Monokultur kræver stop for nøgenhed

Diverse, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, København, Satire, Ytringsfrihed — Drokles on July 24, 2015 at 4:40 am

Ukendte gerningsmænd har øvet hærværk på den kvindelige kunstner og fotograf, Mathilde Grafströms foto-udstilling af ‘normale’ nøgne kvinder. Københavns Kommune har støttet udstillingen, men nogle har tilsyneladende fundet den krænkende skriver og til Lokalavisen siger Grafström

“Jeg ser det som en kraftig modreaktion mod min kunst og budskabet om, at vi alle er smukke, som vi er. Dette ellers fredfyldte budskab er åbenbart for provokerende for mange, der ikke kan holde ud at se på almindelige kvinders nøgne kroppe - og hvorfor? Fordi vi ikke kan rumme at indse, at mange af os har et stort selvhad og andre frustrationer. Derfor vælger en eller flere personer at reagere udadtil på en negativ og destruktiv måde ved at undgå at konfrontere de følelser og smadre mine billeder.

Svaret er ganske ligetil. Københavns Kommune må trække støtten til udstillingen, der selvfølgelig skal lukkes hvis nogen er blevet krænket - krænkelse er alt rigelig begrundelse. Og hvis disse krænkede nogen skulle gå hen og gribe til vold mod kunstneren burde kunstneren fængsles for at have krænket nogen så meget at de blev ansporet til vold. Der er ingen følelser der er finere end andre og det er vel ikke mindre fint at blive krænket over billeder af sexede kvinder end at ville beskytte en fiktiv pædofil rovmorders renomme?

Husk på at nok har vi kunstudstillings-frihed, men ikke kunstudstillings-pligt!

Billederne anbefales husarerne og kan ses HER.

Uffe Elbæks visionsboble

Det burde fortælle alt om Uffe Elbæk og hans Alternativet at roser strømmer fra David Trads. Elbæk er en kompetent politiker i Trads øjne, trods hans ministertid fra alle andres hold beskrives som inkompetent. Sympatisk er Elbæk måske, men det er mere tvivlsomt om man, som Trads påstår, kan sige, at Alternativets fokus på klima optager mange vælgere. Med mindre disse vælgere er klimaforskere - hvilket siger alt om klimaforskere. Og Alternativet!

Det er sikkert et rimeligt gæt, at Alternativets vælgere er fra den samme grød, der stemte Radikale Venstres ultimative krav ind med imponerende 17 mandater og ud af politisk indflydelse. Og hvad værre var, en afmytologisering af Radikale Venstre som et midterparti, hvis ophøjede opgave er at balancere de uudholdelige fløjes tåbeligheder ud mod hinanden til det mindre ubærlige. Partiet overlevede med Vestagers naturlige nedladende udstråling dog afskalningen til Ny Alliance, sådan var det bare.

Og Alternativets vælgere er sikkert også de samme mennesker, der bar Villy Søvndal ind i den første regering, der endeligt demaskerede Socialistisk Folkeparti som en forening af moraliserende drømmere uden evne til realiteternes ansvar. Mennesker, der mener at staten skal harmonisere andre menneskers arbejdstid, sammensætte deres kost og være personligt ansvarlige for vejrliget. Det er en destruktiv bølge af begejstrede vælgere venstrefløjen skal vare sig for at ride på, men måske det vil være en fordel, nu de har et helt parti designet til netop dem? Med David Trads, klimaforskere og en canadisk rigmand bag sig.

Jyllands-Posten besøgte Elbæk i hans Vision of Dome, hans lille univers, hvor han talte om sine erfaringer og sine visioner. Stolt viser han rundt i sin lille boble af drømme om det kreative, det nye og det anderledes og om sit tilvalg af homoseksualitet, mens Muren faldt. Det eneste man får at se ud over grønne planter er en gruppe musikere, på vej til at lukke sig helt om sig selv i fælles fordybelse i musik med takt og toneart. Man hører service klirre ivrigt fra Dome-café’en, men ser intet til andre kreative mennesker udvekslende ideer på tværs af fagskel om Danmarks fremtid.

skc3a6rmbillede-2015-06-10-kl-195242

Repræsentanter for det kreative, musikere i en hestesko, på vej til at lukke sig i en cirkel.

Sørine Gotfredsen skriver i Berlingske Tidende at Elbæk…

….er den, der fortæller menneskene, at der findes noget at tro på, der rækker ud over den ubønhørlige verden. Og at vi sammen kan dyrke utopier om stedet, hvor der findes ly for alt det, der bare synes at tromle afsted omkring os.

Den alternative bevægelse udfylder således en ledig plads i en tilstand af nød og samler en masse af de forvildede følelser, der er på spil i et fællesskab, hvor så mange tror på så lidt. I et fællesskab, hvor man i frygt for stigende konkurrence og mindre tryghed har brug for at høre, at der trods alt et sted findes frelse. Hvis danskerne i højere grad hvilede i en seriøs religiøs bevidsthed og kunne mærke livsfylde ved at yde deres bedste i forhold til det højeste, ville fornuften og dømmekraften også være større. Følelseslivet ville ikke på så overfladisk vis lade sig påvirke, for med troen på at man er sat i verden med et formål og en pligt at efterleve, står man på et tidløst fundament og er ikke i samme grad til fals for forføriske skikkelser. Det er jo ikke tilfældigt, at kristendommen gennem historien er blevet forbudt i totalitære systemer. Den – ikke mindst i den lutherske udgave – gør mennesket mere modstandsdygtigt overfor manipulerende kræfter, og man kan ikke lade være med at overveje, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke er blevet grinet ud på grund af det opstyltede fremstød, vi har oplevet i de seneste måneder. Ligesom man aner en vis forbindelse mellem Alternativets succes og den danske længsel efter bare et eller andet at tro på. Det er tankevækkende, at et folketingsvalg muligvis skal afgøres af den slags kræfter.

Mennesket er et længselsfuldt følelsesvæsen. Det vidste vi godt i forvejen, men denne valgkamp har kraftigt understreget det. En ting er den lange føljeton om Lars Løkke Rasmussens troværdighed, der mest har lignet en nøje orkestreret menneskejagt til massernes underholdning. Noget andet er, at mekanismerne også i dansk valgkamp synes at blive mere primitive i deres stræben efter at ramme mennesker på de bløde punkter. Socialdemokraternes kampagnemaskine har med imponerende vedholdenhed og ganske simple virkemidler fået skabt et billede af Helle Thorning-Schmidt som en blanding af moder og førerskikkelse i en stil, jeg ikke havde troet ville virke i dette land. Statsministeren er blevet afbilledet med små søde børn i favnen, storsmilende med en hjemløs og sammen med friske sygeplejersker, og hun er overalt. Uanset hvor man går på gaden, eller hvilken avis man åbner, toner Helle Thorning-Schmidt frem, og metoden ser faktisk ud til at virke.

Mikael Jalving beskriver i Jyllands-Posten

Alternativet, den nye komet på stjernehimlen, vil som bekendt indføre obligatoriske vegetardage, give kontanthjælp uden nogen som helst krav og tvinge folk til at arbejde minimum 20 pct. mindre, dvs. max. 30 timer om ugen. Alene det sidste vil ifølge forsigtige beregninger koste samfundet i omegnen af 300 mia. kr. om året og hurtigt medføre drastiske forringelser af den offentlige sektors service og på længere sigt indføre græske tilstande.

Partiets ordfører for finanser, økonomi og andre petitesser, en kvinde med det pikante navn Josephine Fock, udtaler, at det af hensyn til vor kollektive livskvalitet er nødvendigt at sikre, at folk får »færre penge mellem hænderne til at gå ud og forbruge«.

Det er vistnok især fladskærme og Yankiebarer med lakridssmag, vi ikke må købe. Folk vil dog fortsat kunne »betale deres husleje, deres brød og mælk«, men ikke kød. Kød tæller ligesom ikke rigtig med.

»Vi har alle de ting, vi skal bruge – vi kan ikke finde på mere – så nu er det lige præcis oplevelser, der tæller«, forsikrer partiets ordfører.

Niels Lillelund beskriver i Jyllands-Posten (9/5, ikke online) det småbizarre optrin de de skuespilleren og intertaineren Jytte Abildstrøm sang for Alternativets partileder Uffe Elbæk

En ung, kvindelig studievært tager imod partilederne, og aftenen før grundlovsdag var det Uffe Elbæk, til hvem man endog havde beredt en lille kærlig overraskelse i form af en hemmelig gæst, vores allesammens Jytte Abildstrøm.

Hun er med i Alternativet, hvor hendes officielle titel er god karma-ambassadør og partife.

Iført en miniatureharmonika og en stemme så slidt, at den fik Frank Sinatras sidste afskedskoncerter til at virke overbevisende, ankom hun afsyngende “Jeg gik mig over sø og land”, og efter længere tirader om solnedgange i Hjørring med særlig hensyn til næstekærlighed, vedvarende energi og Storm P’s nervøst anlagte onkel fik hun studiet til at synge med på omkvædet »Jeg har hjemme i klappeland.

« Og alle dem, som klappe kan osv., og det kunne de sandelig, for der stod de og klappede, og det var en fest, en rus, idel gammen.

»Det er fantastisk,« sagde den henrykte studievært, der var én stor flækket træsko af jubel og livsglæde, som var dette kulminationen på hendes journalistiske karriere.

Lars Løkke må sidde derhjemme og drømme sødt om en dag at møde sådan en journalist, der bare vil kramme og klappe.

Og han konkluderer

Forleden kunne Radio24syv oplyse, at gruppen af indvandrere på kontanthjælp er vokset med 37 pct., siden Helle Thorning-Schmidt (S) overtog regeringsmagten i 2011. Helt nøjagtigt var 42.465 indvandrere sidste år på kontanthjælp, langt de fleste fra ikke-vestlige lande.

Det koster penge. Rigtige penge. Ikke ord og signaler, men rigtige penge, som kunne have været brugt på noget sjovere. men den slags kendsgerninger interesserer ikke rigtigt journalisterne.

Svend Brinkmann klapper i Berlingske Tidende om “Landet der holdet op med at give mening” og spørger “Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling?”. Det er »In-stru-men-ta-li-se-ring.«, ideen om at intet gøres for sin egen værdi, men for at opnå noget andet. Børnene dyrker gymnastik i skolen for at blive bedre til matematik og vi bygger mobiliserbare netværk for at kunne klare os i konkurrencestaten. Men regnestykket flygtninge kontra hospitalsudgifter er ikke instrumentaliseret i den forstand at danskeres ve og vel opfattes som en legitim modstilling til import af flygtninge. Det er danskerne selv der er blevet instrumentaliseret, så meget at de er usynlige i denne debat, som Klaes Kastholm skriver

Hidtil har ingen spurgt, hvad der er rimeligt set fra borgernes synspunkt. Er det rimeligt, at en asylansøger får mere end en dansk folkepensionist? Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager, der intet laver, modtager mere, end en borger, der har arbejdet hele sit liv? Er det rimeligt, at de offentlige ydelser er så generøse, at gevinsten ved at arbejde er ikke-eksisterende eller meget beskeden for titusinder af mennesker?

Elbæk er den fødte projektmager, en besnakker af politikere og fonde til sponsering af morgendagens bon-ord og floskler. Ud over bøsse-parader er hans største præstation det sekteriske Kaos-Pilot projekt. Erfaringen kom fra Next Stop Sovjet, hvor Elbæk fandt ud af, at man manglede en uddannelse, der gav een kompetencer til både at forhandle med KGB og lave konfliktløsning med den russiske mafia. Hvis Alternativets vision om åbne grænser bliver en realitet kommer den slags kvaliteter i høj kurs.

Venstrefløjens forhold til islam er ødelæggende - først og fremmest for venstrefløjen selv

Demografi, Historie, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Nazisme, islam, venstrefløjen — Drokles on May 22, 2015 at 10:45 am

Michael Jalving skriver i Jyllands-Posten glimrende om hvorledes venstrefløjen ødelægger sig selv ved sit forhold til islam

Islam er blevet en kolossal politisk faktor i den islamiske verden fra Pakistan til Nigeria og i dele af det urbane Europa, og denne udvikling har været meget svær at forholde sig til for den europæiske venstrefløj. Som Michael Walzer skriver i vinternummeret af det amerikanske tidsskrift Dissent Magazine, der vel at mærke ligger til venstre i opinionen, er den islamiske vækkelse blevet en test af venstrefløjens eksistensberettigelse. Hvad vil den stille op over for en stadig mere markant islam? Vil den formøble sin traditionelle religionskritik, bare fordi en ny, stærk religion træder frem på scenen? Eller vil den begynde at forsvare den vestlige civilisation?

Indtil nu har venstrefløjen – med få prominente undtagelser – søgt flyverskjul. Men jo mere den skjuler sig, jo mere marginaliseret vil venstrefløjen også blive. Strudsepolitikken vil kun drive flere og flere mod højre.

Særligt to forhold har svækket venstrefløjens moral, og de stikker begge dybt. Det ene er venstrefløjens notoriske tendens til at anskue ideer som luftige udtryk for sociale bevægelser og kriser. Ideer er altså blot symboler for den materielle virkelighed, hvilket netop svækker forståelsen af ideers skæbnesvangre potentiale. Som når det som en anden trosbekendelse fastslås af socialminister Manu Sareen, at fanatikere lige så vel kan være lyshårede, og når islams fascinationskraft reduceres til et spørgsmål om unge mænds sociale og psykologiske problemer, dvs. noget, der kan støttes, coaches eller behandles væk.

Det andet forhold går også tilbage til venstrefløjens rødder, nemlig det forhold, at venstrefløjens nedarvede antinationalisme har ført dem på glatis vis-a-vis den sociale virkelighed, som hastig indvandring og rabiat islam medfører i de europæiske nationer.

Det kan dog, som en god ven mindede mig om i aftes, lade sig gøre at komme på bedre tanker. Den engelske Labour leder fra 1935 til 1955 og premierminister fra 1945 til 1951 Clement Richard Attlee var en internationalist og antinationalist af svenske proportioner.

Throughout the 1920s and most of the 1930s, the Labour Party’s official policy had been to oppose rearmament, instead supporting internationalism and collective security under the League of Nations. At the 1934 Labour Party Conference in Southport, Attlee declared that “We have absolutely abandoned any idea of nationalist loyalty. We are deliberately putting a world order before our loyalty to our own country. We say we want to see put on the statute book something which will make our people citizens of the world before they are citizens of this country”.[18]

During a debate on defence in the House of Commons a year later, Attlee said “We are told (in the White Paper) that there is danger against which we have to guard ourselves. We do not think you can do it by national defence. We think you can only do it by moving forward to a new world. A world of law, the abolition of national armaments with a world force and a world economic system. I shall be told that that is quite impossible“.[19] Shortly after those comments, Adolf Hitler would give a speech in which he proclaimed that German rearmament offered no threat to world peace. Attlee responded the next day noting that Hitler’s speech, although containing unfavourable references to the Soviet Union, created “A chance to call a halt in the armaments race…We do not think that our answer to Herr Hitler should be just rearmament. We are in an age of rearmaments, but we on this side cannot accept that position”.[20]

[...]

Attlee himself sought warm relations with Stalin. He put his trust in the United Nations, rejected notions that the Soviet Union was bent on world conquest, and warned that treating Moscow as an enemy would turn it into one. This put Attlee at sword’s point with his foreign minister, the Foreign Office, and the military who all saw the Soviets as a growing threat to Britain’s role in the Middle East.

Heldigvis skiftede han begge gange standpunkt da han “…came to support rearmament and oppose Neville Chamberlain’s policy of appeasement” og - “Suddenly in January 1947, Attlee reversed his position agreed with Bevin on a hard-line anti-Soviet policy“. Men med et et helt lands politiske elite er det anderledes. Der rykker man sammen og støtter hinanden i illusionen og overbeviser sig selv om at den selvskabte katastrofe kun er, hvad folket har fortjent. Det sker i Sverige, hvor venstrefløjens antinationale forestilling for længst har opslugt den politiske elite. Og med dette billede på Sveriges nære fremtid ønsker jeg jer en god weekend

Som Befrielsen dog huskes

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Ekstra Bladet med en virkeligt sørgelig leder

EN FORVILDET FLOK stærkt rabiate danskere danner fortrop i en forening, de kalder Trykke-frihedsselskabet” indleder Ekstra Bladet en af sine sørgeligste ledere. Og niveauet hæves ikke

– Vi synes, Geert Wilders er en vigtig stemme i debatten om ytringsfriheden, udtaler formanden, præsten Katrine Winkel Holm. Uden dog at nævne, at han har et forbud mod Koranen på sit politiske program!

To banale fejl. Katrine Winkel Holm er ikke præst. Geert Wilders har ikke forbud af koranen på sit program.

Som det har været tilfældet ved tidligere arrangementer, ser selskabet det som sin vigtigste opgave at provokere. Provokationer alene for provokationens skyld. Og ledelsen vil blive slemt skuffet, hvis Wilders’ ophold på klippeøen ikke afføder skrig, skrål og ballade.

Mission skrig-skrål-og-ballade er hermed allerede udført lader det til. Ekstra Bladet fortsætter med at digte Trykkefrihedsselskabet meninger og motiver på, nu de ikke har kunnet støve det mindste behandlingskrævende og rabiate op

DET MÅ I ØVRIGT være en forglemmelse, at selskabet ikke havde inviteret Front National-stifteren Jean-Marie Le Pen til at tale i Fælledparken 1. maj. Men det kan jo ske næste år, hvis han ellers lever så længe.

For Winkel Holm, Lars Hedegaard, Mogens Camre og ligesindede betyder ytringsfrihed kun fri ret til at svine muslimer til. Folk med andre synspunkter bør holde kaje.

Det er nu ikke sandt, men vi kan konstatere at den selv samme ytringsfrihed som Ekstra Bladet nyder godt af betyder at begå karaktermord og en sump af løgne. Og vrøvl, ikke at forglemme, som Ekstra Bladet fortsætter med umiddelbart efter

Ytringsfrihed handler ikke om at forfægte nogens ret til at sige noget, som man er enig i, men om at kæmpe for folks ret til at fremsætte synspunkter, der byder én inderligt imod.

ja, der tager Ekstra Bladets leder igen fejl. En frihed administreres frit som det passer een bedst. Den kommer hverken med et program eller sponseret af sex-annoncer. Når Wilders er interessant er det fordi han så flot taler de imod, der med vold og død vil forhindre det frie ord og den frie tanke. Alene det at nogen mener han skal myrdes for sine meninger gør hans meninger interessante.

11182320_907709442624825_3224602837885751494_n

Det farligste ved Ekstra Bladet er at man falder i søvn

DET ER LIDT af et paradoks, at Trykkefrihedsselskabet ledes af en præst. Folk med den metier forbinder man jo normalt med næstekærlighed.

Igen, Trykkefrihedsselskabet ledes ikke af en præst. Og næstekærlighed har intet at gøre med trykkefrihed. Men lad os høre Geert Wilders selv

Pamela Geller er den helt venstrefløjen søger

På det amerikanske venstredrejede medie Think Progress, læste jeg forleden en artikel der våndede sig over at der blev lavet for få film med kvindelige superhelte i rollerne. Drengenes fantasi-univers var simpelt hen (’hen’ ikke forstået på ny-svensk) ikke ligestillet nok mht køn. Artiklen nærmede sig det konspiratoriske, hvor man spekulerede i om de få forsøg fra filmselskaberne (Cat-woman og Supergirl) var bevidst dårligt producerede for at opretholde et kunstigt patriarkalsk superhelteunivers.

Samme Think Progress havde derimod kun hån tilovers for virkelighedens superkvinde, eller en af dem, i Pamella Geller. Hendes forbrydelse bestod i at tale volden og tyranniet midt imod. Ved at afholde en tegning-konkurrence med den muslimske profet som motiv vakte hun voldsmænds vrede. Og voldsmændene ville hævde deres voldsmonopol. De mødte dog kun deres egen skæbne ved et politi der var beredt. Det var i Texas.

14002_10153318558657439_6589506604928088695_n

Think Progress mener at i ramme alvor at tegnere, der tegner noget som volds-mænd ikke vil have - og de der arrangerer fora for den slags også - selv er skyld i den død voldsmænd bringer med sig. Det svarer til at kvinder i lårkort selv er skyld i at blive voldtaget. Sjovt nok er voldsmændenes bagland helt enige i den analogi, mens Think Progrees og dens åndelige bagland sikkert vil finde den usmagelig.

Progressiv tanke er nemlig ikke at tænke, men kun en ideologisk formel op mod et fast fjendebillede. Venstrefløjen har i savnet af Østblokken allieret sig med den islamiske verden og harmoniseret store dele af dens åndelige gods, som den også har overtaget dens forurettelsesforståelse.

Men der er ingen vej udenom, offerbebrejdelse er kernen af den åndelige værdikamp, der kæmpes i Vesten i disse årtier. Definitionen af offer og gerningsmand er forskellen i hvorledes vi ser på mennesket. Os frihedselskende og anstændige vesterlændinge holder individet ansvarligt for sine handlinger i en tro på den frie vilje. Østerlandsk kultur og venstreorienteret tænkning ser kollektivet som menneskets egentlige organisme. De kalder det ummaen eller de svedende masser, men det essentielle er, at individets frie tanker truer konformitetens sammenhængskraft og kleresiets magt.

Med en forståelse af mennesket, som et individ under ansvar for sin frie vilje er det voldsmændenes og deres sympatisørers eget valg at tage på vej over andres meninger. Og det er deres valg at bevæbne sig til tænderne med automatvåben og granater og gå til angreb på tegnere for med blod at illustrere at pennen ikke er stærkere end sværdet. Men for venstrefløjen, er individet kun en del af kollektivet og alle handlinger tager udgangspunkt i omstændighederne. Omstændighederne er ifølge den analyse at muslimer bliver ukontrolleret bedrøvelige over at se nogle tegne deres forståelse af det perfekte menneske. Det er en præmis, sådan er det bare. Så når man fremturer med at tegne, hvad der gør muslimer bedrøvelige er det en naturlov at de vil reagere med morderisk vold - de kan åbenbart ikke andet.

Det ligger i venstrefløjens ideologiske progressive program at kun tegnere har et valg, nemlig at bøje sig for kollektivismens krav. Inkonsistensen i den progressive tanke tjener at holde fokus på det faste fjendebillede; nemlig dyrkerne af den frie vilje, individet og den frie ånd. For det var hvad vi plejede at synge i kor, at man ikke kunne binde ånd. At hvor der blev lagt forbud mod at udtrykke sig, så ville modige og anstændige mennesker gøre forsøget, så sikkert som amen i kirken.

Pamela Geller er en helt og i den sørgelige forfatning som det vestlige åndsliv er trukket ned i for tiden kan hendes mod regnes som en superkraft. Her demonstrer hun den imod CNN

Kill The Christians

BBC dokumentar om muslimernes folkemord på kristne

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Lidt rablen fra Yahya Hassan

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

11059507_10205343738946335_308594233442861405_n

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Voldemort kaster skygger over skolen

“Fear of a name only increases fear of the thing itself”

Hermoine Granger

De Konservative og Dansk Folkeparti foreslår at at Muhammedkrisen bliver et obligatorisk emne på baggrund af et forslag fra religionslærerne om at Jyllands-Postens Muhammedtegninger trykkes i elevernes lærebøger. Det kan vi altså forstå at de ikke er nu for, som kommunikationschef hos det digitale undervisningsforlag Clio online Thomas Overholdt Hansen siger er det ”et følsomt et emne” og de ‘vurderede’ derfor “at det ikke gav nogen læringsmæssig værdi for eleverne at se tegningerne.”.

I Jyllands-Posten bliver forlaget fra De Konservative til overskriften “K: Muhammedtegninger skal være pensum i skolen”, mens forslaget fra Dansk Folkeparti på Danmarks Radio hedder “DF vil tvinge lærere til at undervise i Muhammedtegningerne”. Til Danmarks Radio siger religionslærernes formand John Rydahl

- De tegninger udløser noget, der kunne ligne en religiøs reaktion, som så udvikler sig til et samfundsproblem. Så der er mulighed for at få belyst, om der er en sammenhæng mellem religiøsitet og følelser. Og der er også mulighed for at stille spørgsmål om, hvorvidt det er religiøsitet, det handler om, eller om der i virkeligheden er politiske motiver i det også, siger John Rydahl.

Besværligt at hente tegninger udefra

Religionslærerformanden understreger, at Muhammedtegningerne ved en direkte tilstedeværelse i lærebøgerne sikres at være en fast del af undervisningen.

- Lige så snart læreren skal hente noget ind udefra, bliver det mere besværligt. Og det vil også gøre det tydeligere for eleverne, hvad der er tale om, siger John Rydahl, der afviser, at opfordringen har til hensigt at støde nogen som helst.

Så religionslærerforeningen er grundlæggende kun interesseret i at vaske islam ren, for en udefrakommende politisk besudling. Men formanden for foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Dennis Hornhave Jacobsen er af en anden opfattelse. Han mener at selv en renvaskning af islam er farlig fordi de sidder en masse muslimer i klasserne. Det ikke bare ligner, men er en religiøs reaktion uden politiske motiver og at det derfor ”kan lukke for en reel diskussion om, hvad ytringsfrihed er, fordi der sidder børn rundt omkring i skolerne, som mener, at Muhammedtegningerne er forkastelige, og hvor diskussionen stopper der”. Eller, det må i hvert fald være præmissen for hans advarsel.

Og det er  formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal enig i. Undervisning i tegninger som nogen finder provokerende “det har vi ikke brug for i folkeskolen”

- Man kan sagtens fortælle om det uden at vise billederne, siger han til DR Nyheder.

Det syn er lærernes formand Anders Bondo ikke helt enig i. Han mener i stedet at tegningerne er direkte obskøne

Jeg kunne aldrig finde på at vise en pornofilm for mine elever. Men derfor kan jeg selvfølgelig godt undervise dem om porno, og som sådan kan man også godt undervise om Muhammedkrisen uden at vise tegningerne

Han mener derfor at dokumentation af et emne ikke går “hånd i hånd med folkeskolens værdier”, der handler om velvære

- I folkeskolen arbejder vi med, at man skal være gode ved hinanden. Man er kammerater, forklarer han over for DR Nyheder.

- Hvis man ved, at der er nogen, der bliver såret af, at vi viser nogle tegninger, så modarbejder det de principper, vi arbejder med, når vi arbejder med mobning.

Så til alle tyndhuder; skriv jeres forurettelser ned og send dem til Han Som Ikke Må Nævnes. Tegninger, jøder, kvinder i bare arme og frikadeller, alle som een står de i vejen Folkeskolens principper. Voldemort er tilbage.

Den muslimske invasion af Indien

Tarek Fatah henviser til dette uddrag fra den yderst anbefalelsesværdige “The Story of Civilization

The Mohammedan Conquest of India is probably the bloodiest story in history. It is a discouraging tale, for its evident moral is that civilization is a precarious thing, whose delicatecomplex of order and liberty, culture and peace may at any time be overthrown by barbarians invading from without or multiplying within. The Hindus had allowed their strength to be wasted in internal division and war; they hadadopted religions like Buddhism and Jainism, which unnerved them for the tasks of life; they had failed to organize their forces for the protection of their frontiers and their capitals, their wealth and their freedom, from the hordes of Scythians, Huns, Afghans and Turks hovering about India’s boundaries and waiting for national weakness to let them in.For four hundred years (600-1000 A.D.) India invited conquest; and at last it came. The firstMoslem attack was a passing raid upon Multan, in the western Punjab (664 A.D.) Similarraids occurred at the convenience of the invaders during the next three centuries, with theresult that the Moslems established themselves in the Indus valley about the same time thattheir Arab co-religionists in the West were fighting the battle of Tours (732 A.D.) for themastery of Europe.But the real Moslem conquest of India did not come till the turn of the first millennium afterChrist. In the year 997 a Turkish chieftain by the name of Mahmud became sultan of thelittle estate of Ghazni, in eastern Afghanistan. Mahmud knew that his throne was young andpoor, and saw that India, across the border, was old and rich; the conclusion was obvious.Pretending a holy zeal for destroying Hindu idolatry, he swept across the frontier with aforce inspired by a pious aspiration for booty. He met the unprepared Hindus at Bhimnagar,slaughtered them, pillaged their cities, destroyed their temples, and carried away theaccumulated treasures of centuries.Returning to Ghazni he astonished the ambassadors of foreign powers by displaying “jewelsand unbored pearls and rubies shining like sparks, or like wine congealed with ice, andemeralds like fresh sprigs of myrtle, and diamonds in size and weight like pomegranates.”

Each winter Mahmud descended into India, filled his treasure chest with spoils, and amusedhis men with full freedom to pillage and kill; each spring he returned to his capital richerthan before.

At Mathura (on the Jumna) he took from the temple its statues of gold encrusted withprecious stones, and emptied its coffers of a vast quantity of gold, silver and jewellery; heexpressed his admiration for the architecture of the great shrine, judged that its duplication would cost one hundred million dinars and the labour of two hundred years, and thenordered it to be soaked with naphtha and burnt to the ground.

Six years later he sacked another opulent city of northern India, Somnath, killed all its fifty thousand inhabitants, and dragged its wealth to Ghazni. In the end he became, perhaps, therichest king that history has ever known.Sometimes he spared the population of the ravaged cities, and took them home to be sold asslaves; but so great was the number of such captives that after some years no one could befound to offer more than a few shillings for a slave.Before every important engagement Mahmud knelt in prayer, and asked the blessing of Godupon his arms. He reigned for a third of a century; and when he died, full of years andhonours, Moslem historians ranked him as the greatest monarch of his time, and one of thegreatest sovereigns of any age.

Seeing the canonization that success had brought to this magnificent thief, other Moslemrulers profited by his example, though none succeeded in bettering his instruction.In 1186 the Ghuri, a Turkish tribe of Afghanistan, invaded India, captured the city of Delhi,destroyed its temples, confiscated its wealth, and settled down in its palaces to establish theSultanate of Delhi- an alien despotism fastened upon northern India for three centuries, andchecked only by assassination and revolt. The first of these bloody sultans, Kutb-ud-Din Aibak, was a normal specimen of his kind -fanatical, ferocious and merciless. His gifts, as the Mohammedan historian tells us, “werebestowed by hundreds of thousands, and his slaughters likewise were by hundreds of thousands.”In one victory of this warrior (who had been purchased as a slave), “fifty thousand mencame under the collar of slavery, and the plain became black as pitch with Hindus.”

Another sultan, Balban, punished rebels and brigands by casting them under the feet of elephants, removing their skins, stuffing these with straw and hanging them from the gatesof Delhi. When some Mongolian habitants who had settled in Delhi, and had been converted toIslam, attempted arising, Sultan Ala-ud-din (the conqueror of Chitor) had all the males -from fifteen to thirty thousand of them - slaughtered in one day.

Sultan Muhammad bin Tughlak acquired the throne by murdering his father, became a greatscholar and an elegant writer, dabbled in mathematics, physics and Greek philosophy,surpassed his predecessors in bloodshed and brutality, fed the flesh of a rebel nephew to therebel’s wife and children, ruined the country with reckless inflation, and laid it waste withpillage and murder till the inhabitants fled to the jungle.He killed so many Hindus that, in the words of a Moslem historian, “there was constantly infront of his royal pavilion and his Civil Court a mound of dead bodies and a heap of corpses, while the sweepers and executioners were wearied out by their work of dragging” the victims“and putting them to death in crowds.”

In order to found a new capital at Daulatabad he drove every inhabitant from Delhi and leftit a desert; and hearing that a blind man had stayed behind in Delhi, he ordered him to bedragged from the old to the new capital, so that only a leg remained of the wretch when hislast journey was finished.

The Sultan complained that the people did not love him, or recognize his undeviating justice.He ruled India for a quarter of a century, and died in bed. His successor, Firoz Shah, invadedBengal, offered a reward for every Hindu head, paid for 180,000 of them, raided Hindu villages for slaves, and died at the ripe age of eighty. Sultan Ahmad Shah feasted for threedays whenever the number of defenceless Hindus slain in his territories in one day reachedtwenty thousand.

These rulers were often men of ability, and their followers were gifted with fierce courageand industry; only so can we understand how they could have maintained their rule among ahostile people so overwhelmingly outnumbering them. All of them were armed with a religion militaristic in operation, but far superior in its stoicalmonotheism to any of the popular cults of India; they concealed its attractiveness by making the public exercise of the Hindu religions illegal, and thereby driving them more deeply intothe Hindu soul.Some of these thirsty despots had culture as well as ability; they patronized the arts, andengaged artists and artisans–usually of Hindu origin– to build for them magnificentmosques and tombs; some of them were scholars, and delighted in converse with historians,poets and scientists.One of the greatest scholars of Asia, Alberuni, accompanied Mahmud of Ghazni to India,and wrote a scientific survey of India comparable to Pliny’s “Natural History” andHumboldt’s “Cosmos”.

The Moslem historians were almost as numerous as the generals, and yielded nothing tothem in the enjoyment of bloodshed and war. The Sultans drew from the people every rupeeof tribute that could be exacted by the ancient art of taxation, as well as by straightforwardrobbery; but they stayed in India, spent their spoils in India, and thereby turned them back into India’s economic life.Nevertheless, their terrorism and exploitation advanced that weakening of Hindu physiqueand morale, which had been begun by an exhausting climate, an inadequate diet, politicaldisunity, and pessimistic religions. The usual policy of the Sultans was clearly sketched by Ala-ud-din, who required his advisersto draw up “rules and regulations for grinding down the Hindus, and for depriving them of that wealth and property which fosters disaffection and rebellion.”

Half of the gross produce of the soil was collected by the government; native rulers hadtaken one-sixth. “No Hindu,” says a Moslem historian, “could hold up his head, and in theirhouses no sign of gold or silver…or of any superfluity was to be seen…. Blows, confinementin the stocks, imprisonment and chains, were all employed to enforce payment.” When one of his own advisers protested against this policy, Alauddin answered: “Oh,Doctor, thou art a learned man, but thou hast no experience; I am an unlettered man, but Ihave a great deal. Be assured, then, that the Hindus will never become submissive andobedient till they are reduced to poverty. I have therefore given orders that just sufficientshall be left to them from year to year of corn, milk and curds, but that they shall not beallowed to accumulate and property.”

This is the secret of the political history of modern India. Weakened by division, itsuccumbed to invaders; impoverished by invaders, it lost all power of resistance, and took refuge in supernatural consolations; it argued that both mastery and slavery were superficialdelusions, and concluded that freedom of the body or the nation was hardly worthdefending in so brief a life. The bitter lesson that may be drawn from this tragedy is that eternal vigilance is the price of civilization. A nation must love peace, but keep its powder dry.

1-mughal-india-kirpal-singh-bhai-mati-dass-ji-1024x766-1

The Muslim Issue, hvor ovenstående billede er hentet, har mere om den muslimske invasion af Indien.

Hvor ER vore dages Monuments Men?

261daf6400000578-2970270-image-a-3_1424957222890

ISIS er godt igang med at smadre alle kulturelle artefakter i det gamle Mesopotamien og omegn. Og som jeg har skrevet før, så har Vestens ledere ikke haft fantasi til at redde den del af verdenskulturarven, i modsætning til de amerikanske Minute Men under Anden Verdenskrig. Alle sidder på deres hænder og ser uerstatteligheder forsvinde for muslimers hænder. Daily Mail skriver

Islamic State thugs have destroyed a collection of priceless statues and sculptures in Iraq dating back thousands of years.

Extremists used sledgehammers and power drills to smash ancient artwork as they rampaged through a museum in the northern city of Mosul.

Video footage shows a group of bearded men in the Nineveh Museum using tools to wreck 3,000-year-old statues after pushing them over.

(…)

The articles destroyed appeared to come from an antiquities museum in the northern city of Mosul, which was overrun by Islamic State last June, a former employee at the museum told Reuters.

The extremist group has destroyed a number of shrines - including Muslim holy sites - in a bid to eliminate what it views as heresy.

Militants are also believed to have sold ancient artwork on the black market in order to finance their bloody campaign across the region.

Jeg havde i min tid på Geografi et par debatter med medstuderende om ægypternes krav på at få oldtidsartefakter ‘hjem’ fra British Museum. Hvor der var konsensus om at disse artefakter tilhørte ægypterne, thi de var hentet i ægyptisk jord, holdt jeg på at de tilhørte menneskeheden, eller den del der var civiliseret i hvert fald. Og, holdt jeg på, ægypterne var slet ikke i stand til at varetage verdenskulturen.

Under det Arabiske Forår, som selvsamme studiekammerater udtrykte store forhåbninger til, blev Egyptian (National) Museum angrebet og flere oldstidsartefakter ødelagt. I sommeren 2013 blev Malawi National Museum, der indeholdt masser af oldtidskunst, smadret af øhm, nogen. Samme sommer lukkede Arish National Museum på Sinaihalvøen og flyttede deres samling i sikkerhed, hvilket var klogt da museet blev angrebet tidligere på måneden. I januar 2014 blev Museum of Islamic Arts også angrebet.

Virkeligheden før og efter mixerpulten

Mangen et godt countrynummer er blevet ødelagt af en ængstelig producers manglende tillid til publikums evne til at genkende god musik. Men ved efterfølgende at drukne musikken i et fernish af muzak, ender man også med at fratage musikken sin sandhed. Meget let præsenterer man en løgn. Her er noget sandhed, førend violinerne er tilsat fra mixerpulten

”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”

Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig.

Alt dette er sandt. Simpelt men sandt, “three chords and the truth”. Muslimerne vælter over grænserne og de er truslen mod vores land og frihed. De har intet fornuftigt at bidrage med, som de kommer fra en fejlslagen kultur, kun had og løgn har de med. Vi er i en kulturkamp og vi er end ikke begyndt at tage den diskussion.

Men se, sandheden kan dumme mennesker ikke lide så derfor tilsætter man nogle generiske strygere, der skal søde det sure. Og selvom man svagt stadig kan høre sandheden (som jeg alligevel har markeret) gennem violinerne er det blevet så meningsforstyrende at det nærmer sig løgn.

”Debatten svigter, når medier og andre bliver ved med at tale om retten til ytringsfrihed. Diskussionen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave og offentliggøre karikaturer, talte vi om for 10 år siden. Den er ikke relevant. Terroristerne gik ikke efter at angribe specifikt ytringsfriheden. Det forstår de ikke, hvad er.”

Hvad bør debatten så handle om?

Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Det er et samfundsmæssigt dilemma at vælge sikkerhed frem for rettigheder. Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.

Hvad handler tegningerne om?

”Mit synspunkt er og var også for 10 år siden, at man træder på et folk, der ligger ned. Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Der kommer flere flygtninge, og det kan vi ikke standse. Alle fornuftige arabere ønsker at komme til Europa med bedre levestandarder og friheder. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Det er i det perspektiv, vi må finde ud af, hvilket samfund vi ønsker, og være parat til at ofre noget for at få dem integreret. Hvis vi vil Danmark det bedste, er vi nødt til at forholde os til den komplekse situation og til spørgsmålet om at vurdere rettigheder over for en kritisk situation, hvis man håndhæver de rettigheder.”

Men står Danmark ikke allerede i den komplekse situation?

”Ikke Danmark. Men det gør Frankrig, og her har man ikke bøjet sig. Republikken kræver, at indvandrere tilpasser sig, men samtidig har man isoleret dem i store bydele. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Og derfor er jeg imod, at man gør grin med det sidste, arabere har tilbage.”

Hvad er det?

”Religionen. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Dengang var det os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Og når vi samtidig gør grin med deres religion, hævner de sig.”

”Den arabiske antipati over for Vesten har fået ekstra næring de seneste 15 år, hvor vestlige lande er vendt tilbage til Mellemøsten med militær magt. Det koster også civile menneskeliv og fører til et had til den vestlige verden. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig. De kan ikke rejse tilbage til deres hjem, som står i brand - skal vi så sætte ild i mere?”

Hvad lærte vi af de danske karikaturtegninger?

”Det var et resultat af vores egocentriske holdning til omverdenen. Vi må indtil videre forholde os til virkeligheden, som også indebærer, at vi har skabt forudsætninger for, at unge danske arabere rejser ned og slås i Mellemøsten. Og en virkelighed, der betyder, at vi ikke bør træde på folk, der ligger ned, med satire. Behovet for at få bekræftet retten til ytringsfrihed er baseret på en løgn. Ytringsfriheden administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde. I dette tilfælde er der tale om et hensyn, der betinger ikke at være i krig med andre. Vi skulle hellere fokusere på at vinde indflydelse i en muslimsk verden, der befinder sig i en krise, gennem tillid.”

Violinerne, starter med at benægte at ytringsfriheden faktisk aktivt bliver sat til diskussion af den værdimæssige venstrefløj. Det som Krarup kalder Systemet Politiken. For så umiddelbart derefter, at lade vores frihed være afgrænset af muslimers sans for nuancer. Muslimerne forstår alt væsentligt i ytringsfriheden nemlig at den skal væk. Ytringsfriheden skal væk fordi mennesker igennem ytringer hjælper hinanden til at tænke længere end de ville kunne alene. Og som enhver god gidseltager ved, skal man holde sine gidsler isoleret og afskåret fra viden om omverden, for uvidenhed øger angst og gør kontrol lettere.

Violinerne tillægger derefter en resigneret betydning til den ellers etablerede ‘accept’ af at friheden tilhører individdet (og dermed forkaster Ellemanns sofistiske ‘ytringspligt’ meme) ved nu i den færdige version at stille friheden op som et samfundsmæssigt dilemma i forhold til sikkerheden. Friheden skal blot forsvares når den er truet, længere er den ikke. Men her mærker vi som sagt konsekvensen af Systemet Politikens aktive diskussion af ytringsfriheden og dens stålsatte benægtelse af at vi er truet. Af samme grund er det også en løgn at “vi” ikke kan gøre noget ved folkevandringen, når der i realiteten er tale om at Systemet Politiken ikke vil gøre noget af hensyn til konventioner.

Og sådan går det over stok og sten komplet med trommemaskine, til at banke det hele i takt. Det er vores egocentriske tegninger der træder på muslimerne. Os der har sat ild i deres hus. De muslimer der ønsker at komme hertil er nu alle fornuftige arabere, hvor de ellers havde hadet og islam med sig. Tåbelige udsagn, som at man ikke skal træde på folk der ligger ned, hvilket jo byder spørgsmålet om man skulle have stoppet krigen mod Hitler i 44. Og at det på et tidspunkt var “os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst”, hvilket bare ikke er rigtigt.

Og så modsiger mixerpulten den oprindelige version ved at påstå at ytringsfriheden “administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde”. Når der kommer folk uden nuancer hertil med had, ændres præmisserne for vores administration af de overordnede hensyn. Og høflighed. Den oprindelige version slår fast at kulturkonflikt handler om sikkerhed trusler og vold og som selv i violinversionen bagvendt indrømmes som et samfundsmæssigt dilemma.

Åh, det skal jeg lige sige; det er Herbert Pundiks ord 17 januar 2014 til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Charlie Hebdo massakren, der tilsatte rytmemaskine og strygere fra sin mixerpult. Han kender som en anden Hansi Hinterseer sit publikum.

Krigen om det fælles rum

Danmarks Radio skriver at muslimer er ofre efter terrorattentatet, hvor en muslim først likviderede en dansker og siden en jøde.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Sådan lyder det fra flere organisationer. Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering, og hun har fået “mindst 10″ henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC).

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

“Københavns Politi har dog ikke modtaget nogen anmeldelser, der har med muslimer, trusler og chikane at gøre, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.” Men virkeligheden er underordnet for muslimer og i det multikulturelle samfund er man sine egne nærmest. Derfor har muslimer dannet deres eget vagtværn, skriver MetroXpress

Talsmanden for gruppen i København, der kalder sig ‘Beskyt dine søstre’, fortæller til metroxpress, at der er flere hundrede mænd, der er klar til at rykke ud, hvis en kvinde bliver overfaldet.

- Vi er ikke en bande eller et tæskehold. Vi er fredelige muslimer, der ikke ønsker nogen noget ondt, uanset hvad de tror på. Hvis politiet ikke kan finde ud af at passe deres arbejde, så må vi hjælpe dem, siger han.

Gruppen har 1.545 medlemmer i skrivende stund.

Hvis gerningsmanden stadig er på stedet, når gruppen dukker frem, vil de foretage en civil anholdelse, siger talsmanden:

- Hvis hun er ved at blive fysisk overfaldet, så bliver han også overfaldet, så bliver der lavet en civil anholdelse og ringet efter politiet.

Gruppen blev oprettet efter terrorhandlingerne i Paris i starten af januar, og ifølge talsmanden findes lignende grupper over hele landet.

- Der har været utallige eksempler på ‘hate crimes’ mod muslimer, og det blev intensiveret efter det, der skete i Frankrig. Vi snakker om uskyldige, forsvarsløse kvinder, der ikke har gjort nogen noget, siger gruppens talsmand, der har kendskab til ti overfald siden sidste weekend.

England er længere i den udvikling. Fra Youtube

Over the last year a quasi-religious turf war has sprung up on the streets of London. Young radicalised Muslim patrols are enforcing Shariah law in the capital. In reaction, far right Christian Patrols are also taking the law into their own hands.

Since the Woolwich killing, anti-Muslim rhetoric as been at an all time high, and the right-wing Christian Patrols are only exacerbating the rising tensions.

These two marginalised but potentially dangerous London subcultures believe that society has failed their communities enough that they are now taking to the streets to implement or defend their ways of life, according to their opposing politicised and religious ideologies.

The irony being that while their shared aggressive approach has resulted in media coverage and media panic, they ultimately are responsible for and justify each other’s existence.

Alex Miller meets the leaders and footsoldiers in Britain’s holy street patrols, the Anjem Choudary’s followers Muslim Patrol and Paul Golding of Britain First’s Christian Patrol, in the same area he lives and works, to find out just how effective their operations are, and how genuine their belief is in the battle for East London’s streets.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Er vi blevet mere realistiske?

Det var Dronningens mening at vi nok var blevet lidt mere realistiske efter terrorangrebet. Øvet diplomatisk sprog, man kan tage til sig som man vil. Skal vi lægge penne eller knytte næven? Snaphanen spekulerer i om Zenia Stampe viser sprækker af indsigt

Vært: Har du mere vilje til at stå sammen med dine politiske modstandere end før?

Stampe: (ryster på hovedet) Ja, det har jeg bestemt, i denne situation har jeg slet ikke lyst til at bruge ordet værdikamp, fordi selvom det kan lyde paradoksalt, så synes jeg det ord man kan bruge i en situation, hvor det er i overført betydning og så videre, men i en situation, hvor der har været vold på gaden, og hvor terror jo ultimativt kan blive til en krig, fordi det skaber så meget splid og splittelse i et samfund, synes jeg virkelig man skal passe på med at bruge den type ord vi eller bruger lidt i flæng på Christiansborg. Deadline 16 februar min 5:58. Zenia Stampe og Marie Krarup.

Et af tidens store spørgsmål er, om danske politikere er så dumme som de lyder. Jeg skal ikke kunne sige det, men de har tilsyneladende en underbevidsthed ligesom alle andre mennesker. Vi må altså forestille os, at Zenia Stampe er klogere end hun selv ved,  og det er svimlende tanke overfor hvilken fantasien er skakmat.

Naser Khader prøver med lidt selvindsigt når han slår fast at “De, som benægter, at den seneste tids voldsterror har med islam at gøre, lyver for sig selv. Islam har en voldelig side, og det er på tide at tage et opgør med den”. Med den vanlige blanding af relativerende vrøvl om kristendommen, befamlende sætninger som; “mange muslimer tager afstand”, brugen af begrebet islamisme og selvmodsigelsen “Religion er præcis det, som de religiøse gør det til” får han trods alt alligevel sagt:

HVER AF DISSE NAZI-ISLAMISTER har en hadprædikant bag sig, som legaliserer voldshandlingerne gennem Koranens vers. Der er for eksempel blevet refereret til Koranens kapitel 5 vers 33, som siger: ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.”

I Koranens kapitel 8 vers 12 siger Allah, han vil kaste terror i hjertet på de vantro - de skal have hovederne hugget af sammen med hver af deres fingerspidser. Dette er med andre ord et vers, som direkte handler om halshugning, og er blandt andet den del af Koranen, som Islamisk Stat begrunder de mange halshugninger med. De betragter det som en efterlevelse af Guds ord.

Mange muslimer, som ikke har læst Koranen, afviser, at sådanne passager findes. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er halshugning nævnt.

(…)

Lederen af den største sunni-muslimske institution al-Azhar universitetet sagde efter afbrændingen af den jordanske pilot, at alle medlemmer af Islamisk Stat burde brændes og korsfæstes. Jeg ville ønske, at han havde sagt noget andet, for jeg mener ikke, at man skal bruge de samme koranpassager, som Islamisk Stat bruger.

Hans udtalelse understreger, at volden har noget med islam at gøre, for han henviser til nøjagtig de samme steder i Koranen, som Islamisk Stat gør, inden de begår en ugerning.

Til disse og lignende vers bemærker Khader desuden forvirret at de “kan fortolkes alt for bogstaveligt“. Jeg lader det fare, for Khader forsøger i det mindste. Odense Kommune drager en anden og meget angst konklusion af realisme skriver Jyllands-Posten

I et brev til kommunens folkeskoler anbefaler Odense Kommune ikke at nævne islam, når lærerne taler med eleverne om weekendens skudangreb i København.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Omtal terroristen fra København alene som gerningsmand - ikke som muslim. Religion er ikke afgørende, lyder anbefalingen fra SSP-samarbejdet i Odense Kommune.

Anbefalingen er sendt til lærere og pædagoger i byens skoler, ungdomsskoler og ungdomsklubber, når de skal diskutere angrebene på et debatarrangement med en Muhammed-tegner og mod den jødiske synagoge i København.

- Uanset hvad efterforskningen må vise, så er etnicitet, religion eller andet ikke det afgørende. Det afgørende er derimod, at der er tale om en formodet gerningsmand til to drab og flere drabsforsøg, står der i anbefalingen.

Hvis det æ’ fakta… Om Nikolaj Wammen er blevet mere realistisk efter et debat arrangement med muslimer i Gjellerup ved vi ikke, men det burde mane til en vis eftertanke

”Forskellen på Israel og Isil er…”

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) nåede kun at sige de seks ord, inden han blev afbrudt af tilråb fra gulvet. Fra en af de omtrent 250 mennesker, der brugte mandag aften på Gellerup Bibliotek i det vestlige Aarhus på at diskutere antiradikalisering, konflikten i Gaza og weekendens tragiske begivenheder i København.

”Der er ingen forskel,” blev der råbt mod ministeren.

(…)

”Jo, det er der. Der er en stor forskel,” replicerede Nicolai Wammen og forklarede, hvorfor IS i hans optik er en umenneskelig størrelse.

”Når det gælder konflikten mellem Israel og Palæstina, er min og regeringens holdning meget klar. Vi ønsker, at man skal kunne leve i fred og i samarbejde med hinanden,” fortsatte Nicolai Wammen.

Og så var det, at han kom for skade at fremføre endnu en – i nogle ører – vovet påstand.

”Jeg ved godt, at der er stærke holdninger. Også i forhold til Israel. Men. Israel er et demokrati,” sagde han.

Straks kom reaktionen på ny fra gulvet. Der blev klappet og grinet. Og en ung mand med plads ved siden af Youssef Loubani, bestyrelsesmedlem i den omdiskuterede Grimhøjmoské, råbte:

”Ha ha. Dagens joke!”

Sådan bølgede tingene frem og tilbage.

(…)

En anden ville vide, om man også vil tage passet fra personer, der går med overvejelser om at rejse til Israel for at slås mod palæstinenserne.

”Det går ikke, at man den ene dag kalder en forbryder for terrorist og den anden dag kalder ham religionskritiker, fordi han ikke er muslim. Det er hykleri,” tilføjede en tredje.

Og så var der Youssef Loubani. Bestyrelsesmedlemmet fra Grimhøjmoskéen. Om weekendens hændelser i København konstaterede han – henvendt til Nicolai Wammen – at de er et produkt af det blomstrende had, han ser mellem muslimer og danskere her i landet.

”Man hører statsministeren sige, at vi ikke kan undvære jøder i Danmark. Når vi hører, at vi ikke kan undvære muslimer i Danmark, kan vi begynde at have tiltro til Danmark. Men som det er nu, er der meget had mellem Danmark og muslimerne,” sagde han og ville vide.

Han tog afstand fra enhver form for terror, men såede tvivl om karakteren af angrebene i København.

”Det kan vi ikke tage afstand fra. Det er en almindelig kriminel handling, som enhver person kan begå, om det er en etnisk dansker, en jøde eller en muslim. Politikerne kører bare på muslimerne,” sagde han og krævede forsvarsministerens svar på, hvorfor det ikke er terrorisme at slå civile i mellemøsten ihjel i demokratiets navn.

”Der er ingen undskyldning for det, der er foregået i København. To mennesker er blevet dræbt. Det var et angreb på ytringsfriheden, og det var et angreb på det jødiske samfund,” cementerede Nicolai Wammen.

”Det er en kriminel handling,” svarede Youssef Loubani uanfægtet.

”Det er terrorisme, og der er ingen undskyldning, uanset hvilken religion man tilhører,” gentog ministeren.

”Det er det ikke nej,” lød det igen fra Loubani, som fortsatte:

”Du skal lige svare på mit spørgsmål.”

Det gjorde Nicolai Wammen så:

”Danmark er dybt optaget af, at der ikke er civile, der bliver slået ihjel noget sted.”

”Det er jo løgn. Du står og lyver op i folks ansigter,” tordnede Youssef Loubani.

Tidligere justitsminister Hans Engell kalder Palæstinenserloven, der gav kollektivt asyl til 321 libanesiske palæstinensere, som ellers tidligere havde fået afslag for en af de største politiske fejltagelser til TV2

- Efter min mening er det en af de største fejltagelser i nyere dansk politik, og den har kostet utrolig meget på den lange bane, fordi det jo var sådan, at alle disse palæstinensere de havde fået deres sager behandlet i for og bag, siger Engell og tilføjer, at der ikke var grundlag for at give dem opholdstilladelse i Danmark.

(…)

- Det fik jo selvfølgelig først den radikale folketingsgruppe til at falde om, så faldt Socialdemokraterne om, og SF var for længst faldet om, og dermed var der etableret et flertal (for særloven, red.).

- Jeg tror, at der i hvert fald langt inde i Socialdemokraterne, som Ritt (Bjerregaard, red.) også skildrer det, var en dyb bekymring ved det, fordi det jo i virkeligheden betød, at man kortsluttede vores asylsystem, lyder vurderingen fra den politiske kommentator.

Hans Engell forklarer, hvorfor Palæstinenserloven ifølge ham har kastet skygger fra 1992 og langt ind i det nye årtusinde således:

- For det første var det en særlov, der blev gennemført, og det i sig selv er jo uacceptabelt et eller andet sted i et retssystem som vores.

- Men det skabte også en konfrontation på det her område, som har trukket sporene hele vejen frem.

Ja, det er de Radikales skyld og konsekvenserne lever vi med nu. Dan Uzan og Finn Nørgaard er blot de første direkte dødsofre. Sagde nogen Aia Fog? Folketingskandidaten for Dansk Folkeparti (selv socialdemokrat indtil 2007!) var tidligt efter terrorangrebet ude med en kritik af det muslimske morads Radikale målbevidst har forsøgt at drukne Danmark i. Men det var ikke blot timingen med at sige det alle godt ved og de fleste efterhånden har diskuteret siden udlændingeloven af 1983 der fik en storm til at bryde ud omkring hende, som det opsigtsvækkende i at hun blev banket på plads af hendes egen formand, Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis blødhed er ikke overraskende. Firkløveret Kjærsgaard, Espersen, Dahl og Skaarup så helt rigtigt da de skabte Dansk Folkeparti på ruinerne af Fremskridtpartiet og pressede fra starten de etablerede partier udi udlændingedebatten. Det har været en hård og sej kamp for dem, men de overlevede ikke blot, deres værk, ja deres barn kan blive det største parti efter næste valg. De er i hus - eller på Borgen kunne man sige. Og nu, hvor den politiske virkelighed endelig er ved at forme sig efter dem søger de naturligt forsoning hos deres fjender. Nu vil de ikke kampen mere, men belønnes med følelsen af at være accepteret, være indenfor i varmen, være stueren. Man kan vanskeligt bebrejde dem, men, som jeg vist har skrevet før, så ser det ud til at moren kan gå. Det er faktisk som slutningen på Matador, hvor Mads Skjerns egentlige drøm opfyldes, da han bliver en del af det borgerskab, hans revitalisering af Korsbæk truede med at ødelægge.

stampe-espersen-til-dalai-lama

Som Stampe måske bliver klogere og Espersen dummere læner de sig mod hinanden.

Jyllands-Posten ser heller ikke ud til at være blevet klogere, når de i deres leder konkluderer at

…EU [bør] investere hele sin energi i forhandlingerne med Tyrkiet om fuldgyldigt medlemskab af EU, da den store nation, som binder Europa sammen med Asien, rummer langt større positive politiske udfordringer og langsigtede økonomiske perspektiver end Grækenland.

Og danskerne? ja de er lidt forskrækkede

32262050-mega

Billeder af kløften

Dagbladet Arbejderen var svært begejstret for at vise dette billede fra en demonstration, der skulle vise at københavnerne og danskerne står sammen på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skel

demonstration-imod-terror-nu-men-anmassen-til-terror-senere

Skiltet er venstrefløjens løgn. En hættemåge med en dansk dreng, hånd i hånd. Virkelighedens verden er en anden: Enten konverterer den hvide dansker til islam eller også får han en kniv i sækken af fætter tre-finger. Og sådan er det også med ytringsfriheden. Som en ærlig muslim udtalte til TV2

- Hvis man tegner profeten med en bombe på hovedet, så fortjener man at blive slået ihjel. Så krænker man 1,5 millarder mennesker. Så siger man, det er ytringsfrihed. Men når en bror lægger en smiley på Facebook, så er han terrorist, og han skal i fængsel. Det er jo ikke fair på nogen måde.

(…)

- Jeg er glad for, at han er i paradis nu. Det er sørgeligt, det der er sket. Når I snakker med mig, vil jeg gerne have et budskab frem. Og det er, at folk skal ikke tro, vi er terrorister. Nej, men når vi bliver angrebet, så skal vi forsvare os selv. Og sådan er det bare.

(…)

- Han har prøvet at dræbe ham tegneren, fordi tegneren har krænket vores profet. Tidligere i historien så prøvede nogen i Frankrig at lave satire på profeten. Det er alvorligt, fortsætter Abdullah.

Sådan. Man kan ikke demonstrere for ytringsfrihed og imod terror og samtidig tro på inklusion og sammenhold over etniske, kulturelle og religiøse skel. Vi siger, hvad der passer os uagtet, hvem der finder det upassende og det kommer vi til at blive ved med. Danskere kan ikke lade være. Vores helte er digtere, skuespillere, malere, videnskabsmænd, tænkere og i 70′erne endda journalister som afslørende rapportere i mangen en god spændingsfilm. Og mange krystere kan ikke komme ud af hørbar afstand af sandheden og forsøger at tysse den ned i frygt for den voldsmand der står for dem, som en elefant i rummet. Kognitiv dissonans kan man vist roligt sige. Og det er hvad der præger danskere som 30-årige Janni Nielsen, der “arbejder i flere frivillige organisationer og har blandt andet arbejdet med udsatte unge”. Til Danmarks Radio siger hun

Søndag lavede hun en opdatering på Facebook, hvor hun skrev: “Er det markeret på Nørrebro Station, hvor Omar blev skudt? Jeg vil gerne lægge en blomst der også.”

(…)

- Jeg har ingen sympati for drab, drabsforsøg eller noget af det, som Omar har foretaget sig. Jeg har bare en forståelse for, at vi som samfund har et medansvar, siger Janni Nielsen.

(…)

- Jeg har forståelse for de unge, som føler, at de skal finde alternative fællesskaber, fordi vi ikke formår at rumme dem, siger hun.

blomster-for-en-morder

Men selv når man rækker ud, helt ud over al sømmelighed, helt ud til en racistisk morder, og lægger blomster fordi der er tale om et menneske, er det krænkende for muslimer, kunne man se på TV2

Hætteklædte unge mennesker har fjernet lys og blomster fra den terror-mistænktes drabssted på Svanevej i København.

De unge har fjernet blomsterne, mens de forklarer, at de er “brødre” til den 22-årige dræbte Omar El-Hussein. De unge siger, at det ikke er muslimsk tradition at lægge blomster for de døde.

(…)

Siden råbte de unge mænd i kor: Gud er stor - på arabisk, inden de forsvandt rundt om hjørnet.

Lys og blomster blev fjernet uden respekt for deres bagtanke, som man kan se på billederne. Skide kuffar, syntes attituden at være. Og Jyllands-Posten fortæller at stedet, hvor terroristen mødte sit endeligt, kan blive et nyt bedested for lokale muslimer

»Jeg tager stor afstand fra hans gerninger, og jeg har et stort problem med islamister. Men jeg er kommet her i dag, fordi han blev født som muslim, og han døde som en muslim, og som muslim føler jeg, at det er min pligt at komme og bede for ham,« siger Bilal Gurleyek, der ikke kendte den formodede gerningsmand, men som nu vil starte en ny tradition i Nørrebros nordvestkvarter i København:

Hver fredag vil han invitere andre muslimer fra kvarteret til at komme og bede for Omar Abdel Hamid el-Husseins »muslimske sjæl«. Allerede nu har Bilal Gurleyek talt med en lang række mænd fra kvarteret, som også vil gøre Svanevej til et fast bedested hver fredag.

(…)

»Hvorfor tager I ikke afstand fra jøder, der dræber vores børn og voldtager vores kvinder i Palæstina? Hvorfor skal vi muslimer tage afstand?« sagde én af de tilstedeværende til Jyllands-Posten og fortsatte med hævet stemme og store armbevægelser, indtil han til sidst råbte højt:

»Vi tager ikke afstand. Det er vores pligt som muslimer at stå sammen. Nej, en muslim tager ikke afstand fra én, der elsker profeten Muhammed, saws sallam (fred og velsignelse være med ham, red.). Denne mand har følt medlidenhed med de lidende muslimer i Palæstina, han har et hjerte af guld. Se, der er masser af blomster – det er et bevis på, at folk er stolte af denne mand, fordi han ofrede sit liv for det, han troede på,« sagde manden.

Men de unge mennesker havde dog en interessant betragtning, som også jeg havde lagt mærke til

En anden person, som Lisbeth Davidsen har talt med, har udtalt, at manden, som blev dræbt foran synagogen lørdag aften, hans lig blev dækket til med et hvidt klæde, mens denne mand fik lov at ligge til åbent skue for alle og enhver.

- Det læser de som en klar forskelsbehandling på, hvis en jøde dør og en muslim dør. De synes, der er noget meget paradoksalt i dækningen. Hvis muslimer bliver slået ihjel, hører man intet om det. Men hvis det er jøder, der bliver dræbt, så hører man om det med det samme, siger Lisbeth Davidsen.

31913281-image3jpg

Ja, den myrdede jøde blev respektfuldt for ham og pårørende sløret på TV billederne. Den dræbte terrorist blev vist som det han var - i respekt for os alle

25b512ed00000578-2953594-image-a-6_1424017228931

Danskere og muslimer ser helt forskelligt på virkeligheden, selv når vi er enige. Som Hizb ut-Tahrir bl.a. argumenterer

Det er de danske politikere og medier, der burde tage afstand fra den politik, som har skabt omstændigheder, der fører til had, trusler, voldelige overfald og i yderste konsekvens drab, uanset hvem ofrene måtte være.

Nemlig, udlændingeloven af 1983 var en katastrofe, men det er ikke ligefrem de belæste unge muslimers konklusion.

Alle krænkelsers moder

Lars Vilks betegnes ofte ret vildledende som Muhammedtegner, som var det hans levevej. Vilks er blot kunstner (som man nu definerer kunst i disse tider) og laver i den forbindelse næsten alt andet end Muhammedtegninger. Alligevel er det hans begrænsede produktion af kunst der omhandler sagnfiguren Muhammed der oftest definerer ham.

At tegne sagnfiguren Muhammed ophidser en ukendt antal muslimer. Nogen gange hører man at det er mange muslimer hvis følelser krænkes af at en udtrykker sig, andre gange er det kun få muslimer. Det er få muslimer der bliver stødt på manchetterne når det handler om at afvise islamkritikernes alarmisme og derfor fremhæves muslimerne som moderne mennesker, der leder efter en fremtid ligesom vores. Men når det handler om at anklage de der som Vilks udtrykker sig for at bringe ulykke med sig, er det mange muslimer der bliver stødt på manchetterne .

Dette hænger også sammen med den forvirring der er om ytringsfriheden og om folk som Vilks egentligt er truede. Når man skal underminere deres troværdighed er de ikke reelt truede (en parallel til den principielle ytringsfrihedsdebat) og skal derfor ikke tages alvorligt. Der var længe tvivl om Hedegaard overhovedet var udsat for et attentat og en venstreradikal pøbels overfald på Pia Kjærsgaard blev affærdiget som hendes ønsketænkning. Men når truslen så nærmer sig eller volden er en realitet er det selvindlysende at kritikerne har bragt det på dem selv og ganske egoistisk endda udsat andre for farer. En nabo til Krudttønden udtrykte på Danmarks Radio netop den tanke; “når man så inviterer en så kontroversiel person som Vilks, hvad havde man ellers forestillet sig ville ske?” (citeret frit efter hukommelsen)

Udtrykket er sigende for den diskussion, fordi naboen sikkert ellers ikke mener at der er en trussel mod ytringsfriheden ved at mennesker der rent faktisk har noget interessant at sige søges myrdet af mange grupper og ensomme ulve (lad os nu se om ikke den seneste drabs ikke fik lidt hjælp og støtte). For ville hun da ikke støtte op om et ædelt ideal, hvis det var truet? Men alligevel er det logisk for hende, at sådan noget som et skudattentat bare sker. For det er, hvad skudattentater gør - de sker. Der er ikke nogen der udfører dem, de sker og det der sker er en logisk konsekvens af noget alle kan sige sig selv. Hvis man bare kender reglerne. Og fordi det er selvindlysende skal man ikke udfordre det, for det er at gå imod den selvindlysende virkelighed og så er man selv skyld i at man bliver forsøgt myrdet - undskyld at man bliver dræbt, selvfølgelig. Det var ikke min mening at antyde at morderen grundlæggende kunne have ladet være og have været mere kræsen med hvilke kunstudstillinger han besøgte.

Så det rigtige tal må være at mange muslimer bliver stødt, når alle til syvende og sidst er enige om at Vilks er enten truet, som folk som jeg mener han er, eller selv er ude om den uundgåelige vold, som den værdimæssige venstrefløj mener at han er. Og det hænger sammen med Muhammedtegnerens andet suffix, nemlig kontroversiel. Kontroversiel er et ofte benyttet ord for kritikere af islam, også om Vilks, både i medier og blandt folk flest og som vi så det ovenfor med Krudttøndens klarsynede nabo. En kontroversiel person er måske selv skyld i ulykken. Kontroversen har vel trods alt udgangspunkt i personen ifølge udtrykket ‘kontroversiel person’. Et lidt mindre eufemistisk udtryk kunne være ‘konfliktskabende’. Den der lever ved sværdet og du kunne jo blot have ladet være og hvad forestillede du dig ellers ville ’ske’? Osv.

Men konflikten er vel ikke personen? Nej, det er, hvad personen har gjort. Han har i dette og lignende tilfælde tegnet, tegnet som han syntes det skulle se ud. Kan det virkeligt skabe konflikt? En tegning? Ville man selv skyde Hergé eller Picasso? Nej, hvis ikke man kan lide Tintin, kantede mennesker og rundkørselshunde kan man lade være med at købe den slags skilderier. Men nogen mener alligevel at tegninger er værd at myrde løs på andre mennesker for. De mennesker er ikke kontroversielle. De mennesker der myrder løs er ‘hvad der sker’.

Jo, attentatmanden er jo selvfølgelig værre en tegneren, det bliver indrømmet lige før det obligatoriske ‘men’. Med mindre selvfølgelig, attentatmanden er et psykosocialt offer for tonen i debatten, for så er det nemlig vi skal til at se indad. For i Danmark bliver der sagt mange kontroversielle ting hele tiden. Det gør man ikke i USA fortalte Steinmetz på News. Derovre havde man en langt større forståelse for folks religiøse følelser, de fineste følelser i menneskets følelsesregister åbenbart, og mindre forståelse for hvorfor nogen dog ville tegne sagnfiguren Muhammed som en hund. I USA havde man en fundamentalt anden tilgang til ytringsfrihed en den grove danske, konkluderede han uden hensyn til at ytringsfrihed og almindelig social konduite ikke er det samme. Men pærer og bananer blandes gerne når vi ser indad - ellers kommer vil vel ikke frem til at skamme os. Og ikke et ord om terror mod amerikanske mål, der kunne forvirre årsagssammenhængen.

Så derfor: ‘Men’ selv om attentatmanden er værre end den kontroversielle, behøver man jo ikke at sige eller tegne dumme ting når nu nogen bliver kede af det. Man kunne jo lade være. Vi har jo ikke ytringspligt, som Uffe Ellemann Jensen slog fast i sin faste klumme på Berlingske Tidende, en klumme hvor han selv fortsatte det ene indlæg efter det andet til han fik sit faste TV-program sammen med Mogens Lykketoft til at forklare hvordan det hele hænger sammen. De to statsmænd har måske ikke ytringspligt, men de ytrer sig alligevel flittigt “fordi DE kender Verden” (eller kender de bare værten?). Med andre ord, så er der ingen grund til at udtrykke sin mening hvis den går imod Ellemanns mening, for det er andres mening Ellemann i udgangspunktet altid finder dumt.

Men stadigvæk, ytringsfrihed, kan vi alligevel ikke moderere den lidt? Kan vi ikke yde mådehold? Behøver vi at være så grove? Behøver vi ligefrem at vifte med en rød klud? Behøver vi ligefrem lede efter fjender? Ja til det hele; ja fordi vi er frie mennesker helt ned til tæerne, ja fordi vores meninger er vores natur så meget at uartige tegninger og skrifter altid “vil ske” uanset hvem der måtte hade selve ideen om den frie tanke, ja og hvis ikke du kan håndtere friheden så flyt til Saudiarabien, Nordkorea eller Sverige, der mere og mere ligner en blanding af Nordkorea og Saudiarabien. Men lad retorikken ligge og lad os istedet se på to andre aspekter ved vores aktuelle attentatmand.

I Ekstrabladet husker ‘Victor’ terroristen som en tidligere skolekammerat fra VUC - ‘Victor’ ville gerne vil være anonym for selvom attentatmanden nu er død mener han at vide, hvad der “kan ske” - hvorledes vores attentatmand kunne blive agressiv når han talte om sit yndlingsemne, islam. Dengang hævdede attentatmanden for eksempel, at man ikke skulle drikke øl foran muslimer fordi det var krænkende. Hånden op alle der betragter Vilks som kontroversiel, men ikke er for fine til at sidde på en fortovscafe på Nørrebro og drikke en kold fadbamse! Og nu er grønlænderne også advaret - nej vent, de blev jaget ud af Volsmose for flere år siden af selv samme grund. Det ser ud til at være mere end en enkelt ulvs mening.

Det er altså ikke nogle bestemte tegninger, der er problemet. Tegningerne står blot først på listen fordi de er symboltunge. På krænkelseslisten står altså også øldrikning. Og hvis man tager til Saudiarabien som turist, mens man overvejer om det er noget for een med et permanent ophold, så kan man jo se, hvad der ellers er på listen over krænkende ting. Kvinder må f.eks ikke køre i bil, være alene uden opsyn eller vise bar hud. Og der er klare grænser for, hvor de overhovedet må være i det offentlige rum. Den tendens kan man også se herhjemme f.eks på påklædningen på Nørrebro. Man kan se den når de populære Outlandish fandt det outrageous med en norsk sangerindes nøgne arme. Man kan se det når Asmaa og en gymnasiecensor ikke vil give hånd til det modsatte køn. Man kan se det i alle de små forskelle, udlandsturisten ser som eksotiske og hjemlandsturisten ser som mangfoldige og som kræver svinet, det urene dyr, ud.

Men der var en tredie ting på terroristens krænkelsesliste, som endda stod højere end øl og nøgne arme. Nemlig det at være jøde. Dan Uzan, der blev skudt gennem hovedet, var arveligt betinget en kontroversiel person fra et arveligt betinget kontroversielt folkeslag, der nok burde vide hvad der ‘ville og kommer til at ske’. Jødens blotte eksistens som fri og driftig frem for underkuet er endnu en dødelig krænkelse, så når man er igang med at skyde svinger man selvfølgelig forbi Krystalgade. Fik jeg nævnt det er ulovligt for jøder at være i Saudiarabien? Hvis det er et problem at være nabo til Krudttønden, hvorledes skal vi tænke om at være nabo til jøder?

Man må tage hele pakken, sagde Abdul Wahid Pedersen om islam og hele pakken vil sige både det at tegne, være kvinde, jøde, vantro, at drikke øl, være klædt efter forholdene og at tænke selv. Hele pakken blev givet af sagnfiguren Muhammed og kritik af og satire over Muhammed er derfor kritik af hvert et punkt på krænkelseslisten, som den blevet givet i de forbandede skrifter. Intet punkt på krænkelseslisten kan hverken intellektuelt eller moralsk legitimeres og det eneste alternativ til refleksion er vold og terror, så meget desto mindre den samlede pakke. Og tegninger af pakkens sagnophav er alle krænkelsers moder.

Mentaliteten Politiken erkender ikke verden

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

01022010104_26-02-2_421505y

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress