Mindre vold på grund af Oplysningen?

Lingvisten Steven Pinker har haft stor succes med at minde os om, hvor heldige vi er i forhold til generationerne før os. Trods indtrykket man kunne få fra nyhedsstrømmen bevæger historien sig stadigt længere væk fra vold. I 2012 kunne man læse et interview med Pinker i Reason

Just a couple of centuries ago, violence was pervasive. Slavery was widespread, wife and child beating were acceptable practices, heretics and witches were burned at the stake, pogroms and race riots were common, and warfare was nearly constant. Public hangings, bearbaiting, and even cat burning were popular forms of entertainment. By examining collections of ancient skeletons and scrutinizing contemporary tribal societies, anthropologists have found that people were nine times as likely to die violent deaths in the prehistoric period than in modern times, even allowing for the world wars and genocides of the 20th century. Europe’s murder rate was 30 times higher in the Middle Ages than it is today.

What happened? Human nature did not change, but our institutions did, encouraging people to restrain their natural tendencies toward violence. In more than 800 pages of data and analysis, Pinker identifies a series of institutional changes that have led to decreasing levels of life-threatening violence. The rise of states 5,000 years ago dramatically reduced tribal conflict. In recent centuries, the spread of courtly manners, literacy, commerce, and democracy have reduced violence even more. Polite behavior requires self-restraint, literacy encourages empathy, commerce changes zero-sum encounters into mutually beneficial exchanges, and democracy restrains the excesses of government.

Nogen mener endda at kunne bekræfte Pinkers teorier matematisk. John Gray er ikke sikker i på at det forholder sig så ligefremt med volden, som Pinker hævder. I Guardian peger han på flere forskellige faktorer, der også har indflydelse på nedgangen af vold, som eksempelvis kernevåben. De holder stormagterne i skak, mener han, og reducerer deres konfrontationer til proxy-krige. Derudover sætter han også spørgsmålstegn ved opgørelsen af ofre for konflikt kun skal tælles på slagmarken. Der var flere civile ofre under 2 Verdenkrig end Napoleonskrigene eksempelvis. Og hvor mange år af sit liv skal man miste førend man tæller med som offer (cancertilfælde efter Hiroshima osv).

Og så er der spørgsmålet om, hvad vold er. Korporlighed er helt klart trængt i baggrunden, men volden kan tage andre former. Var 1700 tallets gabestok værre end nutidens isolationsfængsel? Krige har ændret væsen og vi har ændret vores syn på vold. Men det betyder ikke nødvendigvis at vi er stoppet med at udøve vold, vi konfronteres blot sjældnere vores ofre. Modus operandi til side, så er Obamas droner og Kalifatets halshugninger krigsførelse, men blodet på hænderne er kun konkret i det sidste tilfælde. Alt sammen interessante akademiske indvendinger og nuanceringer, som jeg kun kan anbefale at man læser.

Men jeg vil hæfte mig ved den åndelige side af Pinkers teori, ideen om Oplysningens saliggørende effekter, thi disse antager løgnagtige former. Gray forklarer at arven fra Oplysningstiden ikke er et tag-selv bord af gode intentioner humanistiske idealer. Oplysningstiden satte mennesket i centrum, med alle dets implikationer til følge

Among the causes of the outbreak of altruism, Pinker and Singer attach particular importance to the ascendancy of Enlightenment thinking. Reviewing Pinker, Singer writes: “During the Enlightenment, in 17th- and 18th-century Europe and countries under European influence, an important change occurred. People began to look askance at forms of violence that had previously been taken for granted: slavery, torture, despotism, duelling and extreme forms of punishment … Pinker refers to this as ‘the humanitarian revolution’.” Here too Pinker and Singer belong in a contemporary orthodoxy. With other beliefs crumbling, many seek to return to what they piously describe as “Enlightenment values”. But these values were not as unambiguously benign as is nowadays commonly supposed. John Locke denied America’s indigenous peoples any legal claim to the country’s “wild woods and uncultivated wastes”; Voltaire promoted the “pre-Adamite” theory of human development according to which Jews were remnants of an earlier and inferior humanoid species; Kant maintained that Africans were innately inclined to the practice of slavery; the utilitarian Jeremy Bentham developed the project of an ideal penitentiary, the Panopticon, where inmates would be kept in solitary confinement under constant surveillance. None of these views is discussed by Singer or Pinker. More generally, there is no mention of the powerful illiberal current in Enlightenment thinking, expressed in the Jacobins and the Bolsheviks, which advocated and practised methodical violence as a means of improving society.

Like many others today, Pinker’s response when confronted with such evidence is to define the dark side of the Enlightenment out of existence. How could a philosophy of reason and toleration be implicated in mass murder? The cause can only be the sinister influence of counter-Enlightenment ideas. Discussing the “Hemoclysm” – the tide of 20th-century mass murder in which he includes the Holocaust – Pinker writes: “There was a common denominator of counter-Enlightenment utopianism behind the ideologies of nazism and communism.” You would never know, from reading Pinker, that Nazi “scientific racism” was based in theories whose intellectual pedigree goes back to Enlightenment thinkers such as the prominent Victorian psychologist and eugenicist Francis Galton. Such links between Enlightenment thinking and 20th-century barbarism are, for Pinker, merely aberrations, distortions of a pristine teaching that is innocent of any crime: the atrocities that have been carried out in its name come from misinterpreting the true gospel, or its corruption by alien influences. The childish simplicity of this way of thinking is reminiscent of Christians who ask how a religion of love could possibly be involved in the Inquisition. In each case it is pointless to argue the point, since what is at stake is an article of faith.

There is nothing new in the suggestion that war is disappearing along with the “civilising process”. The notion that the human capacity for empathy is expanding alongside an increase of rationality owes its wide influence to Auguste Comte, an almost forgotten early-19th-century French Enlightenment thinker. Comte founded the “religion of humanity”, a secular creed based on the most advanced “science” of the day – phrenology. While Pinker and Singer don’t discuss Comte, his ideas shape their way of thinking. For one thing, Comte coined the term “altruism”. Like Pinker and Singer, he believed that humankind – or at any rate its most highly developed portions – was becoming more selfless and beneficent. But he was also a sharp critic of liberalism who believed the process would end in an “organic” way of life – a “scientific” version of the medieval social order that, despite his hostility to traditional religion, he much admired. It was Comte’s virulent anti-liberalism that worried John Stuart Mill, another Enlightenment thinker who was in many other ways Comte’s disciple. Mill went so far as to suggest that the propagation of the species would in future become a duty to humanity rather than a selfish pleasure; but he feared that a world in which this was the case would be one without liberty or individuality. Mill need not have worried. Human beings continue to be capable of empathy, but there is no reason for thinking they are becoming any more altruistic or more peaceful.

It may be true that the modern state’s monopoly of force has led, in some contexts, to declining rates of violent death. But it is also true that the power of the modern state has been used for purposes of mass killing, and one should not pass too quickly over victims of state terror. With increasing historical knowledge it has become clear that the “Holocaust-by-bullets” – the mass shootings of Jews, mostly in the Soviet Union, during the second world war – was perpetrated on an even larger scale than previously realised. Soviet agricultural collectivisation incurred millions of foreseeable deaths, mainly as a result of starvation, with deportation to uninhabitable regions, life-threatening conditions in the Gulag and military-style operations against recalcitrant villages also playing an important role. Peacetime deaths due to internal repression under the Mao regime have been estimated to be around 70 million. Along with fatalities caused by state terror were unnumbered millions whose lives were irreparably broken and shortened. How these casualties fit into the scheme of declining violence is unclear. Pinker goes so far as to suggest that the 20th-century Hemoclysm might have been a gigantic statistical fluke, and cautions that any history of the last century that represents it as having been especially violent may be “apt to exaggerate the narrative coherence of this history” (the italics are Pinker’s). However, there is an equal or greater risk in abandoning a coherent and truthful narrative of the violence of the last century for the sake of a spurious quantitative precision.

I The Week tilslutter Pascal-Emmanuel Gobry sig stort set John Grays indvendinger og mener at det egentlige skifte er at vi er blevet mere sarte eller sippede når vi konfronteres med vold og andres ubehag. Og at vi derfor her fjernet os fra realiteternes verden (også ifølge Sean Penn). Vi konfronteres nødigt med processen bag vores vacuum pakkede kød for at tage et dagligt eksempel. Hitlers og Stalins grusomheder blev begået i fjerntliggende lejre og endda benægtet osv. Men Gobrys pointe er at hvis der overhovedet er tale om en nedgang i vold “it is due to Christianity”

By now, mainstream historians are slowly waking up to the realization that almost everything we like about the Enlightenment, from the rule of law to the scientific method to capitalism, had its roots in the extraordinary civilization of the Middle Ages.

Why is it that we modern persons are so much more squeamish, so much more likely to be stirred by the idea of harm?

One answer might be that our civilization had, for a millennium, at the center of its moral imagination, the battered and broken figure of a slave hanging from a gibbet, condemned to die by all rightful authorities and abandoned by his friends.

And it is worth noting that the increase in squeamishness in the West dates back from the takeover of the Roman Empire by Christianity.

A key indicator of cultural squeamishness is how a society treats children. As the historian O.M. Bakke shows in the tellingly-named book How Children Became People: The Birth of Childhood in Early Christianity, Pagan society considered children as little more than objects, with consequences of — to us post-Christians — astonishing cruelty. The practice of abandoning newborns was widespread and not frowned upon. While most abandoned infants died, those who did not were typically “rescued” into child sex slavery, which was a legal and thriving industry. The sources report that sex with castrated boys, in particular, was considered very titillating, and there are reports of babies castrated to serve that purpose. These were all practices that Christians famously condemned, and Bakke nicely traces how phrases by Jesus holding children up as examples and insisting on care for the “least of these” caused emerging civilization, for the first time in the history of the West, to regard children as full human beings endowed with rights.

Another good indicator of squeamishness is the treatment of slaves. While only by the High Middle Ages was slavery over in the West — the first time in all of human history that a culture had abolished slavery — as soon as Christianity became the state religion of the Roman Empire rafts of unprecedented laws were passed to reform the institution of slavery, typically “squeamish” laws such as banning sexual relations between slaves and masters, making it illegal to break up slave families, banning the branding of slaves (first on the face, and later anywhere). The first condemnation of slavery as an institution in all of recorded history was made by the Catholic bishop and Church Father Gregory of Nyssa, in strikingly “squeamish” terms, exhorting his congregation to see in their slaves the same image of God that dwells in them, and to free them.

Because human hearts are so hard and crooked, this rise in squeamishness was infuriatingly slow and incomplete (and still is), but if there is one starting point one could name, it would be the rise of Christianity. If the Enlightenment did anything, it was only to accelerate a process that had been ongoing for centuries.

3. The modern age doesn’t look so hot when you count abortion.

Abortion is a typical “squeamish” issue, where mere squeamishness leads us astray. It’s harder to get squeamish about a “clump of cells” than a live baby, even though there is no conceptual difference between the two. When it comes to disabled children in the womb, we all too often get squeamish in exactly the wrong way: we get squeamish about the pain they will endure, instead of getting squeamish about the idea of snuffing out innocent life. “Care/harm” makes us empathize more with those we recognize as our alter egos, but make us empathize less about those we do not include in our circle of fellowship.

According to the U.S. Abortion Clock there have been 55 million abortions in the United States since abortion was legalized in the U.S., and more than one billion abortions worldwide since 1980. One billion. If abortions are counted as homicides then the modern age sure doesn’t look so hot.

4. The dark side of the Enlightenment.

The one true sleight-of-hand practiced by Steven Pinker in his account of the decline of violence (which, as I have said, has a lot of truth) is that he tries to erase the inherently modern phenomenon of totalitarianism from the legacy of the Enlightenment, so that they don’t get put on the Enlightenment’s balance sheet.

But totalitarianism is an inherently modern phenomenon that would have been impossible without the Enlightenment. Late 18th century French society got squeamish about the public torture of Jean-François Damiens — and just a few decades later, they used the hygienic innovation of the guillotine to murder people in the name of Enlightenment values on a scale that would have been unthinkable in the Ancien Régime. Communism was inherently a modern phenomenon: atheistic, pseudo-scientific, and pseudo-rationalistic, driven by a post-Christian and “squeamish” concern for the fates of the working poor, universal in scope and ambition. And while Nazism got mileage out of reactionary rhetoric, it is also inseparable from roots in the movements of “scientific racism” and eugenics which argued for treating human genetics as a kind of technology and fixing it (with the power of the state if need be).

I make this point because I am a person who believes the Enlightenment is a very good thing, but that it also has its dark side. The modern age included a laudable squeamishness against tyranny, but it also included a nice dose of utopian hubris, and the special horrors of the modern age are incomprehensible without this Enlightenment idea. The Enlightenment is a glorious thing, but it is also a dangerous thing — it must always be rescued from itself. The first way to do it is to refuse to whitewash its true legacy.

Som en lille eftertanke vil jeg også nævne Quodlibetas Humphreys kritik af Pinkers oppustning af middelalderlige mordstatistikker, for at hamre hans pointe hjem i Oplysningens navn (en god ven indskød at der qua gennemsnitslevetidens stigning er flere ældre mennesker i dag og altså gennemsnitligt færre unge brushoveder til at begå vold). Ikke så meget for at hakke på Pinkers arbejde, men på grund af følgende anekdote

In 1355 in what became known as the ‘St Scholastic’s Day riot’ an argument in a tavern became a pub brawl which went on for the next 3 days. It began when a group of students at an inn near Carfax disapproved of the wine they were served. The inn-keeper having given them ‘stubborn and saucy language’ the clerks ‘threw the wine and vessel at his head’. The townspeople then seized the opportunity to arm themselves with bows and arrows and attack scholars. Gangs of academics and citizens clashed in the streets and academic halls were burned. Six students and scholars were killed.

st_scholastica

Dengang fandt folket sig ikke så let i elitens svigt.

Billeder af racialt selvhad

Demografi, Diverse, Kristendom, Multikultur, Pressen, Race, Racisme, USA, venstrefløjen — Drokles on March 10, 2015 at 2:36 pm

Blot en lille amerikansk stemningsrapport fra de moralsk overlegne på venstrefløjen. Think Progress fortæller om den sørgelige demografiske og åndelige udvikling i USA. Hvide kristne bliver en stadigt mindre del af befolkningen

A new study reports that white Christians, long understood to be the primary shapers of American politics and culture, are rapidly losing their majority status across the country — even in traditionally conservative states.

Earlier this week, Jonathan Merritt of the Religion News Service dug into data from the American Values Atlas, a website unveiled late last year by the Public Religion Research Institute (PRRI) that aggregates polling information on the political opinions, values, and religious affiliations of Americans. The wealth of data is a lot to sift through, but Merritt pointed to a striking revelation: white Christians, once the majority in virtually every major population area in America, are now a minority in 19 states.

For their surveys, PRRI defines “white Christian” as evangelical Protestants, mainline Protestants, Catholics, and Orthodox Christians who list their identity as “white, non-Hispanic.” (Interestingly, PRRI also includes white Mormons in this group, who are sometimes listed by sociologists as separate from the rest of Christianity due to their unique religious views and texts.)

white-christain-religious-minorityv4

Think Progress Facebook venner var svært begejstrede over at de hvide, long understood to be the primary shapers of American politics and culture, er på tilbagetog. Her et par af de første kommentarer fra de hundredevis skadefro HVIDE amerikanere

Richard Toker Guess you old white racist men are on the way out!

(…)

Leah Alley Yes they are, this is also true about “white” people in general,many are interracial, a large amount of people are gay,It wont be long before the mighty hunters and the fishermen are gone too. A new world is forming. Less racism more acceptance.

(…)

Kyung Sook people who have common sense would not follow christian today. They promoting hate.

(…)

Lois Kaznica Best news all day.

skc3a6rmbillede-2015-03-10-kl-133204

Jep, fem HVIDE børn, er ikke for mange når det er ens egne.

Calvin Lindfors Not the majority doesn’t mean they aren’t still the plurality, which means they’ll unfortunately hold disproportionate power for a while yet.

Paulina Martinez Exactly. It’ll be like apartheid for a while yet.

(…)

Wendy Winett Costello Does it matter??? HOw many are humans? HOw many are kind? HOw many are starving?

Oliver Flores Of course it matters, you think a religious group is gonna end hunger? No my friend, is scientific advancements what will fix it, not praying for miracles.

Lockley Alsoknownas Joe If you’re a “White Privilege” denier, than I guess it doesn’t matter. But most deniers are also benefactors of the aforementioned privilege.

(…)

Kathryn Hilton Yay. I’m white but I gave up being a Christian in exchange for being a kind, compassionate, loving human being.

(…)

Mark Williams Arizona, Texas, and Florida demonstrate that a minority can still rule. But as with South Africa, Apartheid tactics can only work for so long.

(…)

James Shamus Nilan thank goodness to see it happening in my lifetime

Tracey Hering Goodman Finally some good news.

Nicole Coelho Antoun Thank god. And I say that as a white Christian.

(…)

Kari Hulgaard Well thank goodness diversity is becoming the norm!

(…)

Veronica Pawlus Hargrove Great news!

(…)

Sally Basile It can’t happen fast enough IMO.

Det er ikke glæden ved nye ansigter, der var gennemgående blandt kommentarerne. Det var glæden ved af hvide blev i mindretal. En glæde, man givetvis ikke ville dele, hvis der kom et stort hvidt rykind i Afrika.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Glædelig Jul

Kristendom, Kunst og kultur — Drokles on December 25, 2014 at 6:19 am

Usund palæstinensisk politiker og morder af to teenagere dør af hjerteanfald - og det er Israels skyld

Den palæstinensiske politiker Ziad Abu Ein, der har myrdet to teenagere, fik et hjerteanfald under en protestdemonstration imod Israel. Da israelske redningsfolk ilede til hans hjælp, blev de holdt væk af palæstinensere, der istedet for jødiske læger valgte at køre Ziad Abu Ein til et palæstinensisk hospital i stedet skriver Algemeiner

A British television news reporter has revealed that Palestinian demonstrators near the West Bank village of Turmusaya prevented an Israeli medic from providing aid to a Palestinian Authority official who collapsed after he shoved and verbally abused Israeli officers on the scene.

In a live report for the UK’s Sky News broadcaster, Middle East correspondent Tom Rayner reported that Ziad Abu Ein, a convicted terrorist who was appointed by the PA to organize campaigns against Jewish settlements in the West Bank, was lying on the ground “unconscious” after the clash – although separate footage shot by Kremlin broadcaster RT displayed Abu Ein conscious and sitting up after his altercation with the IDF officers.

“When he’s on the floor, an Israeli medic does come up to him, she tries to clear an area around him, but Palestinians pick him up and take him straight to a vehicle,” Rayner said, in footage viewed by The Algemeiner. The medic was “not able to deliver any first aid,” Rayner continued, and Abu Ein was “declared dead when he got to a hospital in Ramallah.”

(…)

Abu Ein’s death marks the second time in less than a month that the PA has accused Israel of murdering a Palestinian without establishing the facts. In November, the PA accused “six Jewish men” of having lynched a Palestinian bus driver in eastern Jerusalem. An autopsy ruled out “foul play” as the cause of the death, concluding that the driver likely committed suicide.

Virkeligheden generer ikke Fathi El-Abed der på Facebook skrev

Et drab på en palæstinensisk minister

Den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein døde for et par timer siden. Kort tid efter han blev overfaldet og slået voldsomt fra de israelske besættelsessoldater.

En israelsk soldat slog ham så voldsomt på brystkassen med hjelmen at han faldt om. Mens han lå på den jord han sammen med hundredvis af andre palæstinensere var i gang med at plante oliventræer i området omkring den smukke landsby Termisaya (efter at mere end 140 oliven træer var blevet ødelagt og brændt af en bosætterbande for 10 dage siden)…så kastede de israelske besættelsessoldater en voldsom stor mængde tåregas og forhindrede andre at fjerne ham fra den kvælende situation.

Jeg sad med Ziad Abu Ein for nogle måneder siden i Budapest til en konference om de palæstinensiske fanger. Og mødte ham igen mens i Palæstina i september/oktober måned. Han er noget af det mest sympatiske mennesker jeg har mødt. En simpel mand der var elsket af alle og gik altid i front når der blev demonstreret mod den israelske besættelse, undertrykkelse og landtyveri.

Israel er ude med endnu en løgn om endnu et drab: Abu Ein døde af at hjerteanflad!
Efter drabet på Abu Ein i dag…så vil alt forandre sig.

En ny tid venter forud for det hårdtprøvede palæstinensiske folk. Forhåbentlig mod det bedre.

Må Ziad Abu Ein - og alle dem der dræbes nærmest dagligt af den israelske besættelsesmagt - hvile i fred.

Frihed til palæstinenserne

Frihed til Palæstina

En Mia Nielsen er enig med Fathi “på mange områder, alle religiøse jøder er nogle møgsvin” og senere præciserer at hun “…foragter alle religiøse mennesker jøder, muslimer kristne”, men synes han overdriver og henviser til en RT-artikel, der ligesom Algemeiner afdramatiserer hændelsen. El-Abed er urokkelig, poster nogle billeder som understående, som dokumentation fordi et billede siger bare så meget mere end levende billeder og vidneberetninger.

zionist-myder-fredelig-bc3b8rnemorder

Og El-Abed henviser til TV2, hvor der hedder

En palæstinensisk sikkerhedskilde siger til det franske nyhedsbureau, at ministeren blev banket med geværskæfter og hjelme under protestdemonstrationen.

Det er nu ikke nok for Mia Nielsen, hvilket får Fathi til at protestere mod hendes “beskyldninger UDEN - igen igen - mod min person” og spydigt slutter af med “Men godt du har dine venner i Israel til at fortælle dig endnu en gang om “sandheden”". Heller ikke det overbeviser Mia, der herefter smides af Fathis debat med opfordringen “at finde et andet sted end her hos mig med dine anti jødiske og muslimske meninger og ytringer”. Et overbevisende udtryk for hvor meget Fathi El-Abed gør for at holde sin sti ren for hadefulde og racistiske ytringer.

Og sådan fortsætter debatten. Nogle forholder sig sagligt til at både videodokumentationen og pressefolk, der ikke er palæstinensiske repræsentanter fortæller om et hjerteanfald uden tilknytning til skubberiet minutter forinden. Andre støtter Al-Abeds historie, som en Rey Mazen der kalder skeptiske debattører for “små zionistiske sataner“, som Karina Reither, der skriver “for helvede da nogle svin” efterfulgt af Søren Hansens - hvis profilbillede iøvrigt er en fuckfinger - ”Fucking zionister! De er nogle svin!” og Danny Jensen mente at vide at israelske soldater er “psykopater“. Og da der er værnepligt for alle israelere… uha!

Skønt præsenteret for den rette sammenhæng flere gange i kommentarsporet skriver Fathi alligevel nogle timer senere

Drab på en palæstinensisk minister (se min første opdatering om drabet tidligere på dagen)

I morgen vil obduktions rapporten efter drabet på den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein blive offentliggjort under en storstillet pressekonference i Ramallah.

MEN allerede nu og fra flere kilder – palæstinensiske og internationale – ved vi at først blev han og de andre fredelige demonstranter overfaldet med skub, spark og tæsk og efterfølgende tåregas i overvældende og overdrevende mængde.
Abu Ein og andre fik det dårligt af.

Men efter at han rejste sig og protesterede over for verdens pressen så blev han isoleret af en gruppe besættelsessoldater og omringet. Alle andre end ham blev skubbet væk…og endnu længere væk.

Abu Ein prøver at rejse sig op og andre palæstinensere forsøger at komme ham til undsætning hvorpå en israelsk besættelsessoldat tager kvælertag på Abu Ein og slog ham hårdt på brystet med hjelmen og en anden besættelsessoldat fortsætter med 2 slag med sit geværkolbe mod Abu Eins brystkasse og skulder!

Abu Ein og hundredvis af palæstinensere var i gang med at plante oliventræer for TREDJE gang på under 1½ måned som følge af overgreb og hærværk fra en gruppe bosætterbande med fuld beskyttelse fra de israelske besættelsessoldater.
Drabet på Abu Ein er nr. 2265 drab på palæstinenserne ALENE i år!

SE følgende video der fortæller lidt om hvad der foregik tidligere i dag. (og inden Israels få desperate: se HELE videoen inden I kommer for godt i gang. TAK)

Under først kommentar ses et nyt billede med en besættelsessodat der tager kvælertag på Abu Ein.

https://www.youtube.com/watch?v=IBVal2YFI-k

Den efterfølgende debat fulgte i samme spor med selvretfærdigt hysteri imødegået af enkelte, der henviste til virkelighedens verden. El-Abed vaklede dog ikke og i tråd med Carsten Holbeck og Amine Amine, der begge mener at danske medier både lyver og er pro-zionistiske, søger han proaktivt at rette på den skævhed

Tidligere i dag (i en MEGET kort version)

Mig: Hej

TV2 News redaktion: Hej

Mig: de sidste par timer (siden kl. 18.00) har I bragt noget nyt på banen ifm. drabet på den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein tidligere i dag…om at han blev slået på brystet af en israelsk soldat MEN at han havde helbredsproblemer og at det måske var medvirkende til at han døde. Hvor har I det fra? Eftersom I nævner INGEN kilder.

TV2 News redaktion: det har vi ikke gjort. Men det har Nyhederne på TV2 og de har en anden redaktion!

Mig: Tak. Jeg ringer til søsterkanalen.

Mig: Hej

TV2/Kvægtorvet i Odense: Hej hvad kan jeg gøre for dig?

Mig: de sidste par timer (siden kl. 18.00) har I bragt noget nyt på banen ifm. drabet på den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein tidligere i dag…om at han blev slået på brystet af en israelsk soldat MEN at han havde helbredsproblemer og at det måske var medvirkende til at han døde. Hvor har I det fra? Eftersom I nævner INGEN kilder.

Tv2/Kvægtorvet: har vi det?

Mig: Ja, det har jeg set og hørt både kl. 18.00 og kl. 19.00 men INTET om Abu
Eins ”helbredsproblemer” i løbet af dagen. Hvor har I det fra med hans ”helbredsproblemer”?

Tv2/Kvægtorvet: ja, det kender jeg ikke noget til…og hvorfor er det så vigtigt? Kan du tale lidt højere?

Mig: ja, jeg kan sagtens tale højere. Det er vigtigt fordi det har ikke været nævnt i nyhederne tidligere i dag og hverken News eller andre har nævnt det. KUN israelerne. Og I nævner INGEN kilder på den del af historien kl. 18.00 og kl. 19.00! Og i øvrigt jeg VED at Abu Ein var alene sukkersyg, havde fodsvamp og hud udslæt på albuerne…men INGEN hjerteproblemer!

TV2/Kvægtorvet: Ok..ham der sidder med udlandsredaktion er taget hjem for i dag. Men jeg skal nok bringe det videre!

Jeg skal måske nævne at INTET tydede på at vedkommende ville gå videre med det eller overhovedet mente at det var relevant!

SÅDAN. Så er Israel fri for endnu et mord – fordi TV2 nyhederne har deres egne ”kilder” der mener at den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein er død fordi han var ”syg”!

Så hold øje med TV2 Nyhederne om den historie bliver bedre eller….

Det burde vel få TV2 til at overveje, hvor meget de vil bruge Fathi El-Abed fremover. Samme debat fulgte. Ahmed M Hamze kaldte f.eks en Elisheva Ela Kandelker Chievitz for et “lille zionistiske dyr”, som skal “fis[e] ud af denne tråd.. ingen plads til zionistiske svin som dig” fordi hun igen dokumenterede El-Abeds løsagtige omgang med sandheden. Og sådan fortsatte debatten. To eksempler vil jeg lige give for stemningens skyld. Henning Prins skriver

Nu er det altså sådan, at man er komplet idiot, hvis man tror en pind på nogetsomhelst, der bliver bragt i TV2-NEWS. Forøvrigt viste en undersøgelse i slutningen af 80′erne, at hver tredie journalist var agent, især for USA. Det har nok udviklet sig siden, så nu er det nok hver anden!

Nemlig, det ved enhver. Og det blev umiddelbart efterfulgt af Faruk Kozan

medier verden over er ejet af jøderne, nu skal de prøve at vaske hitlerland rene, i hitlerland (israel) konkurrer ministerne om hvor mange palæstinensere de kan slå ihjel i den periode de sidder som minister, alle minister i hitlerland har medvirket til drab på civile, det er en skam for danmark og vesten at de ikke engang kan tage afstand eller fordømme det.

Klart. Og El-Abed lod sig derfor heller ikke rokke i sin tro og torsdag slog han fast

Den palæstinensiske minister Abu Ein BLEV myrdet

Obduktionsrapporten er nu offentliggjort:

Ziad Abu Ein døde som følge af kraftige slag på brystkassen der førte til alvorlige skader på lungerne og især Mebranen/Mellemgulvet (på engelsk Diaphragm)…OG ikke mindst indånding af tåregas.

Obduktionen blev foretaget af en palæstinensisk læge, 2 jordanske OG en israelsk læge.

Den israelske læge anerkendte rapporten men ville IKKE skrive under!
Endnu et mord på endnu en prominent palæstinenser og politiker mens Israel gør ALT for at sløre sandheden.

Retfærdighed og frihed til Palæstina

Alle kommentarer er copy-pastet tidligt natten til fredag 12/12, så Fathi El-Abed har redigeret de kommentarer han har ment gik over en streg.

En tidligere Associated Press journalist beskriver mediernes anti-israelske fortælling

Matti Friedman arbejdede for det store nyhedsbureau Associated Press i Jerusalem mellem 2006 og 2011 og skønt han erklærer sig selv som venstredrejet (liberal i amerikansk terminologi) kan han ikke længere stå inde for, hvad han betegner som “a hostile obsession with Israel” i den almindelige nyhedsdækning. I en længere og højst anbefalelsesværdig artikel fra august i år i Tablet Magazine fortæller han om den overeksponering af Israel med sin tidligere arbejdsgiver som illustrativt eksempel. At de havde mere end 40 medarbejdere til at dække Israel-Palæstina, hvilket var mere end resten af Mellemøsten til sammen og kun ved særlige lejligheder vægtes andet end Israel højest.

To offer a sense of scale: Before the outbreak of the civil war in Syria, the permanent AP presence in that country consisted of a single regime-approved stringer. The AP’s editors believed, that is, that Syria’s importance was less than one-40th that of Israel. I don’t mean to pick on the AP—the agency is wholly average, which makes it useful as an example. The big players in the news business practice groupthink, and these staffing arrangements were reflected across the herd. Staffing levels in Israel have decreased somewhat since the Arab uprisings began, but remain high. And when Israel flares up, as it did this summer, reporters are often moved from deadlier conflicts. Israel still trumps nearly everything else.

The volume of press coverage that results, even when little is going on, gives this conflict a prominence compared to which its actual human toll is absurdly small. In all of 2013, for example, the Israeli-Palestinian conflict claimed 42 lives—that is, roughly the monthly homicide rate in the city of Chicago. Jerusalem, internationally renowned as a city of conflict, had slightly fewer violent deaths per capita last year than Portland, Ore., one of America’s safer cities. In contrast, in three years the Syrian conflict has claimed an estimated 190,000 lives, or about 70,000 more than the number of people who have ever died in the Arab-Israeli conflict since it began a century ago.

News organizations have nonetheless decided that this conflict is more important than, for example, the more than 1,600 women murdered in Pakistan last year (271 after being raped and 193 of them burned alive), the ongoing erasure of Tibet by the Chinese Communist Party, the carnage in Congo (more than 5 million dead as of 2012) or the Central African Republic, and the drug wars in Mexico (death toll between 2006 and 2012: 60,000), let alone conflicts no one has ever heard of in obscure corners of India or Thailand. They believe Israel to be the most important story on earth, or very close.

Det der er vigtigt i en Israel-Palæstina historie, argumenterer Friedman, er Israel. Palæstinenserne anerkendes ikke som selvstændige aktører  og eksisterer kun som passive ofre. Korruption er altid interessant, men kun israelsk. Friedman fortæller at han ikke kunne komme igennem med en artikel om palæstinensisk korruption fordi “that was not the story”. Således angribes enhver skævhed i det israelske samfund nidkært; Israelsks lovforslag til pressefrihed, antallet af ortodokse jøder, bosættelser, kønssegregering osv, mens der er meget få artikler om lignende palæstinensiske forhold.

Hamas formålserklæring, som handler om et udslette Israel og alle jøderne og deres graven terrortunneller ind under Israel er ikke vigtigt for medier og nyhedsbureauer, men det er derimod Israels angreb på Hamas. De fleste rapportere, siger Friedman, opfatter essensen af deres arbejde at rapportere om israelske overgreb: “That’s the essens of the Israel story”!

Og denne fortælling sættes ind i den ramme der hedder Israel-Palæstina konflikten eller variationer heraf. Her er det Israel, der er den store og dermed aggressoren hvor sandheden er at jøderne kun optager 0,2% af Mellemøsten og der er 5 millioner jøder overfor 300 mio. arabere. Det var den samlede arabiske verden, der ville udslette Israel fra begyndelsen og den palæstinensiske sag blev først interessant efter 1967 krigen, hvor Israel indtog de resterende områder fra delingsplanen fra Ægypten og Jordan, der ellers havde annekteret dem uden protester fra den arabiske verden.

For centuries, stateless Jews played the role of a lightning rod for ill will among the majority population. They were a symbol of things that were wrong. Did you want to make the point that greed was bad? Jews were greedy. Cowardice? Jews were cowardly. Were you a Communist? Jews were capitalists. Were you a capitalist? In that case, Jews were Communists. Moral failure was the essential trait of the Jew. It was their role in Christian tradition—the only reason European society knew or cared about them in the first place.

(…)

When the people responsible for explaining the world to the world, journalists, cover the Jews’ war as more worthy of attention than any other, when they portray the Jews of Israel as the party obviously in the wrong, when they omit all possible justifications for the Jews’ actions and obscure the true face of their enemies, what they are saying to their readers—whether they intend to or not—is that Jews are the worst people on earth. The Jews are a symbol of the evils that civilized people are taught from an early age to abhor. International press coverage has become a morality play starring a familiar villain.

(…)

You don’t need to be a history professor, or a psychiatrist, to understand what’s going on. Having rehabilitated themselves against considerable odds in a minute corner of the earth, the descendants of powerless people who were pushed out of Europe and the Islamic Middle East have become what their grandparents were—the pool into which the world spits. The Jews of Israel are the screen onto which it has become socially acceptable to project the things you hate about yourself and your own country. The tool through which this psychological projection is executed is the international press.

Men det er på alle måder den forkerte historie der fortælles, skriver Friedman. Reportere ser alt gennem en israelsk optik og ser derfor ikke islams undertrykkelse og forfølgelse af minoriteter, hvor der med ISIS nu er tale om folkemord

A knowledgeable observer of the Middle East cannot avoid the impression that the region is a volcano and that the lava is radical Islam, an ideology whose various incarnations are now shaping this part of the world. Israel is a tiny village on the slopes of the volcano. Hamas is the local representative of radical Islam and is openly dedicated to the eradication of the Jewish minority enclave in Israel, just as Hezbollah is the dominant representative of radical Islam in Lebanon, the Islamic State in Syria and Iraq, the Taliban in Afghanistan and Pakistan, and so forth.

Hamas is not, as it freely admits, party to the effort to create a Palestinian state alongside Israel. It has different goals about which it is quite open and that are similar to those of the groups listed above. Since the mid 1990s, more than any other player, Hamas has destroyed the Israeli left, swayed moderate Israelis against territorial withdrawals, and buried the chances of a two-state compromise. That’s one accurate way to frame the story.

Men i mediernes og nyhedsbureauernes fortælling er Israel vulkanen, en vulkan der ikke eksisterer i den sammen geopolitiske virkelighed som resten af Melleøsten. Historen om Israel er ikke om nyheder men om “something else”.

Spørgsmålet til forskel

Diverse, Historie, Kristendom, Muslimer, islam, muhammed — Drokles on November 29, 2014 at 1:15 pm

“I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud” skriver Johannes 1, 16. Tonen er slået an for temaet; logikken og tanken i højsædet. At den frie verden er den kristne, at den kapitalistiske verden er den kristne, at den videnskabelige verden er den kristne. At forfatterne bag Tankens Magt kunne indlede deres 3 bind med at konstatere at Vestens idehistorie for alt kvalitativt også var verdens idehistorie.

En kvinde har skrevet en kandidat til årets bedste danske artikel. Og det i Videnskab.dk

Ellen Wulff følger standardudgaven – som også er den mest udbredte korantekst – og det er jeg taknemmelig for. Ellers ville jeg nemlig aldrig være blevet opmærksom på den pointe, jeg tror, der er i, at teksten hverken er kronologisk eller tematisk ordnet. En pointe, der i en anmeldelse af Michael Cooks Koranen, En meget kort introduktion er formuleret på følgende måde:

Hvis metaforen er Bibelens figur, er talehandlingen (ytringen) Koranens” (Information 2004).

(…)

Gemmer erfaringen af, at Koranen adskiller sig fra bibelen ved ikke at være en sammenhængende fortælling, der inviterer til fortolkning og analyse af myter og metaforer, på et meta-socio-religiøst budskab om, at forskellige hellige skrifter inviterer deres læsere til at modtage dem på forskellige måder? Og er forskellige hellige skrifters forskellige måder at invitere deres læsere til at modtage dem på udtryk for en helt basal forskel i opfattelsen – og brugen – af spørgsmål?

”Du skal ikke lede efter logik i Koranen” skrev Ellen Wulff til mig, da jeg efterlyste den logik, teksten er bygget op efter (jeg spurgte fx om man kunne regne med, at 1. person = Gud, 2. person = Muhammad/de(n) rettroende, og 3. person = de vantro – Ellen Wulffs svar var: Nej!). Men er det ikke netop Koranens logik, at den logik, der er – eller ikke er – ikke er noget, jeg skal bekymre mig om? At den logik, der er – eller ikke er – udelukkende er en sag for Gud?

Og er det ikke netop denne logik, der bærer tekstens brug af retoriske og belærende spørgsmål (fx Kor. 14:19 henholdsvis Kor. 31:29-32), og som gør, at der end ikke i det, Ellen Wulff betegner debatterende spørgsmål (fx Kor. 70:36-42) lægges op til andre svar end Guds?

(…)

Derfor kan jeg heller ikke være 100 % sikker på, at der ikke er et eneste eksempel på dialog mellem Gud og menneske i Koranen, men der er noget – herunder Ellen Wulffs erfaringer med teksten – der tyder på det. Spørgsmål-svar udvekslinger som den, man bl.a. finder i Første Mosebog, 3:9: Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: ”Hvor er du?” Han svarede: ”Jeg hørte dig i haven, og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig” findes ikke i Koranen.

Hvorfor ikke? Fordi spørgsmål spiller en anden rolle i Koranen end de gør i bibelen: Fordi spørgsmål har en anden betydning.

Forskellig rollefordeling mellem Gud og mennesker

I sin første mail skrev Ellen Wulff til mig: ”Koranen er Guds ord, og når Gud stiller spørgsmål, er det jo egentlig ikke spørgsmål, for Gud er alvidende”. Men det er ikke mit ærinde at fælde dom over, om den ene eller anden hellige tekst har en mere eller mindre egentlig brug af spørgsmål. Mit ærinde er at vise, at der er flere måder at forstå og bruge spørgsmål på – og at disse måder er så fundamentale for vores tilgang til os selv og vores omgivelser, at vi ikke lægger mærke til dem.

Derfor faldt det mig ikke ind, at jeg ikke skulle lede efter logik i Koranen. Det faldt mig ikke ind, at det ikke er min opgave at prøve at forstå.

I Kor. 76:2 står der: Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, og så gav vi det hørelse og syn.

Er det det, der er menneskets opgave ifølge Koranen – at lytte og se?

Ifølge bibelen førte Gud markens dyr og himmelens fugle hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsner, det skulle være deres navn (Første Mosebog, 2:19).

I Kor. 2:31 står der: Han [= Gud] lærte Adam alle navnene.

Er det det, der er forskellen på den rolle, mennesket tildeles i bibelen og Koranen: Initiativ i form af sprog? Medbestemmelse i form af ansvaret for at navngive det, Gud har skabt?

Et spørgsmål om stil?

Jeg ved det ikke – og derfor spørger jeg. Spørger, spørger, spørger. Fordi jeg kan, fordi jeg må, og fordi jeg er opvokset med, at når jeg spørger, får jeg svar, og når andre spørger, svarer jeg. I en gensidig, meningsfuld dialog. Som når Gud spørger Adam: ”Hvem fortalte dig, at du var nøgen?”, og Adam svarer: ”Kvinden, som du satte ved min side” (Første Mosebog, 3:11-12).

Gud spørger, Adam svarer – det er Adams ansvar.

Og netop muligheden for at svare er ikke til stede i Koranen. Gud taler til mennesket gennem Muhammad – Gud besvarer selv alle sine spørgsmål – mennesket hverken spørger eller svarer.

Pointen er, at det mere end noget andet måske er et spørgsmål om stil. Fordi bibelen er skrevet som en sammenhængende fortælling i 3. person, og det dermed er muligt at skifte mellem forskellige perspektiver (”slangen sagde”, ”Gud råbte”, ”Adam svarede”), så er dialog mulig.

Fordi Koranen, som Ellen Wulff skriver i sit forord, ”fremstår som Guds ord, reciteret på arabisk fra det himmelske skrift, Skriftens Moder, der for muslimer rummer alverdens visdom, og indgivet Muhammad i åbenbaringer”, så bærer den præg af mundtlighed i form af én stemme, ét perspektiv, ét (an)svar.

Gør det det ene skrift mere rigtigt, helligt eller etisk forsvarligt end det andet? Det skal jeg ikke kunne sige. Men det sætter spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed, hvormed vi i Vesten hylder medbestemmelse, dialog og ansvar.

Det sætter mennesket i et andet lys med en anden opgave, som vi ikke har mulighed for at forstå, før vi forstår præmisserne for og konsekvenserne af vores eget forhold til spørgsmål.

Spørgsmål føder spørgsmål

Ifølge bibelen har hverken Adam eller Eva forholdt sig til Guds bud om at holde sig fra træet til kundskab om godt og ondt, før slangen stiller sit spørgsmål. De har taget buddet som det, det var: Et forbud. Derfor har de hverken lagt mærke til, tænkt over eller følt sig fristet af det ene træ, de ikke måtte spise af – de har levet i lykkelig uvidenhed.

Med slangens spørgsmål: ”Mon Gud virkelig har sagt…?” åbnes der imidlertid for, at Eva ikke bare kan, men skal fortolke og forholde sig til Guds bud. Hun kan ikke længere lade være. Fra troskyldigt at stå hos sin mand begynder hun således at tvivle: Har Adam forstået og videregivet buddet rigtigt? Var Gud ved sine fulde fem, da han udstedte det? Hvad er rimeligheden i, at vi ikke må spise af træet? Og kan det – helt ærligt – betyde så meget, hvis vi gør det alligevel?

Spørgsmål er en del af vores arvesynd

I bibelen står der: Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af, hvilket direkte oversat til nudansk betyder: Hun MÅTTE spise den frugt. Hvis du har svært ved at høre din kone/kæreste, datter, veninde eller dig selv sige netop den sætning, så prøv at skifte ’spise den frugt’ ud med ’købe de sko’ eller ’smage den kage’, og du ved, at der ikke er nogen vej uden om. Det MÅTTE gå galt, og det gjorde det som bekendt også. Eva tog af træets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste – resten er historie.

Det skjulte socio-religiøse budskab er, at historien blev udløst af et spørgsmål. Mennesket, som vi kender og elsker det, er, hvad det er i kraft af dette spørgsmål. Den lille, næsten usynlige åbning, der gjorde det muligt at kende godt og ondt, og som samtidig gjorde det umuligt at være ligeglad.

Takket være slangens spørgsmål kunne Eva ikke længere lade være med at forholde sig til godt/ondt, rigtig/forkert, rimeligt/urimeligt – og det kan vi heller ikke.

Slangens spørgsmål indstiftede ikke blot en mulighed blandt andre, det indstiftede et vilkår. Et vilkår, der præger os i alt, hvad vi gør. Et vilkår, der ikke er vilkårligt.

Levinas (…) drager nøjagtig den samme konsekvens af, at det første spørgsmål ikke blev stillet af mennesket, som jeg har forsøgt at udlede her, nemlig, at mennesket er et responsivt væsen. En skabning, der har fået en opgave af sin skaber (Gud) og/eller naturen (slangen), som det ikke kan lade være med at tage stilling til og ansvar for.

Derfor kan Levinas i Totalitet og Uendelighed skrive, at moralsk bevidsthed er den situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved min frihed (Levinas, s. 95). Og derfor kan Derrida stille spørgsmålet om, hvad der kommer før spørgsmålet. Fordi mennesket – ifølge vestlig filosofi og religion – er, hvad det er i kraft af det spørgsmål, det bliver stillet og de vilkår, det bliver stillet under.

Fordi mennesket er defineret ved sit (an)svar.

(…)

Måske fordi bibelen – i modsætning til Koranen – ikke er Guds ord, men en fortælling om, at Gud ikke bare er til at tale med, men har så stor tillid til mennesket, at han lader det være alene. Vi ved ikke, hvor Gud er, eller hvad han laver, da slangen stiller Eva sit spørgsmål – vi ved bare, at han ikke er der. At ansvaret for at forholde sig til og besvare det spørgsmål, vi bliver stillet er vores.

Det sker ikke i Koranen. Gud er her, der og alle vegne – det er for pokker Ham, der fortæller!

Derfor er der ikke bare lukket for, at andre kommer til orde; der nedkaldes også død og ødelæggelse over dem, der stiller spørgsmål á la slangens. Således står der i Kor. 13:5: – forunderlige er deres ord: ”Når vi er blevet til støv, skal vi da blive til i en ny skabelse?” De tror ikke på deres Herre, og de har lænkerne om deres hals. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.

Og når Gud omtaler de uvidende og vantro, gør Han det i mange tilfælde ved at gengive deres spørgsmål, fx:De, der ingen viden har, siger: ”Hvorfor taler Gud ikke til os?” (Kor. 2:118). De, der er vantro, siger: ”Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?” (Kor. 13:7). Og: Hvis Vi udsætter straffen for dem til et fastsat tidspunkt, siger de: ”Hvad er det, der holder den tilbage?” (Kor. 11:8).

Mit spørgsmål er, om det mon ikke har en betydning for, hvordan kristne og muslimer opfatter og bruger spørgsmål?

Kernen er ikke ny, men analysen har jeg aldrig set før. Og så så klart og sagtmodigt skrevet. Spørgsmålet har været fundamentet for at jøderne nu kan bygge et Babelstårn bestående kun af Nobelpriser.

——————————————

I en tidligere version fremgik det at “I begyndelsen var Ordet…” citatet stammede fra Skabelsesberetningen. Læseren rettede denne fejl og tak for det.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress