Ekstra Bladet med en virkeligt sørgelig leder

EN FORVILDET FLOK stærkt rabiate danskere danner fortrop i en forening, de kalder Trykke-frihedsselskabet” indleder Ekstra Bladet en af sine sørgeligste ledere. Og niveauet hæves ikke

– Vi synes, Geert Wilders er en vigtig stemme i debatten om ytringsfriheden, udtaler formanden, præsten Katrine Winkel Holm. Uden dog at nævne, at han har et forbud mod Koranen på sit politiske program!

To banale fejl. Katrine Winkel Holm er ikke præst. Geert Wilders har ikke forbud af koranen på sit program.

Som det har været tilfældet ved tidligere arrangementer, ser selskabet det som sin vigtigste opgave at provokere. Provokationer alene for provokationens skyld. Og ledelsen vil blive slemt skuffet, hvis Wilders’ ophold på klippeøen ikke afføder skrig, skrål og ballade.

Mission skrig-skrål-og-ballade er hermed allerede udført lader det til. Ekstra Bladet fortsætter med at digte Trykkefrihedsselskabet meninger og motiver på, nu de ikke har kunnet støve det mindste behandlingskrævende og rabiate op

DET MÅ I ØVRIGT være en forglemmelse, at selskabet ikke havde inviteret Front National-stifteren Jean-Marie Le Pen til at tale i Fælledparken 1. maj. Men det kan jo ske næste år, hvis han ellers lever så længe.

For Winkel Holm, Lars Hedegaard, Mogens Camre og ligesindede betyder ytringsfrihed kun fri ret til at svine muslimer til. Folk med andre synspunkter bør holde kaje.

Det er nu ikke sandt, men vi kan konstatere at den selv samme ytringsfrihed som Ekstra Bladet nyder godt af betyder at begå karaktermord og en sump af løgne. Og vrøvl, ikke at forglemme, som Ekstra Bladet fortsætter med umiddelbart efter

Ytringsfrihed handler ikke om at forfægte nogens ret til at sige noget, som man er enig i, men om at kæmpe for folks ret til at fremsætte synspunkter, der byder én inderligt imod.

ja, der tager Ekstra Bladets leder igen fejl. En frihed administreres frit som det passer een bedst. Den kommer hverken med et program eller sponseret af sex-annoncer. Når Wilders er interessant er det fordi han så flot taler de imod, der med vold og død vil forhindre det frie ord og den frie tanke. Alene det at nogen mener han skal myrdes for sine meninger gør hans meninger interessante.

11182320_907709442624825_3224602837885751494_n

Det farligste ved Ekstra Bladet er at man falder i søvn

DET ER LIDT af et paradoks, at Trykkefrihedsselskabet ledes af en præst. Folk med den metier forbinder man jo normalt med næstekærlighed.

Igen, Trykkefrihedsselskabet ledes ikke af en præst. Og næstekærlighed har intet at gøre med trykkefrihed. Men lad os høre Geert Wilders selv

Antisemitismen er hverdag

TV2 skriver at en jødisk delikatesse forretning i København er blevet udsat for hærværk i nattens løb. Forretningen har ellers været under politibeskyttelse, som så mange andre jødiske forretninger og ejendomme siden muslimen Omar skød og dræbte en jøde udenfor synagogen i København efter at have skudt og dræbt en deltager ved et ytringsfrihedsarrangement tidligere på dagen.

Søndag morgen blev liget af en ung mand med et israelsk pas fundet ved et kloster i Berlin. Den unge mand var tæsket til ukendelighed, så politiet endnu ikke kan sige om han er passets ejer skriver Times of Israel.

Fans af den hollandske fodboldklub FC Utrecht sang “My father was in the commandos, my mother was in the SS, together they burned Jews cause Jews burn the best” og “Hamas, Hamas, Jews to the gas.” under en kamp mod Ajax ifølge Jerusalem PostBosniske fodboldfans stødte til en pro-palæstinensisk demonstration i Wien og sang “Ubij, ubij Židove!”, ‘Dræb, dræb jøderne’!

En professor i filosofi ved Connecticut College er blevet truet væk fra sit job for at have forsvaret Israel på sin Facebook profil, skriver Breibart. Professoren var jøde og truslerne kom fra, øhm, rundt omkring i verden.

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

En drive by Braad

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

massacremap

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Et falsk flagellanteri

Jyllands-Postens leder gjorde forleden op med Justitsminister Mette Frederiksens Handlingsplan til Terrorbekæmpelse

11 punkter var der i alt. Men som ministerens fremlæggelse skred frem, meldte sig en knugende undren, for sad hun ikke der og fremlagde én eneste stor tilståelsessag? En tilståelse af, at det danske retsvæsen, det danske fængselsvæsen, det danske politi, den danske regering og lovgivningsmagt, ja, hele det samlede danske magtapparat havde svigtet?

Var det ikke den nødvendige konklusion, som man måtte drage, når ministeren beslutsomt fremlagde initiativer, som burde have været en selvfølge?

Burde det ikke være en selvfølge, at samtlige relevante myndigheder er i tæt kontakt og orienterer hinanden, når man har at gøre med voldsmænd med tydeligt psykopatiske træk? Burde det ikke være en selvfølge, at en dommer, som skal tage stilling til en voldsmands løsladelse, er bekendt med alle sagens relevante aspekter, så han ikke kommer til at løslade en farlig mand på et utilstrækkeligt grundlag?

Burde det ikke være en selvfølge, at man i strafudmåling og straffemetode nøje skelner mellem førstegangsforbrydere, som med en passende indsats kan bringes tilbage på rette vej, og på den anden side en forhærdet forbryder med talrige domme bag sig, som tydeligt har valgt kriminaliteten som sin permanente lod i livet?

Faktisk var der ikke i den lange redegørelse et eneste punkt, som ikke for længst burde have været på plads. Derfor tog hele fremlæggelsen karakter af en fænomenal omgang varm luft og politiske hensigtserklæringer, som ethvert fornuftigt menneske måtte kunne sige sig selv for længst skulle have været implementeret i virkelighedens verden.

Dette er alt sammen rigtigt og godt for Jyllands-Postens læsere at de får reflektion frem for kolportering. Men det er desværre også typisk dansk flagellanteri. For vel er myndighederne helt ude af trit med virkeligheden og vel er det politiske etablissement ude af trit med virkeligheden. Men hvad der er mere vigtigt er offentligheden stadig ude af trit med virkeligheden.

Det danske retsvæsen afspejler stadig den opfattelse at Danmark er for danskerne - og ny-danskerne er også danskere, blot helt nye. Og det vil sige at danske normer gælder for dansk lov og for danske lovovertrædere. For at tage et simpelt eksempel så straffer vi i Danmark med frihedsberøvelse når vi går hårdest til den. Og selv da kan vi ikke gå for hårdt til den, så tidsrammen for livstid kun giver mening for husdyr. Og det er fordi vi danskere, altså os gamle danskere ved, at friheden er det ømmeste punkt man kan ramme. Det er ingen fornøjelse ikke at være fri, så med en tidsbestemt frihedsberøvelse kan du forhåbentligt lære at opføre dig ordentligt til en anden gang. Og så kan du jo bruge tiden til at tænke dig om. Eller også kan du pumpe jern og knalde ludere i praktisk opsatte campingvogne. Det skulle jo nødigt gå hen og blive direkte grusomt at kukkelure. De fleste lærer desværre ikke noget andet end måske nye kontakter i hælerbranchen, men det er i hvert fald tanken. Med mildheden fulgte også en slags underforstået overenskomst for reglerne, der holdt en vis civilitet mellem myndigheder og kriminelle.

Men ak, andre kulturer er ikke så interesserede i frihed. De dyrker fatalismen og anser ikke mennesket som enestående individ med evne for at træffe egne valg. For dem er liver rent materialistisk, hvor det gælder om at skaffe sig fornødenhedder fremfor at frembringe dem. Frihedsberøvelse er allerhøjst lidt kedeligt, hvis fængslet ikke abonnerer på den store TV-pakke, men ellers er der varm halal-mad, tørt og lunt og halvdelen af gutterne fra moskeen og en del familiemedlemmer oveni at snakke med. Så en dansk straf er at regne for lille vente-belønning for at halshugge vantro inden man skal til det store jomfruorgie i det hinsides (nej, ikke Sverige - endnu). En pendant til kalendergaver så at sige.

Men det forstår offentligheden endnu ikke. Den lever stadig i gamle opfattelser af at andre mennesker er som een selv, blot dummere eller heldigere. Så man kan blot projicere sig selv ud i kollektivet og drage sine galvaniserede konklusioner for samfundet. Derfor må det også være andres skyld når nogen gør noget man aldrig selv kunne finde på at gøre. Hvad kunne få mig til at stjæle? Øøøhm, jeg manglede desperat noget? Kanske de sociale ydelser er for lave? Hvad kunne så få mig til at begå vold og mord på tilfældige mennesker og jøder? Jeg blev virkeligt frustreret? Mnjaeøh, jeg har jo både mit arbejde og konen derhjemme så frustration sig selv er ikke nok. Men, hvis nu jeg havde det virkeligt dårligt med mig selv? Ja, måske hvis jeg blev mobbet meget? Eller følte mig mobbet når jeg så TV fordi alle danskerne hele tiden trash-talkede det samfund jeg gik og sagde mine bedsteforældre flygtede fra? Jo, det lyder så skørt at der sikkert er en verbos psykologisk teori. Så det vælger vi at tro på ifølge Jyllands-Posten

Den danske befolkning er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt samfundet har et medansvar for, at unge som Omar Abdel Hamid El-Hussein bliver radikaliserede og i sidste ende begår et terrorangreb som det, der fandt sted i København i februar.

44 pct. mener, at det danske samfund har et medansvar for radikaliseringen, mens 44,5 pct. siger nej, viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Til gengæld er der store forskelle, når man ser på de politiske blokke. Mens et flertal af vælgerne i rød blok, 54,9 pct., giver samfundet en del af ansvaret, gælder det kun godt hver tredje i blå blok, 35,4 pct.

Men ak, du kan kun bebrejde din egen mor for din opvækst, ikke naboens. Og det gælder også for din mor by proxy: Teorien for samfundets skyld dækker kun dit eget samfund. Det er ikke andre samfunds skyld at du opfører dig dumt, det er kun dit eget. Og vi lever i parallelsamfund. Så grunden til de store og stærke fællesskaber af ensomme Omar’ere må Omars mor tage på sin burka. Det er hjemme i ghettoen, henne i moskeen, inde i Audi’en, nede på den indtagede gade at medansvaret skal placeres, som det så specifikt står beskrevet i koranen. Danskerne møder de kun som de venstredrejede socialhjælpere, pædagoger og skolelærere der ikke kan bebrejdes noget i deres loyale stemmen rødt og meget rødt. Eller de møder danskere som sociale tilfælde og udskud fordi de røde hældte alle muslimerne ned til de forarmede områder, væk fra deres egen mere kreative dagligdag, hvor deres børn har andre behov, end at socialiseres ind i multietnicitetens spraglede verden sammen med sociale tilfældes uvorne unger. Heldigvis havde man brugt store ressourcer på at opgradere boligmassen i de depraverede dele af byen, så ny-danskerne kunne bo standsmæssigt, som de skubbede taberdanskerne, længere væk fra det sociale sammenhold. For det er således vi rækker hånden ud.

“Der er mange danske job, som går til østeuropæere i stedet for indvandrere, og det er tegn på en for ringe integrationsindsats.

Sådan lyder det fra SFs integrationsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er dog ikke kun de rødes skyld det hele. Segmentet, der svæver mellem at stemme DF eller Ø blev af Hans Engell beskrevet som de, der bare var imod det hele. Det hele var det politiske etablissements forkromede ideer, som EU, Euro, multikultur, østarbejdere osv, hvilket altså var Engells egens horisont. Det var folk der var bange for det nye samfund, sagde han. Men han kom ikke ind på at vi måske også er mere udsatte. At det er vores jobs der skal fordeles ligeligt mellem venstrefløjens favoriserede ny-danskere og den borgerlige anstændigheds underudbydende østarbejdere. At det sociale boligbyggeri, blev til bosættelser. At det er i de gader, hvor vi bor at folk bliver slået ned og intimideret og vores døtre er ludere for deres manglende formummelse. Kun afbrudt af venstrefløjens stormtropper, som truer at vi ikke må være racister i deres gader.

25b512ed00000578-2953594-image-a-6_14240172289311

Så nej, ideen om de danske myndigheder, der varetager den danske systematisering af de danske normer, som rammen om vores fællesskab når vi hjælper og straffer hinanden og lever sammen er fortid. For ind i det hele er trådt en anden kulter, der tærer og gnaver i fundamentet. De brede rygge bærer ikke længere for de svage, men for de nye og arbejder endda aktivt for direkte at træde de svage længere ned, ved at forære deres eksistensgrundlag væk, som de også forærede deres boliger væk.

Når danskerne pisker sig selv for Omar’erne handlinger så er det et falsk flagellanteri. Man pisker myndighederne for ikke at ane deres levende råd, man pisker de svage for deres racistiske nødråb. Man pisker de andre danskere, men ikke de rette danskere. Og man pisker for de forkerte handlinger, frem for de forkerte mennesker. Det danske samfund har ingen skyld i Omar’erne handlinger. Man de danskere, der har arbejdet og arbejder på at fylde Danmark med Omar’erne og deres tankegods er skyldige. De er skyld i det hele!

asyldemo_stop_deportations-111

Lidt rablen fra Yahya Hassan

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

11059507_10205343738946335_308594233442861405_n

Lidt løst Terperi

“Jakob Terp er chefkonsulent inden for social- og arbejdsmarkedsområdet og undervisningsassistent ved Aarhus Universitet”. Og så har han påtaget sig rollen som Helle Thorning Schmidt og socialdemokratiets Komiske Ali på Jyllands-Postens blogs. Ikke at det er latterligt i sig selv at forsvare sit politiske ståsted eller for den sags skyld at advokere loyalt for en regering eller en partilinje blot fordi vindene blæser i andre retninger. Men det er måden.

I sit seneste blogindlæg mener Terp at “Det var en klemt”, “Ja, vingeskudt” Pia Kjærsgaard, der “skulle lægge arm med de hårde drenge” i Debatten på DR2. Det var det nu langt fra, men det afhænger måske af øjnene der ser. Det gør almindeligt vrøvl, historieforfalskning og modbydeligheder derimod ikke. Terp skriver f.eks

Kakkelbordet krakelerer. Efter terrorangrebet er det åbenlyst, at DF ikke længere har eneretten til udlændingespørgsmålet i dansk politik.

Hvis kritik af udlændingepolitikken er repræsenteret ved kakkelbordet, er der så ikke i stedet blevet flere kakkelborde ved et brud på monopolet?

Med andre ord, pludselig er der stemmer i den offentlige debat som man hidtil har haft svært ved at høre, fordi DF-vælgerens rolle som dansk politiks ombejlede, rådne æg, har givet partiet en monopollignende politisk status på udlændingespørgsmålet.

Jeg synes at huske at man meget hurtigt, ja hurtigere end i dag, blev kaldt racist, hvis man påpegede det ulyksalige ved det multietniske? Det Terp fejt kalder ” den multietniske udfordring”. Jeg husker da, for nu at tage et enkelt socialdemokratisk eksempel, Vestegnsborgmestre, der blev ydmyget af deres egne landspolitikere.

En af konklusionerne må være, at det ensidige og unuancerede syn på udlændinge med muslimsk baggrund, som højrefløjspopulismen har skabt sig et nyt liv på siden 1990´erne, er den rene gift!

Altså, terroristen var motiveret af Dansk Folkeparti frem for den religion han selv mente var udgangspunktet for hans valg. Det var i Terps verden ikke imamens prædiken DAGEN FØR!!!! om at dræbe jøder, fordi de ifølge koranen og sira er Allahs fjender til alle tider, der lå som præmis. Budbringeren bør skydes.

Tværtimod vil denne tilgang blot fortsætte med at skubbe disse rodløse drenge over til ”de andre”, hvor ekstreme imamers letfordøjelige tilbud om identitet og selvrespekt, nogenlunde svarer til hvad DF - indenfor kategorierne protestantisk hykleri og dansk frikadellechauvinisme - har tilbudt sit vælgersegment siden 1995.

Så ikke nok med at Dansk Folkeparti har gødet jorden for muslimsk terrorisme med deres monopoliserede ‘tone’, de har rent faktisk skabt terrorrede blandt sine vælgere. den ser jeg frem til - med blandede følelser!

Al dialog bør herefter rette sig mod alliancen mellem demokratiske værdier og de sekulariserede muslimer. Uden den nedværdigende ”os-og-dem” tone.

Det er rent faktisk en os-og-dem præmis.

Således et stort velkommen til de nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden. I har været længe savnede.

for nu at være mere præcis, så har de såkaldte “nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden” længe svigtet fuldstændigt ved deres kujonagtige fravær!

Ringen

Der var 1.000 muslimer der sagde farvel til terroristen Omar Abdel Hamid El-Hussein ved moskéen på Dortheavej i København

I forbindelse med den obligatoriske fredagsbøn blev der afholdt en kort mindehøjtidelighed for den dræbte formodede terrorist, Omar Abdel Hamid El-Hussein, før et begravelsesoptog kørte mod den muslimske gravplads i Brøndby.

Læs også: Formodet gerningsmand begraves fredag

Ifølge en person, som tv2.dk har talt med på stedet, var der over 1000 mennesker til stede ved mindehøjtidligheden. Personen ønsker dog ikke at stå frem med navn.

Antallet af deltagende stemte dog godt over ens med forventningen hos Islamisk Trossamfund.

Læs også: Budskabet ved Dan Uzans begravelse: Vi skal tilbage til livet

- Der er altid godt fyldt op til fredagsbønnen. Og det er vores erfaring, at der altid dukker nysgerrige personer op i sådanne situationer. Det ligger i menneskets natur. Det har vi set før, når et bandemedlem er blevet dræbt. Så jeg tror, at der kommer op mod 1500 mennesker i dag, sagde Mohamed Nehme, pressesekretær i Islamisk Trossamfund, til tv2.dk, før dagens bøn startede.

1.000! I den moske og lige udenfor alene. Men i Norge går det måske bedre, for her var 1.000 muslimer mødt foran Oslo synagoge for at danne en fredsring har vi kunnet læse, se og høre i medierne. Og herhjemme har det skuffet mange at Politiet ikke vil give tilladelse til noget tilsvarende foran synagogen i Krystalgade af sikkerhedsårsager. Men succesen fra Norge er ikke helt, hvad man skulle tro ifølge Counterjihad, der skriver at der ikke var så massivt et muslimsk sympatifremmøde til jødiske ofre som når de mindes en terrorist, der har myrdet en jøde

According to a local eyewitness, only about 20 or so Muslims formed the “ring of peace” around the Oslo synagogue. In fact, pictures from multiple angles show that there wasn’t enough people to form a ring, so the locals instead formed a horizontal line in front of the synagogue.

A local news outlet explained how the media got to its “1,300 Muslims” number. “According to police, there were 1300 persons present in the event. Very many of them ethnic Norwegians,” read a translated report from Osloby.no.

Demonstrators also reportedly chanted, “No to anti-Semitism, no to Islamophobia,” conflating criticism of Islam and hatred of Jews.

Photos pulled off of social media appear to corroborate the narrative that only twenty or so people formed the “peace ring.”

Multiple news outlets, including wire services for hundreds of news sites, ran with the false narrative that 1,000 or more people–sometimes all of them Muslim–formed the ring of peace outside of the Oslo synagogue.

Og artiklen henviser til Daniel Greenfield, der i Frontpage Magazine afslører at idemanden ikke er så politisk korrekt endda.

But some members of his community said the event was tainted because of anti-Semitic statements that one of its eight organizers made in 2008, and because he said this week that he dislikes people who support Israel.

Ali Chishti confirmed on Saturday in an interview with Verdens Gang, a highbrow Norwegian newspaper, that he delivered on March 22, 2008, in Oslo a speech on the alleged involvement of Jews in planning the 9/11 Twin Towers bombings in New York. The speech’s title was: ”Therefore I Hate Jews and Gays,” the paper reported, though Chishti said he was not the one who came up with the title.

“There were several thousand Jews away from work in the World Trade Center, and why there were more Jews in Mumbai when Pakistani terrorists attacked than usual?” he said then, repeating the conspiracy theory that Jews knew in advance of the attack that killed thousands. “Jews are a small group, but everyone knows that they have a lot of power,” he said.

The Jews must have come up with it. Because Ali really, really hated Jews.
“Yes, it was right to let Mohammed Ali Chishti speak at the dialogue meeting on March 22nd, and to let him shout out his anti-Semitic rhetoric. Not only had I read the speach beforehand, I had also prepared the Jewish congregation about its contents. And it was I who asked Chisti to speak of how he and the others shouted “death to the Jews” in the demonstrations.
No, really.

“I hate Jews, and how they operate and I will furthermore elaborate on why I hold such beliefs… It is raised beyond doubt that Jews are in a minority in the world. A very small minority, yet it cannot be disguised that they are among the most powerful. It is NOT wrong to be powerful, but to abuse ones power, to use illegal means, to use unnecessary military power against civilians, and to behave in a arrogant and barbaric manner is in violation of international law and the human rights. It is a fact that during the attacks on the Twin Towers [World Trade Center] 1600 Jews were absent from work. OK, OK, what’s even more suspicious, is how unusually many Jews there were present in Mumbai on the day that Pakistani terrorists struck. How come?”

Notice the “I Hate Jews” part.

De 1.000 muslimer, som medierne rapporterede, viser sig at være godt 1.000 nordmænd tilsat den håndfuld muslimer, man kunne samle i et billede. Patrick Poole fra Pajamas Media var skeptisk fra starten og havde tre indvendinger

First, if you contact the international media to cover your event, forgive me if I question your sincerity. Your staged “Ring of Peace” photo op is really a “Ring of Propaganda.” Matthew 6:1-4 and all that.

Secondly, when you use actual victims (Jews) to try to make yourselves (Muslims) the victims by leading your chants with “No to anti-Semitism,” and then smuggling in your own “Islamophobia” narrative, I’m calling BS…

Thirdly, these Muslim “human chain” photo ops are never around when you actually need them.

Og så mindede han om en lignende ring om en kirke i Ægypten for 2 år siden, som ildevarslende for norske jøder, blev brændt ned til grunden få uger senere

skc3a6rmbillede-2015-02-24-kl-053919

Og måske godt der alligevel ikke var så mange muslimer i fredsringen eller kunne en jøde let føle sig som Tippi Hedren og Rod Taylor når de forlader Oslo synagoge

Jøder har ingen fremtid i Europa

Det skriver Mark Steyn blandt meget andet

Laura Rosen Cohen is forceful and impassioned about those Europeans who object to Netanyahu’s call for Continental Jews to leave for Israel. In the most basic sense, she is right: Jews have no future in Europe - because the actions necessary to restore normality to Jewish community life on the Continent will never be taken by its ruling elites. But incremental evil is not as instantly clarifying as ISIS riding into Benghazi and running their black flag up the pole outside City Hall. Jews cannot safely ride the Paris metro with identifying marks of their faith, or walk the streets of Amsterdam, or send their children to school in Toulouse, or attend a bat mitzvah in Copenhagen. As much as those Nigerians and Libyans and Yemenis and Ukrainians, Europe’s Jews are living history rather than reading it. They are living through a strange, freakish coda to the final solution that, quietly and remorselessly, is finishing the job: the total extinction of Jewish life in Europe - and not at the hands of baying nationalist Aryans but a malign alliance of post-national Eutopians and Islamic imperialists. Sure, it’d be nice to read a book - maybe Obama could recommend one on the Crusades. But you’ve got to be careful: in France, in 2015, you can be beaten up for being seen with the wrong kind of book on public transportation. As Max Fisher says, we could all stand to read a little history, and the Jewish Museum in Brussels has a pretty good bookstore, but, if you swing by, try not to pick one of the days when they’re shooting visitors.

This is Europe now, 2015. What will 2016 bring, and 2020, 2025? And yet France or Denmark is all you’ve ever known; you own a house, you’ve got a business, a pension plan, savings accounts… How much of all that are you going to be able to get out with? These are the same questions the Continent’s most integrated Jews - in Germany - faced 80 years ago. Do you sell your home in a hurry and take a loss? Or maybe in a couple of years it’ll all blow over. Or maybe it won’t, and in five years the house price will be irrelevant because you’ll be scramming with a suitcase. Or maybe in ten years you won’t be able to get out at all - like the Yazidi or those Copts.

If you’re living history as opposed to reading it in a sophomoric chatroom with metrosexual eunuch trustiefundies, these are the calculations you make - in Mosul, in Raqaa, in Sirte, in Sana’a, in Donetsk, in Malmö, Rotterdam, Paris…

Britiske Channel 4 News interview med den israelske journalist, der inspireret af Shoshana Roberts gik gennem Paris gader iført kalot, er en renskuret farce. Fra første spørgsmål er fokus på muslimer som ofre, trods de mange attentater på jøder i Frankrig, Belgien og senest Danmark.

Zvika Klein: So it started out very calm, you know, I had heads turning and stuff like that. But I could kind of understand because, you know, maybe not everybody in Paris has seen someone or, you know, an orthodox jew. But as time went on and the more I got closer to muslim neighborhoods it started getting very negative. Eh, certain situations where I actually felt scared and frightened. At the end of the day, as you can see, people are looking at me as an orthodox jew and accordingly they don’t know who I am, and they curse ehm they spit on me. So thats a fact: That happened i Paris and it happened in 2015, that it happened just weeks after people where killed just because they where jewish.

C4N: Would you accept for example, that it might also be true that a woman walking through certain parts of Paris in a hejab, or a burkha for example, might experience the same hostility?

Zvika Klein: I’m very happy to discuss and very happy to see things and open up my eyes and I’m more than happy to see what would go on. I would assume wouldn’t spit at her and wouldn’t curse at her because I don’t think the french people, most of them except for the extremists, are like that. So I just don’t think that would happen.

C4N: So you belive as an absolute fact, that people within Paris are more hostile to jewsh people, say, than they might be to other minorities?

Zvika Klein: I think that if we cut down to the actual facts, there are some muslims in France and around Europe that have problems with jews just because they are jewish…

C4N (afbryder): But there are many muslims…

Zvika Klein (gør sin tanke færdig): ..and that’s a problem!

C4N: Sorry to interrupt you. There are many muslims who would say that they are also hounded wihtin parts of Europe.

Zvika Klein: From my standpoint nobody should be harassed because of their religion and religion should be something you can practice anywhere except if it is a religion that teaches you to kill og teaches you not to accept other religions.

C4N: You filmed before the terrible events in Copenhagen. The israeli primeminister Benjamin Netanyahu says jew in Europe should move to Israel, they are not welcome anymore. What do you think about that?

Zvika Klein:As a zionist I’m more than happy for jews to move to Israel. I think that’s what zionism is; it’s encouraging jews to live in Israel and creating,, ehm, we, you know, a little over sixty years ago created a jewish state here in Israel. But the question is; if the jewish community can’t really guard themselves, then maybe it’s time for them to look for something else?

C4N: Just finally: As you say, you are a zionist, you have a particular standpoint. Do you accept what some critics would say, that the video, the way it was done was an act of provocation?

Zvika Klein: I don’t think it should be a provocation because this is the way I dress, I wear a kippa on my head every day, everywhere I go, except certain parts of Europe because I’m afraid for my safety. So I don’t think that could be called a provocation because there is no particular statement here. I wouldn’t recommend my friends in Europe to walk around with this on their head because it’s dangerous. And it doesn’t represent a situation in France, it represent a part of a situation a hundred percent.

C4N: But it’s the condensing into 90 seconds makes it incredibly powerfull, doesn’t it?

Zvika Klein: I think that’s why we got this attention. I think anything that creates discussion is a positive thing, so I see that as something positive discussing this and people are open to debate to see what is going on, how the situation could be better. Because I think that everybody agrees that there is a very big problem in France now. Just walk the streets of Paris you see it for yourselves. They are on red alert, they are afraid of another attack happening. So something has to be done, the question is what.

“And the 1930s should have reminded us that Jews are usually among the first — but not the last — to be targeted by terrorists, thugs, and autocrats.” skriver Victor Davis Hansen.

Krigen om det fælles rum

Danmarks Radio skriver at muslimer er ofre efter terrorattentatet, hvor en muslim først likviderede en dansker og siden en jøde.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Sådan lyder det fra flere organisationer. Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering, og hun har fået “mindst 10″ henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC).

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

“Københavns Politi har dog ikke modtaget nogen anmeldelser, der har med muslimer, trusler og chikane at gøre, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.” Men virkeligheden er underordnet for muslimer og i det multikulturelle samfund er man sine egne nærmest. Derfor har muslimer dannet deres eget vagtværn, skriver MetroXpress

Talsmanden for gruppen i København, der kalder sig ‘Beskyt dine søstre’, fortæller til metroxpress, at der er flere hundrede mænd, der er klar til at rykke ud, hvis en kvinde bliver overfaldet.

- Vi er ikke en bande eller et tæskehold. Vi er fredelige muslimer, der ikke ønsker nogen noget ondt, uanset hvad de tror på. Hvis politiet ikke kan finde ud af at passe deres arbejde, så må vi hjælpe dem, siger han.

Gruppen har 1.545 medlemmer i skrivende stund.

Hvis gerningsmanden stadig er på stedet, når gruppen dukker frem, vil de foretage en civil anholdelse, siger talsmanden:

- Hvis hun er ved at blive fysisk overfaldet, så bliver han også overfaldet, så bliver der lavet en civil anholdelse og ringet efter politiet.

Gruppen blev oprettet efter terrorhandlingerne i Paris i starten af januar, og ifølge talsmanden findes lignende grupper over hele landet.

- Der har været utallige eksempler på ‘hate crimes’ mod muslimer, og det blev intensiveret efter det, der skete i Frankrig. Vi snakker om uskyldige, forsvarsløse kvinder, der ikke har gjort nogen noget, siger gruppens talsmand, der har kendskab til ti overfald siden sidste weekend.

England er længere i den udvikling. Fra Youtube

Over the last year a quasi-religious turf war has sprung up on the streets of London. Young radicalised Muslim patrols are enforcing Shariah law in the capital. In reaction, far right Christian Patrols are also taking the law into their own hands.

Since the Woolwich killing, anti-Muslim rhetoric as been at an all time high, and the right-wing Christian Patrols are only exacerbating the rising tensions.

These two marginalised but potentially dangerous London subcultures believe that society has failed their communities enough that they are now taking to the streets to implement or defend their ways of life, according to their opposing politicised and religious ideologies.

The irony being that while their shared aggressive approach has resulted in media coverage and media panic, they ultimately are responsible for and justify each other’s existence.

Alex Miller meets the leaders and footsoldiers in Britain’s holy street patrols, the Anjem Choudary’s followers Muslim Patrol and Paul Golding of Britain First’s Christian Patrol, in the same area he lives and works, to find out just how effective their operations are, and how genuine their belief is in the battle for East London’s streets.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Er vi blevet mere realistiske?

Det var Dronningens mening at vi nok var blevet lidt mere realistiske efter terrorangrebet. Øvet diplomatisk sprog, man kan tage til sig som man vil. Skal vi lægge penne eller knytte næven? Snaphanen spekulerer i om Zenia Stampe viser sprækker af indsigt

Vært: Har du mere vilje til at stå sammen med dine politiske modstandere end før?

Stampe: (ryster på hovedet) Ja, det har jeg bestemt, i denne situation har jeg slet ikke lyst til at bruge ordet værdikamp, fordi selvom det kan lyde paradoksalt, så synes jeg det ord man kan bruge i en situation, hvor det er i overført betydning og så videre, men i en situation, hvor der har været vold på gaden, og hvor terror jo ultimativt kan blive til en krig, fordi det skaber så meget splid og splittelse i et samfund, synes jeg virkelig man skal passe på med at bruge den type ord vi eller bruger lidt i flæng på Christiansborg. Deadline 16 februar min 5:58. Zenia Stampe og Marie Krarup.

Et af tidens store spørgsmål er, om danske politikere er så dumme som de lyder. Jeg skal ikke kunne sige det, men de har tilsyneladende en underbevidsthed ligesom alle andre mennesker. Vi må altså forestille os, at Zenia Stampe er klogere end hun selv ved,  og det er svimlende tanke overfor hvilken fantasien er skakmat.

Naser Khader prøver med lidt selvindsigt når han slår fast at “De, som benægter, at den seneste tids voldsterror har med islam at gøre, lyver for sig selv. Islam har en voldelig side, og det er på tide at tage et opgør med den”. Med den vanlige blanding af relativerende vrøvl om kristendommen, befamlende sætninger som; “mange muslimer tager afstand”, brugen af begrebet islamisme og selvmodsigelsen “Religion er præcis det, som de religiøse gør det til” får han trods alt alligevel sagt:

HVER AF DISSE NAZI-ISLAMISTER har en hadprædikant bag sig, som legaliserer voldshandlingerne gennem Koranens vers. Der er for eksempel blevet refereret til Koranens kapitel 5 vers 33, som siger: ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.”

I Koranens kapitel 8 vers 12 siger Allah, han vil kaste terror i hjertet på de vantro - de skal have hovederne hugget af sammen med hver af deres fingerspidser. Dette er med andre ord et vers, som direkte handler om halshugning, og er blandt andet den del af Koranen, som Islamisk Stat begrunder de mange halshugninger med. De betragter det som en efterlevelse af Guds ord.

Mange muslimer, som ikke har læst Koranen, afviser, at sådanne passager findes. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er halshugning nævnt.

(…)

Lederen af den største sunni-muslimske institution al-Azhar universitetet sagde efter afbrændingen af den jordanske pilot, at alle medlemmer af Islamisk Stat burde brændes og korsfæstes. Jeg ville ønske, at han havde sagt noget andet, for jeg mener ikke, at man skal bruge de samme koranpassager, som Islamisk Stat bruger.

Hans udtalelse understreger, at volden har noget med islam at gøre, for han henviser til nøjagtig de samme steder i Koranen, som Islamisk Stat gør, inden de begår en ugerning.

Til disse og lignende vers bemærker Khader desuden forvirret at de “kan fortolkes alt for bogstaveligt“. Jeg lader det fare, for Khader forsøger i det mindste. Odense Kommune drager en anden og meget angst konklusion af realisme skriver Jyllands-Posten

I et brev til kommunens folkeskoler anbefaler Odense Kommune ikke at nævne islam, når lærerne taler med eleverne om weekendens skudangreb i København.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Omtal terroristen fra København alene som gerningsmand - ikke som muslim. Religion er ikke afgørende, lyder anbefalingen fra SSP-samarbejdet i Odense Kommune.

Anbefalingen er sendt til lærere og pædagoger i byens skoler, ungdomsskoler og ungdomsklubber, når de skal diskutere angrebene på et debatarrangement med en Muhammed-tegner og mod den jødiske synagoge i København.

- Uanset hvad efterforskningen må vise, så er etnicitet, religion eller andet ikke det afgørende. Det afgørende er derimod, at der er tale om en formodet gerningsmand til to drab og flere drabsforsøg, står der i anbefalingen.

Hvis det æ’ fakta… Om Nikolaj Wammen er blevet mere realistisk efter et debat arrangement med muslimer i Gjellerup ved vi ikke, men det burde mane til en vis eftertanke

”Forskellen på Israel og Isil er…”

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) nåede kun at sige de seks ord, inden han blev afbrudt af tilråb fra gulvet. Fra en af de omtrent 250 mennesker, der brugte mandag aften på Gellerup Bibliotek i det vestlige Aarhus på at diskutere antiradikalisering, konflikten i Gaza og weekendens tragiske begivenheder i København.

”Der er ingen forskel,” blev der råbt mod ministeren.

(…)

”Jo, det er der. Der er en stor forskel,” replicerede Nicolai Wammen og forklarede, hvorfor IS i hans optik er en umenneskelig størrelse.

”Når det gælder konflikten mellem Israel og Palæstina, er min og regeringens holdning meget klar. Vi ønsker, at man skal kunne leve i fred og i samarbejde med hinanden,” fortsatte Nicolai Wammen.

Og så var det, at han kom for skade at fremføre endnu en – i nogle ører – vovet påstand.

”Jeg ved godt, at der er stærke holdninger. Også i forhold til Israel. Men. Israel er et demokrati,” sagde han.

Straks kom reaktionen på ny fra gulvet. Der blev klappet og grinet. Og en ung mand med plads ved siden af Youssef Loubani, bestyrelsesmedlem i den omdiskuterede Grimhøjmoské, råbte:

”Ha ha. Dagens joke!”

Sådan bølgede tingene frem og tilbage.

(…)

En anden ville vide, om man også vil tage passet fra personer, der går med overvejelser om at rejse til Israel for at slås mod palæstinenserne.

”Det går ikke, at man den ene dag kalder en forbryder for terrorist og den anden dag kalder ham religionskritiker, fordi han ikke er muslim. Det er hykleri,” tilføjede en tredje.

Og så var der Youssef Loubani. Bestyrelsesmedlemmet fra Grimhøjmoskéen. Om weekendens hændelser i København konstaterede han – henvendt til Nicolai Wammen – at de er et produkt af det blomstrende had, han ser mellem muslimer og danskere her i landet.

”Man hører statsministeren sige, at vi ikke kan undvære jøder i Danmark. Når vi hører, at vi ikke kan undvære muslimer i Danmark, kan vi begynde at have tiltro til Danmark. Men som det er nu, er der meget had mellem Danmark og muslimerne,” sagde han og ville vide.

Han tog afstand fra enhver form for terror, men såede tvivl om karakteren af angrebene i København.

”Det kan vi ikke tage afstand fra. Det er en almindelig kriminel handling, som enhver person kan begå, om det er en etnisk dansker, en jøde eller en muslim. Politikerne kører bare på muslimerne,” sagde han og krævede forsvarsministerens svar på, hvorfor det ikke er terrorisme at slå civile i mellemøsten ihjel i demokratiets navn.

”Der er ingen undskyldning for det, der er foregået i København. To mennesker er blevet dræbt. Det var et angreb på ytringsfriheden, og det var et angreb på det jødiske samfund,” cementerede Nicolai Wammen.

”Det er en kriminel handling,” svarede Youssef Loubani uanfægtet.

”Det er terrorisme, og der er ingen undskyldning, uanset hvilken religion man tilhører,” gentog ministeren.

”Det er det ikke nej,” lød det igen fra Loubani, som fortsatte:

”Du skal lige svare på mit spørgsmål.”

Det gjorde Nicolai Wammen så:

”Danmark er dybt optaget af, at der ikke er civile, der bliver slået ihjel noget sted.”

”Det er jo løgn. Du står og lyver op i folks ansigter,” tordnede Youssef Loubani.

Tidligere justitsminister Hans Engell kalder Palæstinenserloven, der gav kollektivt asyl til 321 libanesiske palæstinensere, som ellers tidligere havde fået afslag for en af de største politiske fejltagelser til TV2

- Efter min mening er det en af de største fejltagelser i nyere dansk politik, og den har kostet utrolig meget på den lange bane, fordi det jo var sådan, at alle disse palæstinensere de havde fået deres sager behandlet i for og bag, siger Engell og tilføjer, at der ikke var grundlag for at give dem opholdstilladelse i Danmark.

(…)

- Det fik jo selvfølgelig først den radikale folketingsgruppe til at falde om, så faldt Socialdemokraterne om, og SF var for længst faldet om, og dermed var der etableret et flertal (for særloven, red.).

- Jeg tror, at der i hvert fald langt inde i Socialdemokraterne, som Ritt (Bjerregaard, red.) også skildrer det, var en dyb bekymring ved det, fordi det jo i virkeligheden betød, at man kortsluttede vores asylsystem, lyder vurderingen fra den politiske kommentator.

Hans Engell forklarer, hvorfor Palæstinenserloven ifølge ham har kastet skygger fra 1992 og langt ind i det nye årtusinde således:

- For det første var det en særlov, der blev gennemført, og det i sig selv er jo uacceptabelt et eller andet sted i et retssystem som vores.

- Men det skabte også en konfrontation på det her område, som har trukket sporene hele vejen frem.

Ja, det er de Radikales skyld og konsekvenserne lever vi med nu. Dan Uzan og Finn Nørgaard er blot de første direkte dødsofre. Sagde nogen Aia Fog? Folketingskandidaten for Dansk Folkeparti (selv socialdemokrat indtil 2007!) var tidligt efter terrorangrebet ude med en kritik af det muslimske morads Radikale målbevidst har forsøgt at drukne Danmark i. Men det var ikke blot timingen med at sige det alle godt ved og de fleste efterhånden har diskuteret siden udlændingeloven af 1983 der fik en storm til at bryde ud omkring hende, som det opsigtsvækkende i at hun blev banket på plads af hendes egen formand, Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis blødhed er ikke overraskende. Firkløveret Kjærsgaard, Espersen, Dahl og Skaarup så helt rigtigt da de skabte Dansk Folkeparti på ruinerne af Fremskridtpartiet og pressede fra starten de etablerede partier udi udlændingedebatten. Det har været en hård og sej kamp for dem, men de overlevede ikke blot, deres værk, ja deres barn kan blive det største parti efter næste valg. De er i hus - eller på Borgen kunne man sige. Og nu, hvor den politiske virkelighed endelig er ved at forme sig efter dem søger de naturligt forsoning hos deres fjender. Nu vil de ikke kampen mere, men belønnes med følelsen af at være accepteret, være indenfor i varmen, være stueren. Man kan vanskeligt bebrejde dem, men, som jeg vist har skrevet før, så ser det ud til at moren kan gå. Det er faktisk som slutningen på Matador, hvor Mads Skjerns egentlige drøm opfyldes, da han bliver en del af det borgerskab, hans revitalisering af Korsbæk truede med at ødelægge.

stampe-espersen-til-dalai-lama

Som Stampe måske bliver klogere og Espersen dummere læner de sig mod hinanden.

Jyllands-Posten ser heller ikke ud til at være blevet klogere, når de i deres leder konkluderer at

…EU [bør] investere hele sin energi i forhandlingerne med Tyrkiet om fuldgyldigt medlemskab af EU, da den store nation, som binder Europa sammen med Asien, rummer langt større positive politiske udfordringer og langsigtede økonomiske perspektiver end Grækenland.

Og danskerne? ja de er lidt forskrækkede

32262050-mega

Efter Fredag kommer lørdag

En imam i Danmark opfordrer til drab på jøder dagen før en muslim dræber en jøde. Hans argumentation fejler ikke noget, den er stringent efter forskrifterne og traditionen. Islam er som islam er som Erdogan henkastet forklarede, du må tage hele pakken.

Og det kan heller ikke være anderledes. Hvert et gyldent ord kommer fra en absolutte omnipotente entitet, der er og taler til alle tider. Intet kan forfalskes, intet kan være urigtigt, intet kan være uaktuelt, intet kan være uvæsentligt.

Og eksemplet er sat af sagnfiguren Muhammed. Han var et perfekt menneske. Aldrig lavede han fejl, aldrig blev han rettet, aldrig fik han en henstilling. Ergo er alle hans handlinger og udsagn rigtige, rigtige til alle tider. Det kan logisk ikke være anderledes. Derfor det perfekte eksempel til efterfølgelse.

Koranen indeholder disse udsagn om jøder:

Jøder er aber og svin: 2:65/7:166, 5:60

Jøder har begået uret ved at miste troen: 16:118, 7:168

Jøder har brudt pagten med Gud: 5:13

Jøderne er blevet straffet af Allah ved hjælp af assyrerne, babylonerne og romerne, og er blevet spredt over hele verden som resultat heraf: 17:4-5, 7:168

Jøderne bliver advaret fordi de hævder at være Allahs udvalgte folk: 62:6

Jøderne bliver advaret p.g.a. deres ulydighed og korruption: 5:32-33

Jøderne har slået profeter ihjel, incl. Isa/Jesus: 4:155; 2:91, 3:55; 4:157

Jøderne har latterliggjort Muhammed som Ra’ina, dvs. den onde: 2:104; 4:46

Jøderne bliver beskyldt for at mangle tro, at tage ord ud af deres sammenhæng, ulydighed og fordrejninger: 4:46

Jøder tilbeder rabbinere som franarrer folk deres ejendele: 9:30

Jøder lider af misundelse, og deres hjerter er hårde som sten: 2:109, 2:74

Jøder forvansker sandheden og fordrejer de hellige skrifter med overlæg: 2:42, 2:75

Jøderne er løgnagtige: 2:78

Jøderne er uvidende og mangler tro: 2:89

Jøderne forfølger ubestemte mål og følger indskydelser: 2:111

Jøderne er mærket af usselhed som følge af flere af deres synder, herunder opkrævning af åger, trolddom, hedonisme og afgudsdyrkelse: 2:61/ 3:112, 2:275 2:102), 2:96, 2:53).

De fleste jøder lever i det onde, de bryder forbud, og er ugudelige: 3:110

Jøders selvbedrag får dem til at prøve at lede muslimer væk fra troen: 3:24, 3:99

Jøder er blinde og døve over for sandheden: 5:71

Det som jøderne ikke har glemt har de fordrejet, de fører andre på afveje, de fordrejer sandheden, de får folk til at tale usandt, de bedrager ikke-jøder: 3:69, 3:71, 3:79, 3:75.

Muslimer frarådes at tage jøder som venner, og vare sig for deres indgroede had til dem: 5:51, 5:82

Jøderne er forbandet af Allah, deres ansigter vil blive udslettet, og hvis de ikke indser at islam er sandheden bliver de forvandlet til aber og svin, og dømt til at brænde i Helvede: 4:60, 4:47, 3:113, 2:65/ 7:166, 5:60, 4:55, 5:29, 98:6, 58:14-19.

Man kan selv kontrollere den præcise ordlyd i den danske oversættelse på søgemaskinen http://forlagetvandkunsten.dk/97507/search/

Muhammed foranstaltede en massakre på det jødiske samfund i Khaybar-oasen i det nuværende Saudi Arabien. Mellem 600 og 900 blev slagtet:

We came to Khaybar by night, and the apostle passed the night there; and when morning came he did not hear the call to prayer, so he rode and we rode with him”¦.We met the workers of Khaybar coming out in the morning with their spades and baskets. When they saw the apostle and the army they cried, “˜Muhammad with his force,” and turned tail and fled. The apostle said, “˜Allah Akbar! Khaybar is destroyed. When we arrive in a people’s square it is a bad morning for those who have been warned. (Ibn Ishaq, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah, A. Guillaume, translator, Oxford University Press, 1955. P. 511).

Muslimer henviser ofte triumferende til denne massakre ved demonstrationer i dag: “Khaybar, Khaybar, Muhammeds hær vil vende tilbage”.

Når ulve hyler VI (jøde special)

En veldrejet ung amerikansk kvinde vandrede i ti timer rundt i New Yorks gader, mens hun diskret blev filmet af en fyr foran hende. Eksperimentet skulle vi, hvor meget ‘cat-calling’, mandlig mere eller mindre grænseoverskridende opmærksomhed og tilkendegivelser (hylende ulve), kvinder kan være udsat for i vores moderne hverdag. Videoen blev en bragende succes, men istedet for at starte en kønsdebat startede den en race og kultur debat da ulvene var meget, meget lidt hvide.

Nu har en journalist prøvet at gå 10 timer rundt i Paris gader iført kalot. Og hvad er mere passende når en ensom ulv netop har myrdet to mennesker i København, at se hvilke ulve der hyler? Så velkommen til 10 timer med frygt og foragt i Paris, som NRG fortæller

One month after the terrorist attack on a kosher supermarket in Paris, NRG’s correspondent, wearing a tzitzit and a kippa, took what proved to be an intimidating walk across the French capital. “What is he doing here Mommy? Doesn’t he know he will be killed?” one little boy asked, saying it all

PARIS – “Go f*** from the front and the back,” “Viva Palestine,” “Hey you, with the kippa, what are you doing here?” these were only a few of the remarks sent my way as I was walking through the streets of Paris wearing a tzitzit and a kippa.

Welcome to Paris 2015, where soldiers are walking every street that houses a Jewish institution, and where keffiyeh-wearing men and veiled women speak Arabic on every street corner. Walking down one Parisian suburb, I was asked what I doing there. In modern-day Paris, you see, Jews are barred from entering certain areas.

(…)

At times it was like walking in downtown Ramallah. Most women were wearing a veil or a hijab, most men appeared to be Muslim, and Arabic was prevalent everywhere. We decided ahead of time that I was to walk through these areas quietly, without stopping anywhere, without speaking to anyone, without so much as looking sideways. My heart was pounding and negative thoughts were running through my head. I would be lying if I said I was not afraid.

“Just like Ramallah”

Walking into a public housing neighborhood, we came across a little boy and his hijab-clad mother, who were clearly shocked to see us. “What is he doing here Mommy? Doesn’t he know he will be killed?” the boy asked.

Walking by a school in one of Paris’ neighborhoods, a boy shouted “Viva Palestine” at me. Moments later, passing by a group of teens, one of the girls remarked, “Look at that – it’s the first time I’ve ever seen such a thing.”

Walking down another neighborhood, a driver stopped his car and approached us. “We’ve been made,” I thought. “What are you doing here?” he asked. “We’ve had reports that you were walking around our neighborhood – you’re not from around here.”

Alle krænkelsers moder

Lars Vilks betegnes ofte ret vildledende som Muhammedtegner, som var det hans levevej. Vilks er blot kunstner (som man nu definerer kunst i disse tider) og laver i den forbindelse næsten alt andet end Muhammedtegninger. Alligevel er det hans begrænsede produktion af kunst der omhandler sagnfiguren Muhammed der oftest definerer ham.

At tegne sagnfiguren Muhammed ophidser en ukendt antal muslimer. Nogen gange hører man at det er mange muslimer hvis følelser krænkes af at en udtrykker sig, andre gange er det kun få muslimer. Det er få muslimer der bliver stødt på manchetterne når det handler om at afvise islamkritikernes alarmisme og derfor fremhæves muslimerne som moderne mennesker, der leder efter en fremtid ligesom vores. Men når det handler om at anklage de der som Vilks udtrykker sig for at bringe ulykke med sig, er det mange muslimer der bliver stødt på manchetterne .

Dette hænger også sammen med den forvirring der er om ytringsfriheden og om folk som Vilks egentligt er truede. Når man skal underminere deres troværdighed er de ikke reelt truede (en parallel til den principielle ytringsfrihedsdebat) og skal derfor ikke tages alvorligt. Der var længe tvivl om Hedegaard overhovedet var udsat for et attentat og en venstreradikal pøbels overfald på Pia Kjærsgaard blev affærdiget som hendes ønsketænkning. Men når truslen så nærmer sig eller volden er en realitet er det selvindlysende at kritikerne har bragt det på dem selv og ganske egoistisk endda udsat andre for farer. En nabo til Krudttønden udtrykte på Danmarks Radio netop den tanke; “når man så inviterer en så kontroversiel person som Vilks, hvad havde man ellers forestillet sig ville ske?” (citeret frit efter hukommelsen)

Udtrykket er sigende for den diskussion, fordi naboen sikkert ellers ikke mener at der er en trussel mod ytringsfriheden ved at mennesker der rent faktisk har noget interessant at sige søges myrdet af mange grupper og ensomme ulve (lad os nu se om ikke den seneste drabs ikke fik lidt hjælp og støtte). For ville hun da ikke støtte op om et ædelt ideal, hvis det var truet? Men alligevel er det logisk for hende, at sådan noget som et skudattentat bare sker. For det er, hvad skudattentater gør - de sker. Der er ikke nogen der udfører dem, de sker og det der sker er en logisk konsekvens af noget alle kan sige sig selv. Hvis man bare kender reglerne. Og fordi det er selvindlysende skal man ikke udfordre det, for det er at gå imod den selvindlysende virkelighed og så er man selv skyld i at man bliver forsøgt myrdet - undskyld at man bliver dræbt, selvfølgelig. Det var ikke min mening at antyde at morderen grundlæggende kunne have ladet være og have været mere kræsen med hvilke kunstudstillinger han besøgte.

Så det rigtige tal må være at mange muslimer bliver stødt, når alle til syvende og sidst er enige om at Vilks er enten truet, som folk som jeg mener han er, eller selv er ude om den uundgåelige vold, som den værdimæssige venstrefløj mener at han er. Og det hænger sammen med Muhammedtegnerens andet suffix, nemlig kontroversiel. Kontroversiel er et ofte benyttet ord for kritikere af islam, også om Vilks, både i medier og blandt folk flest og som vi så det ovenfor med Krudttøndens klarsynede nabo. En kontroversiel person er måske selv skyld i ulykken. Kontroversen har vel trods alt udgangspunkt i personen ifølge udtrykket ‘kontroversiel person’. Et lidt mindre eufemistisk udtryk kunne være ‘konfliktskabende’. Den der lever ved sværdet og du kunne jo blot have ladet være og hvad forestillede du dig ellers ville ’ske’? Osv.

Men konflikten er vel ikke personen? Nej, det er, hvad personen har gjort. Han har i dette og lignende tilfælde tegnet, tegnet som han syntes det skulle se ud. Kan det virkeligt skabe konflikt? En tegning? Ville man selv skyde Hergé eller Picasso? Nej, hvis ikke man kan lide Tintin, kantede mennesker og rundkørselshunde kan man lade være med at købe den slags skilderier. Men nogen mener alligevel at tegninger er værd at myrde løs på andre mennesker for. De mennesker er ikke kontroversielle. De mennesker der myrder løs er ‘hvad der sker’.

Jo, attentatmanden er jo selvfølgelig værre en tegneren, det bliver indrømmet lige før det obligatoriske ‘men’. Med mindre selvfølgelig, attentatmanden er et psykosocialt offer for tonen i debatten, for så er det nemlig vi skal til at se indad. For i Danmark bliver der sagt mange kontroversielle ting hele tiden. Det gør man ikke i USA fortalte Steinmetz på News. Derovre havde man en langt større forståelse for folks religiøse følelser, de fineste følelser i menneskets følelsesregister åbenbart, og mindre forståelse for hvorfor nogen dog ville tegne sagnfiguren Muhammed som en hund. I USA havde man en fundamentalt anden tilgang til ytringsfrihed en den grove danske, konkluderede han uden hensyn til at ytringsfrihed og almindelig social konduite ikke er det samme. Men pærer og bananer blandes gerne når vi ser indad - ellers kommer vil vel ikke frem til at skamme os. Og ikke et ord om terror mod amerikanske mål, der kunne forvirre årsagssammenhængen.

Så derfor: ‘Men’ selv om attentatmanden er værre end den kontroversielle, behøver man jo ikke at sige eller tegne dumme ting når nu nogen bliver kede af det. Man kunne jo lade være. Vi har jo ikke ytringspligt, som Uffe Ellemann Jensen slog fast i sin faste klumme på Berlingske Tidende, en klumme hvor han selv fortsatte det ene indlæg efter det andet til han fik sit faste TV-program sammen med Mogens Lykketoft til at forklare hvordan det hele hænger sammen. De to statsmænd har måske ikke ytringspligt, men de ytrer sig alligevel flittigt “fordi DE kender Verden” (eller kender de bare værten?). Med andre ord, så er der ingen grund til at udtrykke sin mening hvis den går imod Ellemanns mening, for det er andres mening Ellemann i udgangspunktet altid finder dumt.

Men stadigvæk, ytringsfrihed, kan vi alligevel ikke moderere den lidt? Kan vi ikke yde mådehold? Behøver vi at være så grove? Behøver vi ligefrem at vifte med en rød klud? Behøver vi ligefrem lede efter fjender? Ja til det hele; ja fordi vi er frie mennesker helt ned til tæerne, ja fordi vores meninger er vores natur så meget at uartige tegninger og skrifter altid “vil ske” uanset hvem der måtte hade selve ideen om den frie tanke, ja og hvis ikke du kan håndtere friheden så flyt til Saudiarabien, Nordkorea eller Sverige, der mere og mere ligner en blanding af Nordkorea og Saudiarabien. Men lad retorikken ligge og lad os istedet se på to andre aspekter ved vores aktuelle attentatmand.

I Ekstrabladet husker ‘Victor’ terroristen som en tidligere skolekammerat fra VUC - ‘Victor’ ville gerne vil være anonym for selvom attentatmanden nu er død mener han at vide, hvad der “kan ske” - hvorledes vores attentatmand kunne blive agressiv når han talte om sit yndlingsemne, islam. Dengang hævdede attentatmanden for eksempel, at man ikke skulle drikke øl foran muslimer fordi det var krænkende. Hånden op alle der betragter Vilks som kontroversiel, men ikke er for fine til at sidde på en fortovscafe på Nørrebro og drikke en kold fadbamse! Og nu er grønlænderne også advaret - nej vent, de blev jaget ud af Volsmose for flere år siden af selv samme grund. Det ser ud til at være mere end en enkelt ulvs mening.

Det er altså ikke nogle bestemte tegninger, der er problemet. Tegningerne står blot først på listen fordi de er symboltunge. På krænkelseslisten står altså også øldrikning. Og hvis man tager til Saudiarabien som turist, mens man overvejer om det er noget for een med et permanent ophold, så kan man jo se, hvad der ellers er på listen over krænkende ting. Kvinder må f.eks ikke køre i bil, være alene uden opsyn eller vise bar hud. Og der er klare grænser for, hvor de overhovedet må være i det offentlige rum. Den tendens kan man også se herhjemme f.eks på påklædningen på Nørrebro. Man kan se den når de populære Outlandish fandt det outrageous med en norsk sangerindes nøgne arme. Man kan se det når Asmaa og en gymnasiecensor ikke vil give hånd til det modsatte køn. Man kan se det i alle de små forskelle, udlandsturisten ser som eksotiske og hjemlandsturisten ser som mangfoldige og som kræver svinet, det urene dyr, ud.

Men der var en tredie ting på terroristens krænkelsesliste, som endda stod højere end øl og nøgne arme. Nemlig det at være jøde. Dan Uzan, der blev skudt gennem hovedet, var arveligt betinget en kontroversiel person fra et arveligt betinget kontroversielt folkeslag, der nok burde vide hvad der ‘ville og kommer til at ske’. Jødens blotte eksistens som fri og driftig frem for underkuet er endnu en dødelig krænkelse, så når man er igang med at skyde svinger man selvfølgelig forbi Krystalgade. Fik jeg nævnt det er ulovligt for jøder at være i Saudiarabien? Hvis det er et problem at være nabo til Krudttønden, hvorledes skal vi tænke om at være nabo til jøder?

Man må tage hele pakken, sagde Abdul Wahid Pedersen om islam og hele pakken vil sige både det at tegne, være kvinde, jøde, vantro, at drikke øl, være klædt efter forholdene og at tænke selv. Hele pakken blev givet af sagnfiguren Muhammed og kritik af og satire over Muhammed er derfor kritik af hvert et punkt på krænkelseslisten, som den blevet givet i de forbandede skrifter. Intet punkt på krænkelseslisten kan hverken intellektuelt eller moralsk legitimeres og det eneste alternativ til refleksion er vold og terror, så meget desto mindre den samlede pakke. Og tegninger af pakkens sagnophav er alle krænkelsers moder.

Mentaliteten Politiken erkender ikke verden

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

01022010104_26-02-2_421505y

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

Jøderne presses ud af Europa

I’m going jew bashing!” sms’ede en muslim kækt førend han og vennerne overfaldt en jøde i Gateshead, Tyne and Wear i England. “’Antisemitismen har ikke været større siden 1945’” mener seniorforsker ved DIIS Cecilie Felicia Stokholm Banke. Uden at være helt sikker på, hvorfor formår hun alligevel at kæde det sammen med Israel

Årsagen til det vedblivende had til jøder er ikke ordentligt belyst i forskningen, mener hun.

- Men det kan hænge sammen med Mellemøstkonflikten og det faktum, at jøder i Europa i stigende grad bliver holdt til ansvar for den israelske stats politik.

Læs også Dansk forening: Jødehad er på vej frem

Dertil kommer finanskrisen i 2008 samt de sociale medier, der gør, at man kan ytre sig mere frit.

- Og det har bidraget til en øget - ikke blot - antisemitisme men intolerance generelt, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Antisemitiske angreb er fordoblet i Frankrig og selv om Christian Braad Thomsen herhjemme mener vi skulle erklære solidaritet med de udstødte muslimer så viser tal fra Frankrig at jøder er næsten 50 gange mere udsatte for racistisk vold end de udstødte muslimer. Sebastian Vilar Rodriguez ridser op, hvorledes Europa leftler for den muslimske indvaring, mens den presser jøderne ud

I walked down the street in Barcelona , and suddenly discovered a terrible truth - Europe died in Auschwitz … We killed six million Jews and replaced them with 20 million Muslims. In Auschwitz we burned a culture, thought, creativity, talent. We destroyed the chosen people, truly chosen, because they produced great and wonderful people who changed the world.

The contribution of this people is felt in all areas of life: science, art, international trade, and above all, as the conscience of the world. These are the people we burned.

And under the pretense of tolerance, and because we wanted to prove to ourselves that we were cured of the disease of racism, we opened our gates to 20 million Muslims, some of whom brought us stupidity and ignorance, religious extremism and lack of tolerance, crime and poverty, due to an unwillingness to work and support their families with pride.

They have blown up our trains and turned our beautiful Spanish cities into the third world, drowning in filth and crime.

Shut up in the apartments they receive free from the government, they plan the murder and destruction of their naive hosts.

And thus, in our misery, we have exchanged culture for fanatical hatred, creative skill for destructive skill, intelligence for backwardness and superstition.

We have exchanged the pursuit of peace of the Jews of Europe and their talent for a better future for their children, their determined clinging to life because life is holy, for those who pursue death, for people consumed by the desire for death for themselves and others, for our children and theirs.

What a terrible mistake was made by miserable Europe.

David P Goldman giver i Pajamas Media et bud på, hvorfor europærerne ikke bryder sig om jøder (et indlæg, der bedst læses i sin helhed, hvis man skal forstå hans rationale)

Europeans hate Jews because European national identity from the outset was a dreadful parody of Jewish identity. One learns this most clearly from the great German-Jewish theologian Franz Rosenzweig, who argued the secret of European identity was the desire of every nation to be chosen in the flesh. As I wrote in this space on the anniversary of the First World War, “The unquiet urge of each nation to be chosen in its own skin began with the first conversion of Europe’s pagans; it was embedded in European Christendom at its founding. Christian chroniclers cast the newly-baptized European monarchs in the role of biblical kings, and their nations in the role of the biblical Israel. The first claims to national election came at the crest of the early Dark Ages, from the sixth-century chronicler St Gregory of Tours (538-594), and the seventh-century Iberian churchman St Isidore of Seville….Saints Isidore of Seville and Gregory of Tours were in a sense the Bialystock and Bloom of the Dark Ages, the Producers of the European founding: they sold each petty monarch 100% of the show. One hardly can fault them. Transmuting the barbarian invaders who infested the ruined empire of the Romans into Christians was perhaps the most remarkable political accomplishment in world history, but it required a bit of flimflam that had ghastly consequences over the long term. The filth of the old European paganism accumulated in the tangled bowels of Europe until the terrible events of 1914-1945 released it.”

When real Americans — the kind of Americans who identify with the American Founding — meet real Jews — the kind of Jews who embrace Israel’s past and future — there is an instant sympathy, for Jews remind Americans of what is best in their character: the new mission in the Wilderness, the vision of a new City on a hill. New England was settled in response to the outbreak of the Thirty Years’ War, and as many German Protestants — the losers in that war — came to America as Englishmen. When Europeans meet Jews, we remind them of what was worst in their character: the lampoon of Jewish identity that infected European nationalism. The Nazi delusion of a “Master Race, ” after all, was a satanic parody of the Election of Israel. In the past, each European nation that fancied itself God’s instrument on earth set out to humiliate, expel, or even exterminate the Jews, for how could France or Spain or Russia or Germany be the Chosen Nation when the Jews claimed that status? Old Europe hated the Jews because it envied election; New Europe hates the Jews because it eschews election altogether. The old hatred suppurates and boils under the ectoderm of the new hatred.

There is a lot more to it, to be sure: the old Kantian illusion of perpetual peace, what Germans call the “Multi-Kulti” belief that all cultures must have equal outcomes as well as equal opportunities, the whole ideological apparatus of social engineering — these all influence European thinking. But what rattles around in the European cerebrum is less important than what ferments in Europe’s viscera.

After three devastating wars lasting two generations each — the Thirty Years’ War of 1618-1648, the Napoleonic Wars of 1799-1815, and the two World Wars of the 20th century — the Europeans grew weary of their contentious national identities. They agreed to become nothing in particular. Patriotism is an obscenity in Germany, a joke in Italy, a curse in Spain, a relic in England, and a faux pas in France. To declare one’s self a Jewish patriot, a Zionist, transgresses the boundary of civilized discourse in today’s Europe. Personally, I find this disappointing; I speak three European languages apart from English and have nothing to say to anybody in any of them.

So when we hear expressions of sympathy from European leaders who treasure their Jewish communities, but tell Israel not to defend itself against rocket attacks from Gaza, and propose to concoct a Palestinian State without an end-of-hostilities agreement from the Arab side, our instinctive and correct response is to send them to hell. We well know wes Geistes Kind es sei.

Endnu mere dystert skriver Douglas Murray læseværdigt i Spectator om Bettina Stangneths bog Eichman before Jerusalem om den nazistiske alliance med de muslimske arabere, som især Europas venstrefløj og definerende klasser gør sit for at underbygge

In The Others Spoke, Now I Want to Speak! (the reference is to his former colleagues who – in another un-square-able moment – Eichmann believed had defamed him at Nuremberg) he had the opportunity to write about the recent Suez Crisis.  Here is one passage Stangneth quotes which was new to me at least.

‘And while we are considering all this – we, who are still searching for clarity on whether (and if yes, how far) we assisted in what were in fact damnable events during the war – current events knock us down and take our breath away.  For Israeli bayonets are now overrunning the Egyptian people, who have been startled from their peaceful sleep.  Israeli tanks and armored cars are tearing through Sinai, firing and burning, and Israeli air squadrons are bombing peaceful Egyptian villages and towns.  For the second time since 1945, they are invading… Who are the aggressors here?  Who are the war criminals?  The victims are Egyptians, Arabs, Mohammedans.  Amon and Allah, I fear that, following what was exercised on the Germans in 1945, Your Egyptian people will have to do penance, to all the people of Israel, to the main aggressor and perpetrator against humanity in the Middle East, to those responsible for the murdered Muslims, as I said, Your Egyptian people will have to do penance for having the temerity to want to live on their ancestral soil… We all know the reasons why, beginning in the Middle Ages and from then on in an unbroken sequence, a lasting discord arose between the Jews and their host nation, Germany.’

There then follows an extraordinary and important passage.  For Eichmann goes on to say that if he himself were ever found guilty of any crime it would only be ‘for political reasons’.  He tries to argue that a guilty verdict against him would be ‘an impossibility in international law’ but goes on to say that he could never obtain justice ‘in the so-called Western culture.’  The reason for this is obvious enough: because in the Christian Bible ‘to which a large part of Western thought clings, it is expressly established that everything sacred came from the Jews.’  Western culture has, for Eichmann, been irrevocably Judaised. And so Eichmann looks to a different group, to the ‘large circle of friends, many millions of people’ to whom this manuscript is aimed:

‘But you, you 360 million Mohammedans, to whom I have had a strong inner connection since the days of my association with your Grand Mufti of Jerusalem, you, who have a greater truth in the surahs of your Koran, I call upon you to pass judgment on me.  You children of Allah have known the Jews longer and better than the West has.  Your noble Muftis and scholars of law may sit in judgement upon me and, at least in a symbolic way, give me your verdict.’ [pp 227-8]

Elsewhere Stangneth shows how open Eichmann must have been in his admiration for Israel’s neighbours.  After Eichmann’s abduction his family apparently became concerned about his second son.  According to a police report, ‘As Horst was easily excitable the Eichmann family was afraid that when he heard about his father’s fate, he might volunteer to fight for the Arab countries in campaigns against Israel.’  As Stangneth adds, ‘Eichmann had obviously told his children where his new troops were to be found.’ [229]

Of course for years after the war there were rumours that Eichmann had fled to an Arab country.  He might have had a better time there.  Other Nazis certainly did, including Alois Brunner – Eichmann’s ‘best man’ – who settled in Damascus after the war and who is now believed to have died in Syria as recently as 2010.  Eichmann’s Argentina years were certainly filled with frustration and rage.  What is most interesting is how mentally caught he remained even before he was captured, principally by the impossible conundrum of how to persuade the world to accept what he had done and simultaneously boast about his role in the worst genocide in history.

There is much more to say about this book.  But I do urge people to read it.  Not least for the way in which Stangneth sums up the problem with the only strain of Nazi history which really remains strong to this day.  ‘Eichmann refused to do penance and longed for applause.  But first and foremost, of course, he hoped his “Arab friends” would continue his battle against the Jews who were always the “principal war criminals” and “principal aggressors.”  He hadn’t managed to complete his task of “total annihilation,” but the Muslims could still complete it for him.’

Ja, Europa begår i sandhed endnu en frygtelig fejl.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress