Godt nytår, med lidt TV

Der var måske kun et konservativt lyspunkt i strømmen af Hendes majestæt Dronningens feel-good slørede almindeligheder nytårs aften.

I januar så vi først det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris, og godt en måned senere oplevede vi så det dobbelte attentat i Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade i København. To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os.

Et os og et dem. Og hvem er det? To danskere mistede livet. det er os, for vi så det chokerende og vi oplevede det selv og sad forfærdede tilbage. Omar døde også. Han er terroren. Han er terroren.

Åh jo, så gik Prins Henrik på pension, hvilket var den store nyhed for formiddagspressen. En af Prinsgemalens arbejdsopgaver var tilsyneladende at sortere Hendes Majestæt Dronningens talepapirer, en opgave Hendes Majestæt Dronnningen åbenlyst for første gang selv skulle klare.

Igen i år stod en imam for en del af nytårgudstjenesten. Det er lidt besynderligt fordi det kun er nytår efter den kristne kalender, som er en rimelig tilnærmning af Jordens rotation om Solen, mens den muslimske kalender er sat efter Månens faser. Og det er lidt besynderligt fordi en Gudstjeneste betyder at man tjener Gud og Gud er ikke Allah. Besynderligt var det også, men desværre ikke overraskende, at ingen reagerede da imamen sagde “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah.“, som Uriaspostens Kim Møller fangede. Men ikke biskoppen, der sagde “Når vi indleder 2016 med bønnen Fadervor, øver vi os i at sige ‘vi’ og ikke ‘dem’.” Hmm, men de der frygter Allah er alligevel de bedste, om de så skal sætte et hoved på en stage for at hamre den pointe hjem.

Vi har en statsminister, der frem for rettidigt omhu kringler med den kortsigtede udvikling på bekostning af fremtiden, stadigt krejlende den danske offentlighed fri af de tydeligste konsekvenser. Statsministeren sagde, ja hvad sagde statministeren egentlig? Noget med at terroristerne ville vinde, hvis vi begyndte at frygte dem, for deres formål var at “Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam.” Jeg troede ellers målet var at pointere at “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah“.

Og så sagde han at alle skal passe på vores land og skitserede han så hvorfor denne regering, som jeg ikke vil kalde landsforræddere da det er forbudt, ikke har tænkt sig at følge den opfordring

Vi kan ikke åbne Danmark for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til og hygge os i smug. Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på - og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold. For lad os være ærlige over for hinanden - vi er udfordret:

Så vi lukker så mange ind der skal til for at ødelægge landet, hvorefter denne generation skal kunne se sig selv i øjnene og sig, vi gjorde hvad vi kunne. Det hedder at “holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau.” Vores efterkommere vil have arvet et Libanon i mange generationer. For selv om statsministeren luftede grænsekontrol mod Tyskland når Sverige strammer deres grænsekontrol, så er regeringen fokus et: “Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.” Ikke sikre lov. Ikke sikre Danmark. Politiet eskorterer flygtningene, spyttemænd spottes, regeringen tvinger migranter ud i alle egne af landet, så ingen går ram forbi af den nye orden. Og det hele sker under rolige forhold, så Løkke og Stampe kan se hinanden i øjnene, deres selvbilleder bevaret. Der er mere end to ‘dem og os’.

I den franske by Valence blev en ‘bilist’ skudt og såret, da han forsøgte at køre fire soldater ned, der besynderligt nok var udkommanderet til at bevogte en moske. I München blev togstationer evakuerede, da Politiet advarede om forestående terrorangreb. Men det er også alt det tyske politi vil advare om, skriver Bild ifølge Daily Mail, da den ikke vil skræmme folk unødigt om den bølge af kriminalitet, der skylder over Tyskland under navnet syriske flygtninge. I Bruxelles afblæste byens borgmester “den planlagte festivitas”, der sidste år havde deltagelse af 100.000 mennesker “da det ifølge myndighedernes skøn [var] for risikabelt”, skriver Danmarks Radio. Velkommen til en ny normal. Europa er nu i en permanent terrortistand, som Israel har været i mange år

With Open Gates: The forced collective suicide of European nations - Extended Cinematic 1080p

En regulær horror-film

“A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly.”

- Marcus Tullius Cicero, 106-43 BC

You are witnessing what will be shown to future generations as the reason for the fall of an Empire.

At current immigration levels and disappearing birth rates native Europeans are destined to become a minority in their own countries within decades. This is already the case for many of Europe’s largest cities.

Europeans have effectively lost their right to exist as cultures and nations in their own homelands and are facing extinction.

Millions of young Muslim men leave behind their family, pay thousands to criminal traffickers to reach the land they have been promised by European politicians illegally.

Dubbed by the media as “refugees”, they cross through 6-10 safe countries to reach wealthy nations like Germany or Sweden where they hope to receive a better life at the expense of the taxpayer.

Only a fraction of them are Syrian, as they enter unfiltered, without any documents and without any legitimate right to claim asylum. Women and children are rarely seen, except in the cherry-picked sob stories of the media.

Any indigenous resistance of Europeans who refuse to hand over the countries of their ancestors to often radical and criminal Muslim foreigners is labeled “hateful”, “racist”, even “Nazi”.

The level of cultural, moral and political subversion with egalitarian and Marxist ideologies has reached levels the KGB would never have dreamed of. Equality and tolerance are lies that serve none but a few.

The Left, mainly orchestrated by Zionist interests, is destroying our countries from the inside. Patriotism, the most basic and fundamental trait of any nation that wants to survive, has become something to be ashamed of.

Feminism has destroyed family values and birth rates. Healthy nationalism has been replaced with a culture of guilt, self-hatred, apathy, degeneracy and pathological altruism. We are told to embrace “diversity”, in reality this simply means instead of just being a global minority, Europeans are supposed to become a minority in their own countries as well. No civilized society can keep up with the birth rate of third world immigrants, especially when the main goal is integration rather than assimilation. Parallel societies breed poverty, crime and radicalism.

Multiculturalism has never, at any time in human history, worked anywhere. If you believe otherwise, you’re delusional. In fact it’s the primary reason for every major conflict.

The crimes committed by the EU against the European peoples are directly in violation of the 1948 UN genocide convention, Article II: (c) Deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its physical destruction in whole or in part; (d) Imposing measures intended to prevent births within the group; (e) Forcibly transferring children of the group to another group.

Because of this injustice, far-right parties everywhere in Europe are gaining astonishing amounts of support, becoming the biggest parties in some countries.

Any European that does not rise up to defend his country from foreign invasion because he’s too scared of words does not deserve it.

We are still at a point where you will not get imprisoned for your political opinion in most European countries, but this will change very soon. Do not be apathetic, do not be weak. Be someone that can be proud to call himself European.

Bo Godwin Lidegaard

Det er ikke blot en bølge af migranter, der overvælder os i disse dage, det er også en bølge af idioti. Jeg tænker ikke så meget på migranternes genetiske gennemsnit eller deres indskrænkende religion, men på godhedens apostle. De forsøger ofte at gå tilbage i historien for at finde eksempler der kan understrege deres pointer. Men så forsludret deres argumenter er i nutiden så meget værre bliver de af at føres tilbage. Så meget at man øver vold på historien for at få et fernis af sammenhæng. Bo Lidegaard skrev således for et par uger siden i Politiken

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Uden at skulle gøre mig til dommer over historien, så er de store grupper af migranter på de europæiske motor- og landeveje ikke et europæisk fænomen, men et arabisk og afrikansk. Men det er i Godwin-overskriften det allerede går galt når Lidegaard skriver “Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower“. Dem kommer jeg tilbage til. Først Bo Lidegaard, der tror at andres bekymring er uden substans fordi Lidegaard har andre ønsker om samfundet (som i at jeg ikke forstår min kones frygt for at jeg vil foresage hendes død da jeg jo i givet fald kommer til at arve hendes formue)

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

Virkeligt? Nej! Og selv om det var giver dette udsagn overhovedet mening? Nej, hvis rammen ødelægges falder billedet ud. Samfundet er et resultat af nationen og nationen er dens forudsætning. Ellers ville Irak og Afghanistan være velfungerende samfund med alle de institutioner de fik forærende, men som de desværre for dem selv skulle forvalte og administrere med det næsten indlysende resultat der er tidens myrderier. Men Lidegaard vil drage den historiske parallel

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Grunden til at grænsen ikke kunne forsvares mod Hitlers krigsmaskine var at Radikale Venstre og Socialdemokraterne, stik imod Churchills tanker, betragtede Hitler som en fremtidens mand, man hellere måtte tækkes (Lidegaards Politiken mente at Churchill var den farlige af de to) og derfor havde undermineret det danske forsvar til det parodiske. Hvis man derimod havde oprustet ville det være muligt at afskrække tyskerne fra at invadere Danmark, da det ville tage for lang tid at nedkæmpe det danske forsvar når det egentlig mål var at besætte Norge førend englænderne kunne nå at reagere.

Og er migranterne nu at sammenligne Hitlers krigsmaskine?

Og hvis der er så mange, at hverken Politi eller militæret kan holde dem ude ja tager de mennesker fejl, der skriver at problemet med migranterne er stærkt overdrevet.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Er nazisterne stadig at sammenligne med migranterne i Lidegaards optik? Eller er det Thulesen Dahls præmisser, der er at sammenligne med nazisterne? Ingen ved det længere.

Men samarbejdet med nazisterne førte ikke til at de hverken forsvandt eller blev gode samfundsborgere? Faktisk eskalerede det danske folks konflikt med nazisterne som besættelsen trak. Ja, der forekom endda vold siges det. Og det var da også ved vold at nazisterne endelig trak sig ud, den vold de allierede var villige til at evnede at begå. Nej, Politiken har aldrig tænkt som hverken Churchill eller Eisenhower

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men var det resultatet af et rammehensyn (nationalstaten) eller et samfundshensyn? Lone Jenny Rünitz skriver i Folkedrab.dk (http://folkedrab.dk/sw64290.asp) “For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning” og “Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier”. Hvis tilknytningskravet er rammen så følger vel at de økonomiske garantier er samfundet?

Og var politikerne, dem som Lidegaard nu kalder ‘myndighederne’, for at slette forbindelsen, ikke indsigtsfulde i deres samarbejde med Tyskland? Var det netop ikke indsigten at man ikke kunne kæmpe på nazisternes præmisser, ved vold og trods, der lå bag frygten for at vække deres vrede, selve fundamentet for
Samarbejdspolitikken? Der sendte man jo ikke bare flygtninge tilbage med udsendte danske statsborgere til slavearbejde for den Hitlers krigsmaskine som man havde føjet.

Tilbage til overskriften hvor Lidegaard kaster sig op til dommer over, hvorledes Churchill og Eisenhower tænkte. Og han fejler. For en del år siden kunne man på Guardian læse (ja, det kan man for så vidt stadig) følgende om Winston Churchills syn på darkies kompabilitet med civilisationen

Sir Winston Churchill expressed alarm about an influx of ‘coloured people’ in Fifties’ Britain and looked for a chance to restore punishment by flogging, newly released cabinet papers from the national archive reveal.

On 3 February 1954, under the agenda item ‘Coloured Workers’, Churchill is quoted, with abbreviations, by Cabinet Secretary Sir Norman Brook as saying:‘Problems wh. will arise if many coloured people settle here. Are we to saddle ourselves with colour problems in UK? Attracted by Welfare State. Public opinion in UK won’t tolerate it once it gets beyond certain limits.’

Then David Maxwell-Fyfe, the Home Secretary, gave a figure of 40,000 compared to 7,000 before the Second World War and raised the possibility of immigration control. He said: ‘There is a case on merits for excludg. riff-raff. But politically it wd. be represented & discussed on basis of colour limitation. That wd. offend the floating vote viz., the old Liberals. We shd. be reversing age-long trad[ition] tht. B[ritish] S[ubjects] have right of entry to mother-country of Empire. We shd. offend Liberals, also sentimentalists.’

He added: ‘The col[onial]. pop[ulations] are resented in L[iverpool], Paddington & other areas by those who come into contact with them. But those who don’t are apt to take a more Liberal view.’

Churchill intervened: ‘Ques. is wtr it is politically wise to allow public feeling to develop a little more before takg. action.’

Adding that it would be ‘fatal’ to let the situation develop too far, the Prime Minister is recorded as concluding: ‘Wd lke also to study possibility of “quota” - no. not to be exceeded.’

Manden der stoppede Hitler var altså modstander af indvandring af primitive folkeslag af de selv samme grunde som Thulesen Dahl. Et parallelt forhold der også gør sig gældende for Eisenhower. Han var manden bag Operation Wetback, der skulle stoppe og vende den illegale trafik af mexi’ere til USA. Christian Science Monitor mindes the good old days, hvor den politiske elite rent faktisk kerede sig om det land og det folk, hvis interesser de var valgt til at varetage

Fifty-three years ago, when newly elected Dwight Eisenhower moved into the White House, America’s southern frontier was as porous as a spaghetti sieve. As many as 3 million illegal migrants had walked and waded northward over a period of several years for jobs in California, Arizona, Texas, and points beyond.

President Eisenhower cut off this illegal traffic. He did it quickly and decisively with only 1,075 United States Border Patrol agents – less than one-tenth of today’s force. The operation is still highly praised among veterans of the Border Patrol.

Although there is little to no record of this operation in Ike’s official papers, one piece of historic evidence indicates how he felt. In 1951, Ike wrote a letter to Sen. William Fulbright (D) of Arkansas. The senator had just proposed that a special commission be created by Congress to examine unethical conduct by government officials who accepted gifts and favors in exchange for special treatment of private individuals.

General Eisenhower, who was gearing up for his run for the presidency, said “Amen” to Senator Fulbright’s proposal. He then quoted a report in The New York Times, highlighting one paragraph that said: “The rise in illegal border-crossing by Mexican ‘wetbacks’ to a current rate of more than 1,000,000 cases a year has been accompanied by a curious relaxation in ethical standards extending all the way from the farmer-exploiters of this contraband labor to the highest levels of the Federal Government.”

Years later, the late Herbert Brownell Jr., Eisenhower’s first attorney general, said in an interview with this writer that the president had a sense of urgency about illegal immigration when he took office.

America “was faced with a breakdown in law enforcement on a very large scale,” Mr. Brownell said. “When I say large scale, I mean hundreds of thousands were coming in from Mexico [every year] without restraint.”

(…)

Then on June 17, 1954, what was called “Operation Wetback” began. Because political resistance was lower in California and Arizona, the roundup of aliens began there. Some 750 agents swept northward through agricultural areas with a goal of 1,000 apprehensions a day. By the end of July, over 50,000 aliens were caught in the two states. Another 488,000, fearing arrest, had fled the country.

By mid-July, the crackdown extended northward into Utah, Nevada, and Idaho, and eastward to Texas.

By September, 80,000 had been taken into custody in Texas, and an estimated 500,000 to 700,000 illegals had left the Lone Star State voluntarily.

Unlike today, Mexicans caught in the roundup were not simply released at the border, where they could easily reenter the US. To discourage their return, Swing arranged for buses and trains to take many aliens deep within Mexico before being set free.

Tens of thousands more were put aboard two hired ships, the Emancipation and the Mercurio. The ships ferried the aliens from Port Isabel, Texas, to Vera Cruz, Mexico, more than 500 miles south.

The sea voyage was “a rough trip, and they did not like it,” says Don Coppock, who worked his way up from Border Patrolman in 1941 to eventually head the Border Patrol from 1960 to 1973.

Men kan vi så slet ikke lære noget af historien om de jødiske flygtninge til Danmark? Jo, som Lone Rünitz skriver anklagende: “Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet”.

Flytningestrømmen: “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer”

Overskriften til denne lille stemningspost om det Danmark og Europa du ikke vil genkende er ikke en stavefejl, men min nevøs præcise ord. Flytningene, eller migranterne, eller 2. bølge, ankerbørn har mange navne. Jeg beskæftiger mig ikke så meget med denne katastrofe i sin begyndelse for Europa, dertil er det dels for overvældende, dels leverer de social medier de flydende opdateringer, der står som nødvendig modvægt til de etablerede og skatte-underholdte mediers følelsesporno. Men der er gået hul på bylden og pudset rammer nu også Danmark og det skal markeres Ekstra Bladet

Flere flygtninge og migranter, de fleste fra Syrien, er søndag aften stormet ind over den danske grænse ved Rødby.

Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er der indtil videre kommet 270 flygtninge og migranter ind over de danske grænser ved Rødby.

- Vi er dernede for at registrere dem og få et overblik over, hvem de er, og hvorfra de kommer. Det er den almindelige asylbehandling, der starter der, siger vagtchef Stefan Jensen.

flygtninge-i-danmark

(Foto: Per Rasmussen)

Politiken ser det som en etnisk udrensning. Heh, nej, ikke af os, der ser ud til at blive befolkningsudskiftet, men af flygtningene der kommer hertil. “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer” hedder det i en voldsomt symbolladet sætning, der fortjener sit eget liv - men det er der ikke tid til

»Vi kan se, at politiet er ved at brække toiletdørene op, og ud vælter omkring 20 mennesker - voksne og små børn. De bliver gennet ud ad toget - næsten som en etnisk udrensning, og vi kan bagefter se, at toiletgulvet flyder med pomfritter og ketchup og børnelegetøj«.

Politiet var rolige og smilende

Claus Godskesen fortæller, at politiet var rolige og smilende - men dog bestemte i deres ordrer.

»Ude på perronen kan vi se, at børn og kvinder står og græder. De er tydeligvis langt fra bekvemme ved situationen. Det var virkeligt bizart at være vidne til«, siger han.

»Det er mennesker, som vi indtil i dag kun har set i nyhederne. Og pludseligt sad de altså i et dansk IC-1 tog! Nu er de her. Og ikke et andet sted, langt væk«.

Ja, nu er de her. Politiet synes selv de har “styr på de fleste” og lod derfor resten løbe deres vej. 29% af dem vil være kriminelle allerede i deres første år som asyl-ansøgere. Sidste afgang for første klasse, hvis man skal tro den polske blogger Kamil Bulonis, som han beskriver sværmen for The New Observer

With all solidarity with people in difficult circumstances I have to say that what I saw arouses horror … This huge mass of people – sorry, that I’ll write this – but these are absolute savages … Vulgar, throwing bottles, shouting loudly “We want to Germany!” – and is Germany a paradise now?

I saw how they surrounded a car of an elderly Italian woman, pulled her by her hair out of the car and wanted to drive away in the car. They tried to overturn the bus in I travelled myself with a group of others. They were throwing faeces at us, banging on the doors to force the driver to open them, spat at the windscreen … I ask for what purpose? How is this savagery to assimilate in Germany?

I felt for a moment like in a war … I really feel sorry for these people, but if they reached Poland – I do not think that they would get any understanding from us … We were waiting three hours at the border which ultimately could not cross.

(…)

Among them there were virtually no women, no children—the vast majority were aggressive young men … Just yesterday, while reading about them on all the websites I subconsciously felt compassion, worried about their fate but today after what I saw I am just afraid and yet I am happy that they did not choose our country as their destination. We Poles are simply not ready to accept these people – neither culturally nor financially.

I do not know if anyone is ready. To the EU a pathology is marching which we had not yet a chance to ever see, and I am sorry if anyone gets offended by his entry …

I can add that cars arrived with humanitarian aid – mainly food and water and they were just overturning those cars …

Det er ikke blot polakkerne der næppe vil finde sig i, hvad os patologisk selvdestruktive vesterlændinge lægger vores børns fremtid til. På Sicilien hævner de lokale unge sig på invasionen. Paven vil tage sin del af flygtningestrømmen. To (2!) familier, kan det blive når plads til i Vatikanet, der i forvejen er proppet med guld, røgelse og hjerterum.

the-tide

Svenskerne arrangerer godhedsdemoner ved siden af broderskabets moske. I Rotherham i Holland tørnede muslimer sammen med poltiet, skriver Breitbart, men når Danmarks Radio beskriver lignende sammenstød på Lesbos er flygtningene desperate.

Og desperate mennesker kalder på venligboere (via Uriasposten)

Some French leftists decided to hand out food to illegal immigrants in Calais. Illegals quickly took over the distribution of the food and stormed the van, trying to get in and grab all they could. Afterwards the woman visited a camp and the illegal immigrants were complaining to her that ”the food is not good”. The ungrateful illegals then took the food and threw it on the ground. Illegal immigrants in Europe expect to be placed in 5 star hotels when they arrive, when their expectations aren’t met they get aggressive. How long will we tolerate these demanders?

Et gutmensch klapper ad muslimen, der takker Allah.

De tyske scheiss millionaires gutmenschparade burde spejles i Premier League skriver Andy Kelly ansvarligt i Daily Mirror

Bayern Munich pledged 1m euros to the cause and to set up a training camp for young refugees. Bayern’s youth academy will provide regular training, meals and German language classes for the children.

Club chief executive Karl-Heinz Rummenigge said in a statement: “FC Bayern see it as its social responsibility to help those fleeing and suffering children, women and men, to support them and accompany them in Germany.”

Midfielder Javi Martinez yesterday went to Munich train station to welcome people at one of the key arrival points in Germany, distributing clothes, footballs and shirts.

And it’s not just in Munich.

Borussia Dortmund invited more than 200 refugees to their Europa League game last Thursday to help them settle into the city.

Many football fans from England are already planning to follow the lead of their German counterparts as public pressure has seen David Cameron pledge to accept more of those in need.

Yet from most of our football clubs, the silence has been deafening.

Ungarske fodboldfans savner ikke socialt ansvarlige klubber, skriver Russia Times

Clashes have broken out between refugees and football hooligans as the latter pelted smoke bombs and fireworks at the asylum seekers at the Keleti train station in Budapest. At least one person was injured before riot police intervened.

The refugees responded with plastic bottles and shoes, RT’s correspondent Daniel Hawkins reported from the scene on Friday.

Vand bliver smidt demonstrativt væk, en fyr holder med Real Madrid, der råder ham ‘Fly Emirates’. Der er forskel på børnefamilier og de vrede unge mænd. De sidste er i flertal

Orban og Bibi væger for sig på deres elskede landes vegne, mens tysk-franske Airbus værger Saudiaraberne fra deres arabiske brødre og og sikrer at presset koncentreres nordpå

german-saudi-fence

Er det drømme om de muligheder, der gør at et flertal af englænderne vil helt ud af EU, mens de endnu er i flertal?

befolkningstilvc3a6kst

Koranen i Birmingham II

Akademia, Arabere, England, Kristendom, København, Muslimer, Uddannelse, Videnskab, islam, muhammed — Drokles on September 2, 2015 at 5:25 am

Spencer fik ret i sin antagelse, Koranen i Birmingham, er ikke gode nyheder for islam. Midt på sommeren havde man i gamle arkiver i Birmingham i England fundet nogle gamle koran pergamenter, som man med en kulstof-14 metode kunne datere til Muhammeds egen tid. Men, viser det sig, endda lidt før Muhammeds tid, skriver Breitbart

Historian Tom Holland told the Sunday Times that evidence was now mounting that traditional accounts of Islam’s origins are wrong.

“It destabilises, to put it mildly, the idea that we can know anything with certainty about how the Koran emerged — and that in turn has implications for the historicity of Muhammad and the Companions [his followers],” he said.

Other very old Korans also seem to confirm that written texts were circulating before Mohammed’s death.

Needless to say, Muslim academics have disputed the claims. Mustafa Shah of London’s School of Oriental and African Studies (SOAS) said: “If anything, the manuscript has consolidated traditional accounts of the Koran’s origins.”

Meanwhile, Shady Hekmat Nasser from the University of Cambridge said: “We already know from our sources that the Koran was a closed text very early on in Islam, and these discoveries only attest to the accuracy of these sources.”

Dr Keith Small, a Koranic manuscript consultant at Oxford’s Bodleian Library, admits the carbon dating applies to the parchment, not the ink, while the calligraphy is characteristic of a later style.

Nevertheless, he believes the dates are probably correct and could raise serious questions for Islam.

“If the [carbon] dates apply to the parchment and the ink, and the dates across the entire range apply, then the Koran — or at least portions of it — pre-dates Muhammad, and moves back the years that an Arabic literary culture is in place well into the 500s.

“This gives more ground to what have been peripheral views of the Koran’s genesis, like that Muhammad and his early followers used a text that was already in existence and shaped it to fit their own political and theological agenda, rather than Muhammad receiving a revelation from heaven.

“This would radically alter the edifice of Islamic tradition and the history of the rise of Islam in late Near Eastern antiquity would have to be completely revised, somehow accounting for another book of scripture coming into existence 50 to 100 years before, and then also explaining how this was co-opted into what became the entity of Islam by around AD700.”

Man kan godt unde Robert Spencer lidt hoveren

The implication is that the text existed before it became part of the Qur’an — which would completely demolish the Islamic claim that the Qur’an was delivered in perfect form through Gabriel from Allah to Muhammad, and wasn’t based on any source texts at all.

On July 22, I wrote this about the same Qur’an manuscript: “So if this is a fragment of the Qur’an as it now stands…and yet it could date from as far back as 568, two years before Muhammad is supposed to have been born, it might not be a fragment of the Qur’an at all. It could instead be a portion of some source that later became part of the Qur’an…”

On July 27, I wrote that “this could be a portion of a pre-Islamic source for the Qur’an.”

Glad to see the academics catching up.

Det akademiske miljø, ser nu ikke ud til at indhente det forsømte, da Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet fra januar næste år går den modsatte vej og udbyder en såkaldt fleksibel master i islamisk teologi, som kan lede til en egentlig ‘dansk’ imam-uddannelse skriver Kristeligt Dagblad. Første mand som underviser er Naveed Baig, om hvem Katrine Winkel Holm skrev

Baig har en fortid i Minjah-ul-Quran og gjorde sig i 90′erne bemærket ved offentligt at referere en opfordring til drab på frafaldne. “Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham”. Det var en gæste-imam, der udtalte denne shariabaserede opfattelse, som Baig omhyggeligt videregav - uden at distancere sig fra udsagnet. Da episoden i 2006 kom offentligt frem, nægtede Baig, der i mellemtiden har studeret ved et islamistisk studiecenter i Leicester, at tage afstand fra den.

To kommentarer fra gode venner: “At pergamentet er ældre end Mo er ikke det samme som at skriften på det også er. Der kan udmærket være tale om en palimpsest - koranblade skrevet på ældre pergament, hvor den oprindelige skrift er skrabet af.” - “Det væsentlige her er at islam fremstår som skrøbelig, og at dens egne lærde tvinges til ad-hoc-argumenter, fordi religionens integritet er så afhængig af ahistorisk mytologi.”

Tom Holland, ham med Islam - The Untold Story, forklarede sidste år, hvorfor han ikke anser den islamiske historie for valid og hvorfor det muslimske kleresi har gjort alt for at beskytte islam mod kritik (modsat kristendommen, der altid har været forundret over de fire Evangelier)

Fjendtligboerne i Calais

Forleden skrev jeg at der trods danske mediers forkærlighed for venligboere udd og hjemme så er fjendtligboerne i flertal. I farten nævnte jeg ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe der fortalte TV2, hvorledes venligboere i Calais havde taget så godt imod de afrikanske migranter at man undredes over hvorfor migranterne risikerede liv og lemmer for at komme videre. Men jeg fik ikke helt beskrivelsen af Calais  fantastiske venligboere med. På videoindslaget fortæller Sanchez Boe

Der er en meget, meget stor forskel på, hvad myndighederne gør og hvad de lokale gør. Altså, det, der er ret fantastisk her i Calais faktisk, det er, at de sidste 10-15 år, der har der udviklet sig enorm megen solidaritet med altså almindelige borgere som bo i Calais og som tager migranter ind for at tage et brusebad, bruge toilettet, som låner deres stik sådan så folk kan oplade deres mobiltelefoner og blive ved med at være i kontakt med deres familier derhjemme - hvis de i det hele taget har kontakt til dem. Der er blevet organiseret folkekøkkener, hvor folk fra omegnen simpelthen kommer med mad og hjælper migranterne.

Og til gengæld fra myndighedernes side så har der været enormt meget (utydeligt) …at staten eller andre har svigtet deres ansvar og det vil jeg sige… - det vil jeg gerne modsige fordi staten har simpelthen ladet denne her lejr udvikle sig i løbet af de sidste mange år, specielt i løbet af de sidste mange måneder. Og en af de ting, som myndighederne har gjort, det har været at forbyde maduddeling inde i Calais centrum og tvinge organisationerne og civilsamfundet til at give mad til migranterne uden for Calais, 10 kilometer udenfor Calais, ude ved klitterne. Et sted som er mere svagt beboet end Calais centrum.

Og det har gjort at man har holdt migranterne væk fra Calais centrum og også lidt mere væk fra lokalbefolkningen. Og for første gang i mange, mange år har Læger Uden Grænser og andre organisationer sat kriselejre op indenfor Frankrigs grænser, som de ville have gjort det i et andet af verdens brændpunkter.

Daily Mail har undgået civilsamfundet og derimod talt med uvenligboerne i Calais, som mener at migranterne ikke så meget låner, som de simpelthen tager. Enormt meget faktisk

Desperate locals in Calais are putting their houses on the market amid claims that migrants have been stealing their washing and Wi-Fi connections.

One farmer living in the area has even set up thermal imaging cameras and electric wires around a vacant house he owns for fear that squatters may take over.

A sign displayed at the entrance to the gates, which are reinforced with barbed wire, reads: ‘Traps!’.

2b11d73000000578-3184273-image-a-12_1438628098569

The road, Rue de Gravelines, which backs onto the camp known as ‘the jungle’, is also littered with ‘A Vendre’ (for sale) signs.

Another local yesterday told the Mail that he was moving out of his rented home because of the camp.

The man who would only give his name as René, 59, said that, of the four cluster of houses on the road, he was the second to move out as a result.

René, who is retired, has lived in the house for three years and enjoys the ‘tranquil’ setting.

But, he claims his 18-year-old daughter is now too scared to take the bus to and from Calais town centre at night because of the dozens of men travelling back and forth from the tunnel.

Fjendtligboerne er flest

Danskerne vil ikke tage imod flere flygtninge, skriver TV2. Det vil Stine Bosse gerne. Hun får “en led smag i munden” af at følge debatten fortæller hun Berlingske Tidende og det er hun bange for, at den kvalificerede udenlandske arbejdskraft også gør, hvis de ser Støjbergs anti-immigrationskampagne. Vi har ikke andre valg end at åbne sluserne for folkevandringen konkluderer Jes Stein Pedersen med en blanding af apati og optimisme i Politiken: “Det er Europas helt store politiske og moralske problem, og vi slipper ikke for at tøjle vores egen skamløse forkælelse, hvis vi skal løse det”

Jeg vil til enhver tid gå på barrikaderne for, at den lille plet, der hedder ’Danmark’, forbliver et civiliseret sted. Problemet er, at Historien med meget stort H banker på, og at vi står foran enorme forandringer, som, uanset om vi vil det eller ej, vil ændre den måde, vi har levet på.

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Men inden Politikens læser for pakket kufferten, afsted mod at fortrænge andre folkeslag, leverer Pedersen sit twist,

Se bare på USA, som i løbet af relativt få årtier har ændret kulør. Det nordamerikanske menneske er også rent genetisk ved at blive globaliseret med stor fart. Det sørger kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien for. Det samme vil ske i Europa. Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Ja, det er os der skal rendes over evne. Det er svært at vide, hvor man skal begynde. “USAs unge og diverse befolkning er ‘Genetisk globaliseret’ via “kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien”… Hvorledes Norge og Danmark formåede at blive velstandsnationer i vores selvtilstrækkelighed forstår man ikke. Ej heller hvorfor folk flygter fra sekteriske konflikter frem for at lade sig blive genetisk globaliseret, der synes at være opskriften på fremtidig vækst, velstand og lykke. Derfor er følgende også uforståeligt

Det er ikke kun grækerne, der lever vildt over evne. Det gør hele Europa, og det holder ikke i længden, at vi ikke vil dele ud af trygheden og velstanden til folk i nød.

Det er således med folk, der lever over evne at de ikke har noget at dele ud af jvf at Grækenland derfor er et skrækeksempel. Politikens Peter Wivel mener ikke blot at Europa er nødt til at dele ud tryghed og velstand, men at folkevandringen ligefrem vil gavne Europa. Hvorfor? Hvordan? Det bliver aldrig forklaret. Det behøver man heller ikke når man kan skelne mellem god kynisme og populisme. God kynisme er ens egne meninger, mens populisme er det man ikke kan lide.

Og medierne kan lide Venligboerne, der straks rykker ud for at ordne haven for eksotiske syrere, noget de aldrig har gjort for forarmede danskere - ligesom venligborgmestrene. De fylder meget i medierne, i Information kørte man således sit eget lille kampagneindslag der med Café Venligbo som hovedperson skulle forsikre de eksotiske masser om at her var ressourcer nok at hente, blot man gider stå med hænderne i lommen. Venligheden oversteg Maher Hosin fra Syrien

»Før jeg kom til Danmark, hørte jeg dårlige ting, men da jeg kom hertil, blev jeg overrasket. Alle har været søde,«

Lader til Støjberg skal udtrykke sig i betydeligt kraftigere vendinger. Men venligboerne er ikke blot et dansk fænomen. Eller det er det måske, et rent dansk mediefænomen, men det rækker ud over Stevns og helt til Calais, hvor ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe fortæller TV2, hvorledes civilsamfundet har taget godt imod de massende negre og hjulpet med bad, mad og telefoni. Dette til trods er de desperate for at komme væk fra venligboerne i Calais

- Der er mange grunde til, at de vil til Storbritannien, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe, som har besøgt flygtningelejrene i Calais, til TV 2.

- Hvis man tager afghanere, er det ofte fordi, der er mange afghanere der i forvejen. Men det er også et spørgsmål om sprog.

Den analyse bakker TV 2’s Petter Ettrup op. Han har netop besøgt Calais, hvor han talte med en række af flygtningene.

- Mange af dem, jeg mødte, talte engelsk. Og de ser det selvfølgelig som en fordel at komme til et engelsksproget land.

Det lykkedes ikke Daily Mail at få kommentarer fra de franske venligboere.

Rollemodellen flytter med

“Mentalt set var jeg global fra fødslen” fortæller Sherin Khankan - “barn af en finskkristen mor og en syriskmuslimsk far” - Politikens Christoffer Emil Bruun. Khankan er “optaget af ’hjertets metodologi’” og mener ‘kulturmødet kræver “en sensitivitet for, hvad der er vigtigt for andre”

Danskerne kender intet til islams filosofiske og eksistentielle potentiale. Der er så meget ignorance, fordi vi kun kender den traditionelle, dogmatiske fortolkning. Vi vil gerne genoplive den filosofiske tradition«.

Khankan huskes måske af nogle for, som også Mona Sheik, at komme på kant med sit parti Radikale Venstre, da hun ikke ville tage afstand fra Sharia. Det var dengang Søren Bald udlagde Radikale Venstres forståelse af Folkestyre med ordene “vi anerkender faktisk kun menneskerettigheder som udgangspunkt for lovgivning“. Både Sharia og Folkets mening er vranglære for Det Store Korrektiv, men af alle onder må man vælge det mindste og det skøntes bedre at fylde landet op med en befolkning der i det mindste heller ikke anderkendte Folkets meninger.

Daniel Greenfield skriver i Frontpage Magazine om terroristen Abdulazeez - der skød og dræbte 5 marinesoldater i Chattanooga - om hans familie og folk som dem

No matter how “ordinary” their sons seemed, how many parties they attended and, how many of their American friends saw nothing wrong with them, they were always ticking time bombs waiting for the right confluence of theology and anger to explode.

The people of Boston and Chattanooga unknowingly lived with these ticking time bombs. Ticking time bombs just like them are all around us; Muslim families with scowling fathers, timid mothers, a history of failed businesses, growing resentment toward the infidel, sons who drift through life despite good schools and numerous opportunities until they find their focus around the black flag of the Jihad.

Abdulazeez kom fra en dysfunktionel familie. Den var dysfunktionel på grund af ham, der var vokset op med troen på islam. Hans far havde fået ophold i USA, selvom FBI var lorne ved at han gav pengedonationer til Hamas.

Ammar DooshBilal Al-IssaSubhi Hassan, Mahmoud HamdanTariq MahmoodMuna Mohamoud Abdullahi og en anonymiseret er nogle af de tidligere rollemodeller i Danmark, der er blevet islamister eller bandemedlemmer, man har kunnet læse om på Uriasposten de seneste par år. Det er blevet en hel subgenre at se politikere, medier og offentlige myndigheder føre sig frem ved disse Gustav Vasa slagnumre - og ingen erfaring drage til næste gang. Telegraph skriver om en sådan rollemodel

A young jihadist who once dreamed of becoming Britain’s first Asian Prime Minister before later joining Isil has reportedly been killed in a drone strike.

Reyaad Khan, 21, from Cardiff, was one of the first Britons to appear in an Isil propaganda video last year, alongside two other British fanatics.

Other fighters with the terror group reported on Twitter that he had been killed in a strike in Raqqa, possibly on the tenth anniversary of the 7/7 terror attacks on London.

(…)

The former Catholic school student, who as a teenager said he wanted to become Britain’s first Asian prime minister, featured alongside two other Britons in a recruitment propaganda video for the terror group released in June 2014.

(…)

Khan grew up in a terraced house in the Welsh capital in the same road as Abdul Miah, one of the ringleaders of a foiled plot to unleash a Mumbai-style terror attack on London.

Former schoolmates at Cantonian High School in Cardiff remembered him as a talented scholar who had moderate views and mixed well with people of all backgrounds.

But in 2013 they noticed his interest in religion appeared to intensify and he successfully applied to study at the Madinah University in Saudi Arabia - although he did not take up the position.

Since then Khan used Twitter to post a series of gruesome pictures and sickening boasts, writing in July 2014: “Executed many prisoners yesterday.”

A few days later he tweeted: “Probably saw the longest decapitation ever. And we made sure the knife was sharp.”

Herunder ses han med Labours Ed Balls

engelsk-minister-ed-balls-m-kommende-jihadist

At rollemodeller er nødvendigt at have og fremhæve fortæller i sig selv noget om dybden af problemet. De mange ‘rollemodelsudfald’ er en funktion af problemet og det burde ikke komme bag på nogen. Men det gør det tilsyneladende. Om politikerne er dumme, onde eller i alment vildrede kan man blive usikker på, men noget aner de engelske politikere jo nok, siden de ifølge Daily Mail barsler med en “secret plan for the mass deployment of armed troops on the streets of Britain in the wake of a major terrorist attack”

More than 5,000 heavily armed soldiers would be sent to inner cities if Islamic State or other fanatics launched multiple attacks on British soil – an unprecedented military response to terrorism.

The plan, codenamed Operation Temperer, would see troops guard key targets alongside armed police officers, providing ‘protective security’ against further attacks while counter-terror experts and MI5 officers hunted down the plotters.

Men måske handler om at beskytte muslimer mod backlash, kommenterede en ven bedrøvet. Selv om der eksisterer reelle rollemodeller (som Naser Khader, der jo stod bag Khankans, Sheiks og Radikales sharia penibiliteter) overstiger de tikkende bomber så langt den kritiske masse, ikke blot for, hvad der er udholdeligt, men også det ødelæggende. Jo flere muslimer der kommer, jo flere terrorister med og uden rollemodel på cv’et. Ja, og så er muslimer blot anti-folkelige i al almindelighed.

Koranen i Birmingham

Akademia, BBC, England, Historie, Muslimer, Pressen, Videnskab, islam, muhammed — Drokles on July 23, 2015 at 3:31 am

Der er grund til at antage er islam er en arabisk efterrationalisering. Muhammeds navn forekommer kun 4 gange i koranen. Første gang i 3. kapitel, hvor det på engelsk hedder “Muhammed is nothing but a messenger; messengers have passed away before him” (3:144). Men inden armene ryger i vejret hedder det senere “the Messiah, the son of Mary, is nothing but a messenger; messengers have passed away before him” (5:75). Dette lægger mening til at man har fundet en mønt i Palæstina fra 640?erne viser en figur, der holder et kors, men har navnet Muhammed.

Den tidligste kilde til Muhammeds liv stammer fra Ibn Ishaq og er skrevet i 750, mere end 120 år efter Muhammeds død. Men Ishaq arbejde eksisterer ikke og vi har kun Ibn Hishams redaktion som er kommet til 60-70 år senere. Historierne om Muhammeds liv og levned (hadith) er blevet samlet op af kæder af vidner der har fortalt hinanden historierne (isnader). Hadith er således samlinger på baggrund af isnader der anses for troværdige. Problemet er at ingen holder vand under moderne metoder.

Ifølge islamisk lære er det kalif Uthman, der i 653 samler koranen i et standardværk og får alle andre versioner destrueret. Men mønter fra Kalif Muawiya (661-680) viser Muawiya med et kors samt en halvmåne. Og Muawoyas efterfølger Kalif Yazid (680-683) er også præget på mønter med et kors. På Klippemoskeen i Jerusalem slås det fast at Muhammed har er tjener for Gud og hans profet og at Messias, Jesus søn af Maria, er Guds eneste profet.

Men nu har forskere fundet nogle meget gamle korantekster i den engelske by Birmingham, som de mener kan dateres tilbage til muslimernes grundlægger Muhammeds egen tid. Berlingske Tidende skriver

En gruppe britiske forskere har ved hjælp af nye teknologier dateret en koran til at være blandt verdens ældste, skriver CNN.

Koranen stammer fra mellem år 568 og år 645. Det blev slået fast i en Kulstof 14-undersøgelse foretaget af forskere fra Universitetet i Birmingham.

Det betyder, at de skrevne ord og bogen stammer fra den tid, hvor profeten Muhammed menes at have levet.

Man anslår generelt, at han levede mellem år 570 og år 645.

De to pergamenter, der udgør den såkaldt meget gamle koran, mener at indeholde vers 18 til 20, og det er skrevet med blæk i en gammel arabisk skrifttype ved navn hijazi.

Men selvom teksten er så gammel, minder indholdet meget om det, der står i de moderne udgaver af koranen, siger professor David Thomas.

»Det støtter vores opfattelse af, at den koran vi har nu minder ufattelig meget om koranen, som den blev skrevet i de første år af islams levetid,« siger han til CNN.

Det lægger håb til at koranen er en valid og fortællingen om Muhammed er ‘ægte’. Men Robert Spencer skriver på Jihad Watch, at “the more one looks at this curious story, the less there is to see”.

The article is riddled with academic and journalistic sloppiness. We’re told that the radiocarbon dating shows, “with a probability of more than 95%, the parchment was from between 568 and 645.” Very well, but does the ink date to that time as well? We are not told. Parchment was often reused in the ancient world, with the earlier text erased and written over, and so if a parchment dates from 645, that doesn’t necessarily mean that the text does.

However, it is impossible to discover any more details from this shoddy BBC presentation. The best photo of this manuscript that the BBC provides shows clear traces of another text underneath the main text. It is not clear from the photo whether that is the text from the other side bleeding through on the photograph, or even if there is any text on the other side; nor does the BBC tell us whether or not the parchment shows signs of having been a palimpsest — that is, a parchment that was used more than once for different texts. There is also some red ink in the top lines of the manuscript in the photo but not in the succeeding lines. Has the red ink faded from the other sections, or is it itself evidence of the ink fading? Or is it a later hand filling in areas that had faded away (and possibly altering the text)? The BBC doesn’t tell us, yet this is an extremely salient point. Another recently discovered and much-touted fragment of the Qur’an, now in Germany and dated from between 649 and 675, shows clear signs of alteration, raising the possibility that the Qur’anic text was altered over time. If this is a possibility also for the University of Birmingham manuscript, the BBC should tell us so. But it doesn’t.

What’s more, if the text along with the parchment really dates from between 568 and 645, it may not be a fragment of the Qur’an at all. The Qur’an, according to Islamic tradition, was compiled in its definitive form in the year 653 by the caliph Uthman, who ordered all variant texts burned and the canonical version distributed to all the provinces within his domains. As I show in my book Did Muhammad Exist?, however, there are numerous reasons to doubt this story. The principal one is that if the entire Islamic world had copies of the Qur’an by the mid 650’s, why is it that not until the latter part of the seventh and early part of the eighth century do mentions of the Qur’an begin to appear? The Dome of the Rock inscriptions date from 691; they are made up of many Qur’an verses, but out of their Qur’anic order and some with notable changes in wording. Who would have dared to change the words of Allah? And the first clear reference to the Qur’an as such occurred around the year 710—eighty years after the book was supposedly completed and sixty years after it was supposedly collected and distributed. During a debate with an Arab noble, a Christian monk of the monastery of Beth Hale (of which there were two, one in northern Iraq and the other in Arabia; it is not known in which one this monk lived) cited the Qur’an by name. The monk wrote, “I think that for you, too, not all your laws and commandments are in the Qur’an which Muhammad taught you; rather there are some which he taught you from the Qur’an, and some are in surat albaqrah and in gygy and in twrh.

(…)

So if this is a fragment of the Qur’an as it now stands (and what portion of the Qur’an is it, anyway? Neither the BBC nor its quoted academics tell us), and yet it could date from as far back as 568, two years before Muhammad is supposed to have been born, it might not be a fragment of the Qur’an at all. It could instead be a portion of some source that later became part of the Qur’an, as did Surat al-Baqara.

Professor David Thomas, also without telling us what exact portions of the Qur’an this manuscript contains, raises even more questions when he says: “These portions must have been in a form that is very close to the form of the Koran read today, supporting the view that the text has undergone little or no alteration and that it can be dated to a point very close to the time it was believed to be revealed.” This is a very strange statement. The BBC, and apparently the University of Birmingham, are advertising this as an ancient fragment of the Qur’an. Presumably when Thomas says that “these portions must have been in a form that is very close to the form of the Koran read today,” he means that the larger whole of which they once formed a part was “very close” to the Qur’an. But how close is “very close”? Mainstream Muslims maintain that the Qur’anic text has undergone no alteration at all since it was first “revealed.”

Man får let følelsen, som også Spencer indikerer, at der blandt koran- og islamforskere eksisterer en, skal vi sige pro-islamisk dagsorden. At man ønsker at folk skal få en forståelse af at islams kilder er mere faste end virkeligheden tilsiger. Bent Jensen har tidligere i Jyllands-Posten undret sig over koran- og islamforskernes besynderlige forhold til deres forskningsfelt

Koranen er angiveligt Guds rene og fejlfri lære, formidlet som nævnt via englen Gabriel til Muhammed i begyndelsen af 600-tallet. Men hvorfor indeholder bogen da så mange sproglige og historiske fejl, og hvorfor er dele af teksten uforståelig? Og hvad skal moderne muslimer i det 21. århundrede stille op med de mange udsagn om drab på vantro, kvinders henvisning til en lavere samfundskategori, slavehold og andre barbariske ting? Altså hvis man ikke er eller ønsker at blive hellig kriger.

Ifølge Pressburg tyder intet på, at Muhammed har eksisteret. Han er en litterær eller mytisk konstruktion. Ja, navnet Muhammed fandtes slet ikke, da Muhammed levede. ”Muhammed” var oprindeligt ikke et navn, men en titel, der betød ”den udvalgte” eller ”lovpriste”. Og denne udvalgte og lovpriste var – hold på hat og briller – Jesus Kristus. Titlen findes på mønter og i inskriptioner, som er forsynet med et kors og fremstillet af kristne arabiske herskere. Pressburg bygger på Christoph Luxenbergs banebrydende filologiske studier. Ifølge Luxenberg (også et pseudonym) er det simpelthen grammatisk umuligt, at Muhammed var et navn. Arabisk har ligesom hebraisk kun konsonanter, og det i sig selv har givet anledning til store problemer med at forstå mange passager i Koranen. Det er Luxenbergs store fortjeneste at have forklaret flere af disse dunkle eller uforståelige passager. Luxenberg mener, at Koranens kernestykke er en assyrisk kristen tekst, skrevet med arabisk skrift, men på aramæisk, som i sin tid var et udbredt kultursprog i Mellemøsten. Den MHMD (MuHaMeD), der omtales, betyder altså Guds lovpriste udsending, Jesus Kristus. Først flere hundrede år efter Muhammeds angivelige eksistens blev de fire konsonanter misforstået og gjort til navnet Muhammed.

Bogen har et særligt budskab til de hellige muslimske krigere, som tror, at de kommer i Paradis og dér bliver forsynet med 72 evigt unge, barmfagre jomfruer. Der er tale om en alvorlig misforståelse på grund af en fejllæsning; ”martyrerne” får i virkeligheden kun stillet vindruer og frugtsaft i udsigt. De unge drenge, som også ifølge traditionen skulle stå til rådighed for de himmelfarne, viser sig at være kølige frugter. Jomfruerne og drengene er til dels et resultat af oversætternes egen fantasi og forhåbninger.

Pressburg har som motto og ledestjerne for sin bog videnskabsteoretikeren Karl Poppers maksime: »Vi kan ikke bevise sandheden. Men vi kan bevise usandheden og dermed tilnærme os sandheden.« Alle forsøg på at bevise personen Muhammeds eksistens har været forgæves. Der findes ikke et eneste stik- og håndfast vidnesbyrd, der bekræfter den, ikke et eneste spor efter denne mand. Den såkaldte Klippemoské i Jerusalem fra slutningen af 600-tallet er ifølge muslimske myter bygget over det sted, hvor Muhammed red til himmels på en hest. Men der er i virkeligheden tale om en kristen helligdom – det viser hele dens ottekantede syrisk-byzantinske arkitektur, men også den 240 meter lange indskrift, der pryder dens indre.

Klippehelligdommen blev bygget af den kristne arabiske hersker Abd al-Malik på det sted, hvor den israelske kong Salomons tempel havde stået, og hvor Kristus forventedes at ville komme igen. Indskriften udtrykker derfor en kristen trosbekendelse. Først senere blev den kristne kirke omdannet til en muslimsk helligdom – og i allernyeste tid gjort til en moské.

Hvor tids jødehad

Så salonfähig er antisemitismen at BBC oversætter palæstinensisk jødehad til had mod Israel. Og hvad der ligger bag at direktøren for det Sergei Ustinov, grundlægger og direktør for Museet for jødisk historie i Rusland, er blevet skud i Moskva, hvor der bor 2 mill. muslimer, kan man indtil videre kun gisne om. Douglas Murray skrev i Gatestone Institute

In London, we have had Israeli orchestras, theatre companies and even string quartets howled down by mobs during performances, and Israeli-performed shows cancelled because the venues hosting them just do not want the bother. Last year, the Tricycle Theatre in London refused to proceed with a festival of “Jewish” culture because a tiny proportion of the festival’s funding was coming from the Israeli embassy in London.

The campaign is obviously organized. The same names crop up again and again. Little, if any, rigour is paid to whether the signatories of such letters even do what they say do, or have opinions worthy of any note. Beneath the barely-built veneer of “professionals objecting to something in their own profession,” is just the same tiny number of anti-Israel and anti-Jewish obsessives. A sprinkling of “as a Jew” Jews, like Margolyes, help, of course. But the aim is clear. These people, step by step, want to make every expression of Israeli and Jewish cultural life subject to their idea of how a nation under constant threat of terrorist bombardment should behave. They denounce Israel as a militaristic society and then attempt to outlaw every non-militaristic cultural and artistic expression from that society.

It is the bigotry of our time. And if unchecked, it will lead in the same direction as it historically has done.

City Journal skriver om Tuvia Tenenboms bog Catch The Jew!, en satirisk udhængning af antisemistismen bag den vestlige palæstinenserindstri. Tennembom er tysk jøde, der optræder, som naiv tysk journalist i Gaza, Israel og Vestbredden får han en del sandheder at vide om de vestlige donorer og ngo’ers anti-israelske engagement

In his tour d’horizon of the Palestinian territories, Tenenbom uncovers the fact that there are almost 300 pro-Palestinian foreign NGOs working (that is, agitating) in the West Bank and another hundred in Gaza, most financed by German taxpayers. Moreover, aid to the Palestinians by the European Union and the United Nations is the highest, per capita, in the world. Which might explain why, as Tenenbom keeps noticing all over the West Bank, so many Palestinian officials and activists are driving Mercedes.

(…)

Relying on his unconventional journalistic techniques, Tenenbom elicits a string of unguarded comments from the activists who work so diligently to keep the narrative of Palestinian suffering in the news. He opens a unique window allowing us to see how the victims’ game works in Palestine. For example, the popular Palestinian leader Jibril Rajoub—with the help of willing European collaborators—succeeds in staging a series of morality plays that perpetuate the big lie about his people’s historical innocence and unique suffering. Rajoub lets Tobi the German in on one such full-scale operatic production in the West Bank village of Bi’lin. With compliant Western reporters told where and when to gather, Palestinian youths comes on stage and, on cue, begin stoning Israeli soldiers. The soldiers ignore the “youths,” but the stones get larger and they eventually respond. The self-righteous Western reporters now have their “story” of Israeli violence for the day. Moreover, the event is filmed for a documentary by an Israeli leftist financed by (what else?) a German NGO. Tenenbom knows something about theater, and his satirical account of this staged episode is as priceless as it is depressing.

Tenenbom’s method produces pure satiric gold, as when the wife of an American rabbi who heads a one-man organization called “Rabbis for Human Rights” (financed by a European NGO) can’t contain herself and admits to Tenenbom: “You can’t change him. Being a human rights activist in our time is to be a persona, not a philosophy; it’s a fad, it’s a fashion. A human rights activist does not look for facts or logic; it’s about a certain dress code, ‘cool’ clothing, about language, diction, expressions and certain manners. No facts will persuade him.”

Another highlight of the book is Tenenbom’s visit—arranged by a European NGO—to an inverted Potemkin village of Bedouin encampments in the Negev. In the original historical version of the Potemkin tall tale, the Russian Czar created a few model villages with false facades to convince Western visitors that all was well within the empire. In the twenty-first century version of the tale perfected by anti-Israel NGOs, the technique is to make Palestinian and Bedouin villages look as awful as possible on the outside even when they are relatively well off on the inside. After all, it can never be admitted that the Palestinian people, despite their suffering at the hands of the Jews, constitute the most prosperous Arab community (with the exception of the oil-rich Gulf monarchies) in the Middle East.

To Catch A Jew bliver næppe læst i den arabiske verden heller. Alene fordi arabere hader at læse.

Fort Europa falder

“Er der nogen her som husker grænsekæden i 1997?” spurgte Lars Kaaber på Facebook.

Det var dengang Kvinder for Fred, rødstrømpen Drude Dahlerup, den konservative borgmester i Bov, Poul Gerhard politisk ordfører for Retsforbundet, gamle DKP-medlemmer, højskoledigteren Jens Rosendal og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen sammen med en hel masse andre holdt hinanden i hånden.

De dannede en menneskekæde på grænsen til Tyskland i protest mod at grænsekontrollen skulle nedlægges.

Dengang advarede venstrefløjen mod Fort Europa, et Europa der holdt indvandringen stangen og lukkede sig om sig selv. Jeg mente dengang at det lød tillokkende og hvis man kunne smide et militært-industrielt kompleks oveni kunne jeg måske endda gå hen og blive helt glad for unionen. Men jeg havde mine tvivl på at lade Danmarks grænser bevogte af lande uden interesse for Danmarks ve og vel. Henrik Wegmann skriver i Jyllands-Posten

Det kan undre, at vore politikere finder det vigtigt, at Danmark overholder sin del af Schengentraktaten, når vores aftalepartner, EU, ikke kunne drømme om at overholde sin del.

Schengen-aftalen består i sin grundsubstans kun af to elementer, hvor det ene er indlysende afhængigt af det andet. Nationalstaterne indvilger i at nedlægge egen grænsekontrol, og til gengæld forpligter EU sig til sikre Europas (Schengen-landenes) ydre grænser. Det sidste er aldrig sket. Her små 15 år efter aftalens ikrafttræden står det lysende klart, at EU hverken kan eller vil overholde sin del af aftalen. Derfor er det faktisk en frækhed uden sidestykke, at EU insisterer på, at vi skal overholde vores del.

Hertil kommer, at Dublin-konventionen, som tilsiger, at en asylansøger skal have sin sag behandlet i det første land, han kommer til, i praksis er sat helt ud af kraft. Det samlede billede er et totalt kaos. Under dække af at være asylansøgere, med krav om efterfølgende familiesammenføring, strømmer årligt op mod en million illegale immigranter fra Afrika og Mellemøsten uhindret ind over Europas grænser og videre til bl.a. Danmark. Der er tale om en sand folkevandring, som tager til år for år. Hele Europa er ved at udvikle sig til et galehus. Det er derfor direkte uansvarligt af vore politikere fortsat at lade som om, at disse skadelige konventioner giver mening og er at betragte som forpligtende. Hvad tænker de på?

En aftale, som kun den ene part skal overholde, er slet ikke nogen aftale. Det er bondefangeri. Derfor er Danmark naturligvis i sin gode ret til straks at etablere grænsekontrol i en hvilken som helst form, det selv måtte ønske.

Fra Express

Crowds of young men were filmed using crowbars to break into lorries queuing to get into the Channel port.

The figures show migrants were stowing away in cars and trucks at a rate of 90 an hour.

But the true figure will be considerably higher, as many made it through borders and as far as Bedfordshire before being caught. It has raised fears many more could be on our shores without police knowledge.

Ten migrants were found in the back of a lorry parked in Folkstone, Kent, at about 4.30pm yesterday.

They were sent to Dover Immigration Centre where they are now under their care.

Seven suspected illegal immigrants were arrested at Toddington Services on the M1 in Bedfordshire. One told reporters he had come from Sudan wanting to go to a British university.

With nearly 400 more migrants reaching Calais every week to add to the 4,000 already camping out and waiting for the chance to slip into Britain, truckers leaders called on the French authorities to do more to protect their members.

The crisis started escalating on Tuesday when a strike by French ferry workers facing the sack shut Calais down and migrants flocked to the stationary lorries stuck in traffic jams.

Cross-Channel services were returning to normal yesterday but David Cameron described the scenes as “totally unacceptable”.

He said it was important to work with France to tackle the problem and warned against “either side trying to point the finger of blame.”

But the Freight Transport Association (FTA) said France must do more to tame the “perfect storm”.

Migrant trying to get into lorry

Ifølge Professor Hans Rosling koster en flybillet kun 1/3 af prisen for en tur med en synkefærdig plimsjolle. Men et EU direktiv pålægger flyselskaberne alle omkostninger til at fragte papirløse indvandrere tilbage til udgangspunktet. Rosling mener at EU har fralagt sig ansvaret ud fra en ide om at alle har ret til at oversvømme Europa. Men læren er ikke moralsk overhøjhed fra et svensk udsyn, læren er praktisk: Det er let at beskytte Europa hvis man vil. Mikael Jalving skriver i Jyllands-Posten

Det er den fortsatte ophøjelse af menneskerettighederne til universelt dogme, politikernes og juristernes blinde henvisning til internationale konventioner fra 1950’erne og EU’s Schengen-regler om altings fri bevægelighed fra midten af 1980’erne, der står i vejen for en gangbar udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik i de respektive europiske lande i det 21. århundrede.

Hvis vi får afideologiseret menneskerettighederne, punkteret de internationale konventioners oppustede status og samtidig forstår, at menneskers fri bevægelighed lyder godt, men fungerer dårligt, giver vi vore børn og børnebørn bedre betingelser for at komme til at leve i et Europa, som fremtidens historikere vil kunne genkende som europæisk. Hvor borgerne bl.a. vil kunne tænke, tro og udtrykke sig frit uden at skulle tage politiske og personlige hensyn til en voksende muslimsk befolkningsandel, anført af islamiske lobbygrupper med krav om særbehandling med henvisning til en vis profet, som stadig færre tør tegne og kritisere.

Dyrket som en sekulær trosbekendelse, sådan som menneskerettighederne bliver dét i Vesten, har vi glemt, at de faktisk er en ganske ny opfindelse og passion. I sit nyeste opus Human Rights and the Uses of History (2014) peger Samuel Moyn på det forhold, at selv Den Franske Revolution, der rutinemæssigt fremhæves som menneskerettighedernes notoriske arnested, netop ikke gav anledning til nogen menneskerettighedsbevægelse à la den, vi har oplevet i Vesten siden verdenskommunismens sammenbrud for 25 år siden.

Der fandtes simpelthen ingen menneskerettighedsbevægelse i det 19. århundrede. Hvad der kommer nærmest, var en liberal nationalisme, som ville garantere borgernes rettigheder i de respektive nationalstater – ikke i en global matrix opfundet til lejligheden.

Borgerrettighederne var bundet til nationalstaten, ikke påduttet et verdensfjernt verdensborgerskab, som alligevel ikke kan garantere nogen noget i deres virkelige, sociale og håndgribelige eksistens. Borgerrettighederne var ikke teleskopiske, men nære og genstand for løbende debat og strid. De var ikke udtryk for filantropi, men hårdt tilkæmpede dyder, der måtte og må forsvares, hvor de kunne og kan beskyttes, dvs. lokalt.

Men så kom Jimmy Carter. Den 20. januar 1977 fastslog han i sin tiltrædelsestale som USA’s 39. præsident, at fremtidens amerikanske udenrigspolitik skulle hvile på absolutte menneskerettigheder.

18rh7iulxtsijjpg

EU er slet ikke gearet til realiteterne, men kun til at administrere illusionen om et uforanderligt post-Anden Verdenskrigs Europa. “We’re on us own!”

Inklusion

En journalist fra CNN opdager et ISIS lignende flad ved London Gay Pride parade og spekulerer i om det er en trussel. Men det viste sig at være et personligt up yours - som ingen andre homser ser ud til at være en del af - hvor de arabiske korancitater var erstattet med silhuetter af sex-legetøj. Men virkeligheden er klar, islam kan ikke inkluderes i Gay-Pride segmentet. Hos Mirror kan man se hvorledes ISIS kaster homoseksuelle i døden fra hustage

Ungarn kaster lænkerne

Ungarn er first movers skriver Berlingske Tidende

Ungarn har suspenderet EUs asylregel, der forpligter det land i EU, hvor en asylsøger først har sat sine fødder, til at behandle personens anmodning om asyl.

Det oplyser den ungarske regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Ungarns asylssystem er det mest overbebyrdede blandt EUs medlemslande,« siger en regeringstalsmand ifølge Reuters om baggrunden for beslutningen.

Suspenderingen af den såkaldte Dublin-forordning betyder, at Ungarn nægter at tage mod asylsøgere, som sendes tilbage til Ungarn fra andre lande i EU.

Tidligere har de gjort sig bemærket på EUs kontorer ved at rejse et sikkerhedshegn ved deres serbiske grænse. Fra den modsatte side af spektret, stemning fra Calais

Forskning og kvinder

Det er lang tid siden Frederik Den Vise og Wilhelm Humboldt. I dag er det masseuniversiteter underlagt taxameterordningernes konstante underminering af faglige standarder. Som fagligheden forsvinder låner universiteterne sin opsparede prestige til stadigt mere ilde maskerede ideologiske dagsordner der paraderer som forskning. “Den britiske modtager af Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin, Tim Hunt, er blevet tvunget til at forlade sin stilling på University College London” skriver Ugeskrift

Det sker, efter at den 72-årige biokemiker ved en konference for journalister i Sydkorea i tirsdags kom under beskydning for sexistiske bemærkninger – og for en efterfølgende undskyldning, der kun gjorde tingene værre.

Hunt modtog i 2001 prisen for sin forskning om “cellecykluskontrol” sammen med sin landsmand Paul M. Nurse og amerikaneren Leland H. Hartwell. IPå konferencen i Seoul sagde han ifølge forbes.co.uk:

”Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er problemet med piger. Man forelsker sig i dem, de forelsker sig i én, og når man kritiserer dem, græder de!”, skriver

Hunt luftede angiveligt også det synspunkt, at laboratorier burde være kønsopdelte.

Hunt undskyldte senere i BBC Radion 4-programmet Today og sagde her: ”Jeg beklager, at jeg sagde, som jeg gjorde. Det var meget dumt med alle de journalister til stede”. Han stod dog ved meget af, hvad han havde sagt:

”Det er rigtig vigtigt, at man kan kritisere folks ideer uden at kritisere dem. Hvis man bryder ud i gråd, er man mere tilbøjelig til at holde igen med at få den absolutte sandhed frem. Videnskab handler udelukkende om at finde sandheden, og alt, hvad der kommer i vejen for det, trækker efter min mening videnskaben ned”.Se hele Tim Hunts forelæsning på Panum 21. april i år (videoklip)

Folkeskolen.dk skrev i forrige nummer om to kvindelige forskere, Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs der klagede til deres universitets ledelse over at få deres arbejde kritiseret af en mandlig forskerkollega.

Det hele begyndte med, at Rømer på folkeskolen.dk og i sin blog skrev en kritisk analyse af en forskningsartikel af Staunæs og Juelskjær, »Klasseledelse - all inclusive: Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer«.

Rømer opfatter artiklen som et eksempel på en aktuel tendens i skoleforskningen, som han er optaget af: »nemlig spørgsmålet om, hvordan dansk Foucault-inspireret tænkning, den såkaldte neo-strukturalisme, som jo normalt opfatter sig selv som en kritisk bevægelse, er havnet i en situation, der ikke blot accepterer, men ligefrem radikaliserer accepten af den i forvejen radikale tænkning, som ligger i skolereformen«, skriver han indledningsvist i sin analyse af Staunæs’ og Juelskjærs artikel.

»Klasseledelse handler dermed om, at hele børnelivet og faktisk også familielivet, herunder fritiden og søvnen, underlægges et læringsmaksimeringskrav. Det hedder ligefrem: ‘Intet er for småt til læringscentreret klasseledelse. Det er klasseledelse all inclusive’. Fuldstændigt totalitært efter min mening, men der er ikke den mindste reservation i Staunæs’ og Juelskjærs tekst undtagen et lille bitte besværgende skvulp til allersidst, hvor de spørger: ‘Hvad er så faren?’ uden at give antydningen af et svar«, skriver Rømer videre i sin analyse.

“I deres klagebreve til ledelsen kommer Staunæs og Juelskjær ikke med konkrete eksempler på fordrejning af deres forskning” og klagen blev afvist, men dekanen lovede “…at han vil have fokus på arbejdsmiljøet”. Godt arbejdsmiljø er at lade dilletanter våse videre til de får held til at lukke munden på kritisk tænkning.

Islamiceringen fortsætter i England

Det engelske arbejderparti Labour er infiltreret af muslimer fortæller Telegraph

The Islamic Forum of Europe (IFE) — which believes in jihad and sharia law, and wants to turn Britain and Europe into an Islamic state — has placed sympathisers in elected office and claims, correctly, to be able to achieve “mass mobilisation” of voters.

Speaking to The Sunday Telegraph, Jim Fitzpatrick, the Environment Minister, said the IFE had become, in effect, a secret party within Labour and other political parties.

“They are acting almost as an entryist organisation, placing people within the political parties, recruiting members to those political parties, trying to get individuals selected and elected so they can exercise political influence and power, whether it’s at local government level or national level,” he said.

“They are completely at odds with Labour’s programme, with our support for secularism.”

Mr Fitzpatrick, the MP for Poplar and Canning Town, said the IFE had infiltrated and “corrupted” his party in east London in the same way that the far-Left Militant Tendency did in the 1980s. Leaked Labour lists show a 110 per cent rise in party membership in one constituency in two years.

Det ville jo forklare en del af skandalerne om industrialiseret børnesex i Rotherham, Burmingham, Peterborough, Calderdale ja hvor som helst i det nye England. Her marcherer den nye befolkning - den mandlige del af den nye befolkning i Lancashire England

Mindre vold på grund af Oplysningen?

Lingvisten Steven Pinker har haft stor succes med at minde os om, hvor heldige vi er i forhold til generationerne før os. Trods indtrykket man kunne få fra nyhedsstrømmen bevæger historien sig stadigt længere væk fra vold. I 2012 kunne man læse et interview med Pinker i Reason

Just a couple of centuries ago, violence was pervasive. Slavery was widespread, wife and child beating were acceptable practices, heretics and witches were burned at the stake, pogroms and race riots were common, and warfare was nearly constant. Public hangings, bearbaiting, and even cat burning were popular forms of entertainment. By examining collections of ancient skeletons and scrutinizing contemporary tribal societies, anthropologists have found that people were nine times as likely to die violent deaths in the prehistoric period than in modern times, even allowing for the world wars and genocides of the 20th century. Europe’s murder rate was 30 times higher in the Middle Ages than it is today.

What happened? Human nature did not change, but our institutions did, encouraging people to restrain their natural tendencies toward violence. In more than 800 pages of data and analysis, Pinker identifies a series of institutional changes that have led to decreasing levels of life-threatening violence. The rise of states 5,000 years ago dramatically reduced tribal conflict. In recent centuries, the spread of courtly manners, literacy, commerce, and democracy have reduced violence even more. Polite behavior requires self-restraint, literacy encourages empathy, commerce changes zero-sum encounters into mutually beneficial exchanges, and democracy restrains the excesses of government.

Nogen mener endda at kunne bekræfte Pinkers teorier matematisk. John Gray er ikke sikker i på at det forholder sig så ligefremt med volden, som Pinker hævder. I Guardian peger han på flere forskellige faktorer, der også har indflydelse på nedgangen af vold, som eksempelvis kernevåben. De holder stormagterne i skak, mener han, og reducerer deres konfrontationer til proxy-krige. Derudover sætter han også spørgsmålstegn ved opgørelsen af ofre for konflikt kun skal tælles på slagmarken. Der var flere civile ofre under 2 Verdenkrig end Napoleonskrigene eksempelvis. Og hvor mange år af sit liv skal man miste førend man tæller med som offer (cancertilfælde efter Hiroshima osv).

Og så er der spørgsmålet om, hvad vold er. Korporlighed er helt klart trængt i baggrunden, men volden kan tage andre former. Var 1700 tallets gabestok værre end nutidens isolationsfængsel? Krige har ændret væsen og vi har ændret vores syn på vold. Men det betyder ikke nødvendigvis at vi er stoppet med at udøve vold, vi konfronteres blot sjældnere vores ofre. Modus operandi til side, så er Obamas droner og Kalifatets halshugninger krigsførelse, men blodet på hænderne er kun konkret i det sidste tilfælde. Alt sammen interessante akademiske indvendinger og nuanceringer, som jeg kun kan anbefale at man læser.

Men jeg vil hæfte mig ved den åndelige side af Pinkers teori, ideen om Oplysningens saliggørende effekter, thi disse antager løgnagtige former. Gray forklarer at arven fra Oplysningstiden ikke er et tag-selv bord af gode intentioner humanistiske idealer. Oplysningstiden satte mennesket i centrum, med alle dets implikationer til følge

Among the causes of the outbreak of altruism, Pinker and Singer attach particular importance to the ascendancy of Enlightenment thinking. Reviewing Pinker, Singer writes: “During the Enlightenment, in 17th- and 18th-century Europe and countries under European influence, an important change occurred. People began to look askance at forms of violence that had previously been taken for granted: slavery, torture, despotism, duelling and extreme forms of punishment … Pinker refers to this as ‘the humanitarian revolution’.” Here too Pinker and Singer belong in a contemporary orthodoxy. With other beliefs crumbling, many seek to return to what they piously describe as “Enlightenment values”. But these values were not as unambiguously benign as is nowadays commonly supposed. John Locke denied America’s indigenous peoples any legal claim to the country’s “wild woods and uncultivated wastes”; Voltaire promoted the “pre-Adamite” theory of human development according to which Jews were remnants of an earlier and inferior humanoid species; Kant maintained that Africans were innately inclined to the practice of slavery; the utilitarian Jeremy Bentham developed the project of an ideal penitentiary, the Panopticon, where inmates would be kept in solitary confinement under constant surveillance. None of these views is discussed by Singer or Pinker. More generally, there is no mention of the powerful illiberal current in Enlightenment thinking, expressed in the Jacobins and the Bolsheviks, which advocated and practised methodical violence as a means of improving society.

Like many others today, Pinker’s response when confronted with such evidence is to define the dark side of the Enlightenment out of existence. How could a philosophy of reason and toleration be implicated in mass murder? The cause can only be the sinister influence of counter-Enlightenment ideas. Discussing the “Hemoclysm” – the tide of 20th-century mass murder in which he includes the Holocaust – Pinker writes: “There was a common denominator of counter-Enlightenment utopianism behind the ideologies of nazism and communism.” You would never know, from reading Pinker, that Nazi “scientific racism” was based in theories whose intellectual pedigree goes back to Enlightenment thinkers such as the prominent Victorian psychologist and eugenicist Francis Galton. Such links between Enlightenment thinking and 20th-century barbarism are, for Pinker, merely aberrations, distortions of a pristine teaching that is innocent of any crime: the atrocities that have been carried out in its name come from misinterpreting the true gospel, or its corruption by alien influences. The childish simplicity of this way of thinking is reminiscent of Christians who ask how a religion of love could possibly be involved in the Inquisition. In each case it is pointless to argue the point, since what is at stake is an article of faith.

There is nothing new in the suggestion that war is disappearing along with the “civilising process”. The notion that the human capacity for empathy is expanding alongside an increase of rationality owes its wide influence to Auguste Comte, an almost forgotten early-19th-century French Enlightenment thinker. Comte founded the “religion of humanity”, a secular creed based on the most advanced “science” of the day – phrenology. While Pinker and Singer don’t discuss Comte, his ideas shape their way of thinking. For one thing, Comte coined the term “altruism”. Like Pinker and Singer, he believed that humankind – or at any rate its most highly developed portions – was becoming more selfless and beneficent. But he was also a sharp critic of liberalism who believed the process would end in an “organic” way of life – a “scientific” version of the medieval social order that, despite his hostility to traditional religion, he much admired. It was Comte’s virulent anti-liberalism that worried John Stuart Mill, another Enlightenment thinker who was in many other ways Comte’s disciple. Mill went so far as to suggest that the propagation of the species would in future become a duty to humanity rather than a selfish pleasure; but he feared that a world in which this was the case would be one without liberty or individuality. Mill need not have worried. Human beings continue to be capable of empathy, but there is no reason for thinking they are becoming any more altruistic or more peaceful.

It may be true that the modern state’s monopoly of force has led, in some contexts, to declining rates of violent death. But it is also true that the power of the modern state has been used for purposes of mass killing, and one should not pass too quickly over victims of state terror. With increasing historical knowledge it has become clear that the “Holocaust-by-bullets” – the mass shootings of Jews, mostly in the Soviet Union, during the second world war – was perpetrated on an even larger scale than previously realised. Soviet agricultural collectivisation incurred millions of foreseeable deaths, mainly as a result of starvation, with deportation to uninhabitable regions, life-threatening conditions in the Gulag and military-style operations against recalcitrant villages also playing an important role. Peacetime deaths due to internal repression under the Mao regime have been estimated to be around 70 million. Along with fatalities caused by state terror were unnumbered millions whose lives were irreparably broken and shortened. How these casualties fit into the scheme of declining violence is unclear. Pinker goes so far as to suggest that the 20th-century Hemoclysm might have been a gigantic statistical fluke, and cautions that any history of the last century that represents it as having been especially violent may be “apt to exaggerate the narrative coherence of this history” (the italics are Pinker’s). However, there is an equal or greater risk in abandoning a coherent and truthful narrative of the violence of the last century for the sake of a spurious quantitative precision.

I The Week tilslutter Pascal-Emmanuel Gobry sig stort set John Grays indvendinger og mener at det egentlige skifte er at vi er blevet mere sarte eller sippede når vi konfronteres med vold og andres ubehag. Og at vi derfor her fjernet os fra realiteternes verden (også ifølge Sean Penn). Vi konfronteres nødigt med processen bag vores vacuum pakkede kød for at tage et dagligt eksempel. Hitlers og Stalins grusomheder blev begået i fjerntliggende lejre og endda benægtet osv. Men Gobrys pointe er at hvis der overhovedet er tale om en nedgang i vold “it is due to Christianity”

By now, mainstream historians are slowly waking up to the realization that almost everything we like about the Enlightenment, from the rule of law to the scientific method to capitalism, had its roots in the extraordinary civilization of the Middle Ages.

Why is it that we modern persons are so much more squeamish, so much more likely to be stirred by the idea of harm?

One answer might be that our civilization had, for a millennium, at the center of its moral imagination, the battered and broken figure of a slave hanging from a gibbet, condemned to die by all rightful authorities and abandoned by his friends.

And it is worth noting that the increase in squeamishness in the West dates back from the takeover of the Roman Empire by Christianity.

A key indicator of cultural squeamishness is how a society treats children. As the historian O.M. Bakke shows in the tellingly-named book How Children Became People: The Birth of Childhood in Early Christianity, Pagan society considered children as little more than objects, with consequences of — to us post-Christians — astonishing cruelty. The practice of abandoning newborns was widespread and not frowned upon. While most abandoned infants died, those who did not were typically “rescued” into child sex slavery, which was a legal and thriving industry. The sources report that sex with castrated boys, in particular, was considered very titillating, and there are reports of babies castrated to serve that purpose. These were all practices that Christians famously condemned, and Bakke nicely traces how phrases by Jesus holding children up as examples and insisting on care for the “least of these” caused emerging civilization, for the first time in the history of the West, to regard children as full human beings endowed with rights.

Another good indicator of squeamishness is the treatment of slaves. While only by the High Middle Ages was slavery over in the West — the first time in all of human history that a culture had abolished slavery — as soon as Christianity became the state religion of the Roman Empire rafts of unprecedented laws were passed to reform the institution of slavery, typically “squeamish” laws such as banning sexual relations between slaves and masters, making it illegal to break up slave families, banning the branding of slaves (first on the face, and later anywhere). The first condemnation of slavery as an institution in all of recorded history was made by the Catholic bishop and Church Father Gregory of Nyssa, in strikingly “squeamish” terms, exhorting his congregation to see in their slaves the same image of God that dwells in them, and to free them.

Because human hearts are so hard and crooked, this rise in squeamishness was infuriatingly slow and incomplete (and still is), but if there is one starting point one could name, it would be the rise of Christianity. If the Enlightenment did anything, it was only to accelerate a process that had been ongoing for centuries.

3. The modern age doesn’t look so hot when you count abortion.

Abortion is a typical “squeamish” issue, where mere squeamishness leads us astray. It’s harder to get squeamish about a “clump of cells” than a live baby, even though there is no conceptual difference between the two. When it comes to disabled children in the womb, we all too often get squeamish in exactly the wrong way: we get squeamish about the pain they will endure, instead of getting squeamish about the idea of snuffing out innocent life. “Care/harm” makes us empathize more with those we recognize as our alter egos, but make us empathize less about those we do not include in our circle of fellowship.

According to the U.S. Abortion Clock there have been 55 million abortions in the United States since abortion was legalized in the U.S., and more than one billion abortions worldwide since 1980. One billion. If abortions are counted as homicides then the modern age sure doesn’t look so hot.

4. The dark side of the Enlightenment.

The one true sleight-of-hand practiced by Steven Pinker in his account of the decline of violence (which, as I have said, has a lot of truth) is that he tries to erase the inherently modern phenomenon of totalitarianism from the legacy of the Enlightenment, so that they don’t get put on the Enlightenment’s balance sheet.

But totalitarianism is an inherently modern phenomenon that would have been impossible without the Enlightenment. Late 18th century French society got squeamish about the public torture of Jean-François Damiens — and just a few decades later, they used the hygienic innovation of the guillotine to murder people in the name of Enlightenment values on a scale that would have been unthinkable in the Ancien Régime. Communism was inherently a modern phenomenon: atheistic, pseudo-scientific, and pseudo-rationalistic, driven by a post-Christian and “squeamish” concern for the fates of the working poor, universal in scope and ambition. And while Nazism got mileage out of reactionary rhetoric, it is also inseparable from roots in the movements of “scientific racism” and eugenics which argued for treating human genetics as a kind of technology and fixing it (with the power of the state if need be).

I make this point because I am a person who believes the Enlightenment is a very good thing, but that it also has its dark side. The modern age included a laudable squeamishness against tyranny, but it also included a nice dose of utopian hubris, and the special horrors of the modern age are incomprehensible without this Enlightenment idea. The Enlightenment is a glorious thing, but it is also a dangerous thing — it must always be rescued from itself. The first way to do it is to refuse to whitewash its true legacy.

Som en lille eftertanke vil jeg også nævne Quodlibetas Humphreys kritik af Pinkers oppustning af middelalderlige mordstatistikker, for at hamre hans pointe hjem i Oplysningens navn (en god ven indskød at der qua gennemsnitslevetidens stigning er flere ældre mennesker i dag og altså gennemsnitligt færre unge brushoveder til at begå vold). Ikke så meget for at hakke på Pinkers arbejde, men på grund af følgende anekdote

In 1355 in what became known as the ‘St Scholastic’s Day riot’ an argument in a tavern became a pub brawl which went on for the next 3 days. It began when a group of students at an inn near Carfax disapproved of the wine they were served. The inn-keeper having given them ‘stubborn and saucy language’ the clerks ‘threw the wine and vessel at his head’. The townspeople then seized the opportunity to arm themselves with bows and arrows and attack scholars. Gangs of academics and citizens clashed in the streets and academic halls were burned. Six students and scholars were killed.

st_scholastica

Dengang fandt folket sig ikke så let i elitens svigt.

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Krigen om det fælles rum

Danmarks Radio skriver at muslimer er ofre efter terrorattentatet, hvor en muslim først likviderede en dansker og siden en jøde.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Sådan lyder det fra flere organisationer. Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering, og hun har fået “mindst 10″ henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC).

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

“Københavns Politi har dog ikke modtaget nogen anmeldelser, der har med muslimer, trusler og chikane at gøre, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.” Men virkeligheden er underordnet for muslimer og i det multikulturelle samfund er man sine egne nærmest. Derfor har muslimer dannet deres eget vagtværn, skriver MetroXpress

Talsmanden for gruppen i København, der kalder sig ‘Beskyt dine søstre’, fortæller til metroxpress, at der er flere hundrede mænd, der er klar til at rykke ud, hvis en kvinde bliver overfaldet.

- Vi er ikke en bande eller et tæskehold. Vi er fredelige muslimer, der ikke ønsker nogen noget ondt, uanset hvad de tror på. Hvis politiet ikke kan finde ud af at passe deres arbejde, så må vi hjælpe dem, siger han.

Gruppen har 1.545 medlemmer i skrivende stund.

Hvis gerningsmanden stadig er på stedet, når gruppen dukker frem, vil de foretage en civil anholdelse, siger talsmanden:

- Hvis hun er ved at blive fysisk overfaldet, så bliver han også overfaldet, så bliver der lavet en civil anholdelse og ringet efter politiet.

Gruppen blev oprettet efter terrorhandlingerne i Paris i starten af januar, og ifølge talsmanden findes lignende grupper over hele landet.

- Der har været utallige eksempler på ‘hate crimes’ mod muslimer, og det blev intensiveret efter det, der skete i Frankrig. Vi snakker om uskyldige, forsvarsløse kvinder, der ikke har gjort nogen noget, siger gruppens talsmand, der har kendskab til ti overfald siden sidste weekend.

England er længere i den udvikling. Fra Youtube

Over the last year a quasi-religious turf war has sprung up on the streets of London. Young radicalised Muslim patrols are enforcing Shariah law in the capital. In reaction, far right Christian Patrols are also taking the law into their own hands.

Since the Woolwich killing, anti-Muslim rhetoric as been at an all time high, and the right-wing Christian Patrols are only exacerbating the rising tensions.

These two marginalised but potentially dangerous London subcultures believe that society has failed their communities enough that they are now taking to the streets to implement or defend their ways of life, according to their opposing politicised and religious ideologies.

The irony being that while their shared aggressive approach has resulted in media coverage and media panic, they ultimately are responsible for and justify each other’s existence.

Alex Miller meets the leaders and footsoldiers in Britain’s holy street patrols, the Anjem Choudary’s followers Muslim Patrol and Paul Golding of Britain First’s Christian Patrol, in the same area he lives and works, to find out just how effective their operations are, and how genuine their belief is in the battle for East London’s streets.

Forår for højre?

Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.

Exodus 2.0

I August skrev Guardian (af alle), at stigningen i jødeforfølgelse i Europa ikke bare var en udløber af Israels politik, men var rodfæstet i noget dybere. Varsom med at bruge islam og muslimer for meget skrev avisen alligevel

In the space of just one week last month, according to Crif, the umbrella group for France’s Jewish organisations, eight synagogues were attacked. One, in the Paris suburb of Sarcelles, was firebombed by a 400-strong mob. A kosher supermarket and pharmacy were smashed and looted; the crowd’s chants and banners included “Death to Jews” and “Slit Jews’ throats”. That same weekend, in the Barbes neighbourhood of the capital, stone-throwing protesters burned Israeli flags: “Israhell”, read one banner.

In Germany last month, molotov cocktails were lobbed into the Bergische synagogue in Wuppertal – previously destroyed on Kristallnacht – and a Berlin imam, Abu Bilal Ismail, called on Allah to “destroy the Zionist Jews … Count them and kill them, to the very last one.” Bottles were thrown through the window of an antisemitism campaigner in Frankfurt; an elderly Jewish man was beaten up at a pro-Israel rally in Hamburg; an Orthodox Jewish teenager punched in the face in Berlin. In several cities, chants at pro-Palestinian protests compared Israel’s actions to the Holocaust; other notable slogans included: “Jew, coward pig, come out and fight alone,” and “Hamas, Hamas, Jews to the gas.”

Across Europe, the conflict in Gaza is breathing new life into some very old, and very ugly, demons. This is not unusual; police and Jewish civil rights organisations have long observed a noticeable spike in antisemitic incidents each time the Israeli-Palestinian conflict flares. During the three weeks of Israel’s Operation Cast Lead in late 2008 and early 2009, France recorded 66 antisemitic incidents, including attacks on Jewish-owned restaurants and synagogues and a sharp increase in anti-Jewish graffiti.But according to academics and Jewish leaders, this time it is different. More than simply a reaction to the conflict, they say, the threats, hate speech and violent attacks feel like the expression of a much deeper and more widespread antisemitism, fuelled by a wide range of factors, that has been growing now for more than a decade.

“These are the worst times since the Nazi era,” Dieter Graumann, president of Germany’s Central Council of Jews, told the Guardian. “On the streets, you hear things like ‘the Jews should be gassed’, ‘the Jews should be burned’ – we haven’t had that in Germany for decades. Anyone saying those slogans isn’t criticising Israeli politics, it’s just pure hatred against Jews: nothing else. And it’s not just a German phenomenon. It’s an outbreak of hatred against Jews so intense that it’s very clear indeed.”

Selv om det er muslimernes had til jøderne, der bærer truslen om det næste Holocaust har fortællingen om jøderne som fredens fjende diffunderet fra venstrefløjen ud i mainstream tankegangen. Udtrykt for eksempel ved den tidligere hollandske finansminister Hermanus Philippus Johannes Bernardus Heinsbroek. The Times of Israel

“It was a historical error to give the Jews their own country in the middle of Islam,” he is quoted as saying. “You’ve had nothing but war ever since and you’ve had anti-Semitism resurging, too. My idea: Give the Jews their own state somewhere in the United States and 25 years to move their state over there.”

Heinsbroek is also quoted as saying that, if implemented, his solution “will finally create, perhaps, peace in the world.”

Den antisemitiske Heinsbroek indrømmer grundlæggende at muslimernes had til jøder er alle konflikters moder. Og hadet er stort, som selv svenskerne er ved at indrømme for sig selv

I angst for den voksende muslimske befolkning svigter venstrefløjen jøderne, der rejser til deres Helms Deep, Israel, skriver Telegraph

A record 15,000 French Jews could emigrate to Israel this year amid fears of rising anti-Semitism in Europe, according to the official body overseeing migration to the Jewish state.

The figure – double the number who left France for Israel last year – has been forecast by Natan Sharansky, head of the Jewish Agency, following last Friday’s deadly attack on a kosher supermarket in Paris by a French jihadist, which left four Jewish citizens dead.

The attack prompted an appeal to French Jews by Benjamin Netanyahu, the Israeli prime minister, who told them they would be made welcome if they wished to move to Israel.

Jewish Agency statistics projected that the number of French Jews preparing to make aliyah (emigration) to Israel was on course to reach record levels of around 10,000 even before last week’s attack.

428-142116616272969

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress