Søren Espersen skal ud af Dansk Folkeparti

Lars Hedegaard skriver om Dansk Folkepartis flugt fra islamkritik på Dispatch International

Desværre lader Dansk Folkepartis svar på Politikens og PioPios anklager om fremmedhad og racisme i partiets rækker en del tilbage at ønske. DF skelner mellem islam og ”islamisme”, meddeler partiets i øvrigt fornuftige udenrigsordfører Søren Espersen. Hvad forskellen er, får vi ikke at vide.

Men lad os så spørge Dansk Folkeparti: Hvis islam skal opfattes som en fredsommelig religion, mens ”islamisme” er en frygtelig afvigelse, hvad var så Muhammed? Var han en godhjertet muslim eller var han ”islamist”? På en konference i København for nogle år siden stillede den syriske psykiater Wafa Sultan dette spørgsmål, uden at få svar. Beretningerne om Muhammeds udsagn og liv tyder unægteligt på det sidste. Altså er der ingen forskel på islam og ”islamisme”, derimod er der muslimer, som ikke vil deltage i islams krig mod alle os andre.

Til Politiken udtaler Søren Espersen: ”Jeg vil ikke acceptere, at den type holdninger skulle være generelle for partiet. Det må forstås sådan, at had til islam ikke kendetegner Dansk Folkeparti, men det følger jo af partiets skelnen mellem islam og ”islamisme”.

Partimedlemmer, der udtaler sig negativt om tilhængerne af islam vil blive smidt ud, meddeler han. Man kan ikke gøre hele partiet ansvarlig for enkeltpersoners uansvarlige udsagn, fremgår det. Altså kan man ikke gøre en milliard muslimer ansvarlige for, at andre muslimer følger Muhammeds blodtørstige dekreter. Her synes Politiken, PioPio og Dansk Folkeparti at være overens.

Og det citat af Søren Espersen vakte minder, minder og minder fra hans 2007 kronik “Hvor islam går frem, breder ørkenen sig” i Jyllands-Posten

Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.

Og Espersen argumenterede kækt dengang bl.a

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen - hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod.

Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro - og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag - er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim?

(…)

Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold - herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk - nødvendigvis må afskaffe demokratiet.

Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?

(…)

Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam - så vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået kendskab til islam. Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at undervise i denne fjerne religion.

Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at kende islam, desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.

For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse

Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.

(…)

Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam. Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud? Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

Ud med Espersen!

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress