Utålelig “succes” flygtning skoser Støjberg

Diverse, Forbrydelse og straf, Indvandring, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, islam — Drokles on February 13, 2015 at 8:33 pm

En afghansk flygtning klynker en spand lort ud over Venstres Inger Støjberg og Danmark på hjemmesiden UghDK. Efter en længere indledning om hvor synd der er for ham qua hans oplevelser i Afghanistan, der dels har gjort ham til sengevædder, dels bitcher over familiemedlemmer, der beskytter deres møbler mod hans besøg slutter han af med et møde med idealdanskeren; en der giver ham særlig opmærksomhed og gratis gaver, ja, endda trænger til at yde

Jeg sidder foran ham ved bordet. Jeg får kakao, tæppe, tykke sokker og en hue på. Han sætter sig foran mig og siger ingenting. Han venter på at jeg skal snakke. Og vi får snakket, og jeg får grædt, og jeg fortæller ham ting, som jeg ikke engang har delt med mine allernærmeste. Det er første gang jeg snakker om det.

Ser du Inger – det er medmenneskelighed. Den mand hedder Jørgen, er født i Jylland og vokset op i København. Han anser ikke sig selv for dansker. Han er et verdensmenneske siger han. Han siger også, at hvis har kun var dansk, så ville han kede sig ihjel. Allerhelst vil han bare kaldes menneske. Og det er sådanne mennesker, som jeg har mødt et par stykker af på min rejse gennem livet. Og selv om jeg har haft alle odds imod mig, for at blive til noget som helst overhovedet, er det disse mennesker og deres indsigt, deres tone, dannelse, visdom og enorme kærlighed, som har smittet af på mig.

De hjalp mig med at finde hjem til min kære mor, kære far og søstre. Hele mit dramatiske liv har fået luft under vingerne pga. gode og empatiske mennesker. De har aldrig nogensinde sagt, at danskhed er roden til alt godt, og at alt andet er dårligt og uvelkomment. De kendte til livets op- og nedture. De kendte til menneskets væsen. Selv et udyr som mig kunne de tæmme. Det tog lang tid, men de gjorde det.

De samme med min forældre. Deres urokkelige tro på at jeg, Manyar Parwani, var et mirakelbarn, der kunne lykkes med hvad end jeg satte mig for. Det hviskede de hver dag. Og det var ikke nok for dem at få mig selv til at tro på mig. De ville rense min sjæl så meget, at jeg ikke længere var et offer for ondskaben. De lærte mig lidenskaben. De lærte mig at blive forelsket. De lærte mig hjertemod. De lærte mig at være social. De lærte mig at tale. Og de lærte mig næsten at skrive. Grammatikken nåede de ikke og alt det med at stave. Men som de sagde – bare skriv Manyar – folk forstår følelser.

Inger den chance ville jeg aldrig få af dig og dine ligesindede, Og dem har der været mange af, i de årtier jeg har boet i Danmark. I har løftet jeres næver og råbt “BLIV DANSK ELLER SKRID”! Men jeg blev aldrig dansk. Og jeg bliver aldrig dansk eller integreret. Jeg vil ikke gå i knæ for dig og jeg vil ikke frygte dig. Jeg er kun underlagt loven og medmenneskeligheden. Alt det racistiske og det vulgære vil jeg ikke knæle for. Og uanset hvad du gør for at tale ned til mig og dem som ligner mig – vil jeg altid drømme kæmpe stort.

Utaknemmelige og uforskammede flygtninge er en trættende afveksling til de kriminelle. Men sjovt nok kendte en af mine gode venner til filminstruktør, manuskriptforfatter og skabsdigter Manyar Parwani. Og han kunne fortælle at selv om Parwani gerne vil være et verdensmenneske, så ser han først og fremmes bare ud til at være fuld af løgn. Under alle omstændigheder er han ikke dansker, det kan måske være en trøst. For eksempel satte hans kære far og hans kære mor med deres urokkelige tro på at han, Manyar Parwani, var et mirakelbarn, der kunne lykkes med hvad end han satte sig for, efter “hårde ord, en voldsom bevægelse, et smadret videokamera og en smækkende dør” ham på gaden som 17 årig, ifølge et interview han gav til Musik Guide.

I 2010 “forsvinder” der ifølge Politiken en kvart million penge fra et af Parwanis filmprojekter. Ifølge Parwani engagerede han i sin tiltro til ikke-danske verdensmennesker sin bedste ven gennem 25 år som klipper, men han forsvandt pludselig. Da han kom tilbage var det med en forklaring om, at han havde spillegæld. Parwani får Peter Aalbæk fra Zentropa til at dække sin vens spillegæld på en kvart million kroner. Men søreme om ikke venne forsvinder igen, og nu “opdager” Parwani pludselig, at vennen har taget yderligere en kvart million fra projektet, som besynderligt nok er parkeret på en privat konto i Parwanis navn. Hvordan vennen kan hæve på Parwanis konto får man aldrig at vide. I det hele taget får man ikke særligt meget at vide, for den eneste der har kontakt til vennen er Parwani selv, og det er Parwani der siger, at han har tilstået at tage pengene.

Sagen er i det hele taget rodet, og det ser ud til at sagen om vennen bliver smidt ud for at undgå en injuriesag, der siden blev frafaldet. Oveni det bliver han sagsøgt for skyldnersvig for ikke at betale Corporate DataBank Aps for en hjemmeside de har leveret. Mystisk nok siger Politiet til Ekkofilm at de “ikke kan finde Parwani, der har afmeldt sig cpr-registret og lever i skjul”. Så historien om filminstruktør, manuskriptforfatter og skabsdigter Manyar Parwani er en nassende klynkeløgner.

Nogle små citater

Nogen gange rammer skæve formuleringer en dybere sandhed eller en ufrivillig indrømmelse. Som da miljøminister Kirsten Brosbøl på TV2 beskrev socialdemokratisk fremskridtforståelse  ”Danskerne skal lære at gå i en mere cirkulær retning”. Ja, som Videnskab.dk skrev: ”Der eksisterer parallelle verdener, som interagerer med vores egen, argumenterer fysikere i en ny artikel.”. Og en sådan interaktion ødelagde biografturen for Venstres Inger Støjberg, hvilket fik Birthe Røhn Hornbech på mærkerne

[Inger Støjberg] har fuldstændig ret i, at der er alt for mange unge mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt. Men det er lige så meget danskere. Blandt andet har jeg inden for det seneste halve år set ualmindelig dårlig opførsel i flere kirker. Så det gælder desværre, at der er uopdragne danske børn, der ikke ved, hvordan de skal opføre sig, når de er til gudstjeneste og kirkelige handlinger

(…)

Som værtsfolk bør vi vise det gode eksempel, det gør vi ikke altid«, siger Birthe Rønn Hornbech.

Så de har ikke blot lært det her, de har lært det henne i kirken.

Liberal Alliances Mette Boch erklærede i Kristeligt Dagblad 5. februar at hun ikke var bange for islam (der ikke var “værre end kristendommen”!)

Men jeg er rædselsslagen for terror. Uanset om terroristerne anvender islamisme, socialisme, fascisme eller nazisme som skjold.”

Man hører ikke så tit nazisme som skjold i debatten, så det er et sjældent delikat øjeblik, man burde tage sig tid til at nyde.

Der findes noget der hedder mikro-chauvinisme. Det er chauvinisme, som er for lille til at kunne blive opdaget, men man ved at den er der. Fordi den er så lille at man ikke kan opdage den, er det den værste af alle former for chauvinisme. Sådan er det ikke i Sverige, hvor chauvinismen er allestedsnærværende og ganske målbar. Således har en svensk kønsforsker, Ann-Charlotte ved Runnvik Linköping Universitet, fundet ud af, hvilke togstationer der er mest sexistiske

For eksempel beskriver flere af de interviewede rejsende stationernes mandetoiletter som mere beskidte end kvindernes, hvilket ifølge Runnvik igen er et udtryk for underbevidst sexisme.

Man har dog en snigende fornemmelse at hun var nået til samme konklusion hvis sanitetsforholdene havde været omvendt.

Den amerikanske rock’n'roll legende Jerry Lee Lewis om at sælge sin 1959 Panhead Harley-Davidson på auktion

This bike is like a child to me, but I’ve decided it’s time to let it go.”

Den depraverede mesters opfattelse af forældrerollen overrasker forventeligt stadig.

Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune for Socialdemokratiet Jonas Bjørn Jensen stod i køen af venstrefløjsere, der ville have Nikolaj Sennels fyret fra sit arbejde i Københavns Kommune. Til Lorry sagde han ifølge Uriasposten

Man må have alle holdninger i Københavns Kommune… Man må have alle holdninger i Københavns Kommune, så længe det er noget der flugter med de værdier vi har i Københavns Kommune, og de ting vi arbejder for.

Ledelsen af den tyske Pegida-bevægelse trækker sig fortæller Jyllands-Posten således og uden ironisk distance

“Det er dog ikke sket på grund af splid, men fordi hun har modtaget et hav af alvorlige trusler fra antifascistiske grupperinger, siger han til avisen”

Et ’stop volden eller vi smadrer jer’ øjeblik. Borgmesteren i Brøndby mener, at indvandrerne er for ulige fordelt i kommunerne.

- Hvis man ønsker en rimelig harmoni i samfundet, er fordelingen af indvandrere skæv. Men jeg skal ikke sige noget ondt om de etniske borgere, og vi vil ikke sparke folk ud ad kommunen, siger Ib Terp (S) til Ugebrevet A4.

Ikke et ondt ord om indvandrere, men de skaber disharmoni.

Monokultur med på PEGIDA tur (forår for højre?)

Denne er vist lidt gammel, men Monokultur var også repræsenteret på ‘Team-Urias’ tur til Dresden for med egne øjne at opleve fænomenet PEGIDA demonstrationer fast hver mandag. Eller det vil sige at det viste sig at være den sidste PEGIDA i Dresden, da demonstrationerne er blevet forbud af politiets efter alvorlige mordtrusler, skrev Jyllands-Posten

Modstandere af muslimsk indvandring i Dresden må mandag blive hjemme, efter at den efterhånden traditionelle demonstration, sammenkaldt af den såkaldte Pegida-bevægelse, er aflyst på grund af frygt for et attentat.

Politiet meddelte søndag, at man havde forbudt alle forsamlinger – også demonstrationer mod Pegida. Myndighederne vurderer, at demonstrationer er for farlige efter tegn på, at attentatmænd er blevet opfordret til at myrde et medlem af Pegidas ledelse.

Det oplyses ikke, hvor et mordforsøg skulle komme fra, eller hvem man ville søge at ramme. Men politiet meddeler, at en tweet-meddelelse på arabisk har udpeget Pegida som »en fjende af islam«.

Voldsmandens veto således knæsat. Men den fredag var der fred og ingen fare da Politiet endnu beskyttede de fredelige borgere mod de trusler der regnede ned over dem fra venstreradikale med en samtykkende Kansler Merkel i ryggen. To ringe havde Politiet slået om centrum og alle sidegader dækket af.

Som de fleste konservative går jeg meget sjældent i demonstration. Ja, man skyr vel ligefrem det at gå på gaden fordi man efterlever. At politikere er valgt til at føre politik indtil vi skifter dem ud med det vi finder er bedre alternativer. Og i mellemtiden fører vi andre debat, der kort sagt er fællesskabets reflektion, der skal sikre overensstemmelse mellem folk og regering. Men politiske partier og medier har det med at smelte sammen i det vi herhjemme optimistisk kalder det samarbejdende folkestyre og et stykke af vejen blive en regerende klasse.

Med indvandringen fra den muslimske verden, som med dyrkelsen af landsskadelige konventioner forholder det sig helt klart således, både herhjemme og i Tyskland. At ændre et lands demografiske sammensætning med en forskydning væk fra nationen burde mindst kalde på en folkeafstemning (så kan man ikke sige det mere underspillet). Der er trods alt tale om suverænitetsafgivelse, hvis vi skal blive i det kliniske politikersprog. Men det har ingen haft interesse i og Radikale venstre især har gjort indvandring til en del af de kortsigtede politiske studehandler. I bytte har de udstyret borgerlige og socialdemokratiske politikere med det bedre menneskesyns vokabular til udskamning af konkurrenter og politiske opkomlinge. For Reagan var nationen “et folk, der har en stat, ikke en stat der har et folk”. For Radikale Venstre gælder det modsat, nemlig “holdningsbearbejdning”.

Ligeledes forholder det sig i Tyskland, hvor det politiske konsensus ved Merkel ikke blot påstod at islam hører hjemme i Tyskland (en drøm Hitler flirtede med, nu vi skal til tilsviningerne), men endda gik arm i arm med andre europæiske ledere og forbrydere fra den 3. Verden i sympatidemonstration med den muslimske befolkning som folk uforskammet tænkte ilde om. Der er noget lattervækkende i at se den regerende klasse også indtage gaden i protest, som var de afmægtige eller umyndiggjorte. Så her gik de afmægtige statsledere, ikke blot direkte sammen med muslimske organisationer, venstreradikale, diktatorer og fagforeninger, men også i hjertet. Og således kom de venstreradikale moddemonstranter mod PEGIDA til at agere på vegne af Merkel, hendes egne små Basij. Kun Politiet afholdt det fra at blive helt svensk.

Fjordman beskriver min oplevelse på Snaphanen

The largest number of participants were undoubtedly local residents of Dresden or Saxony. However, there were also visitors from other parts of Germany and a few international visitors who came specifically to take part in the PEGIDA rally. I was one of them.

I talked to some friends from Denmark afterwards. It is noteworthy that so many people displayed the German national flag, openly and with pride. This would have been taboo some years earlier. Germans were then still too weighed down by guilt from the Second World War. For historical reasons, neighboring countries which have been invaded by Germany in the past view their large neighbor with some suspicion. Despite this, my Danish friends concluded that they were fine with what they had seen in Dresden.

PEGIDA is not about aggressive German nationalism. It is about the normalization of Germany. Germans should not invade Poland or other countries for Lebensraum. However, they have the perfect right to reject Arabs, Turks or others from expanding their own Lebensraum in Germany.

I had a good look at thousands of people. There were hardly any skinheads present. I saw more grandmothers. The people who participated in this peaceful demo were simply normal, concerned citizens, many of them well-dressed. The only tensions I registered were triggered by some rather few left-wing counter-demonstrators who shouted senseless slogans.

While looking at the different slogans and banners, many of them were indeed related to Islam and Islamization. However, some people in the PEGIDA demo carried posters denouncing biased mass media or the EU. PEGIDA is anti-Islamic, but it is also anti-totalitarian, anti-establishment and in favor of traditional European culture.

One of the reasons why other Europeans who participated found it natural to support PEGIDA is that we realized that we have largely the same cause. These Germans are not our enemies. They are rather our allies in the battle against Islamization, mass immigration, lying media and hostile EU elites.

Så jeg var taget med til Tyskland dog ikke så meget for at min støtte kunne forsvinde i menneskehavet, som for med egne øjne at se de mennesker uden om mediernes tvivlsomme prisme. De mennesker Merkel mente havde had i deres hjerter. De mennesker som Uffe Ellemann beskrev som ekstremister, der går terroristernes vegne ved at sige det som terroristerne, som Merkel og Ellemann, ikke kan lide at høre. Og jeg befandt mig umiddelbart dårligt i demonstrationen, mistede hurtigt orienteringen og blev væk fra mine danske venner. Tyskere lyder som om deres modersmål er et andetsprog de mestrer perfekt. Men alle virkede søde og venlige og glade over et dansk indslag og klappede høfligt at de venstreradikales hadefulde tilråb

Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.

(…)

Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.

Så meget for had i hjertet. Halvvejs på turen løb Merkel dog tør for venstreradikale.

dsc00009

Kim Møller og Uve Max Jensen nach Dresden.

dsc00071

Et par gode danskere

dsc00064

sikkerhedsopbuddet var massivt med to ringe af indsatsvogne omkring indre by, hvor PEGIDA demonstrationen foregik

dsc00136

Jeg prøvede at fotografere moddemonstranterne, men så meget som de ville høres, ville de ikke ses. Det stærke lys i midten fulgte ethvert kamera, som en bordlampe under en afhøring.

dsc00077

Skaterbanen havde fået sine budskaber

dsc00184

Den danske blogger Kim Møller dagen derpå.

dsc00251

Den tyske arkitekt Gottfried Semper

dsc00223

Dresdens politis passende adresse.

dsc00270

dsc00291

dsc00296

Stemninger fra Brühlsche Terrasse.

dsc00284

Den protestantiske Frauenkirche.

skc3a6rmbillede-2015-01-17-kl-125832

Retning mod Katolske Hofkirche og Gottfrieds Semperoper.

dsc00308

Grüne Gewölbe bag Hofkirche.

dsc00381

Konfronteret med salat er Møller fortabt.

Ironien, det flyvske væsen

IPCC, Kunst og kultur, Politiken, Pressen, Satire, Videnskab, miljø — Drokles on January 21, 2015 at 10:34 pm

Breitbart ser ironien

A squadron of 1,700 private jets are rumbling into Davos, Switzerland, this week to discuss global warming and other issues as the annual World Economic Forum gets underway.

The influx of private jets is so great, the Swiss Armed Forces has been forced to open up a military air base for the first time ever to absorb all the super rich flying their private jets into the event, reports Newsweek.

“Decision-makers meeting in Davos must focus on ways to reduce climate risk while building more efficient, cleaner, and lower-carbon economies,” former Mexican president Felipe Calderon told USA Today.

Politiken ikke så meget i et interview med den 35 årige Cicilie Stenspil

Grønland smelter altså! Hvor er vi mange, der glemmer, at det er en direkte følge af, at vi flyver af sted til New York …

Mit bedste tip til Grønland …

Husk utroligt varme sko, for det er afsindigt koldt. Derfor var det heller ikke nogen god ide, at jeg steg ud af flyet uden at have lukket min frakke, fordi det var varmt inde i flyet.

(…)

Min næste rejse …

går til Paris, hvor jeg skal se David Bowie-udstillingen, som åbner til foråret. Jeg vil også gerne et varmt sted hen, Bali eller Maldiverne.

Blot for at være på den sikre side, så med vandflyver til Maldiverne?

Bill Maher om Charlie Hebdo og venstrefløjens skyklapper

Bill Maher om Charlie Hebdo massakren

Jihad, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Terror, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on January 10, 2015 at 11:43 am

Den amerikanske venstresnoede talkshowvært Bill Mahar fortsætter med at sætte sine ligesindede på plads, hvad angår islam

Et par citater taget fra Breitbart

“It’s not a presume – no, no it’s Muslim terrorists,” Maher said. “This happens way too frequently. It’s like it’s like Groundhog Day, except the groundhog kept getting his head cut off. Let’s also give some credit to this newspaper. This was a satirical newspaper in Paris. These guys have the balls of the Eiffel Tower. Their balls were bigger than Gérard Depardieu, because they kept doing it.”

“For the crime of being satirists, for the crime of drawing cartoons. this has to stop, and unfortunately, a lot of the liberals, who are my tribe, I am a proud liberal,” he said. “No, I’m not turning on them, I’m asking them to turn toward the truth as I have been for quite a while. I’m the liberal in this debate. I’m for free speech. To be a liberal, you have to stand up for liberal principles. It’s not my fault that the part of the world that is against liberal principles is the Muslim part of the world. There have been studies. We have facts on this. Treatment of women. They studied 130 different countries. Seventeen of the bottom 20 were Muslim countries. In 10 Muslim countries, you can get the death penalty just before being gay. They chop heads off in the square in Mecca. Well, Mecca is their Vatican City. If they were chopping the heads off of catholic gay people, wouldn’t there be a bigger outcry among liberals? I ask you. So to bring it home to us, because we are are satirists, and I deal with this subject particularly, it’s kind of scary, that some people say you cannot make a joke. That’s off-limits. We saw this with Kim Jong-un.”

Maher admitted his disdain for religion but added there was a difference in the religions for which he holds contempt.

“[I] know most Muslim people would not have carried out an attack like this,” Maher said. “But here’s the important point — hundreds of millions of them support an attack like this. They applaud an attack like this. What they say is, we don’t approve of violence, but when you make fun of the prophet, all bets are off.”

“That is mainstream in the Muslim world,” he added. “When you make fun of the prophet, all bets are off. It’s also mainstream that if you leave the religion you get what’s coming to you, which is death. Not in every Muslim country, not in the majority but this is a problem we have to stand up to. And again, I’m the liberal in this debate. I was brought up in a liberal family. The reason we were liberals is because we were against depression. I was a little kid when my father told us, we’re with Kennedy and against the southern governors who stand in the doorways and don’t let black kids go to school. And all my life I’ve been for people who have been the downtrodden, the oppressed, the minorities. I’ve been for blacks, gays, women, Mexicans, whoever it is.

Muslimerne som evige ofre

Venstrefløjens fornægtelse af virkeligheden er blevet mediernes og politikernes prisme skriver Brendan O’Neill i National Review

The British press has never seemed as out of touch as it is today. All our broadsheet papers are packed with pleas to the people of France, and other European populations, not to turn into Muslim-killing nutjobs in response to the Charlie Hebdo massacre. The Guardian frets over“Islamophobes seizing this atrocity to advance their hatred.” The Financial Times is in a spin about “Islamophobic extremists” using the massacre to “[challenge] the tolerance on which Europe has built its peace.” One British hack says we should all “fear the coming Islamophobic backlash.” And what actually happened in France as these dead-tree pieces about a possible Islamophobic backlash made their appearance? Jews were assaulted. And killed. “Don’t attack Muslims,” lectures the press as Jews are attacked.

Across Europe, among the right-thinking sections of society, among the political classes, the response to the massacre of the cartoonists and satirists has been the same: to panic about how Them, the native masses, especially the more right-wing sections of the French population, might respond to it. The blood on the floor of the Charlie Hebdo offices was still wet when brow-furrowed observers started saying: “Oh no, the Muslims! Will they be attacked?” It’s the same after every terrorist attack: from 9/11 to 7/7 in London to last year’s Sydney siege to Paris today: Liberals’ instant, almost Pavlovian response to Islamist terror attacks in the West is to worry about a violent uprising of the ill-educated against Muslims. The uprising never comes, but that doesn’t halt their fantasy fears. What’s it all about?

Og det er ingen løgn, som Guardians Owen Jones leverer et eksempel på

Here’s how the murderers who despicably gunned down the journalists and cartoonists of Charlie Hebdo do not want us to respond. Vengeance and hatred directed at Muslims as a whole serves Islamic fundamentalists well. They want Muslims to feel hated, targeted and discriminated against, because it increases the potential well of support for their cause. Already, there are multiple reports of attacks in France against mosques, and even a “criminal explosion” in a kebab shop. These are not just disgraceful, hateful acts. Those responsible are sticking to the script of the perpetrators. They are themselves de facto recruiting sergeants for terrorists.

Social media abounds with Islamophobes seizing this atrocity to advance their hatred. Islam as an entire religion is responsible, they cry: it is incompatible with “western values”. They wish to homogenise Muslims, as though Malala and Mo Farah have anything in common with the sectarian murderers of Isis. Most victims of Islamic extremists are of course themselves Muslims: including Ahmed Merabet, the French police officer killed at close range by the terrorists in Paris yesterday.

This is a dangerous moment. Anti-Muslim prejudice is rampant in Europe. The favoured target of Europe’s far-right – like France’s Front National, which currently leads in the opinion polls – is Muslims. France is home to around 5 million Muslims, who disproportionately live in poverty and unemployment, often in ghettoised banlieues. This incident should rightfully horrify, but it will now undoubtedly fuel an already ascendant far-right.

Kun for at blive overgået af Michael Deacon i The Telegraph

Here’s a theory. Terrorists aren’t offended by cartoons. Not even cartoons that satirise the Prophet Muhammad. They don’t care about satire. For all I know they may not even care about the Prophet Muhammad.

Instead, they merely pretend to be offended by cartoons, in order to give themselves a pretext to commit murder. Murder so horrifying, on a pretext so unWestern, that non-Muslims – blinded by grief and rage – turn on Muslims. Blame them. Persecute them. Burn their book, attack their mosques, threaten them in the street, demand their expulsion from Western societies. Actions that, in turn, scare Western Muslims, isolate them, alienate them. And thus drive some of them to support – and even become – terrorists.

Result: terrorists swell their ranks for a civil war they long to provoke non-Muslims into starting.

Modkraft udtrykte det samme i denne streg

modkraft-tegning-ch

Og lidt længere ude på overdrevet tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen

Massakren i Paris vil utvivlsomt forøge den antimuslimske stemning, som i forvejen var vokset markant over hele Europa, især i store europæiske lande som Frankrig og Tyskland. Flere moskeer er blevet angrebet i Frankrig efter angrebet på Charlie Hebdo. Og vi hører allerede at de nationalkonservative politiske bevægelser rykker ud med krav om nye stramninger og restriktioner specielt rettet mod de muslimske mindretal. I Frankrig har Front Nationals leder Marine Le Pen betegnet Islam som en ”morderisk ideologi”. Englands Nigel Farrage fra UKIP taler om en ”femte kolonne”. Og hollandske Geert Wilders taler om, at det europæiske kontinent er ”i krigstilstand”.

Hvis denne udvikling får succes, vil terroristerne have opnået præcis hvad de ønskede med deres handlinger.

I det omfang der ligger tankevirksomhed bag mordene i Paris, er det et ønske om yderligere at skabe kløfter mellem Europas millioner af muslimer og os andre. I vreden over, hvad der er sket, glemmer vi let, at terroren ikke blot er rettet mod ”os”. Den er især udtryk for et internt opgør i Islam mellem yderligtgående islamister og den store brede gruppe, der ønsker at leve fredeligt side om side med andre religioner. Derfor har nogle af de mest spektakulære islamistiske terroraktioner været rettet mod andre muslimer – senest i Peshawar i Pakistan i en skole, hvor over 130 børn og unge blev myrdet i en massakre foretaget af Taleban.

Men det kommer en reaktion. Hvert terrorangreb er endnu et angreb i en krig der for længst er startet. Og så længe myndigheder og politikere og medier insisterer på løgnen vil folk tabe tiltroen til at blive forsvaret. Og så vil de forsvare sig selv.

Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Politiken “Ingen er hævet over kritik eller satire.”

Efter at have udtrykt sin foragt for Flemming Roses og Jyllands-Postens 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed erklærer Politiken at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse

Ingen er hævet over kritik eller satire

Jeg glæder mig allerede til Lidegaards semantiske forsvar. Men der er forskel på Jyllands-Posten og Charlie Hebdo

Frankrig har en stolt tradition for oplysning, ytringsfrihed og religionskritik, som Charlie Hebdo vedkender sig og fører videre. Attentatet var et attentat på arven fra den franske revolution, som alle vestlige demokratier bygger på.

En stolt tradition, som det var dumt for Jyllands-Posten at være en del af. Og efter en skåltale af floskler fortsætter Politiken

»Allah er stor«, skal attentatmændene have råbt. Men det er dem, der misbruger deres profet til at retfærdiggøre vold, der krænker religionen.

Stakkels islam. Hvordan kunne det dog gå til? Hvad havde også disse attentatmænd dog misforstået? Var der ingen fortilfælde fra det perfekte menneske Profet Whoever-curses-a-prophet-kill-him Muhammed til inspiration?

  • Abu `Afak - Muhammad asked his followers to kill this man for making negative remarks about Muhammad and Islam.
  • Ka’b bin Ashraf - Muhammad asked his followers to kill this man for writing inflammatory poetry about Muhammad and Muslim women.
  • Asma Bint Marwan - Muhammad asked his followers to kill this woman for composing inflammatory poetry about Islam and Muslims.
  • Blind Man’s Slave-Mother - When Muhammad learned that one of his followers had stabbed and killed his slave (other sources refer to her as a freed concubine: Umm walad) for making derogatory remarks about Muhammad, he declared that “no retaliation is payable for her blood.
  • Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, a storyteller and poet who had mocked him. He was a prisoner of war who was not allowed to be ransomed by their clans and was executed on Muhammad’s orders.

Terror Attack on Charlie Hebdo Paris Headquarters

Stærke billeder

Venstrefløjen og ytringsfriheden

Diverse, Fascisme, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Racisme, Ytringsfrihed, venstrefløjen — Drokles on January 6, 2015 at 11:39 pm

Venstrefløjen hader selvfølgelig ytringsfrihed, ikke fordi de ikke forstår den, hvad man ellers umiddelbart godt kunne tro på grund af den konstante strøm af  begrebsforvirring de vælter af sig, men fordi deres drømme ikke kan modstå saglig kritik og dissens. Sådan er det med alle totalitære bevægelser. Et eksempel kan man læse på Modkraft ved Liv Rolf Mertz, der vil gøre op “Det postulerede tankepoliti og den faktiske ordensmagt”. Det er en lettere verbos tekst, som det er den foretrukne stil når der skal spilles intellektuelt taskenspil, hvis hovedpointe heldigvis kan rammes ind i et enkelt afsnit. Her første halvdel af afsnittet

På en mangeårig venstreradikal aktivist virker forestillingen om, at ”vi” i øvrigt har ubegrænset ytringsfrihed, temmelig absurd. Nød Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe dén frihed, da de råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15? Hvordan skal jeg forstå ”no tolerance”-politikken, der har været ført mod graffiti i det offentlige rum de seneste 20 år, hvis ikke netop som et forsøg på at dæmme op for demokratisk dialog på dåse? Eller hvad med at tilbringe natten på Station Bellahøj, fordi man har forsøgt at sætte et klistermærke med påskriften ”Jagtvej” op på en mur?** Der findes borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden!

Ja, en venstreradikal har det svært med ytringsfriheden. For at tage det fra en ende af: Da Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe “råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15″ var det ikke en ytring, men en handling. Det klassiske eksempel på den distinktion er at råbe brand i et teater da det svarer til at udløse brandalarmen. Uden at kloge mig videre på bevisførelsen så bygger anklagen mod Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe på at de koordinerede en ulovlig handling. De var så at sige bagmændene.

Grafitti er ikke demokratisk dialog på dåse, men hærværk. Det samme er opsætning af klistermærker på andres ejendom. Andre folks ejendom er andre folks ejendom, selv om man slår det hen som værende blot “en mur”. Så, hvem er så de “borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden“? Gry fuldender afsnittet

Risikoen for racistisk tilsvining, som enhver ikke-hvid debattør til stadighed må løbe, er ganske rigtigt én måde, denne begrænsning udfolder sig på: som selvcensur. Den logiske konsekvens i form af demokratisk underskud burde om noget have fået spalteplads, men også andre problemer unddrager sig meget belejligt mediernes opmærksomhed. Hvad med den håndgribelige repression, der ofte følger udøvelse af dét, der angiveligt er ”vores” grundlovssikrede ret?

Såøh, er det ikke-hvide der spraymaler og tilklistrer andre folks ejendom og hedder Gry Jonassen og Tannie Nyboe mens de råber “Push” og ser således ud?

gry-jonassen-og-tannie-nyboe

Eller er indsats mod den meget hvide venstrefløjs hærværk og vold blot racistisk? Og til det er svaret, ja!

Glædelig Jul

Kristendom, Kunst og kultur — Drokles on December 25, 2014 at 6:19 am

Star Wars malplacerer det kristne kors

Diverse, Kunst og kultur, Satire, venstrefløjen — Drokles on November 29, 2014 at 12:43 pm

George Lucas Star Wars VII får premiere i december 2015(!), men allerede har man åbenbart lavet nok til en minitrailer, som kaldes en teaser (en typisk trailer ruller hele filmen op i kortform så du kan spare billetten). De gamle film var herlige og ægte film, ja Empire Strikes Back havde ligefrem kunstneriske kvaliteter. Og så tilgav man jo nok den indflydelse de østerlandske religioner og new age som George Lucas prægede sit univers med. Man skulle ikke hænge sig i detaljer som at jediordenen garanterede republikken fordi den stod over demokratiet, ordenens forkvaklede forhold til følelser og ideen om at man bekæmpe intellektet til fordel for følelsen og instinktet. Kraften flyder gennem dig og det skal du tage helt roligt og lade den gøre, så er du god. Hvis du derimod får følelser bliver du fortabt og ond.

Men den slags småmissionerende barnagtigheder opvejes af Lucas lige så forkvaklede forhold til sin egen seksualitet: Luke boller sin søster: det er farligt på en kvindes anmodning at kaste sig ned i en skakt for der kan man blive både kvalt og knust: Sarlacc: de mistænkeligt få kvinder har drengeroller: jediordenen der bygger på samuraiernes shudo, hvor oplysning kun kommer via sex mellem mester og lærling (altså bøssesex, hvilket giver en ny dimension til billedet af et lyssværd der glider frem, Darth Vaders “Now I am the master”, til hvorfor Vader hader som han gør og hvorfor han udslettede jediridderne, hvorfor det hedder younlings, hvorfor Luke blev regnet for for gammel, skønt han lærte det meste af pensum på den samme tid Han og Leia flygtede fra Vader, hvad Yoda egentlig mente da han indigneret spurgte Luke “Judge me by my size, do you?” osv).

sabre2

Hvis dette ufrivilligt komiske lyssværd vitterligt er i hænder på ondskaben, som det jo tyder på, hvis man skal følge seriens klare æstitik melder Star Wars rent ud, hvad den før kun har antydet. Den er direkte antikristen.

Søndagsfilm: Battle of Kosovo

Yugoslavisk film med engelske undertekster.

Battle of Kosovo is a 1989 Yugoslav historical drama/war film filmed in Serbia. The film was based on the drama written by poet Ljubomir Simovi?. It depicts the historical Battle of Kosovo between Medieval Serbia and the Ottoman Empire which took place on 15 June 1389 (according to the Julian calendar, 28 June 1389 by the Gregorian calendar) in a field about 5 kilometers northwest of Pristina.
Serbian duke Lazar in 1389. refuses to obey the Turk sultan Murat who is penetrating towards Serbia with great army, in order to conquer Europe through it. Although aware that he is weaker, without enough army, duke Lazar decides to confront him. Serbian lords are not united. Most of them wants to fight, even if the price is defeat, but some of them hesitate. Everyone fit for weapon is sent to Kosovo field. The battle on Kosovo, in 1389. ended with no winners - both armies shed blood and got tired. Lazar and Murat died. But, nevertheless, the battle of Kosovo was a victory, not for Serbian state, which soon became Turkish, but for Europe, which Serbia rescued with bodies of her heroes of the first and the strongest Turkish attack…

The film was released in 1989, which marked the 600th anniversary of the Battle.

Tid for vold

Det er søndag, det blæser en stiv pelikan og det er koldt og vådt, så måske er det tid til en bulgarsk film om Balkans erfaringer med Osmannerriget?

A Bulgarian film, Time of Violence uses precisely the same stylistic conventions as American films, the same form of storytelling, the same approach to character, the same values as to what makes a good story, and, moreover, it satisfies American criteria for being a good movie. There is a basic story, with well-attached subplots, lots of action, villains and heros (with a bit more complexity, perhaps, than most American films), and a logical resolution. The production values are high, the performances excellent, the direction skillful. The film has done very well in many countries, including some as foreign to Bulgarian culture as Japan. So why can’t the filmmakers get any distribution deal in the U.S.?

Time of Violence suffers only from its language and its setting. Few Americans know much about the Balkans during the 17th century. But it was one of those proverbial “interesting” times during which it was a curse to live. Most of the Balkans were under the thumb of the Ottoman empire. Islamic empires have more of a reputation for tolerance than most, but the Ottoman empire was showing its ugliest face during this period in Bulgaria. Bulgaria was a strategically important area inhabited by unreliable Christian subjects. The sultan decided that they must all convert to Islam, or die.

Time of Violence focuses on the fate of one valley during this crisis. The son of the miller was taken off by the Turks years ago, while still a boy, to become a janissary. Janissaries were special troops used by the Ottomans. Recruited (involuntarily) from Christian boys, they were separated from their families at an early age, indoctrinated in Islam, and turned into fiercely reliable troops with no allegiance to anyone but the sultan. The miller’s son is now a highly trusted janissary, with the task of converting his entire home valley to Islam. But the people there take their religion very seriously, and will not submit. The janissary becomes more and more brutal in his attempts to convert the valley, for he must slaughter them all if they don’t take the turban.

The film is painted on a large, sweeping canvas, with many characters and subplots, all cleverly woven into a single story. (This accomplishment is even more remarkable when you consider that the original Bulgarian version was nearly two hours longer, yet there is no sign at all that anything has been cut.) And, surprisingly, this isn’t a “vile Turk” story. Director Ludmil Staikov has much more ambitious goals, including an examination of the power of religion and of the destructiveness of violence and fanaticism. Not all of the Christians are good, nor all of the Muslims bad. The Turkish governor of the valley is not loved by his subjects, yet does all he can to avert their doom. He is given a beautiful, tender moment as he leaves the valley forever, in disgrace. Crossing a bridge that leads out of his valley, he notices a stone that has worked out of place. He gets down from his horse, carefully puts the stone back into its place, and then proceeds on to his exile. Even the janissary has his complexities, as he truly wants to spare his people from unnecessary pain, despite having completely transferred his loyalties to the sultan. The screenplay, by Staikov, Georgi Danailov, Mihail Kirkov, and Radoslav Spassov, provides complex shadings of characters and motivations.

Time of Violence is a professionally made film, beautifully photographed, well edited, and with scrupulous care in costuming and set design. The period atmosphere feels perfectly authentic, at least to someone with only passing familiarity with the time and place. The technical aspects of the film are well up to the standard of moderate budget Hollywood movies.

There are some unpleasant moments of torture and brutality in Time of Violence, but they do not exist to excite or titillate. Rather, they are necessary to demonstrate the full scope of the tragedy. Still, some viewers may find themselves looking away during certain scenes. But, otherwise, Time of Violence is a film without flaws. There are no particularly weak points in the film, and many great virtues.

Israelsk og palæstinensisk sang

Antisemitisme, Arabere, Hamas, Israel, Jihad, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Terror, islam, muhammed — Drokles on November 12, 2014 at 9:52 am

Fra Israel

Fra palæstinenserne

Rørende.

Modkrafts venstrefløj og ytringsfriheden

Ytringsfrihed for Modkraft i streg

10405529_10152760821713911_6620927578183310762_n

Tegningen er ansporet af debatten om den svenske gadekunstner (eller gadesatiriker, som jeg i mit regressive kunstsyn mener er en bedre betegnelse) Dan Park. Man kan sagtens se den i den sammenhæng, som en ikke særligt vellykket kommentar til en konkret debat. Men det kræver som minimum velvijle. Den ejer venstrefløjen dog ikke selv, men har derimod masse af modvilje.

Som man kan se, indholder Modkrafts ellers teknisk gode tegning end ikke en antydning af tvetydighed, som præger Parks værker. Det er en projektion af et vulgært og ensidigt udtryk, som de omvendt fejlagtig beskylder Dan Park for at gøre sig skyldig i. Både Galleri Svinestien og Entartete Kunst har glimrende analyser af nogle af Parks mere omtalte værker.

Nazikunstner hyldes nær Breiviks gerningssted” hed en dramatisk overskrift på Modkraft tilbage i midten af oktober. Og indtil jeg læste første sætning troede jeg fejlagtigt at artiklens forfatter Joakim Møllersen havde en historie

Den indvandringsfjendtlige hjemmeside document.no har inviteret den svenske tegner Lars Vilks til torsdag den 23. oktober at holde en forsvarstale for den dømte svenske nazist Dan Park på Deichmanske bibliotek, Norges største offentlige bibliotek.

Nazisten Dan Park er hadefuld får vi betryggende for vores simple forestillinger at vide og han “har stået bag alt fra hyldest af Adolf Hitler og Anders Behring Breivik til holocaustfornægtelse og jødehetz“.Og hans værker får som en del af oplysningsforpligtelsen en lettere retoriske behandling

Det drejer sig blandt andet om små billeder med hakekors på samt dåser med påskriften ‘Zyklon B’, navnet på den gas der blev brugt til at dræbe jøder i gaskamrene i udrydelseslejren Auschwitz, der er blevet hængt op udenfor et jødisk forsamlingshus i Malmø. En handling, der forståelig nok har skabt frygt og bekymring i meningheden samt i det jødiske miljø i den svenske by.

Selv om Park har en hang for at hetze jøder begrænser han sig ikke til det.

Også afrikanere, muslimer og romer er blevet udsat for hans hadefulde budskab. Park har udtalt at han »elsker at lave sjov med død og mord«.

Dette giver sig udtryk i løkker rundt halsen på navngivne personer, deres ansigter i geværsigtekorn og hyldester til massemordere. Det i tillæg til ekstremt racistiske og fornærmende animationer.

Som en god ven tørt konstaterede venter man flere af den slags historier som “Modkraft kulegraver nazirockgruppen Rammstein”og afsløringen af hvem der står bag nazifilmen Diktatoren. Og hvad skal man dog ikke mene om Bruno Ganz, der i Der Untergangs samfulde to timer ikke bestiller andet end at tale Hitler efter munden?

Verden er entydig for Modkraft. I en anden artikel forsøger Modkraft at dokumentere og uddybe deres parodi

Således har Dan Park deltaget i flere demonstrationer indkaldt af det voldelige, nynazistiske Svenskernes Parti og har optrådt i en t-shirt med en smiley med et Hitler-lignende overskæg, ligesom han har lavet plakater, der udtrykker sympati for både Adolf Hitler og den fascistiske norske massemorder Anders Behring Breivik.

danparksvp_0

Dan Park (bagerst med en blå pose) til demonstration med det nynazistiske Svenskernes Parti. Foto: Redox.” er beskrivelsen af en elefant i rummet. ‘Bagerst med blå pose’ ligner Dan Park en der hører hjemme blandt de barske og trinde højreradikale, som ja, en Hitlermoustache på en smiley.

9780141039503

Get it? Artiklen med denne ekstra dokumentation af Parks sorte virke var foranlediget af en demonstration formand for African Empowerment Center Danmark, Josef W. Nielsen (der mere end let bliver ked af det) havde indkaldt til imod Trykkefrihedsselskabets udstilling af Dan Parks forbudte værker. Og ved netop den demonstration opstod der et lille bizart optrin, da Josef W. Nielsen lod sig provokere af en ældre herres kommentarer

Nu var det jo ikke Modkraft med de røde faner og nitterne i ansigtet, men rimeligvis læserskaren. Men  optrinnet mindede mig om pifteaktionen 1. maj mod Statsminister Helle Thorning Schmidt, hvor man netop i Modkraft argumenterede for at det er demokratisk at overdøve modstanderen, som altså er socialdemokratiet. Argumentet hang på at hvis der var nogen man ikke kunne lide var »demokratiske metoder« i anførselstegn at gå ind på ”borgerliges præmisser”. Socialdemokratiet blev stemplet ude af fællesskabet trods det at pifteaktionen var i klart mindretal blandt de resterende svedende masser. Me  er det ikke blot historien om venstrefløjen? Selv med en megafon råbende ind i ansigtet på en ældre herre føler man sig ikke hørt. For dem er andre ytringsfrihed blot bræk.

Pippi Langstrømpe, blood and gore

Diverse, England, Kunst og kultur, Politiken, Racisme, Sverigetanic — Drokles on October 21, 2014 at 6:14 pm

Jeg tror kun det er Politiken der trykker forsvar for svenskernes retouchering af Pippi Langstrømpes dystre racistiske fortid. Hurrah for diversiteten, skal det ærligt siges. For det ville være kedeligt uden produktionsleder i Io-Interactive, engelske Luke Valentins møde med danskernes, her repræsenteret ved BTs læseres, syn på ytringsfrihed kontra krænkede følelser. 96% mener nemlig at svenskerne har truffet et dårligt valg ved at redigere i Pippi Langstrømpe efter svenske standarder for racisme

Sagen omhandler to scener med racistisk indhold. Den første fra et afsnit, hvor Pippi laver skæve ’kineserøjne’. Dengang vores datter jævnligt så dvd’er med Pippi Langstrømpe, blev vi selv overraskede, da vi så netop denne scene.

Den virker måske sjov og harmløs i sammenhængen, men morskaben er svær at få øje på, når man selv bliver udsat for den slags.

Netop sammenhængen er helt afgørende. Og når Valentin selv mener den er både sjov og harmløs burde han måske slutte sig til de 96% istedet for at tænke at SVTs beslutning var “på tide”. En anden sammenhæng han forståeligt nok derimod ikke mener er sjov og harmløs gik ud over hans delvist fillipinske kone, der i metroen “var [] blevet omringet af tre danske teenagere, som flere gange lavede skæve øjne og sagde ’kinesiske’ lyde” til hende. Om det er Pippi Langstrømpe der må tage den på sin kappe står uafklaret. Men sorte Lindgren var ikke færdig med at forfærde

Den andet eksempel på racisme refererede til en ’negerkonge’, som fremover blot skal hedder ’konge’. Det er ikke en episode, jeg tidligere har lagt mærke til i Pippi Langstrømpe.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme ordets nuancer helt så godt, som en dansker kan. Jeg har engelsk som modersmål, og for mig forekommer det som et meget stødende ord, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær i børne-tv, uanset hvor gammelt programmet er.

At kende et ords nuancer er nu en vigtig forudsætning for at afgøre om et ord er stødende i en sammenhæng. Men Valentin hænger sig ikke i semantik og er i stedet mere opsat på at opbyde sit hjemlands vemodige etikette og forklarer

For os briter udgør klokken ni en tidsgrænse, hvorefter man i tv må vise programmer, hvis indhold er mere egnet for voksne seere.

Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn. Når mine børn ser CBBC (børnenes BBC), har jeg tillid til, at indholdet er passende for deres aldersgruppe, og at børnene hverken vil støde på ord som ’nigger’ (neger) eller lære, hvordan man mobber asiater.

Og så bedyrer han han ellers at han tror på ytringsfrihed, men maner samtidig til ansvar. Men han misforstår debatten om Pippi Langstrømpe, der ikke handler om Astrid Lindgrens ret til racisme, men om hvorledes Sverige er blevet så fordrukken af sin selverklærede status som humanistisk stormagt at de nu redigerer deres egen historie fordi de ikke længere ved, hvad der er racisme og hvad der er ’sjovt og harmløst’.

resan_till_dej1

Mens jeg sad og overvejede hvorledes jeg kunne gøre mig kostelig over Valentins hellige opsang gjorde en ven mig opmærksom på at spiludviklere som netop Luke Valentin jo også udtrykker sig for børn og unge. Og han henviste mig til et interview i Eurogamer hvor Valentin taler om sit bedste produkt, spilsuccesen Hitman

Luke Valentine er producer på Hitman: Absolution, og dermed ansvarlig for den overordnede produktion af det næste kapitel i Hitman-sagaen. Derudover er han også den anden af de ledende folk på Hitman-projektet, som vi snakkede med i forbindelse med vores preview af Agent 47s seneste eventyr.

Først og fremmest, ville jeg gerne spørge om, hvordan IO selv har det med, at bringe Hitman af stalden efter 6 år i dvale. På et marked som har ændret sig meget på disse seks år. Om de har gjort sig nogen særlige tanker om, hvordan de kan tilpasse Hitman til et marked, der er både større og bredere, end for seks år siden.

“Markedet er jo langt større, end det var for seks år siden, og derudover så har vi jo også at gøre med en hel ny konsolgeneration. For seks år siden, var vi jo i slutningen af levetiden for PlayStation 2 og den oprindelige Xbox. Så både spillene og markedet har flyttet sig meget”, begynder Luke sit svar.

(…)

“Vi vil virkelig gerne sørge for, at vi kan tilfredsstille vores kernepublikum. Dem der har været sultne efter et nyt Hitman. Men på samme tid vil vi også gerne være i stand til at række ud efter folk, som ikke har spillet Hitman før. Alle dem der var 12 år, da det sidste spil udkom, er gamle nok til at spille Hitman nu.”

“Hitman har været væk for længe, og det undskylder vi. Vi mener jo, at Hitman er den oprindelige ‘Assassination-game’.”

m05_suburb_00-1024x768

Og Dansk Wikipedia beskriver Hitman således

Hitman er en serie computerspil udviklet af det danske spilfirma IO Interactive og udgivet af den engelske udgiver Eidos Interactive.

Spillene omhandler den klonede/genmanipulerede Agent 47. Han er kendetegnet ved at bære sort jakkesæt, altid at have glatbarberet hoved og ved at have en stregkode tatoveret i nakken.

En stor del af spillet går ud på at bevæge sig ubemærket rundt. Dette kan gøres ved at snige sig forbi vagter, eller ved at uskadeliggøre personer og derefter bruge deres tøj som forklædning. Agent 47 råder også over et begrænset arsenal af lydløse våben, som f.eks. fiberwire, knive og giftsprøjter, der effektivt kan bruges til at eliminere vagter og øvrige personer af særlig interesse som f.eks. Fernando Delgardo i banen “A Vintage Year” fra Hitman Blood-Money.

Hvert spil i serien er delt op i missioner, som typisk går ud på at infiltrere et afgrænset, lukket eller bevogtet miljø for at dræbe én eller flere specifikke personer. Hovedsagligt, består disse personer af narkohandlere, millionærer, krigsledere og andre kriminelle typer. Hvorvidt Agent 47 er ‘god’ eller ‘ond’ kan altså diskuteres, eftersom hans ofre altid selv er stærkt kriminelle. Der skal dog nævnes, at han ikke tøver med at dræbe uskyldige, hvis de på en eller anden måde skaber problemer for udførelsen af hans missioner.

Spillet lægger op til at spilleren dræber så få vagter og civile som muligt. Det er dog muligt for spilleren at myrde alle, skyldige som uskyldige. Straffen er lavere indtjening, (som i Hitman: Codename 47) eller dårligere ry (i de følgende spil). I Hitman: Blood Money straffes spilleren dog yderligere ved at vagternes opmærksomhed skærpes.

Hitman får altid stemplet “Blood and gore intense violence”.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme et spils nuancer helt så godt, som en umoden kan. Jeg er voksen, og for mig forekommer det som et meget stødende spil, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær, uanset hvor gammelt programmet er. Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn.

Danmark bør opgive friheden for at modtage indvandrere

Det synes Peter Wivel i hvert fald at mene i Politiken, hvor han forsvarer den svenske tilgang til fængsling af dissidenter. Om Dan Park sagen, hvor den svenske gadesatiriker Dan Park blev fængslet for at gøre sig morsom over den svenske multikulturalismes selvmodsigelser, fremkommer Wivel med denne kandidat til årets citat

Sagen rejser spørgsmålet om, hvor meget racisme vi kan tåle i et Europa, der presses af stadig større flygtningestrømme.

Friheden er indvandringens pris - og indvandringen kan ikke stoppes. Wivel fortsætter sit indlæg med at forsvare det svenske retssystem ved Malmø Tingsret og kommer med følgende opfordring til de danske udstillere Trykkefrihedsselskabet og Hornsleth & Friends

Hornsleth & Friends vil gøre debatten, for slet ikke at tale om ytringsfriheden, en stor tjeneste ved at bringe dommen i sin helhed og i dansk oversættelse i det katalog, der forhåbentlig følger med udstillingen. Fordomme er som bekendt domme, man fælder, før man ved besked med sagen.

Det er en god ide med dokumentation, men den vil ikke understøtte Wivels og Malmø Tingsrets pointe ifølge Jens Martin Eriksen i et interview med Information

[D]e præmisser, Malmø Tingret har lagt til grund for dommen, vidner om  rystende amatørarbejde. Selv inden for den svenske anti hatespeech-lovgivnings rammer«.

– Vil du uddybe den vurdering?

»I dommen bliver der konsekvent set bort fra det forhold, at Dan Parks billeder har karakter af karikatur. Beskrivelserne i dommen af værkerne udmaler nok deres ’fornedrende og hetzende’ indhold, men det sker på sært løsrevet måde. At gøre grin med de karikerede er hele naturens væsen, og de værker, jeg har set af Dan Park, indskriver sig alle i en aktuel kontekst. Karikaturgenren er per definition en kommentar til lokale politiske slagsmål. Og derfor kan man slet ikke læse en karikaturtegning, hvis man afkobler ethvert kendskab til dens kontekst«.

Det er nu ikke Wivels opfattelse og hans analyse af Parks udtryk er et spejlkabinet, der gør ofre til gerningsmænd, som allerede overskriften siger . Wivel står dog fast og giver det mest omtalte eksempel

I fjor protesterede Momodou over et overfald, udført af en flok muslimske mænd og kvinder i Kroksbäck i Malmø. Ofret, den dansk-gifte Yusupha Sallah, havde nær mistet livet. Hans lille søn led fysisk og psykisk overlast. Park udstillede ofret på en plakat, hvor Momodou og Sallah – sammen med en sort amerikaner – ses med løkker om halsen under teksten ’Hang-on Afrofobians’.

Park arbejder her med en satireform, der skal vise, at »mønten har to sider«. Han holder et spejl op for jøder og sorte. I det kan de se, at de selv optræder som racister over for det tolerante svenske samfund.

Med deres ømskindede beklagelser placerer de sig i en aggressiv offerrolle. De siger i virkeligheden: ’I vil gasse os’ og ’I vil lynche os som negerslaver’. Det, du siger, er du selv, lyder Parks alt andet end uskyldige budskab.

Dette er ikke helt sandt, som man kan læse i Berlingske Tidende, hvor Frederik Stjernfeldt beskriver omstændighederne i lidt mere

Det gælder fx. sagen om, hvordan en sort fader, Yusupha Sallah, og hans lille dreng blev brutalt overfaldet på en bro i Malmø af en gruppe på over ti personer, der bl.a. havde råbt: »Din jävla svarta man, jag vill döda dig och din son«. Sagen vakte stor opsigt i Sverige, med avisledere, demonstrationer imod racisme osv. - lige indtil det blev klart, at det racistiske overfald ikke var begået af etniske svenskere, men derimod af kurdiske indvandrere: så forstummede kritikken fuldstændig. Det var dén sag, der lå bag Parks collage »Hang on Afrofobians« (Bliv ved, afro-hadere) – der spiller på, at hvis gerningsmanden selv har minoritetsbaggrund, så kan man åbenbart bare fortsætte med racistiske overfald (af den halve snes deltagere i det livstruende overfald blev kun én dømt – til to års fængsel).

Den vigtige detalje med at antiracistiske protester kun gjaldt så langt man troede det var etniske svenskere har Peter Wivel altså løjet ud af sammenhængen, for at komme til en mere infam konklusion om Dan Parks værker. Jens Martin Eriksen helt enig med Stjernfeldt og han tilføjer

[Dan Park] siger Hang on Afrofobians, for det er den opfordring, han mener at høre til voldsmændene fra et politisk korrekt Sverige, der klapper i. Hvad han i realiteten gør, er at levere en spiddende kommentar til relativismen i den såkaldte antiracisme: At racisme og racistiske hadforbrydelser kun kan erkendes som sådan, hvis det er etniske europæere, der står som aggressor og alle andre etniciteter, der står som offer. Men har man aggressorer af anden etnisk herkomst, bliver deres overgreb afideologiseret. Så bliver episoden til en notits, en tilfældig begivenhed i døgnet, som ikke er værd at nævne på den politiske agenda og giver ikke anledning til mobilisering«.

– Hvorfor ikke?

»Motivforskning er en sumpet affære, men rimeligvis, fordi man har sagt: ’Åh nej, fokus på denne sag, risikerer kun at gavne Sverigesdemokraterne’. Episoden følger en bredere tendens, hvor man lukker sådanne sager fuldstændig ned.

Konsekvensen af dette er, at antiracisme i denne dominerende variant i dag har mistet al troværdighed, fordi den reelt promoverer og beskytter den racisme, der fx kommer fra muslimske arabere. Antiracisterne er simpelt hen ude af stand til at tænke i de baner, at der også kunne eksistere der racisme i alle kulturer, også i de indvandrerkulturer, der kommer til Europa. De har fået den idé, at racisme er et endogent fænomen i europæisk kultur. Det betyder, at de heller ikke kan erkende indvandrermiljøers voldsomme sanktioner mod indvandrerpiger, der har haft etniske europæiske fyre som kæreste – i værste fald æresdrab – som racistiske hadforbrydelser. Selv om den udstødelse, som bliver reaktionen på den slags kæresteforhold, er præcis så racistisk, som reaktionen over for nigger lovers i de amerikanske sydstater i gamle dage«.

Efter så megen tale om Dan Park sagen er Peter Wivels indlæg selv for Politikens standard rystende. Ikke nok med at Wivel så frejdigt foreslår ytringsfriheden (af ham betegnet racisme), og det er jo blot den første i rækken af stødende friheder for muslimer, fjernet, så lyver han formodentlig bevist for at lade karaktermordet på Dan Park bane vejen for en knægtelse af danskernes frihed. Hans kamp er tabt på forhånd selfølgelig, Danmark og Sverige bevæger sig nu i hver sin retningen og i Danmark er Sverige ved at blive skræmmebilledet på en udvikling, en svensk tilstand man skal vare sig for. Hvad Wivels absurditeter gør for menigheden på Politiken har vi endnu til gode at se.

I disse Dan Park tider

I Sverige har man jo som sikkert bekendt fængslet gadekunstneren Dan Park for billeder som disse (fra Uwe Max Jensens Den Frie, der har lidt baggrund og analyse om ‘værket’, men alle de forbudte kan ses og købes her http://www.entartetekunst.dk/)

hang-onafrofobians

Dan Parks kunst er ren modsigelse at enhver herskende ideologiens indre modsigelser, for nu at tale marxistisk og i Sverige er den altså multikulturelisme. Park er blevet anholdt og dømt flere gange for sin kunst, som myndighederne anser som racistisk eller had mod mindretal eller hvad den slags hedder på ny-juridisk. Park blev senest anholdt efter en galleriudstilling og fængslet i 6 måneder og hans kunst blev konfiskeret. Men inden da, samledes en hob sig foran galleriet med kravet om at Park skulle væk et vist sted.

10639468_10152304561306766_1731074272604927010_n

Parks modtræk kan man se på billedet herover, som jeg tror vil være ikonisk. Han deltager på sin egen måde i demonstrationen imod ham selv og kræver sin egen udstilling forbudt fordi den er entartete kunst. Sådan!

Men også Astrid Lindgrens univers er for stødende for den svenske hegemoni skriver STV

I nyutgåvan av Pippi Långstrump har SVT klippt bort material som kan uppfattas som stötande.

Det är tv-serien ”Här kommer Pippi Långstrump”, som sändes i SVT för första gången 1969, som nu kommer i en restaurerad DVD-utgåva där både bild- och ljudkvalitén har förbättrats.

Andra förändringar som gjorts är att scener där skådespelerskan Inger Nilssons Pippi refererar till sin far som ”negerkung” har ändrats så att hon numera bara säger ”kung”. Även en scen där Pippi leker ”kines” genom att sträcka ut huden runt ögonen har klippts om.

”Målgruppen är barn”

Det var SVT som själva tog initiativet till förändringarna. Anledningen är att det 45 år gamla materialet kan verka stötande i mötet med en modern publik.

Hun afskyede selv nationalisme og racisme og den slags skriver Nyheter24Nyheter24 har i den ånd samlet 17 kommentarer, som de finder urimelige

1. Politiker är griniga fjortisar med PMS. Det här är däremot en fullständigt rimlig reaktion?

2. Sjukt rasistiskt av Svt…. typ.

3. “Kolla nu barn, nu kommer det, nu säger hon det snart!”

4. Att säga n*r= älska sitt land.

5. Snillen spekulerar

6. Dags att kolla GPS:en?

7. Det är jobbigt när folk skrattar åt en, speciellt utomlands.

8. Ja, hela grejen man älskade med Pippi var ju farsans titel. Nu är Pippi ju helt värdelös!

9. Vilken tur! Nu gäller det bara att hitta en VHS-spelare någonstans!

10. Hen tänker inte ens kommentera det!!

11. Snart får man väl inte ens fika i det här j-a landet?

12. Snart får man väl inte ens käka lunch i det här j- landet???

13. Motfrågor - nättrollens värsta fiende.

14. Hur.. va? Jag kan inte ens….

15. Hur ska vi göra på natten egentligen? Hela Sverige blir ju rasistiskt då?!?!?

16. Nu har allt gått så långt att man inte ens kan bo här längre!!

17. Snart är vi så töntiga att vi får byta namn!!!

Og i England finder man tillige antiracisme racistisk fortæller Jyllands-Posten

Kontroversiel udstilling med levende sorte modeller er efter én dag lukket i London.

Den har været vist 12 steder i verden i de seneste måneder.

Uden problemer selvom den har sat gang i debatten.

Men i London gik det bare slet ikke.

Efter kun en enkelt dag besluttede Barbican Center at lukke den sydafrikanske instruktør Brett Bailyskontroversielle udstilling “Exhibit B”.

Det skete efter voldsom kritik på alle sociale medier, trusler mod de medvirkende, arrangører og publikum.

Og onsdag krævede over 200 demonstranter foran museet, at udstillingen skulle lukkes øjeblikkeligt.

Lukningen af “Exhibit B” har nu udløst en voldsom debat om kunstneres ret til at ytre sig.

Med sin udstilling, der også præsenterer en række levende sorte modeller, har Brett Bailey ønsket at berette om de afrikanske slaver og asylansøgere under kolonitiden i Storbritannien.

Den store trang til censur er mere et behov, en nødvendighed ligefrem. Den engelske regering beskrev ufrivilligt deres eget samfund som en krudttønde da de forbød den hollandske politiker Geert Wilders indrejse for et par år tilbage.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress