Jeg synes det er fuldstændig sindsygt.

(…)

Og så kan de bare få lov til at ekspedere dem ud af landet. Det er ligemeget, hvad de kommer ned til og hvad der skal ske med deres fremtid deres børn deres koner og deres eget liv. Så altså, bananrepublikken Danmark åbenbart.

(…)

Hvem er det lige der er onde her og hvem er det der er gode? Jeg synes at det er dem der er onde.

Sådan sagde en af konerne til de udviste tunesere om myndighedernes beslutning om udvisning. Lad os se nærmere på hvem der er onde. Hensynet til Kurt Westergaards liv og danskernes ytringsfrihed skal nemlig vejes op imod nogle konventioner. Fra DR

Internationale menneskerettighedsorganisationer kræver i et fælles brev til justitsminister Lene Espersen, at Danmark stopper udvisninger til torturstater.

Brevet lægger sig i forlængelse af den hjemlige kritik af, at regeringen blandt andet forsøger at udvise to personer til Tunesien, og at flere udviste irakere er blevet hjemsendt under tvang.

Bestrider ministers udlægning
Bag brevet står organisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og den internationale sammenslutning af jurister.

Er det ikke ondt eller…? Fra Nyhedsavisen

Den 73-årige Kurt Westergaard, der tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, skulle kvæles af en 26-årig kampsportstrænet tuneser, der i måneder nøje havde planlagt drabet sammen med en medsammensvoren landsmand.

Det fremgår af dokumenter, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har overgivet til Integrationsministeriet, og som Nyhedsavisen har fået refereret.

(…)

Ifølge dokumenterne var den yngste tuneser toptrænet i kampsport, og han skulle efter al sandsynlighed have dræbt Westergaard med sine bare næver. Kampsporten gør udøveren i stand til at nedlægge og kvæle sine ofre.

Av, den er svær.

I hvert fald på det folkelige plan. Realiteterne har det desværre med at opbyde alskens juristeri til hinder for retfærdigheden og nødvendigheden.

På DR1 TV-Avisen kl. 21:00 var den store historie om det nu ikke var synd for mordere og terrorister in spe at blive udvist til juridisk afregning i deres hjemlande. Journalist og anker-kvinde Mette Walsted Vestergaard ledte en kort debat, eller snarere en præsentation af meningsmodsætninger (den form for journalistik DR bryster sig af). Mette walsted spørger den normalt smådumme Kim Bänche med vanlig sans for rød balance

MWV: Tør du stole på en torturstat?

KB: Nej, men det der jo er sagen her det er jo at vi skal sikre at de pågældene mennesker, som er til fare for landets sikkerhed, at de rent faktisk kommer ud af Danmark og der må vi finde den måde vi kan gøre det på sådan at vi har en sikkerhed for at de ikke bliver udsat for tortur eller dødsstraf.

MWV: Jeg sørger igen. Kan man stole på en torturstat?

Fint nok. Det er lidt spidsvinklet men principper har det godt på spidsen. Kim Benche andet svar var meget som det første og han havde slået godt igen ved klar tale uden at forfalde til den vulgære folkelighed, som Mette Walsted lænte sig op ad.

Nu skulle Lars Norman Jørgensen fra Amnesty International så høres

MWV: Hvis Storbritanien kan lave den slags aftaler skulle vi så ikke kunne?

Og der er skævvridningen så. Hvis Walsted Westergaard skulle følge eksemplet fra spørgsmålet til Bähnke om man kunne stole på en torturstat, skulle spørgsmålet til Lars Norman være i retning af om en retstat ikke havde pligt til at beskytte sine borgere mod at blive myrdet af terrorister. Og hvis man skulle lægge sig på linie med spørgsmålet til Lars Norman skulle spørgsmålet til Kim Bähnke være  i retning af om man overhovedet kan gøre, som man har gjort i England. Balance ville Walsted ikke umiddelbart ikke sikre og hun holdt fast i sin linie

MWV: Ja, Tom Bähnke man sender mennesker tilbage til lande, hvor de risikerer tortur og vi ved også at Sverige blandt andre har dårlige erfaringer med den slags diplomatiske forsikringer. Gør det slet ikke indtryk på dig?

Men det blev alligevel til lidt balance for Benches svar var uimodståeligt. De såkaldte torturofre er til fare for statens og især Kurt Westergaards sikkerhed. Det handller jo ikke om at tilgive dem noget der allerede er sket og derfor ikke kan lade sig rette eller kompensere, men om at forhindre at noget uopretteligt sker. Eksemplet fra Sverige, som der blev referet til var netop ét eksempel med en egypter der forsvandt efter anholdelsen.

Bähnken lod ikke de selvretfærdige sætte sig på dagsordenen og var klar i sin argumentation når han skelnede mellem det vi nu ved, nemlig at de selv kan rejse frivilligt og derved ikke udsætte sig for de Tunesiske myndigheders opmærksomhed og det tvang Mette Walsted til at stille det logiske spørgsmål, der i sin klarhed tabte hendes sarkasme

MWW: Vi kan jo ikke have mennesker, der er til fare for statens sikkerhed rendene rundt…

Svaret fra Lars Norman Jørgensen var en famlen for nogle retssikkerhedsprincipper, der skulle strække sig til vores fjender og hans løsning på problemet, som den gode Amnestifinder kunne komme på var at sprænge efterretningsbudgetterne.

Optakten havde allerede skudt al sympati man måtte have for de stakkels tunesere i sænk ved et soundbite fra den enes formummede kone (angiveligvis, det var ikke lige til at se).

Jeg synes det er fuldstændig sindsygt.

(…)

Og så kan de bare få lov til at ekspedere dem ud af landet. Det er ligemeget, hvad de kommer ned til og hvad der skal ske med deres fremtid deres børn deres koner og deres eget liv. Så altså, bananrepublikken Danmark åbenbart.

(…)

Hvem er det lige der er onde her og hvem er det der er gode? Jeg synes at det er dem der er onde.

Ja, vi er de onde når vi ikke giver kendte terrorister fripas til at myrde løs iblandt os. Selv ikke Danmarks Radio kan redde den logik at vi skal have en trussel mod vores sikkerhed rendende rundt og vente på deres snit til at snyde den intensive overvågning for at sprænge en bombe eller myrde Kurt Westergaard.

Det absurde teater med at lade diffuse menneskerettigheder overtrumfe dansk lov fik lov til at stå glasklart. Menneskettighederne bunder ikke i menneskenes svære og modsætningsfyldte virkelighed, hvor nødvendigheden er en konstant og tvingende præmis, men derimod i fjerne abstraktioner og sværmeriske drømme om utopia på den anden side. Folket kan godt læse lektien.

[Dette er en ældre postering der af uvisse grunde ikke er blevet lagt på bloggen. Fremprovokeret af P1 Debat kommer det lidt sent] 

Venstrefløjen på Københavns Rådhus vil i et anfald af moralisme foreslå Folketinget at forbyde køb af sex. Jeg vil ikke underkende de mange tragiske skæbner blandt de prostituerede og det for mange kvinder ødelæggende liv. Men her er der ikke tale om sociale tiltag til at bedre de prostitueredes tilværelse (i form ar arbejdsmiljøregler osv)men om forbud, hvilket vil sige at man vil kriminalisere en handling. Der er tale om skyld og straf og om moral.

Fra 180 Grader har jeg i den forbindelse hentet to citater, et fra Socialdemokratiets Anne Vang og et fra den famøse dejklump fra Enhedslisten Mikkel Warming. Udover det bizarre i at kriminalisere en ydelse, som det er legalt at udbyde, står fejlantagelserne og postulaterne i kø i disse ganske få sætninger. Citaterne afslører ikke bare en himmelråbende mangel på reflektion overfor problemet og en uansvarlig geshægtighed over for andre måder at leve på (livsformer ville man kalde det), men også en ganske farlig lyst til at udmåle skyld og straf.

Warming og Vang og deres skrækkelige meningsfæller mener sig i deres gode ret til at hykle en indignation over andre menneskers ulykke og i en rus af selvretfærdighed udpege skurke og kræve dem straffet. Prostitution ligger i spændingsfeltet mellem den offentlige sædelighed og vores ide om individets frie vilje. Men lige så lidt som ingen har brug for at se den prostituerede straffet, hvem har så brug for at se kunden straffet? Hvori ligger den principielle forbrydelse i en handel, der ikke er indgået under tvang? Og hvorfor retter bekymringen sig kun mod kvindelige prostituerede?

Det tages uproblematisk for givet i den retfærdige sags tjeneste at tilstedeværelsen af ulykke skyldes nogens forbrydelser og at man hjælper de svage ved blot at reagere handlekraftigt. Men man udskriver jo ikke recepter før man har diagnisticeret. Og det er netop moralismens kendetegn, at man lader den moralske dom underkende problemet.  Det er et gensyn med den katolske kirke.

Lad os først høre Enhedslistens markedsanalyse

“Der er meget fornuft i at gøre det ulovligt at gå til prostituerede. Det gælder på alle markeder, at hvis man fjerner efterspørgslen, fjerner man også udbuddet. Men det må selvfølgelig aldrig stå alene, fordi prostitution samtidig er et socialt problem. Den nuværende lovgivning er en rodebutik, som forhindrer kommunen i at gøre en effektiv indsats. Prostitution på den ene side er et lovligt erhverv - men ikke sådan at prostituerede har ret til dagpenge eller er beskyttet af arbejdsmiljøloven,” forklarer Mikkel Warming.

Det fremhævede udsagn er det glade vanvid. Den markedslogik Warming refererer til opererer med at aktørerne handler efter cost-benefit analyser. De prostituerede er her simpelthen prostituerede fordi at det kan svare sig og holder op når det ikke længere kan svare sig. De har gjort deres muligheder op og fundet at det er bedre at prostituere sig end at arbejde på McDonalds, læse til lærer eller blive IT-konsulent. Men hvis det er sandt, hvori er så de ofre, der kræver de skyldige straffet? Warmings løsning opløser hans eget motiv.

For der er åbenbart tale om et problem siden der skal kriminaliseres, det slår Anne Vang fast.

“Der er behov for ny lovgivning, fordi prostitution for rigtig mange kvinder ikke er et frit valg, men udnyttelse. Vi mener ikke, at sex er en menneskeret. Og personligt mener jeg, der er behov for et forbud mod sexkøb, fordi prostitution har så tragiske konsekvenser for mange mennesker,” siger socialdemokraternes politiske ordfører i København, Anne Vang, til Metroexpress.

I to omgange slår Vang fast at der er brug for at gøre noget fordi der er nogen mennesker det er synd for, men hun etablerer ingen forbindelse mellem det at forbyde at købe sig lidt ømhed og så de prostitueredes ofte kummerlige liv. Hverken Vang eller Warming definerer det principielt forkerte i at købe sex og det er højst problematisk for det er ikke kun lovens bogstav man dømmes efter, men også lovens ånd. Derfor må vi se om vi kan finde den ånd.

Vang hævder som præmis, at der ikke er tale om et frit valg, sådan som Varming ellers lagde op til med den skarpsindige markedsanalyse, men derimod om udnyttelse for rigtig mange kvinder. Hvori denne udnyttelse består og hvem der udnytter de mange kvinder fremgår ikke (ikke bare i dette citat, det fremgår aldrig), det tages bare for givet.

At køber udnytter sælger, hvis altså køber er mand og sælger er kvinde, kan man ikke se i Warmings simple analyse. Kvinderne, eller i hvert fald “rigtig mange” af dem, må altså befinde sig i en situation der ikke er afgjort af markedslogikken, som mændene så udnytter. Ja det må vel være alle mændene, siden de alle skal straffes uagtet om de handler med en af de “rigtig mange” kvinder eller en af de “rimeligt få”? kvinder.

Kvindes situation er altså forudsætningen for at mandens køb er en forbrydelse og det vender jo rundt på vores gængse forestillinger om det personlige ansvar. Køber skal være kyndig i sælgers psykologiske motiver (som avistegnere skal være kyndige i religiøse følelser?). Med mindre det afgrænser sig til kun at handle om sex og kun hvis køber er mand og sælger er kvinde. Og betyder det noget at der er penge indvolveret eller må mænd generelt ikke knalde med ulykkelige kvinder?

Hvad hvis man tager imod et “gratis” tilbud fra en fremmed kvinde og knalder hende er det så også udnyttelse eller sker den kun hvis der indgår penge. Den fremmedes indre dynamik kan jo være ligeså desparat selv om hun ikke tager penge.

Men Vangs forudsætning holder ikke engang ifølge hendes eget udsagn idet hun siger “rigtig mange kvinder” (hvor mange er det?) og ikke alle eller bare flertallet. Når det ikke er alle kvinder der udnyttes i sex-transaktioner er det vel heller ikke noget principielt ved selve det at handle med sex. Undertrykkelsen sker altså ikke gennem sexhandel i sig selv for i så fald ville det gælde alle og ikke “rigtig mange” som det også ville gælde mænd der prostituerer sig og ikke bare “rigtig mange” kvinder.

Det paradoksale er at jo mere skrækkeligt et billede man tegner af den prostitueredes liv, jo mere desparat er valget jo så af prostitution som “sidste” udvej og derfor så meget mere grusomt er det at ramme de prostituerede netop der hvor de hænger på med det sidste af neglene. Det ville jo svare til nogle dyrerettighedsfolk der argumenterede for at udrydde eller i hvert fald begrænse dyrs habitater fordi de syntes dyrerne levede et kummerligt liv.

Men hvad vil der ske, hvis man indfører et forbud mod køb af sex? En forudsigelig konsekvens af forslaget er at Warmings markedsanalyse holder halvdelen af vejen. Der vil være en stor del af køberne der bliver væk og således skrumper markedet. Hvis Vangs forudsætning, der trods selvmodsigelsen vel også er Warmins motiv, om at de prostituerede ikke er i situation hvor de har et frit valg kan man ikke forvente at de prostituerede forlader branchen alene fordi indtjeningen daler.

Det eneste det betyder er at de i forvejen deaparate prostituerede nu er fanget i købers marked. De prostituerede vil jo stadigvæk stå i en situation hvor de skal hente penge hjem og i den intensiverede konkurence må de derfor arbejde hårdere for det og samtidig underbyde hinanden. Det vil ske i at tilbyde ydelser de ellers anså for grænseoverskridende eller under vilkår hvor de ikke længere kan føle sig sikre (f.eks. stige ind i en bil med en fremmed eller uden kondom).

Og hvilke købere bliver tilbage og hvilke bliver væk? De der bliver væk fra de prostituerede vil vel være alle dem, der på den ene eller anden måde grundlæggende respekterer loven, vel først og fremmest den gennemsnitlige familiefar rundet af samfundets normalitet. De der bliver tilbage som kunder vil følgelig næppe have de samme forbehold overfor normaliteten og man kan jo frygte hvilke andre skrupler de også mangler. Man vil altså med dette forslag flytte de prostitueredes liv fra en kummerlig tilværelse på livets skyggeside over i en lovløs og mørk verden, hvor depraveringen ikke hæmmes af normaliteten. Moralisterne marcherer.

Lad os få et valg og lad os en gang for alle rydde de anstændige borgerlige. De tilraner sig glad og gerne magt og indflydelse gennem VKO, men ved første lejlighed for personlig vinding viser de sig illoyale. Men værre endnu tillader de sig at moralisere overfor samarbejdet med Dansk Folkeparti, trods det at deres mandat er betinget heraf. Den moralisme er ikke blot hyklerisk, den forpester også samarbejdet i hele VKO-blokken, som det også er en latent trussel, der kan udløses når man mindst har brug for det. Det er en situation regeringen ikke kan leve med i længden og den gør klogt i at fremtvinge et valg, men den har overtaget.

Ny Alliances eksistensberettigelse var håbet om at sætte Pia Kjærsgaard uden for døren eller i det mindste bryde hendes magtmonopol over regeringen. Gårsdagens drama om asylaftalen sluttede med et forsmædeligt nederlag til Ny Alliance og Naser Khader. Hele Danmark kunne følge Khader insistere på indflydelse, mens Pia Kjærsgaard nød at understrege at Khader havde valget mellem knæfald for den heksedronning han havde svoret at bekæmpe eller udslettelse ved et valg. Det er det totale nederlag.

Pia X-mas Møller vejrede ligeledes morgenluft ved, som en anden partileder med et større mandat bag sig, at stille særlige krav til regeringen for ingen anden gevindst end at demonstrere en utålelig selvpromovering. Hendes oppustede ego førte sig frem i medierne som om hun skulle regnes for noget særligt, som om hun udgjorde midten i dansk politik, der kræved sin egen plads, men da det kom til afstemningen, red regeringen sit forslag sikkert igennem og X-mas blev derfor end ikke hørt. Glemt, ude, den der slet ikke bliv udtaget, da der skulle vælges spillere må hun nu sidde alene og se på mens de andre spiller. Hvilket sørgeligt og ynkeligt exit på en lang politisk karriere.

Birthe Røhn Hornbech har de seneste år storskrydende lagt Dansk Folkepartis linie overfor islam for had, med bevidste fejlcitater, personangreb og fordrejelser som en fast metode og ved sin tiltræden som integrationsminister at erklære Dansk Folkeparti, som forhindringen for integrationen og erklære krig mod det frie ord ved at ville indføre Newspeak. Hendes belønning har været en renomé som indbegrebet af den anstændige borgerlige og som princippernes faste anker i en verden af medløberi og populisme. Nu har hun måtte føre kniven mod sine meningsfæller og på vegne af Dansk Folkeparti sige at de kan rende og hoppe. Ikke mærkeligt at hun ikke vil konfrontere pressen, der indtil nu har elsket hende som en af deres egne. Det er for smertefuldt at skulle se dem i øjnene.

Den store ydmygelse for Naser, Pia og Birthe er ikke at de har tabte det politiske slagsmål, men at de har bundet deres moralske overlegenhed, deres bedrehed op på at bekæmpe Dansk Folkparti og bevare den gode tone, indføre anstændighed og god moral. Hele deres etos er sat ind i sikker forventning om sejr og historiens opløften dem til helte. Istedet ender de vanærede som tabere og ude af stand til at drage konsekvenser af deres hysteriske opblæsthed. Klyngende sig til alt hvad der kan redde deres karriere reviderer de nu deres stålsatte moral til den pragmatisme de ikke undte regeringen og nedtoner den ondskab de tillagde Dansk Folkparti. Som hyklere er de tillige nogle ynkelige nogen af slagsen.

Man kan ikke være tjent med venstrefolk og konservative, der fra tid til anden underminerer regeringen og fra håndvasken frådende skyder deres kollegaer og partifæller i skoene at de samarbejder med ondskaben selv, om det så sker inde fra partiet eller fra når det viser sig opportunt under megen spetakel at melde sid ud og ind i andre partier. Tag valget så snart som muligt, mens det står til at vinde stort og lad temaet ikke bare være indvandring, men tillige et tilsagn til det menneskesyn, der danner regeringens grundlag. Alle potentielle foræddere kan gøre deres stilling til den stramme kurs overfor indvandrere, tonen i debatten og prisen for menneskesynet op med deres samvittighed inden da og der forventes efter valget så at være loyalitet. Som Snaphanen påpeger så står de så godt for hug!

Eller rettere civilisationens sammenstød med barbariet. Samuel Huntingtons bog af samme navn er skarpt blevet undsagt af korrekthedens elite for at mane spøgelser frem. Alligevel er det den elite der for tanken at holde et fredsmøde for at fremme dialog mellem islam og Vesten væk fra, ja fra hvad? Fra Kristeligt Dagblad

 Målet med Civilisationernes Alliance er intet mindre end at få Vesten og den arabisk-muslimske verden til at tale sammen, så parterne kan komme på god fod igen. Gennem konkrete tiltag skal de sammen bekæmpe fundamentalismen og imødegå terrorismen, den store trussel for stabiliteten i verden her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Det forklarede den spanske regeringsleder, José Luís Rodríguez Zapatero, da hani går indviede det første Forum for Civilisationernes Alliance i Madrid.

– Formålet er at undgå det proklamerede sammenstød mellem civilisationerne ved at styrke sikkerheden, forståelsen, tolerancen og den gensidige respekt i en globaliseret verden, sagde han.

(…)

Den iranske menneskerettighedsadvokat og Nobel-pristager Shirin Ebadi er blandt deltagerne. Hun er begejstret for tiltaget.

– Dette møde er et meget klart svar på idéen om civilisationernes sammenstød. En af de væsentligste årsager til verdens konflikter er mangel på viden eller dårlig brug af det kendskab, vi har til hinandens kulturer og religioner. Hvis vi kan lære hinanden bedre at kende, er jeg sikker på, at mange problemer vil forsvinde, siger Ebadi. 

Et klokkeklart selvmål der beviser at Huntington har ret. Man tilkalder ikke brandvæsenet hvis der ikke er brand. Desværre er jeg bange for at det i dette tilfælde netop er viden om hinandens kulturer der bringer konflikten frem. Jo mere jeg lærer om islam jo mere vil jeg se den udryddet og jo mere den islamisk verden ser Vestens overlegenhed jo mere destruktiv og hadefuld bliver den.
Det er endnu en alliance der kun holdes oppe af elitære fantasterier og karrieredrømme. Desværre har det den effekt at den gode vilje - selveste verdensfreden og interkulturel forståelse og halleluja - gør skeptikere til dumme svin, hvorfor Danmark støtter det med mine penge.

Danmark, der er med i AOC-gruppen af venner, som tæller 78 lande og organisationer, deltager i topmødet med udenrigsminister Per Stig Møller (K) og yder en økonomisk støtte på 1,5 millioner kroner. I alt del-tager over 350 personer fra 63 lande i konferencen i Madrid. Udover statsmænd, politikere og embedsmænd er der også kommet en lang række forskere, forretningsfolk, journalister og repræsentanter for forskellige religiøse-, politiske- og ungdomsorganisationer.

Per Stig er en lille nar for et eller andet sted tror han på den slags bavl. Det er der heldigvis andre der ikke gør.

Mange både i Spanien og internationalt har ydermere kritiseret idéen om, at man skal føre en ligeværdig dialog med og forsøge at forstå lande som Iran og Saudi-Arabien, der begge er rigt repræsenterede ved konferencen. Ingen af de to lande kan kaldes demokratiske stater efter en vestlig målestok og er ikke gode til at overholde menneskerettighederne.

Andre igen ser al den snak om broderskab og harmoni som tomme ord og en sludder for en sladder.

– Det er et show. Et naivt forsøg på at koge verdens problemer ned til mange folks fattigdom og nogle andres islamofobi, som den spanske statskundskabsprofessor Antonio Elorza udtrykte det for nylig.

Naivisme er et pænt udtryk for den kynisme der også ligger bag det bevidste forsøg på at foregøjle den europæiske befolkning at alt er godt og kan løses over en kop kaffe. Men måske er krisens omfang ved at gå op for flere. I hvert fald er der en desperation at spore i Europaparlamentsformanden i anledning den syriske muftis tale ifølge Belingske Tidende

Europa-Parlamentets formand, den tyske kristdemokrat Hans-Gert Pöttering, sagde i sin velkomst til stormuftien, at dialogen mellem Europa og den muslimske verden må og skal lykkes. 

Hvad sker der da hvis det ikke lykkes?

En lille historielektion fra Søren Krarup i Jyllands-Postens kronik

N. F. S. Grundtvig, der som formand for det første indfødsretsudvalg forelagde den første indfødsretslov for Folketinget, efter at grundloven i 1849 havde bestemt, at indfødsret erhverves ved lov, sagde 22.marts 1850 i sin forelæggelsestale: »Indfødsretten er da vistnok ikke blot, som forordningen af 1776 indskærper, grundet på det billigheds-krav, at ”landets børn skal nyde landets brød”, men udspringer nødvendig af folkets ejendoms-ret og arve-ret til sit fæderneland, som det vel kan have gyldig grund til at skænke enkelte udlændinge del i, men bør aldrig gøre det uden med hensyn på sit eget tarv og det almindelige bedste. Udvalget må derfor vel være aldeles enigt med indenrigs-ministeriet om, at det ved indfødsrettens meddelelse hos os må komme i væsentlig betragtning, om de pågældende ved herkomst og slægtskab eller på andre måder kan anses for knyttede til folket?så forudsætter udvalget trøstig, at det danske Folketing nu og altid vil lægge særdeles vægt på, om de pågældende kan tale og forstå det danske folks modersmål.«

Hvad er indfødsret så?

Det er folkets førstefødselsret til sit land. Det er derfor respekt for landet som det, der hører folket til, og det er tillige respekt for folket som det historisk givne fællesskab, der gør forskel på landets egne børn og fremmede. Det er ligesom med en familie i sit eget hjem. Der er forskel på værter og gæster. De fremmede er altid gæster, og vil man slette forskellen på værter og gæster ved at bagatellisere og negligere indfødsretten, så øver man vold mod familien og forvandler familiens hjem til et offentligt herberge.

(…)

Og tillad mig så en bekendelse: Det er dansk politiks og dermed en dansk politikers opgave at tage vare på Danmark. Punktum. Ikke at frelse verden. Ikke at frembringe en højere, ideel retfærdighed. Men at sikre og betrygge Danmarks og det danske folks eksistens, idet opgaven for en dansk politiker altid er konkret og national, ikke abstrakt og global - udtrykt derved, at et nyvalgt folketingsmedlem skal underskrive den danske grundlov

Og så følger ellers en gennemgang af det forfærdelige misrøgt af Danmark under den forrige regering og selvfølgelig til en stor ros af Krarups og Dansk Folkepartis egen indsats, men ikke uden Kraups karske humor

Da systemskiftet indtraf i 2001, var vi derfor nogle stykker, som var optaget af at få skik på spørgsmålet om dansk indfødsret. Det var bl.a. dette, vi i Dansk Folkeparti forhandlede med Bertel Haarder om i maj 2002 i integrationsministeriet. Som grundtvigianer var Haarder jo ikke fremmed for den grundlæggende mening med indfødsretten, men som politiker og minister var han heller ikke glad for markante ændringer. Vi sloges længe og heftigt i de natlige forhandlinger. Som endte med et resultat, vi mente at kunne være tilfredse med.

Læs den hele, den er ganske informativ.

På Brandts Klædefabrik åbner snart en udstilling om ytringsfriheden, hvor Jyllands-Postens tegninger af pædofeten og de efterfølgende hadebreve vil kunne beses. Fra 180 Grader

 “Vi har længe gået og talt om, at vi gerne ville lave en udstilling om ytringsfrihed. Det er sådan set ikke på grund af Muhammed-tegningerne, at vi laver udstillingen. Men de skal selvfølgelig med, fordi de er aktuelle,” siger direktøren for Danmarks Mediemuseum, Ervin Nielsen, til Nyhedsavisen.

I den forbindelse siger Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder

“Det er meget positivt, at der kommer en udstilling, der forhåbenlig kan åbne diskussionen for, hvordan man kommunikerer i en global verden. Jeg er meget positiv over for udstillingen og tror ikke, at den vil puste til ilden. Hvis museet formår at nuancere ytringsbegrebet, bliver det en yderst interessant udstilling, som jeg selv gerne vil opleve,”

At kunne sige sin forbandene mening er ikke en af de menneskerettigheder Kjærum forsvarer. Derimod har han et nøje fokus på en anden rettighed, nemlig rettigheden til ikke at høre noget man ikke kan lide at høre. Anderledes kan man ikke tolke det når Kjærum mener at man skal kommunikere på en bestemt måde i den globale verden, hvor man kun kan gyse ved det bagvedliggende regelsæt for global konduite.

Kjærum taler da bemærkelsesværdigt nok heller ikke om ytringsfrihed, selv om det udtrykkeligt er udstillingens formål. Kjærum indfører “ytringsbegrebet” der ikke signalerer nogen for for frihed for den ytrende men tværtimod åbner for problematisering af ytringer og noget der trænger til en redefinering.

Hvad der ikke problematiseres i Kjærums verden er den ild man åbenbart kan puste til ved at ytre sig. Det tages altså bare for givet, at man kan lade sit had til mennesker med en anden mening eskalere ud af kontrol og ud i voldudøvelse og, ja, det tages faktisk for en menneskeret.

I Ekstra Bladet (set via Veritas Universalis) kan man læse fra Norge

Det skal være startet med idealisme, men det endte med den største sygesikrings- og pensionsbedragerisag i Norges historie.

En 53-årig læge og en 49-årig psykolog blev tirsdag dømt for bedrageri for ikke mindre end 130 millioner norske kroner (119,6 millioner kr.).

Den mandlige læge blev dømt til to år og fire måneders ubetinget fængsel, mens den kvindelige psykolog fik et års ubetinget fængsel i Oslo byret.

Ifølge dommen har de to tilsammen fabrikeret over 50 urigtige læge- og psykologerklæringer, stort set alle til nordmænd af marokkansk afstamning. I stedet for at foretage forsvarlige, individuelle erklæringer hos den enkelte patient producerede lægen og psykologen erklæringer, der var baseret på fiktive eller overdrevne sygdomsbilleder.

Der er ganske vist ikke tale om asylansøgere, men der er tale om en idealistisk motiveret ekspertindustri. Forleden bragte Uriasposten en artikel fra om psykiatere, der meget hurtigt fandt asylberettigede lidelser hos asylansøgere.

En humanitær opholdstilladelse kræver erklæringer eller udtalelser fra en læge, der dokumenterer lidelsens grad og bekræfter, at den pågældende ikke kan behandles i hjemlandet på samme måde som her. Det kan således være et dilemma for lægen, om denne vil vride fagligheden til fordel for en beskrivelse af patienten, så denne har bedre muligheder for at opnå et humanitært ophold.

Jeg har på det sidste set adskillige eksempler på patienter, som tydeligvis har simuleret en psykose. Efterfølgende min konsultation er de set af en anden psykiater, som har bedømt de samme patienter som svært syge. De er tilmed blevet sat i antipsykotisk behandling og er blevet udstyret med en erklæring om, hvor syge de er.

Og d. 19.12.2006 skrev Søren Krarup i en Kronik i Politiken

Spørgsmålet var standende. 31. MARTS 2006 var jeg med Integrationsudvalget på tur til asylcentrene i Kongelunden, Lynge og Sandholmlejren. Vi talte med de voksne, af hvilke adskillige var sygemeldte, og med børnene, som fik undervisning i klasserne. Fra Kongelunden kørte vi til Lynge, hvor børnene fra Sandholmlejren gik i skole, og endnu en gang fik vi lejlighed til at snakke med børnene, og det gik for alvor op for mig, hvorledes disse børn befandt sig i en ødelæggende utryghed og foreløbighed. Ved det efterfølgende møde med lærerne og Røde Kors rejste jeg spørgsmålet, idet jeg spurgte, hvorledes man kunne vedblive med at lade forældrenes frække hårdnakkethed skade de arme børn. Straks fik jeg at vide, at det måtte vi ikke snakke om.

Hvorefter vi tog til Sandholmlejren og oplevede det samme: forældre, som nægtede at rette sig efter Flygtningenævnets afgørelse, og som lod deres børn betale prisen i form af denne utryghed og foreløbighed. Forældre, som henviste til psykisk sygdom som årsag til deres obstruktion. Men også forældre, som jo selv havde skabt sygdommen – hvis den var reel – ved at sige nej til at rejse hjem, således at de sad i årevis i asylcentre, der var indrettet til noget ganske andet.

Jeg må tilstå, at jeg blev moralsk forarget over disse forældre. De forekom mig at mishandle deres børn ved at bruge dem som gidsler i kampen mod de danske myndigheder. Og da jeg 21. april var på besøg i Sandholmlejren, ledsaget af TV 2 Nyhederne, blev jeg bekræftet i indtrykket, idet disse psykiske sygdomme virkede alt andet end overbevisende. Jeg er ikke psykolog. Jeg er heller ikke læge. Men jeg fik et meget levende indtryk af simulerede dårligdomme, hvor det gribende indtryk, viderebragt af et indforstået tv-kamera, var det vigtigste.

Og uden for den lejlighed, hvor jeg talte med en familie, ventede min kone og blev omringet af snakkende børn. »Her er så dejligt om sommeren!«, sagde en lille dreng til hende. Men straks faldt de andre børn over ham. »Det må du ikke sige!«, hvæsede de. Og således fik også hun en fornemmelse af en meget bevidst hensigt …

Hvilke kræfter arbejder for at Danmark skal ændre sin befolkningssammensætning?

Min afsmag for satire og kunst der indbilsk mener sig både forpligtet til, i stand til og at det er nødvendigt at rykke mine grænser og få mig til at se verden i det rigtige lys er kun blevet intensiveret siden jeg rundede de syv år. Jeg har ikke set DR’s satiriske julekalender Yallerup Færgeby og jeg kommer nok næppe til det, hvis niveauet i serien er præget af forfatterens mentalitet. Fra Berlingske Tidende

»I modsætning til det stereotype billede af indvandrere, man ser rigtig meget i medierne i Danmark, ligger sympatien hos Ali og Hassan. Jeg har ønsket at lave en serie, hvor man føler med den type drenge. som er meget udsatte, og som nogle mennesker nærmest er bange for, selv om de bare er børn. Og der bliver jo netop taget pis på, hvor sejt det er at være pusher. Det synes jeg måske, at man som folkeskolelærer burde kunne afkode,« siger hun.

Mediernes billede af indvandrere er nu ikke nær så stereotypt, som det billede statistikker for kriminalitet, overførselsindkomst, socialbedrageri og sygdomme som følge af indavl f.eks. tegner. Men hun ved bedre og må med overbærende humor sætte sagerne i perspektiv for os andre, hvis erfaringer med drengebander er en illusion.

Selv om Nanna Westh er ked af, at lærerne har det sådan, er hun glad for debatten:

»Jeg kan jo se, at der er for og imod i alle lejre: Der er kulturradikale, der elsker den og hader den, fordi de synes, at den er racistisk. Der er Søren Krarup-typer, der synes, at den er fantastisk, fordi de mener, at den sætter streg under alle deres fordomme. Og så er der heldigvis også nogle racister, der synes, at den er totalt politisk korrekt. Så den kan puste lidt til alle,« siger hun.

Søren Krarup-typer er fordomsfulde. Sådan! Nanna Wesths opdragelsesærinde betales over licensen; altså mine penge.

Fra Berlingske Tidende

Københavns Kommune vil nu tage ved lære af de ellers så udskældte muslimske friskoler. Det sker i erkendelse af, at friskolerne opnår bedre karakterer end de københavnske folkeskoler med mange tosprogede børn.

»Vi vil tage kontakt til friskolerne for at blive klogere på, hvad de kan, og hvad de gør. Jeg har ført tilsyn med en del af de muslimske skoler og har blandt andet konstateret, at der øjensynligt stilles meget høje forventninger til elevernes faglige indsats og opførsel,« siger Søren Hegnby, der leder kontoret for integration og mangfoldighed i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

(…)

»Jeg tror, at vi bliver nødt til at overveje, om den mest progressive pædagogik i folkeskolen overhovedet passer til børn fra de etniske minoriteter og til den danske arbejderklasses børn. Noget moderne pædagogik passer derimod rigtig godt til det danske »Café Latte Segment«, fordi den tager udgangspunkt i middelklassens verdensbillede,« siger Søren Hegnby.

Da regeringen med deres skolepolitik ville lægge vægt på faligheden lød der - og det kan stadig høres - et ramaskrig fra det venstredrejede kulturradikale segment. De argumenterede med at man vidste, hvilken undervisning, der var den bedste, nemlig en der lagde vægt på kreativ tænkning og selvstændighed og den slags. Og det havde de ret i for deres egne og mange andres børns vedkommende. Men samfundet består desværre også af børn, der ikke har en boglig og velstimuleret baggrund.

Og de børn’s behov er der ikke plads til i de kulturadikales Folkeskole. Enten bliver Folkeskolen derfor på deres krative og selvstændige børns betingelser, hvilket resulterer i at 15-20% af en årgang (taberne, føj hvor de stinker) hverken kan læse eller skrive eller også rykkes børnene simpelthen over i en privatskole, der har det rette læringsmiljø, som man har set det så mange gange især i København, hvor selv skoleborgmester Per Bregengaard havde opgivet sit eget projekt. Men det politiske krav om en bestemt Folkeskole, som man absolut ikke er solidarisk forfægtes lige nidkært - for det var jo hele tiden meningen at det ikke var deres skole, men middelklassens.

Hvilket projekt for alle andre er det disse kulturradikale venstrefløjsere insisterer på? Hvad er det for et fællesskab de vil have andre skal leve i? De kulturradikale venstrefløjsere er lavet af det stof farisærer er gjort af.

Så nu får piben en anden lyd fordi de tabere vi ser her er etniske og eksotiske. Nu er man lydhøre for det nye og eksotiske, her skal der tages ved lære. For der ligger en lille lummer logik og venter i baggrunden; det etnisk opdelte Danmarks logik. Det Danmark, der kan være selvforsynende med små lommer af østlig mystik, hvis forretningers dufte man kan gå forbi for intet andet end oplevsens egen skyld, et Danmark, hvis indhold af fremmedartede vaner man hele tiden kan rive de plumpe danske tabere i næsen med; hvad vi dog kan lære? Et Danmark, hvor man lærer de andre, at leve fredeligt sammen og skoser danskerne for deres vulgariteter når det ikke lykkes, hvor man peger på de ambitiøse overklassepakistanere og sammenligner dem med de samspildsramte danskeres børn og siger; se en gang, hvor er de meget bedre, det er også fordi de er muslimer - fremtidens religion! Et Danmark med en konstant andethed, der virker som et spejl for ens egen tomme kulturelle tilknytning så de kulturradikale vensrtrefløjsere kan få et lille sus af, at også deres overvurderede og selvhævdende ego besidder en eftertragtet kollektiv identitet, om det så er som en negation i ikke at tilhøre den gruppe danskere, man det til selvmodsigende alligevel skammer sig over - for udskamningen af det vulgære er jo netop en del af renselsen af sit selv, de mest aggressive homofober der er drevet ud i volden af deres uerkendte seksualitet er analoge til oikofoberne. Man vil nu være en del af den gruppe, af det kollektiv, som har evnen til at dyrke det fremmede og man vil være bedre end andre mennesker. Så god vil man være, at man i sin unikke indsigt og med sit overlegne menneskesyn vil være forpligtet, som en åndelig adel til at beskytte det fremmede, der nødvendigvis er det svage, mod den virkelighed man selv insisterer på at kreere for den og man vil have et Danmark - oh lykke - med faste forsyninger af nye ofre, der - halleluja - også er ofre for fortidens synder i al evighed: Amen!

Men hvordan bærer den tyrkiske Piaget og den arabiske Vygotsky sig ad?

På den tyrkiske Sjællands Privatskole fortæller skoleleder Durmus Bilge, at skolen balancerer mellem danske og tyrkiske skoletraditioner. Nogle af metoderne er bestemt ikke gængs praksis i den danske folkeskole. Blandt andet får eleverne pengepræmier og diplomer for at klare sig godt fagligt og socialt.

God fornøjelse med de nye erfaringer.

Løgne og mere eller mindre ubevidste usandheder er en fast bestanddel af politik. Sådan er det bare og det virker trættende og ligegyldigt at skændes om hvem der er værst, for alle deltager i det på lige fod og er jævnt hen lige gode om det. Herre Gud, fordi man overdriver det offentliges tilstand eller glorificerer økonomien eller stanger et forkert tal ud i en snæver vending. Men alligevel vil jeg sige at oppositionen er klart værst. Ikke fordi der lyves, men fordi de bygger deres moral op omkring løgne og bruger den til at fordømme andre. Fra Jyllands-Posten

En undersøgelse af behandlingen af asylbørn var ensidig og unuanceret og blev brugt til at fremme bestemte politiske synspunkter.

Sådan lyder den barske kritik fra psykologer og andre hos Dansk Røde Kors.Undersøgelsen, der var bestilt af Støttekredsen for Flygtninge i Fare, handlede om seks asylbørn og gav anledning til massiv kritik af behandlingen af asylbørn.

Senere skrev formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, en harmdirrende leder på baggrund af undersøgelsen i psykologernes fagblad, hvor han gik så langt som til at trække paralleller til Nazi-Tyskland og behandlingen af jøderne.

Ifølge psykologerne i Dansk Røde Kors lever undersøgelsen ikke op til de almindelige etiske regler for den slags undersøgelser og er alene bygget over forældrenes udsagn. Personalet hos Dansk Røde Kors har på intet tidspunkt været inddraget.

»Vi er alle enige om, at børnene har det skidt, og at familierne står i en uholdbar situation. Men normalt indhenter man undersøgelser fra alle parter for at bringe et nuanceret billede af barnets situation. Gør man ikke det, er der fare for at få skabt et ensidigt billede af barnet, og det er et problem. Især når undersøgelsens resultater efterfølgende bliver brugt politisk,« siger Lars Diemer, tillidsmand for psykologerne i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling.

(…)

Både artiklen i Politiken og den efterfølgende kommentar fra psykologernes formand har skabt vrede hos psykologer og andre medarbejdere hos Dansk Røde Kors.

»Man hævder, at der ikke er sket noget med asylbørnene. Men det er simpelthen imod bedrevidende. Der bliver gjort en stor indsats. Hos Dansk Røde Kors støtter vi dem i deres hjem, de får hjælp af familiebehandlere og går til behandling hos psykologer. Hele undersøgelsen er bestilt arbejde fra Støtteforeningen for Flygtninge i Fare,« mener Pia Scheuer, der er psykologisk konsulent for Dansk Røde Kors.

Det preller selvfølgelig af på godhedens repræsentanter på Jorden.

»Vores ærinde var at gøre opmærksom på en gruppe børn, som har det skidt. Vi lavede undersøgelsen, som på ingen måde er repræsentativ og blev rystede over forholdene. Man kan godt kalde det et politisk arbejde, men vi har på intet på tidspunkt været partipolitiske. ,« siger Marie Gammeltoft.

Roal Ulrichsen står ved sin leder selv om han erkender, at der godt kunne være sat mere fokus på alt det, der faktisk bliver gjort.

»Vi er enige i, at det er væsentligt at fokusere på det store arbejde som både læger og psykologer udfører i centrene, og kunne godt have highligted den indsats mere. Men vi har i årevis set gennem fingre med, hvor forfærdeligt mange asylsøger-familier har haft det. Det har stået på i årevis uden at samfundet har reageret. Det kan godt være, at det er voldsomt at sammenligne med Nazityskland, men vi har været vidner til en udvikling og burde have sagt fra. Det er det, der er min pointe,« lyder det fra Roal Ulrichsen.

Formålet var grundlæggende for godt til at lade sandheden stå i vejen kan man forstå. Der spredes massive løgne om forholdene i flygtningelejrene og om mulighederne for afviste asylansøgere for at vende hjem. Den gængse retorik fra venstrefløjen er, at asylansøgere fastholdes i lejre bag høje hegn underforstået at man holder dem fanget mod deres vilje når sandheden er, at de ikke er til at drive ud. Man vedholder ligeledes myten om, at de afviste asylsøgere ikke kan vende hjem selv om sandheden er, at vi ikke kan tvinge dem hjem og man fornægter at afvisningerne bliver afgjort på et lødigt grundlag i flygtningenævnet, men stoler istedet helt og holdent på ensidige vidneberetninger i Information eller Politiken.

Derpå stiller man sig så op på et pidestal for at fordømme alle andre for derigennem at ugyldiggøre deres argumenter. Derfor er venstrefløjen klart den værste på løgnebarometeret. Man forfalder ensidigt til tom agitation, der kun spiller på basale følelser. Man vil ikke dikussionen, dialogen, samtalen, rationalet, argumentet; man vil ikke den demokratiske kamp, man anerkender ikke uenighed meællem ligeværdige (jævnfør al den politiske vold de godskriver), men man insisterer på at underkende sine modstandere og dømme dem ude, flygte fra ethvert ansvar og nægte at forholde sig til principper. Kun mennesker er skyldige, som Fogh og Kjærsgaard og Bush (alene betoningen når man udtaler satans navne er ladet med afsky) mens ideer går fri. Som en Hitler i sin førerbunker, der lagde al skyld på sine generaler frikender venstrefløjen kommunismen og islam ved kun at vedgå sig deres misrepræsentation. Alt negativt tages væk fra essensen og alt lægges mennesker til last. Moral skal hævdes for at kue andre!

Men betyder det noget? Er det ikke bare en kogle i røven man må finde sig i istedet for at sidde forurettet tilbage, som en gammel tante, der bare er forbitret over, at det politiske pendul måske svinger tilbage? Nej, det gør noget. For på løgne baserer man ikke noget godt. Venstrefløjen svigtede demokratiet under Muhammedkrisen og dermed alle de reformkræfter de ellers hylder så meget i den undertrykte muslimske verden, venstrefløjen svigtede især de muslimske piger, der lever undertrykt i forkvaklede traditioner, bedst udtrykt i den overklasse-beklagelse over 24-års regelen’s indførelse, den svigtede hele integrationsprojektet, deres eget projekt, ved at samarbejde med de imamer og konsorter, hvorfra alle muslimers ulykke udgår. Alt hvad venstrefløjen hævder at forsvare mest nidkært svigter den ikke bare, men er oftest til direkte skade. Seneste eksempel fra valgkampen fra papirudgaven af Nyhedsavisen

Asylsøgeres ret til at bosætte sig uden for asylcentrene i Sverige giver så massive sociale problemer, at socialdemokraterne i Sverige nu vil have ændret den svenske asylpolitik. Det er den ordning, som Socialdemokraterne - bakket op af Ny Alliance og De Radikale - ønsker indført i Danmark.

Malmøs socialdemokratiske borgmester, Ilmar Reepalu, har kæmpet for lovændringen længe.

»Danmark skal tænke sig godt om, inden der indføres fri ret til asylsøgerne. Hvis asylsøgerne selv får lov til at bestemme, klumper de sig sammen i de områder, hvor deres landsmænd og slægtninge bor.Vi ser, at der bor op til 10 mennesker i en lejlighed, og det går først og fremmest ud over børnene , der ikke får ro til hvile og lektielæsning,« siger han.

Også i danske ghettoer er man bekymrede, selvom den danske lovgivning giver mulighed for at fordele asylsøgere ud over landet.

Ifølge Torben Over - gaard, direktør i Brabrand Boligforening er det allerede i dag umuligt at vide, hvor mange der faktisk bor i lejlighederne.

»Vi har haft eksemplet med en etværelseslejlighed, men hvor vi pludselig via folkeregistret får at vide, at der er tilmeldt 12-14 personer på adressen. Vi aner det ikke og kan ikke forhindre det,« siger Torben Overgaard.

Mohammed Aslan, beboerformand i Mjølnerparken på Nørrebro i København, er ikke i tvivl om, at asylsøgerne vil søge mod ghettoerne - lov eller ej.

»Og deres familier og venner vil ikke tøve med at åbne døren for dem. De ved, at de har det dårligt. Allerede i dag bor der fem-seks børn i nogle lejligheder, og det vil ikke være godt for dem, hvis der skal bo flere i lejlighederne,« siger beboerformanden.

(…)

»I Södertälje har vi mange asylsøgere, som bosætter sig hos venner og familie, og vi ser eksempler på, at der bor op til 20 mennesker på madrasser i små lejligheder. Det er meget skidt for integrationen og børnene. Jeg kender ikke i detaljer til lovgivningen i Danmark, men det skulle da være mærkeligt, hvis jeres asylsøgere vil opføre sig anderledes - de søger derhen, hvor de har venner og familie,« siger Anders Lago, som er socialdemokratisk borgmester i Södertälje i Sverige.

Den politiske ordfører for de danske socialdemokrater, Henrik Sass Larsen, vil gerne af almindelig høflighed lytte til sine svenske kolleger.

»Men situationen i Sverige og Danmark er uden sammenligning. I Malmø med 270.000 indbyggere modtager de 2.220 asylsøgere hvert år - det samme antal, som hvert år søger i hele Danmark. Desuden har vi en lovgivning i Danmark, der betyder, at vi kan fordele asylsøgerne benhårdt, hvis det viser sig, at asylsøgerne klumper sammen i de hårdt belastede områder,« siger Henrik Sass Larsen.

»Men en beboerformand fra Gellerupplanen i Århus siger, at loven er svær at overholde og faktisk ikke virker?«

»Så må vi få lovgivningen til at virke. Vi vil fordele de her mennesker benhårdt. Men altså, det drejer sig om 500-600 mennesker, der skal ud i et samfund med 5,3 millioner mennesker.«

Siger Sass Larsen lallende og underkender grundlæggende problemer, som var de ikke en del af virkeligheden. For man kan jo se at Thornings asylforslag ikke kommer af en erkendelse af nødvendighed baseret på kendte erfaringer og man kan jo se at det ikke er gennemtænkt. Hvis forslaget skulle gavne asylbørnen, hvofor er man så afvisende overfor advarsler fra nogen, der har erfaring? Hvorfor ikke genoverveje sit forslag i lyset af den kritik? Det er jo mennesker det drejer sig om, som de aldrig selv er sene til at påpege.

Fordi forslaget aldrig har drejet sig om asylsøgernes børn! Det har drejet sig om Helle Thornings og Sass Larsens forfængelighed. Hver gang de fremkommer med et forslag motiveret af deres gode vilje til at hjælpe børnene, mødes de med ukritisk velvilje fra deres beundrere og positiv omtale i medierne. Det sætter dem i stand til at hævde deres moralske overhøjhed og man kan ikke fortænke dem i at nyde det selvretfærdige sus. For Mette Frederiksen er suset blevet helt narkotisk. Men det er løgn og en løgn som må betales af de mennesker de hævder at hjælpe. Derfor bliver løgnen særlig infam.

Sådan er venstrefløjen. Når man ikke vil tage del i ansvaret bliver man uansvarlig og det er den sande amoral!

—————————————————————————————-

Fra Jyllands-Posten

På spørgsmålet, om ikke det var en lempelse af asylpolitikken, svarede Helle Thorning-Schmidt:

»Nej, det er en lindring af nogle menneskers situation.«

Hermed går partiformanden lige til sagens kerne og demonstrerer - måske ufrivilligt - hvorfor det er så uendeligt svært at føre en saglig debat om asylpolitik, flygtningepolitik og alt, hvad der har at gøre med folk i nød.

Uanset hvordan man vender og drejer sagen, handler det om mennesker, som har det svært, og hvem vil ikke gerne bringe lindring til dem? Hvem vil ikke gerne bringe hjælp til mennesker i nød?

Med et velkendt oratorisk fif formår partiformanden hermed at udpege alle, der ikke er enige, som hjerteløse mennesker, der ikke ønsker at bringe lindring til folk i nød.

Det kan ikke afvises, at Helle Thorning-Schmidt med dette forslag har ladet sig lede af sit gode hjerte og omsorg for medmennesker.

I situationen er den tanke dog mere nærliggende, at det handler om at markere sig som et menneskekærligt alternativ til en følelseskold regering.

(…)

Netop fordi det drejer sig om mennesker, og netop fordi der kan sættes navne og ansigter på de mange fortvivlede skæbner, kræver det overblik og klarsyn at drøfte flygtninge- og asylpolitik på et sagligt grundlag.

En nyudnævnt radikal udviklingsminister i den sidste Nyrup-regering illustrerede dilemmaet ved i fuld alvor at foreslå, at vi uden betingelser skulle åbne vore grænser for såkaldte fattigdomsflygtninge.

Hun blev hurtigt sat på plads, men nåede at demonstrere konsekvensen af menneskelig tossegodhed.

Præcis. Argumenter forstummer når tårer triller frem.

Fra Jyllands-Postens leder forleden

Senest vidner PEN’s krampagtige forsøg på for enhver pris at undgå at tage den somalisk-hollandske forfatter og kvindeaktivist Ayaan Hirsi Alis oprørende skæbne på sig om foreningens intellektuelle og moralske deroute.

At Hirsi Ali - sammen med Salman Rushdie - hører til denne verdens mest truede forfattere, kan der da umuligt herske to meninger om.Alligevel hedder det fra PEN, at når hun næppe kan komme i betragtning til regeringens flot anlagte fribyordning, som skal give forfulgte forfattere et tilholdssted, skyldes det, at hun ikke står på en bestemt liste over forfulgte forfattere - og at hun først i de senere år er blevet kendt som forfatter.

Drømmer man - eller er det et mareridt i fuldt dagslys? En grotesk teknikalitet bliver PEN’s alibi for ikke at gøre sig til ét med Hirsi Alis skæbne. At Hirsi Ali ikke skulle være en eminent forfatter er simpelt hen et propagandafif fra PEN’s side, lanceret til lejligheden. De, der har læst hendes dybt bevægende bøger, alle udkommet på dansk på Jyllands-Postens Forlag, vil tage sig til hovedet.

For Dansk PÆN handler det tydeligvis om ikke at støde an; ikke at risikere en for hård dialog med dem, der vil Hirsi Ali og ytringsfriheden det ondt. Ytringsfriheden skal omgås med pli og ynde, og tonen skal være dannet og afdæmpet som blandt søde hattedamer. Civiliseret samtale foregår mellem dem, der i forvejen er enige.

Sådan var det under Muhammed-krisen, og det er åbenbart fortsat foreningens svar på udfordringen fra formørkede kræfter. Det nærmer sig en parodi.

Det er i hvert fald oprørende, at sådanne signaler kommer fra en forening, som blev grundlagt for at hjælpe forfattere, der sætter livet på spil for det frie ord. Er der da ingen grænser for, hvor meget man vil lade sig intimidere?

Det er et ganske udbredt fænomen med mennesker, der bliver fanget i en modsigelse mellem deres principper og deres verdensbillede. De forfægter i det her tilfælde utvetydigt princippet om ytringsfriheden og ville kunne forsvare den med den største selvfølgelighed hvis de blev revet ud af sengen midt om natten. Det er for dem helt uproblematisk og det er sikkert noget de har fået ind med modersmælken og man kunne forestille sig at de i deres ungdom trættekært har påberåbt sig netop  den rettighed i diverse debatter med deres forældre eller andre voksne reaktionære i en eller anden forkælet opfattelse at nogen ville tage den fra dem.

Samtidig har de et skabt sig et verdensbillede i deres sene barndom eller tidlige ungdom, som de desværre ikke har reflekteret over siden hen. I dette verdensbillede er helte- og skurkeroller fordelt ganske fast uden egentlig sammenhæng med deres principper.

Krigen i Vietnam har på den måde haft stor betydning for en generations oplevelse af USA f.eks. og således findes skurke blandt borgerlige, nationaltsindede, konservative præster, kristne, cowboy’dere osv mens Che, Mao og hippier måske stod for drømmen om en bedre verden i deres unge og letpåvirkelige sind. Men det er først og fremmest et oplevet sammenfald mellem principper og de helte og skurke der udgøer deres verdenbillede, som både er et udtryk for den tid hvori rollerne blev fordelt og for deres ungdommelige sind.

Det sammenfald som disse mennesker oplevede mellem helte- og skurkeroller skaber forvirring, fordi de aldrig har reflekteret over hvad de mener eller hvordan verden fungerer. Det er således både et eklatant udtryk for åndelig dovenskab, som det også er et udtryk for arrogant selvovervurdering. Når deres skurke så pludselig forsvarer deres principper kan deres holdninger kan ikke forenes  med deres principper nægter de at tage det nødvendige opgør, enten med deres principper eller med deres verdensbillede.

I stedet prøver de på forskellige måde enten at lande problemet imellem eller udenfor modsætningen mellem deres verdensbillede og deres principper. Det gøres ved at godkende principperne og tilføje et “men”, hvor allehånde særregler bliver opfundet som forsøg på at dække over selvmodsigelsen eller indrage tilsyneladende større perspektiver i en eller anden global sammenhæng. Eller også forskydes problemet ved at underkende at det drejer sig om principper og at de fremdragne tilfælde er noget særligt eller man kommer med beskyldninger mod sine modstandere om at de taler om problemer, der ikke eksisterer sideløbende med beskyldninger om at det er deres fjender, der har skabt problemet alene ved at tale om det.

Alt dette fordi disse mennesker ikke vil se i øjnene at de er politisk umodne. Fordi disse mennesker i deres eget billede er intelligentsiaen og har den moralske etos behøver de ikke at anstrenge sig eller sætte deres tanker på prøve. De er eliten og at de skulle kunne tage fundamentalt fejl oven i købet i en diskussion der både er intellektuelt udfordrerne og et spørgsmål om moral er utænkeligt og hensætter dem i angst. Men de reflekterer ikke over og anerkender ikke deres nederlag og i trods foregøjler de stadig verden af igår - Og dét er forfængelighed!

Hodja bragte for et par dage siden et lille nyhedsindslag i forbindelse med en Channel Four dokumentar om moskéer i Birmingham. Da prædikenerne blev filmet med skjult kamera var det selvsagt artige sager, som dokumentaren kunne viderebringe. Ikke overraskende affødte det voldsomme reaktioner fra de sædvanlige, men overraskende var det at politiet meldte folkene bag dokumentaren til sig selv for overtrædelse af dårlig presseskik eller noget fordi imamernes prædiken var taget ud af en kontekst (hvilken kontekst bøder op på trusler?). Det lille nyhedsindslag ser nærmere på påstandene og ikke overraskende er der intet at komme efter for de havde håbet at programmet løj.

Programværten citerer en kilde i West Midlands Force (og undskyld mit dårlige engelsk, der er værre end mit danske)

“what some speakers said in that film streched the limits but that was hyped. If that was all Channel Four got after filming in months undercover it was’nt very good.”

Og så siger programværten “…police were keen to make good relations to the mosque..” før han igen læser op hvordan politiet betragter disse imamer og deres menigheder.

“..the last buffer before radicalised people fall of into the abyss. Its not so much that the police wants to get in with them as keep talking and understanding”

Hvis det ikke er en ren tilståelsessag om hvor håbløst det at leve i fred med islam, hvad er så? For mit indre ser jeg et gidsel der deparat bliver ved med at tale til sin bøddel for at udskyde det uundgåelige endnu nogle skunder.

Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination bliver aldrig trætte af at forfølge deres politiske modstandere trods et nederlag hos statsadvokaten i sagen om at de tre Dansk Folkeparti politikere Mogens Camre, Morten Messerschmidt og Søren Krarup forfriskende ærlige tale om islam. DRC har derfor påklaget afgørelsen til Rigsadvokaten og centerleder Niels-Erik Hansen siger til Kristeligt Dagblad

– Det er rigtigt, at da Folketinget vedtog den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, så sagde man, at der skal være et hensyn til ytringsfriheden – men samtidig sagde man, at vi heller ikke kan leve med, at der kører racistisk propaganda. Derfor skærpede politikerne også loven, hvis det indgår i en hetz. Og det er sådan set det, som hele tiden har været vores synspunkt: Søren Krarup har brugt de seneste 20 år af sit liv på at køre en hetz mod den her påståede muslimske invasion af Danmark. Det startede han med midt i 1980’erne, og det er han bare kørt videre med, og det er det, som Mogens Camre og Morten Messerschmidt kører videre på. Nu bliver det en del af en propagandavirksomhed.

Men hvorfor kun være trættekær og selvretfærdig når man kan være injuerende…

– Hvis vi skal drage den historiske parallel – og nu ved jeg godt, at de bliver rasende over det her – så var det rent faktisk det, som der skete i 1930’erne i forhold til jøderne. Man lagde systematisk jøderne for had, man omtalte dem negativt, man skød dem alt muligt i skoene og gav dem skylden for alle mulige ulykker, siger centerlederen.

Der er ingen nedre grænse for usmageligheder og infame løgne når man er på de godes hold. Niels-Erik Hansens univers opererer med en fast stab af skurke, som han og hans center skal besejre og superskurken hedder Søren Krarup. Det er de gode mod de onde og når man er god må man gerne sætte de onde i bås med nazisterne og beskylde dem for at berede vejen for folkemord.

Det var et fantastisk stykke arbejde, som DR leverede i deres 18:30 TV-Avis udi genren eufemisme. Det handlede om overfald på brandfolk med det seneste eksempel fra Slagelse som anledning. Indslaget var en parade i undvigelser for at sætte navn på ballademagerne, men det var samtidig trodsigt flirtende med den åbenlyse konklusion. Første teaser

DR: Herhjem igen, hvor brandvæsnet i Slagelse i aftes blev mødt med sten og flasker, da de rykkede ud for at slukke en containerbrand. Og den slags overfald er hverdag for ambulancer og brandfolk i mange områder.

Vi sidder på kanten af stolen, hvilke områder? Er det rent tilfældige områder eller er der særlige kendetegn?

I løbet af de sidste tre måneder er brandfolk i Ishøj, på Nørrebro i København, Hundige og altså senest i Slagelse blevet mødt med kasteskyts.

Nåeh, det er den geografiske placering der er interessant. Ok, det var en chance forspildt, men der kommer vel flere. Hvis man ikke vil sige det forbudte selv, kan man måske lade en brandmandsætte ord på

Brandmand: Da vi kommer der op og kommer ud af bilerne så bliver vores mandskab mødt med flasker og sten fra…..

Endelig

..nogen der byder os velkommen.

Øv! Hvad med en beboer der ser tyrkisk ud og hedder Hakan Taser? Der kan man da ikke komme i fedtefadet.

Hakan Taser: Så Stod der en flok

Ja…

…unge drenge derovre.

Hmm.

DR: I sidste uge ved tre forskellige udrykninger i Hundige blev der bl.a. kastet med molotovcocktails og flasker efter brand og ambulancefolk.

Molotovcocktails var bare noget der “blev” kastet med.

Brandmand: ..de stjæler udstyr fra bilen

(…)

DR: I de byer der har problemet er det som regel de samme boligområder…..

Igen lidt geografi og lidt mere om “de”. Men vi ved stadig ikke, hvem der dog opfører sig sådan, så det er lidt svært at forstå, hvad der sker i samfundet og hvad man i så fald skal gøre for at dæmme op for det.

Brandmand: Vi gør meget ud af at snakke med de unge mennesker (….) det siver ikke rigtig ind. Vi har fat i forældregrupper og ting og sager.

Så de unge har altså forældregrupper. Det var igen en lille oplysning.

DR: I områder som Vollsmose er det lykkedes at sætte en stopper for chikanen.

Områder som Vollsmose, hvad er dog det for områder? Som sagt virker det nærmest demonstrativt at man så larmende fortier noget indlysende. Men det til side foregår der en velkendt omskrivning af reelle samfundsproblemer og de eneste der lukrerer på dem er den industri der arbejder med de “unge”.

Repræsentanter for den industri reagerer som regel med vrede eller forurettethed når man prøver at sætte ord på problemet. Grundlæggende vil de helst præsentere offentligheden for en række problemer, der ikke bliver præciseret, men som er meget alvorligt og som kun kan løses af dem, hvis man udvider deres budgetter og ansætter nogle flere og afsætter ekstra bevillinger. Til gengæld får man en uforståelig følgeton om SSP samarbejde, fædregrupper og alskens initiativer, der ser ud til at virke, hvis man bare vil kaste flere penge efter det og i øvrigt ikke taler i en dårlig tone.

I tilfældet Volsmose kostede det over 100.000.000 kr. om året i syv år at ændre beboersammensætningen i et par boligblokke. Der kastes ikke sten efter brandbilerne for tiden, men måske fordi nogen af de unge er travlt optaget af at lave bomber.

Det hedder en overskrift på Aftonposten og artiklen er bizar og meget IKEA

Ifølge dommen som nylig falt i Oslo tingrett, startet problemene da 47 år gamle Batmani i fjor sommer, strakk frem hånden for å hilse på en ny, kvinnelig kollega ved lunsjbordet. Hun takket nei til å håndhilse, under henvisning til sin religion.

Batmani forklarte henne at hun ikke trengte å bruke hijab i Norge, ettersom “Norge er et fritt land”. Kvinnen svarte at det hadde ikke han noe med, hvoretter Batmani hadde gitt islam skylden for at det er så mye bomber og krig. Den kvinnelige kollegaen ble etter hvert så fortvilet at hun fikk resten av dagen fri. Episoden endte med at Batmani fikk en advarsel fra IKEA, som mente iraneren han hadde opptrådt rasistisk overfor sin kollega.

- Dette strider mot IKEAs holdninger og verdier og det aksepteres ikke at våre ansatte opptrer på denne måten, lød den skriftlige advarselen.

IKEA’s opfattelse? Er det at Norge ikke er et frit land, at man behøver at gå i hijab eller at muslimsk terrorisme ikke eksisterer?

Like før jul oppsto nok en episode. Batmani havnet i en hijab-diskusjon med sin norske sjef, der han igjen ga uttrykk for at de ansatte ikke burde bruke hijab på jobben. I det påfølgende oppvaskmøtet forklarte han at han respekterer folk, men at IKEA må bestemme - “ikke muslimene”.

(…)

Resultatet av diskusjonen med sjefen ble oppsigelse grunnet rasisme og manglende vilje til å rette seg etter skriftlige advarsler. Men nå har Oslo tingrett satt en stopper for oppsigelsen.

(…)47-åringen kom til Norge som flyktning i 1994. Han hadde da sittet fengslet i Iran fordi han krysset av “nei” på et skjema der myndighetene spurte om man var for eller mot muslimsk prestestyre, forteller han selv.

Hijab er en afskyelighed og folk, der forsvarer dets brug er grundlæggende moralske forbrydere.

Jeg var ellers godt igang, med et harmdirrende indlæg, men lad en professionel komme til. Det handler om den Augsburgske bekendelse, der virker politisk ukorrekt fordi den udelukker islam fra den rette tro og alt sådan noget. Fra Kristeligt Dagblad

Derfor tilsluttede de sig de oldkirkelige bekendelser og fordømte de retninger, der tog afstand fra de oldkirkelige bekendelser. Det er formodentlig Johannes af Damaskus, der er ophavsmand til det kætterkatalog, som reformatorerne viderebringer her i artikel 1.HAN FORSTOD ikke islam, kan Drejergaard fortælle os. Jo, Johannes, der levede som dhimmi under islamisk overherredømme, forstod islam særdeles godt. Han har leveret skarpsindige analyser af islam, der langt overgår notatet fra den fynske velærværdighed, der afviser middelalderteologernes forståelse af islam som ”klicheer”. Sikke dog en provinsiel skråsikkerhed.

Drejergaard bryder sig ikke om artikel 1, fordi den rummer ”rester af middelalderlig sammenblanding af tro og tvang”. Rent og skært sludder. Der står ikke et ord i bekendelsen om, at fordømmelserne af kætterierne skal have politiske følger. Tværtimod tager bekendelsen klart afstand fra kirkens verdslige magt i artikel 28, hvor det forbilledlig klart udfoldes, at den kirkelige magt alene udøves ved at lære og forkynde evangeliet, og at evangeliet ikke bemyndiger biskopper til at have nogen ”sværdets magt”. Bekendelsens første artikel gør det krystalklart, at den kristne Gud er treenig. Drejergaards notat gør det totalt uklart. Drejergaards arbejdsgruppe har rent ud sagt leveret et teologisk makværk, som fortjener at blive skubbet langt, langt ind under gulvtæppet.

Læs den hele for man bliver klog af den.

En god ven henledte min opærksomhed på en absurd Politiken-artikel. Sagen er den nye bog om retsagen mod Antonio Curras mordere og under overskriften “Historien om en forudsigelig tragedie“ lægges der yderligere i kakkelovnen

Den nye bog ’Skyld – Historien bag mordet på Antonio Curra’ rejser fornyet tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at dømme den nu 20-årige Ferhat Kilic til udvisning af Danmark. Hans far, mor og to yngre søskende emigrerer alle til Tyrkiet.

Det var i sandhed forudsigeligt med de mennesker man lukker ind i landet. Men når nu hele familien emigrerer til Tyrkiet må den dom siges ikke bare at være rigtig, men en kæmpe succes. Mere af den slags, tak.

Artiklen er et skolebogseksempel på salonfæhig racisme. Den eksotiske etniske gruppe sættes som en anden konstant ind i en formel, hvor det danske samfund er variablen. Vil man have et andet resultat kan man kun ændre på variablen, hvilket vil sige os. Det er vores dårlige værdi, der således er skyld i tragedien.

Fra den ene morder er 7 år har han haft en kriminel løbebane og det er omkring den anken mod det danske samfund sættes ind. Hvorfor blev der ikke gjort noget fra myndighedernes side?

Begge bogens forfattere fulgte med i sagen, mens den fyldte formiddagsavisernes spisesedler. Dengang undrede de sig over, at der aldrig kom flere konkrete oplysninger ud om de to unge anklagedes baggrund, siger Aydin Soei:»Under sagen kom det frem, at både Hizir og Ferhat havde omfattende kriminalitet bag sig. Eftersom de er så unge og har begået kriminalitet inden de fyldte 18 år, måtte myndighederne være klar over det«.

Herlig tone. Myndighederne måtte være klar over det! Og så er der en række eksempler på svigt fra myndighedernes side, men ingen forklaringer. Myndighederne svigter bare for sådan er de, uden nuancer.

Men hvad mangler der ellers? En kritik af nydanskernes familiemønstre?

Hans mor, Meral Kilic, er alene med ham i de første tre år af hans liv. Hans far, Adem Kilic, flyttede til Danmark for at arbejde, tre måneder efter han var blevet gift med en kvinde, han ikke havde mødt inden brylluppet. Meral Kilic ventede sig, da han rejste. Adem Kilic var 17 år, da han blev far, og først mange år senere tager han faderrollen på sig.

Husk at arrangerede ægteskaber ikke nødvendigvis er tvangsægteskaber. Det er meget vigtigt at vi lærer at skelne. Mon det er børnesynet?

Familien bor i en lejlighed på Vesterbro. På Merals hjemegn i Tyrkiet er det almindeligt, at børn fra tre- fireårsalderen leger frit uden konstant voksenopsyn udenfor.Ligesom det var almindeligt på landet i Danmark førhen. [Det var almindeligt at tage bestik af den situation man befandt sig i. Det gamle ordsprog "skik følge eller land fly" er ikke fra den muslimske verden, Drokles]

[Det var almindeligt at tage bestik af den situation man befandt sig i. Det gamle ordsprog "skik følge eller land fly" er ikke fra den muslimske verden, Drokles]Da Ferhat får en lillebror, skal Meral dele sin opmærksomhed mellem børnene, og hun lader stort set den da fireårige Ferhat gå og komme i hjemmet, som han vil.

Det er jo deres kultur. Han har vel en ballast af værdier med sig.

Drengen smadrer ting, når han får lejlighed til det. Naboer klager over, at han larmer, og at han driller andre børn.Og han er kun syv år, da han første gang bliver fulgt hjem af politiet, fordi han har gjort noget ulovligt. Sammen med en anden dreng har han samlet en bunke aviser, sat ild til dem og dermed antændt en brand i elevatoren i Vesterbro Bibliotek.

Så hvad blev der af opdragelsen?

Adem [faderen] er selv autoritært opdraget, og han reagerer ved at slå sin søn. Frygt for tæv bliver ifølge bogen hverdag for Ferhat:»Faren og fysisk afstraffelse bliver synonyme størrelser«.

(…)

I foråret 1997 går Ferhat på en tyrkisk skole i Valby. Skolen skriver en udtalelse om ham til socialcenteret i Tingbjerg. Ferhat mangler »opmærksomhed og forståelse« fra sine forældre, står der. Udtalelsen arkiveres.

(…)

Fritidsklublederen fortæller sagsbehandleren, at Ferhat både er blevet smidt ud af den tyrkiske skole i Valby og af endnu en skole.

(….)

For at prøve noget andet sender Adem i juli 1988 Ferhat til Tyrkiet på en syv måneder lang genopdragelsestur.

Hov, var det ikke de danske myndigheder der fejlede?

Da der ikke er prestige i at have et barn i specialklasse, vælger Adem efter nogen tid at melde Ferhat ind i en anden skole. Igen begynder han at pjække og stjæle. Adem sender ham til Tyrkiet igen.Denne gang havner han blandt andet på en streng koranskole, selv om han taler dårligt tyrkisk, læser både tyrkisk og dansk dårligt og overhovedet ikke kan læse de arabiske bogstaver i Koranen.

.

Et enkelt lyspunkt. Men de danske myndigheder har jo ikke fjernet ham fra hjemmet, der ikke er at bebrejde, selv efter flere anbefalinger fra forskellige institutionsledere. Så man kan da godt rejse kritik.

Bogen refererer blandt andet til den undersøgelse, som psykolog Talli Ungar Felding for nogle år siden lavede. På baggrund af undersøgelsen kunne hun konkludere, at sagsbehandlere ofte har en misforstået tolerant holdning til indvandreres kulturelle skikke.

Det er nok der hunden ligger begravet, men det er ikke, hvad der starter den bølge af vold, der altid følger i kølvandet på det håbløse multikulturelle projekt.

Ferhats forsvarsadvokat Ulrik Rasmussen kalder den nært forestående udvisning »et vanvittigt, umenneskeligt overgreb«, og som integrationskonsulent oplever Manu Sareen fra København, at det ikke er fængselsstraf, kriminelle unge med indvandrerbaggrund frygter:»Det er udvisning, de er bange for. For er man først udvist, så er slaget tabt«.

Fængsel er ikke løsningen, det er udvisningen. Godt med lidt indsigt her på falderebet. Men det er jo også galt

Under Højesteretssagen erklærede en af de syv dommere sig imod udvisningen af Hizir og Ferhat.Dommer Marie-Louise Andreasen udtalte, at »uanset den grove kriminalitet« er fætrenes »tilknytning til Tyrkiet og tyrkisk kultur ikke af en sådan styrke og karakter, at det kan veje tungere end deres stærke tilknytning til det danske samfund og herboende personer«.

Dommerstemmerne 6-1. Det er tennischifre. De havde nægtet dansk statsborgerskab og deres kontakt til Danmark var af destruktiv karakter. De hører lige så meget til Danmark som et los i røven.

»Da han forlod Tyrkiet, var det med fest, farver og flag. Sådan er det, når man emigrerer. Man gør det for at få et bedre liv. Hvis man vender tilbage igen, forventes det, at man kommer med noget. At man kan vise fremgangen frem. Det bliver svært for familien her at komme hjem med ingenting. Og det er en tragedie for drengene. Man kunne lige så godt have sendt dem til månen«.

For min skyld ingen alarm, bare det er væk herfra.

Og hvor er det godt. Fra Kristeligt Dagblad

Folkekirkens Nødhjælp skal tvinges ud af Mellemøsten og i stedet koncentrere sig om nødhjælpsarbejde andre steder, for eksempel i Afrika.

Det mener Dansk Folkeparti, og i de kommende finanslovsforhandlinger vil partiet kræve, at Folkekirkens Nødhjælp mister sit tilskud fra Danida, indtil organisationen har stoppet sit arbejde i Palæstina. Folkekirkens Nødhjælp er nemlig alt for ensidig kritisk over for Israel og alt for imødekommende over for palæstinensere.

– Vi vil ikke acceptere, at de er i den region. De skulle meget hellere koncentrere sig om afrikanske lande som Sudan, Niger og Tanzania, siger udenrigsordfører Søren Espersen.

Og det giver selvfølgelig bizarre reaktioner

I Folkekirkens Nødhjælp er generalsekretær Henrik Stubkjær bestyrtet over Dansk Folkepartis forsøg på økonomisk pression. Han ser dog med sindsro på de kommende finanslovsforhandlinger, eftersom ingen andre partier i Folketinget støtter kravet om at fratage Folkekirkens Nødhjælp Danida-penge. I alt fik organisationen sidste år 185 millioner kroner til bistandsarbejdet.

–Men det er utrolig betænkeligt i et demokrati, at medlemmer i Folketinget rækker ud efter en enkelt organisation uden at påpege noget konkret forkert. Det er et fuldstændigt brud på den demokratiske tradition for, at det aldrig er politikere, som bestemmer, hvad NGO’ere (frivillige organisationer, red.) skal lave eller ikke lave. Det er meget, meget udansk, siger Henrik Stubkjær.

Stubkjær mener altså ikke at det er demokratisk, hvis de folkevalgte bestemmer, hvem og hvad man vil give penge til. Demokrati er penge til min sag! Tidligere har Aia Fog fra Dansk Folkeparti været ude med riven efter Folkekirkens Nødhjælp, som også Jesper Lau Hansen.