Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Den vandrende muslim

Donald Trumps mådeholdende kommentarer til den islamiske invasion er blevet beskyldt for meget. Blandt andet at den opvigler had blandt muslimer til USA, hvor ISIS, der ikke har noget med islam at gøre, bruger Trumps udtalelser til at rekruttere muslimer. Det viste sig at ISIS ikke fandt Trump nævneværdig og i stedet koncentrerede sin vrede over de seneste amerikanske præsidenter, ‘horekarlen’ Bill Clinton og ‘løgneren’ George W Bush samt den siddende præsident Barak Hussein Obama.

Trump blev også beskyldt for at opvirgle had mod muslimer i USA og være årsag til hadforbrydelser. I modsætning til muslimsk terror, som ingen kan konkludere på da det ikke er tydeligt hvilke socialpsykologiske dynamikker, der skaber den slags frustrationer, så er negativ omtale af muslimsk terror med dil at skabe denne kunstige dikotomi mellem vestlig frihed og sharia, hvilket altså fører Johnny Redneck lige ud i et orgie af hadforbrydelser. En af disse had-forbrydelser blev tilsyneladen begået af den 35 årige Michael Scott Wolfe, der med en machette hakkede ind i en moske, hvor han efterlod bacon. En anden forbrydelse, der fik megen omtale, var ildspåsættelsen af en moske i Texas. Det viste sig at være en muslim, der stod bag.

Men muslimer frygter back-lash, at de bliver straffet for, hvad enkelte af deres troende kammerater har fundet på. Selv efter to muslimers massemord på en firma-julefrokost i San Bernadino var frygten, hvad andre dog ikke måtte tænke om dem. A.J. Caschetta skrev om back-lash industrien 17 december i Middle East Forum

The history of the looming anti-Muslim backlash that never arrives is instructive. Logically, the original post-9/11 anti-Muslim backlash should have been the largest and most ferocious of the various backlashes, and indeed George W. Bush, members of his administration and members of Congress frequently warned Americans not to blame all Muslims for the acts committed by Al-Qaeda.

Even an anti-Israel leftist like Rachel Corrie Award recipient Delinda C. Hanley recognizes that there was no post-9/11 backlash. Writing in the Washington Report on Middle Eastern Affairs, Hanley gushed: “As a result of the effective campaign undertaken by America’s leaders, non-governmental organizations and the media, a backlash that, in many nations, might have turned into a bloodbath was averted and, indeed, transformed into a celebration of diversity.”

The group known as Human Rights Watch however tells a different tale. It documents in the same era a series of attacks amounting to “a nationwide wave of hate crimes against persons and institutions believed to be Arab or Muslim.” The numbers are notable either for the “ferocity and extent” as HRW puts it, or for the remarkable calm they convey compared to the predicted carnage. For instance the 17-fold increase in anti-Muslim incidents sounds more alarming than the fact that there were 28 such events in 2000 compared with 481 in 2001.

It gets more interesting when one reads that these numbers include behavior ranging from “verbal taunts to employment discrimination to airport profiling to hate crimes.” Since no actual numbers are listed for specific “crimes” one might suspect that there are far more verbal taunts than hate crimes among the 481.

Men industrier kan ikke levere, hvis ikke nogen vil aftage deres produkter og det vil venstrefløjen hellere end gerne. På Gatestone Institute kan man læse, hvorledes arbejdet skrider frem med at forbyde islamkritik i USA

Eighty-two leading Democrats have cosponsored a House Resolution (H.Res. 569) “Condemning violence, bigotry, and hateful rhetoric towards Muslims in the United States”.

The Resolution was introduced in the House of Representatives by Democrat Donald S. Beyer (Virginia) on December 17, 2015 — a mere 15 days after Tashfeen Malik and Syed Farook gunned down 14 innocent Americans and wounded 23 in an ISIS-inspired terror attack at a Christmas party in San Bernardino, California.

The House Resolution states, “the victims of anti-Muslim hate crimes and rhetoric have faced physical, verbal, and emotional abuse because they were Muslim or believed to be Muslim,” and the House of Representatives “expresses its condolences for the victims of anti-Muslim hate crimes.”

What victims? Of all 1,149 anti-religious hate crimes reported in the United States in 2014, only 16.1% were directed against Muslims, according to the FBI. By contrast, over half of all anti-religious hate crimes were directed against Jews – 56.8%. The fewest, 8.6% of anti-religious hate crimes, were directed against Christians (Protestants and Catholics).

(…)

Attorney General Lynch stated that she is concerned about an

“incredibly disturbing rise of anti-Muslim rhetoric… The fear that you have just mentioned is in fact my greatest fear as a prosecutor, as someone who is sworn to the protection of all of the American people, which is that the rhetoric will be accompanied by acts of violence. Now obviously, this is a country that is based on free speech, but when it edges towards violence, when we see the potential for someone lifting that mantle of anti-Muslim rhetoric — or, as we saw after 9/11, violence directed at individuals who may not even be Muslims but perceived to be Muslims, and they will suffer just as much — when we see that we will take action.”

Is this House Resolution a prelude to the Attorney General taking that action? Has she seen the potential for someone lifting her “mantle of anti-Muslim rhetoric”? And what is “anti-Muslim rhetoric” exactly? Criticizing Islam? Debating Mohammed? Discussing whether ISIS is a true manifestation of Islam? Who decides the definition of what is considered hate speech against Muslims?

Så muslimer er en særlig følsom gruppe. Jøder, derimod, er anderledes robuste, hvis man skal følge Facebooks logik (set hos Elder of Ziyon)

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

codepink1-boykotter-israel-i-israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Glædelig Jul fra mere end et overdrev

Blot et lille stemningsbillede af Julen som den også tager sig ud i medierne, lidt satire og Bachs Jule-oratorium, som man burde gå direkte til og springe resten over.

Politikens Kultur sektion siger Fuck Julen på forsiden og i BT kan man læse at kulturforsker Rune Klingenberg Hansen, der viser sig kun at være “Ph.d.-studerende ved institut for kultur og identitet ved RUC” mener at løgnen om julamanden må stoppe fordi “[d]et kan give børn en dårlig oplevelse, når de finder ud af, at julemanden ikke eksisterer”. Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen mener pludselig godt at man kan lede alt muligt konkret ud af de islamiske tekster på Danmarks Radio, og slår fast at “Maria er Koranens vigtigste kvindeskikkelse (…) noget særligt”.

Men selv om Gud har dekreteret hans undfangelse, er Jesus alligevel bare et menneske og ikke Guds søn. Det er en grundlæggende teologisk forskel mellem islam og kristendommen.

Anderledes er det med Maria. Her er der nogenlunde overensstemmelse mellem den muslimske og kristne forståelse om de centrale punkter: jomfrufødsel, nedkomst, flugt til Egypten.

(…)

Ligesom i kristendommen er Maria den ubesmittede kvinde, som Gud kontaktede og gjorde til redskab i sin store plan. Men fra sin mihrab har hun allerede længe forinden været i nær kontakt med Gud i sin bøn. Det gør hende til et fromhedsideal, særligt for unge piger, hvor profetens koner kan være det for den gifte kvindelige muslim.

Petersen, skrev en ven nedstemt, “fortier alle forskellene mellem hhv. “Isa” og Jesus. Han døde ikke på korset, korset er blasfemisk afgudsdyrkelse, treenighedslæren er “shirk”, polyteisme, Bibelen og Toraen er senere forfalskninger der dækker over at Jesus og de jødiske profeter var troende muslimer osv.” En anden kandidat til titlen som den vigtigste kvindeskikkelse i islam er selvfølgelig Aisha, der måske ikke gav Jesus liv, men var Muhammeds yndlingskone og et 9 årigt barn da han voldtog hende første gang. Hmm, en mor til en af mange underordnede profeter over for det perfekte menneskes yndling.

Eksemplet Aisha har gjort børneægteskaber til en systemisk plage for muslimske piger så kunne man ikke forvente at eksemplet Maryam – eller Maria – vil gøre det muligt for muslimer at fejre jul? Hans Hauge spørger, lidt i samme ånd hvorfor muslimer i Danmark…

…ikke bare selv holder jul, for hvis det ikke er en kristen fest, kunne han jo gøre det. Hvorfor synger han ikke »Højt fra træets grønne top« eller »Nu er det jul igen«. Disse sange er renset for religion. Er de ikke? Hvorfor spiser muslimer ikke and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler og risalamande med svensk kirsebærsovs fra en karton? Der er intet kristeligt ved en and. Er der?

Jeg spørger igen: Hvorfor fejrer muslimer ikke dansk jul? Jesus er for dem en profet. De kender Jomfru Maria og Kong David. Hvad er problemet? Kunne muslimerne ikke gøre som de 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul? De lidt mere kulturelt interesserede går endda i kirke juleaften, for det er så hyggeligt. (Det er det nu ikke. Der er altid for mange larmende børn med, og salmerne er dårlige).

3 lande, alle tilfældigvis muslimske, har just forbudt fejring af Jul og på Filippinerne gik muslimer til jule-angreb på kristne bønder og myrdede mindst 7. Hmm, måske fordi Maryam ikke er Maria når man ser på forskellene. Så tilbage til Aisha, den rene vare der danner Allahdommelig præcedens for køb og salg af børnesexslaver.

Og så er der fakta og Fathi El-Abed. På sin Facebook-side havde den herboende palæstinensiske vrøvlemaskine postet følgende billeder

maria-og-sikkerhedsmurenmaria-og-sikkerhedsmuren-ii

Og konfronteret af en Facebook ven med den detalje at Jesus var jøde argumenterer Fathi

“Jesus blev født i Palæstina og dermed var/er palæstinenser - MEN han havde jødedommen som religion og dermed jøde. Nationlitet er en ting og religion er anden”

Eller også, og dette er jo bare en vild tanke, er jøderne de egentlige palæstinensere. Og hvorfor mon Josef og Maria flygter til Israel? Eller rettere, hvad flygter familien Jesus fra i El-Abeds verden? I hvert fald er de kristne i dag næsten helt fordrevet fra Betlehem af muslimske troende. Og der er heller ingen jøder tilbage i Jesus fødeby.

Nej, Fathi var ikke satiren, den kan man læse fra Katherine Timpfs hånd, som hun hjælper venstrefløjen med at problematisere endnu flere julesange end den racistiske White Christmas og date-rape sangen Baby It’s Cold Outside

1. ”Jingle bells, jingle bells, jingle all the way.”
What’s with this song making people feel like they have to “jingle all the way”? I mean, seriously? People need to know that they have the right revoke their consent to jingle at any moment, even if they’ve already starting jingling, and even if the person they’re jingling with is someone they’ve jingled with before.
2. ”Gone away is the bluebird Here to stay is the new bird.”
So just because someone is “blue,” he or she should expect to be replaced? In case you don’t get it, the use of “bluebird” here clearly refers to “bird suffering from depression or mental illness.” People suffering from mental illness indeed often are pushed “away” due to the inherent discrimination against them in our society, and to sing about it in some cute little song as if it’s not a serious problem is disgusting.
You may think that I’m looking too much into this — but please don’t let the fact that I’m a woman make you think that I must be wrong. Rather, the fact that I’m a woman means that I must be right, and that asking me for any further evidence or clarification would be sexist and oppressive.
(…)
6. “Have a holly jolly Christmas And when you walk down the street Say hello to friends you know And everyone you meet”
More P.C. Culture Rachel Dolezal: ‘Race Is Not Real’ Republicans Need to Identify What They’re Fighting Against: Leftism Scalia’s Detractors Don’t Care about the Fate of Minority Students Okay, “Holly Jolly Christmas” — have you ever thought that one of the people on the street might be a woman who does not want to be said “hello” to? (Yes, women are people too. I know that’s hard for some of you to understand.)
Look: Just because a woman is walking down the street does not mean that it is acceptable for you to talk to her. We may be a bit far off from ending street harassment, but the least we can do is stop letting men use “Christmas” as an excuse to abuse people in this way. Ladies, let’s tell these dudes that — holidays or not — they’re just going to have to get their holly jollies elsewhere!

Og så musikken

Glædelig hvid og kristen Jul

Muslimerne dræber den palæstinensiske ‘En-statsløsning’

Ideen om en et-stats løsning på konflikten mellem araberne og israelerne er en antisemitisk drøm, der er ganske comme il-faut på venstrefløjen. Ideen er selvfølgelig udslettelse af den jødiske stat, mens man benægter det uundgåelige folkemord på jøderne, araberne straks vil forsøge Rwanda-style. Erik Kristensen formulerede sidste år på Modkraft denne drøm således

Men siden 1999 har der været en bred debat mellem både jødiske og palæstinensiske intellektuelle, aktivister og politikere om en en-stats-løsning, der skulle bygge på lige rettigheder for alle etniske, religiøse og nationale grupper i hele området, der i dag omfatter Israel og den påtænkte palæstinensiske stat (Vestbredden og Gaza). Det skulle være en sekulær stat, der sikrede fuldstændig lighed for loven, mindretalsbeskyttelse og individuelle frihedsrettigheder. En sådan stat kan tage mange forskellige former – en forenet stat, forskellige varianter af en føderation eller en israelsk-palæstinensisk konføderation.

(…)

Den store fordel ved en sådan løsning ville være at den ville kunne dæmpe de etniske og religiøse spændinger. Den ville løse det store palæstinensiske problem, ved at få samlet de to store grupper af palæstinensere, der i dag lever i Israel og på Vestbredden og Gaza. Den ville kunne stille jøder og palæstinensere lige som befolkningsgrupper ved at give både jøder og palæstinensere ret til at vende tilbage til den nye israelske-palæstinensiske stat.

Opgivelse af ideen om en jødisk stat

Forudsætningen for en sådan stat vil være at jøderne vil acceptere at de bliver et mindretal en i sådan demokratisk stat, at de opgiver forestillingen om at de skal bo en i en særlig jødisk stat.

Forestillingen om en særlig jødisk stat, som mange jøder kalder jødisk og demokratisk er meget problematisk og vil ikke kunne holde i fremtiden. For det første er det problematisk at definere en stat etnisk og religiøst. Det skaber et etnokrati, der giver en etnisk-religiøs gruppe særlige privilegier. Allerede i dag udgør palæstinenserne ca. 20 % af Israels befolkning. I 2030 vil det være 1/3 del. Hertil kommer at ca. 30 procent af den israelske befolk i dag kalder sig agnostikere. Er den israelske stat ikke en stat for dem? Man ville jo ikke kunne finde på at kalde USA en hvid eller en kristen stat.Mange vil sige, at jøderne i Israel aldrig vil opgave forestillingen om en særlig jødisk stat. Måske går der lang tid.

Måske helvede skal fryse til først. Den seneste arabiske terrorbølge mod Israel og jøder i Israel kører på 3. måned. Ægget af islam i al almindelighed og deres ledere, kaster forskellige fortrinsvis yngre muslimer sig morderisk over tilfældige jøder. Oftest foregår attentaterne med kniv for den rituelle slagteaspekts effekt, men også ved at køre folk ihjel med en bil.

Det er arabernes terrorkampagne, der slagter hele ideen om al sameksistens mellem muslimer og jøder, ved at lade terrorbølgen være ultimativt civil. Ingen jøde kan være i nærheden af en muslim uden at foretage en konstant trusselvurdering og holde sig i alarmberedskab. Ingen kan sidde i bussen, stå i en kø eller sende sine børn i skole og være tryg ved de muslimske medborgere. Enhver muslim er bogstaveligt talt og ganske reelt en potentiel terrorrist, der uanset fremtoning, køn og alder pludselig kan stikke dig og dine børn ihjel. Denne kampagne søger definitivt og helt ned på mikroplan, at skære ethvert bånd over til en fælles menneskelig samhørighed.

Og det skal nok lykkes, for det er ikke de få der ødelægger det for de mange. Det er den arabiske muslim flest blandt de, der kalder sig palæstinensere viser en ny undersøgelse ifølge Palestinian Media Watch, der ønsker død over jøden

Following almost three months of Palestinian riots, violence and deadly terror attacks against Israelis, 2/3 (67%) of Palestinians are in favor of stabbing attacks against Israelis and almost the same amount are in favor of “an armed intifada.”

Although most Palestinians support “the use of knives,” almost half (47%) of Palestinians believe the PA’s libel that Israel fabricates the stabbing attacks and that “those who were shot have not stabbed or were not attempting to stab Israelis.” However, 51% do believe that “most… have in fact stabbed or were attempting to stab Israelis.”

These opinions were revealed in a recent poll conducted by the Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR) in the West Bank and the Gaza Strip between Dec. 10-12, 2015 (see below). Summing up the results, PSR remarked that “the ‘Oslo generation’ of youth between the ages of 18 and 22 are the most supportive of an armed intifada and stabbings and the least supportive of the two-state solution.”

This poll confirms Palestinian Media Watch’s findings that the PA is not educating Palestinians to peace, but is entrenching hatred and terror, and shows that the PA’s constant terror glorification, promotion of violence and libels against Israel successfully reverberate among Palestinians.

Denne kvantitative undersøgelse kan suppleres med nogle kvalitative interviews. Corey Gil-Shuster spørger arabere, hvad der skal ske med jøderne, hvis de for magt som de har agt. Lidt nølende men med indlysende logik fortæller araberne, hvorledes der ikke er plads til jøder i Israel. De høflige taler om fordrivelse, de ærlige ikke.

Venstrefløjen er fuldt ud klar over disse realiteter - og den har sin dagsorden.

Perspektivet i den palæstinensiske helstat

SF’eren Fathi El-Abed er en aktiv herre på Facebook, hvor han hver dag fortæller helt udokumenterede historier om både den uniformerede og civile israelske besættelsesmagts mord på og kidnapninger af palæstinensiske mænd, kvinder og børn. Faktaresistensen hos ham og hans følge af muslimer og venstrefløjsere overlever selv videodokumentation af at de palæstinensiske ofre viser sig at være attentatmænd, -kvinder og børn, der bliver skudt eller på anden måde nedlagt i selvforsvar og at de sjældent dør. Så naturligvis optræder han ofte i medierne som ekspert i Mellemøsten.

Og naturligvis lægger dagbladet Information - “Protestadresse for Antisemitisme” - spalteplads til et revisionistisk opkast fra hans hånd, hvor han begræder delingen af Palæstina for 60 år siden. Hans historiesyn jeg har en del indvendinger imod, men hvad der slog mig som en selvstændig pointe er, at han ikke nævner Israel med et ord. Denne manglende anerkendelse af Israels eksistens stikker dybt i det arabisk-muslimske sind, som man kan læse Bassam Tawil skriver for Gatestone Institute

A public opinion poll published last week refutes Abbas’s claim that Palestinians are committing terrorist attacks out of “despair and frustration.” The poll, conducted by the Watan Center for Studies and Research, found that 48% of the Palestinians interviewed believe that the real goal of the “intifada” is to “liberate all of Palestine.” In other words, approximately half of Palestinians believe that the goal of the “intifada” should lead to the destruction of Israel.

What is notable, is that only 11% of respondents said that the true goal of the “intifada” should be to “liberate” only those territories captured by Israel in 1967. Another 12% of Palestinians said they believe that the goal of the “intifada” was to release prisoners held by Israel.

The results of the poll, which covered 1,167 Palestinians above the age of 18, show that a majority of Palestinians continue to seek the destruction of Israel. The poll shows that only a few Palestinians see only the West Bank, Gaza Strip and east Jerusalem as the future Palestinian state. They want the “intifada” to replace Israel with a Palestinian state — preferably, one that now would be ruled by Hamas and jihadi organizations such as Islamic State and Al-Qaeda.

These Palestinians do not see a difference between, say, Ma’aleh Adumim, a “settlement” on the outskirts of Jerusalem, and any city inside Israel. One only needs to look at reports in the Palestinian media to see that Tel Aviv, Rishon Lezion, Kiryat Gat and Ra’anana are all considered “settlements.” These reports also show that Palestinians do not see a difference between a Jew living in the West Bank and Israel — instead, they are all depicted as “settlers” and “colonialists.”

None of the Palestinians interviewed for the poll complained about “despair and frustration,” or the lack of a “political horizon.” Obviously, they are driven by hatred for Jews and Israel. They do not, however, have a problem with “settlements” or “poor living conditions.” They have a problem with Israel’s existence. A majority believes that Israel can — and should — be destroyed. They are not, as Palestinian leaders claim, seeking a two-state solution.

According to the poll, more than 75% of Palestinians support the use of violence against Israel. More than 44% of respondents support the use of firearms against Israel; 18% are in favor of using knives to kill Jews, and another 14% would like to see Palestinians use stones. This contradicts Abbas’s claim that the Palestinians want a “peaceful and popular” uprising.

Another noteworthy finding of the poll is that 72% of Palestinians want the current “intifada” to continue.

Men det er ikke blot et spørgsmål om landegrænser, det er et spørgsmål om jøden, som nogle kvalitative interviews kan supplere de kvantitative meningsmålinger

Alle de gange araberne sagde nej til delingsforslag sagde de nej til Israels eksistens. Landflygtighed er ikke katastrofen, Israels eksistens er. Og 60 år efter Israels oprettelse kan Fathi El-Abed end ikke få ordet over sine fingre.

Venstrefløjen tænder et lys for revisionismen

Jeg har ikke regnet anti-semitismen som en egentligt fænomen blandt danskerne fordi man så sjældent, hvis nogensinde støder på egentlige jødefjendske ytringer. Jeg har haft den opfattelse, at så langt der er tale om egentlig anti-semitisme, som næsten udelukkende er begrænset til, venstrefløjen, så var den et udtryk for en ide om jøden og israelerene. At den anti-semitiske politik og retorik, er konsekvensen af en fortælling som venstrefløjen dyrker, måske mere af tradition. Jovist er venstrefløjen til tider ganske løssluppen med etnisk og religiøs essensialisme når man taler jøder og Israel med dem i trygge rammer, noget som offentligt mest skinner igennem som Israel-kritik, det enestående begreb der savner nationale modstykker som Saudiarabien-kritik og Gambia-kritik.  Men at der ikke i nævneværdig udstrækning (og Anne Grethe Holmsgaard er ikke nævneværdig) eksisterer noget personligt eller grundlæggende emotionelt motiv, som farver synet på jøder endsige den enkelte jøde.

Men som venstrefløjens dans med den muslimske indvandring de importere som et nyt proletariat synes deres kamp mod Israel at blive stadigt mere intens og blind. En lille del af det er at skrive jøden ud af historien om jødeforfølgelse. Et eksempel man kunne nævne var Fredsringen om synagogen i København. En muslimsk ung mand havde på baggrund af sin muslimske tro set sig bitter på jøderne, kontraktbrydende, ordombyttende aber og svin, og forsøgt sig med en massakre. En heltemodig vagt blev dræbt da han sikrede resten af forsamlingen kunne få fred. Men Fredsringen handlede om at sætte muslimerne i rollen som ofre for dårlig presse. Med kun en håndfuld muslimske piger i tørklæde med kraft nok til at simulere interesse for en løs ide om samhørighed agerede venstrefløjen potemkinkulisse så ringen kunne sluttes.

Åh, og så blev der lagt blomster for Omar, for han var jo også et menneske, skønt hans venner sparkede dem væk igen, da hans dødssted ikke skulle besudles af kuffar traditioner. Men det det handlede om for venstrefløjen var at bruge jødeforfølgelse til at pleje deres egen lille Hassan.

Og nu vil Enhedslisten og Radikale Venstre så skrive jøderne ud af deres egen historie, når de tænder et lys for flygtninge

aldrig-mere-krystalnat

Nazisterne forfølgelse af mennesker, der ikke passede ind i det ariske samfund må aldrig glemmes.

Derimod må jødeforfølgelsen som et specifikt fænomen gerne glemmes. For anden tolkning kan man ikke komme til. Krystalnatten handlede KUN om jøder.Og som Krystalnatten kun handlede om jøder skal det måske lige med, at ildsjæl og næstforkvinde i Exitcirklen Khaterah Parwanis arbejde med afradikalisering af unge KUN handler om muslimer.

Hvis jeg må give et godt råd til det yderste venstre; hvis i vil markere forfølgelse af alle de af os, der ikke passer ind i en eller anden overordnet ideologi, så lav en Gulag-dag eller en sharia-dag, hvor alle demokrater kan blæse tyranniet den lange march. Og insister på ytringsfriheden og afskaf blasfemi- og racisme paragrafferne.

Et par eksempler på mediernes fordrejninger af Israels virkelighed

Antisemitisme, Arabere, Forbrydelse og straf, Israel, Muslimer, Pressen, Terror, islam — Drokles on October 22, 2015 at 5:03 pm

Den glimrende Honest Reporting, der har som sit formål at imødegå den bølge af løgne der skyller fra medierne, leverer et grotesk eksempel fra det amerikanske delvist offentligt finasierede NPR (National Public Radio)

In Harris’s report for the October 13 edition of All Things Considered, she interviews Qassam Badran, the father of Ishaq Badran, a Palestinian teenage terrorist shot dead after stabbing and wounding two Israelis in Jerusalem. Harris asks Qassam what motivated his son to carry out the attack:

BADRAN: (Through interpreter) The video that bothered him most was of a woman who was stripped of her headscarf before she was killed in the Old City. He showed it to his mom, saying, look at those cowardly Jews; look what they’re doing to our women.

Badran was referring to a video of Shoruq Dwayat, a Palestinian woman who stabbed an Israeli Jew. The wounded victim managed to shoot Dwayat. Palestinian social media has spread the unsubstantiated rumor that Israeli settlers removed Dwayat’s headscarf.

Leaving unchallenged Badran’s claim that Dwayat had been killed by Israelis, Harris only seconds later says:

I also visited the home of the family of the girl in the video that made Ishaq upset. Shoruq Dwayat is injured and in Israeli custody.

That’s correct – Shoruq Dwayat is alive as confirmed by her family in the NPR report.

Ægyptisk-palæstinensiske Ayman Mohyeldin rapporterer fra amerikanske MSNBC live umiddelbart efter en terrordåd. Han fortæller seerne at han var vidne og ikke så den unge palæstinenser være bevæbnet, men som alligevel blev skudt, da han løb ned af nogle trapper. Men den unge palæstinenser var bevæbnet med en kniv og studieværten må afbryde Mohoyledin og fortæller at MSNBC nu viser et billede af den unge palæstinenser, der er iklædt camouflage tøj, med en kniv i hånden.

https://www.youtube.com/watch?v=Nc-4bj_kTdA

Uanfægtet af korrektionen tweetede Mohyeldin straks efter dette interview “I just witnessed the shooting of a man running down the stairs towards Damascus gate before being gunned down”. MSNBC lavede også en fadæse, da de viste dette billede over hvor meget land Israel, som en anden kræftsvulst, havde ædt gennem årene af den selvstændige nation Palæstina

israelpalestinebogusmap1946topres

Den fejl indrømmede MSNBC også efterfølgende. Men med mængden og dybden af løgne for fordrejninger i medierne er det besynderligt at det ikke har en selvstændig plads for kritiske journalister - for de findes vel?

En Hamas TV-dramatisering af en terrorhandling viser knivens centrale rolle for en rituel slagtning af jøder

Denne video fra Hamas er en dramatisering af et af de mange terrorhandlinger der rammer Israel i disse tider.

Folk som de ca tusind antisemitter, der var samlet på Rådhuspladsen i weekenden og Torben Lund, tror moske at knive er de afmægtiges våben, ja for Margrethe Auken vil det sikkert være pap-knive, imod Israels teknologiske overmagt. Og at der på den måde er en hvis retfærdighed i terror.

Men kniven er symbolsk og angrebene er rituelle. Af samme grund som Islamisk Stat skærer halsen over på deres fjender trods et anseeligt våbenlager og nok teknologisk viden til at lave “russervogne”. Brændstof savner de jo ikke på de kanter. Svaret leverede en imam da nogle lod sig forarge over at han korrekt citerede fra koranen, der er det skriftlige grundlag for den i Danmark fuldt anerkendte religion islam. Jøder er efterkommere af aber og svin. Og der er ikke tale om et darwinistisk klarsyn, men om en grundlæggende karakteristik af det folk, der har byttet om på ordene og som ikke kan holde aftaler (især ikke fordi Muhammed ændrede aftalen undervejs og huggede 6-900 jøder for fode og solgte det dobbelte antal fra som slaver, men lad det nu ligge).

Jøderne er altså at betragte som dyr og endda urene dyr af slagsen. Det var derfor den moderate leder Mahmoud Abbas sagde at jøderne skulle holde deres ulækre fødder væk fra Al-Aqsa moskeen i sin hyldest til de mange terrorister. Og dyr slagter man. Derfor har kun den ene terrorist en pistol, som han bruger til at holde passagerne stangen, mens den anden terrorist går løs på passagerne med en kniv, en efter en.

Knivtemaet i den igangværende terrorbølge er altså rituelt fordi blodet skal spildes korrekt for det tabte land. Det tabte land er ikke et spørgsmål om grænser og bosættelser og andet pjat, som mange danskere tror fordi det er de eneste konflikter de kender til hjemme i andelsforeningen. Det tabte land er Israel, om det så kun var en matrikel. Det handler ikke om 800.000 arabere man i 1968 fandt ud af at kalde palæstinensere fordi man fandt at vesten bedre forstod nationale konflikter og at blod og jord hører sammen. 800.000 jøder blev ligeledes fordrevet fra de arabiske lande, men mens de blev borgere i Israel fraskrev Ægypten og Jordan sig deres egen befolkning i Gaza og Vestbredden ved at opgive kravet til jorden araberne stod på.

For Israels eksistens er den endelige ydmygelse af islam, da de beskidte jøder pludselig ikke var dhimmi, som det jo står skrevet de skal være, men derimod herrer i eget hus. Det er det der er Nahkba, katastrofen, som der har traumatiseret den muslimske sjæl.

Familien fra Nabi Saleh

tamimi-throw1

Ovenfor ses lillebror Tamimi, af nogle kendt som Yonis the Menace, kaste en af de sten, som han blev forsøgt tilbageholdt for. Kvinder i hans familie og hans storesøter Ahed Tamimi, også kendt som Shirley Temper, forsvarede ham så teatralsk at verdenspressen fik sin historie om den israelske overmagts træden stakkels palæstinensiske kvinder og børn under fode. Far Tamimi stod og filmede hele optrinnet, mens vestlig journalister fotograferede på livet løs. Men, det gik op for nogle aviser at de var blevet castet i en Pallywoodpoduktion og den gode historie blev knap så god. Venstreorienterede Mondoweis skriver i sit defensorat for Pallywood familien Tamimi fra Nabi Saleh

No doubt the Tamimi’s are getting famous. But that is because they refuse to stop protesting the theft of their village land and spring. Denied any means of self defense, they dare to expose the world to the reality of their lives while the cameras are rolling. They have no guns or bombs, they fight with media and exposure. But the scenes they record are very real. And the whole point is to capture the violence they face, as a matter of routine, on camera. Rosa Parks also planned her heroic action on a Montgomery bus in 1955. But was it staged? Of course not.

Denne Rosa Parks sammenligning skal gøre det ud for et ræsonnement, men er falsk i sin opbygning. Tamimi familien eksponerer ikke en vold, men gør derimod at for at fremprovokere en voldelig reaktion. Eric Cortellessa var til stede og har i Times of Israel følgende beskrivelse af det rituelle hysteri.

Once I arrived at the demonstrators’ rendezvous, I asked someone standing next to me what to expect from the impending protest.

“We’ll start marching down the road, then the army will be waiting for us. Once we get to a certain point, they’ll start throwing tear gas at us, then kids will start throwing rocks at them on top of the hill,” he said. “And then it will go back and forth like that.

“And we’ll take lots of pictures,” he added.

At 1:06 p.m., the demonstration began in earnest, when the participants marched a few hundred meters down the road toward the soldiers, who formed a barricade. I couldn’t tell what came first, stone throwing or tear gas grenades, but soon there was a cacophony of both. As I was taking photographs, some of the tear gas hurled at the crowd got in my eyes.

“Don’t touch them,” someone told me. “The sting will fade, just wait it out.”

Meanwhile kids started running up a brown hill to throw more rocks at the soldiers, some with slingshots, some with their hands.

At one point the demonstrators blocked the road. Little kids, under the leadership of the adolescents, began to take large rocks and line them up in the middle of the street.

“They are blocking the army’s jeeps from driving up the road to come from behind later,” someone told me.

The protest then shifted to an adjacent hill, where adolescents and younger children threw more rocks at soldiers as adult villagers and activists watched and cheered.

And then, suddenly, people started screaming. A team of soldiers had rushed the demonstrators from behind to start making arrests. At the same time, other soldiers ran up from the bottom of the hill and grabbed one of the adolescents.

A partially masked soldier with a rifle in his hand was chasing a younger boy whose arm was in a cast. I ran toward the fracas just as the soldier picked up the boy, grabbed him by the neck and pressed him against a rock, putting him in a chokehold while he lay on top of him. A young girl, Ahed Tamimi, the boy’s 15-year-old sister, then ran to the scene and began yelling and crying, pleading with the soldier to let him go.

Everyone who had a camera ran to the scene, too, with photographers and videographers forming a half-circle around the melee. At that point, the soldier must have realized that whatever he chose to do would live beyond that moment.

An older female villager — Nariman Tamimi, the boy’s mother — came from behind the soldier and began pulling him off the boy. The soldier screamed for help as more people joined the effort. He then tried simultaneously to pin the boy down and fight off everyone else. The young girl bit his hand when he tried to grab her by the neck. Everyone around him then started to hit the soldier on the head.

Finally, his commander came and extricated him from the imbroglio.

Before walking away, the soldier dropped a tear gas grenade where all the people were gathered. I ran to spare my eyes from the stinging, and by the time I reached a far enough vantage point to look back, people were carrying the boy back to his home in the village.

The soldier and his commander had left without making the arrest.

Ten minutes later, almost all of the demonstrators were outside the boy’s home. Someone from the Palestine Red Crescent Society was making calls about two other demonstrators who had been detained. While the boy was lying down, people tried to comfort him and see if he was all right.

The Red Crescent worker then showed the boy pictures he took of the incident. “Good job,” he told the child. He then got up to talk with other activists and journalists about getting to Ramallah and disseminating the photos and video.

“We got them,” he said.

Bloggen Legal Insurrection har foretaget lidt rutineresearch på Tamimi familien, som medierne både udenlands og herhjemme ikke synes at ville vægte

There is no doubt that Bassem Tamimi is also very proud of his own dutiful children: after claiming in a recent FB post – uncharacteristically without any photographic evidence whatsoever – that “the IOF attacked the village of Nabi Saleh” and that his son Mohammad “was injured and broke his arm” during the resulting “clashes”, Bassem Tamimi posted several older photos and, calling his 11-year-old son “my hero,” encouraged him to “keep strong.”

A few weeks earlier, he also proudly shared an album of over 200 photos documenting the widely admired exploits of his daughter Ahed. This album is very worthwhile viewing, as the huge number of images that go back a few years provide an excellent documentation of the grooming of the photogenic Ahed for use in confronting Israeli soldiers for the cameras from an early age.

Both Bassem Tamimi and his wife Nariman also expressed their approval and admiration when Ahed posted the photo (above) that showed her throwing stones at (unseen) Israeli soldiers. Nariman Tamimi praised the image of her daughter as “awesome” (automatic translation from Arabic), while Bassem Tamimi posted an approving comment that, according to the somewhat garbled automatic translation, includes praise for her stone-throwing and “resistance.”

Og stenkastning er ikke så uskyldigt, som det fremgår af medierne. Der er israelske børn, der bliver myrdet på den konto og forleden var det nær blevet til 5 studenter oveni, hvad en anstændig palæstinenser ikke reddet dem, fra sin hob af naboer.

Gensyn med Shirley Temper

BT kolporterer en alt for typisk Pallywood-historie i gårsdagens avis

Det kan ligne scener fra en film. Men den følgende billedserie er et autentisk og skræmmende indblik i konflikten mellem Israel og Palæstina.

Billederne viser, hvordan en palæstinensisk dreng til at begynde med bliver pågrebet af en Israelsk soldat på voldsom vis. Han er en del af en gruppe palæstinensiske borgere, der protesterer mod et jødisk indtog i landsbyen Nabi Saleh, der ligger tæt ved den palæstinensiske by Ramallah. Byen ligger på Vestbredden og er under israelsk besættelse.

pallywood

pallywood-ii

Ja, det kan ligne scener fra en film fordi det næsten er en film. Det er i hvert fald film. Foran en håndfuld fotografer kaster medlemmer af den Pallywoodske familie Tamimi sig hysterisk over en israelsk soldat og pressen har den historie, den så tålmodig har ventet på; en israelsk undertrykkers overgreb på en lille dreng med armen i gips. Og kvinder og børn kommer drengen til undsætning. Mod den retfærdige harme kommer ondskaben til kort.

Men hvorfor den israelske soldat havde forvildet sig ensom ind i denne hvepserede fortæller hverken billederne eller BT. Og, ja, der var en ganske konkret grund der rakte ud over jødens iboende ondskab. Den lille dreng med armen i gips, havde kastet sten på de israelske soldater med sin fri arm

shirley-temper

Det bliver tydeligt for enhver, der ser de mange levende billeder, der også florerer, at soldaten udviser bemærkelsesværdig tilbageholdenhed, som var han dybt venstreorienteret. Den israelske kulturminister Miri Regev, mente at den israelske soldat burde have brugt sit våben. Ja selv araberne var overraskede over den israelske soldats tilbageholdenhed, skriver Jewish Press

Ahmed Elsayed wrote: “When I saw an Arab child dying of hunger and another drowning in the sea and the fish eat it when he escapes death to the West …. I became convinced that the worst thing produced by the Arab countries are the Arab rulers.”

Ahmed Issa: “Many commentaries say ‘The Israeli soldier is kinder than Arab soldiers,’ and this is true. But don’t forget that the Arab soldier follows the orders of tyrannical Arab leaders, and he’s not interested in his image, while Israel markets itself to the West as a bastion of democracy and human rights, and every Israeli soldier has a thousand faces: in front of the camera and behind the camera.”

Tita: “If it had happened in Egypt, they would have shot that boy with live ammunition instead of being so considerate.”

Amin: “Honest to God, it’s a shame that women are fighting and the men look on.”

Osama: “Note how although he had a weapon, and although he is a soldier of the Zionist entity, he did not shoot him in the head. Imagine the same thing [happening] in Arab countries, how our people would have acted…

Der var, som sagt tale om en designet photo-opportunity fra gamle Pallywood kendinge og den unge u-erfarne soldat røg i med begge ben. Pigen med den pink t-shirt hedder Ahed Tamimi og er også kendt som Shirley Temper. Hun er en ung talentfuld opvigler, hyldet af de palæstinensiske myndigheder

skc3a6rmbillede-2015-08-31-kl-093507

Hun har også vundet en civil courage pris (en anerkendelse Younis the Menace vist nok endnu har til gode)

ahed-tamimi-shirley-temper

Det lignede næsten scener fra en film fordi det var lige så kunstigt som en film. BT ignorerer, hvad der stirrer på dem, af en eller anden grund. Af samme grund bliver man også forstemt over den aggressive overskrift ligeledes i BT “Israel forbyder Heinz at kalde ketchup for ketchup”. Israel igen som handlende agens, når sagen synes at være at Heinz ikke lever op til israelske kvalitetskrav.

Den Grønne Prins

Historien om Mosab Hassan Yousef findes som dokumentar. Mosab Hassan Yousef trådte med stenkast mod jøder under den første intifada allerede som barn ind i palæstinensernes kamp mod Israel. Han er blevet arresteret mange gange, er søn af højtstående Hamas leder Sheikh Hassan Yousef og var han fra 1997 til 2007 spion for det israelske efterretningsvæsen Shin Bet.

Shin Bet considered him its most valuable source within the Hamas leadership: the information Yousef supplied prevented dozens of suicide attacks and assassinations of Israelis, exposed numerous Hamas cells,[1] and assisted Israel in hunting down many militants, including the incarceration of his own father, a Hamas leader Sheikh Hassan Yousef.[4] In March 2010, he published his autobiography titled Son of Hamas.[5]

In 1999, Yousef converted to Christianity, and in 2007 moved to the United States.[2] His request for political asylum in the United States was granted pending a routine background check on June 30, 2010

Sidste år fortalte Yousef Irish Times

“If we blame Hamas, we need also to blame the ideology that inspires them. If we fight Hamas or any radicals or fundamentalist groups, we need to understand that we are fighting their ideology. Islam is their foundation. If we’re not aware of this, we increase the chance that terror will win over peace.

“Islamic ideology is an aggressive and dangerous ideology, inspired by Muhammad, the founder of Islam. It’s very clear from Islamic texts and from the Qur’an that it is a violent ideology. People who say that it is peaceful, they have no clue. It’s a sick religion, born in a sick man’s mind.”

Hvis man kan leve med at den er beskåret, så man ikke kan læse de hebræiske undertekster, er her en lidt grynet udgave af The Green Prince

Hvor tids jødehad

Så salonfähig er antisemitismen at BBC oversætter palæstinensisk jødehad til had mod Israel. Og hvad der ligger bag at direktøren for det Sergei Ustinov, grundlægger og direktør for Museet for jødisk historie i Rusland, er blevet skud i Moskva, hvor der bor 2 mill. muslimer, kan man indtil videre kun gisne om. Douglas Murray skrev i Gatestone Institute

In London, we have had Israeli orchestras, theatre companies and even string quartets howled down by mobs during performances, and Israeli-performed shows cancelled because the venues hosting them just do not want the bother. Last year, the Tricycle Theatre in London refused to proceed with a festival of “Jewish” culture because a tiny proportion of the festival’s funding was coming from the Israeli embassy in London.

The campaign is obviously organized. The same names crop up again and again. Little, if any, rigour is paid to whether the signatories of such letters even do what they say do, or have opinions worthy of any note. Beneath the barely-built veneer of “professionals objecting to something in their own profession,” is just the same tiny number of anti-Israel and anti-Jewish obsessives. A sprinkling of “as a Jew” Jews, like Margolyes, help, of course. But the aim is clear. These people, step by step, want to make every expression of Israeli and Jewish cultural life subject to their idea of how a nation under constant threat of terrorist bombardment should behave. They denounce Israel as a militaristic society and then attempt to outlaw every non-militaristic cultural and artistic expression from that society.

It is the bigotry of our time. And if unchecked, it will lead in the same direction as it historically has done.

City Journal skriver om Tuvia Tenenboms bog Catch The Jew!, en satirisk udhængning af antisemistismen bag den vestlige palæstinenserindstri. Tennembom er tysk jøde, der optræder, som naiv tysk journalist i Gaza, Israel og Vestbredden får han en del sandheder at vide om de vestlige donorer og ngo’ers anti-israelske engagement

In his tour d’horizon of the Palestinian territories, Tenenbom uncovers the fact that there are almost 300 pro-Palestinian foreign NGOs working (that is, agitating) in the West Bank and another hundred in Gaza, most financed by German taxpayers. Moreover, aid to the Palestinians by the European Union and the United Nations is the highest, per capita, in the world. Which might explain why, as Tenenbom keeps noticing all over the West Bank, so many Palestinian officials and activists are driving Mercedes.

(…)

Relying on his unconventional journalistic techniques, Tenenbom elicits a string of unguarded comments from the activists who work so diligently to keep the narrative of Palestinian suffering in the news. He opens a unique window allowing us to see how the victims’ game works in Palestine. For example, the popular Palestinian leader Jibril Rajoub—with the help of willing European collaborators—succeeds in staging a series of morality plays that perpetuate the big lie about his people’s historical innocence and unique suffering. Rajoub lets Tobi the German in on one such full-scale operatic production in the West Bank village of Bi’lin. With compliant Western reporters told where and when to gather, Palestinian youths comes on stage and, on cue, begin stoning Israeli soldiers. The soldiers ignore the “youths,” but the stones get larger and they eventually respond. The self-righteous Western reporters now have their “story” of Israeli violence for the day. Moreover, the event is filmed for a documentary by an Israeli leftist financed by (what else?) a German NGO. Tenenbom knows something about theater, and his satirical account of this staged episode is as priceless as it is depressing.

Tenenbom’s method produces pure satiric gold, as when the wife of an American rabbi who heads a one-man organization called “Rabbis for Human Rights” (financed by a European NGO) can’t contain herself and admits to Tenenbom: “You can’t change him. Being a human rights activist in our time is to be a persona, not a philosophy; it’s a fad, it’s a fashion. A human rights activist does not look for facts or logic; it’s about a certain dress code, ‘cool’ clothing, about language, diction, expressions and certain manners. No facts will persuade him.”

Another highlight of the book is Tenenbom’s visit—arranged by a European NGO—to an inverted Potemkin village of Bedouin encampments in the Negev. In the original historical version of the Potemkin tall tale, the Russian Czar created a few model villages with false facades to convince Western visitors that all was well within the empire. In the twenty-first century version of the tale perfected by anti-Israel NGOs, the technique is to make Palestinian and Bedouin villages look as awful as possible on the outside even when they are relatively well off on the inside. After all, it can never be admitted that the Palestinian people, despite their suffering at the hands of the Jews, constitute the most prosperous Arab community (with the exception of the oil-rich Gulf monarchies) in the Middle East.

To Catch A Jew bliver næppe læst i den arabiske verden heller. Alene fordi arabere hader at læse.

Tendensen er Jødehad

Det kan godt være at Politikens Tarek Hussein mener at gravskænderiet på den muslimske gravplads i Københavnsforstaden Brøndby. Det “voldsomme angreb” med de ”forfærdelige billeder” kommer “i slipstrømmen på en tendens, hvor det danske Politi slet ikke har forstået alvoren af hadforbrydelser”. Zenia Stampe kaldte det en “rædselsfuld nyhed” og så det som kulminationen “efter en periode med angreb på kvinder med tørklæde, hærværk mod moskéer og et stigende nethad” og erklærede “I dag er vi alle danske muslimer”.

Men endnu kender ingen identiteten på gerningspersonen/erne eller motiver. Sunni/shia konflikt og gangsteropgør er stadigt kandidater og muslimernes lukkede og endda fjendtlige samfund er næsten umulige for politiet at efterforske. En 19 årig araber der angiveligt havde kæmpet for islamisk stat blev dræbt med knivstik på Nørrebro, måske som led i internt muslimsk opgør kunne man læse i Ekstrabladet, der også henviste til Syrienblog. Og hvad tæller som en hadforbrydelse? En 21-årig mand var kommet til at få øjenkontakt med et par arabere og en somalier i en bil og straks blev han overfaldet og stukket med kniv. Var det sket for en rettroende?

Omar sad og lyttede til sin imam fortælle, hvorledes jøder er aber og svin. Dagen efter gik han ud og skød sig en jøde. Det er slipstrømmen, tendensen og det er stigende. I Amsterdam udstillede en palæstinensisk venskabsforening billeder af døde børn, som Benjamin Netanyahu satte sin vampyrtænder i.

60977630992100490361no

Som det ikke var nok at israelerne i deres jødiske blodtørst myrder for mange palæstinensere, så er deres beskyttelse af civile palæstinensere endnu værre, da den sætter en umulig standard for terrorbekæmpelse skriver Israel News

The IDF went to extraordinary lengths last summer to prevent civilian casualties while fighting Hamas terrorists in Gaza, achieving a remarkable 1:1 civilian to combatant ratio, but according to international legal experts it went too far in avoiding casualties among the enemy population.

Willy Stern of Vanderbilt Law School, in an article to be published next Monday in the Weekly Standard, details what he found while spending two weeks with attorneys in the IDF’s international law department dubbed “Dabla” as well as front-line commanders, and documents the IDF’s “legal zeal” which as he notes has not stemmed the deluge of international criticism against it.

Stern listed how the IDF bombarded Gaza residents with thousands of telephone calls, leaflet drops, TV and radio messages, as well as calls to influential citizens urging them to evacuate residents, and in doing so gave the terrorist enemy detailed information about its troop movements.

It was abundantly clear that IDF commanders had gone beyond any mandates that international law requires to avoid civilian casualties,” writes Stern. He reported how Dabla attorneys have to sign off on a “target card” for each airstrike on terror targets, with the cards enumerating all of the relevant data about the planned strike.

In contrast, the Hamas “doctrine manual” captured by the IDF in the Shejaiya neighborhood early last August documents how the terror group urges its fighters to embed themselves among civilians in hopes that the IDF will kill civilians.

Hamas’s playbook calls for helping to kill its own civilians, while the IDF’s playbook goes to extreme? - ?some say inappropriate? - ?lengths to protect innocent life in war,” reads the article.

“IDF harming fight against terror”

Indeed, international legal experts quoted in the article argued that the IDF’s actions do go to inappropriate measures, and may end up harming the ability to fight terrorist organizations.

Wolff Heintschel von Heinegg, a military law expert at European University Viadrina in Frankfurt, Germany, was brought by Dabla to train IDF commanders about armed conflict laws.

Heinegg was quoted saying the IDF went to “great and noble lengths“ to avoid civilian casualties, but warned the IDF is taking “many more precautions than are required.”

As a result, he expressed his fear that the IDF “is setting an unreasonable precedent for other democratic countries of the world who may also be fighting in asymmetric wars against brutal non-state actors who abuse these laws.”

Sharing his assessment was Pnina Sharvit Baruch, a senior researcher at the Institute for National Security Studies (INSS) and former Dabla chief.

She said legal advisers from other militaries around the world confront her with “recurring claims” that the IDF “is going too far in its self-imposed restrictions intended to protect civilians, and that this may cause trouble down the line for other democratic nations fighting organized armed groups.”

Michael Schmitt, director of the Stockton Center for the Study for International Law at the US Naval War College, also agreed that the IDF is creating a dangerous state of affairs that may harm the West in its fight against terrorism.

The IDF’s warnings certainly go beyond what the law requires, but they also sometimes go beyond what would be operational good sense elsewhere,” he warned.

People are going to start thinking that the United States and other Western democracies should follow the same examples in different types of conflict. That’s a real risk,” said Schmitt.

Og terrorbekæmpelse er også tendensen på vej op i slipstrømmen på den voksende muslimske befolkning. I Frankrig blev en terrorgruppe netop opløst skriver Telegraph

Fourteen members of a banned Islamic group stood trial in Paris on Monday on terror charges after police found a “hit list” of Jewish stores marked “targets” in files belonging to its leader.

Several of the stores belonged to the Hyper Cacher chain, like the one in which four people were killed in a hostage drama two days after the Islamist killings at Charlie Hebdo, the satirical weekly.

The 14, all members of a now-banned Islamist group called Forsane Alizza (”The Knights of Pride” in Arabic), are charged with “criminal conspiracy related to a terrorist enterprise”. Some also face charges of illegal possession of weapons. All face prison terms of ten years if found guilty.

The group was dismantled amid a crackdown on radicals shortly after a 2012 killing spree in southern France by Mohamed Merah, who attacked a Jewish school and soldiers, killing seven people before being gunned down by police.

The “hit list” was found during a March 2012 raid on the home of group leader Mohamed Achamlane, 37, in which they also seized an English-language manual on how to build a nuclear bomb, along with three demilitarised assault rifles, three revolvers and “easy recipes” for home-made explosives.

On Achamlane’s hard disk, investigators found a file called “target.txt”, containing the names of ten Jewish stories, five of which belonged to Hyper Cacher.

Achamlane, who has previous convictions for offences related to weapons and violence, denies any plans to carry out attacks and said the group’s aim was simply to “unite young Muslims“.

Som en lille krølle på halen, skriver Le Figaro, her i Elder of Ziyons oversættelse, at omtalte terrorgruppe Forsane Alizza fik personoplysninger om jøder fra en muslimsk medarbejder i det franske telefirma Orange

Thanks to “Dawoud”, an acquaintance working for Orange, Mohamed Achamlane, the self-proclaimed “emir” of Forsane Alizza, also received a “small gift”, specifically a list of names, addresses, landline and mobile telephone numbers of political personalities such as Nicolas Sarkozy, Roselyne Bachelot, Édouard Balladur, Jean-Louis Boorlo, Dominique de Villepin, Jean-Pierre Raffarin, Jean-Louis Debré and even Philippe Douste-Blazy. Forsane Alizza also obtained details of media figures such as Éric Zemmour [Jewish anti-immigration commentator] or Silhem Hachbi of the movement “Ni pute, ni soumise” ["Neither bitch, nor submissive", a sort of brown women feminist movement]. Insatiable, Mohamed Achamlane had even demanded details of “cops, judges, MPs, etc., so we have a big database to have a means of exerting major pressure.”

In a file called “UMP data.odt” [UMP was the major right-wing party in France, Sarkozy's party], the anti-terrorist judges also discovered that the Islamists had “personal data of members of the UMP, including MPs, former ministers and media personalities,” including “addresses, telephone numbers, electronic messages, vehicles, number of children, professions”.

Men så meget som muslimer arbejder på at dræbe jøder, så har det delvist statsejede Orange ikke berøringsangst over muslimer. Men de har derimod berøringsangst for jøder skriver Ari Lieberman i Frontpage Magazine

Last week’s rancid pro-BDS statements to an approving Cairo audience by Orange CEO Stéphane Richard, indicating his desire to immediately sever his company’s links to Israel, should come as no surprise to those who follow French politics. Orange, which maintains a licensing agreement with the Israeli cellphone company Partner Communications, is partly owned by the French government, making France at least indirectly complicit with Richard’s anti-Semitic, pro-BDS statement.

(…)

More disturbing than Richard’s initial repugnant comments however, were comments made by Gérard Araud, France’s ambassador to the United States. In response to a stinging backlash from Israel as well as its supporters, including prominent Democratic supporter and Partner shareholder Haim Saban and Republican mogul Sheldon Adelson, Araud tweeted the following; “4th Geneva convention: settlement policy in occupied territories is illegal. It is illegal to contribute to it in any way.” Rather than expressing revulsion over Richard’s Cairo comments, Araud seemed to be expressing support for them.

Naturally, Twitter goers pointed out Araud’s hypocrisy, noting that he was quick to criticize Israel while failing to acknowledge other, infinitely more egregious occupations like those of Tibet, Western Sahara and Northern Cyprus.  Others (including this writer) pointed out that Article 49(6) of the Fourth Geneva Convention does not apply to Israeli “settlements.” Prominent law professor and recognized international law expert Eugene Kontorovich noted that Araud’s position was not consistent with past legal precedent.

(…)

There is perhaps no country on the European continent that has done more to harm Israel’s political and legal standing than France. In fact, it is safe to say that France, as a permanent member of the UN Security Council, has caused more political harm to Israel than the entire Arab world collectively.

Both in private and public forums, French political leaders have consistently been dismissive of Israeli political concerns and insulting to its leaders. In private, French leaders have been caught on hot microphones bashing Israel or its leaders. In one such instance, President Nicolas Sarkozy, knowing that he had an approving audience, told President Obama, “I cannot stand [Netanyahu]. He is a liar.”

(…)

All this anti-Israel French activity is occurring as anti-Semitic attacks against Jews in France continue without letup. In May, two Parisian Jews were set upon by a mob of forty and beaten in broad daylight. A week prior, another Jew was attacked while leaving his synagogue. In April, a female Israeli journalist (identified as such by the Hebrew lettering on her equipment) reporting on a plane crash in the French Alps, was harassed by a group of French Muslims in full view of passersby who did nothing to intervene.

France’s rancid anti-Israeli foreign policies coupled with rampant anti-Semitism within its borders are demonstrative of a sick and diseased nation that has irreversibly lost its moral compass. It is difficult to imagine France plunging any deeper into the abyss but then again, up until a few days ago, I thought that France had hit rock-bottom. Clearly, I was badly mistaken.

Også i Tyrkiet stiger de jødehadende tendenser. En Erdogan-venlig TV station har luret tendensen i Erdogans taler og produceret den populære dokumentar The Mastermind” om hvorledes jøder ødelægger det for alle andre

The main theme of the film is the 3,500-years of “Jewish domination of the world.” It focuses on three “Jewish” historical figures (one of whom was not Jewish): the Spanish philosopher and Torah scholar Moses Maimonides, Charles Darwin (who was not a Jew), and German-American philosopher Leo Strauss.

Here are some narrative excerpts from the film, which opens with images of the Star of David and a replica of the Temple in Jerusalem:

The Mastermind, whose roots go back thousands of years, who rules, burns, destroys, starves the world, creates wars, organizes revolutions and coups, establishes states within states — this ‘intellect’ is not only Turkey’s curse, but the curse of the entire world. Who is this mastermind? The answer is hidden inside truths and facts that can never be called conspiracy theories. …

This story begins in the very old days, 3,500 years ago, when Moses brought his people out of Egypt to Jerusalem. The only guide he had was the Ten Commandments… We have to look for the mastermind in Jerusalem where the sons of Israel live. …

Maimonides… who lived in the Middle Ages believed that ‘the Jews are the Masters, and all other people are to be their slaves’”

The film then features several pro-Erdogan pundits, academics and journalists, commenting on the mastermind. “As they destroy the entire world, the Jews are searching for [the lost] Ark of Covenant.” says one. “The Jews use Darwin’s theory [of evolution] to assert that God created them – but everyone else evolved from apes,” says another. One claims that the Jews believe that they, the descendants of Isaac, consider themselves the masters, and that “all of us,” the descendants of Ishmael, are created to serve the Jews. And another blames “the mastermind” — whom he identifies as the Jews as well as the U.S. (which the film earlier claims is dominated by the Jews) for both the destruction of the Ottoman Empire and for the coups in modern Turkey aimed at ousting Islamist leaders and parties.

Finally, an advisor to Prime Minister Ahmet Davutoglu claims that all anti-government activity in Turkey was, in fact, attempts by “a mastermind” to bring down Turkey and its government.

I Vesten er de højere læreanstalter og venstrefløjen den antisemitiske tendens arnested

Amnesty kritiserer Hamas

Antisemitisme, Arabere, BBC, Forbrydelse og straf, Israel, Jihad, Muslimer, Pressen, islam — Drokles on May 29, 2015 at 8:32 am

Når krigen er forbi kommer sandheder langsomt frem. De bliver ganske vist glemt til næste gang, for Mellemøsten handler grundlæggende om Israels forbrydelser i offentligheden. Men lige nu kan man godt sige det; Hamas myrdede løs på sin egen befolkning under krigen mod Israel. De døde indgik højst sandsynligt i de samlede tabstal, men så meget er man ikke parat til at indrømme hos BBC

Hamas forces in the Gaza Strip committed serious human rights abuses including abductions, torture and extra-judicial killings of Palestinian civilians in 2014, a report says.

Most of the victims were accused of collaborating with Israel, Amnesty International investigators report.

The report says no-one had been brought to account for the abuses, suggesting they were officially sanctioned.

Hamas said the report was biased and had relied on dubious sources.

The report, entitled Strangling Necks, covered the period of last summer’s 50-day war between Israel and militants in Gaza.

It says while “Israeli forces were inflicting destruction and death on the people in Gaza, Hamas forces took the opportunity to ruthlessly settle scores”.

Ja, Israel bragte død og ødelæggelse over Gaza, det er deres metier åbenbart, det skal med, ellers er man ikke et statsstøttet medie.

Imens i Yemen, fjernt fra offentligheden, bomber Saudierne nogen de antager for shiamuslimer. Måske er det de forkerte, men bombet bliver der. Yemenitterne trodser bomberegnen og med munden fuld af khat råber forbandet være jøderne og død over USA og Israel

Antisemitismen er hverdag

TV2 skriver at en jødisk delikatesse forretning i København er blevet udsat for hærværk i nattens løb. Forretningen har ellers været under politibeskyttelse, som så mange andre jødiske forretninger og ejendomme siden muslimen Omar skød og dræbte en jøde udenfor synagogen i København efter at have skudt og dræbt en deltager ved et ytringsfrihedsarrangement tidligere på dagen.

Søndag morgen blev liget af en ung mand med et israelsk pas fundet ved et kloster i Berlin. Den unge mand var tæsket til ukendelighed, så politiet endnu ikke kan sige om han er passets ejer skriver Times of Israel.

Fans af den hollandske fodboldklub FC Utrecht sang “My father was in the commandos, my mother was in the SS, together they burned Jews cause Jews burn the best” og “Hamas, Hamas, Jews to the gas.” under en kamp mod Ajax ifølge Jerusalem PostBosniske fodboldfans stødte til en pro-palæstinensisk demonstration i Wien og sang “Ubij, ubij Židove!”, ‘Dræb, dræb jøderne’!

En professor i filosofi ved Connecticut College er blevet truet væk fra sit job for at have forsvaret Israel på sin Facebook profil, skriver Breibart. Professoren var jøde og truslerne kom fra, øhm, rundt omkring i verden.

Den israelske venstrefløj i krise

Venstrefløjen drømmer om en verden efter deres idealer, mens højrefløjen minder om realiternes barske væsen. Den prisbelønnede israelske forfatter Amos Oz vånder sig over det israelske valgresultat i Information.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Ja, det er hårdt at være venstrefløjen i Israel efter Benjamin Netanyahus valgsejr. Raymond Ibrahim fortæller spidende om venstrefløjens selvoptagede sværmerier

It dreamed of a country run by bureaucrats that worked only three days a week. It dreamed of unions running monopolies that worked whenever they liked and charged whatever they wanted. It dreamed of children raised on collective farms without parents and of government as a Socialist café debate.

Most of all it dreamed of a country without conservatives. It still hasn’t gotten that wish.

Netanyahu’s victory hit hardest in Tel Aviv where, as Haaretz, the paper of the left, reports, “Leftist, secular Tel Aviv went to sleep last night cautiously optimistic only to wake up this morning in a state of utter and absolute devastation.”

Tel Aviv is ground zero for any Iranian nuclear attack. Its population density makes it an obvious target and Iran threatened it just last month. A nuclear strike on Tel Aviv would not only kill a lot of Israelis, it would also wipe out the country’s left.

Haifa and Tel Aviv are the only major cities in Israel that the left won in this election. And it was a close thing in traditionally “Red Haifa” whose union dockworkers these days are Middle Eastern Jews who vote right. The left took a quarter of the vote in Haifa to a fifth for Netanyahu’s conservative Likud party.

In Tel Aviv however, the Labor coalition and Meretz, the two major leftist parties, took nearly half of the vote. Amos Oz’s daughter told Haaretz that everyone in the left had been upbeat because everyone they knew was voting for the left. Now the leftist elite is once again forced to come to terms with the tragedy that much of the country doesn’t want to hand over land to terrorists, live on a communal farm or turn over the country to Marc Rich’s lawyer and his American backers who make Slim-Fast and KIND bars.

There are however days when they think Israel might be better off without certain parts of Tel Aviv.

The left doesn’t want a country. It wants a Berkeley food co-op. It wants a city with some ugly modernist architecture. It wants a campus with courses on media studies and gender in geography. It wants an arcade where unwashed lefties can tunelessly strum John Lennon songs on their vintage guitars. It wants cafes with Russian Futurist prints on the walls. It wants to be excited about political change. Its only use for Israel was as a utopian theme park.

Its allegiance was not to Jewish history or democracy, but to its crackpot leftist fantasies. Now its fantasies are dead and it wants to kill Israel.

11083609_10153986183612316_5843325016074765199_n

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

En drive by Braad

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

massacremap

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Et falsk flagellanteri

Jyllands-Postens leder gjorde forleden op med Justitsminister Mette Frederiksens Handlingsplan til Terrorbekæmpelse

11 punkter var der i alt. Men som ministerens fremlæggelse skred frem, meldte sig en knugende undren, for sad hun ikke der og fremlagde én eneste stor tilståelsessag? En tilståelse af, at det danske retsvæsen, det danske fængselsvæsen, det danske politi, den danske regering og lovgivningsmagt, ja, hele det samlede danske magtapparat havde svigtet?

Var det ikke den nødvendige konklusion, som man måtte drage, når ministeren beslutsomt fremlagde initiativer, som burde have været en selvfølge?

Burde det ikke være en selvfølge, at samtlige relevante myndigheder er i tæt kontakt og orienterer hinanden, når man har at gøre med voldsmænd med tydeligt psykopatiske træk? Burde det ikke være en selvfølge, at en dommer, som skal tage stilling til en voldsmands løsladelse, er bekendt med alle sagens relevante aspekter, så han ikke kommer til at løslade en farlig mand på et utilstrækkeligt grundlag?

Burde det ikke være en selvfølge, at man i strafudmåling og straffemetode nøje skelner mellem førstegangsforbrydere, som med en passende indsats kan bringes tilbage på rette vej, og på den anden side en forhærdet forbryder med talrige domme bag sig, som tydeligt har valgt kriminaliteten som sin permanente lod i livet?

Faktisk var der ikke i den lange redegørelse et eneste punkt, som ikke for længst burde have været på plads. Derfor tog hele fremlæggelsen karakter af en fænomenal omgang varm luft og politiske hensigtserklæringer, som ethvert fornuftigt menneske måtte kunne sige sig selv for længst skulle have været implementeret i virkelighedens verden.

Dette er alt sammen rigtigt og godt for Jyllands-Postens læsere at de får reflektion frem for kolportering. Men det er desværre også typisk dansk flagellanteri. For vel er myndighederne helt ude af trit med virkeligheden og vel er det politiske etablissement ude af trit med virkeligheden. Men hvad der er mere vigtigt er offentligheden stadig ude af trit med virkeligheden.

Det danske retsvæsen afspejler stadig den opfattelse at Danmark er for danskerne - og ny-danskerne er også danskere, blot helt nye. Og det vil sige at danske normer gælder for dansk lov og for danske lovovertrædere. For at tage et simpelt eksempel så straffer vi i Danmark med frihedsberøvelse når vi går hårdest til den. Og selv da kan vi ikke gå for hårdt til den, så tidsrammen for livstid kun giver mening for husdyr. Og det er fordi vi danskere, altså os gamle danskere ved, at friheden er det ømmeste punkt man kan ramme. Det er ingen fornøjelse ikke at være fri, så med en tidsbestemt frihedsberøvelse kan du forhåbentligt lære at opføre dig ordentligt til en anden gang. Og så kan du jo bruge tiden til at tænke dig om. Eller også kan du pumpe jern og knalde ludere i praktisk opsatte campingvogne. Det skulle jo nødigt gå hen og blive direkte grusomt at kukkelure. De fleste lærer desværre ikke noget andet end måske nye kontakter i hælerbranchen, men det er i hvert fald tanken. Med mildheden fulgte også en slags underforstået overenskomst for reglerne, der holdt en vis civilitet mellem myndigheder og kriminelle.

Men ak, andre kulturer er ikke så interesserede i frihed. De dyrker fatalismen og anser ikke mennesket som enestående individ med evne for at træffe egne valg. For dem er liver rent materialistisk, hvor det gælder om at skaffe sig fornødenhedder fremfor at frembringe dem. Frihedsberøvelse er allerhøjst lidt kedeligt, hvis fængslet ikke abonnerer på den store TV-pakke, men ellers er der varm halal-mad, tørt og lunt og halvdelen af gutterne fra moskeen og en del familiemedlemmer oveni at snakke med. Så en dansk straf er at regne for lille vente-belønning for at halshugge vantro inden man skal til det store jomfruorgie i det hinsides (nej, ikke Sverige - endnu). En pendant til kalendergaver så at sige.

Men det forstår offentligheden endnu ikke. Den lever stadig i gamle opfattelser af at andre mennesker er som een selv, blot dummere eller heldigere. Så man kan blot projicere sig selv ud i kollektivet og drage sine galvaniserede konklusioner for samfundet. Derfor må det også være andres skyld når nogen gør noget man aldrig selv kunne finde på at gøre. Hvad kunne få mig til at stjæle? Øøøhm, jeg manglede desperat noget? Kanske de sociale ydelser er for lave? Hvad kunne så få mig til at begå vold og mord på tilfældige mennesker og jøder? Jeg blev virkeligt frustreret? Mnjaeøh, jeg har jo både mit arbejde og konen derhjemme så frustration sig selv er ikke nok. Men, hvis nu jeg havde det virkeligt dårligt med mig selv? Ja, måske hvis jeg blev mobbet meget? Eller følte mig mobbet når jeg så TV fordi alle danskerne hele tiden trash-talkede det samfund jeg gik og sagde mine bedsteforældre flygtede fra? Jo, det lyder så skørt at der sikkert er en verbos psykologisk teori. Så det vælger vi at tro på ifølge Jyllands-Posten

Den danske befolkning er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt samfundet har et medansvar for, at unge som Omar Abdel Hamid El-Hussein bliver radikaliserede og i sidste ende begår et terrorangreb som det, der fandt sted i København i februar.

44 pct. mener, at det danske samfund har et medansvar for radikaliseringen, mens 44,5 pct. siger nej, viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Til gengæld er der store forskelle, når man ser på de politiske blokke. Mens et flertal af vælgerne i rød blok, 54,9 pct., giver samfundet en del af ansvaret, gælder det kun godt hver tredje i blå blok, 35,4 pct.

Men ak, du kan kun bebrejde din egen mor for din opvækst, ikke naboens. Og det gælder også for din mor by proxy: Teorien for samfundets skyld dækker kun dit eget samfund. Det er ikke andre samfunds skyld at du opfører dig dumt, det er kun dit eget. Og vi lever i parallelsamfund. Så grunden til de store og stærke fællesskaber af ensomme Omar’ere må Omars mor tage på sin burka. Det er hjemme i ghettoen, henne i moskeen, inde i Audi’en, nede på den indtagede gade at medansvaret skal placeres, som det så specifikt står beskrevet i koranen. Danskerne møder de kun som de venstredrejede socialhjælpere, pædagoger og skolelærere der ikke kan bebrejdes noget i deres loyale stemmen rødt og meget rødt. Eller de møder danskere som sociale tilfælde og udskud fordi de røde hældte alle muslimerne ned til de forarmede områder, væk fra deres egen mere kreative dagligdag, hvor deres børn har andre behov, end at socialiseres ind i multietnicitetens spraglede verden sammen med sociale tilfældes uvorne unger. Heldigvis havde man brugt store ressourcer på at opgradere boligmassen i de depraverede dele af byen, så ny-danskerne kunne bo standsmæssigt, som de skubbede taberdanskerne, længere væk fra det sociale sammenhold. For det er således vi rækker hånden ud.

“Der er mange danske job, som går til østeuropæere i stedet for indvandrere, og det er tegn på en for ringe integrationsindsats.

Sådan lyder det fra SFs integrationsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er dog ikke kun de rødes skyld det hele. Segmentet, der svæver mellem at stemme DF eller Ø blev af Hans Engell beskrevet som de, der bare var imod det hele. Det hele var det politiske etablissements forkromede ideer, som EU, Euro, multikultur, østarbejdere osv, hvilket altså var Engells egens horisont. Det var folk der var bange for det nye samfund, sagde han. Men han kom ikke ind på at vi måske også er mere udsatte. At det er vores jobs der skal fordeles ligeligt mellem venstrefløjens favoriserede ny-danskere og den borgerlige anstændigheds underudbydende østarbejdere. At det sociale boligbyggeri, blev til bosættelser. At det er i de gader, hvor vi bor at folk bliver slået ned og intimideret og vores døtre er ludere for deres manglende formummelse. Kun afbrudt af venstrefløjens stormtropper, som truer at vi ikke må være racister i deres gader.

25b512ed00000578-2953594-image-a-6_14240172289311

Så nej, ideen om de danske myndigheder, der varetager den danske systematisering af de danske normer, som rammen om vores fællesskab når vi hjælper og straffer hinanden og lever sammen er fortid. For ind i det hele er trådt en anden kulter, der tærer og gnaver i fundamentet. De brede rygge bærer ikke længere for de svage, men for de nye og arbejder endda aktivt for direkte at træde de svage længere ned, ved at forære deres eksistensgrundlag væk, som de også forærede deres boliger væk.

Når danskerne pisker sig selv for Omar’erne handlinger så er det et falsk flagellanteri. Man pisker myndighederne for ikke at ane deres levende råd, man pisker de svage for deres racistiske nødråb. Man pisker de andre danskere, men ikke de rette danskere. Og man pisker for de forkerte handlinger, frem for de forkerte mennesker. Det danske samfund har ingen skyld i Omar’erne handlinger. Man de danskere, der har arbejdet og arbejder på at fylde Danmark med Omar’erne og deres tankegods er skyldige. De er skyld i det hele!

asyldemo_stop_deportations-111

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress