Kill The Christians

BBC dokumentar om muslimernes folkemord på kristne

Den almenmuslimske klangbund

Daily Mail har en usædvanligt klar artikel om osmannernes folkemord på armenierne i 1915. Tyrkiets vrangvilje mod at erkende fortidens synder bliver forklaret med en national identitet, der ikke kan bære at det moderne Tyrkiet blev grundlagt på folkemord og etnisk udrensning (også grækere blev udryddet). Og sandt er det, at det ved lov er forbudt at fornærme tyrkiskhed. Men Tyrkiet er ikke Osmannerriget og kan ret beset ikke stå på mål for den historie. Skammen handler om islam. Osmannerriget var det nærmeste muslimerne kom et kalifat. Og Osmannerrigets forbrydelser er kalifatets forbrydelser.

Unleashed on the Armenians, Turkish policemen and soldiers ransacked Christian churches and handed bishops and priests over to the mob.

Community leaders such as doctors and teachers were hanged in batches on gallows in town squares. An American missionary reported seeing men tied together with their heads sticking through the rungs of a ladder to be lopped off with swords.

Torture was commonplace, Morgenthau maintained as he studied the evidence. ‘They would pull out eyebrows and beards almost hair by hair, extract fingernails and toenails, apply red-hot irons and tear off flesh with pincers, then pour boiled butter into the wounds.’

Crucifixion was treated as a sport. ‘As the sufferer writhes in his agony, they would cry: “Now let your Christ come and help you”.’

When orders were given to assemble all the Armenians and march them out into the desert, Morgenthau had no doubt that this was ‘the death warrant to a whole race’. Moreover, he said: ‘In their conversations with me, the authorities made no particular attempt to conceal the fact’.

He wrote graphically of how men were taken from their ploughs, women from their ovens and children from their beds to join ‘the panic-stricken throng’. Young men were strung up or shot — ‘the only offence being that they were Armenians’.

Convicts were let out of prison to help with the killings. Locals joined in, too. In Ankara, all Armenian men aged 15 to 70 were bound in fours and led out to a secluded valley, where Turkish peasants hacked them to death with scythes, spades and saws.

‘In this way, they exterminated the whole male population.’

For six months, as the enforced exodus went on, Morgenthau reported, roads and tracks were crowded with lines of Armenians.

‘They could be seen winding through every valley and mountain-side, moving on they scarcely knew where, except that every road led to death.

‘They left behind the unburied dead, as well as men and women dying of typhus, dysentery and cholera and children setting up their last piteous wails for food and water.’

How many died? Morgenthau reported that, on one particular death march, of the 18,000 who set out, just 150 were alive a week later.

A survivor recalled that ‘death was our constant companion. We fought the threat of panic, hunger, fear and sleepless nights but, in the end, they won. It seemed there was no pity or humanity in the hearts of our captors’. As they crossed the Euphrates river, one witness reported how ‘bloated bodies lay on the bank, black from the sun, tongues hanging out. Bones showed through decaying skin’.

‘The stomachs of pregnant women had been slit open and their unborn children placed in their hands like black grapes. Children were crying next to dead parents. Women were delirious.’

So many dead bodies clogged the river that its course was diverted for several hundred yards. But at least the water gave relief to some. Mothers sank into it gratefully, their babies in their arms, to drown and end their misery.

Women suffered special horrors. Aghavni — that girl whose story of stumbling on her father’s crucified and decapitated body we saw earlier — recalled how, in her home town, a group of 20 Armenian women were forced to dance under a blue, cloudless sky.

‘Turkish soldiers stood behind them shouting “Dance, sluts” and cracking their whips across their breasts, so their clothes would fall off. Some were half-naked, others tried to hold their clothes together.

‘The women were praying as they moved in a slow circle, holding hands. Occasionally, they would drop the hand next to them and quickly make the sign of the cross.

‘When they fell down, they were whipped until they got up and continued their dance. Each crack of the whip and more of their clothing came off.

‘Around them stood their children, who were forced to clap, faster and faster. If they stopped, they were whipped.

‘Some were two years old and barely able to stand up. They cried uncontrollably, in a terrible, pitiful, hopeless way.’ All of this was watched by a crowd of delighted Turkish townspeople in smart dresses and business suits, ‘clapping, too, like cockroaches’.

What came next was beyond belief. ‘Two soldiers pushed through the crowd, swinging buckets, and doused the women with kerosene. As the women screamed, another soldier came forward with a torch and lit each woman by her hair.

‘At first, all I could see was smoke. Then I saw the fire coming off their bodies, and their screaming became unbearable.

‘The children were being whipped furiously now, as if the burning mothers had excited the soldiers, and they admonished the children to clap faster and faster, telling them that if they stopped they, too, would be set on fire.

‘As the women collapsed in burning heaps, oozing and black, the smell of burnt flesh made me sick and I fainted.’

On the death march out into the desert, Aghavni remembered how women were openly tortured and abused. ‘If a woman would not readily submit to sex, she was whipped and, if she tried to run away, she was shot.’

She could only watch in horror as a girl resisted and a policeman took out his sword, ripped open her dress and then slashed off her breasts. ‘They fell to the ground and she bled to death next to them.’ Aghavni survived her ordeal — one of the few to do so. She lived, eventually making her way to America to give her first-hand account of a genocide that the Turkish authorities are still adamant did not take place.


Det samme had ser man i dag i den muslimske verden. Man har altid set muslimske massakrer på deres omgivelser. Med jævne mellemrum bryder nye massakrer ud. Dengang som idag til de fleste muslimers store jubel. Nogle har ikonisk status, som the Ramallah Lynching, den palæstinensiske hobs slagtning af to israelske reservister. “The Israeli reservists were beaten, stabbed, had their eyes gouged out, and were disemboweled“. Al-Shabaab massakrerede alle der ikke kunne citere koranen på en skole i Kenya. Islamisk Stat libyske afdeling har just massakreret 30 etiopiske kristne. “Be til Allah eller dø!” råbte muslimerne førend de smed de kristne flygtninge overbord til druknedøden. Osv, osv. Muslimernes had til os andre, til alle faktisk er overvældende. Venstres Inger Inger Støjbergs møde med 4 arabere på en tankstation er mere end blot en ubehagelig oplevelse. Det er et varsel. Som Peter Hitchens skrev i Daily Mail; ”A wave of human misery is now heading to Europe” .

Trapped In Bulgaria: Europe Or Die (Episode 3/4)

3. del af Vice News serie om folkevandringen mod Europa. Fra omtalen på Youtube

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

In episode three of Europe or Die, VICE News correspondent Milène Larsson visits Bulgaria to see Europe’s newest border fence and speaks to Syrians who, because of the EU’s Dublin Regulation, are trapped in one of Europe’s poorest countries.

Death Boats to Greece: Europe Or Die (Episode 2/4)

Fra Youtube omtalen

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

VICE News presents Europe or Die, a new four-part series that documents the efforts of those risking their lives to reach Europe, and the forces tasked to keep them out.

In episode two of our series, VICE News correspondent Milène Larsson travels to the border between Greece and Turkey, where Syrian and Afghan refugees are paying large sums of money to take “death boats” to Greece.

In part two of our second episode, VICE News correspondent Milène Larsson continues her visit to the border between Greece and Turkey to find out what happens to the many migrants who perish while attempting to cross Greece’s dangerous Evros river.

Storming Spain’s Razor-Wire Fence: Europe Or Die

Eller snarere Europe and the death of Europe. Der løbes storm på Europas grænser, men det er kun begyndelsen. Først et lille stemningsbillede fra 11/2 2014 leveret af BT

Mens der i 2013 blev født det færreste antal danske børn i 27 år, slog indvandringen af udlændinge rekord. I alt kom 56.276 udenlandske statsborgere til Danmark i fjor, og det tal overstiger antallet af par, der blev forældre. 55.873 spædbørn kom nemlig til verden i 2013.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det er første gang, at indvandringen af udlændinge topper fødselstallet.

Indvandringen af udenlandske statsborgere er den største til landet nogensinde på ét år, og i forhold til 2008, hvor det hidtil højeste antal udlændinge flyttede til Danmark, er der sket en stigning på 12 procent.

Fra Youtube

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

VICE News presents Europe or Die, a new four-part series that documents the efforts of those risking their lives to reach Europe, and the forces tasked to keep them out.

In episode one of our series, VICE News correspondent Milène Larsson travels to the border between Morocco and Spain, where West Africans in their thousands storm the razor-wire-clad fences. Many are beaten back by border police or illegally returned.

Watch “The Human Cost of War in the Central African Republic” -

Read “Guards Break Barricades and Jail Dozens as Refugees Continue Mass Hunger Strike Against Australia” -

Read “Asylum Seekers in Australia Could Soon Be Headed to Cambodia” -

En weekend med Politiken

Vi læste Politiken i mit lærerhjem og avisen har spillet sin positive rolle i udviklingen af min islamofobi og blinde had til den muslimske race. Og den er en sikker leverandør af godt blogstof, så jeg har meget at takke den for. Men jeg abonnerer ikke på den og med den stadigt mere nidkære brug af betalingsmure læser jeg den heller ikke så ofte som jeg burde. Men denne weekend førte det ene opinions indlæg til det næste og hensatte mig i nostalgi som måske var passende ved årets udgang.

For avisen er om ikke, hvad den har været, så i hvert fald hvad jeg husker. Marlene Wind mener at den russiske præsident Vladimir Putins “stærkeste og mest raffinerede våben” er den ‘radikale højrefløj’, der optræder som ‘nyttige idioter’ imod EU

De lader sig både fodre og føre af Putin som hånddukker i et dukketeater. Flere iagttagere mener ligefrem, at man kan takke Putins økonomiske generøsitet for, at en tredjedel af Europaparlamentet i dag består af EU-skeptiske partier.

Det er måske nok at trække den for langt, men der er ingen tvivl om, at moderate europæere endnu en gang har sovet i timen.

Et skinger raffineret våben altså, hvis forbindelse til Putin ikke kan dokumenteres, men alligevel nævnes. Russiske sympatier i Ungarns stærkt antisemitiske Jobbik parti rtodes sammen med alt for Lega Nord i syd til Nigel Farage i nord. For det siger sig selv at kritik af EU er kontinentforræderi ved at gå EUs fjenders ærinde og det er så godt som en konspiration. Winds forhold til demokratiet, hvor folket er problemet fordi politikerne “[i] kampen om vælgernes gunst føler [...] sig nu pressede til at føre en mere og mere skinger EU-kritisk linje” er helt på linie med Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

En studine var pålagt opgaven at udvide læserens horisont med et indlæg der erklæerer kernefamilien for død for længst “og det er ingen skam“.  Men selv om kernefamilien for længst er død, var der ikke tale om et historisk tilbageblik på kernefamiliens kadaver, som man kunne tro. Med hendes egne erfaringer fra opvæksten hos sin alenemor gav studinen en nutidsfortælling om omverdens undrende og uforstående reaktioner på hendes særlige familieforhold - et klassisk Politiken tema om at ingen ved hvordan jeg er minimalt anderledes end den stråmand af en sump af gennemsnitsdanskerne. Men netop ved at tage udgangspunkt i normalitetens manglende forståelse og sensibilitet vidner hendes historier om at kernefamilien stadig regerer.

Fortællingen er ellers ganske fin og banal om hvordan familie og venner er netop det, familie og venner. Og hvor faderen svigtede trådte de til og ikke et øje er tørt. Men mon ikke familie og venner havde været i hendes liv alligevel? Og så langt de er gået for at kompensere for faderens svigt så langt fortæller det om tabet af en far. Den slags selvmodsigelser fanger unge mennesker ikke fordi de gennem et alt for langt skoleforløb har fået indpodet at de er kritisk tænkende hvis de har demonstreret evnen til at reproducere et forventet sæt holdninger. Derfor kan en selvstændigt kritisk tænkende studerende, der står til at arve om ikke jorden så mine skattepenge, glemme at mennesker ikke er orme når hun skriver at ”det kræver kun én, at starte en familie på to.”

Men unge mennesker er på forhånd tilgivet. Noget andet med Politikens egen Bjørn Bredahl, der giver sin version af tidens religiøse debatter

Jesushistorien, som Ramsdal-debatten nu bliver en ny variant af, handler altid om, at en præst ikke tror bogstaveligt på, at Kristus stod op af graven og så videre. Det synes nogle fundamentalister er for galt.

Muhammedhistorien, som vi har haft vores ballade med i bladtegnerudgaven, handler altid om, at nogen hævdes at have krænket profeten. Det synes nogle andre fundamentalister er for galt.

Fælles for de to historier er, at de dybest set handler om, hvad nogle føler. Nogle mennesker, nogle kristne, nogle muslimer, nogle præster.

Jep, ligheden er noget om følelser som bringer de to historier i samme kasse som Hitlers jødhad, the blues, sejrrus og Lars von Trier. Forskellen, som Bjørn Bredal ikke nævner, er dog at Jesushistorien handler om hvad man kan forvente af en præst der har skrevet under på et ansættelsesforhold, mens Muhammedhistorien handler om, hvad muhammedanerne kræver af alle os andre, som regnes for underlegne og urene. Og det vil sige at mens der i Danmark spørges om de præster, der ikke tror på en skabende Gud og Jesus opstandelse fra de døde,  ikke burde finde et andet sted at suge på lappen, så handler Muhammedhistorien om at myrde løs på alle der ikke underkaster sig sharia. Things like that.

Jeg vil slutte med Brian Espesens spændende spørgsmål om man godt må “opfordre til vold så længe det bare går ud over muslimer“. Han indleder

Indenfor de seneste par dage er en moske blevet sat i brand i Sverige, og i Danmark blev et kærestepar overfaldet af to-tre gerningsmænd, som de efterfølgende beskrev som ‘brune/andengenerationsindvandrere’.

Selvom ofrene i det ene tilfælde var muslimer, og gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet indtil videre er ukendt, og således kan være hvad som helst, blev fokus og omdrejningspunktet for debatten meget hurtigt (anti-) islam/muslimer.

Unøjagtighed er ikke Espesens eneste problem, men noget skal alligevel på plads. Moskeen blev ikke tilsyneladende sat i brand, blot fordi medierne, politikerne, muslimerne og de pludrende klasser antog at der var tale om et attentat på basis af intet og derfor konkluderede at det drejede sig om islam/muslimerhad uden overhovedet at overveje det langt mere sandsynlige interne opgør. Så derfor kom den debat til at handle om islam/muslimer. Ligeledes kender man jo godt “gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet”, kæresteparret der blev overfaldet med jernkæder, da de jo blev beskrevet som “ ’brune/andengenerationsindvandrere’”. Djævelen ligger i detaljen.

Ansporet at sin manglende viden spoler Espesen perspektiverende nogle uger tilbage

Mansour har så vidt vides ikke krøllet et hår på nogen og er alene dømt for ytringer, der tolkes som ansporende til had, vold og terror.

Lad mig her understrege følgende: Hvis man læser denne kommentar som et forsvar for radikale muslimers afsporede ytringer og/eller slet skjulte trusler, så tager man gruelig fejl.

Jeg lader Mads Brügger svare på den på sin Facebook profil

Men Brian Espensen glemmer dog, her ifølge EB, at Said Mansours synderegister tæller domme for blandt andet:

“Terroraktiviteter, tyveri, vold og våbenbesiddelse også en dom fra Østre Landsret i 2002, hvor Mansour blev fundet skyldig i at have forgrebet sig på en bare 12-årig pige, som han ifølge anklageren trak væk fra en legeplads og befølte på brysterne.

Boghandleren fra Brønshøj har ifølge anklageren også en ældre dom for at have opført sig voldsomt truende over for en tilfældig kvinde, som han truede med at slå ihjel.” (…/anklager-mansour-forgreb-s…/5337958)

Så enten har Brian Espensen en meget alternativ opfattelse af hvad det vil sige at krumme et hår på nogen, eller også har han rent faktisk skrevet et forsvar for radikale muslimer.

Detaljen Brian, detaljen!

Victor Davies Hanson om Obamaæraen, der rinder ud

Hanson skrev forleden i National Review at den amerikanske vensfløj (liberalism) lå i ideologiske ruiner. “Barack Obama has accomplished, in the fashion of British prime minister Stanley Baldwin in the Twenties and Thirties, will be to avoid minor confrontations on his watch — if he is lucky — while ensuring catastrophic ones for his successors.” konkluderede han og pegede på de 11 mio. illegale indvandrere, som, hvis det står til Obama, skal have amerikansk pas. Hanson minder ikke blot om at prisen først og fremmest betales af den amerikanske middelklasse og de nye jobsøgende, men at de iblandt de illegale, hvis tilstedeværelse i USA i første omgang er gjort mulig at de har brudt amerikansk lov findes en stor minoritet, der ikke deltager aktivt eller lovlydigt i det amerikanske samfund.

Henover den sekulære dyrkelse af klimaet “that filled a deep psychological longing for some sort of transcendent meaning” til Obamas opdyrkelse af racestridigheder fra Trayvon Martin til Michael Brown, godt assisteret af mediernes memer

After the disastrous Obama tenure, the U.S. will either return to the melting pot and the idea that race and tribe are incidental, not essential, to our characters, or it will eventually go the way of all dysfunctional societies for which that was not true — Austria-Hungary, Yugoslavia, Rwanda, Iraq.

Og Hanson ender med følgende skudsmål

Obama will go down in history as presiding over the most corrupt administration of the last half-century, when historians finally collate the IRS, VA, GSA, and Secret Service scandals; the erosion of constitutional jurisprudence; the serial untruths about Benghazi, amnesty, and Obamacare; the harassment of journalists; the record shakedown of Wall Street lucre in 2008 and 2012; and the flood of lobbyists into and out of the Obama administration. Eric Holder – with his jet-setting to sporting events on the public dime, spouting inflammatory racialist rhetoric, politicizing the Justice Department, selectively enforcing settled law, and being held in contempt of Congress for withholding subpoenaed documents — managed what one might have thought impossible: He has made Nixon’s attorney general John Mitchell seem a minor rogue in comparison.

Men det er udenrigspolitikken der har lidt værst, midt i en periode med stigende udfordringer. Hanson skriv i går ligeledes i National Review at der er paralleller

We are entering a similarly dangerous interlude. Collapsing oil prices — a good thing for most of the world — will make troublemakers like oil-exporting Iran and Russia take even more risks.

Terrorist groups such as the Islamic State feel that conventional military power has no effect on their agendas. The West is seen as a tired culture of Black Friday shoppers and maxed-out credit-card holders.

NATO is underfunded and without strong American leadership. It can only hope that Vladimir Putin does not invade a NATO country such as Estonia, rather than prepare for the likelihood that he will, and soon.

The United States has slashed its defense budget to historic lows. It sends the message abroad that friendship with America brings few rewards while hostility toward the U.S. has even fewer consequences.

The bedrock American relationships with staunch allies such as Australia, Britain, Canada, Japan, and Israel are fading. Instead, we court new belligerents that don’t like the United States, such as Turkey and Iran.


Under such conditions, history’s wars usually start when some opportunistic — but often relatively weaker — power does something unwise on the gamble that the perceived benefits outweigh the risks. That belligerence is only prevented when more powerful countries collectively make it clear to the aggressor that it would be suicidal to start a war that would end in the aggressor’s sure defeat.

What is scary in these unstable times is that a powerful United States either thinks that it is weak or believes that its past oversight of the postwar order was either wrong or too costly — or that after Afghanistan, Iraq, and Libya, America is no longer a force for positive change.

A large war is looming, one that will be far more costly than the preventive vigilance that might have stopped it.

“Vi vælger at rejse til Månen” proklamerede Kennedy på Rice University i 1962, “Ikke fordi det er let, men fordi det er svært!”.

[B]ecause that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win

For Kennedy æraen handlede det om at presse sig selv mod nye mål. “Yes we can” derimod sigter til det vi allerede kan. Det fornægter på sin vis ‘american exeptionalism’ i stedet for den teoretiske akademikers drøm om at kunne omdefinere verden væk fra dens iboende problemer. “Yes we can” siger ikke meget andet end at man vil gøre, hvad der er let, frem for, hvad der er rigtigt.

To billeder på hvorfor EU er et fejlslagent projekt.

Diverse, EU — Drokles on July 15, 2014 at 4:29 pm

Det ene er et screen dump af et ‘Breaking news banner’ fra Jyllands-Posten som fortæller “Europa har fået en ny formand”.


Ud af det blå, ubesudlet af nogen form for folkelig proces annonceres det at Europa, EU burde der have stået, har fået en ny formand. Man får ikke et navn, for man kender grangiveligt ikke vedkommende og har ingen ide om eventuelle alternativer.

Det andet er billedet af EU Parlamentets officielle skrårem, skærf om man vil, som parlamentarikerne opfordres til at bære.


Spørgsmålet om Messerschmidt

Diverse, EU, Morten Messerschmidt, Pressen, venstrefløjen — Drokles on June 4, 2014 at 3:54 pm

EU Parlamentsvalget var som Uriaspostens Kim Møller sagde, Morten Messerschmidt mod ros. Messerschmidt har dygtigt fanget en grundlæggende EU kritik ved blot at fortælle, hvad der foregår ‘dernede’. Det kunne hans EU-begejstrede modstandere ikke, hvis de stadig ville fremstå som fortalere for EU og måtte hensynke i næsten anonymitet ved at holde på de stadigt mere slidte vidtløftigheder og deres udtjente troværdighed. Det eneste alternativ var tåbelige indsigelser mod Morten Messerschmidt, der alle tjente til at gøre Messerschmidt til valgets ubestridte hovedperson.

Margrethe Aukens politiske erfaring svigtede hende ikke og hun indså før nogen andre, at det eneste kapløb der var tilbage at vinde for rosset var at blive EU tilhængernes bedste modstykke til Messerschmidt og hun tidligt indledte med beskyldninger om hans manglende parlaments arbejde. Så betød det mindre for hendes tilhængere at der ikke var fugls føde på den historie og at der hurtigt cirkulerede en Youtube video med en ekstatisk overvældet Margrethe Auken over alt det man kan blande sig i europærernes daglig ved blot et tryk på en knap. Tryk, tryk, tryk… Siden fulgte så hendes Wakey wakey, Messerschmidt kampagne, delvist betalt ulovligt med EU midler, hvis billedsprog ufrivilligt klart markerede, hvem der var konge af valget. Auken og Messerschmidt, Messerschmidt og Auken.


Andre var ikke lige så hurtige og forsøgte for sent og desperat at bryde ud af tapetet med direkte idiotiske angreb på Messerschmidt. Aukens partifælle Anne-Mette Wehmüller mente således det ville give pote at påpege at det udenlandsk klingende Messerschmidt var et suspekt navn for en dansker. Efterfølgende prøvede Wehmüller at undskylde ved at påpege at danskerne er en økonomisk byrde for derpå at afkræve Messerschmidt en forhåndsgaranti for ikke at melde sig under Front Nationals faner. Og imens gjorde den ungpige glade Jeppe Kofoed i flok med diverse eksperter og Jarl Cordua op med ideen om at dele sig efter anskuelse og beskyldte Messerschmidt for at være udenfor indflydelse og lede sine vælgere i bedrag.

Og så var det at socialdemokraterne slog til med en kampagne imod Morten Messerschmidt, der underløb Kofoeds, eksperternes og Corduas påstande om manglende indflydelse thi nu var Messerschmidt politik ikke uden indflydelse, men direkte “skræmmende“. Ved første opringning fra journalister og senere i TV2 News ‘gættede’ Messerschmidt på forhånd alle kampagnens indvendinger og punkterede dem veloplagt. Ja, Messerschmidt var i sandhed skræmmende, omend på en billig baggrund.


Med al denne virak fik jeg på et tidspunkt den tanke at den ellers mere snu Lars Løkke skød sig selv i foden med vilje med sin blandingsøkonomiske vaudeville blot for at aflede medieopmærksomheden fra Messerschmidt. Taking one for the team, som det vist hedder. Men det virkede ikke, folket stemte Messerschmidt til en historisk sejr og blæste forbi Nyrups tidligere rekord ind i EUs rene stuer.

Efterfølgende var det på TV2 News tid til undersøgelse af valgstyrt med Venstremanden Bertel Haarder, Socialdemokraten Emilie Thurunen og politisk kommentator Søs Marie Seerup. Her diskuterede man hvorledes det dog kunne gå så galt og Seerups analyse var at modstanderne selv havde svigtet

Han har fået lov til at danse sig igennem denne her valgkamp uden rigtig at blive bidt i haserne. Det var et super fint angreb Helle Thorning Schmid, statsministeren, kom med for to dage siden, det kom jo bare alt, alt, alt for sent. Hvis man ligesom ville have haft fat i Morten Messerschmidt, så skulle man have udnyttet at han træder ind på en hjemlig national scene, hvor man faktisk kan møde partilederne. Altså så skulle Lars Løkke Rasmussen og helle Thorning schmidt og Margrethe Vestager, så skulle de være gået i clinch med ham fordi med al respekt for spidskandidater til Europa Parlamentets valget så er de ikke nær så skarpe og nær så tunge som partiledere er herhjemme. Så at han får lov til at sejle igennem på den her måde og bare ride ind på en bølge af succes, hvor vi alle sammen gang på gang konkluderer at han kommunikerer skarpt det er da bare en fantastisk optur.

Hvorfor EP kandidaterne er ikke skarpe, med mindre de altså er Morten Messerschmidt, der er så skarp at kun partilederne kan udfordre ham, er en præmis, der ikke udfordres. Hvad siger det i virkeligheden om de EU begejstrede partiers syn på Danmarks indflydelse i EU Parlamentet når de så selvfølgeligt ikke sender de skarpeste og tungeste? Ej heller udfordres de desperate drømme at tro at partilederne ville kunne andet end at krone Morten Messerschmidt som en politisk gigant, hvis hans EP-kandidatur blev en sag for regeringstoppen; både den der er og den der kommer. Hvis Thorning med sit talepapir var gået direkte op imod Messerschmidt ville hun have fordoblet hans stemmeandel.

Jeg vil ikke citere eller genfortælle, hvad Bertel Haarder havde at sige i repsekt for den gamle mand. Emilie Turunen var ikke helt enig i Seerups analyse, men af nogle helt forkerte grunde. Hun mente at hendes parti havde gjort mere end nogen for at stoppe Messerschmidts succes, som altså skulle stoppes

Fordi det er faktisk første gang at både andre partier, det er så spidskandidaterne primært, men andre partier er gået til ham på det niveau de har og det har været lidt hårdt, men det tror jeg også har været nødvendigt. Mit eget parti har indrykket annoncer på hans position på løndumping for at vise, hvad er det egentlig han stemmer, så er der sammenhæng mellem det han siger og det han gør. Det synes jeg ikke der er og det vil vi gerne fortælle danskerne. Og det er nyt og han sagde selv det var den værste negative kampagne der var i Danmarkshistorien. Det var en måde at parere det på uden at forholde sig til substansen selvfølgelig. Så jeg synes faktisk vi har prøvet, men det er rigtigt, det er kommet sent så det falder tilbage på nogle af os, der har siddet sammen med ham de sidste fem år og troet at man kunne tie ham ihjel fordi han skulle bare have haft konkurrence fra dag ét - også på top niveau.

Sosserne traf det valg at negative kampagner er bedre end den hidtidige taktik med at tie modstanderne ihjel. Det handler jo om en forventningsafstemning, Messerschmidt gik endnu mere frem fra et i forvejen imponerende resultat. Men uanset om man fortrækker at udelukke sine modstandere fra debat eller blot at svine dem til så er den eneste konstant for EU glade partier ikke EU, men Messerschmidt. Og her taler erfaringen sit eget sprog: Den hidtidige taktik med at forklare hvad projektet går ud på er faldet tilbage på tilhængerne og derfor er nok bedst blot at tie det ihjel.

Lasse Jensens perfide retoriske stiløvelse

Diverse, EU, Morten Messerschmidt, Pressen — Drokles on May 22, 2014 at 11:52 am

Jeg  kan huske et sommerafsnit af Jensens udmærkede radioprogram Mennesker og Medier med en forsker i retorik gennemgik retoriske triks. Især var de optaget af at man uden at stå til regnskab kunne kæde noget sammen i folks hjerner ved at dele det med et punktum. Det var sådan George Bush havde narret hele verden ind i Irak, talt længe om hvorledes terroren var hvor tids onde og så tilføjet i en sætning for sig selv at Sadam skulle have støvlen. Jeg kan huske at Jensen og eksperten ubevidst eller blot af gammel vane selv benyttede det trick i overflod gennem hele programmet når de omtalte nogen Danmarks Radion ikke kunne lide, hvilket var alle andre en venstrefløjen. Så det var med en hvis genkendelsens glæde jeg læste første afsnit  af Lasse Jensen indlæg i Information, hvor han i overskriften kalder Morten Messerschmidt for et kulbuelys

Morten Messerschmidt (DF) er en gave til enhver redaktion. Altid leveringsdygtig i skarpe udtalelser, der ved nærmere granskning ikke er specielt skarpe. Underholdende og altid villig.

I en politisk verden fyldt med forudsigelige og ordinære jakkesæt og spadseredragter, der rutinemæssigt siger en hel masse uden rigtigt at sige noget, lyser panamahatten og det lyse jakkesæt op som den blusselygte, man engang brugte til ulovligt fiskeri. Fiskene – eller i dette tilfælde medierne – kan ikke modstå det. De tiltrækkes uden at vide, at lyset kan være farligt. Det kaldes at ’blusse ål’, og det er i øvrigt forbudt.

Jensen kalder skam ikke Messerschmidts politiske agitation for kriminel. Det lader han læserens hjerne selv gøre. Ifølge ham selv og eksperten, altså.

Jensen fortsætter med at beskrive Messerschmidt som en omvandrende konflikt bla fordi professor i retorik Christian Kock har fundet en metode, hvorved han kan karakterisere Morten Messerschmidt, som “den »suverænt mindst troværdige« samtidig med, at han er den lige så suverænt »mest karismatiske«”. I stedet for forkaste Kock afsindige resultat som det rene sludder forkaster Jensen derfor vælgerne: “At vælgerne foretrækker karisma frem for troværdighed, er ikke noget revolutionerende fænomen.” Og sådanne fiskevælgere er det begrædeligt at spørge udover deres evner

På søndag skal vi stemme om et så kompliceret spørgsmål som patentdomstolen, som kun få meget interesserede og vidende mennesker kan danne sig en kvalificeret holdning til. Vi skal også stemme et antal kandidater ind i et Europa-Parlament, hvis reelle indflydelse er genstand for konstant tvivl og debat. Krisen, højredrejningen i Europa og den dertil hørende skepsis og angst, gør søndagens folkeafstemning og parlamentsvalg til en slags folkeafstemning for og imod EU. Medierne gør deres til at oplyse, debattere og kaste lys over et virvar af meget indviklede emner. Vi er prisgivet eksperter med ofte modstridende forklaringer og analyser.

Ja, hvis blot eksperterne kunne forklare os, hvad vi skal stemme, så ville demokrati ikke være så farligt. En anden konklusion kunne være at Messerschmidt ganske sagligt udstiller de få interesserede og vidende menneskers kvalificerede holdninger som det egentlig kulbuelys. At vælgerne kan se at eksperternes modstridende forklaringer og analyser netop viser at de ikke ved hvad de beskriver, at vi stemmer ingen kender konsekvensen af andet end at det er endnu et suverænitetstab. Og det er noget vælgerne har en lang erfaring med, eksperter, politikere og organisationer der fra toppen af samfundet med stor autoritet og troværdighed taler ned til befolkningen og lover dem, hvad der aldrig kommer og truer med hvad der ikke vil ske. Og som vælgernes indflydelse på eget land mindskes bid for bid, stagnerer det Europa som tynges af bureaukratisk lænke for bureaukratisk lænke. Men ellers fin stiløvelse udi perfid retorik Lasse Jensen.

To ærlige perspektiver på EU

EU, Euro, Frankrig, Indvandring, Morten Messerschmidt, Økonomi og finans — Drokles on May 18, 2014 at 6:18 am

Et andet ærligt perspektiv på hvad EU debatten grundlæggende drejer sig fra den schweiziske bankøkonom Andreas Höfert i Berlingske Tidende

»Hvad er det en valutakurs gør? Den er en måde at udjævne uligevægt mellem to regioner; lande med handelsoverskud har stigende valutakurs, underskud giver faldende kurs. Men hvis vi ikke ønsker at have en valutakurs til at udjævne ubalancer, må vi gøre det på en anden måde. Immigration kan være en måde, men så siger folk, at de ikke vil have mere immigration.

«Så skulle vi måske bare afskaffe euroen?

»Der er to scenarier: Mere integration eller disintegration – opløsning af euroen. Begge vil være meget kostbare. Efter 15 år med euroen er økonomierne tæt forbundet, og det vil koste mange penge at rive dem fra hinanden igen. Hvis Tyskland forlod euroen, ville vi forvente, at den nye tyske valuta ville stige med 50 procent i forhold til euroen, for markederne overreagerer altid. Det vil være skrækkeligt for de tyske eksportører, men de vil klare det. Det vil være værre for dem, der har aktiver i euro og forpligtelser i D-mark. For eksempel en tysk pensionsfond, der ejer franske statsobligationer. Eller hr. og fru Schmidt, der ejer et hus på Mallorca, men har belånt det i D-mark. Der er ingen happy ending på det scenario.«

Så hvordan slutter dette? »Med små skridt i retning af mere integration. Der kan komme nye kriser, måske en krise omkring Frankrig, og den vil blive dramatisk, for landet er for stort til at redde og for stort til at gå ned. Vi er mere bekymrede for Frankrig end for Italien, for Italien har i højere grad bevaret en industriproduktion, og en større del af deres statsgæld er på indenlandske hænder. Dani Rodrik (tyrkisk økonom, red.) har skrevet om det, han kaldte globaliserings-trilemmaet: At man ikke på én og samme tid kan have nationalstater, demokrati og globalisering. Man er nødt til at opgive én af delene. Man kan opgive euroen og så beholde nationalstaterne og demokratierne. Eller man kan fortsætte med at integrere og dermed opgive nationalstaterne, som de er nu. Lige nu har vi den værste af de tre muligheder, for vi har nationalstater og euroen men på bekostning af demokratiet. Hvilket er grunden til, at folk stemmer på mere og mere ekstreme partier. De føler, at de ikke har noget at skulle have sagt, og det underminerer demokratiet.«Så Danmark skal bare blive uden for euroen? »Jeg ville ikke anbefale nogen at gå med i dén klub, som den fungerer nu. Man er nødt til at anerkende, at landene udenfor klarer sig bedre end dem, som er med. Portugal og Italien har i dag et BNP pr. capita, der er lavere end før euroen. Det er der ingen, som taler om, men disse lande har ikke haft noget som helst ud af euroen – ikke engang vækst

Ikke kaste med sten…

Diverse, EU, USA — Drokles on February 14, 2014 at 1:47 pm

Det er noget værre noget med den overvågning. 11/2 var der en venstredrejet demonstration der opfordrede: Tag Internettet tilbage

Den 11. februar er udnævnt til global aktionsdag mod masseovervågningen. Vi vil ikke finde os i, at internettet bliver lavet om til en gigantisk overvågningsmaskine. Derfor går vi på gaden igen — for at tage internettet tilbage!

Olav Skaaning Andersen skrev i BT

DET ER acceptabelt, at den danske og de amerikanske efterretningstjenester samarbejder om at overvåge folk, der er i gang med at planlægge en alvorlig forbrydelse, og der kan være gråzoner, der kan ramme uskyldige. Det må vi som borgere finde os, hvis det kan forebygge terror. Men den totale overvågning af en hele befolkning, må bekæmpes af alle med hang til frihed. Med alle midler. Både i USA og i Danmark.

Og EU mener at “Det skal være slut med den amerikanske indflydelse på nettets styring” ifølge Danmarks Radio

Det er nødvendigt at genskabe tilliden til internettet – og der må omfattende reformer til. Det mener EU, der nu fremsætter forslag, der skal sikre internettets frihed og uafhængighed i fremtiden.

Forslagene fremlægges blev fremlagt i dag af EUs kommissær for digitale anliggender, Neelie Kroes, der blandt andet kræver, at der skal sættes skub på processen med at internationalisere organisationen ICANN, der står for den overordnede koordinering af nettets grundlæggende adressesystem.

ICANN (herunder søsterorganisationen IANA) er også den overordnede enhed, der koordinerer de såkaldte toplevel-domæner (fx .com) og uddelegerer administration af de lokale domæner, der i Danmark hedder .dk og varetages af DK-Hostmaster.

Organisationen bor i Californien og trods mange års forsøg på at fravriste amerikanerne den, eksisterer den fortsat på en løselig kontrakt med de amerikanske myndigheder. ICANN har flere gange selv peget på, at organisationen i forvejen er internationalt styret, samt at de amerikanske politikeres direkte indflydelse er ikke-eksisterende.

Nu kræver EU altså alligevel en præcist defineret tidsplan for arbejdet med at løsne ICANN fra amerikanernes greb.


- Europa skal spille en stærk rolle i at definere, hvordan fremtidens [inter-]net skal se ud. Vores fundamentale frihed og menneskerettigheder er ikke til forhandling. De skal beskyttes online, skriver kommissæren.

Åh, de amerikanere med deres overvågning, de er så frække. Men amerikanerne spionerer trods alt for deres egne penge, eller i det mindste for gæld de selv stifter i Kina, så vi udsættes for en gratis krænkelse. Surt er det først når vi krænkes for vores egne penge, som Telegraph kan fortælle

Over £320 million has been spent on developing European Union surveillance drones without proper democratic oversight and amid concerns over close links between industry and officials, a report from a civil liberties watchdog has found.

Neither the House of Commons nor the European Parliament has been consulted over the development of EU unmanned aerial vehicles (UAVs) which are being designed to police Europe’s skies on law enforcement missions.

The contribution from British taxpayers to the projects is estimated to be more than £46 million despite publicly declared opposition from David Cameron, the Prime Minister, to EU drones surveillance or air force owned or operated at the European level.

The report by Statewatch, a European civil liberties watchdog, has uncovered a secretive €70 million (£58m) budget line that was inserted into new EU legislation on air traffic control for this year as “a politically driven priority” to develop drones for surveillance by European police forces, border guards and security services.


“Despite the widely held civil liberties and privacy concerns about the use of drones for policing and surveillance purposes, there’s not been a single jot of democratic scrutiny of the EU’s activities in this area,” said Ben Hayes, one of the report’s authors.

“This is a recipe for irresponsible innovation and a proper debate about where the technology is headed is long overdue.”

EU er et glashus.

Lidt citater fra ugen der gik

Pia Olsen Dyhr kom med den overraskende meldning at “SF skal gå efter regeringsmagten” til TV2 få dage efter at SF blev knust under det, som nogen engang har kaldt “magtens tunge åg”. Men også Ole Sohn har det svært med hukommelsen (eller er det realiteterne?) når han til Jyllands-Posten, som forklaring på hans nye medlemsskab hos Socialdemokratiet, påstår at han har ændret sig

“Vi lever i en anden verden, end vi gjorde i 70′erne, en globaliseret verden,” siger den tidligere SF’er med tydelig henvisning til sin tid i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, før han blev folkesocialist. Sohn uddyber:

“Derfor er det jo klart, at man ikke kan bruge de svar, som man gav i 70′erne på de udfordringer, som vi står overfor i 10′erne. Alene dét gør, at der skal findes nye svar. Så det er både Verden, der forandrer sig - og mennesker.”

Det vil sige at Sohn ikke fortryder sin kommunistiske fortid. Kommunismen passede faktisk på 70′ernes problemer. Der var et behov for at Danmark blev til en sovjetisk lydstat. Vi valgte så desværre en inferiør vej. Så nu er løsningenet 10-årigt skattestop med tilhørende løntilbageholdenhed foruden en overførelse af sparede midler fra den offentlige sektor til skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne“. Dette kunne vi have undgået, hvis blot vi i 70′erne eller senest 80′erne havde kørt dissidenter væk på ladvogne en gang for alle. Ak, ja.

Politiken mindede læserne om at vores nye udenrigsminister Martin Lidegaard i   samskriv med den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach i en kronik i Politiken for ti år siden foreslog at man nedlagde Udenrigministeriet

I stedet bør Danmark satse på en fælles europæisk udenrigspolitik, lød det opsigtsvækkende budskab.

LÆS KRONIKKENFarvel til dansk udenrigspolitik

»Vi glemmer at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det. Hvis Danmark, som et lille land, for alvor skal tage konsekvensen af den globale virkelighed, kræver det et radikalt opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, som vi har kendt«, skrev de to radikale politikere.

»Vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den. Fastholder alle EU-lande deres egen udenrigspolitik, fortsætter den europæiske udenrigspolitik med at være en kulisse uden indhold, der aldrig vil kunne skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt, USA«, lød det videre.

Vi er for små til at hævde vores egen stemme i den store verden, mente Lidegaard og hans radikale kammersjuk altså således, dengang i de ideologisk frigjorte oppositionsdage. Ja, det er ganske ironisk og tak til Politiken for dette mind om vores politkeres opportunistiske idealer. Men ironien er nu alligevel lidt forsinket. Bach plejede allerede som udviklingsminister ideen om at skønt Danmark var for lille til at være Danmark var Danmark alligevel rigelig stor nok til at redde den 3. Verden. Og ligeledes Lidegaard der som klimaminister hævdede at det globale klima kunne reddes af Danmarks mægtighed. Og det mener de to radikalere vel stadig? Og radikale, det er de; nationalt selvhad hånd i hånd med storhedsvanvid.

Ikke helt fra ugen der gik, men et guldkorn fra Thor Möger. I dag mandag udkommer bogen ‘Den Hemmelige Socialdemokrat’ hvor man kan læse artige ting, bl.a at Sass Larsen sammen med Thor Möger kaldte Helle Thorning Schmidt Barbie-Helle bag hendes ryg. Og det er spændende læsning i sig selv. Men mere beskrivende for vort land og vor tid og de, der regulerer vores adfærd gennem statsapparatet…

En historie, der ligger i fortiden, men som stadig peger forud, er den om SFs Thor Möger, der i sin som kampagnekoordinator bliver opsøgt af en gruppe studerende, der vil høre om partiets inklusion af græsrødder. Han svarer, at folk skal have oplevelsen af at blive taget med på råd. Hvortil han tilføjer:

»Men gu’ gør de da røv. Vi styrer det hele og får det til at se ud, som om folk har noget at sige

Hvilket nemlig giver en fin overgang til EU. Her har man fået kvababbelse over at den menige Schweiziske befolkning frækt har stemt sig til et håb om at få indvandringen under national kontrol. Fra Snaphanen

I interviewet med Tages-Anzeiger har Andreas Schwab også andre interessante ting at sige, som samlet set tegner et tydeligt billede af, hvilke metoder man vil tage i brug mod national-stater, der modsætter sig deres egen aflivnning.

Interviewer: Men Schweizerne står da ikke alene. Også indenfor EU er der forlængst blevet sat spørgsmålstegn ved den frie bevægelighed.

Andreas Schwab: Det er ikke en Europæisk debat, det er kun i enkelte medlems-lande. Der er dog også hos os politikere og partier, som kun vil have fordelene ved EU, uden at ville acceptere de ting som nogen-gange er lidt vanskelige…

Interviewer: Men, helt ærligt, hvis der var en lignende afsteming i EU-landene ville den få samme resultat.

Andreas Schwab: Naturligvis findes fristelserne alle vegne. Men politik begynder nu engang med at se virkeligheden i øjnene. Der er gode grunde til at disse spørgsmål ikke stilles til borgerne i andre lande. Resultaterne er kun et øjebliksbillede. Når Schweizerne indser at EU ikke vil forhandle, ændrer de holdning…

Det er sikkert de samme gode grunde til at medierne ikke reagerer på udtalelser som disse. God arbejdsuge!


Diverse, EU, Erdogan, Tyrkiet, islam, muhammed, Økonomi og finans — Drokles on February 9, 2014 at 1:10 pm

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen skrev i en kommentar i Berlingske Tidende i sommer

Protesterne i Tyrkiet ryster landets status som rollemodel i en grad, som skaber ekstra bump på vejen mod EU-medlemskab. Men situationen, som har mere til fælles med ungdomsoprøret i 1968 end »Det Arabiske Forår«, kan også ende med at styrke det højt besungne tyrkiske demokrati.

Og sådan fortsatte kommentaren, der trods bekymrede forbehold oste af Ellemann velkendte optimisme for Tyrkiet som et civiliseret land. Ellemann skriver i en grundlæggende dobbelttydig stil som at Erdogan selv har “bidraget til det indtryk af magtfuldkommenhed“, at “Erdogan har ikke formået at skabe tillid” og at hans “stil er blevet mere og mere autokratisk” og det har “skabt mulighed for, at det førende oppositionsparti (CHP) kunne puste til ilden, da de første demonstrationer begyndte“. Men meningen er klar og falder i hak med Ellemanns mangeårige advokeren for at Tyrkiet skal være en del af de hensygnende men stadigt rimeligt civiliserede lande i EU.

Premierminister Erdogan og hans regerende AK-parti har et solidt folkeligt mandat, som er blevet bekræftet ved flere valg, siden de kom til magten i 2002. Samtidig har Erdogan stået i spidsen for en formidabel økonomisk succes og tillige en række politiske og sociale reformer, som er de mest vidtgående, siden Atatürk skabte det moderne Tyrkiet.


Tyrkiet har hidtil været en rollemodel, og er blevet fremhævet som et eksempel på, at et islamisk land kan have et rimeligt velfungerende demokrati. Og en sådan rollemodel er der hårdt brug for, nu hvor befolkningerne i mange af regionens lande søger at finde ud af, hvilken vej de vil gå.


Rollemodellen er rystet. Så meget, at det også kan bremse Tyrkiets videre vej ind i EU, som i forvejen rummer mange forhindringer. Håbet er, at der ud af rystelserne kommer et endnu stærkere tyrkisk demokrati. Det vil være i alles interesse.

Kedelige kræfter konspirerer mod noget grundlæggende sundt. David P Goldman var i december stadigt ikke imponeret over den formidable økonomiske succes som Ellemanns rollemodel tilskrives

Turkey is a mediocre economy at best with a poorly educated workforce, no high-tech capacity, and shrinking markets in depressed Europe and the unstable Arab world. Its future might well be as an economic tributary of China, as the “New Silk Road” extends high-speed rail lines to the Bosporus.

For the past ten years we have heard ad nauseum about the “Turkish model” of “Muslim democracy.” The George W. Bush administration courted Erdogan even before he became prime minister, and Obama went out of his way to make Erdogan his principal pal in foreign policy. I have been ridiculing this notion for years, for example in this 2010 essay for Tablet.

The whole notion was flawed from top to bottom. Turkey was not in line to become an economic power of any kind: it lacked the people and skills to do anything better than medium-tech manufacturing. Its Islamists never were democrats. Worst of all, its demographics are as bad as Europe’s. Ethnic Turks have a fertility rate close to 1.5 children per family, while the Kurdish minority is having 4 children per family. Within a generation half of Turkey’s young men will come from families where Kurdish is the first language.


Now the hashish smoke has cleared, Erdogan’s Cave of Wonders has turned back into a sandpit, and the foreign policy establishment has nothing to show for years of propitiation of this Anatolian wannabe except a headache.

Now that Turkey is coming unstuck, along with Libya, Egypt, Lebanon, Syria, and Iraq, we should conclude that the entire project of bringing stability to the Muslim world was a hookah-dream to begin with. Except for the state of Israel and a couple of Sunni monarchies that survive by dint of their oil wealth, we are witnessing the unraveling of the Middle East. The best we can do is to insulate ourselves from the spillover effect.

Og EU viser også tegn på stigende bekymring, skriver Wall Street Journal

Turkey’s parliament passed a bill that would allow authorities to shut websites without a court ruling, in a move critics slammed as an effort by Prime Minister Recep Tayyip Erdogan to silence dissent and expand his media control.

Lawmakers led by the premier’s Justice and Development Party, or AKP, approved the measure late Wednesday, despite charges that it would significantly curtail free speech and intrude on personal freedoms.

The law, which must be approved by President Abdullah Gül to take effect, would allow the agency charged with monitoring telecommunications to block access to Internet sites within four hours of receiving complaints about privacy violations. Turkey’s web hosts would also have to store all traffic information for up to two years, according to the measure.


“The Turkish public deserves more information and more transparency, not more restrictions,” said Peter Stano, spokesman for the European Commissioner for Enlargement Stefan Füle. “The law needs to be revised in line with European standards.”

Turkey’s leading industry and business association, TUSIAD, has warned the legislation will lead to wider censorship, while the Committee to Protect Journalists described the law as radical.


Mr. Erdogan’s move to put curbs on the Internet follows a corruption investigation that started mid-December and has ensnared some of the premier’s political and business allies. More than 20 suspects have been jailed, all of whom deny the charges. The prime minister has cast the graft probe as a foreign-backed plot to topple his government and derail Turkey’s economic progress.

Images, videos and sound clips allegedly pertaining to the bribery case went viral online, prompting the government to claim the investigation is politically motivated and resulting in the removal of a lead prosecutor for allegedly breaching confidentiality rules.

The draft law to broaden the telecommunications monitor’s powers comes just weeks after the government moved to tighten its grip on the judiciary, removing thousands of police officers, prosecutors and judges from their posts.

Og dette er blot seneste skridt i en udvikling, der har været igang væk fra “et endnu stærkere tyrkisk demokrati” lige siden Erdogan satte sig som premierminister, skriver Ryan Mauro for Clarion Project, der også minder om at Erdogans terrorforbindelser

The Turkish government continues to cleanse the judiciary and security services of opponents as new questions about its links to terrorists arise.

The Islamist government of Turkey has been embroiled in a major political crisis since December 17 when dozens of allies of Prime Minister Erdogan were arrested on corruption charges. Erdogan responded by canning the prosecutors and police chiefs responsible. He blamed foreign governments and  a U.S.-based Turkish cleric named Fethullah Gulen.

In January, the Turkish government fired 96 judges and prosecutors and fired or reassigned 2,000 police officers and prosecutors, including 470 in the capital city of Ankara. Erdogan said that the actions were taken to stop a “coup” and “the judiciary should not go beyond its mission and mandate.”

New attention is also being given to Erdogan’s links to Islamist terrorists.

Erdogan is particularly close to the Humanitarian Relief Foundation (IHH) that was involved in the Mavi Marmara incident in 2010 where its operatives attacked Israeli soldiers boarding a vessel that tried to violate the blockade on the Hamas-controlled Gaza Strip. The blockade’s purpose is to stop Hamas from arming, but Erdogan does not consider Hamas to be a terrorist group. The U.S. State department does list Hamas as a Foreign Terrorist Organization.

The IHH is labeled a terrorist organization by Germany, the Netherlands and Israel. There is bipartisan support in the U.S. Congress for doing the same because of its extensive links to Hamas and Al-Qaeda.

On January 1, the Turkish police intercepted a truck allegedly owned by IHH that was shipping weapons to Syria. The involved police and counter-terrorism officers were reassigned and the prosecutoraccused the Turkish government of obstruction for stopping a search of the truck.

On January 14, the Turkish security services arrested 23 suspected terrorists in raids on the IHH. A senior Al-Qaeda operative was among those detained. The Deputy Prime Minister immediatelycondemned the raids and sided with IHH over his own country’s authorities. Again, two police officers were fired, as were bodyguards for eight involved prosecutors.

Erdogan’s links to a Saudi terrorism-financier named Yasir al-Qadi are getting scrutinized by some Turkish commentators. The U.N. required that member states freeze his assets in 2001 because it was convinced of the evidence against him. As with the IHH, the Erdogan government says its friend is innocent.

The Turkish government also has an abysmal record on press freedom. The Committee to Protect Journalists says that more journalists were imprisoned in Turkey than in any other country in the last two years. In addition, over 70 reporters lost their jobs after reporting on anti-government protests that erupted last summer.

“We need to underline that the Turkish press is no longer doing investigative reporting,” says Ertugrul Ozkok, who held the position of editor-in-chief of the Hurriyet newspaper for 20 years.

Måske kan man argumentere at Erdogans vej væk fra demokratiet fremmer et opgør med ham der fører til demokrati. I så fald kan intet gå galt. Men indtil videre ser de internationale komplikationer som EU nok kunne være foruden

President Obama praised the partnership between the U.S. and Turkey in May when the Turkish prime minister visited the White House. The two men have spoken frequently about the unstable situations in Egypt, Syria, and other nations. In the aftermath of the Sept. 11, 2001, attacks, Turkey and the U.S. cooperated effectively against terrorism.

But the relationships with people connected to Hamas and al-Qaida is such a problem, argues Schanzer, that it might even qualify Turkey as a state sponsor of terrorism. Now, there are only four countries currently on that list: Cuba, Iran, Sudan, and Syria. All four nations provide support for acts of terrorism, both domestically and internationally. For example, Iran has previously sent people to Argentina to blow up synagogues in Jewish community centers, among other instances.

Such a designation from the U.S. government would be quite drastic and is highly unlikely to happen, considering that it threatens an alliance that has, according to U.S. officials, helped many American efforts in the region. Turkey is critical in overthrowing the Assad regime in Syria and containing Iran. A terror designation, which hasn’t been given since 1993, would mean sanctions and political isolation.

However, that is not saying American officials have not directly gone to Turkish officials and expressed their concern in this area. They have done so to “the highest levels,” according to former U.S. Ambassador to Turkey James Jeffrey, who served from 2008 to 2010.

Men det kommer selvfølgelig an på, hvad man vil med EU. Personligt vil jeg bare ikke være i selskab med endnu flere tyrkere.

Dokument utifrån - Lobbyisterna

EU, Politik, Pressen — Drokles on January 24, 2014 at 9:34 am

Nigel Farage om, hvem der kan bosætte sig i England

EU — Drokles on October 23, 2013 at 12:52 pm

EU kan ikke tåle skepsis

EU — Drokles on September 13, 2013 at 4:00 pm

Fra Danmarks Radio

Den stigende skepsis over for EU er den største trussel mod samarbejdet i unionen.

Sådan lød det fra formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, da han onsdag holdt sin årlige tale om Unionens tilstand.

DRs korrespondent Ole Ryborg mødte efterfølgende kommissionsformanden til et interview om årsagerne til den stigende EU-kritik. Interviewet kan ses i sin fulde længde i toppen af artiklen.

- Problemet er den økonomiske krise, så det er naturligt, at når det går dårligt ud fra et økonomisk synspunkt, kigger folk på dem, der har et politisk ansvar og forlanger mere af dem, siger José Manuel Barroso.

Med afkristningen af Europa er tvivlen ingen nådegave. Men dansk er stadig ikke demagogernes sprog og EU’s leflen for interesse falder fladt på maven

“We want to listen to the many voices and act accordingly”

Diverse, EU — Drokles on September 6, 2013 at 2:13 pm

Det påstås i en af EU kvalme propagandafilm

Men man kan ikke få sin stemme hørt


Pointe løftet fra Helt Ud Af EU

Klimaidiotiet er slut

EU, Klima, miljø — Drokles on April 20, 2013 at 4:39 am

EU kunne ikke blive enige om at redde deres skadelige CO2 marked, en børs, hvor virksomheder fik tildelt kvoter, som de kunne sælge og købe efter behov og evne til at reducere udledning af CO2. Et forslag, der ville begrænse antallet af kvoter for at sætte prisen og derved produktionsomkostningerne op for virksomhederne for at tilskynde fordyrende og tåbelige arbejdsgange blev nedstemt under hensyn til den økonomiske virkelighed. Financial Times fortæller

The EU Parliament’s vote is only the latest evidence of how a crisis-hit continent’s appetite for climate change policies appears to be fading fast.

Not long after the European parliament cast doubt on the future of the EU’s key policy to confront global warming, José Manuel Barroso, the European Commission president, huddled with his climate commissioner, Connie Hedegaard, in the VIP lounge at Strasbourg airport.

Mr Barroso, according to people present, reassured Ms Hedegaard that he remained absolutely committed to tackling climate change – in spite of MEPs’ rejection of her plan to prop up the EU’s troubled carbon market.

But beyond the confines of that room, Tuesday’s vote has provoked much soul searching about the bloc’s devotion to an issue that once topped its agenda and shaped its self-image.

Four years ago, in the run-up to the international climate conference in Copenhagen, Mr Barroso and other EU leaders pledged publicly and repeatedly to lead the world in the fight against global warming. They touted the EU emissions trading scheme as the hub of what would one day be a global carbon market.

Their embrace of the climate issue cast a halo over the European project as a benign and collaborative force for good in the world. “It was an integral part of the brand,” said Tom Brookes, director of the European Climate Foundation.

Walter Russel Mead konkluderer i The American Interest

The EU has been the global laboratory testing the green agenda to see how it works. Today’s story means that the guinea pig died; the most important piece of green intervention in world history has become an expensive and embarrassing flop.  It’s hard to exaggerate the importance of this for environmentalists everywhere; if the EU can’t make the green agenda work, it’s unlikely that anybody else will give it a try.

Det er nemlig ikke blot en kynisk og kortsigtet beslutning på arbejdsløshed, manglende vækst, stigende gæld og andre prosaiske problemer. Det er også en svindende på tro på undergangsvarslerne blandt politikerne. Og det giver blod på tanden

Tiden hvor man kunne udskamme en sådan svada for værende benægtende, amoralsk og skadelig er forbi. Nu må der argumenter på bordet og de har ingen. Så de vælger tavsheden indtil de ser chancen for at skifte hest når de har sikret sig at det ikke er farligt, men før at det er for sent. Ingen vil sidde tilbage med regnskabet for de mange spildte år, de enorme omkostninger og den megen skade man har forvoldt, mens man har forfulgt og mobbet kættere. På et tidspunkt vil først en tage mod til sig og forsigtigt formulere en kritisk afstandtagen til den blinde tro. Så vil en anden legitimmisere debatten og omfavne uenigheder og dissens. Som de finder ud af hvor let det er at afvise angrebene fra de resterende troende, der med sine forvirrede benægtelser af virkeligheden falder i rollen som Komiske Ali så ser andre at det falder i god jord og følger trop. Tik, tak, tik, tak,,,

Et par udvalgte reaktioner på Thatcher død

68, Akademia, Campusradikalisme, EU, Historie, Politik, Politiken, Pressen, venstrefløjen — Drokles on April 13, 2013 at 4:02 pm

Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.


Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.


Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress