Det er farligt at lade sig friste af rollen som offer. De kortsigtede glæder ved følelsen af selvretfærdighed og den umiddelbare gevinst ved positiv særbehandling underminerer selvopretholdelsen. Og det er en effekt, der viser sig stærkest over generationer og som kræver stadigt mere positiv særbehandling helt ud i det absurde i et forgæves forsøg på at lindre den uafvendelige deroute. Thomas Sowell skrev for et par år siden følgende i National Review Online

Despite the grand myth that black economic progress began or accelerated with the passage of the Civil Rights laws and “War on Poverty” programs of the 1960s, the cold fact is that the poverty rate among blacks fell from 87 percent in 1940 to 47 percent by 1960. This was before any of those programs began.

Over the next 20 years, the poverty rate among blacks fell another 18 percentage points, compared to the 40-point drop in the previous 20 years. This was the continuation of a previous economic trend, at a slower rate of progress, not the economic grand deliverance proclaimed by liberals and self-serving black “leaders.”

Ending the Jim Crow laws was a landmark achievement. But, despite the great proliferation of black political and other “leaders” that resulted from the laws and policies of the 1960s, nothing comparable happened economically. And there were serious retrogressions socially.

Nearly a hundred years of the supposed “legacy of slavery” found most black children being raised in two-parent families in 1960. But thirty years after the liberal welfare state found the great majority of black children being raised by a single parent.

The murder rate among blacks in 1960 was one-half of what it became 20 years later, after a legacy of liberals’ law-enforcement policies. Public-housing projects in the first half of the 20th century were clean, safe places, where people slept outside on hot summer nights, when they were too poor to afford air conditioning. That was before admissions standards for public-housing projects were lowered or abandoned, in the euphoria of liberal non-judgmental notions. And it was before the toxic message of victimhood was spread by liberals.

Med Obama som præsident i 8 år, valgt og genvalgt med en hvid majoritet, er det svært at dyrke sin ulykke som alle andres hvide fejl. Obama har ingenlunde været et eksempel eller har helet de modsætning har har gjort det til sin mission i livet at puste op. Tværtimod har han “spillet racekortet“, næsten hver gang en sort kriminel har mødt sin skæbne i en voldelig konfrontation med politiet eller modige borgere.

Flere negre har derfor fået nok, af den besnærende men hæmmende fortælling om undertrykkelse og hvide privilegier. Kevin Jackson er en af dem og han skriver i American Thinker

Obama is the divisive excuse maker, as his comments to graduates of Howard University showcased:

“Be confident in your blackness” Obama said in the speech, adding, “That’s a pet peeve of mine, people who’ve been successful and don’t realize they’ve been lucky, that God may have blessed them. It wasn’t nothing you did.”

I have major issues in Obama’s comments, surely to be overlooked by black liberals, the media, and white Leftist enablers.

To begin, what would the media and other leftists say if George Bush told graduates to “be confident in your whiteness”? I will allow you to ponder that; as for me, no further explanation needed.

In his commencement speech, Obama may have felt the need to remind blacks to be confident, because liberals like reminding blacks that we are less than everybody else. Blacks are taught terms like “institutional racism,” “white privilege,” and many other concepts that essentially say to young blacks that the deck is stacked against them. Black liberals have built-in excuses for failure. The irony of institutional racism is that almost all of the institutional racism originates from bastions of the left; in education, entertainment, and unions, to name a few.

But the next part of the Obama message was most perplexing: “it wasn’t nothing you did” to be successful in life, it was luck.

It seems that Obama is saying that your success is not because of you, your hard work, tenacity, determination, drive, focus, and the many other attributes needed for success. Obama implied that the Howard grads were just lucky.

Of course, there is an element of luck in everything, and there is a saying, “It’s always better to be lucky than good.” But it’s good to be good.

Obama provided a glimpse into this own views of his success, as he feels very lucky to be where he is. He must know that he was not prepared to be president, and that his performance has been dismal. Any credit that Obama gets as president is because of luck. The luck that the media is leftist, and therefore willing to accept failure of a black man, simply because he’s black and a Democrat. Imagine the history of Obama, if he were a white Republican and you will get the picture.

Obama is lucky that black people have not burned down Washington. Because if Obama were “lucky” enough to be a white Republican president, he would be the most despised president by blacks in modern history.

In a time where Obama and other Leftists talk of white privilege, the luckiest man on the planet is Barack Obama, lucky to be considered black, in a world that now despises white.

Efter at have udsat negerne for særbehandling, negativ som positiv, var det måske på tide med lige behandling?

Venezuela, et monstrøst kollaps

Et par gode venner har de seneste (snart mange) år i ny og næ sent forskellige artikler om udviklingen i Venezuela. Det var dystopisk læsning om et landet regeret af en mand og en socialistisk bevægelse, der havde sat sig for at opfylde deres løfter om en socialistisk samfund på overfladen gennemført ved demokratiske midler. ‘Det går galt’ tænkte man når man læste de forskellige eksperter, de fleste bekymrede, men også en håndfuld skadefro, forklare om det ene og det andet regeringstiltag, mens nøgletal blev hevet frem som dokumentation på at Venezuela blev styret ind i en ond spiral. Og det gik galt, som ekspertisen, der mest var baseret i USA, fortalte.

Atlantic har en fremragende beskrivelse

The news coming from Venezuela—including shortages as well as, most recently, riots over blackouts; the imposition of a two-day workweek for government employees, supposedly aimed at saving electricity; and an accelerating drive to recall the president—is dire, but also easy to dismiss as representing just one more of these recurrent episodes.

That would be a mistake. What our country is going through is monstrously unique: It’s nothing less than the collapse of a large, wealthy, seemingly modern, seemingly democratic nation just a few hours’ flight from the United States.

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

But why? It’s not that the country lacked money. Sitting atop the world’s largest reserves of oil at the tail end of a frenzied oil boom, the government led first by Chavez and, since 2013, by Maduro, received over a trillion dollars in oil revenues over the last 17 years. It faced virtually no institutional constraints on how to spend that unprecedented bonanza. It’s true that oil prices have since fallen—a risk many people foresaw, and one that the government made no provision for—but that can hardly explain what’s happened: Venezuela’s garish implosion began well before the price of oil plummeted. Back in 2014, when oil was still trading north of $100 per barrel, Venezuelans were already facing acute shortages of basic things like bread or toiletries.

The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement (the government plowed state money arbitrarily into foolish investments); institutional destruction (as Chavez and then Maduro became more authoritarian and crippled the country’s democratic institutions); nonsense policy-making (like price and currency controls); and plain thievery (as corruption has proliferated among unaccountable officials and their friends and families).


In the midst of all this, Venezuela is facing one of the worst Zika outbreaks in South America, and it’s an epidemic the country can hardly measure, much less respond to. The Universidad Central de Venezuela’s Institute for Tropical Medicine is where the crime and public-health crises collide. The institute—ground zero in the country’s response to tropical epidemics—was burglarized a shocking 11 times in the first two months of 2016. The last two break-ins took place within 48 hours of one another, leaving the lab without a single microscope. Burglars rampaged through the lab, scattering samples of highly dangerous viruses and toxic fungal spores into the air.

Conditions like those make it virtually impossible for institute researchers to do their work, crippling the country’s response to the Zika outbreak. And attempts to repair the damage are undercut by the same dysfunctions that afflict the rest of the economy: There’s just no money to replace the expensive imported equipment criminals have stolen.



I april kunne man se denne rapportage (der tages forbehold for lidt søvlpapirshat til slut) fra Venezuela på Youtube

In this video Luke Rudkowski and Jeff Berwick travel down to Caracas Venezuela to give you a report on how people live in socialism. We not only give you a detailed update on life in Caracas but a complete social and economic breakdown of the situation on the ground.

En detalje i rapportagen, som jeg med stigende bekymring lægger mærke til andre steder, er hvorledes våbenforbud og totalitarisme ser ud til at gå hånd i hånd. Som dansker er man ikke vandt til denne afstand mellem folk og magthavere fordi mindelig uenighed er indgroet i vores traditionelt tætte nationale sammenhold. Men med den stigende befolkningsudskiftning trues dette sammenhold samtidig med at magthavere bryder kontrakten om at sikre den lov og orden, som vi ellers selv skulle sikre med våben i hånd.

En anden god ven rapporterer meget om Sverige, et andet tidligere velstående land, der føres ind i en ond progressiv spiral af et på overfladen demokratisk system.

Saudi Arabia Uncovered

Her er en dokumentar om livet i Saudiarabien. Optaget med skjult kamera får vi et indblik i muslimsk liv, som det leves hvor det tages alvorligt. Fra The Muslim Issue

Saudi Arabia spent over $70 billion from oil revenues between 1984 to 2004 to spread Wahhabi Islam and terrorism all over the world. Our own trade budget is recycled and used to expand terrorism. Islamic terrorism accoding to the laws and dictates of prophet Mohammed. The amount has now surpassed $100 billion.

So why is the world still engaged in trade with the Saudis and the Muslim world in general, so intolerant and hateful of ‘the other’? Why are they allowed to get visas, diplomatic immunity, purchase properties, invest and fly in and out of the West with special previleges? This is a criminal alliance that is treason to the people in the West, their future and their security. This international association with the Islamic world is funding and enabling the spread of terrorism worldwide. The oil trade is the foundation of that door that opens to Saudi terror initiatives.

The Saudis have worked for decades to establish their roots in Bosnia and Herzegovina where they feel they gain easier access to spread Wahhabism into Europe. There they operate entire plagiarism operations and education on forging official documents. When Merkel Muslims illegally arrived into the mediterranean pre-planned through fraudulant claims in need of asylum Saudis didn’t offer them any shelters of ‘protection’ in their mutual Ummah. The Saudis quickly offered to fund 200 mosques. 200 Wahhabi mosques of hatred to be spread across Europe. There is already 5,000 mosques across Europe.

Fri Debat uden ideologisk dagsorden


Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for

Lampen er slukket for anvent filosofi

Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således


Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.

37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all

37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all

37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all

Tillykke til humanisterne, I vandt!

Debat gjorde ingen klogere på virkeligheden for flertallet så den gennem selvbilledets prisme. Det selvbillede, der på en gang gjorde at man kunne være antinational og skamme sig over sit land, hævde moralsk overhøjhed på at relativere moral og pålægge sine naboer egen uansvarlighed.

Herunder beretter et vidne til den muslimske masse sex-overgrab på almindelige tyske kvinder i Køln, Nytårsnat

An eyewitness account by Ivan Jurcevic, a hotel club bouncer, what happened on 31th of december 2015 right in front of the cologne cathedral (Kölner Dom). Mass media coverage started only after countless woman and girls posted how they were chased by an immigrant mob and sexually assaulted, on a offficial page of cologne over at facebook.

Politiken kan man læse et offers historie

Så snart hun stod af toget på hovedbanegården i Køln, bemærkede ‘Steffi’, at noget var helt usædvanligt. Helt usædvanligt galt.

Ganske vist var det nytårsaften og stemningen løftet, men den 31-årige socialarbejder havde aldrig set så mange grædende kvinder med revet tøj eller uorden i festklæderne.

»Jamen, er de virkelig allesammen så fulde«, tænkte hun ved sig selv.

Kampklædt politi

Lige indtil hun mødte kampklædt politi på trappen og gik ud på pladsen foran banegården for at bane sig vej gennem mængden af det, hun troede var festende bysbørn, for at komme hjem til sin lejlighed.

Ude på den plads mellem hovedbanegården og den kendte domkirke, hvor kølnerne plejer at sætte hinanden i stævne for ved midnatstid at hilse det nye år velkommen i fællesskab, herskede en ond stemning.

LÆS OGSÅ Masseoverfald på tyske kvinder nytårsnat

Den unge kvinde fortæller under et ændret navn af frygt for repressalier til avisen Süddeutsche Zeitung om sine oplevelser af den voldsomme nytårsnat i Køln, hvor foreløbig 90 kvinder har anmeldt overfald, seksuelt betonede gramserier, tyverier og et enkelt tilfælde af voldtægt til politiet.

Der er også ‘Michelle’s historie. Der er mange historier fra den aften. Også fra Hamborg, Stutgart, Dusseldorf, Berling, Kalmar og Østrig. Men hvorfor dog dette pludselige fænomen? I Jyllands-Postens ellers udmærkede leder kan man læse forsigtige og og svigtende udtryk som “andre adfærdsnormer” og “frustrerede unge mænd” (man kan dog også læse “ofte voldsforherligende kulturer”). Det er næsten social kutyme at tale om frustrationer når de kriminelle er indvandrere. Det giver den omtalende et skær af udvidet empati og intellektuel balast. Dels gør det gerningsmand til et offer, dels åbner det for at samfundet, altså i dette tilfælde os, har noget af skylden. Et udtryk, hvorved man kan udvide problemstillingen til at dreje sig om meget mere og alt andet. Men det er et falsk forsøg der kun tjener at give indtryk af en forklaring, fordi ingen kan forklare, hvilke frustrationer der dog fører til at tusind mænd pludseligt kaster sig i grupper over alle tilstedeværende kvinder. Men det kan Daniel Greenfield til gengæld.

Greenfield forklarer i et glimrende indlæg, der burde være obligatorisk læsning for alle politikere, meningsdannere og journalister, hvorledes islam er en religion, hvis eneste bærende princip er religionsstifterens skiftende begær.

As a prophet he frequently made and broke his own laws, and then made new ones. Four witnesses are required for an act of sexual immorality, because at one point three witnesses accused Mohammed’s own wife of such an act. Prior to that Mohammed had taken action based only on a single witness.

Mohammed modified the law to allow him to marry his son’s wife and to shift the turns of his own wives. After Mohammed had received another urgent ‘revelation’ allowing him to do as he sexually pleased, his wife Aisha said, “O Allah’s Apostle I do not see but that your Lord hurries in pleasing you.” There you find the whole of Islamic jurisprudence. It was a code that existed only to please Mohammed’s sexual impulses.

If Allah existed only to enable women to sexually service Mohammed– what agency can women have in Islam?

Så da Muhammed så sig varm på et sådant 9 årigt et af slagsen, var pædofili hermed kodificeret moral. Men det er en anden historie. ”Muslim rape culture springs from that same code”, siger Greenfield og beskriver, hvorledes det fungerer i virkeligheden, hvad meningen er med tildækningen af kvinden og hvilken effekt denne tildækning får. Og mest vigtigt for os, hvilke frustrationer vestlige piger og kvinder bliver ofre for.

In the West rape is a crime because it an assault on a human being. In Islam, it is only a crime because it is a sex act that takes place outside of marriage.


In Islam, women are objects, not subjects. Physically their entire bodies are considered ‘Awrah’,an Arabic word meaning ‘nakedness’, ‘fault’ or ‘defect’, terms that amply sum up the Islamic view of women. Even their voices are considered ‘Awrah’ meaning that even a fully covered up woman speaking is an immoral thing. A woman exists within Islam as an immoral object. And that gives Muslim men implicit permission to assault her, while holding her very nature accountable for  tempting them to commit the act.

Islam does not consider rape to be a crime against a woman. It is a crime against their fathers and husbands. There is no crime involved in a husband raping his own wife.


In a tribal society, rape is a crime against property and honor. To a father, his daughter’s virginity is a valuable item that increases her market value. Marrying her off is way to build a relationship between two families. To a husband, his wife’s chastity maintains the value of his property and insures that the offspring is his. To assault a woman is to commit a crime against the communal property of a family. But a woman herself has no rights over her body that any man is bound to respect. As Lara Logan discovered in Tahrir Square.

An unaccompanied woman is ownerless.


The Burka placed responsibility on women to defeminize themselves and mark themselves as property. Centuries of Islamic jurisprudence put the burden of responsibility for any assault on a woman as the object that tempts men to sin. The circular reasoning of Islam says that if a man assaults a woman, it is because she tempted him. That femininity is inherently an object of temptation. The Burka and the Hijab began as a way of defeminizing women for their protection, but then became an indictment of women. Women were no longer being defeminized to protect them, but to protect men from them.


Like all social rules, they don’t apply equally. The daughter of a wealthy and westernized urban family will enjoy an immunity from them, that the daughter of a poor family in a village will not. The wealthy daughter will attend the London School of Economics, use Twitter and serve as an example that her country and Islam are really very liberated. The poor daughter will be a second wife to some bored fat merchant and be considered lucky if he doesn’t beat her to death when she loses her looks.

Meanwhile the young men will roam the streets bored and frustrated.

Oversexed and underfucked kalder man det vist. Der står en million migranter i Tyskland og flere er på vej. De er inviteret af de, der i sidste ende vandt den politiske dagsorden stik mod debattens substans. Prisen deles af os alle. Prisen er ikke blot økonomisk fallit. Prisen er vores levevis. Alt betale ved kasse et. Og hvis ikke man vil betale står den på krig.

Shia mod sunni

Saudi-arabien har til Irans store fortrydelse henrettet en shiamuslimsk imam. Diplomatiske forbindelser er sløjfet og truslerne om hævn hænger stadigt tykkere i luften. Sunni mod Shia med Saudiarabien og Iran hovedaktørerne i dette seneste kapitel i denne snart 1.400 år gamle islamiske krig ser ud til at blusse op igen. Charles Krauthammer koncentrerer sin analyse i National Review om Obamas udenrigspolitik

Commenting on Saudi Arabia executing an Iranian cleric, Krauthammer said, “I can’t say the Saudi execution of this Shiite cleric was very wise, but they did see it as in their national interest, and I think they are acting fairly desperately. Because they look around and their protector since the 1930s when King Saud met with FDR, and they essentially established this relationship — ‘you supply us oil, we protect you’ — is deeply in jeopardy.”

“They look at the way Obama has abandoned them,” Krauthammer continued. “The nuclear deal is just the culmination of the process. Abandoned them in Syria, abandoning the red line, has done nothing since the signing of the nuclear agreement.”

Krauthammer said the Saudis now worry about encirclement: “Iran has become increasingly aggressive in Syria. In Yemen, which is, remember, is right on the doorstep of Saudi Arabia – it’s not removed the way Syria is – and they see serious encirclement.”

Også i Wall Street Journal kan man læse om den amerikanske eftergivenhedspolitiks fallit

President Obama imagined he could end his second term with an arms-control detente with Iran the way Ronald Reagan did with the Soviet Union. It looks instead that his nuclear deal has inspired Iran toward new military aggression and greater anti-American hostility.

The U.S. and United Nations both say Iran is already violating U.N. resolutions that bar Iran from testing ballistic missiles. Iran has conducted two ballistic-missile tests since the nuclear deal was signed in July, most recently in November. The missiles seem capable of delivering nuclear weapons with relatively small design changes.

The White House initially downplayed the missile tests, but this week it did an odd flip-flop on whether to impose new sanctions in response. On Wednesday it informed Congress that it would target a handful of Iranian companies and individuals responsible for the ballistic-missile program. Then it later said it would delay announcing the sanctions, which are barely a diplomatic rebuke in any case, much less a serious response to an arms-control violation.

Under the nuclear accord, Iran will soon receive $100 billion in unfrozen assets as well as the ability to court investors who are already streaming to Tehran.


The White House’s media allies are blaming all of this on Iranian “hard-liners” who are supposedly trying to undermine President Rouhani for having negotiated the nuclear deal. Memo to these amateur Tehranologists: The hard-liners run Iran.

Og for at tvære pointen helt ud “The sages now blaming hard-liners for Iran’s nastiness are the same folks who told us that the nuclear accord would empower the “moderates” in Iran by showing America’s peaceful intentions”. “Change” var hvad folk ville have uden at vide hvad det rent faktisk indebar og så fik de forandring. En forandring til det værre fordi flertallet ikke kunne tænke.

Det hele er nu ikke Obamas skyld. Islam er en rådden verden og et kollaps eller endnu en krig er uundgåeligt uanset vestlig naivitet. Spengler tegner i Asia Times et dystert billede for Saudiarabien, som lider under faldende olipriser (hvilket Obama med sin anti-fracking politik ikke har hverken lod eller del i)

Worst of all, the collapse of Saudi oil revenues threatens to exhaust the kingdom’s $700 billion in financial reserves within five years, according to an October estimate by the International Monetary Fund (as I discussed here). The House of Saud relies on subsidies to buy the loyalty of the vast majority of its subjects, and its reduced spending power is the biggest threat to its rule. Last week Riyadh cut subsidies for water, electricity and gasoline. The timing of the executions may be more than coincidence: the royal family’s capacity to buy popular support is eroding just as its regional security policy has fallen apart.

For decades, Riyadh has presented itself as an ally of the West and a force for stability in the region, while providing financial support for Wahhabi fundamentalism around the world. China has been the kingdom’s largest customer as well as a provider of sophisticated weapons, including surface-to-surface missiles. But China also has lost patience with the monarchy’s support for Wahhabi Islamists in China and bordering countries.

According to a senior Chinese analyst, the Saudis are the main source of funding for Islamist madrassas in Western China, where the “East Turkistan Independence Movement” has launched several large-scale terror attacks. Although the Saudi government has reassured Beijing that it does not support the homegrown terrorists, it either can’t or won’t stop some members of the royal family from channeling funds to the local jihadis through informal financial channels. “Our biggest worry in the Middle East isn’t oil—it’s Saudi Arabia,” the analyst said.

China’s Muslims—mainly Uyghurs in Western China who speak a Turkish dialect—are Sunni rather than Shia.  Like Russia, China does not have to worry about Iranian agitation among Shia jihadis, and tends to prefer Iran to the Sunni powers. As a matter of form, Beijing wants to appear even-handed in its dealings with Iran and Saudi Arabia, for example in recent contacts between their respective navies. Chinese analysts emphasize that Beijing has sold weapons to both—more in absolute to terms to Iran but more sophisticated weapons to the Saudis.

More pertinent than public diplomacy, though, is where China is buying its oil.

Nonetheless, China’s oil import data show a significant shift away from Saudi Arabia towards Russia and Oman (which China considers part of the Iranian sphere of influence). Russia’s oil exports to China have grown fourfold since 2010 while Saudi exports have stagnated. Given the world oil glut, China can pick and choose its suppliers, and it is hard to avoid the inference that Beijing is buying more from Russia for strategic reasons.  According to Russian sources, China also has allowed Russian oil companies to delay physical delivery of oil due under existing contracts, permitting Russia to sell the oil on the open market for cash—the equivalent of a cash loan to Russia.

Det er alt sammen meget spændende og man kunne jo nyde sine popcorn til øllerne, hvis ikke det var således at den vestlige naivitet havde importeret nisserne. Ifølge BBC er der stigende bekymring for at “the sectarian divides so bitterly apparent in much of the Middle East” mellem sunnimuslimer og shiamuslimer udvikler sig yderligere i England. En shiamuslim fortæller

“Even at Soas, a university I love, Sunnis and Shias have big arguments all the time,” says Anahita.

“And elsewhere in London, we have the same problem - Sunni and Shia arguing. You can clearly see it when you walk in Edgware Road or Kilburn.

“If you have a green bracelet or anything that shows you are Shia, they look at you as if you are not even Muslim, or you don’t exist. It’s very disrespectful, and very sad.

“Islamic societies in general and especially in London are getting bigger all the time. But not in a good way.”

En tilflyttet shiamuslim mærker nu hvordan muslimer behandler ikke muslimer - og så er det lige pludselig ikke godt at der bliver flere af de andre muslimer i London. Hvor flygter muslimerne næste gang hen, når de bliver mange nok?

Godt nytår, med lidt TV

Der var måske kun et konservativt lyspunkt i strømmen af Hendes majestæt Dronningens feel-good slørede almindeligheder nytårs aften.

I januar så vi først det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris, og godt en måned senere oplevede vi så det dobbelte attentat i Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade i København. To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os.

Et os og et dem. Og hvem er det? To danskere mistede livet. det er os, for vi så det chokerende og vi oplevede det selv og sad forfærdede tilbage. Omar døde også. Han er terroren. Han er terroren.

Åh jo, så gik Prins Henrik på pension, hvilket var den store nyhed for formiddagspressen. En af Prinsgemalens arbejdsopgaver var tilsyneladende at sortere Hendes Majestæt Dronningens talepapirer, en opgave Hendes Majestæt Dronnningen åbenlyst for første gang selv skulle klare.

Igen i år stod en imam for en del af nytårgudstjenesten. Det er lidt besynderligt fordi det kun er nytår efter den kristne kalender, som er en rimelig tilnærmning af Jordens rotation om Solen, mens den muslimske kalender er sat efter Månens faser. Og det er lidt besynderligt fordi en Gudstjeneste betyder at man tjener Gud og Gud er ikke Allah. Besynderligt var det også, men desværre ikke overraskende, at ingen reagerede da imamen sagde “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah.“, som Uriaspostens Kim Møller fangede. Men ikke biskoppen, der sagde “Når vi indleder 2016 med bønnen Fadervor, øver vi os i at sige ‘vi’ og ikke ‘dem’.” Hmm, men de der frygter Allah er alligevel de bedste, om de så skal sætte et hoved på en stage for at hamre den pointe hjem.

Vi har en statsminister, der frem for rettidigt omhu kringler med den kortsigtede udvikling på bekostning af fremtiden, stadigt krejlende den danske offentlighed fri af de tydeligste konsekvenser. Statsministeren sagde, ja hvad sagde statministeren egentlig? Noget med at terroristerne ville vinde, hvis vi begyndte at frygte dem, for deres formål var at “Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam.” Jeg troede ellers målet var at pointere at “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah“.

Og så sagde han at alle skal passe på vores land og skitserede han så hvorfor denne regering, som jeg ikke vil kalde landsforræddere da det er forbudt, ikke har tænkt sig at følge den opfordring

Vi kan ikke åbne Danmark for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til og hygge os i smug. Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på - og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold. For lad os være ærlige over for hinanden - vi er udfordret:

Så vi lukker så mange ind der skal til for at ødelægge landet, hvorefter denne generation skal kunne se sig selv i øjnene og sig, vi gjorde hvad vi kunne. Det hedder at “holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau.” Vores efterkommere vil have arvet et Libanon i mange generationer. For selv om statsministeren luftede grænsekontrol mod Tyskland når Sverige strammer deres grænsekontrol, så er regeringen fokus et: “Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.” Ikke sikre lov. Ikke sikre Danmark. Politiet eskorterer flygtningene, spyttemænd spottes, regeringen tvinger migranter ud i alle egne af landet, så ingen går ram forbi af den nye orden. Og det hele sker under rolige forhold, så Løkke og Stampe kan se hinanden i øjnene, deres selvbilleder bevaret. Der er mere end to ‘dem og os’.

I den franske by Valence blev en ‘bilist’ skudt og såret, da han forsøgte at køre fire soldater ned, der besynderligt nok var udkommanderet til at bevogte en moske. I München blev togstationer evakuerede, da Politiet advarede om forestående terrorangreb. Men det er også alt det tyske politi vil advare om, skriver Bild ifølge Daily Mail, da den ikke vil skræmme folk unødigt om den bølge af kriminalitet, der skylder over Tyskland under navnet syriske flygtninge. I Bruxelles afblæste byens borgmester “den planlagte festivitas”, der sidste år havde deltagelse af 100.000 mennesker “da det ifølge myndighedernes skøn [var] for risikabelt”, skriver Danmarks Radio. Velkommen til en ny normal. Europa er nu i en permanent terrortistand, som Israel har været i mange år

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel


Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.


Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.


Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Krybben er tom

Det er et historisk vendepunkt, lød en overskrift i Dagbladet Information. Det handlede om klima, men det burde være historien om sektorformanden for HK Privat, Simon Tøgern, der på Facebook skrev ”BOYKOT DANSK FLYGTNINGEHJÆLP“. Grunden var at Dansk Flygtningehjælps formand Andreas Kamm havde foreslået indslusningsløn til flygtningene og det kunne Tøgern jo godt gennemskue som løndumpning af danske ansatte. At dumpe lønne er ufint i forhold til at hæve skatten, men for lønmodtagerne er forskellen den samme, hvorfor de vandrer mod de borgerlige.

Det er endelig gået op for en fagforeningsboss at hans medlemmers interesser er truet af de mennesker, der gør hans medlemmers nabolag utrygge. Det lurede fagforeningerne også i starten af tresserne, hvor de var fremmedarbejdere. Men tidens retorik ændrede sig og kampen for anti-racisme blev uimodståeligt lækker i sit manglende indhold.

Meningen for dansk flygtningehjælp er at hjælpe flygtninge til Danmark. Jo flere jo bedre, der var aldrig nogen grænse. Dansk Flygtningehjælp ser kun flygtningenes behov og ikke nationens. Så hvad var fagbevægelsens støtte til en horde af kulturfremmede lønpressere så andet end at besmykke sig med falsk godhed. Var det blot for nemt at dele medlemmers penge ud til hvad som helst, hvis man i medierne kan fremstå som et godt menneske? Når man råbte på solidaritet med fremmede folkeslag så betød det alligevel intet. Man havde tænkt sig en begrænset mængde brune mennesker, som man kunne spejle sit selvbillede i, men man vil altså ikke tage den fulde konsekvens af solidaritet, nemlig at køre hele landet i sænk, som de lande emigranter kommer fra. Fagforeningerne har taget sig godt ud ved at kaste medlemmernes penge efter humanitære organisationer, noget for noget og den første er altid gratis. De har næret slangen ved deres barm. Men nu er sponsorerne af godheden i direkte konflikt med godheden selv.

Hermed er venstrefløjen næsten officielt nået til skismaet mellem socialisme og fællesskab på den ene side og på den anden side multikulturelisme. Så længe man syntes at have råd kunne man forene kræfterne i et fælles moralistisk angreb på, ja alt. kvindekamp var klassekamp blev udvidet til alt fra Israel, til flygtninge til ligestilling til muslimer til miljø til lønmodtagere til offentligt ansatte til antiracisme og fanden og hans pumpestok. Nationen betragtet via staten virkede som om den kunne klare det hele så langt den var noget værd overhovedet at bevare. Men ak, der lå hele tiden en konflikt for nationen og dens stat er også alle de lønmodtagere der ikke har forstået at penge er en cirkulation og samfund en daglig øvelse. Man kan ikke bare skrive højere skatter ud til de rige og man kan ikke bare åbne sine hjerter. Realiteterne kan ikke længere skjules, og 17.000 flygtninge, der skal “integreres” næste år er “næsten umuligt” siger formanden for Kommunernes Landsforening. Men der kommer flere end 17.000, mange flere, så det bliver umuligt , helt umuligt - og regningen skal alligevel betales.

Løkke blev ked af det

Akademia, Diverse, EU, Euro, Forbrydelse og straf, Politik, Pressen, Økonomi og finans — Drokles on November 30, 2015 at 3:49 am

Løkke blev ked af det under en EU debat med Kristian Thulesen Dahl forleden.

- Det, du gør her Kristian, og som gør mig personligt ked af det, er at du sætter spørgsmålstegn ved det danske folkestyre.

At sætte spørgsmålstegn ved det politikeres troværdighed er at sætte spørgsmålstegn ved selv demokratiet. Og det mente politisk kommentator Søs Marie Serup var “et håndkantsslag på halsen”

….lige på det punkt hvor Kristian Thulesen Dahl er allersvagest i sin troværdighed som politiker. Det er en afklapsning, som man meget sjældent ser det på det her niveau, siger Søs Marie Serup.

En afklapsning kun for dem uden hukommelse. Vi stemte så vidt jeg husker nej i 1992, men ja med forbehold i 1993. De forbehold man desperat har villet af med siden, så selvfølgelig stoler vi da på at politikerne ikke vil ophæve forbeholdene ved simpelt flertal, sådan som det bliver muligt ved et ja. Klart, alt andet ville jo være udemokratisk at tænke, det er kun os pædofil-støtter der mener.

Der var annoncer i avisen. Helsider, dengang var der helsider til, helsider og husmødre. Hilmar Baunsgaard og hustru lod sig afbilde.

»For den daglige husholdnings skyld,« stod der, og teksten fortsatte: »Hvem er det, der først bliver ramt, hvis Danmark siger nej til Europa? Vore husmødre! … de vil mærke det på deres daglige indkøbstur. På deres månedlige husholdningsbudget Det er ikke sjovt for en husmor, når det pludselig for alvor kniber med at få pengene til at slå til. Men sådan kan det gå! Hvis ikke alle de, der mener JA, kommer af hus og sætter kryds den 2. oktober.«

Sådan solgte man EF i 1972 i Danmark, der var konkrete skræmmebilleder for de allermest tungnemme. Prisen på et halvt kilo kaffe? Ved et ja: 12,35. Nej: 15,43.

»Har De råd til et nej?«

Sådan solgtes det, og sådan har det været solgt siden, med en blanding af løfter og trusler. I denne omgang mest det sidste. Vi må forstå, at stemmer vi nej, kommer vi ikke i himlen – nej, det var Rokokoposten, der skrev det, så det var nok en spøg. Men det ligger fast, at stemmer man nej, så gør man det for at støtte de pædofile, som nu får frit spil sammen med sigøjnere, checkryttere og hustrumordere.

»Erhvervslivets top advarer: Et nej vil koste Danmark dyrt. Dansk erhvervsliv står som den store taber, hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen den 3. december,« skrev <> . Ikke i 1972, men i fredags. Genkendeligheden er til at tage og føle på.


Underteksten blandt de hidkaldte eksperter er som vanligt, at det er de dumme, der stemmer nej. De angste, de fobiske, de forbigåede, de af globaliseringen efterladte på udviklingens bagperron. Tykhoveder med hang til Tulip og Thulesen-Dahl, og vil De så ikke hellere sige JA, kære læser, også for en sikkerheds skyld, de vil vel ikke se smørret stige til nye højder, se husmødre græde, mens de pædofile griner i skægget?

Vist ikke, men jeg stemmer nu nej alligevel, tror jeg.

Kald mig bare enfoldig, men jeg kan i det mindste citere Shakespeare: The lady doth protest too much, methinks.

“Rigtig mange vælgere har følt sig intimideret af den her overfodring med juridiske spidsfindigheder i stedet for, at ja-siden har sagt noget visionært om, hvordan de ser Danmarks rolle i et nyt Europa” siger eksperten Malene Vind understregende for os enfoldige til Berlingske Tidende. Ja, det er sikkert kampagnen den er gal med og ikke varen. Og hvem husker også hvad der blev sagt?

Marianne Jelved (R): Euroen er en fantastisk succes.

Marianne Jelved (R) efter nejet til Euro: Jeg er meget ked af det. Dette er den værste dag i mit politiske liv

Statsminister Poul Schlüter (C): Unionen er stendød - og - Ingen union i min tid.

Svend Auken (S): Danske og udenlandske virksomheder vil undgå Danmark hvis vi siger nej.

Anders Fogh Rasmussen(V): Boligejere med flexlån – lån med variabel rente – vil få et ordentligt smæk øjeblikkeligt, hvis danskerne stemmer nej til euroen.

Poul Nyrup Rasmussen(S): Huslejen stiger ved euro-nej - Hvis du fortsat er i tvivl, så tænk nøje på dine børn og børnebørn

Hans Engell(C): Vi ønsker under ingen omstændigheder, at Europaparlamentet udvikles til en lovgivende forsamling.

Henning Christophersen(V): Et nej vil betyde en økonomisk katastrofe for Danmark.

Bertel Haarder(V): Drømmen om en europæisk union eller forbundsstat vil aldrig blive til noget…

Helle Thorning Schmidt(S) : I am European by heart.

Peter Duetoft (CD og nu S): Nej til euroen vil være en national katastrofe.

Jelved blev ked af det, Løkke blev ked af det og de alle vil blive kede af det for håndkants slag på halsen eller ej, danskerne stemmer igen nej.

Skal vi udskrive en blankocheck til EU?

Diverse, EU, Euro, Historie, Politik, Økonomi og finans — Drokles on November 29, 2015 at 7:39 am

“Den 3. december beder man os udstede en blankocheck” skriver “[T]idligere sekretær i Justitsministeriet, lektor på Københavns Universitet, PET-chef, generalsekretær for Det Danske Advokatsamfund og direktør for Folketinget” Ole Stig Andersen i Information

Forud for afstemningen i 1972 om medlemskab af EF deltog jeg ved udarbejdelsen af Justitsministeriets redegørelse, der konkluderede, at det ikke var nødvendigt at ændre grundloven, selv om der blev afgivet suverænitet til EF. Grunden til denne konklusion var at finde i grundlovens paragraf 20, som kom ind i forfatningen i 1953 med det formål at sikre dansk deltagelse i overnationalt samarbejde, som man på det tidspunkt kendte fra Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Afgørende for at gøre brug af denne kattelem var, at der kun blev afgivet beføjelser »i nærmere bestemt omfang«.

Problemet for os var EF-traktatens ’gummiparagraf’ (art. 235), som gav mulighed for udstedelse af retsakter, som der ellers ikke var hjemmel til. Retsakten skulle efter denne bestemmelse være nødvendig for at virkeliggøre et af fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer. Og medlemsstaterne havde vetoret.

Justitsministeriets opfattelse var, at disse betingelser opfyldte det såkaldte bestemthedskrav i grundlovens paragraf 20, og denne opfattelse videregav jeg da også i min undervisning som lektor i omkring 20 år på Københavns Universitet.

Tvivlsomme påstande

Men vi tog fejl i 1972. Rammerne i gummiparagraffen blev med dansk medvirken sprængt, og en politisk aktivistisk og integrationsivrig domstol medvirkede til yderligere overdragelse af beføjelser. Paragraf 20 var blevet en ladeport, og jeg har konstateret, at der på løbende bånd afgives suverænitet mellem traktaterne. I Maastricht-dommen udtalte Højesteret (i modsætning til den tyske forfatningsdomstol), at ladeporten kan bruges til afgivelse af beføjelser indtil det punkt, hvor Danmark ikke længere kan anses for at være en selvstændig stat. Og i Lissabon-dommen var domstolen af den opfattelse, at der ikke blev afgivet suverænitet, selv om vetoretten i Lissabon-traktaten blev erstattet med flertalsafgørelser. Her strider juraen mod sund fornuft.

Lovforslaget, vi skal stemme om på torsdag, forudsætter, at det ikke er i strid med paragraf 20 at omdanne retsforbeholdet med en tilvalgsordning, selv om Danmark herved efter EU-retten afgiver suveræniteten på alle de områder, forbeholdet dækker, herunder også asyl- og indvandringsområdet. Men denne opfattelse er bestemt ikke en ubestridt juridisk sandhed.

Det fremgår desuden af lovforslaget, at beslutning om tilvalg vil ske efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg. Dette er næppe parlamentarisk i orden, idet regeringen efter de gældende procedurer ikke skal have et positivt mandat af udvalget, men kan nøjes med at konstatere, at man ikke har et flertal imod sig.

Jeg skrev igår at skønt EF/EU af blandt andre Jean Monnet, var tænkt som en opløsning af nationalstaterne til fordel for en superstat, så er det ikke den drøm, der driver værket. Det er trods alt folkevalgte regeringer, der ser mod stjernerne og forblændes. Men EF/EUs institutionelle dynamik, der kræver evigt vokseværk giver det samme resultat. Alligevel skal jeg ikke være blind for den ideologiske kerne, der bekriger os, skriver UKIPs grundlægger professor Alan Sked i Telegraph og minder om at den tidligere britiske premierminister…

…Harold Macmillan and his closest advisers were part of an intellectual tradition that saw the salvation of the world in some form of world government based on regional federations. He was also a close acquaintance of Jean Monnet, who believed the same. It was therefore Macmillan who became the representative of the European federalist movement in the British cabinet.

In a speech in the House of Commons he even advocated a European Coal and Steel Community (ECSC) before the real thing had been announced. He later arranged for a Treaty of Association to be signed between the UK and the ECSC, and it was he who ensured that a British representative was sent to the Brussels negotiations following the Messina Conference, which gave birth to the EEC.

In the late 1950s he pushed negotiations concerning a European Free Trade Association towards membership of the EEC. Then, when General de Gaulle began to turn the EEC into a less federalist body, he took the risk of submitting a full British membership application in the hope of frustrating Gaullist ambitions.

His aim, in alliance with US and European proponents of a federalist world order, was to frustrate the emerging Franco-German alliance which was seen as one of French and German nationalism.

Monnet met secretly with Heath and Macmillan on innumerable occasions to facilitate British entry. Indeed, he was informed before the British Parliament of the terms in which the British approach to Europe would be framed.

Despite advice from the Lord Chancellor, Lord Kilmuir, that membership would mean the end of British parliamentary sovereignty, Macmillan deliberately misled the House of Commons — and practically everyone else, from Commonwealth statesmen to cabinet colleagues and the public — that merely minor commercial negotiations were involved. He even tried to deceive de Gaulle that he was an anti-federalist and a close friend who would arrange for France, like Britain, to receive Polaris missiles from the Americans. De Gaulle saw completely through him and vetoed the British bid to enter.

Macmillan left Edward Heath to take matters forward, and Heath, along with Douglas Hurd, arranged — according to the Monnet papers — for the Tory Party to become a (secret) corporate member of Monnet’s Action Committee for a United States of Europe.

According to Monnet’s chief aide and biographer, Francois Duchene, both the Labour and Liberal Parties later did the same. Meanwhile the Earl of Gosford, one of Macmillan’s foreign policy ministers in the House of Lords, actually informed the House that the aim of the government’s foreign policy was world government.

I sommer kunne man på Telegraph læse Juncker citater

On Greece’s economic meltdown in 2011

“When it becomes serious, you have to lie.

On EU monetary policy

“I’m ready to be insulted as being insufficiently democratic, but I want to be serious … I am for secret, dark debates”

On British calls for a referendum over Lisbon Treaty

“Of course there will be transfers of sovereignty. But would I be intelligent to draw the attention of public opinion to this fact?,”

On French referendum over EU constitution

“If it’s a Yes, we will say ‘on we go’, and if it’s a No we will say ‘we continue’,”

On the introduction of the euro

“We decide on something, leave it lying around, and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

On eurozone economic policy and democracy

“We all know what to do, we just don’t know how to get re-elected after we’ve done it”

Jeg tror jeg stemmer nej - igen.

With Open Gates: The forced collective suicide of European nations - Extended Cinematic 1080p

En regulær horror-film

“A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly.”

- Marcus Tullius Cicero, 106-43 BC

You are witnessing what will be shown to future generations as the reason for the fall of an Empire.

At current immigration levels and disappearing birth rates native Europeans are destined to become a minority in their own countries within decades. This is already the case for many of Europe’s largest cities.

Europeans have effectively lost their right to exist as cultures and nations in their own homelands and are facing extinction.

Millions of young Muslim men leave behind their family, pay thousands to criminal traffickers to reach the land they have been promised by European politicians illegally.

Dubbed by the media as “refugees”, they cross through 6-10 safe countries to reach wealthy nations like Germany or Sweden where they hope to receive a better life at the expense of the taxpayer.

Only a fraction of them are Syrian, as they enter unfiltered, without any documents and without any legitimate right to claim asylum. Women and children are rarely seen, except in the cherry-picked sob stories of the media.

Any indigenous resistance of Europeans who refuse to hand over the countries of their ancestors to often radical and criminal Muslim foreigners is labeled “hateful”, “racist”, even “Nazi”.

The level of cultural, moral and political subversion with egalitarian and Marxist ideologies has reached levels the KGB would never have dreamed of. Equality and tolerance are lies that serve none but a few.

The Left, mainly orchestrated by Zionist interests, is destroying our countries from the inside. Patriotism, the most basic and fundamental trait of any nation that wants to survive, has become something to be ashamed of.

Feminism has destroyed family values and birth rates. Healthy nationalism has been replaced with a culture of guilt, self-hatred, apathy, degeneracy and pathological altruism. We are told to embrace “diversity”, in reality this simply means instead of just being a global minority, Europeans are supposed to become a minority in their own countries as well. No civilized society can keep up with the birth rate of third world immigrants, especially when the main goal is integration rather than assimilation. Parallel societies breed poverty, crime and radicalism.

Multiculturalism has never, at any time in human history, worked anywhere. If you believe otherwise, you’re delusional. In fact it’s the primary reason for every major conflict.

The crimes committed by the EU against the European peoples are directly in violation of the 1948 UN genocide convention, Article II: (c) Deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its physical destruction in whole or in part; (d) Imposing measures intended to prevent births within the group; (e) Forcibly transferring children of the group to another group.

Because of this injustice, far-right parties everywhere in Europe are gaining astonishing amounts of support, becoming the biggest parties in some countries.

Any European that does not rise up to defend his country from foreign invasion because he’s too scared of words does not deserve it.

We are still at a point where you will not get imprisoned for your political opinion in most European countries, but this will change very soon. Do not be apathetic, do not be weak. Be someone that can be proud to call himself European.

Har vi råd til flygtninge?


Hvor en ekstratilførsel på 34 mia. til det offentlige er en massakre, skulle man ellers tro at fri uddeling til hvem som helst der måtte sætte fod på dansk jord repræsenterede en økonomisk udfordring. Det synes at være en indgroet virkelighedsforståelse på venstrefløjen, at selv om vi er et rigt land, så er vi det ikke lige der hvor jeg selv befinder mig. Personligt har jeg ikke penge nok, men fællesskabet kan hente uanede ressourcer på pengetræet, hvis blot man fik en anden indstilling til sine kulørte medmennesker, et andet menneskesyn kunne man næsten sige. Modkraft skriver

Over 100 erhvervsskoler og gymnasier havde i dagens anledning nedlagt undervisningen. Op mod 40.000 gymnasie-elever og studerende demonstrerede i København og i Aarhus mod regeringen, der har varslet milliard-besparelser på uddannelses-området.


Hanreberalisten Rasmus Brygger skriver oplysende i Information at

Målt på, hvad det koster i offentlige kroner at få en person igennem et videregående studie, så er vi suverænt i toppen. Et stk. nyuddannet dimittend har alene på sin videregående uddannelse i gennemsnit kostet samfundet over 750.000 kroner. Det er 100.000 kroner mere end i nabolandet Sverige, næsten 300.000 kroner mere end i Tyskland og over dobbelt så meget som en studerende koster at uddanne i Storbritannien.

Og Henrik Dahl kommer med disse tal på sin Facebook

Det danske uddannelsessystem er stadig overordentlig rundhåndet. Lad mig for eksempel nævne, at staten bruger 21 milliarder kroner på SU. Det er - til sammenligning - en anelse mere, end den samtidig bruger på forskning.

Hvor mange negerlandsbyer kunne man dog ikke drive for de penge? Det skal man ikke spørge flygtningene, lad os bare bruge det udhulede begreb, om, thi de er ikke den horde af læger og ingeniører, som vi ellers blev stillet i udsigt, der kan regne den slags ud. Deres skolekundskaber er stærkt begrænsede, og derfor vil de heller ikke kickstarte et økonomisk mirakel, men faktisk ligge os andre til last, ligesom vi allerede har erfaringer for, først og fremmest de af os der ikke har betalte spisepauser.

Apropos spisepauser, journalister vælger nærmest konsekvent ikke de faktiske forhold i jernindustrien, som den økonomiske (og vi taler slet ikke om hvorledes flygtningenes barbariske normer ødelægger ethvert fællesskab af en hvis kvalitet) når en historie skal drejes. De har, som en del af den kreative klasses vidensarbejdere, overbevist sig selv om, at det er en intellektuel præstation at afvise sammenhængen mellem Folket og samfundets beskaffenhed. Nation er en konstruktion, dekonstruktivismen er vejen frem og alle mennesker vil jo alligevel det samme, så jo flere jo bedre. Alt andet er racistisk.

Det er kun DF der sidder tilbage på historiens mødding med mindet om mormorkagen klægt i ganen. Så derfor er der heller ingen sammenhæng mellem immigrationen og velfærden og økonomien. Så journalisterne fortsætter deres human interesset historier om grædende sekulariserede børn af læger og ingeniører, der blot venter på at kickstarte Danmarks økonomi, hvis blot de får lov af de vrangvillige at få del i velfærden og alt betalt. Ja, alt betalt, ellers ville det jo ikke være en investering i fremtiden, vel?

For journalisterne forstår, som resten af venstrefløjen og den kreative klasses vidensarbejdere, ikke hvor flygtigt et fænomen som rigdom er, nemlig at det ikke er noget der er bygget op og nu bare eksisterer, så meget som det er en fortløbende fælles aktivitet. En omsætning, der hurtigt kan gå i stå, og så er den ikke mere. Heller ikke i banken, eller i det offentlige. Eller hos De Rige. Den er der kun så længe vi kan enes om at gøre hver vores til det private og fælles bedste og det kræver mindelig enighed om at være et fællesskab af individder med egen forståelse af pligt, ansvar og selvforsørgelse og samfundssind. Kultur om man vil.

Og mens journalisterne føler sig rige på Danmarks vegne, hvor spørgsmålet er reduceret til villighed til at være god kontra vrangvillighed, så er deres egen lille del af den danske økonomi presset helt i bund. Faktisk så meget at Danmarks Radios journalister gik i strejke fordi ledelsen fandt det uholdbart at bruge borgernes licenspenge på at journalisterne kunne spise.

Europa på kanten

Mens Helle Thorning Schmidt søger nyt arbejde som eksportør af muslimer, flygtningehøjkommisær hedder den egentlige titel, til Europa, de muslimer som hun under Folketingsvalget lovede at dæmme op for, går det efterhånden op for flere og flere gode mennesker at indvandringen er uholdbar også for de gode menneskers visioner. “[S]elv Bundeskansler, Angela Merkel, nu taler om en decideret flygtningekrise - et begreb, hun ellers indtil for ganske nyligt har undgået at bruge” kan man læse i Ekstra Bladet, der fortæller hvorledes tyske sikkerhedseksperter advarer om et kommende kaos i Tyskland

- Den store tilgang af mennesker fra andre verdensdele vil medføre ustabilitet i Tyskland, siger en kilde advarende til Welt am Sonntag.

Kilden, der på grund af frygt for repressalier er anonym, fortsætter:

- I forbindelse med den enorme tilvandring skabes der ekstremisme. Den centrumborgerlige midte radikaliseres fordi, de i modsætning til den politiske elite, ikke ønsker masseindvandring. Vi vil se, hvordan flere og flere vil vende forbundsstaten ryggen på den baggrund, siger han.


‘I stedet importeres Islamisk ekstremisme, arabisk antisemitisme, nationale og etniske konflikter, samt ikke mindst en helt anden rets- og samfundsmæssig forståelse’.

Sådan lyder det blandt andet i et internt skriv, der cirkulerer mellem centralt placerede figurer i de tyske sikkerhedsorganer. Skriveriet indeholder følgende klare advarsel:

‘De tyske sikkerhedsmyndigheder er ikke - og vil ikke være - i stand til at løse de problemer, der følger med de importerede sikkerhedsproblemer. Det gælder desuden reaktioner fra den tyske befolkning’.

Om det er for sent? Daniel Greenfield skriver i Frontpage Magazine om det absurde i at se indvandringen som en tiltrængt arbejdskraft. Muslimerne kommer ikke til at tage sig (kærligt) af os i vores alderdom. Istedet udskydes pensionsalderen for europæeren som muslimernes pres på de offentlige kasser øges

European leaders talk about two things these days; preserving European values by taking in Muslim migrants and integrating Muslim migrants into Europe by getting them to adopt European values.

It does not occur to them that their plan to save European values depends on killing European values.

The same European values that require Sweden, a country of less than 10 million, to take in 180,000 Muslim migrants in one year also expects the new “Swedes” to celebrate tolerance, feminism and gay marriage. Instead European values have filled the cities of Europe with Shariah patrols, unemployed angry men waving ISIS flags and the occasional public act of terror.

European countries that refuse to invest money in border security instead find themselves forced to invest money into counterterrorism forces. And those are bad for European values too.

But, as Central European countries are discovering, European values don’t have much to do with the preservation of viable functioning European states. Instead they are about the sort of static Socialism that Bernie Sanders admires from abroad. But even a Socialist welfare state requires people to work for a living. Maine’s generous welfare policies began collapsing once Somali Muslims swarmed in to take advantage of them.


The Muslim migrants are meant to be the retirement plan for an aging Europe. They’re supposed to keep its ramshackle collection of economic policies, its welfare states and social programs rolling along.

But they’re more like a final solution.

Mohammed is Fritz’s retirement plan. But Mohammed has a very different type of plan. Fritz is counting on Mohammed to work while he relaxes. Mohammed relaxes and expects Fritz to work.  Fritz is not related to him and therefore Mohammed sees no reason why he should work to support him.

European social democracy reduces society to a giant insurance plan in which money is pooled together.  But insurance is forbidden in Islam which considers it to be gambling. European social democracy expects him to bail it out, but to Mohammed, European values are a crime against Islam.

Mohammed’s Imam will tell him to work off the books because paying into the system is gambling. However taking money out of the system is just Jizya; the money non-Muslims are obligated to pay to Muslims. Under Islamic law, it’s better for Mohammed to sell drugs than to pay taxes.

That’s why drug dealing and petty crime are such popular occupations for Salafis in Europe. It’s preferable to steal from infidels than to participate in the great gamble of the European welfare state.

Mohammed isn’t staking his future on the shaky pensions of European socialism. He invests in what social scientists call social capital. He plans his retirement by having a dozen kids. If this lifestyle is subsidized by infidel social services, so much the better. And when social services collapse, those of his kids who aren’t in prison or in ISIS will be there to look after him in his golden years.

As retirement plans go, it’s older and better than the European model.


Europe is slowly killing itself in the name of European values. It’s trying to protect its economic setup by bankrupting it. European values have become a suicide pact. Its politicians deliver speeches explaining why European values require mass Muslim migration that make as little sense as a lunatic’s suicide note.

Islamic values are not compatible with European values. Not only free speech and religious freedom, but even the European welfare state is un-Islamic. Muslims have a high birth rate because their approach to the future is fundamentally different than the European one. Europeans have chosen to have few children and many government agencies to take care of them. Muslims choose to have many children and few government agencies. The European values so admired by American leftists have no future.

Europe is drinking rat poison to cure a cold. Instead of changing its values, it’s trying to maintain them by killing itself. The Mohammed retirement plan won’t save European Socialism. It will bury it.

Bret Stephens skrev et par dage tidligere i Wall Street Journal mere om de europæiske værdier, som den europæiske elite og de snakkende klasser ikke vil være ved

Europe is dying because it has become morally incompetent. It isn’t that Europe stands for nothing. It’s that it stands for shallow things, shallowly. Europeans believe in human rights, tolerance, openness, peace, progress, the environment, pleasure. These beliefs are all very nice, but they are also secondary.

What Europeans no longer believe in are the things from which their beliefs spring: Judaism and Christianity; liberalism and the Enlightenment; martial pride and capability; capitalism and wealth. Still less do they believe in fighting or sacrificing or paying or even arguing for these things. Having ignored and undermined their own foundations, they wonder why their house is coming apart.

What is Europe? It is Greece not Persia; Rome not Carthage; Christendom not the caliphate. These distinctions are fundamental. To say that Europe is a civilization apart is not to say it is better or worse. It is merely to say: This is us and that is you. Nor is it to say that Europe ought to be a closed civilization. It merely needs to be one that doesn’t dissolve on contact with the strangers it takes into its midst.


There are 75 million Turks, whose per capita income doesn’t match that of Panamanians. The country is led by an elected Islamist with an autocratic streak, prone to anti-Semitic outbursts, who openly supports Hamas, denies the Armenian genocide, jails journalists in record numbers, and orchestrates Soviet-style show trials against his political opponents. Turkey also has borders with Syria, Iraq and Iran. These would become Europe’s borders in the event of Turkish membership.

This is the country Ms. Merkel proposes to bring into the bosom of Europe. Her apologists will say she’s being disingenuous, but that only compounds the disgrace of her overture.

It also compounds the danger. Could Europe’s liberal political traditions, its religious and cultural heritage, long survive a massive influx of Muslim immigrants, in the order of tens of millions of people? No. Not given Europe’s frequently unhappy experience with much of its Muslim population. Not when you have immigrant groups that resist assimilation and host countries that make only tentative civic demands.

And not when a heedless immigration policy, conducted in fits of moral self-congratulation, leads to the inevitable reaction.

Den kristne europæiske arv rejste sig på baggrund af en folkevandring og overløb af barbarer. En mindre primitiv folkevandring end den nuværende islamiske, der ikke ejer aspirationer om at forbedre sig selv eller noget som helst. Ikke desto mindre, kristendommen stod i middelalderen mere end fødselshjælper til ideen om Europa med alle de ideer om det rationelle univers og den moderne videnskab,ideer  der i dag antages for universelle værdier. Tim O’Neill skriver i Quora om Middelalderen

By the Fifth Century the administrative division between the Latin-speaking Western Empire and the Greek-speaking Eastern Empire became permanent and then became a political divide.  The weaker, poorer and more vulnerable Western Empire did not even survive the century, with its final collapse coming in 476 AD after another century of civil wars, invasions and spiralling decline.  What followed was centuries of invasions, fragmentation and chaos, with few brief periods of stability and centralised authority.  The faltering intellectual tradition, which had already been in decline since the late Second Century, languished to a low ebb.

The institution which managed to keep this faltering tradition from dying out altogether during these centuries of barbarian invasion and disintegration was actually the one the Enlightenment myth (wrongly) blames for causing the decline in the first place.  The Christian church came to hold political power when the decline in learning in the west had been under way for over a century, and so could not have been its cause.  Initially Christianity was ambivalent toward Greek philosophy and learning, but prominent Christian thinkers who had been trained in philosophy could see it as something to be embraced.  God, they argued, was a rational intelligence and had created the universe along rational lines.  It made sense, therefore, that humans could and should use reason to understand his creation.  Clement of Alexandria argued that just as the Jews had been given a divine gift of special religious revelation, so had the Greeks been given a gift of rational analysis.  Both were to be embraced and used.

So when the Western Empire collapsed, the Church had long since come to terms with Greek philosophy and science and found ways to incorporate both and reconcile them with their religion.  And it was Christian scholars who saw that the decline of Greek literacy in the west meant much of the original works of Greek learning were being lost.  Cassiodorus and Boethius both tried to preserve key works by translating them into Latin.  Boethius was executed before he could complete an ambitious plan to translate all the works of Aristotle, but he did manage to translate most of the key works on logic - something which meant that logic and therefore reason took a central role in early Medieval education, even in the darkest centuries of the chaos.  The seeds of the Medieval revival of science lay in that stroke of luck.

The Medieval Enshrining of Reason

One writer has compared the long road back from the intellectual catastrophe of the collapse of the Western Roman Empire on learning in western Europe to people after a nuclear holocaust trying to revive modern science with nothing but a few volumes of the Encyclopaedia Britannica and a copy of Bill Bryson’s A Short History of Nearly Everything.  Scholars in the Eighth or Ninth Centuries had just enough fragments of information to know that they had barely anything at all but not enough to begin reconstructing what had been lost.  What is interesting is what they did with the bits they had - they revered them.  These ancient writers, mostly pagans, were held up as all-knowing authorities and what elements of their works did survive were studied with immense reverence and painstaking scrutiny.


By the Eleventh Century the waves of Avar, Magyar, Saracen and Viking invaders had begun to recede, Europe had recovered economically and stabilised politically and was actually on the brink of a period of outward expansion. At the same time there was an expansion of literacy and interest in learning and an increasingly acute awareness of the loss of ancient learning and what scholars of the time lamented as Latinorum penuria (”the poverty of the Latins”).  Exactly how intellectually poor the Latin west was is illustrated by an exchange of letters between two early Eleventh Century scholars, Ragimbold of Cologne and Radolf of Liege, about some mathematical problems that would not bother a high school student today.  Here were two clearly intelligent men who were seen as leading scholars of their day (the letters were copied and widely circulated) competing to solve some basic geometry problems but being forced to do so using scraps of geometry from old Roman surveying manuals and from a Sixth Century encyclopaedia that did little more than define a few terms.  It’s an illustration both of how much had been lost in the cataclysm and how eager people were to recover lost learning.

The idea that the cosmos was rational and could be analysed via reason was certainly resisted by some conservatives, but a new guard of scholars came increasingly to the fore, including William of Conches, Honorius of Autun, Bernard Silvester, Adelard of Bath, Thierry of Chartres and Clarenbold of Arras.  William of Conches wrote with scorn of those who were suspicious of this worship of reason and rational analysis:

Ignorant themselves of the forces of nature and wanting to have company in their ignorance, they do not want people to look into anything; they want us to believe like peasants and not ask the reason behind things …. But we say the reason behind everything should be sought out!
(William of Conches (c. 1090-1154 AD), Philosophia mundi)

Intellectuals like William were increasingly attracting communities of students and gathering together with these students to share ideas, laying the foundations of the schools that were to become universities.  The stage was set for a genuine revival and flowering of learning, all Europe still lacked were the lost books of the Greeks and Romans.

The New Learning and the Universities
By the early Eleventh Century European scholars were not just aware of how much western Europe had lost, but they were also aware that many of these works survived and could be regained.

Måske en slutning. Måske et håb om en genfødsel? Men jeg tror ikke det kommer så langt at Europa vil lade sig overløbe. EU bryder sammen, volden vil eksplodere her og der, flere stater vil stramme grebet om friheden og måske slå ned på egen befolkning for at hindre et nationalt selvforsvar. Det bliver slemt. Men vi skal nok klare det.

Nissen flytter med

Bestyrelsesformanden for Danfoss ser ifølge Jyllands-Posten et ‘kæmpe potentiale’ i migranterne. Ikke blot potentiale eller et vist potentiale, men et kæmpe potentiale. Med det kan man kun forstå potentialet således at det overstiger dansk arbejdskraft pund for pund. Det mærker man endnu intet til. I Weekendavisen uge 38 kunne man læse at”En undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at blandt syriske flygtninge, der er indvandret de senere år, er det cirka 13 procent, der har job efter fire år i Danmark.”. Og det betyder følgeligt at “den kommunale service til børn og ældre må nedjusteres i flere kommuner, da udgifter til flygtninge presser økonomien” skriver Jyllands-Posten ifølge Bornholms Tidende (så bliver min research ikke mere doven).

Jyllands-Posten skriver om  det multietniske samfunds byggematerialer, som de myldrer ind i Europa i hvert fald har et voldspotentiale af en anseelig størrelse.

Asylansøgere skal så vidt muligt nu fordeles på modtagecentrene efter deres etniske oprindelse. Det sker, efter at der i august opstod voldsom tumult på et overfyldt center i byen Suhl, hvor 120 betjente måtte rykke ud.

Balladen, som efterlod 11 flygtninge og 6 betjente såret, opstod, fordi en 25-årig mand havde revet sider ud af Koranen og skyllet dem ud i toilettet.

Først tirsdag, næsten seks uger efter episoden, anholdt politiet 15 mistænkte i sagen. De sigtes bl.a. for forsøg på manddrab.

Tysk præsident advarer mod for mange flygtninge

Siden har der været masseslagsmål på andre flygtningecentre, og ifølge formanden for det tyske politiforbund, Rainer Wendt, er det udtryk for et voksende problem.

“Vi har oplevet denne vold i uger og måneder. De slår sig sammen i grupper efter etnicitet, religion eller klanstrukturer og går løs på hinanden med knive og hjemmelavede våben,” siger han til Passauer Neuen Presse.

Han fortæller om “benhårde, kriminelle strukturer” med både religiøst og politisk motiverede konflikter, men også rene magtkampe.

De kan ikke med hinanden, derhjemme, hvorfor de kommer her. Og de kan ikke med hinanden i centrene og på et tidspunkt er visionen at de skal ud i samfundet - med hinanden. Og der møder de det offentlige der, som Politiken skriver, også får deres dosis vold. Så meget så “En ny opgørelse viser, at 93 socialpædagoger har fået anmeldt posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) til Arbejdsskadestyrelsen”. Lige nu bruger politiet de ressourcer de har sparet på manglende grænsekontrol i en intens menneskejagt på en flygtning, der har udfoldet sit potentiale.

Det politiske konsensus udstikker retning: Lad alt gå sin skæve gang

Mette Frederiksen vil have en plan, baseret på en bred politisk aftale, for “hvordan Danmark hjælper »en fair andel af de flygtninge, der er i verden nu« og sikrer, at mennesker, der kommer til Danmark, også kommer i arbejde”.

Jeg vil tage mig i agt for mennesker, der måtte mene, at de har alle løsningerne. Det har jeg ikke. Det har ingen. Det var der nogen, der påstod i valgkampen. Også her Lars Løkke Rasmussen: Velkommen til virkeligheden. Nu skal du tage dit ansvar på dig. Vis lederskab. Lad os lave en bred politisk aftale. Om asyl og udlændinge. Om reel og markant hjælp til nærområderne og verdens flygtninge

Ja, velkommen til virkeligheden sagde Mette Frederiksen, hvis regering som det første afskaffede grænsekontrollen, endda også til Thulesen Dahl. Og som fra talerstolen nu  ’langer’ “ud efter de omstridte flygtningeannoncer, som regeringen har indrykket i flere udenlandske aviser”. Med ‘fair andel’ mener Frederiksen et EU-kvotesystem, hvor Danmark skal tage imod en hvis del af de muslimske migranter, som Merkel inviterer til Tyskland til afstivning hendes tilsyneladende umættelige behov for


"We need stuff to buy. Where is the UN" og andre bizarre budskaber

Apropos at tage imod, hvad andre inviterer, så er statsminister Lars Løkke Rasmussen enig med resten af den etablerede afmægtighed. Det er frit for enhver statsleder at invitere muslimske horder til sine nabolande, er det frit for enhver regering, ja alle og enhver at invitere hvem som helst indenfor på andres bekostning da vi alle er “almenmenneskeligt forpligtet”. “Nogle derude skal tage medejerskab”. Staten er derimod ikke forpligtet på at sikre nationens grænser, så det overlades til venligboerne, eller som han betegner ‘civilsamfundet’. Løkke vil holde et topmøde for “en række erhvervs-, lønmodtager- og nødhjælpsorganisationer samt flere virksomheder og uddannelsessektoren”, hvor han vil “teste den vilje”, som disse empater praler af.

Løkke indser at flygtningene vil “være her i en årrække og derfor er det afgørende, at de kommer i arbejde og bliver selvforsørgende”. Løkke er ifølge eget udsagn “et praktisk menneske”, der erkender den realpolitiske virkelighed; når man lukker folk ind i landet, kommer de aldrig ud igen. Det er mere end Thulesen Dahl ser ud til at forstå, når han tror man kan holde dem i lejrene. Derfor kan man lige så godt starte tidligt hvis fejlintegrationen skal have en chance og her er det for Løkke “desværre noget mere komplekst” fordi der ikke er tale om en “ekstremt højtuddannet arbejdskraftreserve” som medierne ellers foregiver. Faktisk er “beskæftigelsesgraden for de syriske flygtninge, der er kommet over de senere år, bare helt ufatteligt lav”. Åh, kun 21% af asylansøgerne i Europa i disse tider er fra Syrien, så måske er det ikke så galt igen - hvis altså ikke det er meget værre.

Det er det politiske konsensus i denne krisetid. Ude af stand til at tage ansvar, ude af stand til at erkende deres fejlslagne politik og projekt. Ude af stand til at handle. Det er hvad vi har sat lid til. Løkke Rasmussen har den fordel at han ikke er rød og derfor ser ‘at der er kommet mange flere til landet, end han med sine “valgløfter kunne have ønsket”. Men så meget desto mere forstemmende at han så alligevel ikke lukker grænsen, men fortsætter med at være tilhænger af det grænseløse EU.

Flytningestrømmen: “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer”

Overskriften til denne lille stemningspost om det Danmark og Europa du ikke vil genkende er ikke en stavefejl, men min nevøs præcise ord. Flytningene, eller migranterne, eller 2. bølge, ankerbørn har mange navne. Jeg beskæftiger mig ikke så meget med denne katastrofe i sin begyndelse for Europa, dertil er det dels for overvældende, dels leverer de social medier de flydende opdateringer, der står som nødvendig modvægt til de etablerede og skatte-underholdte mediers følelsesporno. Men der er gået hul på bylden og pudset rammer nu også Danmark og det skal markeres Ekstra Bladet

Flere flygtninge og migranter, de fleste fra Syrien, er søndag aften stormet ind over den danske grænse ved Rødby.

Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er der indtil videre kommet 270 flygtninge og migranter ind over de danske grænser ved Rødby.

- Vi er dernede for at registrere dem og få et overblik over, hvem de er, og hvorfra de kommer. Det er den almindelige asylbehandling, der starter der, siger vagtchef Stefan Jensen.


(Foto: Per Rasmussen)

Politiken ser det som en etnisk udrensning. Heh, nej, ikke af os, der ser ud til at blive befolkningsudskiftet, men af flygtningene der kommer hertil. “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer” hedder det i en voldsomt symbolladet sætning, der fortjener sit eget liv - men det er der ikke tid til

»Vi kan se, at politiet er ved at brække toiletdørene op, og ud vælter omkring 20 mennesker - voksne og små børn. De bliver gennet ud ad toget - næsten som en etnisk udrensning, og vi kan bagefter se, at toiletgulvet flyder med pomfritter og ketchup og børnelegetøj«.

Politiet var rolige og smilende

Claus Godskesen fortæller, at politiet var rolige og smilende - men dog bestemte i deres ordrer.

»Ude på perronen kan vi se, at børn og kvinder står og græder. De er tydeligvis langt fra bekvemme ved situationen. Det var virkeligt bizart at være vidne til«, siger han.

»Det er mennesker, som vi indtil i dag kun har set i nyhederne. Og pludseligt sad de altså i et dansk IC-1 tog! Nu er de her. Og ikke et andet sted, langt væk«.

Ja, nu er de her. Politiet synes selv de har “styr på de fleste” og lod derfor resten løbe deres vej. 29% af dem vil være kriminelle allerede i deres første år som asyl-ansøgere. Sidste afgang for første klasse, hvis man skal tro den polske blogger Kamil Bulonis, som han beskriver sværmen for The New Observer

With all solidarity with people in difficult circumstances I have to say that what I saw arouses horror … This huge mass of people – sorry, that I’ll write this – but these are absolute savages … Vulgar, throwing bottles, shouting loudly “We want to Germany!” – and is Germany a paradise now?

I saw how they surrounded a car of an elderly Italian woman, pulled her by her hair out of the car and wanted to drive away in the car. They tried to overturn the bus in I travelled myself with a group of others. They were throwing faeces at us, banging on the doors to force the driver to open them, spat at the windscreen … I ask for what purpose? How is this savagery to assimilate in Germany?

I felt for a moment like in a war … I really feel sorry for these people, but if they reached Poland – I do not think that they would get any understanding from us … We were waiting three hours at the border which ultimately could not cross.


Among them there were virtually no women, no children—the vast majority were aggressive young men … Just yesterday, while reading about them on all the websites I subconsciously felt compassion, worried about their fate but today after what I saw I am just afraid and yet I am happy that they did not choose our country as their destination. We Poles are simply not ready to accept these people – neither culturally nor financially.

I do not know if anyone is ready. To the EU a pathology is marching which we had not yet a chance to ever see, and I am sorry if anyone gets offended by his entry …

I can add that cars arrived with humanitarian aid – mainly food and water and they were just overturning those cars …

Det er ikke blot polakkerne der næppe vil finde sig i, hvad os patologisk selvdestruktive vesterlændinge lægger vores børns fremtid til. På Sicilien hævner de lokale unge sig på invasionen. Paven vil tage sin del af flygtningestrømmen. To (2!) familier, kan det blive når plads til i Vatikanet, der i forvejen er proppet med guld, røgelse og hjerterum.


Svenskerne arrangerer godhedsdemoner ved siden af broderskabets moske. I Rotherham i Holland tørnede muslimer sammen med poltiet, skriver Breitbart, men når Danmarks Radio beskriver lignende sammenstød på Lesbos er flygtningene desperate.

Og desperate mennesker kalder på venligboere (via Uriasposten)

Some French leftists decided to hand out food to illegal immigrants in Calais. Illegals quickly took over the distribution of the food and stormed the van, trying to get in and grab all they could. Afterwards the woman visited a camp and the illegal immigrants were complaining to her that ”the food is not good”. The ungrateful illegals then took the food and threw it on the ground. Illegal immigrants in Europe expect to be placed in 5 star hotels when they arrive, when their expectations aren’t met they get aggressive. How long will we tolerate these demanders?

Et gutmensch klapper ad muslimen, der takker Allah.

De tyske scheiss millionaires gutmenschparade burde spejles i Premier League skriver Andy Kelly ansvarligt i Daily Mirror

Bayern Munich pledged 1m euros to the cause and to set up a training camp for young refugees. Bayern’s youth academy will provide regular training, meals and German language classes for the children.

Club chief executive Karl-Heinz Rummenigge said in a statement: “FC Bayern see it as its social responsibility to help those fleeing and suffering children, women and men, to support them and accompany them in Germany.”

Midfielder Javi Martinez yesterday went to Munich train station to welcome people at one of the key arrival points in Germany, distributing clothes, footballs and shirts.

And it’s not just in Munich.

Borussia Dortmund invited more than 200 refugees to their Europa League game last Thursday to help them settle into the city.

Many football fans from England are already planning to follow the lead of their German counterparts as public pressure has seen David Cameron pledge to accept more of those in need.

Yet from most of our football clubs, the silence has been deafening.

Ungarske fodboldfans savner ikke socialt ansvarlige klubber, skriver Russia Times

Clashes have broken out between refugees and football hooligans as the latter pelted smoke bombs and fireworks at the asylum seekers at the Keleti train station in Budapest. At least one person was injured before riot police intervened.

The refugees responded with plastic bottles and shoes, RT’s correspondent Daniel Hawkins reported from the scene on Friday.

Vand bliver smidt demonstrativt væk, en fyr holder med Real Madrid, der råder ham ‘Fly Emirates’. Der er forskel på børnefamilier og de vrede unge mænd. De sidste er i flertal

Orban og Bibi væger for sig på deres elskede landes vegne, mens tysk-franske Airbus værger Saudiaraberne fra deres arabiske brødre og og sikrer at presset koncentreres nordpå


Er det drømme om de muligheder, der gør at et flertal af englænderne vil helt ud af EU, mens de endnu er i flertal?



David Trads tager på sin blog på Jyllands-Posten til genmæle mod mange af hans kritikere ved at svare ppå 10 udvalgte og ofte stillede spørgsmål. Første spørgsmål han svarer på, er, hvor mange flygtninge Trads selv er villig til at tage imod i sin lejlighed. Trads svar går, som Trads logik altid, på det andet af to ben. Han svarer abstrakt til det konkrete og konkret til det abstrakte. Hvorfor hjælpe overhovedet?

Folk har rettigheder, som ikke er afhængig af, om enkelte af os vil dele ud af vores penge. I gamle dage var det omvendt. Da måtte arbejdsløse og syge eksempelvis håbe på, at godsejeren ville hjælpe til. Det var ydmygende.

Trads historiske kommentar om godsejeren er kun taget med for sin surreelle kvalitet. Tilrejsende fra hele verden har rettigheder som ikke er afhængige af, om flertallet af danskerne er tilhængere eller modstandere af at dele ud af deres penge.

Mit svar er, at jeg ikke synes, at jeg skal huse flygtninge i min lejlighed. Jo, jeg har skam plads - lige som mange andre har det - men jeg synes ikke, at det er enkeltpersoners opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har plads her i landet, at regeringen ønsker at tage imod færre flygtninge. Plads har vi nemlig nok af. Der er masser af steder, hvor det offentlige kan købe eller leje boliger til flygtninge.

Her i landet har vi et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten. Det er en god ide, for så skal folk i nød ikke stå med hatten og håbe på almisser.

Vi har altså et fællesskab, men folk i vores velfærdssamfund har ingen ret til at sige nej til at man finansierer alle der kommer tilrejsende. Plads, har vi nok af, skriver Trads, for vi kan blot købe mere bebyggelse. Trads altruisme er adgang til andres lommer, lommer Trads mener er bundløse. “Er Trads den allerværste af dem alle, eller er det Stampe, Jensen eller CBT?” spurgte en god ven. Det er et svært spøgsmål. Carsten Jensen har vist skrevet en god bog i Vi De Druknede, så lidt formildende er det måske at sige om ham. Men det sørgelige er at det felt er endnu mere befolket, ja overbefolket, for nu at blive i temaet.

For overbefolket med tradser som Anders Ladekarl har vi nemlig hurtigt ikke plads nok i Danmark. Ladekarl var i forvejen en af de, der følte sig klemt af indvandringen og derfor flyttede væk og ud i de lyse med ordene “Jeg ønskede mig en større bolig“. Og i den bolig er det næppe heller plads til de indvandrere der allerede bor i hans hjerte så fællesskabet må tage resten - ja, dem alle, vi har jo en velfærdsstat til det samme.


Eller en trads som Per Nyholm i Jyllands-Posten, der har besøgt Nørrebro, med “bus A5 fra Nørreport, i sig selv en socialantropologisk oplevelse“, hvor han slet ikke har fundet det virkelig, han har læst om i medierne. Tværtimod falder han…

…i snak med en venlig marokkaner. »Hvad tror du, reaktionen havde været,« spørger han, »om attentatet var blevet forøvet mod synagogen i Krystalgade?«

Jeg foretager en fodtur gennem Langbortistan. Ingen voldsmænd, intet politi, snarere myldrende liv, energisk handel, caféer og eksotiske butikker. Vi er helt sikkert ikke i Mellemøsten eller på Balkan. Dér lærte jeg i krigens tid, at man aldrig måtte gå ind i en gade, hvor der ikke hang vasketøj ud ad vinduerne. Jeg når frem til Det Mytologiske Kvarter (gaderne er opkaldt efter vore gamle guder) og spadserer ned ad den berygtede Baldersgade.

Jobcentret er lukket. Fem meget danske ungersvende sidder med lidt mad, en håndfuld bajere og en flaske mineralvand – denne sidste dog med brus – på en trappe. Eftermiddagssolen bager, som var den på besøg fra Kairo. Alt er fredeligt. Den meget omtalte Café Bumzen er lukket.

Første snak med en marokkaner demonstrerer fluks en paranoid kulturel/religiøs offerdyrkelse, hvor man står i modsætning til majoritetssamfundet, der holder hånden over jøderne. Men Nyholm spadserer videre og oplever endeløse rækker af shawarmabarer og kiosker som eksotiske. Alt er fredeligt og Café Bumzen blev omtalt fordi det var en venstreekstrem terrorrede. “En enkelt molotovcocktail blev vist nok kastet under en nylig fest” får vi senere at vide helt urelateret. Og måske blev denne molotovcocktail også kastet uden relation til Café Bumzen, men det styrer ikke Nyholms pointe.

Overflader har let ved at tage sig idylliske ud, hvis man ikke ved, hvad det er man ser når man ser “En arabisk fane vajer fra taget.” eller, hvad man skal mene om

En moder, hyllet i sort fra top til tå, passerer med to småpiger. De danser hen ad fortovet. Om 15 år vil de være til skæg og ballade i nattelivet.

Ja, børn af fundamentalistiske forældre er party-monkeys sammen med alle de andre tilhyldede piger på diskotekerne. Men der er en slange i Paradis

Vel inden døre trækker jeg over facebookkommentarerne til brandanslaget i Nordvestkvarteret. En navngiven herre skriver: »Godt, respekt – brænd kamellortet af.« En anden tilføjer: »I må godt få 10 liter benzin af mig.« En tredje: »Det næste bliver deres moske inden jeg dør er den brændt ned.«

Sådan lød skrålet i de tyske gader i nazitiden. Sådan lyder skrålet i vore dages København.

Det er problemet med Danmark idag, danskerne; de fylder for meget i velfærdsstaten.

Nørrebros ungdomsfest

Autonome var i weekenden igen i kamp med politiet og deres umiddelbare omgivelser, nemlig Nørrebro. “molotovcocktails, kanonslag, sten og flasker” blev kastet og butiksruder knust, skrev Local Eyes

Ud over politimuseet fik fire ejendomshandlere også smadret deres butiksruder. En Danske Bank blev udsat for omfattende hærværk, hvor en hæve automat bla blev ødelagt. Inde i flere af de smadrede butikker lå der brosten blandt glasskårene.

Hvorfor går venstrefløjen hele tiden amok? Ifølge Erik Storrud, der selv var venstreekstrem indtil kastearmen tvang ham ud som “blogger på det venstreorienterede debatsite” handler det om hævn over “den islamkritiske, højreradikale bevægelse Pegida“, som han fortæller BT

Ifølge Erik Storrud har politiet slået særdeles hårdt og aggressivt ned på de venstreorienterede moddemonstrationer ved bl.a. at give præventive bøder og bruge mere rå magtmidler.

»Det virker, som om politiet har straffet den ene part rigtig hårdt, mens de har ladet den anden part være i fred, og mange føler, at de har brugt unødig vold og magt. Der har været tilfælde, hvor mod-demonstranter har sat sig i vejen for at forhindre Pegida i at marchere, men er blevet slået med knipler af politiet.«

Hvis nogen ikke vidste, hvad Reclaim the Streets betød så er vold og hærværk er en “anti-kapitalistisk protestform”, “med hårde gadekampe, hvor man skal vise politiet, hvem der bestemmer”. Men også “Rune Eltard-Sørensen har et bud på, hvad frustrationerne blandt demonstranterne udspringer af”. Til TV2 siger han at “det langt hen ad vejen var en fest”

- Justitsministeren og politiformanden udlægger det som simpel kriminalitet. Sådan tolker jeg det ikke. Jeg tolker det som en protestdemonstration mod byudviklingen, som mange i den her gruppe finder ekskluderende, og mod det kapitalistiske samfund, siger Rune Eltard-Sørensen og fortsætter:

- Det er jo et tema, som er konstant. Der har været et regeringsskifte og en skuffelse på venstrefløjen over valget, og det har nok aktualiseret noget protestvilje. Og i forhold til modviljen mod politiet, så handler det om, at man i stigende grad løser samfundsmæssige problematikker ved at sætte politiet ind. Det skaber et øget had hos nogle imod politiet.


- Det er blevet sværere at være fattig. Det er sværere at komme ind på boligmarkedet, hvorfor der også var nogle ejendomsmæglere, der blev ramt. Og i forhold til bankerne, så er det en institution, der af nogle bliver set som en institution, der har en uforholdsmæssig stor magt i samfundet, siger Rune Eltard-Sørensen.

Her er det altså blandt andet en festlig vrede over Folketingsvalget og gennem vold og hærværk vil man så ‘reclaime‘ magten. Selvfølgelig er kapitalisme, der bl.a.ødelægger byudviklingen en del af det hele, som det altid er en del af alting. Volden til festen, forklarer Eltard, “vil mange nok se som uproportionel, men (…) det afspejler en vrede”. For venstrefløjen er alting i balance når volden er proportionel med vreden. Så meget for ekspertisen.

Men vi er så heldige at vi kan få det afgjort fra hestens egen mule, nemlig “Nørrebros ungdom”, der i deres voldsbegrundelse på netop Modkraft bl.a påstår at de “bliver flere og flere“. Ifølge denne ungdom selv var der ganske vist tale om “ophobede frustrationer” over kapitalismen og byudviklingen ikke mindst udtrykt i den kreative klasse, der køber lejligheder til deres børn og “Ejendomsmæglere, banker og smarte kæder har aldrig haft interesse for os og vores velbehag”. Volden og hærværket havde rod i finanskrisen også, selvfølgelig, “men også af en utrolig kreativitet og lyst til at skabe noget mere inkluderende end den sociale udrensning, der er godt i gang”

Vi vil genskabe et Nørrebro, hvor der er plads til forskelligheder og skæve eksistenser, et Nørrebro hvor vi selv bestemmer, og hvor profit ikke dikterer vores fælles retning.

Markedets ubønhørlige logik, mennesker handler selv med hinanden, hvilket betyder at “VI” i forståelsen ‘Nørrebros ungdom’ ikke bestemmer “vores fælles retning”. Hvis man vil bo blandt de funky koster det penge for de funky har penge til at bo sammen med hinanden. Det har de dels fordi de funky er gode til at skabe værdi ved deres funkyhed og dels fordi man bliver mere funky af at have en god indkomst frem for en ikke så god indkomst. Om det er retfærdigt? Hvad er alternativet? Lodtrækning? Staten der udvælger hvor folk skal bo mod deres vilje ud fra en eller anden algoritme? Ved det ikke, men venstrefløjens alternativ til at mennesker selv finder ud af hvor de vil bo gennem gensidige handler er åbenbart at afgøre det ved gadekamp, hvor de voldelige har retten på deres side qua deres voldelighed. Vold skal være proportionel med vrede og vrede er retfærdighed. Ikke imponerende kreativt tænkt, men meget i ånden af Reclaim the Streets - og andres boliger vel også?

Men er det nu også rigtigt? Er det svært at bo på Nørrebro for skæve eksistenser? Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har det aldrig været lettere at bo på Nørrebro som skæv eksistens og det ser ud til at blive lettere

Nørrebro er det laveste indkomstniveau i Hovedstaden, og den gennemsnitlige disponible indkomst er på 173.200 kr. Det er 100.000 kr.mindre end den gennemsnitlige indkomst på Frederiksberg C.

Det svarer til, at indkomsten på Frederiksberg C er 1,6 gange så stor som indkomsten på Nørrebro. I 1985 var indkomsten på Frederiksberg 1,3 gange så stor som på Nørrebro. Det er bemærkelsesværdigt, at indkomstforskellen er så stor, selvom de to områder geografisk grænser op til hinanden.

Ja, de fattige flokkes til trendy Nørrebro som aldrig før. Men, det skal siges, den kreative overklasse har ganske vist haft deres claim på Nørrebro. Det var således Klaus Bondam, der omformede Nørrebrogade, sit ‘hood’, som han kaldte det i Berlingske Tidende, i sit eget spejlbillede, hvor man, fri for ‘overtraffikering’, kunne promenere med sine bøssevenner og shoppe i de mange shawarmabarer og kiosker. Klaus Bondams bilfri hood. Men allerede dengang viste konflikten sig mellem Nørrebros ungdom, der, skønt de færreste vil erkende det, bliver flere og flere og den kreative Bondamklasse

Men selvom Klaus Bondam elsker sit kvarter og alle de facetter, det byder på, så har Nørrebro også vist sig fra sin grimme side. Han husker alt for tydeligt 2001, hvor han var formand for den homoseksuelle hyldestparade – Copenhagen Pride. Arrangementet blev kæmpestort det år, men glæden over de mange deltagende varede kort. Lige pludselig, mens festkaravanen var godt i gang med turen gennem byen, blev flere af deltagerne ramt af stenbyger fra unge, og det hele kulminerede på Nørrebrogade:

»Det gjorde et dybt indtryk på mig. Der viste København sig virkelig fra sin værste side og gjorde det tydeligt, at vi ikke altid formår at skabe plads til tolerance, frihed og mangfoldighed i byen. Det var første gang, det gik op for mig, at der er nogle alvorlige gnidninger i København.«

Nørrebrogade blev aldrig stedet for bøssepromenader og shopping. Nørrebros unge kunne åbenbart ikke tolerere eksistenser så skæve som bøsser. Men den blev brugt som gågade af andre der claimer the street og de bliver virkeligt flere og flere


Men er det så sandheden? Er kapitalisme, gentrificering, finanskrise, social udstødelse, Folket der ikke arter sig efter Nørrebros ungdoms claims osv. grunden til venstrefløjens kreative destruktion? Nej, det handler ikke om hvem der er inviteret med til bolig-/job-/krea-festen ifølge Nørrebros ungdom, der indrømmer

Det skal ikke være sådan at vi ikke længere har råd til at bo her, at vi ingen indflydelse har på vores hverdag, og at overskuddet fra vores gadefester skal gå til profitmagere hos Red Bull, Royal Beer eller andre virksomheder.

Rune Eltard havde næsten ret: Det handlede blot om, hvem der er inviteret med til fest for de funky.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress