig voldsomt truende over for en tilfældig kvinde, som han truede med at slå ihjel.” (http://ekstrabladet.dk/…/anklager-mansour-forgreb-s…/5337958)

Så enten har Brian Espensen en meget alternativ opfattelse af hvad det vil sige at krumme et hår på nogen, eller også har han rent faktisk skrevet et forsvar for radikale muslimer.

Detaljen Brian, detaljen!

Det er hårdt

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

10534090_10152916036499954_6442349501464347508_n

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

2433516700000578-0-image-a-19_1419164255003

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

skc3a6rmbillede-2014-10-24-kl-135848

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Insisterende benægtelse hos de liberale

Lørdag skrev jeg optimistisk at der var små sprækker af erkendelse hos venstrefløjen. Selvfølgelig er der ikke det, der er kun positionering. Men den positionering afslører, hvilke flanker man vil dække af overfor vælgerne. Så på en måde kan man godt glæde sig over at den muligvis kommende socialdemokratiske leder Mette Frederiksen ikke kan lide burkaer, som hun omtaler som et fængsel. Feministen Karen West opdagede at man ikke kan kritisere islam på nogen som helst måde uanset tonen. Özlem Cecik fra Socialistisk Folkeparti slog til lyd for at det bedre kan betale sig at lytte til politiske modstandere, frem for at udskamme dem (nu Dansk Folkeparti står til at få hver femte stemme, som erfaringerne) og på Modkraft støvede man sin gamle Marx af og ærgrede sig over at det altid var så akavet for venstrefløjen at kritisere islam. Og så har regeringen med Mette Frederiksen i spidsen og i modstrid med Radikale Venstre ønsker besluttet at Danmark ikke skal gøre FNs menneskerettigheder til dansk lov, da “inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene”.

Men der er snart valg og politikere siger så meget. Det gør de liberale også og de vil i deres moderne internationale udsyns ånd gerne distancere fra Danmark, måske ved at samle desillusionerede vælgere op fra netop venstrefløjen? Rune Kristensen glæder sig i hvert fald over at hans parti med det vildledende navn Konservative vil lægge “en klar distance til V og O” i deres nye udlændingeudspil, hvor grænserne skal åbnes for kvalificeret arbejdskraft. Og han…

…finder det fantastisk, at 24-års reglen skal lempes, da den ikke virker og i øvrigt rammer de forkerte mennesker. Hertil er jeg også særligt glad for, at beløbsgrænsen for personer uden for EU sænkes fra 375.000 til 315.000 kr. – dette her jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Uagtet fokus på de åbne grænser, så savner jeg en strategi for integration via arbejdsmarkedet i mit partis udspil. Det er her integrationen virker. Derfor er starthjælpen også helt tosset at genindføre. Hvis ikke folk kan forsørge sig selv, hvorfor så komme hertil?

Rune Kristensen er en kapacitet der har skrevet “bachelorprojekt om politisk islam versus det liberale demokrati” og derfor kan han ydermere konkludere

“Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark”.

Men nok om den slags intetsigenheder for Rasmus Brygger har i Politiken skrevet 10 principper for en udlændingepolitik, som alle burde efterleve. Og det er selvfølgelig opløsningen af Danmark som suveræn nation til fordel for en åben jurisdiktion. “Forskelle mellem os mennesker skal hyldes” for det er “hamrende udansk at kræve, at vi alle skal ligne hinanden”. Statsborgerskab skal ikke kunne fratages, hvis man vælger halshugning med ISIS, 24 årsreglen skal væk og mennesker skal dømmes på deres handlinger. Her hedder det som det første meget sigende “Muslimer er ikke per definition ansvarlige eller medskyldige i andre muslimers gerninger”. Nej, men tanken ligger lige for, også når man hedder Rasmus Brygger.

Meninger kan ikke brydes når de ophøjes til indlysende og objektive sandheder, hvorfor Brygger og hans sort betragter dissens som moralsk forkasteligt. Især punkt 4 udtrykte dette, da det ikke var et princip, men en besværgelse

4. Indvandrere, der kommer til Danmark, er et plus for landet uanset, hvor de kommer fra

Danmark har kun godt af, at der kommer flere til landet. Fokuseres der alene på de arbejdende nydanskere, bidrager de stort til den danske økonomi. Men indvandring er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også kultur. Det liberale perspektiv er, at det er sundt for et samfund, når forskellige livsopfattelser og kulturer mødes. Det er gennem kulturkonkurrence og –udveksling af kultur, at det danske samfund har udviklet sig, ikke gennem isolation og nationalisme.

Kun i selvretfærdighedens univers, hvor enhver fremmed er en ven der endnu ikke har stukket en kniv i maven på dig giver udsagnet mening. Men det gør det ikke hos Brygger, der allerede i punkt 2 slår fast at “Alle, der kommer til Danmark, er velkomne, så længe de er selvforsørgende“. Ikke nok med det, så “Nydanskerne fortjener respekt og tolerance, så længe det er gensidigt“, hvilket vil sige at vi må møde dem med en vis skepsis, indtil de har gjort sig fortjent. I samme ånd skal kriminelle udlændinge udvises ifølge punkt 9. Hummus og spraglet burka kan altså alligevel ikke redde en langfingret dovenlars. Så meget for Bryggers kulturelle værdier.

Pippi Langstrømpe, blood and gore

Diverse, England, Kunst og kultur, Politiken, Racisme, Sverigetanic — Drokles on October 21, 2014 at 6:14 pm

Jeg tror kun det er Politiken der trykker forsvar for svenskernes retouchering af Pippi Langstrømpes dystre racistiske fortid. Hurrah for diversiteten, skal det ærligt siges. For det ville være kedeligt uden produktionsleder i Io-Interactive, engelske Luke Valentins møde med danskernes, her repræsenteret ved BTs læseres, syn på ytringsfrihed kontra krænkede følelser. 96% mener nemlig at svenskerne har truffet et dårligt valg ved at redigere i Pippi Langstrømpe efter svenske standarder for racisme

Sagen omhandler to scener med racistisk indhold. Den første fra et afsnit, hvor Pippi laver skæve ’kineserøjne’. Dengang vores datter jævnligt så dvd’er med Pippi Langstrømpe, blev vi selv overraskede, da vi så netop denne scene.

Den virker måske sjov og harmløs i sammenhængen, men morskaben er svær at få øje på, når man selv bliver udsat for den slags.

Netop sammenhængen er helt afgørende. Og når Valentin selv mener den er både sjov og harmløs burde han måske slutte sig til de 96% istedet for at tænke at SVTs beslutning var “på tide”. En anden sammenhæng han forståeligt nok derimod ikke mener er sjov og harmløs gik ud over hans delvist fillipinske kone, der i metroen “var [] blevet omringet af tre danske teenagere, som flere gange lavede skæve øjne og sagde ’kinesiske’ lyde” til hende. Om det er Pippi Langstrømpe der må tage den på sin kappe står uafklaret. Men sorte Lindgren var ikke færdig med at forfærde

Den andet eksempel på racisme refererede til en ’negerkonge’, som fremover blot skal hedder ’konge’. Det er ikke en episode, jeg tidligere har lagt mærke til i Pippi Langstrømpe.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme ordets nuancer helt så godt, som en dansker kan. Jeg har engelsk som modersmål, og for mig forekommer det som et meget stødende ord, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær i børne-tv, uanset hvor gammelt programmet er.

At kende et ords nuancer er nu en vigtig forudsætning for at afgøre om et ord er stødende i en sammenhæng. Men Valentin hænger sig ikke i semantik og er i stedet mere opsat på at opbyde sit hjemlands vemodige etikette og forklarer

For os briter udgør klokken ni en tidsgrænse, hvorefter man i tv må vise programmer, hvis indhold er mere egnet for voksne seere.

Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn. Når mine børn ser CBBC (børnenes BBC), har jeg tillid til, at indholdet er passende for deres aldersgruppe, og at børnene hverken vil støde på ord som ’nigger’ (neger) eller lære, hvordan man mobber asiater.

Og så bedyrer han han ellers at han tror på ytringsfrihed, men maner samtidig til ansvar. Men han misforstår debatten om Pippi Langstrømpe, der ikke handler om Astrid Lindgrens ret til racisme, men om hvorledes Sverige er blevet så fordrukken af sin selverklærede status som humanistisk stormagt at de nu redigerer deres egen historie fordi de ikke længere ved, hvad der er racisme og hvad der er ’sjovt og harmløst’.

resan_till_dej1

Mens jeg sad og overvejede hvorledes jeg kunne gøre mig kostelig over Valentins hellige opsang gjorde en ven mig opmærksom på at spiludviklere som netop Luke Valentin jo også udtrykker sig for børn og unge. Og han henviste mig til et interview i Eurogamer hvor Valentin taler om sit bedste produkt, spilsuccesen Hitman

Luke Valentine er producer på Hitman: Absolution, og dermed ansvarlig for den overordnede produktion af det næste kapitel i Hitman-sagaen. Derudover er han også den anden af de ledende folk på Hitman-projektet, som vi snakkede med i forbindelse med vores preview af Agent 47s seneste eventyr.

Først og fremmest, ville jeg gerne spørge om, hvordan IO selv har det med, at bringe Hitman af stalden efter 6 år i dvale. På et marked som har ændret sig meget på disse seks år. Om de har gjort sig nogen særlige tanker om, hvordan de kan tilpasse Hitman til et marked, der er både større og bredere, end for seks år siden.

“Markedet er jo langt større, end det var for seks år siden, og derudover så har vi jo også at gøre med en hel ny konsolgeneration. For seks år siden, var vi jo i slutningen af levetiden for PlayStation 2 og den oprindelige Xbox. Så både spillene og markedet har flyttet sig meget”, begynder Luke sit svar.

(…)

“Vi vil virkelig gerne sørge for, at vi kan tilfredsstille vores kernepublikum. Dem der har været sultne efter et nyt Hitman. Men på samme tid vil vi også gerne være i stand til at række ud efter folk, som ikke har spillet Hitman før. Alle dem der var 12 år, da det sidste spil udkom, er gamle nok til at spille Hitman nu.”

“Hitman har været væk for længe, og det undskylder vi. Vi mener jo, at Hitman er den oprindelige ‘Assassination-game’.”

m05_suburb_00-1024x768

Og Dansk Wikipedia beskriver Hitman således

Hitman er en serie computerspil udviklet af det danske spilfirma IO Interactive og udgivet af den engelske udgiver Eidos Interactive.

Spillene omhandler den klonede/genmanipulerede Agent 47. Han er kendetegnet ved at bære sort jakkesæt, altid at have glatbarberet hoved og ved at have en stregkode tatoveret i nakken.

En stor del af spillet går ud på at bevæge sig ubemærket rundt. Dette kan gøres ved at snige sig forbi vagter, eller ved at uskadeliggøre personer og derefter bruge deres tøj som forklædning. Agent 47 råder også over et begrænset arsenal af lydløse våben, som f.eks. fiberwire, knive og giftsprøjter, der effektivt kan bruges til at eliminere vagter og øvrige personer af særlig interesse som f.eks. Fernando Delgardo i banen “A Vintage Year” fra Hitman Blood-Money.

Hvert spil i serien er delt op i missioner, som typisk går ud på at infiltrere et afgrænset, lukket eller bevogtet miljø for at dræbe én eller flere specifikke personer. Hovedsagligt, består disse personer af narkohandlere, millionærer, krigsledere og andre kriminelle typer. Hvorvidt Agent 47 er ‘god’ eller ‘ond’ kan altså diskuteres, eftersom hans ofre altid selv er stærkt kriminelle. Der skal dog nævnes, at han ikke tøver med at dræbe uskyldige, hvis de på en eller anden måde skaber problemer for udførelsen af hans missioner.

Spillet lægger op til at spilleren dræber så få vagter og civile som muligt. Det er dog muligt for spilleren at myrde alle, skyldige som uskyldige. Straffen er lavere indtjening, (som i Hitman: Codename 47) eller dårligere ry (i de følgende spil). I Hitman: Blood Money straffes spilleren dog yderligere ved at vagternes opmærksomhed skærpes.

Hitman får altid stemplet “Blood and gore intense violence”.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme et spils nuancer helt så godt, som en umoden kan. Jeg er voksen, og for mig forekommer det som et meget stødende spil, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær, uanset hvor gammelt programmet er. Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn.

Danmark bør opgive friheden for at modtage indvandrere

Det synes Peter Wivel i hvert fald at mene i Politiken, hvor han forsvarer den svenske tilgang til fængsling af dissidenter. Om Dan Park sagen, hvor den svenske gadesatiriker Dan Park blev fængslet for at gøre sig morsom over den svenske multikulturalismes selvmodsigelser, fremkommer Wivel med denne kandidat til årets citat

Sagen rejser spørgsmålet om, hvor meget racisme vi kan tåle i et Europa, der presses af stadig større flygtningestrømme.

Friheden er indvandringens pris - og indvandringen kan ikke stoppes. Wivel fortsætter sit indlæg med at forsvare det svenske retssystem ved Malmø Tingsret og kommer med følgende opfordring til de danske udstillere Trykkefrihedsselskabet og Hornsleth & Friends

Hornsleth & Friends vil gøre debatten, for slet ikke at tale om ytringsfriheden, en stor tjeneste ved at bringe dommen i sin helhed og i dansk oversættelse i det katalog, der forhåbentlig følger med udstillingen. Fordomme er som bekendt domme, man fælder, før man ved besked med sagen.

Det er en god ide med dokumentation, men den vil ikke understøtte Wivels og Malmø Tingsrets pointe ifølge Jens Martin Eriksen i et interview med Information

[D]e præmisser, Malmø Tingret har lagt til grund for dommen, vidner om  rystende amatørarbejde. Selv inden for den svenske anti hatespeech-lovgivnings rammer«.

– Vil du uddybe den vurdering?

»I dommen bliver der konsekvent set bort fra det forhold, at Dan Parks billeder har karakter af karikatur. Beskrivelserne i dommen af værkerne udmaler nok deres ’fornedrende og hetzende’ indhold, men det sker på sært løsrevet måde. At gøre grin med de karikerede er hele naturens væsen, og de værker, jeg har set af Dan Park, indskriver sig alle i en aktuel kontekst. Karikaturgenren er per definition en kommentar til lokale politiske slagsmål. Og derfor kan man slet ikke læse en karikaturtegning, hvis man afkobler ethvert kendskab til dens kontekst«.

Det er nu ikke Wivels opfattelse og hans analyse af Parks udtryk er et spejlkabinet, der gør ofre til gerningsmænd, som allerede overskriften siger . Wivel står dog fast og giver det mest omtalte eksempel

I fjor protesterede Momodou over et overfald, udført af en flok muslimske mænd og kvinder i Kroksbäck i Malmø. Ofret, den dansk-gifte Yusupha Sallah, havde nær mistet livet. Hans lille søn led fysisk og psykisk overlast. Park udstillede ofret på en plakat, hvor Momodou og Sallah – sammen med en sort amerikaner – ses med løkker om halsen under teksten ’Hang-on Afrofobians’.

Park arbejder her med en satireform, der skal vise, at »mønten har to sider«. Han holder et spejl op for jøder og sorte. I det kan de se, at de selv optræder som racister over for det tolerante svenske samfund.

Med deres ømskindede beklagelser placerer de sig i en aggressiv offerrolle. De siger i virkeligheden: ’I vil gasse os’ og ’I vil lynche os som negerslaver’. Det, du siger, er du selv, lyder Parks alt andet end uskyldige budskab.

Dette er ikke helt sandt, som man kan læse i Berlingske Tidende, hvor Frederik Stjernfeldt beskriver omstændighederne i lidt mere

Det gælder fx. sagen om, hvordan en sort fader, Yusupha Sallah, og hans lille dreng blev brutalt overfaldet på en bro i Malmø af en gruppe på over ti personer, der bl.a. havde råbt: »Din jävla svarta man, jag vill döda dig och din son«. Sagen vakte stor opsigt i Sverige, med avisledere, demonstrationer imod racisme osv. - lige indtil det blev klart, at det racistiske overfald ikke var begået af etniske svenskere, men derimod af kurdiske indvandrere: så forstummede kritikken fuldstændig. Det var dén sag, der lå bag Parks collage »Hang on Afrofobians« (Bliv ved, afro-hadere) – der spiller på, at hvis gerningsmanden selv har minoritetsbaggrund, så kan man åbenbart bare fortsætte med racistiske overfald (af den halve snes deltagere i det livstruende overfald blev kun én dømt – til to års fængsel).

Den vigtige detalje med at antiracistiske protester kun gjaldt så langt man troede det var etniske svenskere har Peter Wivel altså løjet ud af sammenhængen, for at komme til en mere infam konklusion om Dan Parks værker. Jens Martin Eriksen helt enig med Stjernfeldt og han tilføjer

[Dan Park] siger Hang on Afrofobians, for det er den opfordring, han mener at høre til voldsmændene fra et politisk korrekt Sverige, der klapper i. Hvad han i realiteten gør, er at levere en spiddende kommentar til relativismen i den såkaldte antiracisme: At racisme og racistiske hadforbrydelser kun kan erkendes som sådan, hvis det er etniske europæere, der står som aggressor og alle andre etniciteter, der står som offer. Men har man aggressorer af anden etnisk herkomst, bliver deres overgreb afideologiseret. Så bliver episoden til en notits, en tilfældig begivenhed i døgnet, som ikke er værd at nævne på den politiske agenda og giver ikke anledning til mobilisering«.

– Hvorfor ikke?

»Motivforskning er en sumpet affære, men rimeligvis, fordi man har sagt: ’Åh nej, fokus på denne sag, risikerer kun at gavne Sverigesdemokraterne’. Episoden følger en bredere tendens, hvor man lukker sådanne sager fuldstændig ned.

Konsekvensen af dette er, at antiracisme i denne dominerende variant i dag har mistet al troværdighed, fordi den reelt promoverer og beskytter den racisme, der fx kommer fra muslimske arabere. Antiracisterne er simpelt hen ude af stand til at tænke i de baner, at der også kunne eksistere der racisme i alle kulturer, også i de indvandrerkulturer, der kommer til Europa. De har fået den idé, at racisme er et endogent fænomen i europæisk kultur. Det betyder, at de heller ikke kan erkende indvandrermiljøers voldsomme sanktioner mod indvandrerpiger, der har haft etniske europæiske fyre som kæreste – i værste fald æresdrab – som racistiske hadforbrydelser. Selv om den udstødelse, som bliver reaktionen på den slags kæresteforhold, er præcis så racistisk, som reaktionen over for nigger lovers i de amerikanske sydstater i gamle dage«.

Efter så megen tale om Dan Park sagen er Peter Wivels indlæg selv for Politikens standard rystende. Ikke nok med at Wivel så frejdigt foreslår ytringsfriheden (af ham betegnet racisme), og det er jo blot den første i rækken af stødende friheder for muslimer, fjernet, så lyver han formodentlig bevist for at lade karaktermordet på Dan Park bane vejen for en knægtelse af danskernes frihed. Hans kamp er tabt på forhånd selfølgelig, Danmark og Sverige bevæger sig nu i hver sin retningen og i Danmark er Sverige ved at blive skræmmebilledet på en udvikling, en svensk tilstand man skal vare sig for. Hvad Wivels absurditeter gør for menigheden på Politiken har vi endnu til gode at se.

Virkeligheden overbeviser ikke om islams belastning

Arabere, Diverse, Indvandring, Multikultur, Politik, Politiken, Sharia, Terror, Uddannelse, islam, venstrefløjen — Drokles on April 11, 2014 at 5:48 pm

Det er ikke noget nyt, men erkendelsen er i disse dage sværere end nogensinde at ignorere; islam er inkompatibelt med et velfungerende samfund. Der er de små historier, som vel kun er i aviserne for at fylde formatet ud, som en afghaner der overfaldes på asylcenteret fordi han er konverteret til kristendommen, at der skal 200 politifolk til at beskytte Yahya Hassan, at den exotiske X-Factor vinders far er den berygtede morder Jaguar, de mia. af sociale ydelser der sendes ‘hjem’, Ikea i Taastrup København der ikke vil servere svinekød i deres grillbar for at tækkes Halal kravet… den skal vi lige dvæle lidt ved for begrundelsen er ubetalelig

Hvem har efterspurgt det?

»Det er folk, som foretrækker ikke at spise svinekød. Vi har også vegetarretter til folk, der ikke spiser kød. Vi tilgodeser alle typer kunder,« siger Tina Lindhart, som ikke ved, om halal-pølsen bliver indført i andre varehuse.

Men er det ikke unfair at folk, som gerne vil have svinekødpølser til en femmer ikke kan få det længere, fordi andre af religiøse årsager ikke vil have svinekødspølsen?

»Jeg vil ikke gå ind i en debat om religion. For os er det vigtigt, at der et alternativ til folk der spiser svinekød, og folk, der ikke spiser det.«

Nej, lad os ikke forfalde til debatter om religion når man gør fødevarer religiøse. Derfor forfalder danske aviser sig heller ikke til videregive historier om den muslimske pædofil mafia i England, overrepræsentationen af muslimer i engelske fængsler, den islamiske indoktrinering osv, der viser at det ikke går spor bedre med islam i andre vestlige lande. Det er et falsk håb skjult bag diffuse definitioner som ‘ikke-vestlig’. Det gør blind for realiteterne når yderligere 600.000 i Nordafrika står på spring til Europa.

Historien om de to muslimske piger, der stod til at miste deres job som laboranter på Hvidovre Hospital fordi de hellere ville være rene for Allah end deres patienter illustrerede for alle der tør tænke det håbløse projekt med at få normaliseret islam i et vestligt samfund. Kristeligt Dagblad

To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer.

Den ene af kvinderne, der i øjeblikket er sygemeldt og ikke vil have sit navn frem, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt forskellige imamer. De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden. Derfor mister hun sandsynligvis sit job.Vicedirektør Torben Mogensen fra Hvidovre Hospital forklarer, at sagen har stået på siden efteråret.

”Korte ærmer indgår i hele Region Hovedstadens uniformsreglement. Det skyldes hensynet til patienterne. Man kan ikke vaske hænder med lange ærmer. Vi gør meget for ansatte med anden etnisk baggrund. Men når det drejer sig om hygiejne, der kan gå ud over patienterne, går vi ikke på kompromis. Vi har jo i årevis kæmpet for at få lægerne til at bruge korte ærmer,” siger Torben Mogensen og påpeger, at sagen er meget speciel. Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

(…)

Jehad Al-Farra, der er læge og tilknyttet den kommende stormoské i Rovsinggade i Københavns nordvestkvarter, afviser, at kvinderne kan omgås danske hygiejneregler. Han henviser til, at Koranen taler om liv før lov.

”Islam siger jo, at man i arbejdet med syge mennesker skal tage hensyn til patienten. Så snart personalet har patientkontakt, må vi respektere Sundhedsstyrelsens retningslinjer om korte ærmer. Jeg kender rigtig mange piger med tørklæder, der har korte ærmer. Sådan er det system, de arbejder i, og vi kan ikke hver især lave vores egne regler,” siger Jehad Al-Farra.

Hospitalsimam Naveed Baig er enig med Jehad Al-Farra og henviser til, at langt de fleste muslimer i sundhedsvæsenet uden problemer overholder reglerne om korte ærmer.

”Det er en trist sag, for i langt de fleste tilfælde vil man kunne finde en løsning. Ligesom der i kristendommen er forskellige holdninger til teologiske spørgsmål, vil der også blandt imamer være forskellige holdninger. Det er vigtigt, at hospitalet i den type sager prøver at finde en løsning i dialog med de ansatte,” mener Naveed Baig.

Det er en vigtig pointe at to muslimske bioanalytikere der ikke kunne abstrahere fra deres religion om så deres job stod på spil netop tilhører den sjældne del af den muslimske del at befolknigen som rent faktisk færdiggør en uddannelse og søger et arbejde.

Jehad Al-Farras “Koranen taler om liv før lov” er selvfølgelig blår i øjnene, som Hospitalsimam Naveed Baig også diskret antyder ved sin opfordring til “at finde en løsning” når løsningen allerede er at man følger reglementet. Koranens, i øvrigt stærkt betingede, liv før lov gælder nemlig ikke her da der er tale om et simpelt ansættelsesforhold som uproblematisk vil udfyldes af andre. P1 Business havde 2007 en udsendelse om religion på arbejdsmarkedet med et par interessante kommentarer fra Abdul Wahid, der med den skriftkloges egne ord slår fast, at det er islam der står i vejen for integrationen allerede på arbejdsmarkedet.

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

(…)

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer relgionen i daglidagen, det er noget andet.

(…)

- Men det ville jo så betyde, hvis man fulgte ordet, så ville det jo i værste fald betyde arbejdsløshed, ikke?

- Eller at man måtte tage sig et andet arbejde! Altså jeg tvivler på at der er nogen der står i den situation at der kun er en mulighed for at arbejde ved at eksempelvis arbejde med et område der religiøst set er forbudt.

Alligevel taler politikere, eksperter og medier som om intet er af egentlig betydning. Og så alligevel, ind imellem sker der lidt, der kan give nogle skvulp. Integrationen har slet ikke virket kunne man læse i Jyllands-Posten og de sørgelige tal var samlet af rigsstatistiker Jan Plovsing

Man skulle tro, at integrationen af indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande med tiden ville udvikle sig bedre og bedre. Sådan er det ikke. Det overordnede billede er, at vi stadig har store problemer med integrationen, og at det tilmed i de senere år er gået dårligere med beskæftigelsen og kriminaliteten.

Ikke-vestlige lande er imidlertid meget forskellige med hensyn til kultur, religion og historie. Der er derfor stor forskel på, hvor godt det går med integrationen fra forskellige lande. Integrationen af indvandrere og efterkommere fra lande i Østasien går klart bedre end fra lande i og omkring Mellemøsten.

Det dokumenterer Danmarks Statistik, som årligt udgiver publikationen ”Indvandrere i Danmark”.

(…)

Mænd med oprindelse i Libanon begår kriminalitet mere end tre gange så hyppigt som mænd med dansk oprindelse. Indvandrere og efterkommere fra Somalia, Tyrkiet, Pakistan og Irak har et kriminalitetsniveau, som er 2-2½ gange så stort som gennemsnittet.

Sammenlignes kriminaliteten i 2007 med 2012 ses det desværre, at udviklingen er gået i den helt forkerte retning. Kriminaliteten er steget blandt de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. De forskellige initiativer for at forbedre integrationen har spillet mere eller mindre fallit, når det handler om kriminalitet.

Morten Uhrskov lagde til da han på sin blog fortsatte sit arbejde med at gå i rette med med Politiken og Danmarks Radio for deres jubelbudskaber om at det alligevel går godt med integrationen. De godfølelnde medier lænede sig op ad en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der finder en feminin ny-dansk overvægt på de videregående uddannelser og erhvervskolerne

Det er Politiken, der har bestilt undersøgelsen fra AE. Undersøgelsen siger da heller ikke andet, end at ikke-vestlige efterkommerkvinder er gode til at lade sig indskrive på de videregående uddannelser. AE siger ikke noget om, i hvilket omfang de unge så også fuldfører disse uddannelser.

Undersøgelsen beskæftiger sig især med den såkaldt sociale mobilitet. Efterkommerkvinder af ufaglærte forældre indskriver sig i væsentlig højere grad på de videregående uddannelser end danske kvinder af ufaglærte forældre. Det ville sandelig også være mærkeligt andet, eftersom en langt større andel af de ikke-vestlige indvandrere ikke medbragte en (brugbar) uddannelse, da de kom til Danmark.

(…)

Hermed er vi nået til de tal, man kan fæste sin lid til, nemlig tallene for færdiggjorte uddannelser som 30-årige for de interessante grupper, som er danske mænd og kvinder og ikke-vestlige efterkommermænd og -kvinder. Bemærk, at vi taler om efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af institutioner og gratis uddannelse.

For de 30-årige ser det således ud, når også erhvervsuddannelserne er talt med: 72 procent af danske mænd havde i 2013 en sådan, mens det gjaldt for hele 80 procent af de danske kvinder. For efterkommermændene var det 43 procent, mens det for efterkommerkvinderne var 59 procent. Lægges de to køn sammen, vil det sige, at 76 procent af 30-årige danskere har en kompetencegivende uddannelse, mens det gælder for blot 51 procent af de ikke-vestlige efterkommere. En afgrundsdyb forskel. Det skal med, at tallene for efterkommerne er stagneret siden 2011 og endda er faldet en smule.

Og Uhrskov uddyber PISA tallene

De viser, at efterkommerne ligger ca. halvandet skoleår bagefter deres danske kammerater. For matematik, læsning, naturfag og problemløsning hedder tallene for danskere henholdsvis 508, 504, 508 og 505. For efterkommere, hvor der tales dansk i hjemmet (herunder nogle få indvandrere), hedder de 447, 454, 433 og 436. 40 point svarer til ca. ét skoleår, og forskellen er i gennemsnit næsten 62 point.

Samlet set forlader knap halvdelen af eleverne med anden etnisk baggrund grundskolen uden tilstrækkelige funktionelle kompetencer i matematik.

(…)

De lavere gennemsnit for efterkommerne afspejler sig naturligvis i, hvor stor en andel der klarer sig enten meget godt eller meget dårligt. Elever uden indvandrerbaggrund klarer sig for 10,9 procents vedkommende på de to højeste niveauer i PISA, niveau fem og seks. For efterkommere er tallet 3,0 procent. En faktor godt 3,5 med andre ord.

13,4 procent af danske elever ligger under niveau 2, grænsen for funktionel kompetence i matematik. For efterkommere, hvor der tales dansk i hjemmet, er tallet 38,7 procent. Næsten tre gange så mange.

(…)

Hvis man fortsat mener, at Danmark bør tage imod indvandring fra ikke-vestlige lande, bør man overveje sine argumenter nøje. Det kan være, man synes, at Danmark bør gøre det, fordi Danmark bør gøre det.

Det kan i hvert fald ikke bygge på en påstand om, at ikke-vestlig indvandring er til nogen som helst gavn for Danmark, hverken religiøst, kulturelt, etnisk eller økonomisk.

Et stadig fattigere land synes at være vor skæbne. Det har vore politikere nemlig i deres visdom besluttet. Og selv ikke TV-avisen kan ændre på det faktum.

Og det er selvfølgelig ikke noget tilfælde at det er folk fra muslimske lande der er mere kriminelle, mindre uddannede og  har lavere erhvervsfrekvens thi det er islam der er problemet. Det er ikke integrationsindsatsen den er gal med, den er selvfølgelig gal i sig selv, men den gør hverken fra eller til. Det er islam som en konstant monolit holder muslimerne fast i et dysfunktionelt parallelsamfund. Derfor ser man ingen ændring, hverken til den ene eller anden side og ingen udsving, blot sump. I Akkaris bog kan man læse

…en fortælling om, hvordan moskeer systematisk, kompetent og velovervejet camoufleres som kulturforeninger, så de kan få fingrene i kommunale tilskud, hvordan uuddannede imamer styrer de troendes liv ned i mindste detalje, og hvordan selvbestaltede sharia-domstole agerer fuldstændig uden om det danske retsvæsen i alt fra ægteskabs- til drabssager.

Akkaris beskrivelse af sin egen rolle under Muhammed-sagen kaster også meget nyt lys over krisen. De internationale reaktioner på tegningerne var udelukkende et produkt af det arbejde, som arbejdsgruppen, hvori han selv var højtplaceret, udførte over måneder gennem internationale kontakter. Et arbejde, som de fuldt ud vidste, kunne resultere i terror i Danmark og mod danske interesser. Hvis beskrivelsen er sandfærdig, faldt arbejdsgruppens virke sandsynligvis ind under straffelovens bestemmelser om landsforræderi.

Fanatismens friskoler

Næsten mere problematiske end Muhammed-krisen, der trods sine dybe spor efterhånden fortoner sig i fortiden, er de forhold, Akkari beskriver på landets muslimske friskoler, og som antageligvis fortsat eksisterer.

Her beskriver Akkari, hvordan hensynet til religion overskygger alle faglige hensyn. Han skildrer lærere, der er groft inkompetente og religiøse fanatikere. Beskriver, hvordan der foregår systematisk svindel med læseplaner, og hvordan der konsekvent og overlagt iværksættes større skuespil, når der føres offentlige tilsyn med skolerne. Og han beskriver skoler, hvor åbenlys antisemitisme florerer og eksamensresultater udleveres på forhånd, så det faglige niveau fremstår højere, end det er. Ifølge den læreruddannede Akkari er det alt sammen ting, han oplevede på samtlige muslimske friskoler, hvor han arbejdede. Det er meget voldsomt, og såfremt hans udsagn står til troende – hvilket han inviterer enhver til at efterprøve gennem uanmeldte tilsyn – er det svært at være uenig i hans konklusion:

»Alt i alt er jeg i dag af den overbevisning, at de muslimske friskoler er uegnede til at klæde nye unge danskere på til voksenlivets udfordringer. Skoler skal fremme forståelse, integration og individets evne til at tage medansvar. De muslimske friskoler gør det modsatte.«

Et par uddrag fra bogen

Det første synlige resultat kom, da mine søstre for første gang i deres liv iklædte sig det muslimske hovedtørklæde og nægtede at gå uden for vores hjem i Vodskov uden. Hidtil havde de klædt sig nøjagtig som deres danske klassekammerater, først på Sønderbroskolen i Aalborg og nu på Vodskov Skole, men det skulle være slut. Tørklædet var deres helt eget frie valg, sagde de. Det samme påstår næsten alle kvindelige islamister. Jeg ved dog, at tørklædet aldrig var kommet i brug uden den blanding af frygt og løfter, der flød fra min mund.

(…)

Godtroende kommuner kastede millioner af kroner direkte ned i moskeernes kasser (…) i og omkring inderkredsen, hvor jeg efterhånden befandt mig, morede folk sig meget over, hvordan danskerne var til grin for egne penge. Danmark finansierede ganske enkelt den ideologiske krig mod sig selv.

(…)

En muslimsk kvinde, der går med tørklæde, er således ikke nødvendigvis islamist. Men går hun med tørklæde, fordi hun kun derved kan føle sig og blive betragtet som et godt menneske, er det udtryk for islamismens infektion.

Og i forlængelse kunne man læse den samme historie i Den Korte Avis, men fra en undseelig dansker der har arbejdet som medhjælper på den muslimske friskole ´Selam Friskole´ i Aarhus forstaden Hasselager

Pigerne forventes at følge de islamiske påbud om slør, og gerne undgå fordærvende vestlig tøjstil, det er bedre med løse gevandter!

Da jeg arbejdede på skolen, var jeg ikke så bevidst om, hvad der egentlig foregik – selv om jeg dagligt forsøgte at spørge ind til praksis eller bare joke lidt med, hvad jeg oplevede.

Saudi Arabien har givet to millioner kroner til Dikev Fonden, som har betalt nye lokaler på skolen. (TV2 oj)

Sidenhen blev jeg da også klart over, hvad skoler som Selam Friskole og Lykkeskolen står for.

En salafist som kollega

Skæbnen ville nemlig, at jeg senere på en dansk folkeskole fik en kollega, som var ortodoks muslim eller salafist. Denne islamiske kollega underviste de muslimske forældre på den danske folkeskole i det kun opfattede var nødvendigt for muslimer. Hun fortalte dem blandt andet, at man som rettroende muslim ikke må have venskab med de vantro danskere. I dag bor hun i Kairo og underviser på en skole støttet af ´Det Muslimske Broderskab´.

(…)

I 2011 foretog Tina Magaard en kvalitativ undersøgelse af ”Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske trossamfund i Danmark”. Magaard konkluderede blandt andet:

”Denne undersøgelse bekræfter tidligere studiers konstatering af, at shari’a af imamerne ses som en uadskillelig del af islam.

Der er dog stadig variation i måden, hvorpå begrebet bliver brugt. Særligt kan man skelne mellem civilretlige og strafferetlige spørgsmål. Flere undervisere fremhæver, at ”Koranen er muslimernes grundlov”, og derfor skal overholdes, om end applikationen af for eksempel straffelov og krigens love ikke har praktisk betydning, så længe der ikke er en islamisk regering i Danmark.”

(…)

Da jeg arbejde på Tovshøjskolen var der altid koranskole i weekender. Mange børn kunne godt lide det for man kunne købe slik og det var også spændende at blive undervist i andre måder, fx at en rettroende muslim ALTID har kniven i venstre hånd. På profetens tid var der ikke toiletpapir, så højre blev brugt til at spise med og venstre til den modsatte ende. Mohammed er som bekendt alle muslimers forbillede.

Akkari konversion virker som en game-changer og en velkommen en. Men han bidrager ikke med noget nyt. Den virkning havde Yahya Hassan også, skønt han heller ikke fortalte noget vi ikke vidste i forvejen. Statistikker på vold og overfald, tilknytning til arbejdsmarkedet, skolegang osv. Og fra imamernes ublu udtalelser og prædikener samt dem der blev fremsagt i dølgsmål og afsløret. Og de religiøse særkrav som alle til hobe er supremascistiske. Og vi kendte det fra absurde fænomener som æresrelateret vold og mord. Og blodpenge. Og så er der terroren, den er heller ikke sådan at komme udenom. Islam er en rådnende gøgeunge.

Alligevel er det Yahya Hassan og Akkari der brænder igennem i medierne og sætter det gode selskab i forlegenhed. Ikke terroren, volden, kriminaliteten, socialbedrageriet, herrefolksmentaliteten, racismen, kvindeforagten eller den daglige belastning. Kort sagt, det er ikke virkeligheden der gør indtryk på de gode. Så hvad kan Yahya og Akkari som virkeligheden ikke kan? Eller hvad har de, som virkeligheden ikke har? Khader havde det sammen, men det lykkedes dem at neutralisere ham som en kokosnød.

De kan åbenbart fjerne den sidste rest af teoretisk tvivl og . De gode herrer i og omkring Politiken burde, hvis de føler de har et forklaringsproblem nu spørge sig selv; tror du det bliver lettere at forsvare dit standpunkt om 2 år, 5 år, 10 år? Akkari er ikke det sidste der kommer ud af skabet og det er ved at være en folkesport at besøge Infomedia for sjove udtalelser. Med Ulve Får og Vogtere som forbillede kan vi tegne et endog meget præcist billede af nyttige idioter, enablere og meningsagenter for en fjendtlig og fremmed magt. And lo and behold, its the same people!

Bent Jensen sparker døren ind!

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Informationnæste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

Lidt citater fra ugen der gik

Pia Olsen Dyhr kom med den overraskende meldning at “SF skal gå efter regeringsmagten” til TV2 få dage efter at SF blev knust under det, som nogen engang har kaldt “magtens tunge åg”. Men også Ole Sohn har det svært med hukommelsen (eller er det realiteterne?) når han til Jyllands-Posten, som forklaring på hans nye medlemsskab hos Socialdemokratiet, påstår at han har ændret sig

“Vi lever i en anden verden, end vi gjorde i 70′erne, en globaliseret verden,” siger den tidligere SF’er med tydelig henvisning til sin tid i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, før han blev folkesocialist. Sohn uddyber:

“Derfor er det jo klart, at man ikke kan bruge de svar, som man gav i 70′erne på de udfordringer, som vi står overfor i 10′erne. Alene dét gør, at der skal findes nye svar. Så det er både Verden, der forandrer sig - og mennesker.”

Det vil sige at Sohn ikke fortryder sin kommunistiske fortid. Kommunismen passede faktisk på 70′ernes problemer. Der var et behov for at Danmark blev til en sovjetisk lydstat. Vi valgte så desværre en inferiør vej. Så nu er løsningenet 10-årigt skattestop med tilhørende løntilbageholdenhed foruden en overførelse af sparede midler fra den offentlige sektor til skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne“. Dette kunne vi have undgået, hvis blot vi i 70′erne eller senest 80′erne havde kørt dissidenter væk på ladvogne en gang for alle. Ak, ja.

Politiken mindede læserne om at vores nye udenrigsminister Martin Lidegaard i   samskriv med den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach i en kronik i Politiken for ti år siden foreslog at man nedlagde Udenrigministeriet

I stedet bør Danmark satse på en fælles europæisk udenrigspolitik, lød det opsigtsvækkende budskab.

LÆS KRONIKKENFarvel til dansk udenrigspolitik

»Vi glemmer at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det. Hvis Danmark, som et lille land, for alvor skal tage konsekvensen af den globale virkelighed, kræver det et radikalt opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, som vi har kendt«, skrev de to radikale politikere.

»Vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den. Fastholder alle EU-lande deres egen udenrigspolitik, fortsætter den europæiske udenrigspolitik med at være en kulisse uden indhold, der aldrig vil kunne skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt, USA«, lød det videre.

Vi er for små til at hævde vores egen stemme i den store verden, mente Lidegaard og hans radikale kammersjuk altså således, dengang i de ideologisk frigjorte oppositionsdage. Ja, det er ganske ironisk og tak til Politiken for dette mind om vores politkeres opportunistiske idealer. Men ironien er nu alligevel lidt forsinket. Bach plejede allerede som udviklingsminister ideen om at skønt Danmark var for lille til at være Danmark var Danmark alligevel rigelig stor nok til at redde den 3. Verden. Og ligeledes Lidegaard der som klimaminister hævdede at det globale klima kunne reddes af Danmarks mægtighed. Og det mener de to radikalere vel stadig? Og radikale, det er de; nationalt selvhad hånd i hånd med storhedsvanvid.

Ikke helt fra ugen der gik, men et guldkorn fra Thor Möger. I dag mandag udkommer bogen ‘Den Hemmelige Socialdemokrat’ hvor man kan læse artige ting, bl.a at Sass Larsen sammen med Thor Möger kaldte Helle Thorning Schmidt Barbie-Helle bag hendes ryg. Og det er spændende læsning i sig selv. Men mere beskrivende for vort land og vor tid og de, der regulerer vores adfærd gennem statsapparatet…

En historie, der ligger i fortiden, men som stadig peger forud, er den om SFs Thor Möger, der i sin som kampagnekoordinator bliver opsøgt af en gruppe studerende, der vil høre om partiets inklusion af græsrødder. Han svarer, at folk skal have oplevelsen af at blive taget med på råd. Hvortil han tilføjer:

»Men gu’ gør de da røv. Vi styrer det hele og får det til at se ud, som om folk har noget at sige

Hvilket nemlig giver en fin overgang til EU. Her har man fået kvababbelse over at den menige Schweiziske befolkning frækt har stemt sig til et håb om at få indvandringen under national kontrol. Fra Snaphanen

I interviewet med Tages-Anzeiger har Andreas Schwab også andre interessante ting at sige, som samlet set tegner et tydeligt billede af, hvilke metoder man vil tage i brug mod national-stater, der modsætter sig deres egen aflivnning.

Interviewer: Men Schweizerne står da ikke alene. Også indenfor EU er der forlængst blevet sat spørgsmålstegn ved den frie bevægelighed.

Andreas Schwab: Det er ikke en Europæisk debat, det er kun i enkelte medlems-lande. Der er dog også hos os politikere og partier, som kun vil have fordelene ved EU, uden at ville acceptere de ting som nogen-gange er lidt vanskelige…

Interviewer: Men, helt ærligt, hvis der var en lignende afsteming i EU-landene ville den få samme resultat.

Andreas Schwab: Naturligvis findes fristelserne alle vegne. Men politik begynder nu engang med at se virkeligheden i øjnene. Der er gode grunde til at disse spørgsmål ikke stilles til borgerne i andre lande. Resultaterne er kun et øjebliksbillede. Når Schweizerne indser at EU ikke vil forhandle, ændrer de holdning…

Det er sikkert de samme gode grunde til at medierne ikke reagerer på udtalelser som disse. God arbejdsuge!

Lykketoft, Stampe, Politikenlæserne og jøderne

Folketingens formand Mogens Lykketoft har kreeret en lille sag ved at insistere på besøge Gaza uden at ville tale med israelerne. Det er hans ret, mener han, mens de borgerlige beskriver ham som en idiot fordi de ikke tør forestille sig at han bare er antisemit. Zenia Stampe fløj straks til tasterne og svinede Israel og de borgerlige til, hvilket igen gav Politikens læsere mulighed for også at lufte deres slet skjulte antisemitisme midt i de opreklamerede myrderier i Israels nabostater. Zenia Stampe skrev

Kan man forestille sig, at det danske militær vil sortere i, hvilke politikere fra udenlandske demokratier, der må føre dialog med borgere i Danmark? Eller forhindre at danskere med en bestemt etnicitet fører dialog med en formand for et udenlandsk demokratisk parlament?

Nej. Under ingen omstændigheder. Det er ikke et demokrati, der gør sådan. Men sådan gør Israel.

Nu har jeg uden held søgt og søgt og søgt hele natten efter forargede skriverier fra Stampes hånd om Englands indrejseforbud mod  partileder og parlamentsmedlem for EU landet Holland Geert Wilders. Men jeg kan forstå på hende at hun er ked at, hvorledes bøssekarle behandles i Rusland og der burde hun måske nok skele småligt til Gaza, hvor det er forbudt ifølge sharialoven. Nå, Stampe er forarget over at Lykketoft “nægtes adgang til helt almindelig demokratisk dialog“. Hvad en udemokratisk dialog er ved jeg ikke, men hvor er man hende i det politiske landskab når man betegner en dialog med et terrorstyre (ifølge EU) som almindelig? Stampe fortsætter ufortrødent oprevet

Det er fuldkommen chokerende. Grotesk.

Og vanviddet fortsætter, når borgerlige politikere som Søren Pind (V), Lene Espersen (C) og Søren Espersen (DF) lægger skylden på - ikke Israel, men Mogens Lykketoft. De anklager Mogens Lykketoft for at tage parti i konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Men det er da Søren Pind, Lene Espersen og Søren Espersen, der vælger side, når de accepterer, at Israel har ret til at bestemme, hvem danskere og palæstinensere må tale med. Mod demokratisk dialog. Mod Danmarks interesser.

Det er nu ikke så grotesk eller chokerende eller vanvittigt thi når der er tale om kutyme, som der er, er der tale om hvad der er normalt, hvilket derfor ikke kan overraske. Den tidlige udenrigsminister Mogen Lykketoft er ganske bekendt med diplomatisk kutyme, hvorfor de borgerliges opfattelse af ham som idiot ikke holder.

Inden vi tager et uddrag af Stampes Politikenlæsere skal jeg lige nå at sige at flere læsere trods alt og desværre forgæves minder Stampe om at Lykketoft kan rejse ind i Gaza via Ægypten, som kontrollerer Gaza’s vestlige grænse, hvis han virkeligt så gerne vil fraternisere med terrorvældet. Om Ægypten er interesseret i det ved jeg ikke, de har lige dræbt en masse palæstinensiske terrorister. Og hurrah for det. Andre læsere minder om at det danske politi pr ordre fra den siddende regering konfiskerede danske borgeres til lejligheden indkøbte tibetanske flag fordi man ville skåne en kineser for demokratisk dialog. En minder om at Lykketoft ikke kan tale med Fatah medlemmer i Gaza fordi Hamas har slået den ihjel og at Hamas har som erklæret mål at slå jøderne ihjel. Og endelig spekulrer een i at Lykketoft har så travlt med at åbne danmark og de danske pengekasser for alle og enhver at han simpelthen ikke tror at det kan være anderledes ude i verden.

Nåh, frem med antisemitterne

Jens Kjærbøl | Cand.pharm.

Ærke-zionisten

Ærke-zionisten Søren Espersen forlanger, at Mogens Løkketoft med sit arbejdsbesøg skal følge den tradition, Espersen kalder det diplomatiske regler, som har været gældende de sidste 15 år, når politikere besøger Mellemøsten. D.v.s. at besøge Israel først og lade Israel bestemme datoen (og muligheden) forud for besøgsaftalen med palæstinenserne. Ærke-zionisten har åbenbart ikke bemærket, at den palæstinensiske repræsentation i København sidste år er blevet opgraderet til ambassade. Lige som i de andre nordiske lande og i andre verdensdele. Eller også er det Espersens lokale forsøg på at holde palæstinenserne nede som underhund.

(…)

Gregers Nielsen | Livsstilekspert

USA og Israel.

Israel vil ikke tillade udenlandske politikere at se Gazastriben ligesom USA ikke vil lade udlændinge besøge Guantanamo-udryddelseslejren.

(…)

Jonas Mollerup | Student

Hvad Mogens Lykketoft ikke måtte se med egne øjne

Tanken om Lykketoft være vidne til at Røde Kors opgiver med at uddele telte til gazanere der får deres hjem mejet ned, var muligvis for uhåndterbar “This week, the International Red Cross said it would stop giving tents to Palestinians who lost their homes from demolitions in the occupied West Bank near Jordan. They cited Israel?s consistent obstruction and commandeering of aid for the decision. Israeli political and military officials did not respond to Reuters? requests for comment. Last week, Israel destroyed 36 Palestinian homes in the Jordan Valley, the proposed eastern border of a future Palestinian state. The action displaced 66 people, 36 of them children, according to the UN data. The UN condemned the action, calling for the destruction to stop.” http://rt.com/news/israel-palestinian-destruction-aid-134/?utm_source=browser&utm_medium=aplication_chrome&utm_campaign=chrome

(…)

Else Marie Arevad |

Hornet i siden

Den israelske regering har tydeligvis et horn i siden på Lykketoft, fordi han tidligere har tilladt sig at kritisere Israels politik. Så kan han lære det!

(…)

Jens Kjærbøl | Cand.pharm.

Diplomatisk blindhed

Der er et par debattører samt flere anbefalere, der har gjort sig til talsmænd for Løkketofts indrejse via Ægypten, bl.a. Israel-lobbyisten Kim Goltermann. De pågældende må være diplomatisk blinde, hvis de ikke kan forudse en endnu mere horribel reaktion fra røverstaten Israel.

(…)

Jens Kjærbøl | Cand.pharm.

Underhund

Israel kæper for at bevare palæstinenserne som underhund. Med den voksende internationale anerkendelse af palæstinensernes ret til en stat mister Israel muligheden for at få betaling for at acceptere en palæstinensiske stat. Israels modkrav/betaling er et krav om en fredsaftale med palæstinenserne og den arabiske verden. Men ‘fredsaftale’ er groft misbrug af ordet fred. Det manipulerende ordvalg dækker over Israels krav om, at palæstinenserne og de arabiske lande accepterer, at Israel har røvet næsten hele Palæstina ved krigsforbrydelser. Danmarks Mellemøst-politik har tidligere været Israel-liderlig. Nu lysner det.

(…)

Karin Bennedsen |

Alle…

….muslimhadere har altid, lige som Søren Espersen, travlt med at forsvare apartheid- og besættelsesstaten Israel.

(…)

Arvid Holm |

Hensyn til Lykketofts sikkerhed?

Området vrimler vel med palæstinensiske snigskytter, der baldrer løs på snart sagt alt, der bevæger sig? Det er vel derfor, forbindinger kaldes for gazabind? Der er næppe tvivl om, at Lykketoft bliver mejet ned, hvis han viser sig i en snigskyttes skudfelt. Med det sære skæg og stirrende blik ligner han jo grangiveligt en ortodoks jøde af den onde slags. Jeg synes, at israelerne viser stor fornuft og et forbilledligt menneskesyn, når de vælger at beskytte den ældre herre mod følgerne af hans egen ufornuft.

(…)

Gregers Nielsen | Livsstilekspert

Intet nyt under solen Zenia.

Det er jo ikke en tilfældighed at Søren Espersen også i det ydre minder om Mussolini.

(…)

Carsten Halvorsen | Anmelder

Hjemkald ambassadøren

Skal Israel bestemme hvem, formanden for det danske folketing må besøge, og hvordan og hvorhen han rejser? Det er en fornærmelse, der er til at tage og føle på. Heldigvis er det med til at gøre Israel endnu mere ugleset her i landet. Men jeg synes da, at regeringen og den nye radikale udenrigsminister burde reagere skarpt og benytte sig af det diplomatiske træk at hjemkalde den danske ambassadør i Israel. Det vil formentlig såre israelernre så meget desto mere, fordi Danmark netop har anerkendt en palæstinensisk ambasadør

(…)

Hans Lembøl | Automobilejer

Endnu engang…

…dokumenterer Israel, at være en oplagt kandidat til betegnelsen “Slyngelstat“. Mærkeligt, at landets ledere ikke kan se, at de skyder sig selv i fødderne. Hvad er det Israel håber på at vinde ved at gøre sig mere og mere forhadt rundt om i verden?

Imens i den syriske by Homs sidder en katolsk præst og beder verden for et øjeblik kaste sin opmærksomhed mod den hungerkatastrofe der udspiller sig der som følge af  muslimers generelle barbari

A Dutch priest trapped in the siege on the Syrian city of Homs has told how residents around him are being driven mad with starvation, as they are “abandoned” by the international community.

Father Frans Van der Lugt, a 75-year-old Roman Catholic and local leader in the besieged Old City in Homs, told of his community’s battle for survival in two years of living in a district brutalised by war and without food.

“Our city has become a lawless jungle,” said Fr Van der Lugt. “We are trying our best to behave in a fraternal way, so that we don’t turn on each other for the hunger.”

Fr Van der Lugt spoke to Telegraph by Skype after posting a video online in which he appealed to the outside world for help, from a rebel held district of Homs that has been sealed off by Syrian government troops.

For more than one year, no food has been allowed in, and no one is allowed out.

Deres ulykke er fraværet af jøder at bebrejde.

Den pragmatiske muslimfrygt

Diverse, Multikultur, Politiken, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on January 23, 2014 at 2:19 pm

Forfatter Kaspar Colling Nielsen har skrevet et indlæg i Politiken med den ambitiøse titel “Ytringsfrihedens reelle udfordringer“, hvor han dels definerer to hovedpositioner i debatten, dels hvad debatten drejer sig om, dels hvilke misforståelser der er, dels hvad der er enighed om og dels hvad debattens egentlige formål er, eller bør være. Mere spændende kan det næsten ikke være. Derfor er det en kedelig pligt at måtte meddele at indlægget er et forvirret og selvmodsigende makværk. Se f.eks dette udsagn

Jeg er enig med Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen, Birgithe Kosovic o.a. i, at vi bør kunne udtrykke os frit om hvad som helst uden et øjeblik at frygte at blive overfaldet af gale islamister eller andre voldsmænd. Det er hævet over enhver tvivl fuldstændig utåleligt, at en eller anden formørket psykopat overfalder Kurt Westergaard med en økse, fordi han har tegnet en tegning. Det er helt uacceptabelt.

Og så Colling Nielsens konklusion

Jeg mener også, at vi skal afstå fra at støde muslimernes religiøse følelser. Det er selvfølgelig en begrænsning af ytringsfriheden, men helt ærligt, hvis vi anskuer det pragmatisk og ikke principielt, kunne vi så ikke alle gå glade og frie gennem hele livet uden at tegne et billede af Muhammeds ansigt?

Colling Nielsens spring fra at mene at man skal kunne udtrykke sig frit til at man skal lade være med at udtrykke sig frit bindes op på en ide om et formål med debatten, der er det egentlige ærinde. Debat er en formalitet, der skal overstås før man kan komme frem til et defineret resultat. Heri er jeg uenig, men jeg er usikker på, hvad formålet med denne dissens så skal være.

Først definerer Colling Nielsen de “to uforenelige positioner”, den idealistiske og den pragmatiske. De siger sig selv; den idealistiske position udgøres af Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen, Birgithe Kosovic o.a., mens Politiken og konsorter repræsenterer de pragmatiske. Hedegaard, Krarup, Sørlander og andre realister nævnes ikke med et eneste ord og er således ikke en del af debatten - eller er de ikke en del af dens misforståelser? Nej, pjat, det er kun spiselige idealister man kan tåle at beskæftige sig med. Og her kræves der endda et kunstgreb, nemlig at indtage definitionsretten til debatten ud fra en løgnagtig opfattelse af at dette kan gøre ud fra en upartisk position.

De manglende resultater skyldes efter min mening, at debatten er blevet ført fra to uforenelige positioner, som ikke diskuterer det samme, og som samtidig begge overser de egentlige og væsentlige spørgsmål, vi alle burde stille os, når vi diskuterer ytringsfrihed. For spørgsmålet om ytringsfriheden er ikke alene et principielt spørgsmål, det er en virkelig problemstilling, som skal løses i den virkelige verden, og derfor burde spørgsmålet være: Hvad fanden skal vi gøre ved det?

Upartiskhed er et svulstigt ord for ligegyldighed, der igen er et elegant ord for uvidenhed, som Chesterton bemærkede. Colling Nielsen tror således han kan hæve sig over debatten ved at definere den. Og den defineres ud fra spørgsmålet om, hvad fanden skal vi gøre ved det. Selvom jeg selv er uenig i at det er spørgmålET så vil jeg alligevel delvist svare på spørgsmålet om hvad pragmatikerne i det mindste til en begyndelse gøre ved ‘det’: Lad være med at bekræfte muslimerne i at de har en sag, lad være med at møde dem med forståelse når de overskrider grænsen for alt, lad være med at ægge dem til stadigt mere vold, kort sagt: LAD VÆRE MED AT VÆRE ENABLERE AT TERROR OG VOLD. For fanden!

Vi er mange der har debatteret med pragmatikerne om hvorfor de ikke forstår hverken ytringsfrihedens væsen eller virkeligheden, nemlig at vi står overfor en direkte trussel mod vores hævdvundne frihed en trussel der endda bliver benægtet af pragmatikerne, der endda bekræfter og belønner de truende med eftergivenhed, privilegier og efterplapring af muslimernes løgne. Vi har også diskuteret indbyrdes om pragmatikern er tungnemme eller forræderiske.

Det er pragmatikernes ønske her i nederlagets stund at begrave disse debatter, når de nu ikke kunne begrave deres debattører, hverken under fordømmelse eller ved at prøve at ignorere dem. Så nu er det næsten blevet hverdag med indlæg af denne type, der sleskt prøver at et faustisk fait accompli.

Når diskussionen midlertidigt er endt, hvor den er, skyldes det efter min mening, at den har været præget af en manglende fælles forståelse af, hvad der egentlig blev diskuteret.

(…)

Er det virkelig formålstjenligt? Altså, er det den bedste strategi i forhold til at nå vores erklærede mål om på et tidspunkt at ankomme til et frit og åbent samfund, eller er det kontraproduktivt i forhold til det, vi ønsker? Det er svært at svare på, men ved at fokusere på løsningen af de problemer, som åbenlyst eksisterer, ser vi konturerne af en bedre afgrænset og mere konstruktiv debat, hvor vi rent faktisk diskuterer det samme. En debat, der ikke længere udspiller sig i en idealistisk boble fjernt fra virkeligheden.

Den nødvendige diskussion er en samfundsmæssig diskussion, hvor videnskabelige undersøgelser, erfaringer fra andre lande, og andre empiriske eksempler kan inddrages meningsfuldt. Det handler om, hvordan vi skaber et samfund, hvor alle kan ytre sig frit. Derfor bør vi fokusere på spørgsmål som: Hvordan integrerer vi bedst muligt det muslimske mindretal i det danske samfund? Hvordan begrænses radikaliseringen i de muslimske miljøer? Spiller ghettodannelserne en negativ rolle i forhold til integration? Disse spørgsmål burde står helt centralt i ytringsfrihedsdebatten.

Jamen dog. Jeg ved ikke om man kan forklare pragmatiske folk som Colling Nielsen at diskussionen ikke er endt så længe nogen stadig diskuterer og det er frivilligt om man vil være med eller ej. Og at med mange debattører er der altid nogle der misforstår meget - ikke mindst hvad debat handler om. Men det er en misforståelse at der kun er een debat. Det er pragmatikernes egentlige problem med pluralismen, mangfoldighed og frihed; de tror det er en projektion af deres eget golde indre.

Hvad Colling Nielsen og resten af pragmatikerne argumenterer for er hvad man i Sverige kalder ‘debattens økologi’; nemlig det forud definerede, defineret længe før nogen vidste der ville komme en debat, defineret af nogen, hvis integritet ikke er til debat (og det er i hvert fald ikke mennesker som Hedegaard, Krarup, Sørlander og den slags anløbenheder) således at debatten kan styres hen imod det gode formål, der også er defineret før debatten og af de selv samme nogen, hvis integritet ikke står til debat.

Men pragmatikernes selvdefinerede problemer skal løses og problemet er kompromissøgende nok “at ytringsfriheden faktisk er truet i Danmark” og denne trussel er højst overraskende muslimerNE. Ja, det skriver han helt ublu når han mener at vi skal afstå fra at støde deres religiøse følelser. Han skærer det endda helt ud i pap

Jeg mener, at vi skal moderere tonen i forhold til muslimer.

(…)

Hvis du spørger mig, så mener jeg, at vi skal moderere tonen i forhold til muslimer. Jeg tror personligt, at det er den bedste strategi i forhold til at nå vores fælles mål. Mine børn har gået i vuggestue og børnehave på Nørrebro med skønne børn fra muslimske hjem. Jeg har ofte tænkt på disse muslimske børn, og hvad der sker, den dag de bliver store nok til at læse aviser og de for første gang forstår, at de ikke er som alle andre, men at de er andenrangsborgere i dette samfund.

Det er ikke blot enkelte muslimer som islamister eller udsatte unge, det er muslimerne en masse, der udgør truslen mod ytringsfriheden. Den muslimske befolkning er en tikkende bombe under vores samfund, demokrati og frihed. Og løsningen er ængsteligt at behandle muslimerne som rådne æg. Ikke helt ved siden af, vi er i hvert fald flere der nogen gange med livet som indsats har kommenteret på stanken.

Og modsætningen til muslimerne er ifølge Colling Nielsen voldsom for “…ved at skærpe tonen over for muslimerne og fastholde vores eksemplariske ret til at ytre os og gøre grin med deres religion, skaber en dybere og dybere og stadig voldsommere konflikt i samfundet, som fjerner os fra det åbne og frie samfund“. Og da den skærpede tone defineres som muhammedtegningerne(!) er vi altså blot et pennestrøg eller to fra regulær borgerkrig. Det ville være en logisk slutning for Colling Nielsen at alle ærekære og voldelige grupperinger skal beskyttes mod kritik i håbet om at de så går væk. Men logisk konsekvens er ikke formålet med den debat han rejser, det er ikke det der er indeholdt i det faustiske fait accompli han tilbyder om varig fred. Formålet er at de eneste der skal stryges med hårene til de lærer at vold ikke svarer sig er muslimerne.

Nu vi er ved venstrefløjens mangel på indre logik ud over at ytringsfriheden skal begrænses for at sikre dens udfoldelse

Debatten er således blevet en dynamisk afart af den naturalistiske fejlslutning, som den skotske filosof David Hume introducerede, hvor man forsøger at slutte fra et bør til et er, hvilket ikke er muligt.

(…)

Uanset hvad vi på et teoretisk eller abstrakt niveau måtte mene om ytringsfrihed, lever vi i en pragmatisk virkelighed, og det er i virkeligheden, at problemerne skal løses. Der kan sidde nok så mange filosoffer i Deadline og citere Voltaire og Rousseau, men det betyder ikke rigtig noget. Eller rettere: Alt er underlagt de virkelige, pragmatiske forhold, vi til enhver tid lever i. Om vi vil det eller ej, så befinder vi os i virkeligheden og ikke i en ideel verden.

Mens vi altså ikke kan ønske os en reel ytringsfrihed så kan vi godt ønske os en anden debat.

Et par små eksempler på avisernes underforståede relevans

Antisemitisme, Diverse, Israel, Multikultur, Politiken, Pressen, islam — Drokles on December 14, 2013 at 10:04 am

Her er et eksempel fra Jyllands-Posten på, hvorledes en historie fra hverdagens Danmark burde beskrives

Et stort opgør mellem to grupper i den centrale del af Kolding udviklede sig natten til lørdag alvorligt, da en 22-årig mand blev stukket ned.

To grupperinger af henholdsvis somalisk og arabisk oprindelse stødte sammen i Jernbanegade omkring klokken halv tre. Sydøstjyllands Politi fik hurtigt sendt patruljer til stedet og fik skilt parterne ad - blandt andet ved hjælp af peberspray.

Kort og koncist, med de relevante oplysninger så langt journalisten og hans kilder kan stå inde for dem. Men desværre hører det til undtagelsen. Samme avis samme dag har denne historie også fra den danske hverdag, som den ser ud i Radikales billede

I en meget usædvanlig sag er tre kendt skyldige i at dræbe en kvinde ved at sætte ild til hende.

En 30-årig kvinde, hendes nevø og hans kammerat er fredag ved Retten i Roskilde kendt skyldige i en sjælden sag om drab og mordbrand.

Det grusomme drab fandt sted 14. september sidste år.

Her trængte kvinden og de to mænd, der alle var maskerede, ind til den 26-årige Nilab Shahkor i hendes lejlighed i Gersagerparken i Greve syd for København.

Her overhældte kvinden Nilab Shahkor med benzin og satte ild til, så hun blev forvandlet til en levende fakkel - de tekniske undersøgelser har vist, at hun stod op, da der blev sat ild til hende.

Branden udviklede sig eksplosivt, og den 30-årige kvinde blev selv forbrændt.

Desuden kom hun voldsomt til skade, da hun sprang ud ad vinduet på 3. sal, mens den 19-årige nevø og hans 17-årige kammerat flygtede ned ad trappen.

I retten kom det frem, at den sjældne forbrydelse tilsyneladende var grundigt planlagt. På en overvågningsvideo fra en tankstation ser man kvinden købe benzin i en dunk. Og inden de gik op i lejligheden, sprayede de sort maling over opgangens videokamera.

Motivet skulle være voldsom jalousi og den 30-åriges intense had til Nilab Shahkor, der tre måneder før overfaldet var blevet gift med en mand, som den 30-årige ifølge eget udsagn allerede var gift med. Ægteskabet er dog ikke registreret nogen steder.

Og sådan bliver det ved hele artiklen igennem. Ikke et ord, et eneste ord har man dristet sig til at bruge der kunne afsløre, hvad denne sag drejer sig om. Her skal man selv lege detektiv og på baggrund af det let eksotiske navn (der bliver nævnt flere gange, trods alt), at der er tale om en familie, den almindelig grusomhed (kræver lidt Hedegaardsk frækhed i sin tænkning) og den manglende registrering af ægteskabet selv regne ud at det drejer sig om æresvold blandt fremmede i dagens Danmark. Det er tydeligt at det er avisens håb at man ikke selv kan regne det ud og i stedet rystes over ungdommen af i dag. Endnu værre er Politiken dog

Det grusomme drab fandt sted 14. september sidste år. Her trængte kvinden og de to mænd, der alle var maskerede, ind til en 26-årig kvinde NS i hendes lejlighed i Gersagerparken i Greve syd for København.

Her overhældte kvinden NS med benzin og satte ild til, så hun blev forvandlet til en levende fakkel. De tekniske undersøgelser har vist, at hun stod op, da der blev sat ild til hende.

Her kan kvinden potentielt hedde Nadia Sørensen. Aviserne håber at læserne ikke fanger det farlige underforståede. Andre gange er man dog så underforstået at man helt antager at læseren deler ens verdensopfattelse så langt at man end ikke behøver at give mening. Jyllands-Posten her en overskrift, der lovende proklamerer ”Kerry: Mulig fred i Mellemøsten i 2014″ og en underoverskrift der fortæller “Efter besøg hos begge parter tror USA’s udenrigsminister på en snarlig fredsløsning.”. Således antager man at der kun er en konflikt i Mellemøsten, en konflikt, der kun involverer to parter. Nuff’ said, som det vist hedder i et ungdommeligt lingo. 100.000 døde efter et par års kampe i Syrien er ikke en mellemøstlig konflikt. Ej heller jævnlige bilbomber i Irak. Eller Libanon. Eller den prækære situation i Syrien. Og i Ægypten. Og Yemen…

Lidt halal ækvivalens

Multikultur, Politiken, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on August 12, 2013 at 10:27 pm

Du må tro, at der hopper noget fra den rituelle slagtning over i kødet. Det gør der ikke.

Man kunne tro at citatet var en ansvarlig politiker eller offentligt ansat afvisning af muslimsk krav på halalservering, men det er det ikke. Det er Morten Helveg’s argument, som det faldt i en debat arrangeret af Ekstrabladet henvendt mod Morten Messerschmidt!!!

Samme ækvivalens formørkede Rune Engelbrecht Larsens sind da han i et spydigt opgør i Politiken med Helle Thorning Schmidts halal skeptiske udmelding sarkastisk skrev

To sekunders ord over en høne, der slagtes, er vigtigere, end forholdene under et helt høneliv.

Men se om han henvender sig med den logik til medblogger på Politiken Zubair Butt Hussein.

Slagterierne diskede også op med en masse vås. pressechef Jens Hansen fra Danish Crown siger ifølge Ekstrabladet

- Det er jo ikke reel vejledning, hvis der ikke er en fælles og kontrolleret retningslinje for en eventuel halalmærkning. Derfor må en sådan fødevaremærkning besluttes, så det gælder for alle, siger han.

(…)

- Vi frygter, at vi kommer til at bidrage til endnu mere forvirring, hvis vi opfordrer vores virksomheder til at mærke deres emballage med yderligere informationer om varen, siger formand Martin Merrild for Landbrug & Fødevarer til Ritzau.

- Det må være op til virksomhederne selv at tilpasse deres produkter med varemærkning til deres arvtagere, men grundlæggende mener vi, det kan blive konkurrenceforvridende, hvis der ikke er fælles regler for mærkningen, siger han.

Ja, viden er ikke bare forvirrende, det er også konkurenceforvridende.

Rune Engelbrecht Larsen med endnu en løgn for sine læsere

Godheds-industrien, Jihad, Multikultur, Politiken, muhammed, venstrefløjen — Drokles on May 13, 2013 at 3:15 pm

Jeg burde ikke, men jeg kan ikke lade være. Rune Engelbrecht Larsen har en idiotisk kommentar om diskrimination af muslimer. Nej virkeligt, det har han - og i Politiken endda. Larsen har nemlig læst i BT at “Nada Fraije fået besked fra en Netto-ansat om, at hun lige så godt kan droppe at søge virksomhedspraktik i Dansk Supermarked, fordi de ikke ansætter muslimer med hovedtørklæde“. Dette er “at fastholde en ubegrundet mistillid til muslimske kvinder - alene på grund af tilstedeværelsen af et tørklæde

Ikke alene er det ringeagtende over for muslimen, hvis evner til at betjene kunderne umuligt kan være placeret i fraværet af et hovedtørklæde - det er også absurd at ‘fravælge’ på vegne af kunderne, at de ikke skal betjenes af kvinder med hovedtørklæde. Hvis kunden virkelig er så irrationelt anlagt, at dette gør en forskel, kan vedkommende vel i reglen selv finde en anden medarbejder i det pågældende supermarked?

Det handler jo ikke om, at alle medarbejdere bare klæder sig, som det passer dem, eller at et supermarked ikke kan prioritere en vis linje i tøjvalg og farver, men blot om en yderst beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed.

Beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed” kræves kun af Dansk Supermarked og det er “ringeagtende overfor muslimen” at være så “irrationelt anlagt”. Men hvorfor er det ikke muslimen der er irrationelt anlagt? Tørklædet bæres jo af hende og er ikke syet ind i hendes kranie - eller det må man da ikke håbe. Hvorfor er det ikke muslimen der skal udvise en “yderst beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed” og simpelthen tage den hovedbylt af til fælles glæde?

Fordi Engelbrecht lyver for sine læsere. Fordi det er tørklædet i sig selv og ikke muslimen nedenunder man ikke ønsker at tvære ud i hovedet på de stakkels kunder, som jo i forvejen ikke er velforsynet med frirum for åndelig formørkelse. Muslimen har nemlig tørklædet syet ind i kraniet i åndelig forstand. Og det ved Larsen jo godt for ellers kunne en regel om hovedbeklædning der omfattede Loke så vel som Thor ikke være diskriminerende. Så ville Nada Fraije jo blot slå håret ud og smøge ærmerne op og gå til arbejdet med krum hals. Men det kan hun ikke, Nada, hun kan ikke fordi hendes religion er så irrationelt anlagt at den forbyder hende selv en beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed og det fastholder hende i en ringeagt for og mistillid til ikke-muslimer.

Og Larsen lyver fordi han ved at hvis han fortæller, hvorfor Nada Fraijes hovedbylt er syet åndeligt ind i kraniet så må han også fortælle at i islam må man tage hele pakken, for nu at citere tidligere yndlingsimam på Politiken Wahid Petersen. Tørklædet er nemlig et ydre bevis på at man har taget hele den pakke, der betragter alt ikke-muslimsk som en direkte og overlagt hån mod Allah. Hele den pakke af had og indskrænkethed, som prædikes af imamer og praktiseres af terrorister og den ganske verden.

Larsen er ikke original i sit forsvar for det muslimske ved at beskylde ens og fair regler for diskrimination, det er klassisk venstrefløjstaktik. En anden klassisk taktik er nedenstående plakatreklame for selvgoderi

img_1188

img_1189

Hvis et tørklæde blot er et tørklæde, hvorfor er det kun muslimer (for det er det) der er afbilledet? Og hvis et tørklæde kun er et tørklæde, ja så kan det også tages af uden problemer. Med andre ord kan man ikke diskriminere via tørklædet. De ville være originalt, hvis Larsen ville angribe denne plakatkampagne for at underbygge diskrimination af muslimer, men krav om at se modkampagner, der slog fast at et tørklæde ingenlunde blot var et tørklæde, men en nedgroet del af det muslimske sind, thi så kunne vi diskutere essensen af dette muslimske sind, denne pakke man ikke kan vælge til og fra, som det passer een. Men det tør Larsen ikke for han ved, hvad der venter ham dernede i den kolde dybe sø, forbi katten med de onde øjne. Så Larsen vælger at lyve.

Jacob Martin Strid erkender at Flemming Rose havde ret

Det er enhver totalitarist drøm at blive fri for sine modsætninger og leve i sin egen projektion. Men ville Politikensegmentet bryde sig om at bo i deres egen verden? Næppe, hvis man skal tolke på en interessant strid mellem den tidligere Politiken tegner Jacob Martin Strid og “den svenske mening”. SVT beretter at den svenske genudgivelse af Strids Mustafas Kiosk har genereret beskyldninger om racisme mod Jacob Martin Strid

De som reagerat menar att boken innehåller en negativ stereotyp av muslimska män. Kritiken handlar både om bilderna och rader som: ”En gång högg Mustafa huvudet av en man så det föll av och blödde - historien är faktiskt sann.”

”Hur tänkte ni när ni bestämde er för att ge ut Mustafas kiosk? Maken till rasistisk nidbild”, skriver en av många upprörda läsare på förlagets Facebooksida. ”Ska små barn verkligen lära sig rimma genom islamofobi?”, skriver en annan. ”Gavs den ut på 30-talet?!”

Sverige formes i Politiken segmentets ånd og her er ikke plads til Politikensk frivolitet med ny-danske indslag

Efter kritikstormen har förlaget nu publicerat en ursäkt på sin Facebooksida. ”Vi är uppriktigt ledsna att vi sårat och kränkt både vuxna och barn!”, skriver man bland annat. Förlaget har undersökt så att den inte längre finns i lager hos nätbokhandlarna, men mer än så kan man i nuläget inte göra, menar förläggaren Kerstin Aronsson.

mustafaskiosk

Med sin egen ytringsfrihed betvivlet forsvarer Strid sig som Flemming Rose

Man är inte automatiskt skonad från humor för att man är invandrare eller muslim. Följer man den logiken slutar det med att vi bara kan skämta om vita, heterosexuella män - tråkigt, eller hur?

Eller med Roses ord

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Nu bliver det spændende at se dem sondre mellem den smagfulde krumsabel på en disk overfor den vulgære bombe i en turban.

Et par udvalgte reaktioner på Thatcher død

68, Akademia, Campusradikalisme, EU, Historie, Politik, Politiken, Pressen, venstrefløjen — Drokles on April 13, 2013 at 4:02 pm

Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.

article-2305760-192e812e000005dc-990_634x423

Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.

(…)

Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

Præst “finder mere fællesgods mellem islam og kristendom end divergenser”

Godheds-industrien, Historie, Multikultur, Politiken, islam — Drokles on March 9, 2013 at 11:46 am

Pastor Emeritus John W. Hørbo, skriver så glimrende om Folkekirkepræstens rolle som forkynder i Jyllands-Posten

Den danske folkekirke er som evangelisk-luthersk kirke forpligtet til at udøve islamkritik. Det står i den augsburgske bekendelse, som enhver præst, der er ansat i folkekirken, har skrevet under på.

(…)

Det står i bekendelsen, at islam skal fordømmes, fordi islam benægter sandheden i den kristne gudsopfattelse, som går ud på, at Gud møder vi som den treenige Gud. Det er det allerførste, der møder læseren af bekendelsesskriftet

Hvorledes skal en sådan fordømmelse af islam foregå? Det kan ske i søndagens prædiken. Det kan ske i foredragsform, det kan ske i det lokale kirkeblad, det kan ske i konfirmandundervisningen, ja, alle de steder, hvor præsten skal udlægge og forklare, hvad der er kristendom.

(…)

Der er tale om en rent kirkelig og teologisk selvbesindelse på, hvori kristendommen adskiller sig fra islam, og i hvilken forstand islam bør fordømmes som usand gudstro. Det er hver enkelt præst samvittighedsmæssigt forpligtet til at skulle formulere.

(…)

Det er en sag inden for kirkens rammer. Her siger vi til hinanden, at det, som islam hævder, er løgn.

Vi besinder os naturligvis altid på den dybe modsætning mellem enhver lovreligion og så det kristne evangelium, som indeholder et radikalt ophør med al lovreligion, som må opfattes som det rene blasfemi.

Folkekirkens islamkritik skal formuleres som en besindelse på den kristne tros særkende.

Det er i den augsburgske bekendelses ånd at forholde sig således.

Det glæder en at blive mindet om at der engang fandtes fornuftige stemmer i Folkekirken. Men minder er det kun for hurtigt bliver man revet tilbage til den rå virkelighed. Præsten Svend Løbner - der er vokset op i Tanzania og typen der bruger  suffixet “verdensreligionen” om islam - er nemlig ked af at ”Søren Espersen kaster alle nuancer over bord” og ”har opgivet at skelne mellem islam som religion og islamisme som politisk system“, og skriver som svar i Politiken fortæller hvorledes hans ”far byggede flere hundrede kirker de næste 12 år“. Men “de egentlige bygmestre? Det var muslimske ’fundier’ (fundi betyder ’dygtig’ på swahili). De havde intet imod at bygge gudshuse for de kristne.“. Djævlen findes jo i detaljen. At han selv finder det bemærkelsesværdigt at en håndværkerstand (det er ikke kun muslimer, der er fundier i Tanzania) ikke modsætter sig en byggekontrakt bekræfter mere Søren Espersens overordnede pointer, frem for at nuancere. Folk, som Løbner, der bruger suffix’et ‘verdensreligion’ om islam, undrer sig aldrig over, hvorfor de altid anser det som et mirakel at kunne pege på muslimer, der falder i et med tapetet.

For nogle år siden havde jeg den glæde at formidle penge fra en fond til min barndoms landsby, der netop da gennemlevede tørke og sult. De lokale missionærer uddelte nødforsyninger til både muslimer, kristne og alle andre.

Hjælpen reddede lokalbefolkningen gennem krisen, og muslimerne inviterede alle kristne til en stor takkefest.

Her rejste imamen sig op og holdt en lang takketale til missionæren, fordi han så rundhåndet havde hjulpet dem, og imamen lovede missionæren 70 skønne jomfruer med øjne som ædelstene i Paradis.

Missionæren var rørt – for han vidste, at det for muslimer er den ypperste belønning fra Gud. Her blev han, en kristen missionær, inkluderet i et univers, som kun er forbeholdt de mest hengivne muslimer.

Med mindre imamen ikke kender sin koran har Løbner sikkert ikke hørt helt efter, hvad imamen sagde. Løftet om jomfruerne i himlem er nemlig ikke et imamen kan udstede efter forgodt befindende på Allahs vegne, blot fordi nogle kristne har betalt Jizya. Den muslimske himmel består nemlig kun af muslimer og det siger derfor sig selv at man ikke blot kan slippe en masse vantro ind ofor at sperme i de renes evigt rene skeder, blot fordi de har runddelt frysetørret gullash og varme tæpper. Forudsætningen er altså at man konverterer til islam.

Løbner har lagt det samme indlæg ud på sin blog, blot med enkelte tilføjelser som denne

Tanzania er et demokratisk land, der på forbilledlig vis har holdt sammen på landets 120 stammer siden selvstændigheden i 1961. Præsidentposten går nu på skift mellem en kristen og en muslim med den eneste regel, at vicepræsidenten skal være af modsat observans.

Uden at kend forholdende i Tanzania nøjere, så er ligner denne ordning en fredsløsning. En af mine gode venner kender derimod til Tanzania så jeg ringede til ham. Over telefonen indvendte min ven at når Løbner videre skriver at muslimerne udgør 45% af befolkningen er det måske en slåfejl, for ifølge Wikipedia udgør de 35%. Alt godt en 1/3 af befolkning, der har forhånd´skrav på halvdelen af magten. Eller det vil sige; de udgjorde 35% af befolkningen i 1967, som er sidste gang man har turdet holde mandtal for at undgå “…rivalries between the various religious groups by not identifying the majority“, som Wikipedia diskret formulerer sig. Før de kristne koloniherrers tid var Tanzania nemlig jagtmark for arabiske slavejægere, som blev solgt fra sultanatet Zanzibar. I 1964 udfoldede et mindre blodbad sig i Zanzibar da negrene rejste sig mod deres arabiske undertrykkere. Freddie Mercury flygtede med sine forældre til England i samme anledning og op gennem 70erne blev omkring 50.000 syd-asiater presset ud af landet. Langt de fleste søgte til England, hvor en stor del af de “asians” der lever der idag kommer fra østafrika.

Alt det vidste jeg ikke, men jeg anede jo nok fra Løbners egne undladelser og skønskrivninger at Løbner dækkede over en mere grusom virkelighed end det paradisiske skønmaleri af multikulti han præsenterer Politikens ukritiske læsere for. Og dog, enkelte læsere er kritiske for en af dem henviste straks til en episode fra sidste år, hvor muslimer ikke var helt tilfredse med det kirkebyggeri Løbners fars fundier havde efterladt. Fra Assist News Service

According to Morning Star News, Islamists burned several church buildings in various parts of Tanzania this week after two children’s argument about the Koran resulted in a Christian boy allegedly defiling Islam’s sacred book.

The attacks took place in the normally peaceful country from its western border to its semi-autonomous island of Zanzibar. In Kigoma, on the western border, two church buildings were set ablaze on Sunday (Oct. 14), and the roof of another one was destroyed; on the island of Zanzibar in the Indian Ocean some 25 kilometers (16 miles) off the Tanzanian coast, Muslim extremists on Saturday (Oct. 13) demolished a building belonging to the Evangelical Assemblies of God-Tanzania in Fuoni, near Zanzibar City; and in Dar es Salaam on the mainland, where two boys’ argument over the Koran set off the violence, three church buildings were set on fire on Friday (Oct. 12), and another was destroyed yesterday, sources told Morning Star News.

Som kristen præst” vil Løbner “ikke finde [sig] i” at “Espersen stiller kristne op imod muslimer” da det er at slå “religionen islam i hartkorn med islamisternes rigide fortolkning” for Løbner…

…har selv læst Koranen igennem og finder mere fællesgods mellem islam og kristendom end divergenser. For ja, der er ting, der adskiller. Men skellene er ikke uoverstigelige – som min barndom i det multireligiøse Tanzania illustrerer.

Løbner har nok overset, det Pastor Emeritus John W. Hørbo kaldte ”den dybe modsætning mellem enhver lovreligion og så det kristne evangelium, som indeholder et radikalt ophør med al lovreligion, som må opfattes som det rene blasfemi“. Islam og kristendommen er kun enige om at være hinanden udelukkende.

Zenia Stampe om Hedegaard og de voldelige kroppe

Kulturradikalisme, Multikultur, Politik, Politiken, Postmodernisme, islam, muhammed — Drokles on February 26, 2013 at 7:12 pm

Zenia Stampe betror os på sin blog at hun havde “Medfølelse med mennesket Lars“, da hun hørte om det mislykkede attentat på formanden for Trykkefrihedsforeningen. Derefter havde hun ”gået rundt om [s]ig selv 25 gange“ for endeligt og så rigtigt konkluderet at “medfølelse ikke skal stå i vejen for den frie meningsudveksling“. Nemlig, for det er jo som bekendt forbeholdt den gode tone, at stå i vejen for den frie meningsudveksling.

Medfølelsen med mennesket Lars til trods, viser det sig nu hurtigt at det egentlige offer alligevel er islam, som Stampe straks tager i forsvar gennem klassisk relativisme. Özlem Cekic, kvindelige debattører, Anna Lindh og hende selv er ofre for trusler og endda mord (ikke Kjærsgaard, Westergaard, Khader, jøder i bred almindelighed og højrebloggere som Kim Møller og Snaphanen) og de skyldige eksempler er Lasermanden i Sverige, Malmø-skytten i ditto, Zwickau-gruppen i Tyskland og Breivik.

Men hun aner nok det håbløse i den form for udtjent argumentation med de mange foregående muslimske terrorsager og de seneste eksempler på muslimsk afpresning, jødeforfølgelse og bøssebank og lader kun relativeringen agere godhedsfyld omkring hendes egentlige taktik; at frede al ideologi, også den fra højre, og se bort fra den som forklaring på menneskers handlinger, så mennesker selv står til regnskab mod at islam således går fri - quid pro quo. “[H]vis vi kalder truslen ved sit rigtige navn: Militant ekstremisme. Sindssygdom. Vold.” foreslår hun godvilligt uden tanke på, at man ikke kan kalde vold og militant ekstremisme for årsager til vold og militant ekstremisme. Der er heller ikke lægefaglig dækning for at afskrive militante ekstremister og voldsmænd som sindssyge, var det bare så let. Og det efterlader jo det ikke mindre ubehagelige spørgsmål; om hvorfor muslimer så bare er så meget sindssygere end andre mennesker. Men for at det skal give mening, for islam skyld, så uddyber Stampe at ”Det er dét [ den militante ekstremisme, sindssygdommen og volden], der udfordrer vores demokrati, og som rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn.” (Det er ikke bomben der er farlig for dig, det er trykbølgen. Sobieski ) og overser at det jo netop ikke rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn. Det rammer nogle politiske overbevisninger hårdt og andre ikke og det udgår i sin væsentlighed fra muslimer grundet deres tilknytning til og begejstring for islam.

Vold er skyld i vold. Stampe øver vold på sig selv, sluger kamelen og håber at at få en positionel fordel ved et dronninge bytte

For racisme og mandschauvinisme er ikke skyld i truslerne. De har godt nok vist, at de kan fungere som dødsensfarlige ledetråde for et sygt sind i en voldelig krop. Men det er det syge sind og den voldelige krop, der er truslen. Det er også den, der er truslen mod Hedegaard. Det er ikke islam.

(…)

Truslen er ikke islam, lige så lidt som det er racisme eller mandschauvinisme, når en debattør med et udenlandsk klingende navn eller en kvindelig debattør modtager trusler. Og den truede er ikke ytringsfriheden, men derimod Lars Hedegaard.

Problemet med nazityskland var altså ikke nazismen, men en uheldig overrepræsentation af af mennesker med “syge sind og den voldelige krop” blandt nazister. Hvilket fører til det afgørende spørgsmål; hvad er en ‘voldelig krop’?  Nej, Stampes kunstgreb at frikende sine fjenders ideer mod at islam går fri virker ikke. Hvis det var tilfældet at islam ikke var truslen, hvorledes vil Stampe så forklare Muhammedkrisen? Og sit partis position under Muhammedkrisen? Hvilke syge sind og voldelige kroppe skulle statsministeren holde møde med, hvad skulle vi undskylde for og til hvem? Er der bare særligt mange syge muslimske sind og voldelig muslimske kroppe? Og hvorfor?

Som en ægte radikaler tror Stampe sig begavet alene ved sit medlemskab af Radikale Venstre og mener sig derfor tilpas hævet over Trykkefriheds Selskabet til at kunne belære dem om frihedsrettigheder

For ytringsfrihed er en negativ frihedsrettighed, hvilket de liberale arrangører af dagens debatmøde burde vide. Det er retten til at ytre sig, uden at staten blander sig. Det er derimod ikke en statsgaranti for at kunne ytre sig risikofrit.

Jeg ved ikke hvad andre ved eller ikke ved, men det kan jo godt tænkes at de liberale arrangører af dagens debatmøde henholdt sig til den almindelig opfattelse af negativ frihed, som Isaiah Berlin formulerede det, hvor ethvert menneske var frit til at udleve sine talenter “without interference by other persons”. Noget andet med forholdet til racismeparagraffen, hvor man åbenbart har ret ikke ikke at opleve den. Det vil sige at statens opgave er at opretholde den lov, der sikrer individdets frihed. Eller som det formuleres i Jyske Lov

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for Øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Det er faktisk ikke så svært.

Politikens Bredal mener at “vores principper” kan holde til at blive knægtet

Diverse, Globalisering, Kulturradikalisme, Politiken, Pressen, Satire, Ytringsfrihed, islam, muhammed — Drokles on September 28, 2012 at 5:58 pm

“Film, fatwa og tegninger er ikke samme sag” slår Politikens Bjørn Bredal så rigtigt fast. Men tager politikensk fejl

Man ved snart ikke, hvad man skal sukke mest over, provokatørerne eller de mange, der bider på provokationerne. Provokatørerne er decideret ondsindede, for de må have vidst eller håbet, at de kunne udløse både vold og drab.

Derimod har de fleste af dem, der har ladet sig provokere til at demonstrere, været i deres gode ret, selv om deres vrede er svær at forstå.

Men drabene på den amerikanske ambassadør i Libyen og hans medhjælpere er jo forbrydelser, som ingen hellig vrede skal have lov at undskylde, og det samme gælder al mulig anden vold og lemlæstelse, som skal forestille at være retfærdiggjort af den provokerende film.

Så selv om man altså ikke kan undskylde vold og drab - det “er jo forbrydelser”, trods alt - så er det ”provokatørerne”, ikke volds- og drabsmændene, men “provokatørerne”, der er decideret ondsindede.

Men det er ikke alle, der provokerer muslimer der er ondsindede. Salman Rushdie er en stakkel fordi han er kunster og “har taget afstand fra filmen” Innocence Of Muslims. Og heller ikke det franske venstredrejede satireblad Charlie Hebdo, som jo også og igen har lavet Muhammedtegninger er ondsinde. Hvorfor? Jo…

Det ville næsten være provokerende mærkeligt, hvis de på det lille tegnede blad aldeles overså ugens store historie.

På den måde er der noget ret uskyldigt provokerende over Charlie Hebdo. Bladet spiller sin rolle, normaliteten opretholdes.

Men der er noget skyldigt provokerende ved den hadefude amerikanske film. Og noget helt utilladeligt provokerende ved den fornyede ’dødsdom’ over Rushdie.

Måske Jyllands-Posten ville få fornyet respekt på Politiken ved at gøre det til sin faste rolle, skabe en ny normalitet, at trykke Muhammedtegninger? I så fald vil globaliseringsparathed, som det så smukt hed for en del år tilbage, på Politiken betyde at skomageren skal blive ved sin læst.

Og Bredal undrer sig dernæst over “at millioner af muslimer verden over i den grad tager på vej” over en hvilken som helst ytring, som afsæt for en klassisk Ellemann

Men det gør de altså, og så må vi jo både forsøge at forstå, hvad det går ud på, og (ikke mindst belært af de særligt danske erfaringer med Jyllands-Postens tegninger) finde en pragmatisk vej frem, hvor vi fastholder ytringsfriheden som princip, men ikke som en pligt til hverken at dumme sig eller provokere ved enhver given lejlighed.

Det kan vores principper sagtens holde til…

Hvis “vores principper” er Politikens egne principper så er svaret ja, det kan de sagtens holde til. Men hvis ”vores principper“ er den vestlige kulturs principper om ytringsfrihed så er svaret desværre nej. Bredals præmis er at muslimerne altså tager på vej (reagerer med vold og terror) og at det er derfor at vi skal ændre adfærd. Og dette er decideret at give efter for vold og trusler. Og hvis ikke vi tillige skal bryde vores princip om ikke at diskriminere må dette hensyn gælde alle personer, bevægelser, fællesskaber og sammenslutninger af enhver art, der har lyst til at tage på vej. Og det kan vores principper ikke holde til.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress