Dis-integrationen

Nogle eksperter har hævdet at religion, altså islam, kan bruges mod kriminalitet. Dem har vi ikke hørt så meget til siden Omar kom ud af fængslet og kastede sig passioneret over islam. Men eksperter fortsætter med at kloge sig ægget af deres fiasko. For det er ikke bare Omar, der var blevet mere muslismk i sit hoved, det er muslimer generelt skriver Jyllands-Posten. Og det kommer bag på de eksperter, der burde har fulgt med udviklingen

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen, Københavns Universitet, finder udviklingen overraskende.

»Det ser ud til, at de danske muslimer er blevet mere religiøse på alle dimensioner, både når det handler om tro og praksis. Generelt ville vi forvente, at det modsatte ville ske, og at de med tiden ville komme til at ligne resten af danskerne, der ikke er særligt religiøst aktive,« siger Brian Arly Jacobsen, der ser etableringen af 20-30 nye moskéer de seneste 10 år som en mulig forklaring på udviklingen.

Casper Støvring har heller ingen tillid til eksperterne og henviser bla. til en stor undersøgelse fra det britiske Policy Exchange fra 2007. Men muslimerne har selvfølgelig lært islam her. I hvert fald ifølge Imam Fatih Alev, der bebrejder danskerne og mener…

,,,at en hård retorik vendt mod islam og muslimer har virket som en katalysator for, at ikke mindst mange unge muslimer er blevet mere bevidste om deres tro. Han ser en fare i, at kun få moskéer som hans har dansktalende imamer. Mange af de unge taler og forstår ikke sproget fra forældrenes hjemlande.

»Det betyder, at de unge ikke føler sig draget af moskéerne og i stedet risikerer at havne i kløerne på disse radikaliserede grupper, som er ærkedanske i deres kommunikation til de unge,« siger han.

Ja, hvad er mere dansk end islamisk fundamentalisme? Hvis man ikke kan lide islam skal man føje islam. Altså, med andre ord, er det bedste opgør med muslimsk fundamentalisme at efterkomme alle deres religiøse særkrav.

Men venstrefløjen har inviteret islam ind i landet. Her danser nogle tyrkiske kommunister rundt og synger om fred da realiteterne brager igennem

Og nissen flytter med, skriver Jyllands-Posten

Formanden for det tyrkiske samfund i Tyskland, Gökay Sofuoglu, advarer om, at terroren i Ankara kan føre til voldelige sammenstød mellem kurdiske og nationalistiske tyrkere i Tyskland.

»Som atmosfæren er nu i Tyrkiet, frygter jeg en yderligere eskalering her,« siger han ifølge flere tyske medier.

Venstrefløjen har leftlet for islam og den idiosynkratiske ide om multikulturalisme af en eneste grund; at få hævn over det folk, der ikke fulgte deres døde visioner og at få hævn over den borgerlighed, der prøvede at beflitte sig med den virkelige verdens problemer. Og det kan stadig lykkes dem som de vedbliver med at opruste den fjende, der skal gøre deres beskidte arbejde med at udrydde os andre. Ungarsk TV har taget et kig på migranternes efterladte mobiltelefoner

Imens kan vi se hvad Men som lørdag kommer efter fredag kommer der også en dag for venstrefløjen, bedst som den danser rundt som kåde tyrkere med en lille sang om frihed.

Ytringsfriheden under trefoldigt pres

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Muslimer, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on September 15, 2015 at 5:27 am

Frederik Stjernfelt skriver i Jyllands-Posten på baggrund af Mick Hume at Ytringsfriheden ikke blot er truet af muslimer, men også af den uddannede elite

Den gennemgående linje er, at den nye censur på disse områder ikke som tidligere fremføres af vrisne, bornerte konservative. Den fremføres istedet af velmenende liberals, altså venstreorienterede, der mener, at der er en lang række synspunkter, som almindelige mennesker ikke kan tåle at høre.

På internettet ser han det i kampagner mod trolls – trolde, der dukker op på hjemmesider og i debattråde og siger grove ting og afsporer den seriøse debat. I stedet for bare at ignorere dem er der flere og flere, der forsøger at regulere eller endog lovgive imod dem. Problemet er bare, at det synes lige så vanskeligt at blive enige om en gangbar definition af en troll som af en ”krænkelse” – og når man forsøger, er tendensen, at der kommer for meget med, og at trolls meget let bliver dem, der bare mener noget andet end hjemmesidebestyrere og lovgivere. Derved kommer den afgørende grænse mellem reelle kriminelle trusler og groft sprog til at opløses. For Hume er det snarere hæren af professionelle krænkelsessøgere, der er det reelle problem på nettet, med deres likesstorme mod ulyksalige enkeltpersoner – mere end sølle troldes sporadiske skældsord.

En ny internetbevægelse er ”retten til at blive glemt”, der understøttes af EU-domstolen – eksemplet er pianisten Dejan Lazic, der i 2014 krævede af Washington Post, at en tre år gammel dårlig anmeldelse skulle fjernes fra avisens hjemmeside. EU-domstolen har magt til at beordre aviser til således at slette links til artikler, som folk klager over, og i løbet af kun fem måneder fra domstolens vedtagelse i 2014 rapporterede Google, at man havde fjernet 498.737 links efter anmodning fra domstolen. Argumentet er, at uddaterede eller irrelevante informationer skal kunne fjernes – men kan man stole på domstolens vurderinger af dette? Som Wikipedias grundlægger, Jimmy Wales, argumenterer: »Skaber det ikke snarere orwellske hukommelseshuller, at folk skal være i stand til at bortredigere ubekvem information om dem selv fra offentligheden?«

På universitetsfronten finder Hume studenterbevægelser, der kæmper for frihed fra ytringer snarere end for ytringsfrihed. Et giftigt eksempel er 50-årsfejringen af den berømte Free Speech Movement på University of California i 2014.

Her hyldede rektor Nicholas Dirks fortidens aktivister, men tilføjede dydigt, at man kun kan have ytringsfrihed, for så vidt som »we feel safe and respected«, og at ytringsfriheden derfor skal dæmpes af civility – anstændighed. Det gav sig samtidig udtryk i, at protesterende studenter fik aflyst et planlagt foredrag af tv-værten og komikeren Bill Maher på grund af hans kritiske syn på islam. Det mente studenterne var »blatantly bigoted and racist«, samtidig med at de hævdede: »It is not a matter of freedom of speech, it’s a matter of campus climate« – og at Mahers taletid ville medføre et »farligt læringsmiljø«.

De studerende havde ikke mod til at møde ham i åben debat, men gik den feje vej over en internetkampagne. I sag efter sag viser Hume denne tendens: en bevægelse ved navn No platform fejer henover angelsaksiske universiteter, hvor en lang række synspunkter om religion, pro-Israel, con-Israel, pro-abort, con-abort, køn, politik, etnicitet osv., osv. udelukkes fra campus, fordi de hævdes at hindre de studerende i at være safe og comfortable. Aktivisterne, siger Hume, behandler deres medstuderende som børn, der skal beskyttes, i stedet for at se dem som voksne mennesker, der selv er i stand til at vurdere strømmen af synspunkter. Og i sag efter sag viser universiteterne sig ude af stand til at opretholde akademisk frihed, men bøjer sig ynkeligt for de studerendes censurkrav. Det er naturligvis særlig problematisk på universiteter, hvor muligheden for at tage hvilke som helst kontroversielle synspunkter op til kritisk diskussion udgør en del af selve institutionens formål.

Angela Merkel, der som tysker gerne åbner flere fronter, lægger også pres på ytringsfriheden

Facebook har reglerne. Brug dem.

Sådan siger den tyske kansler Angela Merkel til avisen rp-online.dk i et længere interview om den aktuelle flygtningesituation og den kritik mod hendes åbne arme-politik, der florerer på nettet.

Merkel siger at fremmedhad har eksisteret i masser af år - og altså før de sociale medier kom på banen - men hun mener, at den uhæmmede kommunikation, der foregår i sociale netværk bidrager til at skabe mere fremmedfjendskhed - og derfor beder hun nu Facebook om at gribe ind.

Det er ikke kun staten der skal handle
- Når navngivne mennesker kaster sig ud i hetz mod folkeslag, er det altså ikke kun staten og myndighederne, der skal skride ind.

- Facebook skal også standse disse fremmedfjendske paroler, og de har jo reglerne - nu skal de bare tage dem i brug, siger kansler Merkel, der i samme interview erklærer, at der ikke er nogen øvre grænse for antallet af borgerkrigsflygtninge Tyskland kan modtage.

Tom Holland om muslimenernes forhold til pædofili i islam

Akademia, Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Iran, Muslimer, Politiken, Sharia, islam — Drokles on September 6, 2015 at 1:52 am

Politikens læsere konfronteres med islamisk nomalitet

Beretningerne fra Islamisk Stat afslører ifølge New York Times, at småpiger ned til 11-årsalderen er blevet ofre for systematiske voldtægter, og at adgangen til kvinder og piger bruges til at lokke mænd fra andre muslimske samfund til området ved løfterne om, at de som belønning fik adgang til at misbruge ofrene.

»Det er tilladt at have samleje med en kvindelig slave, der ikke er kommet i puberteten, hvis det kan lade sig gøre«, hedder det i en af den sunnimuslimske organisations instrukser, der blev offentliggjort i december.

Det er bemærkelsesværdigt at Politiken ikke skriver islamistiske, men sunnimuslimske. De kunne roligt have skrevet ‘islams instrukser’ da 90% af verdens muslimer er sunnimuslimer. Men fordi islam er så herlig entydig, så er de resterende 10% shiamuslimer på bølgelængde med grusomheder og depravering af mennesker, også når det handler om pædofili. Dr. Majid Rafizadeh skriver i Frontpage Magazine om de stadigt flere børne-ægteskaber i Iran

Although Muslim scholars argue that marrying a 9-year-old girl was only completely acceptable more than 1000 years ago during the time of Prophet Muhammad, still tens of thousands of underage girls are being forced to get married in Iran and the number expands to hundreds of thousands in the entire Islamic world.

The Islamic Republic is only one country among dozens of other Islamic countries which have legalized and even encouraged under age marriages. This trend is reportedly on the rise instead of declining.  For example, there was a 59 percent increase in under-10 year old marriages in Iran in one year. Several parts of the Islamic Republic have experienced a dramatic growth in under-age marriages.

According to the Islamic Republic civil code, Iran’s constitution set the legal marriage age for girls at 13 and boys at 15. But the Iranian parliament’s legal affairs committee made several statements arguing that the Islamic Republic is attempting to lower the girl marriage age to 9. So, even though the above-mentioned marriage is illegal based on Iran’s civil code, the religious authorities allowed it.

Why is the government trying to lower the legal age of a girl to 9, rather than increase it? Isn’t age 9 even well before the child reaches puberty? All of these marriages are happening under the eyes of the so-called moderate president, Hassan Rouhani, whom President Obama seems to admire.

Even more abhorrent, the Islamic Republic previously passed a law that permitted men to marry their young adopted daughters.

Men, som Politikens læsere konfronteres drypvis, men stigende med krakkeleringen af deres idyliserede udsyn, så bliver det også stadigt sværere for muslimer at se deres religion i øjnene. Tom Holland forklarer her om pædofili i islam og muslimerne i vestens stigende problemer med kognitiv dissonans (starter ved 17:06

Koranen i Birmingham II

Akademia, Arabere, England, Kristendom, København, Muslimer, Uddannelse, Videnskab, islam, muhammed — Drokles on September 2, 2015 at 5:25 am

Spencer fik ret i sin antagelse, Koranen i Birmingham, er ikke gode nyheder for islam. Midt på sommeren havde man i gamle arkiver i Birmingham i England fundet nogle gamle koran pergamenter, som man med en kulstof-14 metode kunne datere til Muhammeds egen tid. Men, viser det sig, endda lidt før Muhammeds tid, skriver Breitbart

Historian Tom Holland told the Sunday Times that evidence was now mounting that traditional accounts of Islam’s origins are wrong.

“It destabilises, to put it mildly, the idea that we can know anything with certainty about how the Koran emerged — and that in turn has implications for the historicity of Muhammad and the Companions [his followers],” he said.

Other very old Korans also seem to confirm that written texts were circulating before Mohammed’s death.

Needless to say, Muslim academics have disputed the claims. Mustafa Shah of London’s School of Oriental and African Studies (SOAS) said: “If anything, the manuscript has consolidated traditional accounts of the Koran’s origins.”

Meanwhile, Shady Hekmat Nasser from the University of Cambridge said: “We already know from our sources that the Koran was a closed text very early on in Islam, and these discoveries only attest to the accuracy of these sources.”

Dr Keith Small, a Koranic manuscript consultant at Oxford’s Bodleian Library, admits the carbon dating applies to the parchment, not the ink, while the calligraphy is characteristic of a later style.

Nevertheless, he believes the dates are probably correct and could raise serious questions for Islam.

“If the [carbon] dates apply to the parchment and the ink, and the dates across the entire range apply, then the Koran — or at least portions of it — pre-dates Muhammad, and moves back the years that an Arabic literary culture is in place well into the 500s.

“This gives more ground to what have been peripheral views of the Koran’s genesis, like that Muhammad and his early followers used a text that was already in existence and shaped it to fit their own political and theological agenda, rather than Muhammad receiving a revelation from heaven.

“This would radically alter the edifice of Islamic tradition and the history of the rise of Islam in late Near Eastern antiquity would have to be completely revised, somehow accounting for another book of scripture coming into existence 50 to 100 years before, and then also explaining how this was co-opted into what became the entity of Islam by around AD700.”

Man kan godt unde Robert Spencer lidt hoveren

The implication is that the text existed before it became part of the Qur’an — which would completely demolish the Islamic claim that the Qur’an was delivered in perfect form through Gabriel from Allah to Muhammad, and wasn’t based on any source texts at all.

On July 22, I wrote this about the same Qur’an manuscript: “So if this is a fragment of the Qur’an as it now stands…and yet it could date from as far back as 568, two years before Muhammad is supposed to have been born, it might not be a fragment of the Qur’an at all. It could instead be a portion of some source that later became part of the Qur’an…”

On July 27, I wrote that “this could be a portion of a pre-Islamic source for the Qur’an.”

Glad to see the academics catching up.

Det akademiske miljø, ser nu ikke ud til at indhente det forsømte, da Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet fra januar næste år går den modsatte vej og udbyder en såkaldt fleksibel master i islamisk teologi, som kan lede til en egentlig ‘dansk’ imam-uddannelse skriver Kristeligt Dagblad. Første mand som underviser er Naveed Baig, om hvem Katrine Winkel Holm skrev

Baig har en fortid i Minjah-ul-Quran og gjorde sig i 90′erne bemærket ved offentligt at referere en opfordring til drab på frafaldne. “Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham”. Det var en gæste-imam, der udtalte denne shariabaserede opfattelse, som Baig omhyggeligt videregav - uden at distancere sig fra udsagnet. Da episoden i 2006 kom offentligt frem, nægtede Baig, der i mellemtiden har studeret ved et islamistisk studiecenter i Leicester, at tage afstand fra den.

To kommentarer fra gode venner: “At pergamentet er ældre end Mo er ikke det samme som at skriften på det også er. Der kan udmærket være tale om en palimpsest - koranblade skrevet på ældre pergament, hvor den oprindelige skrift er skrabet af.” - “Det væsentlige her er at islam fremstår som skrøbelig, og at dens egne lærde tvinges til ad-hoc-argumenter, fordi religionens integritet er så afhængig af ahistorisk mytologi.”

Tom Holland, ham med Islam - The Untold Story, forklarede sidste år, hvorfor han ikke anser den islamiske historie for valid og hvorfor det muslimske kleresi har gjort alt for at beskytte islam mod kritik (modsat kristendommen, der altid har været forundret over de fire Evangelier)

Venstrefløjen benytter sig ikke af nok new-speak

Akademia, Diverse, Information, Politik, Pressen, venstrefløjen — Drokles on August 21, 2015 at 4:57 am

Tidligere næstformand for Socialistisk Folkeparti Peter Westermann og cand.scient.pol med speciale i metaforisk framing Jacob Riiskjær efterlyser i Information endnu mere new-speak på venstrefløjen. Det er kun ganske logisk, det er trods alt kun på venstrefløjen at man kan kalde sig selv autonom og gå i sortklædt flok, råbende floskuløse paroler om solidaritet og menneskesyn mens man smadrer byen. Allerede i indledningen går det galt

I Ludvig Holbergs komedie råber Jeppe på Bjerget: »Tal dansk, din sorte hund!« til advokaten, der taler kancellisprog. Jeppe ønsker et sprog, han kan forstå, forholde sig til og føle. Et sprog, han kan kende sig selv og sine værdier i. Venstrefløjen har både været dum og doven, når den så længe har forsømt at udvikle sit eget sprog, men blot har benyttet sig af højrefløjens.

Hvis advokaten repræsenterer venstrefløjen, hvad vil det da hjælpe dem at udvikle sit eget sprog, når det netop fremmedgør dem i forhold til Jeppe, der repræsenterer folket? Jeppe kan ikke forholde sig til venstrefløjens floskler fordi den ikke repræsenterer Jeppes egne værdier.

At ’blive lettet’ betyder ifølge Den Danske Ordbog at ’gøre mindre tung’. Skat er noget, vi betaler til staten mod at få adgang til en række fælles goder som politi, retsvæsen, veje, osv. Det er ikke en fysisk ting, som kan veje mere eller mindre. Dermed er skat ikke noget, man kan blive lettet fra. Når vi forstår, hvad der menes med ordet ’skattelettelser’ skyldes det, at vi alle deler en fælles forståelse af, at skat er en byrde.

Her forveksler venstrefløjen det ikke at kunne tale dansk med det at tænke. Jeppe kan udmærket forstå metaforer og sexualiserer da heller ikke den danske sommer. Jeppe kan derfor sagtens forholde sig til at hans hverdag bliver mere trængt jo flere penge konfiskerer. Jeppe kan også sagtens forstå at der er nogle fælles goder der kræver fælles bidrag. Men fordi Jeppe netop kan tænke får han en bitter følelse når han ser venstrefløjen opfinde allehånde særinteresser og importerer allehånde særinteressenter der skal betænkes med frugtens af Jeppes anstrengelser.

Westermand og Riiskjær tilhører eksempelvis som offentligt ansatte den “del, som ikke mener, at skat er en byrde”. De mener derfor videre at man skal fortsætte ud fra en mere klassisk socialdemokratisk vinkel på sproget, hvor velfærdsstaten er “En bygning, vi rejser“, hvor skatten derfor er ‘fundamentet’.

Hvis velfærdsstaten er en bygning, bliver skatten metaforisk til fundamentet for den bygning. Således bliver ’skattelettelser’ til ’skatteforringelser’ eller ’skatteerosion’, fordi en sænkning af skatteniveauet svækker fundamentet for vores fælles velfærdssamfund (bygningen).

Det er underforstået at ‘vi’ alle skal støbe fundamentet til den bygning uanset om vi er interesserede i at bo i den, hvorfor den for Jeppe antager form af et fængsel, med Westermand og Riiskjær som smilende . Det

Efter at have overvejet at omtale skat “neutralt”, som hæves eller sænkes, selv om det er svært at forestille sig vesntrefløjen bruge ordet skattesænkning, når nu massakre på velfærdsstaten ligger lige på tungen, foreslår Westermann og Riiskjær “Et tredje alternativ”, nemlig

…at frame en skattenedsættelse som en gave. At betale mindre i skat er en gave fra staten. Ikke en ret. Jensen har derfor fået en ’skatteforæring’.

Jeg kan kun bede til at venstrefløjen vil fortælle Jeppe Jensen er statens ejendom og at eventuelle rester af hans arbejdsfortjeneste derfor er at regne for en skatteforæring. Thi i så fald vil Jeppe svar være i et sprog venstrefløjen uanset at den ikke kan forstå eller forholde sig til så føle.

Fjendtligboerne i Calais

Forleden skrev jeg at der trods danske mediers forkærlighed for venligboere udd og hjemme så er fjendtligboerne i flertal. I farten nævnte jeg ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe der fortalte TV2, hvorledes venligboere i Calais havde taget så godt imod de afrikanske migranter at man undredes over hvorfor migranterne risikerede liv og lemmer for at komme videre. Men jeg fik ikke helt beskrivelsen af Calais  fantastiske venligboere med. På videoindslaget fortæller Sanchez Boe

Der er en meget, meget stor forskel på, hvad myndighederne gør og hvad de lokale gør. Altså, det, der er ret fantastisk her i Calais faktisk, det er, at de sidste 10-15 år, der har der udviklet sig enorm megen solidaritet med altså almindelige borgere som bo i Calais og som tager migranter ind for at tage et brusebad, bruge toilettet, som låner deres stik sådan så folk kan oplade deres mobiltelefoner og blive ved med at være i kontakt med deres familier derhjemme - hvis de i det hele taget har kontakt til dem. Der er blevet organiseret folkekøkkener, hvor folk fra omegnen simpelthen kommer med mad og hjælper migranterne.

Og til gengæld fra myndighedernes side så har der været enormt meget (utydeligt) …at staten eller andre har svigtet deres ansvar og det vil jeg sige… - det vil jeg gerne modsige fordi staten har simpelthen ladet denne her lejr udvikle sig i løbet af de sidste mange år, specielt i løbet af de sidste mange måneder. Og en af de ting, som myndighederne har gjort, det har været at forbyde maduddeling inde i Calais centrum og tvinge organisationerne og civilsamfundet til at give mad til migranterne uden for Calais, 10 kilometer udenfor Calais, ude ved klitterne. Et sted som er mere svagt beboet end Calais centrum.

Og det har gjort at man har holdt migranterne væk fra Calais centrum og også lidt mere væk fra lokalbefolkningen. Og for første gang i mange, mange år har Læger Uden Grænser og andre organisationer sat kriselejre op indenfor Frankrigs grænser, som de ville have gjort det i et andet af verdens brændpunkter.

Daily Mail har undgået civilsamfundet og derimod talt med uvenligboerne i Calais, som mener at migranterne ikke så meget låner, som de simpelthen tager. Enormt meget faktisk

Desperate locals in Calais are putting their houses on the market amid claims that migrants have been stealing their washing and Wi-Fi connections.

One farmer living in the area has even set up thermal imaging cameras and electric wires around a vacant house he owns for fear that squatters may take over.

A sign displayed at the entrance to the gates, which are reinforced with barbed wire, reads: ‘Traps!’.

2b11d73000000578-3184273-image-a-12_1438628098569

The road, Rue de Gravelines, which backs onto the camp known as ‘the jungle’, is also littered with ‘A Vendre’ (for sale) signs.

Another local yesterday told the Mail that he was moving out of his rented home because of the camp.

The man who would only give his name as René, 59, said that, of the four cluster of houses on the road, he was the second to move out as a result.

René, who is retired, has lived in the house for three years and enjoys the ‘tranquil’ setting.

But, he claims his 18-year-old daughter is now too scared to take the bus to and from Calais town centre at night because of the dozens of men travelling back and forth from the tunnel.

Fjendtligboerne er flest

Danskerne vil ikke tage imod flere flygtninge, skriver TV2. Det vil Stine Bosse gerne. Hun får “en led smag i munden” af at følge debatten fortæller hun Berlingske Tidende og det er hun bange for, at den kvalificerede udenlandske arbejdskraft også gør, hvis de ser Støjbergs anti-immigrationskampagne. Vi har ikke andre valg end at åbne sluserne for folkevandringen konkluderer Jes Stein Pedersen med en blanding af apati og optimisme i Politiken: “Det er Europas helt store politiske og moralske problem, og vi slipper ikke for at tøjle vores egen skamløse forkælelse, hvis vi skal løse det”

Jeg vil til enhver tid gå på barrikaderne for, at den lille plet, der hedder ’Danmark’, forbliver et civiliseret sted. Problemet er, at Historien med meget stort H banker på, og at vi står foran enorme forandringer, som, uanset om vi vil det eller ej, vil ændre den måde, vi har levet på.

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Men inden Politikens læser for pakket kufferten, afsted mod at fortrænge andre folkeslag, leverer Pedersen sit twist,

Se bare på USA, som i løbet af relativt få årtier har ændret kulør. Det nordamerikanske menneske er også rent genetisk ved at blive globaliseret med stor fart. Det sørger kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien for. Det samme vil ske i Europa. Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Ja, det er os der skal rendes over evne. Det er svært at vide, hvor man skal begynde. “USAs unge og diverse befolkning er ‘Genetisk globaliseret’ via “kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien”… Hvorledes Norge og Danmark formåede at blive velstandsnationer i vores selvtilstrækkelighed forstår man ikke. Ej heller hvorfor folk flygter fra sekteriske konflikter frem for at lade sig blive genetisk globaliseret, der synes at være opskriften på fremtidig vækst, velstand og lykke. Derfor er følgende også uforståeligt

Det er ikke kun grækerne, der lever vildt over evne. Det gør hele Europa, og det holder ikke i længden, at vi ikke vil dele ud af trygheden og velstanden til folk i nød.

Det er således med folk, der lever over evne at de ikke har noget at dele ud af jvf at Grækenland derfor er et skrækeksempel. Politikens Peter Wivel mener ikke blot at Europa er nødt til at dele ud tryghed og velstand, men at folkevandringen ligefrem vil gavne Europa. Hvorfor? Hvordan? Det bliver aldrig forklaret. Det behøver man heller ikke når man kan skelne mellem god kynisme og populisme. God kynisme er ens egne meninger, mens populisme er det man ikke kan lide.

Og medierne kan lide Venligboerne, der straks rykker ud for at ordne haven for eksotiske syrere, noget de aldrig har gjort for forarmede danskere - ligesom venligborgmestrene. De fylder meget i medierne, i Information kørte man således sit eget lille kampagneindslag der med Café Venligbo som hovedperson skulle forsikre de eksotiske masser om at her var ressourcer nok at hente, blot man gider stå med hænderne i lommen. Venligheden oversteg Maher Hosin fra Syrien

»Før jeg kom til Danmark, hørte jeg dårlige ting, men da jeg kom hertil, blev jeg overrasket. Alle har været søde,«

Lader til Støjberg skal udtrykke sig i betydeligt kraftigere vendinger. Men venligboerne er ikke blot et dansk fænomen. Eller det er det måske, et rent dansk mediefænomen, men det rækker ud over Stevns og helt til Calais, hvor ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe fortæller TV2, hvorledes civilsamfundet har taget godt imod de massende negre og hjulpet med bad, mad og telefoni. Dette til trods er de desperate for at komme væk fra venligboerne i Calais

- Der er mange grunde til, at de vil til Storbritannien, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe, som har besøgt flygtningelejrene i Calais, til TV 2.

- Hvis man tager afghanere, er det ofte fordi, der er mange afghanere der i forvejen. Men det er også et spørgsmål om sprog.

Den analyse bakker TV 2’s Petter Ettrup op. Han har netop besøgt Calais, hvor han talte med en række af flygtningene.

- Mange af dem, jeg mødte, talte engelsk. Og de ser det selvfølgelig som en fordel at komme til et engelsksproget land.

Det lykkedes ikke Daily Mail at få kommentarer fra de franske venligboere.

Chattanooga terror; islamisk eller bare ekstremistisk?

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Jihad, Multikultur, Muslimer, Politik, Terror, USA, islam, muhammed — Drokles on August 1, 2015 at 1:25 pm

Da muslimen Mohammad Abdulazeez for et par uger siden myrdede ubevæbnede marinesoldater, var han så muslimsk oven i hovedet eller var han blot almindelig ekstrem? Det diskuterer Robert Spencer, Dr. Zuhdi Jasse fra American Islamic Forum for Democracy og Anjem Choudary med Jamie Glazov

Den officielle politik i USA synes nu at være at betegne islamisk terror som ekstremistisk terror skriver Arutz Sheva

Homeland Security chief Jeh Johnson announced the policy this past Friday at Aspen Institute’s annual security forum in Washington, D.C.  He explained that though it was a Muslim terrorist who shot to death four unarmed Marines in Tennessee two weeks ago, the government will call the attack, and other similar ones, “violent extremism” and not “Islamic terrorism” - out of respect for the Muslim community.
Johnson said it is “critical” to refrain from the “Islamic” label in order to “build trust” among Muslims.

The Tennessee murderer, Mohammad Abdulazeez, is officially a “homegrown violent extremist,” according to the government – even though he blogged about his Islamic religious motivations for the attack. He and his family also attended a local mosque controlled by a terror-tied Islamic trust.

Johnson explained that if officials called Islamic terrorism “Islamic,” they’d “get nowhere” in gaining the “cooperation” of the Muslim community.

The moderator of the panel tried to protest: “Isn’t [the] government denying the fundamental religious component of this kind of extremism by not using the word Islamic?”

“I could not disagree more,” Johnson responded, and explained that Islam “is about peace.”

Her er en bevægende montage af folkets farvel til en af de myrdede marinesoldater Lance Cpl. Skip Wells

Grænser

Bloomberg skriver at grænsehegn er ved at blive dagens orden i Mellemøsten, som staterne forsøger at sikre sig imod terror

As they confront the rising threat of modern jihadist violence, many of the nations most at risk are retreating behind one of the oldest forms of defense.

Tunisia and Turkey are the latest to invest in border barriers, both announcing the plans in the immediate aftermath of attacks on civilian targets. A fence and watchtowers will guard Tunisia’s border with Libya, where the militants who killed foreign tourists on a Tunisian beach are said to have been trained. Turkey said late Wednesday it will fortify the border with Syria after a suicide bomb in a nearby town.

From Morocco to Saudi Arabia, boundaries are being fortified at a rate not seen since the months following the Sept. 11 attacks.

grc3a6nsehegn-i-mellemc3b8sten

Men, advarer eksperterne, fysiske grænsedragninger er ikke løsningen

“Of the Middle East’s most-famed physical defenses, the majority failed. Jerusalem’s ancient walls did little to halt a succession of conquerors, and Byzantine Constantinople’s elaborate fortifications didn’t thwart the Ottomans.

Though modern barriers may curb trafficking and illicit crossings in the short term, they almost never deliver prolonged security without cross-frontier cooperation.

“Israel’s barriers have worked well for them so far,” said Brent Sterling, author of “Do Good Fences Make Good Neighbors?” and a professor at Georgetown University. Long-term, though, they remove the incentive to try and reach a permanent accord with the Palestinians, he said.”

Fysiske grænsedragninger virker altså ikke fordi de bliver overløbet af en overlegen fjende. Når de så ikke bliver overløbet af en overlegen fjende er det dem der forhindrer fred. Alligevel er Mellemøsten ikke alene om at sætte grænser, skriver Gatestone Institute

Bulgaria has built a 33-km (21-mile), three-meter-high (10-foot) barbed wire fence along its border with its southeastern neighbor Turkey in an effort to limit the influx of migrants from Syria and other parts of the Middle East and North Africa. The Interior Ministry has also deployed more than one thousand police officers to patrol the Turkish border.

Greece has erected a 10.5-km, four-meter-high barbed-wire fence along part of its border with Turkey. The Greek wall is said to be responsible for diverting migration routes toward neighboring Bulgaria and, consequently, for construction of the wall there.

Spain has fortified fences in the North African exclaves of Ceuta and Melilla as record numbers of migrants are jumping over the barriers from neighboring Morocco. Border police registered more than 19,000 attempts to jump the fence at Melilla in 2014, up 350% on 2013, according to the Interior Ministry. Nearly 7,500 migrants successfully entered Ceuta and Melilla in 2014, including 3,305 from Syria.

The UK is setting up more than two miles of nine-foot-high security fencing at the Channel Tunnel port of Calais in northern France, in an attempt to stop thousands of illegal migrants breaking into trucks bound for the UK. Currently, more than 3,000 migrants are camped in and around Calais hoping to make it to Britain. More than 39,000 would-be illegal immigrants were prevented from crossing the Channel in the 12 months prior to April, more than double the previous year.

EU member states are implementing other emergency measures to halt the flow of immigration.

Austria has stopped processing asylum claims as of June 13, in an effort to make the country “less attractive” for migrants relative to other EU countries. According to Austrian Interior Minister Johanna Mikl-Leitner, Vienna was “stopping the Austrian asylum express,” whereby applications are processed within an average period of four months, faster than in any other EU country. Asylum requests for Austria rose nearly 180% in the first five months of 2015 to 20,620, and were on track to reach 70,000 by the end of the year.

Denmark on July 1 announced that it would slash benefits for asylum seekers to bring down the number of refugees coming to the country. It recently emerged that three out of four refugees who came to Denmark in the early 2000s are jobless ten years later.

France and Italy have sparred over who is responsible for hundreds of African migrants stranded at Ventimiglia on the France-Italy border after French police refused to let them in. France accused Italy of failing to respect the so-called Dublin Regulation, a law that requires people seeking refuge within the EU to do so in the first European country they reach. Italian officials argued that the migrants see Italy as only a transit country.

Hungary on June 23 suspended its adherence to the Dublin Regulation, which requires Hungary to take back refugees who have travelled through the country to reach other EU countries.

Meanwhile, the European Commission, the EU’s powerful bureaucratic arm, on May 27 announced a controversial “relocation plan” that would require EU member states to accept 40,000 Syrian and Eritrean asylum seekers from Italy and Greece over the next two years.

Eksperterne tror dog også at ISIS, med bombeangrebet mod en venstrefløjsdemonstration i Tyrkiet forleden og dagens skudvekslinger mellem ISIS og tyrkisk militær, måske forsøger at trække flere ind i det muslimske kaos. Nej, virkeligt. Snaphanen giver dette link til ISIS indre verden, Channel Four Dispatches: Escape From ISIS

Guardian har en længere fortælling fra en højtstående ISIS leder og New York Review of Books en større artikel, hvor de undrer sig over fænomenet ISIS. Ellers kan man allerede læse eller genlæse The Atlantics What ISIS Really Wants, der næsten er blevet en klassiker, som også venstrefløjen tør citere.

Koranen i Birmingham

Akademia, BBC, England, Historie, Muslimer, Pressen, Videnskab, islam, muhammed — Drokles on July 23, 2015 at 3:31 am

Der er grund til at antage er islam er en arabisk efterrationalisering. Muhammeds navn forekommer kun 4 gange i koranen. Første gang i 3. kapitel, hvor det på engelsk hedder “Muhammed is nothing but a messenger; messengers have passed away before him” (3:144). Men inden armene ryger i vejret hedder det senere “the Messiah, the son of Mary, is nothing but a messenger; messengers have passed away before him” (5:75). Dette lægger mening til at man har fundet en mønt i Palæstina fra 640?erne viser en figur, der holder et kors, men har navnet Muhammed.

Den tidligste kilde til Muhammeds liv stammer fra Ibn Ishaq og er skrevet i 750, mere end 120 år efter Muhammeds død. Men Ishaq arbejde eksisterer ikke og vi har kun Ibn Hishams redaktion som er kommet til 60-70 år senere. Historierne om Muhammeds liv og levned (hadith) er blevet samlet op af kæder af vidner der har fortalt hinanden historierne (isnader). Hadith er således samlinger på baggrund af isnader der anses for troværdige. Problemet er at ingen holder vand under moderne metoder.

Ifølge islamisk lære er det kalif Uthman, der i 653 samler koranen i et standardværk og får alle andre versioner destrueret. Men mønter fra Kalif Muawiya (661-680) viser Muawiya med et kors samt en halvmåne. Og Muawoyas efterfølger Kalif Yazid (680-683) er også præget på mønter med et kors. På Klippemoskeen i Jerusalem slås det fast at Muhammed har er tjener for Gud og hans profet og at Messias, Jesus søn af Maria, er Guds eneste profet.

Men nu har forskere fundet nogle meget gamle korantekster i den engelske by Birmingham, som de mener kan dateres tilbage til muslimernes grundlægger Muhammeds egen tid. Berlingske Tidende skriver

En gruppe britiske forskere har ved hjælp af nye teknologier dateret en koran til at være blandt verdens ældste, skriver CNN.

Koranen stammer fra mellem år 568 og år 645. Det blev slået fast i en Kulstof 14-undersøgelse foretaget af forskere fra Universitetet i Birmingham.

Det betyder, at de skrevne ord og bogen stammer fra den tid, hvor profeten Muhammed menes at have levet.

Man anslår generelt, at han levede mellem år 570 og år 645.

De to pergamenter, der udgør den såkaldt meget gamle koran, mener at indeholde vers 18 til 20, og det er skrevet med blæk i en gammel arabisk skrifttype ved navn hijazi.

Men selvom teksten er så gammel, minder indholdet meget om det, der står i de moderne udgaver af koranen, siger professor David Thomas.

»Det støtter vores opfattelse af, at den koran vi har nu minder ufattelig meget om koranen, som den blev skrevet i de første år af islams levetid,« siger han til CNN.

Det lægger håb til at koranen er en valid og fortællingen om Muhammed er ‘ægte’. Men Robert Spencer skriver på Jihad Watch, at “the more one looks at this curious story, the less there is to see”.

The article is riddled with academic and journalistic sloppiness. We’re told that the radiocarbon dating shows, “with a probability of more than 95%, the parchment was from between 568 and 645.” Very well, but does the ink date to that time as well? We are not told. Parchment was often reused in the ancient world, with the earlier text erased and written over, and so if a parchment dates from 645, that doesn’t necessarily mean that the text does.

However, it is impossible to discover any more details from this shoddy BBC presentation. The best photo of this manuscript that the BBC provides shows clear traces of another text underneath the main text. It is not clear from the photo whether that is the text from the other side bleeding through on the photograph, or even if there is any text on the other side; nor does the BBC tell us whether or not the parchment shows signs of having been a palimpsest — that is, a parchment that was used more than once for different texts. There is also some red ink in the top lines of the manuscript in the photo but not in the succeeding lines. Has the red ink faded from the other sections, or is it itself evidence of the ink fading? Or is it a later hand filling in areas that had faded away (and possibly altering the text)? The BBC doesn’t tell us, yet this is an extremely salient point. Another recently discovered and much-touted fragment of the Qur’an, now in Germany and dated from between 649 and 675, shows clear signs of alteration, raising the possibility that the Qur’anic text was altered over time. If this is a possibility also for the University of Birmingham manuscript, the BBC should tell us so. But it doesn’t.

What’s more, if the text along with the parchment really dates from between 568 and 645, it may not be a fragment of the Qur’an at all. The Qur’an, according to Islamic tradition, was compiled in its definitive form in the year 653 by the caliph Uthman, who ordered all variant texts burned and the canonical version distributed to all the provinces within his domains. As I show in my book Did Muhammad Exist?, however, there are numerous reasons to doubt this story. The principal one is that if the entire Islamic world had copies of the Qur’an by the mid 650’s, why is it that not until the latter part of the seventh and early part of the eighth century do mentions of the Qur’an begin to appear? The Dome of the Rock inscriptions date from 691; they are made up of many Qur’an verses, but out of their Qur’anic order and some with notable changes in wording. Who would have dared to change the words of Allah? And the first clear reference to the Qur’an as such occurred around the year 710—eighty years after the book was supposedly completed and sixty years after it was supposedly collected and distributed. During a debate with an Arab noble, a Christian monk of the monastery of Beth Hale (of which there were two, one in northern Iraq and the other in Arabia; it is not known in which one this monk lived) cited the Qur’an by name. The monk wrote, “I think that for you, too, not all your laws and commandments are in the Qur’an which Muhammad taught you; rather there are some which he taught you from the Qur’an, and some are in surat albaqrah and in gygy and in twrh.

(…)

So if this is a fragment of the Qur’an as it now stands (and what portion of the Qur’an is it, anyway? Neither the BBC nor its quoted academics tell us), and yet it could date from as far back as 568, two years before Muhammad is supposed to have been born, it might not be a fragment of the Qur’an at all. It could instead be a portion of some source that later became part of the Qur’an, as did Surat al-Baqara.

Professor David Thomas, also without telling us what exact portions of the Qur’an this manuscript contains, raises even more questions when he says: “These portions must have been in a form that is very close to the form of the Koran read today, supporting the view that the text has undergone little or no alteration and that it can be dated to a point very close to the time it was believed to be revealed.” This is a very strange statement. The BBC, and apparently the University of Birmingham, are advertising this as an ancient fragment of the Qur’an. Presumably when Thomas says that “these portions must have been in a form that is very close to the form of the Koran read today,” he means that the larger whole of which they once formed a part was “very close” to the Qur’an. But how close is “very close”? Mainstream Muslims maintain that the Qur’anic text has undergone no alteration at all since it was first “revealed.”

Man får let følelsen, som også Spencer indikerer, at der blandt koran- og islamforskere eksisterer en, skal vi sige pro-islamisk dagsorden. At man ønsker at folk skal få en forståelse af at islams kilder er mere faste end virkeligheden tilsiger. Bent Jensen har tidligere i Jyllands-Posten undret sig over koran- og islamforskernes besynderlige forhold til deres forskningsfelt

Koranen er angiveligt Guds rene og fejlfri lære, formidlet som nævnt via englen Gabriel til Muhammed i begyndelsen af 600-tallet. Men hvorfor indeholder bogen da så mange sproglige og historiske fejl, og hvorfor er dele af teksten uforståelig? Og hvad skal moderne muslimer i det 21. århundrede stille op med de mange udsagn om drab på vantro, kvinders henvisning til en lavere samfundskategori, slavehold og andre barbariske ting? Altså hvis man ikke er eller ønsker at blive hellig kriger.

Ifølge Pressburg tyder intet på, at Muhammed har eksisteret. Han er en litterær eller mytisk konstruktion. Ja, navnet Muhammed fandtes slet ikke, da Muhammed levede. ”Muhammed” var oprindeligt ikke et navn, men en titel, der betød ”den udvalgte” eller ”lovpriste”. Og denne udvalgte og lovpriste var – hold på hat og briller – Jesus Kristus. Titlen findes på mønter og i inskriptioner, som er forsynet med et kors og fremstillet af kristne arabiske herskere. Pressburg bygger på Christoph Luxenbergs banebrydende filologiske studier. Ifølge Luxenberg (også et pseudonym) er det simpelthen grammatisk umuligt, at Muhammed var et navn. Arabisk har ligesom hebraisk kun konsonanter, og det i sig selv har givet anledning til store problemer med at forstå mange passager i Koranen. Det er Luxenbergs store fortjeneste at have forklaret flere af disse dunkle eller uforståelige passager. Luxenberg mener, at Koranens kernestykke er en assyrisk kristen tekst, skrevet med arabisk skrift, men på aramæisk, som i sin tid var et udbredt kultursprog i Mellemøsten. Den MHMD (MuHaMeD), der omtales, betyder altså Guds lovpriste udsending, Jesus Kristus. Først flere hundrede år efter Muhammeds angivelige eksistens blev de fire konsonanter misforstået og gjort til navnet Muhammed.

Bogen har et særligt budskab til de hellige muslimske krigere, som tror, at de kommer i Paradis og dér bliver forsynet med 72 evigt unge, barmfagre jomfruer. Der er tale om en alvorlig misforståelse på grund af en fejllæsning; ”martyrerne” får i virkeligheden kun stillet vindruer og frugtsaft i udsigt. De unge drenge, som også ifølge traditionen skulle stå til rådighed for de himmelfarne, viser sig at være kølige frugter. Jomfruerne og drengene er til dels et resultat af oversætternes egen fantasi og forhåbninger.

Pressburg har som motto og ledestjerne for sin bog videnskabsteoretikeren Karl Poppers maksime: »Vi kan ikke bevise sandheden. Men vi kan bevise usandheden og dermed tilnærme os sandheden.« Alle forsøg på at bevise personen Muhammeds eksistens har været forgæves. Der findes ikke et eneste stik- og håndfast vidnesbyrd, der bekræfter den, ikke et eneste spor efter denne mand. Den såkaldte Klippemoské i Jerusalem fra slutningen af 600-tallet er ifølge muslimske myter bygget over det sted, hvor Muhammed red til himmels på en hest. Men der er i virkeligheden tale om en kristen helligdom – det viser hele dens ottekantede syrisk-byzantinske arkitektur, men også den 240 meter lange indskrift, der pryder dens indre.

Klippehelligdommen blev bygget af den kristne arabiske hersker Abd al-Malik på det sted, hvor den israelske kong Salomons tempel havde stået, og hvor Kristus forventedes at ville komme igen. Indskriften udtrykker derfor en kristen trosbekendelse. Først senere blev den kristne kirke omdannet til en muslimsk helligdom – og i allernyeste tid gjort til en moské.

Er legen snart slut for EUs elite?

“Det er bare noget, de leger” hedder det i Altingets artikel “Europas politiske talentfabrik“. Rannvá Clemensen er studerende på linjen Internationale Forhold og Diplomati på Europakollegiet i Brügge og legen er en øvelse i hvordan Europas kommende politiske elite skal respondere på et Boko Haram angreb, hvor EU-borgere bliver taget som gidsler.

”Det behøver ikke at føles ægte, for at jeg kan gå op i det. Man går ind og kæmper for sin position og giver sig kun, når man kan leve med det,” siger hun.

Og al leg er en forberedelse på virkeligheden, den virkelighed den politiske elite skubber på for at realisere. Den franske præsident Hollande vil have en egentlig EU regering, skriver TV2, der skal have “et eget budget og parlament, som skal sikre den demokratiske kontrol” fordi Europas problemer er en ‘mangel’ på EU. Rannvá Clementsen er altså en del af europas kommende elite, der bliver skolet fra en ung alder i, hvorledes EU skal regeres, håndteres og administreres.

Sammen med over 300 nogenlunde jævnaldrende studerende er hun i gang med en etårig mastergrad ved Europakollegiet. Når de ikke er på skolen, bor de sammen i huse rundtom i middelalderbyen. I hvert hus arbejder en ‘husmor’, som blandt andet sørger for morgenmad til de studerende. Resten af deres måltider spiser de, undtagen om søndagen, sammen i kollegiets kantine.

Den hverdag giver et stærkt sammenhold blandt de studerende, og tiden på skolen udgør for mange også starten på at få opbygget et professionelt netværk.

Rektoren for kollegiet, den tyske Jörg Monar er slået over “at eleverne danner en følelse af samhørighed over de ni måneder, som jeg ikke er stødt ind i på andre institutioner“. Når jeg siger han er tysker, så er det måske lidt fornærmende, for den følelse af sammenhørighed hans skole skaber. For, som man også kan læse, kommer Rannvá Clementsen “egentlig fra Færøerne. I Brügge er hun dansker. Men først og fremmest er hun europæer.” Sådan, Europas kommende elite har ikke et nationalt tilhørsforhold og sørger ikke for deres egen mad. Til gengæld har de altså et stærkt internt sammenhold.

Eller måske er det ikke Europas kommende elite vi ser, måske ser vi EUs dødskamp. Det mener i hvert fald Breitbarts Gerald Warner, der ser EU i en uløselig indre kamp mellem to venstrefløjsfraktioner der mener sig berettigede til en overflodslivsstil uden at skulle stå til regnskab for de uregerlige vælgere

There is nothing “modern” or free-market about the EU. It is an old-fashioned cartel whose roots lie in the Confederation of the Rhine and Bonaparte’s Continental System. Like those precedents, it is a political project with dirigiste economic objectives bolted on – most notoriously the unworkable euro currency. It aspired to extinguish national and popular will across Europe and enslave the continent to the delusional aspirations of a selfish and bureaucratic elite. With the complicity of the media, for decades it contrived to brainwash electorates into accepting its mendacious claims. Now, that is all over.

Across Europe, over the past week, there has been a wave of revulsion against the EU, its tyrannical diktats, its contempt for the will of electorates, its economic incompetence and its transparent lies. Suddenly, all the hype, the jargon and the pretence have been stripped away. The evil empire’s lost credibility can never be recovered. We are living in a new climate where any politician who attempts to comply with Brussels will forfeit domestic acceptance. The U-turn by Alexis Tsipras, now attempting to railroad through a democratic parliament a “bailout” package harsher than that rejected by 62 per cent of the Greek electorate just ten days ago has destroyed the last vestige of credibility of the political class.

When even “revolutionary” politicians with a massive mandate to resist Brussels roll over before the EU juggernaut – now more accurately to be described as a rickety Heath Robinson contraption – the days of the political class, as currently constituted, are numbered. And it is in this crisis situation for the discredited EU and its Toytown currency that a referendum on continuing British membership is impending.

Now is the time for Eurosceptics to press home their advantage.

(…)

The EU is 64 years old and it is showing its age. It was the product of panicky post-War reaction to a recent frightening experience, when the German guns menaced England from Calais. What menaces us from Calais today is a more successful invasion by feral aliens sponsored by the EU. We must get out and that view is rapidly becoming a majority rather than a minority opinion.

“[L]okummet brænder stadig i Grækenland” skriver Mikael Jalving i Jyllands-Posten, efter at have læst “en illustrativ og informativ foto- og tekstreportage fra Lesbos

Hvad der engang – dvs. indtil for ganske nylig – var et ferieparadis, som mange skandinaver har besøgt siden militærjuntaens fald for 40 år siden, er i dag et forstadie i, hvad der venter hele Vesteuropa, hvis EU fortsætte sin kurs mod multikulturel destruktion og grænseløst kaos.

Tusindvis af migranter sejler, driver i land, efterlader sig en pøl af affald, vandrer hen over øen i stegende hede for at blive huset under mildest talt primitive forhold i en interimistisk indrettet flygtningelejr, hvor de klager over forholdene og påberåber sig universelle menneskerettigheder, mens de lokale ser, at deres ø, eksistensgrundlag og liv forandres hurtigere, end selv den mest misantropiske pessimist kunne have profeteret for bare et år siden. I januar måned 2015 kom der ifølge officielle tal ca. 1.700 flygtninge til Grækenland. I februar kom der 3.000, i marts 8.000, i april 14.000, I maj 19.000 og fra første juni til 3. juli kom der 34.000.

(…)

Det er her, humanismen er gjort til statsreligion, det er her, de forgyldte menneskerettigheder hyldes mest, det er her, der er flest røde sjæle med hipsterskæg og lilla ble, som vil redde alverden op til et liv i velfærdsstatens varme. Bortset fra, at velfærdsstater qua deres natur må være lukkede. Ellers går de under en skønne dag. Åbne grænser, åbne kasser? For how long, my dear?

(…)

Det går rigtigt stærkt på Lesbos og andre græske øer, som ligger i første række ud til Tyrkiet, hvor myndighederne glæder sig over at kunne sende syrere, pakistanere, palæstinensere, afghanere og mange andre nationaliteter videre til Europa, hvis regeringer og Union har sat sig for at være vært for den største exodus siden bibelske tider. Tyrkiet er en mellemstation, en rejseleder, vel at mærke det Tyrkiet, som mange liberale og socialdemokratiske politikere og medier i Europa drømmer om at kunne indlemme i Den Europæiske Union, der vokser dag for dag – og synker tilsvarende. Vesteuropa risikerer på længere sigt at lide samme skæbne som Sverige ved at have indledt en kolossal demografisk revolution – eller hvad den svensk-iranske kommentator Nima Gholam Ali Pour benævner en kreativ revolution: ”Ud med det gamle, ind med det nye”. Der har dannet sig forskellige etniske og religiøse identiteter, men svensk national identitet er gået tabt. Om udviklingen fortsætter, vil Malmø om få år være en by, hvor etniske svenskere udgør en minoritet.

Men det er ikke kun demografisk revolution. Det er også en politisk revolution, sådan som Gade Jensen peger på. Menneskerettighedsindustrien, assisteret af FN og EU, smadrer ganske simpelt forbindelsen mellem fællesskab, velstand og fordeling. I stedet tilbydes der gratis buffet – lige indtil der ikke længere er nogen buffet tilbage. Det tager formentlig en rum tid – eftersom de europæiske nationalstater er rige, dynamiske og rimeligt velfungerende. Men når den tid er gået, så skal I bare se løjer.

(…)

Hvad mainstream ikke forstår, er, at migrationen fortsætter, netop fordi der er en union, som udvander ansvaret. Unionen er ikke årsagen, men anledningen til og betingelsen for, at de sydeuropæiske lande kan vælge at sende problemet videre og med tiden få indført EU-kvoter, sådan at endnu flere migranter vil søge til kontinentet. Unionen fungerer med andre ord som en velfærdsstat på vej mod sit kollaps, bare på kontinentalt niveau – uden at have noget militær eller nogen plan, når og hvis migrationen slår fejl.

EU’s snarlige flygtningekvoter udgør en parallel til optagelsen af Grækenland i møntunionen. Ingen ved, hvad man gør, når og hvis regeringer og migranter opfører sig uhensigtsmæssigt. Unionen aner ikke, hvad den skal stille op i tilfælde af destabilitet og smitsom adfærd – bortset fra at give folk flere penge.

Jalving og Warner har ret, Hollande tager fejl. EUs problemer skyldes EU og mere EU vil kun accelerere problemerne. I Ungarn bygger man et hegn langs den sydlige grænse for at dæmme op for folkevandringen og Telegraph skriver at et flertal i europas befolkning støtter den løsning. “Det er folket der er problemet”, som Tøger Seidenfaden sagde. Herunder angiveligt tyske turister, der prutter med senegalesiske gadesælgere

Hvor tids jødehad

Så salonfähig er antisemitismen at BBC oversætter palæstinensisk jødehad til had mod Israel. Og hvad der ligger bag at direktøren for det Sergei Ustinov, grundlægger og direktør for Museet for jødisk historie i Rusland, er blevet skud i Moskva, hvor der bor 2 mill. muslimer, kan man indtil videre kun gisne om. Douglas Murray skrev i Gatestone Institute

In London, we have had Israeli orchestras, theatre companies and even string quartets howled down by mobs during performances, and Israeli-performed shows cancelled because the venues hosting them just do not want the bother. Last year, the Tricycle Theatre in London refused to proceed with a festival of “Jewish” culture because a tiny proportion of the festival’s funding was coming from the Israeli embassy in London.

The campaign is obviously organized. The same names crop up again and again. Little, if any, rigour is paid to whether the signatories of such letters even do what they say do, or have opinions worthy of any note. Beneath the barely-built veneer of “professionals objecting to something in their own profession,” is just the same tiny number of anti-Israel and anti-Jewish obsessives. A sprinkling of “as a Jew” Jews, like Margolyes, help, of course. But the aim is clear. These people, step by step, want to make every expression of Israeli and Jewish cultural life subject to their idea of how a nation under constant threat of terrorist bombardment should behave. They denounce Israel as a militaristic society and then attempt to outlaw every non-militaristic cultural and artistic expression from that society.

It is the bigotry of our time. And if unchecked, it will lead in the same direction as it historically has done.

City Journal skriver om Tuvia Tenenboms bog Catch The Jew!, en satirisk udhængning af antisemistismen bag den vestlige palæstinenserindstri. Tennembom er tysk jøde, der optræder, som naiv tysk journalist i Gaza, Israel og Vestbredden får han en del sandheder at vide om de vestlige donorer og ngo’ers anti-israelske engagement

In his tour d’horizon of the Palestinian territories, Tenenbom uncovers the fact that there are almost 300 pro-Palestinian foreign NGOs working (that is, agitating) in the West Bank and another hundred in Gaza, most financed by German taxpayers. Moreover, aid to the Palestinians by the European Union and the United Nations is the highest, per capita, in the world. Which might explain why, as Tenenbom keeps noticing all over the West Bank, so many Palestinian officials and activists are driving Mercedes.

(…)

Relying on his unconventional journalistic techniques, Tenenbom elicits a string of unguarded comments from the activists who work so diligently to keep the narrative of Palestinian suffering in the news. He opens a unique window allowing us to see how the victims’ game works in Palestine. For example, the popular Palestinian leader Jibril Rajoub—with the help of willing European collaborators—succeeds in staging a series of morality plays that perpetuate the big lie about his people’s historical innocence and unique suffering. Rajoub lets Tobi the German in on one such full-scale operatic production in the West Bank village of Bi’lin. With compliant Western reporters told where and when to gather, Palestinian youths comes on stage and, on cue, begin stoning Israeli soldiers. The soldiers ignore the “youths,” but the stones get larger and they eventually respond. The self-righteous Western reporters now have their “story” of Israeli violence for the day. Moreover, the event is filmed for a documentary by an Israeli leftist financed by (what else?) a German NGO. Tenenbom knows something about theater, and his satirical account of this staged episode is as priceless as it is depressing.

Tenenbom’s method produces pure satiric gold, as when the wife of an American rabbi who heads a one-man organization called “Rabbis for Human Rights” (financed by a European NGO) can’t contain herself and admits to Tenenbom: “You can’t change him. Being a human rights activist in our time is to be a persona, not a philosophy; it’s a fad, it’s a fashion. A human rights activist does not look for facts or logic; it’s about a certain dress code, ‘cool’ clothing, about language, diction, expressions and certain manners. No facts will persuade him.”

Another highlight of the book is Tenenbom’s visit—arranged by a European NGO—to an inverted Potemkin village of Bedouin encampments in the Negev. In the original historical version of the Potemkin tall tale, the Russian Czar created a few model villages with false facades to convince Western visitors that all was well within the empire. In the twenty-first century version of the tale perfected by anti-Israel NGOs, the technique is to make Palestinian and Bedouin villages look as awful as possible on the outside even when they are relatively well off on the inside. After all, it can never be admitted that the Palestinian people, despite their suffering at the hands of the Jews, constitute the most prosperous Arab community (with the exception of the oil-rich Gulf monarchies) in the Middle East.

To Catch A Jew bliver næppe læst i den arabiske verden heller. Alene fordi arabere hader at læse.

Fort Europa falder

“Er der nogen her som husker grænsekæden i 1997?” spurgte Lars Kaaber på Facebook.

Det var dengang Kvinder for Fred, rødstrømpen Drude Dahlerup, den konservative borgmester i Bov, Poul Gerhard politisk ordfører for Retsforbundet, gamle DKP-medlemmer, højskoledigteren Jens Rosendal og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen sammen med en hel masse andre holdt hinanden i hånden.

De dannede en menneskekæde på grænsen til Tyskland i protest mod at grænsekontrollen skulle nedlægges.

Dengang advarede venstrefløjen mod Fort Europa, et Europa der holdt indvandringen stangen og lukkede sig om sig selv. Jeg mente dengang at det lød tillokkende og hvis man kunne smide et militært-industrielt kompleks oveni kunne jeg måske endda gå hen og blive helt glad for unionen. Men jeg havde mine tvivl på at lade Danmarks grænser bevogte af lande uden interesse for Danmarks ve og vel. Henrik Wegmann skriver i Jyllands-Posten

Det kan undre, at vore politikere finder det vigtigt, at Danmark overholder sin del af Schengentraktaten, når vores aftalepartner, EU, ikke kunne drømme om at overholde sin del.

Schengen-aftalen består i sin grundsubstans kun af to elementer, hvor det ene er indlysende afhængigt af det andet. Nationalstaterne indvilger i at nedlægge egen grænsekontrol, og til gengæld forpligter EU sig til sikre Europas (Schengen-landenes) ydre grænser. Det sidste er aldrig sket. Her små 15 år efter aftalens ikrafttræden står det lysende klart, at EU hverken kan eller vil overholde sin del af aftalen. Derfor er det faktisk en frækhed uden sidestykke, at EU insisterer på, at vi skal overholde vores del.

Hertil kommer, at Dublin-konventionen, som tilsiger, at en asylansøger skal have sin sag behandlet i det første land, han kommer til, i praksis er sat helt ud af kraft. Det samlede billede er et totalt kaos. Under dække af at være asylansøgere, med krav om efterfølgende familiesammenføring, strømmer årligt op mod en million illegale immigranter fra Afrika og Mellemøsten uhindret ind over Europas grænser og videre til bl.a. Danmark. Der er tale om en sand folkevandring, som tager til år for år. Hele Europa er ved at udvikle sig til et galehus. Det er derfor direkte uansvarligt af vore politikere fortsat at lade som om, at disse skadelige konventioner giver mening og er at betragte som forpligtende. Hvad tænker de på?

En aftale, som kun den ene part skal overholde, er slet ikke nogen aftale. Det er bondefangeri. Derfor er Danmark naturligvis i sin gode ret til straks at etablere grænsekontrol i en hvilken som helst form, det selv måtte ønske.

Fra Express

Crowds of young men were filmed using crowbars to break into lorries queuing to get into the Channel port.

The figures show migrants were stowing away in cars and trucks at a rate of 90 an hour.

But the true figure will be considerably higher, as many made it through borders and as far as Bedfordshire before being caught. It has raised fears many more could be on our shores without police knowledge.

Ten migrants were found in the back of a lorry parked in Folkstone, Kent, at about 4.30pm yesterday.

They were sent to Dover Immigration Centre where they are now under their care.

Seven suspected illegal immigrants were arrested at Toddington Services on the M1 in Bedfordshire. One told reporters he had come from Sudan wanting to go to a British university.

With nearly 400 more migrants reaching Calais every week to add to the 4,000 already camping out and waiting for the chance to slip into Britain, truckers leaders called on the French authorities to do more to protect their members.

The crisis started escalating on Tuesday when a strike by French ferry workers facing the sack shut Calais down and migrants flocked to the stationary lorries stuck in traffic jams.

Cross-Channel services were returning to normal yesterday but David Cameron described the scenes as “totally unacceptable”.

He said it was important to work with France to tackle the problem and warned against “either side trying to point the finger of blame.”

But the Freight Transport Association (FTA) said France must do more to tame the “perfect storm”.

Migrant trying to get into lorry

Ifølge Professor Hans Rosling koster en flybillet kun 1/3 af prisen for en tur med en synkefærdig plimsjolle. Men et EU direktiv pålægger flyselskaberne alle omkostninger til at fragte papirløse indvandrere tilbage til udgangspunktet. Rosling mener at EU har fralagt sig ansvaret ud fra en ide om at alle har ret til at oversvømme Europa. Men læren er ikke moralsk overhøjhed fra et svensk udsyn, læren er praktisk: Det er let at beskytte Europa hvis man vil. Mikael Jalving skriver i Jyllands-Posten

Det er den fortsatte ophøjelse af menneskerettighederne til universelt dogme, politikernes og juristernes blinde henvisning til internationale konventioner fra 1950’erne og EU’s Schengen-regler om altings fri bevægelighed fra midten af 1980’erne, der står i vejen for en gangbar udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik i de respektive europiske lande i det 21. århundrede.

Hvis vi får afideologiseret menneskerettighederne, punkteret de internationale konventioners oppustede status og samtidig forstår, at menneskers fri bevægelighed lyder godt, men fungerer dårligt, giver vi vore børn og børnebørn bedre betingelser for at komme til at leve i et Europa, som fremtidens historikere vil kunne genkende som europæisk. Hvor borgerne bl.a. vil kunne tænke, tro og udtrykke sig frit uden at skulle tage politiske og personlige hensyn til en voksende muslimsk befolkningsandel, anført af islamiske lobbygrupper med krav om særbehandling med henvisning til en vis profet, som stadig færre tør tegne og kritisere.

Dyrket som en sekulær trosbekendelse, sådan som menneskerettighederne bliver dét i Vesten, har vi glemt, at de faktisk er en ganske ny opfindelse og passion. I sit nyeste opus Human Rights and the Uses of History (2014) peger Samuel Moyn på det forhold, at selv Den Franske Revolution, der rutinemæssigt fremhæves som menneskerettighedernes notoriske arnested, netop ikke gav anledning til nogen menneskerettighedsbevægelse à la den, vi har oplevet i Vesten siden verdenskommunismens sammenbrud for 25 år siden.

Der fandtes simpelthen ingen menneskerettighedsbevægelse i det 19. århundrede. Hvad der kommer nærmest, var en liberal nationalisme, som ville garantere borgernes rettigheder i de respektive nationalstater – ikke i en global matrix opfundet til lejligheden.

Borgerrettighederne var bundet til nationalstaten, ikke påduttet et verdensfjernt verdensborgerskab, som alligevel ikke kan garantere nogen noget i deres virkelige, sociale og håndgribelige eksistens. Borgerrettighederne var ikke teleskopiske, men nære og genstand for løbende debat og strid. De var ikke udtryk for filantropi, men hårdt tilkæmpede dyder, der måtte og må forsvares, hvor de kunne og kan beskyttes, dvs. lokalt.

Men så kom Jimmy Carter. Den 20. januar 1977 fastslog han i sin tiltrædelsestale som USA’s 39. præsident, at fremtidens amerikanske udenrigspolitik skulle hvile på absolutte menneskerettigheder.

18rh7iulxtsijjpg

EU er slet ikke gearet til realiteterne, men kun til at administrere illusionen om et uforanderligt post-Anden Verdenskrigs Europa. “We’re on us own!”

Forskning og kvinder

Det er lang tid siden Frederik Den Vise og Wilhelm Humboldt. I dag er det masseuniversiteter underlagt taxameterordningernes konstante underminering af faglige standarder. Som fagligheden forsvinder låner universiteterne sin opsparede prestige til stadigt mere ilde maskerede ideologiske dagsordner der paraderer som forskning. “Den britiske modtager af Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin, Tim Hunt, er blevet tvunget til at forlade sin stilling på University College London” skriver Ugeskrift

Det sker, efter at den 72-årige biokemiker ved en konference for journalister i Sydkorea i tirsdags kom under beskydning for sexistiske bemærkninger – og for en efterfølgende undskyldning, der kun gjorde tingene værre.

Hunt modtog i 2001 prisen for sin forskning om “cellecykluskontrol” sammen med sin landsmand Paul M. Nurse og amerikaneren Leland H. Hartwell. IPå konferencen i Seoul sagde han ifølge forbes.co.uk:

”Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er problemet med piger. Man forelsker sig i dem, de forelsker sig i én, og når man kritiserer dem, græder de!”, skriver

Hunt luftede angiveligt også det synspunkt, at laboratorier burde være kønsopdelte.

Hunt undskyldte senere i BBC Radion 4-programmet Today og sagde her: ”Jeg beklager, at jeg sagde, som jeg gjorde. Det var meget dumt med alle de journalister til stede”. Han stod dog ved meget af, hvad han havde sagt:

”Det er rigtig vigtigt, at man kan kritisere folks ideer uden at kritisere dem. Hvis man bryder ud i gråd, er man mere tilbøjelig til at holde igen med at få den absolutte sandhed frem. Videnskab handler udelukkende om at finde sandheden, og alt, hvad der kommer i vejen for det, trækker efter min mening videnskaben ned”.Se hele Tim Hunts forelæsning på Panum 21. april i år (videoklip)

Folkeskolen.dk skrev i forrige nummer om to kvindelige forskere, Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs der klagede til deres universitets ledelse over at få deres arbejde kritiseret af en mandlig forskerkollega.

Det hele begyndte med, at Rømer på folkeskolen.dk og i sin blog skrev en kritisk analyse af en forskningsartikel af Staunæs og Juelskjær, »Klasseledelse - all inclusive: Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer«.

Rømer opfatter artiklen som et eksempel på en aktuel tendens i skoleforskningen, som han er optaget af: »nemlig spørgsmålet om, hvordan dansk Foucault-inspireret tænkning, den såkaldte neo-strukturalisme, som jo normalt opfatter sig selv som en kritisk bevægelse, er havnet i en situation, der ikke blot accepterer, men ligefrem radikaliserer accepten af den i forvejen radikale tænkning, som ligger i skolereformen«, skriver han indledningsvist i sin analyse af Staunæs’ og Juelskjærs artikel.

»Klasseledelse handler dermed om, at hele børnelivet og faktisk også familielivet, herunder fritiden og søvnen, underlægges et læringsmaksimeringskrav. Det hedder ligefrem: ‘Intet er for småt til læringscentreret klasseledelse. Det er klasseledelse all inclusive’. Fuldstændigt totalitært efter min mening, men der er ikke den mindste reservation i Staunæs’ og Juelskjærs tekst undtagen et lille bitte besværgende skvulp til allersidst, hvor de spørger: ‘Hvad er så faren?’ uden at give antydningen af et svar«, skriver Rømer videre i sin analyse.

“I deres klagebreve til ledelsen kommer Staunæs og Juelskjær ikke med konkrete eksempler på fordrejning af deres forskning” og klagen blev afvist, men dekanen lovede “…at han vil have fokus på arbejdsmiljøet”. Godt arbejdsmiljø er at lade dilletanter våse videre til de får held til at lukke munden på kritisk tænkning.

Tendensen er Jødehad

Det kan godt være at Politikens Tarek Hussein mener at gravskænderiet på den muslimske gravplads i Københavnsforstaden Brøndby. Det “voldsomme angreb” med de ”forfærdelige billeder” kommer “i slipstrømmen på en tendens, hvor det danske Politi slet ikke har forstået alvoren af hadforbrydelser”. Zenia Stampe kaldte det en “rædselsfuld nyhed” og så det som kulminationen “efter en periode med angreb på kvinder med tørklæde, hærværk mod moskéer og et stigende nethad” og erklærede “I dag er vi alle danske muslimer”.

Men endnu kender ingen identiteten på gerningspersonen/erne eller motiver. Sunni/shia konflikt og gangsteropgør er stadigt kandidater og muslimernes lukkede og endda fjendtlige samfund er næsten umulige for politiet at efterforske. En 19 årig araber der angiveligt havde kæmpet for islamisk stat blev dræbt med knivstik på Nørrebro, måske som led i internt muslimsk opgør kunne man læse i Ekstrabladet, der også henviste til Syrienblog. Og hvad tæller som en hadforbrydelse? En 21-årig mand var kommet til at få øjenkontakt med et par arabere og en somalier i en bil og straks blev han overfaldet og stukket med kniv. Var det sket for en rettroende?

Omar sad og lyttede til sin imam fortælle, hvorledes jøder er aber og svin. Dagen efter gik han ud og skød sig en jøde. Det er slipstrømmen, tendensen og det er stigende. I Amsterdam udstillede en palæstinensisk venskabsforening billeder af døde børn, som Benjamin Netanyahu satte sin vampyrtænder i.

60977630992100490361no

Som det ikke var nok at israelerne i deres jødiske blodtørst myrder for mange palæstinensere, så er deres beskyttelse af civile palæstinensere endnu værre, da den sætter en umulig standard for terrorbekæmpelse skriver Israel News

The IDF went to extraordinary lengths last summer to prevent civilian casualties while fighting Hamas terrorists in Gaza, achieving a remarkable 1:1 civilian to combatant ratio, but according to international legal experts it went too far in avoiding casualties among the enemy population.

Willy Stern of Vanderbilt Law School, in an article to be published next Monday in the Weekly Standard, details what he found while spending two weeks with attorneys in the IDF’s international law department dubbed “Dabla” as well as front-line commanders, and documents the IDF’s “legal zeal” which as he notes has not stemmed the deluge of international criticism against it.

Stern listed how the IDF bombarded Gaza residents with thousands of telephone calls, leaflet drops, TV and radio messages, as well as calls to influential citizens urging them to evacuate residents, and in doing so gave the terrorist enemy detailed information about its troop movements.

It was abundantly clear that IDF commanders had gone beyond any mandates that international law requires to avoid civilian casualties,” writes Stern. He reported how Dabla attorneys have to sign off on a “target card” for each airstrike on terror targets, with the cards enumerating all of the relevant data about the planned strike.

In contrast, the Hamas “doctrine manual” captured by the IDF in the Shejaiya neighborhood early last August documents how the terror group urges its fighters to embed themselves among civilians in hopes that the IDF will kill civilians.

Hamas’s playbook calls for helping to kill its own civilians, while the IDF’s playbook goes to extreme? - ?some say inappropriate? - ?lengths to protect innocent life in war,” reads the article.

“IDF harming fight against terror”

Indeed, international legal experts quoted in the article argued that the IDF’s actions do go to inappropriate measures, and may end up harming the ability to fight terrorist organizations.

Wolff Heintschel von Heinegg, a military law expert at European University Viadrina in Frankfurt, Germany, was brought by Dabla to train IDF commanders about armed conflict laws.

Heinegg was quoted saying the IDF went to “great and noble lengths“ to avoid civilian casualties, but warned the IDF is taking “many more precautions than are required.”

As a result, he expressed his fear that the IDF “is setting an unreasonable precedent for other democratic countries of the world who may also be fighting in asymmetric wars against brutal non-state actors who abuse these laws.”

Sharing his assessment was Pnina Sharvit Baruch, a senior researcher at the Institute for National Security Studies (INSS) and former Dabla chief.

She said legal advisers from other militaries around the world confront her with “recurring claims” that the IDF “is going too far in its self-imposed restrictions intended to protect civilians, and that this may cause trouble down the line for other democratic nations fighting organized armed groups.”

Michael Schmitt, director of the Stockton Center for the Study for International Law at the US Naval War College, also agreed that the IDF is creating a dangerous state of affairs that may harm the West in its fight against terrorism.

The IDF’s warnings certainly go beyond what the law requires, but they also sometimes go beyond what would be operational good sense elsewhere,” he warned.

People are going to start thinking that the United States and other Western democracies should follow the same examples in different types of conflict. That’s a real risk,” said Schmitt.

Og terrorbekæmpelse er også tendensen på vej op i slipstrømmen på den voksende muslimske befolkning. I Frankrig blev en terrorgruppe netop opløst skriver Telegraph

Fourteen members of a banned Islamic group stood trial in Paris on Monday on terror charges after police found a “hit list” of Jewish stores marked “targets” in files belonging to its leader.

Several of the stores belonged to the Hyper Cacher chain, like the one in which four people were killed in a hostage drama two days after the Islamist killings at Charlie Hebdo, the satirical weekly.

The 14, all members of a now-banned Islamist group called Forsane Alizza (”The Knights of Pride” in Arabic), are charged with “criminal conspiracy related to a terrorist enterprise”. Some also face charges of illegal possession of weapons. All face prison terms of ten years if found guilty.

The group was dismantled amid a crackdown on radicals shortly after a 2012 killing spree in southern France by Mohamed Merah, who attacked a Jewish school and soldiers, killing seven people before being gunned down by police.

The “hit list” was found during a March 2012 raid on the home of group leader Mohamed Achamlane, 37, in which they also seized an English-language manual on how to build a nuclear bomb, along with three demilitarised assault rifles, three revolvers and “easy recipes” for home-made explosives.

On Achamlane’s hard disk, investigators found a file called “target.txt”, containing the names of ten Jewish stories, five of which belonged to Hyper Cacher.

Achamlane, who has previous convictions for offences related to weapons and violence, denies any plans to carry out attacks and said the group’s aim was simply to “unite young Muslims“.

Som en lille krølle på halen, skriver Le Figaro, her i Elder of Ziyons oversættelse, at omtalte terrorgruppe Forsane Alizza fik personoplysninger om jøder fra en muslimsk medarbejder i det franske telefirma Orange

Thanks to “Dawoud”, an acquaintance working for Orange, Mohamed Achamlane, the self-proclaimed “emir” of Forsane Alizza, also received a “small gift”, specifically a list of names, addresses, landline and mobile telephone numbers of political personalities such as Nicolas Sarkozy, Roselyne Bachelot, Édouard Balladur, Jean-Louis Boorlo, Dominique de Villepin, Jean-Pierre Raffarin, Jean-Louis Debré and even Philippe Douste-Blazy. Forsane Alizza also obtained details of media figures such as Éric Zemmour [Jewish anti-immigration commentator] or Silhem Hachbi of the movement “Ni pute, ni soumise” ["Neither bitch, nor submissive", a sort of brown women feminist movement]. Insatiable, Mohamed Achamlane had even demanded details of “cops, judges, MPs, etc., so we have a big database to have a means of exerting major pressure.”

In a file called “UMP data.odt” [UMP was the major right-wing party in France, Sarkozy's party], the anti-terrorist judges also discovered that the Islamists had “personal data of members of the UMP, including MPs, former ministers and media personalities,” including “addresses, telephone numbers, electronic messages, vehicles, number of children, professions”.

Men så meget som muslimer arbejder på at dræbe jøder, så har det delvist statsejede Orange ikke berøringsangst over muslimer. Men de har derimod berøringsangst for jøder skriver Ari Lieberman i Frontpage Magazine

Last week’s rancid pro-BDS statements to an approving Cairo audience by Orange CEO Stéphane Richard, indicating his desire to immediately sever his company’s links to Israel, should come as no surprise to those who follow French politics. Orange, which maintains a licensing agreement with the Israeli cellphone company Partner Communications, is partly owned by the French government, making France at least indirectly complicit with Richard’s anti-Semitic, pro-BDS statement.

(…)

More disturbing than Richard’s initial repugnant comments however, were comments made by Gérard Araud, France’s ambassador to the United States. In response to a stinging backlash from Israel as well as its supporters, including prominent Democratic supporter and Partner shareholder Haim Saban and Republican mogul Sheldon Adelson, Araud tweeted the following; “4th Geneva convention: settlement policy in occupied territories is illegal. It is illegal to contribute to it in any way.” Rather than expressing revulsion over Richard’s Cairo comments, Araud seemed to be expressing support for them.

Naturally, Twitter goers pointed out Araud’s hypocrisy, noting that he was quick to criticize Israel while failing to acknowledge other, infinitely more egregious occupations like those of Tibet, Western Sahara and Northern Cyprus.  Others (including this writer) pointed out that Article 49(6) of the Fourth Geneva Convention does not apply to Israeli “settlements.” Prominent law professor and recognized international law expert Eugene Kontorovich noted that Araud’s position was not consistent with past legal precedent.

(…)

There is perhaps no country on the European continent that has done more to harm Israel’s political and legal standing than France. In fact, it is safe to say that France, as a permanent member of the UN Security Council, has caused more political harm to Israel than the entire Arab world collectively.

Both in private and public forums, French political leaders have consistently been dismissive of Israeli political concerns and insulting to its leaders. In private, French leaders have been caught on hot microphones bashing Israel or its leaders. In one such instance, President Nicolas Sarkozy, knowing that he had an approving audience, told President Obama, “I cannot stand [Netanyahu]. He is a liar.”

(…)

All this anti-Israel French activity is occurring as anti-Semitic attacks against Jews in France continue without letup. In May, two Parisian Jews were set upon by a mob of forty and beaten in broad daylight. A week prior, another Jew was attacked while leaving his synagogue. In April, a female Israeli journalist (identified as such by the Hebrew lettering on her equipment) reporting on a plane crash in the French Alps, was harassed by a group of French Muslims in full view of passersby who did nothing to intervene.

France’s rancid anti-Israeli foreign policies coupled with rampant anti-Semitism within its borders are demonstrative of a sick and diseased nation that has irreversibly lost its moral compass. It is difficult to imagine France plunging any deeper into the abyss but then again, up until a few days ago, I thought that France had hit rock-bottom. Clearly, I was badly mistaken.

Også i Tyrkiet stiger de jødehadende tendenser. En Erdogan-venlig TV station har luret tendensen i Erdogans taler og produceret den populære dokumentar The Mastermind” om hvorledes jøder ødelægger det for alle andre

The main theme of the film is the 3,500-years of “Jewish domination of the world.” It focuses on three “Jewish” historical figures (one of whom was not Jewish): the Spanish philosopher and Torah scholar Moses Maimonides, Charles Darwin (who was not a Jew), and German-American philosopher Leo Strauss.

Here are some narrative excerpts from the film, which opens with images of the Star of David and a replica of the Temple in Jerusalem:

The Mastermind, whose roots go back thousands of years, who rules, burns, destroys, starves the world, creates wars, organizes revolutions and coups, establishes states within states — this ‘intellect’ is not only Turkey’s curse, but the curse of the entire world. Who is this mastermind? The answer is hidden inside truths and facts that can never be called conspiracy theories. …

This story begins in the very old days, 3,500 years ago, when Moses brought his people out of Egypt to Jerusalem. The only guide he had was the Ten Commandments… We have to look for the mastermind in Jerusalem where the sons of Israel live. …

Maimonides… who lived in the Middle Ages believed that ‘the Jews are the Masters, and all other people are to be their slaves’”

The film then features several pro-Erdogan pundits, academics and journalists, commenting on the mastermind. “As they destroy the entire world, the Jews are searching for [the lost] Ark of Covenant.” says one. “The Jews use Darwin’s theory [of evolution] to assert that God created them – but everyone else evolved from apes,” says another. One claims that the Jews believe that they, the descendants of Isaac, consider themselves the masters, and that “all of us,” the descendants of Ishmael, are created to serve the Jews. And another blames “the mastermind” — whom he identifies as the Jews as well as the U.S. (which the film earlier claims is dominated by the Jews) for both the destruction of the Ottoman Empire and for the coups in modern Turkey aimed at ousting Islamist leaders and parties.

Finally, an advisor to Prime Minister Ahmet Davutoglu claims that all anti-government activity in Turkey was, in fact, attempts by “a mastermind” to bring down Turkey and its government.

I Vesten er de højere læreanstalter og venstrefløjen den antisemitiske tendens arnested

Racismens komplekse fortælling

Da en ung mand, Freddie Carlos Gray, mistede livet i Baltimore politis varetægt under besynderlige omstændigheder udbrød der uroligheder. Den unge mand var sort, vanekriminel ganske vist, men sort, eller i hvert fald mørk nok til at tælle med til de afroamerikanske, og mistanken om endnu en racistisk drab var derfor nok til en konklusion. Baltimore er styret af Demokraterne og har været det længe og har en sort borgmester. Politiet er 60% sort. Men da Trayvon Martin for et par år siden også blev dræbt af en hvid, eller snarere en latino og i selvforsvar, så var der et mønster.

Og dette mønster blev kun forstærket da den hvide betjent Darren Wilson dræbte den 130 kg lette teenager Michael Brown, der blidt havde skubbet den lokale asiatiske købmand omkuld og røvet en kasse cigarer. Ganske vist prøve Brown at overmande Wilson mens han truede med at slå ham ihjel, men da utroværdige vidner løj om at han havde hænderne oppe, afmægtigt appellerende “Hands up, don’t shoot!” så var det bedre en bevisets stilling. Alle løgne beviser den samme fortælling, at sorte ulykke intet har med deres adfærd at gøre, men er resultatet af et racistisk jerngreb som selv ikke Obama har kunnet hele.

“What’s weird is that it never happens to white kids” mente komikeren Chris Rock, skønt en hvid teenager var blevet skudt og dræbt at to sorte betjente nogenlunde samtidig med Freddie Gray. Michael Moore krævede på Twitter at “every African-American currently incarcerated for drug ‘crimes’ or nonviolent offenses released from prison today” og “Disarm the police. We have a 1/4 billion 2nd amendment guns in our homes 4 protection. We’ll survive til the right cops r hired”. Højrefløjen bliver aldrig træt af at minde om, at en af Moores mange livvagter er blevet anholdt for ulovlig besiddelse af et skydevåben. Identiteten med at være undertrykt neger spredte sig til forskellige byer i USA og endda helt til Israel, hvor der opstod uroligheder i den venstredrejede(!) højborg Tel Aviv. Diversitet fører grundlæggende blot til øget segregering og mistro til naboer, samfund og myndigheder.

Thomas Sowell skriver i National Review

The “legacy of slavery” argument is not just an excuse for inexcusable behavior in the ghettos. In a larger sense, it is an evasion of responsibility for the disastrous consequences of the prevailing social vision of our times, and the political policies based on that vision, over the past half century.

Anyone who is serious about evidence need only compare black communities as they evolved in the first 100 years after slavery with black communities as they evolved in the first 50 years after the explosive growth of the welfare state, beginning in the 1960s.

You would be hard-pressed to find as many ghetto riots prior to the 1960s as we have seen just in the past year, much less in the 50 years since a wave of such riots swept across the country in 1965.

We are told that such riots are a result of black poverty and white racism. But in fact — for those who still have some respect for facts — black poverty was far worse, and white racism was far worse, prior to 1960. But violent crime within black ghettos was far less. You cannot take any people, of any color, and exempt them from the requirements of civilization without ruinous consequences to them and to society at large.

Murder rates among black males were going down — repeat, down — during the much-lamented 1950s, while it went up after the much celebrated 1960s, reaching levels more than double what they had been before. Most black children were raised in two-parent families prior to the 1960s. But today the great majority of black children are raised in one-parent families.

Such trends are not unique to blacks, nor even to the United States. The welfare state has led to remarkably similar trends among the white underclass in England over the same period. Just read Life at the Bottom, by Theodore Dalrymple, a British physician who worked in a hospital in a white slum neighborhood.

You cannot take any people, of any color, and exempt them from the requirements of civilization — including work, behavioral standards, personal responsibility, and all the other basic things that the clever intelligentsia disdain — without ruinous consequences to them and to society at large.

Non-judgmental subsidies of counterproductive lifestyles are treating people as if they were livestock, to be fed and tended by others in a welfare state — and yet expecting them to develop as human beings have developed when facing the challenges of life themselves.

One key fact that keeps getting ignored is that the poverty rate among black married couples has been in single digits every year since 1994. Behavior matters and facts matter, more than the prevailing social visions or political empires built on those visions.

Som ingen fakta tilsyneladende rokker ved følelsen af identitet, rokker ingen identitet ved fakta. Anklagemyndigheden endte med at rejse tiltale mod Den mordsigtede betjent er sort, som to af de tre sigtet for manddrab, som man kan læse på Daily Mail.

a-complex-tale-of-white-supremacy

Ja, det giver unægteligt racismefortælling et lag af kompleksitet

Pamela Geller er den helt venstrefløjen søger

På det amerikanske venstredrejede medie Think Progress, læste jeg forleden en artikel der våndede sig over at der blev lavet for få film med kvindelige superhelte i rollerne. Drengenes fantasi-univers var simpelt hen (’hen’ ikke forstået på ny-svensk) ikke ligestillet nok mht køn. Artiklen nærmede sig det konspiratoriske, hvor man spekulerede i om de få forsøg fra filmselskaberne (Cat-woman og Supergirl) var bevidst dårligt producerede for at opretholde et kunstigt patriarkalsk superhelteunivers.

Samme Think Progress havde derimod kun hån tilovers for virkelighedens superkvinde, eller en af dem, i Pamella Geller. Hendes forbrydelse bestod i at tale volden og tyranniet midt imod. Ved at afholde en tegning-konkurrence med den muslimske profet som motiv vakte hun voldsmænds vrede. Og voldsmændene ville hævde deres voldsmonopol. De mødte dog kun deres egen skæbne ved et politi der var beredt. Det var i Texas.

14002_10153318558657439_6589506604928088695_n

Think Progress mener at i ramme alvor at tegnere, der tegner noget som volds-mænd ikke vil have - og de der arrangerer fora for den slags også - selv er skyld i den død voldsmænd bringer med sig. Det svarer til at kvinder i lårkort selv er skyld i at blive voldtaget. Sjovt nok er voldsmændenes bagland helt enige i den analogi, mens Think Progrees og dens åndelige bagland sikkert vil finde den usmagelig.

Progressiv tanke er nemlig ikke at tænke, men kun en ideologisk formel op mod et fast fjendebillede. Venstrefløjen har i savnet af Østblokken allieret sig med den islamiske verden og harmoniseret store dele af dens åndelige gods, som den også har overtaget dens forurettelsesforståelse.

Men der er ingen vej udenom, offerbebrejdelse er kernen af den åndelige værdikamp, der kæmpes i Vesten i disse årtier. Definitionen af offer og gerningsmand er forskellen i hvorledes vi ser på mennesket. Os frihedselskende og anstændige vesterlændinge holder individet ansvarligt for sine handlinger i en tro på den frie vilje. Østerlandsk kultur og venstreorienteret tænkning ser kollektivet som menneskets egentlige organisme. De kalder det ummaen eller de svedende masser, men det essentielle er, at individets frie tanker truer konformitetens sammenhængskraft og kleresiets magt.

Med en forståelse af mennesket, som et individ under ansvar for sin frie vilje er det voldsmændenes og deres sympatisørers eget valg at tage på vej over andres meninger. Og det er deres valg at bevæbne sig til tænderne med automatvåben og granater og gå til angreb på tegnere for med blod at illustrere at pennen ikke er stærkere end sværdet. Men for venstrefløjen, er individet kun en del af kollektivet og alle handlinger tager udgangspunkt i omstændighederne. Omstændighederne er ifølge den analyse at muslimer bliver ukontrolleret bedrøvelige over at se nogle tegne deres forståelse af det perfekte menneske. Det er en præmis, sådan er det bare. Så når man fremturer med at tegne, hvad der gør muslimer bedrøvelige er det en naturlov at de vil reagere med morderisk vold - de kan åbenbart ikke andet.

Det ligger i venstrefløjens ideologiske progressive program at kun tegnere har et valg, nemlig at bøje sig for kollektivismens krav. Inkonsistensen i den progressive tanke tjener at holde fokus på det faste fjendebillede; nemlig dyrkerne af den frie vilje, individet og den frie ånd. For det var hvad vi plejede at synge i kor, at man ikke kunne binde ånd. At hvor der blev lagt forbud mod at udtrykke sig, så ville modige og anstændige mennesker gøre forsøget, så sikkert som amen i kirken.

Pamela Geller er en helt og i den sørgelige forfatning som det vestlige åndsliv er trukket ned i for tiden kan hendes mod regnes som en superkraft. Her demonstrer hun den imod CNN

Som blommen i et æg

Akademia, Demografi, Diverse, Forbrydelse og straf, Race, Racisme, USA, venstrefløjen — Drokles on April 29, 2015 at 4:56 am

Komikeren Amer Rahman udlægger har sin forståelse af, hvilke racismeprivilegier alle ikke-hvide har fået af den hvide mands århundrede lange undertrykkelse.

Men intet er så bizart at det ikke kan være en akademisk disciplin. Aeman Ansari forklarer Huffington Posts læsere, hvorfor farvede har brug for ’sikre rum’, hvor hvide er forment adgang.

It’s not just important, but it’s essential, for marginalized groups to have safe spaces on campus to engage with people who understand what they go through. Though this group is funded by Ryerson’s student union, it works to serve a particular group and a particular purpose. Many students at Ryerson have encountered racism in their life that is impossible to forget and many are exposed to discrimination on a daily basis. This group and these sort of events allow people of colour to lay bare their experiences and to collectively combat this societal ailment. These spaces are rare places in the world not controlled by individuals who have power, who have privilege.
These spaces, which are forums where minority groups are protected from mainstream stereotypes and marginalization, are crucial to resistance of oppression and we, as a school and as a society, need to respect them.
(…)
Segregation was imposed on people of colour by people of privilege, not the other way around. The very fact that individuals organizing to help each other get through social barriers and injustices are being attacked and questioned for their peaceful assembly is proof that they were right to exclude those students.
Racialized people experience systemic discrimination on a daily basis, on many levels, and in ways that white people may never encounter. The whole point of these safe spaces is to remove that power dynamic. That’s partly what makes them spaces for healing.
(…)
The West has a history of oppressing people of colour: from Africans who were enslaved and brought to the New World, to native people whose land was stolen by Europeans. This kind of oppression is still witnessed today, in the way the black community is treated in the United States, in the state of African nations trying to recover from the collapse of the previous colonial rule, and in the continuing struggles of indigenous peoples.

Man kunne argumentere for at der var en sammenblanding af det offentlige rum og det private. Men nok om semantik; Baltimores borgmester Stephanie Rawlings-Blake tror nemlig også på at sorte skal have et ’sikre rum’ fra hvide. Tilsyneladende under samme opfattelse som football spilleren Richard Sherman af at bølle og nigger er et og det samme bad hun, ifølge Daily Caller, derfor politiet (’whithey’, ‘the man’, eller måske ‘da man’) om at sikre et rum til de demonstranter, der var kede af en narkokriminels utidige død og som havde lyst til at hærge nabolaget

I’ve made it very clear that I work with the police, and instructed them to do everything that they could to make sure that the protesters could exercise their right to free speech. It’s a very delicate balancing act because while we tried to make sure they were protected from the cars and the other things that were going on, we gave those who wished to destroy space to do that, as well. And we worked very hard to keep that balance and to put ourselves in the best position to deescalate. And that’s what you saw.

Suspect Dies Baltimore

Måske de lokale føler sig en kende svigtet? Men, viser det sig, Baltimore faktisk er et rimeligt sikkert rum for farvede, skriver Daniel Greenfield for Frontpage Magazine

Baltimore has the fifth highest big city murder rate in the country. The four cities ahead of it are Detroit, New Orleans, Newark and St. Louis. All these cities have something in common. Not racism, but race.

The killers and the dead are black.

The murder rate in Baltimore stood at 37.4 to 100,000 people. There have already been 63 murders this year. Fifty-six of the victims were black. Of the 16 murders in the last 30 days, 14 of the victims were black.

(…)

Baltimore’s peaceful protests were marred by smashing cars, smashing windows, throwing rocks and assaulting random people still showing their white faces in the city. The police tried to stay out of it giving the protesters and their supporters what they really wanted; the opportunity to commit crimes without being held accountable.

(…)

Baltimore has a black mayor, a black police commissioner and a majority non-white police force. Driving out the remaining white police officers will just eliminate the race card excuse for future riots.

Studies have shown that black officers are harder on black suspects and that cops already hesitate more before shooting black suspects than white suspects. The Detroit police force is 63% black. Federal oversight over it ended only recently. The Philadelphia police force has more blacks on it than any other racial group; it also has a high rate of police shootings and was targeted by the Justice Department.

(…)

In 2013, 2,245 black people were killed by other black people. Only 189 were killed by whites. In 2012, 2,412 black people were killed by other black people. That’s tens of thousands dead over a decade.

There have been genocides with lower death tolls.

Måske er hvidt selskab det sikreste rum for en neger.

Obamas har ikke helet USA

Der var høje forventninger til Barak hussein Obama, da han blev valgt til USAs præsident. Kansas City Stars Mary Sanchez formulerede forhåbningerne således i 2008

On race, however, Obama only has to show up. That’s how it works to be the first minority to achieve any high-profile role. It is a strange phenomenon. Simply by standing in a space long held by the same sorts of people - namely, white men - something shifts in the cosmos. Years ago, when Kansas City, Mo., elected its first black mayor, Emanuel Cleaver (now a member of Congress), some compared his impact on city race relations to the effect a teacher has by standing on the playground at recess. The kids play differently - more nicely. Point being that simply being in the room takes things up a notch.

Nu har han så været her en del år og spændingerne er siden kun steget. Der har været flere prominente sager, hvor ‘race-baiters’ har opviglet sorte masser og venstrefløjen i deciderede racekampe. Overraskende har man taget udgangspunkt i enddog meget dårlige sager, hvis man ville demonstrere et racistisk hvidt USA, der undertrykker den sorte befolkning. Først i rækken var sagen om den jødisk-mexikanske George Zimmerman, der en sen aften i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin. Trayvon Martin dyrkede et afsindigt had til hvide, drak sig høj på Watermelon Lean og var blevet bortvist flere gange fra sin skole på grund af tyveri og konflikter. Den skæbnesvangre aften havde Zimmerman, der var med i et frivilligt lokalt vagtværn, set Trayvon Martin opføre sig mistænkeligt.

Obama undlod blot at være til stede med sin fredsskabende sorthed og pustede istedet til fortællingen om et racistisk mord ved at påstå at det kunne være hans egen søn, der blev skudt. Og derefter blev der imod politiets og den lokale statsanklagers vilje, rejst en sag mod Zimmerman. Zimmerman, der op til retsagen tog 30 kg på, blev renset for alle anklager, men ikke for mistanken. Hans liv siden har været præget af angst og paranoia og han har haft flere voldelige sammenstød med både familie og politiet.

Det samme mønster gentog sig i byen Ferguson, da en hvid betjent, Darren Wilson, skød og dræbte den sorte Michael Brown på åben gade. Brown blev i medierne kaldt the gentle giant og der opstod hurtigt et hysterisk pres for at få Wilson anklaget og dømt for mord. Den lokale anklager valgte stik imod bevisernes substans at give efter for presset ved at holde en udvidet høring, så offentligheden kunne for syn for sagn. Wilson blev pure frifundet. The Gentle Gian havde angrebet Wilson og truet med at slå ham ihjel. Inden da havde han røvet en kasse cigarer fra en lokal forretning - den blev senere brændt ned under pøblens rasende anklager om forrædderi. Sagens beviser kunne ikke ændre hverken mediernes eller pøblens fortælling. Og i marts i år blev to betjente skudt ned i Ferguson i et attentat - begge overlevede.

“I want to see a cop shoot a white unarmed teenager in the back” er Guardians Toni Morrison som svar på, hvornår racespændingerne forsvinder. Men ifølge Washington Times så er det krav allerede mere end indfriet

Based on that data, Mr. Moskos reported that roughly 49 percent of those killed by officers from May 2013 to April 2015 were white, while 30 percent were black. He also found that 19 percent were Hispanic and 2 percent were Asian and other races.

His results, posted last week on his blog Cop in the Hood, arrived with several caveats, notably that 25 percent of the website’s data, which is drawn largely from news reports, failed to show the race of the person killed.

Killed by Police lists every death, justified or not, including those in which the officer had been wounded or acted in self-defense.

“The data doesn’t indicate which shootings are justified (the vast majority) and which are cold-blooded murder (not many, but some). And maybe that would vary by race. I don’t know, but I doubt it,” Mr. Moskos said on his blog.

Adjusted to take into account the racial breakdown of the U.S. population, he said black men are 3.5 times more likely to be killed by police than white men. But also adjusted to take into account the racial breakdown in violent crime, the data actually show that police are less likely to kill black suspects than white ones.

“If one adjusts for the racial disparity in the homicide rate or the rate at which police are feloniously killed, whites are actually more likely to be killed by police than blacks,” said Mr. Moskos, a former Baltimore cop and author of the book “Cop in the Hood.”

“Adjusted for the homicide rate, whites are 1.7 times more likely than blacks die at the hands of police,” he said. “Adjusted for the racial disparity at which police are feloniously killed, whites are 1.3 times more likely than blacks to die at the hands of police.”

Mr. Moskos listed two possible reasons for the racial disparity. The first is that police assigned to largely black neighborhoods face “more political fallout when they shoot, and thus receive better training and are less inclined to shoot.”

The second is that police assigned to black communities with high crime rates are more accustomed to dangerous situations and thus are more likely to be able to resolve them without resort to lethal force.

Figures on police shootings by race are thin on the ground, but Mr. Moskos’s results have some support: The investigative journalism website ProPublica came up with a similar percentage in an Oct. 10 article, reporting that 44 percent of all those killed by police were white, using FBI data from 1980 to 2012.

The fact-checking website PolitiFact concluded in August 2014 that police kill more whites than blacks after the claim was made by conservative commentator Michael Medved. PolitiFact cited data from the Centers for Disease Control on fatal injuries by “legal intervention” from 1999 to 2011.

“Over the span of more than a decade, 2,151 whites died by being shot by police compared to 1,130 blacks. In that respect, Medved is correct,” said PolitiFact.

But PolitiFact gave his assertion a “half true” rating because whites make up 63 percent of the population, while blacks make up just 12 percent.

“Yes, more whites than blacks die as a result of an encounter with police, but whites also represent a much bigger chunk of the total population,” PolitiFact said in its Aug. 21 post.

But PolitiFact did not take into account the percentage of those by race involved in violent crime or shootings of police, as Mr. Moskos did.

Despite the recent flood of media coverage involving police shootings, Mr. Moskos advised his readers to “keep all this morbidity in perspective,” reminding them that very few people, white or black, will ever be shot or killed by police.

“The odds that any given black man will shoot and kill a police officer in any given year is slim to none, about one in a million. The odds for any given white man? One in four million,” he said. “The odds that a black man will be shot and killed by a police officer is about 1 in 60,000. For a white man those odds are 1 in 200,000.”

I Baltimore forleden forfaldt en protestdemonstration over Freddie Grays, en sort amerikaner, utidige død i politiets varetægt, i kaos og plyndringer. Det er Obamas time for healing

Overbefolkning?

Afrika, Akademia, Demografi, Diverse, Kristendom, Muslimer, islam — Drokles on April 9, 2015 at 7:45 pm

The Guardian har en meget smuk og foruroligende billedserie om overbefolkning

2a5e2f23-aa20-4cc3-81bf-77fe701ff8cf-2060x1236

En chef for FNs Klima halløj vil reducere antallet af mennesker. Og det er der god grund til, som David Attenborough argumenterer for. Presset på ressourcerne og naturen er nemlig ubønhørligt og snart vil vores plastikindpakkede verden ikke kunne skjule affaldet og vores børn kommer til at slås om de sidste rester af den udpinte jord. Eller gør de? Danmark er et meget tæt befolket land, hvilket tilsiger en anden indvandringspolitik end den man er slået ind på fra 1983. Alligevel er her god plads og grundlæggende rent og herligt. Trods vores placering højt mod nord producerer vi et overskud af fødevarer.

Den svenske professor, læge og statistiker Hans Rosling har et anderledes optimistisk syn på befolkningstilvæksten.

Hvad malthusiske Attenborough ikke forstår er at mennesket har evnen til at tilpasse ikke bare sig selv til sine omgivelser, men sine omgivelser til sig selv. Vand er ikke en begrænset ressource, men et kredsløb. Men skønt der ikke bliver for mange mennesker på Jorden, så bliver der alligevel for mange mennesker nogle steder. Men ikke bare det. Der bliver for mange af visse mennesker Pew Research Center:

Shifts in the world’s major religions will see Islam growing faster than any other faith, with the number of Muslims nearly equaling that of Christians by 2050.

A new Pew Research Center study finds that with the exception of Buddhists, the world’s major religions will all see an increase in numbers by 2050, although some will make up a smaller percentage from today. Muslims are the only major religious group projected to increase faster than the world’s population as a whole… If current trends continue, Muslims will outnumber Christians worldwide around 2070.

muslims2050_3258633b

Billedet ovenfor er fra Telegraph og viser den muslimske befolkningskoncentration fremskrevet til 2050. Som min ven konstaterede, så bliver der flere barbarer. Og det er sandt. Hvide vil udgøre 10% af fremtidens befolkning.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress