Arven Efter Muhammed og hvorfor Sherry Jones er en af de helt store idioter

Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Postmodernisme, islam — Drokles on September 23, 2009 at 4:32 am

Den socialdemokratiske trut Yildiz Akdogan havde i fredagens Weekendavisen et interview med den amerikanske forfatter Sherry Jones, der skrev bogen Medinas Juvel og nu fortsættelsen Arven Efter Muhammed. Akdogans troskyldige nysgerrighed afdækker noget underholdende, men også lidt foruroligende sludder

Ifølge Sherry er det aldersfikserede fokus på Muhammed og hans koner ret misforstået - især hvad angår ægteskabet med Aisha . Hun mener, at de, der beskylder Muhammed for at være pædofil tager fejl - ægteskabet var en politisk alliance mellem ham og hans bedste ven Abu Bekir, som er far til Aisha .

»Hvis han var pædofil, kunne han have giftet sig med mange andre små piger, men det gør han ikke. Han gifter sig også med nogle, han ikke engang har set - det er udelukkende et spørgsmål om politiske alliancer. Ifølge nogle lærde, gifter profeten sig jo også allerede med Aisha , da hun var seks år, men han fuldbyrder først ægteskabet, da hun er ni år.«

Det springende punkt for påstanden om Muhammeds pædofili er ikke indgåelsen af ægteskabet, hvis motiver man kan spekulere i så tosset man vil, men fuldbyrdelsen af ægteskabet. Hvad skulle det til for? Øjensynligt er svaret for ligetil, hvorfor historien skal ændres så Jones kan fortælle om Aishas ”..kamp for kærlighed, men også en kamp for kærligheden til islam

- Men i din bog er hun ældre end ni…?

»Ja, hun er 14 år, og grunden til, at jeg lod hende være det, er blandt andet research og en samtale med min professor i arabisk. Her jeg fik at vide, at man ikke har samleje med pigerne, før de har fået deres menstruation.«

- Hævede du hendes alder for at gøre ægteskabet mere »legitimt« set med nutidens øjne?

»Nej, det er, fordi jeg ikke tror på, at Muhammed vil være sammen med en pige på ni år. Det passer ikke med den person, jeg havde lavet research på. Jeg forholder mig til argumenterne fra de muslimske lærde, som mener, hun må være mindst 15 år. Aisha var på slagmarken med Muhammed, og reglen sagde, at man skulle være 15 år for at deltage. Desuden har jeg læst, at inden for arabisk numerologi læses 6 som 16 og 9 som 19. Jeg valgte et mellemtal, og det blev så 14 år.«

Muhammed var ligesom ikke typen på en pædofil og ulemaen har givet taget fejl af tallene og nedskrevet hendes alder med drastiske ti år! Måske fordi de mente at det passede glimrende på den person, som de havde “lavet research på”?

I »Arven efter Muhammed« er Aisha omkring 19 år. Hun har mistet den, hun elsker, men samtidig er hun indblandet i magtkampen om, hvem der skal være profetens efterfølger. Hun spiller en afgørende rolle i opgøret mellem sin far og profetens fætter Ali. Valget bliver ikke svært for hende, hun hader Ali.

Her bliver det lidt forvirrende for Aisha var gift med Muhammed i 9 år (eller var det 19 år? For i så fald var Muhammed 72 år da han døde og ikke, som de fleste heriblandt Jones selv ellers har hævdet 62 år), men det stemmer dårligt overens med påstanden om af hun skulle være omkring 14 år da de blev gift. Hvis man læser Encyklopædien får man bekræftet den traditionelle opfattelse af Aishas alder da hun døde

‘Aisha bint Abi Bakr, 611-678, en af profeten Muhammeds hustruer. Hun blev enke som 18-årig og tog siden aktivt del i det religiøse og politiske liv. I arvefølgestriden efter mordet på Uthman, den tredje rettroende kalif, kæmpede hun mod Ali, som hun holdt ansvarlig for mordet, men blev i 656 besejret i et slag (Kamelslaget) nær Basra. Aisha menes at have haft stor indflydelse på Muhammeds liv.

Men ikke et ord om hendes alder ved indgåelse og fuldbyrdelse af ægteskabet med den aldrene Muhammed. Den danske udgave af Wikipedia lægger sig i tråd med Encyklopædiens udeladelse og beskriver Aisha således

Aisha bint Abu Bakr (Arabisk: ????? ???’isha, “hende som lever”, også transkriberet som A’ishah, Ayesha, ‘A’isha eller ‘Aisha, tyrkisk Ay?e, Ottomanisk tyrkisk Âi?e etc.) var en af den islamiske profeten Muhammeds koner. På islamisk skrift refereres hun ofte til ved titlen “De troendes moder” (arabisk: ??? ???????? umm-al-mu’min?n), efter beskrivelsen af Muhammeds koner som “De troendes moder” i koranen (33.6), og senere som “De trofastes moder” som i Qutb’s Ma’alim fi al-Tariq (pps6). Hun er citeret som kilde for mange hadither (traditioner omkring Muhammeds liv) med Muhammeds personlige liv som værende emne for de fleste fortællinger.

Aisha blev gift med Muhammed nogle måneder efter dennes første kones død. Hun er en kontroversiel karakter på grund af forskellige skildringer af hende i shia- og sunniudgaver af islams historie.

Det engelske Wikipedia er nu ikke i tvivl om Aishas alder da hun blev gift og ved hendes deflorering

According to the traditional sources, Aisha was six or seven years old when betrothed to Muhammad.[1][3][4] American historian Denise Spellberg states that “these specific references to the bride’s age reinforce Aisha’s pre-menarcheal status and, implicitly, her virginity.”[3] This issue of her virginity was of great importance to early historians who supported the Abbasid Caliphate. These historians considered that as Muhammad’s only virgin wife, Aisha was divinely intended for him, and therefore the most credible regarding the debate over the succession to Muhammad.[3]

Aisha stayed in her parents’ home for several years until she joined Muhammad and the marriage was consummated.[1][3][4][5][6][7] Most of the sources indicate that she was nine years old at the time, with the single exception of al-Tabari, who records that she was ten.[3]

Og lidt mere udførligt fra Answering Islam, der citerer kilderne overvældende

From the hadith of Bukhari, volume 5, #234

“Narrated Aisha: The prophet engaged me when I was a girl of six. We went to Medina and stayed at the home of Harith Kharzraj. Then I got ill and my hair fell down. Later on my hair grew (again) and my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became all right, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s messenger came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age.”

Bukhari vol. 7, #65:

“Narrated Aisha that the prophet wrote the marriage contract with her when she was six years old and he consummated his marriage when she was nine years old. Hisham said: “I have been informed that Aisha remained with the prophet for nine years (i.e. till his death).”"

Tilbage til Sherry Jones for lidt afslutningsvrøvl.

- Ja, men er det ikke lidt selvisk af Muhammed, at han forbyder sine enker at gifte sig på ny?

»Jo, det kan man godt sige. I den nye bog ser vi konsekvenserne af det. Kvinderne lider, de har hverken nogen til at beskytte sig eller nogen at elske. Muhammed gjorde det, tror jeg, for at undgå skandaler og sladder. For eksempel praler Aishas fætter Talha med, at han vil giftes med Aisha , når profeten dør. Jeg kan forestille mig, at de andre mænd i Muhammeds kreds har sagt noget lignende om de andre koner. Muhammed var jo en ældre mand, han døde som 62-årig, hvilket er en høj alder i forhold til tiden. Det var hans måde at stoppe sladderen på og beskytte sig selv politisk.«

(…)

- Betragter du hende som en rollemodel, når hun ikke er noget i kraft af sig selv?

»Igen må man forholde sig til tiden og de omstændigheder, hun levede under. For mig er hun klart en rollemodel.«

Og Muhammed selv fremstår i Arven Efter Muhammed ifølge Akdogan som “mr. Perfekt“. Arven efter Muhammed i lyset af Aisha ser nu noget anderledes ud når man læser, hvad Khomeni havde på hjertet

“A muslim man can have sexual pleasure with a little girl as young as a baby. But he should not penetrate her vaginally, however he can sodomize her”. (Tehriro vasyleh, fourth edition, Qom, Iran, 1990)

For det er jo en banal lære af eksemplet Muhammed, som Front Page Magazine gør opmærsom på

The Koran takes child marriage for granted in its directives about divorce. Discussing the waiting period required in order to determine if the woman is pregnant, it says: “If you are in doubt concerning those of your wives who have ceased menstruating, know that their waiting period shall be three months. The same shall apply to those who have not yet menstruated” (65:4, emphasis added). Allah thus gives directives for a situation in which a pre-pubescent woman is not only married, but is being divorced by her husband.

This behavior by the man whom hundreds of millions of people regard as the exemplary standard of conduct has brought suffering to untold numbers of women and girls.

One Islamic land where child marriage is common – in fact, more common than anywhere else in the world – is northern Nigeria, where Sharia is in force. The Nigerian government has tried to act against the practice, passing a law in 2003, the Child Rights Act, that set the minimum age for marriage at eighteen. Islamic clerics have been the fiercest opponents of this law: Imam Sani, a Nigerian cleric, explained: “Child marriage in Islam is permissible. In the Koran there is no specific age of marriage.” Consequently, “the Muslim clerics have a problem with this Child Rights Act and they decried it, they castigate it, they reject it and they don’t want it introduced in Nigeria.” If the government imposed the law, Sani said, “There will be violent conflict from the Muslims, saying that ‘no, we will not accept this, we’d rather die than accept something which is not a law from Allah.’”

Nigeria is made up of 36 states, of which 18 have passed the Child Rights Act; however, only one majority-Muslim Nigerian state has passed the law, and that with a change that set “puberty,” rather than the age of eighteen, as the minimum requirement for lawful marriage. The result? As many as 800,000 Nigerian women are afflicted with fistula, a disease resulting from early intercourse and pregnancy.

Nigeria is not alone, either in the prevalence of child marriage there or in attempts at reform the practice. In September 2008, Moroccan officials closed 60 Koranic schools operated by Sheikh Mohamed Ben Abderrahman Al-Maghraoui – because he issued a decree stating that marriage to girls as young as nine was justified by Muhammad’s example. “The sheikh,” according to Agence France-Presse, “said his decree was based on the fact that the Prophet Mohammed consummated his marriage to his favourite wife when she was that age.”

It should come as no surprise, then, given the words of the Koran about divorcing prepubescent women and Muhammad’s example in marrying Aisha, that in some areas of the Islamic world the practice of child marriage enjoys the blessing of the law. Time magazine reported in 2001 that “in Iran the legal age for marriage is nine for girls, fourteen for boys,” and notes that “the law has occasionally been exploited by pedophiles, who marry poor young girls from the provinces, use and then abandon them. In 2000 the Iranian Parliament voted to raise the minimum age for girls to fourteen, but this year, a legislative oversight body dominated by traditional clerics vetoed the move.” The New York Times reported in 2008 that in Yemen, “despite a rising tide of outrage, the fight against the practice is not easy. Hard-line Islamic conservatives, whose influence has grown enormously in the past two decades, defend it, pointing to the Prophet Muhammad’s marriage to a 9-year-old.” (The Times doesn’t seem fazed by the fact that “conservatives” in the U.S. are not generally advocates of child marriage.)

And so child marriage remains prevalent in many areas of the Islamic world. In 2007, photographer Stephanie Sinclair won the UNICEF Photo of the Year competition for a wedding photograph of an Afghani couple: the groom was said to be 40 years old but looked older; the bride was eleven. UNICEF Patroness Eva Luise Köhler explained: “The UNICEF Photo of the Year 2007 raises awareness about a worldwide problem. Millions of girls are married while they are still under age. Most of theses child brides are forever denied a self-determined life.” According to UNICEF, about half of the women in Afghanistan are married before they reach the age of eighteen.

Og til sidst giver vi ordet til en grådkvalt Wafa Sultan

Ungeren spøger stadig

Politiken skriver at “Ungdomskulturudvalget under Kultur- og Fritidsforvaltningen har givet Openhagen 20.000 kroner til afholdelse af festivalen ‘Undoing the city’.”, “You can unscrew a lightbulp!” siger amerikanerne om forskellen mellem en el-pære og en gravid kvinde. At omgøre det gjorte er netop også meningen med “Undoing the city”; at omgøre, hvad andre mennesker har gjort, nemlig skabt rammerne om en tilværelse - det en eufemisme for hærværk. Politiken har derfor konfronteret Lars Gaardsøe fra Openhagen, der selvfølgelig ikke kan “tage ansvar for festen“, som han heller ikke ved, hvem der så kan. Det er vanskeligt at tro at den ansvarlige ikke kan tage ansvar når nu Information kan fortælle at

Den hemmelige gadefest er ikke opstået tilfældigt. Den er nøje planlagt. En lille gruppe på to eller tre mennesker har udsøgt sig lige netop Hyskenstræde og tilrettelagt logistikken. Klokken præcis 11 har de sendt en besked ud om lokaliteten gennem en sms-kæde.

Festen er et led i festivalen Undoing the City. Den er støttet af Københavns Kommune og bliver arrangeret af Openhagen, et aktivistisk netværk som arbejder for at modvirke privatisering og kommercialisering af byrummet.

Tidligere på dagen har festivalen afholdt et seminar om ‘gentrificering’ i Folkets Hus på Nørrebro. Det sociologiske begreb betegner den proces, der sker, når den såkaldte kreative klasse indtager arbejderkvartererne i større byer og transformerer dem til hippe bydele med lækre cafeer, designertøjbutikker og tjekkede gallerier. Ejendomspriserne stiger, og det gør lejepriserne også, og til sidst er de mindre bemidlede borgere helt fortrængt fra området. En slags urban forædling, som samfundets svageste betaler prisen for.

(…)

I løbet af eftermiddagen har Information haft lejlighed til at tale kort med en af arrangørerne af den ulovlige gadefest. Han ønsker at være anonym, og efter festen vil han ikke udtale sig.

Og Politiken giver heller ikke meget for Gaardsøes forklaring

[Pol.] Når man læser inde på jeres hjemmeside, så skriver I blandt andet, at »vi kalder borgere, aktivister, kunstnere, intellektuelle og graffitimalere« og at »byen og byrummet er i stigende grad en kampzone«. Kan du så forstå, at folk måske har fået den opfattelse, at det var meningen?

[Gaardsøe] »Graffiti er jo mange ting, og at byen er en kampzone er en generel globaliseringstendens. Byen bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at for eksempel nationalstaten mister sit politiske råderum. Så byen bliver det rum, hvor de politiske kampe får et udtryk«.

Hærværket er ikke nogens skyld, men en generel globaliseringstendens. Der har altid været noget særligt over venstrefløjens vokabular, hvor man kaldte tyrannier for folkerepublikker og nu hærværk for globalisering. Men efterhånden, som den har mistet intelligentsiaen er man forfaldet til en billig anglificering, som man har set det i reklamer. “Openhagen” synes at være smartere end “Åbenhavn”, “Capitalism is boring” skal forstås på et dybere plan end “Kapitalisme er kedeligt”, “Street Dancing” er sjovere end “gadedans” og det er mere filosofisk at sige “There is no point, thats the point”, frem for det måske mere afslørende “Der er ingen mening det er meningen”. Man kommer til at savne slagere som “Ingen kønskamp uden klassekamp..”. Jeg er overbevidst om at Dansk Folkeparti kunne hente enorme pengedonationer fra den yderste venstrefløj, hvis de blot sendte girokort rundt med teksten “Stop imperialism, fascim, strife, submission, destruction of the peoples culture, oppression of women, invasion of small countries, demografic warfare…..: Support the PPD - 15.000,-” (Peoples Party of Denmark, forkortelser, som PFLP, DKP/ML, BUPL, FARC og DDR går rent ind). Endnu bedre ville det virke, hvis man truer med væbnet kamp. Nok om det.

Men Lars Gaardsøe kender ikke noget til noget. Fra indledningen af Informations artikel

Folk står og snakker stille i små grupper. Støvregn falder langsomt. Det er fredag aften på Strøget ud for Helligåndskirken. Klokken er fem minutter i 12.

Flere kommer til. Alle er mørkt klædt. Gennemsnitsalderen er lige under 20.

Lige så stille begynder folk at trække ned i Hyskenstræde. Så kommer en lastbil trillende ad Strøget og drejer ind i den korte gade.

Lastbilen parkerer på tværs mellem fortovene. Nu går alting pludselig stærkt. Fyre klædt i sorte jakker med hætterne spændt tæt om hovedet stiller stiger op af husene og spænder bannere ud over gaden, de kaster cykelkæder op på elledningerne, så gadelamperne slukker, mens andre tænder bål på hjørnet af Strøget, sprøjter graffiti ud over facader og butiksvinduer og klistrer plakater op med påskriften “Kulturkamp/Kampkultur”.

Folk jubler. En vild fest er begyndt.

Uha, hvem kan det være? Samme ideologi, som Ungerens unge, samme aldersgruppe, som Ungerens unge, samme aktivitet, som Ungerens unge, meget øvet i deres metier, som Ungerens unge og ja samme tøj, som Ungerens unge. Mennesker, der kender hinanden og kender til hinanden og hinandens omgangskreds eller sagt på nudansk - et netværk. Lars Gaardsøe, der skriver for Internationalt Forum, hvis nogen trænger til et grin, er helt udenfor det netværk og tænkte blot, ” at det lå godt i tråd med resten af festivalen” når sådan “en masse selvstændige grupper bød ind med aktiviteter, de havde lyst at lave.

Kampen om Ungdomshuset handlede altså ikke om at de unge ville have et sted, hvor de kunne være sig selv. Det handlede om en flirt med fascisme, der havde besat offentlig ejendom, hvorfra det prøvede at tvinge sin ideologi om det rette liv nedover det åbne og frie samfund, der nærede dem ved sit bryst. Og det handler det stadig om.

“Byrummet i Indre by er så trimmet og pænt. Men vi vil lave noget uorden og ravage. Vi vil yde forædlingen modstand. Der skal være fest og graffiti,”

Normaliteten skal bekæmpes og, som vi så det på Nørrebro er alt, der ikke er de unge sortklædte aktivister et udtryk for normalitet og farlig pænhed. Almindelige mennesker med almindelige indkomster, der passer på og vedligeholder deres ejendele og respekterer det gamle håndværk, der er lagt i deres huse - nogle endda fredede er en trussel mod disse unge kommunalt støttede mennesker. Med 29 år på bagen er Gaardsøe og hans navneløse aktivister i en ideel position til at demonstrere overfor fremmede mennesker at de lever forkert. Ingen begrundelse; der SKAL være fest og grafitti og du bor i “kampzonen”!

Venstrefløjen nedsunket i ressentimentsideologi

Godheds-industrien, Historie, Multikultur, Politik, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on December 3, 2008 at 9:20 pm

En fremragende ældre artikel på Tidehverv af Lars Hedegaard, som bør læses i sin helhed. Hedegaard demonstrerer i overlegen stil at han er andet end en skarp satiriker - han er en af landets fineste analytikere af Danmarks nyere åndshistorie.

Det, der undrer allermest ved udviklingen, er den ringe modstand, som imamernes ideologi mødes med. Man kunne forvente, at modstanden ville komme fra i hvert fald to sider: fra det, man engang kaldte borgerskabet - altså det, som Marx kaldte bourgeoisiet, den samfundsklasse, der er bærer af den kapitalistiske produktionsmåde - der vil gå til grunde i et samfund, hvor den islamiske lov, shariaen, vinder frem. Og man kunne ligeledes have forventet, at talsmænd for de såkaldte arbejderpartier energisk ville have sat sig til modværge mod udbredelse af imamernes tankegods.

Intet af dette er sket. Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Vi har ikke længere nogen borgerlig opinion i Danmark. Jeg mener borgerlig i den marxistiske forstand som en ideologi, der på den ene side forsvarer den private ejendomsret, men som sandelig også betragter sig som en progressiv kraft og en forsvarer af de vestlige friheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så var det præcis sådan, Karl Marx betragtede kapitalismen og i øvrigt også den vestlige imperialisme. Som progressive fænomener, hvis udbredelse indebar enorme fremskridt sammenlignet med de tilstande, som menneskeheden hidtil havde levet under.

Intelligentsiaens tid
Jeg tror, der skete noget afgørende i 1956 og årene derefter. Mens den danske storstrejke - efter at regeringen havde besluttet at ophøje det forkastede mælingsforslag til lov - røbede et vist klassekampspotentiale hos arbejderne, fejede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden senere samme år alle revolutionære muligheder af bordet. Et par år senere begyndte Danmark at nyde godt af kapitalismens Gyldne Periode, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt kapitalismens storhedstid. Som det snart skulle vise sig, blev kapitalismen fra og med 1960erne stort set i stand til at opfylde arbejdernes materielle krav, og det var ikke længere nødvendigt for arbejderklassen at kæmpe for ændringer i ejendomsforholdene eller at antaste arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Dermed ophørte klassekampen mellem lønarbejde og kapital forstået som en kamp om magten over produktionsmidlerne og privatejendommen. SF og DKP blev i stigende grad kulturbevægelser (eller hvad man nu skal kalde dem), der havde opgivet at omvælte kapitalismen, skønt de stadig betragtede produktionsmåden med afsky.

Efter nogen tøven indså danske kapitalister, at hverken fagbevægelsen eller de socialistiske partier truede deres kontrol med produktionsmidlerne, og dermed mistede borgerskabet sin interesse for ideologi. Da ejendomsretten ikke længere var truet, opgav man forsvaret for frihedsrettighederne og trak sig i stigende grad ud af den principielle politiske kamp. LOs afgående formand Thomas Nielsen kunne ganske vist i 1973 proklamere, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til godt. Men det samme havde arbejdsgiverne. Og som det snart skulle vise sig, havde de tilsammen sejret over skatteyderne.

De gamle industrielle klassemodsætninger (som Marx mente ville tilspidse sig mere og mere) forsvandt ikke, men mistede efterhånden betydning. Ingen forestiller sig længere, at det socialistiske samfund er en sandsynlig eller uafvendelig afløser for den bestående økonomiske orden.

Kapitalismens uhyre produktionskraft skaber ikke bare nok overskud til at give de forhenværende proletarer en levestandard, som kun grever kunne håbe på i generationerne før. Der bliver tilmed overskud, der er stort nok til, at såvel præindustrielle som postmoderne klasser kan vokse op.

De nye klassers materielle forankring er ikke i produktionssfæren, men i den offentlige økonomi, som de konstant kræver udvidet. Iøvrigt har udviklingen af klasserne slet ikke været, som Marx og langt de fleste marxister i hvert fald indtil 2. Verdenskrig forudså.

Den ellers dødsdømte bondeklasse er mægtigere end nogensinde, fordi den har fået magten over op mod halvdelen af EUs budget foruden beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. (Det er i øvrigt interessant, at forestillingen om det ønskværdige i at skattebetale for en bondeklasse, som markedet ikke vil betale for, ligner de førmoderne idéer i nazisternes partiprogram og propaganda om nødvendigheden af at bevare bondestanden af hensyn til dens kulturelle og racemæssige betydning. Nu skal vi bevare bønderne af hen syn til landskabets pleje. Bønderne har altså fået en erklæret kulturel, nærmest æstetisk betydning.)

Der er derudover opstået en klasse, som man som en første tilnærmelse kan kalde intelligentsiaen (idet jeg her bruger et udtryk, som den danske marxist Gustav Bang formulerede allerede i 1915), og hvis missionsbevidsthed er overtaget fra den gamle og nye venstrefløj, der i løbet af 1970erne begyndte at penetrere statsapparatet, som bliver det virkelige sæde for den nye klasses magt. Via statsapparatet og den politiske propaganda, der udgår derfra, kan man kontrollere sine egne allokeringer, og tilmed forøge dem, hvis de kan motiveres med nye udækkede behov.

Efterhånden er der sket en sammensmeltning af det centrale statsbureaukrati og andre eliter: pressen, kirken, hele kulturlivet, forskellige antiimperialistiske og militant-humanistiske bevægelser, universiteterne, alle vigtige organisationer (LO, DA etc.) og domstolene. På et tidspunkt, der formentlig ligger engang i 1980erne, er der opstået en slags fællesideologi, der holder sammen på hele klassen og begrunder dens magt, og som bl.a. med EU-støtte forsøges udbredt til hele folket.

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Ummaen omfatter som bekendt en meget hurtigt voksende befolkning på 1,3 milliarder, og under intelligentsiaens herredømme har vestlige nationer ingen virksomme midler til at begrænse ummaens formering og f.eks. heller ingen lovlige midler til at diskriminere inden for de sociale ydelser. Intelligentsiaen har dermed pånødet befolkningen et system, der nødvendigvis må indebære velfærdsstatens sammenbrud. Vi ser allerede i dag, at statsinstitutionerne bryder sammen: folkeskolen, de sociale sys temer, ordenshåndhævelsen etc. Hurtigt vil vi ende i en situation med et konstant højt skattetryk ledsaget af en stadig dårligere service og en hastig nedbrydning af retsstaten. Hvis denne skæbne skal undgås, må man enten bryde imamernes ideologiske indflydelse (og det er det sidste, intelligentsiaen vil gøre), eller man må sætte sin lid til så store tekniske fremskridt inden for den kapitalistiske produktion, at man når frem til en slags kommunistisk samfund, hvor enhver dansker knokler efter evne, og enhver muslim nyder efter behov. Det sidste er lige så usandsynligt som det første.

Tolerance som herskabsideologi
Hvordan kan vi nærmere karakterisere intelligentsiaens ideologi? Den er først og fremmest præmoderne og har i virkeligheden været det lige siden, venstrefløjen begyndte at tvivle på revolutionsfortællingens holdbarhed. Da intelligentsiaens krav på ideologisk førerskab ikke længere kunne begrundes med den videnskabelige indsigt i den historiske nødvendighed, måtte man finde andre måder at legitimere magten på.

I første omgang søgte man historisk fodfæste ved at alliere sig med forskellige voldsbevægelser i fattige og helst fjerne lande. Således var støtten til Kina, Albanien, Kampuchea, Vietnam o.s.v. fundamentalt set en regression fra moderniteten. Men antiimperialismen blev præsenteret som både teoretisk velforankret og eminent gennemførlig, selv om den intet havde med den klassiske marxisme at gøre.

Den antiimperialistiske legitimering kunne imidlertid heller ikke opretholdes, fordi det hurtigt blev klart, at de bevæbnede revolutionære intetsteds havde opnået noget, som ikke hurtigere og lettere kunne have været sikret uden voldshandlinger. Et strålende eksempel er den panegyrik, der i 1980erne ombølgede Zimbabwes frihedshelt Robert Mugabe, som siden har ødelagt hele landet. Det samme er sket - eller er på vej til at ske - i mange andre lande fra Bolivia til Etiopien, Iran og Korea.

Det nye legitimeringsgrundlag, der afløste den voldelige antiimperialisme, blev en syndsbevidsthed, som man systematisk fremelskede ved at kontrastere den danske befolknings reserverede modtagelse af indvandrere fra fremmede kulturer med det ideelle krav, man burde leve op til: nemlig ubegrænset tolerance. Vi er endt med en slags statssanktioneret bjergprædiken, som ingen kan leve op til, medmindre de vil springe i havnen, og som derfor kan begrunde endeløse fordømmelser af den almindelige befolkning i pressen, kirken, på læreanstalterne og for domstolene. Efterhånden foregår dette i voksende alliance med det europæiske meningspoliti.

Intelligentsiaens eller, om man vil, skyld-mafiaens, tolerance-ideologi afslører sig netop som ideologi derved, at den savner enhver materiel eller praktisk begrundelse. I et forsøg på at dølge ideologiens karakter af ideologi insisterer intelligentsiaens talsmænd på at blive betegnet som eksperter også, når de udtaler sig om rent moralske anliggender, eller når de blot udtrykker egne fremtidsdrømme.

I modsætning til det omgivende samfunds konsekvensetik bygger skyld-mafiaens ideologi på en hensigtsetik. Den rette hensigt og den alene afgør, om et udsagn overhovedet kan fremføres.

For at opretholde facaden er intelligentsiaen nødt til at gå til angreb på videnskaberne. Universiteterne bliver omdannet til repositorier for den knæsatte og moralsk acceptable viden, mens man ligesom imamerne bekæmper ny viden, der ikke tjener den herskende klasses interesser, f.eks. empirisk funderede oplysninger om islam. I voksende grad må intelligentsiaen tage sin tilflugt til førmoderne og i en vis udstrækning obskurantistiske antagelser, der breder sig som en løbeild i de udviklede kapitalistiske samfund. Derfor er historiestudiet forsvundet fra skolevæsenet. Fortiden betragtes som en forbrydelse, som vi ikke har behov for at forstå, men som blot skal fordømmes. Da det samfund, der bekoster skyldmafiaen, fortsat er struktureret som et nationalt fællesskab med en øvrighed, der udgår af den almindelige stemmeret, gælder det især om at udslette den del af historien, der omhandler folkesuverænitetens og demokratiets fremkomst.

Og hvis man gerne vil have et humoristisk eksempel på fænomenet ressentimentsideologi er her komiker, skuespiller og entertainer Hugh Laurie

———————————————————

Af en eller anden grund er henvisningsfunktionen slået fra på den nævnte Hugh Laurie video og man kan derfor ikke se den direkte Monokultur. Men den kan ses på Youtube på nedenstående link.

http://www.youtube.com/watch?v=Q8chs2ncYIw

Socialdemokraterne vil fejre pædofeten

Multikultur, Politik, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on October 7, 2008 at 2:47 am

Fra Kristeligt Dagblad

 

De fleste medlemmer af folkekirken bruger alligevel ikke store bededag til andet end at holde fri og gå i haven og måske spise en enkelt varm hvede. Så hvorfor ikke flytte den særlige danske helligdag, så den passer sammen med datoen for den muslimske afslutning på ramadan-måneden, den såkaldte eid-fest, siger Socialdemokraternes kirkeordfører Karen Kirk til Kristeligt Dagblad.     

Det kunne blive en fælles helligdag og fridag for kristne og muslimer, og for den sags skyld kunne jøder og buddhister også bruge den i deres religiøse traditioner.

 

Se, det var en god ide. En endnu bedre ide kunne være at rykke eid-festen til 1. maj, der i forvejen er en stærkt ekskluderende festligholdelse af totalitære tanker og grusomme fyrster. Så kunne man spise kulturberigende maj til alle sine øl, mens man hørte på imamer og socialister tilsvine det frie menneske. Man kunne synge eller brøle - alt efter religiøs tilgang til den syndige musik - om blod, kamp og faner og se for sig morgenrøden bringe død over kulakker, kapitalister, jøder og andre vantro. Og man kunne bedre koordinere indvandreres og autonomes optøjer så timingen passer bedre i forhold til fagbevægelsens demo’er.

Kaosidioterne,… undskyld Kaospiloterne

Diverse, Postmodernisme, Pædagogik — Sobieski on August 31, 2008 at 1:38 pm

Der er næppe noget mere kvalmende end den type invasiv psykoterapi, som kaospiloter og andre charlataner praktiserer overfor uheldigt udvalgte personer fra den arbejdende almue. Dette coaching, psykodrama, teambuilding nonsens er åbenbart helt blottet for etik, i det der skaltes og valtes med menneskers sjæleliv, på slap line og uden sikkerhedsnet. Man for blotlagt og ommøbleret sit indre, men det er småt med hjælp når skaderne skal genoprettes.
Her følger et eksempel på den slags coaching-lort. En tidligere studerende ved kaospiloterne (og det er “tidligere” med fed streg under) har henledt min opmærksom på bitter-blog’s historie, med den følgebemærkning, at det kursusforløb som omtales i indlægget præcist beskriver noget essentielt i kaospilotuddannelsen. Her er teksten i sin helhed (fra Bitter Blog):

Værdiløshed

Jeg klager ofte over ressourcespild i det offentlige system. Man bør dog heller ikke glemme, at det også eksisterer i det private erhvervsliv, selvom man her har mulighed for at fravælge de firmaer, som skyller sine og dermed engang kundernes penge ud i lokummet. Et godt eksempel er et firma, jeg arbejdede i for nogle år siden, hvis produkter jeg aldrig vil drømme om at købe, da jeg ved, de ville koste det halve, hvis vi ikke havde været på værdiseminar. Ja, lige præcis, netop som folk begynder at opdage den rustne og gennemhullede bund i teambuilding-vognen, så har man bare fundet på værdiseminarer i stedet.

Vi blev udstationeret på hotel i tre uger, og vi var naturligvis blot det første hold. Da vi ankom til hotellet, hængte der en fin planche med hotellets værdier. Personalet havde tydeligvis været igennem det samme helvede som os, hvilket forklarede værelsespriserne og manglen på erfarent personale. Jeg påpegede for mine kollegaer, at vi burde kopiere hotellets værdier og tage på arbejde i stedet, hvilket naturligvis kun affødte hånlige fnys fra den flok af Politiken-abonnenter, de var.

Da min hjerne har en forsvarsmekanisme mod sindssyge, husker jeg kun få dage af seminaret. Vi mødtes første dag i en stor sal, og den samlede mængde af inkompetence var enorm. Efter et tre timers foredrag fra direktøren om, hvor vigtigt et arbejde, der stod foran os, forlod han etablissementet, kørte hjem i sin Audi og vi hørte ham aldrig igen nævne et ord om værdier. Så begyndte mareridtet. Firmaet havde hyret nogle skuespillere og en kaospilot til at køre seancerne, og derefter gik det kun ned af bakke. Det var som at være i børnehave igen bortset fra, at det var skægt første gang.

De nærmere detaljer i udskejelserne på seminaret skåner jeg jer for, men jeg kan nævne, at vi bl. a. var fugle en dag og skulle løbe rundt og pippe. Vi kæmpede også med værdi-skjold og værdi-sværd og spillede nøgenteater, der blandt andet inkluderede en frustrations-ballet. Alt for at komme frem til en bruttoliste af ord, som var potentielle værdier for firmaet. Det var jo et herligt resultat, som næsten fik en til at glemme de kompetente kollegaer, der blev fyret derhjemme på samme tid. Firmaet fyrede nemlig omkring tyve medarbejdere per måned, og så gav det rigtig god mening, at vi brugte noget, der nærmede sig 100.000 om dagen på at finde frem til værdiord, som alle med rette er komplet ligeglade med bagefter. Der var måske en af kollegaerne, som omtalte værdierne en uges tid efter seminaret, og derefter blev de totalt glemt, for ingen kan bruge sådan en gang varm luft til noget som helst. I løbet af fjorten dage var alt tilbage ved det gamle, på nær at en masse af de kvindelige kollegaer kastede op på toilettet om morgenen.

Jeg lærer aldrig at forstå sådan en disposition, for jeg har aldrig oplevet noget som helst af mening opstå ud af det psykologiske sidestykke til swinger-klubber, som værdiseminarer er. Det er ren CV-opbygning og beskæftigelsesterapi for HR-folk og latterlige kaospiloter, som åbenbart skal genere arbejdsomme mennesker med deres respektløse, påtrængende og invaderende udadvendthed. Men det må jo være fordi, de ikke kan andet. De skulle have en ordentlig lussing, afskediges, tvinges til at holde gaderne rene, og så må de for min skyld diskutere værdier, så tosset de vil bagefter. Men så kan de selvfølgelig ikke vedligeholde en indkomst, som dækker udgifterne til latterlige, grimme samtalekøkkener og tåbeligt retromodetøj til deres stupide afkom, der hjælper dem til at glemme, at de absolut intet kan udrette i en virkelig verden.

Åh ja, og jeg behøver vel ikke at nævne, at de fem ord, som tre hold kom frem til efter i alt ni ugers brutal nedslagtning af sund fornuft var nøjagtig magen til dem, som hotellet havde på den liste, jeg læste den første dag? Bortset fra, at kaospiloten havde skrevet ”trykhed” på vores liste.

Mere om kaospiloterne: Kaospiloternes ny rektor på P1

PET vil have newspeak

Postmodernisme, islam — Drokles on August 14, 2008 at 6:35 am

Så er der en nyhed af så surrealistisk karakter at jeg flere gange har tjekket for at se om det skulle være 1. april. Ak, det er kun den 14. august. Fra DR

Politiets Efterretningstjeneste, PET, vil have ord som “jihad”, “mujahideenere” og “martyrer” fjernet fra myndighedernes sprogbrug.

Det er ord, som terrorister kan bruge til at retfærdiggøre vold, mener PET, og derfor bærer man ved til terroristernes bål, når man bruger de begreber og ord som terroristerne selv beskriver deres handlinger med.

Kamp om ord
PET fremlægger derfor et sæt retningslinjer, som myndigheder bør rette sig efter, når man taler og skriver om terrorisme.

- Det handler ikke om politisk korrekthed, men om at sikre en sprogbrug, der er så præcis og objektiv som muligt. Terrorister kæmper ikke blot en voldelig kamp, men også en kamp på ord - om et bestemt syn på verden, siger chefen for PET’s afdeling for sikkerhed Anja Dalgaard-Nielsen.

Ifølge PET er kernen i mange terrorgruppers budskab, at muslimer undertrykkes og ydmyges af Vesten. De har et anti-vestligt verdenssyn og bruger sproget til at skabe en kløft mellem muslimer og resten af verden. På den måde retfærdiggøres vold i islams navn.

Siden hvornår har PET haft særlige følelser for terroristers selvforståelse? Jeg mindes ikke at kommunister fik de samme hensyn, skønt både trotskister og leninister kunne føle sig støt over at blive slået i hartkorn med maoister. Og siden hvornår er det vores opgave at sikre en heldig teologisk udvikling af andre religioner? Hvis muslimer er uenige i Osamas udlægning af Koranen, kan de jo blot gøre en indsats i at vise hvori han tager fejl. Eller det er måske problemet; de kan ikke modsige hans udlægning.

Vrøvleavisen 180 Grader lægger spalteplads til sludrechartol

Historie, Postmodernisme, islam — Drokles on August 9, 2008 at 8:27 pm

Relativismen - de ved den med at affærdige naboens hustruvold med at man jo også selv skændes med sin kone fra tid til anden - trives stadig i Danmark. På det intellektuelt hensygnende 180 Grader demonstrerer en folkeskolelærer (ak ja) således disciplinen i sin pinagtigste nøgenhed, slet skjult bag en uforskammet stråmandsargumentation. I stedet for at argumentere imod at islam skulle udgøre et overordnet problem, som vi ”... med den sunde fornuft koblet totalt fra..” retteligt hævder så vil Pilegård således gøre op med holdningen “…det hele handler om islam”.

Den slags formuleringer er en bekvem bagdør ud af meget af den kritik, der nu skal følge, men netop fordi det er en stråmandsargumentation, vil jeg tage argumentationens ånd for pålydende. Lad os starte med den grundlæggende fejlslutning, der efterlader den stakkels Pilegård i forvirring og selvmodsigelse, pakket ind i en konstant og malplaceret hån af sine modstandere.

Meget kan i disse år, og med den sunde fornuft koblet totalt fra, siges om islam og muslimer. Og som den palæstinensisk-amerikanske forsker og forfatter Edward Said noterede sig, så kan alt i den muslimske del af verden tilsyneladende reduceres til det religiøse indhold i islam. Det fører til generaliseringer malet med en alt for bred pensel - f.eks. ideen om at der skulle være en særlig “islamisk tankegang”.

Edward Said? - manden der sagde at forskellen mellem Vesten og Orienten var en falsk forestilling typisk for Vesten, nu ber’ jeg dem.

Formuleringen “..en særlig “islamisk tankegang” kan umiddelbart forstås på tre måder. For det første meget bogstaveligt, hvor der kun er én bestemt “islamisk tankegang” der ikke tillader variationer. Denne vulgarisering af et udsagn er et stråmandsargument og bruges ofte af relativister, der ved at påvise eksistensen af en eller anden isoleret muslimsk stamme på Borneo med svinekød på menuen kan afvise deres eget falsum.

En anden forståelse er, at islam slet ikke kvalificerer sig til at få prædikatet “tankegang” - fordi den er så dum. Heri kan man jo kun være enig, men det bliver sværere at operere med som fænomen, og det er næppe hvad Pilegård mener.

Eller endelig - og det er nok meningen - kan sætningen forstås bredt, som om der ikke er en tankegang som sådan, man kan kalde for islamisk. Denne forståelse er direkte vrøvl, for hvad er religion, hvis netop ikke en tankegang? Religion, filosofi, ideologi, kultur er alle tankegange, der sætter mennesket intellektuelle udfoldelse i en mere eller mindre snæver ramme.

Afvisningen af en islamisk tankegang harmonerer i øvrigt dårligt med islams kernedogmatik om den endelige åbenbaring og Muhammed, som det store segl (slutsten). Men således er det desværre. Ved at ophæve selve ideen om, at den måde mennesket anskuer Verden på er afgørende for den måde hvorpå mennesket handler, kommer Pilegård følgende ud i noget frygteligt roderi, hvor der vrøvles og leges med de historiske sandheder han selv mener, at man ikke skal tage let på. Frustrerende nok har klummeisten i virkeligheden de mentale værktøjer til at forstå sin egen vildfarelse, men overser at bruge dem, netop fordi han har ophævet “tankegangen”. Men først til 180 Graders underoverskrift/indledning til klummen, der på en gang præcist summerer Pilegårds selvmodsigelse op og samtidigt ekstremt dumt erklærer sig enig.

Lars Pilegård minder om, at Mellemøstens historie rummer andet end islam, som kan forklare de muslimske befolkningers had mod Vesten.

Hvorledes kan man forklare en religiøs gruppes fælles had med en geografisk størrelse, der ikke er fælles for den religiøse gruppe - hvis ikke netop de muslimske befolkninger delte en islamisk tankegang? Pilegård blander konstant Mellemøsten og den islamiske verden (ironisk døbt; muslimistan) sammen og taler snart om det ene, snart om det andet. Ordene “minder om” er 180 Graders indrømmelse af at godtage dette nonsens, men de rammer relativismens selvmodsigelse på hovedet ved at arbejde ufortrødent med begreber (den islamiske verden), hvis essens man fornægter (islamisk tankegang).

For selv om det er rigtigt at der er mange faktorer på spil for alle lande, regioner, kulturer så har tankegange (som f.eks. den kommunistiske), nogle konsekvenser, der løber som en rød tråd gennem alle de berørte stater. Men man glemmer alt for ofte at andre faktorer også kan have sit udgangspunkt i tankegange (kultur, religion) og i stedet for bare at liste nogle op i en lang smøre skal man finde deres rette orden, ved at se på hvilke faktorer, der er udløsende for andre. Hvis man tænker økonomi er det måske en dårlig tankegang at ringeagte det ene køn (som det også er en kilde til dehumanisering og efterfølgende vold), hvorimod ringeagt af det ene køn ikke nødvendigvis kommer af en begrænset økonomi. Sådan er det med tankegange, de er fundamentet for menneskets handlen, og jo mere omfattende og styrende tankegange er, jo større “gennemslagskraft” har de på menneskenes liv og deres samfund. Derfor er det så interessant at se på kvaliteten af disse tankegange. Det er i øvrigt også en optimistisk måde at anskue det på, at vi, som mennesker har muligheden for at vælge og ikke bare er slaver af ydre faktorer eller underliggende strukturer.

Men Pilegård har det svært med årsagssammenhænge for trods den manglende islamiske tankegang, kan islamiske bevægelser pludselig godt få resonans.

Men når radikale bevægelser dukker frem og opnår en vis gennemslagskraft, så er det selvfølgelig udtryk for, at disse bevægelser nærer sig ved mere grundlæggende utilfredsheder i større dele af befolkningen. Manglen på politisk og økonomisk frihed i Muslimistan spiller ind, men det gør selvfølgelig også vestlig ageren i regionen.(…)

(…) ….der er en bredere, folkeligt baseret vrede i den muslimske verden, vendt mod Vesten og særligt USA.

Ikke blot modsiger udsagnet den indledende påstand om en manglende islamisk tankegang, men det giver tillige ingen som helst mening.
Hvorfor skulle der være en gennemslagskraft for terrorgrupper og radikale bevægelser, der med vold fremmer en dagsorden - kalifatet - der er selve antitesen til politisk og økonomisk frihed? Det ville jo svare til, at man havde marxistiske terrorgrupper der kæmpede for en endnu mere forbenet udgave af marxismen i de marxistiske lande, og som havde en folkelig gennemslagskraft igennem ønsket om mere frihed fra marxismen. Det er, som man siger så forkert, at ikke engang det modsatte er sandt.

Som sagt har Pilegård værktøjerne til at forstå sit eget sludder. Han operer således med begrebet “gennemslagskraft” i befolkning, hvilket er en fælles tankegang og deling af et sæt værdier. Dette behøver han blot at hæve et ekstra abstraktionsniveau for at komme på sporet af den virkelighed vi andre lever i.

Men Pilegård vil gerne opstille alternative og lokale forklaringsmodeller i et forsøg på at klippe den røde tråd, der rettelig hedder islam. I en surrealistisk remse af usammenhængende og irrelevante ’sandheder’, der skal være modvægt til “islamisk tankegang” som indflydelse på det islamiske morads, påstår Pilegaård at “…islam i disse år er under massivt angreb” og dette fra “…stærkere globale magter” med “…interesser forbundet med islam og muslimer“. Hvis bare jeg vidste, hvad han taler om….

De mange eksempler er ganske uforståelige; for hvilken forklaring er “Og Israel er omgivet af muslimske nationer, som aldrig rigtig har accepteret jødestatens eksistens.” - på noget som helst? Det stiller jo kun spørgsmålet om, hvorfor de muslimske nationer dog ikke har anerkendt Israels eksistens, og så er man jo tilbage til en fælles “islamisk tankegang”. Både omfanget og dybden af sludder, misforståelser og usandheder er så rystende, at jeg ikke kan behandle dem efter fortjeneste og derfor bliver det næste her også ganske overfladisk.

Som eksempel på det pres islam er under, gør Pilegård op med forestillingen om den islamiske verden som en sammenhængende politisk enhed, uagtet eksistensen af OIC: En sammenslutning af muslimske lande, der finder fællesskab fordi de er muslimske. Enheden antydes ligeledes af Pilegård selv, når hele hans klumme skal forklare en sammenhængende følelse og de deraf udledte reaktioner. Og den demonstreres i det virkelige liv gang på gang f.eks når et par tegninger (tegninger, intet andet, blot tegninger, streger på et stykke papir, der tjener til at vække tanker hos beskueren) afføder samlet islamisk fordømmelse og mange steder endda vold mod ikke-muslimer.

Pilegård overser også, at den langvarige konflikt mellem Indien og Pakistan, en konflikt han smart, og i dette henseende vildledende, kalder geopolitisk, er religiøs i sin substans. Muslimerne i Indien nægtede af leve i et sekulært Indien og i stedet, ved en blodig krig etableredes Pakistan (hvilket betyder de renes/rettroendes land!) for at sikre sig et liv under islamisk overherredømme. Konklusionen på denne del af klummen er da også et guldkorn af den anden verden.

Også i Kina, i Thailand og på Filippinerne er der muslimske mindretal, som i mange år har kæmpet for selvstændighed. Ja, én af årsagerne til, at en lang række globale aktører har interesser forbundet med islam, er netop at muslimer lever som store mindretal i andre nationer i langt højere grad end noget andet religiøst mindretal i verden.

Uden tanke på hvorledes en gruppe mennesker uden en fælles tankegang kan kæmpe for selvstændighed. Og hvis store muslimske mindretal er forbundet med voldelige krav om selvstændighed, vil Pilegård så være enig i, at man ikke skal have flere muslimer ind i Danmark hvis man vil undgå en borgerkrig? At deres antal udgør en direkte trussel mod freden? Og mens jøderne, der også udgør mindretal i det meste af verden, producerer stor kultur, videnskab og Nobelpriser på samlebånd, så er muslimerne tabere både i de lande hvor de har magten og i de lande, hvor de er mindretal, som de også er dem, der forfølger og terroriserer alle andre - om det så er grønlænderne i Gjellerup, buddhistiske skolepiger i Thailand, koptere i Egypten, og hvor ingen andre er til stede - hinanden som overalt i den muslimske verden. Næh, min kære Pilegård, det er islam der terroriserer alle andre.

I den sidste halvdel af klummen sprøjtes en masse information ud, som om det var argumenter eller dokumentation for en anden sammenhæng under parolen “Men lad da dém argumentere for det, som mener, at islam i sig selv er vigtigere til en forståelse af den muslimske verdens aktuelle elendigheder, end de forskellige forhold der er beskrevet her“. Her får vi CIA’s synderegister rullet op, olieselskabernes grådighed og tesen om “del og hersk”, som en forklaring på den modvilje mod Vesten i den islamiske verden, kulminerende med terrororganisationer som al Qaeda. Alt har Vesten som den røde tråd, hvilende på den præmis, at alt der kommer i kontakt med Vesten tager varig skade og at muslimerne er passive agenter (Englænderne bombede København i to omgange, og vi mistede udover flåden hele vores industri, og vores kultur blev siden angliseret med T-shirts og americana - so what?).

Pilegård citerer Osama til større forståelse for nogle strømninger i den islamiske verdens forhold til Vesten og går i rette med Per Stig Møller for at “… synge med på sangen om, at Al Qaedas krig mod Vesten “ikke er rationel, men blot udtryk for at “de hader vores livsstil og civilisation” da Osama i grunden bare fører “identitetspolitik”, (?) “… selvom der ikke er tvivl om, at han gerne ser et rædselsfuldt shariastyre indført“. Han advarer mod at lade sig forføre af Osamas retorik. Men det er lige hvad Pilegård selv bliver - forført af religiøs retorik.

For Pilegård sammenblander begreberne logik og rationalitet - en fejl vi kan være sikre på, at den akademisk skolede Møller ikke begår - og antager derfor, at Osama er rationel fordi han handler logisk på baggrund af sit religiøse udsyn. Men ’rationel’ i Møllers og det dannede menneskes forståelse er en afvisning af religiøse og overtroiske verdensbilleder til fordel for den menneskelige fornuft og således antitesen til Osama, uanset logik. For at skære det ud i pap så er det Osamas målsætning om et shariastyre, der per definition gør ham irrationel.

Ved sit tendentiøse udvalg af uheldig vestlig ageren, kommer Pilegård uforvarende til at give Osamas religiøse og irrationelle sludder et videnskabeligt udtryk, der netop ikke er rationelt. Dette er så meget mere pinligt når Pilegård selv angriber sine modstandere for at tage “…let på mange historiske fakta” og, at de ikke mønstrer “…nævneværdig refleksion, argumentation eller dokumentation.“. Per Stig synger derimod ganske rent.

Hvis man påpeger vestlige påvirkninger, kan man ikke blot gøre som Osama og vælge de, der passer ind i ens religiøse forestillinger. Man er nødt til at se på alle relevante påvirkninger såsom englændernes (især) enorme arbejde med at udrydde analfabetismen ved omfattende skolebyggerier, retsvæsen til erstatning for arbitrær magtudøvelse, og sikring af privat ejendomsret og dermed fundamentet for kapitalistiske metoder, videnskabelig tradition, infrastruktur osv.

Pilegård overser, som så meget andet, at olien (en forklaring, der begrænser sig til olielandene) kun blev noget værd gennem Vesten, og at den kun blev fundet fordi Vesten fandt den og at - uanset om hvad man måtte mene om den moralske habitus af den koloniale tankegang - olien er den største indtægt for Mellemøsten, en indtægt opdaget, udvundet og gjort brugbar af Vesten. Olien er en appelsin i turbanen på de lande der måtte have det som ressource, skønt den postkoloniale tankegang ser den som en forbandelse, som de også ser manglen på olie som en forbandelse.

Pilegård anfører - i tråd med Bin Laden - Israels oprettelse i 1948 af det Vestligt dominerede FN og ensidigt støttet af USA, som en kilde til muslimsk forbehold overfor Vesten fordi arabere blev frastjålet deres land. Men hovedindvendingen fra araberne, der ligger tilbage til 1. Verdenskrig var, at islamisk jord ikke måtte blive jødisk. Derfor var der heller ikke protester over tabet af de palæstinenseres jord, der blev annekteret af Jordan i 1948. USA anerkendte heller ikke umiddelbart Israel, i modsætning til Danmark (ja, det var os der gjorde det), for ikke at støde sine arabiske allierede, der havde olie (noget at forhandle med), mens jøderne havde Toraen (noget at rulle med). De arabiske lande fik i øvrigt for størsteparten deres selvstændighed før Israel; Egypten i 1922, Irak i 1932, Jordan, Syrien og Libanon 1946. Og uagtet om Israel’s oprettelse så skulle være amoralsk på nogen måde, hindrer Israel ikke dets naboer i at forfølge deres drømme om et bedre liv og derfor har Israels eksistens ingen negativ indflydelse på de arabiske eller andre muslimske staters situation. Den nærmest sygelige optagethed af Israel i den muslimske verden er irrationel. Så meget for det anstødelige Israel udenfor en islamisk forståelsesramme.

Han hopper desværre også på limpinden med sin tese om “del og hersk”, den postkoloniale dolkestødsmyte om en bevidst taktik, der handler om enten at sætte splid eller holde eksisterende konflikter i kog for selv at herske. Selv om man tilsidesætter kolonimagternes engagement i statsbygning (koncentration af magt hos araberne) harmonerer en tese om splid dårligt med olieinteressers krav om stabilitet. Og som om det ikke var nok, spiller den på en chauvinistisk tanke om viljeløse arabere, der som kegler i europærernes spil, ikke kan gennemskue egne eller andres politiske interesser. Ydermere forudsætter den uvederhæftigt en folkelig støtte til den pan-arabiske ide, og man spiller med på den pan-arabiske myte, der opstod til lejligheden og som især vandt indpas i Baath-partiet i 30′erne. Og man tilsidesætter den tradition, som især englænderne havde opbygget af kolonial etik, hvor indførelse af stat netop er indførelse af det bedste ved sin egen kultur; stat, lov og orden.

Og i modsætning til den muslimske kolonialisme, der monopoliserede tankegangen hos de kolonialiserede - jævnfør det mentale morads, som er den muslimske verden - prøvede man at kombinere sin egen civilisations bedste sider med respekt for de lokale skikke, noget der var mere end svært, da man overså at de lokale skikke sjældent var et fundament for civilisation. Og det er i dette skisma mellem den moderne vestlige verdens herlighed af fri tankegang på den ene side og lokal skik for egennyttig vinding og negligering af det fælles bedste på den anden side, at myten om at konflikterne i de pågældende regioner var bevidste konstruktioner blev fremelsket både hos den marxistiske venstrefløj i vesten og hos de virkelighedsfornægtende magthavere i de tidligere kolonier, der skulle bortforklare egen inkompetence.

Pilegård glemmer jo i sin iver efter ikke at tage “…let på mange historiske fakta”, at netop osmannerne havde koloniseret araberne (tilbagekoloniseret?) igennem århundreder, hvor regionen hensygnede i stamme- og beduinkrige, hvorimod den vestlige kolonisering højst varede årtier. Hvorfor er vreden over koloniseringen vendt mod vesten og ikke tyrkerne, hvis ikke netop det er fordi at osmannerne var muslimer og beskyttere af sharia?

Pilegård overser i øvrigt også, at det meste af den muslimske verden blev koloniseret af araberne og gennem vold, trusler, undertrykkelse og afgifter blev mange folkeslag islamificeret, hvorfor den stadig er mentalt koloniseret, hvis man ellers kan erkende islam som en tankegang. Med islamificeringen døde store kulturer ud og hvor de lå ligger i dag den muslimske verden.

For nu at sætte den islamiske tankegang i perspektiv var pakistanske avisers hovedhistorie i 2005 Muhammedtegningerne, selv i dagene efter det store jordskælv 8. oktober, der kostede 80.000 mennesker livet og gjorde 3,5 mio. mennesker hjemløse og dermed udsatte for at dø af kulde og sult, hvis de ikke fik hjælp inden vinteren (hvilket de fik af Danmark, hvor vi oven i købet bekymrede os over deres religiøse følelser overfor de hunde, der skulle redde dem ud af brokkerne). Ved at rette sit udsyn mod deres egen følelse af religiøs krænkelse frem for den virkelighed, der truer deres landsmænd og medtroende med grusom død er deres tankegang ikke rationel. Den er udtryk for et og kun et religiøst verdensbillede - og Pilegård, dets navn er islam. Og aviserne læses af den veluddannede middelklasse, så ingen socioøkonomiske undskyldninger.

Det meste af den arabiske halvø, med Saudi Arabien som det største land, blev i øvrigt hverken koloniseret af osmannere eller vesterlændinge, og det er ironisk nok her vi finder nogle af de værste eksempler på “islamisk tankegang”. Mere præcist kunne man argumentere som den engelske komikertrup Monty Python

Pilegård slutter med at spørge:

Alle andre steder i verden synes politik, magt og interesser at indeholde mere forklaringsværdi end “religion og kultur”, så hvorfor skulle det være anderledes i Muslimistan?

Fordi politik, magt og interesser er rullet sammen i islam, og at dette præger den islamiske verdens tankegang, måske?

Afdanket svensk statsfeminisme

68, Diverse, Postmodernisme, Sverigetanic — Sobieski on March 14, 2008 at 10:31 pm

Kvindekampen og den feministiske bølge i Danmark nåede utvivlsomt et højdepunkt i 70’erne hvad angik hysterisk retorik, teoretisk humbug og krig mod det mandlige køn. Af hvilke årsager det ikke udviklede sig til en tsunami ligesom i Sverige, vides ikke.

Weekendavisen har denne uge smidt et interview med Maria Sveland, en svensk feminazi, i hovedet på sagesløse læsere og derved ydet tilskud til mavesårsmedicin producenternes dækningsbidrag langt ud i fremtiden.

Fra Weekendavisen 7-13 marts:

NU kunne man forledes til at tro, at faren var drevet over. Jeg mener, efter hvad man oplevede i halvfjerdserne, er verden jo blevet en smule fornuftigere. Dengang var man potentiel klasseforræder og garanteret mandschauvinist. Siden er anklagerne ligesom blevet frafaldet.

Troede jeg. Indtil mødet med bøger skrevet af svenske feminister som Katarina Wennstam og Maria Sveland, født henholdsvis 1973 og 1974. De er veninder, fortalte den ene, de har begge arbejdet på svensk tv – og er ret trætte af mænd.

Inden vi går videre er det nødvendigt at slå fast, at disse to dumme kællinger må betragtes som en særlig art der kun for alvor kan trives og udfolde sig i sosseparadiset Sverigetanic. Maria Sveland er en særlig irriterende type person, der ved sin allerede tidligt udviklede bitterhed, kynisme og livslede, og ja, frihedshad, kan nedsænke ethvert tiltag til almen adspredelse, moro, løssluppenhed, lummer humor eller flirten i et tungt og gråsort moralistisk hængedynd.
Denne ikke helt ualmindelige sindstilstand kan observeres hos snerpen, der har mistet sin ungdoms skønhed og tiltrækningskraft på det mandlige køn. Bitterheden og den indebrændte vrede vil stige i takt med, at snerpens livmoder bliver et mere og mere irrelevant vedhæng, der i tiltagende grad vil tage sig ud som en gold stenørken. Og gud ske tak og lov for det, for skulle hun sprede sine ben for et stakkels offer, og derved producere et maskulint barn, ville dette uundgåeligt blive mål for snerpens vrede.

Ikke af sexede og søde mænd, men af tavse, tyranniske og liderlige mænd, der misbruger den magt, de har i vores patriarkalske samfundssystem. Katarina Wennstam beskriver i thrilleren Smuds »en af de værste forbrydelser«, nemlig »køb af sex.« Det er de svenske feministers mærkesag, at mænd, der går til ludere, skal i fængsel og ikke slippe med bøde (på 50.000 kr), som de gør i dag. Og at de i øvrigt er nogle skvat, der ofte hævner sig på deres overlegne kvindelige partner: »Hævn. At det er derfor, han gør det. At det er derfor, det smager så godt.« Der er gode mænd i Smuds, skal det retfærdigvis siges, som ham, der siger: »Nogle gange skammer jeg mig over at være mand.«

Jeg vil i dette særlige tilfælde af tåbelighed indkalde Michel Houellebecq som advokat, måske endda som anklager, til at svare denne dåre:

”Der ser ud til at være, bemærkede Mr. Sawanasee, en nærliggende match mellem de vestlige mænd, som ikke påskønnes og ikke får nogen respekt i deres hjemlande, og thai kvinder, som ville være lykkelige over at finde en mand der bare udfører sit job i den forhåbning, at han kan komme hjem til et behageligt familieliv efter arbejde. De fleste vestlige kvinder vil ikke have sådan en kedelig mand.
En nem måde at få syn for sagn, fortsatte han, er at slå op i en hvilken som helst publikation med personlige annoncer. De vestlige kvinder ønsker en som ser ud på en bestemt måde, og som har bestemte sociale fortrin, som at kunne danse og konversere, en som er interessant og spændende og forførende. Men tag engang at slå op i mit [Mr. Sawanasee’s] katalog og se hvad pigerne siger at de ønsker. Det er virkelig ret simpelt. De fastslår igen og igen, at de vil være lykkelige for at slå sig ned PERMANENT med en mand som er villig til holde på et arbejde og være en kærlig ÆGTEMAND og FAR. Dette vil med en amerikansk pige føre til præcis ingenting!
Ligesom vestlige kvinder, konkluderede han med en vis frækhed, ikke påskønner mænd, ligesom det traditionelle familieliv ikke har nogen værdi for dem, så er ægteskab heller ikke det rigtige for dem. Jeg hjælper vestlige kvinder med at undgå det de foragter.”

feminazi.jpg

Veninden Maria Sveland kan heller ikke udstå mænd, der har besøgt prostituerede – da sidemanden ved et middagsbord indrømmer denne handling, går hendes hovedperson op i en spids. Men ellers vinkler hun angrebet på mænd anderledes i Bitterfissen. Her gælder det ægtemanden, den tavse tyran, som gør sin kone ulykkelig. Hvilket alle kan være enige om at fordømme, men der er det aberdabei, at Sveland mener, det gælder så godt som alle ægtemænd: Undersøgelser viser således, at gifte kvinder er mere psykisk syge end ugifte kvinder, mens det er omvendt for mænd. Altså: »Ægteskabet er gunstigt for mænd og ugunstigt for kvinder« – eller som Maria Sveland også skriver: »Bag enhver succesrig mand står en kvinde med trætte ben og migræne. Og bag enhver succesrig kvinde står en skilsmisse.«

Sådan en mær. Et par på skrinet ville gøre underværker. Alene tilstedeværelsen af disse gimper på østsiden af Øresund burde være tilstrækkelig grund til at bortsprænge broen.

Patriarkatets overordnede mål er »at få os til at indgå ægteskab for på den måde at kvæle al kamp og alt oprør. Og som en følge heraf handler de fleste fortællinger – film, tv, bøger – om længsel efter den romantiske kærlighed. Den kærlighed, der fuldbyrdes i ægteskabet mellem mand og kvinde. Det er et gøglebillede, der aldrig viser mørke sider som mishandling, voldtægt og ulønnet, sindssvagt kedeligt husligt arbejde.« (Efter at have set The Bridges of Madison County med hundrede grædende kvinder, mente jeg ellers det var kvindernes opfindelse.)

Værst af alt er det dog at blive mor: »Intet har været så smertefuldt og frygteligt bitterfisse-bidragende som at blive mor. Af alle myter er det nok den hellige moderrolle, der er den mest falske. Og mest pinefulde.«

Der er derfor »tusind gode, gyldige grunde til, at hver eneste kvinde på denne klode bliver både fordrukken og bitterfisset.«

Jeg formoder at kællingen grundlæggende ikke billiger ægteskab, parforhold og forældreinstitutionen. Til det paranoide ævl svarer Houellebecq:

”Den 14. december 1967 vedtog Nationalforsamlingen ved førstebehandlingen Neuwirthloven, der legaliserede prævention; selvom p-pillen stadig ikke blev refunderet af sygesikringen, kunne den fra da af frit købes på apoteket. Det var fra dette tidspunkt, de brede lag i befolkningen fik adgang til den seksuelle frigørelse, der hidtil havde været forbeholdt de højere sociale lag, selvstændige erhvervsdrivende, kunstnere og visse direktører. Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang. Som det fremgår af de smukke ord ”ægteskab” og ”husstand” var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.”

Så jeg retter ryggen og tager nogle dybe indåndinger inden interviewmødet med Maria Sveland. Og hilser på en smuk, smilende og meget feminint klædt forfatterinde. Borte har taget min tids rødstrømpers anti-mandstiltrækkende antræk som smækbukser og tjavset hår. Godt for det, men det gør det jo ikke nemmere… Maria Sveland forklarer da også fornøjet, at hendes forventning om, at bogen kun ville blive læst af hendes nærmeste medsøstre og meningsfæller og hurtigt ende på antikvariatets hylder, blev gjort til skamme. Den er solgt i over 60.000 eksemplarer og blevet godt modtaget overalt.

WA: – Også af mændene?

Svelander: »Ja, jeg har ikke modtaget en eneste hade-mail, og det er skønt. 90 procent af dem, der skriver til mig er kvinder, ca. 10 procent mænd. Og de har alle sammen været meget glade for bogen, også mange fra min fars generation. En del har ligefrem købt den til deres kone og døtre.«

Jeg håber virkelig ikke at det er sandt.

Svelander: …sådan som vores samfund er indrettet, er det svært at være ligestillet i privatlivet. Jeg ville gerne omformulere undertitlen på min bog. Nu står der: ’Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker?’ I stedet burde der have stået: ’Hvordan skal vi være ligestillet i privatlivet, når samfundet er så ulige?’«

Rester af stalinismen stikker sit grimme fjæs frem. I sandhed er sammensmeltningen af samfundet og staten en realitet på det ildevarslende skib Sverigetanic. Ud fra et perverst lighedsideal ønskes der indgreb i privatsfæren, fra statsligt hold selvfølgelig. Det er den eneste logiske konklusion man kan drage af Svelands femi-marxisme. I et sådant ’samhälle’ er al form for ægte civilsamfund en umulighed. Hegel må rotore i sin grav.

En benægtelse af kønnenes biologiske forskellighed er vel lige om hjørnet.

WA: – Jeg ved, det er en gammel traver, men alligevel: Bør man ikke med kravet om total ligestilling have de biologiske forskelle in mente? I halvfjerdserne blev elever af begge køn på Danmarks Højskole for Legemsøvelser sat til at spille f.eks. håndbold sammen, selv om mændene var fysisk stærkere end kvinderne og derfor måtte eller burde tage hensyn til dem, hvilket jo hæmmede spillet. Jeg kender mænd, som har kedet sig gudsjammerligt under deres barselsorlov, og kvinder, som har grædt over at måtte forlade deres børn, fordi de skal arbejde.

Svelander: »De største forskelle mellem os ligger i os som individer. De individuelle forskelle er større end de biologiske.«

Bingo! Det manglede også bare, nu når hun har været næsten hele manegen rundt.
Hvor er det sørgeligt, at rivejernet får lov til uimodsagt at lukke relativistisk gas ud. Hvis man kan reducere alt til anekdoter, så er det jo også meningsløst at tale om parforhold og ligestilling på samfundsniveau, da det er de individuelle forskelle der er afgørende. Tak Sveland, nu er vold mod kvinder ikke længere et problem for fællesskabet, men et individuelt problem. Det er nu kvindens egen sag og faktisk ville det være urimeligt af hende at lægge byrder på fællesskabet som følge af sin individualitet. Fra nu af ingen koordineret samfundshjælp til voldsramte kvinder.

Mænd er ikke glade for kvinder, der tager initiativet seksuelt – de føler, det er dem, der skal være jægeren. Ellers aftænder de, de skvat. Mænd er for kedelige som ægtemænd, de driver deres koner til vanvid med deres mentale fravær.

Svelander: Især deres tavshedstyranni! »Manglen på respons«, siger en kvindeforsker, »er et af de tydeligste udtryk for mænds magt.« Ved at forholde sig tavs tvinger manden kvinden ind i en rolle som den forstående, der skal gætte sig til mandens tanker.

Joken her er næsten for indlysende. Hvis jeg var gift med en som Svelander ville jeg også være mentalt fraværende.

Tre ud af fire skilsmisser sker på kvindens initiativ, siger statistikken, så utilfredsheden lurer, men kravene er måske også lidt store. Maria Sveland er inde på det, da hun skuffes dybt over mødet med sit idol, Suzanne Brøgger, der »har stillet sig tilfreds« og ser med »taknemmelighed« på, hvad hun har. Suzanne Brøgger ser sig selv som eksempel på det, Sveland ellers nægter at have set: en lykkeligt gift kvinde.

Hvad den kvindelige hovedperson i Bitterfissen så selv ender med at være – kunne man være fristet til at sige. Bogens hovedperson flygter ellers fra familien ned til Tenerife, mens hun læser Erica Jongs 30 år gamle klassiker Luft under vingerne, hvor hun drømmer om det gnidningsløse knald. Men ak, det gør »Bitterfissen«, som hovedpersonen kalder sig selv, ikke. Hun længes blot efter at sove ud og tager så hjem til familien, som hun savner.

Happy ending – efter at hun har fået om ikke luft under vingerne, så luft for sine meninger. På samme måde som sit idol Suzanne Brøgger?

»Nej, overhovedet ikke,« lyder det fra Maria Sveland. »Du har jo ret til at tolke bogen, som du vil, men jeg mener ikke, Sara stiller sig tilfreds. Tværtimod. Hun vender hjem fra Tenerife fuld af kampgejst og håb og tro på, at man kan elske sin mand og være mor på en ligestillet måde. Ikke bare i teorien, men også i praksis. Hun vender hjem med følelsen af og viden om, at det er det, hun vil – og hvis det ikke går, så vil hun ikke være med længere. Så springer hun fra. Hun vil aldrig, aldrig stille sig tilfreds med andet end total ligestilling i sit forhold. Det er det, hendes eksistentielle gåde, hendes eksistentielle kamp handler om!«

Det helt afgørende problem i Maria Svelands univers er at der ikke findes noget overordnet projekt. Individet eller familien eller samfundet (måske også troen) kan være projekter, men ikke ligestillingen. Heller ikke den totale ligestilling for den sags skyld. Den totale ligestilling er selvfølgelig absurd og eksisterer kun teoretisk, lige så vel som pareto-optimalitet er en tilstand man ikke finder i virkeligheden. Ingen af disse dogmer tager nemlig hensyn til det menneskelige begær.
Skulle vi tage ligestilling i familielivet som målsætning, kunne man uden problemer forestille sig en situation hvor alle involverede parter afskyede hinanden lige meget og tog sig lige lidt af børnene og husholdningen. Det ville opfylde Svelanders krav om ligestilling. Ligestilling rummer ingen idé om det gode liv, og da hun har forkastet alle andre institutioner er det i denne her sammenhæng kun et tomt begreb.

Maria Svelander går en krank skæbne i møde, som Houellebecq påviser:

”Det seksuelle begær drejer sig hovedsageligt om unge kroppe, og de unge pigers gradvise overtagelse af forførelsesfeltet svarer dybest set blot til en tilbagevenden til normalen, en tilbagevenden til det egentlige begær helt analogt med den slags tilbagevenden til egentlig prissættelse, der efterfølger en anormal børsophedning. Ikke desto mindre var det svært for de kvinder, der havde været tyve år gamle i årene omkring 68, i fyrreårs alderen at befinde sig i denne ubehagelige situation. Da de stort set alle var fraskilte, kunne de ikke forlade sig på ægteskabet – betryggende eller afskyeligt – som de netop havde gjort alt for at få opløst. Da de hørte til en generation der – som den første i den grad – havde hævdet ungdommens fortrin frem for den modne alder, kunne de næppe undre sig over, at det nu var deres tur til at blive udsat for foragt fra den generation , der nødvendigvis efterfulgte dem. Og den kropsdyrkelse, de selv i allerhøjeste grad havde bidraget til at skabe, kunne kun nu, hvor deres eget kød slappedes, få dem til at føle en stadig stigende afsky for sig selv – en afsky ganske tilsvarende den, de kunne læse i andres blikke.”

Kultur er afgørende

Historie, Multikultur, Postmodernisme — Drokles on January 20, 2008 at 9:59 am

God kronik i Politiken af alle steder

De nordiske landes bedrifter er forbløffende:

– De ligger alle i den bedste kategori for politiske rettigheder og borgernes frihedsrettigheder ifølge menneskeretsorganisationen Freedom House.

– Norge er nr. 1, Island nr. 2, Sverige nr. 5, Finland nr. 11 og Danmark nr. 15 på FN’s indeks over menneskelig udvikling for 2006. Dette indeks udarbejdes på grundlag af uddannelse, forventet levealder og indkomst per indbygger.

– Danmark har den mest ligelige indkomstfordeling i verden ifølge FN-data fra 2006. Sverige, Norge og Finland ligger lige i hælene på Danmark.

– Danmark, Sverige og Norge kommer ind på første-, anden- og tredjepladsen i verden, når det handler om tillid. Det kan konstateres, når man ser på, hvor stor en procentdel der svarer ’ja’ på World Values Surveys spørgsmål: »Kan man have tillid til de fleste personer?«.

– Finland, Island og New Zealand ligger på en delt førsteplads som de mindst korrupte lande i 2006 ifølge korruptionsindekset fra Transparency International. De bliver tæt fulgt af Danmark, Singapore, Sverige, Schweiz og Norge.

– Det amerikanske institut for økonomisk forskning udsendte i 1998 en rapport om god statsledelse. I rapporten kom Norge på tredjepladsen (New Zealand var nr. 1, Schweiz nr. 2). Island var nr. 6, Finland nr. 8 og Sverige nr. 9.

– World Economic Forum har i 2007 udsendt en liste over de mest konkurrencedygtige lande. Danmark ligger på tredjepladsen (efter USA og Schweiz), Sverige er nr. 4 og Finland nr. 6.

– Ved en opstilling af lande efter antal videnskabelige artikler per milliard dollar bruttonationalprodukt blev Sverige nr. 2, Finland nr. 4, Danmark nr. 5 og Island nr. 11 (Israel indtog førstepladsen).

– Databasen ’Happiness in Nations’ udsendte for nylig en liste over, hvor folk er mest lykkelige. Den viser, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og Island, Finland, Sverige og Norge ligger også højt på listen.

Hvad er forklaringen på de nordiske landes enestående bedrifter?

(…)

Geografisk beliggenhed, råstofforekomster, befolkningsstørrelse og homogenitet kan alle være relevante faktorer for de nordiske landes succes, men de forklarer langtfra alt. Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet.

JEG VIL GERNE lige forklare, hvordan jeg nåede frem til konklusionen, at kultur betyder noget (’Culture Matters’ var også titlen på en bog fra 2000, som jeg redigerede sammen med Samuel Huntington). Fra 1962 til 1982 var jeg ansat ved det amerikanske agentur for international udvikling, USAID. I de 20 år var jeg leder af USAID’s missioner i fire latinamerikanske lande og Haiti. Mange af mine kolleger var unge idealistiske demokrater som jeg selv, og ligesom dem indledte jeg min karriere med den naive og arrogante holdning, at Latinamerikas problemer med at konsolidere demokratiske institutioner, skabe velstand og sikre social retfærdighed alle var konsekvenser af USA’s svigt.

Jeg var tilknyttet arbejdet med Den Dominikanske Republik under og efter revolutionen i 1965, og her begyndte jeg at mærke nogle grundlæggende forskelle på de måder amerikanere og latinamerikanere betragter verden, deres samfund og deres chancer for et bedre liv på. Mine senere erfaringer fra Guatemala, Haiti og Nicaragua understøttede min opfattelse af, at forskellige kulturelle værdier, holdninger og overbevisninger spiller en afgørende og generelt overset rolle, som kan forklare, hvorfor nogle samfund er mere succesrige end andre.

(…) 

Den nordiske succes’ rødder stikker dybt. Mellem år 700 og 1200 påvirkede vikingerne/normannerne Europas historie i meget høj grad helt til Sicilien i syd, som de dominerede mellem det 11. og det 13. århundrede, England i vest (Vilhelm Erobreren var af normannisk æt) og Rusland i øst (slaverne kaldte de svenske vikinger ’rus’, som er roden til navnet Rusland). Det nordiske demokratis rødder går måske helt tilbage til det 9. århundrede, hvor man etablerede ’alting’, som var et rådgivende organ, der fungerede på flere niveauer i samfundet.

Men den vigtigste enkeltstående faktor i den nordiske succeshistorie er reformationen, som udløste overgangen fra katolicisme til lutheransk protestantisme i hele Norden ved udgangen af det 16. århundrede.

CMRP’s analyse af 117 lande afslører, at protestantiske lande indfører demokratiske institutioner langt tidligere end katolske lande, at protestantiske lande tit er mere velstående end katolske, at man har langt større tillid til hinanden i protestantiske lande end i katolske, og at protestantiske lande som regel er væsentlig mindre korrupte end katolske.

Den mexicanske nobelpristager i litteratur Octavio Paz har givet en rammende beskrivelse af de to amerikanske kontinenter: »Det ene, engelsktalende, er datter af den tradition, der har grundlagt den moderne verden: reformationen med de sociale og politiske konsekvenser, demokrati og kapitalisme. Det andet, spansk- og portugisisktalende, er datter af det universelle katolske monarki og modreformationen«.

Blanck og Pettersson fremhæver tre vigtige faktorer fra den lutheranske protestantisme, som varer ved, selv om Norden i dag er overvejende verdsligt. For det første det lutherske fokus på at kunne læse og skrive, så de troende selv kan læse Bibelen. For det andet den protestantiske etik og dens forbindelse med kapitalistisk økonomisk vækst, som gav Max Weber titlen til den skelsættende bog ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’. For det tredje den lutheranske protestantismes stærke identifikation med det nationale samfund: »Gennem den sande lutheransk-ortodokse tro og gennem lydighed mod det teokratiske monarki blev det svenske folk bundet sammen i ét samfund, som forenede rigets undersåtter i én sjæl«, som Nils Ekedahl skriver i sin bog ’Det svenska Israel: myt och retorik i Haquin Spegels predikokonst’.

I sådan et samfund er den gyldne regel om at behandle andre, som man selv vil behandles, ikke blot et utopisk ønske, men en praktisk levemåde, som danner grundlaget for social retfærdighed. Når man kombinerer den gyldne regel med den protestantiske etiks fokus på ærlighed, hårdt arbejde og sparsommelighed får man et stærkt fundament for fremskridt, som stort set deles af de angloprotestantiske lande – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand – som kommer ind på andenpladsen efter de nordiske verdensmestre.

(…)

Multikulturalisme bygger på et svagt grundlag, nemlig kulturel relativisme, som er forestillingen om, at ingen kultur er bedre eller værre end andre, blot anderledes. Men multikulturalisme har en overvældende mængde beviser imod sig, hvilket jeg håber, denne Kronik gør klart.

Omkostningerne ved multikulturalisme – i form af splid, klassesammenstød og dalende tillid – vil sandsynligvis være enorme i det lange løb. Ikke alle kulturer er lige, når det handler om at skabe fremskridt, og der er ingen, der kan konkurrere med den nordiske kultur på det område.

Hvad angår indvandrere, bør de nordiske lande – og alle øvrige veludviklede demokratier – fremme deres integration i den nationale kultur i stedet for at vælge en mytisk, utopisk multikulturalisme. Og de bør sørge for, at de nordiske dyder, der har bragt dem så langt, ikke sygner hen på grund af efterladenhed og forsømmelse.

Eller hvorfor Krarup er så garvet. Jeg ville ønske at jeg kunne acceptere Jesus Kristus som min frelser, men jeg må henslæbe en tilværelse og takke mit for at der er tilstrækkeligt mange af mine landsmænd der har kunnet dette. Og så at jeg er dansk, for det er ikke uden grund at man her valgte reformationen frem for modreformationen, men det må vente til jeg er ædru.

Dagens glade vanvid

Postmodernisme, islam — Drokles on December 7, 2007 at 1:19 am

Historien om den gruppevoldtagne kvinde fra Saudiarabien der ikke bare blev straffet for at være offer, men tillige fik skærpet sin straf er ikke bare absurd i sig selv, men afleder også absurde koklusioner. Fra Information

Sharia -loven blev brugt forkert, siger advokat for den saudiarabiske pige, der blev idømt piskeslag efter en gruppevoldtægt.

Menneskerettighedsadvokaten Fawzia al-Uyuni var med som bisidder under det sidste retsmøde i sagen, hvor dommen over pigen blev skærpet fra 90 piskeslag til 200. Dommeren fandt, at straffen var i overensstemmelse med sharia -loven, der er Saudi-Arabiens straffelov. I vestlig presse har sharia -loven derfor stået for skud, men både den kritik og den lokale dommers brug af loven er Fawziya al-Uyuni helt uenig i.

“Dommeren har slet ikke anvendt sharia -loven, for den siger, at straffen for voldtægt er halshugning. Sharia -loven beskytter kvinders rettigheder. Den er ikke en hindring for menneskerettighederne, men ved vore domstole afhænger en dom af den pågældende dommers humør. Sharia -loven er ikke dårlig, det er vores dommere, der ikke anvender den,” siger al-Uyuni.

(…) 

Retsvæsenet har skabt det negative billede af kongeriget….”

Hvor begynder man når man er stillet overfor dette vanvid?

Pædogik for bagstræbere

Godheds-industrien, Multikultur, Postmodernisme, Pædagogik, islam, venstrefløjen — Drokles on November 26, 2007 at 12:17 pm

Fra Berlingske Tidende

Københavns Kommune vil nu tage ved lære af de ellers så udskældte muslimske friskoler. Det sker i erkendelse af, at friskolerne opnår bedre karakterer end de københavnske folkeskoler med mange tosprogede børn.

»Vi vil tage kontakt til friskolerne for at blive klogere på, hvad de kan, og hvad de gør. Jeg har ført tilsyn med en del af de muslimske skoler og har blandt andet konstateret, at der øjensynligt stilles meget høje forventninger til elevernes faglige indsats og opførsel,« siger Søren Hegnby, der leder kontoret for integration og mangfoldighed i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

(…)

»Jeg tror, at vi bliver nødt til at overveje, om den mest progressive pædagogik i folkeskolen overhovedet passer til børn fra de etniske minoriteter og til den danske arbejderklasses børn. Noget moderne pædagogik passer derimod rigtig godt til det danske »Café Latte Segment«, fordi den tager udgangspunkt i middelklassens verdensbillede,« siger Søren Hegnby.

Da regeringen med deres skolepolitik ville lægge vægt på faligheden lød der - og det kan stadig høres - et ramaskrig fra det venstredrejede kulturradikale segment. De argumenterede med at man vidste, hvilken undervisning, der var den bedste, nemlig en der lagde vægt på kreativ tænkning og selvstændighed og den slags. Og det havde de ret i for deres egne og mange andres børns vedkommende. Men samfundet består desværre også af børn, der ikke har en boglig og velstimuleret baggrund.

Og de børn’s behov er der ikke plads til i de kulturadikales Folkeskole. Enten bliver Folkeskolen derfor på deres krative og selvstændige børns betingelser, hvilket resulterer i at 15-20% af en årgang (taberne, føj hvor de stinker) hverken kan læse eller skrive eller også rykkes børnene simpelthen over i en privatskole, der har det rette læringsmiljø, som man har set det så mange gange især i København, hvor selv skoleborgmester Per Bregengaard havde opgivet sit eget projekt. Men det politiske krav om en bestemt Folkeskole, som man absolut ikke er solidarisk forfægtes lige nidkært - for det var jo hele tiden meningen at det ikke var deres skole, men middelklassens.

Hvilket projekt for alle andre er det disse kulturradikale venstrefløjsere insisterer på? Hvad er det for et fællesskab de vil have andre skal leve i? De kulturradikale venstrefløjsere er lavet af det stof farisærer er gjort af.

Så nu får piben en anden lyd fordi de tabere vi ser her er etniske og eksotiske. Nu er man lydhøre for det nye og eksotiske, her skal der tages ved lære. For der ligger en lille lummer logik og venter i baggrunden; det etnisk opdelte Danmarks logik. Det Danmark, der kan være selvforsynende med små lommer af østlig mystik, hvis forretningers dufte man kan gå forbi for intet andet end oplevsens egen skyld, et Danmark, hvis indhold af fremmedartede vaner man hele tiden kan rive de plumpe danske tabere i næsen med; hvad vi dog kan lære? Et Danmark, hvor man lærer de andre, at leve fredeligt sammen og skoser danskerne for deres vulgariteter når det ikke lykkes, hvor man peger på de ambitiøse overklassepakistanere og sammenligner dem med de samspildsramte danskeres børn og siger; se en gang, hvor er de meget bedre, det er også fordi de er muslimer - fremtidens religion! Et Danmark med en konstant andethed, der virker som et spejl for ens egen tomme kulturelle tilknytning så de kulturradikale vensrtrefløjsere kan få et lille sus af, at også deres overvurderede og selvhævdende ego besidder en eftertragtet kollektiv identitet, om det så er som en negation i ikke at tilhøre den gruppe danskere, man det til selvmodsigende alligevel skammer sig over - for udskamningen af det vulgære er jo netop en del af renselsen af sit selv, de mest aggressive homofober der er drevet ud i volden af deres uerkendte seksualitet er analoge til oikofoberne. Man vil nu være en del af den gruppe, af det kollektiv, som har evnen til at dyrke det fremmede og man vil være bedre end andre mennesker. Så god vil man være, at man i sin unikke indsigt og med sit overlegne menneskesyn vil være forpligtet, som en åndelig adel til at beskytte det fremmede, der nødvendigvis er det svage, mod den virkelighed man selv insisterer på at kreere for den og man vil have et Danmark - oh lykke - med faste forsyninger af nye ofre, der - halleluja - også er ofre for fortidens synder i al evighed: Amen!

Men hvordan bærer den tyrkiske Piaget og den arabiske Vygotsky sig ad?

På den tyrkiske Sjællands Privatskole fortæller skoleleder Durmus Bilge, at skolen balancerer mellem danske og tyrkiske skoletraditioner. Nogle af metoderne er bestemt ikke gængs praksis i den danske folkeskole. Blandt andet får eleverne pengepræmier og diplomer for at klare sig godt fagligt og socialt.

God fornøjelse med de nye erfaringer.

En ren tilståelsessag

Forbrydelse og straf, Godheds-industrien, Londonistan, Multikultur, Postmodernisme, islam — Drokles on October 15, 2007 at 2:53 am

Hodja bragte for et par dage siden et lille nyhedsindslag i forbindelse med en Channel Four dokumentar om moskéer i Birmingham. Da prædikenerne blev filmet med skjult kamera var det selvsagt artige sager, som dokumentaren kunne viderebringe. Ikke overraskende affødte det voldsomme reaktioner fra de sædvanlige, men overraskende var det at politiet meldte folkene bag dokumentaren til sig selv for overtrædelse af dårlig presseskik eller noget fordi imamernes prædiken var taget ud af en kontekst (hvilken kontekst bøder op på trusler?). Det lille nyhedsindslag ser nærmere på påstandene og ikke overraskende er der intet at komme efter for de havde håbet at programmet løj.

 

Programværten citerer en kilde i West Midlands Force (og undskyld mit dårlige engelsk, der er værre end mit danske)

“what some speakers said in that film streched the limits but that was hyped. If that was all Channel Four got after filming in months undercover it was’nt very good.”

Og så siger programværten “…police were keen to make good relations to the mosque..” før han igen læser op hvordan politiet betragter disse imamer og deres menigheder.

“..the last buffer before radicalised people fall of into the abyss. Its not so much that the police wants to get in with them as keep talking and understanding”

Hvis det ikke er en ren tilståelsessag om hvor håbløst det at leve i fred med islam, hvad er så? For mit indre ser jeg et gidsel der deparat bliver ved med at tale til sin bøddel for at udskyde det uundgåelige endnu nogle skunder.

Fremragende pointer af Russell A. Berman

Globalisering, Multikultur, Orientalisme, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on August 12, 2007 at 3:11 pm

Fra Weekend-Avisen et herligt interview med den amerikanske Russell A. Berman, som dissikerer venstrefløjens tiltrækning af det totalitære. Bermans udtryk Den Rød-Grønne Alliance, hvor det økologiske er skiftet ud med islamismen (også kendt som islam i sin rette form) er morsomt og præcist.

Et af problemerne for venstrefløjenb ifølge Berman, er forvirringen over det universielle i forhold til kultur

Et af de menneskelige særtræk er sproget. Alle taler sprog. Men ingen taler ’sprog’ som sådan. Man taler dette eller hint sprog, måske flere sprog, men ingen taler sprog generelt. Tilsvarende med kulturelle fortællinger: de er overalt, men de er ikke de samme overalt.

Så hvad er det specielle ved Danmark? Hvad er det værd at bevare? Hvad er fællesskabet stolt af? Hvad er i forandring? Hvad forventer man respekt for af nye borgere? Udfordringen for europæerne, tror jeg, består i at formulere en fast og ligefrem, reflekteret, fleksibel og intelligent selvforståelse – en sund primær narcissisme – og erkende, at dette er samfund, der har opnået enorm succes angående personlig frihed og velfærd. De har en masse at være stolte af. Og der er ingen grund til at opgive dette i drømmen om et EU-bureaukrati eller i en overdreven multikulturel tolerance. Der er behov for nationale identiteter, der selvfølgelig ikke skal forfalde til stupid xenofobi. Bare fordi du er stolt af dig selv, behøver du ikke at foragte andre.

Der er en alternativ position, der siger: Vi lever ikke her som danskere – vi er her blot som personer. Og derfor kan enhver bo her. Dette er en særlig type abstrakt oplysningsfilosofi, der slår om i noget højst problematisk, fordi den meget hurtigt bringer én i konflikt med de andre værdier, man har. En dommer i Frankfurt i Tyskland henviste på skandaløs vis til Koranen, da han udsatte en retssag vedrørende en kvinde af islamisk baggrund, der blev banket af sin ægtemand. Dommeren citerede fra Koranen og hævdede, at kvinden burde have været bevidst om, hvad hun kunne vente sig ved at gifte sig med denne mand. Her sættes multikulturalisme over loven i Tyskland. Her omfavner oplysningen sin egen modsætning.«

Den sag kan vi godt huske. Berman har tre årsager til svigtet af vestlige værdier, hvor de to første er at omfavne alt hvad der er imod USA-imperialismen og en særlig hang til mænd i uniform og totalitarisme. Og

Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

Helt i den tråd forsvarer Berman også Jyllands-Postens karrikaturer af pæderasten Muhammed og slutter så af med igen at lægge eftertrykkelig vægt på kultur.

»De liberale, demokratiske institutioner, som nu findes i en række lande, voksede ud af oplysningskulturens filosofi. Men denne oplysning var arving til et par tusinde års vestlig kulturhistorie. Så der er virkelig noget specifikt ved den vestlige kulturarv. Det bidrager ikke med noget godt at sige, at vi blot er en enkelt kultur blandt mange, og at det ikke kan nytte noget at forsvare vore værdier. Jeg mener, at vi har masser af værdier at forsvare. Og det er en tragedie, hvis vi ikke kan etablere viljen til at gøre dette.

Så er der spørgsmålet om, hvilken status disse værdier og institutioner har andre steder. Har de universel gyldighed? Og det mener jeg, de har. Jeg mener, at den vestlige tradition i al dens kompleksitet viser, hvordan menneskene bedst indretter sig. At have ytringsfrihed, privat ejendomsret og demokrati med beskyttelse af individuelle rettigheder er en bedre måde at leve på for mennesker, end andre alternativer – ikke bare for mennesker fra Vesten, men for mennesker generelt.«

– Du mener måske ligefrem, at det er vores pligt at sprede disse vestlige værdier?

»Grundlæggende set: ja. Men med takt. Med sans for forskelle og proportioner.«

(….)

»Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.«

Ja!

Kaospiloternes ny rektor på P1

68, Postmodernisme, Pædagogik — Sobieski on July 14, 2007 at 9:08 pm

Den, efter min velbegrundede overbevisning, farlige sekt Kaospiloterne fra det metroseksuelle Aarhus har fået en ny rektor. Jytte Wikkelsø er i den anledning blevet salvet af DR P1 i programmet sommergæsten. Jeg må her advare fædrelandskærlige læsere med sarte nerver mod den tsunami af kulturradikal oikofobi der bliver frigjort i omtalte udsendelse. Marie Antoinette er ankommet til Danmark.

kaospilot.gif

Efter et 17 år langt ophold i USA er konen kommet hjem for at redde os fra Janteloven:

“Janteloven, altså jeg var så bange for at komme tilbage til den, og jeg bliver nødt til hele tiden til også at holde mig vågen omkring den og ved ikke at tænke på mig selv som dansker, men tænke mig selv som et internationalt menneske. De oplevelser jeg har haft ude i verdenen, det er nogen jeg vil komme og bringe tilbage og vil gerne være med til at gifte med det bedste af det danske”

Hvad er et internationalt menneske? Er det én man kan bortvise til det internationale? Har du et svar så kontakt os.

“Janteloven gør at vi bliver ligesom mere tilfredse på det jævne, på det jævne. Ikke altid giver den hele armen med hvad vi kunne gøre som danskere. Vi har det meget med så også at være hyggelige og have et hyggeligt liv istedet for at tænke på hvor meget kreativ innovation [sic.] der kan komme fra Danmark.”

Madamme Wikkelsø slår her fast at hun intet kender til Aksel Sandemoses jantelov og de sande implikationer af den. Et hvert samfund har deres version af janteloven, og kun for folk der har hængt i metropolernes saloner alt for længe forbliver dette faktum uerkendt. I australien har de begrebet “tall puppy” for den hundevalp der var lidt højere end de andre og derfor fik alle tæskene.
“Kreativ innovation”, nu har jeg aldrig skidt så tyndt. Vi har en vinder i bullshit-bingo’en.

“Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til, det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark. At det var været virkelig, virkelig svært for mig at komme tilbage og opleve det… … alt det man siger at de kommer for at udnytte os osv., der glemmer man helt at tænke på, hvad det er for nogle helte og heltinder der også forlader deres egen verden, hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med [?]. For mig er de nogle af de sande helte og heltinder der går ud i verdenen for at søge efter et bedre liv, nøjeagtig ligesom amerika blev grundlagt af en masse europæere der havde modet til at gå ud og søge efter noget bedre end det der ikke havde gjort dem lykkelige, og så fik vi skabt amerika. Alle de her mennesker som vi har alle de her rascistiske tilbøjeligheder imod, vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden [og det finder du intet problematisk i, hva'?]. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve, men ligeså snart det kommer ind og vil leve sammen med os på almindelige menneskelig vis, så begynder vi at have alle de her frygt symptomer og somme tider tænker jeg også på hvor meget janteloven spiller ind i det, altså om det at vi ikke tør at gøre os selv store nok er med til at vi skal gøre andre mindre end de er.”

Man skulle forvente at en universitetsuddannet psykolog havde sat sig ind i de hjemlige forhold inden hun kom med udtalelser som disse: “Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark.” Nye undersøgelser viser faktisk at Danmark er et af de lande i EU hvor borgerne er mest tolerante overfor invandrere. At man så ikke kan skille skæg fra snot, jf. danskernes intolerance overfor ekstremistiske ideologier, er vel hvad man kunne forvente af en sådan “verdensborger”.
Den aarhusianske mirakelmager taler også om “helte og heltinder”, helt uden forbehold!, “der også forlader deres egen verden hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med”. Et kritisk øje ville blandt disse “helte og heltinder” kunne spotte krigsforbrydere, tortur bødler, mafiosoer, voldtægtsforbrydere, terrorister, polygamister, drabsmænd etc. etc. Lad os tage f.eks den irakiske hærchef Nizar al-Khazraji som en krigsforbryder af rang; han fik ophold i Danmark i 1999. En sand helt.
USA kommer vanligt også på banen som et succesfuldt invandrerland. Gad vide om de nordamerikanske indianere også diskutterede nybyggernes “inspiration”?

Wikkelsø lader os allernådigst få at vide at “vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve”. Ved I hvad venner, vi kan sgu’ ikke lære noget af muslimen, nu må det stoppe. Jeg er ligeglad med islamisk kultur, jeg vil skide på islam. Jeg vil skide den lige ind i fjæset! Menneskeskæbner, mildhed, etik, og frihed og kunst blev knust under halvmånen. Og rockerne de er fandenme også relationelle mennesker, du! Et relationelt menneske er et umådelig skidt menneske. Se bare på det afghanske klanstyre. Og ååh ja, spisevanerne - et bidrag til junkfood kulturen. De kunne erstattes på et øjeblik. I øvrigt har jeg også engang betalt et stort beløb for at komme på safari i Tanzania, men jeg vil altså ikke have vandbøffelerne trampende rundt på Vesterbro. Når man lægger op til at remse en hel masse gode ting op, som indvandringen har bibragt og går i stå efter “nye spisevaner og nye eksotiske ting” så har man spillet tordnende fallit.

Hør resten af udsendelsen (hvis i gider), David Koresh og pastor Moon ville kunne nikke genkendende til de kult agtige aspekter ved fup-uddannelsen Kaospiloterne. Og tro ikke et sekund Uffe Elbæk vil slippe tøjlerne på Kaosidioterne, kære Jytte.

Jeg kunne skrive side op og side ned om blålyset fra Aarhus, men det bliver en anden gang. Undertegnede har indgående kendskab til Kaospiloterne og vil jævnligt postere om hvad der rører sig på den front.

Den nye blogs fejlslutninger

Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on July 9, 2007 at 2:13 am

Tidligere angreb jeg den nye blog Kommentar for at være et led i den almene tilsværtning af dissidenter fra alternativerne til vesten, i dette tilfælde Ayann Hirsi Ali. I den samme postering rulles en verdensanskuelse ud, som bloggen Raapil kaldte indsigtsfuld og fornuftig. Jeg er nødt til at gøre ophævelser imod denne påstand. Bloggen Kommentar gennemgår Ayann Hirsi Ali’s kronik i Berlingske Tidende og den grundlæggende anke er, at

Der er ikke rigtig nogen ledetråd i hele talen, ingen rigtig argumentation at tilbagevise. Kun påstanden, at islam er problemet,

Kronikken er en tale, der blev holdt for journalister i National Press Club i Washington og det er ikke en analyse af islam, som Kommentar tror, men et opråb til journalister og kommentatorer om ikke at svigte de idealer, der kendetegner den frie verden. Det er således ikke meningen, at belære de højt uddannede mennesker om det de allerede ved, eller burde vide, men at opfordre dem til at tage det alvorligt og ikke lade sig forlede af, hvad der i snævre kredse regnes for salonfæhigt. Det er Hirsi Ali’s mening ikke at klichegøre offerroller, men være sig sine værdier bevidst og holde sig sin fornuft for øje. Derfor er det mere end noget andet en opsang til journalisterne om at tage sig gevaldigt sammen. Dette er misforståelsen.

Under oveskriften “temaerne et for et” gennemgår Kommentar Hirsi Ali’s verdensbillede og det vil jeg kommentere et for et

1. Islam er ét. Ingen forskelle. Ingen historisk udvikling. Ikke noget med sunni, shi’a, salafi, sufi, baha’i, druze, alawi, alevi, ibadhi, ahmaddiya, og mange andre. Kun ét, kun islam. Helt i tråd med tanken om islam som en verdensomspændende totalitær bevægelse.

Det er umiddelbart det velkendte krav om nuance, der uden forkundskaber kan fyres af til enhver lejlighed om hvad som helst. De forskelle som Kommentar her trækker frem er jo alle islam. Mere væsentligt er det, at alle retninger, der bliver nævnt efter Shia og Sunni udgør et forsvindende mindretal, der mere end ofte bliver forfulgt og undertrykt af de to hovedretninger Shia og Sunni, når disse ellers ikke bekriger hinanden (ud fra den logiske tanke, at der kun er et islam!). Farshad Kholgi kan tale meget længe om det fænomen.

2. Hun sætter lighedstegn mellem de muslimske landes tilstande og det, som islam er.

Ja det gør hun for, der er et noget nær perfekt sammenfald. Det kommer både han og jeg tilbage til.

3. Hun beskylder muslimer for passivt af bifalde jihadisternes vold ved ikke at protestere, og sammenligner med den vestlige befolknings protester mod Irakkrigen. På trods af, at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til.

Her vender man tilbage til tema 2. de islamiske landes tilstand som logisk konsekvens af islam. Kommentar bruger så at sige den islamiske verdens åndelige fallit til at frikende islam. Men der er jo også muslimer i den frie verden og det er dem Hirsi Ali har i sigte. En læser i Politiken bemærkede engang syrligt, at foreningen Kritiske Muslimer kritiserede alt andet end islam. Men det her er hvad Kommentar betegner som “faktuelle fejl“. Videre i samme afsnit hedder det helt syret

På trods af at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til. Den psykologi kan bedst beskrives som en trykkoger, og tegneseriekrisen viste hvordan komplet ubetydelige ting kan udløse en eksplosion af frihedsfrustrationer. En slags sublimering.

Trykkoger og frihedsfrustrationer? At raseriet over Muhammedtegningerne(!) skulle være udtryk for frihedstrang er så dumt som det næsten kan blive. Hverken i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Kina eller Sovjetunionen så man frihedstrangen manifestere sig ved
hysteriske masser, der skreg på endnu mere forbenet tolkning af marxismen. De ville sgu forkaste det totalitære fordi det stod i opposition til frihed! Der kan man tale om både trykoger og frihedstrang. De frustrationer man så hos så mange mennesker i den muslimske verden, både i bæltet og udenfor bæltet, er resultatet af, at de lever deres liv i en afstumpet og voldelig tro. Alt i islam, mennesker, opførsel, mad og ting frit forekommende i naturen, gøres op i rent og urent, tilladt og forbudt i konkurerende hierakier og hele livet er en lang angst for besudling og det er dét umenneskelige pres, der skaber frustration. Men tragisk er det en frustration, der ikke kan erkendes indenfor den religiøse og kulturelle forståelsesramme man i den det islamiske bælte er fængslet af.

Og så er der stadig fejl i præmissen for, hvorfor lever det islamiske bælte i diktaturer, nu hvor demokratiet for længst er både opfundet, udviklet og har bevist sin overlegne succes? Resten af verden er jo ved at tage ved lære så hvorfor ikke det muslimske bælte?

Og så følger en omtale af, hvad Kommentar betegner som “det muslimske bæltes problemer“, “Lav frihed, høj korruption, politisk umodenhed, elendige ledere, forkrøblende bureaukrati, råstoføkonomi eller intet.” efterfulgt af et “Hvorfor?”

Den første af de faktorer der skaber det islamiske bæltes problemer er for Kommentar “linealgrænserne“, der blev trukket efter 1. Verdenskrig. Det har skabt problemer i både den arabiske og afrikanske verden og

Sådanne kan ikke fungere, for en nations effektivitet afhænger af, at befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord.

Bravo! Monokultur er godt og multikultur er skidt, det kan jeg lide at høre. Men det forklarer stadigt intet. Kommentar har kun bortforklaret nogle af de arabiske lande’s problemer, men mange lande på den arabiske halvø er ikke etnisk splittede. Og sagen for Hirsi Ali drejer sig jo ikke bare om den arabiske verden, men hele “det muslimske bælte” og de muslimer der bor udenfor. Længere nede uddyber han

Og så er der Pakistan og Indien. Iran. Tyrkiet. Og længere nede Bangladesh, Indonesien, Malaysia. Alle med hver deres problemer.

Indien? Pakistan, der betyder de renes land, er skabt som en ren islamisk stat, hvor man gennem en blodig krig, etnisk udrensning og tilfælde af folkemord skabte sig grænser og demografisk sammensætning, der netop skulle sikre at “befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord.“! Tyrkiet er det mest håbefulde land i det islamiske bælte netop fordi landsfaderen Atatürk udover at være sig den etniske homogenitet bevidst også erkendte, at islam stod i vejen for civilisationen, hvorefter han forfulgte mullaherne på grusommeste vis. Det var Atatürk, der sagde, at der kun var en civilisation og det var den vestlige!

Faktisk kan man derimod sige, at uanset historisk udvikling, demografisk sammensætning, geografiske forhold, geopolitisk betydning og forekomst af ressourcer går det galt i hele det islamiske bælte. Hvad er fælles andet end fiasko og islam?

En anden faktor er, at den økonomiske udvikling blev hæmmet af socialisme og frankofilt bureaukrati. Mange blev inspireret af kommunisternes (teoretiske) anti-kolonialisme, og socialistiske tendenser blev vævet ind i allerede alt for topstyrede planøkonomier. Denne arv skader regionen den dag i dag. Og i maghreb-regionen var Frankrigs bureaukratitosseri idealet, og er det stadig. Hvilket heller ikke er godt for økonomien.

Igen gøres der regning uden vært. Det frankofile bureaukrati gælder for det første kun der hvor franskmændene dominerede. Englænderne rørte det ikke med en ildtang! Det andet er, hvorfor der ikke er et alternativ til det frankofile bureaukrati. Med opnået selvstændighed kan man jo bare reformere bureaukratiet, måske efter islamisk forbillede. Det frankofile er jo trods alt ikke blandt de fem søjler beordret af Allah. Det tredie er, at det jo ikke hæmmede den franske økonomi mere end, at Frankrig på baggrund af sit frankofile bureaukrati klarer sig væsentligt bedre end araberne.

Men nu bliver det for alvor komplet sort tale

En tredje faktor er Israel, der har været en ligtorn i den arabiske fod siden det blev skabt. Selv om jeg bevæger mig ud i amatørpsykologi nu, tror jeg, at Israel har blændet araberne. Besat af éns fiasko er man ude af stand til at fungere. Israel var det nederlag, som araberne ikke kunne slippe synet af. Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?

Det er rigtigt at araberne, som hele det muslimske bælte, er blændet af Israel, men hvorfor? Grundlæggende fordi det er en jødisk stat på muslimsk jord! At fritage araberne for deres egen fiasko under henvisning til, at de komplet irrationelt er forblændet er jo galimatias. Der er jo en grund til, at man ikke har de intellektuelle værktøjer til at komme videre, som der også er en grund til, at de ikke kunne vinde krigene mod det meget lille Israel. Den afsluttende bemærkning “Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?” er en vulgarisering af Maude Varnæs, der trods ejerskabet af stuepiger og massiv støtte fra søsteren udbryder “Hvordan skal jeg dog kunne male i det her kaos?“.

Til sidst

En fjerde faktor er USAs indtræden på Israels side efter 1967, som desværre har givet de arabiske lande afsmag for noget hårdt tiltrængt kapitalisme.

Før 1967 var amerikanerne tilbøjelige til at støtte araberne fordi de havde oli og hvad havde Israel? Ja hvad har Israel overhovedet, andet end sin vilje til eksistens? Og hvorfor laves der, som påstået af Kommentar, en komplet irrationel fejlslutning at fordi amerikanerne støtter Israel så kan man ikke selv føre fornuftig økonomisk politik? Er arabere født dumme? Eller er det deres islamiske tro, der forvrider virkeligheden og stikker dem dødens velsignelsers blår i øjnene? Jeg tror på det sidste!

Nu håber jeg ikke at Kommentar vil tage dette personligt, det har for nogle bloggere været tendensen, og det er agurketid for bloggere, men måske se lidt positivt på den reklame der giver. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale så med følgende tvetydighed vil Monokultur gerne sige; Velkommen til bloggosfæren!

Ny blog sværter Hirsi Ali

Godheds-industrien, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on July 8, 2007 at 5:43 am

Jeg faldt over en anmeldelse på Raapil af en ny blog ved navn Kommentar, som Raapil, uden nogen tydelig ironi, beskriver med ordene “kvalitetsblog med både indsigt og fornuft“. Og det måtte jeg jo se. Raapil henviser til en postering om Ayaan Hirsi Ali’s kronik i Berlingske Tidende, som så er et eksempel på, hvad Raapil forstår ved indsigt og fornuft. Raapil har selv fremhævet dette citat fra bloggen

Hirsi Ali er et slags spejlbillede af islamisterne, for hvem alle problemerne skyldes manglen på islam. Deres islam, altså. Hvad den så end er. For det er der ingen, der kan blive enige om. Og det gennemhuller jo idéen om en verdensomspændende bevægelse. Islam er og bliver en distraktion fra de muslimske regioners virkelige problemer. Både Vesten og Østen gør bedst i at sætte den i baggrunden, hvis problemerne nogensinde skal løses.

Hirsi Ali er altså et spejlbillede på islamisterne? Som en røgalarm er et spejlbillede på ildebrand! Det er en trist tradition den nye blog Kommentar lægger sig ind i, karaktermordet på dissidenten. Det er en traditionel venstredrejet diciplin, hvor man bevidst sværtede afhoppere fra den anden side af Jerntæppet fordi de legemligt var afvisningen af venstrefløjens egne løgne. Den har fundet solidt fodfæste i de kulturradikale kredse herhjemme og blandt dem, der i den angelsaxiske verden kalder sig liberals.

Dissidenten er farlig for de der har dyrket modsætningen til deres eget, de der dyrker utopien om det ikke vestlige samfund som frelsens komme, hvor de i deres drømme skal regere over alle deres foragtelige landsmænd, der så længe har underkendt deres geni. For med dissidenten fratages muligheden for evendelige løgne, relativering og defamering. Sandheden står her nemlig foran os alle i egen høje person.

Derfor skal denne dissident fratages sin værdighed, sit etos og angrebet indledes først i det små, så stadigt mere intensivt indtil dissidenten står vanæret. Men det er i høj grad et angreb der er motiveret af afmagt for, hvem vil se i øjnene, at man har fejlet og fejlet spektakulært? Ved at sværte dissidenten renser de sig selv og undslipper den dom deres egen moral tilsiger. Og derfor er angrebet styret af de enkelte forfatteres egen idiosynkrasi, motivet er ikke så meget ideologi som det er personligt.

Ayaan Hirsi Ali minder os om at negeren ikke er født, som offer for sin egen farve, at vi ikke er de eneste der kan gøre fortræd, at det at skulle dømme mellem godt og ondt er en evig og meget krævende intellektuel process uden kendskab til facitlisten.

I Weekendavisen’s bogsektion fra d. 1/6 2007 var der en meget interessant artikel af Klaus Wivel om opgøret mellem Tariq Ramadan’s støtter i Vesten og Hirsi Ali’s. Her gives der et konkret eksempel, men de findes ad legio

Buruma [Hollansk apologet] kalder hende [Hirsi Ali] arrogant og en sekulær fundamentalist, som er lige så fanatisk som den marokkanske muslim, der myrdede den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Med sine stødende udtalelser om islams tilbageståenhed vil hun aldrig nå ud til almindelige europæiske muslimer i de belastede kvarterer, men kun finde tilhængere blandt ikke-muslimer, skriver han. I modsætning til Ramadan, forstår man. Angrebene gentager Buruma i flere artikler.

»Hvorfor har Buruma gjort det og gjort det så omfattende og så mange gange,« spørger Berman: »Salman Rushdie har heller ikke gjort sig populær i visse kvarterer, men det er da aldrig blevet brugt imod ham.«

Og Berman fortsætter: »Det, der ligner en kampagne mod Hirsi Ali , kunne aldrig have fundet sted for blot få år siden. Et vedvarende angreb på en autentisk liberal dissident, som råber op om uretfærdigheder i fjerne egne af kloden, ja selv i de vest-europæiske gyder; et vedvarende angreb, som næsten synes helt at have borttvættet bare antydningen af hendes diskussion om kvindeundertrykkelse og kampen for kvinders rettigheder. Nej, det kunne ikke være sket i går - udover på den ekstreme højrefløj. Det er nyt.«

Sammenlign ordene arrogant, fundamentalist og fanatisk om personen Ayaan Hirsi Ali der har stødende udtalelser med Kommentar’s indledning på posteringen

Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:

Opslugt af had, spy sit had, kaste angst og galde op i tale og skrift. Sådan opfatter Kommentar altså Ayaan Hirsi Ali. At Kommentar deltager i den kampagne er sørgeligt og de af os, der har oplevet Hirsi Ali har i de ord svært ved at genkende den værdige og intelligente Hirsi Ali med den næsten adelige fremtoning, et karaktertræk Nelson Mandela af den selv samme fløj blev dyrket for. Hvad er det for noget? Hirsi Ali spyr ikke had, hun spyr slet ikke. Hun beskriver præcist, roligt og velafbalanceret det hun ved og hvis det forekommer voldsomt så er det ikke Hirsi Ali, der er voldsom, men virkeligheden.

Det samme fænomen kunne man opleve tidligere i Weekendavisen (som jeg refererer her fordi jeg skrev en postering om det) da Birthe Røhnn Hornbæk anmeldte den labre Chardott Djavann’s Kast sløret. Også Djavann fik kastet ordet fanatiker efter sig. I morgen bringer Monokultur en fyldig gennemgang af resten af Kommentar’s postering.

Fremragende kronik af Kai Sørlander

Globalisering, Postmodernisme, islam — Drokles on July 7, 2007 at 9:09 am

Kai Sørlander gennemgår her de enkle rationaler, der ligger bag politiken med at begrænse indvandringen. Det bygger selvfølgelig på demokratiets skrøbelighed, kulturel forudsætning og frihedens paradokser. Men udgangspunktet er, at ideen om den fri indvandring er et resultat af erfaringerne fra nazismen. Fra Berlingske Tidende

Det er i det lys, at den indvandrings- og asylpolitik, som har været ført i Europa i de seneste generationer, skal forstås. Den har i afgørende grad været bestemt af to hensyn. For det første ville man undgå den mindste mistanke om at kunne sættes i bås med nazismen og nazisternes behandling af jøderne. Og for det andet opfattede man mere eller mindre bevidst indvandrerne i jødernes billede. Det sidste betød, at enhver politisk modstand mod indvandringen måtte se sig opfattet som værende i slægt med nazisternes behandling af jøderne. Og det første betød, at man så blev sat uden for det gode selskab uden for den »politiske korrekthed«. Den konsekvens var ubærlig for de fleste, og derfor blev der politisk konsensus om en relativt liberal indvandringspolitik. Den var i hvert fald et klart brud med den traditionelle indvandringspolitik. Forandringen skete uden egentlig og åben politisk debat om konsekvenserne på længere sigt. I den konkrete situation var det afgørende hensyn, at man ikke kunne beskyldes for en politik, der kunne bringe nazisternes behandling af jøderne i erindring. Og det var man sikret imod, hvis man gik ind for en liberal holdning til indvandringen; og jo mere liberal, jo bedre for jo længere var man fra nazisterne og deres racisme. De, som dristede sig til at gå imod konsensus, og som krævede en stram indvandringspolitik, fandt sig ofte karakteriseret som racister; og i moralsk afstandtagen kunne man påstå, at de ikke var stuerene.

(…)

Den demokratiske orden adskiller sig fra andre politiske systemer ved at være et rationelt politisk ideal, som bygger på to grundlæggende erkendelser. Den ene er, at lovene i samfundet ikke er gudgivne, men skal skabes af menneskene selv. Og den anden er et krav om politisk ligeværdighed, som følger af, at ingen rent principielt har særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme, hvorledes lovene skal være.

Derfor har demokratiet også nogle forudsætninger, som skal opfyldes, hvis det skal kunne fungere i praksis. Først og fremmest skal borgerne dele dets grundlæggende værdier. Det store flertal skal være enige om at opretholde systemet med politisk ligeværdighed og menneskeskabte love; og de skal være villige til at argumentere for deres holdning til, hvorledes lovene skal være, ud fra det synspunkt. Det indebærer, at de ikke argumenterer for lovene ud fra deres religion, og at de altså i praksis anerkender en adskillelse mellem religion og politik. For at kunne debattere utvunget med hinanden skal de desuden have et fælles sprog. Og som bund skal de selvfølgelig have nogle fælles omgangsformer. Bedst vil det være, hvis sprog og omgangsformer er givet som en historisk arv, og hvis de ikke er bundet til nogen religion, så alle kan dele dem uden at være under religiøs tvang.

Læs den hele. Det er sørgeligt, at det skal siges, men det skal det. Ydermere er det sørgeligt, at en mand som Sørlander er nødt til at mønstre hele sit arsenal af tålmodig pædagogik for at afmontere farligheden og ikke støde folk fra sig.

Faklen og det intellektuelle kollaps

Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on July 3, 2007 at 8:48 am

For nogen uanset politisk observans, blev Faklen engang anset for et intellektuelt tidsskrift. Dette er ganske uretfærdigt da Faklen skrives af meget dumme mennesker, der grundlæggende ikke forstår en skid. Et eksempel er den seneste og meget gennemarbejde postering på Faklen.dk, hvor man prøver at gøre op med Dansk Folkepartis Søren Espersens kronik i Jyllands-Posten d. 26/6 og fejler pinagtigt fælt.

Forfatteren er ingen ringere end Rune Engelbrecht Larsen der først motiverer sit objekt, Søren Espersen og Dansk Folkeparti.

Partiet er i krise efter en lang række vanskeligheder og vigende opinionsundersøgelser, så noget må gøres, og det første kort i kampagneposen er ikke overraskende en radikalisering af kampagnen mod muslimerne.

Når en politiker skriver noget er det kun for at skaffe sig vælgere. Det er altså en total nonsens-præmis der bliver bragt på banen og den ledsages ikke af nogle oppinions-tal, som der heller ikke gøres rede for den logik at en kampagne mod muslimerne i sig selv er en automatisk stemmesluger (og hvis det er hvor er den ikke lanceret tidligere?). Men så kommer han til sagens kerne, afvisningen af den logik, som Søren Espersen repræsenterer

Det vigtige for Espersen er, at islam ikke “bare” er en tro, men “politik”, hvilket gør det til et fikst og firkantet kasse-system at operere inden for, men i virkelighedens verden naturligvis er en umulig restriktiv opdeling for enhver religions vedkommende.

Alt er umuligt i virkelighedens verden, hvis det indebærer kritik af islam. Det er fundamentet for Rune Engelbrechts logik og det danner den gundlæggende kritik af Espersens kronik. Rune Engelbrecht udtrykker det klarest da han i et angreb på Winston Churchill, som jeg vender tilbage til, siger; “Udsagnet er lige så unuanceret, som det er virkelighedsfjernt, men det er naturligvis en generaliserende holdning til islam, som også passer Espersen godt i det 21. århundrede.“. Udsagn kan jo altid nuanceres (bortset fra matematiske), det ligger i deres natur, men det er denne form for alibi-analyse i den postmoderne diciplin, der har gjort Rune Engelbrecht til, hvad han er idag.

Beskyldningen mod Søren Espersen for kassetænkning virker helt ude i hampen da Engelbrecht selv er idehistoriker og således selv må have benyttet sig af kasser til at skille de forskellige ideer og perioder.

Derefter fordrejer han i afsnittet Sondring Mellem Religion og Politik Espersens påstand, at der ikke forskel på islam og islamisme. Espersens argument er, at da islam er et system der omfatter hele samfundets indretning, giver det ikke mening at have et særskilt begreb om politisk islam, islamisme, som en anomali der tilfældigt er klistret på en ellers åndelig tro. Engelbrecht slår fast

Der er ingen religion, der ikke også har samfundsimplikationer og derfor også er politisk, og der er ingen troende, der kan adskille sine holdninger hermetisk fra sin religion.

Efterfulgt af de sædvanlige eksempler med kristne abortmodstandere og noget med bomber. Men læs igen ordet samfunds-implikationer. Der er jo ikke bare tale om implikationer. Alt har selvfølgelig implikationer, så det er Rune Engelbrecht Larsen selv, der ikke siger noget som helst meningsfyldt. Man kan skelne mellem feks. en kortklub og Socialistisk Folkeparti. Kortklubben har politiske implikationer, ved sin eksistens at legitimere spil, hvis nytte i samfundet, der kan være delte meninger om, mens Socialistisk Folkparti er direkte politisk i sit væsen på grund af sit forsæt og sit målrettede virke. Espersen slår fast at islam er politisk. Det er et retorisk kneb af den billige slags Rune Engelbrecht der benytter og det er ikke det eneste. Rune Engelbrecht er idehistoriker.

Og her nægter adskillige af de mest radikale islam-kritikere at se i øjnene, at muslimer er forskellige og motiveres til forskellige handlinger, fordi de forstår religionen forskelligt.

Igen, Rune Engelbrecht er idehistoriker. Man skulle derfor kunne forvente, at han kan skelne mennesket fra religionen eller ideologien. Det er nemlig rigtigt at mennesker er forskellige og derfor også ser verden forskelligt, men det ændrer ikke ved islams essens. Der er en grundtekst der hævder den absolutte sandhed over alle aspekter ved menneskets liv og samfund. Alt der falder uden for denne sandhed er kættersk og skal bekriges med sværdet (eller bomben).

Og Rune Engelbrecht angriber så i afsnittene Religionsvidenskabelige “Autoriteter” Hirsi Ali og Blixen og “Autoriteten” Churchill, hvad han mener er Søren Espersens sandhedsvidner, for deres autoritet på området islam og det totalitære. Meningen med at frembringe Hirsi Ali, Blixen og Chuchill er for Espersen selvfølgelig til dels at legitimere sine egne synspunkter. Men det er også meningen - og meget vigtigere - at gøre Espersen klare logik (som Engelbrecht håner) ukontroversiel. En mand som Espersen afskrives ofte på forhånd som radikal (i ordets egentlige betydning), hvilket for mange derfor betyder, at alt, hvad han siger er radikalt og derfor ikke værd at lytte til. Hirsi Ali, Blixen og Churchill har for mange den etos som de samme mennesker mener Espersen mangler og Espersen afmonterer altså så at sige sin egen farlighed.

1) Espersen: “Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke [mellem islam og islamisme].”

Og? Fortæller dét noget om noget? Man kunne svare som modargument: “Religionsforskeren Jørgen Bæk Simonsen skelner.”

Ja det fortæller fanden galme meget fordi uanset hvad den meget ligegyldige personage Rune Engelbrecht Larsen, der er idehistoriker, ellers mener så er Hirsi Ali en autoritet og det uden ironiske citationstegn. Hun har ikke blot oplevet det islamiske samfund og logik på sin egen krop, hun har også studeret den og frigjort sig fra dens åg. Hvad fanden har velfærdsforbrugeren Rune Engelbrecht Larsen præsteret?

Jørgen Bæk Simonsen, som autoritet, kan man derimod stille store spørgsmålstegn ved, hvad også stadigt flere gør. I øvrigt erkender Jørgen Bæk Simonsen i sit tarvelige skrift Hvad Er Islam, at islam er et (læs ÉT) system, der bestemmer samfundets indretning og således er det en politisk religion og det er netop Espersens argument for at opgive ordet islamisme. Det går igen i det andet “sandhedsvidne” Blixen

2) Espersen: “For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen.

“Udsagnet er meningsløst i denne sammenhæng: Hun kendte slet ikke til begrebet “islamisme”.Espersen forklarer så indirekte via Blixen, hvad islamisme tilsyneladende er i hans optik: “Det var selve religionen islam, hun [Blixen] sidestillede med nazismen.”"Islamisme” er altså “nazisme”?

Det er rigtigt at udsagnet om at Blixen ikke skelnede mellem islam og islamisme til dels er meningsløst fordi Blixen ikke kendte begrebet islamisme, men deri ligger der jo alligevel en pointe. Blixen sidestiller ikke islamisme med nazisme, hun sidestiller islam med nazisme. Det gør hun fordi hun i nazismens essens ser de totalitære træk der kendetegner islam. Det nyligt opfunde ord islamisme er altså overflødigt for at forstå det totalitære. Espersen skriver bare ikke særlig godt og er måske lidt sjusket, hvad jeg ikke skal klandre ham for (og som jeg også her påpeget i posteringen Sejrherren Krarup IV, der blev døbt således for at give min lille “serie” numerisk vægt, hvori jeg mener, at Espersen til tider sjuskede stil skyldes, at han befinder sig midt i et erkendelses-skred). Men han har fuldkommen ret i modsætning til den mere velformulerede Rune Engelbrecht Larsen (man kan ane lærerens “fin orden” i den lille Rune Engelbrechts skoleopgaver), der bare vrøvler.

Eller også manipulerer Engelbrecht bevidst for, hvor Espersen bruger ordet “sidestiller” i “Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen” tilfører Engelbrecht på Espersens vegne “er” i ““Islamisme” er altså “nazisme”?“. Ordet “sidestille”, der understreger det totalitære lighedstræk i de to ideologier falder ud med en påstand om at Espersen, forrædderisk mod Blixen, siger at det ene er en tro kopi af det andet.

Så angribes ingen ringere end Winston Churchill, som autoritet, igen i citationstegn. Churchill! En mand der har indskrevet sig i verdenshistorien netop fordi han kunne se den totalitære fare nazismen udgjorde mod den frie verden og det på baggrund af hans kendskab til bl.a. islam. Spørgsmålet er snarere hvilken autoritet lusepusteren og nul-bon’en Rune Engelbrecht Larsen er?

Rune Engelbrecht forsøger at trække Churchill gennem sølet ved at fremdrage andre og mere uheldige citater fra Churchill, en af den frie verdens helt store ledere gennem tiderne. I et, i øvrigt ganske berømt et, af citaterne fra 1927 roser Churchill den fascistiske leder Mussolini. På det tidspunk var Churchill finansmister (1924 til 1929) og advarede mod, hvad han så som den største trussel mod England, fremvæksten af kommunismen, der havde fået vind i sejlene, bl.a. på grund af Churchills egen fejlslagne økonomiske politik. Citatet er da på sin vis lidt beskæmmende, men altså herregud! For en realpolitiker, der søger det mindste onde, ikke mere end et kuriosum, som det der gamle Poul Schlütter citat DR2 programmet DDR2 åbnede med, hvor Schütter skamroser DDR for de præstationer DDR har opnået økonomisk, kulturelt og samfundsmæssigt. At bruge det til at kritisere Schlütters fast-kronekurs er ligeledes absurd. Som det også er absurd at kritisere Rune Engelbrechts analyse fordi han i sin tid ikke forstod Pædofilforeningens motiver (da pædofili er et meget følelsesladet emne, vil jeg understrege at det sidste skal læses og forstås med allerstørste varsomhed. Engelbrecht forsvarede nogle generelle principper på, hvad jeg mener var den forkerte baggrund, men han forsvarede IKKE pædofili!).

Derefter indvender Rune Engelbrecht Larsen at Espersen indrager imamernes opfordring til at stemme på Asmaa Abdol Hamid fordi hun er muslim.

Ja, selvfølgelig stemmer nogle imamer på hende, fordi hun er muslim. Og?Andre muslimer stemmer på Naser Khader. Atter andre stemmer på Kamal Qureshi, og atter andre stemmer på kandidater, der hverken er muslimer eller har muslimsk baggrund.

Ligesom der er kristne, der stemmer på Kristendemokraterne, fordi det er et eksplicit kristent parti, og der er kristne, der stemmer på Margrethe Auken eller Søren Krarup, fordi de er teologer, som de pågældende vælgere finder i overensstemmelse med deres egen trosudlægning. Selvfølgelig er der da det.

Igen manipulerer Engelbrecht. Espersen brokker sig ikke over at imamerne selv stemmer på hende, men at de opfordrer menighederne til at stemme på hende og det ved idehistorikeren nok godt er noget ganske andet.

Espersens pointe er at fremhæve, at hans analyse af islam som politisk ideologi i sin essens er reel og virker i dagens Danmark. Imamerne taler ikke for døve ører og deres kendskab til islam er absolut autoritativ i modsætning til Engelbrechts relativisme, der kun har skaffet ham pæne karakterer og betinget ros fra lærerne i et langt uddannelsesforløb.

Derfor bliver det ufrivilligt komisk når Engelbrecht, der i øvrigt er idehistoriker siger; “Men Espersen & Co. nægter kategorisk at lade muslimer fortolke islam.” for det er jo netop hvad Espesen gør og som Engelbrecht så også harcelerer over umiddelbart efter. Espersen påpeger nemlig at islamiske samfund altid ender i tyrani og som eksempel bruger Espersen et land midt i den process på vej mod islamisk styre, nemlig Nigeria

Nu springer Espersen behændigt fra Asmaa fra Odense til muslimer i Nigeria. Igen skal vi altså forstå, at det hele er ét fedt.

Her ændres straffeloven i takt med islams fremmarch, bemærker han. Er det så bevist, at vi lige så godt kan kaste islam og islamisme i samme gryde? At Asmaa, Nigeria, wahabisme, ayatollaher, Osama bin Laden, medlemmer af Hamas og Fatah, shiaer og sunnier osv. er ét og det samme?

Espersen taler om islam og Engelbrecht, der er idehistoriker, vidste du det?, taler om forskellige mennesker. De islamiske stater er ikke ens men variationer over det sammme “fedt” som de kommunistiske stater var forskellige variationer over det samme fedt og husk at Engelbrecht er idehistoriker. En syrisk pige sagde til mig, at hvor islam går ind går hjernen ud. Men argumentet fra Engelbrecht bruges en sidste gang i, hvad han mener er den syvende belastende indvending mod Espersen

7) Som kronen på værket kommer så afslutningsvist endnu en gammel traver fra Espersens hånd: Mange af de lande, hvor islam spiller en fremtrædende politisk rolle, er udemokratiske og totalitære. Ingen modsigelse dér.

Og sådan har det i øvrigt været i 95 procent af den del af verden og verdenshistorien, hvor kristendommen har spillet den fremtrædende rolle. Og i store dele af islams historie har lande med islam som dominerende religion været mere tolerante og rigere end andre lande med kristendommen som dominerende religion.

Det sidste vælger jeg at overhøre her for det er en længere debat om historie. Islam er i sin essens totalitær og det ændrer intet at man kan påpege totalitære styreformer andre steder. Det er et komplet idiotisk argument.

Det der er spørgsmålet er ikke hvorfor man i uoplyste tider har handlet som man har gjort, men hvorfor den islamiske verden, i den absolut mest oplyste tid Verden nogensinde har set, voldeligt insisterer på at henslæbe en tilværelse i totalt mørke. Andre kulturer kan jo se lyset.

Men det magter man ikke som relativist. Der kan man komme med “….men kendsgerningen er, at enhver forståelse af en tekst implicerer en fortolkning.” og se ganske bort fra, at enhver tekst bærer en mening, der prøver at gøre sig forståelig for læseren. Det er jo derfor bon-hovedet Engelbrecht selv meddeler sig i - en tekst! Oven i købet en tekst der hævder at være den rette læsning af en anden tekst. Hvis Engelbrechts eget udsagn, som vi jo kan fortolke som vi vil, skal give mening spilder han sin tid.

Engelbrechts verden står for fald. Meningen med ordet islamisme er en retræte for apologeterne, der ikke kan holde en argumentation, der hævder, at der ikke er forbindelse mellem islam og terror, undertrykkelse af kvinder, grusomme samfund osv. og derfor bruger en afart der mest skyldes få unge mænds vildfarelse. Derpå håber man så istedet, at kunne starte en diskussion om psykologi og sociale forhold, stigmatisering og ekskludering og manglende offentlige tilbud i allerede svulmende velfærdsstater, som grund for de voldsomme begivenheder vi ser overalt i den muslimske verden og også her i den frie verden. Men det er for sent. Forbindelsen er der og den bliver dag for dag mere tydelig. Diskusionen ændrer præmis og du ved ikke hvorfor, gør du? idehistoriker Engelbrecht!

Venstrefløjens sejr over dannelsen

68, Postmodernisme, venstrefløjen — Drokles on June 19, 2007 at 3:04 am

En af hindringerne for skabelsen af det nye samfund befolket med det nye menneske er dannelse. Ideen om forudsætninger for tanke. Derfor ses dannelse som det reaktionære der står i vejen for den fri og naturlige tanke. I Folkeskolensammenhæng var faget orientering, der lige så vel kunne hedde briefing, eksponent for netop dette og kampen, som Kristendomsundervisning skal erstattes af et mere generelt fag om religion i al almindelighed. Der er i denne opfattelse en masse religioner der har det til fælles at de tror på en eller anden bevidst skabelse og det der adskiller dem er et par ubetydelige ritualer, som kun er gammel vane. Resultatet af denne opfattelse kan man læse i Politiken

Omtalen af tugt i Bibelen kan tolkes som en legitimering af vold.Det mener den norske børneombudsmand, og han opfordrer til, at ordet slettes fra de kristnes hellige bog.

Det mener den norske børneombudsmand, og han opfordrer til, at ordet slettes fra de kristnes hellige bog.»At kirkens folk går ud og tager afstand og opfordrer andre trossamfund til at gøre det samme, er måske en af de vigtigste sejre i kampen mod vold mod børn«, siger børneombudsmand Reidar Hjarmann ifølge avisen Vårt Land.

»Misforstår bibelske begreber«
Men den norske biskop Laila Riksaasen Dahl mener, at Hjarmann har misforstået de bibelske begreber.

Hun henviser til, at ‘tugt’ kun findes i det gamle testamente i den nyeste bibeloversættelse fra 1978.

Hun roser ham dog for at tage problemstillingen op.

En ombudsmand! nu har jeg aldrig…

Sjovt læserbrev i Politiken

Postmodernisme, Ungdomshuset — Drokles on June 10, 2007 at 6:54 am

Fra papirudgaven af Politiken

På muren på Assistens Kirkegaard på Nørrebro i København er der malet en grafitti, som utvetydigt opfordrer til dødelig vold mod politiet. Grafittien vil ikke blive fjernet umiddelbart, da man ifølge miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam må tage hensyn til følelserne hos de mennesker, der blev berørt af rydningen af Jagtvej 69 på Nørrebro. Har vi i København en borgmester, som blåstempler opfordringer til drab på politibetjente?

Jeg har ikke undersøgt om påstanden mod Bondam er sand og kolporterer den bare fordi den passer i mit kram. Det er interessant at de berørte kun regnes blandt dem, der normalt går under betegnelsen “Ungdomshusets brugere” og ikke de borgere der fik deres biler brændt, cykler smadret, forretninger vandaliseret eller bare levede i en form for krigszone i deres egen by.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress