Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Sharia


Inklusion

En journalist fra CNN opdager et ISIS lignende flad ved London Gay Pride parade og spekulerer i om det er en trussel. Men det viste sig at være et personligt up yours - som ingen andre homser ser ud til at være en del af - hvor de arabiske korancitater var erstattet med silhuetter af sex-legetøj. Men virkeligheden er klar, islam kan ikke inkluderes i Gay-Pride segmentet. Hos Mirror kan man se hvorledes ISIS kaster homoseksuelle i døden fra hustage

Ekstra Bladet med en virkeligt sørgelig leder

EN FORVILDET FLOK stærkt rabiate danskere danner fortrop i en forening, de kalder Trykke-frihedsselskabet” indleder Ekstra Bladet en af sine sørgeligste ledere. Og niveauet hæves ikke

– Vi synes, Geert Wilders er en vigtig stemme i debatten om ytringsfriheden, udtaler formanden, præsten Katrine Winkel Holm. Uden dog at nævne, at han har et forbud mod Koranen på sit politiske program!

To banale fejl. Katrine Winkel Holm er ikke præst. Geert Wilders har ikke forbud af koranen på sit program.

Som det har været tilfældet ved tidligere arrangementer, ser selskabet det som sin vigtigste opgave at provokere. Provokationer alene for provokationens skyld. Og ledelsen vil blive slemt skuffet, hvis Wilders’ ophold på klippeøen ikke afføder skrig, skrål og ballade.

Mission skrig-skrål-og-ballade er hermed allerede udført lader det til. Ekstra Bladet fortsætter med at digte Trykkefrihedsselskabet meninger og motiver på, nu de ikke har kunnet støve det mindste behandlingskrævende og rabiate op

DET MÅ I ØVRIGT være en forglemmelse, at selskabet ikke havde inviteret Front National-stifteren Jean-Marie Le Pen til at tale i Fælledparken 1. maj. Men det kan jo ske næste år, hvis han ellers lever så længe.

For Winkel Holm, Lars Hedegaard, Mogens Camre og ligesindede betyder ytringsfrihed kun fri ret til at svine muslimer til. Folk med andre synspunkter bør holde kaje.

Det er nu ikke sandt, men vi kan konstatere at den selv samme ytringsfrihed som Ekstra Bladet nyder godt af betyder at begå karaktermord og en sump af løgne. Og vrøvl, ikke at forglemme, som Ekstra Bladet fortsætter med umiddelbart efter

Ytringsfrihed handler ikke om at forfægte nogens ret til at sige noget, som man er enig i, men om at kæmpe for folks ret til at fremsætte synspunkter, der byder én inderligt imod.

ja, der tager Ekstra Bladets leder igen fejl. En frihed administreres frit som det passer een bedst. Den kommer hverken med et program eller sponseret af sex-annoncer. Når Wilders er interessant er det fordi han så flot taler de imod, der med vold og død vil forhindre det frie ord og den frie tanke. Alene det at nogen mener han skal myrdes for sine meninger gør hans meninger interessante.

11182320_907709442624825_3224602837885751494_n

Det farligste ved Ekstra Bladet er at man falder i søvn

DET ER LIDT af et paradoks, at Trykkefrihedsselskabet ledes af en præst. Folk med den metier forbinder man jo normalt med næstekærlighed.

Igen, Trykkefrihedsselskabet ledes ikke af en præst. Og næstekærlighed har intet at gøre med trykkefrihed. Men lad os høre Geert Wilders selv

Pamela Geller er den helt venstrefløjen søger

På det amerikanske venstredrejede medie Think Progress, læste jeg forleden en artikel der våndede sig over at der blev lavet for få film med kvindelige superhelte i rollerne. Drengenes fantasi-univers var simpelt hen (’hen’ ikke forstået på ny-svensk) ikke ligestillet nok mht køn. Artiklen nærmede sig det konspiratoriske, hvor man spekulerede i om de få forsøg fra filmselskaberne (Cat-woman og Supergirl) var bevidst dårligt producerede for at opretholde et kunstigt patriarkalsk superhelteunivers.

Samme Think Progress havde derimod kun hån tilovers for virkelighedens superkvinde, eller en af dem, i Pamella Geller. Hendes forbrydelse bestod i at tale volden og tyranniet midt imod. Ved at afholde en tegning-konkurrence med den muslimske profet som motiv vakte hun voldsmænds vrede. Og voldsmændene ville hævde deres voldsmonopol. De mødte dog kun deres egen skæbne ved et politi der var beredt. Det var i Texas.

14002_10153318558657439_6589506604928088695_n

Think Progress mener at i ramme alvor at tegnere, der tegner noget som volds-mænd ikke vil have - og de der arrangerer fora for den slags også - selv er skyld i den død voldsmænd bringer med sig. Det svarer til at kvinder i lårkort selv er skyld i at blive voldtaget. Sjovt nok er voldsmændenes bagland helt enige i den analogi, mens Think Progrees og dens åndelige bagland sikkert vil finde den usmagelig.

Progressiv tanke er nemlig ikke at tænke, men kun en ideologisk formel op mod et fast fjendebillede. Venstrefløjen har i savnet af Østblokken allieret sig med den islamiske verden og harmoniseret store dele af dens åndelige gods, som den også har overtaget dens forurettelsesforståelse.

Men der er ingen vej udenom, offerbebrejdelse er kernen af den åndelige værdikamp, der kæmpes i Vesten i disse årtier. Definitionen af offer og gerningsmand er forskellen i hvorledes vi ser på mennesket. Os frihedselskende og anstændige vesterlændinge holder individet ansvarligt for sine handlinger i en tro på den frie vilje. Østerlandsk kultur og venstreorienteret tænkning ser kollektivet som menneskets egentlige organisme. De kalder det ummaen eller de svedende masser, men det essentielle er, at individets frie tanker truer konformitetens sammenhængskraft og kleresiets magt.

Med en forståelse af mennesket, som et individ under ansvar for sin frie vilje er det voldsmændenes og deres sympatisørers eget valg at tage på vej over andres meninger. Og det er deres valg at bevæbne sig til tænderne med automatvåben og granater og gå til angreb på tegnere for med blod at illustrere at pennen ikke er stærkere end sværdet. Men for venstrefløjen, er individet kun en del af kollektivet og alle handlinger tager udgangspunkt i omstændighederne. Omstændighederne er ifølge den analyse at muslimer bliver ukontrolleret bedrøvelige over at se nogle tegne deres forståelse af det perfekte menneske. Det er en præmis, sådan er det bare. Så når man fremturer med at tegne, hvad der gør muslimer bedrøvelige er det en naturlov at de vil reagere med morderisk vold - de kan åbenbart ikke andet.

Det ligger i venstrefløjens ideologiske progressive program at kun tegnere har et valg, nemlig at bøje sig for kollektivismens krav. Inkonsistensen i den progressive tanke tjener at holde fokus på det faste fjendebillede; nemlig dyrkerne af den frie vilje, individet og den frie ånd. For det var hvad vi plejede at synge i kor, at man ikke kunne binde ånd. At hvor der blev lagt forbud mod at udtrykke sig, så ville modige og anstændige mennesker gøre forsøget, så sikkert som amen i kirken.

Pamela Geller er en helt og i den sørgelige forfatning som det vestlige åndsliv er trukket ned i for tiden kan hendes mod regnes som en superkraft. Her demonstrer hun den imod CNN

Kill The Christians

BBC dokumentar om muslimernes folkemord på kristne

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Krigen mod Boko Haram

Jihad, Kalifatet, Kristenforfølgelse, Muslimer, Sharia, Terror, islam, muhammed — Drokles on April 13, 2015 at 7:54 pm

Islam er i færd med endnu en reformation. Dem har der været mange af før og der vil, hvis islam ellers overlever, komme flere endnu. Islams absurditeter er ubærlige at leve med og umulige at bygge samfund på. Derfor vil muslimske samfund altid degenerere væk fra islam over i en mere tålelig tilstand af tyranni, korruption og uproduktivitet. Men med jævne mellemrum bliver den kognitive dissonans for stærk for de troende, der bebrejder de sørgelige samfundforhold manglen på tro og renhed. Og en vækkelse går sin blodig gang gennem de muslimske samfund og - hvis muligt - deres ulykkelige omgivelser. Al-Quada, Islamisk Stat, Salafisme, Muslimske Broderskab, Boko Haram. Forskellige navne for det samme fænomen; muslimer prøver at redde deres dødsyge religion gennem endnu en renselse, endnu en tilbagevenden til rødderne. Ali Sina skriver

Many westerners erroneously believe that Muhammad ibn Abdul Wahhab, (1703–1792) was the founder of Salafism, an extremist sect of Islam. This is not true. Abdul Wahhab did not found a new sect. He was a reformer of Islam in the same sense that Luther was of Christianity.

The core of Abdul Wahhab’s thinking is that Islam is perfect and complete and its decline is the result of religious innovations (bid‘ah), and that an Islamic revival will result by purging the religion from foreign influences and by emulating Muhammad and his companions.

The concept that Islam was perfect in its early stages is asserted in the Quran. “Today have I perfected your religious law for you, and have bestowed upon you the full measure of My blessings, and willed that self-surrender unto Me shall be your religion.” (Q.5:3)

Abdul Wahhab proposed that Muslims should refrain from introducing any innovation and follow the examples of the salaf, (predecessors or early generations) hence the name Salafi.

This definition is not an invention of Abdul Wahhab, but is based on a hadith that reports Muhammad saying, “The people of my generation are the best, then those who follow them, and then those who follow the latter (i.e. the first three generations of Muslims).[2]

It is important to note that ibn Taymiyyah (1263 – 1328) was also a Salafi. He opposed the celebration of Muhammad’s birthday and the construction of shrines around the tombs of Sufi ‘saints,’ saying, “Many of them [Muslims] do not even know of the Christian [Catholic] origins of these practices. Accursed be Christianity and its adherents.”

There is a hadith where Muhammad says, “I am the best Salaf for you.” [3]

The desire to reform Islam and go back to its original pristine state is actually an old thought. Abdul Wahhab, however, succeeded to give shape to this concept, which took ground thanks to the Saudi kings who are his descendants through one of his daughters.

Vice News er taget til fronten i kampen mod Boko Haram

Ateist muslim i Danmark

Information har en glimrende artikel om en ung muslimsk pige, Haifa, der mister troen og ender med at leve et dobbeltliv i savn og frygt for sin familie og det muslimske bagland.

En god muslim funderer sit liv på islam og begreber om ære, som danskerne aldrig vil kunne forstå. Jeg følte mig fjern fra alt det, jeg kom fra, da jeg begyndte at tro på videnskaben og stillede spørgsmål til Koranen: Dannes sæd virkeligt i rygsøjlen? Hvorfor er en mands vidneudsagn dobbelt så meget værd som en kvindes? Hvorfor må kvinder ikke deltage ved begravelser, og hvorfor giver koranen mænd lov til at holde slaver?

Alle pigerne i klassen tog tørklæde på, da de blev 12-13 år. Jeg ventede til, jeg var 14. Jeg havde ikke lyst til at gå med tørklæde, men troede, at jeg ville have mere til fælles med pigerne i klassen, hvis jeg tog det på. Alle var så stolte af mig og sagde, at jeg så smuk ud tildækket. Jeg holdt også op med at gå i stramme bukser. Udadtil lignede jeg én, der var sikker i troen, men indeni forsatte tvivlen. Jeg fortalte en veninde om alle de ting, jeg ikke forstod ved islam, og hun gav mig en bog om Koranens videnskabelige mirakler. Det er sådan en, man forærer tvivlere. Jeg havde brug for at tro på det, der stod i den, for frafaldne muslimer er der, hvor jeg kommer fra, ikke noget værd.

Om den sociale kontrol og den medfølgende paranoia

Jeg låner aldrig min computer ud og er normalt meget påpasselig med at slette mine digitale spor. Men en dag, hvor en gammel bekendt var på besøg, og hun ville vise mig noget på internettet, startede computeren op på en engelsk artikel om muslimske afhoppere. Jeg lukkede siden ned og sagde, at jeg ikke havde læst historien, men bare klikket på den, fordi den lå i mit Facebook-feed. Hun sagde ingenting, men gik efterfølgende til mine forældre og spurgte, om jeg havde forladt islam?

Om normaliteten i voldstruslen

I det lokale miljø forsatte rygterne, og mændene krævede, at min far ’handlede’. Det kan enten betyde, at han skal slå hånden af mig eller sætte mig på plads med vold.

Om hvorledes det er et gennemgående træk i muslimsk kultur

Det er svært at være den eneste, der står frem, men hvis vi er flere, kan det være, at det en gang i fremtiden ikke længere vil være farligt at bryde med islam.

Apostasi er forbudt i islam under dødsstraf. Det tages alvorligt af muslimer flest, hvorfor alle overvåger hinanden og fungerer som stikkere. Godt så.

Det medførte en del debat på kommentarsporet, der efterhånden degenererede i en ny-ateistisk dagsorden relativerende for eller imod religion, tro og ateismens indhold. Det sker ofte med den slags debatter; udannede ny-ateister vil gerne demonstrere at de har nærlæst Christoffer Hitchens eller Sam Harris til de rene memer. Det er skam interessant nok i sig selv, men her vil jeg blot vise et uddrag af klassiske relativister og apologeter, som de optrådte imellem også ganske gode kommentarer

Niels-Simon Larsen relativerede som den første

Ateisterne i Danmark er ikke anerkendt som andet, end at vi skal være med til at understøtte folkekirken. Hvilket parti skal man stemme på ud over Enhedslisten? Ingen har en ateistisk profil. De tør ikke, for vælgerne vil gerne have folkekirken og vil ikke skille stat og religion.

Hvor meget er protestanterne i virkeligheden bedre end muslimerne?

Charlotte Krarup Mouritzen fulgte efter

Min største medfølelse til ‘Haifa’.
Måske kan erfaringer fra tidligere Jehovas Vidner bruges af unge tidligere muslimer?

Niels-Simon Larsen, der til slut fik stor succes med at trække diskussionen ned i en begrebsforvirret debat om Guds eksistens relativerede mere uddybende og, imponerende også, både mere verdensfjernt og ganske etnocentrisk

Nogle her vil gerne tydeliggøre afstanden mellem kristendommen og islam i sidstes disfavør, og jeg kan da også godt selv se forskellen, men hvad med lighederne? Mange kristne tror på det evige liv i enten en himmel eller et helvede. Mange tror på, at de engang skal se Gud og være sammen med Jesus m.m. Hvad er så forskellen på at tro på de 70 jomfruer, ja, hvad er forskellen på det kristne paradis og det muslimske?
Jeg synes i høj grad, at vi trænger til at feje for egen dør, inden vi kritiserer andre. Mange går med et kors om halsen. Det er jo en slags nøgle til himlen. De iranske børn, der blev brugt som mineryddere i Iran/Irak krigen havde en plasticnøgle i en snor om halsen, så de selv kunne låse sig ind i paradis. Ja, ja, ja, der er forskel igen, men hvor stor er den?

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i Haifas grusomme situation, selvom jeg ikke har været i hendes sko. Man kan læse om masser af den slags. Og husk så lige på, at 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og disse 80 procent bakker op om militæret og kongehuset. Det hele dybt godnat. Det er os, der skal gå foran med at skippe trossystemerne, så kommer de andre nok bagefter, for alle vil leve frie liv og kærlige liv.

Peter Jensen har ikke læst hvor udbredt og intens overvågningen er i det muslimske miljø og sætter Information på listen over islamfjendtlige medier

“I håb om, at det en dag holder op med at være et tabu at forlade islam, fortæller hun her sin historie”

Illustrerer artiklen ikke at der findes rig variation indenfor islam-praksis? Hendes kæreste kommer selv fra et ‘muslimsk’ miljø - og kan, så vidt artiklen, sekularisere sig uden de store problemer. I øvrigt har jeg vanskeligt ved at finde religioner, som ikke tabuiserer - eller minimum problematiserer (og så er tvangen allerede i gang) brud med menigheden.

Men gryden skal jo holdes i kog.
De kære medier, de kære magthavere, de villige afmægtige.

Leo Nygaard opfordrer de ateistiske muslimer til at forlade landet. Ja, De læste rigtigt, de korantro kan blive

Denne beskrivelse af et enkelt menneskes liv i religiøs/kulturel konflikt er et billede af hele samfundet. Splittesen i Heifas hoved er splittelsen i samfundet.
Nogen foreslår et brud - rejs væk Heifa.
Hævet til det øverste niveau : Rejs væk I muslimer, der ikke kan leve med det samfund, i er en del af.
Som Heifa, der ikke kan leve med dette dobbeltliv.

Lennart Kampmann taler om ateisters særlige indsigt, diagnosticerer teister som sindssyge og kolporterer myten om at man har troet at Jorden var flad

På samme måde som kristendommen er blevet tæmmet og overflødiggjort i Danmark står andre religioner overfor samme skæbne. Det er et spørgsmål om tid. Tanken om en skabende gud fornærmer vores intellekt, men det varer jo noget før effekten af vores indsigt har forplantet sig til alle. En gang troede man at jorden var flad. Med tiden forsvandt denne tro, og i dag er den tegn på galskab.

Også emil groth finder at Information forfølger islam

Jeg gir øl den dag en anderledes avis tør, at skrive en possitiv beretning om islam.

John Victor Lorck mener at muslimsk forfølgelse af apostater er gældende for alle religioner

Tak til “Haifa” for hendes modige åbenhed. Og hvor er det sørgelig læsning. Religon er i sandhed formørkelse og intolerance. Hvilket umenneskelig sitution at være i, for man elsker jo dog sine forældre og søskende. Men er der en anden udvej end at forlade familien ?

Ole Hansen mener Haifas historie også er typisk for danske piger

http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_faith_(existentialism)

Dansk kultur er ikke et hak bedre! Hvorfor har danskerne så svært ved at se på dem selv? Hvorfor antid andre - specielt muslimerne? Er danskerne frie????? omg!

Tilsyneladende er han nemlig selv truet af sin voldelige famile, eller hvem det nu er

Jeg skal også altid være klar med en løgn - der er jo zero frihed til at være sig selv, i Danmark! Diskriminationen, selvcensuren er absolut, her i landet.

Niels-Simon Larsen ved ikke at den danske Folkekirke er Luthersk evangelisk

Prøv til en begyndelse at få en dansk præst til at sige, at helvede ikke eksisterer og det samme med dødsriget.

Claus E. Petersen har heller ikke opdaget at Haifas dobbeltliv netop forudsætter en kulturel normalitet

Et eller andet sted er det vel et enkeltstående tilfælde, som bør udløse kritik af de manglende ressourcer til fremme af integration.

Som alle ved, er dialog vejen frem til partnerskab.

Den meget aktive Niels-Simon Larsen kan ikke se Haifas specielle fortælling om islam er særligt knyttet til islam, føler sig truet til at handle i Bilka og fortæller at der er meget stor forskel på hans opførsel på Informations debatfora og når han er sammen med muslimer - klogeligt

Jeg kan ikke lide fordømmelsen af islam og synes hellere, vi skal feje for egen dør. Hvor mange gange om dagen ligger vi ikke ‘med røven i vejret og beder til’ materialismen, som er den mest ødelæggende tendens i verden? Jeg har tilbragt en del tid sammen med muslimer og oplevet dem fra den menneskelige side. Selvfølgelig sagde jeg ikke i tide og utide, at jeg var ateist, men det gør jeg heller ikke her.

Robert Ørsted-Jensen vil også gerne relativere

Simon - jeg er ganske enig i at fundamentalt et er islam ikke værre end så mange andre religioner.

Og han følger op

den eneste virkelige forskel på islam og de andre judæiske religioner er at dele af islam stadig sidder fast i fortidens idioti og har svært ved at komme vider

Siden forfaldt debatten er verbose indlæg, hvor ateister prøvede at meme sig til en højere indsigt. Men skønt Information ikke er islamkritikkens højborg, som flere af læserne synes at mene, så er den i det mindste slået ind på en kurs, hvor mere nuancerede fortællinger om muslimsk hverdagsliv, end de gængse offer- og succeshistorier. Blandt andet en om æresdrab og venstrefløjens svigt

I dag har norske Deeyah Khan droppet sangkarrieren. Otte år efter at hun måtte flygte fra London og for anden gang i sit liv søge ly i et fremmed land, har hun i stedet dedikeret sin tid til at tale på vegne af kvinder, der er ofre for såkaldt æresrelateret vold. Kvinder som dem, hun kender fra sin opvækst i Oslos pakistanske miljø og gennem sit ngo-arbejde: »Kvinder, som ikke blot flygter fra voldelige ægtemænd, men fra hele deres omgangskreds, fra hele deres liv,« som den nu 37-årige instruktør og kvinderettighedsforkæmper selv formulerer det over for Information.

Hendes Emmy-vindende dokumentarfilm fra 2012 om Banaz Mahmod – en pige med kurdiske rødder, der med sin families vidende og accept blev voldtaget, kvalt og begravet i en kuffert i en baghave i 2006 – var et forsøg på at synliggøre problemet.

»Dengang jeg selv blev udsat for overgreb, turde jeg ikke protestere. Jeg var bange for, at mine ord ville blive misbrugt til at generalisere og stigmatisere etniske minoriteter. Men det gik op for mig, at min tavshed bidrog til kvinder som Banaz’ lidelse og død,« siger Deeyah Khan.

Men venstrefløjen og kvindebevægelsen er stadig tavs, mener hun.

»Frygten for at blive beskyldt for racisme får dem, der burde tale kvindernes sag, til at se den anden vej. Kvinderne bliver glemt og ignoreret, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som de drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror.«

(…)

I det multikulturelle London forsøgte Deeyah Khan at starte på en frisk. Hun fik en stor pladekontrakt og relancerede sig selv som ’Den muslimske Madonna’. Med hvad Nick Cohen beskriver som en »rørende naivitet«, troede hun, at Storbritannien ville være et mere sikkert sted end Norge. Men snart efter måtte den unge sangerinde hyre bodyguards, da hun blev spyttet på på gaden og opsøgt på sin adresse og truet på livet.

(…)

»Æresdrab sker kun i de mest ekstreme tilfælde, men tusindvis af kvinder lever et liv under total kontrol. De kan ikke gemme sig, fordi taxachauffører og folk, som arbejder for politiet og i jobcentre, rapporterer tilbage til familierne,« siger Deeyah Khan.

Kommentarerne her var væsentligt mere afdæmpede.

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

Et falsk flagellanteri

Jyllands-Postens leder gjorde forleden op med Justitsminister Mette Frederiksens Handlingsplan til Terrorbekæmpelse

11 punkter var der i alt. Men som ministerens fremlæggelse skred frem, meldte sig en knugende undren, for sad hun ikke der og fremlagde én eneste stor tilståelsessag? En tilståelse af, at det danske retsvæsen, det danske fængselsvæsen, det danske politi, den danske regering og lovgivningsmagt, ja, hele det samlede danske magtapparat havde svigtet?

Var det ikke den nødvendige konklusion, som man måtte drage, når ministeren beslutsomt fremlagde initiativer, som burde have været en selvfølge?

Burde det ikke være en selvfølge, at samtlige relevante myndigheder er i tæt kontakt og orienterer hinanden, når man har at gøre med voldsmænd med tydeligt psykopatiske træk? Burde det ikke være en selvfølge, at en dommer, som skal tage stilling til en voldsmands løsladelse, er bekendt med alle sagens relevante aspekter, så han ikke kommer til at løslade en farlig mand på et utilstrækkeligt grundlag?

Burde det ikke være en selvfølge, at man i strafudmåling og straffemetode nøje skelner mellem førstegangsforbrydere, som med en passende indsats kan bringes tilbage på rette vej, og på den anden side en forhærdet forbryder med talrige domme bag sig, som tydeligt har valgt kriminaliteten som sin permanente lod i livet?

Faktisk var der ikke i den lange redegørelse et eneste punkt, som ikke for længst burde have været på plads. Derfor tog hele fremlæggelsen karakter af en fænomenal omgang varm luft og politiske hensigtserklæringer, som ethvert fornuftigt menneske måtte kunne sige sig selv for længst skulle have været implementeret i virkelighedens verden.

Dette er alt sammen rigtigt og godt for Jyllands-Postens læsere at de får reflektion frem for kolportering. Men det er desværre også typisk dansk flagellanteri. For vel er myndighederne helt ude af trit med virkeligheden og vel er det politiske etablissement ude af trit med virkeligheden. Men hvad der er mere vigtigt er offentligheden stadig ude af trit med virkeligheden.

Det danske retsvæsen afspejler stadig den opfattelse at Danmark er for danskerne - og ny-danskerne er også danskere, blot helt nye. Og det vil sige at danske normer gælder for dansk lov og for danske lovovertrædere. For at tage et simpelt eksempel så straffer vi i Danmark med frihedsberøvelse når vi går hårdest til den. Og selv da kan vi ikke gå for hårdt til den, så tidsrammen for livstid kun giver mening for husdyr. Og det er fordi vi danskere, altså os gamle danskere ved, at friheden er det ømmeste punkt man kan ramme. Det er ingen fornøjelse ikke at være fri, så med en tidsbestemt frihedsberøvelse kan du forhåbentligt lære at opføre dig ordentligt til en anden gang. Og så kan du jo bruge tiden til at tænke dig om. Eller også kan du pumpe jern og knalde ludere i praktisk opsatte campingvogne. Det skulle jo nødigt gå hen og blive direkte grusomt at kukkelure. De fleste lærer desværre ikke noget andet end måske nye kontakter i hælerbranchen, men det er i hvert fald tanken. Med mildheden fulgte også en slags underforstået overenskomst for reglerne, der holdt en vis civilitet mellem myndigheder og kriminelle.

Men ak, andre kulturer er ikke så interesserede i frihed. De dyrker fatalismen og anser ikke mennesket som enestående individ med evne for at træffe egne valg. For dem er liver rent materialistisk, hvor det gælder om at skaffe sig fornødenhedder fremfor at frembringe dem. Frihedsberøvelse er allerhøjst lidt kedeligt, hvis fængslet ikke abonnerer på den store TV-pakke, men ellers er der varm halal-mad, tørt og lunt og halvdelen af gutterne fra moskeen og en del familiemedlemmer oveni at snakke med. Så en dansk straf er at regne for lille vente-belønning for at halshugge vantro inden man skal til det store jomfruorgie i det hinsides (nej, ikke Sverige - endnu). En pendant til kalendergaver så at sige.

Men det forstår offentligheden endnu ikke. Den lever stadig i gamle opfattelser af at andre mennesker er som een selv, blot dummere eller heldigere. Så man kan blot projicere sig selv ud i kollektivet og drage sine galvaniserede konklusioner for samfundet. Derfor må det også være andres skyld når nogen gør noget man aldrig selv kunne finde på at gøre. Hvad kunne få mig til at stjæle? Øøøhm, jeg manglede desperat noget? Kanske de sociale ydelser er for lave? Hvad kunne så få mig til at begå vold og mord på tilfældige mennesker og jøder? Jeg blev virkeligt frustreret? Mnjaeøh, jeg har jo både mit arbejde og konen derhjemme så frustration sig selv er ikke nok. Men, hvis nu jeg havde det virkeligt dårligt med mig selv? Ja, måske hvis jeg blev mobbet meget? Eller følte mig mobbet når jeg så TV fordi alle danskerne hele tiden trash-talkede det samfund jeg gik og sagde mine bedsteforældre flygtede fra? Jo, det lyder så skørt at der sikkert er en verbos psykologisk teori. Så det vælger vi at tro på ifølge Jyllands-Posten

Den danske befolkning er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt samfundet har et medansvar for, at unge som Omar Abdel Hamid El-Hussein bliver radikaliserede og i sidste ende begår et terrorangreb som det, der fandt sted i København i februar.

44 pct. mener, at det danske samfund har et medansvar for radikaliseringen, mens 44,5 pct. siger nej, viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Til gengæld er der store forskelle, når man ser på de politiske blokke. Mens et flertal af vælgerne i rød blok, 54,9 pct., giver samfundet en del af ansvaret, gælder det kun godt hver tredje i blå blok, 35,4 pct.

Men ak, du kan kun bebrejde din egen mor for din opvækst, ikke naboens. Og det gælder også for din mor by proxy: Teorien for samfundets skyld dækker kun dit eget samfund. Det er ikke andre samfunds skyld at du opfører dig dumt, det er kun dit eget. Og vi lever i parallelsamfund. Så grunden til de store og stærke fællesskaber af ensomme Omar’ere må Omars mor tage på sin burka. Det er hjemme i ghettoen, henne i moskeen, inde i Audi’en, nede på den indtagede gade at medansvaret skal placeres, som det så specifikt står beskrevet i koranen. Danskerne møder de kun som de venstredrejede socialhjælpere, pædagoger og skolelærere der ikke kan bebrejdes noget i deres loyale stemmen rødt og meget rødt. Eller de møder danskere som sociale tilfælde og udskud fordi de røde hældte alle muslimerne ned til de forarmede områder, væk fra deres egen mere kreative dagligdag, hvor deres børn har andre behov, end at socialiseres ind i multietnicitetens spraglede verden sammen med sociale tilfældes uvorne unger. Heldigvis havde man brugt store ressourcer på at opgradere boligmassen i de depraverede dele af byen, så ny-danskerne kunne bo standsmæssigt, som de skubbede taberdanskerne, længere væk fra det sociale sammenhold. For det er således vi rækker hånden ud.

“Der er mange danske job, som går til østeuropæere i stedet for indvandrere, og det er tegn på en for ringe integrationsindsats.

Sådan lyder det fra SFs integrationsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er dog ikke kun de rødes skyld det hele. Segmentet, der svæver mellem at stemme DF eller Ø blev af Hans Engell beskrevet som de, der bare var imod det hele. Det hele var det politiske etablissements forkromede ideer, som EU, Euro, multikultur, østarbejdere osv, hvilket altså var Engells egens horisont. Det var folk der var bange for det nye samfund, sagde han. Men han kom ikke ind på at vi måske også er mere udsatte. At det er vores jobs der skal fordeles ligeligt mellem venstrefløjens favoriserede ny-danskere og den borgerlige anstændigheds underudbydende østarbejdere. At det sociale boligbyggeri, blev til bosættelser. At det er i de gader, hvor vi bor at folk bliver slået ned og intimideret og vores døtre er ludere for deres manglende formummelse. Kun afbrudt af venstrefløjens stormtropper, som truer at vi ikke må være racister i deres gader.

25b512ed00000578-2953594-image-a-6_14240172289311

Så nej, ideen om de danske myndigheder, der varetager den danske systematisering af de danske normer, som rammen om vores fællesskab når vi hjælper og straffer hinanden og lever sammen er fortid. For ind i det hele er trådt en anden kulter, der tærer og gnaver i fundamentet. De brede rygge bærer ikke længere for de svage, men for de nye og arbejder endda aktivt for direkte at træde de svage længere ned, ved at forære deres eksistensgrundlag væk, som de også forærede deres boliger væk.

Når danskerne pisker sig selv for Omar’erne handlinger så er det et falsk flagellanteri. Man pisker myndighederne for ikke at ane deres levende råd, man pisker de svage for deres racistiske nødråb. Man pisker de andre danskere, men ikke de rette danskere. Og man pisker for de forkerte handlinger, frem for de forkerte mennesker. Det danske samfund har ingen skyld i Omar’erne handlinger. Man de danskere, der har arbejdet og arbejder på at fylde Danmark med Omar’erne og deres tankegods er skyldige. De er skyld i det hele!

asyldemo_stop_deportations-111

Sverige oplever at multikultur er modsætninger

”Sverige provocerar inte bara Saudiarabien, utan muslimer över hela världen eftersom kungadömet Saudiarabien följer Sharialagarna.”

Arab News skriver om de krænkedes følelser

Sweden and other Western countries have adopted double standards while dealing with human rights as they ignore the killing of thousands in Iraq, Syria and Palestine, and highlight the flogging of an individual in Saudi Arabia as a big issue, said Dr. Mohammed Badahdah, assistant secretary general of the World Assembly of Muslim Youth (WAMY).

Speaking to Arab News, he emphasized that Saudi Arabia’s rules and regulations as well as its judicial system are based on the Qur’an and Sunnah or Shariah. “Shariah laws are not made by Parliament or people’s representatives. They are divine laws given by the Almighty for the welfare and security of the whole humanity,” he explained.

“It’s the duty of all countries and societies to respect religious faiths, beliefs and cultures of different communities in order to promote peace and stability in the world,” Badahdah said while denouncing Swedish Foreign Minister Margot Wallstrom’s anti-Saudi tirade.

“We are not imposing Shariah on others. Why do then Sweden and other Western countries criticize the Kingdom when we are implementing Shariah in accordance with our faith? This is clear interference in our internal affairs and Saudi Arabia will not tolerate such attacks,” he said.

Tolerance er godt, ubetinget godt. Det er holdningen på den værdimæssige venstrefløj og i Sverige. Men de overser selvfølgelig at tolerance er betinget. Betinget af at vi er enige om, hvad tolerance er. Den værdimæssige venstrefløj og svenskerne har tilpasset der opfattelse muslimernes, således at det er tolerance ikke at krænke. For islam bliver så let krænket. Vi andre fastholder tolerance som ikke at lade sig krænke. At man vender den anden kind til. På den måde kan vi udnytte vores intellekt i åndsfrihed og en masse andet spændende.

Det store problem med at definere tolerance som pligten til ikke at krænke er at alle bliver krænkede over et eller andet. ikke mindst muslimer, som finder alle andre end dem selv og deres indskrænkede levevis krænkende. Men også andre salonfähige subgruperinger finder både dette og hint krænkende som homser, kvinder, negre og katolikker, så det er uundgåeligt at alle kommer til at krænke alle. Ikke mindst med muslimerne, som jo som sagt finder homser, kvinder, negre og katolikker krænkende. Så grundlæggende kan man ikke længere være salonfähig på den værdimæssige venstrefløj eller i Sverige længere, ikke bare fordi hyldesten af den ene perversion er krænkende for den næste, men fordi islam finder alt og alle krænkende. Jacob McHangama skriver på sin Facebook profil

Sveriges diplomatiske konflikt med Saudi Arabien er et glimrende eksempel på, hvorfor det er afgørende at kunne kritisere og gøre grin med religion. Margot Wallstrøm rejste en helt berettiget men sæt for sjælden kritik af Saudi Arabiens brutale diktatur. Men da Saudi Arabiens retssystem er baseret på Sharia forsøger Saudi Arabien nu at udlægge den svenske kritik som et angreb mod islam og muslimer, og har fået både OIC og Den Arabiske Liga med på galejen.

Det giver visse mindelser om tidligere konflikter med et lille skandinavisk land. Udenrigsministeren i dette unavngivne skandinaviske land har dog lært lektien og vil ikke “eskalere konflikten”, som det hedder, ved at kalde Saudi Arabien for et diktatur eller kritisere landets krænkelse af menneskerettigheder. Dertil er landet for vigtig en partner i kampen mod Islamisk Stat, der ligesom Saudi Arabien, henretter kvinder, blasfemikere og homoseksuelle, men uden forudgående retssag baseret på alle Shariaens grundlæggende retsprincipper.

Accepterer vi at religiøse følelser skal skrønes mod krænkende ytringer, risikerer vi også at skærme religiøse diktaturer.

Længe har man kunnet dække over denne indre modsigelse ved at angribe nationen og nationalisterne som bigoter. At købe sig goodwill hos alle de små minoriteter og muslimerne især ved at sælge bid for bid af nationen, indtil der ikke synes at være noget tilbage. Og nu ser Sverige ud til at være så udhulet at der ikke er noget der står imellem de mange minoriteter. Nu er hr og fru Sverige der ikke længere længere til at sælge ud for at betale for de indre selvmodsigelser. Nu skraber de krænkede hinandens manchetter. Det var kun et spørgsmål om tid. Ingrid Carlqvist skriver i Dispatch International

Saudiarabien är islams allra heligaste land. Här ligger Mecka med världens största moské, Al-Masjid al-?ar?m, som omsluter den heliga stenen Kaba. Området är svindlande stort, hela 356 800 kvadratmeter och rymmer mer än fyra miljoner tillbedjare under hajj (vallfärden). Hit får icke-muslimer inte komma – Mecka är rena apartheid-staden och religionsfrihet är ett okänt begrepp.

Det var detta land Margot Wallström kallade en diktatur med “medeltida” straff (exempelvis piskning av uppstudsiga bloggare) och kvinnoförtryckande (exempelvis att kvinnor inte får köra bil). Bra där, Margot!

Hennes uttalanden har nu satt hela den arabiska världen i brand. Nu är det inte bara Arabförbundet som fördömt hennes uttalanden, utan alla de 57 länderna i OIC (Organization of Islamic Cooperation). Saudiarabien och Förenade Arabemiraten har tagit hem sina ambassadörer från Stockholm, och Saudiarabien har meddelat att inga nya svenska affärsmän kommer att få visum till deras land.

Nu vrider sig utrikesministern som en mask i sina försök att påstå att hon inte kritiserade islam med sina uttalanden. Hennes pressekreterare Erik Boman säger i dag till Dagens Nyheter:

“Vi har den största respekt för islam. Sverige värdesätter goda relationer med den muslimska världen.”

Men kritiserade islam var just vad Wallström gjorde, i och för sig utan att begripa det. Sharialagarna är en del av islam, och det var Allah själv som meddelade Muhammed hur han skulle straffa sina undersåtar. Att påstå att sharia är ”medeltida” och att Saudiarabien med dessa lagar förtrycker sin befolkning är en total sågning av islam.

Det Margot Wallström uppenbarligen inte heller kände till är att Saudiarabien aldrig har skrivit under FNs deklaration om de mänskliga rättigheterna. Saudi har däremot skrivit under Kairodeklarationen (liksom de övriga 56 länderna i OIC), som är själva motsatsen till det vi kallar mänskliga rättigheter. Kairodeklarationen slår nämligen fast att sharia övertrumfar de mänskliga rättigheter som FN listar, vilket är liktydigt med alla.

Att Sverige har en utrikesminister som inte vet detta är naturligtvis pinsamt. Men låt oss skänka en tacksamhetens tanke till Margot Wallström och hennes medarbetare. Genom sina uttalanden har Wallström satt fingret på just det budskap som vi islamkritiker länge försökt tränga igenom med: Islam är en totalitär ideologi som förvägrar människor mänskliga rättigheter och håller sina undersåtar fast i ett barbariskt system utan hopp.

När nu Pandoras ask är öppnad blir det spännande att se hur Wallström ska agera i fortsättningen. Antingen får hon stå fast vid sina uttalanden och därmed erkänna att islam är barbariskt och kvinnoförtryckande. Eller så får hon göra en hel pudel och säga att hon inte visste att sharialagarna är Allahs lagar, och att hon givetvis inte har rätt att kritisera islams gud.

Det var kun et spørgsmål om tid.

Lidt rablen fra Yahya Hassan

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

11059507_10205343738946335_308594233442861405_n

David Wood forklarer CNNs hvidvaskning af islam

Arabiske forår, Historie, Jihad, Muslimer, Pressen, Sharia, Terror, islam — Drokles on March 19, 2015 at 3:30 pm

David Wood er fremragende i sin dissekering af mediernes hvidvaskning af islam som årsag til terror og ulykke. Her med udgangspunkt i CNN og Daily Beasts udenrigsredaktør Brooke Baldwin.

Den muslimske invasion af Indien

Tarek Fatah henviser til dette uddrag fra den yderst anbefalelsesværdige “The Story of Civilization

The Mohammedan Conquest of India is probably the bloodiest story in history. It is a discouraging tale, for its evident moral is that civilization is a precarious thing, whose delicatecomplex of order and liberty, culture and peace may at any time be overthrown by barbarians invading from without or multiplying within. The Hindus had allowed their strength to be wasted in internal division and war; they hadadopted religions like Buddhism and Jainism, which unnerved them for the tasks of life; they had failed to organize their forces for the protection of their frontiers and their capitals, their wealth and their freedom, from the hordes of Scythians, Huns, Afghans and Turks hovering about India’s boundaries and waiting for national weakness to let them in.For four hundred years (600-1000 A.D.) India invited conquest; and at last it came. The firstMoslem attack was a passing raid upon Multan, in the western Punjab (664 A.D.) Similarraids occurred at the convenience of the invaders during the next three centuries, with theresult that the Moslems established themselves in the Indus valley about the same time thattheir Arab co-religionists in the West were fighting the battle of Tours (732 A.D.) for themastery of Europe.But the real Moslem conquest of India did not come till the turn of the first millennium afterChrist. In the year 997 a Turkish chieftain by the name of Mahmud became sultan of thelittle estate of Ghazni, in eastern Afghanistan. Mahmud knew that his throne was young andpoor, and saw that India, across the border, was old and rich; the conclusion was obvious.Pretending a holy zeal for destroying Hindu idolatry, he swept across the frontier with aforce inspired by a pious aspiration for booty. He met the unprepared Hindus at Bhimnagar,slaughtered them, pillaged their cities, destroyed their temples, and carried away theaccumulated treasures of centuries.Returning to Ghazni he astonished the ambassadors of foreign powers by displaying “jewelsand unbored pearls and rubies shining like sparks, or like wine congealed with ice, andemeralds like fresh sprigs of myrtle, and diamonds in size and weight like pomegranates.”

Each winter Mahmud descended into India, filled his treasure chest with spoils, and amusedhis men with full freedom to pillage and kill; each spring he returned to his capital richerthan before.

At Mathura (on the Jumna) he took from the temple its statues of gold encrusted withprecious stones, and emptied its coffers of a vast quantity of gold, silver and jewellery; heexpressed his admiration for the architecture of the great shrine, judged that its duplication would cost one hundred million dinars and the labour of two hundred years, and thenordered it to be soaked with naphtha and burnt to the ground.

Six years later he sacked another opulent city of northern India, Somnath, killed all its fifty thousand inhabitants, and dragged its wealth to Ghazni. In the end he became, perhaps, therichest king that history has ever known.Sometimes he spared the population of the ravaged cities, and took them home to be sold asslaves; but so great was the number of such captives that after some years no one could befound to offer more than a few shillings for a slave.Before every important engagement Mahmud knelt in prayer, and asked the blessing of Godupon his arms. He reigned for a third of a century; and when he died, full of years andhonours, Moslem historians ranked him as the greatest monarch of his time, and one of thegreatest sovereigns of any age.

Seeing the canonization that success had brought to this magnificent thief, other Moslemrulers profited by his example, though none succeeded in bettering his instruction.In 1186 the Ghuri, a Turkish tribe of Afghanistan, invaded India, captured the city of Delhi,destroyed its temples, confiscated its wealth, and settled down in its palaces to establish theSultanate of Delhi- an alien despotism fastened upon northern India for three centuries, andchecked only by assassination and revolt. The first of these bloody sultans, Kutb-ud-Din Aibak, was a normal specimen of his kind -fanatical, ferocious and merciless. His gifts, as the Mohammedan historian tells us, “werebestowed by hundreds of thousands, and his slaughters likewise were by hundreds of thousands.”In one victory of this warrior (who had been purchased as a slave), “fifty thousand mencame under the collar of slavery, and the plain became black as pitch with Hindus.”

Another sultan, Balban, punished rebels and brigands by casting them under the feet of elephants, removing their skins, stuffing these with straw and hanging them from the gatesof Delhi. When some Mongolian habitants who had settled in Delhi, and had been converted toIslam, attempted arising, Sultan Ala-ud-din (the conqueror of Chitor) had all the males -from fifteen to thirty thousand of them - slaughtered in one day.

Sultan Muhammad bin Tughlak acquired the throne by murdering his father, became a greatscholar and an elegant writer, dabbled in mathematics, physics and Greek philosophy,surpassed his predecessors in bloodshed and brutality, fed the flesh of a rebel nephew to therebel’s wife and children, ruined the country with reckless inflation, and laid it waste withpillage and murder till the inhabitants fled to the jungle.He killed so many Hindus that, in the words of a Moslem historian, “there was constantly infront of his royal pavilion and his Civil Court a mound of dead bodies and a heap of corpses, while the sweepers and executioners were wearied out by their work of dragging” the victims“and putting them to death in crowds.”

In order to found a new capital at Daulatabad he drove every inhabitant from Delhi and leftit a desert; and hearing that a blind man had stayed behind in Delhi, he ordered him to bedragged from the old to the new capital, so that only a leg remained of the wretch when hislast journey was finished.

The Sultan complained that the people did not love him, or recognize his undeviating justice.He ruled India for a quarter of a century, and died in bed. His successor, Firoz Shah, invadedBengal, offered a reward for every Hindu head, paid for 180,000 of them, raided Hindu villages for slaves, and died at the ripe age of eighty. Sultan Ahmad Shah feasted for threedays whenever the number of defenceless Hindus slain in his territories in one day reachedtwenty thousand.

These rulers were often men of ability, and their followers were gifted with fierce courageand industry; only so can we understand how they could have maintained their rule among ahostile people so overwhelmingly outnumbering them. All of them were armed with a religion militaristic in operation, but far superior in its stoicalmonotheism to any of the popular cults of India; they concealed its attractiveness by making the public exercise of the Hindu religions illegal, and thereby driving them more deeply intothe Hindu soul.Some of these thirsty despots had culture as well as ability; they patronized the arts, andengaged artists and artisans–usually of Hindu origin– to build for them magnificentmosques and tombs; some of them were scholars, and delighted in converse with historians,poets and scientists.One of the greatest scholars of Asia, Alberuni, accompanied Mahmud of Ghazni to India,and wrote a scientific survey of India comparable to Pliny’s “Natural History” andHumboldt’s “Cosmos”.

The Moslem historians were almost as numerous as the generals, and yielded nothing tothem in the enjoyment of bloodshed and war. The Sultans drew from the people every rupeeof tribute that could be exacted by the ancient art of taxation, as well as by straightforwardrobbery; but they stayed in India, spent their spoils in India, and thereby turned them back into India’s economic life.Nevertheless, their terrorism and exploitation advanced that weakening of Hindu physiqueand morale, which had been begun by an exhausting climate, an inadequate diet, politicaldisunity, and pessimistic religions. The usual policy of the Sultans was clearly sketched by Ala-ud-din, who required his advisersto draw up “rules and regulations for grinding down the Hindus, and for depriving them of that wealth and property which fosters disaffection and rebellion.”

Half of the gross produce of the soil was collected by the government; native rulers hadtaken one-sixth. “No Hindu,” says a Moslem historian, “could hold up his head, and in theirhouses no sign of gold or silver…or of any superfluity was to be seen…. Blows, confinementin the stocks, imprisonment and chains, were all employed to enforce payment.” When one of his own advisers protested against this policy, Alauddin answered: “Oh,Doctor, thou art a learned man, but thou hast no experience; I am an unlettered man, but Ihave a great deal. Be assured, then, that the Hindus will never become submissive andobedient till they are reduced to poverty. I have therefore given orders that just sufficientshall be left to them from year to year of corn, milk and curds, but that they shall not beallowed to accumulate and property.”

This is the secret of the political history of modern India. Weakened by division, itsuccumbed to invaders; impoverished by invaders, it lost all power of resistance, and took refuge in supernatural consolations; it argued that both mastery and slavery were superficialdelusions, and concluded that freedom of the body or the nation was hardly worthdefending in so brief a life. The bitter lesson that may be drawn from this tragedy is that eternal vigilance is the price of civilization. A nation must love peace, but keep its powder dry.

1-mughal-india-kirpal-singh-bhai-mati-dass-ji-1024x766-1

The Muslim Issue, hvor ovenstående billede er hentet, har mere om den muslimske invasion af Indien.

Et islamofobisk angreb?

Tre studerende, et ungt ægtepar og den enes søster, er blevet myrdet, likvideret faktisk, i deres lejlighed i North Carolina. Her fra CNN

Was it a dispute over a parking space or something more sinister that prompted the shooting death of three students in an apartment near the University of North Carolina at Chapel Hill campus?

Police said “an ongoing neighbor dispute over parking” might have been a factor in the shootings Tuesday evening but said they weren’t dismissing the possibility of a hate crime.

The victims — a newlywed couple and the bride’s younger sister — were shot in the head, sources told CNN affiliate WRAL.

Their families say the gunman had threatened the victims before, and they believe the shootings were a hate crime.

Muligheden for en hate-crime ligger i at de tre myrdede studerende var muslimer. På Facebook profilen Muslim I Danmark tog man derfor hurtigt historien til sig som et tegn på islamofobi

De her tre muslimer er lige blevet dræbt i USA af en islamafobisk mand. Det her er produktet af denne hetz imod muslimer!

Hvor er de som tager afstand? Hvor er de som gør det her til et problem som alle hvide amerikaner skal tage afstand fra? Hvad ville der ske hvis det var en muslim, som havde dræbt tre hvide amerikanere? Islam ville have fået skylden, hele verden ville tage afstand, medierne ville rydde forsiden til minde for ofrene og alle ville vise deres sympati samt kræve muslimer tager afstand. Men nu er ofrene jo tre muslimske studerende. Så lader vi det bare stå lidt for sig selv og håbe ingen roder lidt for meget i det..

Nemlig, det er i sandhed et historisk øjeblik, at en ikke-muslim her i Vesten myrder muslimer. Det burde præge nyhederne som havde en kongelig født to par siamesiske trillinger. Muslim I Danmark tog, som muslimerne i USA og resten af Vesten velsagtens (ja, det er blot en fordomsfuld antagelse) det for givet at mordene på de tre studerende var islamofobisk motiveret. Hvad ellers?

Og verden er et uforstående sted for de sande ofre mener flere muslimske læsere, der illustrerede deres følelser således

10360840_433796333460999_4220368414414308877_n

10801713_10205464423117655_4625420702868118212_n

10372569_724382037675951_215572977086477498_n

10985531_10205464423717670_3941019194978655807_n

Ja, hvad ellers kan man myrde en muslim for, hvis ikke det er for at være muslim? For en muslim er kun muslim, kun underkastet islam og kan ikke have relationer til resten af verden uden gennem islam og vice verca. En muslim er altså åbenbart ikke et menneske, der kan blive myrdet af allehånde andre grunde, som vi andre kan. En muslim er en muslim er en muslim. For en muslim åbenbart.

Men vi andre lever i menneskenes, for muslimer åbenbart, “Disgusting” verden. Robert Spencer skriver på Jihad Watch

Did Craig Hicks murder three Muslims in Chapel Hill, North Carolina, because they were Muslim? Certainly that is what the Hamas-linked terror organization, the Council on American-Islamic Relations (CAIR), would have us believe. The problem with Hamas-linked CAIR’s narrative, however, is that from the looks of his Facebook page, Hicks is hardly the right-wing anti-Muslim Islamophobic redneck of their hysterical fantasies; instead, he is a hardcore Leftist and fan of Hamas-linked CAIR’s allies, the Huffington Post and the Southern Poverty Law Center.

On his Facebook page, Craig Hicks had a huge and revealing list of “Likes” that shows him much more preoccupied with Christianity than with Islam. He does post a chart likening “Radical Christians” to “Radical Muslims,” but that is about the extent of his mentioning of Islam at all. He likes the atheists Richard Dawkins, Sam Harris and Bill Maher, all of whom have criticized Islam, but his page includes none of their statements about Islam. He likes many anti-Christian groups but no groups that are critical of Islam, and he even likes a group praising Obama for supporting the Ground Zero Mosque.

Hvis nu alligevel motivet, eller en del af motivet, ligger i en modstand mod muslimer, bliver det interessant at se om medierne vil behandle denne sag på samme måde, som de behandler antisemitiske mord. Det første muslimer i danmark åbenbart tænker på er Israel At det selvfølgelig er frygteligt, men… Men med tanke på muslimsk forfølgelse af ikke-muslimer over hele verden og ISIS grusomheder, things like that, så er det ikke mærkeligt at en ateist slår igen. Og en ekspert eller blot menigt medlem af Enhedslisten der påpeger at denne islamofobiske vold stopper først når muslimerne kommer med ind i den moderne verden osv. Og i mellemtiden så kunne man lægge politisk pres på den muslimske verden ved at boykotte, hvad man nu kan boykotte af dadler og olie. Men jeg tvivler.

Obama, den frie verdens forsvarer

Barak Obama udtalte som bekendt på FNs talerstol at fremtiden ikke må tilhøre de, der fornærmer islams stifter. Den stil har han holdt ved. Hot Air skriver at Obama mener det er en borgerpligt at tale imod blasfemikere

Noah already blogged the lowlight of this morning’s National Prayer Breakfast speech but don’t overlook this passage. The Washington Times didn’t.

There’s wisdom in our founders writing in those documents that help found this nation the notion of freedom of religion, because they understood the need for humility.  They also understood the need to uphold freedom of speech, that there was a connection between freedom of speech and freedom of religion.  For to infringe on one right under the pretext of protecting another is a betrayal of both.

But part of humility is also recognizing in modern, complicated, diverse societies, the functioning of these rights, the concern for the protection of these rights calls for each of us to exercise civility and restraint and judgment.  And if, in fact, we defend the legal right of a person to insult another’s religion, we’re equally obligated to use our free speech to condemn such insults — (applause) — and stand shoulder-to-shoulder with religious communities, particularly religious minorities who are the targets of such attacks.  Just because you have the right to say something doesn’t mean the rest of us shouldn’t question those who would insult others in the name of free speech.  Because we know that our nations are stronger when people of all faiths feel that they are welcome, that they, too, are full and equal members of our countries.

Watch him deliver that at 12:25 below. He floated the same idea of a trade-off on blasphemy in his now famous speech to the UN a few years ago when he told the General Assembly “the future must not belong to those who slander the prophet of Islam.” Legal sanctions against blasphemers are a bridge too far, he conceded, but moral sanctions are not just warranted but obligatory. We’ll punish the blasphemer, just not with the power of the state. Re-read the boldfaced part above. Does this guy, who swore an oath to uphold the U.S. Constitution, actually believe that our duty to defend a blasphemer’s right to free speech is no greater than our duty to condemn him for affronting religion?

13. januar skrev Jihad Watch at Det Hvide Hus vil hindre at medierne bringer historier, der gør terrorister sure

More self-censorship and voluntary acceptance of Sharia blasphemy laws. The President of the United States is now (again) signaling that terrorism works: he is saying he will act to curtail Americans’ freedom of expression because Muslims are committing mass murder in response of the freedom of expression. He could have said that he would defend those who say things that jihadis dislike from violent attacks, but no. He was as consistent as ever. And the freedom of speech will suffer for it. How long before he shuts down Jihad Watch, to appease our jihadi brethren?

“White House: Obama Will Fight Media To Stop Anti-Jihad Articles,” by Neil Munro, Daily Caller, January 13, 2015:

President Barack Obama has a moral responsibility to push back on the nation’s journalism community when it is planning to publish anti-jihadi articles that might cause a jihadi attack against the nation’s defenses forces, the White House’s press secretary said Jan. 12.

“The president … will not now be shy about expressing a view or taking the steps that are necessary to try to advocate for the safety and security of our men and women in uniform” whenever journalists’ work may provoke jihadist attacks, spokesman Josh Earnest told reporters at the White House’s daily briefing.

The unprecedented reversal of Americans’ civil-military relations, and of the president’s duty to protect the First Amendment, was pushed by Earnest as he tried to excuse the administration’s opposition in 2012 to the publication of anti-jihadi cartoons by the French satirical magazine Charlie Hebdo.

The White House voiced its objections in 2012 after the magazine’s office were burned by jihadis, followings its publication of anti-jihadi cartoons.

Earnest’s defense of tho 2012 objections came just five days after the magazine’s office was attacked by additional jihadis. Eight journalists, two policeman and a visitor were murdered by two French-born Muslims who objected to the magazine’s criticism of Islam’s final prophet.

Og den altid fremragende Danield Greenfield skriver på Frontpage Magazine

When it comes to Islam, Obama is like the weather in Seattle. There are no surprises. If there’s a national prayer breakfast, then he’s going to slam Christianity and defend Islam.

But we also see faith being twisted and distorted, used as a wedge — or, worse, sometimes used as a weapon.  From a school in Pakistan to the streets of Paris, we have seen violence and terror perpetrated by those who profess to stand up for faith, their faith, professed to stand up for Islam, but, in fact, are betraying it.  We see ISIL, a brutal, vicious death cult that, in the name of religion, carries out unspeakable acts of barbarism  — terrorizing religious minorities like the Yezidis, subjecting women to rape as a weapon of war, and claiming the mantle of religious authority for such actions.

We see sectarian war in Syria, the murder of Muslims and Christians in Nigeria, religious war in the Central African Republic, a rising tide of anti-Semitism and hate crimes in Europe, so often perpetrated in the name of religion…

Humanity has been grappling with these questions throughout human history.  And lest we get on our high horse and think this is unique to some other place, remember that during the Crusades and the Inquisition, people committed terrible deeds in the name of Christ.  In our home country, slavery and Jim Crow all too often was justified in the name of Christ. Michelle and I returned from India — an incredible, beautiful country, full of magnificent diversity — but a place where, in past years, religious faiths of all types have, on occasion, been targeted by other peoples of faith, simply due to their heritage and their beliefs — acts of intolerance that would have shocked Gandhiji, the person who helped to liberate that nation.

They’re not perpetrated in the name of religion, generic, but in the name of Islam.

Obama has to throw in slavery and attack Hindus in India, but he still can’t come up with anything happening today on the scale of Islamic genocidal violence and conflicts with non-Muslims.

There simply isn’t anything like it.

Og nu, hvor denne posterings tema er gledet fra Obamas angreb på ytringsfriheden over i relativering vil jeg lige medtage den også altid fremragende Thomas Sowell på Townhall om hvad Obama så gik og talte med inderne om på hans og Michelles tur til Indien

In his recent trip to India, President Obama repeated a long-standing pattern of his — denigrating the United States to foreign audiences. He said that he had been discriminated against because of his skin color in America, a country in which there is, even now, “terrible poverty.”

Make no mistake about it, there is no society of human beings in which there are no rotten people. But for a President of the United States to be smearing America in a foreign country, whose track record is far worse, is both irresponsible and immature.

Years after the last lynching of blacks took place in the Jim Crow South, India’s own government was still publishing annual statistics on atrocities against the untouchables, including fatal atrocities. The June 2003 issue of “National Geographic” magazine had a chilling article on the continuing atrocities against untouchables in India in the 21st century.

Nothing that happened to Barack Obama when he was attending a posh private school in Hawaii, or elite academic institutions on the mainland, was in the same league with the appalling treatment of untouchables in India. And what Obama called “terrible poverty” in America would be called prosperity in India.

Med venner som disse….

At ‘frame’ en historie

Diverse, Forbrydelse og straf, Multikultur, Muslimer, Pressen, Racisme, Saudiarabien, Sharia, islam — Drokles on February 5, 2015 at 2:43 am

3 februar skrev Daily Mail om hvorledes et muslimsk slagteri England halalslagter dyr. Det er sørgelig læsning og den medfølgende video giver mindelser om ISIS og Saudiarabien og andre steder i den muslimske verden, hvor liv intet betyder andet end som et afsæt til perversioner og sadisme. Alle ser den sammenligning, men de fleste er for pæne til at påpege det. Og dyreværnsforeningen, der afslørede grusomhederne, havde også sine betænkeligheder på den konto

Campaigners said they recognised the risks of stirring up anti-Muslim feeling but ‘witholding release of the footage would be a betrayal of our key mission to expose and combat animal cruelty’.

Det bliver derfor meget vigtigt at understrege, at den overdådige og allestedsnærværende brutalitet blandt muslimer intet har med islam at gøre

Under the halal code, animals are supposed to be killed quickly, with a single sweep of a surgically-sharp knife. They should not see the knife before they are slaughtered, or witness the death of other animals.

Jyllands-Posten valgte en anden metode til bevaring af pænheden. De indlejrede den i selve fortællingens struktur, der under overskriften “Skandale i England: Slagteriarbejdere tæsker dyrene” i kortfom lyder

- “Slagteriarbejdere fra et slagteri i North Yorkshire (…) er blevet afsløret i grov dyremishandling”.

- “ Flere muslimske talsmænd været ude at fordømme forholdene på halal-slagteriet, som bliver skarpt kritiseret for ikke at leve op til de muslimske standarder om ordentlig behandling af levende dyr”

Dyremishandlingen bliver sat sammen med England, mens islams høje standarder fremhæves som modsætningen.

Søren Espersen skal ud af Dansk Folkeparti

Lars Hedegaard skriver om Dansk Folkepartis flugt fra islamkritik på Dispatch International

Desværre lader Dansk Folkepartis svar på Politikens og PioPios anklager om fremmedhad og racisme i partiets rækker en del tilbage at ønske. DF skelner mellem islam og ”islamisme”, meddeler partiets i øvrigt fornuftige udenrigsordfører Søren Espersen. Hvad forskellen er, får vi ikke at vide.

Men lad os så spørge Dansk Folkeparti: Hvis islam skal opfattes som en fredsommelig religion, mens ”islamisme” er en frygtelig afvigelse, hvad var så Muhammed? Var han en godhjertet muslim eller var han ”islamist”? På en konference i København for nogle år siden stillede den syriske psykiater Wafa Sultan dette spørgsmål, uden at få svar. Beretningerne om Muhammeds udsagn og liv tyder unægteligt på det sidste. Altså er der ingen forskel på islam og ”islamisme”, derimod er der muslimer, som ikke vil deltage i islams krig mod alle os andre.

Til Politiken udtaler Søren Espersen: ”Jeg vil ikke acceptere, at den type holdninger skulle være generelle for partiet. Det må forstås sådan, at had til islam ikke kendetegner Dansk Folkeparti, men det følger jo af partiets skelnen mellem islam og ”islamisme”.

Partimedlemmer, der udtaler sig negativt om tilhængerne af islam vil blive smidt ud, meddeler han. Man kan ikke gøre hele partiet ansvarlig for enkeltpersoners uansvarlige udsagn, fremgår det. Altså kan man ikke gøre en milliard muslimer ansvarlige for, at andre muslimer følger Muhammeds blodtørstige dekreter. Her synes Politiken, PioPio og Dansk Folkeparti at være overens.

Og det citat af Søren Espersen vakte minder, minder og minder fra hans 2007 kronik “Hvor islam går frem, breder ørkenen sig” i Jyllands-Posten

Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.

Og Espersen argumenterede kækt dengang bl.a

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen - hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod.

Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro - og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag - er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim?

(…)

Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold - herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk - nødvendigvis må afskaffe demokratiet.

Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?

(…)

Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam - så vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået kendskab til islam. Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at undervise i denne fjerne religion.

Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at kende islam, desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.

For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse

Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.

(…)

Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam. Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud? Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

Ud med Espersen!

Muslimerkongen er død

Kong Abdullah af Saudiarabien er død og verdens statsledere har udtalt deres sorg over den store mand. Her nogle reaktioner samlet af den venstreorienterede Think Progress

King Abdullah, 90, who died early Friday morning, is being hailed as a reformer, despite condoning human rights abuses and forwarding only very measured efforts to promote democracy in his oil-rich nation.

One of the most scrutinized aspects of the Saudi Arabia’s rights’ record is its so-called “male guardianship system,” women are not allowed to travel, obtain a passport, marry, or continue their education without the approval of a male relative.

The King’s own daughters are hardly an exception to the harsh rule. Four of his daughters claim that the are being forcibly held in a dilapidated palace with little in the way of food and water. “Our father said that we had no way out,” Sahar Al Saud, 42, wrote in an email to the British broadcast network Channel 4, “And that after his death our brothers will continue detaining us.”

“We are just an example of so many families, of what so many women, go through. Just a tiny, tiny example,” the princess who once enjoyed international skiing and shopping trips said.

(…)

President Barack Obama praised the king for having “the courage of his convictions,” and for promoting security in the region, but steered clear of commenting on Saudi Arabian social policies.

“In a very discreet way, he was a strong advocate of women,” Christine Lagarde the head of the International Monetary Fund said from the Davos Economic Forum in Switzerland.

Even news reports heralded King Abdullah’s track record on civil rights, though the laudatory language was often followed by only vague or contradictory examples from his 9-year tenure as the head of Saudi Arabia.

CNN called him “a cautious reformer” citing “steps toward broader freedoms” without giving clear examples. The New York Times Douglas Martin and Ben Hubbard referred to the autocratic ruler as a “force of moderation,” although the already tempered phrase was followed by examples in which the King failed to carry out the reforms he publicly vowed to carry out.

(…)

On Friday, Saudi authorities again postponed the flogging of the progressive blogger Raif Badawi. Although the British foreign secretary raised concerns about brutal sentence awaiting the blogger with the Saudi ambassador to Britain prime minister was among those praising King Abdullah’s commitment to his people.

“He will be remembered for his long years of service to the kingdom, for his commitment to peace and for strengthening understanding between faiths,” David Cameron said.

skc3a6rmbillede-2015-01-27-kl-074444

Flere og overlappende reaktioner her. Også tidligere præsident George Bush var ked af den store mands død, som han skrev på Facebook

“Laura and I are saddened by the death of a man I admire and with whom I was honored to work. I have very fond memories of my visits to the Kingdom of Saudi Arabia, and of the King’s visit to our ranch in Crawford. He was an important and able ally and a force for modernization in his country. King Abdullah served his nation honorably with strength and vision. We send our heartfelt condolences to the King’s family and all who will miss him.”

bush-og-kong-abdullah

Islam opstod, som bekendt, på den arabiske halvø som en kodificering af arabisk kultur og moral. Som islam spredte sig udvikledes et væld af variationer, så man hurtigt ikke længere kunne tale om et islam. Seneste skud på stammen er islamisk stat, hvis forskelle og ligheder i forhold til den saudiske variant gør enhver islamofob til skamme. Washington Post stiller det pædagogisk op

b7z1hcscuaelirf

Disses væsensforskellige forskel i samfundsindretning kommer af den fleksibilitet, der er i islams lære, her i sammenligning med koranen

comparingquranis
Og i praksis er der da også milevid forskel på Islamisk stat og kalifatet. Daily Telegraph skriver om lov og orden i den nye Islamisk Stat

On January 15, 2015, the Islamic State (ISIS) released a collection of images showing the enforcement of the hudud (Koranic punishment) in Ninawa, Iraq. The images show the execution of two men convicted of homosexuality by throwing them from a tall building; the crucifixion of two men convicted of armed theft; and the stoning of a woman convicted of adultery.

g

i

Således holdes der også orden i Saudiarabien på åben gade

Som man kan se, helt forskellige straffemetoder, der vidner om islams mange ansigter. Men det er den samme folkelige deltagelse, der vidner om islam som fredens religion

13 minutters jødisk korrektiv til venstrefløjens løgne om Pegida

Uriasposten afdækker agent provocateurs ved de danske Pegida demonstrationer og pressens villighed til at kolportere venstrefløjens løgne.

Den yderste venstrefløj har det nemt. De lader en sympatisør ødelægge den fredelige Pegida-demo med pro-fascistiske råb, og kan så hænge Pegida ud som fascister. Bærer provokationen frugt, står massemediernes kameraer klar til at dokumentere militante islamkritikere. Den aggressive ved Pegida-demonstrationen sidste mandag var en 20-årig kurdisk jøde ved navn Akar Chaim Barhon, der smiler bredt, mens flere tv-hold filmer seancen. Skulle nogen være i tvivl om de slette motiver, så indrømmer han faktisk på Facebook, at det hele var et mediestunt for at provokere dem han samme aften kalder for ‘voldsliderlige xenofober!’. Provokationen lykkedes ikke helt – flere greb ind, hvorefter politiet fulgte ham ud. To gange.

(Collage: Politiet ekskorterer smilende Akar Chaim Barhon ud efter happening, 19. januar 2015)

Så, som en modgift til den selvhadende jøde Akar Chaim Barhon, er her en ordentlig jøde, hvis retfærdige harme er en udsøgt fornøjelse at lytte til

Bill Maher om Charlie Hebdo og venstrefløjens skyklapper

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress