Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Akademia


Virkeligheden mod institutionerne

“Verden er efterhånden ved at vågne op til klimaforandringernes dilemma, og det er ikke et øjeblik for tidligt” skriver Duncan Clark i Information. Amerikanerne er i så fald ikke en del af den verden ifølge PEW

pew-bekymring-over-global-opvarmning

Og det er til trods for at ingen miljøsag har fået så megen promovering, som klimaet. Hysteriet toppede omkring 2006, hvor Al Gore fik en Nobel pris for filmen En Ubekvem Sandhed. I 2009 lækkede nogen interne emails fra en gruppe centrale klimaforskere tilknyttet East Anglia Universitetet i England. Angiveligt var det medvirkende til at man ikke opnåede enighed ved klimakonferencen i København nogle uger senere. Ifølge Watt’s Up With That har lande som Kina, Indien, Canada, Australien og Rusland endnu ikke besluttet sig for om de gider deltage i klimakonferencen i Paris til december i år.

Ifølge satellit målingerne er atmosfærens temperatur ikke steget de seneste 18 år. Den udvikling, sammen med andre historier som diskrepansen mellem modller og virkelighed, har man først for nyligt indrømmet og da kun med en lang række forbehold. Klimaet ser bare ikke ud til at være så påvirkeligt, eller følsomt, som det hedder indenfor den videnskabelige disciplin, som forskerne selv. Greg Jones skriver i Climate Change Dispatch at de træge modvillige indrømmelser fra klimahysteriets konsensus følger Kübler-Ross modellen for en psykologi konfronteret med det uafvendelige.

Now, after a roller coaster of emotions and barrage of media tantrums, it seems the issue is settled, sort of. In a recent paper in the journal Science, a team of researchers actually acknowledges the pause and attempts to explain it.

(…)

“The Pause in Global Warming is Finally Explained,” Scientific Americanassures us; “The global warming slowdown is real—but that’s no reason to question climate science,” sneers the Washington Post; “Scientists now know why global warming has slowed down and it’s not good news for us,” proclaims a recent headline on Quartz.com.

As is often the case with predicting the climate, however, the certainty proclaimed in the headlines is anything but certain. This isn’t the first time researchers have attempted to explain what they have previously denied. To date, there are more than 52 scientific theories attempting to solve the pause that doesn’t exist, from a lazy sun to trade winds to the wrong types of El Niño’s. But for some reason Mann’s explanation is the one; 53 is apparently the magic number.

(…)

Mann’s paper encapsulates perfectly the issue between skeptics of climate change and the hard-core believers: something in the models is always missing that is later found. What was wrong last time has been corrected, even though last time nothing was wrong. The same models that are considered gospel always come up short, only to be revised as gospel yet again.

Everyone understands that climate change research is tricky; countless variables constantly interacting with one another at ever-changing time and distance scales. And studying the Earth’s climate is indeed a worthwhile pursuit. But there is nothing scientific about denying actual, physical data, in this case the global average temperature over two decades. And nothing is academic or open-minded about demonizing an entire portion of the population pointing out the obvious by labeling them “deniers” as if they doubt the Holocaust.

(…)

Don’t expect full acceptance anytime soon, however. In fact, a recent Nature paper defends the accuracy of the very models that failed to predict the very pause that didn’t exist that now does exist but only because the models were wrong. No, this is not a Zen koan: it’s modern climate science.

Klimahistorien har haft det svært, men trods dens lunkne opbakning er den stadig hos os. Måske fordi de n er blevet to big to fail, spekulerer Paul Driesen ligeledes i Climate Change Dispatch

Lockheed Martin, a recent Washington Post article notes, is getting into renewable energy, nuclear fusion, “sustainability” and even fish farming projects, to augment its reduced defense profits. The company plans to forge new ties with Defense Department and other Obama initiatives, based on a shared belief in manmade climate change as a critical security and planetary threat. It is charging ahead where other defense contractors have failed, confident that its expertise, lobbying skills and “socially responsible” commitment to preventing climate chaos will land it plentiful contracts and subsidies.

As with its polar counterparts, 90% of the titanic climate funding iceberg is invisible to most citizens, businessmen and politicians. The Lockheed action is the mere tip of the icy mountaintop.

The multi-billion-dollar agenda reflects the Obama Administration’s commitment to using climate change to radically transform America. It reflects a determination to make the climate crisis industry so enormous that no one will be able to tear it down, even as computer models and disaster claims become less and less credible – and even if Republicans control Congress and the White House after 2016. Lockheed is merely the latest in a long list of regulators, researchers, universities, businesses, manufacturers, pressure groups, journalists and politicians with such strong monetary, reputational and authority interests in alarmism that they will defend its tenets and largesse tooth and nail.

Above all, it reflects a conviction that alarmists have a right to control our energy use, lives, livelihoods and living standards, with no transparency and no accountability for mistakes they make or damage they inflict on disfavored industries and families.

Selv om temperaturen holder ‘pause’ fortsætter debatten. Lawrence Solomon skriver i Financial Post at den russiske forsker Habibullo Abdussamatov

His latest study, published in Thermal Science, delivers this week’s second whammy. It continues the analysis he has long pursued, which consistently arrives at the same conclusion: Earth is now entering a new Little Ice Age, Earth’s 19th Little Ice Age, to be precise. Abdussamatov has been quite confident of his findings for what might strike some as odd reasons: His science is based on that of the giants in the field — astronomers like Milutin Milankovitch, who a century ago described how tilts in its axis and other changes in the Earth’s movements determine its climate, and William Herschel, who two centuries ago noticed an inverse correlation between wheat prices on Earth and the number of sunspots generated by the Sun’s cycles. (Hint: the more energy from the Sun that Earth gets, the more warmth Earth receives, the more abundant the wheat crops, the lower the price of wheat; the less energy from the Sun, the less warmth, the more wheat crop failures, the higher the wheat price.)

Greenhouse gases — CO2 and water vapour — play a role in this drama but the gases come not from SUVs and other man-made activities but from the oceans, which contain 50 times as much CO2 as the atmosphere. As the oceans warm or cool because of the Sun, they release or absorb these gases, whose greenhouse effect is secondary and relatively minor.

Abdussamatov’s model incorporates the Sun’s 200-year cycles and the feedback effects from greenhouse gases released by the oceans, and sees how they acted on Earth’s previous 18 Little Ice Ages. “All 18 periods of significant climate changes found during the last 7,500 years were entirely caused by corresponding quasi-bicentennial variations of [total solar irradiance] together with the subsequent feedback effects, which always control and totally determine cyclic mechanism of climatic changes from global warming to Little Ice Age.”

If the 19th Little Ice Age follows the pattern of the previous 18, Earth slipped into an ice age in the winter just concluded and will become progressively colder over the next 50 years, reaching its depth around 2060. Another half century, taking us to the 22nd century, and we’ll arrive back at today’s temperatures.

Mens Joe Romn i Think Progress betror os at pausen er slut

We may be witnessing the start of the long-awaited jump in global temperatures. There is “a vast and growing body of research,” as Climate Central explained in February. “Humanity is about to experience a historically unprecedented spike in temperatures.”

A March study, “Near-term acceleration in the rate of temperature change,” makes clear that an actual acceleration in the rate of global warming is imminent — with Arctic warming rising a stunning 1°F per decade by the 2020s.

Scientists note that some 90 percent of global heating goes into the oceans — and ocean warming has accelerated in recent years. Leading climatologist Kevin Trenberth of the National Center for Atmospheric Research explained here in 2013 that “a global temperature increase occurs in the latter stages of an El Niño event, as heat comes out of the ocean and warms the atmosphere.”

In March, NOAA announced the arrival of an El Niño, a multi-month weather pattern “characterized by unusually warm ocean temperatures in the Equatorial Pacific.”

How much of a temperature jump should we expect? Last month, Trenberth explained to Living on Earth:

I interviewed Trenberth this week, and he told me that he thinks “a jump is imminent.” When I asked whether he considers that “likely,” he answered, “I am going to say yes. Somewhat cautiously because this is sticking my neck out.”

Trenberth explained that it’s significant the Pacific Decadal Oscillation (PDO) “seems to have gone strongly positive” because that is “perhaps the best single indicator to me that a jump is imminent.” During a PDO, he explains, “the distribution of heat in the oceans changes along with some ocean currents.”

“Through it all, Gallup will be describing the public’s opinion of global warming.” slutter Lawrence sit indlæg.

Den israelske venstrefløj i krise

Venstrefløjen drømmer om en verden efter deres idealer, mens højrefløjen minder om realiternes barske væsen. Den prisbelønnede israelske forfatter Amos Oz vånder sig over det israelske valgresultat i Information.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Ja, det er hårdt at være venstrefløjen i Israel efter Benjamin Netanyahus valgsejr. Raymond Ibrahim fortæller spidende om venstrefløjens selvoptagede sværmerier

It dreamed of a country run by bureaucrats that worked only three days a week. It dreamed of unions running monopolies that worked whenever they liked and charged whatever they wanted. It dreamed of children raised on collective farms without parents and of government as a Socialist café debate.

Most of all it dreamed of a country without conservatives. It still hasn’t gotten that wish.

Netanyahu’s victory hit hardest in Tel Aviv where, as Haaretz, the paper of the left, reports, “Leftist, secular Tel Aviv went to sleep last night cautiously optimistic only to wake up this morning in a state of utter and absolute devastation.”

Tel Aviv is ground zero for any Iranian nuclear attack. Its population density makes it an obvious target and Iran threatened it just last month. A nuclear strike on Tel Aviv would not only kill a lot of Israelis, it would also wipe out the country’s left.

Haifa and Tel Aviv are the only major cities in Israel that the left won in this election. And it was a close thing in traditionally “Red Haifa” whose union dockworkers these days are Middle Eastern Jews who vote right. The left took a quarter of the vote in Haifa to a fifth for Netanyahu’s conservative Likud party.

In Tel Aviv however, the Labor coalition and Meretz, the two major leftist parties, took nearly half of the vote. Amos Oz’s daughter told Haaretz that everyone in the left had been upbeat because everyone they knew was voting for the left. Now the leftist elite is once again forced to come to terms with the tragedy that much of the country doesn’t want to hand over land to terrorists, live on a communal farm or turn over the country to Marc Rich’s lawyer and his American backers who make Slim-Fast and KIND bars.

There are however days when they think Israel might be better off without certain parts of Tel Aviv.

The left doesn’t want a country. It wants a Berkeley food co-op. It wants a city with some ugly modernist architecture. It wants a campus with courses on media studies and gender in geography. It wants an arcade where unwashed lefties can tunelessly strum John Lennon songs on their vintage guitars. It wants cafes with Russian Futurist prints on the walls. It wants to be excited about political change. Its only use for Israel was as a utopian theme park.

Its allegiance was not to Jewish history or democracy, but to its crackpot leftist fantasies. Now its fantasies are dead and it wants to kill Israel.

11083609_10153986183612316_5843325016074765199_n

Schrödingers kvindekamp

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

_dsc0699

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

Mindre vold på grund af Oplysningen?

Lingvisten Steven Pinker har haft stor succes med at minde os om, hvor heldige vi er i forhold til generationerne før os. Trods indtrykket man kunne få fra nyhedsstrømmen bevæger historien sig stadigt længere væk fra vold. I 2012 kunne man læse et interview med Pinker i Reason

Just a couple of centuries ago, violence was pervasive. Slavery was widespread, wife and child beating were acceptable practices, heretics and witches were burned at the stake, pogroms and race riots were common, and warfare was nearly constant. Public hangings, bearbaiting, and even cat burning were popular forms of entertainment. By examining collections of ancient skeletons and scrutinizing contemporary tribal societies, anthropologists have found that people were nine times as likely to die violent deaths in the prehistoric period than in modern times, even allowing for the world wars and genocides of the 20th century. Europe’s murder rate was 30 times higher in the Middle Ages than it is today.

What happened? Human nature did not change, but our institutions did, encouraging people to restrain their natural tendencies toward violence. In more than 800 pages of data and analysis, Pinker identifies a series of institutional changes that have led to decreasing levels of life-threatening violence. The rise of states 5,000 years ago dramatically reduced tribal conflict. In recent centuries, the spread of courtly manners, literacy, commerce, and democracy have reduced violence even more. Polite behavior requires self-restraint, literacy encourages empathy, commerce changes zero-sum encounters into mutually beneficial exchanges, and democracy restrains the excesses of government.

Nogen mener endda at kunne bekræfte Pinkers teorier matematisk. John Gray er ikke sikker i på at det forholder sig så ligefremt med volden, som Pinker hævder. I Guardian peger han på flere forskellige faktorer, der også har indflydelse på nedgangen af vold, som eksempelvis kernevåben. De holder stormagterne i skak, mener han, og reducerer deres konfrontationer til proxy-krige. Derudover sætter han også spørgsmålstegn ved opgørelsen af ofre for konflikt kun skal tælles på slagmarken. Der var flere civile ofre under 2 Verdenkrig end Napoleonskrigene eksempelvis. Og hvor mange år af sit liv skal man miste førend man tæller med som offer (cancertilfælde efter Hiroshima osv).

Og så er der spørgsmålet om, hvad vold er. Korporlighed er helt klart trængt i baggrunden, men volden kan tage andre former. Var 1700 tallets gabestok værre end nutidens isolationsfængsel? Krige har ændret væsen og vi har ændret vores syn på vold. Men det betyder ikke nødvendigvis at vi er stoppet med at udøve vold, vi konfronteres blot sjældnere vores ofre. Modus operandi til side, så er Obamas droner og Kalifatets halshugninger krigsførelse, men blodet på hænderne er kun konkret i det sidste tilfælde. Alt sammen interessante akademiske indvendinger og nuanceringer, som jeg kun kan anbefale at man læser.

Men jeg vil hæfte mig ved den åndelige side af Pinkers teori, ideen om Oplysningens saliggørende effekter, thi disse antager løgnagtige former. Gray forklarer at arven fra Oplysningstiden ikke er et tag-selv bord af gode intentioner humanistiske idealer. Oplysningstiden satte mennesket i centrum, med alle dets implikationer til følge

Among the causes of the outbreak of altruism, Pinker and Singer attach particular importance to the ascendancy of Enlightenment thinking. Reviewing Pinker, Singer writes: “During the Enlightenment, in 17th- and 18th-century Europe and countries under European influence, an important change occurred. People began to look askance at forms of violence that had previously been taken for granted: slavery, torture, despotism, duelling and extreme forms of punishment … Pinker refers to this as ‘the humanitarian revolution’.” Here too Pinker and Singer belong in a contemporary orthodoxy. With other beliefs crumbling, many seek to return to what they piously describe as “Enlightenment values”. But these values were not as unambiguously benign as is nowadays commonly supposed. John Locke denied America’s indigenous peoples any legal claim to the country’s “wild woods and uncultivated wastes”; Voltaire promoted the “pre-Adamite” theory of human development according to which Jews were remnants of an earlier and inferior humanoid species; Kant maintained that Africans were innately inclined to the practice of slavery; the utilitarian Jeremy Bentham developed the project of an ideal penitentiary, the Panopticon, where inmates would be kept in solitary confinement under constant surveillance. None of these views is discussed by Singer or Pinker. More generally, there is no mention of the powerful illiberal current in Enlightenment thinking, expressed in the Jacobins and the Bolsheviks, which advocated and practised methodical violence as a means of improving society.

Like many others today, Pinker’s response when confronted with such evidence is to define the dark side of the Enlightenment out of existence. How could a philosophy of reason and toleration be implicated in mass murder? The cause can only be the sinister influence of counter-Enlightenment ideas. Discussing the “Hemoclysm” – the tide of 20th-century mass murder in which he includes the Holocaust – Pinker writes: “There was a common denominator of counter-Enlightenment utopianism behind the ideologies of nazism and communism.” You would never know, from reading Pinker, that Nazi “scientific racism” was based in theories whose intellectual pedigree goes back to Enlightenment thinkers such as the prominent Victorian psychologist and eugenicist Francis Galton. Such links between Enlightenment thinking and 20th-century barbarism are, for Pinker, merely aberrations, distortions of a pristine teaching that is innocent of any crime: the atrocities that have been carried out in its name come from misinterpreting the true gospel, or its corruption by alien influences. The childish simplicity of this way of thinking is reminiscent of Christians who ask how a religion of love could possibly be involved in the Inquisition. In each case it is pointless to argue the point, since what is at stake is an article of faith.

There is nothing new in the suggestion that war is disappearing along with the “civilising process”. The notion that the human capacity for empathy is expanding alongside an increase of rationality owes its wide influence to Auguste Comte, an almost forgotten early-19th-century French Enlightenment thinker. Comte founded the “religion of humanity”, a secular creed based on the most advanced “science” of the day – phrenology. While Pinker and Singer don’t discuss Comte, his ideas shape their way of thinking. For one thing, Comte coined the term “altruism”. Like Pinker and Singer, he believed that humankind – or at any rate its most highly developed portions – was becoming more selfless and beneficent. But he was also a sharp critic of liberalism who believed the process would end in an “organic” way of life – a “scientific” version of the medieval social order that, despite his hostility to traditional religion, he much admired. It was Comte’s virulent anti-liberalism that worried John Stuart Mill, another Enlightenment thinker who was in many other ways Comte’s disciple. Mill went so far as to suggest that the propagation of the species would in future become a duty to humanity rather than a selfish pleasure; but he feared that a world in which this was the case would be one without liberty or individuality. Mill need not have worried. Human beings continue to be capable of empathy, but there is no reason for thinking they are becoming any more altruistic or more peaceful.

It may be true that the modern state’s monopoly of force has led, in some contexts, to declining rates of violent death. But it is also true that the power of the modern state has been used for purposes of mass killing, and one should not pass too quickly over victims of state terror. With increasing historical knowledge it has become clear that the “Holocaust-by-bullets” – the mass shootings of Jews, mostly in the Soviet Union, during the second world war – was perpetrated on an even larger scale than previously realised. Soviet agricultural collectivisation incurred millions of foreseeable deaths, mainly as a result of starvation, with deportation to uninhabitable regions, life-threatening conditions in the Gulag and military-style operations against recalcitrant villages also playing an important role. Peacetime deaths due to internal repression under the Mao regime have been estimated to be around 70 million. Along with fatalities caused by state terror were unnumbered millions whose lives were irreparably broken and shortened. How these casualties fit into the scheme of declining violence is unclear. Pinker goes so far as to suggest that the 20th-century Hemoclysm might have been a gigantic statistical fluke, and cautions that any history of the last century that represents it as having been especially violent may be “apt to exaggerate the narrative coherence of this history” (the italics are Pinker’s). However, there is an equal or greater risk in abandoning a coherent and truthful narrative of the violence of the last century for the sake of a spurious quantitative precision.

I The Week tilslutter Pascal-Emmanuel Gobry sig stort set John Grays indvendinger og mener at det egentlige skifte er at vi er blevet mere sarte eller sippede når vi konfronteres med vold og andres ubehag. Og at vi derfor her fjernet os fra realiteternes verden (også ifølge Sean Penn). Vi konfronteres nødigt med processen bag vores vacuum pakkede kød for at tage et dagligt eksempel. Hitlers og Stalins grusomheder blev begået i fjerntliggende lejre og endda benægtet osv. Men Gobrys pointe er at hvis der overhovedet er tale om en nedgang i vold “it is due to Christianity”

By now, mainstream historians are slowly waking up to the realization that almost everything we like about the Enlightenment, from the rule of law to the scientific method to capitalism, had its roots in the extraordinary civilization of the Middle Ages.

Why is it that we modern persons are so much more squeamish, so much more likely to be stirred by the idea of harm?

One answer might be that our civilization had, for a millennium, at the center of its moral imagination, the battered and broken figure of a slave hanging from a gibbet, condemned to die by all rightful authorities and abandoned by his friends.

And it is worth noting that the increase in squeamishness in the West dates back from the takeover of the Roman Empire by Christianity.

A key indicator of cultural squeamishness is how a society treats children. As the historian O.M. Bakke shows in the tellingly-named book How Children Became People: The Birth of Childhood in Early Christianity, Pagan society considered children as little more than objects, with consequences of — to us post-Christians — astonishing cruelty. The practice of abandoning newborns was widespread and not frowned upon. While most abandoned infants died, those who did not were typically “rescued” into child sex slavery, which was a legal and thriving industry. The sources report that sex with castrated boys, in particular, was considered very titillating, and there are reports of babies castrated to serve that purpose. These were all practices that Christians famously condemned, and Bakke nicely traces how phrases by Jesus holding children up as examples and insisting on care for the “least of these” caused emerging civilization, for the first time in the history of the West, to regard children as full human beings endowed with rights.

Another good indicator of squeamishness is the treatment of slaves. While only by the High Middle Ages was slavery over in the West — the first time in all of human history that a culture had abolished slavery — as soon as Christianity became the state religion of the Roman Empire rafts of unprecedented laws were passed to reform the institution of slavery, typically “squeamish” laws such as banning sexual relations between slaves and masters, making it illegal to break up slave families, banning the branding of slaves (first on the face, and later anywhere). The first condemnation of slavery as an institution in all of recorded history was made by the Catholic bishop and Church Father Gregory of Nyssa, in strikingly “squeamish” terms, exhorting his congregation to see in their slaves the same image of God that dwells in them, and to free them.

Because human hearts are so hard and crooked, this rise in squeamishness was infuriatingly slow and incomplete (and still is), but if there is one starting point one could name, it would be the rise of Christianity. If the Enlightenment did anything, it was only to accelerate a process that had been ongoing for centuries.

3. The modern age doesn’t look so hot when you count abortion.

Abortion is a typical “squeamish” issue, where mere squeamishness leads us astray. It’s harder to get squeamish about a “clump of cells” than a live baby, even though there is no conceptual difference between the two. When it comes to disabled children in the womb, we all too often get squeamish in exactly the wrong way: we get squeamish about the pain they will endure, instead of getting squeamish about the idea of snuffing out innocent life. “Care/harm” makes us empathize more with those we recognize as our alter egos, but make us empathize less about those we do not include in our circle of fellowship.

According to the U.S. Abortion Clock there have been 55 million abortions in the United States since abortion was legalized in the U.S., and more than one billion abortions worldwide since 1980. One billion. If abortions are counted as homicides then the modern age sure doesn’t look so hot.

4. The dark side of the Enlightenment.

The one true sleight-of-hand practiced by Steven Pinker in his account of the decline of violence (which, as I have said, has a lot of truth) is that he tries to erase the inherently modern phenomenon of totalitarianism from the legacy of the Enlightenment, so that they don’t get put on the Enlightenment’s balance sheet.

But totalitarianism is an inherently modern phenomenon that would have been impossible without the Enlightenment. Late 18th century French society got squeamish about the public torture of Jean-François Damiens — and just a few decades later, they used the hygienic innovation of the guillotine to murder people in the name of Enlightenment values on a scale that would have been unthinkable in the Ancien Régime. Communism was inherently a modern phenomenon: atheistic, pseudo-scientific, and pseudo-rationalistic, driven by a post-Christian and “squeamish” concern for the fates of the working poor, universal in scope and ambition. And while Nazism got mileage out of reactionary rhetoric, it is also inseparable from roots in the movements of “scientific racism” and eugenics which argued for treating human genetics as a kind of technology and fixing it (with the power of the state if need be).

I make this point because I am a person who believes the Enlightenment is a very good thing, but that it also has its dark side. The modern age included a laudable squeamishness against tyranny, but it also included a nice dose of utopian hubris, and the special horrors of the modern age are incomprehensible without this Enlightenment idea. The Enlightenment is a glorious thing, but it is also a dangerous thing — it must always be rescued from itself. The first way to do it is to refuse to whitewash its true legacy.

Som en lille eftertanke vil jeg også nævne Quodlibetas Humphreys kritik af Pinkers oppustning af middelalderlige mordstatistikker, for at hamre hans pointe hjem i Oplysningens navn (en god ven indskød at der qua gennemsnitslevetidens stigning er flere ældre mennesker i dag og altså gennemsnitligt færre unge brushoveder til at begå vold). Ikke så meget for at hakke på Pinkers arbejde, men på grund af følgende anekdote

In 1355 in what became known as the ‘St Scholastic’s Day riot’ an argument in a tavern became a pub brawl which went on for the next 3 days. It began when a group of students at an inn near Carfax disapproved of the wine they were served. The inn-keeper having given them ‘stubborn and saucy language’ the clerks ‘threw the wine and vessel at his head’. The townspeople then seized the opportunity to arm themselves with bows and arrows and attack scholars. Gangs of academics and citizens clashed in the streets and academic halls were burned. Six students and scholars were killed.

st_scholastica

Dengang fandt folket sig ikke så let i elitens svigt.

Ferguson: To betjente skudt

To politibetjente i den amerikanske by Ferguson er blevet skudt skriver Daily Mail

Two police officers have been shot outside the police headquarters in Ferguson where the shooting of a black teenager by a white officer sparked a wave of angry protests across the U.S. last year.

Gunfire erupted during protests following the resignation of Ferguson Police Chief Thomas Jackson late last night as angry scuffles broke out between officers and the public.

A 32-year-old officer from nearby Webster Groves was shot in the face and a 41-year-old officer from St Louis County was shot in the shoulder, St Louis County Police Chief Jon Belmar said.

Both were taken to hospital, where Belmar said they were conscious, but described their injuries as ’serious’ without giving further details.

‘These police officers were standing there and they were shot, just because they were police officers, he added.

A few dozen demonstrators fled following the gunfire, with some screaming that ‘they hit a cop’ around midnight, a photographer with Reuters said.

Nu venter vi på at Obama fordømmer attentatet, men udviser sin forståelse for vreden. Og måske tillige betror os at det kunne være hans egen søn der skød? Vinklen i medierne kører over en bred karm på netop den pointe, den retfærdige vrede mod et racistiske politi. Og de kan bakke påstanden op med en undersøgelse fra Department of Justice, der blev udgivet tidligere på måneden. Information kaldte det en chock-rapport

Statistikken taler sit tydelige sprog. I Ferguson er 67 pct. af befolkningen sort, men i perioden 2012-14 var hele 85 pct. af bilerne, der blev stoppet af politiet, ejet af afroamerikanere. Sorte udgjorde 88 pct. af dem, der blev udsat for politivold og 93 pct. af de arresterede i 2012-14 var sorte.

Så tydeligt taler statistikken dog ikke. Kriminelle bliver oftere uretmæssigt stoppet en lovlydige borgere (i en blanding af almindelig fremtoning og genkendelse ved gengangere) og sorte er blot mere kriminelle end ikke-sorte - af forskellige årsager, grangiveligt. Men der er mistanke om et mafiøst system, da kommunen er tilskyndet til at balancere sine budgetter, gennem bøder fortæller Information videre

Bag tallene skjuler sig et hvidt magtsystem, der ikke alene forskelsbehandler sorte. I Ferguson og – hævder sorte amerikanske ledere – i andre byer landet rundt med afroamerikanske beboere anvender politi og civile myndighedspersoner loven til at udbytte den fattige og sårbare del af befolkningen økonomisk.

I Ferguson giver det sig udslag i åbenlys pengeafpresning af sagesløse borgere med det ene formål at inddrive så store indtægter som muligt til dækning af de relativt høje lønninger, som politi, dommere, embedsmænd og kommunalpolitikere får.

I dette mafiøse magtsystem præmieres politibetjente af kommunalpolitikere for at pålægge borgerne så mange og så store bøder som muligt for alle mulige forseelser, der ofte – ifølge rapporten – er uberettigede og i alle tilfælde intet har at gøre med politiets hovedopgave: at beskytte borgerne.

Retten er underlagt politimesteren, hvorfor det står dommerne frit at afvise anker og fordoble og tredoble bøder, hvis ’synderen’ betaler for sent eller ikke har tilstrækkeligt med penge til at betale det fulde beløb. Domstolen sender jævnligt skyldnere i fængsel. Alene i 2014 var 9.000 af de omkring 21.000 borgere i Ferguson en kort tur bag tremmer. 95 pct. af disse var sorte.

Igen, racisme antages at ligge til grund, når systemet måske blot er udgjort af almindeligt dumme svin. Think Progress har samlet nogle eksempler på racisme, eller i hvert fald på sorte der er blevet behandlet skandaløst. Men når man smider Oscars efter Selma som kompensation for de penge negertragedien ikke kunne indtjene selv så er det fordi jorden for længst er gødet. Hollywwod elsker racisme meget mere end amerikanerne gider praktisere den. Samuel L Jackson ville have sine medcelebriteter til at synge om de racistiske politi, Charlie Shee

Så der kan være andre grunde end indebrændt vrede over at blive undertrykt som forklaring på attentatet på de to betjente. Demontranter i Ferguson krævede Darren Wilson dræbt og mente at USA var racistisk på grund af de hvide. Darren Wilson var den betjent, der i selvforsvar skød og dræbte Michael Brown også kaldet The Gentle Giant. Der fulgte krav om genopbygning, for ellers… Samme ånd gik igennem andre byer. I New York krævede demonstranter højlydt død over politibetjente og to beskikkede forsvarere deltog i en rap med samme død-over-politiet tema. Og Ferguson kunne endda bruges til angreb på Israel og jøder - hvad kan ikke det?

fergusonpalestine

ferguson-jews-control-everything

Darren Wilson blev frikendt i en omstridt høring. Omstridt ikke fordi den rent juridisk var unødvendig, da der ikke eksisterede grund til at rejse tiltale mod Wilson og dermed ingen grund til en høring. Men omstridt fordi anklageren, der gav efter for ballademagernes trusler om vold i gaderne, prøvede at dele sol og vind lige, ved at lade Wilson føre et forsvar, hvad der ikke er en hørings formål.

På Think Progress fandt man ligheder med en anden selvforsvarssag mistænkelig. Her mente man, at den hvide politimand Darren Wilsons forklaring lignede George Zimmermann, den jødiske hispanic, der i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin, ubehageligt meget

The description is eerily similar to another lethal confrontation with an unarmed black teen in broad daylight: the death of Trayvon Martin in Sanford, Florida. George Zimmerman, the man who shot and killed Martin, told police that the teen “jumped out from the bushes” and punched him in the face, knocking him down. “I started screaming for help. I couldn’t see. I couldn’t breathe,” he said. “He grabbed my head and started hitting it into the sidewalk. My head felt like it was going to explode.”

Zimmerman also claimed Martin put his hand over Zimmerman’s mouth and nose and told him, “You’re going to die tonight.”

Both Zimmerman and Darren Wilson told officials that the young men they killed had their hands in their waistbands—suggesting they feared the presence of a weapon when there was none.

Throughout his testimony, Wilson repeatedly referenced Brown’s size, calling him “really big,” “obviously bigger than I was,” and saying he felt “like a five-year-old holding onto Hulk Hogan,” though the two men were about the same height.

Later, describing the moment right after he first fired the first bullet, he said Brown “looked up at me and had the most intense aggressive face. The only way I can describe it, it looks like a demon.” In other places, he describes Brown in animalistic terms (“he made like a grunting, like aggravated sound”) and supernatural ones (“it looked like he was almost bulking up to run through the shots”).

Zimmerman offered a vaguer physical description, telling a 911 dispatcher that Martin looked like “real suspicious guy” and saying: “This guy looks like he’s up to no good, or he’s on drugs or something.”

Both Zimmerman and Wilson are free men today, in part because of these accounts and descriptions provided to law enforcement and the courts. Though the public may never know exactly what happened on those days, research shows that hidden biases often lead people to see African Americans as aggressive, superhuman and less vulnerable to pain.

At store bøller er store bøller og derfor beskrives som store bøller (pyha, der undgik jeg at skrive at alle niggere er ens) var typisk hvad der undslap mediernes dækning. Den var fokuseret på fortællinger om virkeligheden udenb at tage virkeligheden i betragtning. For at hamre deres pointe hjem så viste Think Progress, som snart sagt alle andre medier et billede af the gentle giant Darren Brown med studenterhue ved siden af et børnebillede af Trayvon Martin

mikebrown-trayvonmartin

Hvad der dog især lignede hinanden ved fortællingerne var mediernes heksejagt. Breitbart skrev

New York Times had no qualms whatsoever about publishing almost all the information needed for Officer Darren Wilson’s enemies to track him and his wife down at home:

Officer Wilson and [his wife] own a home together on XXXXXXX Lane in XXXXXXXXXX, Mo., a St. Louis suburb about a half-hour drive from Ferguson.

This malicious move by the New York Times has not gone unnoticed by Ferguson’s protesters:

But printing his street name in the nation’s most influential newspaper on the day the grand jury is expected to hand up a decision on the indictment could reignite interest in — and awareness of — the location, and some critics worry that it could result in protesters descending on his home. Slate even went a step further than the Times, publishing an article featuring a photo of the modest, red-brick house on Monday.

A number of Twitter users — some of whom have identified themselves as planning to protest the grand jury decision — have tweeted the location of Wilson’s home as they gear up for rallies. The house number was not printed in the Times, but the street in the St. Louis suburb of Crestwood where it sits is only about two blocks long, and the house number can be easily located via online sources using only the street name and Wilson’s name.

This type of behavior is nothing new from our elite media. When the media was pulling out the stops to electronically lynch George Zimmerman like they are Wilson, CNNbroadcast Zimmerman’s Social Security number to the world.

Thomas Sowell beskrev ligeledes mediernes samspil med pøblen. Og medierne havde deres historie. Jonah Goldberg skrev dengang

Brown wasn’t a person who allegedly robbed a convenience store. He was a stand-in for racial injustice. That’s what was so powerful about Brown’s (probably mythological) “hands up” gesture.

The outrage that followed when the convenience store robbery video was released and details from the grand jury were leaked was at least in part fury at having the narrative muddied. No one likes to see fresh gospel fact-checked. No one wants to hear that their martyr was in fact no angel. And, in the case of Wilson, no one wants to see their demon humanized.

Jesper Steinmetz rapporterede for TV2 News samme dag kendelsen faldt at også sortejede butikker blev stukket i brand, hvilket for ham viste, at der var elementer blandt demonstranterne, der slet ikke respekterer det lille by-samfund. Den indre racisme i den logik var tabt for den samlede presses dækning. Andre grunde til at nogle butikker gik fri skyldtes dog det frie initiativ

tattooguns777-thumb-550x366

Den sorte kultur har kørt sig selv ned i en selvretfærdig skruestik af offergørelse. Og fortællingen er så sexet af løsningens banaliteter virker komiske

Tillykke til kvindernes internationale vaskedag

Akademia, Diverse — Drokles on March 8, 2015 at 5:59 am

Hjernevaskedag, burde jeg sige med denne 5 år gamle norske dokumentar. Bare rolig, der er engelske undertekster.

Hjernevask (Brainwash) is a Norwegian popular science documentary series that aired on Norwegian television in 2010. The series was produced by Harald Eia and Ole Martin Ihle, and was completed in seven episodes consisting of interviews with Norwegian and foreign researchers who have different views on the nature versus nurture debate.

Wikipedia skriver: “The Nordic Council of Ministers closed the Nordic Gender Institute following the broadcast of Hjernevask.

Storming Spain’s Razor-Wire Fence: Europe Or Die

Eller snarere Europe and the death of Europe. Der løbes storm på Europas grænser, men det er kun begyndelsen. Først et lille stemningsbillede fra 11/2 2014 leveret af BT

Mens der i 2013 blev født det færreste antal danske børn i 27 år, slog indvandringen af udlændinge rekord. I alt kom 56.276 udenlandske statsborgere til Danmark i fjor, og det tal overstiger antallet af par, der blev forældre. 55.873 spædbørn kom nemlig til verden i 2013.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det er første gang, at indvandringen af udlændinge topper fødselstallet.

Indvandringen af udenlandske statsborgere er den største til landet nogensinde på ét år, og i forhold til 2008, hvor det hidtil højeste antal udlændinge flyttede til Danmark, er der sket en stigning på 12 procent.

Fra Youtube

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

VICE News presents Europe or Die, a new four-part series that documents the efforts of those risking their lives to reach Europe, and the forces tasked to keep them out.

In episode one of our series, VICE News correspondent Milène Larsson travels to the border between Morocco and Spain, where West Africans in their thousands storm the razor-wire-clad fences. Many are beaten back by border police or illegally returned.

Watch “The Human Cost of War in the Central African Republic” - http://bit.ly/15xC4L2

Read “Guards Break Barricades and Jail Dozens as Refugees Continue Mass Hunger Strike Against Australia” - http://bit.ly/1Jq1f1b

Read “Asylum Seekers in Australia Could Soon Be Headed to Cambodia” - http://bit.ly/15mghWm

Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Det er hårdt

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

10534090_10152916036499954_6442349501464347508_n

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

2433516700000578-0-image-a-19_1419164255003

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

skc3a6rmbillede-2014-10-24-kl-135848

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Lidt mere om Martin Krasniks omgang med sandheden og sine interviewofre

Akademia, Danmarks Radio, Pressen, Videnskab — Drokles on December 16, 2014 at 4:50 pm

Katrine Winkel Holm skrev for et par uger siden et glimrende indlæg i Jyllands-Posten om, hvorledes Martin Krasnik sætter “Effekt over fakta”. Hun trak et par gode eksempler frem

Tidligere på året interviewede Krasnik den helt unge formand for Konservativ Ungdom, Mikkel Ballegaard, om KU’s ageren i 1930’erne.

Her påstod Krasnik med inkvisitorisk indignation i stemmen, at »hele Københavns … altså Konservativ Ungdom i København, hele den del af organisationen gik jo ud – gik ind i Schalburgkorpset i slutningen af 1930’erne.«

Påstanden gjorde interviewofferet stumt. Det forstår man godt, for den var direkte usand.

(…)

rasniks største sejr: hans interview med Lars Hedegaard i 2013. Det dramatiske højdepunkt i interviewet opstod, da Krasnik hævdede, at Hedegaard havde benyttet en krigsforbryder som en afgørende kilde i bogen ”I krigens hus”.

»Din kilde, Lars Hedegaard, er en mand …En krigsforbryder!« lød det med dramatisk patos. Det var lodret forkert. Hedegaards kilde, Serge Trifkovic, er en serbisk-amerikansk professor, der har skrevet faste klummer i Washington Post og aldrig er blevet anklaget for krigsforbrydelser.

Hverken Ballegaard eller Hedegaard var hurtige nok til at tilbagevise Krasniks påstande, og derfor sad tv-seerne tilbage med indtrykket af, at Krasnik her rigtigt havde fået skovlen under dem og høstet en stor saglig sejr. Effekten var i top, men det var troværdigheden ikke.

Derfor skal man være godt inde i sit stof når man møder Krasnik og det var Lomborg. Han skrev efterfølgende høfligt om interviewet på sin Facebook profil

Jeg var på besøg hos Martin Krasnik i Deadline i går. Det var et rigtig godt, kritisk interview, men desværre opstod der forvirring om fakta, hvilket fjernede fokus fra en ellers interessant diskussion. Deadline har nu berigtiget.

Baggrunden var en kronik i Weekendavisen, hvor jeg henviste til blandt andet det Internationale Energiagenturs (IEA) centrale scenarie, fra hovedpublikation, “World Energy Outlook 2014″, der peger på, at vi i 2040 sandsynligvis kun vil få 2,2 pct. af vores samlede energiforbrug fra sol- og vindenergi. Jeg argumenterede, at det må være på tide at ændre klimapolitikken, når vi efter 20 års debat, klimatopmøder, og storslåede løfter kan fremvise et så pauvert resultat.

Krasnik påstod, at der i selv samme rapport faktisk stod, at vi ville få op til 27 pct. af vores elforbrug fra solenergi. Men det var ikke samme rapport, Krasnik citerede, men en “visionsrapport” eller en ekstrem outlier. Der er altså ikke tale om en projektion, som IEA selv understreger “This is not a forecast. It is not what will happen, but rather what should happen…” http://www.iea.org/…/speec…/140929_Solar_Roadmaps_Speech.pdf.

Jeg henviste til centralscenariet fra IEA, mens Martin Krasnik tog udgangspunkt i et helt andet visionsscenarie, som IEA selv understreger, er en “vision” og “ikke en forudsigelse, og ikke hvad der vil ske, men hvad der burde ske” og derudover sammenblandede 2040 og 2050.

Berigtigelsen kan ses her: https://www.facebook.com/DR2Deadline/posts/788733331174042

Interviewet kan ses her: http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-830

World Energy Outlook 2014: http://www.worldenergyoutlook.org/

IEAs visionsrapport: http://www.iea.org/…/speec…/140929_Solar_Roadmaps_Speech.pdf

Islamisk analitet

Det vakte international debat da Rusland indførte restriktioner på hvor meget man må lufte sin homoseksualitet førend det bliver propaganda der korrumperer ungdommen. I en sønderlemmende protest stemte europærerne på en transvestit som vinder af Melodi Gran Prix, men Rusland stod stadig. Mindre debat vækker den muslimske verdens forhold til homoseksuelle. En homoseksuel palæstinenser måtte flygte fra det anderkendelsesværdige Palæstina til Israel af frygt for sine landsmænd, skriver Danmarks Radio

Tel Aviv er kendt og kåret som en homo-venlig by, hvor der er plads til alle, uanset seksualitet.

Men det de fleste medier glemmer at tilføje er, at det ikke gælder homoseksuelle palæstinensere.

De er ikke velkomne, og indtil videre har ingen palæstinensere fået asyl i Israel, men mange, især homoseksuelle, har forsøgt.

- De israelske myndigheder nægter at give palæstinenserne asyl og nægter at hjælpe dem, selvom de ifølge FN er berettiget til det, fortæller israelske Yariv Mozer, der står bag dokumentarfilmen Invisible Men fra 2012.

Flygter fra familien

Filmen følger tre unge, homoseksuelle palæstinensere, der, efter at være blevet tæsket og truet på livet af deres familier, flygter til Tel Aviv.

Ja, Danmarks Radios vinkel er Israels forbrydelser. Kalifatet går tilsyneladende endnu hårdere til værks end palæstinensere i almindelighed og kaster homoseksuelle ned fra hustage til senere stening skriver Daily Mail

Chilling new images released by ISIS militants show a group of fighters throwing a man off the roof of a building for being gay - as others pictures emerge of bloodied ‘rapists’ being strung up in the streets of the same town.

Moments before he is flung to his death, a mob of at least eight men can be seen atop of the building that is believed to be somewhere in northern Iraq.

The images were posted on a jihadist website just hours after US senate report - described a ‘a stain’ on American values - revealed the sadistic abuse of CIA detainees in a network of secret prisons around the world.

23f0826a00000578-0-after_dragging_the_man_to_the_top_of_a_building_the_mob_threw_hi-m-7_1418213810995

Men ISIS er et langt mere pluralistisk projekt som alt islamisk er når det kommer til homoseksuel praksis. Og det har vakt en rasende spændende teologisk debat blandt skriftkloge i Ægypten, skriver International Business Times

A prominent Egyptian cleric has accused the Muslim Brotherhood of sanctioning ‘anal jihad’ for Islamic militants who are fighting in locations thousands of miles from their wives.

In his televised comments, which were broadcast by the al-Tahrir channel, the preacher Mazhar Shahin said the Muslim fighters are being authorised to freely practice homosexuality under the pretext of waging “jihad in the name of Allah.”

The idea was compared with ’sex jihad’ - where women are either kidnapped and forced to have intercourse or females who offer themselves to the fighters who are waging jihad. However, the Islamic cleric say the Muslim Brotherhood holy men’s approval of homosexual acts is a “catastrophe”.

Så i Ægypten bliver der slået hårdt ned på utidig jihadsteri i badstuerne skriver A Paper Bird

At about 10 PM last night, December 7, police carried out a massive raid on a hammam (bathhouse) in the Ramsis area of Cairo, not far from the main railway station. They arrested many men — dozens, reportedly — and hauled them, stripped naked like concentration-camp inmates, to the trucks. Someone living nearby who watched the assault wrote on social media that “police together with Central Security forces attacked the bath.” (Central Security, Amn el-Merkezi, is an army force mainly composed of raw recruits; it takes over many policing duties in an increasingly militarized Egypt.) “40 people were arrested. Some were beaten up in the baths, and they were all arrested with no clothes.”

Så næste gang din lokale muslim råber “Jeg kommer og knepper dig!” er det ikke en tom trussel.

Må Lars Henrik Aagaard latterliggøre sig selv

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, IPCC, Klima, Videnskab, Ytringsfrihed, miljø — Drokles on December 10, 2014 at 3:28 am

Det burde være et fair modspørgsmål til Lars Henrik Aagaards blogindlæg på Berlingske TidendeMå man latterliggøre klimaproblemet“. “Det varme 2014 ligner desværre kun begyndelsen til noget langt værre og har hverken brug for mild latterliggørelse eller besynderlige konspirationsteorier.” skriver Aagaard på en gang formanende og salvende. Det er enhver frit for at spørge om, hvad man vil og gøre sig selv til grin. Men for Aagaard er der åbenbart tvivl, skønt han er for stor en kryster til at besvare sit eget spørgsmål og det totalitære forbliver indtil videre kun en flirt. Det er især i den engelsksprogede klimadebat, at man har kaldt på præventive Nürnberg retsager mod klimaskeptikere, de såkaldte benægtere, for medvirken til både fremtidige folkemord og fremtidige økologiske katastrofer. Okay, der var også den østrigske musikprofessor Richard Parncutt, der mente at man bare skulle begynde at henrette klimaskeptikerne. Alt sammen af den samme undren over at dissens er tilladt. Og beviserne er i en overdådig blanding af computersimuleringer og et konsensus blandt nogle videnskabsmænd.

Det er med en vis kuldegysen, at man læser nyheden om, at 2014 er på ret kurs mod at blive det varmeste år, der er målt globalt. Og det skyldes ikke den herskende decemberkulde.” indleder Aagaard sin og allerede her udnyttede jeg mine frihedsrettigheder og begyndte at trække på smilebåndet for hans skråsikkerhed, som hos alle totalitære, bygger på en umotiveret autoritetstro

Den internationale meteorologiorganisation WMO gik tidligere på ugen under den igangværende FN-klimakonference COP20 i Lima, Peru, ud med den markante nyhed – dog med det forbehold, at november og december, der mangler i de komplekse beregninger, følger varmetendensen fra årets ti første måneder.

Men holder tendensen stik, hvilket næsten alt tyder på, bortfalder et til ulidelighed gentaget og uvidenskabeligt argument om, at menneskeskabte drivhusgasudledninger ingen nævneværdig effekt har på klimaet. Et argument, man har set fremført tusinder af gange gennem de seneste mange år og med evindelig pegen på den mere eller mindre stagnerende globale temperaturkurve eller »varmepause« siden slutningen af 1990erne .

Men næsten altid uden at nævne, at 14 af de 15 varmeste år, der er målt af instrumenter, alle har optrådt i det nye årtusind. Og for dens sags skyld uden at gøre opmærksom på, at den globale middeltemperatur langtfra er den eneste indikator på global opvarmning.

Fra observation til konklusion sans argumentation. Teorien Aagaard betler antager at menneskets udledning af CO2 først fra 1950′erne fik betydning og blev den dominerende påvirkning (forcing) på temperaturen. Og ifølge professor Phil Jones Jones, der er manden der samlede de globale målinger for FNs klimapanel IPCC, har man siden man tilskrev temperaturmålinger nogen værdi fra midten af det nittende århundrede haft 3 varmeperioder. Den første fra 1860 til 1880, den anden fra 1910 til 1940 og den tredie fra 1975 til 1998.Da de mellemliggende perioder har været præget af svagere fald i temperaturen end stigningerne (mellem o,5C/dekade og 0,67C/dekade) har tendensen været opadgående siden man altså begyndte at regne målingerne for noget. Derfor siger det intet at der har været flere varmere år på det seneste. Og da mennesket altså kun har haft lod og del i den sidstevarmeperiode tyder det ikke på at vores andel kan være meget større end, hvad der ligger under det statistisk signifikante.

Men lad os se på observationen i stedet for blot at gentage en institutions alarmerende udmeldinger. Satellitmålingerne, som er de absolut bedste, viser 18 år uden varme nøjagtig, som alle benægtende konspirationsteoretikere påstår

yearly-global-lt-uah-rss-thru-sept-2014

Aagaard sætter varmepausen i citationstegn, hvilket er mærkeligt for det er netop, konsensus, der bortforklarer de seneste godt 18 års manglende stigning i temperaturen med at det er en pause for således retorisk at signalere at varmen vender tilbage igen. Aagaard er ikke helt helt med på beatet. Men det er vi lattermilde konspiratoriske benægtere til gengæld.

En tidligere Associated Press journalist beskriver mediernes anti-israelske fortælling

Matti Friedman arbejdede for det store nyhedsbureau Associated Press i Jerusalem mellem 2006 og 2011 og skønt han erklærer sig selv som venstredrejet (liberal i amerikansk terminologi) kan han ikke længere stå inde for, hvad han betegner som “a hostile obsession with Israel” i den almindelige nyhedsdækning. I en længere og højst anbefalelsesværdig artikel fra august i år i Tablet Magazine fortæller han om den overeksponering af Israel med sin tidligere arbejdsgiver som illustrativt eksempel. At de havde mere end 40 medarbejdere til at dække Israel-Palæstina, hvilket var mere end resten af Mellemøsten til sammen og kun ved særlige lejligheder vægtes andet end Israel højest.

To offer a sense of scale: Before the outbreak of the civil war in Syria, the permanent AP presence in that country consisted of a single regime-approved stringer. The AP’s editors believed, that is, that Syria’s importance was less than one-40th that of Israel. I don’t mean to pick on the AP—the agency is wholly average, which makes it useful as an example. The big players in the news business practice groupthink, and these staffing arrangements were reflected across the herd. Staffing levels in Israel have decreased somewhat since the Arab uprisings began, but remain high. And when Israel flares up, as it did this summer, reporters are often moved from deadlier conflicts. Israel still trumps nearly everything else.

The volume of press coverage that results, even when little is going on, gives this conflict a prominence compared to which its actual human toll is absurdly small. In all of 2013, for example, the Israeli-Palestinian conflict claimed 42 lives—that is, roughly the monthly homicide rate in the city of Chicago. Jerusalem, internationally renowned as a city of conflict, had slightly fewer violent deaths per capita last year than Portland, Ore., one of America’s safer cities. In contrast, in three years the Syrian conflict has claimed an estimated 190,000 lives, or about 70,000 more than the number of people who have ever died in the Arab-Israeli conflict since it began a century ago.

News organizations have nonetheless decided that this conflict is more important than, for example, the more than 1,600 women murdered in Pakistan last year (271 after being raped and 193 of them burned alive), the ongoing erasure of Tibet by the Chinese Communist Party, the carnage in Congo (more than 5 million dead as of 2012) or the Central African Republic, and the drug wars in Mexico (death toll between 2006 and 2012: 60,000), let alone conflicts no one has ever heard of in obscure corners of India or Thailand. They believe Israel to be the most important story on earth, or very close.

Det der er vigtigt i en Israel-Palæstina historie, argumenterer Friedman, er Israel. Palæstinenserne anerkendes ikke som selvstændige aktører  og eksisterer kun som passive ofre. Korruption er altid interessant, men kun israelsk. Friedman fortæller at han ikke kunne komme igennem med en artikel om palæstinensisk korruption fordi “that was not the story”. Således angribes enhver skævhed i det israelske samfund nidkært; Israelsks lovforslag til pressefrihed, antallet af ortodokse jøder, bosættelser, kønssegregering osv, mens der er meget få artikler om lignende palæstinensiske forhold.

Hamas formålserklæring, som handler om et udslette Israel og alle jøderne og deres graven terrortunneller ind under Israel er ikke vigtigt for medier og nyhedsbureauer, men det er derimod Israels angreb på Hamas. De fleste rapportere, siger Friedman, opfatter essensen af deres arbejde at rapportere om israelske overgreb: “That’s the essens of the Israel story”!

Og denne fortælling sættes ind i den ramme der hedder Israel-Palæstina konflikten eller variationer heraf. Her er det Israel, der er den store og dermed aggressoren hvor sandheden er at jøderne kun optager 0,2% af Mellemøsten og der er 5 millioner jøder overfor 300 mio. arabere. Det var den samlede arabiske verden, der ville udslette Israel fra begyndelsen og den palæstinensiske sag blev først interessant efter 1967 krigen, hvor Israel indtog de resterende områder fra delingsplanen fra Ægypten og Jordan, der ellers havde annekteret dem uden protester fra den arabiske verden.

For centuries, stateless Jews played the role of a lightning rod for ill will among the majority population. They were a symbol of things that were wrong. Did you want to make the point that greed was bad? Jews were greedy. Cowardice? Jews were cowardly. Were you a Communist? Jews were capitalists. Were you a capitalist? In that case, Jews were Communists. Moral failure was the essential trait of the Jew. It was their role in Christian tradition—the only reason European society knew or cared about them in the first place.

(…)

When the people responsible for explaining the world to the world, journalists, cover the Jews’ war as more worthy of attention than any other, when they portray the Jews of Israel as the party obviously in the wrong, when they omit all possible justifications for the Jews’ actions and obscure the true face of their enemies, what they are saying to their readers—whether they intend to or not—is that Jews are the worst people on earth. The Jews are a symbol of the evils that civilized people are taught from an early age to abhor. International press coverage has become a morality play starring a familiar villain.

(…)

You don’t need to be a history professor, or a psychiatrist, to understand what’s going on. Having rehabilitated themselves against considerable odds in a minute corner of the earth, the descendants of powerless people who were pushed out of Europe and the Islamic Middle East have become what their grandparents were—the pool into which the world spits. The Jews of Israel are the screen onto which it has become socially acceptable to project the things you hate about yourself and your own country. The tool through which this psychological projection is executed is the international press.

Men det er på alle måder den forkerte historie der fortælles, skriver Friedman. Reportere ser alt gennem en israelsk optik og ser derfor ikke islams undertrykkelse og forfølgelse af minoriteter, hvor der med ISIS nu er tale om folkemord

A knowledgeable observer of the Middle East cannot avoid the impression that the region is a volcano and that the lava is radical Islam, an ideology whose various incarnations are now shaping this part of the world. Israel is a tiny village on the slopes of the volcano. Hamas is the local representative of radical Islam and is openly dedicated to the eradication of the Jewish minority enclave in Israel, just as Hezbollah is the dominant representative of radical Islam in Lebanon, the Islamic State in Syria and Iraq, the Taliban in Afghanistan and Pakistan, and so forth.

Hamas is not, as it freely admits, party to the effort to create a Palestinian state alongside Israel. It has different goals about which it is quite open and that are similar to those of the groups listed above. Since the mid 1990s, more than any other player, Hamas has destroyed the Israeli left, swayed moderate Israelis against territorial withdrawals, and buried the chances of a two-state compromise. That’s one accurate way to frame the story.

Men i mediernes og nyhedsbureauernes fortælling er Israel vulkanen, en vulkan der ikke eksisterer i den sammen geopolitiske virkelighed som resten af Melleøsten. Historen om Israel er ikke om nyheder men om “something else”.

Steg Flæsk!

Akademia, Diverse — Drokles on November 29, 2014 at 1:24 pm

Dan Jørgensens mediestunt med at kåre en nationalret har vagt ligegyldig kritik og jeg gider ikke forsvare noget der har med den XXX at gøre. Men! Nogengange kommer der noget vrøvl så purt destilleret at man helt benovs mere end til husbehovs. Se dette indledningsafsnit på Kommunikationsforum af Arun Micheelsen, Senior Research Consultant, DLI MI, hvad det så end betyder

Hvorfor vælger danskerne overhovedet stegt flæsk, når forskere, madeksperter og kokke påpeger, at stegt flæsk ikke rammer skydeskiven? Retten er kulturelt ekskluderende.Den romantiserer vores madkultur og er usund såvel som gastronomisk uambitiøs. Den samler ikke nationen – men understreger, at jøder, muslimer og vegetarer, hjertepatienter og overvægtige ikke hører hjemme i den danske madkultur. Og værre endnu; den henvender sig primært til de grupper i befolkningen, som spiser traditionelle, kødfyldte retter med sovs. Sammenlignet med resten af befolkningen udmærker disse ’traditionalister‘ sig ofte ved at være mere tilbageholdende, når det gælder sundt – såvel som økologisk – mad.

Av, det var meget. Lad os tage det en sætning ad gangen.

Hvorfor vælger danskerne overhovedet stegt flæsk, når forskere, madeksperter og kokke påpeger, at stegt flæsk ikke rammer skydeskiven?

Fordi det var en afstemning om nationalretten. Altså fordi danskerne flest (hvilket er det bedste parameter i en afstemning), inklusive madeksperter og kokke, men også buschauffører, skolelærere, investeringsrådgivere, bistandsklienter, perkere og politikere, mener at Stegt Flæsk med persillesovs er så dansk som det kan blive eller fordi de bare gerne vil have at stegt flæsk med persillesovs blev kåret til nationalret.

Den romantiserer vores madkultur og er usund såvel som gastronomisk uambitiøs.

Ja, en nationalret romantiserer gerne den nationale madkultur. Hvis madkultur skulle ellers romantiseres?

Og nej, en ret er sjældent usund, som hans madeksperter sikkert kan forklare ham. Hvad der kan være usundt er den samlede kost. Og mængden, selvfølgelig.

Ja, den er gastronomisk uambitiøs i modsætning til en anden kandidat, det store kolde bord. Men det er ikke desto mindre en nationalret og den er billig, let at lave og smager forrygende - hvilket altså er meget indkluderende. Og det finder et flertal altså mest dansk.

Den samler ikke nationen – men understreger, at jøder, muslimer og vegetarer, hjertepatienter og overvægtige ikke hører hjemme i den danske madkultur.

Ikke meget Dan Jørgensen gør, samler nationen og muslimer er ikke en del af nationen. Åh, det var måske for krigerisk. Jeg prøver mere inkluderende:

Der var tale om en afstemning, hvor alle der gad være med kunne stemme og her fik den et suverænt flertal. Det er så samlende det kan blive.

Den ekskluderer ikke hverken jøder eller muslimer. De er lige så velkomne til at spise stegt flæsk med persillesovs som alle andre. Men det vil de ikke fordi de selv opretholder en ide om at det er dem forbudt. De ekskluderer sig selv!

De overvægtige vender vi tilbage til, men hjertepatienter må hjertens gerne spise stegt flæsk. Hjertepatienter bør følge nogle kostråd, men der er tale om kost og samlede indtag.

Og værre endnu; den henvender sig primært til de grupper i befolkningen, som spiser traditionelle, kødfyldte retter med sovs. Sammenlignet med resten af befolkningen udmærker disse ’traditionalister‘ sig ofte ved at være mere tilbageholdende, når det gælder sundt – såvel som økologisk – mad.

Lyder de grupper der spiser traditionelle, kødfulde retter med sovs (sovs, ikke sauce) som de slankeste? Overvægtige bliver overvægtige af en grund og hvis stegt flæsk med persillesovs er fedende er det nok ikke fordi den er ekskluderende på de fede.

For fem år siden spåede Dan Jørgensen Jordens undergang, hvis ikke vi ødelagde økonomien og overdrog al magt til de bureaukrater, der fylder hans kalender. Nu går han op i hvad og hvor folk spiser, hvilket leder til det store spørgsmål: Må man spise nationalretten foran TV’et?

Se også Uriasposten.

Hvad der er i orden i Sverige

Den svenske ishockeylegende Börje Salming er blevet fotograferet til kalenderen “Årets kvinnor och män 2015” (bemærk den svenske sans for korrekt rækkefølge og at de har dristet sig til ikke blot at skrive årets personer) sammen med en række andre svenske berømtheder (Salming er februar). Alle er de udklædt som andre berømtheder fra historien og Salming som Sitting Bull. Og det har ramt den svenske sans for racisme, skriver Expressen

Frilansjournalisten Angela Larsson har själv deltagit i debatten vid ett flertal tillfällen, och hon reagerade på Salmings bild.

– Det var säkert inte menat att förlöjliga, och Börje kommer förmodligen att säga att det var en hyllning. Och jag förstår att man kan se det så, men det blir jätteproblematiskt, att en vit person ska klä ut sig till en amerikansk urinvånare. De har varit extremt förtryckta och utsätts fortfarande för jättemycket rasism i USA, säger hon till SportExpressen.se.

(…)

– Både samer och amerikanska urinvånare har blivit förtryckta på liknande sätt. Men jag vet inte om jag skulle tycka att det var okej för det. Om du skulle fråga en amerikansk urinvånare så är jag rätt säker på att det inte skulle vara okej. Börje är fortfarande vit, säger hon.

– I USA har studenter på Ohios universitet dragit i gång en kampanj på temat: “We are a culture, not a costume” (”Vi är en kultur, inte en maskeraddräkt”, reds. anm.) och väckte frågan om maskeradkostymen som problematisk. Att en vit person kan klä ut sig i en kväll och ha kul, medan en amerikansk urinvånare måste utstå förtrycket de utsätts för hela livet.

Altså følgende er ikke okay

borjesalming-sitting-bull

Mens dette er okay

president_barack_obama

Martin Lidegaard beskyldes for uvidenhed

Bent Jensen har i Jyllands-Posten ikke tiltro til Martin Lidegaards basale viden om Mellemøsten og vil gerne vide, hvad Lidegaard egentlig mener Israel skal gøre

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder – og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus. For nylig flygtede de udstationerede FN-styrker fra syrisk territorium. Hvorhen? Til Israel, hvor de fandt sikkerhed.

(…)

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier – inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?

Samtidig skrev en foruroliget Flemming Rose ligeledes i Jyllands-Posten om Lidegaards manglende viden om Rusland

I weekenden bragte Berlingske et interview med udenrigsminister Martin Lidegaard. Ministeren afslørede her en sjælden uvidenhed om russisk økonomis tilstand, effekten af sanktioner, og hvad der venter i den nærmeste fremtid. Interviewet var aftalt på forhånd, så der er ikke tale om, at Lidegaard uden varsel fik stukket en mikrofon i hovedet.

Det gør hans udtalelser foruroligende, for hvis kendskabet til Rusland, Danmarks største sikkerhedspolitiske udfordring, ikke er større, så er risikoen stor for at begå fatale fejl. En anden mulighed er selvfølgelig, at Lidegaard bevidst misinformerer, men det gør det ikke bedre. Om russisk økonomi siger han:

»Noget af det mest bekymrende er, at den russiske økonomi er i frit fald. Vi står over for en reel risiko for russisk økonomisk kollaps. Det skyldes vores sanktioner kombineret med en stærkt faldende oliepris. Underskuddet i staten stiger, inflationen stiger voldsomt. Den almindelige russers købekraft bliver udhulet dag for dag.«

I fredags, altså nogenlunde samtidig med at Lidegaard fremsatte sin dystre vurdering, noterede The Wall Street Journal, at Rusland med en vækst på 0,8 pct. i årets første ti måneder har klaret sig bedre end ventet, på niveau med eurozonen. Det får ikke én til at tænke på en økonomi i frit fald.

I virkeligheden passer Lidegaards udtalelser på et andet land i regionen, nemlig Ukraine, der befinder sig på randen af en finansiel nedsmeltning.

Lidegaard må lægge sig lidt mere i selen, hvis virkeligheden skal moraliseres væk. Begge indlæg bør læses i deres helhed, hvis man vil vide mere end Lidegaard.

Insisterende benægtelse hos de liberale

Lørdag skrev jeg optimistisk at der var små sprækker af erkendelse hos venstrefløjen. Selvfølgelig er der ikke det, der er kun positionering. Men den positionering afslører, hvilke flanker man vil dække af overfor vælgerne. Så på en måde kan man godt glæde sig over at den muligvis kommende socialdemokratiske leder Mette Frederiksen ikke kan lide burkaer, som hun omtaler som et fængsel. Feministen Karen West opdagede at man ikke kan kritisere islam på nogen som helst måde uanset tonen. Özlem Cecik fra Socialistisk Folkeparti slog til lyd for at det bedre kan betale sig at lytte til politiske modstandere, frem for at udskamme dem (nu Dansk Folkeparti står til at få hver femte stemme, som erfaringerne) og på Modkraft støvede man sin gamle Marx af og ærgrede sig over at det altid var så akavet for venstrefløjen at kritisere islam. Og så har regeringen med Mette Frederiksen i spidsen og i modstrid med Radikale Venstre ønsker besluttet at Danmark ikke skal gøre FNs menneskerettigheder til dansk lov, da “inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene”.

Men der er snart valg og politikere siger så meget. Det gør de liberale også og de vil i deres moderne internationale udsyns ånd gerne distancere fra Danmark, måske ved at samle desillusionerede vælgere op fra netop venstrefløjen? Rune Kristensen glæder sig i hvert fald over at hans parti med det vildledende navn Konservative vil lægge “en klar distance til V og O” i deres nye udlændingeudspil, hvor grænserne skal åbnes for kvalificeret arbejdskraft. Og han…

…finder det fantastisk, at 24-års reglen skal lempes, da den ikke virker og i øvrigt rammer de forkerte mennesker. Hertil er jeg også særligt glad for, at beløbsgrænsen for personer uden for EU sænkes fra 375.000 til 315.000 kr. – dette her jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Uagtet fokus på de åbne grænser, så savner jeg en strategi for integration via arbejdsmarkedet i mit partis udspil. Det er her integrationen virker. Derfor er starthjælpen også helt tosset at genindføre. Hvis ikke folk kan forsørge sig selv, hvorfor så komme hertil?

Rune Kristensen er en kapacitet der har skrevet “bachelorprojekt om politisk islam versus det liberale demokrati” og derfor kan han ydermere konkludere

“Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark”.

Men nok om den slags intetsigenheder for Rasmus Brygger har i Politiken skrevet 10 principper for en udlændingepolitik, som alle burde efterleve. Og det er selvfølgelig opløsningen af Danmark som suveræn nation til fordel for en åben jurisdiktion. “Forskelle mellem os mennesker skal hyldes” for det er “hamrende udansk at kræve, at vi alle skal ligne hinanden”. Statsborgerskab skal ikke kunne fratages, hvis man vælger halshugning med ISIS, 24 årsreglen skal væk og mennesker skal dømmes på deres handlinger. Her hedder det som det første meget sigende “Muslimer er ikke per definition ansvarlige eller medskyldige i andre muslimers gerninger”. Nej, men tanken ligger lige for, også når man hedder Rasmus Brygger.

Meninger kan ikke brydes når de ophøjes til indlysende og objektive sandheder, hvorfor Brygger og hans sort betragter dissens som moralsk forkasteligt. Især punkt 4 udtrykte dette, da det ikke var et princip, men en besværgelse

4. Indvandrere, der kommer til Danmark, er et plus for landet uanset, hvor de kommer fra

Danmark har kun godt af, at der kommer flere til landet. Fokuseres der alene på de arbejdende nydanskere, bidrager de stort til den danske økonomi. Men indvandring er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også kultur. Det liberale perspektiv er, at det er sundt for et samfund, når forskellige livsopfattelser og kulturer mødes. Det er gennem kulturkonkurrence og –udveksling af kultur, at det danske samfund har udviklet sig, ikke gennem isolation og nationalisme.

Kun i selvretfærdighedens univers, hvor enhver fremmed er en ven der endnu ikke har stukket en kniv i maven på dig giver udsagnet mening. Men det gør det ikke hos Brygger, der allerede i punkt 2 slår fast at “Alle, der kommer til Danmark, er velkomne, så længe de er selvforsørgende“. Ikke nok med det, så “Nydanskerne fortjener respekt og tolerance, så længe det er gensidigt“, hvilket vil sige at vi må møde dem med en vis skepsis, indtil de har gjort sig fortjent. I samme ånd skal kriminelle udlændinge udvises ifølge punkt 9. Hummus og spraglet burka kan altså alligevel ikke redde en langfingret dovenlars. Så meget for Bryggers kulturelle værdier.

Lille quiz

Akademia, Information, Race, Racisme, Satire, venstrefløjen — Drokles on November 16, 2014 at 2:15 am

Hvad er satire, hvad er ikke? Først en historie

I et voldeligt og sygdomsplaget land sidder en person, som ingen i Danmark har hørt om, og har det virkelig hårdt. Vedkommende har ikke spist i flere dage og ønsker knap at overleve i sin krigshærgede hjemby; tanken om et nyt liv i et andet land er meget fjern.

Ingen danske politikere kerer sig dog om denne triste skæbne.

“Nej, jeg har ingen planer om at hjælpe, medmindre vedkommende har tænkt sig at flygte til Danmark,” udtaler justitsminister Mette Frederiksen, idet hun understreger, at næstekærlighed er en vanskelig størrelse, og at vi skal hjælpe i nærområderne.

Kun spændende grupper
Det samme gælder for handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der dog kunne være interesseret, hvis den fattige person tilhører en spændende gruppe, fx unge kvinder mellem 20-30 år, der ønsker mikrolån, eller sekulære oprørere fra Mellemøsten, der skriver godt engelsk.

“Hvis man kan skrive et skarpt læserbrev, som en praktikant på en af morgenaviserne eller DR kan oversætte til dansk, har man en chance for, at vi gider tage det op. Men læserbrevet skal ikke bare handle om kedelige ting i Syrien eller Irak; der skal gerne være en kobling til dansk politik, hvor vi fremstår fremsynede og humane, mens fx Dansk Folkeparti fremstår fremmedfjendske og tilbagestående,” forklarer Mogens Jensen.

Så et indlæg

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre.

(…)

Selve proklamationen ’jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er.

Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

(…)

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed.

Masochistiske magtudøvelser

Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere.

Man definerer den brune som dansk/ikke dansk ved at tale om denne som enten ’indvandrer og efterkommer,’ eller som ’du-er-jo-dansk,’ som oftest i en kombination. Budskabet bliver: Du er dansk, men ikke rigtig-dansk. Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører.

(…)

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.

Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

Når man påstår menneskers lighed, kan man kun gøre det som en moralsk dom. Det eneste lige mellem hvide og brune mennesker er deres værdi. En sådan påstand er en holdning, man må tage op med sig selv, om man kan erklære sig enig i eller ej. Men så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni.

Hvis de eksisterende magtstrukturer skal ændres, må vi erkende, at vi altid selv har en rolle, ud fra hvordan vi er givet til situationen.

Er du hvid, har du højest sandsynligt privilegier. Er du brun, har du højest sandsynligt ikke de samme privilegier.

Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person – jeg vil ikke overrækkes min danskhed, jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk, og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker.

Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.

Hvad er Rokokoposten, hvad er Information?

Set på Uriasposten

Når Ulve hyler II

Akademia, Demografi, Diverse, Ligestilling, Multikultur, Race, Racisme, USA, venstrefløjen — Drokles on November 6, 2014 at 6:24 pm

Som nævnt tidligere har videoen af en ung mørkklædt kvinde der går gennem New Yorks gader vakt en del opsigt. I løbet af de ti timers vandring fik Shoshana Roberts, kvinden i sort, en del tilråb fra opmærksomme mænd. Gruppen Hollaback, der har produceret videoen, ville sætte fokus på mænds nogen gange ublu seksualisering af unge kvinder, men, som man selv kunne se, var det ikke bare mænd over en bred karm. Tilråbene og den uønskede opmærksomhed kom fra sorte og off-white amerikanere. Og det ramte lige ned i venstrefløjens ømme kognitive dissonans. Charles C W Cooke, giver et fremragende resume for National Review

As it has grown in popularity, the video has been transformed into a blank canvas, onto which America’s brave advocates of hyphenated-justice have sought to project their favored social theories. Evidently unwilling to let the spot stand on its own, Purdue’s Roxanne Gay wrote sadly that “it’s difficult and uncomfortable to admit that we have to talk about race/class/gender/sexuality/ability/etc, all at once.” Alas, she was not alone. Soon, the claims of “sexism” had been joined by accusations of “racism” and of “classism,” Hollaback had been forced to acknowledge that it had upset the more delicate among us, and those who had celebrated the video had been denounced as unreconstructed bigots. By this process was its message diluted and appropriated, the country’s most prominent peddlers of grievance and discord electing to squabble and bicker over its meaning, and to strip it of its value in favor of their own, fringe fixations.

In the exquisitely calibrated judgment of The Nation’s “racial justice” guru, Aura Bogado, the spot was “deeply problematic,” serving not to highlight the frequency with which women are bothered on the street, but instead perpetuating “the myth of the cult of white white womanhood by literally placing this white woman in neighborhoods where men of color will be the ones who catcall (or, in some instances, say hello to) her.” “Doing so,” Bogado writes, “makes it appear as if men of color are the perpetrators of all that is bad on this planet, which can only be balanced with the exigent need to therefore save white women above all else.” The only solution, she says, is to remake the video with a “universalizing” cast: the camera centering on, “say, a black trans woman.”

(…)

Consider how far its critics are stretching to discredit the experiment’s results. On Wednesday, Roxanne Gay suggested with palpable irritation that “the racial politics of the video are f****d up. Like, she didn’t walk through any white neighborhoods?” For her part, Salon’s Emily Gould went full circle, seeking to justify the behavior of the maligned cat-callers by submitting that they had been forced into it by the actions of white people writ large. “This kind of harassment,” Gould wrote, “can be a way marginalized groups talk back to the white gentrifiers taking over their neighborhoods.” In and of itself, this view strikes me as being grotesquely condescending — the perverse cousin, perhaps, of precisely the sort of racial stereotyping that progressives believe they have been divinely called upon to destroy.

To contend that the minorities depicted in the video are mere victims of circumstance and that they have been forced by their conditions into badgering innocent women on the street is to contend that those minorities lack agency, intelligence, sensitivity, and the capacity to reason — that they are child-like figures who act on their base instincts and who need excusing and explaining by their betters. Oddly enough, it is also to contend that the victim was either a “white gentrifier” herself, or a proxy for white gentrifiers, and that she therefore deserved the treatment she received. This presumption, it should go without saying, is typically anathema to the arbiters of feminist thought. One cannot help but wonder whether, weighed down by their own contradictions, the champions of “empowerment” have at last become what they despise themselves?

Og der er allerede fortaget flere efterligninger af Shoshana Roberts vandring: En hunk i New York, en transvestit i Los Angeles og en kvindelig kriger i Skyrim - hvor ellers?

Mere om muslimernes profet Muhammeds manglende eksistens

Akademia, Arabere, Bent Jensen, Diverse, Historie, Muslimer, Saudiarabien, Sharia, Videnskab, islam, muhammed — Drokles on October 6, 2014 at 11:46 am

Forleden henviste jeg her på Monokultur til et indlæg af Bent Jensen, hvor han kaldte på den samme videnskabelige tilgang til islam og Muhammeds manglende eksistens, som man underkaster alle andre religioner for (jødedom og Kristendom). En god ven sendte mig prompte et link til denne glimrende dokumentar.

Islams skriftkloge er næppe i tvivl om Muhammeds eksistens. Men de aner nok at historiens renhed ikke tåler et videnskabeligt eftersyn. i hvert fald har man travlt i Saudiarabien med at slette alle spor efter Muhammed bl.a ud fra en devise om at artefakter fra Muhammed ville blive gjort til relikvier og blive genstand for afgudsdyrkelse. New York Times skriver om det store byggeprojekt i Mekka

WHEN Malcolm X visited Mecca in 1964, he was enchanted. He found the city “as ancient as time itself,” and wrote that the partly constructed extension to the Sacred Mosque “will surpass the architectural beauty of India’s Taj Mahal.”

Fifty years on, no one could possibly describe Mecca as ancient, or associate beauty with Islam’s holiest city. Pilgrims performing the hajj this week will search in vain for Mecca’s history.

The dominant architectural site in the city is not the Sacred Mosque, where the Kaaba, the symbolic focus of Muslims everywhere, is. It is the obnoxious Makkah Royal Clock Tower hotel, which, at 1,972 feet, is among the world’s tallest buildings. It is part of a mammoth development of skyscrapers that includes luxury shopping malls and hotels catering to the superrich. The skyline is no longer dominated by the rugged outline of encircling peaks. Ancient mountains have been flattened. The city is now surrounded by the brutalism of rectangular steel and concrete structures — an amalgam of Disneyland and Las Vegas.

The “guardians” of the Holy City, the rulers of Saudi Arabia and the clerics, have a deep hatred of history. They want everything to look brand-new. Meanwhile, the sites are expanding to accommodate the rising number of pilgrims, up to almost three million today from 200,000 in the 1960s.

The initial phase of Mecca’s destruction began in the mid-1970s, and I was there to witness it. Innumerable ancient buildings, including the Bilal mosque, dating from the time of the Prophet Muhammad, were bulldozed. The old Ottoman houses, with their elegant mashrabiyas — latticework windows — and elaborately carved doors, were replaced with hideous modern ones. Within a few years, Mecca was transformed into a “modern” city with large multilane roads, spaghetti junctions, gaudy hotels and shopping malls.

The few remaining buildings and sites of religious and cultural significance were erased more recently. The Makkah Royal Clock Tower, completed in 2012, was built on the graves of an estimated 400 sites of cultural and historical significance, including the city’s few remaining millennium-old buildings. Bulldozers arrived in the middle of the night, displacing families that had lived there for centuries. The complex stands on top of Ajyad Fortress, built around 1780, to protect Mecca from bandits and invaders. The house of Khadijah, the first wife of the Prophet Muhammad, has been turned into a block of toilets. The Makkah Hilton is built over the house of Abu Bakr, the closest companion of the prophet and the first caliph.

Apart from the Kaaba itself, only the inner core of the Sacred Mosque retains a fragment of history. It consists of intricately carved marble columns, adorned with calligraphy of the names of the prophet’s companions. Built by a succession of Ottoman sultans, the columns date from the early 16th century. And yet plans are afoot to demolish them, along with the whole of the interior of the Sacred Mosque, and to replace it with an ultramodern doughnut-shaped building.

The only other building of religious significance in the city is the house where the Prophet Muhammad lived. During most of the Saudi era it was used first as a cattle market, then turned into a library, which is not open to the people. But even this is too much for the radical Saudi clerics who have repeatedly called for its demolition. The clerics fear that, once inside, pilgrims would pray to the prophet, rather than to God — an unpardonable sin. It is only a matter of time before it is razed and turned, probably, into a parking lot.

Og sådan ser det ud.

mideast-saudi-remakin_horo-2-965x543

Virker det ikke bekendt?

isengard1

Og sjovt nok ligner Orthanc i Isengard Germasolar anlægget i Andalusien

germasolar-power-plantAesthetica totalitarianism.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress