Alle krænkelsers moder

Lars Vilks betegnes ofte ret vildledende som Muhammedtegner, som var det hans levevej. Vilks er blot kunstner (som man nu definerer kunst i disse tider) og laver i den forbindelse næsten alt andet end Muhammedtegninger. Alligevel er det hans begrænsede produktion af kunst der omhandler sagnfiguren Muhammed der oftest definerer ham.

At tegne sagnfiguren Muhammed ophidser en ukendt antal muslimer. Nogen gange hører man at det er mange muslimer hvis følelser krænkes af at en udtrykker sig, andre gange er det kun få muslimer. Det er få muslimer der bliver stødt på manchetterne når det handler om at afvise islamkritikernes alarmisme og derfor fremhæves muslimerne som moderne mennesker, der leder efter en fremtid ligesom vores. Men når det handler om at anklage de der som Vilks udtrykker sig for at bringe ulykke med sig, er det mange muslimer der bliver stødt på manchetterne .

Dette hænger også sammen med den forvirring der er om ytringsfriheden og om folk som Vilks egentligt er truede. Når man skal underminere deres troværdighed er de ikke reelt truede (en parallel til den principielle ytringsfrihedsdebat) og skal derfor ikke tages alvorligt. Der var længe tvivl om Hedegaard overhovedet var udsat for et attentat og en venstreradikal pøbels overfald på Pia Kjærsgaard blev affærdiget som hendes ønsketænkning. Men når truslen så nærmer sig eller volden er en realitet er det selvindlysende at kritikerne har bragt det på dem selv og ganske egoistisk endda udsat andre for farer. En nabo til Krudttønden udtrykte på Danmarks Radio netop den tanke; “når man så inviterer en så kontroversiel person som Vilks, hvad havde man ellers forestillet sig ville ske?” (citeret frit efter hukommelsen)

Udtrykket er sigende for den diskussion, fordi naboen sikkert ellers ikke mener at der er en trussel mod ytringsfriheden ved at mennesker der rent faktisk har noget interessant at sige søges myrdet af mange grupper og ensomme ulve (lad os nu se om ikke den seneste drabs ikke fik lidt hjælp og støtte). For ville hun da ikke støtte op om et ædelt ideal, hvis det var truet? Men alligevel er det logisk for hende, at sådan noget som et skudattentat bare sker. For det er, hvad skudattentater gør - de sker. Der er ikke nogen der udfører dem, de sker og det der sker er en logisk konsekvens af noget alle kan sige sig selv. Hvis man bare kender reglerne. Og fordi det er selvindlysende skal man ikke udfordre det, for det er at gå imod den selvindlysende virkelighed og så er man selv skyld i at man bliver forsøgt myrdet - undskyld at man bliver dræbt, selvfølgelig. Det var ikke min mening at antyde at morderen grundlæggende kunne have ladet være og have været mere kræsen med hvilke kunstudstillinger han besøgte.

Så det rigtige tal må være at mange muslimer bliver stødt, når alle til syvende og sidst er enige om at Vilks er enten truet, som folk som jeg mener han er, eller selv er ude om den uundgåelige vold, som den værdimæssige venstrefløj mener at han er. Og det hænger sammen med Muhammedtegnerens andet suffix, nemlig kontroversiel. Kontroversiel er et ofte benyttet ord for kritikere af islam, også om Vilks, både i medier og blandt folk flest og som vi så det ovenfor med Krudttøndens klarsynede nabo. En kontroversiel person er måske selv skyld i ulykken. Kontroversen har vel trods alt udgangspunkt i personen ifølge udtrykket ‘kontroversiel person’. Et lidt mindre eufemistisk udtryk kunne være ‘konfliktskabende’. Den der lever ved sværdet og du kunne jo blot have ladet være og hvad forestillede du dig ellers ville ’ske’? Osv.

Men konflikten er vel ikke personen? Nej, det er, hvad personen har gjort. Han har i dette og lignende tilfælde tegnet, tegnet som han syntes det skulle se ud. Kan det virkeligt skabe konflikt? En tegning? Ville man selv skyde Hergé eller Picasso? Nej, hvis ikke man kan lide Tintin, kantede mennesker og rundkørselshunde kan man lade være med at købe den slags skilderier. Men nogen mener alligevel at tegninger er værd at myrde løs på andre mennesker for. De mennesker er ikke kontroversielle. De mennesker der myrder løs er ‘hvad der sker’.

Jo, attentatmanden er jo selvfølgelig værre en tegneren, det bliver indrømmet lige før det obligatoriske ‘men’. Med mindre selvfølgelig, attentatmanden er et psykosocialt offer for tonen i debatten, for så er det nemlig vi skal til at se indad. For i Danmark bliver der sagt mange kontroversielle ting hele tiden. Det gør man ikke i USA fortalte Steinmetz på News. Derovre havde man en langt større forståelse for folks religiøse følelser, de fineste følelser i menneskets følelsesregister åbenbart, og mindre forståelse for hvorfor nogen dog ville tegne sagnfiguren Muhammed som en hund. I USA havde man en fundamentalt anden tilgang til ytringsfrihed en den grove danske, konkluderede han uden hensyn til at ytringsfrihed og almindelig social konduite ikke er det samme. Men pærer og bananer blandes gerne når vi ser indad - ellers kommer vil vel ikke frem til at skamme os. Og ikke et ord om terror mod amerikanske mål, der kunne forvirre årsagssammenhængen.

Så derfor: ‘Men’ selv om attentatmanden er værre end den kontroversielle, behøver man jo ikke at sige eller tegne dumme ting når nu nogen bliver kede af det. Man kunne jo lade være. Vi har jo ikke ytringspligt, som Uffe Ellemann Jensen slog fast i sin faste klumme på Berlingske Tidende, en klumme hvor han selv fortsatte det ene indlæg efter det andet til han fik sit faste TV-program sammen med Mogens Lykketoft til at forklare hvordan det hele hænger sammen. De to statsmænd har måske ikke ytringspligt, men de ytrer sig alligevel flittigt “fordi DE kender Verden” (eller kender de bare værten?). Med andre ord, så er der ingen grund til at udtrykke sin mening hvis den går imod Ellemanns mening, for det er andres mening Ellemann i udgangspunktet altid finder dumt.

Men stadigvæk, ytringsfrihed, kan vi alligevel ikke moderere den lidt? Kan vi ikke yde mådehold? Behøver vi at være så grove? Behøver vi ligefrem at vifte med en rød klud? Behøver vi ligefrem lede efter fjender? Ja til det hele; ja fordi vi er frie mennesker helt ned til tæerne, ja fordi vores meninger er vores natur så meget at uartige tegninger og skrifter altid “vil ske” uanset hvem der måtte hade selve ideen om den frie tanke, ja og hvis ikke du kan håndtere friheden så flyt til Saudiarabien, Nordkorea eller Sverige, der mere og mere ligner en blanding af Nordkorea og Saudiarabien. Men lad retorikken ligge og lad os istedet se på to andre aspekter ved vores aktuelle attentatmand.

I Ekstrabladet husker ‘Victor’ terroristen som en tidligere skolekammerat fra VUC - ‘Victor’ ville gerne vil være anonym for selvom attentatmanden nu er død mener han at vide, hvad der “kan ske” - hvorledes vores attentatmand kunne blive agressiv når han talte om sit yndlingsemne, islam. Dengang hævdede attentatmanden for eksempel, at man ikke skulle drikke øl foran muslimer fordi det var krænkende. Hånden op alle der betragter Vilks som kontroversiel, men ikke er for fine til at sidde på en fortovscafe på Nørrebro og drikke en kold fadbamse! Og nu er grønlænderne også advaret - nej vent, de blev jaget ud af Volsmose for flere år siden af selv samme grund. Det ser ud til at være mere end en enkelt ulvs mening.

Det er altså ikke nogle bestemte tegninger, der er problemet. Tegningerne står blot først på listen fordi de er symboltunge. På krænkelseslisten står altså også øldrikning. Og hvis man tager til Saudiarabien som turist, mens man overvejer om det er noget for een med et permanent ophold, så kan man jo se, hvad der ellers er på listen over krænkende ting. Kvinder må f.eks ikke køre i bil, være alene uden opsyn eller vise bar hud. Og der er klare grænser for, hvor de overhovedet må være i det offentlige rum. Den tendens kan man også se herhjemme f.eks på påklædningen på Nørrebro. Man kan se den når de populære Outlandish fandt det outrageous med en norsk sangerindes nøgne arme. Man kan se det når Asmaa og en gymnasiecensor ikke vil give hånd til det modsatte køn. Man kan se det i alle de små forskelle, udlandsturisten ser som eksotiske og hjemlandsturisten ser som mangfoldige og som kræver svinet, det urene dyr, ud.

Men der var en tredie ting på terroristens krænkelsesliste, som endda stod højere end øl og nøgne arme. Nemlig det at være jøde. Dan Uzan, der blev skudt gennem hovedet, var arveligt betinget en kontroversiel person fra et arveligt betinget kontroversielt folkeslag, der nok burde vide hvad der ‘ville og kommer til at ske’. Jødens blotte eksistens som fri og driftig frem for underkuet er endnu en dødelig krænkelse, så når man er igang med at skyde svinger man selvfølgelig forbi Krystalgade. Fik jeg nævnt det er ulovligt for jøder at være i Saudiarabien? Hvis det er et problem at være nabo til Krudttønden, hvorledes skal vi tænke om at være nabo til jøder?

Man må tage hele pakken, sagde Abdul Wahid Pedersen om islam og hele pakken vil sige både det at tegne, være kvinde, jøde, vantro, at drikke øl, være klædt efter forholdene og at tænke selv. Hele pakken blev givet af sagnfiguren Muhammed og kritik af og satire over Muhammed er derfor kritik af hvert et punkt på krænkelseslisten, som den blevet givet i de forbandede skrifter. Intet punkt på krænkelseslisten kan hverken intellektuelt eller moralsk legitimeres og det eneste alternativ til refleksion er vold og terror, så meget desto mindre den samlede pakke. Og tegninger af pakkens sagnophav er alle krænkelsers moder.

Søren Espersen skal ud af Dansk Folkeparti

Lars Hedegaard skriver om Dansk Folkepartis flugt fra islamkritik på Dispatch International

Desværre lader Dansk Folkepartis svar på Politikens og PioPios anklager om fremmedhad og racisme i partiets rækker en del tilbage at ønske. DF skelner mellem islam og ”islamisme”, meddeler partiets i øvrigt fornuftige udenrigsordfører Søren Espersen. Hvad forskellen er, får vi ikke at vide.

Men lad os så spørge Dansk Folkeparti: Hvis islam skal opfattes som en fredsommelig religion, mens ”islamisme” er en frygtelig afvigelse, hvad var så Muhammed? Var han en godhjertet muslim eller var han ”islamist”? På en konference i København for nogle år siden stillede den syriske psykiater Wafa Sultan dette spørgsmål, uden at få svar. Beretningerne om Muhammeds udsagn og liv tyder unægteligt på det sidste. Altså er der ingen forskel på islam og ”islamisme”, derimod er der muslimer, som ikke vil deltage i islams krig mod alle os andre.

Til Politiken udtaler Søren Espersen: ”Jeg vil ikke acceptere, at den type holdninger skulle være generelle for partiet. Det må forstås sådan, at had til islam ikke kendetegner Dansk Folkeparti, men det følger jo af partiets skelnen mellem islam og ”islamisme”.

Partimedlemmer, der udtaler sig negativt om tilhængerne af islam vil blive smidt ud, meddeler han. Man kan ikke gøre hele partiet ansvarlig for enkeltpersoners uansvarlige udsagn, fremgår det. Altså kan man ikke gøre en milliard muslimer ansvarlige for, at andre muslimer følger Muhammeds blodtørstige dekreter. Her synes Politiken, PioPio og Dansk Folkeparti at være overens.

Og det citat af Søren Espersen vakte minder, minder og minder fra hans 2007 kronik “Hvor islam går frem, breder ørkenen sig” i Jyllands-Posten

Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.

Og Espersen argumenterede kækt dengang bl.a

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen - hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod.

Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro - og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag - er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim?

(…)

Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold - herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk - nødvendigvis må afskaffe demokratiet.

Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?

(…)

Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam - så vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået kendskab til islam. Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at undervise i denne fjerne religion.

Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at kende islam, desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.

For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse

Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.

(…)

Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam. Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud? Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

Ud med Espersen!

Muslimerkongen er død

Kong Abdullah af Saudiarabien er død og verdens statsledere har udtalt deres sorg over den store mand. Her nogle reaktioner samlet af den venstreorienterede Think Progress

King Abdullah, 90, who died early Friday morning, is being hailed as a reformer, despite condoning human rights abuses and forwarding only very measured efforts to promote democracy in his oil-rich nation.

One of the most scrutinized aspects of the Saudi Arabia’s rights’ record is its so-called “male guardianship system,” women are not allowed to travel, obtain a passport, marry, or continue their education without the approval of a male relative.

The King’s own daughters are hardly an exception to the harsh rule. Four of his daughters claim that the are being forcibly held in a dilapidated palace with little in the way of food and water. “Our father said that we had no way out,” Sahar Al Saud, 42, wrote in an email to the British broadcast network Channel 4, “And that after his death our brothers will continue detaining us.”

“We are just an example of so many families, of what so many women, go through. Just a tiny, tiny example,” the princess who once enjoyed international skiing and shopping trips said.

(…)

President Barack Obama praised the king for having “the courage of his convictions,” and for promoting security in the region, but steered clear of commenting on Saudi Arabian social policies.

“In a very discreet way, he was a strong advocate of women,” Christine Lagarde the head of the International Monetary Fund said from the Davos Economic Forum in Switzerland.

Even news reports heralded King Abdullah’s track record on civil rights, though the laudatory language was often followed by only vague or contradictory examples from his 9-year tenure as the head of Saudi Arabia.

CNN called him “a cautious reformer” citing “steps toward broader freedoms” without giving clear examples. The New York Times Douglas Martin and Ben Hubbard referred to the autocratic ruler as a “force of moderation,” although the already tempered phrase was followed by examples in which the King failed to carry out the reforms he publicly vowed to carry out.

(…)

On Friday, Saudi authorities again postponed the flogging of the progressive blogger Raif Badawi. Although the British foreign secretary raised concerns about brutal sentence awaiting the blogger with the Saudi ambassador to Britain prime minister was among those praising King Abdullah’s commitment to his people.

“He will be remembered for his long years of service to the kingdom, for his commitment to peace and for strengthening understanding between faiths,” David Cameron said.

skc3a6rmbillede-2015-01-27-kl-074444

Flere og overlappende reaktioner her. Også tidligere præsident George Bush var ked af den store mands død, som han skrev på Facebook

“Laura and I are saddened by the death of a man I admire and with whom I was honored to work. I have very fond memories of my visits to the Kingdom of Saudi Arabia, and of the King’s visit to our ranch in Crawford. He was an important and able ally and a force for modernization in his country. King Abdullah served his nation honorably with strength and vision. We send our heartfelt condolences to the King’s family and all who will miss him.”

bush-og-kong-abdullah

Islam opstod, som bekendt, på den arabiske halvø som en kodificering af arabisk kultur og moral. Som islam spredte sig udvikledes et væld af variationer, så man hurtigt ikke længere kunne tale om et islam. Seneste skud på stammen er islamisk stat, hvis forskelle og ligheder i forhold til den saudiske variant gør enhver islamofob til skamme. Washington Post stiller det pædagogisk op

b7z1hcscuaelirf

Disses væsensforskellige forskel i samfundsindretning kommer af den fleksibilitet, der er i islams lære, her i sammenligning med koranen

comparingquranis
Og i praksis er der da også milevid forskel på Islamisk stat og kalifatet. Daily Telegraph skriver om lov og orden i den nye Islamisk Stat

On January 15, 2015, the Islamic State (ISIS) released a collection of images showing the enforcement of the hudud (Koranic punishment) in Ninawa, Iraq. The images show the execution of two men convicted of homosexuality by throwing them from a tall building; the crucifixion of two men convicted of armed theft; and the stoning of a woman convicted of adultery.

g

i

Således holdes der også orden i Saudiarabien på åben gade

Som man kan se, helt forskellige straffemetoder, der vidner om islams mange ansigter. Men det er den samme folkelige deltagelse, der vidner om islam som fredens religion

Arabisk hjemmeliv

Arabere, Forbrydelse og straf, Muslimer, Muslimguf, Sharia, islam, muhammed — Drokles on January 17, 2015 at 12:43 pm

Vi har vel alle problemer med hushjælpen…

Fra The Religion of Peace

The Qur’an:

Qur’an (33:50) - “O Prophet! We have made lawful to thee thy wives to whom thou hast paid their dowers; and those (slaves) whom thy right hand possesses out of the prisoners of war whom Allah has assigned to thee” This is one of several personal-sounding verses “from Allah” narrated by Muhammad - in this case allowing himself a virtually unlimited supply of sex partners. Other Muslims are restrained to four wives, but, following the example of their prophet, may also have sex with any number of slaves, as the following verse make clear:

Qur’an (23:5-6) - “..who abstain from sex, except with those joined to them in the marriage bond, or (the captives) whom their right hands possess…” This verse permits the slave-owner to have sex with his slaves. See also Qur’an (70:29-30). The Quran is a small book, so if Allah used valuable space to repeat the same point four times, then sex slavery must be very important to him.

Qur’an (4:24) - “And all married women (are forbidden unto you) save those (captives) whom your right hands possess.” Even sex with married slaves is permissible.

Qur’an (8:69) - “But (now) enjoy what ye took in war, lawful and good” A reference to war booty, of which slaves were a part. The Muslim slave master may enjoy his “catch” because (according to verse 71) “Allah gave you mastery over them.”

Qur’an (24:32) - “And marry those among you who are single and those who are fit among your male slaves and your female slaves…” Breeding slaves based on fitness.

Qur’an (2:178) - “O ye who believe! Retaliation is prescribed for you in the matter of the murdered; the freeman for the freeman, and the slave for the slave, and the female for the female.” The message of this verse, which prescribes the rules of retaliation for murder, is that all humans are not created equal. The human value of a slave is less than that of a free person (and a woman’s worth is also distinguished from that of a man’s).

Qur’an (16:75) - “Allah sets forth the Parable (of two men: one) a slave under the dominion of another; He has no power of any sort; and (the other) a man on whom We have bestowed goodly favours from Ourselves, and he spends thereof (freely), privately and publicly: are the two equal? (By no means;) praise be to Allah.” Yet another confirmation that the slave is is not equal to the master. In this case it is plain that the slave owes his status to Allah’s will. (According to 16:71, the owner should be careful about insulting Allah by bestowing Allah’s gifts on slaves - those whom the god of Islam has not favored).

From the Hadith:

Bukhari (80:753) - “The Prophet said, ‘The freed slave belongs to the people who have freed him.’”

Bukhari (52:255) - The slave who accepts Islam and continues serving his Muslim master will receive a double reward in heaven.

Bukhari (41.598) - Slaves are property. They cannot be freed if an owner has outstanding debt, but can be used to pay off the debt.

Bukhari (62:137) - An account of women taken as slaves in battle by Muhammad’s men after their husbands and fathers were killed. The woman were raped with Muhammad’s approval.

Bukhari (34:432) - Another account of females taken captive and raped with Muhammad’s approval. In this case it is evident that the Muslims intend on selling the women after raping them because they are concerned about devaluing their price by impregnating them. Muhammad is asked about coitus interruptus.

Bukhari (47.765) - A woman is rebuked by Muhammad for freeing a slave girl. The prophet tells her that she would have gotten a greater heavenly reward by giving her to a relative (as a slave).

Bukhari (34:351) - Muhammad sells a slave for money. He was thus a slave trader.

Bukhari (72:734) - Some contemporary Muslims in the West, where slavery is believed to be a horrible crime, are reluctant to believe that Muhammad owned slaves. This is just one of many places in the Hadith where a reference is made to a human being owned by Muhammad. In this case, the slave is of African descent.

Muslim 3901 - Muhammad trades away two black slaves for one Muslim slave.

Muslim 4112 - A man freed six slaves on the event of his death, but Muhammad reversed the emancipation and kept four in slavery to himself. He cast lots to determine which two to free.

Bukhari (47:743) - Muhammad’s own pulpit - from which he preached Islam - was built with slave labor on his command.

Bukhari (59:637) - “The Prophet sent Ali to Khalid to bring the Khumus (of the booty) and I hated Ali, and Ali had taken a bath (after a sexual act with a slave-girl from the Khumus). I said to Khalid, ‘Don’t you see this (i.e. Ali)?’ When we reached the Prophet I mentioned that to him. He said, ‘O Buraida! Do you hate Ali?’ I said, ‘Yes.’ He said, ‘Do you hate him, for he deserves more than that from the Khumlus.’” Muhammad approved of his men having sex with slaves, as this episode involving his son-in-law, Ali, clearly proves. This hadith refutes the modern apologists who pretend that slaves were really “wives,” since Muhammad had forbidden Ali from marrying another woman as long as Fatima (his favorite daughter) was living.

Abu Dawud (2150) - “The Apostle of Allah (may peace be upon him) sent a military expedition to Awtas on the occasion of the battle of Hunain. They met their enemy and fought with them. They defeated them and took them captives. Some of the Companions of the Apostle of Allah (may peace be upon him) were reluctant to have intercourse with the female captives in the presence of their husbands who were unbelievers. So Allah, the Exalted, sent down the Qur’anic verse: (Qur’an 4:24) ‘And all married women (are forbidden) unto you save those (captives) whom your right hands possess.’” This is the background for verse 4:24 of the Qur’an. Not only does Allah grant permission for women to be captured and raped, but allows it to even be done in front of their husbands. (See also Muslim 3432 & Ibn Kathir/Abdul Rahman Part 5 Page 14)

Abu Dawud 1814 - “…[Abu Bakr] He then began to beat [his slave] him while the Apostle of Allah (pbuh) was smiling and saying: Look at this man who is in the sacred state (putting on ihram), what is he doing?” The future first caliph of Islam is beating his slave for losing a camel while Muhammad looks on in apparent amusement.

Ibn Ishaq (734) - A slave girl is given a “violent beating” by Ali in the presence of Muhammad, who does nothing about it.

Abu Dawud 38:4458 - Narrated Ali ibn AbuTalib: “A slave-girl belonging to the house of the Apostle of Allah (peace_be_upon_him) committed fornication. He (the Prophet) said: Rush up, Ali, and inflict the prescribed punishment on her. I then hurried up, and saw that blood was flowing from her, and did not stop. So I came to him and he said: Have you finished inflicting (punishment on her)? I said: I went to her while her blood was flowing. He said: Leave her alone till her bleeding stops; then inflict the prescribed punishment on her. And inflict the prescribed punishment on those whom your right hands possess (i.e. slaves)”. A slave girl is ordered by Muhammad to be beaten until she bleeds, and then beaten again after the bleeding stops. He indicates that this is prescribed treatment for slaves (”those whom your right hand possesses”).

Ibn Ishaq (693) - “Then the apostle sent Sa-d b. Zayd al-Ansari, brother of Abdu’l-Ashal with some of the captive women of Banu Qurayza to Najd and he sold them for horses and weapons.” Muhammad trades away women captured from the Banu Qurayza tribe to non-Muslim slave traders for property. (Their men had been executed after surrendering peacefully without a fight).

Umdat al-Salik (Reliance of the Traveller) (o9.13) - According to Sharia, when a child or woman is taken captive by Muslims, they become slaves by the mere fact of their capture. A captured woman’s previous marriage is immediately annulled.

Fremtiden må ikke tilhøre de, der håner islams grundlægger

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

charlie-hebdo-pixelated

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Muslimerne som evige ofre

Venstrefløjens fornægtelse af virkeligheden er blevet mediernes og politikernes prisme skriver Brendan O’Neill i National Review

The British press has never seemed as out of touch as it is today. All our broadsheet papers are packed with pleas to the people of France, and other European populations, not to turn into Muslim-killing nutjobs in response to the Charlie Hebdo massacre. The Guardian frets over“Islamophobes seizing this atrocity to advance their hatred.” The Financial Times is in a spin about “Islamophobic extremists” using the massacre to “[challenge] the tolerance on which Europe has built its peace.” One British hack says we should all “fear the coming Islamophobic backlash.” And what actually happened in France as these dead-tree pieces about a possible Islamophobic backlash made their appearance? Jews were assaulted. And killed. “Don’t attack Muslims,” lectures the press as Jews are attacked.

Across Europe, among the right-thinking sections of society, among the political classes, the response to the massacre of the cartoonists and satirists has been the same: to panic about how Them, the native masses, especially the more right-wing sections of the French population, might respond to it. The blood on the floor of the Charlie Hebdo offices was still wet when brow-furrowed observers started saying: “Oh no, the Muslims! Will they be attacked?” It’s the same after every terrorist attack: from 9/11 to 7/7 in London to last year’s Sydney siege to Paris today: Liberals’ instant, almost Pavlovian response to Islamist terror attacks in the West is to worry about a violent uprising of the ill-educated against Muslims. The uprising never comes, but that doesn’t halt their fantasy fears. What’s it all about?

Og det er ingen løgn, som Guardians Owen Jones leverer et eksempel på

Here’s how the murderers who despicably gunned down the journalists and cartoonists of Charlie Hebdo do not want us to respond. Vengeance and hatred directed at Muslims as a whole serves Islamic fundamentalists well. They want Muslims to feel hated, targeted and discriminated against, because it increases the potential well of support for their cause. Already, there are multiple reports of attacks in France against mosques, and even a “criminal explosion” in a kebab shop. These are not just disgraceful, hateful acts. Those responsible are sticking to the script of the perpetrators. They are themselves de facto recruiting sergeants for terrorists.

Social media abounds with Islamophobes seizing this atrocity to advance their hatred. Islam as an entire religion is responsible, they cry: it is incompatible with “western values”. They wish to homogenise Muslims, as though Malala and Mo Farah have anything in common with the sectarian murderers of Isis. Most victims of Islamic extremists are of course themselves Muslims: including Ahmed Merabet, the French police officer killed at close range by the terrorists in Paris yesterday.

This is a dangerous moment. Anti-Muslim prejudice is rampant in Europe. The favoured target of Europe’s far-right – like France’s Front National, which currently leads in the opinion polls – is Muslims. France is home to around 5 million Muslims, who disproportionately live in poverty and unemployment, often in ghettoised banlieues. This incident should rightfully horrify, but it will now undoubtedly fuel an already ascendant far-right.

Kun for at blive overgået af Michael Deacon i The Telegraph

Here’s a theory. Terrorists aren’t offended by cartoons. Not even cartoons that satirise the Prophet Muhammad. They don’t care about satire. For all I know they may not even care about the Prophet Muhammad.

Instead, they merely pretend to be offended by cartoons, in order to give themselves a pretext to commit murder. Murder so horrifying, on a pretext so unWestern, that non-Muslims – blinded by grief and rage – turn on Muslims. Blame them. Persecute them. Burn their book, attack their mosques, threaten them in the street, demand their expulsion from Western societies. Actions that, in turn, scare Western Muslims, isolate them, alienate them. And thus drive some of them to support – and even become – terrorists.

Result: terrorists swell their ranks for a civil war they long to provoke non-Muslims into starting.

Modkraft udtrykte det samme i denne streg

modkraft-tegning-ch

Og lidt længere ude på overdrevet tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen

Massakren i Paris vil utvivlsomt forøge den antimuslimske stemning, som i forvejen var vokset markant over hele Europa, især i store europæiske lande som Frankrig og Tyskland. Flere moskeer er blevet angrebet i Frankrig efter angrebet på Charlie Hebdo. Og vi hører allerede at de nationalkonservative politiske bevægelser rykker ud med krav om nye stramninger og restriktioner specielt rettet mod de muslimske mindretal. I Frankrig har Front Nationals leder Marine Le Pen betegnet Islam som en ”morderisk ideologi”. Englands Nigel Farrage fra UKIP taler om en ”femte kolonne”. Og hollandske Geert Wilders taler om, at det europæiske kontinent er ”i krigstilstand”.

Hvis denne udvikling får succes, vil terroristerne have opnået præcis hvad de ønskede med deres handlinger.

I det omfang der ligger tankevirksomhed bag mordene i Paris, er det et ønske om yderligere at skabe kløfter mellem Europas millioner af muslimer og os andre. I vreden over, hvad der er sket, glemmer vi let, at terroren ikke blot er rettet mod ”os”. Den er især udtryk for et internt opgør i Islam mellem yderligtgående islamister og den store brede gruppe, der ønsker at leve fredeligt side om side med andre religioner. Derfor har nogle af de mest spektakulære islamistiske terroraktioner været rettet mod andre muslimer – senest i Peshawar i Pakistan i en skole, hvor over 130 børn og unge blev myrdet i en massakre foretaget af Taleban.

Men det kommer en reaktion. Hvert terrorangreb er endnu et angreb i en krig der for længst er startet. Og så længe myndigheder og politikere og medier insisterer på løgnen vil folk tabe tiltroen til at blive forsvaret. Og så vil de forsvare sig selv.

Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Politiken “Ingen er hævet over kritik eller satire.”

Efter at have udtrykt sin foragt for Flemming Roses og Jyllands-Postens 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed erklærer Politiken at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse

Ingen er hævet over kritik eller satire

Jeg glæder mig allerede til Lidegaards semantiske forsvar. Men der er forskel på Jyllands-Posten og Charlie Hebdo

Frankrig har en stolt tradition for oplysning, ytringsfrihed og religionskritik, som Charlie Hebdo vedkender sig og fører videre. Attentatet var et attentat på arven fra den franske revolution, som alle vestlige demokratier bygger på.

En stolt tradition, som det var dumt for Jyllands-Posten at være en del af. Og efter en skåltale af floskler fortsætter Politiken

»Allah er stor«, skal attentatmændene have råbt. Men det er dem, der misbruger deres profet til at retfærdiggøre vold, der krænker religionen.

Stakkels islam. Hvordan kunne det dog gå til? Hvad havde også disse attentatmænd dog misforstået? Var der ingen fortilfælde fra det perfekte menneske Profet Whoever-curses-a-prophet-kill-him Muhammed til inspiration?

  • Abu `Afak - Muhammad asked his followers to kill this man for making negative remarks about Muhammad and Islam.
  • Ka’b bin Ashraf - Muhammad asked his followers to kill this man for writing inflammatory poetry about Muhammad and Muslim women.
  • Asma Bint Marwan - Muhammad asked his followers to kill this woman for composing inflammatory poetry about Islam and Muslims.
  • Blind Man’s Slave-Mother - When Muhammad learned that one of his followers had stabbed and killed his slave (other sources refer to her as a freed concubine: Umm walad) for making derogatory remarks about Muhammad, he declared that “no retaliation is payable for her blood.
  • Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, a storyteller and poet who had mocked him. He was a prisoner of war who was not allowed to be ransomed by their clans and was executed on Muhammad’s orders.

Nogle danske reaktioner på Hebdo massakren

Hykleriet vil ingen ende tage i disse timer, hvor avis efter avis i et anfald af “Jeg er Spartacus” erklærer at de er Charlie Hebdo. Men de har alle, også Jyllands-Posten, for længst opgivet at trykke Muhammed tegninger. Charlie Hebdo har stået stort set alene. Derfor er det beskæmmende at læse Bo Lidegaard skrive at massakren på charlie Hebdo er “Et attentat på os alle“. For det er kun et attentat på de, der taler islam midt imod. Politiken har sagt undskyld og betalt erstatning. De andre holdt hovedet lavt som BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen der i en debat i TV2s Presselogen med Pia Kjærsgaard argumenterede imod at genoptrykke Muhammedtegningerne

- Hvis man gik ind og genoptrykte de 12 Muhammed-tegninger fra 2005, kunne man tale om, at der var en provokation. Mange kunne tolke det som en provokation, hvor der ikke var en journalistisk grund til, at man gjorde det.

Nej, angrebet er ikke på os alle, som Martin Krasnik, der besøgte gamle minder på Facebook, kunne eksemplificere

“Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.” Bo Lidegaard

“Men i Danmark findes folk, som altid er parat til opstandelse over de såkaldte krænkelser af ytringsfriheden”. Bjørn Bredal

“Der er ikke en særlig trussel mod ytringsfriheden”. Zenia Stampe

Overraskende er forfatteren Carsten Jensen, der til Jyllands-Posten forklarer at han har skiftet mening til truslen mod ytringsfriheden, men helt uden at fortryde sit tidligere standpunkt. Man er vel ikke moralsk overmenneske for ingenting

Carsten Jensen, der var imod Jyllands-Postens 12 tegninger, var aldrig ude med en sådan anbefaling. Så hvorfor nu?

”Her går man på total morderisk vis efter en hel avis. Det er en meget voldsommere reaktion,” siger han.

Dengang var der også mordtrusler mod ansatte på Jyllands-Posten?

”Ja, det ved jeg godt, men dengang i 2006 var der ingen attentatforsøg. Danske muslimer protesterede, men inden for lovens rammer. ”

Så der skal lig på bordet, før det er acceptabelt at genoptrykke nogle tegninger?

”Hvis en muslimsk terrorgruppe kort tid efter Muhammedtegningerne var styrtet ind på Jyllands-Postens redaktion og skudt vildt om sig, havde jeg også gået ind for en genoptrykning. Men det skete ikke, og i stedet havde du nogle stærkt manipulerende protester i Syrien, Libyen og Egypten, hvor tegningerne helt tydeligt blev brugt i et indenrigspolitisk spil, som mere handlede om, at de regimer altid har brug for nogle lynafledere. Jeg kan ikke komme det nærmere.”

Og så ser vi beruset af champagnen bort fra at der blev forhindret op til flere terrorforsøg på JP/Politiken og at urolighederne dengang kostede 150 mennesker livet.

Noget der præger reaktionerne i dag er ikke så meget truslen fra de der myrder løs for at knægte friheden, men hvad folk dog ikke vil tænke om det. Jyllands-Posten er bange for at det ville gå ud over muslimer

Muslimer i Paris frygter, at angrebet på satirebladet Charlie Hebdo kan føre til øget had imod muslimer.

- Byen er i chok. Jeg er selv muslim, har boet i Paris i 14 år, og jeg er bange. Dem, som har gjort dette, tilhører ikke islam, siger en taxichauffør til nyhedsbureauet NTB onsdag aften.

Chaufføren vil ikke opgive sit navn. Han siger, at han er bekymret for, at hvordan terrorangrebet kan påvirke folks holdninger til muslimer.

Skam få den, der tænker ilde om sine bødler. Kristeligt Dagblads Erik Bjergager mener at det egentlige problem er at det gavner “højredrejningen”

Det er ikke svært at forestille sig, at massakren på den franske magasin-redaktion kan få betydelige politiske konsekvenser og styrke højredrejningen i Europa.

Netop derfor påhviler der de muslimske samfund en særlig forpligtelse til at tage afstand fra den terrorhandling, som med al sandsynlighed er begået af muslimske ekstremister.

Det er også og ikke overraskende Arbejderens bekymring, der advarer om at de mørke kræfter ikke må vinde. De mørke kræfter er altså ikke muslimsk terrorisme

I Tyskland lykkes det højreradikale at samle tusindvis til skræmmende islamofobiske marcher, i Sverige har en byge af brandattentater ramt helt almindelige moskeer, og i Danmark lægger den danske aflægger af den tyske Pegida-bevægelse an til antimuslimske demonstrationer i flere byer.

Charlie Hebdo er et kontroversielt blad. I 2006 fik de store dele af de moderate muslimske organisationer i Frankrig imod sig, da de genoptrykte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og offentliggjorde en erklæring mod “islamisk totalitarisme”.

Paradoksalt nok, men desværre også forudsigeligt, bliver angrebet på bladet nu brugt til netop at lægge an til en ny runde af hadefulde angreb og flere indgreb i vores demokratiske rettigheder.

Derfor er det rigtige svar på angrebet ikke mere had, ikke flere forhånelser, men at forsvare vores demokratiske rettigheder.

Reaktionære kræfter står på spring for at styrke deres dagsorden i skyggen af den brutale forbrydelse.

Ligene af de nedskudte journalister og tegnere var knap båret ud af redaktionen i Paris før Pia Kjærsgaard på sin Facebook brugte deres død til at varsle en “nødret”, som skal sætte loven ud af kraft, så vi som et “første naturligt skridt” kan gå igang med at lukke moskeer, fratage statsborgerskaber og udvise imamer - uden om domstolene, uden omretssystemets krav om beviser og retfærdig rettergang.

Modkraft havde samlet andre reaktioner fra venstrefløjen og angsten for højrefløjen var blandt floskerne større en islam

– Forfærdeligt hvad der er sket i Paris. Jeg håber at Frankrig vil vise sig lige så stærkt som Norge efter Anders Breiviks terrorangreb og holder fast i demokrati, tolerance og åbenhed. Fanatiske ekstremister skal mødes med en styrkelse af den ytringsfrihed og det demokrati, som de forsøger at bekæmpe, skriver Enhedslistens folketingsmedlem, Line Barfod, onsdag aften på sin facebook-profil.

Og så havde Modkraft valgt det måske mest perfide billede fra denne serie

satire1

En weekend med Politiken

Vi læste Politiken i mit lærerhjem og avisen har spillet sin positive rolle i udviklingen af min islamofobi og blinde had til den muslimske race. Og den er en sikker leverandør af godt blogstof, så jeg har meget at takke den for. Men jeg abonnerer ikke på den og med den stadigt mere nidkære brug af betalingsmure læser jeg den heller ikke så ofte som jeg burde. Men denne weekend førte det ene opinions indlæg til det næste og hensatte mig i nostalgi som måske var passende ved årets udgang.

For avisen er om ikke, hvad den har været, så i hvert fald hvad jeg husker. Marlene Wind mener at den russiske præsident Vladimir Putins “stærkeste og mest raffinerede våben” er den ‘radikale højrefløj’, der optræder som ‘nyttige idioter’ imod EU

De lader sig både fodre og føre af Putin som hånddukker i et dukketeater. Flere iagttagere mener ligefrem, at man kan takke Putins økonomiske generøsitet for, at en tredjedel af Europaparlamentet i dag består af EU-skeptiske partier.

Det er måske nok at trække den for langt, men der er ingen tvivl om, at moderate europæere endnu en gang har sovet i timen.

Et skinger raffineret våben altså, hvis forbindelse til Putin ikke kan dokumenteres, men alligevel nævnes. Russiske sympatier i Ungarns stærkt antisemitiske Jobbik parti rtodes sammen med alt for Lega Nord i syd til Nigel Farage i nord. For det siger sig selv at kritik af EU er kontinentforræderi ved at gå EUs fjenders ærinde og det er så godt som en konspiration. Winds forhold til demokratiet, hvor folket er problemet fordi politikerne “[i] kampen om vælgernes gunst føler [...] sig nu pressede til at føre en mere og mere skinger EU-kritisk linje” er helt på linie med Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

En studine var pålagt opgaven at udvide læserens horisont med et indlæg der erklæerer kernefamilien for død for længst “og det er ingen skam“.  Men selv om kernefamilien for længst er død, var der ikke tale om et historisk tilbageblik på kernefamiliens kadaver, som man kunne tro. Med hendes egne erfaringer fra opvæksten hos sin alenemor gav studinen en nutidsfortælling om omverdens undrende og uforstående reaktioner på hendes særlige familieforhold - et klassisk Politiken tema om at ingen ved hvordan jeg er minimalt anderledes end den stråmand af en sump af gennemsnitsdanskerne. Men netop ved at tage udgangspunkt i normalitetens manglende forståelse og sensibilitet vidner hendes historier om at kernefamilien stadig regerer.

Fortællingen er ellers ganske fin og banal om hvordan familie og venner er netop det, familie og venner. Og hvor faderen svigtede trådte de til og ikke et øje er tørt. Men mon ikke familie og venner havde været i hendes liv alligevel? Og så langt de er gået for at kompensere for faderens svigt så langt fortæller det om tabet af en far. Den slags selvmodsigelser fanger unge mennesker ikke fordi de gennem et alt for langt skoleforløb har fået indpodet at de er kritisk tænkende hvis de har demonstreret evnen til at reproducere et forventet sæt holdninger. Derfor kan en selvstændigt kritisk tænkende studerende, der står til at arve om ikke jorden så mine skattepenge, glemme at mennesker ikke er orme når hun skriver at ”det kræver kun én, at starte en familie på to.”

Men unge mennesker er på forhånd tilgivet. Noget andet med Politikens egen Bjørn Bredahl, der giver sin version af tidens religiøse debatter

Jesushistorien, som Ramsdal-debatten nu bliver en ny variant af, handler altid om, at en præst ikke tror bogstaveligt på, at Kristus stod op af graven og så videre. Det synes nogle fundamentalister er for galt.

Muhammedhistorien, som vi har haft vores ballade med i bladtegnerudgaven, handler altid om, at nogen hævdes at have krænket profeten. Det synes nogle andre fundamentalister er for galt.

Fælles for de to historier er, at de dybest set handler om, hvad nogle føler. Nogle mennesker, nogle kristne, nogle muslimer, nogle præster.

Jep, ligheden er noget om følelser som bringer de to historier i samme kasse som Hitlers jødhad, the blues, sejrrus og Lars von Trier. Forskellen, som Bjørn Bredal ikke nævner, er dog at Jesushistorien handler om hvad man kan forvente af en præst der har skrevet under på et ansættelsesforhold, mens Muhammedhistorien handler om, hvad muhammedanerne kræver af alle os andre, som regnes for underlegne og urene. Og det vil sige at mens der i Danmark spørges om de præster, der ikke tror på en skabende Gud og Jesus opstandelse fra de døde,  ikke burde finde et andet sted at suge på lappen, så handler Muhammedhistorien om at myrde løs på alle der ikke underkaster sig sharia. Things like that.

Jeg vil slutte med Brian Espesens spændende spørgsmål om man godt må “opfordre til vold så længe det bare går ud over muslimer“. Han indleder

Indenfor de seneste par dage er en moske blevet sat i brand i Sverige, og i Danmark blev et kærestepar overfaldet af to-tre gerningsmænd, som de efterfølgende beskrev som ‘brune/andengenerationsindvandrere’.

Selvom ofrene i det ene tilfælde var muslimer, og gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet indtil videre er ukendt, og således kan være hvad som helst, blev fokus og omdrejningspunktet for debatten meget hurtigt (anti-) islam/muslimer.

Unøjagtighed er ikke Espesens eneste problem, men noget skal alligevel på plads. Moskeen blev ikke tilsyneladende sat i brand, blot fordi medierne, politikerne, muslimerne og de pludrende klasser antog at der var tale om et attentat på basis af intet og derfor konkluderede at det drejede sig om islam/muslimerhad uden overhovedet at overveje det langt mere sandsynlige interne opgør. Så derfor kom den debat til at handle om islam/muslimer. Ligeledes kender man jo godt “gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet”, kæresteparret der blev overfaldet med jernkæder, da de jo blev beskrevet som “ ’brune/andengenerationsindvandrere’”. Djævelen ligger i detaljen.

Ansporet at sin manglende viden spoler Espesen perspektiverende nogle uger tilbage

Mansour har så vidt vides ikke krøllet et hår på nogen og er alene dømt for ytringer, der tolkes som ansporende til had, vold og terror.

Lad mig her understrege følgende: Hvis man læser denne kommentar som et forsvar for radikale muslimers afsporede ytringer og/eller slet skjulte trusler, så tager man gruelig fejl.

Jeg lader Mads Brügger svare på den på sin Facebook profil

Men Brian Espensen glemmer dog, her ifølge EB, at Said Mansours synderegister tæller domme for blandt andet:

“Terroraktiviteter, tyveri, vold og våbenbesiddelse også en dom fra Østre Landsret i 2002, hvor Mansour blev fundet skyldig i at have forgrebet sig på en bare 12-årig pige, som han ifølge anklageren trak væk fra en legeplads og befølte på brysterne.

Boghandleren fra Brønshøj har ifølge anklageren også en ældre dom for at have opført sig voldsomt truende over for en tilfældig kvinde, som han truede med at slå ihjel.” (http://ekstrabladet.dk/…/anklager-mansour-forgreb-s…/5337958)

Så enten har Brian Espensen en meget alternativ opfattelse af hvad det vil sige at krumme et hår på nogen, eller også har han rent faktisk skrevet et forsvar for radikale muslimer.

Detaljen Brian, detaljen!

Dokumentar: ISIS Sex-Slave Raping & Selling Girls

Why Yemen Is Incapable Of Banning Child Marriage and Rape

Arabere, Muslimer, Sharia, islam, muhammed — Drokles on December 16, 2014 at 6:30 pm

Spørgsmålet til forskel

Diverse, Historie, Kristendom, Muslimer, islam, muhammed — Drokles on November 29, 2014 at 1:15 pm

“I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud” skriver Johannes 1, 16. Tonen er slået an for temaet; logikken og tanken i højsædet. At den frie verden er den kristne, at den kapitalistiske verden er den kristne, at den videnskabelige verden er den kristne. At forfatterne bag Tankens Magt kunne indlede deres 3 bind med at konstatere at Vestens idehistorie for alt kvalitativt også var verdens idehistorie.

En kvinde har skrevet en kandidat til årets bedste danske artikel. Og det i Videnskab.dk

Ellen Wulff følger standardudgaven – som også er den mest udbredte korantekst – og det er jeg taknemmelig for. Ellers ville jeg nemlig aldrig være blevet opmærksom på den pointe, jeg tror, der er i, at teksten hverken er kronologisk eller tematisk ordnet. En pointe, der i en anmeldelse af Michael Cooks Koranen, En meget kort introduktion er formuleret på følgende måde:

Hvis metaforen er Bibelens figur, er talehandlingen (ytringen) Koranens” (Information 2004).

(…)

Gemmer erfaringen af, at Koranen adskiller sig fra bibelen ved ikke at være en sammenhængende fortælling, der inviterer til fortolkning og analyse af myter og metaforer, på et meta-socio-religiøst budskab om, at forskellige hellige skrifter inviterer deres læsere til at modtage dem på forskellige måder? Og er forskellige hellige skrifters forskellige måder at invitere deres læsere til at modtage dem på udtryk for en helt basal forskel i opfattelsen – og brugen – af spørgsmål?

”Du skal ikke lede efter logik i Koranen” skrev Ellen Wulff til mig, da jeg efterlyste den logik, teksten er bygget op efter (jeg spurgte fx om man kunne regne med, at 1. person = Gud, 2. person = Muhammad/de(n) rettroende, og 3. person = de vantro – Ellen Wulffs svar var: Nej!). Men er det ikke netop Koranens logik, at den logik, der er – eller ikke er – ikke er noget, jeg skal bekymre mig om? At den logik, der er – eller ikke er – udelukkende er en sag for Gud?

Og er det ikke netop denne logik, der bærer tekstens brug af retoriske og belærende spørgsmål (fx Kor. 14:19 henholdsvis Kor. 31:29-32), og som gør, at der end ikke i det, Ellen Wulff betegner debatterende spørgsmål (fx Kor. 70:36-42) lægges op til andre svar end Guds?

(…)

Derfor kan jeg heller ikke være 100 % sikker på, at der ikke er et eneste eksempel på dialog mellem Gud og menneske i Koranen, men der er noget – herunder Ellen Wulffs erfaringer med teksten – der tyder på det. Spørgsmål-svar udvekslinger som den, man bl.a. finder i Første Mosebog, 3:9: Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: ”Hvor er du?” Han svarede: ”Jeg hørte dig i haven, og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig” findes ikke i Koranen.

Hvorfor ikke? Fordi spørgsmål spiller en anden rolle i Koranen end de gør i bibelen: Fordi spørgsmål har en anden betydning.

Forskellig rollefordeling mellem Gud og mennesker

I sin første mail skrev Ellen Wulff til mig: ”Koranen er Guds ord, og når Gud stiller spørgsmål, er det jo egentlig ikke spørgsmål, for Gud er alvidende”. Men det er ikke mit ærinde at fælde dom over, om den ene eller anden hellige tekst har en mere eller mindre egentlig brug af spørgsmål. Mit ærinde er at vise, at der er flere måder at forstå og bruge spørgsmål på – og at disse måder er så fundamentale for vores tilgang til os selv og vores omgivelser, at vi ikke lægger mærke til dem.

Derfor faldt det mig ikke ind, at jeg ikke skulle lede efter logik i Koranen. Det faldt mig ikke ind, at det ikke er min opgave at prøve at forstå.

I Kor. 76:2 står der: Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, og så gav vi det hørelse og syn.

Er det det, der er menneskets opgave ifølge Koranen – at lytte og se?

Ifølge bibelen førte Gud markens dyr og himmelens fugle hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsner, det skulle være deres navn (Første Mosebog, 2:19).

I Kor. 2:31 står der: Han [= Gud] lærte Adam alle navnene.

Er det det, der er forskellen på den rolle, mennesket tildeles i bibelen og Koranen: Initiativ i form af sprog? Medbestemmelse i form af ansvaret for at navngive det, Gud har skabt?

Et spørgsmål om stil?

Jeg ved det ikke – og derfor spørger jeg. Spørger, spørger, spørger. Fordi jeg kan, fordi jeg må, og fordi jeg er opvokset med, at når jeg spørger, får jeg svar, og når andre spørger, svarer jeg. I en gensidig, meningsfuld dialog. Som når Gud spørger Adam: ”Hvem fortalte dig, at du var nøgen?”, og Adam svarer: ”Kvinden, som du satte ved min side” (Første Mosebog, 3:11-12).

Gud spørger, Adam svarer – det er Adams ansvar.

Og netop muligheden for at svare er ikke til stede i Koranen. Gud taler til mennesket gennem Muhammad – Gud besvarer selv alle sine spørgsmål – mennesket hverken spørger eller svarer.

Pointen er, at det mere end noget andet måske er et spørgsmål om stil. Fordi bibelen er skrevet som en sammenhængende fortælling i 3. person, og det dermed er muligt at skifte mellem forskellige perspektiver (”slangen sagde”, ”Gud råbte”, ”Adam svarede”), så er dialog mulig.

Fordi Koranen, som Ellen Wulff skriver i sit forord, ”fremstår som Guds ord, reciteret på arabisk fra det himmelske skrift, Skriftens Moder, der for muslimer rummer alverdens visdom, og indgivet Muhammad i åbenbaringer”, så bærer den præg af mundtlighed i form af én stemme, ét perspektiv, ét (an)svar.

Gør det det ene skrift mere rigtigt, helligt eller etisk forsvarligt end det andet? Det skal jeg ikke kunne sige. Men det sætter spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed, hvormed vi i Vesten hylder medbestemmelse, dialog og ansvar.

Det sætter mennesket i et andet lys med en anden opgave, som vi ikke har mulighed for at forstå, før vi forstår præmisserne for og konsekvenserne af vores eget forhold til spørgsmål.

Spørgsmål føder spørgsmål

Ifølge bibelen har hverken Adam eller Eva forholdt sig til Guds bud om at holde sig fra træet til kundskab om godt og ondt, før slangen stiller sit spørgsmål. De har taget buddet som det, det var: Et forbud. Derfor har de hverken lagt mærke til, tænkt over eller følt sig fristet af det ene træ, de ikke måtte spise af – de har levet i lykkelig uvidenhed.

Med slangens spørgsmål: ”Mon Gud virkelig har sagt…?” åbnes der imidlertid for, at Eva ikke bare kan, men skal fortolke og forholde sig til Guds bud. Hun kan ikke længere lade være. Fra troskyldigt at stå hos sin mand begynder hun således at tvivle: Har Adam forstået og videregivet buddet rigtigt? Var Gud ved sine fulde fem, da han udstedte det? Hvad er rimeligheden i, at vi ikke må spise af træet? Og kan det – helt ærligt – betyde så meget, hvis vi gør det alligevel?

Spørgsmål er en del af vores arvesynd

I bibelen står der: Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af, hvilket direkte oversat til nudansk betyder: Hun MÅTTE spise den frugt. Hvis du har svært ved at høre din kone/kæreste, datter, veninde eller dig selv sige netop den sætning, så prøv at skifte ’spise den frugt’ ud med ’købe de sko’ eller ’smage den kage’, og du ved, at der ikke er nogen vej uden om. Det MÅTTE gå galt, og det gjorde det som bekendt også. Eva tog af træets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste – resten er historie.

Det skjulte socio-religiøse budskab er, at historien blev udløst af et spørgsmål. Mennesket, som vi kender og elsker det, er, hvad det er i kraft af dette spørgsmål. Den lille, næsten usynlige åbning, der gjorde det muligt at kende godt og ondt, og som samtidig gjorde det umuligt at være ligeglad.

Takket være slangens spørgsmål kunne Eva ikke længere lade være med at forholde sig til godt/ondt, rigtig/forkert, rimeligt/urimeligt – og det kan vi heller ikke.

Slangens spørgsmål indstiftede ikke blot en mulighed blandt andre, det indstiftede et vilkår. Et vilkår, der præger os i alt, hvad vi gør. Et vilkår, der ikke er vilkårligt.

Levinas (…) drager nøjagtig den samme konsekvens af, at det første spørgsmål ikke blev stillet af mennesket, som jeg har forsøgt at udlede her, nemlig, at mennesket er et responsivt væsen. En skabning, der har fået en opgave af sin skaber (Gud) og/eller naturen (slangen), som det ikke kan lade være med at tage stilling til og ansvar for.

Derfor kan Levinas i Totalitet og Uendelighed skrive, at moralsk bevidsthed er den situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved min frihed (Levinas, s. 95). Og derfor kan Derrida stille spørgsmålet om, hvad der kommer før spørgsmålet. Fordi mennesket – ifølge vestlig filosofi og religion – er, hvad det er i kraft af det spørgsmål, det bliver stillet og de vilkår, det bliver stillet under.

Fordi mennesket er defineret ved sit (an)svar.

(…)

Måske fordi bibelen – i modsætning til Koranen – ikke er Guds ord, men en fortælling om, at Gud ikke bare er til at tale med, men har så stor tillid til mennesket, at han lader det være alene. Vi ved ikke, hvor Gud er, eller hvad han laver, da slangen stiller Eva sit spørgsmål – vi ved bare, at han ikke er der. At ansvaret for at forholde sig til og besvare det spørgsmål, vi bliver stillet er vores.

Det sker ikke i Koranen. Gud er her, der og alle vegne – det er for pokker Ham, der fortæller!

Derfor er der ikke bare lukket for, at andre kommer til orde; der nedkaldes også død og ødelæggelse over dem, der stiller spørgsmål á la slangens. Således står der i Kor. 13:5: – forunderlige er deres ord: ”Når vi er blevet til støv, skal vi da blive til i en ny skabelse?” De tror ikke på deres Herre, og de har lænkerne om deres hals. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.

Og når Gud omtaler de uvidende og vantro, gør Han det i mange tilfælde ved at gengive deres spørgsmål, fx:De, der ingen viden har, siger: ”Hvorfor taler Gud ikke til os?” (Kor. 2:118). De, der er vantro, siger: ”Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?” (Kor. 13:7). Og: Hvis Vi udsætter straffen for dem til et fastsat tidspunkt, siger de: ”Hvad er det, der holder den tilbage?” (Kor. 11:8).

Mit spørgsmål er, om det mon ikke har en betydning for, hvordan kristne og muslimer opfatter og bruger spørgsmål?

Kernen er ikke ny, men analysen har jeg aldrig set før. Og så så klart og sagtmodigt skrevet. Spørgsmålet har været fundamentet for at jøderne nu kan bygge et Babelstårn bestående kun af Nobelpriser.

——————————————

I en tidligere version fremgik det at “I begyndelsen var Ordet…” citatet stammede fra Skabelsesberetningen. Læseren rettede denne fejl og tak for det.

Søndagsfilm: Battle of Kosovo

Yugoslavisk film med engelske undertekster.

Battle of Kosovo is a 1989 Yugoslav historical drama/war film filmed in Serbia. The film was based on the drama written by poet Ljubomir Simovi?. It depicts the historical Battle of Kosovo between Medieval Serbia and the Ottoman Empire which took place on 15 June 1389 (according to the Julian calendar, 28 June 1389 by the Gregorian calendar) in a field about 5 kilometers northwest of Pristina.
Serbian duke Lazar in 1389. refuses to obey the Turk sultan Murat who is penetrating towards Serbia with great army, in order to conquer Europe through it. Although aware that he is weaker, without enough army, duke Lazar decides to confront him. Serbian lords are not united. Most of them wants to fight, even if the price is defeat, but some of them hesitate. Everyone fit for weapon is sent to Kosovo field. The battle on Kosovo, in 1389. ended with no winners - both armies shed blood and got tired. Lazar and Murat died. But, nevertheless, the battle of Kosovo was a victory, not for Serbian state, which soon became Turkish, but for Europe, which Serbia rescued with bodies of her heroes of the first and the strongest Turkish attack…

The film was released in 1989, which marked the 600th anniversary of the Battle.

Robert Spencer om hvorvidt Islamisk Stat er islamisk

Kulturen, naturen og fremmedlegemet

Guardian fortæller om en heltemodig katolsk præst Fader Kinvi i Congo, der med fare for sit liv redder muslimer fra animistiske militsers hævnangreb. Fader Kinvi tror på “the contagion of love” og det kræver mere end almindelig vilje midt i sekteriske blodigheder. Og det er et af menneskets fineste egenskaber. Men det er idioti ikke. Og idioti er at invitere hadet indenfor og med vilje og magt konstruere forudsætningerne for sekterisk vold. Og ondskab er at forråde og bekæmpe sin egen befolkning, mens man konstruerer sin fremtidige sekteriske samfund

Fader Kinvi redder mennesker i nød fordi troen på næstekærlighed er stærk i ham. Men det er ikke næstekærlighed at ophøje fjendtlige ideologier til ligeværdighed. En kvinde blev eskorteret ud af The National Cathedral i Washington for at protestere over at den blev brugt til et muslimsk arrangement. Robert Spencer støtter kvindens argumentation i, hvor direkte antikristent islam og islamiske bønner er på Jihad Watch og skriver

It all sounds so high-minded: the Rev. Canon Gina Campbell says: “This needs to be a world in which all are free to believe and practice and in which we avoid bigotry, Islamaphobia, racism, anti-Semitism, and anti-Christianity and to embrace our humanity and to embrace faith.”

But someone threw a rotting cabbage on their lovely sofa, as DCist laments: “And because love, respect and understanding is too much of a concept for some people to understand, a person interrupted the service. Of course.” Still, the spectacle of a woman being forcibly ejected from what is ostensibly a Christian cathedral for proclaiming that Jesus Christ is Lord just before Muslim prayers are about to begin is at very least evidence that we live in strange times.

(…)

In light of all that, and the ongoing and escalating Muslim persecution of Christians worldwide, wouldn’t it have been more appropriate, so as to promote love, respect and understanding and all that, to have Christian prayers in a mosque? After all, it is Muslims who are persecuting Christians worldwide, and the National Cathedral decides to show its good will and love for Muslims by inviting Hamas-linked Muslim Brotherhood front groups to pray there. Why doesn’t the ADAMS Center show its good will and love for Christians by inviting Christians to pray in the mosque there?

This woman who disrupted the service was upset that a building dedicated to the worship of Christ had been given over for the use of people who believe that her proclamation of Christ is a blasphemous falsehood and that her beliefs are a perversion of the true teachings of Jesus the Muslim prophet.

Den muslimske bønneleder talte derefter for den amerikanske kongres hvor han også ledte bønnen, skriver Freedom Outpost

With newly re-elected Speaker of the House John Boehner presiding AND BOWING HIS HEAD, the Imam for the Islamic Center of Central Jersey praised Islam’s Allah from the House floor as the God who reigns supreme. Here is the shocking video of Imam Hamad Chebli delivering the Islamic prayer; Boehner can be seen behind him

We’re not talking about a harmless, moderate Imam here. Instead, we’re talking about a major devil.

(…)

The selection of Chelbi also appears to have significance relative to the U.S. policy in Syria. Both his mentor Khaled – and Khaled’s father – were killed by the Syrian regime. As such, Chelbi has an axe to grind when it comes to Bashar al-Assad. With news that the Obama administration is actually considering a policy based on an absurd premise that the best way to defeat ISIS is to remove Assad from power, Chelbi’s appearance at locations of national significance seem to coincide with this potential shift in U.S. policy.

Despite western portrayals of Chelbi as a moderate, he absolutely is not.

When it comes to Muslim prayers being delivered on the House floor or at the National Cathedral, unfortunately, this is not new. The precedent was set by Boehner’s predecessor – Speaker Dennis Hastert – less than one year prior to 9/11. As for the National Cathedral, none other than President George W. Bush shared a podium with Muzammil Siddiqi, then president of the Islamic Society of North America (ISNA).

First up, on February 7, 2001, Chairman of the Dar al-Hijrah mosque Bassam Estwani delivered a prayer on the floor of the House as well. As the chairman of Dar al-Hijrah, Estwani represented perhaps the most notorious mosque on American soil. It was visited by three of the 9/11 hijackers and was home to Anwar al-Awlaki, the inspiration for the Fort Hood shooter. Estwani was the chairman of the mosque at that time:

Mennesket er rundet af sin kultur. Det har visioner, overvejelser og håb og frygt. Naturen har kun konsekvens.

Tid for vold

Det er søndag, det blæser en stiv pelikan og det er koldt og vådt, så måske er det tid til en bulgarsk film om Balkans erfaringer med Osmannerriget?

A Bulgarian film, Time of Violence uses precisely the same stylistic conventions as American films, the same form of storytelling, the same approach to character, the same values as to what makes a good story, and, moreover, it satisfies American criteria for being a good movie. There is a basic story, with well-attached subplots, lots of action, villains and heros (with a bit more complexity, perhaps, than most American films), and a logical resolution. The production values are high, the performances excellent, the direction skillful. The film has done very well in many countries, including some as foreign to Bulgarian culture as Japan. So why can’t the filmmakers get any distribution deal in the U.S.?

Time of Violence suffers only from its language and its setting. Few Americans know much about the Balkans during the 17th century. But it was one of those proverbial “interesting” times during which it was a curse to live. Most of the Balkans were under the thumb of the Ottoman empire. Islamic empires have more of a reputation for tolerance than most, but the Ottoman empire was showing its ugliest face during this period in Bulgaria. Bulgaria was a strategically important area inhabited by unreliable Christian subjects. The sultan decided that they must all convert to Islam, or die.

Time of Violence focuses on the fate of one valley during this crisis. The son of the miller was taken off by the Turks years ago, while still a boy, to become a janissary. Janissaries were special troops used by the Ottomans. Recruited (involuntarily) from Christian boys, they were separated from their families at an early age, indoctrinated in Islam, and turned into fiercely reliable troops with no allegiance to anyone but the sultan. The miller’s son is now a highly trusted janissary, with the task of converting his entire home valley to Islam. But the people there take their religion very seriously, and will not submit. The janissary becomes more and more brutal in his attempts to convert the valley, for he must slaughter them all if they don’t take the turban.

The film is painted on a large, sweeping canvas, with many characters and subplots, all cleverly woven into a single story. (This accomplishment is even more remarkable when you consider that the original Bulgarian version was nearly two hours longer, yet there is no sign at all that anything has been cut.) And, surprisingly, this isn’t a “vile Turk” story. Director Ludmil Staikov has much more ambitious goals, including an examination of the power of religion and of the destructiveness of violence and fanaticism. Not all of the Christians are good, nor all of the Muslims bad. The Turkish governor of the valley is not loved by his subjects, yet does all he can to avert their doom. He is given a beautiful, tender moment as he leaves the valley forever, in disgrace. Crossing a bridge that leads out of his valley, he notices a stone that has worked out of place. He gets down from his horse, carefully puts the stone back into its place, and then proceeds on to his exile. Even the janissary has his complexities, as he truly wants to spare his people from unnecessary pain, despite having completely transferred his loyalties to the sultan. The screenplay, by Staikov, Georgi Danailov, Mihail Kirkov, and Radoslav Spassov, provides complex shadings of characters and motivations.

Time of Violence is a professionally made film, beautifully photographed, well edited, and with scrupulous care in costuming and set design. The period atmosphere feels perfectly authentic, at least to someone with only passing familiarity with the time and place. The technical aspects of the film are well up to the standard of moderate budget Hollywood movies.

There are some unpleasant moments of torture and brutality in Time of Violence, but they do not exist to excite or titillate. Rather, they are necessary to demonstrate the full scope of the tragedy. Still, some viewers may find themselves looking away during certain scenes. But, otherwise, Time of Violence is a film without flaws. There are no particularly weak points in the film, and many great virtues.

Israelsk og palæstinensisk sang

Antisemitisme, Arabere, Hamas, Israel, Jihad, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Terror, islam, muhammed — Drokles on November 12, 2014 at 9:52 am

Fra Israel

Fra palæstinenserne

Rørende.

Muslimsk indskoling

Arabere, Diverse, Muslimer, islam, muhammed — Drokles on October 30, 2014 at 11:24 am

Kulturcentre, kaldes moskeer tit, og her lærer børn, hvad muslimsk kultur er. Fra WND

An Ontario mosque is coming under fire for using young Muslim children to conduct mock beheadings in a school play.

Video footage of the Islamic Jaffari Center in Thornhill, Ontario, shows children as young as 4 years old watching and learning to conduct beheadings in a play that reportedly took place two years ago.

The video was featured on the Canada’s Sun News Network television program, “Byline with Brian Lilley.”

A young boy can be seen sitting on the floor as another boy approaches him from behind with a machete.

At the end of the play, the boy playing the part of the executioner announces, “Here are the heads.”

The footage can be found at the 3:30 mark:

Men endnu tidligere lærer muslimerne deres børn om kausalitet, som The Muslim Issue skriver

Another abusive Muslim parent. With parents like this, who needs enemies?

This video will really, really upset a lot of people. She appears to barely be a few months old yet she is already learning what abuse means in the Saudi household she had the misfortune to be born into. Absolutely barbaric to even consider beating a SMALL INFANT!

The video shows a Saudi Arabian father disciplining a small infant (possibly for crying). The voice of the callous mother can be heard coaxing her savage husband in the background.

The video was posted on the Arab version of al-Jazeera (not available on the English translated version) and spread through social media. The father is from Jedda in Saudi Arabia and its said that he was “only educating her”.

Det kaldes en bastonade.

Først kommer lørdag…

Først kommer lørdag, så kommer søndag, hedder den islamiske drøm om at slagte først jøderne og så de kristne. En ikke helt ny dokumentar, man ganske god at få indsigt af.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress