Jøderne presses ud af Europa

I’m going jew bashing!” sms’ede en muslim kækt førend han og vennerne overfaldt en jøde i Gateshead, Tyne and Wear i England. “’Antisemitismen har ikke været større siden 1945’” mener seniorforsker ved DIIS Cecilie Felicia Stokholm Banke. Uden at være helt sikker på, hvorfor formår hun alligevel at kæde det sammen med Israel

Årsagen til det vedblivende had til jøder er ikke ordentligt belyst i forskningen, mener hun.

- Men det kan hænge sammen med Mellemøstkonflikten og det faktum, at jøder i Europa i stigende grad bliver holdt til ansvar for den israelske stats politik.

Læs også Dansk forening: Jødehad er på vej frem

Dertil kommer finanskrisen i 2008 samt de sociale medier, der gør, at man kan ytre sig mere frit.

- Og det har bidraget til en øget - ikke blot - antisemitisme men intolerance generelt, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Antisemitiske angreb er fordoblet i Frankrig og selv om Christian Braad Thomsen herhjemme mener vi skulle erklære solidaritet med de udstødte muslimer så viser tal fra Frankrig at jøder er næsten 50 gange mere udsatte for racistisk vold end de udstødte muslimer. Sebastian Vilar Rodriguez ridser op, hvorledes Europa leftler for den muslimske indvaring, mens den presser jøderne ud

I walked down the street in Barcelona , and suddenly discovered a terrible truth - Europe died in Auschwitz … We killed six million Jews and replaced them with 20 million Muslims. In Auschwitz we burned a culture, thought, creativity, talent. We destroyed the chosen people, truly chosen, because they produced great and wonderful people who changed the world.

The contribution of this people is felt in all areas of life: science, art, international trade, and above all, as the conscience of the world. These are the people we burned.

And under the pretense of tolerance, and because we wanted to prove to ourselves that we were cured of the disease of racism, we opened our gates to 20 million Muslims, some of whom brought us stupidity and ignorance, religious extremism and lack of tolerance, crime and poverty, due to an unwillingness to work and support their families with pride.

They have blown up our trains and turned our beautiful Spanish cities into the third world, drowning in filth and crime.

Shut up in the apartments they receive free from the government, they plan the murder and destruction of their naive hosts.

And thus, in our misery, we have exchanged culture for fanatical hatred, creative skill for destructive skill, intelligence for backwardness and superstition.

We have exchanged the pursuit of peace of the Jews of Europe and their talent for a better future for their children, their determined clinging to life because life is holy, for those who pursue death, for people consumed by the desire for death for themselves and others, for our children and theirs.

What a terrible mistake was made by miserable Europe.

David P Goldman giver i Pajamas Media et bud på, hvorfor europærerne ikke bryder sig om jøder (et indlæg, der bedst læses i sin helhed, hvis man skal forstå hans rationale)

Europeans hate Jews because European national identity from the outset was a dreadful parody of Jewish identity. One learns this most clearly from the great German-Jewish theologian Franz Rosenzweig, who argued the secret of European identity was the desire of every nation to be chosen in the flesh. As I wrote in this space on the anniversary of the First World War, “The unquiet urge of each nation to be chosen in its own skin began with the first conversion of Europe’s pagans; it was embedded in European Christendom at its founding. Christian chroniclers cast the newly-baptized European monarchs in the role of biblical kings, and their nations in the role of the biblical Israel. The first claims to national election came at the crest of the early Dark Ages, from the sixth-century chronicler St Gregory of Tours (538-594), and the seventh-century Iberian churchman St Isidore of Seville….Saints Isidore of Seville and Gregory of Tours were in a sense the Bialystock and Bloom of the Dark Ages, the Producers of the European founding: they sold each petty monarch 100% of the show. One hardly can fault them. Transmuting the barbarian invaders who infested the ruined empire of the Romans into Christians was perhaps the most remarkable political accomplishment in world history, but it required a bit of flimflam that had ghastly consequences over the long term. The filth of the old European paganism accumulated in the tangled bowels of Europe until the terrible events of 1914-1945 released it.”

When real Americans — the kind of Americans who identify with the American Founding — meet real Jews — the kind of Jews who embrace Israel’s past and future — there is an instant sympathy, for Jews remind Americans of what is best in their character: the new mission in the Wilderness, the vision of a new City on a hill. New England was settled in response to the outbreak of the Thirty Years’ War, and as many German Protestants — the losers in that war — came to America as Englishmen. When Europeans meet Jews, we remind them of what was worst in their character: the lampoon of Jewish identity that infected European nationalism. The Nazi delusion of a “Master Race, ” after all, was a satanic parody of the Election of Israel. In the past, each European nation that fancied itself God’s instrument on earth set out to humiliate, expel, or even exterminate the Jews, for how could France or Spain or Russia or Germany be the Chosen Nation when the Jews claimed that status? Old Europe hated the Jews because it envied election; New Europe hates the Jews because it eschews election altogether. The old hatred suppurates and boils under the ectoderm of the new hatred.

There is a lot more to it, to be sure: the old Kantian illusion of perpetual peace, what Germans call the “Multi-Kulti” belief that all cultures must have equal outcomes as well as equal opportunities, the whole ideological apparatus of social engineering — these all influence European thinking. But what rattles around in the European cerebrum is less important than what ferments in Europe’s viscera.

After three devastating wars lasting two generations each — the Thirty Years’ War of 1618-1648, the Napoleonic Wars of 1799-1815, and the two World Wars of the 20th century — the Europeans grew weary of their contentious national identities. They agreed to become nothing in particular. Patriotism is an obscenity in Germany, a joke in Italy, a curse in Spain, a relic in England, and a faux pas in France. To declare one’s self a Jewish patriot, a Zionist, transgresses the boundary of civilized discourse in today’s Europe. Personally, I find this disappointing; I speak three European languages apart from English and have nothing to say to anybody in any of them.

So when we hear expressions of sympathy from European leaders who treasure their Jewish communities, but tell Israel not to defend itself against rocket attacks from Gaza, and propose to concoct a Palestinian State without an end-of-hostilities agreement from the Arab side, our instinctive and correct response is to send them to hell. We well know wes Geistes Kind es sei.

Endnu mere dystert skriver Douglas Murray læseværdigt i Spectator om Bettina Stangneths bog Eichman before Jerusalem om den nazistiske alliance med de muslimske arabere, som især Europas venstrefløj og definerende klasser gør sit for at underbygge

In The Others Spoke, Now I Want to Speak! (the reference is to his former colleagues who – in another un-square-able moment – Eichmann believed had defamed him at Nuremberg) he had the opportunity to write about the recent Suez Crisis.  Here is one passage Stangneth quotes which was new to me at least.

‘And while we are considering all this – we, who are still searching for clarity on whether (and if yes, how far) we assisted in what were in fact damnable events during the war – current events knock us down and take our breath away.  For Israeli bayonets are now overrunning the Egyptian people, who have been startled from their peaceful sleep.  Israeli tanks and armored cars are tearing through Sinai, firing and burning, and Israeli air squadrons are bombing peaceful Egyptian villages and towns.  For the second time since 1945, they are invading… Who are the aggressors here?  Who are the war criminals?  The victims are Egyptians, Arabs, Mohammedans.  Amon and Allah, I fear that, following what was exercised on the Germans in 1945, Your Egyptian people will have to do penance, to all the people of Israel, to the main aggressor and perpetrator against humanity in the Middle East, to those responsible for the murdered Muslims, as I said, Your Egyptian people will have to do penance for having the temerity to want to live on their ancestral soil… We all know the reasons why, beginning in the Middle Ages and from then on in an unbroken sequence, a lasting discord arose between the Jews and their host nation, Germany.’

There then follows an extraordinary and important passage.  For Eichmann goes on to say that if he himself were ever found guilty of any crime it would only be ‘for political reasons’.  He tries to argue that a guilty verdict against him would be ‘an impossibility in international law’ but goes on to say that he could never obtain justice ‘in the so-called Western culture.’  The reason for this is obvious enough: because in the Christian Bible ‘to which a large part of Western thought clings, it is expressly established that everything sacred came from the Jews.’  Western culture has, for Eichmann, been irrevocably Judaised. And so Eichmann looks to a different group, to the ‘large circle of friends, many millions of people’ to whom this manuscript is aimed:

‘But you, you 360 million Mohammedans, to whom I have had a strong inner connection since the days of my association with your Grand Mufti of Jerusalem, you, who have a greater truth in the surahs of your Koran, I call upon you to pass judgment on me.  You children of Allah have known the Jews longer and better than the West has.  Your noble Muftis and scholars of law may sit in judgement upon me and, at least in a symbolic way, give me your verdict.’ [pp 227-8]

Elsewhere Stangneth shows how open Eichmann must have been in his admiration for Israel’s neighbours.  After Eichmann’s abduction his family apparently became concerned about his second son.  According to a police report, ‘As Horst was easily excitable the Eichmann family was afraid that when he heard about his father’s fate, he might volunteer to fight for the Arab countries in campaigns against Israel.’  As Stangneth adds, ‘Eichmann had obviously told his children where his new troops were to be found.’ [229]

Of course for years after the war there were rumours that Eichmann had fled to an Arab country.  He might have had a better time there.  Other Nazis certainly did, including Alois Brunner – Eichmann’s ‘best man’ – who settled in Damascus after the war and who is now believed to have died in Syria as recently as 2010.  Eichmann’s Argentina years were certainly filled with frustration and rage.  What is most interesting is how mentally caught he remained even before he was captured, principally by the impossible conundrum of how to persuade the world to accept what he had done and simultaneously boast about his role in the worst genocide in history.

There is much more to say about this book.  But I do urge people to read it.  Not least for the way in which Stangneth sums up the problem with the only strain of Nazi history which really remains strong to this day.  ‘Eichmann refused to do penance and longed for applause.  But first and foremost, of course, he hoped his “Arab friends” would continue his battle against the Jews who were always the “principal war criminals” and “principal aggressors.”  He hadn’t managed to complete his task of “total annihilation,” but the Muslims could still complete it for him.’

Ja, Europa begår i sandhed endnu en frygtelig fejl.

Storming Spain’s Razor-Wire Fence: Europe Or Die

Eller snarere Europe and the death of Europe. Der løbes storm på Europas grænser, men det er kun begyndelsen. Først et lille stemningsbillede fra 11/2 2014 leveret af BT

Mens der i 2013 blev født det færreste antal danske børn i 27 år, slog indvandringen af udlændinge rekord. I alt kom 56.276 udenlandske statsborgere til Danmark i fjor, og det tal overstiger antallet af par, der blev forældre. 55.873 spædbørn kom nemlig til verden i 2013.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det er første gang, at indvandringen af udlændinge topper fødselstallet.

Indvandringen af udenlandske statsborgere er den største til landet nogensinde på ét år, og i forhold til 2008, hvor det hidtil højeste antal udlændinge flyttede til Danmark, er der sket en stigning på 12 procent.

Fra Youtube

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

VICE News presents Europe or Die, a new four-part series that documents the efforts of those risking their lives to reach Europe, and the forces tasked to keep them out.

In episode one of our series, VICE News correspondent Milène Larsson travels to the border between Morocco and Spain, where West Africans in their thousands storm the razor-wire-clad fences. Many are beaten back by border police or illegally returned.

Watch “The Human Cost of War in the Central African Republic” - http://bit.ly/15xC4L2

Read “Guards Break Barricades and Jail Dozens as Refugees Continue Mass Hunger Strike Against Australia” - http://bit.ly/1Jq1f1b

Read “Asylum Seekers in Australia Could Soon Be Headed to Cambodia” - http://bit.ly/15mghWm

Forår for højre?

Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.

Exodus 2.0

I August skrev Guardian (af alle), at stigningen i jødeforfølgelse i Europa ikke bare var en udløber af Israels politik, men var rodfæstet i noget dybere. Varsom med at bruge islam og muslimer for meget skrev avisen alligevel

In the space of just one week last month, according to Crif, the umbrella group for France’s Jewish organisations, eight synagogues were attacked. One, in the Paris suburb of Sarcelles, was firebombed by a 400-strong mob. A kosher supermarket and pharmacy were smashed and looted; the crowd’s chants and banners included “Death to Jews” and “Slit Jews’ throats”. That same weekend, in the Barbes neighbourhood of the capital, stone-throwing protesters burned Israeli flags: “Israhell”, read one banner.

In Germany last month, molotov cocktails were lobbed into the Bergische synagogue in Wuppertal – previously destroyed on Kristallnacht – and a Berlin imam, Abu Bilal Ismail, called on Allah to “destroy the Zionist Jews … Count them and kill them, to the very last one.” Bottles were thrown through the window of an antisemitism campaigner in Frankfurt; an elderly Jewish man was beaten up at a pro-Israel rally in Hamburg; an Orthodox Jewish teenager punched in the face in Berlin. In several cities, chants at pro-Palestinian protests compared Israel’s actions to the Holocaust; other notable slogans included: “Jew, coward pig, come out and fight alone,” and “Hamas, Hamas, Jews to the gas.”

Across Europe, the conflict in Gaza is breathing new life into some very old, and very ugly, demons. This is not unusual; police and Jewish civil rights organisations have long observed a noticeable spike in antisemitic incidents each time the Israeli-Palestinian conflict flares. During the three weeks of Israel’s Operation Cast Lead in late 2008 and early 2009, France recorded 66 antisemitic incidents, including attacks on Jewish-owned restaurants and synagogues and a sharp increase in anti-Jewish graffiti.But according to academics and Jewish leaders, this time it is different. More than simply a reaction to the conflict, they say, the threats, hate speech and violent attacks feel like the expression of a much deeper and more widespread antisemitism, fuelled by a wide range of factors, that has been growing now for more than a decade.

“These are the worst times since the Nazi era,” Dieter Graumann, president of Germany’s Central Council of Jews, told the Guardian. “On the streets, you hear things like ‘the Jews should be gassed’, ‘the Jews should be burned’ – we haven’t had that in Germany for decades. Anyone saying those slogans isn’t criticising Israeli politics, it’s just pure hatred against Jews: nothing else. And it’s not just a German phenomenon. It’s an outbreak of hatred against Jews so intense that it’s very clear indeed.”

Selv om det er muslimernes had til jøderne, der bærer truslen om det næste Holocaust har fortællingen om jøderne som fredens fjende diffunderet fra venstrefløjen ud i mainstream tankegangen. Udtrykt for eksempel ved den tidligere hollandske finansminister Hermanus Philippus Johannes Bernardus Heinsbroek. The Times of Israel

“It was a historical error to give the Jews their own country in the middle of Islam,” he is quoted as saying. “You’ve had nothing but war ever since and you’ve had anti-Semitism resurging, too. My idea: Give the Jews their own state somewhere in the United States and 25 years to move their state over there.”

Heinsbroek is also quoted as saying that, if implemented, his solution “will finally create, perhaps, peace in the world.”

Den antisemitiske Heinsbroek indrømmer grundlæggende at muslimernes had til jøder er alle konflikters moder. Og hadet er stort, som selv svenskerne er ved at indrømme for sig selv

I angst for den voksende muslimske befolkning svigter venstrefløjen jøderne, der rejser til deres Helms Deep, Israel, skriver Telegraph

A record 15,000 French Jews could emigrate to Israel this year amid fears of rising anti-Semitism in Europe, according to the official body overseeing migration to the Jewish state.

The figure – double the number who left France for Israel last year – has been forecast by Natan Sharansky, head of the Jewish Agency, following last Friday’s deadly attack on a kosher supermarket in Paris by a French jihadist, which left four Jewish citizens dead.

The attack prompted an appeal to French Jews by Benjamin Netanyahu, the Israeli prime minister, who told them they would be made welcome if they wished to move to Israel.

Jewish Agency statistics projected that the number of French Jews preparing to make aliyah (emigration) to Israel was on course to reach record levels of around 10,000 even before last week’s attack.

428-142116616272969

Bill Maher om Charlie Hebdo og venstrefløjens skyklapper

Fremtiden må ikke tilhøre de, der håner islams grundlægger

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

charlie-hebdo-pixelated

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Den muslimske helt

Jeg vil ikke trampe unødigt på heltegerninger men mens medierne krymper sig for at kalde muslimsk terrorisme for sit rette navn (CNNs Christiane Amanpour kaldte de muslimske terrorister for “aktivister“), så er der ingen smalle steder, når det kommer til de sjældne solstrålehistorier. En snarrådig ansat skjulte nogle kunder fra Charlie Hebdo terroristerne og  TV2, som så mange andre, udråber ham til en muslimsk helt

24-årige Lassana Bathily, en muslimsk mand, som er ansat i supermarkedet, bliver nu hyldet som helt, efter det lykkedes ham at gemme adskillige kunder i et fryserum under episoden.

Læs også: Medier: Terrormistænkt kvinde har forladt FrankrigDen franske tv-station BFMTV har talt med Bathily, som fortæller, at da angrebet begyndte løb en større gruppe kunder ned i købmandens kælder, hvor han førte dem hen til køleboksen, som han slukkede, inden han forsøgte at hente hjælp.

Tegnere og forfattere ved det franske satiriske magasin Charlie Hebdo blev slagtet fordi de tegnede og skrev som de så verden. To politimænd blev myrdet som de forsøgte at udføre deres arbejde med at beskytte borgerne. Endnu fire blev myrdet, ikke for noget de havde gjort eller forsøgt at gøre. De blev myrdet for det de var - jøder.

Redaktøren for Jewish Chronicle Stephen Pollardskriver i Telegraph at han forventer et exodus af jøder fra Frankrig

The least surprising thing about today’s turn of events in Paris is that Jews are the target. Because when it comes to home grown anti-Semitism, France leads the world.

A survey last year from the European Jewish Congress and Tel Aviv University found that France had more violent anti-semitic incidents in 2013 than any other country in the world. Jews were the target of 40 per cent of all racist crimes in France in 2013 – even though they comprise less than 1 per cent of the population. Attacks on Jews have risen sevenfold since the 1990s.

No wonder Jewish emigration from France is accelerating. From being the largest Jewish community in the EU at the start of this decade, with a population of around 500,000, it is expected by Jewish community leaders to have fallen to 400,000 within a few years. That figure is thought by some to be too optimistic. Anecdotally, every French Jew I know has either already left or is working out how to leave.

Natan Sharansky, the former Soviet refusenik who is now chair of the Jewish Agency Chairman, said last year that 2,254 French Jews moved to Israel during the first five months of 2014, against only 580 in all of 2013. That is a staggering 289 per cent increase, but in recent months the figure is thought to have increased exponentially.

The number expected to leave this year for Israel was estimated at over 10,000 – and that was before today’s events. And that is just to Israel. Many are coming to Britain as part of the wider French exodus under President Hollande.

Den store synagoge i Paris har været lukket siden terrordåden skriver Jerusalem Post

The closure marks the first time since World War II that the synagogue, a Paris landmark, was not open for worship on the Sabbath, according to the Orthodox Union.

“The Jewish community feels itself on the edge of a seething volcano,” said Dr. Shimon Samuels, the Paris-based director for international relations at the Simon Wiesenthal Center.

“Hostages in a kosher supermarket held [up] by an African jihadist, who reportedly already killed two victims,” he said. “The scenes are out of a war movie. But the war is undeclared as long as the sickness is not publicly named as a state of emergency. A culture of excuse exonerates the perpetrators as ‘disaffected, alienated, frustrated, unemployed.’ No other group of frustrated unemployed has resorted to such behavior.”

Angrebet på Charlie Hebdo gik på to ben. Det ene, mordene på tegnerne og forfatterne, skulle undertvinge os islamisk overhøjhed. Det andet, mordene på de fire jøder, varsler et folkemord.

Muslimerne som evige ofre

Venstrefløjens fornægtelse af virkeligheden er blevet mediernes og politikernes prisme skriver Brendan O’Neill i National Review

The British press has never seemed as out of touch as it is today. All our broadsheet papers are packed with pleas to the people of France, and other European populations, not to turn into Muslim-killing nutjobs in response to the Charlie Hebdo massacre. The Guardian frets over“Islamophobes seizing this atrocity to advance their hatred.” The Financial Times is in a spin about “Islamophobic extremists” using the massacre to “[challenge] the tolerance on which Europe has built its peace.” One British hack says we should all “fear the coming Islamophobic backlash.” And what actually happened in France as these dead-tree pieces about a possible Islamophobic backlash made their appearance? Jews were assaulted. And killed. “Don’t attack Muslims,” lectures the press as Jews are attacked.

Across Europe, among the right-thinking sections of society, among the political classes, the response to the massacre of the cartoonists and satirists has been the same: to panic about how Them, the native masses, especially the more right-wing sections of the French population, might respond to it. The blood on the floor of the Charlie Hebdo offices was still wet when brow-furrowed observers started saying: “Oh no, the Muslims! Will they be attacked?” It’s the same after every terrorist attack: from 9/11 to 7/7 in London to last year’s Sydney siege to Paris today: Liberals’ instant, almost Pavlovian response to Islamist terror attacks in the West is to worry about a violent uprising of the ill-educated against Muslims. The uprising never comes, but that doesn’t halt their fantasy fears. What’s it all about?

Og det er ingen løgn, som Guardians Owen Jones leverer et eksempel på

Here’s how the murderers who despicably gunned down the journalists and cartoonists of Charlie Hebdo do not want us to respond. Vengeance and hatred directed at Muslims as a whole serves Islamic fundamentalists well. They want Muslims to feel hated, targeted and discriminated against, because it increases the potential well of support for their cause. Already, there are multiple reports of attacks in France against mosques, and even a “criminal explosion” in a kebab shop. These are not just disgraceful, hateful acts. Those responsible are sticking to the script of the perpetrators. They are themselves de facto recruiting sergeants for terrorists.

Social media abounds with Islamophobes seizing this atrocity to advance their hatred. Islam as an entire religion is responsible, they cry: it is incompatible with “western values”. They wish to homogenise Muslims, as though Malala and Mo Farah have anything in common with the sectarian murderers of Isis. Most victims of Islamic extremists are of course themselves Muslims: including Ahmed Merabet, the French police officer killed at close range by the terrorists in Paris yesterday.

This is a dangerous moment. Anti-Muslim prejudice is rampant in Europe. The favoured target of Europe’s far-right – like France’s Front National, which currently leads in the opinion polls – is Muslims. France is home to around 5 million Muslims, who disproportionately live in poverty and unemployment, often in ghettoised banlieues. This incident should rightfully horrify, but it will now undoubtedly fuel an already ascendant far-right.

Kun for at blive overgået af Michael Deacon i The Telegraph

Here’s a theory. Terrorists aren’t offended by cartoons. Not even cartoons that satirise the Prophet Muhammad. They don’t care about satire. For all I know they may not even care about the Prophet Muhammad.

Instead, they merely pretend to be offended by cartoons, in order to give themselves a pretext to commit murder. Murder so horrifying, on a pretext so unWestern, that non-Muslims – blinded by grief and rage – turn on Muslims. Blame them. Persecute them. Burn their book, attack their mosques, threaten them in the street, demand their expulsion from Western societies. Actions that, in turn, scare Western Muslims, isolate them, alienate them. And thus drive some of them to support – and even become – terrorists.

Result: terrorists swell their ranks for a civil war they long to provoke non-Muslims into starting.

Modkraft udtrykte det samme i denne streg

modkraft-tegning-ch

Og lidt længere ude på overdrevet tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen

Massakren i Paris vil utvivlsomt forøge den antimuslimske stemning, som i forvejen var vokset markant over hele Europa, især i store europæiske lande som Frankrig og Tyskland. Flere moskeer er blevet angrebet i Frankrig efter angrebet på Charlie Hebdo. Og vi hører allerede at de nationalkonservative politiske bevægelser rykker ud med krav om nye stramninger og restriktioner specielt rettet mod de muslimske mindretal. I Frankrig har Front Nationals leder Marine Le Pen betegnet Islam som en ”morderisk ideologi”. Englands Nigel Farrage fra UKIP taler om en ”femte kolonne”. Og hollandske Geert Wilders taler om, at det europæiske kontinent er ”i krigstilstand”.

Hvis denne udvikling får succes, vil terroristerne have opnået præcis hvad de ønskede med deres handlinger.

I det omfang der ligger tankevirksomhed bag mordene i Paris, er det et ønske om yderligere at skabe kløfter mellem Europas millioner af muslimer og os andre. I vreden over, hvad der er sket, glemmer vi let, at terroren ikke blot er rettet mod ”os”. Den er især udtryk for et internt opgør i Islam mellem yderligtgående islamister og den store brede gruppe, der ønsker at leve fredeligt side om side med andre religioner. Derfor har nogle af de mest spektakulære islamistiske terroraktioner været rettet mod andre muslimer – senest i Peshawar i Pakistan i en skole, hvor over 130 børn og unge blev myrdet i en massakre foretaget af Taleban.

Men det kommer en reaktion. Hvert terrorangreb er endnu et angreb i en krig der for længst er startet. Og så længe myndigheder og politikere og medier insisterer på løgnen vil folk tabe tiltroen til at blive forsvaret. Og så vil de forsvare sig selv.

Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Et par profetiske perspektiver på Charlie Hebdo massakren fra venstre og højre

Curt Sørensen sammenligner på Modkraft massakren på Charlie Hebdo med Breiviks massakre på Utøya og konkluderer friskt at “Begge begivenheder er umiddelbart også forklarlige som værende udbrud af enkeltpersoners vanvid”. Tjah, hvis man ser grupper som enkeltpersoner. For hvor Breivik repræsenterer den enlige ulvs vanvid, som det ikke lykkedes at mobilisere medskyldige endsige sympatisører, så deler muslimerne bag massakren på Charlie Hebdo verdensbillede, udsyn og logik. Derfor ville det være mere nærliggende, for at sige det mildt, at sammenligne med bomberne i London og Madrid og de utallige terrorangreb, der er blevet forhindret af efterretningstjenesterne. Men Sørensen har en frygt for udviklingen, som deles af flere på venstrefløjen og den er ikke helt uden substans

De tiltagende økonomiske, sociale, religiøse og etniske modsætninger føjer sig sammen i en eksplosiv blanding der udvikler en samlet negativ dynamik i den sociale orden, en dynamik som får ekstra kraft fordi det politiske demokrati samtidig er ved at forvandle sig til det en Colin Crouch har kaldt ‘postdemokrati’, hvor den overordnede økonomiske politik er fastlagt af overmægtige økonomiske og politisk-bureaukratiske eliter, hvor politikerne i stigende grad fremstår som en lukket, selvsupplerende ‘politisk klasse’, hvor mediemagten er mere og mere koncentreret, ytringsfriheden reelt et privilegium for de få, hvor afvigende meninger og holdninger i stigende grad kriminaliseres, hvor overvågning og kontrol er tiltagende  og hvor  befolkningerne generelt  mere og mere bliver sat uden for indflydelse på den førte ‘nødvendige politik’.

Denne tilstand tilsløres imidlertid af politikernes og meningsmagernes retorik om ’demokratiet’ ( bemærk den bestemte form), ’ytringsfriheden’ og vore ’værdier’, en retorik der udfolder sig for fuld udblæsning i disse dage ledsaget af en udviklet selvglæde og ivrig demonstration af moralsk selvfuldkommenhed.

Situationen burde ellers mane til større eftertænksomhed,  mere seriøse overvejelser og en dyb bekymring. Drabene i Paris kan i sin yderste konsekvens føre til en fascistisk præsident i Frankrig, yderligere styrke den europæiske højrefløj, fremme  racistiske overfald ( som der har været mange af, omend ikke så hyppigt omtalte)  og igen i en opgående spiral frembringe islamistiske kontraaktioner.
Lige som i mellemkrigsårene præges den europæiske situation af social disintegration, politisk opløsning og ideologisk konfrontation. Overalt er også højreradikalismen vakt til live igen og til forskel fra den gang -hvor det som bekendt også gik galt- er der i dag ikke nogen stærk arbejderbevægelse til at modvirke trusle fra højre. Er det måske  i virkeligheden begyndelsen til ‘Aftenlandets undergang’ ( som Oswald Spengler udtrykte det) vi oplever i disse år?

De mange prædikater som fascistisk og højredrejet til side (venstrefløjen har som bekendt ingen principper, kun faste fjender) så er det etablerede system sårbart i sin rådvildhed. Men, som Morten Uhrskov mere begavet skriver, så er faren snarere at systemet reagerer som et såret dyr

Meget multikulturelle stater er pr. definition mindre demokratiske end mere homogene, fordi statsmagten er nødt til at bevare en skrøbelig fred gennem hårdhændet disciplin af borgerne, som i mindre og mindre omfang kan give deres mening til kende om andre grupper. Disse tilkendegivelser vil nemlig med garanti fra tid til anden give sig udslag i voldsanvendelse.

(…)

Det uhyggelige angreb med 12 dræbte og 20 sårede, deraf flere alvorligt, er ud over sin ufattelige gru endnu en pind i demokratiets ligkiste. Myndighederne vil mene sig nødt til fremover at slå hårdere ned på kritikere af den førte vanvidskurs. Når det næste angreb kommer – mest sandsynligt fra en islamisk gruppe, men kan også være fra højreekstremister – vil skruen blive strammet nok engang. Det er nu engang den logik, der følger af at multietnificere og multikulturalisere de europæiske samfund.

Kun et brud med den hidtil førte politik kan forhindre denne udvikling. Vi må bede til og arbejde for, at dette skifte sker. Ellers er demokratiet på længere sigt dødsdømt.

Selv om Sørensen ikke er helt ved siden af har Uhrskov ret. Mulitikulturens cocktail med islam som hovedingrediens lader sig ikke fordøje. Krigen er for længst erklæret og flere og voldsomere angreb vil blive fremtiden, med gengældelser til følge. Demonstrationerne, hvor alle erklærer sig Charlie Hebdo der ikke vil lade sig skræmme forudsætter at terroren kun er en overgang, en periode vil skal igennem og som vi vil komme igennem, hvis blot vi tænder et lys og siger fra. Men de tager fejl, hvor rørende det ellers er at beskue. Der er lagt og lægges fortsat i kakkelovnen, større kræfter er i bevægelse end bevægede bedsteborgere. Lamperne slukkes i Europa.

Politiken “Ingen er hævet over kritik eller satire.”

Efter at have udtrykt sin foragt for Flemming Roses og Jyllands-Postens 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed erklærer Politiken at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse

Ingen er hævet over kritik eller satire

Jeg glæder mig allerede til Lidegaards semantiske forsvar. Men der er forskel på Jyllands-Posten og Charlie Hebdo

Frankrig har en stolt tradition for oplysning, ytringsfrihed og religionskritik, som Charlie Hebdo vedkender sig og fører videre. Attentatet var et attentat på arven fra den franske revolution, som alle vestlige demokratier bygger på.

En stolt tradition, som det var dumt for Jyllands-Posten at være en del af. Og efter en skåltale af floskler fortsætter Politiken

»Allah er stor«, skal attentatmændene have råbt. Men det er dem, der misbruger deres profet til at retfærdiggøre vold, der krænker religionen.

Stakkels islam. Hvordan kunne det dog gå til? Hvad havde også disse attentatmænd dog misforstået? Var der ingen fortilfælde fra det perfekte menneske Profet Whoever-curses-a-prophet-kill-him Muhammed til inspiration?

  • Abu `Afak - Muhammad asked his followers to kill this man for making negative remarks about Muhammad and Islam.
  • Ka’b bin Ashraf - Muhammad asked his followers to kill this man for writing inflammatory poetry about Muhammad and Muslim women.
  • Asma Bint Marwan - Muhammad asked his followers to kill this woman for composing inflammatory poetry about Islam and Muslims.
  • Blind Man’s Slave-Mother - When Muhammad learned that one of his followers had stabbed and killed his slave (other sources refer to her as a freed concubine: Umm walad) for making derogatory remarks about Muhammad, he declared that “no retaliation is payable for her blood.
  • Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, a storyteller and poet who had mocked him. He was a prisoner of war who was not allowed to be ransomed by their clans and was executed on Muhammad’s orders.

Terror Attack on Charlie Hebdo Paris Headquarters

Stærke billeder

Det er hårdt

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

10534090_10152916036499954_6442349501464347508_n

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

2433516700000578-0-image-a-19_1419164255003

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

skc3a6rmbillede-2014-10-24-kl-135848

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Mere muslimsk indskoling

Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Frankrig, Jihad, Multikultur, Muslimer, Sharia, islam — Drokles on October 31, 2014 at 12:35 pm

Vi kan ikke leve i fred med hinanden.

Måske ikke ligefrem indskoling, men en så kort video retfærdiggør ikke en post. Fransk politi efterforsker en voldtægtssag det mest åbenlyse sted og trænges væk

Det muslimske sind

Jeg har undgået at høre de sædvanlige forklaringer på, hvorfor unge mænd (muslimer) fra Vesten drages af ekstremisme (islam) og kan finde på at drage i hellig krig (jihad) i Syrien og Irak. Det afhænger ikke af sociale eller uddannelsesmæssige forhold, ej heller af niveauet af muslimskhed i opvæksten. Det handler blot om at være muslim og kæmpe for islam, som man kan læse ud af en rimeligt serøs artikel (fra fremtiden) i Economist

Western fighters often seem to jump at the chance to take part in a fight or help build a new Islamic state. The Soufan Group, a New York-based intelligence outfit, reckons that by the end of May as many as 12,000 fighters from 81 nations had joined the fray, among them some 3,000 from the West (see chart). The number today is likely to be a lot higher. Since IS declared a caliphate on June 29th, recruitment has surged. Syria has drawn in fighters faster than in any past conflict, including the Afghan war in the 1980s or Iraq after the Americans invaded in 2003.

The beheading on or around August 19th of James Foley, an American journalist, by a hooded fighter with a London accent, has put a spotlight on Britain. In the 1990s London was a refuge for many extremists, including many Muslim ones. Radical preachers were free to spout hate. Britain remains in many ways the centre of gravity for European jihadist networks, says Thomas Hegghammer of the Norwegian Defence Research Establishment. “The radical community in Britain is still exporting ideas and methods.”

While the overwhelming majority of foreign fighters in Syria are Arabs, Britons make up one of the biggest groups of Western fighters. But Belgians, Danes and others have a higher rate per person (see left-hand chart above). France, which has tighter laws against extremism, has also seen more of its citizens go off to wage jihad.

(…)

IS is not the only group Westerners join, but it is the most appealing thanks to its global outlook, which includes spreading the caliphate across the world, to its attempts to implement immediate sharia law—and to the glow of its military success.

(…)

Those who talked of defending Syrians now deny that the land belongs to the locals, says Shiraz Maher of ICSR. “Bilad al-Sham”, or Greater Syria, has a special status in Islam because it appears in end-of-time prophecies. It belongs to Allah, fighters declare. But what if Syrians do not want Islamic law? “It’s not up to them, because it’s for Islam to implement Islamic rule,” says the European fighter who says he left his home country because it was not Islamic enough. He says he wants to “educate rather than behead Syrians”.

(…)

Most of IS’s ideas and all of its gorier methods are rejected by most Muslims, who see the group simply as criminal. But it does draw on Islamic theology, arguing—for instance—that non-Muslims should pay jizya, a special tax.

Hvad muslimer tænker (eller, hvad journalisten ønsker de tænker) er som sagt uden betydning: “It’s not up to them, because it’s for Islam to implement Islamic rule”.

Many say they feel more comfortable in a country where the way of life is Islamic—even if not yet Islamic enough—and have no plans to leave or carry out attacks elsewhere. “I am much happier here—got peace of mind,” says the European fighter.

But others who have gone to Syria to battle against Mr Assad have become disillusioned, says Mr Neumann. They worry about infighting and about killing other Muslims. “This is not what we came for,” they tell him.

Der er selvfølgelig variationer i antallet af muslimer fra forskellige lande og retninger og etniciteter som der også er det i bevæggrundende. Og det er hvad der er tale om, variationer, som der altid vil være når der er tale om mennesker. Men variationerne er over et tema, islam, og trenden er klar. Det er en folkelig bevægelse. Man har råbt ad fontes og uagtet hvad en spinkelt flertal måtte mene er almindelig fornuft, som Vesten har inspireret til så er islam islam og man må tage hele pakken - det er ikke op til en selv.

Men variationerne vil være halmstrå til allehånde bortforklaringer om at det intet har med islam at gøre (som jeg lige hørte David Cameron gentage i TV - forstår politikerne vitterligt ikke at de udhuler deres påstand når de tvinges til at slå den fast igen og igen og igen?), at vi har en ansvar og derfor også evnen til at ændre, hvad der ikke behøver at være sådan. Det er ikke monstre, der tager kravet om jihad alvorligt, det er almindelige mennesker, der er muslimer. Som regnvejr reducerer antallet af demonstranter, således betyder faciliteterne også noget for, hvilke kampe man vælger at tage

But junk food is in ample supply, tweets a Swedish fighter, more happily. And there is a lot of time, sometimes days on end, for “chilling”, says the European fighter on Kik, a smartphone messaging app. That is when he makes “a normal-life day: washing clothes, cleaning the house, training, buying stuff”. Thanks to satellite internet connections, the continuing flow of goods into the country and the relatively decent level of development compared with elsewhere in the region, Syria is a long way from the hardship of Afghanistan’s mountains. Last year, to attract others to come, jihadists tweeted pictures with the hashtag “FiveStarJihad”.

Kedsomhed nævnes også som en del af forklaringen, men det kan kun påvirke variationen (hvorfor keder muslimer sig så ekstremt?)

More plausible explanations are the desire to escape the ennui of home and to find an identity. “Some individuals are drawn out there because there is not a lot going on in their own lives,” says Raffaello Pantucci, an analyst at the Royal United Services Institute, a London think-tank. Images of combatants playing snooker, eating sweets and splashing in swimming pools have sometimes suggested that jihad was not unlike a student holiday, without the booze. For young men working in dead-end jobs in drab towns, the brotherhood, glory and guns seem thrilling. Many of Belgium’s fighters come from the dullest of cities, where radicals have concentrated their efforts to get recruits.

I sidste uge kunne man i Telegraph læse lidt nærmere om det sørgelige muslimske sind.

Choudhury, 31, who once ran a Muslim youth group, has been accused of being the ringleader, blamed for recruiting his friends. Others suggest he was simply a willing volunteer, a married father with two children, aged five and two, who was disaffected with life in Britain and desperate for a change of scene.

He had worked for an insurance company and then his local council as a racial awareness officer. But he was also a con artist, who had tricked his own family out of tens of thousands of pounds.

In 2010, he conned them out of £25,000, under the false pretence of needing treatment for cancer, to go to Singapore, not once but twice for surgery.

Once there, Choudhury, who was in perfect health, spent the money on prostitutes costing £200 a night, his penchant for young women revealed in text messages discovered by police.

Back in Portsmouth, he resumed the habit. He went on what he called “lads’ holidays” to Morocco three times and twice more to Singapore in 2011 and 2012, while at the same time downloading lectures by extremist preachers, extolling the virtues of an Islamic caliphate. To atone for his sins, Choudhury decided to embark on a holy war.

(…)

Jaman, a former worker in a Sky customer service call centre, whose parents owned an Indian takeaway restaurant in Portsmouth. He had studied at an Islamic boarding school in London, but life in a call centre proved boring and un-demanding. In May last year, he went to Syria and began recruiting his eager friends. In messages posted on Twitter and other internet sites, he painted a romanticised version of life on the front line, boasting of a “five star jihad”.

A month before he went, Choudhury asked Jaman what kind of gun he could buy for £50. “I had a hand gun but it’s not a great one. I bought it [for] $30,” replied Jaman in messages seized by British police while building up their case against Choudhury.

(…)

Once the men landed in Turkey, they were met by an intermediary who took them overland to the Syrian border. From there, they crossed the border easily and were driven straight to an abandoned hospital in Aleppo, Syria’s second largest city, and scene of ferocious fighting.

“You could tell it was an abandoned building with broken pipes and wires,” Choudhury said at his trial at Kingston Crown Court. “No one spoke English. We had a meal of pasta and whilst eating, the table was shaking from the shelling.”

He said he was made to do the cooking and washing and look after children in a makeshift nursery. He had gone with grand ambitions.

In a series of tweets on September 16 and 17 last year, he wrote: “Leaving wife & kids behind for Jihad… All my life I strived to be something, someone, but isn’t being a Muslim something, someone. Isn’t being a Muslim the best thing ever?… The life of this world is nothing but a sweet poison that quenches the thirst of desire and drags the ungrateful soul deeper into Hell!” But in Syria he had become quickly disaffected.

Triste skæbner, nogle dør, andre kan ikke klare og nogle bliver sat til at skure lokummer. Og så vil man hellere bruge 2000 kroner på en luder men kun 500 kroner på et våben når man skal i krig. Men kedsomhed? Kone og børn og et produktivt liv tilfredsstiller ikke muslimen? Hvorfor?

Drømmen om jihad er depraveret ifølge Firatnews, der har set en dokumentar med det passende navn “Gang of Degenerates” (der skal tages forbehold for sandhedsværdien af det følgende, men måske er det historier om hvad man hygger sig med på en sådan “jihad student holiday” der drager?)

Attention was drawn in the documentary to the fact ISIS’s most effective weapon is its ability to create fear and terror by means of its methods, such as random killings regardless of gender, age, religion or ethnicity, its decapitations, rapes and burying people alive. The gangs do not feel a need to conceal what they have perpetrated, on the contrary they publish their atrocities so that more people can see them.

(…)

The most lurid part of the documentary was the part in which gang members gave their ‘marriage’ numbers in addition to their names and ISIS membership numbers. For instance, Cinêd Cemîl Silêman said his membership number was 333, while his marriage number was 583.

Mihemed Sebah Hebe? said his membership number was 500, and his marriage number was 400.

The ISIS members admitted that what they called ‘marriage’ was in fact rape. They said that every new member of the organisation was raped. The footage of the rape would be used as blackmail in the event of the new recruit refusing to participate in actions.

20-year-old Ferhan Salim Unûf Safên said he had been abducted by Silêman Kohnê, Ebû Qûteybe and Cinêd Cemîl and suffered multiple rapes. “I fainted. When I came round they told me: ‘you are now with ISIS in Jazaa.’ They told me to join. I said it was not possible. They did terrible thiungs to me. Things even the Americans didn’t do in Abu Graib. Things even the Israelis haven’t done to the Palestinians. I’m ashamed to explain them. There were 6 or 7 of them. Their faces were covered. They ‘married me’ about ten times!”

Ebdulkerîm Îbrahîm Bazo said ‘marriage’ was a rule in order to be a member of the organisation. Bazo said the ‘wedding’ was carried out like a ceremony, adding: “those who did it to me said I had gained morale and strength to fight.”

(…)

Bazo added that the footage recorded was used as blackmail. He said: “Silêman Kohnê took me to a village, where my ‘marriage’ was performed by Hecî Newaf Mele Mehmûd. They blindfolded me and carried out the wedding. About a fortnight later they came and said I had to participate in the organisation. I didn’t want to. But they had the footage. They threatened to show it to my family.”

Ehmed Hisên explained horrifying incidents; “I’m from the Sharbaniyan tribe in Malikiyê (Derik). Silêman Kohnê proposed that I join ISIS some time ago. But I told him I was newly married and did not want to be involved in such things. I was then abducted and drugged. When I came to I was in a room which stank terribly. They wouldn’t let me leave the room. Five people came in and told me I should join the organisation, I refused. Then they tortured me. They extinguished cigarettes on my body. Such things were not done to Iraqis at Guantanamo. You would think I was an infidel. They blindfolded and stripped me. They ‘married’ me 15 times. Then they washed my head and put cologne on me. They told me no one could join ISIS without being married. Then they recited very strange verses of the Quran. As they spoke I imagined images of severed heads. They spoke academic Arabic.”

Måske optræder serierøvpuling ikke ved ISIS jobsamtaler, men groteskheder er der nok af

This town so long paraded for its mulitculturalism…

Antisemitisme, Arabere, Frankrig, Israel, Jihad, Multikultur, Muslimer, islam, venstrefløjen — Drokles on July 24, 2014 at 2:44 am

Fredelig sameksistens er en flygtig våbenhvile. Hvis nogle er chokerede har de ikke hørt efter.

Jødehad

“JEWS, GET BACK IN THE OVENS!” from TheUnitedWest on Vimeo.

Venstrefløjens seneste antisemitiske spring

Antisemitisme, Arabere, Diverse, Frankrig, Israel, Racisme, Terror, islam, muhammed, venstrefløjen — Drokles on July 17, 2014 at 2:05 pm

Jeg har engang trykket Mogens Lykketoft på næven, men jeg tror ikke jeg kender en eneste antisemit. Selv blandt mine mest venstreorienterede venner kan jeg forestille mig nogen ville reagere negativt på en jøde. Jo, meninger om jødedommen, ortodoksi og Israel er der mange af, men ingen mening om det enkelte menneske førend man kender det. Men venstrefløjen abonnerer dog gladeligt på antisemitiske fortællinger.

De drages ukritisk af ideen om en magtfuld lobby, der styrer end hvilken som helst amerikansk præsident, selv Obama, til ikke at straffe Israel, som det ville være naturligt og retfærdigt. Når de er rolige og besinder sig siger de Den Israelske Lobby og kan ind imellem lægge til at den også omfatter kristne grupper. Når de bliver ophidsede eller fulde er det Jødelobbyen eller Den Jødiske Lobby. Og det er mere præcist for det afslører hvorfor de drages så ukritisk af en fortælling om en hvorfor en lobby kan blive så magtfuld når den ingen penge kan tilbyde det ellers pengestyrede USA.  Fortællingen om Jødelobbyen er fortællingen om Zion Vises Protokoller. Når du ser noget er galt i Verden så er det fordi at Jøden sidder bagved og trækker i tråden.

Venstrefløjen overtager derfor også sømløst arabernes og muslimernes fortælling om Israel-Palæstinakonflikten. Man delegitimerer Israel med at staten er ny og derfor kunstig samtidig med at man lystigt bruger begrebet Palæstinenser, skønt det begreb er endnu nyere og opfundet til at delegitimere jødernes ret til eget land. Venstrefløjen benægter at arabernes og muslimernes modstand ikke skyldes konkrete grænsedragninger, men derimod religiøst begrundet væmmelse over eksistensen af jøder på, hvad de anser som muslimsk jord.  Venstrefløjen ser derfor ikke, hvad der sker når de overtager land-for-fred paroler og omtaler Israel som en besættelsesmagt. Langsomt glider deres paroler over i arabernes og muslimernes forståelse, så jødernes skal opgive Israel for fred fordi Israel i sin egen eksistens er en besættelsesmagt. Og nu er der taget endnu et spring med Hamas parole om Israels snarlige undergang og jødernes snarlige udslettelse

skc3a6rmbillede-2014-07-17-kl-133701

Billedet er blev kommenteret og ‘liket’ af flere - blandt andet af SF’erne Trine Pertou Mach og Pernille Frahm samt Signe Færch fra Enhedslisten” skriver BT og sætter det ind i sin historiske ramme

Udtrykket ‘fra floden til havet’ med henvisning til Jordanfloden og Middelhavet, der ligger på hver sin side af Israel og Palæstina, blev første gang brugt af Muhammad Deif, øverstkommanderende for Izzadin Kassam, som er Hamas væbnede styrker. I anledning af Hamas-bevægelsen 23 års fødselsdag sagde han:

- I vil ophøre med at eksistere og Palæstina, med Jerusalem, Al-Aqsa moskeen, landsbyerne og byerne vil forblive vores, fra floden til havet. I har ingen ret til en tomme af dette land og vi vil aldrig overgive os til jer så længe der er én muslim tilbage på jordens overflade, sagde han ved den lejlighed.

Nu angribes synagoger igen i Europa

To ærlige perspektiver på EU

EU, Euro, Frankrig, Indvandring, Morten Messerschmidt, Økonomi og finans — Drokles on May 18, 2014 at 6:18 am

Et andet ærligt perspektiv på hvad EU debatten grundlæggende drejer sig fra den schweiziske bankøkonom Andreas Höfert i Berlingske Tidende

»Hvad er det en valutakurs gør? Den er en måde at udjævne uligevægt mellem to regioner; lande med handelsoverskud har stigende valutakurs, underskud giver faldende kurs. Men hvis vi ikke ønsker at have en valutakurs til at udjævne ubalancer, må vi gøre det på en anden måde. Immigration kan være en måde, men så siger folk, at de ikke vil have mere immigration.

«Så skulle vi måske bare afskaffe euroen?

»Der er to scenarier: Mere integration eller disintegration – opløsning af euroen. Begge vil være meget kostbare. Efter 15 år med euroen er økonomierne tæt forbundet, og det vil koste mange penge at rive dem fra hinanden igen. Hvis Tyskland forlod euroen, ville vi forvente, at den nye tyske valuta ville stige med 50 procent i forhold til euroen, for markederne overreagerer altid. Det vil være skrækkeligt for de tyske eksportører, men de vil klare det. Det vil være værre for dem, der har aktiver i euro og forpligtelser i D-mark. For eksempel en tysk pensionsfond, der ejer franske statsobligationer. Eller hr. og fru Schmidt, der ejer et hus på Mallorca, men har belånt det i D-mark. Der er ingen happy ending på det scenario.«

Så hvordan slutter dette? »Med små skridt i retning af mere integration. Der kan komme nye kriser, måske en krise omkring Frankrig, og den vil blive dramatisk, for landet er for stort til at redde og for stort til at gå ned. Vi er mere bekymrede for Frankrig end for Italien, for Italien har i højere grad bevaret en industriproduktion, og en større del af deres statsgæld er på indenlandske hænder. Dani Rodrik (tyrkisk økonom, red.) har skrevet om det, han kaldte globaliserings-trilemmaet: At man ikke på én og samme tid kan have nationalstater, demokrati og globalisering. Man er nødt til at opgive én af delene. Man kan opgive euroen og så beholde nationalstaterne og demokratierne. Eller man kan fortsætte med at integrere og dermed opgive nationalstaterne, som de er nu. Lige nu har vi den værste af de tre muligheder, for vi har nationalstater og euroen men på bekostning af demokratiet. Hvilket er grunden til, at folk stemmer på mere og mere ekstreme partier. De føler, at de ikke har noget at skulle have sagt, og det underminerer demokratiet.«Så Danmark skal bare blive uden for euroen? »Jeg ville ikke anbefale nogen at gå med i dén klub, som den fungerer nu. Man er nødt til at anerkende, at landene udenfor klarer sig bedre end dem, som er med. Portugal og Italien har i dag et BNP pr. capita, der er lavere end før euroen. Det er der ingen, som taler om, men disse lande har ikke haft noget som helst ud af euroen – ikke engang vækst

Frankrig under forandring

Arabere, Demografi, Frankrig, Indvandring, Udvandring, islam — Drokles on March 18, 2014 at 9:25 am

Mens muslimerne strømmer ind i Frankrig, siver velhaverne ud.

Four gangland murders in three weeks. But is Marseille really the most dangerous city in Europe? François Picard’s panel reacts to a special report on police reaction to a changing drug trade in the Mediterranean port city

France’s day of reckoning has arrived: Its wealthy, best and brightest are saying goodbye to a nation they believe doesn’t want them to succeed or become affluent.

« Previous Page

Monokultur kører på WordPress