For børnenes skyld

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Pressen vælger gode historier fra

Det er i Vesten almindeligt at betragte vores medier, som værende mere pålidelige end ikke-vestlig medier. Russiske medier har en klar pro-russisk dagsorden og der er ingen reel markeds- eller demokratisk kontrol. Og sådan er det sikkert også i resten af den gamle østblok, hvor halvfascister som Victor Orban regerer og Romaer forfølges og bøsser ikke kan gifte sig. De vestlige medier selv er helt sikre på deres egen fortræffelighed. Og sådan var det også engang. Vesten var det eneste sted hvor der herskede frihed. Men det er længe siden.

En gruppe kristne kaste overbord til druknedøden af vrede muslimer, kunne man læse. Men det fik ingen konsekvenser for dækningen og vinklingen. Tyskland sorterer migranterne efter religion og etnicitet, ellers kommer de op at slås. Eller rettere, ellers overfalder muslimer ikke-muslimer og nogen gange også hinanden. Ingen synes at bekymre sig for, hvad perspektivet er i det, især hvis de skal herind at bo. Der advokeres for et multietnisk samfund, mens folk flygter fra sekterisk vold. De fleste migranter er ikke fra Syrien, men vinklen er stadig at alle er flygtninge fra krig. Ingen spørger hvilke af de stridende parter migranter støtter hvem de flygter fra eller synes at kere sig over om det overhovedet er relevant. Der er heller ikke noget perspektiv i at de fleste er mænd i den våbenføre alder. Da disse unge mænd aggressivt angreb grænsevagter i Balkan og Slovenien og hvor som helst, blev det til historier om hvorledes kvinder og børn fik tæsk. En migrant kastede brutalt sin kone med et spædbarn i favnen ned på togskinnerne og hoppede derpå selv ned over hende, mens han skreg at han hellere vil have sin og sin families død end ikke at komme til Tyskland - pressen viser at han ligger på togskinner med sin kone og barn mens grænsevagter står tæt omkring, som var det dem, der var de skyldige. Afrikanske migranter stormer spanske grænsehegn og som de løber gennem gaderne for første gang i det forjættede kristne land råber de Allahu Akbar - og ingen spørger hvad de mon mener med det.

Norsk politi fandt billeder af henrettelser og IS-falg hos flygtninge” skrev flere aviser. Det er politiet, der oplyser om deres fund og medierne refererer selvfølgelig politiet. Men så sker der ikke mere. Danske medier har ikke spurgt dansk politi om de har gjort lignende opdagelser. Hvad med andre lande? “Det, som ser alarmerende ud, kan have andre forklaringer end støtte til terrororganisationer” citerer man en leder for den norske sikkerhedstjeneste og så er det vel godt nok. Det kan betyde så meget, ja, men det kan også betyde at vi ikke ved, hvor mange tusind terrorister, og deres endnu flere sympatisører, der lukkes ind.

Og hvis ikke man vil foretage sin egen research, så kan man vel i det mindste vil ungarsk TVs tidligere reportage, hvor man ikke blot ser indholdet, men også har allieret sig med glimrende psykologer til at tolke billederne. Billederne viser unge mænd, der gennem gensidige prygl, gør sig kampklar til at modstå og håndtere smerte, når de når Europa. Og flere billeder af migranter, der går forbi TV stationernes kameraer og gestikulerer en halshugning så selv ikke eksperter burde være i tvivl om, hvad det mon kunne betyde.

En ungarsk journalist spænder ben for en løbende migrant med et barn i favnen. Skandale og det selv om det viser sig at migranten var jihad sympatisør - what are the odds? - forbliver den del af historien kun på blogs og sociale medier. Finsk TV bringer rørende historier fra flygtninge, der fortæller om deres situation. En af flygtningene har ladet sig fotografere før, back in the old country og genkendes, som MVLEHTI fortæller

terrorist-i-tv

terrorist-fra-tv-med-afhugget-hoved

What are the odds? (Billedet af terroristen med det afhuggede hoved har i øvrigt i målene 500-666 - what are the odds?). Hvorfor er det ikke en historie? Jeg sidder og tænker på at vi, eller i hvert fald jeg, er blevet så vant til denne parallelverden, mellem, hvad man selv kan finde på nettet, Youtube, Facebook og flere men mindre fremragende medier, blogs og hjemmesider og så den verden, der tegnes i de danske medier på statsstøtte, at jeg slet ikke stiller spørgsmål til, hvorfor danske medier, ja vestlige medier i det hele taget, slet ikke fokuserer på historier om hvem flygtningene egentlig er, hvad de kommer for og hvad vi allerede kan se af vold og trusler.

Det er jo gode og opsigtsvækkende historier. Men journalisterne vælger at messe kedelige fortællinger om uverificerbare , som kun venstrefløjen ser og det er kun af ren moralsk pligtskyldighed. Journalister har traditionelt set det som et kald at bringe sandheden for en dag. Siden har de set det som et kald at får sandheden til at ændre verden til det bedre. Siden har de retfærdiggjort den gode historie over sandheden, hvis blot den ændrede verden til det bedre. I dag caster de mest sig selv, mest som en dårlig vane, i det selvbillede de har arvet af at se Alle Præsidentens Mænd og Kinasyndromet med det samme skurkebillede af banditter i habitter og det samme billede af ofrenes forhutlede fremtoning. Det er faktisk mageløst at så mange journalister kan være så moralsk ukorrumperede i deres moralske kald, at deres fag ikke lokke med penge og prestige, hvis blot de opfylder fagets mindstekrav. At så mange journalister kollektivt ser helt bort fra indlysende gode historier, fordi de hellere selv vil være gode.

En verden af Fritzler

Slaveri og voldtægt er en del af islams krig mod sine omgivelser. På Memri kan man se en kvindelig muslimsk teolog fra Al-Azhar universitetet forklare den rette lære

In a September 12, 2014 Fatwa show, Al-Azhar Professor of Theology Suad Saleh discussed the Islamic concept of “those whom you own.” Speaking on Hayat TV, Professor Saleh said that Muslims who capture women in a legitimate war against their enemies may own them and have sex with them as slavegirls. “In order to humiliate them,” Prof. Saleh said, “they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.” The video has been circulating in social media in recent days.

Suad Saleh: “‘Those whom you own’ (slavery) existed before Islam. It existed among all nations and countries, not just among pre-Islam Arabs. Anyone could trade in freeborn men and women. This is called the selling of freeborn people. It’s like the selling of human organs and trafficking in freeborn humans today. But when Islam emerged, it put (slavery) into order, by limiting it to legitimate wars between Muslims and their enemies. If we fought Israel, which is plundering land, and is an aggressor against people and their faith… Obviously, it is impossible that we will fight Israel, even though Surat Al-Isra in the Quran foretells this, and nothing is beyond the power of Allah… The female prisoners of wars are ‘those whom you own.’ In order to humiliate them, they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.

[...]

“Some opportunists and extremists, who only harm Islam, say: ‘I will bring a woman from East Asia, as (a slavegirl) under the status of “those whom you own,” and with the consent of my wife, I will allocate this woman a room in the house, and will have sex with her as a slavegirl.’ This is nonsense. This is not prescribed by Islam at all. Islam says that a woman is either a wife or a slavegirl. Legitimately-owned slaves come from among prisoners from a war, which is waged against the Muslims, a war to plunder land, a war against our faith, and so on. What some people are doing now is an aggression against Allah and against Allah’s legal texts in the Quran, and we must not be influenced by this at all.”

Og der er også et par vers

Quran (33:50) - “O Prophet! We have made lawful to thee thy wives to whom thou hast paid their dowers; and those (slaves) whom thy right hand possesses out of the prisoners of war whom Allah has assigned to thee”

Bukhari (41.598) - Slaves are property. They cannot be freed if an owner has outstanding debt, but they can be used to pay off the debt.

Daily Mail har nogle grufulde beretninger fra kvinder og piger der har overlevet Islamisk Stats sex-slavehandel. Tæsk, voldtægt, tortur, udsultning, mord, tvangskonverteringer var dagligdag i deres islamiske helvede. Blandt køberne er det især saudiarabiske ikke blot mænd, men hele familier. Men der er også købere fra Albanien, Syrien og USA, alle muslimer. Som en af de stakkels piger beskriver sin fangevogters hjem “The television was always on religious channels, reciting the Quran all the time.

We were in Tal Afar for two months then they brought us to Raqqa in Syria. There were about three hundred of us girls there, in a big hall. All the women had babies who cried because they were so hungry. The children were only given one egg a day.

The first night nine girls tried to flee. They tied their clothes together to make a rope and lowered themselves out of the window, but the ISIS fighters found them and brought them back. They hit all of us because we didn’t tell them about their escape.

They put us all in a big room, locked the door and didn’t give us any water. Then one day they brought us to another building. On the front was written something like ‘area for selling’ and there I was sold to a forty year-old man from Saudi Arabia.

He asked me to marry him and when I refused he pointed to three objects sitting on his table; a knife, a gun, and rope. He said he’d use all three if I didn’t say yes. I refused over and over again, so he beat me. He beat my niece, who is only 3 years-old.

I was sold again, this time to a single man who wanted to marry me. I refused with all my might and again was beaten, and again they beat my little niece. He tried to rape me and when he couldn’t he sold me again.

In the new house I did all the work: cleaning, cooking and washing. The man who bought me said that he had to sleep with me to make me a real Muslim. I told him that if he slept with me I would become his wife and then I would not be a slave any more. His wife threatened to leave if he slept with me.

She got very angry at my niece because she couldn’t speak Arabic: she put pepper in her mouth and locked her in a room without water; she beat her so much you can still see the wounds today.

They wouldn’t let me change her diapers for a week. We were only allowed to eat small portions of food because after all we were slaves and we shouldn’t expect to have much food.

muslimer-tager-slaver

They came to us and said that they would leave us alone. Then they came and told us we had to convert to Islam otherwise they would behead us. They gave us time to think and then they came back again saying that they would let us go, but instead they brought us to a school, took our money and our possessions. They separated the men from the women and left us inside. Then we heard the shooting. We thought they were killing animals not our men.

In Mosul sheiks and emirs came and looked at us. They were buying us. I was sold to a man who took me to Tal Afar. When we arrived I was forced into marriage. That night he tied my hands and legs and he blindfolded me. Then he raped me.

(…)

My whole family was taken at night except for one of my brothers. They brought us to a school and took our phones, money, gold; everything. They put the women and children on a bus and we were taken to Mosul at night, to be sold. I was sold to a man who came from Albania. He lived together with five other families and I became the group’s slave.

(…)

In Mosul we were inside a two-storey building, five hundred of us. A sheik came. He had a stick in one hand and a book in the other. He had come to convert us to Islam. We said the words he asked us to say and according to the man we were now Muslim and had to go with them. One morning at five they picked us up, forced us to put on black abayas, chained our hands, blindfolded us and forced us on to a bus.

Som Amal fortæller: “The saddest thing I remember, during those terrible months, was this little girl, 12 years old. They raped her without mercy.” Det er islam hele vejen. Hele familier tager slaver, som det naturligste i verden, fra hele verden kommer der muslimer for at være med i grusomhederne, lokket af grusomhederne selv (en pointe eksperterne helt overser), som Islamisk Stat stolt lægger på nettet i HD. Den islamiske verden er et samfund af Fritzler.

Lampen er slukket for anvent filosofi

Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således

skc3a6rmbillede-2016-01-17-kl-035746

Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.


37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all


37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all


37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

codepink1-boykotter-israel-i-israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Glædelig Jul fra mere end et overdrev

Blot et lille stemningsbillede af Julen som den også tager sig ud i medierne, lidt satire og Bachs Jule-oratorium, som man burde gå direkte til og springe resten over.

Politikens Kultur sektion siger Fuck Julen på forsiden og i BT kan man læse at kulturforsker Rune Klingenberg Hansen, der viser sig kun at være “Ph.d.-studerende ved institut for kultur og identitet ved RUC” mener at løgnen om julamanden må stoppe fordi “[d]et kan give børn en dårlig oplevelse, når de finder ud af, at julemanden ikke eksisterer”. Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen mener pludselig godt at man kan lede alt muligt konkret ud af de islamiske tekster på Danmarks Radio, og slår fast at “Maria er Koranens vigtigste kvindeskikkelse (…) noget særligt”.

Men selv om Gud har dekreteret hans undfangelse, er Jesus alligevel bare et menneske og ikke Guds søn. Det er en grundlæggende teologisk forskel mellem islam og kristendommen.

Anderledes er det med Maria. Her er der nogenlunde overensstemmelse mellem den muslimske og kristne forståelse om de centrale punkter: jomfrufødsel, nedkomst, flugt til Egypten.

(…)

Ligesom i kristendommen er Maria den ubesmittede kvinde, som Gud kontaktede og gjorde til redskab i sin store plan. Men fra sin mihrab har hun allerede længe forinden været i nær kontakt med Gud i sin bøn. Det gør hende til et fromhedsideal, særligt for unge piger, hvor profetens koner kan være det for den gifte kvindelige muslim.

Petersen, skrev en ven nedstemt, “fortier alle forskellene mellem hhv. “Isa” og Jesus. Han døde ikke på korset, korset er blasfemisk afgudsdyrkelse, treenighedslæren er “shirk”, polyteisme, Bibelen og Toraen er senere forfalskninger der dækker over at Jesus og de jødiske profeter var troende muslimer osv.” En anden kandidat til titlen som den vigtigste kvindeskikkelse i islam er selvfølgelig Aisha, der måske ikke gav Jesus liv, men var Muhammeds yndlingskone og et 9 årigt barn da han voldtog hende første gang. Hmm, en mor til en af mange underordnede profeter over for det perfekte menneskes yndling.

Eksemplet Aisha har gjort børneægteskaber til en systemisk plage for muslimske piger så kunne man ikke forvente at eksemplet Maryam – eller Maria – vil gøre det muligt for muslimer at fejre jul? Hans Hauge spørger, lidt i samme ånd hvorfor muslimer i Danmark…

…ikke bare selv holder jul, for hvis det ikke er en kristen fest, kunne han jo gøre det. Hvorfor synger han ikke »Højt fra træets grønne top« eller »Nu er det jul igen«. Disse sange er renset for religion. Er de ikke? Hvorfor spiser muslimer ikke and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler og risalamande med svensk kirsebærsovs fra en karton? Der er intet kristeligt ved en and. Er der?

Jeg spørger igen: Hvorfor fejrer muslimer ikke dansk jul? Jesus er for dem en profet. De kender Jomfru Maria og Kong David. Hvad er problemet? Kunne muslimerne ikke gøre som de 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul? De lidt mere kulturelt interesserede går endda i kirke juleaften, for det er så hyggeligt. (Det er det nu ikke. Der er altid for mange larmende børn med, og salmerne er dårlige).

3 lande, alle tilfældigvis muslimske, har just forbudt fejring af Jul og på Filippinerne gik muslimer til jule-angreb på kristne bønder og myrdede mindst 7. Hmm, måske fordi Maryam ikke er Maria når man ser på forskellene. Så tilbage til Aisha, den rene vare der danner Allahdommelig præcedens for køb og salg af børnesexslaver.

Og så er der fakta og Fathi El-Abed. På sin Facebook-side havde den herboende palæstinensiske vrøvlemaskine postet følgende billeder

maria-og-sikkerhedsmurenmaria-og-sikkerhedsmuren-ii

Og konfronteret af en Facebook ven med den detalje at Jesus var jøde argumenterer Fathi

“Jesus blev født i Palæstina og dermed var/er palæstinenser - MEN han havde jødedommen som religion og dermed jøde. Nationlitet er en ting og religion er anden”

Eller også, og dette er jo bare en vild tanke, er jøderne de egentlige palæstinensere. Og hvorfor mon Josef og Maria flygter til Israel? Eller rettere, hvad flygter familien Jesus fra i El-Abeds verden? I hvert fald er de kristne i dag næsten helt fordrevet fra Betlehem af muslimske troende. Og der er heller ingen jøder tilbage i Jesus fødeby.

Nej, Fathi var ikke satiren, den kan man læse fra Katherine Timpfs hånd, som hun hjælper venstrefløjen med at problematisere endnu flere julesange end den racistiske White Christmas og date-rape sangen Baby It’s Cold Outside

1. ”Jingle bells, jingle bells, jingle all the way.”
What’s with this song making people feel like they have to “jingle all the way”? I mean, seriously? People need to know that they have the right revoke their consent to jingle at any moment, even if they’ve already starting jingling, and even if the person they’re jingling with is someone they’ve jingled with before.
2. ”Gone away is the bluebird Here to stay is the new bird.”
So just because someone is “blue,” he or she should expect to be replaced? In case you don’t get it, the use of “bluebird” here clearly refers to “bird suffering from depression or mental illness.” People suffering from mental illness indeed often are pushed “away” due to the inherent discrimination against them in our society, and to sing about it in some cute little song as if it’s not a serious problem is disgusting.
You may think that I’m looking too much into this — but please don’t let the fact that I’m a woman make you think that I must be wrong. Rather, the fact that I’m a woman means that I must be right, and that asking me for any further evidence or clarification would be sexist and oppressive.
(…)
6. “Have a holly jolly Christmas And when you walk down the street Say hello to friends you know And everyone you meet”
More P.C. Culture Rachel Dolezal: ‘Race Is Not Real’ Republicans Need to Identify What They’re Fighting Against: Leftism Scalia’s Detractors Don’t Care about the Fate of Minority Students Okay, “Holly Jolly Christmas” — have you ever thought that one of the people on the street might be a woman who does not want to be said “hello” to? (Yes, women are people too. I know that’s hard for some of you to understand.)
Look: Just because a woman is walking down the street does not mean that it is acceptable for you to talk to her. We may be a bit far off from ending street harassment, but the least we can do is stop letting men use “Christmas” as an excuse to abuse people in this way. Ladies, let’s tell these dudes that — holidays or not — they’re just going to have to get their holly jollies elsewhere!

Og så musikken

Glædelig hvid og kristen Jul

Muslimerne dræber den palæstinensiske ‘En-statsløsning’

Ideen om en et-stats løsning på konflikten mellem araberne og israelerne er en antisemitisk drøm, der er ganske comme il-faut på venstrefløjen. Ideen er selvfølgelig udslettelse af den jødiske stat, mens man benægter det uundgåelige folkemord på jøderne, araberne straks vil forsøge Rwanda-style. Erik Kristensen formulerede sidste år på Modkraft denne drøm således

Men siden 1999 har der været en bred debat mellem både jødiske og palæstinensiske intellektuelle, aktivister og politikere om en en-stats-løsning, der skulle bygge på lige rettigheder for alle etniske, religiøse og nationale grupper i hele området, der i dag omfatter Israel og den påtænkte palæstinensiske stat (Vestbredden og Gaza). Det skulle være en sekulær stat, der sikrede fuldstændig lighed for loven, mindretalsbeskyttelse og individuelle frihedsrettigheder. En sådan stat kan tage mange forskellige former – en forenet stat, forskellige varianter af en føderation eller en israelsk-palæstinensisk konføderation.

(…)

Den store fordel ved en sådan løsning ville være at den ville kunne dæmpe de etniske og religiøse spændinger. Den ville løse det store palæstinensiske problem, ved at få samlet de to store grupper af palæstinensere, der i dag lever i Israel og på Vestbredden og Gaza. Den ville kunne stille jøder og palæstinensere lige som befolkningsgrupper ved at give både jøder og palæstinensere ret til at vende tilbage til den nye israelske-palæstinensiske stat.

Opgivelse af ideen om en jødisk stat

Forudsætningen for en sådan stat vil være at jøderne vil acceptere at de bliver et mindretal en i sådan demokratisk stat, at de opgiver forestillingen om at de skal bo en i en særlig jødisk stat.

Forestillingen om en særlig jødisk stat, som mange jøder kalder jødisk og demokratisk er meget problematisk og vil ikke kunne holde i fremtiden. For det første er det problematisk at definere en stat etnisk og religiøst. Det skaber et etnokrati, der giver en etnisk-religiøs gruppe særlige privilegier. Allerede i dag udgør palæstinenserne ca. 20 % af Israels befolkning. I 2030 vil det være 1/3 del. Hertil kommer at ca. 30 procent af den israelske befolk i dag kalder sig agnostikere. Er den israelske stat ikke en stat for dem? Man ville jo ikke kunne finde på at kalde USA en hvid eller en kristen stat.Mange vil sige, at jøderne i Israel aldrig vil opgave forestillingen om en særlig jødisk stat. Måske går der lang tid.

Måske helvede skal fryse til først. Den seneste arabiske terrorbølge mod Israel og jøder i Israel kører på 3. måned. Ægget af islam i al almindelighed og deres ledere, kaster forskellige fortrinsvis yngre muslimer sig morderisk over tilfældige jøder. Oftest foregår attentaterne med kniv for den rituelle slagteaspekts effekt, men også ved at køre folk ihjel med en bil.

Det er arabernes terrorkampagne, der slagter hele ideen om al sameksistens mellem muslimer og jøder, ved at lade terrorbølgen være ultimativt civil. Ingen jøde kan være i nærheden af en muslim uden at foretage en konstant trusselvurdering og holde sig i alarmberedskab. Ingen kan sidde i bussen, stå i en kø eller sende sine børn i skole og være tryg ved de muslimske medborgere. Enhver muslim er bogstaveligt talt og ganske reelt en potentiel terrorrist, der uanset fremtoning, køn og alder pludselig kan stikke dig og dine børn ihjel. Denne kampagne søger definitivt og helt ned på mikroplan, at skære ethvert bånd over til en fælles menneskelig samhørighed.

Og det skal nok lykkes, for det er ikke de få der ødelægger det for de mange. Det er den arabiske muslim flest blandt de, der kalder sig palæstinensere viser en ny undersøgelse ifølge Palestinian Media Watch, der ønsker død over jøden

Following almost three months of Palestinian riots, violence and deadly terror attacks against Israelis, 2/3 (67%) of Palestinians are in favor of stabbing attacks against Israelis and almost the same amount are in favor of “an armed intifada.”

Although most Palestinians support “the use of knives,” almost half (47%) of Palestinians believe the PA’s libel that Israel fabricates the stabbing attacks and that “those who were shot have not stabbed or were not attempting to stab Israelis.” However, 51% do believe that “most… have in fact stabbed or were attempting to stab Israelis.”

These opinions were revealed in a recent poll conducted by the Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR) in the West Bank and the Gaza Strip between Dec. 10-12, 2015 (see below). Summing up the results, PSR remarked that “the ‘Oslo generation’ of youth between the ages of 18 and 22 are the most supportive of an armed intifada and stabbings and the least supportive of the two-state solution.”

This poll confirms Palestinian Media Watch’s findings that the PA is not educating Palestinians to peace, but is entrenching hatred and terror, and shows that the PA’s constant terror glorification, promotion of violence and libels against Israel successfully reverberate among Palestinians.

Denne kvantitative undersøgelse kan suppleres med nogle kvalitative interviews. Corey Gil-Shuster spørger arabere, hvad der skal ske med jøderne, hvis de for magt som de har agt. Lidt nølende men med indlysende logik fortæller araberne, hvorledes der ikke er plads til jøder i Israel. De høflige taler om fordrivelse, de ærlige ikke.

Venstrefløjen er fuldt ud klar over disse realiteter - og den har sin dagsorden.

Hvorfor?

Da det muslimske ægtepar, pakistanske Syed Farook og Tafsheen Malik, begik massemord på en amerikansk julefest i det firma, hvor Farook selv arbejde, skulle man finde en forklaring. CNNs Erin Burnett foreslog at den kvindelige muslim måske led af en fødselsdepression. Og CNNs Gary Tuchman foreslog en enke til et af terrorofrene at det måske var hans egen skyld, kristent missionerende som han var. Council on American Islamic Relations fortalte CNN at terrorangrebet også var USAs skyld, med den førte udenrigspolitik in mente. Og sådan gik det til at det var en muslim der ved at argumentere for gengæld afslørede forbindelsen til islam for CNNs seere. På den amerikanske venstrefløj og blandt amerikanske muslimer var der forargelse over at medierne ikke havde respekteret Farooks massemyrdende kone Tafsheen Malik ved at vise et fotografi af hende uden hijab. Og mens de amerikanske universiteter analyserede teorierne frygtede man naturligvis et backlash.

Herhjemme advarede Poul Høi om ikke at være hurtig til at komme folk i “kasser og båse” og foreslog uden ironi at Syed Farook blev massemorder fordi hans barndom var ulykkelig med en drikfældig og voldelig far. Sammenhængen der viser at børn af alkoholiserede og voldelige fædre begår massemord antages blot at være sand fordi det er fra den samme kasse man forklarer al anden ondskab man ikke vil forholde sig til, og så var det vist konen Tafsheen Malik der fik ham til det. Med alle de børn af voldelige alkoholikere har Malik virkelig ramt en sekundær rekrutteringsåre.

Og så garnerer han sofisstisk med moralske betragtninger i psykologiske klæder som “Ingen massedrabsmænd er mentalt sunde”. Terror med politiske, religiøse, seperatistiske og sekteriske formål eksisterer altså ikke i Høis univers, hvis vi forstår mental sundhed i en klinisk forstand. Det giver ingen mening og sætningen er da også hentet i kassen for ondskab man ikke ønsker at erkende. Det er et moralsk udsagn som vi bruger om SS bødler, ISIS og lignende, men den tjener sproglig til at bakke Høis ide op. En tese han skyder i foden  når han som eksempel på Farooks integration i the american way of life skriver

Det følgende år indrykkede han [Syed Farook] en lignende annonce på et datingsite i Dubai, hvor han skrev, at han ledte efter en kvinde mellem 18 og 22 år, og hendes nationalitet og religion var underordnet.

Høi læser “nationalitet og religion var underordnet”, men overser at Farook ikke finder en kone i USA, men på et datingsite i Dubai! Med andre ord kan vi have en almindelig stærk formodning om at han ledte efter en araber som pakistaner og med religion mente at han ikke ville hænge sig i om hun foretrak Hamas frem for ISIS. Farrok havde fundet hjem førend han mødte konen.

Carsten Jensen mener modsat Høi ikke at Farook og Malik myrdede på grund af Farooks fars druk og vold. Han har sin egen kasse af forklaringer og den er fyldt med os andre end ham. Vi, som nationer, fører krige mod dem og det var os der startede. Mikkel Anderson leverer en anbefalelsesværdig nedsabling af Jensens realitetsforladte moralfortælling. Andersons centrale pointe begrænser sig ikke til Jensen, men er kardinal for hele venstrefløjens tænkning og skyld og ansvar

Dernæst fremsætter Jensen en af de sørgeligste travere, der altid hives af stalden, når vestlige venstreintellektuelle skal forsvare ikke-vestlig terror: ”Terroren har altid været den militært svage parts svar,” erklærer han.

Som nævnt udøver IS også rigelig terror, hvor de står stærkt. Men terror er et valg, ikke den nødvendighed, som Jensen vil have os til at tro.  Det er et valg, som intet har at gøre med, hvorvidt man er ”stærk” eller ”svag”. Den vilkårlige terror mod civile har altid været de totalitære og skruppelløses ”svar”, der så rigeligt også er blevet udført af ”de stærke”, hvilket Stalin, Pol Pot, Hitler og en perlerække af andre fra verdenshistoriens rædselskabinet demonstrerer. Der er ingen automatik i, at en militært ”svag” part massakrerer tilfældige civile.

Desværre er de fleste af Jensens udsagn genfortalt af journalisten og jeg vil være varsom med at udlægge dem bogstaveligt, selvom om de er klassisk Carsten Jensen, som at anderkende ISIS ‘deres territorium’ uden at nævne folkemordene på de oprindelige indbyggere. Og fordi Jensen i store dele ses gennem artiklen fremgår de ikke klart hvor “vi” startede, da Jensen eksempelvis nævner Frankrigs for længst overståede Algier-krig uden at det fremgår som var der en direkte sammenhæng med nutidens civilisationskrig eller om det bare vare et eksempel på at det altid var “os” der starter.

Men et par enkelte af Jensens citerede udsagn fortjener måske et par kommentarer som overflødigt supplement til Andersons Jensenmassakre. For der er så mange besynderlige antagelser i venstrefløejens kasser så Informations journalist slet ikke mener at der skal følges op på et udsagn som “Islamisk Stat giver de unge mænds kamp en retning og et mål”, siger Jensen, som vælter danske unge mænd rundt i gaderne og uden mål og med halshugger tilfældige fodgængere. Eller, hvis det kun er logisk for muslimske unge mænd bare at være i kamp, var det så nu også os der startede? Hvem der startede bliver endnu mere forvirrende da Jensen fortsætter “Ekstremisternes våde drøm er, at typer som Søren Espersen får magten. Så har vi konfrontationen…”.

Men tilbage til San Bernadino og hvorfor det muslimsk-pakistanske ægtepar dog kunne finde på at kaste deres karrierer ud ad vinduet. Victor Davis Hanson leverer en fremragende diagnose i National Review af den næsten perfekte storm som muslimsk aggression og almindeligt kulturelt selvhad skaber

Why, then, is radical Islamism, so antithetical to Western values, still preached in American and European mosques? Do radical Muslims in the U.S. and Europe realize that if they had had their way, they would not have wished to emigrate to the U.S., given that it would resemble the homelands they abandoned? The worldview of Tashfeen Malik, if enacted, would eventually have turned San Bernardino into Islamabad; would Ms. Malik then have left it for Portland?

Why is ISIS apparently attractive to hundreds, if not thousands, of Western Muslim youth? Why is the FBI supposedly busy tracking down radical Muslims residing in America, who presumably came here of their own free will? Is it because the FBI is Islamophobic?

One obvious reason for these anomalies is a sort of paradox. The more a Muslim youth enjoys casual sexual hook-ups, easy access to liquor and drugs, and unapologetic secular indulgence, all the more the voluptuary feels he has betrayed his culture, religion, and very identity — and the more his eventual return to Islamic purity is likely to become extreme. No one forced Mohamed Atta and his band of killers to become Western sybarites. What made them slaves to their appetites was their very Islamic Puritanism, which turned what was commonly available into forbidden obsessions: the more taboo, all the more to be indulged in, and all the more to be regretted post facto and the indulgence blamed on others when passions are drained and probity returns.

Second, in many cases, the immigrant immediately asks upon arrival, “Why do they have so much here, while we have so little back home?” Do not expect him to cite everything from religious tolerance to consensual government to freedom and market capitalism — not when there is an accessible American dictionary of victimization, ranging from colonialism and imperialism to oil and Israel. The new arrival from the Middle East need not turn on Al Jazeera to be spoon-fed grievances, when he can listen to President Obama’s apology tours or Cairo speech or breakfast sermons about high-horse Christians and their millennium-old Crusades.

Third, we in America ask almost nothing of immigrants any more. We do not care whether they come legally and will obey the law once they’re here. We have no concern whether they can support themselves, or whether they will become wards of the state. One need only review the careers of Obama’s own immigrant aunt and uncle. We have no worries about whether they learn English. They can hate or love America, as is their wont. If an immigrant commits a crime against his hosts, we feel that we would commit a greater crime by sending our ungracious guest home. Is that why ICE released 36,000 alien lawbreakers in 2013 alone, preempting their deportation hearings, or why 347,000 criminal aliens are believed to be at large in the United States?

Citizenship as a cherished privilege has utterly vanished. So has any idea of gratitude. A hallowed notion of legality, of being more law-abiding even than native-born Americans, has disappeared among immigrants. Juan Francisco Lopez-Sanchez — the five-times-deported illegal alien and seven times repeat felon who shot Kate Steinle to death in San Francisco — was only the most extreme example of what is possible under current immigration law and practice.

At no time did Lopez-Sanchez thank the United States for offering him a better chance than Mexico had — at least if repeatedly committing felonies can be see as a form of not offering thanks. We deduce that he believed things were better here than in Mexico or he would not have reentered the country illegally so many times. Lopez-Sanchez, like the Tsarnaevs, knew that the U.S. leaves immigrants alone, or perhaps, better yet, romanticizes their difference, and provides, if not a legal amnesty for their crimes, a psychosocial one.

Fourth, immigrants sense an identity-obsessed culture, where diversity, not unity, brings career dividends. A teen can cross illegally from the oppression of Oaxaca and almost instantly qualify for victim status and affirmative action on the bizarre theory that American oppressions have earned him compensation and reparations, as if he were psychologically damaged by America while he was in Oaxaca or will be in America if he was not in Oaxaca.

Hyphenation, not conformity, is preferred — and wisely so. Poor George Zimmerman’s “white Hispanic” troubles arose from his Americanizing his mixed-race identity rather than emphasizing a constructed otherness by calling himself the more authentic-sounding Jorge Mesa. A fight between Trayvon Martin and Jorge Mesa does not reach the White House, because it furthers no particular agenda; it’s analogous to the weekend toll in Chicago rather than a Ferguson teachable moment. Apparently, Zimmerman did not learn the lesson that an upper-middle-class prep-schooler named Barry Dunham, whose conniving African father had abandoned him, would have been a mere statistic. But as Barack Hussein Obama he became a unique example of diversity, with all its resonance.

At best, if a Muslim immigrant fully assimilates, to the point where, as is true of most Americans, he cannot easily be identified by his religion, or if his religion becomes incidental rather than essential to his public persona, then he is rendered just an ordinary American. Perhaps he even is in some danger of joining the unattractive majority not subject to special dispensation. At worst, he can become a sellout in the eyes of his local mosque and immigrant enclave. Emphasizing identity to its logical extreme wins rewards in today’s America. We saw to what insane lengths this has gone in the cases of the fabulists Rachel Dolezal, Elizabeth Warren, Shaun King, and Ward Churchill.

Finally, the Muslim shooter understands that so many of his hosts are naïve, ashamed of their own culture, unsure of their heritage, and prone to apologize rather than criticize. They would likely not call the authorities even if they spied preparations for terrorist activities — believing that being called a racist is worse than possibly allowing violence to ensue against the innocent. Note that Ms. Malik never thought that she might have to tone down her suspicious activities, because her neighbors quite magnanimously did not call the police.

Appeasement is a psychological disorder that affects both the appeaser and the appeased. The more exemptions are granted the offender, the more the grantor feels good about himself, and the more the offender loses respect for someone seen as weak rather than magnanimous.

Forfængelighed, løgn og karaktermord

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Kristendom, Politik, Pressen, Videnskab, venstrefløjen — Drokles on December 12, 2015 at 4:01 am

Danmarks Radio ledte an i hvad der kom til at ligne en kampagne, da de fandt ud af at Esben Lund Larsens ph.d afhandling om Grundtvig manglede kildehenvisninger. “Ifølge DR er der også fundet 17 sammenfald med (…) materiale forfattet af netop Esben Lunde Larsen.” skriver TV2 med hyperlink til Danmarks Radio. Men fra rod og sjusk og dovenskab, blev historien gjort til en sag om plagiat og det overraskende ord, selvplagiat. Og uden at anklage Lundes censor og vejleder for at lade den slags passere skal det betændte fænomen Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed undersøge om der er grundlag for at dømme Lunde Larsen for videnskabeligt uredelig. Det vil være en bet for en politiker at blive dømt for at gentage sig selv.

Til at polstre sagen havde Danmarks Radio bevæbnet sig med eksperter, der ikke ville dømme den konkrete sag, men gerne ville udlægge perspektiverne for anklagerne og så kun citeret, hvad der passede ind i en fortælling om svindel. Men eksperterne kunne ikke genkende meningen med deres citater uden sammenhængen og trak deres ord tilbage i vrede. Danmarks Radios citatfusk blev ikke reddet af korrekte kildehenvisninger, da de med vilje og forlæg ville lyve Lunde motiver på og de måtte ud med en beklagelse. Ikke for svindel og citatfusk, men for lidt sjusk og manglende præcisering - og det bliver ingen dømt på. Indlandschef på Danmarks Radio Sandy French forklarer på væselsprog

»Jeg er ikke stolt af forløbet. Det gør det ikke mindre pinligt for mig og for DR Nyheder, at vi laver en præcisering mandag og nu skal ud og lave en egentlig beklagelse. Men det gør vi selvfølgelig, for jeg synes, det står klart, at der er nogle mangler og nuancer, der ikke står tydeligt nok frem,« siger Sandy French og uddyber:

»For eksempel fremgår det ikke, at det afsnit i afhandlingens konklusion, hvor der ikke er kildeangivelse faktisk er at finde andet steds i afhandlingen med en korrekt kildeangivelse. Det er for mig at se en vigtig detalje, som vi desværre ikke får med i historien, og det burde vi selvfølgelig have haft.«

Esben Lunde Larsen chokerede venstrefløjen, og det betyder det mediernes konsensus, ved at fortælle at han var troende kristen og skelnede mellem sin tro på Gud og sin tillid til videnskaben. Det er min erfaring at troende kristne skelner mellem tro og viden. At være bekendt med hvad der får een til at tænke og tro giver dem måske bedre forudsætninger for ikke at lade sig lede af tidsånd, ideologier og massehysteri. Det forstår de afkristnede medier ikke, venstredrejede som de er.

Denne kristne trussel mod selveste videnskaben blev ikke dæmpet af at Lunde Larsen er den hidtil højst uddannede forskningsminister i Danmark. Næh, Lunde Larsen havde gået på “højkristen bibelskole”, som Videnskab.dk kaldte det, der ikke leverede en anerkendt uddannelse, som han ikke havde nævnt på sit cv, hvor det istedet fremgik at han havde læst på Københavns Universitet, som han er uddannet fra. Og en gang fusk eller sjusk… Så lad os se lidt på Danmarks Radios Sandy French eget cv, som skrevet af Helle Merete Brix

I sin tid på Ekstra Bladet gjorde French sig bemærket ved en særlig tolkning af ordet “Nomos”. Det var tidsskriftet Nomos, der stod for skud, og i en artikel i Ekstra Bladet 28. august 2006 mente journalist Torben Rask Laursen, at det nationalkonservative tidsskrift hed NoMus, en forkortelse for No Muslims. Uriasposten skrev om sagen: “Det har vist sig at journalisten Torben Rask Laursen har den underlige forkortelse fra Sandy French (Københavner-redaktionen). Hun hævder hun har det fra anonym kilde, og her står det fast.”

Men Nomos er græsk for lov eller hævdvundne rettigheder. Det er pointen med magasinets titel.

Tre år tidligere, i 2003, kastede French sig sammen med journalist Rasmus Lindboe over en række artikler om “højrefløjens netværk”. En af artiklerne havde overskriften “Med pennen som sværd”. Underrubrikken lød: “Intellektuelle på højrefløjen har stiftet en række foreninger, der skal bekæmpe indvandringen. Søren Krarup (DF) spiller en central rolle.”

(…)

I en artikel med overskriften “Strid om spindoktors nazi-forbindelse” skrev French og Lindboe ligeledes: “Er der blot tale om uskyldige synspunkter, som de fleste danskere kan skrive under på? Eller har regeringens nu fyrede spindoktor i virkeligheden haft omgang med nazistiske kredse.Det spørgsmål er nu sat til diskussion, efter at kirkeminister Tove Fergos (V) pressemedarbejder tirsdag forlod sit job.”

Artiklen indeholdt et interview med den tidligere bz’er, nu sociolog René Karpantschof, som udtalte: “Gade Jensen er en institution i sig selv på den yderste højrefløj. Han er en egenhændig propagandamaskine. Han har samarbejdet med en forening (Dansk Forum, red.), som i alt, hvad den siger og gør, flirter med nazismen. De her mennesker er vildt optagede af nazismen – de ved alt om, hvad Hitler spiste til morgenmad.” Gade Jensen blev siden renset for alle anklager om forbindelse til nazismen.

Når Ekstrabladet henviser til Lunde Larsens kristne tro minder ham om det ottende bud, så misforstår de dets betydning, nemlig at der ikke står at det er forbudt at lyve, men at bære falsk vidensbyrd. Men de har ret i at lunde leverer en løgn. Selv om de manglende kildehenvisninger (i en ph.d om Gruntvig!) ikke er videnskabeligt fusk , så er de heller ikke udtryk for sjusk. Kildehenvisninger og og korrekt brug af citater er ikke fremmede akademiske øvelser for en bibeltro protestant, flasket op med henvisninger til skriftsteder, forfattere og bibelpersoner som udgangspunkt for al tale og tænkning i “alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”. Esben Lund er forfængelig og han lyver sig bedre end han er. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, som JEG altid siger. Men hvis man er åbenlyst kristen trues karrieren, mens et væsel blot kan komme med en beklagelse inden den næste politiske modstander skal karaktermyrdes.

Negerhistorie

Jeg dvælede lidt ved de amerikanske universiteters sørgelige tilstand i et par posteringer universitet i Missouri. Viden og rationalisme er fortrængt af politisk korrekt moralisme, der forudsigeligt er metastaseret ud i absurde selvmodsigelser. Et centralt begreb for denne del af ‘campusradikalismen’ er ideen om et ’safe space’, et rum hvor den studerende ikke konfronteres med ord, ideer, udtryk eller tanker af nogen art, som kan bringe den studerende følelsesmæssigt traumatisk ud af balance, hvilket gælder den verderstyggelige sandhed. Selvfølgelig er det for at bekæmpe et væld af fobier og ismer der er blevet så slemme at man end ikke kan dokumentere dem. Men man ved de er der og med racismen er det blevet så slemt at det krævedes et “black only healing space” som Truth Revolt kunne fortælle

Activist Steve Schmidt tweeted that the militant group Concerned Student 1950 were “asking white allies to leave.”

The Blaze writes, “Prominent Black Lives Matter activist Johnetta Elzie seemingly confirmed those with Caucasian skin were asked to leave the area, tweeting that the group had created a ‘black only healing space for the students to share, decompress, be vulnerable & real.’”

En time i selskab med demonstranter, der med tårer i øjnene og grøde i stemmerne bekræfter hinanden i alvorligheden af den kamp ingen andre kan se. Vanviddet stikker dog klart i øjnene, men sært underholdene er det

Og så er der virkeligheden, som er lige så sørgelig som universiteterne

Løkke blev ked af det

Akademia, Diverse, EU, Euro, Forbrydelse og straf, Politik, Pressen, Økonomi og finans — Drokles on November 30, 2015 at 3:49 am

Løkke blev ked af det under en EU debat med Kristian Thulesen Dahl forleden.

- Det, du gør her Kristian, og som gør mig personligt ked af det, er at du sætter spørgsmålstegn ved det danske folkestyre.

At sætte spørgsmålstegn ved det politikeres troværdighed er at sætte spørgsmålstegn ved selv demokratiet. Og det mente politisk kommentator Søs Marie Serup var “et håndkantsslag på halsen”

….lige på det punkt hvor Kristian Thulesen Dahl er allersvagest i sin troværdighed som politiker. Det er en afklapsning, som man meget sjældent ser det på det her niveau, siger Søs Marie Serup.

En afklapsning kun for dem uden hukommelse. Vi stemte så vidt jeg husker nej i 1992, men ja med forbehold i 1993. De forbehold man desperat har villet af med siden, så selvfølgelig stoler vi da på at politikerne ikke vil ophæve forbeholdene ved simpelt flertal, sådan som det bliver muligt ved et ja. Klart, alt andet ville jo være udemokratisk at tænke, det er kun os pædofil-støtter der mener.

Der var annoncer i avisen. Helsider, dengang var der helsider til, helsider og husmødre. Hilmar Baunsgaard og hustru lod sig afbilde.

»For den daglige husholdnings skyld,« stod der, og teksten fortsatte: »Hvem er det, der først bliver ramt, hvis Danmark siger nej til Europa? Vore husmødre! … de vil mærke det på deres daglige indkøbstur. På deres månedlige husholdningsbudget Det er ikke sjovt for en husmor, når det pludselig for alvor kniber med at få pengene til at slå til. Men sådan kan det gå! Hvis ikke alle de, der mener JA, kommer af hus og sætter kryds den 2. oktober.«

Sådan solgte man EF i 1972 i Danmark, der var konkrete skræmmebilleder for de allermest tungnemme. Prisen på et halvt kilo kaffe? Ved et ja: 12,35. Nej: 15,43.

»Har De råd til et nej?«

Sådan solgtes det, og sådan har det været solgt siden, med en blanding af løfter og trusler. I denne omgang mest det sidste. Vi må forstå, at stemmer vi nej, kommer vi ikke i himlen – nej, det var Rokokoposten, der skrev det, så det var nok en spøg. Men det ligger fast, at stemmer man nej, så gør man det for at støtte de pædofile, som nu får frit spil sammen med sigøjnere, checkryttere og hustrumordere.

»Erhvervslivets top advarer: Et nej vil koste Danmark dyrt. Dansk erhvervsliv står som den store taber, hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen den 3. december,« skrev finans.dk <http://finans.dk> . Ikke i 1972, men i fredags. Genkendeligheden er til at tage og føle på.

(…)

Underteksten blandt de hidkaldte eksperter er som vanligt, at det er de dumme, der stemmer nej. De angste, de fobiske, de forbigåede, de af globaliseringen efterladte på udviklingens bagperron. Tykhoveder med hang til Tulip og Thulesen-Dahl, og vil De så ikke hellere sige JA, kære læser, også for en sikkerheds skyld, de vil vel ikke se smørret stige til nye højder, se husmødre græde, mens de pædofile griner i skægget?

Vist ikke, men jeg stemmer nu nej alligevel, tror jeg.

Kald mig bare enfoldig, men jeg kan i det mindste citere Shakespeare: The lady doth protest too much, methinks.

“Rigtig mange vælgere har følt sig intimideret af den her overfodring med juridiske spidsfindigheder i stedet for, at ja-siden har sagt noget visionært om, hvordan de ser Danmarks rolle i et nyt Europa” siger eksperten Malene Vind understregende for os enfoldige til Berlingske Tidende. Ja, det er sikkert kampagnen den er gal med og ikke varen. Og hvem husker også hvad der blev sagt?

Marianne Jelved (R): Euroen er en fantastisk succes.

Marianne Jelved (R) efter nejet til Euro: Jeg er meget ked af det. Dette er den værste dag i mit politiske liv

Statsminister Poul Schlüter (C): Unionen er stendød - og - Ingen union i min tid.

Svend Auken (S): Danske og udenlandske virksomheder vil undgå Danmark hvis vi siger nej.

Anders Fogh Rasmussen(V): Boligejere med flexlån – lån med variabel rente – vil få et ordentligt smæk øjeblikkeligt, hvis danskerne stemmer nej til euroen.

Poul Nyrup Rasmussen(S): Huslejen stiger ved euro-nej - Hvis du fortsat er i tvivl, så tænk nøje på dine børn og børnebørn

Hans Engell(C): Vi ønsker under ingen omstændigheder, at Europaparlamentet udvikles til en lovgivende forsamling.

Henning Christophersen(V): Et nej vil betyde en økonomisk katastrofe for Danmark.

Bertel Haarder(V): Drømmen om en europæisk union eller forbundsstat vil aldrig blive til noget…

Helle Thorning Schmidt(S) : I am European by heart.

Peter Duetoft (CD og nu S): Nej til euroen vil være en national katastrofe.

Jelved blev ked af det, Løkke blev ked af det og de alle vil blive kede af det for håndkants slag på halsen eller ej, danskerne stemmer igen nej.

Gentagelse og fald

Mikael Jalving havde ikke mere at sige, om endnu et terrorangreb, det vi så i Paris, fortalte han sine læsere. Eller i hvert fald kunne han ikke sige, hvad han allerede har sagt bedre end han gjorde senest, da Charlie Hebdo og et jødisk supermarked var genstand for muslimernes vrede. Men Jalving er værd at genlæse og ellers kan man glæde sig over Snaphanens Steens fremragende skriv, med masser af links til andre gode skrifter.

For det er er svært at sige noget nyt om en verden der ser ud til at gentage sig selv når politikere, journalister og eksperter ikke tager ved lære. I Berlingske Tidende kunne man i kortform læse eksperterne demonstrere næsten hele paletten. 6-7 gengangerpunkter blev nævnt og kun et eneste var relevant for forståelsen af den terror der rammer os, for den flygtninge og migrationsstrøm på vej og årsagerne bagved. Da jeg aldrig har skrevet så godt som Jalving kan jeg godt tåle at gentage mig selv uden at risikere en antiklimaks. De radikaliserede islamisters bevæggrunde er som følger

»Der er en række spændinger mellem franskmændene og den muslimske befolkning, der føler, de bliver undertrykt. Det ser vi blandt andet i forhold til, at man har indført forbud mod at bære tørklæde i skoler, ligesom muslimerne ikke føler sig imødekommet i forhold til mulighederne for at undgå svinekød i offentlige køkkener og udøve deres religion på offentlige steder,« siger Henrik Prebensen.

1a) Tørklædeforbud. Det er egentligt et forbud mod religiøs beklædning og rammer alle religioner der hænger deres hat på tøjet.

1b) Mangel på svinekødsforbud. Denne anke mod øvrigheden hænger sammen med den første, da det er krav om islamisk levevis. Men her er det ikke som passiv muslim, men som den offentsive der har retten til at diktere vilkårene for kuffar. Muslimerne nægtes deres overhøjhed.

Parret med en generel skepsis blandt franskmændene over for den muslimske befolkning…

2) Franskmændene er dårlige, hvis ikke xenofobiske, værter.

…betyder det ifølge Henrik Prebensen, at en stor del af Frankrigs muslimske befolkning føler sig tilsidesat og forfulgt.

3) Generel tilstand af udenforskab.

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er enig i, at det ikke er tilfældigt, at radikaliserede islamister angriber Frankrig igen. Han peger på Frankrigs rolle i den amerikansk ledede koalition af lande, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak. Desuden kæmper Frankrig mod islamistiske oprørere i det afrikanske land Mali.

4) Frankrigs rolle mod ISIS og at de forhindrede folkemord i Mali.

Ifølge Bonnichsen kan timingen af terrorangrebene i Paris hænge sammen med, at Islamisk Stat oplever modgang på slagmarken

5) Islamisk stat er trængte. Hvis de havde fremgang ville det være en anden sag må vi forstå.

Og så har man også nogle voldsomme sociale spændinger…

6) Ikke nok bistandshjælp.

…der kan understøtte det had, som eksisterer i forvejen, når vi taler om islam og den vestlige verden,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

7) Hovedet på sømmet! Og det går vi så ikke mere ind i, for det indebærer den smertelige erkendelse at ingen fred er mulig og at så længe man anerkender muslimernes ret til være en del af Frankrig, som af noget vestligt land, så længe vil man befinde sig i en tilstand af krig. Ja, man kunne udtrykke det som at bo i krigens hus.

skc3a6rmbillede-2015-11-19-kl-072249

Ovenfor lover X-Files artikel i Jyllandsposten klassikerne i endnu et mysterium for medier, politikere og eksperter. Hvorfor sprængte en muslim sig selv og en masse kuffar i luften? Og så en fredag aften? Og så var også han, som alle de andre en god og rolig fyr.

Obama og Kerrys svar er ord. That’s all thay have, words. De insisterer på at kalde ISIS for Daesh, fordi navnet er blevet forbudt i Islamisk Stat: “Part of the reason is because in Arabic the word “Daesh” can be taken as a play on words to mean something along the lines of “a bigot who imposes his view on others” or “to trample down and crush,” og ved at insistere på at minde terrorister fra Islamisk Stat om at de rent faktisk undertrykker andres tanker, så generer man dem måske på et personligt plan. Det har ikke den samme effekt som Assads tøndebomber, men det skulle til gengæld ikke gå ud over civile. Meeen formålet er nok snarere at forhindre at islam kommer sprogligt i forbindelse med islamisk aktivitet, en renvaskning er problemets stilling. Hmm, det kunne være man skulle kalde dem det, Islamisk Aktivitet? Det ville sikkert pisse en venstrefløjser af i ens omgangskreds.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, ja det er vel ækvivalensen til at Saudierne blev formænd for FNs råd for menneskerettigheder, mener det er på sin plads at nævne islam, selv om islam ikke har noget med noget at gøre, skriver Danmarks Radio

- Dette er ikke en kamp mellem den muslimske verden og den vestlige verden. Det er en kamp mellem ekstremister, kriminelle og mennesker, der tror på fundamentale værdier som frihed og respekt for menneskerettigheder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

“It was instructive that the moment President Hollande grasped the awful reality his first instinct was to close France’s borders.” skriver Simon Heffer i Telegraph. Det er sigende at Hollande, trods en overordnet politik om åbne grænser og næsten stålsat vilje mod at ville indrømme krigens realiteter - indtil nu? - alligevel afslører en erkendelse af problemets rod; muslimer der vælter over grænserne.

Hvad fortæller det om Danmarks politiske elite når alternativet til Løkke var Christian Jensen, der straks han hørte om de muslimske myrderier, tweetede en appel til danskerne om at stemme ja til EU? Ja, hvad fortæller det om intelligentsiaen i Venstre når Justitsminister Søren Pind mener at manglende grænsekontrol og konventioner ikke havde noget at spille med terrortruslen. “Vi betaler nu en høj pris for den passivitet, som Vesten har udøvet i Syrien.” siger han og mener alligevel at vi skulle have entreret Søvndals syriske jungle. For erfaringerne fra de irakiske og libyske regnskove demonstrerer virkeligt at vores ageren er problemets rod. Inger Støjberg fortsætte sin hard-liner løgn ved at lange verbalt ud efter studiegruppen og islamoplyserne Hizb ut-Tahrir. En “syg organisation som ikke hører til her”, kaldte hun dem og som en anden Villy Søvndal “forstår egentlig ikke, hvad det er, der afholder dem fra at flytte”. Men hvis hun lyttede efter, så handler det ikke om at der er noget der afholder dem fra noget, sådan er det jo med frihed. Der er derimod noget de,, som så mange andre tilvandrende muslimer vil, nemlig lave Danmark om til et kalifat. De er her på en mission, som det politiske Danmark afholder sig fra at forhindre. I stedet diskes der op med ord, ord, ord.

Denne regering, den værste regering nogensinde i dansk historie, har ophøjet politisk impotens til et kategorisk imperativ, som folket blot er i vejen for. Og Dansk Folkeparti ser ud til at have købt Løkkes rope-a-dope taktik og betalt med deres identitet. Og det er vel en forandring.

En kedelig forandring var iøvrigt også Søren Espersen, der tilsyneladende tænkte, at hvis terroren i Paris kunne være udgangspunktet for en konstruktiv debat om islam, indvandring af muslimer og hævdelse af dansk overhøjhed på dansk jord, som venstrefløjen vanskeligt kunne undslå sig, så ville det være bedre med en debat for og imod Søren Espersen selv. Vel vidende at når man indleder en argumentation om at gå hårdere til Islamisk Stat med “…vi er så gentlemen-agtige, at vi aldrig bomber, der hvor der er civile - også kvinder og børn.” så er der ingen der læser resten og Espersen spildte sine støtters tid og ressourcer på “Det Søren siger og mener er…” mens venstrefløjen og medierne fik sig lidt luft med historien om den moralske ækvivalens mellem islam og dens kritikere.

Truslen mod rationaliteten kommer fra venstrefløjen

En kristent troende politiker funderer højt over at der måske er mere mellem Himmel og jord og straks er manden en kreationist og en vederstyggelighed som videnskabsminister. Det blev dog det helt jordnære der endte med at skandalisere ham. Den besynderlige ide om kreationisme skamrides af venstrefløjen til at male et billede af et højrekristeligt angreb på selveste videnskaben og medierne agerer megafon. Hvad der er gået op for de færreste og især disse overvejende evangelister, der oftest synes at abonnerer på kreationisme er hvor arrogant til det blasfemiske denne pseudovidenskabelige ide er. At mennesket har udviklet sig til at kunne kigge Guds skaberværk så meget i kortene at vi kan se hans fingeraftryk. Så meget for Troen, der driver værket.

Men den grundlæggende isolerede kreationisme får følgeskab af en række eksotiske fikse ideer, som kan trives hos selv højt begavede mennesker. Den republikanske præsident kandidat kandidat Ben Carson dyrker trods sit virke som en fremragende neurokirurg en ide om at kristne har haft Gud i ryggen da de byggede pyramiderne i Ægypten. Jo, beviserne tårner sig op mod de kristne højrefløjsere. Pinligt som det er ikke at have forstået virkeligheden, som vi andre let kan se, så er der på højrefløjen tale om enkeltstående og skiftende fejlagtige ideer, som begavede mennesker vælger at tro på fordi de forveksler deres kreative og fantasifulde del af hjernen med den seriøse del, der har knoklet for at skaffe dem en gloværdig karriere. Og så optræder de tossede ideer som ganske private forestillinger og ikke som mission.

På venstrefløjen er det derimod helt galt og det er herfra truslen mod ikke blot ‘videnskaben’ kommer, men mod hele den rationelle tankegang. For venstrefløjens angreb på videnskab er blot en del af deres angreb på viden og det er et systemisk angreb som del af en større mission. Det er venstrefløjen der dyrker postmodernismen og relativismen. Det er venstrefløjen der opponerer imod videnskab med henvisning til æstetik og moralisme. Det er venstrefløjen der vil indskrænke tanke-, tro- og ytringsfriheden ved enhver given lejlighed. det er venstrefløjen der er forfalden til økologisme og klimateori, hvor konsensus og internetafstemninger fejer målinger af bordet. Det er venstrefløjen der vil politisere videnskaben og gøre den samfundsgavnlig, venstrefløjen der mener at samfundet omvendt og sært skizofrent skal indrettes videnskabeligt og som ophøjede Marx og efterkommeres -istiske teorier til videnskab, hvad kostede 100.000.000 myrdede civile og komplet nedbrudte samfund uden at venstrefløjen synes at kunne drage nogen klar konklusion af det eksperiment. Det er venstrefløjen som omfavner nødvendigheden af multikultur, som masserne flygter fra sekteriske stridigheder. Det er venstrefløjen der vil omskrive historien, så den passer en køns-race-kultur-genus… det er venstrefløjen der opfinder ord som genus.

Af sted til USA, hvor det står helt galt til på universiteterne, som på alle læreanstalter. Rick Moran skriver for Pajamas Media

White privilege. It’s everywhere, I tell you. You can’t escape its smothering influence — even at one of the finest (and most expensive) schools in the land.

Take the case of this poor, wilting flower. Nissy Aya is now in her fifth year of undergraduate study at Columbia University. She was supposed to graduate last year with the rest of her class, but finds herself — totally not her fault — on track to graduate next year.

Ms. Aya says that she has experienced much angst and anguish while taking Columbia’s Core courses, studying the greatest, the most powerful, the most tolerant civilization in the history of the human race — Western civilization. It seems that Ms. Aya has feelings of inadequacy when reading all these books by dead white males.

Daily Caller:

Aya attributed some of her academic troubles to the trauma of having to take Columbia’s current Core Curriculum, which requires students to take a series of six classes with a focus on the culture and history of Western, European civilization. Aya says this focus on the West was highly mentally stressful for her.“It’s traumatizing to sit in Core classes,” she said. “We are looking at history through the lens of these powerful, white men. I have no power or agency as a black woman, so where do I fit in?”

As an example, Aya cited her art class, where she complained that Congolese artwork was repeatedly characterized as “primitive.” She wanted to object to that characterization but, in the Spectator’s words, was “tired of already having worked that day to address so many other instances of racism and discrimination.”

Roosevelt Montás, Columbia’s associate dean for the Core Curriculum, didn’t exactly offer a spirited defense, instead saying Aya was showing the troubling racism that may lurk inside the Core.

“You cannot grow up in a society without assimilating racist views,” he said, according to the Spectator. “Part of what is exciting about this conversation is that it’s issuing accountability for us to look within ourselves and try to understand the way that racism shapes how we see the world and our institutions.”

This isn’t the first time students have complained about the mental anguish of studying the Western canon. Last spring, four students published an editorial for the Spectator complaining that a student was triggered by having to read Ovid, and proposed replacing his offensive works with those of Toni Morrison.

Heather Mac Donald læser UCLAs engelskstudie sørgelige dødsattest

What in the world happened to the liberal arts? A degree in the humanities used to transmit the knowledge and wisdom imbued in the works of great Western artists, writers, musicians and thinkers like Shakespeare and Mozart. But today, that same degree stresses Western racism, sexism, imperialism, and other ills and sins that reinforce a sense of victimhood and narcissism. So, what happened? Heather Mac Donald of the Manhattan Institute explains.

Racismeanklagerne mod Missouri universitet er endnu en negerhistorie

Akademia, Campusradikalisme, Diverse, Postmodernisme, Racisme, USA, venstrefløjen — Drokles on November 15, 2015 at 5:21 am

Forleden henviste jeg til nogle artikler og videoer om campusradikalisme, som det vist hedder, i USA. De konkrete årsager til forskellige protesterende grupper studerende og undervisere ignorerede jeg og henledte mere opmærksomhed mod den evigt forurettede og selvhævdende mentalitet som venstrefløjen har produceret.

Den ene sag handlede om hvorvidt studerende på universitetet Yale havde krav på at blive vejledt i politisk korrekte halloween kostymer. Den anden fra universitetet i Missouri, handlede om systemtisk OG anekdotisk racisme. Her med det venstredrejede Huffington Posts ord

On Oct. 10, a group of black students interrupted the Mizzou homecoming parade. Wearing T-shirts that read “1839 Was Built On My B(l)ack,” referring to Mizzou’s founding and slave labor, the students stopped right in front of the convertible that Wolfe was traveling in as he waved to parade watchers. The students took out a megaphone and one by one began speaking about incidents of systemic and anecdotal racism from the founding year 1839 through 2015.

A crowd of mostly white people watching the parade began to yell at the black students within one minute to “move on” and get out of the street. Many chanted “M-I-Z, Z-O-U” in an attempt to drown out the activists.

Ja, når man een gang har sagt at noget er racisme, er enhver kritik af spielverderbere selvfølgelig udtryk for racisme. Men “mostly white people” betyder vel, at det også var andre end hvide, der fandt de unge menneskers opførsel utålelig. Og den opfattelse på tværs af ‘race-skel’ ligger muligvis i sammenblandingen af århundred gammel historie om systematisk racisme med det så svært håndgribelige anekdotiske, som påskud for at ødelægge en god parade.  Man kan se optrinnet Mizzou hjemkomstparade på nogle videoer som Huffington Post. Det er svært at tage unge mennesker med det privilegium det er at gå på et sikkert glimrende universitet seriøst når de tudende som piskede påstår at de praktisk talt selv har bygget deres universitet for 176 år siden.

missouri-uni2

After three minutes, two white men came out and tried to move the students aside, drawing cheers from the crowd.

Then the driver of Wolfe’s car tried to drive around them. The students moved their line, arms linked, to block the driver, who continued to try to push forward. The driver again tried to get through a moment later, coming in contact with one of the students.

At that point, an older white man came out and physically pushed several of the students away with his body. A few other white men and women then came out and formed their own human chain, linking arms and standing between the students and the car to allow Wolfe’s vehicle to get through.

It took about 11 minutes before a couple of police officers intervened and asked the black student activists to step aside to allow Wolfe’s car to drive. White people cheered when this happened.

Det var 10 oktober.

Wolfe did not address the incident for nearly a month. It wasn’t until Butler was on his hunger strike, calling for Wolfe to resign, that the president finally issued a statement on Nov. 6 apologizing for just sitting there as his driver tried to steer around the students.

missouri-uni-oversigt

En ring er slået ned om det område, hvor sultestrejken foregår. Offentligt sted er demonstrativt inddraget så det kan foregå i et 'sikkert rum'.

Wolfe fratrådte kort derefter sin stilling efter krav fra de studerende og universitets sorte fodboldspillere, slutter Huffington Post tilfredse. En måneds hysterisk pres gav pote. Men, som de mange neger-historier fra USA så er der en twist. Med al den strukturelle racisme til disposition ser Butler, det fremhævede offer for sin egen sultestrejke, ud til at blive endnu en Trayvon Martin, Freddie Carlos Gray, Michael Brown og hvad de nu hedder. Butler gik nemlig i sultestrejke fordi Wolfe ikke ville give ham en undskyld for at have ladet sin chauffør påkøre Butler. Med så mange kameraer til stede skulle man tro det var en modig påstand, men de selvretfærdiges hysteri kan overdøve de fleste sandheder.

#ConcernedStudent1950 protester Jonathan Butler claimed multiple times that he was hit by the driver of a car carrying President Tim Wolfe at the University of Missouri’s homecoming parade.

Is Butler telling the truth? Watch this video and decide for yourself. Leave you verdict in the comments section.

“It is not about creating an intellectual space! It is not!”

I Middelalderen grundlagdes universiteterne, som Quora skriver

These new centres of learning took the scholarly framework of the old cathedral schools’ curriculum based on the “seven liberal arts” but combined it with the structure of craft and merchant guilds (which is where the name universitas came from as well).  As in the guilds, students had to choose to work under the guidance of a “Master” and serve a long, structured and scrutinised apprenticeship and then pass a series of tests and oral examinations before being judged a “Master” himself and finally going on to become a “Doctor” or teacher.  This structure, hierarchy and rigorous testing made the Medieval university very different to similar-seeming schools in the Islamic world or the academies of ancient Greece.

The other radical and crucial novelty in the university system was the way advancement and prominence in this system was not gained merely by mastering material from key texts, but by disputation and debate using set rules of formal logic.  Masters and doctors maintained their positions and their reputations (and therefore their incomes from students) by their ability to win debates, often throwing open the floor to all comers.  And brilliant students could rise quickly in reputation and renown by taking on these masters and beating them.  At least twice a year a university would hold a quodlibeta - a multi-day tournament of rigorous logical disputation where anyone could propose and defend any position on any subject at all.  Often highly radical, controversial, paradoxical or even heretical idea were presented and participants had to defend or attack them using logic and reason alone. The idea of a rational free-for-all where the finest minds of the time used reason alone to bat around ideas like “God is in fact evil” or “the universe had no beginning in time” certainly does not fit most people’s ideas of the Middle Ages, yet this was a regular event in Medieval universities.

I det miljø ‘opfandt’ Benediktinermunken Roger Bacon den moderne videnskab og Guillaume de Conches hypotiserede darwinistisk at alt levende opstod fra ursuppen og udviklede sig over til det det er i dag - på Guds initiativ. Det er lang tid siden at man beflittede sig med rationalisme på universiterne og de fleste andre læreanstalter. Atlantic beskriver den sørgelige sag, da et akademiker-ægtepar sagtmodigt frasagde sig at rådgive de studerende om Halloween-kostymer og blev mødt med krav om bortvisning for deres manglende forebyggelse af potentiel krænkelse. Daily Caller ridser det sørgelige optrin op, hvis man ikke har hjerte til at se den lille video nedenunder

The conversation is at first tense but calm, but it escalates rapidly after a student accuses Christakis of creating an “unsafe space” at Yale.

“I did not-,” Christakis attempts to reply, but a student aggressively interjects.

“Be quiet!,” she screams. Then, voice quavering with emotion, she continues. “[In] your position as headmaster, it is your job to create a place of comfort and home for the students who live in Silliman.”

Christakis attempts to dissent, saying “No, I don’t agree with that,” unleashing a torrent of shrieks from the student.

“Then why the fuck did you accept the position? Who the fuck hired you?,” she cries, drowning out any attempt by Christakis to explain himself (Christakis never raises his voice, except to be heard by the crowd).

“You should step down! If that is what you think of being headmaster, you should step down! It is not about creating an intellectual space! It is not!”

Another student, a male, joins in, shouting “You’re supposed to be our advocate!”

The student continues the attack, saying that students will transfer out of Yale because of its failure to be a “safe space” for them. As she continues, one passing student yells out “Retweet!,” apparently to endorse her attacks.

“You should not sleep at night!,” she says to finish the verbal assault. “You’re disgusting!”

Som man kan se er konflikter nogle gange sort/hvide. Den unge dames hysteri udgør et studie i sig selv. Selvretfærdigheden, berettigelsen, selvoptagetheden, aggressionen, den manglende empati for andre mennesker, manglende selvrefleksion og den grundløse foragt for andre meninger. Og ingen sans for værdighed. Som et udtryk for venstrefløjen er der kun emotioner, et mentalt barn forkælet til den rene narcissisme. Men det får vente, for her er endnu et eksempel på venstrefløjs ideologiske emotioner fra Missouri State universitetet, hvor nogen demonstrerer imod noget strukturelt undertrykkende noget

After desperately trying to gin up media coverage of student protests at the University of Missouri, one of the school’s media professors is now furiously trying to “muscle” the press off campus to prevent them from covering student protests that rapidly spiraled out of control Monday.

Mizzou president Timothy Wolfe announced his resignation on Monday after members of the school’s 4-5 football team announced they would boycott team activities unless the school acceded to certain demands surrounding racial equality. Unsurprisingly, Wolfe’s resignation did little to quell the mob.

On Monday afternoon, activists who had demanded Wolfe’s resignation abruptly demanded that media stop covering their activities on the public campus of the taxpayer-funded university. At the center of those demands was Melissa Click, an assistant professor of mass media within Mizzou’s communications department.

In the video below, you can see Click ask for “muscle” to help her bully a Mizzou student into not covering the ongoing mob protests:

Det kræver en beundringsværdig mangel på ironis sans at holde en demonstration inden i et ’safe space’. En god ven spåede at professor Clicks bemærkning “I need some muscle over here!” kan blive en ikonisk kommentar; “Al safe/inclusive/cis/gyn/LGBT/postmodernisme-BS er hermed udstillet og demaskeret”. Det er sandt for dyden en stjerneparade i eksempler på venstrefløjens selvforståelse. Journalistens argument om de grundlovssikrede rettigheder, der beskytter ikke blot ham men også demonstranterne, hvorfor de ikke kan tvinge ham væk,, som han ikke kan tvinge dem, verfes af med “Forget a law. How about for humanity?”. Eller sætningen “Sir, I’m sorry, these are people too. You need to back off!”, som virkeligt kræver en indforstået præmis om moralsk overrettighed for at give mening. Og så er der unødvendige journalister, som der er unødvendige mennesker…

Breitbart ridser tendensen på amerikanske universiteter, der også mærkes i resten af den vestlige verden, op, for som venstrefløjens børn tydeligvis ikke kan rumme den virkelighed, som venstrefløjen har beredt dem, så kan venstrefløjen heller ikke rumme sine egne børn

Similar incidents have happened before, on other campuses. Oberlin College was recently the scene of astonishing protests at the visit of former philosophy professor Christina Hoff Sommers, who was deemed to be too “triggering” for some students. But it is deeply worrying to see this happen at Yale, where undergraduates typically go on to become business leaders, senators and even Presidents.

The footage was published by Greg Lukianoff, the President of the Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), one of the organisations that monitors and seeks to address the disturbing rise of intolerance on U.S. campuses. Lukianoff recently co-authored an influential essay, The Coddling of the American Mind, which describes the disturbing rise of campus zealots like the ones in this video.

Students of history will notice an alarming similarity in the video above to the “struggle sessions” of Maoist China, a form of public shaming in which perceived enemies of the Party would be surrounded in a public place by Red Guards, Mao’s most zealous supporters. The Red Guards would hurl abuse at their target until they confessed to their crimes.

Uninformed critics might argue that the Red Guards were a weapon of the Communist state, and not a genuine grassroots movement, but they’d be wrong: the Red Guards started out as a student movement, on Chinese campuses. Afraid yet?

College staff finally are. Earlier this year, Vox published an essay from a liberal professor who confessed that the zealotry of his own students frightened him. Earlier this month, Salon published an article from a black feminist film studies lecturer, describing her “disastrous” attempt to accommodate her students’ strangely aggressive emotional fragility. It seems the left, and especially the academic left, has finally woken up to the Frankenstein’s monster that they’ve constructed.

Daniel Greenfield ser også parallelen til rødgardisterne, men trøster sig med at i de frie lande har flertallet stadig noget at skulle have sagt og unge mennesker er generelt ikke så rædselsfulde

These aren’t an entire generation. They’re trained radical left-wing activists who have been encouraged to emote, to act out and throw tantrums as activism. It’s not unique.

(…)

What is happening now is a perfect storm with several causes, one of the biggest of these is the Obama era in which major social transformation and the craziest campus stuff have backing from the White House.

There are assorted generalizations about millennials in the workplace. But your typical campus screamer won’t be working a real job. They’ll be in academia, diversity consulting or something even dumber and more useless. Millennials serve in the military and members of that generation have won the Medal of Honor.

Washington Posts Wendy Kaminer går nogle årtier tilbage

You can credit — or blame — progressives for this enthusiastic embrace of censorship. It reflects, in part, the influence of three popular movements dating back decades: the feminist anti-porn crusades, the pop-psychology recovery movement and the emergence of multiculturalism on college campuses.

In the 1980s, law professor Catharine MacKinnon and writer Andrea Dworkin showed the way, popularizing a view of free speech as a barrier to equality. These two impassioned feminists framed pornography — its production, distribution and consumption — as an assault on women. They devised a novel definition of pornography as a violation of women’s civil rights, and championed a model anti-porn ordinance that would authorize civil actions by any woman “aggrieved” by pornography. In 1984, the city of Indianapolis adopted the measure, defining pornography as a “discriminatory practice,” but it was quickly struck down in federal court as unconstitutional. “Indianapolis justifies the ordinance on the ground that pornography affects thoughts,” the court noted. “This is thought control.”

So MacKinnnon and Dworkin lost that battle, but their successors are winning the war. Their view of allegedly offensive or demeaning speech as a civil rights violation, and their conflation of words and actions, have helped shape campus speech and harassment codes and nurtured progressive hostility toward free speech.

The recovery movement, which flourished in the late ’80s and early ’90s, adopted a similarly dire view of unwelcome speech. Words wound, anti-porn feminists and recovering co-dependents agreed. Self-appointed recovery experts, such as the best-selling author John Bradshaw, promoted the belief that most of us are victims of abuse, in one form or another. They broadened the definition of abuse to include a range of common, normal childhood experiences, including being chastised or ignored by your parents on occasion. From this perspective, we are all fragile and easily damaged by presumptively hurtful speech, and censorship looks like a moral necessity.

These ideas were readily absorbed on college campuses embarking on a commendable drive for diversity. Multiculturalists sought to protect historically disadvantaged students from speech considered racist, sexist, homophobic or otherwise discriminatory. Like abuse, oppression was defined broadly. I remember the first time, in the early ’90s, that I heard a Harvard student describe herself as oppressed, as a woman of color. She hadn’t been systematically deprived of fundamental rights and liberties. After all, she’d been admitted to Harvard. But she had been offended and unsettled by certain attitudes and remarks. Did she have good reason to take offense? That was an irrelevant question. Popular therapeutic culture defined verbal “assaults” and other forms of discrimination by the subjective, emotional responses of self-proclaimed victims.

This reliance on subjectivity, in the interest of equality, is a recipe for arbitrary, discriminatory enforcement practices, with far-reaching effects on individual liberty. The tendency to take subjective allegations of victimization at face value — instrumental in contemporary censorship campaigns — also leads to the presumption of guilt and disregard for due process in the progressive approach to alleged sexual assaults on campus.

Universiteterne var måske en religiøs opfindelse, til at begribe Gud og forstå hans skaberværk. Måske fordi Gud er ubegribelig, kunne et studievære en søgen, mens uden Ham, kan vi kun prøve at begribe os selv og vores selvretfærdighed? Hvem ved, denne ateist er ikke mindre rådvild, når teisme ligner det bedste værn mod religiøs dogmatik.

Har vi råd til flygtninge?

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-093259

Hvor en ekstratilførsel på 34 mia. til det offentlige er en massakre, skulle man ellers tro at fri uddeling til hvem som helst der måtte sætte fod på dansk jord repræsenterede en økonomisk udfordring. Det synes at være en indgroet virkelighedsforståelse på venstrefløjen, at selv om vi er et rigt land, så er vi det ikke lige der hvor jeg selv befinder mig. Personligt har jeg ikke penge nok, men fællesskabet kan hente uanede ressourcer på pengetræet, hvis blot man fik en anden indstilling til sine kulørte medmennesker, et andet menneskesyn kunne man næsten sige. Modkraft skriver

Over 100 erhvervsskoler og gymnasier havde i dagens anledning nedlagt undervisningen. Op mod 40.000 gymnasie-elever og studerende demonstrerede i København og i Aarhus mod regeringen, der har varslet milliard-besparelser på uddannelses-området.

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-101318

Hanreberalisten Rasmus Brygger skriver oplysende i Information at

Målt på, hvad det koster i offentlige kroner at få en person igennem et videregående studie, så er vi suverænt i toppen. Et stk. nyuddannet dimittend har alene på sin videregående uddannelse i gennemsnit kostet samfundet over 750.000 kroner. Det er 100.000 kroner mere end i nabolandet Sverige, næsten 300.000 kroner mere end i Tyskland og over dobbelt så meget som en studerende koster at uddanne i Storbritannien.

Og Henrik Dahl kommer med disse tal på sin Facebook

Det danske uddannelsessystem er stadig overordentlig rundhåndet. Lad mig for eksempel nævne, at staten bruger 21 milliarder kroner på SU. Det er - til sammenligning - en anelse mere, end den samtidig bruger på forskning.

Hvor mange negerlandsbyer kunne man dog ikke drive for de penge? Det skal man ikke spørge flygtningene, lad os bare bruge det udhulede begreb, om, thi de er ikke den horde af læger og ingeniører, som vi ellers blev stillet i udsigt, der kan regne den slags ud. Deres skolekundskaber er stærkt begrænsede, og derfor vil de heller ikke kickstarte et økonomisk mirakel, men faktisk ligge os andre til last, ligesom vi allerede har erfaringer for, først og fremmest de af os der ikke har betalte spisepauser.

Apropos spisepauser, journalister vælger nærmest konsekvent ikke de faktiske forhold i jernindustrien, som den økonomiske (og vi taler slet ikke om hvorledes flygtningenes barbariske normer ødelægger ethvert fællesskab af en hvis kvalitet) når en historie skal drejes. De har, som en del af den kreative klasses vidensarbejdere, overbevist sig selv om, at det er en intellektuel præstation at afvise sammenhængen mellem Folket og samfundets beskaffenhed. Nation er en konstruktion, dekonstruktivismen er vejen frem og alle mennesker vil jo alligevel det samme, så jo flere jo bedre. Alt andet er racistisk.

Det er kun DF der sidder tilbage på historiens mødding med mindet om mormorkagen klægt i ganen. Så derfor er der heller ingen sammenhæng mellem immigrationen og velfærden og økonomien. Så journalisterne fortsætter deres human interesset historier om grædende sekulariserede børn af læger og ingeniører, der blot venter på at kickstarte Danmarks økonomi, hvis blot de får lov af de vrangvillige at få del i velfærden og alt betalt. Ja, alt betalt, ellers ville det jo ikke være en investering i fremtiden, vel?

For journalisterne forstår, som resten af venstrefløjen og den kreative klasses vidensarbejdere, ikke hvor flygtigt et fænomen som rigdom er, nemlig at det ikke er noget der er bygget op og nu bare eksisterer, så meget som det er en fortløbende fælles aktivitet. En omsætning, der hurtigt kan gå i stå, og så er den ikke mere. Heller ikke i banken, eller i det offentlige. Eller hos De Rige. Den er der kun så længe vi kan enes om at gøre hver vores til det private og fælles bedste og det kræver mindelig enighed om at være et fællesskab af individder med egen forståelse af pligt, ansvar og selvforsørgelse og samfundssind. Kultur om man vil.

Og mens journalisterne føler sig rige på Danmarks vegne, hvor spørgsmålet er reduceret til villighed til at være god kontra vrangvillighed, så er deres egen lille del af den danske økonomi presset helt i bund. Faktisk så meget at Danmarks Radios journalister gik i strejke fordi ledelsen fandt det uholdbart at bruge borgernes licenspenge på at journalisterne kunne spise.

Bo Godwin Lidegaard

Det er ikke blot en bølge af migranter, der overvælder os i disse dage, det er også en bølge af idioti. Jeg tænker ikke så meget på migranternes genetiske gennemsnit eller deres indskrænkende religion, men på godhedens apostle. De forsøger ofte at gå tilbage i historien for at finde eksempler der kan understrege deres pointer. Men så forsludret deres argumenter er i nutiden så meget værre bliver de af at føres tilbage. Så meget at man øver vold på historien for at få et fernis af sammenhæng. Bo Lidegaard skrev således for et par uger siden i Politiken

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Uden at skulle gøre mig til dommer over historien, så er de store grupper af migranter på de europæiske motor- og landeveje ikke et europæisk fænomen, men et arabisk og afrikansk. Men det er i Godwin-overskriften det allerede går galt når Lidegaard skriver “Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower“. Dem kommer jeg tilbage til. Først Bo Lidegaard, der tror at andres bekymring er uden substans fordi Lidegaard har andre ønsker om samfundet (som i at jeg ikke forstår min kones frygt for at jeg vil foresage hendes død da jeg jo i givet fald kommer til at arve hendes formue)

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

Virkeligt? Nej! Og selv om det var giver dette udsagn overhovedet mening? Nej, hvis rammen ødelægges falder billedet ud. Samfundet er et resultat af nationen og nationen er dens forudsætning. Ellers ville Irak og Afghanistan være velfungerende samfund med alle de institutioner de fik forærende, men som de desværre for dem selv skulle forvalte og administrere med det næsten indlysende resultat der er tidens myrderier. Men Lidegaard vil drage den historiske parallel

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Grunden til at grænsen ikke kunne forsvares mod Hitlers krigsmaskine var at Radikale Venstre og Socialdemokraterne, stik imod Churchills tanker, betragtede Hitler som en fremtidens mand, man hellere måtte tækkes (Lidegaards Politiken mente at Churchill var den farlige af de to) og derfor havde undermineret det danske forsvar til det parodiske. Hvis man derimod havde oprustet ville det være muligt at afskrække tyskerne fra at invadere Danmark, da det ville tage for lang tid at nedkæmpe det danske forsvar når det egentlig mål var at besætte Norge førend englænderne kunne nå at reagere.

Og er migranterne nu at sammenligne Hitlers krigsmaskine?

Og hvis der er så mange, at hverken Politi eller militæret kan holde dem ude ja tager de mennesker fejl, der skriver at problemet med migranterne er stærkt overdrevet.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Er nazisterne stadig at sammenligne med migranterne i Lidegaards optik? Eller er det Thulesen Dahls præmisser, der er at sammenligne med nazisterne? Ingen ved det længere.

Men samarbejdet med nazisterne førte ikke til at de hverken forsvandt eller blev gode samfundsborgere? Faktisk eskalerede det danske folks konflikt med nazisterne som besættelsen trak. Ja, der forekom endda vold siges det. Og det var da også ved vold at nazisterne endelig trak sig ud, den vold de allierede var villige til at evnede at begå. Nej, Politiken har aldrig tænkt som hverken Churchill eller Eisenhower

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men var det resultatet af et rammehensyn (nationalstaten) eller et samfundshensyn? Lone Jenny Rünitz skriver i Folkedrab.dk (http://folkedrab.dk/sw64290.asp) “For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning” og “Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier”. Hvis tilknytningskravet er rammen så følger vel at de økonomiske garantier er samfundet?

Og var politikerne, dem som Lidegaard nu kalder ‘myndighederne’, for at slette forbindelsen, ikke indsigtsfulde i deres samarbejde med Tyskland? Var det netop ikke indsigten at man ikke kunne kæmpe på nazisternes præmisser, ved vold og trods, der lå bag frygten for at vække deres vrede, selve fundamentet for
Samarbejdspolitikken? Der sendte man jo ikke bare flygtninge tilbage med udsendte danske statsborgere til slavearbejde for den Hitlers krigsmaskine som man havde føjet.

Tilbage til overskriften hvor Lidegaard kaster sig op til dommer over, hvorledes Churchill og Eisenhower tænkte. Og han fejler. For en del år siden kunne man på Guardian læse (ja, det kan man for så vidt stadig) følgende om Winston Churchills syn på darkies kompabilitet med civilisationen

Sir Winston Churchill expressed alarm about an influx of ‘coloured people’ in Fifties’ Britain and looked for a chance to restore punishment by flogging, newly released cabinet papers from the national archive reveal.

On 3 February 1954, under the agenda item ‘Coloured Workers’, Churchill is quoted, with abbreviations, by Cabinet Secretary Sir Norman Brook as saying:‘Problems wh. will arise if many coloured people settle here. Are we to saddle ourselves with colour problems in UK? Attracted by Welfare State. Public opinion in UK won’t tolerate it once it gets beyond certain limits.’

Then David Maxwell-Fyfe, the Home Secretary, gave a figure of 40,000 compared to 7,000 before the Second World War and raised the possibility of immigration control. He said: ‘There is a case on merits for excludg. riff-raff. But politically it wd. be represented & discussed on basis of colour limitation. That wd. offend the floating vote viz., the old Liberals. We shd. be reversing age-long trad[ition] tht. B[ritish] S[ubjects] have right of entry to mother-country of Empire. We shd. offend Liberals, also sentimentalists.’

He added: ‘The col[onial]. pop[ulations] are resented in L[iverpool], Paddington & other areas by those who come into contact with them. But those who don’t are apt to take a more Liberal view.’

Churchill intervened: ‘Ques. is wtr it is politically wise to allow public feeling to develop a little more before takg. action.’

Adding that it would be ‘fatal’ to let the situation develop too far, the Prime Minister is recorded as concluding: ‘Wd lke also to study possibility of “quota” - no. not to be exceeded.’

Manden der stoppede Hitler var altså modstander af indvandring af primitive folkeslag af de selv samme grunde som Thulesen Dahl. Et parallelt forhold der også gør sig gældende for Eisenhower. Han var manden bag Operation Wetback, der skulle stoppe og vende den illegale trafik af mexi’ere til USA. Christian Science Monitor mindes the good old days, hvor den politiske elite rent faktisk kerede sig om det land og det folk, hvis interesser de var valgt til at varetage

Fifty-three years ago, when newly elected Dwight Eisenhower moved into the White House, America’s southern frontier was as porous as a spaghetti sieve. As many as 3 million illegal migrants had walked and waded northward over a period of several years for jobs in California, Arizona, Texas, and points beyond.

President Eisenhower cut off this illegal traffic. He did it quickly and decisively with only 1,075 United States Border Patrol agents – less than one-tenth of today’s force. The operation is still highly praised among veterans of the Border Patrol.

Although there is little to no record of this operation in Ike’s official papers, one piece of historic evidence indicates how he felt. In 1951, Ike wrote a letter to Sen. William Fulbright (D) of Arkansas. The senator had just proposed that a special commission be created by Congress to examine unethical conduct by government officials who accepted gifts and favors in exchange for special treatment of private individuals.

General Eisenhower, who was gearing up for his run for the presidency, said “Amen” to Senator Fulbright’s proposal. He then quoted a report in The New York Times, highlighting one paragraph that said: “The rise in illegal border-crossing by Mexican ‘wetbacks’ to a current rate of more than 1,000,000 cases a year has been accompanied by a curious relaxation in ethical standards extending all the way from the farmer-exploiters of this contraband labor to the highest levels of the Federal Government.”

Years later, the late Herbert Brownell Jr., Eisenhower’s first attorney general, said in an interview with this writer that the president had a sense of urgency about illegal immigration when he took office.

America “was faced with a breakdown in law enforcement on a very large scale,” Mr. Brownell said. “When I say large scale, I mean hundreds of thousands were coming in from Mexico [every year] without restraint.”

(…)

Then on June 17, 1954, what was called “Operation Wetback” began. Because political resistance was lower in California and Arizona, the roundup of aliens began there. Some 750 agents swept northward through agricultural areas with a goal of 1,000 apprehensions a day. By the end of July, over 50,000 aliens were caught in the two states. Another 488,000, fearing arrest, had fled the country.

By mid-July, the crackdown extended northward into Utah, Nevada, and Idaho, and eastward to Texas.

By September, 80,000 had been taken into custody in Texas, and an estimated 500,000 to 700,000 illegals had left the Lone Star State voluntarily.

Unlike today, Mexicans caught in the roundup were not simply released at the border, where they could easily reenter the US. To discourage their return, Swing arranged for buses and trains to take many aliens deep within Mexico before being set free.

Tens of thousands more were put aboard two hired ships, the Emancipation and the Mercurio. The ships ferried the aliens from Port Isabel, Texas, to Vera Cruz, Mexico, more than 500 miles south.

The sea voyage was “a rough trip, and they did not like it,” says Don Coppock, who worked his way up from Border Patrolman in 1941 to eventually head the Border Patrol from 1960 to 1973.

Men kan vi så slet ikke lære noget af historien om de jødiske flygtninge til Danmark? Jo, som Lone Rünitz skriver anklagende: “Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet”.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress