Her sidder man i sommerlandet og nyder Weekendavisens interview med Claes Castholm Hansen, der perfekt slutter af med at vånde sig over de (andre) danske kommentatorer

Det er ufatteligt, hvad man kan slippe afsted med som kommentator i Danmark (…) ….tag et tilfælde, som Carsten Jensen. Det ville ikke blive trykt i en tysk avis. Ikke af bonerthedsgrunde, men fordi det bare er vrøvl, der ikke har affinitet til den virkelighed, der tales om. Ting kan virke festlige og lidt provokerende, men der er ingen norm. Intet krav om niveau.

Man skulle blot bladre om på den næste side i samme avis, hvor man i en artikel om systemet Politiken versus systemet Tidehverv kunne læse følgende selvforståelse fra Politikens (nej dog ikke Carsten Jensen - det havde ellers været perfekt) debatredaktør Bjørn Brehdal

Bjørn Bredal peger på, at det er et velkendt mønster, at “antimoderne” kræfter kæmper imod den moderne strøm, som omnibusavisen på Rådhuspladssen altid har flydt i selvforståelse. “Modsætningen mellem centrum og periferi er ikke noget nyt, og strukturen findes i ethvert land - Også i Iran. I storbyen holder de gud- og rodløse, rejsesyge smagsdommere og åndsaristokrater til, der studerer, bliver skilt og sidder på café og konspirerer. Den folkelige virkelighed findes vest for Valby Bakke - også i Teheran,” pointerer Brehdal.

Han perspektiverer ved at påpege, at Fogh hertillands har haft held til at appelere til vælgerne med en “retro-retorik”, der i persisk indpakning også er anvendt af populisten Ahmedinejad.

Alene udsagnets vulgære lovmæssighed om åndlivets kvalitet mellem centrum og periferi er i sig selv en afsværgelse af intellekt. By god, land dårlig, me Tarzan, you Hitler. Det platte sammenfald af geografi og moral er en af de mange, ja nu vi har lanceret Ahmedinejad, nærmest religiøst selvsikre dogmer, der er blevet så overvældene dagligdags i Politiken at man nærmest er døv overfor dem. Som Churchill noterede ville de næste fascister kalde sig antifascister er det vel ikke ved siden af at se nutidens religiøse bekende sig til antireligiøsitet gennem beskyldninger om alle andres fundamentalisme (tag bare behandlingen af Krarup og Langballe).

Politikens dyrkelse af humanistisk moral er med Castholms naturvidenskabelige udtryk uden affinitet til virkeligheden. Demokrati hos Politiken er derfor ikke en regering for og af folket, men opfyldelsen er rigtighedens formel, som den kan læses i det øverste religiøse skrift, som for tiden hedder Menneskeretten administreret af det øverste kleresi (eller højeste sagkundskab) i FN og EU-Domstolen. Politiken kan selv være Ahmedinejad.

Ole Hyltoft har ved sine anmodninger til DR om ikke at sprede løgne rystet de ansattes faglige identitet ifølge Politiken

»Jeg synes, det her sætter os værter i en helt umulig situation. Hvis jeg har fire gæster i studiet i en halvanden time lang udsendelse, har jeg ikke en jordisk chance for at vide, om alt det, de siger, er faktuelt korrekt«, siger Steen Bille, vært på P1’s »Kulturkontoret« i DR’s personaleblad ‘Dråben’.

Steen Bille var en af dem, der oplevede det som en brat opvågnen den dag, DR’s generaldirektør Kenneth Plummer sendte Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard en undskyldning på DR’s vegne, fordi en gæst i Sproglaboaratoriet henviste til, at Kjærsgaard engang havde sagt den famøse rottebemærkning.

Sten Bille udmærkede sig også ved i sin første sæson med Kulturkontoret ikke at gennemføre et eneste program uden af Dansk Folkeparti blev kratigt kritiseret uanset udsendelsens tema af et næsten altid enigt panel (hvor finder man et sådant udvalg af enighed hos den fløj, der er i mindretal?) og det er klart med et sådan gennemgående tema at fremtiden tegner besværlig.

Monica Krog-Meyer finder det imidlertid »dybt godnat«, at generaldirektøren sendte en undskyldning til Pia Kjærsgaard for hvad en gæst havde sagt i et program.

Helt godnat er det vel ikke når det drejer sig om nazistiske udtryk, men vi kan forstå at det er et problem for DR og for den sags skyld alle andre medier at være på forkant med gæsternes udtalelser. Og da efterfølgende undskyldninger til de, der bliver løjet om gør DR’s medarbejdere utrygge må man gå en anden vej i forsøget på berigtigelser. DR’s Orientering synes at mene at man istedet efterfølgende skal gå til angreb på de gæster, der fremkommer med urigtige oplysninger.

Dette må være den rigtige løsning fordi det stiller påstandenes ophav til ansvar. Mediernes opgave er således reduceret til deres spidskompetence nemlig almindelige journalistiske principper om nyhedsformidling og lødighed. Man skal i den ånd altså ikke have politisk slagside i sit udvalg af sager, som der også påhviler journalisten en præcis omgang med fakta, hvis man vil hænge andre ud for lemfældighed eller endda løgn. Det vil sige at heller ikke denne tilgang løser problemet for DR.

Orienterings angreb på psykolog Nikolaj Sennels påstande om at andelen af muslimer i danske fængsler var mere end 50% er symptomatisk for Danmarks Radio netop for sin slagside og sin underlødige omgang med fakta. For Danmarks Radio bliver nemlig kun bekymret over kritikere af islam, hvorimod jeg ikke kan huske at man nogensinde har udfoldet den mindste energi når det galt de mange mange påstande om indvandringens berigende effekt på Danmark eller at indvandrere på ingen måde var mere kriminelle end os andre osv, osv.

Den underlødig vinkel, som med eksempelt om Pia Kjærsgaard, insinuerer en infam politisk tænkning hos de, der måtte falde i Danmarks Radios unåde - i det her tilfælde Nikolaj Sennels. Den simple debat om, hvor mange muslimer, der sidder i de danske fængsler burde vel blot afdækkes nøgternt, måske endda med Sennels til at forsvare sine påstande overfor den sagkundskab DR’s research har fundet frem - Ligesom man gør det i forbrugerprogrammerne. Men DR’s Orientering vil hellere være tankepoliti og de indleder deres indslag således

Systematisk brug af forkerte oplysninger, der fremføres, som faktuelle, f.eks. om muslimer kriminalitet kan måske bringes for retten mener én jurist, mens en anden foretrækker…..

Orienterings brug af ordet systematisk er meget påfaldene for det gør Orientering i stand til at hente en jurist fra Danmarks Journalisthøjskole ind, der netop påpeger at systematiske løgne kan være strafbare i forhold til racismeparagraffen. Men indslaget demonstrerer ingen systematik, som det heller sandsynliggør eller endda forsøger på at vise at den tilsyneladende forkerte omgang med fakta er bevidst. Sennels behandles i Orientering, som en systematisk lyvende racist uden at det bliver sagt direkte. Måske det også er et udslag af den tyngende selvcencur.

Sennels svarer til gengæld overbevisende igen på Danmarks Radios kritik i Sappho, hvor han beklager at han fik tilskrevet en Capacent-undersøgel Cepos (noget, der altså ikke har at gøre med forkerte tal, men forkerte kilder) og at hans tal for muslimske indsatte galt ungdomfængsler.

De tal jeg har taget udgangspunkt i, når det gælder andelen af fængslede i ungdomsfængsler, baserer sig dels på egne observationer fra mit arbejde med kriminelle, dels Teori- og Metodecentrets rapport Projekt Fokus (Information, d. 2. maj 2009 “Flygtninges krigstraumer gør deres børn kriminelle”), og dels på en række øvrige statistikker omkring kriminalitet.

I ungdomsfængslet Sønderbro, hvor jeg selv har arbejdet, var omkring 70 procent af muslimsk herkomst. Teori- og Metodecentret bekræfter mine observationer i ovennævnte rapport, hvor de efter en gennemgang af alle landets ungdomsfængsler (herunder altså også Sønderbro) fastslår, at syv ud af 10 indsatte har etnisk baggrund. Dette passer fint med, at 67 procent af kriminaliteten i f.eks. København begås af indvandrere (kilde: Politiken, d. 31. august 2008) “Unge nydanskere fylder op i Dommervagten“.

Voksenfængsler: 19 procent?

Det officielle tal for andelen af muslimer i danske voksenfængsler (ikke kun ungdomsfængsler) er 19 procent (Kristeligt Dagblad, d. 3. juli 2008) ”Danske fængsler får mere fredagsbøn”

Men jeg mener, at det er rimeligt at stille spørgsmålstegn ved dette ”officielle” tal. Årsagen er, at jeg har mere end svært ved at forestille mig, at forholdet mellem indvandrere/danskere i danske fængsler pludselig skulle vende fra 70/30 til 19/81, når vi bevæger os fra ungdomsfængsler til voksenfængsler.

Hvad mener du, kære læser – lyder det logisk? Er det ikke værd at gnide sig lidt skeptisk på hagen over denne mystiske forvandling af ”blandingsforholdet” i danske fængsler? Kan det virkelig passe, at ingen af de 81 procent ”danskere” er opvokset i familier, som har sine aner i muslimske lande? Lad os undersøge sagen:

Dybere ned i tallene

Teori- og Metodecentret bruger kategorien “etnisk baggrund”, og den er selvfølgelig ikke det samme som “muslimsk baggrund”. Men hvis man så kigger på netop Danmarks Statistiks oversigter over, hvilke etniske grupper der begår kriminalitet, så får man et klart billede af, at langt, langt størstedelen af de fængslede indvandrere har muslimsk baggrund (kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008 ”Store forskelle i integration”):

På Danmarks Statistiks top-10 over kriminelles oprindelseslande besætter muslimske lande de første otte pladser. Først på en niendeplads kommer vietnamesere efterfulgt af danskere helt nede på en 10. plads. Den nævnte top-10 er over grove forbrydelser (straffelovssager) som oftest er de forbrydelser der ender med fængselsstraf.

Interessant nok er der i denne oversigt sågar taget højde for sociale og økonomiske faktorer. Det er værd at tage dette faktum i betragtning, for personer med muslimsk baggrund ligger generelt lavt når det kommer til både uddannelse (kilder: Videnscenter for Integration i Randers, maj 2005 “Unge, uddannelse og integration“; Rockwool Fondens forskningsenhed, maj 2007 “Etniske elever i klasserne gør ikke danske børn dårligere“) og arbejde (kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: “Store forskelle i integration”, Udlændingeservice “Indvandrere og efterkommere i tal - svar 6“). Tager man ikke højde for disse faktorer, ligger kriminalitetsindekset for muslimer altså reelt endnu højere.

En stor del af ”danskerne” er i virkeligheden muslimer

Et vigtigt spørgsmål er selvfølgelig i denne sammenhæng: Hvor mange af gruppen “danskere” kommer så i virkeligheden fra muslimske familier?

Danmarks Statistik ved det formentligt, men som sagt har de forbud mod at offentliggøre tallene, fordi de ikke må registrere personer efter religiøs overbevisning. Mit eget bud er, at andelen af 3., 4. osv. generationsindvandrere med muslimsk baggrund som har begået kriminalitet er særdeles høj.  Fakta peger nemlig på, at muslimske indvandrere bliver mere kriminelle, jo flere generationer de har været i Danmark:

Tal fra Danmarks Statistik offentligtgjort i rapporten “De voldelige efterkommere” (af kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose viser, at efterkommere (altså 2. generationsindvandrere) er hele 83 procent mere kriminelle end deres forældre).

Der er altså en voldsom stigning i kriminalitet fra 1. til 2. generation. Hvordan med 3. generation? Kunne det ikke være interessant at få at vide? Står det til vores politikere, så må vi ikke få det at vide.

En anden opgørelse angående forskellen på kriminalitet mellem 1. og 2. generationsindvandrere mellem 20-29 år viser, at mens 12,5 procent 1. generationsindvandrere blev idømt en eller flere domme i 2005, så gjaldt det hele 22 procent for 2. generation (Nyhedsavisen, d. 19. januar 2008 ”Unge efterkommere  er de mest kriminelle”. I 2006 var tallet for 2.-generationsindvandrerne steget til 23 procent (kilde: Jyllands-Posten, d. 17. juni 2008) ”Øget kriminalitet blandt indvandrere” Det betyder reelt, at omkring 1 ud af 4 muslimske indvandrer mellem 20 og 29 år blev straffet i 2006. Tallet er stigende, og hvor højt bliver tallet mon i 2009?

I 2006 var overrepræsentationen blandt 1. generation på 32 procent, mens 2. generation har en overrepræsentation på hele 92 procent (kilde: Jyllands-Posten, d. 17. juni 2008) ”Øget kriminalitet blandt indvandrere”. Hvor stor er overrepræsentationen for 3. og 4. generation – som altså kategoriseres som ”danskere”?

Disse tal er som sagt fra 2005 og 2006, men siden da er der sket en voldsom stigning i indvandrerkriminalitet: Andelen af indvandrere set i forhold til danskere blandt ungdomskriminelle steg i København med 20 procent alene i 2008 (kilde: Politiken, d. 31. august 2008) “Unge nydanskere fylder op i Dommervagten“. Det er et tal, som helst skulle burde være faldet - og en stigning på 20 procent er ganske enkelt helt vanvittig. Men desværre også virkelighed: Antallet af danskere i danske fængsler er faldende, og antallet af muslimske er kraftigt stigende.

3. og 4. generation

Kriminaliteten blandt muslimske indvandrere er faktisk nødt til at være helt ekstremt høj for at kunne trække statistikken for indvandrere så langt op over gennemsnittet. Vores mange ikke-muslimske indvandrere begår nemlig 30-50 procent mindre kriminalitet end gennemsnittet. (kilde: Danmarks Statistik, ”Indvandrere i Danmark 2008)”.

Og hvad så med 3. og 4. osv. generation? Hvor stor en andel af de 81 procent danskere, som er i danske fængsler, har i virkeligheden en muslimsk baggrund (også selvom de måske ikke ser sig selv som praktiserende muslimer, hvis de bliver spurgt)? Jeg mener, at det er rimeligt at antage, at andelen er betragtelig. Jeg ville være dum – og det var jeg… - hvis jeg skråsikkert sagde, at voksenfænglser i virkeligheden har mere end 50 procent muslimer. Men jeg er sikker på, at procenten af muslimer er højere end 19 procent (selvom 19 procent også er højt: det er en overrepræsentation på 530 procent hvis vi siger, at denne befolkningsgruppe kun udgør 3 procent af befolkningen).

I øvrigt, bare til sammenligning: Andelen af muslimer i franske og spanske fængsler er 70 procent (kilder: Washington Post, d. 29. april 2008 “In France, prisons filled with muslims“ og Islamicawakening.com) “Spain Uses Interpreters to Monitor Muslim Inmates”

Sennels udbygger også sin argumentation for, hvor stor en udgift den islamiske tilstedeværelse koster samfundet. Det skal blive spændende at se om Orientering vil reagere i talkrigen og om en eventuel berigtielse kan forventes. Dog er der ingen grund til undskyldninger og da især ikke, hvis det ødelægger DR’s ansattes livskvalitet.

Politiken har en klumme, der hedder Godt Sagt, hvor man fremhæver debatindlæg fra andre medier man mener siger noget godt. Torsdag fremhævede Lars Trier Mogensen et indlæg fra docent Alf Ronnby, der i Jyllands-Posten havde doceret følgende

»Sverigedemokraterna står stærkest i Sydsverige og især i Skåne. Hvorfor er SD så stærkt et parti netop i dette gamle danskerområde«, spørger Ronnby og forsøger selv at svare: »Nazistiske kræfter var aktive i Skåne i 1930′ erne og højrepopulistiske bevægelser på et senere tidspunkt, hvortil kommer nogle lokalpatriotiske partier på højrefløjen.

(…)

»Undersøgelser viser, at der i Skåne er større modstand mod indvandring end i Sverige som helhed. Lokalpatriotismen er velkendt og omfattende i Skåne«

Skåne er nu pludselig en del af Danmark og det burde, skriver Mogensen, “glæde de ældre folk (…) såsom Ole Hyltoft og Søren Krarup“. Det er altså absurd at fastslå en national sammenhørighed med det, der engang var Danmark med mindre de bosiddende mennesker opfører sig uartigt. Så er det pludselig danskerområder. Danskhed i sandhed ophøjet til ideologi.

Omvendt skal vi så forarges eller smågrine af Danmarks bedste blog Snaphanen, der i øvrigt er mere læst end 180 Grader, som citeres for denne præcise analyse af, hvorfor svenskere søger over sundet for at arbejde

»Det vælter ind med mennesker, der aldrig bliver job til: ‘ Der bliver brug for dem engang’, lyder mantraet. Det trænger selvfølgelig de indfødte, der vil arbejde, til Norge og Danmark. At regeringen, samtidigmed at recessionen sætter ind, åbner for arbejdskraftindvandring, gør ikke situationen bedre. For at skære det ud i pap: Den svenske arbejdsløshed er importeret«.

Hvorpå Lars Trier Mogensen i ægte Politikenstil så konkluderer

Alt i alt lyder det som en dårlig handel for svenskerne: København får de flittige skåninge, mens resten af Sverige til gengæld får et stærkt Sverigedemokraterna.

Velkommen til paralleluniverset. Måske Politiken skulle til at følge lidt bedre med på Snaphanen.dk for at forstå problemerne i Sverige.

Går du rundt og føler dig smådum, utilstrækkelig og uden energi til at sætte dig ind i den store verden så læs Politikens debatsektion. Straks er du ovenpå igen med en følelse af intellektuel overlegenhed og et arrogant forhold til andres afgrundsdybe uvidenhed og så får du et ubetaleligt grin oven i købet. Redaktør for lederkollegiet - en titel, der på en gang er egalitær og elitær - Lars Trier Mogensen berigede os i onsdagens udgave med herligheder fra paralleluniverset.

Den indiske forfatter Aravind Adiga har formuleret omvæltningen enkelt: »Fremtiden tilhører den gule og brune mand«.

Valget af Barack Obama som USA’s præsident var heldigvis ikke blot et enkeltstående tilfælde.

Tværtimod vinder demokratiske politikere frem over hele kloden – mange med et overraskende populært budskab om større mangfoldighed og tolerance.

Og det er så god en nyhed, at vi lige skal have den en gang til

Hvis fremtiden tilhører den gule og den brune mand, er rollefordelingen klar: Indisk-italienske Rahul Gandhi og kansas-kenyanske Barack Obama viser styrken ved multikulturelle demokratier.

Og igen

Som italiensk-inder vil Rahul Gandhi blive endnu et symbol på en global æra med multikulturelle ledere.

Og for dem, der ikke fik fat i det glade budskab

Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.

Man kan høre champagnepropperne springe på Politiken og jeg under dem denne glæde, selv om der kammes over i det usmagelige

Det kan vel være – som Mao udtalte – at det endnu er for tidligt at vurdere effekten af den franske revolution.

De 100.000.000 døde af marxismen er kun toppen af isbjerget? Stakkels Obama og Ghandi skal tages til indtægt for alle tiders største massemordes drøm om nye herskere - en usmagelighed på linie med at se EU, som Det Tredie Rige - trods alt.

Og det lidt usmagelige fokus på farven af mennesker skal ikke forstås helt så symbolsk, som læserne af Politiken måske gerne vil tænke. I så fald ville en “brun” leder af Indien ikke i sig selv være en glædelig nyhed. Når der endda en lysere en af slagsen, som der altså nu må være tale om med opblandingen af en snudsket italiener ville det vel ikke understrege en pointe Politiken-segmentet ville varme deres hveder til?

Og det er selvfølgelig ikke alle farver, der er positive som ledere af andre farver, hvorfor, der ikke er nogen hyldest til Pik Botha. Næh vi taler om blandede produkter og præmissen er at de ikke skal være hvide - den faldne farve - så derfor er Benjamin Disraeli, Nicolas Sarkozy, Poul Schlütter, Winston Churchill og Yitzhak Rabin ikke en del af denne pludselige langvarige omvæltning. Al tvivl udelades da også i konklusionen

Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.

(Skønt vi endnu mangler de gule) Det er i det lys man skal forstå

For efterhånden er det jo kun her i det gamle Europa, i Centralasien og i Mellemøsten, at befolkningerne accepterer at lade sig styre af gamle, ensfarvede og konservative nationalistiske ledere.

Ligeledes er brugen af titlen Dronning om Sonia Gandhi heller ikke helt så langt ved siden af, som læserne måske gerne vil tro. De europæiske kongehuse, der engang herskede masserne (et begreb vi skal høre om lidt) var også ganske multikulturelle, men paradoksalt nok også ganske indavlede og indspiste. Således har Gandhi-Nehru familien domineret indisk politik siden, ja siden selvstændigheden. Retfærdigvis skal det siges at jeg ved meget lidt om deres genpøl. Og inden vi går til kulminationen på dette rablende vanvid, skal vi en tur i kulturradikalernes mindelund af fraser som “…frygtens politik, som nationalistiske og populistiske politikere har dyrket ...”, “…dybt reaktionær kulturkamp…” og “…hadefuld retorik…“. Og så mine damer og herrer The Moment We’ve All Have Been Waiting For

Mønsteret er ikke tilfældigt: Store grupper har en tendens til at opføre sig mere intelligent end små homogene menigheder. Den amerikanske forfatter James Surowiecki har kaldt fænomenet for , massernes visdom.

Det er interessant nok ikke alle grupper, der opfører sig lige intelligent: Jo større og mere forskelligartet en befolkning er, desto mere begavede beslutninger synes den at træffe. Forskellighed fremtvinger nemlig en større grad af kompromisvillighed, fleksibilitet og samarbejdsevne.

Det sidste er en logik i lige linie fra at døende sætter mere pris på livet. Jeg vil ikke pointere at inderne arvede deres demokrati (alt, der har med rationalismen og dens goder at gøre faktisk) fra den lille homogene gruppe af englændere i første omgang. Heller ikke at Indien faldt fra hinanden i et etnisk/religiøst blodbad, der kostede i hundrede-tusindvis af menneskeliv, som tilsyneladende var grænsen for massernes visdom. Således opstod Pakistan (og siden Bangladesh), som man efterfølgende har haft tre krige med, blandt andet om det kulturelt splittede..øh brogede Kashmir

Udsagnet er sselvfølgelig vrøvl af mange grunde. Umiddelbart dumper påstanden jo på, at de multikulturelle demokratier i første omgang jo valgte de ensfarvede, reaktionære, konservative og nationalistiske Bush og Singh. Det skurer også i øjnene at det har været Danmark, der i årtier har ydet Indien u-lands bistand når det nu burde have været omvendt. Jeg vil have mine penge tilbage sammen med SP.

Det andet er at vi i et demokrati anerkender at, der er meninger om gode og dårlige valg, men vi operer ikke med en objektiv facistliste. Ledelsen af landet skal afspejle folkets ønsker og opfattelse af interesser og demokratiets succes handler således kun om repræsentation kontra misrepræsentation0. Disse folkelige interesser er ikke nødvendigvis den enkeltes, hvorfor man helt legitimt kan mene at folket vælger godt eller dårligt, men uanset rigtigheden af det er det en subjektiv vurdering. Det handler altså kort sagt om at kunne enes og enes over at være uenige. En hel ejendom af mennesker fra allehånde erhverv, socialgrupper og kulturer kan således ikke siges at være bedre til at beslutte sig for en fælles aktivitet en onsdag aften, end et enkelt ægtepar.

Dette forhold leder til den tredie fejl i antagelsen nemlig styrken ved multikulturelitet i et demokrati. Netop fordi folkets interesser skal afstemmes indbyder det multikulturelle til sprækker i sammenholdet ved det at de etniske grupper dyrker forskellige værdier og derfor har forskellige opfattelser af indlysende interesser, der svært møder forståelse hos andre kulturer. Der er så ikke tale om at kunne varetage et folks interesser, men om flere indbyrdes modsætningsfyldte folks interesser, hvilket fører til en række kompromisser, der ikke, som Politiken tror fører til større indsigt, men tværtimod til større modsætninger, da de alle vil opleve at få hæmmet deres selvindlysende udvikling af de andres bagstræberiske eller amoralske kværulering. Som troende muslimer ikke accepterer menneskets love accepterer demokrater ikke gudens. Fænomenet er velkendt på Politiken, der konstant beskylder JP, DF, Trykkefrihedsselskabet, Kurt Westergaard og andre for med deres ytringer at tiltrække islamisk terror og således understreger at de to livsformer - frihed og islam - ikke kan leve sammen.

Til sidst er det oven i købet noget vrøvl fordi teorien om massernes visdom ikke handler om det multikulturelle, men om specifikke problemer med et konkret resultat, såsom at gætte placeringen af et sunket skib, vægten på en ko eller et meteors bane. Diversitet og størrelse er derfor betingede ord i denne sammenhæng, der relaterer til viden om emnet og ikke til irrelevant religiøs baggrund. Tre danske, hvide mandlige læger med, hver deres speciale vil således være bedre til at diagnosticere en patient, end 100 mennesker bestående af kvinder og mænd, jurister, murere, lærere, købmænd, butiksejere, fiskere, kokke, sosuer, ludere, lommetyve og sportsfolk alle med, hver deres etnicitet. Se dette vrøvl er ikke et påfund fra Casper og Mandrilaftalen det er the real deal og morsommere kan det ikke gøres.

Endnu engang er der blevet skudt i København og endnu engang har vi oplevet mennesker, der opfører sig, som aber.

Undskyld forkert video

Ser disse mennesker ud, som om de læser særligt meget avis eller følger samfundsdebatten? Det tænker jeg lidt på for endnu engang hører vi det samme vrøvl fra DR

Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith har blandt andet været ude og sige, at politikernes sprogbrug omkring indvandrere i denne her konflikt er med til at gøre bandekrigen værre.

Og i samme tråd fra DR

Siris Hartkorn, der læser Freds- og Konfliktvidenskab på Lund Universitet, har sammen med en medstuderende lavet en undersøgelse af de skrevne mediers nyhedsdækning af bande- og rockerkonflikten fra august 2008, hvor konflikten for alvor brød ud - og frem til januar i år.

Medier og politikere har medvirket til konflikten
Undersøgelsen viser, at der blev brugt etniske begreber i 73 procent af artiklerne. Det mener, Siris Hartkorn er et problem, der har gjort, at bandekonflikten ikke længere kun er en konflikt i den kriminelle underverden, men en konflikt som de danske medier og politikere også har været med til at skabe.

Siri Hartkort fortæller, at mediernes og politikernes fokusering på etnicitet er med til at piske en stemning op om indvandrerbander og rockere, dem og os.

Jeg giver ordet til Nikolaj Sennels i Jyllands-Posten

Mange mener, at hovedårsagen til de voldsomme integrationsproblemer skyldes “stigmatisering”.

Stigmatiseringsargumentet bygger på en lommepsykologisk omgang vrøvl om, at tryk avler modtryk, og at indvandreres anti-sociale adfærd er en naturlig (og dermed retfærdig?) reaktion på ubegrundet kritik fra omgivelserne.

Som autoriseret psykolog vil jeg her komme med en faglig indvending: Menneskers adfærd og personlige valg styres langt mere af deres opdragelse, kultur og religion end af, hvad folk og fæ skriver om dem i aviserne.

At forklare ting som stigende kriminalitet, islamisk fundamentalisme og arbejdsløshed med stigmatisering alene afslører således en katastrofal mangel på menneskekundskab og humanisme, fordi man derved undlader at kigge på hele mennesket, inklusiv dets baggrund, opvækst og frie vilje.

Det er en katastrofe for debatten, at medier i så lang tid har taget denne udokumenterede påstand for god vare.

Som rationelt menneske vil jeg tilslutte mig Sennels.

Nu skulle man tro at flerkoneri eller bigami for Ekstrabladet hørte til i afdelingen for lavt hængende frugter, men man kommer i tvivl.

EB d. 20 april:

…FÆNOMENET trives blandtmuslimske indvandrere og flygtninge, der af deres imamer i flere tilfælde er blevet viet til både kone nummer to og tre.

Præstationen aftvinger mærkeligt nok ingen respekt hos den brede vifte af søndags-spørgetime-parate politikere.

I stedet for at se på det fornemme i, at en mand i Danmark ikke lader sig skille - som flertallet vel efterhånden har for vane - men i stedet forbedrer ægteskabsstatistikken, vil disse politikere have sat en prop i flasken.

Det vil de, fordi de aner en muslimsk ånd i flasken.

DER ER efterhåndenikke den sag, der er for lille til, at ikke blot Dansk Folkeparti, men også Socialdemokraterne, regeringspartierne og i flere tilfælde også Søvndals Folkeparti råber ’muslim!’ efter den.

Og dét ord er et skældsord i Danmark. Man vil hellere anklages for spritkørsel, pædofile tendenser eller rygerlunger, end man vil have hæftet prædikatet muslim på sig.

For det er en brændemærkning i den offentlige debat.

DE POLITISKE hyæner råber i kor, at de par håndfulde mænd, der har et par håndfulde flere koner, skal stoppes i det.

Blandt hyænerne blander nu også ligestillingsminister Inger Støjberg sig. Godt nok vil hun have problemet undersøgt og omfanget belyst.

Men kunne en behjertet sjæl ikke forklare den nyudnævnte minister, at ligestilling ikke handler om, at ethvert lille problem skal føre til en heksejagt på mindretallet?

I tidernes morgen var Danmark kendt som et land, der havde selvtillid nok til at tro på, at med tolerance og interesse for vore gæster kunne vi præge dem.

Den aktuelle sag understreger, at det er længe siden.

Mærkeligt er det måske, at Ekstrabladet hylder en af de mest reaktionære institutioner i den islamiske kultur, men hvorfor mener EB at sagen er for mikroskopisk til at være et politisk emne? Indtil nu har der i hvertfald ikke været den sag der var for lille til Ekstrabladet.
At det er svært at præge indvandrere fra muslimske lande med “tolerance og interesse” har Ekstrabladet selv dokumenteret til overmål: Her, her og her… og jeg kunne fortsætte i dagevis.

I går fremsatte jeg den påstand at Politiken havde en talentkrise baseret på deres politiske kommentator Peter Mogensen. Men endnu værre ser det ud, hvis man fremtrækker Rune Engelbrech Larsen, der ufortrødent kæmper en kamp mod den virkelighed, som Villys socialister efterhånden er ved at erkende eksistensen af. I sin klumme, der gengives på hans blog, lægger han ud således

»Afroamerikanere er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. Det er også en kendsgerning, at den afroamerikanske kultur i meget høj grad accepterer eller ligefrem fremmer aggression. Det er en kendsgerning, at den afroamerikanske kultur i meget ringe grad accepterer den amerikanske model for at tale om tingene og ad dialogens vej uden sanktioner gøre kriminelle begribeligt, at de er på gale veje. Det bliver opfattet som slaphed og animerer til ny kriminalitet.«

Enhver kan se, at dette en hårdkogt racisme, der uredeligt misbruger de mangesidede årsagsforhold bag sortes overrepræsentation i amerikanske fængsler. Citatet stammer imidlertid ikke fra USA, men fra en leder i Dansk Folkepartis Dagblad, også kaldet Jyllands-Posten, og omhandler påstået »muslimsk« overrepræsentation – »muslim« er for anskuelighedens skyld blot ændret til »afroamerikaner« og »dansk« til »amerikansk«. Der er altså ikke tale om klassisk racisme, men om antimuslimsk propaganda. 

Engelbrecht bruger ord som løgner, nonsens og vrøvl til at beskrive sine modstandere og deres argumenter, men, hvilke ord skal man sætte på ham? Det ovenstående citat han fremdrager fra en JP-leder har intet med racisme at gøre, men er en påstand, der enten er sand eller falsk. Ved at skifte emnet og rammen ud forsøger Engelbrecht at demonstrere sin pointes validitet, men det er rent vrøvl. Negrene i USA kan ikke uden begrundelse erstatte muslimerne i Danmak. Udsagnet “løver spiser kød” kan således ikke falcifiseres ved at skifte ordene ud så “solar plexus spiser postmodernisme”.

Løgneren i Engelbrechts optik er psykologen Nikolaj Sennels for bogen Blandt Kriminelle Muslimer, der hos Engelbrecht er baseret på pseudofaglighed. Engelbrecht mener nemlig at der manipuleres med statistikkerne om, hvor mange af de kriminelle, der rent faktisk er muslimer

Udgangspunktet er dermed ikke blot baseret på pseudofaglighed af værste skuffe, men hele fremstillingen er rent sludder, eftersom kriminalitet slet ikke gøres op efter trostilhørsforhold (hvilket også er umuligt uden en underskrevet trosbekendelse fra samtlige kriminelle), hvorfor lederen må ty til generaliserende spredehagl og kortsluttet logik. 

Men er f.eks. Tyrkiet uden videre et »muslimsk land«? Er en kristen libaneser og en sekulær palæstinenser, der støtter Fatah mod Hamas, »muslimer«?”

Det er rigtigt at Sennels i sin bog blander begreberne indvandrer, araber, muslim, hvilket er en irriterende skønhedsfejl, men, der er ingen tvivl om at han mener muslim i alle tilfælde. Denne viden baserer Sennels ikke blot på den statistiske sandsynlighed at indvandrere fra muslimske lande oftest er muslimer eller i hvert fald kraftigt præget af og til en hvis grad identificerer sig med muslimske værdier. Sennels har skrevet om sine erfaringer med mennesker han har haft i et behandlingsforløb og derfor kender ret godt. I en lukket institution, hvor man kan bestille halal-retter og frasige sig svinekød er det ikke det store detektivarbejde af afgøre et muslimsk tilhørsforhold. Engelbrechts pseudo-indvendinger er simpelthen naragtige.

Men de bringer heller ikke Engelbrecht væk fra grundindvendingen, nemlig at kultur og religion er afgørende for menneskers ageren. Sandheden er jo at selv om vi ikke opgiver trosforhold er det stadig udlændinge fra bestemte lande eller kulturer om man vil, der tegner sig for den grove vold. Dermed etableres det, som Sennels bog jo banalt påpeger at der er en klar sammenhæng mellem de værdier man socialiseres ind i og den opførsel man lægger for dagen. Det eneste mystiske er, hvorfor Engelbrecht kun søger at frikende den røde tråd gennem de mange kulturer, der er storleverandører af assosciale indvidder nemlig islam. Hvorfor han gør det får være til en anden god gang.

…Nicolai Sennels. Denne løgner, der ud fra samtaler med 150 stærkt socialt og psykisk belastede unge med indvandrerbaggrund drager de mest hårrejsende konklusioner om samtlige muslimer i hele verden 

Charmetrolden Engelbrecht overser at det ikke er, hvad Sennels gør. Sennels undersøger, hvorfor de muslimske kriminelle i modsætning til de “danske” - der udgjorde 100 af de i alt 250 “stærkt belastede unge” han arbejde med - alt andet lige ikke kunne tage udgangspunkt i egne handlinger, som årsag til deres situation. De savnede simpelthen redskaberne til selvindsigt og refleksion. Da der ikke var tale om psykiatriske tilfælde måtte det være en forskel i socialiseringen, hvilket jo er en almen og banal antagelse (siden man nu ansætter en psykolog), som også finder støtte udenfor Politikens sekteriske univers. Fra Kristeligt Dagblad

Vi er nødt til at gøre op med tabuet om, at alle indvandrere er ens og dermed lige lette at integrere. Der er nemlig stor forskel på, hvor høj grad af tillid forskellige indvandrergrupper har til fremmede – og den tillid har betydning for, hvor meget de integrerer sig i samfundet.

Sådan lyder den kontroversielle udmelding fra lektor Christian Bjørnskov, som forsker i tillid ved Handelshøjskolen – Aarhus Universitet.

– Det er selvfølgelig politisk ukorrekt at sige, at vi skal gøre forskel på folk. Hele det offentlige system i Danmark er jo bygget på tanken om, at vi alle er lige og ens. Men jo mere blandet det danske samfund bliver, jo mere er vi altså nødt til at acceptere, at indvandrergrupperne er forskellige og derfor også skal behandles forskelligt. Ellers risikerer vi at komme til at stå med enkelte grupper, som slet ikke bliver integreret i det danske samfund og i stedet danner parallelsamfund, siger Christian Bjørnskov, som også er medlem af bestyrelsen i den liberale tænketank CEPOS.

Christian Bjørnskov baserer sin konklusion på dansk og international forskning i, hvor høj grad af tillid forskellige befolkninger har til fremmede mennesker.

Forskningen viser, at mens skandinaver er de mest tillidsfulde i hele verden, så er der en høj grad af mistillid til fremmede i visse arabiske lande – for eksempel i Syrien og Jordan – og i afrikanske lande som Somalia. Samtidig ændrer den grad af tillid, man så at sige er født med, sig ikke markant, hvis man flytter til et andet land, fortæller Christian Bjørnskov.

– I stedet for at stemple hele indvandrergruppen, når vi taler integrationsproblemer, så bør vi bruge denne viden til meget mere effektivt at adressere, at der er store forskelle på de danske indvandrere. Dermed kan vi også sætte mere effektivt ind over for de egentlige problemområder, siger han.

Integrationskonsulent Manu Sareen (R) er enig:

– Problemet er bare, at det bliver opfattet som noget meget kontroversielt at sige, at der er forskel på forskellige grupper, og at der derfor også bør være forskel på vores tilbud til dem. Men det skal vi efter min mening ikke være så bange for, som vi er.

De “hårrejsende konklusioner”, som Engelbrehct nævner er blot realiteternes verden og de gør ingen løgn.

Bent Jensen skrev en fremragende kronik i Jyllands-Posten (desværre virker henvisningen ikke længere og man må indtil videre nøjes med Monokulturs uddrag) bl.a.

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger - og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

Jensen glemmer i dette tilfælde at nævne at venstrefløjen har det samme sygelige fokus på alt, hvor jøden viser sin krogede næse. Tydeligvis handler venstrefløjens følelser for palæstinenserne ikke om palæstinenserne, men og jøderne og deres evige ugerninger, hvorfor, de ikke interesserer sig for den Egyptiske mur mod Gaza, den arabiske uvilje mod at lade palæstinensere få statsborgerskab eller saudi-arabernes brug af palæstinensere som slaver. En typisk eksponent for dette antisemitiske fokus er Mogens Lykketoft som her i Politiken

»Det er en frygtelig afdækning af handlinger, som er krigsforbrydelser«, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører og forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) til politiken.dk.

FN: Troværdige rapporter om krigsforbrydelser
Meldingen kommer, efter at den særlige rapportør for FN’s generalsekretær i går offentliggjorde en rapport om offensiven i Gaza.

Konklusionen sagde blandt andet, at »der er stærke og troværdige rapporter om krigsforbrydelser og andre overtrædelser af internationale normer«.

(…)

»EU må tage den moralske førertrøje på og gå foran nu. Vi må stå for, at der bliver foretaget en dybere undersøgelse af det, der er sket i Gaza«, siger han.

Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har set FN’s rapport. Men med tanke på den tradition for at anklage Israel for alt hele tiden ophidser det mig ikke umiddelbart.

Jeg skrev her på bloggen, mens krigen rasede og FN mente at Israel med fuldt overlæg havde bombet en FN-skole med mange civile tab til følge

Hvem er mest troværdig? Er det den krigsførende nation med interesse i at retfærdiggøre sig selv i en presset situation eller er det den overstatslige forening med alles objektive interesse for øje? Israel er ganske vist et gennemmilitariseret samfund, hvor værnepligten omfatter alle mænd, som kvinder og endda i 2 år. Det betyder omvendt, at den israelske hær er ‘gennemciviliseret’ da hæren ikke er en afgrænset størrelse med egne og svært gennemskuelige interesser, men et folkeligt projekt alle deler fælles erfaring med og direkte har investeret interesse i. Alle i Israel fra højre til venstre, fra høge til duer kender og er fortrolige med hærens virkelighed og ved hvornår der lyves. FN derimod er en stor korrupt maskine, hvis primære opgave ikke er at gøre nytte i verden, men forhandle sin egen retfærdiggørelse overfor de stater, der har interesse i at bruge FN til egne mål. De fleste af disse stater er selv korrupte og/eller totalitære og resten blot tossegode sponsorer. Alt er til salg i dette storpolitiske varehus, dette prostituerende løgneunivers - selv de ukrænkelige menneskerettigheder.

Observans pillede forleden nogle beskyldninger om, at en israelsk snigskytte skulle have skudt en kvinde og hendes to børn under den seneste Gaza-krig, fordi de gik den forkerte vej, fra hinanden fra sin lænestol og en kilde fra det israelske militær sagde til Jerusalem Post

“It is a shame that the media allowed Palestinian manipulations to spread,” he said.

“Look at the allegation that we killed 48 civilians in a UN school in Gaza. In reality, seven people were killed, and four to five of them were terrorists. The UN apologized, but the damage is done,” the source said.

(…)

“All of it was based on rumors. In the incident of the alleged shooting of the mother and her children, what really happened was that a marksman fired a warning shot to let them know that they were entering a no-entry zone. The shot was not even fired in their general direction,” the source said.

“The marksman’s commander ran up the stairs of a Palestinian home, got up on the roof, and asked the marksman why he shot at the civilians. The marksman said he did not fire on the civilians. But the soldiers on the first floor of that house heard the commander’s question being shouted. And from that point, the rumor began to spread,” the source added.

“We can say with absolute certainty that the marksman did not fire on the woman and her children. Later, the company commander spoke with the marksman and his commander. We know with certainty that this incident never took place,” he said.

I forgårs lancerede den engelske avis The Guardian så en ny kampagne baseret på palæstinensiske vidneudsagn. Fra DR

Israelske soldater begik ifølge det britiske dagblad The Guardian krigsforbrydelser under den 23 dage lange krig mod Hamas-styrkerne i Gaza.

The Guardian har udført en månedlang efterforskning af forskellige anklager, der er blevet rejst mod Israel efter de meget voldsomme militære aktioner i januar. Operationen, som Israel kaldte “Støbt bly”, kostede omkring 1.400 palæstinensere livet og ødelagde flere tusinde boliger stort set alle offentlige bygninger i Gaza.

Børn som skjold
Ifølge Guardians undersøgelser har israelske styrker blandt andet brugt børn som levende skjolde, de har gjort læger, nødhjælpsarbejdere og hospitaler til mål og de har beskudt civile med missiler, afftyret fra ubemandede fly.

Tre brødre - på 14,15 og 16 år - fortæller om, hvordan de af bevæbnede israelske soldater blev ført fra deres hjem og placeret foran israelske kampvogne for at hindre Hamas-folk i at beskyde dem. Siden blev de sendt foran isralekse soldater ind i boliger, der skulle ryddes.

Israelske talsmænd afviser generelt vidneudsagn fra Gaza,med henvisning til at vidnerne ikke tør sige sandheden af frygt for Hamas.

Det er dokumenteret i overflod at Hamas brugte deres egne civile, som levende skjold og derfor virker det helt ude i hampen at israelerne skulle prøve at dække sig bag civile palæstinensere for at forhindre at Hamas i at skyde på dem. Ydermere brugte Hamas både skoler, moskeer, hospitaler, ambulancer, som dække for deres kamphandlinger, men den slags optager slet ikke Guardian. Jerusalem Post

“This is the newspaper that reported the massacre at Jenin, which turned out to be false, and said also that Israel was high in an international league table for its murder of journalists and then failed to properly correct this patent falsehood,” said Jonathan Hoffman, co-vice chairman of the Zionist Federation of the UK. “It is the paper that tolerates anti-Semitic content in its blog ‘Comment Is Free,’ and indeed encourages it by its choice of contributors.”

Of course, he added, “the IDF will carefully investigate this outrageous claim, and by the time it issues the denial, people will only remember the original allegation, and the Guardian will have moved on to the next carefully constructed falsehood. It’s a pas de deux of truth versus mendacity, with apparently no end.”

(…)

In a letter the paper sent out to blog and Web site owners, calling for them to support its work, the Guardian said the Gaza film clips were meant to “add weight to calls this week for a full inquiry into the events surrounding Operation Cast Lead, which was aimed at Hamas, but which left over 1,400 Palestinians dead - around 300 known to be children.”

Guardian Films then asked the bloggers to link to their “Gaza War Crimes” page.

Mellanie Phillips karakteriserer præmisserne for Guardians undersøgelse

It presents these allegations as facts. It does so even though they are only allegations, unsupported by any evidence whatever. It does so even though the allegations are made by people with a proven track record of systematic lying to journalists and fabrication of stories and images. It does so even though such people either support Hamas or are controlled and schooled by Hamas to tell lies under pain of torture or death.

It does so without providing any verifiable information – full names, dates, specifics. It does so without making any mention of the extraordinary lengths to which the Israel Defence Force went in trying to avoid civilian casualties, by leafleting targeted houses to warn the inhabitants to get out and even calling them on their mobile phones to urge them to do so.

Hvorefter hun kontant sår tvivl om, hver enkelt af Guardians beskyldninger. Episoden med den lille dreng Al Durah og hans far, der blev pløjet ned af palæstinensiske sikkerhedsstyrker og siden blev til symbol for israelernes brutalitet er et kongeeksempel på den mediemanipulerede virkelighed, hvor følelserne fortrænger fakta. Det betyder ikke, at, hver enkelt soldat i den israelske hær har optrådt fejlfrit. Men den israelske hær har sit folks forsvar, som eneste bekymring og heri også sit folks renome, hvor Hamas kun har Israels ødelæggelse, som sin eksistensberettigelse. Israel er et demokrati med en levende debat, hvor Hamas er et islamistisk styre, der kun udtrykker sig i vold, hysteri og løgn. At finde ud af, hvem, der er mest troværdig og med, hvem man skal have sin solidaritet burde ikke volde en almindelig dansk demokrat synderligt besvær. Alligevel fremturer Lykketoft ikke med at bekæmpe Hamas’ undertrykkelse af det palæstinensiske fok eller interessere sig for de mange forbrydelser, som Hamas begik før, under og efter krigen mod sin egen befolkning. Lykketoft interesserer sig kun for Israel - landet, hvor jøden bor - og det er ikke i Sudan! fra Politiken

FN mener, at millioner af mennesker er i fare for at dø i Darfur.

Det siger FN-koordinator John Holmes ifølge tv-stationen CNN.

Advarslen kommer efter, at 13 internationale nødhjælpsorganisationer er blevet smidt ud af Sudan. Det var konsekvensen af, at den internationale domstol (ICC) udstedte en arrestordre på landets præsident Omar al-Bashir i februar.

Måske ville venstrefløjen og Lykketoft interessere sig lidt mere om lidelserne i Sudan, hvis vi kunne finde nogle jøder dernede.

…går over en bro og så siger musen “Ih, hvor vi to dog gungrer!” Amnesty har konstateret en voldsom stigning i antallet af henrettelser - fra 1.252 i 2007 til 2.390 i 2008 - verden rundt, skriver Information og kommer med denne pointe

Selvom de mange henrettelser sidste år er foretaget i 25 forskellige lande, stod kun fem lande for hele 93 procent af henrettelserne: Kina, Iran, Saudi Arabien, Pakistan og USA.

Hos Danmarks Radio, der har en lignende tilgang har man dog antallet af henrettelser fordelt på de ti øverste lande med og man kan se at Kina har henrettet 1.718 (72%), Iran 346 (14%), Saudiarabien 102 (4%), USA 37 (1,5%) og Pakistan med 36 (1,5%). Det giver de 93%, der ifølge Information er iøjenfaldene. Det er måske mere interessant at notere sig, at, det er Kina, der alene står for tæt på 3/4 af alle henrettelser i verden. Eller også at Iran med 5 henrettelser pr. 1 mio. indbyggere henretter flest af deres egne med Saudi-Arabien i hælene med 4 henrettelser pr. 1 mio. indb. og Kina og Irak  hver med 1,3 henrettelser pr. 1 mio. indb. og USA i bunden af DRs top 10 med 0,123 henrettelser pr. 1 mio. indb. Noget andet er, hvad der anses for forbrydelser i de forskellige lande og hvorledes det juridiske system fungerer.

Middagsradioavisen bød på en historie om israelske soldaters forbrydelser mod palæstinenserne under den store offensiv i Gaza. Vinklen var tydeligvis at nu var beviserne endelig kommet for, hvad man kunne - og sikkert har, hvis man ellers er rigtig kritisk tænkende - sagt sig selv i form af vidneudsagn fra brødebetyngede veteraner. Men bloggen Observant har på fremragende vis gennemhullet den historie

Når man nærlæser artiklerne om affæren går det op for én, at der er tale om siger og skrive to soldater , begge sergenter, der er basis for hele medie-stormen. De to udsagn i Politikens gengivelse, og mine kommentarer:

1) En mor og hendes to børn blev skudt og dræbt af en israelsk skarpskytte, netop som de var blevet sluppet fri fra det hus, hvor de blev tilbageholdt. Skarpskytten havde ikke fået besked om løsladelsen fra kollegaerne.

Sammenlign med Haaretz´ oprindelige version:

“There was a house with a family inside …. We put them in a room. Later we left the house and another platoon entered it, and a few days after that there was an order to release the family. They

“The platoon commander let the family go and told them to go to the right. One mother and her two children didn’t understand and went to the left, but they forgot to tell the sharpshooter on the roof they had let them go and it was okay, and he should hold his fire and he … he did what he was supposed to, like he was following his orders.” had set up positions upstairs. There was a sniper position on the roof,”

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen udelader at moderen og hendes børn netop får besked på at gå væk fra faren, og at de altså på trods af direkte israelske ordrer selv går ind i farezonen.

Det næste man bemærker er, at soldaten der ifølge Naimah Hussain “bekender” drab, faktisk ikke selv har set noget af det - han refererer rygter, han har hørt.

Læs det hele og få et godt stykke journalistisk arbejde, som korrektiv til de etablerede og jødehadende medier Politiken og DR.

Morten Messerscmidt fra Dansk Folkeparti vandt i går i Byretten over møgsprøjten BT i Grøftesagen. BT påstod dengang i 2007 på forsiden at en plakatfuld Messerscmidt i Tivolis Grøften havde heilet og hyldet Hitler. Sagen kostede næsten Messerscmidt karrieren og renomeet. Nu har BT altså tabt. Messeren har rettens ord for at han ikke har gjort noget som helst ulovligt og har været et offer for en serie af vedholdene løgne, som det har været Monokulturs opfattelse fra starten, som skrevet her, her, her, her, her, her, her og vores forsvar her. BT har rettens ord for at de har gjort noget ulovligt ved at vedholde en serie af løgne, men alligevel skriver BT ved Peter Bruchmann

Men dommen giver også Dansk Folkeparti et problem. Uanset glæden i dag har partiet nu en spidskandidat til EU, som har rettens ord for, at han har heilet i et offentligt rum. Det er altså en gestus, der ved lov er forbudt i flere ganske centrale EU-lande.

Men den gestus er ikke ulovlig i Danmark. Tyskerne kører også bil i hastigheder på deres Autobahns, der ville koste dem ikke blot kørekortet, men også fængselstraffe i Danmark. I Holland kan man købe hash ganske lovligt. I Irland er abort forbudt.
Men, hvad skete, der i BT’s optik den dag i Grøften, der kunne forlede dem til at skrive at Messerschmidt hyldede Hitler?

I det konkrete tilfælde: Er det at heile med strakt arm og to fingre under næsen en Hitler-gestus? Er et heil en hyldest? Det er Messerschmidt-sagens kerne.

Lad os se bort fra at BT tabte sagens kerne i Byretten og slå fast, at når man simulerer Hitlers overskæg med to fingre hylder man aldeles ikke Hitler - Tværtimod!

Ikke desto mindre fortsætter vanviddet på BT

B.T. har intet ønske om at optrappe sagen eller traske videre i diskussioner, om hvilke sange, der er nazistiske. Vi har heller intet ønske om at retfærdiggøre os selv ved at rippe op i gamle pressemeddelelser og bore videre i, hvordan Messerschmidts eneste vidne, hans nuværende kæreste, huskede forløbet i retten.

Hvor lavt kan man egentlig synke? Midt i det forsmødelige nederlag giver BT partiet, som den storsindede, der lader nåde gå for ret og slutter oven i købet af med at kræve omvendt bevisførelse og håner Messerschmidt for kun at have et vidne. Men hvor mange vidner kan man have til noget man ikke har gjort? Absurditeten anes måske alligevel hos den fallerede sportskommentator, der åbner denne bagdør ud til svinestien

 Vi ville egentlig gerne erkende et nederlag og sige: Messerschmidt skal videre. B.T. skal videre. Og sagen ligger alligevel før den nuværende ledelses tid. Det ville egentlig også være et udtryk for god stil.

Klam - dit navn er BT.

New York Post er kommes galt afsted med en satiretegning, der angiveligt drager sammenligninger mellem Præsident Barak Obama og en chimpanse ifølge Jyllands-Posten

Hvorfor skal præsidenten portræteres, som en chimpanse, hvis ikke det var fordi at han var sort? Måske fordi han var præsident ville nogle måske svare og pege på at George Bush også blev portræteret, som en chimpanse i tide og utide.

Søgeordet er “Bush as a chimp” på Google billeder og straks vælter det op med forslag. De samme mennesker, der har så travlt med at forarges over det mindste brud på politisk korrekt etikette overfor Obama insisterer også på at kalde ham sort, selv om man med lige så stor ret kunne kalde ham hvid, da han er en 50/50 blanding også kendt som mulat. Men da alle kan se at han er for mørk til at være hvid så er han ikke en af os og derfor et eller andet andet f.eks sort.

—————————————————————————-

Okay Hodja har allerede slået ned på den samme pointe. Fordømt!

Bent Jensens kronik i dagens Jyllands-Posten er et herligt opgør med den fordrejede fremstilling af Israel og deres konflikt med araberne, der trives i medierne og angriber i samme anledning venstrefløjens antisemitisme.

De 20 år, da Gaza var besat af Egypten og administreret med hård hånd af en egyptisk militærguvernør, er glemt. Det er kun jøderne, der besætter, undertrykker og udsulter - også når de ikke besætter, og folk fra Gaza i titusindvis arbejder og tjener penge i Israel. A propos udsultning: Det har altid slået mig, hvor velnærede og velklædte indbyggerne i Gaza er. Hvornår bliver vi fri for klicheerne i medierne (også i denne avis) om, at gazanerne hensmægter i flygtningelejre? Jødiske flygtninge fra arabiske lande boede i sin tid i teltlejre i Israel i en overgangsperiode, før de blev integreret. Palæstinenserne bor i rigtige huse. Deres officielle flygtningestatus giver dem privilegier, som verdens rigtige flygtninge misunder dem.

(…)

Islam, som den praktiseres i Gaza, i Iran, i Saudi-Arabien og i mange andre lande, hvor islam er den herskende ideologi, er en syg kultur. Den lever af ophidselse og had og dødskult. Den er i enestående grad destruktiv og uproduktiv både økonomisk og i andre henseender. Den er uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper. Den avler anarki og lovløshed og terror. Den er det nærmeste vi kommer nazisme i vor tid.

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det - hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Året før var det ”kun” 176 dødsofre. Selv under den israelske besættelse af Gaza mistede mange flere mennesker livet i Gaza i indre opgør, bandekrige og kriminalitet end i kampen mod den jødiske fjende. I sommeren 2007 havde Hamas opnået den totale sejr efter talrige likvideringer, snigmord og blodige opgør. Selv under israelske angreb på udvalgte mål i Gaza på grund af uophørlige bombardementer af israelske byer med raketter fra Gaza, fortsatte de interne palæstinensiske myrderier, også på hospitaler og i private boliger. Myrderierne kostede omkring 650 palæstinensere livet. I de seneste dage er det fortsat. Var venstrefløjen og alle ”anstændige” danskere optaget af disse myrderier? Gik de i fakkeltog og skrev rasende indlæg i aviserne mod disse blodige begivenheder - eller hvordan var det nu, det var? Svar: Der var dødelig tavshed på gader og stræder og på avisernes debatsider!

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger - og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

(…)

Hvem tror dog på de palæstinensiske fantasital og andre eventyr? Ja, det gør ukritiske journalister og venstrefløjen, som næsten er det samme. Husker man slet ikke sidste gang, vi blev udsat for en organiseret løgnekampagne fra Palæstina? Kæmpeoverskrifter og skingre stemmer på tv og i radio om, at jøderne havde dræbt 500-600 palæstinensere. Stupide fantasihistorier - også gengivet i denne avis - om, at jøderne for at skjule ofrene for deres blodtørst kørte rundt med hundreder hvis ikke flere palæstinensiske lig i lastbiler med fryserum, for så i nattens mulm og mørke at grave dem ned på afsides steder! Da ophidselsen havde lagt sig, viste det sig, at der i alt var tale om 55 palæstinensiske og 23 jødiske ofre.

Vi hører hele tiden, at Gazastriben er det tættest befolkede område i verden. Ganske vist er befolkningen dér de sidste 15 år blevet fordoblet ved egen kraft, hvilket jo ikke ligefrem tyder på armod og sult. Men lande som Belgien, Japan for slet ikke at tale om Holland er tættere befolket, og Israel - som også kun er en lille stribe land - har næsten lige så mange indbyggere pr. kvadratkilometer som Gaza. Palæstinenserne kunne leve i et rigt samfund som Israel. Men de stemmer på formørkede og blodtørstige demagoger, som kun bringer dem død og elendighed.

Ork, der er meget mere. Læs det!

Hvem er mest troværdig? Er det den krigsførende nation med interesse i at retfærdiggøre sig selv i en presset situation eller er det den overstatslige forening med alles objektive interesse for øje? Israel er ganske vist et gennemmilitariseret samfund, hvor værnepligten omfatter alle mænd, som kvinder og endda i 2 år. Det betyder omvendt, at den israelske hær er ‘gennemciviliseret’ da hæren ikke er en afgrænset størrelse med egne og svært gennemskuelige interesser, men et folkeligt projekt alle deler fælles erfaring med og direkte har investeret interesse i. Alle i Israel fra højre til venstre, fra høge til duer kender og er fortrolige med hærens virkelighed og ved hvornår der lyves. FN derimod er en stor korrupt maskine, hvis primære opgave ikke er at gøre nytte i verden, men forhandle sin egen retfærdiggørelse overfor de stater, der har interesse i at bruge FN til egne mål. De fleste af disse stater er selv korrupte og/eller totalitære og resten blot tossegode sponsorer. Alt er til salg i dette storpolitiske varehus, dette prostituerende løgneunivers - selv de ukrænkelige menneskerettigheder.

Fra DR

Der var ingen bevæbnede personer, eller militær aktivitet i UNRWA-skolen i Fakhura, der i går blev ramt af israelske bomber, siger Christopher Gunness fra FN-agenturet UNRWA.

Organisationen er 99,9 procent sikker på at der ikke var nogen militante palæstinensere, eller nogen form for militær aktivitet på skolens område, siger Gunness ifølge det israelske dagblad Ha’aretz. UNRWA forlanger en uafhængig undersøgelse af bombardementet, der kostede 40 mennesker livet.

Lad os få en undersøgelse hr. Gunness inden vi alle fordømmer Israel for der ser ud til at være nok at tage fat på. Her er en video fra samme FN-skole i 2007 (hvad lærer de egentlig?)

At skjule sig bag børn (og endda selv skyde dem, som den famøse sag om Al-Durra demonstrerede), helligdomme, skoler, hospitaler, FN-bygninger og, hvad, som helst, der kan generere hysteri og antisemitisk hetz både blandt muslimer, men også på venstrefløjen i Vesten er den palæstinensiske propagandavinderformel. Men den kræver en del ond vilje at sluge og vores FN-ven Gunness må mønstre al sin erergi. Fra Reuters

RAFAH, Gaza Strip, May 5 (Reuters) - By day, Awad al-Qiq was a respected science teacher and headmaster at a United Nations school in the Gaza Strip. By night, Palestinian militants say, he built rockets for Islamic Jihad.

The Israeli air strike that killed the 33-year-old last week also laid bare his apparent double life and embarrassed a U.N. agency which has long had to rebuff Israeli accusations that it has aided and abetted guerrillas fighting the Jewish state.

(…)

Qiq’s body was wrapped in an Islamic Jihad flag at his funeral, pictorial posters in his honour still bedeck his family home this week, and a handwritten notice posted on the metal gate at the entrance to the school declared that Qiq, “the chief leader of the engineering unit”, would now find “paradise”.

That poster was removed soon after Reuters visited the Rafah Prep Boys School, run by the U.N. Relief and Works Agency for Palestinian refugees. Staff there said on Monday that UNRWA officials had told them not to discuss Qiq’s activities.

No one from the United Nations attended the funeral or has paid their respects to the family, relatives said, adding that Qiq’s widow and five children had heard nothing about a pension.

Spokesman Christopher Gunness said UNRWA, which spelled its teacher’s surname al-Geeg, was looking into the matter.

“We have a zero-tolerance policy towards politics and militant activities in our schools. Obviously, we are not the thought police and we cannot police people’s minds,” he said.

(…)

Yet Qiq, a physics graduate with eight years’ experience of teaching at UNRWA schools, was also described by colleagues as a rising star in education. Relatives said he was promoted to run the school last year, with the title of deputy headmaster.

En del af ødelæggelserne på skolen skyldes ifølge bloggen Little Green Footballs “.…explosives and booby traps installed in the school by Hamas then blew up, killing dozens of people.“.

Venstrefløjen har desværre haft en lang række sejre især efter 68. Her blev det fordrejede verdensbilledes sproglige logik knæsat, som almen forståelsesramme. Et ellers beskrivende begreb som konstruktivisme blev til et ideologisk udgangspunkt, der blev svunget, som et sværd mod alt og alle, der kendte til op og ned i denne verden så alt vendte på hovedet. Forbrydere er således konstrueret af lovlydige borgere og kan ikke gøres til ansvarlige for deres forbrydelser, mens det implicit og ganske ulogisk er forståelsen at forbryderne ikke konstruerer samfundets straffe (der åbenbart må være kommet først). TV-programmer - som regel franske -, der følger det hårde liv på dødsgangen i USA - altid i USA - fylder sendefladen langt mere end TV-programmer, der følger de pårørende til seriemordernes ofre ufattelige sorg. HVis man vil fremstå intelligent skal virkeligheden forstås omvendt af hvordan den tager sig ud for Gud og hver mand. Det regime behøver man desværre overhovedet ikke at være marxist for at være underlagt.

På samme måde og fra samme udgangspunkt har den lille antisemitisme sneget sig umærkbart ind i sproget og derved også i den måde vi tænker på. Når en ellers flink og rar dansk journalist, som det naturligste i verden kan finde på at spørge “Nu havde israelerne jødestjerner på, så kan man ikke sige at de selv var ude om det?”, som Uriasposten opfangede og som formanden for den palæstinensiske forening Fatih El-Abed mente i sig selv var provokende uden at nogen undrede sig over det eller når der spørges til nogle israelske borgere, der fromt mener at det er utåleligt at få skudt qassam-raketter ind i baghaven om de så ikke bare kan flytte eller når en multikulturel forening arrangerer en anti-Israel demonstration, hvilket underforstået betyder at israelerne ikke opfattes, som en del af den multikulturelle fremtid, der kun tegnes af isamisk hysteri….Hvor ville verden beskrives således, hvis ikke emnet omhandlede jøder? Jøderne er vor tids jøder, som en morsom kommentar lød.

Hodja har fundet en glimrende video om en demonstration i Fort Lauderdale i Florida, der beskriver stemningen blandt muslimer når de er forsamlet. Det er i det miljø venstrefløjen byder sig til og appellerer efter vores sympati.

Udslet Israel og tilbage i ovnene er holdningen og ingen rystes. På TV2 kunne man høre og se at muslimer er muslimer på alle kontinenter og således også i Danmark

Af en eller anden grund opfattes det eklatant racistiske mordforsøg på de to sælgere, som et politiske angreb både i de danske medier og hos politikerne. Hvis muslimernes politik er racisme kan man jo retfærdiggøre det ad bagvejen, men ellers må man sige at, der intet politisk er i at skyde to tilfældige jøder uden anden grund end at de var de jøder, der nu engang var for hånden. Der holdes sågu fest i de farverige muslimske miljøer når en jøde overfaldes eller dræbes.

Venstrefløjen vil umiddelbart argumentere med at man må forstå deres følelser på grund af den nuværende krise og at, der jo ikke er tale om et repræsentativt udvalg i TV-indslaget, men blot om et par kæphøje utilpassede knægte. Men hvilken glæde over mordforsøg refærdiggøres af en konflikt på et andet kontinent? Kan jeg overfalde en kioskejer, som svar på Bali-bomberne eller blot juble over det, hvis det skulle ske for anden hånd? Og hvorfor opstod der jubel blandt muslimer på stedet- hvis ikke det var racistisk? Dagens nyhed er desværre en trivialitet. Fra Jyllands-Posten

Godt 30 procent af eleverne på Humlehaveskolen har palæstinensisk baggrund. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Olav Nielsen har ingen elever med jødisk baggrund lige nu, men blev han opsøgt af et jødisk forældrepar, ville han bede familien tænke sig rigtig godt om, inden de lod deres barn begynde på skolen.

“Humlehaveskolen er en folkeskole og dermed for alle. Så selvfølgelig skulle de være velkomne. Men jeg ville samtidig give forældrene et voksent råd om at finde en anden skole til deres barn,” siger Olav Nielsen.

Ville venstrefløjen acceptere den logik for andre end jøder? Nej det gælder kun jøder. Og når nu nogle af de mere snu af slagsen tager afstand fra den slags forskelsbehandling og, som den sleske Fathi El-Abed beklager opsplitningen af “danskere” så lyver de. For venstrefløjen er antisemitismen i Danmark og dens mangeårige dominans over det politiske sprog i Danmark har vænnet den almindelige og anstændige dansker til at anse den omvendte verden, som det reflekterede udsyn.

Men det skal blive løgn! Tiden er kommet, hvor man kan sætte ord på problemerne, hvor de falske racismeanklager har miste deres kraft og tiden er derfor kommet til at gøre front mod venstrefløjens antisemitisme. Danskerne kan se at det ikke kun er Israel, der bor ved siden af Gaza, man at Gaza er flyttet ind i de fleste danske byer. Vi er nu alle israelere.

Politikens politiske kommentator Peter Mogensen har skrevet en form for politisk dagbog, hvor han delagtiggør de forbløffede masser i sine tanker. Det er en dårlig ide med hans niveau, der endegyldigt underminerer resterne af hans autoritet, som politisk ekspert han byggede op da han i 90′erne gav Nyrup dårlige råd endnu inden nogen vidste, hvad man skulle forvente af de nyligt opfundne spindoktorer.

Den ellers sobre Hans Mortensen valgte sarkasmen som stil i sin anmeldelse i Weekendavisen og foragten emmer i hver en sætning.

Søndag den 23. november 2008 - Mogensen og Messerschmidt igen. B.T. har påstået, at den unge mand har heilet og sunget nazi-sange i Tivoli. På Politiken er der folk, der mener, at man ikke bør ødelægge mandens karriere uden beviser. Men ikke Mogensen : »Jeg ved ikke, om jeg er enig i tilfældet Morten Messerschmidt.« Og videre: »Kommer det til en retssag vil Messerschmidt tabe den stort. Med hans tidligere generalieblad in mente er det højst tvivlsomt, om han pludselig er ren som nyfalden sne?«

Normalt ville essensen i en sag være, at B.T. skulle bevise, at Messerschmidt har heilet. Det er ikke ham, der skal bevise, at han lever op til Politikens moralske mindstemål. Så enten er injurieloven lavet om, eller også ved Mogensen ikke noget om det, han skriver om. Undersøger sagen - loven er ikke lavet om.

Mandag den 24. november 2008 - Mogensen er flov over at være dansker. Håber ikke, at nogen fra bladet The Economist har fulgt Messerschmidt-sagen. De skriver i forvejen grimt om vort lille indadvendte racistiske land, hvor svinehunden konstant glammer. »Det er usmageligt at være dansker,« skrives der sørme. Blandt andet på grund af den »forskruede Flemming Rose« og hans insisteren på ytringsfriheden. Mogensen er træt af det. »Nu må tiden være kommet til at markere, at man godt kan gå ind for ytringsfriheden uden at provokere den muslimske verden med konstant at genoptrykke tegningerne som en af Flemming Roses nyttige idioter. Så meget rygrad kræver det standpunkt vel heller ikke.«

Nej, Mogensens kræver slet ingen - det er faktisk bedst uden.

Niels Lillelund var endnu hårdere i Jyllands-Posten

Bogen hedder Dødvande , og det er en fantastisk rammende titel, en mental tilstand ramt i et enkelt ord, og egentlig havde bogen måske ikke behøvet været længere.

(…)

Tanker tænkes ikke i bund i bogen, men hvad han savner i filosofisk dybde, kompenserer han for med selvsikre sammenligninger.

Når Pia Kjærsgaard kræver forbud mod muslimske tørklæder i det offentlige rum, sammenligner han det med Hitlers jødestjerner, og hvad man end mener om Pia Kjærsgaard, så er det jo sådan cirka det omvendte, hun plæderer for. Men den slags chevalereske associationer er bogen fyldt med, så Mogensen må vel være vant til, at de vækker jubel, hvor han kommer frem.

(…)

Bortset fra de deciderede fejl, som en redaktør burde have rettet, og lag på lag af dybt fladtrådte action-klicheer (»melder ud,« »kører butikken,« »spiller ind med ideer,« etc.) hæfter man sig ved, at Mogensen - ligesom usikre læserbrevsskribenter - hele tiden sætter ord i gåseøjne. Som var han nervøs for at blive taget på ordet.

(…)

Normalitetsbegrebet er ret snævert. Anders Samuelsen er »fanatisk«, fordi han vil lave skattesystemet om, og politikere beskyldes ind ad en kant for at være »skingre«, og »gå amok«, hvis de siger noget bare en anelse kontroversielt.

(…)

»Det er ikke den slags ytringsfrihed, vi har brug for,« slår han fast, da en person har sagt noget, han ikke bryder sig om. Og trods de ganske mange klægt moraliserende passager er det egentlig den fuldstændige mangel på etik, der er mest slående i teksten. Det gælder magten, først og sidst.

(…)

Tæt på valgdagen kommer historien om den unge pige, der er blevet holdt som gidsel af sin kæreste, der har anden etnisk baggrund end dansk. Hun er blevet tortureret på det grusomste og ligger nu, efter sin flugt, på hospitalet og kæmper for at vende tilbage.

»En katastrofe for venstrefløjen,« konstaterer den stedvist grublende Mogensen .

Ser man det.

Erik Meier Carlsen konkluderer i Politiken

Forfatterens selvglæde, den monomane placering af ansvaret for den »demokratiske krise« hos Sass og hans partis »ufrivillige uformåen«, manglen på konsistens og dybde i analysen og de iøjnefaldende selvmodsigelser gør ‘Dødvande ‘ til trættende læsning, der dertil hæmmes af forfatterens særprægede, grammatikalsk besynderlige og stærkt floskelprægede sprogbrug.

Henrik Jensen skriver i det ellers så forsigtige Kristeligt Dagblad

Det personlige består mest i, at vi får forfatterens subjektive vinkler på stort og småt i dansk politik, og hans selviscenesættelse som politisk spiller: “Var til en af de nyttige kaffesnakke (sic) med Fogh på Marienborg i dag. Manden er ganske sympatisk, og det er godt at få hans version af diverse forhold.” Det kan man sige. Og videre: “Han kritiserer også mig for, at jeg i Politiken har gjort det til et problem for hans internationale ambitioner, at han baserer sin regering på det yderste højre - Dansk Folkeparti.” Mon dog Fogh ville formulere sig på den måde? “Det er fair nok, at han indtager det standpunkt. Det ville jeg også gøre i hans sted. Jeg var imidlertid i Bruxelles den anden dag og spiste frokost med en EU-topfunktionær. Han nævnte Foghs udfordringer med tranedansen med Pia, før jeg kom ind på det selv. Det fortalte jeg Fogh og foreslog ham at tjekke lidt efter i systemerne.”

Forfatteren læser også teksten for oppositionen: “Jeg holdt oplæg for Socialdemokraterne i Gentofte. Blandt andet var Karl Hjortnæs (tidligere skatteminister) og Peter Valenius til stede. Jeg sagde det ligeud, at S efter min mening er i krise. De var alle enige.” Sådan.

(…)

Bogen gennemsyres af et dybt ønske om at komme den siddende regering til livs, og det gælder også - og ikke mindst - for det afsluttende essay om, hvad der er galt med dansk parlamentarisme, anno 2008. Efter forfatterens mening er der det galt, at oppositionen er for svag, for adspredt og for inkompetent. Sandt nok, men er det et parlamentarisk problem? Næppe.

Ikke desto mindre synes Mogensen , at parlamentarismen i Danmark må “videreudvikles”, og han foreslår konkret, at oppositionen sikres en ret til at gennemføre offentlige høringer, at der fremover skal tre fjerdedeles folketingsflertal til at bringe Danmark ind i en krig, at valgperioderne til Folketinget skal sætte gradvis ned, jo længere en regering sidder (første periode fem år, anden fire år, tredje tre år, og så videre), samt at den økonomiske subvention af de politiske partier skal forbedres.

En lettere tilgang til offentlige høringer ville være gefundenes Fressen for medierne, men ville det være godt for parlamentarismen?

“Demokratiet er menneskeskabt,” belæres vi om til sidst i bogen. “Det er os selv, der udvikler og tilpasser det, som vi finder bedst.” Jovel. Men os er heldigvis ikke dem på Politiken.

Mogensen er især kommet under beskydning fordi han han i bogen kraftigt antyder, at Dansk Folkepartis unge Morten Messerschmidt ville have valgt nazisternes side under Besættelsen. Det er så meget under det uskrevne bæltested at selv de Radikales unge Morten Østergård er fortørnet. På sin blog på Politiken forsøger Mogensen at bakke sig selv op.

For det første er det ganske svært at skrive en politisk dagbog for et år, hvor samme Messerschmidt må forlade sit parti på mistanken om, at han har sunget naziudgaven af den tyske nationalmelodi i Tivolis restaurant Grøften.

For det andet er det ikke begivenheden i Tivoli, som begrunder min tvivl om hvor Messerschmidt ville have befundet sig under krigen. Men snarere nogle af de udtalelser, som han gennem tiden har lagt navn til. Et par af dem kommer her:

Hvis ikke mistanken om nazisang i Tivoli begrunder Mogensens tvivl, hvorfor medtager han den så “for det første” som forklaring? “Det andet” er, som han siger de udtalelser Messerschmidt er kommet med, som Mogensen finder tvivlsomme for Messerschmidts moralske habitus

Messerschmidts udtalelser kom i Nyhedsavisen 20. april 2007:

»Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder«, siger EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF).

Alle muslimer , der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker.

eller

Fra et læserbrev af Messerschmidt i JP Århus 30. marts 2007:

Der findes ikke et muslimsk samfund, hvor det er værd at leve som almindelig gennemsnitsborger. Alle samfund, hvor det muslimske befolkningsantal er for højt, går til i arbejdsløshed, ekstremisme, ungdomskriminalitet, håbløshed og vold.

Nu kan vi hver især lægge i disse aktuelle udtalelser hvad vi vil. Men Dødvande problematiserer hvor vidt det er hensigtsmæssigt, at vi i Danmark har en debatkultur, hvor respekten for andre mennesker med en anden religion, er lidt for lav.

Er vi gået for langt? Min personlige holdning er mindre relevant - det er spørgsmålet, som er det centrale.

Men for langt i forhold til hvad? Spørgsmålet skal jo sættes i forhold til virkeligheden og her fejler Mogensen i to omgange. Den ene ved at han sætter respekt eller mangel på samme for et værdisæt - i dette tilfælde religionen islam - i stedet for mennesker. Den anden ved, at han ikke forholder sig til om Messerschmidts udtalelser er rigtige eller forkerte.

Mogensen beskæftiger sig ikke med virkeligheden men med sprogets gloser, hvilket betyder at harske ord om f.eks. nazismen vil placere en som potentiel nazist, fordi nazisterne sprog også kunne være harsk. Men det var nu ikke gloserne, der i sig selv karakteriserede nazismen, men ideologien og konsekvenserne, netop hvad Messerschmidt rigtigt eller forkert advarer om ved islam. Måske kan man tvivle på om Messerschmidt ville vælge modstandskamp eller den illegale presse.

I bogen påstår han ifølge en af anmelderne at han stod bag Nyrups stempling af Dansk Folkeparti, som værende ikke-stuerene. Måske eksisterer, der en lille kerne af Politikenlæsere, der godter sig ved klare værdiudmeldinger, men for den almindelige vælger var denne blot en dum bemærkning, der næsten vidste sig at være skæbnesvanger for Nyrups regering.

For Nyrups stempling indskrænkede ikke blot Socialdemokratiets manøvererum i flere år til at indgå politiske alliancer og aftaler i en tid, hvor man i forvejen var trængt i defensiven. Den vanskeliggjorde også Nyrups opgør med den hovedløse indvandringspolitik og det sværmeriske multietniske projekt, som socialdemokratiet havde underkastet sig da den moralske venstrefløj i partiet mente at have formandens ord for at emnet i sig selv ikke var stuerent. Og vølgerne kunne forsikre sig selv om at Socialdemokratiet ikke ville tage folkets voksende bekymring alvorligt. Hvis Mogensen har haft så stor indflydelse, som han praler med er det som et søm i kisten.

Jeg kan kun tolke denne artikels billedsprog, som et forsøg på humor. Men i virkeligheden udtrykker valget en generel desorientering. Fra Politikens News in English

 At his weekly news conference yesterday, Prime Minister Anders Fogh Rasmussen issued a fatwa to his Integration and Welfare ministers Birthe Rønn Hornbech and Karen Jespersen, laying down the law as to what is acceptable or not in government.

Politiken er på vej ud i mental opløsning og det er ikke noget at grine af.

Man må tro at jeg har et monomant forhold til netavisen 180 Grader med mine seneste indlæg. Men aldrig har jeg læst så mange ledere med så graverende fejl. Den sensationalistiske overskrift på dette indlæg er nemlig sagens kerne sat på spidsen at man på 180 Grader ikke kan skelne mellem kultur og natur. Læs blot

For hvordan forviser man islam, hvis ikke det skal foregå ved at deportere den muslimske menighed? Islam lever jo gennem de mennesker, som dyrker troen. Hvis man skal skille sig af med islam, så skal man altså af med de mennesker i hvis hoveder, troen har taget ophold. På anden måde går det ikke.

Øh, hvordan skille sig af med marxismen uden at ombringe Frank Åaen? Hvordan vil statsministeren føre kulturkamp uden at slå kulturradikalere ned for fode? Hvordan bekæmpe fedme uden at føre krig mod de fede?

Intet er mere trættende end moraliserende liberalister.

Noget så sjældent, som et gæsteindlæg.

Det vides ikke præcist hvornår, eller under hvilke omstændigheder, men en dag blev den danske journaliststand enige om, konsekvent kun at bruge udtrykket “den stramme danske udlændingepolitik”. Mandag den 22. september brød Bent Stuckert alle regler for god dansk journalistik, da han formastede sig at kalde den danske udlændingepolitik “fast og fair”. Skandalen eskalerede i sin kriminalitet, da den blev begået på oppositionens egen tv-kanal, Danmarks Radio. Problematikken i Stuckerts udsagn kan ikke underdrives. Det betyder INTET, at størstedelen af vælgerne bakker op om regeringens stramninger. Det er en journalistisk nødvendighed, at påminde vælgerne om deres ondskabsfuldhed, når de støtter denne politik. Derfor bør vi understrege den usagte konsensus, om KUN at benytte udtrykket “den stramme danske udlændingepolitik”. Brug udtrykket ofte, og gerne i en vemodig tone. Parolen der må imprægneres i vælgernes klejne hjerner må være: ‘man kan ikke stramme noget, der er stramt i forvejen’.

Lad os slutteligt slå det med syvtommersøm: Den danske udlændingepolitik er SÅ STRAM, at man i udlandet kigger bekymret vores vej. Dette kan verificeres ved at slå op på Politiken.dk

Regulation7.

Fra Gates of Vienna

Madam President, today we discuss the budget, the budget for 2009, a humbug budget from the worst government ever. But today we also discuss the current state of our country. And whoever takes a close look at that has no reason to be cheerful. What I blame this government the most of is the damage it causes to our society. The Netherlands is no longer the Netherlands we have grown up in. There is also no longer one Netherlands. There are two Netherlands. The Empire of Balkenende [Prime Minister] is a Kingdom of Two Netherlands.

On the one hand our elite, with its so-called ideals. Those from the multicultural society, the mega high taxes, of the frenzied climate hysteria, of the unstoppable Islamization of Brussels’ superstate and the senseless development aid, the piles of money into the bottomless pit called The Antilles [Dutch islands in the Caribbean].

This elite finds everything very well — as long as the subsidy flow continues towards the VPRO [leftist TV broadcaster], Milieudefensie [Environmentalists] and the arts chiefs. They are the followers of Geert Mak [the Dutch Michael Moore], Doekle the dhimmi [Doekle Terpstra, former Christian Democrat, now Unilever officer and a fanatic anti-Wilders opponent], Eveline Herfkens [Socialist employed by the World Bank and the UN, involved in a major fraud] and Al Gore. It is the leftist canal-zone [the expensive property at the Canals in Amsterdam where most leftist celebrities live] and their sticky friends.

But all these so-called ideals of the political elite are minority projects. There is almost no one who still believes in it, except for an ever-smaller gang of leftists hanging on the taxpayers-drip and with permanent jobs for themselves at a subsidy nipple, the government, or a lobby club. Professional Muslims, professional climate fundamentalists, professional chairmen, professional lobbyists.

(…)

But alas, Madam President, there is also another Netherlands. My Netherlands.

The other Netherlands consists of people who have to pay the bills. Literally and metaphorically. They are robbed and threatened. Who sigh under the load of the street terrorists, under high taxes and the desire for a socialist Netherlands. They are the people who do not get anything for nothing. They are the people who have built up our country. They are the people who have never believed in the leftist project of the multi-nonsense or climate rubbish or our donations to the cocktail-mafia on the Antilles.

They are the people who are rarely heard here in the Lower House in The Hague. They are dismissed as trailer park trash and xenophobes, as little provincials.

This government puts down this double Netherlands. This government chooses consistently for the Netherlands of the elite and not for the Netherlands of the ordinary people who have to pay the bill.

Who is wondering why it is that Dutch people are increasingly cynical about politics should look at these two Netherlands. They must wonder how we can achieve ONE Netherlands.

Nowhere the differences between what the Dutch find and what the elites find is sharper than in the case of mass immigration. Nearly sixty percent of the Dutch people see Islam as the biggest threat to our identity and also nearly sixty percent finds mass immigration to be the biggest mistake since the war. But here in the parliament hardly six percent believe the same thing.

This multicultural society is an expensive business. Thanks to a study by the CPB [Government research bureau] from a few years ago, we know that an average non-western immigrant family will cost Dutch taxpayers 230,000 euros. That is more than one hundred billion euros in total. President, one hundred billion! That’s how much we lost to their multicultural project. One hundred billion euros.
- - - - - - - - -
Just think of what we could have done with that money. We would have been able to arrange a private room for all the elderly in nursing homes many years ago, each with a private nurse. We would have, so to speak, been able to stop working from our fiftieth birthday. Or give everybody a sailboat for a present. We would have been able to buy another country, just for fun. We could have been swimming in money. Instead, we follow the leftist dream to bring half the Islamic world into the Netherlands. The larger the voting flock for the Leftists Church, the better. I sometimes think that on the plane coming here they are already taught: “you vote for Wouter Bos [Socialist Minister of Finance], he will give you benefits.”

Hollandsk TV gik i sort under transmissionen. Fundet via Snaphanen.