To much monkey business

En nærmest bedragerisk køn araber bærer vidnesbyrd om en forfejlet samfundsmodel; det multietniske/religiøse/rac… det multiske samfund.

skc3a6rmbillede-2015-09-10-kl-1404071

Venstrefløjen tror ikke de flygtninge og migranter, på hvem det vil bygge det nye Vesten, over en dørtærskel. Mistroen til folket er en forlængelse af mistro til folk. Men det er værd at lytte til folk, inden man lukker dem ude, for nissen flytter jo med. Som i de tyske gader, hvor an kan opleve kurdere og tyrkere deltager i et gæstespil om deres hjemlandes vemodige kulturudvekslinger

Hvem tilhører Danmark?

Arabere, Demografi, Diverse, Folkevandring, Forbrydelse og straf, Multikultur, Muslimer, islam — Drokles on September 8, 2015 at 6:04 am

Det er muslimer der kommer væltende nu. De påstår i kor at de er flygtninge, men det er de ikke. De er en invasiv art. Muslimer får folk til at flygte, som f.eks Jørgen Nicolai , som TV2 skriver. Han

…rejste i begyndelsen af 2015 til Syrien for at kæmpe mod Islamisk Stat. Nu tør han ikke bo i Danmark af frygt for at blive dræbt af danske IS-sympatisører.

Jørgen Nicolai befinder sig lige nu et sted i Europa. Hvor han helt præcist befinder sig, vil han ikke ud med. Han bliver nemlig truet af danskere, som har hørt at han kæmper mod Islamisk Stat.

- Efter jeg har været i medierne er der også blevet flere trusler. Lige nu er det ikke sikkert for mig at være i Danmark, fortæller han til Radio24syv.

Danskere, klart. Politiet i Aarhus Vest siden 2012 har kørt en ’dialog-baseret’ politik mod de utilpassede unge i Gellerup og Bispehaven, skriver TV2. De må vel også være af den slags danskere. Der er tale om “en form for ’carte blanche’ i forhold til hvad andre utilpassede unge kan tillade sig overfor politiet”

Politikommissær Jens Espensen fra lokalpolitiet i Aarhus Vest forklarer, at man har indført strategien, eftersom ingen betjente kan holde til konstant at være i konflikt.

Velkommen til det nye herrefolk, Danmark er deres.

164193923-20150907-184834-l

Flytningestrømmen: “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer”

Overskriften til denne lille stemningspost om det Danmark og Europa du ikke vil genkende er ikke en stavefejl, men min nevøs præcise ord. Flytningene, eller migranterne, eller 2. bølge, ankerbørn har mange navne. Jeg beskæftiger mig ikke så meget med denne katastrofe i sin begyndelse for Europa, dertil er det dels for overvældende, dels leverer de social medier de flydende opdateringer, der står som nødvendig modvægt til de etablerede og skatte-underholdte mediers følelsesporno. Men der er gået hul på bylden og pudset rammer nu også Danmark og det skal markeres Ekstra Bladet

Flere flygtninge og migranter, de fleste fra Syrien, er søndag aften stormet ind over den danske grænse ved Rødby.

Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er der indtil videre kommet 270 flygtninge og migranter ind over de danske grænser ved Rødby.

- Vi er dernede for at registrere dem og få et overblik over, hvem de er, og hvorfra de kommer. Det er den almindelige asylbehandling, der starter der, siger vagtchef Stefan Jensen.

flygtninge-i-danmark

(Foto: Per Rasmussen)

Politiken ser det som en etnisk udrensning. Heh, nej, ikke af os, der ser ud til at blive befolkningsudskiftet, men af flygtningene der kommer hertil. “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer” hedder det i en voldsomt symbolladet sætning, der fortjener sit eget liv - men det er der ikke tid til

»Vi kan se, at politiet er ved at brække toiletdørene op, og ud vælter omkring 20 mennesker - voksne og små børn. De bliver gennet ud ad toget - næsten som en etnisk udrensning, og vi kan bagefter se, at toiletgulvet flyder med pomfritter og ketchup og børnelegetøj«.

Politiet var rolige og smilende

Claus Godskesen fortæller, at politiet var rolige og smilende - men dog bestemte i deres ordrer.

»Ude på perronen kan vi se, at børn og kvinder står og græder. De er tydeligvis langt fra bekvemme ved situationen. Det var virkeligt bizart at være vidne til«, siger han.

»Det er mennesker, som vi indtil i dag kun har set i nyhederne. Og pludseligt sad de altså i et dansk IC-1 tog! Nu er de her. Og ikke et andet sted, langt væk«.

Ja, nu er de her. Politiet synes selv de har “styr på de fleste” og lod derfor resten løbe deres vej. 29% af dem vil være kriminelle allerede i deres første år som asyl-ansøgere. Sidste afgang for første klasse, hvis man skal tro den polske blogger Kamil Bulonis, som han beskriver sværmen for The New Observer

With all solidarity with people in difficult circumstances I have to say that what I saw arouses horror … This huge mass of people – sorry, that I’ll write this – but these are absolute savages … Vulgar, throwing bottles, shouting loudly “We want to Germany!” – and is Germany a paradise now?

I saw how they surrounded a car of an elderly Italian woman, pulled her by her hair out of the car and wanted to drive away in the car. They tried to overturn the bus in I travelled myself with a group of others. They were throwing faeces at us, banging on the doors to force the driver to open them, spat at the windscreen … I ask for what purpose? How is this savagery to assimilate in Germany?

I felt for a moment like in a war … I really feel sorry for these people, but if they reached Poland – I do not think that they would get any understanding from us … We were waiting three hours at the border which ultimately could not cross.

(…)

Among them there were virtually no women, no children—the vast majority were aggressive young men … Just yesterday, while reading about them on all the websites I subconsciously felt compassion, worried about their fate but today after what I saw I am just afraid and yet I am happy that they did not choose our country as their destination. We Poles are simply not ready to accept these people – neither culturally nor financially.

I do not know if anyone is ready. To the EU a pathology is marching which we had not yet a chance to ever see, and I am sorry if anyone gets offended by his entry …

I can add that cars arrived with humanitarian aid – mainly food and water and they were just overturning those cars …

Det er ikke blot polakkerne der næppe vil finde sig i, hvad os patologisk selvdestruktive vesterlændinge lægger vores børns fremtid til. På Sicilien hævner de lokale unge sig på invasionen. Paven vil tage sin del af flygtningestrømmen. To (2!) familier, kan det blive når plads til i Vatikanet, der i forvejen er proppet med guld, røgelse og hjerterum.

the-tide

Svenskerne arrangerer godhedsdemoner ved siden af broderskabets moske. I Rotherham i Holland tørnede muslimer sammen med poltiet, skriver Breitbart, men når Danmarks Radio beskriver lignende sammenstød på Lesbos er flygtningene desperate.

Og desperate mennesker kalder på venligboere (via Uriasposten)

Some French leftists decided to hand out food to illegal immigrants in Calais. Illegals quickly took over the distribution of the food and stormed the van, trying to get in and grab all they could. Afterwards the woman visited a camp and the illegal immigrants were complaining to her that ”the food is not good”. The ungrateful illegals then took the food and threw it on the ground. Illegal immigrants in Europe expect to be placed in 5 star hotels when they arrive, when their expectations aren’t met they get aggressive. How long will we tolerate these demanders?

Et gutmensch klapper ad muslimen, der takker Allah.

De tyske scheiss millionaires gutmenschparade burde spejles i Premier League skriver Andy Kelly ansvarligt i Daily Mirror

Bayern Munich pledged 1m euros to the cause and to set up a training camp for young refugees. Bayern’s youth academy will provide regular training, meals and German language classes for the children.

Club chief executive Karl-Heinz Rummenigge said in a statement: “FC Bayern see it as its social responsibility to help those fleeing and suffering children, women and men, to support them and accompany them in Germany.”

Midfielder Javi Martinez yesterday went to Munich train station to welcome people at one of the key arrival points in Germany, distributing clothes, footballs and shirts.

And it’s not just in Munich.

Borussia Dortmund invited more than 200 refugees to their Europa League game last Thursday to help them settle into the city.

Many football fans from England are already planning to follow the lead of their German counterparts as public pressure has seen David Cameron pledge to accept more of those in need.

Yet from most of our football clubs, the silence has been deafening.

Ungarske fodboldfans savner ikke socialt ansvarlige klubber, skriver Russia Times

Clashes have broken out between refugees and football hooligans as the latter pelted smoke bombs and fireworks at the asylum seekers at the Keleti train station in Budapest. At least one person was injured before riot police intervened.

The refugees responded with plastic bottles and shoes, RT’s correspondent Daniel Hawkins reported from the scene on Friday.

Vand bliver smidt demonstrativt væk, en fyr holder med Real Madrid, der råder ham ‘Fly Emirates’. Der er forskel på børnefamilier og de vrede unge mænd. De sidste er i flertal

Orban og Bibi væger for sig på deres elskede landes vegne, mens tysk-franske Airbus værger Saudiaraberne fra deres arabiske brødre og og sikrer at presset koncentreres nordpå

german-saudi-fence

Er det drømme om de muligheder, der gør at et flertal af englænderne vil helt ud af EU, mens de endnu er i flertal?

befolkningstilvc3a6kst

Ja, det bliver sgu nok et nej 3. december

Demografi, Diverse, Folkevandring, Indvandring, Politik, Pressen — Drokles on August 31, 2015 at 7:27 am

Morten Uhrskov Jensen mener at det peger klart mod et nej til ophævelse af Retsforbeholdet. Virkeligheden kan ingen danse med

Europas nærområder er eksploderet, og af samme grund vil EU implodere, falde sammen og blive til nationalstaternes Europa. Baggrunden – den ufattelige strøm af mennesker fra Afrika og Mellemøsten – er potentielt katastrofal, men virkningen vil blive den lykkelige, at molokken EU’s dage er talte.

Fra flere og flere lande lyder kravet om grænsekontrol mellem Europas stater for at hævde suveræniteten, for at få styr på, hvem der kommer ind.

Fra højst overraskende kanter sættes der nu spørgsmålstegn ved den uendelige strøm af mennesker fra den tredje verden. Fra tidligere absolut førende inden for industrien for total forandring af Danmark, Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp og Anders Ladekarl fra Dansk Røder Kors, hører vi nu meldingen om, at dette ikke kan blive ved.

Og lad mig tilføje for egen regning: Det bliver ikke EU, der løser denne eksistentielle udfordring for Europa. EU er som bekendt antitesen til Europa og kan kun gøre tingene værre. Nationalstaterne hugger den gordiske knude over ved at tilbageføre deres afgivne suverænitet og således genetablere Europas sande mening, som er et kontinent af nationalstater.

(…)

EU er ved at falde sammen som følge af masseindvandringen, som EU er ude af stand til at håndtere, fordi EU er indsovset i en universalistisk tænkning, der hader nationer og derfor hverken kan eller vil beskytte selvsamme nationer.

Det kan kun Europas lande selv gøre. Kun Danmark kan beskytte sig selv. Derfor stemmer danskerne nej i stort tal den 3. december.

Tyskerne vil have at briterne, der klogt har holdt sig udenfor Schengen, tager flere flygtninge som en del af deres ansvar, skriver Daily Mail. Tyskland forventer nu op imod en million flygtninge i år. Bulgarien indsætter hæren langs grænsehegnet for at stoppe flygtninge fra Grækenland og Makedonien (i Urugay har politiet der, søgt om tilladelse til at skyde mistænkte, der flygter i ryggen - det er vel kun et spørgsmål om tid førend der kommer en tilsvarende forespørgsel fra et europæisk, hvis endda ikke et folkekrav)

Og indrømmelserne af katastrofens omfang siver også ind hos ja-partierne. Socialdemokraternes Trine Bramsen vil “gå lige til grænsen i forhold til, hvad Schengen-reglerne byder” for at få mere grænsekontrol og indrømmer dermed at Schengen er hindringen for en effektiv løsning. Og Venstres Inger Støjberg “tror ikke på, at EU kan løse det her samlet set”. Alligevel anbefales det stadig at stemme ja, ikke blot fra et flertal af politikere, men også fra medierne. Danmarks Radio bragte deres eget lille fremstød for sagen i en positiv meningsmåling for ja-fløjen baseret på et let ledende spørgsmål, som Enhedslistens Søren Søndergaard hudflettede i Jyllands-Posten

Det holdt imidlertid ikke DR tilbage for i sidste uge at bringe resultatet af en yderst tvivlsom måling som bevis for, at 52 pct. af danskerne ville stemme ja til at afskaffe retsforbeholdet. Det er dog meget usikkert, om det er tilfældet, når man ser, hvad DR rent faktisk har spurgt om:

»En tilvalgsordning vil betyde, at Danmark selv kan vælge, hvilke europæiske samarbejder man vil deltage i, og hvilke man ønsker at stå uden for på det retslige område. Det vil eksempelvis betyde, at Danmark kan vælge at deltage i det europæiske politisamarbejde, Europol, men at stå uden for de fælles beslutninger omkring eksempelvis udlændingepolitikken«.

Efter denne præmis stilles respondenten det nærliggende spørgsmål: »Støtter du en sådan ændring af retsforbeholdet?«

Kun en lille del af sandheden

Hvad forventer man egentlig af sådan et spørgsmål? For at svare nej skal respondenten nærmest være indædt modstander af bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Alternativt skal man på forhånd vide, at dette kun er en lille del af sandheden om, hvad der er på spil i denne afstemning.

DR nævner nemlig ikke på noget tidspunkt, at Danmark ved at stemme nej stadig kan deltage i grænseoverskridende politisamarbejde på samme måde, som eks. Norge og Schweiz har gjort i mange år. Det nævnes heller ikke, at Danmark ved at afskaffe retsforbeholdet uigenkaldeligt afgiver suverænitet over dele af vores retspolitik til EU, hvorefter hverken befolkningen eller det danske folketing har mulighed for at lave ændringer.

Og det nævnes heller ikke, at ved at stemme nej, så forsvinder den danske befolknings mulighed for at blokere for overdragelse af suverænitet på dette område én gang for alle.

Og inden debatten er kommet i gang er ja-sympatien dalende. Vi er trods alt nogle, der stadig husker bilen af strå.

Tradserier

David Trads tager på sin blog på Jyllands-Posten til genmæle mod mange af hans kritikere ved at svare ppå 10 udvalgte og ofte stillede spørgsmål. Første spørgsmål han svarer på, er, hvor mange flygtninge Trads selv er villig til at tage imod i sin lejlighed. Trads svar går, som Trads logik altid, på det andet af to ben. Han svarer abstrakt til det konkrete og konkret til det abstrakte. Hvorfor hjælpe overhovedet?

Folk har rettigheder, som ikke er afhængig af, om enkelte af os vil dele ud af vores penge. I gamle dage var det omvendt. Da måtte arbejdsløse og syge eksempelvis håbe på, at godsejeren ville hjælpe til. Det var ydmygende.

Trads historiske kommentar om godsejeren er kun taget med for sin surreelle kvalitet. Tilrejsende fra hele verden har rettigheder som ikke er afhængige af, om flertallet af danskerne er tilhængere eller modstandere af at dele ud af deres penge.

Mit svar er, at jeg ikke synes, at jeg skal huse flygtninge i min lejlighed. Jo, jeg har skam plads - lige som mange andre har det - men jeg synes ikke, at det er enkeltpersoners opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har plads her i landet, at regeringen ønsker at tage imod færre flygtninge. Plads har vi nemlig nok af. Der er masser af steder, hvor det offentlige kan købe eller leje boliger til flygtninge.

Her i landet har vi et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten. Det er en god ide, for så skal folk i nød ikke stå med hatten og håbe på almisser.

Vi har altså et fællesskab, men folk i vores velfærdssamfund har ingen ret til at sige nej til at man finansierer alle der kommer tilrejsende. Plads, har vi nok af, skriver Trads, for vi kan blot købe mere bebyggelse. Trads altruisme er adgang til andres lommer, lommer Trads mener er bundløse. “Er Trads den allerværste af dem alle, eller er det Stampe, Jensen eller CBT?” spurgte en god ven. Det er et svært spøgsmål. Carsten Jensen har vist skrevet en god bog i Vi De Druknede, så lidt formildende er det måske at sige om ham. Men det sørgelige er at det felt er endnu mere befolket, ja overbefolket, for nu at blive i temaet.

For overbefolket med tradser som Anders Ladekarl har vi nemlig hurtigt ikke plads nok i Danmark. Ladekarl var i forvejen en af de, der følte sig klemt af indvandringen og derfor flyttede væk og ud i de lyse med ordene “Jeg ønskede mig en større bolig“. Og i den bolig er det næppe heller plads til de indvandrere der allerede bor i hans hjerte så fællesskabet må tage resten - ja, dem alle, vi har jo en velfærdsstat til det samme.

anders-ladekarl-prins-joachim-og-torkild-thyrring

Eller en trads som Per Nyholm i Jyllands-Posten, der har besøgt Nørrebro, med “bus A5 fra Nørreport, i sig selv en socialantropologisk oplevelse“, hvor han slet ikke har fundet det virkelig, han har læst om i medierne. Tværtimod falder han…

…i snak med en venlig marokkaner. »Hvad tror du, reaktionen havde været,« spørger han, »om attentatet var blevet forøvet mod synagogen i Krystalgade?«

Jeg foretager en fodtur gennem Langbortistan. Ingen voldsmænd, intet politi, snarere myldrende liv, energisk handel, caféer og eksotiske butikker. Vi er helt sikkert ikke i Mellemøsten eller på Balkan. Dér lærte jeg i krigens tid, at man aldrig måtte gå ind i en gade, hvor der ikke hang vasketøj ud ad vinduerne. Jeg når frem til Det Mytologiske Kvarter (gaderne er opkaldt efter vore gamle guder) og spadserer ned ad den berygtede Baldersgade.

Jobcentret er lukket. Fem meget danske ungersvende sidder med lidt mad, en håndfuld bajere og en flaske mineralvand – denne sidste dog med brus – på en trappe. Eftermiddagssolen bager, som var den på besøg fra Kairo. Alt er fredeligt. Den meget omtalte Café Bumzen er lukket.

Første snak med en marokkaner demonstrerer fluks en paranoid kulturel/religiøs offerdyrkelse, hvor man står i modsætning til majoritetssamfundet, der holder hånden over jøderne. Men Nyholm spadserer videre og oplever endeløse rækker af shawarmabarer og kiosker som eksotiske. Alt er fredeligt og Café Bumzen blev omtalt fordi det var en venstreekstrem terrorrede. “En enkelt molotovcocktail blev vist nok kastet under en nylig fest” får vi senere at vide helt urelateret. Og måske blev denne molotovcocktail også kastet uden relation til Café Bumzen, men det styrer ikke Nyholms pointe.

Overflader har let ved at tage sig idylliske ud, hvis man ikke ved, hvad det er man ser når man ser “En arabisk fane vajer fra taget.” eller, hvad man skal mene om

En moder, hyllet i sort fra top til tå, passerer med to småpiger. De danser hen ad fortovet. Om 15 år vil de være til skæg og ballade i nattelivet.

Ja, børn af fundamentalistiske forældre er party-monkeys sammen med alle de andre tilhyldede piger på diskotekerne. Men der er en slange i Paradis

Vel inden døre trækker jeg over facebookkommentarerne til brandanslaget i Nordvestkvarteret. En navngiven herre skriver: »Godt, respekt – brænd kamellortet af.« En anden tilføjer: »I må godt få 10 liter benzin af mig.« En tredje: »Det næste bliver deres moske inden jeg dør er den brændt ned.«

Sådan lød skrålet i de tyske gader i nazitiden. Sådan lyder skrålet i vore dages København.

Det er problemet med Danmark idag, danskerne; de fylder for meget i velfærdsstaten.

Fjendtligboerne i Calais

Forleden skrev jeg at der trods danske mediers forkærlighed for venligboere udd og hjemme så er fjendtligboerne i flertal. I farten nævnte jeg ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe der fortalte TV2, hvorledes venligboere i Calais havde taget så godt imod de afrikanske migranter at man undredes over hvorfor migranterne risikerede liv og lemmer for at komme videre. Men jeg fik ikke helt beskrivelsen af Calais  fantastiske venligboere med. På videoindslaget fortæller Sanchez Boe

Der er en meget, meget stor forskel på, hvad myndighederne gør og hvad de lokale gør. Altså, det, der er ret fantastisk her i Calais faktisk, det er, at de sidste 10-15 år, der har der udviklet sig enorm megen solidaritet med altså almindelige borgere som bo i Calais og som tager migranter ind for at tage et brusebad, bruge toilettet, som låner deres stik sådan så folk kan oplade deres mobiltelefoner og blive ved med at være i kontakt med deres familier derhjemme - hvis de i det hele taget har kontakt til dem. Der er blevet organiseret folkekøkkener, hvor folk fra omegnen simpelthen kommer med mad og hjælper migranterne.

Og til gengæld fra myndighedernes side så har der været enormt meget (utydeligt) …at staten eller andre har svigtet deres ansvar og det vil jeg sige… - det vil jeg gerne modsige fordi staten har simpelthen ladet denne her lejr udvikle sig i løbet af de sidste mange år, specielt i løbet af de sidste mange måneder. Og en af de ting, som myndighederne har gjort, det har været at forbyde maduddeling inde i Calais centrum og tvinge organisationerne og civilsamfundet til at give mad til migranterne uden for Calais, 10 kilometer udenfor Calais, ude ved klitterne. Et sted som er mere svagt beboet end Calais centrum.

Og det har gjort at man har holdt migranterne væk fra Calais centrum og også lidt mere væk fra lokalbefolkningen. Og for første gang i mange, mange år har Læger Uden Grænser og andre organisationer sat kriselejre op indenfor Frankrigs grænser, som de ville have gjort det i et andet af verdens brændpunkter.

Daily Mail har undgået civilsamfundet og derimod talt med uvenligboerne i Calais, som mener at migranterne ikke så meget låner, som de simpelthen tager. Enormt meget faktisk

Desperate locals in Calais are putting their houses on the market amid claims that migrants have been stealing their washing and Wi-Fi connections.

One farmer living in the area has even set up thermal imaging cameras and electric wires around a vacant house he owns for fear that squatters may take over.

A sign displayed at the entrance to the gates, which are reinforced with barbed wire, reads: ‘Traps!’.

2b11d73000000578-3184273-image-a-12_1438628098569

The road, Rue de Gravelines, which backs onto the camp known as ‘the jungle’, is also littered with ‘A Vendre’ (for sale) signs.

Another local yesterday told the Mail that he was moving out of his rented home because of the camp.

The man who would only give his name as René, 59, said that, of the four cluster of houses on the road, he was the second to move out as a result.

René, who is retired, has lived in the house for three years and enjoys the ‘tranquil’ setting.

But, he claims his 18-year-old daughter is now too scared to take the bus to and from Calais town centre at night because of the dozens of men travelling back and forth from the tunnel.

Fjendtligboerne er flest

Danskerne vil ikke tage imod flere flygtninge, skriver TV2. Det vil Stine Bosse gerne. Hun får “en led smag i munden” af at følge debatten fortæller hun Berlingske Tidende og det er hun bange for, at den kvalificerede udenlandske arbejdskraft også gør, hvis de ser Støjbergs anti-immigrationskampagne. Vi har ikke andre valg end at åbne sluserne for folkevandringen konkluderer Jes Stein Pedersen med en blanding af apati og optimisme i Politiken: “Det er Europas helt store politiske og moralske problem, og vi slipper ikke for at tøjle vores egen skamløse forkælelse, hvis vi skal løse det”

Jeg vil til enhver tid gå på barrikaderne for, at den lille plet, der hedder ’Danmark’, forbliver et civiliseret sted. Problemet er, at Historien med meget stort H banker på, og at vi står foran enorme forandringer, som, uanset om vi vil det eller ej, vil ændre den måde, vi har levet på.

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Men inden Politikens læser for pakket kufferten, afsted mod at fortrænge andre folkeslag, leverer Pedersen sit twist,

Se bare på USA, som i løbet af relativt få årtier har ændret kulør. Det nordamerikanske menneske er også rent genetisk ved at blive globaliseret med stor fart. Det sørger kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien for. Det samme vil ske i Europa. Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Ja, det er os der skal rendes over evne. Det er svært at vide, hvor man skal begynde. “USAs unge og diverse befolkning er ‘Genetisk globaliseret’ via “kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien”… Hvorledes Norge og Danmark formåede at blive velstandsnationer i vores selvtilstrækkelighed forstår man ikke. Ej heller hvorfor folk flygter fra sekteriske konflikter frem for at lade sig blive genetisk globaliseret, der synes at være opskriften på fremtidig vækst, velstand og lykke. Derfor er følgende også uforståeligt

Det er ikke kun grækerne, der lever vildt over evne. Det gør hele Europa, og det holder ikke i længden, at vi ikke vil dele ud af trygheden og velstanden til folk i nød.

Det er således med folk, der lever over evne at de ikke har noget at dele ud af jvf at Grækenland derfor er et skrækeksempel. Politikens Peter Wivel mener ikke blot at Europa er nødt til at dele ud tryghed og velstand, men at folkevandringen ligefrem vil gavne Europa. Hvorfor? Hvordan? Det bliver aldrig forklaret. Det behøver man heller ikke når man kan skelne mellem god kynisme og populisme. God kynisme er ens egne meninger, mens populisme er det man ikke kan lide.

Og medierne kan lide Venligboerne, der straks rykker ud for at ordne haven for eksotiske syrere, noget de aldrig har gjort for forarmede danskere - ligesom venligborgmestrene. De fylder meget i medierne, i Information kørte man således sit eget lille kampagneindslag der med Café Venligbo som hovedperson skulle forsikre de eksotiske masser om at her var ressourcer nok at hente, blot man gider stå med hænderne i lommen. Venligheden oversteg Maher Hosin fra Syrien

»Før jeg kom til Danmark, hørte jeg dårlige ting, men da jeg kom hertil, blev jeg overrasket. Alle har været søde,«

Lader til Støjberg skal udtrykke sig i betydeligt kraftigere vendinger. Men venligboerne er ikke blot et dansk fænomen. Eller det er det måske, et rent dansk mediefænomen, men det rækker ud over Stevns og helt til Calais, hvor ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe fortæller TV2, hvorledes civilsamfundet har taget godt imod de massende negre og hjulpet med bad, mad og telefoni. Dette til trods er de desperate for at komme væk fra venligboerne i Calais

- Der er mange grunde til, at de vil til Storbritannien, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe, som har besøgt flygtningelejrene i Calais, til TV 2.

- Hvis man tager afghanere, er det ofte fordi, der er mange afghanere der i forvejen. Men det er også et spørgsmål om sprog.

Den analyse bakker TV 2’s Petter Ettrup op. Han har netop besøgt Calais, hvor han talte med en række af flygtningene.

- Mange af dem, jeg mødte, talte engelsk. Og de ser det selvfølgelig som en fordel at komme til et engelsksproget land.

Det lykkedes ikke Daily Mail at få kommentarer fra de franske venligboere.

Død over Amerika, same procedure…

Atomvåben, Diverse, Folkevandring, Iran, USA, islam — Drokles on July 31, 2015 at 9:11 pm

Herhjemme vånder erhvervslivet sig sammen med venstrefløjen over at regeringen og dansk Folkeparti leger med tanken om oplysningsvideoer, rettet mod folkevandringen. Man er grundlæggende bange for vores renomme i udlandet, at højtuddannede udlændinge ikke vil komme til Danmark under indtryk af at kampagnen er rettet imod dem. Men Bosse og co. kan ånde lettet op, så smålige er de ikke i det store udland. Her kan man rask væk ønske død over hinanden og stadig indgå endsidige tillidsøvelser med masseudslettelsesvåben fortæller Daniel Greenfield for Frontpage Magazine

Secretary of State John Kerry is still seeking a nuanced explanation for Iran’s government saying, “Death to America”. He called the Iranian government’s cries of “Death to America” “not helpful” and suggested that the Supreme Leader might not really mean it.

And now Kerry would like to emphasize that aside from the “Death to America” chants and the nuclear bombs and constant threats of war, at no time was he made aware of an Iranian plan to destroy America.

(…)

Well there are two options.

1. Iran’s leaders keep saying things they don’t mean… which means we probably shouldn’t trust them not to go nuclear despite the deal

2. They do mean what they say… in which case we know why they want the nukes

So does Iran have a “Death to America” policy? Here you go, John.

In response to a question by a parliamentarian on how long this battle will continue, Khamenei said,“Battle and jihad are endless because evil and its front continue to exist. … This battle will only end when the society can get rid of the oppressors’ front with America at the head of it, which has expanded its claws on human mind, body and thought. … This requires a difficult and lengthy struggle and need for great strides.”

Sounds like a policy.

The New Yorker prøvede at forklare at det er en gammel vane at ønske død over hinanden og i øvrigt er det ikke flertallet af iranerne, der råber med

Nasser Hadian got his doctorate at the University of Tennessee and taught at Columbia. He is now a Tehran University political scientist and influential voice in policy circles. His daughter is in graduate school at Tulane. “Saying ‘Death to America’ is meaningless,” he told me. “It’s actually not acceptable in our culture, because they’re saying death to a whole people. It’s said by only twenty per cent of the population. And only a teeny per cent of that twenty per cent believes in it. They think America crystallizes and stands for all bad things in the world—the same way some Americans think about Iran. America has killed more Iranians than Iranians have killed Americans. The U.S. supported Saddam Hussein during his war with Iran, when hundreds of thousands died.”

He went on, “For others, it’s part of a religious ritual. But the élite who use it exploit the term for political reasons. Poll after poll shows that Iranians are greater supporters of America than any other Muslim country in the region.

“So whom does America want to rely on to judge public opinion?” Hadian asked. “The twenty per cent who do shout ‘Death to America!’ or the eighty per cent who don’t?”

Mere relevant vil nok være at spørge: Hvem får kontrollen over atom-arsenalet? De tyve procent, der har magten i landet eller de firs procent hvis mening tæller hat? De tyve procent var hurtige med deres svar

Stadig svært at erkende kristenforfølgelsen endsige dens ophav

Eliza Grizwold skriver i New Yok Times fyldigt om muslimernes forfølgelse af kristne i Mellemøsten

From 1910 to 2010, the number of Christians in the Middle East — in countries like Egypt, Israel, Palestine and Jordan — continued to decline; once 14 percent of the population, Christians now make up roughly 4 percent. (In Iran and Turkey, they’re all but gone.) In Lebanon, the only country in the region where Christians hold significant political power, their numbers have shrunk over the past century, to 34 percent from 78 percent of the population. Low birthrates have contributed to this decline, as well as hostile political environments and economic crisis. Fear is also a driver. The rise of extremist groups, as well as the perception that their communities are vanishing, causes people to leave.

“‘‘If we attend to minority rights only after slaughter has begun, then we have already failed,’’ siger FNs Menneskerets Højkommissær Zeid Ra’ad al-Hussein. Demokraten Anna Eshoo, der sidder i Repræsentanternes Hus for Californien siger “Christianity is under an existential threat”. Men alligevel har Det Hvide Hus uligt meget sværere ved at anerkende kristne ledere end muslimske skriver Raymond Ibrahim i Gatestone Institute.

During the height of one of the most brutal months of Muslim persecution of Christians, the U.S. State Department exposed its double standards against persecuted Christian minorities.

Sister Diana, an influential Iraqi Christian leader, who was scheduled to visit the U.S. to advocate for persecuted Christians in the Mideast, was denied a visa by the U.S. State Department even though she had visited the U.S. before, most recently in 2012.

She was to be one of a delegation of religious leaders from Iraq — including Sunni, Shia and Yazidi, among others — to visit Washington, D.C., to describe the situation of their people. Every religious leader from this delegation to Washington D.C. was granted a visa — except for the only Christian representative, Sister Diana.

After this refusal became public, many Americans protested, some writing to their congressmen. Discussing the nun’s visa denial, former House Speaker Newt Gingrich said:

This is an administration which never seems to find a good enough excuse to help Christians, but always finds an excuse to apologize for terrorists … I hope that as it gets attention that Secretary Kerry will reverse it. If he doesn’t, Congress has to investigate, and the person who made this decision ought to be fired.

The State Department eventually granted Sister Diana a visa.

This is not the first time the U.S. State Department has not granted a visa to a Christian leader coming from a Muslim region. Last year, after the United States Institute for Peace brought together the governors of Nigeria’s mostly Muslim northern states for a conference in the U.S., the State Department blocked the visa of the region’s only Christian governor, Jonah David Jang.

Greenfield har en lang udførlig liste over den undertrykkelse kristne udsættes for i den muslimske verden, der er værd at gøre sig nedslået over. Men få politikere synes at kere sig. I Griswolds lange, velskrevne, detaljerede og på en gang indsigtsfulde og manipulerende artikel skriver hun, at det har været en topprioritet for både Bush og Obama ikke at tage sig ud sig ud som kristne korsfarere

It has been nearly impossible for two U.S. presidents — Bush, a conservative evangelical; and Obama, a progressive liberal — to address the plight of Christians explicitly for fear of appearing to play into the crusader and ‘‘clash of civilizations’’ narratives the West is accused of embracing. In 2007, when Al Qaeda was kidnapping and killing priests in Mosul, Nina Shea, who was then a U.S. commissioner for religious freedom, says she approached the secretary of state at the time, Condoleezza Rice, who told her the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues. Rice now says that protecting religious freedom in Iraq was a priority both for her and for the Bush administration. But the targeted violence and mass Christian exodus remained unaddressed. ‘‘One of the blind spots of the Bush administration was the inability to grapple with this as a direct byproduct of the invasion,’’ says Timothy Shah, the associate director of Georgetown University’s Religious Freedom Project.

More recently, the White House has been criticized for eschewing the term ‘‘Christian’’ altogether. The issue of Christian persecution is politically charged; the Christian right has long used the idea that Christianity is imperiled to rally its base. When ISIS massacred Egyptian Copts in Libya this winter, the State Department came under fire for referring to the victims merely as ‘‘Egyptian citizens.’’ Daniel Philpott, a professor of political science at the University of Notre Dame, says, ‘‘When ISIS is no longer said to have religious motivations nor the minorities it attacks to have religious identities, the Obama administration’s caution about religion becomes excessive.’’

Politisk korrekthed og hensynsbetændelse til muslimske vrangforestillinger betales af de kristne. Og politikerne høster veksler for deres kulturelle sensitivitet fra den smagfulde venstrefløj. Den umiddelbare historie og situation ridser Griswold op således

For more than a decade, extremists have targeted Christians and other minorities, who often serve as stand-ins for the West. This was especially true in Iraq after the U.S. invasion, which caused hundreds of thousands to flee. ‘‘Since 2003, we’ve lost priests, bishops and more than 60 churches were bombed,’’ Bashar Warda, the Chaldean Catholic archbishop of Erbil, said. With the fall of Saddam Hussein, Christians began to leave Iraq in large numbers, and the population shrank to less than 500,000 today from as many as 1.5 million in 2003.

The Arab Spring only made things worse. As dictators like Mubarak in Egypt and Qaddafi in Libya were toppled, their longstanding protection of minorities also ended. Now, ISIS is looking to eradicate Christians and other minorities altogether. The group twists the early history of Christians in the region — their subjugation by the sword — to legitimize its millenarian enterprise. Recently, ISIS posted videos delineating the second-class status of Christians in the caliphate. Those unwilling to pay the jizya tax or to convert would be destroyed, the narrator warned, as the videos culminated in the now-­infamous scenes of Egyptian and Ethiopian Christians in Libya being marched onto the beach and beheaded, their blood running into the surf.

The future of Christianity in the region of its birth is now uncertain. ‘‘How much longer can we flee before we and other minorities become a story in a history book?’’ says Nuri Kino, a journalist and founder of the advocacy group Demand for Action. According to a Pew study, more Christians are now faced with religious persecution than at any time since their early history.

Griswolds artikel kan absolut anbefales, hvis man vil være klogere på de kristnes situation og Mellemøstens morads. Men jeg skrev at den også var manipulerende og det er den i sin apologetiske omgang med islam. Selvfølgelig, fristes man nemlig til at sige.

Så skønt Griswold er langt fremme i erkendelsen af de kristnes ulykkelige situation i Mellemøsten (i hele  den muslimske verden, rent faktisk, og den kommunistiske også), og mens politikerne tøver, så er hun ikke nået dertil, hvor hun kan beskrive det reelle problem. Det er generiske “ekstremister”, der er problemet for Griswold, mens Condoleezza Rice trods alt vidste mere end det med sit “the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues” - og så svigtede de alligevel. Så civilisationernes sammenstød bliver derfor kun et narrativ for Griswold, en fortælling og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. (”Israel and Palestine” har en konflikt, en formulering, der betyder at Israel er en illegitim stat, der hvor Palæstina eksisterer).

Griswolds artikel er vævet over nogle flygtninges frygtelige historier med den 31 årige Rana og hendes mand som hovedroller. Ranas mand Diyaa beskrives som “a tyrant (…) who, after 14 years of marriage, wouldn’t let (), Rana, 31, have her own mobile phone. He isolated her from friends and family, guarding her jealously”. Han var tillige nærig. Jeg mindes ikke en historie om palæstinensiske ofre, der hænges ud som dumme svin. Nuvel, mennesker er mennesker og Diyaas karakterbrister drukner hurtigt i beskrivelserne af det muslimske vanvid. Bortset fra, at det gør det ikke helt, for islam holdes fri.

Lad os, som enhver god film, fokusere på parallelhistorierne. I det historiske afsnit hedder det fra Griswolds hånd

When the first Islamic armies arrived from the Arabian Peninsula during the seventh century, the Assyrian Church of the East was sending missionaries to China, India and Mongolia. The shift from Christianity to Islam happened gradually. Much as the worship of Eastern cults largely gave way to Christianity, Christianity gave way to Islam. Under Islamic rule, Eastern Christians lived as protected people, dhimmi: They were subservient and had to pay the jizya, but were often allowed to observe practices forbidden by Islam, including eating pork and drinking alcohol. Muslim rulers tended to be more tolerant of minorities than their Christian counterparts, and for 1,500 years, different religions thrived side by side.

One hundred years ago, the fall of the Ottoman Empire and World War I ushered in the greatest period of violence against Christians in the region. The genocide waged by the Young Turks in the name of nationalism, not religion, left at least two million Armenians, Assyrians and Greeks dead. Nearly all were Christian. Among those who survived, many of the better educated left for the West. Others settled in Iraq and Syria, where they were protected by the military dictators who courted these often economically powerful minorities.

De islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom skete gradvist og naturligt, kristne var beskyttet mod et vist kontingent (en lille del af folks motivation for det ‘naturlige’ skift), de muslimske fyrster var tolerante og religionerne trivedes side om side. Men så kommer nationalismen som følge af Osmannerrigets sammenbrud og begår folkemord. Det er ikke islam, det er end ikke ‘religion’! Alligevel sker folkemordet på kristne.

Det er djævlen i detaljen. Fortællingen er tilstrækkelig upræcist formuleret til ikke at være direkte løgn, men vildledende. Folkemordet på de kristne skete ikke som følge af Osmannerrigets sammenbrud, det startede med tiltagende pogromer i 1890′erne og blev færdiggjort i 1919, inden sammenbruddet. Og det var en erklæret jihad mod de vantro. Derfor fandt grusomhederne også en naturlig klangbund blandt almindelige muslimer, der tog ivrigt del i grusomhederne. Den dag i dag er kirkerne i Tyrkiet på vej mod udryddelse. Og regionens diktatorer, hvem var det nu de beskyttede de minoriteterne imod?

Så lad os vende tilbage til Rana og Diyaa og de andre kristne minoriteters historie om da nutidens islamiske hær ankom til den kristne by Qaraqosh, hvor de boede. Flygtninge fra Mosul fortalte de lokale at “The militants painted a red Arabic ‘‘n,’’ for Nasrane, a slur, on Christian homes”. Just ankommet kendte den islamiske hær ISIS ikke de kristne i Mosul - men det gjorde de kristnes muslimske naboer, klangbunden og de malede ‘n’ for nasrane på de kristnes hjem.

De kurdiske styrker, peshmerga, der havde været ene om at give ISIS modstand, trak sig fra området. Da kurderne havde afvæbnet de kristne og ISIS afskåret vandforsyningnen, flygtede de fleste af Qaraqosh indbyggere og efterlod kun de svageste, gamle og syge og en enkelt fulderik tilbage. Og så Diyaa, der nægtede Rana at flygte fordi han ikke mente ISIS vil ankomme.

As Diyaa and Rana hid in their basement, ISIS broke into stores and looted them. Over the next two weeks, militants rooted out most of the residents cowering in their homes, searching house to house. The armed men roamed Qaraqosh on foot and in pickups. They marked the walls of farms and businesses ‘‘Property of the Islamic State.’’ ISIS now held not just Mosul, Iraq’s second largest city, but also Ramadi and Fallujah. (During the Iraq War, the fighting in these three places accounted for 30 percent of U.S. casualties.) In Qaraqosh, as in Mosul, ISIS offered residents a choice: They could either convert or pay the jizya, the head tax levied against all ‘‘People of the Book’’: Christians, Zoroastrians and Jews. If they refused, they would be killed, raped or enslaved, their wealth taken as spoils of war.

Således ser det ud når den islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom sker gradvist forstået som et rykud, hvilket er naturligt omstændighederne taget i betragtning. Og de muslimske herrers tolerance var baseret på beskyttelsespenge. Således skal religionerne trives side om side, hvis altså ikke man foretrak at blive “dræbt, voldtaget eller gjort til slave”.

Men ISIS bløder op i dovenskab efter at rende og lede efter de sidste kristne og tilbyder “what they call ‘exile and hardship’”. Diyaa og Rana kommer frem fra deres skjul og melder sig til ISIS sundhedscenters ‘checkups’’, der er en slet skjult eufemisme for en visitering efter eventuelle værdier. Og, skal det hurtigt vise sig, så har mennesker også en særlig værdi i sig selv i det islamiske tankesæt

By 9 a.m., ISIS had separated men from women. Seated in the crowd, the local ISIS emir, Saeed Abbas, surveyed the female prisoners. His eyes lit on Aida Hana Noah, 43, who was holding her 3-year-old daughter, Christina. Noah said she felt his gaze and gripped Christina closer. For two weeks, she’d been at home with her daughter and her husband, Khadr Azzou Abada, 65. He was blind, and Aida decided that the journey north would be too hard for him. So she sent her 25-year-old son with her three other children, who ranged in age from 10 to 13, to safety. She thought Christina too young to be without her mother.

ISIS scanned the separate groups of men and women. ‘‘You’’ and ‘‘you,’’ they pointed. Some of the captives realized what ISIS was doing, survivors told me later, dividing the young and healthy from the older and weak. One, Talal Abdul Ghani, placed a final call to his family before the fighters confiscated his phone. He had been publicly whipped for refusing to convert to Islam, as his sisters, who fled from other towns, later recounted. ‘‘Let me talk to everybody,’’ he wept. ‘‘I don’t think they’re letting me go.’’ It was the last time they heard from him.

No one was sure where either bus was going. As the jihadists directed the weaker and older to the first of two buses, one 49-year-old woman, Sahar, protested that she’d been separated from her husband, Adel. Although he was 61, he was healthy and strong and had been held back. One fighter reassured her, saying, ‘‘These others will follow.’’ Sahar, Aida and her blind husband, Khadr, boarded the first bus. The driver, a man they didn’t know, walked down the aisle. Without a word, he took Christina from her mother’s arms. ‘‘Please, in the name of God, give her back,’’ Aida pleaded. The driver carried Christina into the medical center. Then he returned without the child. As the people in the bus prayed to leave town, Aida kept begging for Christina. Finally, the driver went inside again. He came back empty-handed.

(…)

As the bus rumbled north out of town, Aida sat crumpled in a seat next to her husband. Many of the 40-odd people on it began to weep. ‘‘We cried for Christina and ourselves,’’ Sahar said. The bus took a sharp right toward the Khazir River that marked an edge of the land ISIS had seized. Several minutes later, the driver stopped and ordered everyone off.

Led by a shepherd who had traveled this path with his flock, the sick and elderly descended and began to walk to the Khazir River. The journey took 12 hours.

The second bus — the one filled with the young and healthy — headed north, too. But instead of turning east, it turned west, toward Mosul. Among its captives was Diyaa. Rana wasn’t with him. She had been bundled into a third vehicle, a new four-wheel drive, along with an 18-year-old girl named Rita, who’d come to Qaraqosh to help her elderly father flee.

The women were driven to Mosul, where, the next day, Rana’s captor called her brothers. ‘‘If you come near her, I’ll blow the house up. I’m wearing a suicide vest,’’ he said. Then he passed the phone to Rana, who whispered, in Syriac, the story of what happened to her. Her brothers were afraid to ask any questions lest her answers make trouble for her. She said, ‘‘I’m taking care of a 3-year-old named Christina.’’

Trods disse utvetydige beskrivelser er Griswolds ellers glimrende artikel fuld af de standardbesværgelser der tynger de ledende medier. “No one has suffered more at the hands of ISIS than fellow Muslims”, hedder det pludselig, med henvisning til at flere muslimer end kristne dør af andre muslimer. Samme logik kunne man sige om tyskerne og jøderne under nazismen. Skønt interessant med Ellemannske observationer så er den relevante pointe at kristne næsten pr automatik dør i mødet med den ankomne muslimske hær, forrådt af sin muslimske nabo. Den kristne kan, som andre ikke-muslimske minoriteter, ikke komme uden om den direkte forfølgelse. Og den forfølgelse er islam.

Det sidste man hører om Rita er at hun “had been given as a slave to a powerful member of ISIS; Christina was given to a family to be raised as a Muslim”.

Kampagnekrig?

Politiet kan ikke klare mere siger de. 60 timers arbejdsuger får de udkørte betjente til at runde et sygefravær på hele 18%. Årsagen er dels at man har nedlagt stillinger svarende til en hel politikreds, dels det ekstra arbejde de mange muslimske terrorsager giver, skriver TV2. Og også flyvevåbnets F-16 mekanikere i Irak “er trætte, hårdt belastede og har ikke tid til familien, mens sygefraværet er rekordhøjt” skriver Jyllands-Posten. Det er de menige medlemmer af statens voldsmonopol, der mærker trykket mellem dalende finansiering og stigende islamicering.

Eneste modsvar fra politikerne ser ud til at være Inger Støjbergs anti-folkevandringskampagne. Store ord frem for konkrete tiltag har længe været Støjbergs unikke talent. Det var egentlig Dansk Folkeparti der havde foreslået en sådan kampagne, men da havde Venstre afvist det fordi det “hører ikke hjemme i Danmark at lave videoer, der skal skræmme flygtninge fra at søge til landet”. Uønskede mennesker hører nu endnu mindre hjemme skulle man mene. I stedet skulle man “kommunikerer på en mere informativ måde”. Og det er synd, for information om Danmark er en magnet.

Mens Støjberg gør alt for at holde sine udmeldinger tomme for handling skulle man tro at aviserne Information og Jyllands-Posten allerede havde indledt deres egne oplysning-til-flygtninge-kampagner. Jyllands-Posten opreklamerede således alternativet til Danmark på den synkende side af sundet og kunne fortælle hvorledes alting der er meget bedre da man som flygtning i Sverige får lov til at køre gratis med offentlige transport. Argumentet fra forvalterne af det svenske folks indkomst er at det er “en kæmpe integrationssatsning, hvor vi håber, at folks mobilitet vil stige, så de kan få flere kontakter i samfundet.” Det bliver i alt fald gratis for parallelsamfundene at knytte deres ghettoer bedre sammen.

Information går den anden vej og havde endnu en venlig artikel om Venligboernes succes med at ønske de kommende parallelsamfund velkomne. Her fortæller de kommende økonomiske udgifter - der bliver en meget mere eksotisk underklasse end det eksisterende ‘white trash’ - at venligheden i Danmark overstiger al forventning. Selv om venligboerne er en helt igennem kunstig størrelse opfundet til en intern dansk debat, så afspejler den desværre virkeligheden bedst. Venligheden i Danmark overstiger enhver forventning.

Grænser

Bloomberg skriver at grænsehegn er ved at blive dagens orden i Mellemøsten, som staterne forsøger at sikre sig imod terror

As they confront the rising threat of modern jihadist violence, many of the nations most at risk are retreating behind one of the oldest forms of defense.

Tunisia and Turkey are the latest to invest in border barriers, both announcing the plans in the immediate aftermath of attacks on civilian targets. A fence and watchtowers will guard Tunisia’s border with Libya, where the militants who killed foreign tourists on a Tunisian beach are said to have been trained. Turkey said late Wednesday it will fortify the border with Syria after a suicide bomb in a nearby town.

From Morocco to Saudi Arabia, boundaries are being fortified at a rate not seen since the months following the Sept. 11 attacks.

grc3a6nsehegn-i-mellemc3b8sten

Men, advarer eksperterne, fysiske grænsedragninger er ikke løsningen

“Of the Middle East’s most-famed physical defenses, the majority failed. Jerusalem’s ancient walls did little to halt a succession of conquerors, and Byzantine Constantinople’s elaborate fortifications didn’t thwart the Ottomans.

Though modern barriers may curb trafficking and illicit crossings in the short term, they almost never deliver prolonged security without cross-frontier cooperation.

“Israel’s barriers have worked well for them so far,” said Brent Sterling, author of “Do Good Fences Make Good Neighbors?” and a professor at Georgetown University. Long-term, though, they remove the incentive to try and reach a permanent accord with the Palestinians, he said.”

Fysiske grænsedragninger virker altså ikke fordi de bliver overløbet af en overlegen fjende. Når de så ikke bliver overløbet af en overlegen fjende er det dem der forhindrer fred. Alligevel er Mellemøsten ikke alene om at sætte grænser, skriver Gatestone Institute

Bulgaria has built a 33-km (21-mile), three-meter-high (10-foot) barbed wire fence along its border with its southeastern neighbor Turkey in an effort to limit the influx of migrants from Syria and other parts of the Middle East and North Africa. The Interior Ministry has also deployed more than one thousand police officers to patrol the Turkish border.

Greece has erected a 10.5-km, four-meter-high barbed-wire fence along part of its border with Turkey. The Greek wall is said to be responsible for diverting migration routes toward neighboring Bulgaria and, consequently, for construction of the wall there.

Spain has fortified fences in the North African exclaves of Ceuta and Melilla as record numbers of migrants are jumping over the barriers from neighboring Morocco. Border police registered more than 19,000 attempts to jump the fence at Melilla in 2014, up 350% on 2013, according to the Interior Ministry. Nearly 7,500 migrants successfully entered Ceuta and Melilla in 2014, including 3,305 from Syria.

The UK is setting up more than two miles of nine-foot-high security fencing at the Channel Tunnel port of Calais in northern France, in an attempt to stop thousands of illegal migrants breaking into trucks bound for the UK. Currently, more than 3,000 migrants are camped in and around Calais hoping to make it to Britain. More than 39,000 would-be illegal immigrants were prevented from crossing the Channel in the 12 months prior to April, more than double the previous year.

EU member states are implementing other emergency measures to halt the flow of immigration.

Austria has stopped processing asylum claims as of June 13, in an effort to make the country “less attractive” for migrants relative to other EU countries. According to Austrian Interior Minister Johanna Mikl-Leitner, Vienna was “stopping the Austrian asylum express,” whereby applications are processed within an average period of four months, faster than in any other EU country. Asylum requests for Austria rose nearly 180% in the first five months of 2015 to 20,620, and were on track to reach 70,000 by the end of the year.

Denmark on July 1 announced that it would slash benefits for asylum seekers to bring down the number of refugees coming to the country. It recently emerged that three out of four refugees who came to Denmark in the early 2000s are jobless ten years later.

France and Italy have sparred over who is responsible for hundreds of African migrants stranded at Ventimiglia on the France-Italy border after French police refused to let them in. France accused Italy of failing to respect the so-called Dublin Regulation, a law that requires people seeking refuge within the EU to do so in the first European country they reach. Italian officials argued that the migrants see Italy as only a transit country.

Hungary on June 23 suspended its adherence to the Dublin Regulation, which requires Hungary to take back refugees who have travelled through the country to reach other EU countries.

Meanwhile, the European Commission, the EU’s powerful bureaucratic arm, on May 27 announced a controversial “relocation plan” that would require EU member states to accept 40,000 Syrian and Eritrean asylum seekers from Italy and Greece over the next two years.

Eksperterne tror dog også at ISIS, med bombeangrebet mod en venstrefløjsdemonstration i Tyrkiet forleden og dagens skudvekslinger mellem ISIS og tyrkisk militær, måske forsøger at trække flere ind i det muslimske kaos. Nej, virkeligt. Snaphanen giver dette link til ISIS indre verden, Channel Four Dispatches: Escape From ISIS

Guardian har en længere fortælling fra en højtstående ISIS leder og New York Review of Books en større artikel, hvor de undrer sig over fænomenet ISIS. Ellers kan man allerede læse eller genlæse The Atlantics What ISIS Really Wants, der næsten er blevet en klassiker, som også venstrefløjen tør citere.

Er legen snart slut for EUs elite?

“Det er bare noget, de leger” hedder det i Altingets artikel “Europas politiske talentfabrik“. Rannvá Clemensen er studerende på linjen Internationale Forhold og Diplomati på Europakollegiet i Brügge og legen er en øvelse i hvordan Europas kommende politiske elite skal respondere på et Boko Haram angreb, hvor EU-borgere bliver taget som gidsler.

”Det behøver ikke at føles ægte, for at jeg kan gå op i det. Man går ind og kæmper for sin position og giver sig kun, når man kan leve med det,” siger hun.

Og al leg er en forberedelse på virkeligheden, den virkelighed den politiske elite skubber på for at realisere. Den franske præsident Hollande vil have en egentlig EU regering, skriver TV2, der skal have “et eget budget og parlament, som skal sikre den demokratiske kontrol” fordi Europas problemer er en ‘mangel’ på EU. Rannvá Clementsen er altså en del af europas kommende elite, der bliver skolet fra en ung alder i, hvorledes EU skal regeres, håndteres og administreres.

Sammen med over 300 nogenlunde jævnaldrende studerende er hun i gang med en etårig mastergrad ved Europakollegiet. Når de ikke er på skolen, bor de sammen i huse rundtom i middelalderbyen. I hvert hus arbejder en ‘husmor’, som blandt andet sørger for morgenmad til de studerende. Resten af deres måltider spiser de, undtagen om søndagen, sammen i kollegiets kantine.

Den hverdag giver et stærkt sammenhold blandt de studerende, og tiden på skolen udgør for mange også starten på at få opbygget et professionelt netværk.

Rektoren for kollegiet, den tyske Jörg Monar er slået over “at eleverne danner en følelse af samhørighed over de ni måneder, som jeg ikke er stødt ind i på andre institutioner“. Når jeg siger han er tysker, så er det måske lidt fornærmende, for den følelse af sammenhørighed hans skole skaber. For, som man også kan læse, kommer Rannvá Clementsen “egentlig fra Færøerne. I Brügge er hun dansker. Men først og fremmest er hun europæer.” Sådan, Europas kommende elite har ikke et nationalt tilhørsforhold og sørger ikke for deres egen mad. Til gengæld har de altså et stærkt internt sammenhold.

Eller måske er det ikke Europas kommende elite vi ser, måske ser vi EUs dødskamp. Det mener i hvert fald Breitbarts Gerald Warner, der ser EU i en uløselig indre kamp mellem to venstrefløjsfraktioner der mener sig berettigede til en overflodslivsstil uden at skulle stå til regnskab for de uregerlige vælgere

There is nothing “modern” or free-market about the EU. It is an old-fashioned cartel whose roots lie in the Confederation of the Rhine and Bonaparte’s Continental System. Like those precedents, it is a political project with dirigiste economic objectives bolted on – most notoriously the unworkable euro currency. It aspired to extinguish national and popular will across Europe and enslave the continent to the delusional aspirations of a selfish and bureaucratic elite. With the complicity of the media, for decades it contrived to brainwash electorates into accepting its mendacious claims. Now, that is all over.

Across Europe, over the past week, there has been a wave of revulsion against the EU, its tyrannical diktats, its contempt for the will of electorates, its economic incompetence and its transparent lies. Suddenly, all the hype, the jargon and the pretence have been stripped away. The evil empire’s lost credibility can never be recovered. We are living in a new climate where any politician who attempts to comply with Brussels will forfeit domestic acceptance. The U-turn by Alexis Tsipras, now attempting to railroad through a democratic parliament a “bailout” package harsher than that rejected by 62 per cent of the Greek electorate just ten days ago has destroyed the last vestige of credibility of the political class.

When even “revolutionary” politicians with a massive mandate to resist Brussels roll over before the EU juggernaut – now more accurately to be described as a rickety Heath Robinson contraption – the days of the political class, as currently constituted, are numbered. And it is in this crisis situation for the discredited EU and its Toytown currency that a referendum on continuing British membership is impending.

Now is the time for Eurosceptics to press home their advantage.

(…)

The EU is 64 years old and it is showing its age. It was the product of panicky post-War reaction to a recent frightening experience, when the German guns menaced England from Calais. What menaces us from Calais today is a more successful invasion by feral aliens sponsored by the EU. We must get out and that view is rapidly becoming a majority rather than a minority opinion.

“[L]okummet brænder stadig i Grækenland” skriver Mikael Jalving i Jyllands-Posten, efter at have læst “en illustrativ og informativ foto- og tekstreportage fra Lesbos

Hvad der engang – dvs. indtil for ganske nylig – var et ferieparadis, som mange skandinaver har besøgt siden militærjuntaens fald for 40 år siden, er i dag et forstadie i, hvad der venter hele Vesteuropa, hvis EU fortsætte sin kurs mod multikulturel destruktion og grænseløst kaos.

Tusindvis af migranter sejler, driver i land, efterlader sig en pøl af affald, vandrer hen over øen i stegende hede for at blive huset under mildest talt primitive forhold i en interimistisk indrettet flygtningelejr, hvor de klager over forholdene og påberåber sig universelle menneskerettigheder, mens de lokale ser, at deres ø, eksistensgrundlag og liv forandres hurtigere, end selv den mest misantropiske pessimist kunne have profeteret for bare et år siden. I januar måned 2015 kom der ifølge officielle tal ca. 1.700 flygtninge til Grækenland. I februar kom der 3.000, i marts 8.000, i april 14.000, I maj 19.000 og fra første juni til 3. juli kom der 34.000.

(…)

Det er her, humanismen er gjort til statsreligion, det er her, de forgyldte menneskerettigheder hyldes mest, det er her, der er flest røde sjæle med hipsterskæg og lilla ble, som vil redde alverden op til et liv i velfærdsstatens varme. Bortset fra, at velfærdsstater qua deres natur må være lukkede. Ellers går de under en skønne dag. Åbne grænser, åbne kasser? For how long, my dear?

(…)

Det går rigtigt stærkt på Lesbos og andre græske øer, som ligger i første række ud til Tyrkiet, hvor myndighederne glæder sig over at kunne sende syrere, pakistanere, palæstinensere, afghanere og mange andre nationaliteter videre til Europa, hvis regeringer og Union har sat sig for at være vært for den største exodus siden bibelske tider. Tyrkiet er en mellemstation, en rejseleder, vel at mærke det Tyrkiet, som mange liberale og socialdemokratiske politikere og medier i Europa drømmer om at kunne indlemme i Den Europæiske Union, der vokser dag for dag – og synker tilsvarende. Vesteuropa risikerer på længere sigt at lide samme skæbne som Sverige ved at have indledt en kolossal demografisk revolution – eller hvad den svensk-iranske kommentator Nima Gholam Ali Pour benævner en kreativ revolution: ”Ud med det gamle, ind med det nye”. Der har dannet sig forskellige etniske og religiøse identiteter, men svensk national identitet er gået tabt. Om udviklingen fortsætter, vil Malmø om få år være en by, hvor etniske svenskere udgør en minoritet.

Men det er ikke kun demografisk revolution. Det er også en politisk revolution, sådan som Gade Jensen peger på. Menneskerettighedsindustrien, assisteret af FN og EU, smadrer ganske simpelt forbindelsen mellem fællesskab, velstand og fordeling. I stedet tilbydes der gratis buffet – lige indtil der ikke længere er nogen buffet tilbage. Det tager formentlig en rum tid – eftersom de europæiske nationalstater er rige, dynamiske og rimeligt velfungerende. Men når den tid er gået, så skal I bare se løjer.

(…)

Hvad mainstream ikke forstår, er, at migrationen fortsætter, netop fordi der er en union, som udvander ansvaret. Unionen er ikke årsagen, men anledningen til og betingelsen for, at de sydeuropæiske lande kan vælge at sende problemet videre og med tiden få indført EU-kvoter, sådan at endnu flere migranter vil søge til kontinentet. Unionen fungerer med andre ord som en velfærdsstat på vej mod sit kollaps, bare på kontinentalt niveau – uden at have noget militær eller nogen plan, når og hvis migrationen slår fejl.

EU’s snarlige flygtningekvoter udgør en parallel til optagelsen af Grækenland i møntunionen. Ingen ved, hvad man gør, når og hvis regeringer og migranter opfører sig uhensigtsmæssigt. Unionen aner ikke, hvad den skal stille op i tilfælde af destabilitet og smitsom adfærd – bortset fra at give folk flere penge.

Jalving og Warner har ret, Hollande tager fejl. EUs problemer skyldes EU og mere EU vil kun accelerere problemerne. I Ungarn bygger man et hegn langs den sydlige grænse for at dæmme op for folkevandringen og Telegraph skriver at et flertal i europas befolkning støtter den løsning. “Det er folket der er problemet”, som Tøger Seidenfaden sagde. Herunder angiveligt tyske turister, der prutter med senegalesiske gadesælgere

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress