En verden af Fritzler

Slaveri og voldtægt er en del af islams krig mod sine omgivelser. På Memri kan man se en kvindelig muslimsk teolog fra Al-Azhar universitetet forklare den rette lære

In a September 12, 2014 Fatwa show, Al-Azhar Professor of Theology Suad Saleh discussed the Islamic concept of “those whom you own.” Speaking on Hayat TV, Professor Saleh said that Muslims who capture women in a legitimate war against their enemies may own them and have sex with them as slavegirls. “In order to humiliate them,” Prof. Saleh said, “they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.” The video has been circulating in social media in recent days.

Suad Saleh: “‘Those whom you own’ (slavery) existed before Islam. It existed among all nations and countries, not just among pre-Islam Arabs. Anyone could trade in freeborn men and women. This is called the selling of freeborn people. It’s like the selling of human organs and trafficking in freeborn humans today. But when Islam emerged, it put (slavery) into order, by limiting it to legitimate wars between Muslims and their enemies. If we fought Israel, which is plundering land, and is an aggressor against people and their faith… Obviously, it is impossible that we will fight Israel, even though Surat Al-Isra in the Quran foretells this, and nothing is beyond the power of Allah… The female prisoners of wars are ‘those whom you own.’ In order to humiliate them, they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.

[...]

“Some opportunists and extremists, who only harm Islam, say: ‘I will bring a woman from East Asia, as (a slavegirl) under the status of “those whom you own,” and with the consent of my wife, I will allocate this woman a room in the house, and will have sex with her as a slavegirl.’ This is nonsense. This is not prescribed by Islam at all. Islam says that a woman is either a wife or a slavegirl. Legitimately-owned slaves come from among prisoners from a war, which is waged against the Muslims, a war to plunder land, a war against our faith, and so on. What some people are doing now is an aggression against Allah and against Allah’s legal texts in the Quran, and we must not be influenced by this at all.”

Og der er også et par vers

Quran (33:50) - “O Prophet! We have made lawful to thee thy wives to whom thou hast paid their dowers; and those (slaves) whom thy right hand possesses out of the prisoners of war whom Allah has assigned to thee”

Bukhari (41.598) - Slaves are property. They cannot be freed if an owner has outstanding debt, but they can be used to pay off the debt.

Daily Mail har nogle grufulde beretninger fra kvinder og piger der har overlevet Islamisk Stats sex-slavehandel. Tæsk, voldtægt, tortur, udsultning, mord, tvangskonverteringer var dagligdag i deres islamiske helvede. Blandt køberne er det især saudiarabiske ikke blot mænd, men hele familier. Men der er også købere fra Albanien, Syrien og USA, alle muslimer. Som en af de stakkels piger beskriver sin fangevogters hjem “The television was always on religious channels, reciting the Quran all the time.

We were in Tal Afar for two months then they brought us to Raqqa in Syria. There were about three hundred of us girls there, in a big hall. All the women had babies who cried because they were so hungry. The children were only given one egg a day.

The first night nine girls tried to flee. They tied their clothes together to make a rope and lowered themselves out of the window, but the ISIS fighters found them and brought them back. They hit all of us because we didn’t tell them about their escape.

They put us all in a big room, locked the door and didn’t give us any water. Then one day they brought us to another building. On the front was written something like ‘area for selling’ and there I was sold to a forty year-old man from Saudi Arabia.

He asked me to marry him and when I refused he pointed to three objects sitting on his table; a knife, a gun, and rope. He said he’d use all three if I didn’t say yes. I refused over and over again, so he beat me. He beat my niece, who is only 3 years-old.

I was sold again, this time to a single man who wanted to marry me. I refused with all my might and again was beaten, and again they beat my little niece. He tried to rape me and when he couldn’t he sold me again.

In the new house I did all the work: cleaning, cooking and washing. The man who bought me said that he had to sleep with me to make me a real Muslim. I told him that if he slept with me I would become his wife and then I would not be a slave any more. His wife threatened to leave if he slept with me.

She got very angry at my niece because she couldn’t speak Arabic: she put pepper in her mouth and locked her in a room without water; she beat her so much you can still see the wounds today.

They wouldn’t let me change her diapers for a week. We were only allowed to eat small portions of food because after all we were slaves and we shouldn’t expect to have much food.

muslimer-tager-slaver

They came to us and said that they would leave us alone. Then they came and told us we had to convert to Islam otherwise they would behead us. They gave us time to think and then they came back again saying that they would let us go, but instead they brought us to a school, took our money and our possessions. They separated the men from the women and left us inside. Then we heard the shooting. We thought they were killing animals not our men.

In Mosul sheiks and emirs came and looked at us. They were buying us. I was sold to a man who took me to Tal Afar. When we arrived I was forced into marriage. That night he tied my hands and legs and he blindfolded me. Then he raped me.

(…)

My whole family was taken at night except for one of my brothers. They brought us to a school and took our phones, money, gold; everything. They put the women and children on a bus and we were taken to Mosul at night, to be sold. I was sold to a man who came from Albania. He lived together with five other families and I became the group’s slave.

(…)

In Mosul we were inside a two-storey building, five hundred of us. A sheik came. He had a stick in one hand and a book in the other. He had come to convert us to Islam. We said the words he asked us to say and according to the man we were now Muslim and had to go with them. One morning at five they picked us up, forced us to put on black abayas, chained our hands, blindfolded us and forced us on to a bus.

Som Amal fortæller: “The saddest thing I remember, during those terrible months, was this little girl, 12 years old. They raped her without mercy.” Det er islam hele vejen. Hele familier tager slaver, som det naturligste i verden, fra hele verden kommer der muslimer for at være med i grusomhederne, lokket af grusomhederne selv (en pointe eksperterne helt overser), som Islamisk Stat stolt lægger på nettet i HD. Den islamiske verden er et samfund af Fritzler.

Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Hvis du har to æbler og du spiser det ene…

Undersøgelser viser at de fleste mennesker er optimister på egne vegne, hvor de tror de får et godt eller bedre liv fremover, mens de er pessimister på samfundets og verdens vegne. Jeg har det lige omvendt og har befundet mig i en permanent personlig undergangsstemning siden jeg var teenager, mens jeg hele tiden tror på at verden bliver bedre, selv om vi skal igennem en slem periode. Trods alt kom vi igennem den kolde krig. Måske er det derfor jeg tror dele af venstrefløjen kan reddes?

I hvert fald afslører den med jævne mellemrum en viden, som er en forudsætning for en indsigt. Gaby Hinsliff skrev på engelske Guardian indsigtsfuldt at “young male migrants exchanging life under repressive regimes, where they may at least have enjoyed superiority over women“, men uden at komme til nogen erkendelse af, hvorfor vores samfund netop derfor ikke kan deles med disse migranter og deres forventninger til social status (Raheem Kassam hudfletter Hinsliff på Breitbart).

Midt i en masse relativerende racismesludder skrev Mette Viktoria Pabst i Jyllands-Posten f.eks “det her vidner i den grad om nogle unge mænd, der har et fuldstændig forkvaklet syn på kvinder“. Ja, kom nu, sig det! Men nej, hun siger det ikke. Hun fortier måske også over for sig selv, hvad det er for et kvindesyn og hvorfra det stammer. Kvindesynet er der bare, men det islam skal ikke rodes ind i. Men man kan i det mindste observere at disse unge mænd adskiller sig fra danske drenge når hun skriver

I sidste ende handler det om opdragelse og socialisering. Hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer globalt set, så giver udfaldet sig selv. I hvor høj eller lav grad socialiseringen forekommer gennem forskellige landes strukturer og normer, vil sandsynligvis være medvirkende til, hvordan ’fænomenet’ udmønter sig. Det er udtryk, eller udmøntninger, om man vil, der går igen på tværs af landegrænser, og som til forveksling minder om hinanden.

Løsningen ligger lige for – uanset krænkerens etnicitet: Stop med at krænke andre seksuelt, og lad være med at bakke op om dem, der gør det.

Alt er på plads, bortset fra pointen med etnicitet. Her falder kæden af i en ‘hvid’ moralsk anskuelse. Det er etnisk dansk, ja kulturelt vestligt (hvidt) at opdrage sine børn til kønslig ligestilling. Men det er ikke en global disciplin. Sådan har det næsten altid været. Javist, mænd har haft førsteret når det kom til ledelse, men kvinder har altid været individder, ikke mindst siden kristendommen slog rod i det vesterlandske sind.

Omvendt med islam, der forskriver at kvinder er underkuede, at mænd kan gifte sig til 4 koner, mens kvinder ikke kan have fire mænd, at helvedet er befolket med kvinder, at mænd belønnes med 72 jomfruer, mens kvinder ingenting får, at kvinders vidneudsagn er utroværdige, at kvinder skal dække sig til fordi deres køn er anstødelig i det offentlige rum og skyld i at mænd forgriber sig på dem, at deres seksualitet er mandens ejendom, at manden har ret til at tæske deres koner, f.eks når hun vil nægte ham adgang til sin ejendom osv. Så ja, hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer blandt muslimer, så giver udfaldet sig selv. For kultur er socialisering og socialisering er kultur. Derfor kalder hun på en ‘hvid’ løsning på brune problemer uden at hun er klar over det.

På den anden side, så er virkeligheden ikke til at komme udenom, heller ikke for mig. Går man nemlig længere ind mod midten, så forstår almindelige mennesker, trods massivt erhvervet erfaring, stadig ikke at indvandring fra den muslimske varden er en katastrofe. Om de mange uledsagede syriske børneingeniører og læger, som vi var stillet i udsigt, viser det sig nu (igen) at der er tale om muslimer, altså uproduktive mennesker - hvis vi er heldige. Alligevel hedder det ifølge Danmarks Radio

Det overrasker, fordi syrerne netop har ry for at have gode erhvervsfaglige og videregående uddannelser med her til landet.

I Viborg Kommune har man lave en screening af flygtningenes kompetencer, og her talte gruppen blandt andet skræddere og taxachauffører, en taskemager og en arbejdsmand fra byggebranchen. Mange har ni års skolegang. Nogen mere og nogen mindre.

- De forventninger, vi havde i samfundet om nogle meget højtuddannede, og den virkelighed vi møder, stemmer ikke overens, siger afdelingsleder Sofie Steensgaard fra Jobcenter Viborg.

Hvor havde de disse forventninger fra? Og hvorfor er de overraskede? Realiteterne er at det står slemt til med erkendelsen derude, uanset, hvad jeg vælger at tolke på. Jeg er nok bare optimist fordi jeg er født sådan, ikke af nogen anledning.

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Feminismen slår igen

Jeg savner stadig at læse noget på Arbejderen og Modkraft, to fyrtårne når det drejer som multikulturelle udfordringer og feminisme, om nytårskrænkelserne. Men nogle feminister forsøger på Facebook og i aviserne at definere fortællingen. For det er hvad det drejer sig om, definitionsretten til historien. Men med tusind krænkermuslimer ud af tusind, tusind der ikke er med i samme sekt, tusind der ikke kommer fra samme region, ej heller samme land og ej heller samme kontinent, der alle opfører sig lige voldeligt overfor kvinder, er det op ad bakke.

Et eksempel. Lotte Lund linker, “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. En mandlig skribent fortæller indledningsvis om en klam oplevelse

En tilfældig fyr, der under en koncert jeg havde set virkeligt meget frem til, blev ved med at stå og røre ved mig. Først sagde jeg høfligt: ”Please stop touching me,”, men eskalerede hurtigt til at råbe: ”Dude stop fucking touching me!”

Klammoen ragede på alle køn, får vi fortalt, så vi kan ikke, ligesom den gode skribent, konkludere at han var bøsse. Sikke en lettelse. Eller rettere kun bøsse.  Alene det at historien blev fortalt sikrede en sådan konklusion. Vi ved heller ikke om klammoen var hvid, thi det fortælles ikke, men vi kan vel udelukke, ud fra det engelske, at der er tale om en dansker. Skribenten bakker derpå sin oplevelse op med andenhåndsberetninger

Jeg kender ingen kvinder, der ikke kan fortælle en historie om at få en fed koncert ødelagt af en fyr, der ikke ville holde fingrene for sig selv. Ingen, der ikke kan fortælle om at blive raget uopfordret på af vildt fremmede mænd.

Ikke nok med det, så har han også statistik, der virker som en ekstrapolering af hans anekdoter

Problemet er massivt, for omkring 60.000 kvinder krænkes i løbet af festivalen – mange af dem gentagne gange.

Det er forbløffende at kvinder overhovedet kommer på Roskildefestivallen, år de næsten alle uden undtagelse er udsat for krænkelser. Især når der er eksempler på ”Roskildemedarbejder, der går på ”røvtogt” for at krænke så mange kvinder han kan under en koncert”. Men, fortæller han, ”Det er en accepteret kultur på Roskilde”, ”på Roskilde er det normen, at man krænker andre”.

Nu skal man ikke være polemisk og debattere om en accepteret kultur og norm, som folk vender begejstrede tilbage til, år efter år efter år, kan være krænkende. Jeg er voksen og har en hjerne og god smag, så jeg kommer aldrig på Roskilde. Men vi kan sige at når han skriver at han ikke kender en kvinder der ikke får en ”fed koncert ødelagt af en fyr”, så er der tale om en-tal. Hvor mange kvinder kan den røvtogtende Roskildemedarbejder nå at krænke?

For det er ikke for at hænge mig i petitesser, men der er bare forskel på en håndfuld klammoer, mindst nogen af dem udenlandske, blandt 130.000 musikplebejere, og så en hel hob, der unisont, ikke blot er på røvtogt, men fortsætter til fuldbyrdet voldtægt og røveri (op mod 379 kvinder blev krænket i Køln alene, lader det til).

Hvide mænd teamer også op

Virkeligheden rykker ikke ved perceptionen. Ikke meget i hvert fald. Hvis du mener at mænd er nogle svin, så gider du ikke tale om specifikke kulturer, for du ser kun mænd. Derfor vil de store massesexovergrebssager i især store tyske byer Nytårsnat også være en yderligere bekræftelse på mænds adfærd. Tidlige viceformand for Dansk Kvindesamfund Ulla Thornemand leverede i den sammenhæng et af de allerførste feministiske relativeringer, da hun på Facebook skrev følgende opslag

Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder.

Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage.

Herhjemme kalder vi det flirt, når hvide mænd på arbejdspladser sexchikanerer og forulemper kvindelige kolleger.

Herhjemme lyder der alt andet end ramaskrig når disse oplevelser fortælles. Faktisk sker det modsatte. Kvinderne, der modigt står frem og fortæller om de krænkelser og overgreb, de udsættes for, skammes ikke sjældent ud. Boys will be boys, I ved. White boys, tilsyneladende.

Den hvide mand har kronede dage og ve dig hvis, du er brun, for så får piben en anden lyd. Din tro, din kultur, dig, du er farlig for kvinder. Du forstår ikke spillereglerne, som den hvide mand gør. Den hvide mand som vi alle ved behandler kvinder med langt mere respekt. Som tager et nej for et nej. Som respekterer kropslig integritet. Hvis vold og seksuelle vold mod kvinder bunder i helt andre årsager.

Herhjemme har vi det godt.

Det der er foregået i Tyskland er fuldstændig grotesk, og de kvinder, som er blevet krænket og udsat for sexforbrydelser, har intet ansvar for det, uagtet hvad en borgmester og andre måtte mene.

Men at det nu fremstår som om den form for organiserede krænkelser er et nyt fænomen, i følge det tyske politi, er en sandhed med store modifikationer.

Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ‘fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur. Udtrykkene inden for fænomenet kan variere, men selve fænomenet er oldgammelt.

Link: http://www.dr.dk/…/video-evelin-blev-forulemplet-nytaarsaft…

Debatsporet der fulgte var sørgeligt. En anden og for mig helt ukendt variation fik 386 ‘like’s’

sanne-sc3b8ndergaard

Og også Rune Engelbrecht Larsen farede til Facebook, for at belære om sin uvidenhed

Et vanvittigt og uhyggeligt eksempel på seksuelle masseovergreb mod kvinder i Köln nytårsaften blev begået af afstumpede mænd af nordafrikansk afstamning. Desværre er det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet. Hver femte kvinde på de amerikanske universiteter har været udsat for et seksuelt overfald. For eksempel. I det amerikanske militær er problemet ligeledes skræmende stort. For eksempel. I 2013 blev der rapporteret ca. 25.000 voldtægtssager i Indien. For eksempel. I Mexico eksploderer antallet af kvindekidnapninger, kvindemord og voldtægter og er blevet karakteriseret som en pandemi. Ifølge en Voxmeter-undersøgelse fra Amnesty International (marts 2015) mener hver syvende i Danmark, at en kvinde, der selv går hjem med en mand, har et medansvar, hvis hun bliver voldtaget. Hver syvende. For eksempel. Ca. 4.000 kvinder bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark hvert år, men kun 50 sager ender med en dom … Vi kan hurtigt blive enige om, at der er tankesæt og ideologier og kanoniske tekster, der er særligt kvindenedværdigende, men den udbredte kvindeforagt, som kommer til udtryk i seksuelle overgreb verden over, er ikke et kulturspecifikt eller etnisk betinget problem – det er desværre langt større end dét. Lad os møde alle overgreb mod kvinder med afstandtagen overalt.

Inde vi skal til satiren, så kan man studere de store tals lov

voldtc3a6gtskort

Da man kunne læse historien om endnu en muslimsk storfamiliens hærgen på et hospital  gav Journalisten Mads Brügger satiriske relativering

Det her minder mig desværre om de alle gange hvor jeg som hvid mand er teamet op med andre hvide mænd, og sammen har angrebet sygehuse i flok, helt vildt og vanvittigt, og stukket vores fingre op i røven på portører, og skræmt personalet fra vid og sans, og bagefter sagt til hinanden, at det hele bare var en god gang gazz. Det minder mig også om at sygehuse overalt i verden jo angribes af mænd i flok, fx i Indien og i Mexico, hvor det sker hele tiden, så i stedet for at tale om denne lille latterlige sag, skal vi så ikke bare være enige om at fordømme ALLE angreb på sygehuse, OVERALT i verden, hele tiden - men mest nok af alt de utroligt mange tilfælde hvor hvide mænd angriber sygehuse i flok. Så skal det nok gå væk af sig selv.

Tillykke til humanisterne, I vandt!

Debat gjorde ingen klogere på virkeligheden for flertallet så den gennem selvbilledets prisme. Det selvbillede, der på en gang gjorde at man kunne være antinational og skamme sig over sit land, hævde moralsk overhøjhed på at relativere moral og pålægge sine naboer egen uansvarlighed.

Herunder beretter et vidne til den muslimske masse sex-overgrab på almindelige tyske kvinder i Køln, Nytårsnat

An eyewitness account by Ivan Jurcevic, a hotel club bouncer, what happened on 31th of december 2015 right in front of the cologne cathedral (Kölner Dom). Mass media coverage started only after countless woman and girls posted how they were chased by an immigrant mob and sexually assaulted, on a offficial page of cologne over at facebook.

Politiken kan man læse et offers historie

Så snart hun stod af toget på hovedbanegården i Køln, bemærkede ‘Steffi’, at noget var helt usædvanligt. Helt usædvanligt galt.

Ganske vist var det nytårsaften og stemningen løftet, men den 31-årige socialarbejder havde aldrig set så mange grædende kvinder med revet tøj eller uorden i festklæderne.

»Jamen, er de virkelig allesammen så fulde«, tænkte hun ved sig selv.

Kampklædt politi

Lige indtil hun mødte kampklædt politi på trappen og gik ud på pladsen foran banegården for at bane sig vej gennem mængden af det, hun troede var festende bysbørn, for at komme hjem til sin lejlighed.

Ude på den plads mellem hovedbanegården og den kendte domkirke, hvor kølnerne plejer at sætte hinanden i stævne for ved midnatstid at hilse det nye år velkommen i fællesskab, herskede en ond stemning.

LÆS OGSÅ Masseoverfald på tyske kvinder nytårsnat

Den unge kvinde fortæller under et ændret navn af frygt for repressalier til avisen Süddeutsche Zeitung om sine oplevelser af den voldsomme nytårsnat i Køln, hvor foreløbig 90 kvinder har anmeldt overfald, seksuelt betonede gramserier, tyverier og et enkelt tilfælde af voldtægt til politiet.

Der er også ‘Michelle’s historie. Der er mange historier fra den aften. Også fra Hamborg, Stutgart, Dusseldorf, Berling, Kalmar og Østrig. Men hvorfor dog dette pludselige fænomen? I Jyllands-Postens ellers udmærkede leder kan man læse forsigtige og og svigtende udtryk som “andre adfærdsnormer” og “frustrerede unge mænd” (man kan dog også læse “ofte voldsforherligende kulturer”). Det er næsten social kutyme at tale om frustrationer når de kriminelle er indvandrere. Det giver den omtalende et skær af udvidet empati og intellektuel balast. Dels gør det gerningsmand til et offer, dels åbner det for at samfundet, altså i dette tilfælde os, har noget af skylden. Et udtryk, hvorved man kan udvide problemstillingen til at dreje sig om meget mere og alt andet. Men det er et falsk forsøg der kun tjener at give indtryk af en forklaring, fordi ingen kan forklare, hvilke frustrationer der dog fører til at tusind mænd pludseligt kaster sig i grupper over alle tilstedeværende kvinder. Men det kan Daniel Greenfield til gengæld.

Greenfield forklarer i et glimrende indlæg, der burde være obligatorisk læsning for alle politikere, meningsdannere og journalister, hvorledes islam er en religion, hvis eneste bærende princip er religionsstifterens skiftende begær.

As a prophet he frequently made and broke his own laws, and then made new ones. Four witnesses are required for an act of sexual immorality, because at one point three witnesses accused Mohammed’s own wife of such an act. Prior to that Mohammed had taken action based only on a single witness.

Mohammed modified the law to allow him to marry his son’s wife and to shift the turns of his own wives. After Mohammed had received another urgent ‘revelation’ allowing him to do as he sexually pleased, his wife Aisha said, “O Allah’s Apostle I do not see but that your Lord hurries in pleasing you.” There you find the whole of Islamic jurisprudence. It was a code that existed only to please Mohammed’s sexual impulses.

If Allah existed only to enable women to sexually service Mohammed– what agency can women have in Islam?

Så da Muhammed så sig varm på et sådant 9 årigt et af slagsen, var pædofili hermed kodificeret moral. Men det er en anden historie. ”Muslim rape culture springs from that same code”, siger Greenfield og beskriver, hvorledes det fungerer i virkeligheden, hvad meningen er med tildækningen af kvinden og hvilken effekt denne tildækning får. Og mest vigtigt for os, hvilke frustrationer vestlige piger og kvinder bliver ofre for.

In the West rape is a crime because it an assault on a human being. In Islam, it is only a crime because it is a sex act that takes place outside of marriage.

(…)

In Islam, women are objects, not subjects. Physically their entire bodies are considered ‘Awrah’,an Arabic word meaning ‘nakedness’, ‘fault’ or ‘defect’, terms that amply sum up the Islamic view of women. Even their voices are considered ‘Awrah’ meaning that even a fully covered up woman speaking is an immoral thing. A woman exists within Islam as an immoral object. And that gives Muslim men implicit permission to assault her, while holding her very nature accountable for  tempting them to commit the act.

Islam does not consider rape to be a crime against a woman. It is a crime against their fathers and husbands. There is no crime involved in a husband raping his own wife.

(…)

In a tribal society, rape is a crime against property and honor. To a father, his daughter’s virginity is a valuable item that increases her market value. Marrying her off is way to build a relationship between two families. To a husband, his wife’s chastity maintains the value of his property and insures that the offspring is his. To assault a woman is to commit a crime against the communal property of a family. But a woman herself has no rights over her body that any man is bound to respect. As Lara Logan discovered in Tahrir Square.

An unaccompanied woman is ownerless.

(…)

The Burka placed responsibility on women to defeminize themselves and mark themselves as property. Centuries of Islamic jurisprudence put the burden of responsibility for any assault on a woman as the object that tempts men to sin. The circular reasoning of Islam says that if a man assaults a woman, it is because she tempted him. That femininity is inherently an object of temptation. The Burka and the Hijab began as a way of defeminizing women for their protection, but then became an indictment of women. Women were no longer being defeminized to protect them, but to protect men from them.

(…)

Like all social rules, they don’t apply equally. The daughter of a wealthy and westernized urban family will enjoy an immunity from them, that the daughter of a poor family in a village will not. The wealthy daughter will attend the London School of Economics, use Twitter and serve as an example that her country and Islam are really very liberated. The poor daughter will be a second wife to some bored fat merchant and be considered lucky if he doesn’t beat her to death when she loses her looks.

Meanwhile the young men will roam the streets bored and frustrated.

Oversexed and underfucked kalder man det vist. Der står en million migranter i Tyskland og flere er på vej. De er inviteret af de, der i sidste ende vandt den politiske dagsorden stik mod debattens substans. Prisen deles af os alle. Prisen er ikke blot økonomisk fallit. Prisen er vores levevis. Alt betale ved kasse et. Og hvis ikke man vil betale står den på krig.

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

codepink1-boykotter-israel-i-israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Det handler om, hvad hjertet er fuld af

Den Radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev åbner for at straffe indvandrerfamilier, hvis ikke de får styr på deres forvorpne unger, fortæller hun Berlingske Tidende

Når forældre modarbejder kommunen og fastholder børn i et radikaliseret verdensbillede, skal de mærke konsekvensen.

Det mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), der vil gøre op med berøringsangsten over for et omstridt middel i socialrådgivernes værktøjskasse. Det såkaldte forældrepålæg, som betyder, at forældre kan skæres i børnebidrag, hvis de ikke samarbejder.

»Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier,« siger hun.

Inden nogle kunne få den tanke at Allerslev har givet efter for Dansk Folkpartis mange ønsker om kollektive straffe, vil jeg gerne minde om hendes stålsatte politiske konsistens. Til Weekendavisens Søren Willemoes forklarede hun 16/5 2012 at hvis man tilhører de gode mennesker så kan man gennemføre de slemme menneskers politik

»En af grundene til, at vi kan gøre noget ved problemet med social kontrol nu, er, at vi ikke længere har den der skarpe debat,« erkender Anna Mee Allerslev.

(…)

»Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver,« siger hun.

»Jeg har sagt til mine kolleger, at der ikke længere er nogen tabuer på området, og at de, der har en positiv tilgang til mangfoldighed, også skal være de første til at tage hånd om problemerne, Vi bliver nødt til at kunne tale om tvangsægteskaber og indavl blandt indvandrerfamilier, selvom det lyder ubehageligt, for det er problemer, vi hører om fra vore kommunale medarbejdere.«

Nemlig, hvis man er god i hjertet. Og det er Allerslev så hun kan gøre som hun vil uden at nogen kunne tænke ilde om hende.

Arbejdsløs tandlæge nægtes ligestilling med andre muslimer

Det har vakt en del røre at en arbejdsløs muslimsk tandlæge har takket nej til en række jobs under hensyn til sin religion. Ifølge Jyllands-Posten ‘rasede’ integrationsminister Inger Støjberg, dog ikke mere end at hun opfordrede ham til at “blive en del af Danmark”. Ja, så stor var opstandelsen over tandlægens muslimske krav at selveste Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev udtalte at muslimen både “misbruger systemet og trækker racismekortet”. Dansk Folkepartis Martin Henriksen mente at manden var islamist qua sine rene linier.

Der eksisterer dog ingen definition på en islamist andet end det er en muslim, hvis religion man helt ind i de allermeest pæneste stuer gerne må give en sviner. Intet tyder på at den kræsne tandlæge er islamist og intet han gør er ude af zeitgeist. Der tages i forvejen allehånde hensyn til muslimer, der ikke behøver at smage på den mad de tilbereder på kokkeskolen, der ikke behøver at underlægge sig arbejdsgivers beklædningskrav, der får alenetid i offentligt ejede svømmehaller for at blive fri for beskidte kuffar, får bederum, særlig buffet og krav om sænkede adgangskrav. Nej, den muslimske tandlæge har helt ret: Ifølge islam er der ting og mennesker du ikke må beskæftige dig med endsige beskæftige dig med på et ligeværdigt grundlag. Og i Danmark er der præcedens for at tage hensyn til netop disse islamiske forbud.

Her er, hvad Danmarks Radios daværende hus-imam Abdul Wahid Petersen fortalte radioprogrammet P1 Business tilbage i december 2007

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

(…)

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer religionen i daglidagen, det er noget andet.

Ja, sådan siger religionen. Og den adlyder vi efter nogen tid.

Islam i krise? II

Diverse, Forår?, Iran, Kristenforfølgelse, Ligestilling, Muslimer, islam — Drokles on August 5, 2015 at 1:34 am

Hvad er det helt præcist, at Obama-regeringen tror har ændret sig vedrørende Irans ledelse?” spurgte Douglas Murray på Gatestone Institute med reference til atom-aftalen. Måske ser han Change? Anden del af Ibn Warraqs artikelserie på Jihad Watch om et skrumpende islam har en længere passage om Iran

Iran is one of the most interesting of all the “rooms” that Garrison studied.

He observes that, “Of Iran’s population 64 percent were born after the 1979 Islamic Revolution, and have little affection for it. While Christianity is growing rapidly in the country, so too are many other worldviews as Muslim Iranians seek a respite from the state religion. It is common to find Iranian young adults walking away from Islam and turning to atheism, secularism, hedonism, drugs, and even ancient pathways such as Zoroastrianism and Buddhism.” [8]

I shall be discussing Iranian atheists in a later section, but I can personally vouch for Garrison’s latter conclusion. Over the last twenty years, I have given talks to Iranian groups in Paris, Stockholm, Chicago, Washington, D.C., Los Angeles, and New York; they have all been anti-Khomeini, and most have been atheists, and certainly secularists — thus, evidently, their flight from Iran. Garrison also points out, quoting journalist Scott Peterson, “‘hidden behind the mullah’s mask is the most unashamedly pro-American population in the Middle East’. The sentiment was expressed spontaneously after the 9/11 terrorist attacks in America, when 60,000 Iranians gathered on Tehran’s football stadium dressed in black to hold a candlelight vigil.” [9]

House churches are the most common place for Muslim converts to Christianity to worship. The House Church movement may have, as a conservative estimate, 100,000 followers, but “data from interviews with Iranian Christian refugees, and the number of correspondents to satellite Christian television programs give reason to believe that figure could be as high as a few million”. [10]

Garrison refers to Mark Bradley [11], who wrote, “If the figures from the survey carried out by Mohabbat TV were translated nationally, it would mean that 8 million people are interested in Christianity and nearly 3 million would actually want to become Christian”. The German online journal, Deutsche Welle [DW], cites other figures: “It is said that between 250,000 and 500,000 Iranians have converted, though the actual number is impossible to know.” [12]

DW then explains the reasons for conversions: “They are turning away from Islam primarily because they are disappointed in their government, which has tied politics and religion together so as to make them inseparable, and has curtailed many civil rights in the name of Islam.” [13]

Persecution of Iranian Muslim converts to Christianity has led many to flee to the West. The U.K. daily newspaper, The Guardian [14], describes the journey of these asylum seekers in Germany: mainly Iranian, and occasionally Afghan, émigrés who have given a new lease of life to the religious life of Germany. Many have paid as much as to $30,000 to be smuggled into the country with fake passports. Once in Germany they have usually adopted western names, and have added greatly to congregation numbers in several independent Lutheran, Evangelical and Presbyterian churches. They are now waiting for their baptism ceremonies as they rebuild their lives.

The last time Germany saw so many Iranians seeking entry was just after the 1979 revolution. The number of Iranian refugees has doubled every year for the last five years, from less than 1,000 in 2008 to 4,348 in 2012. Official figures from the federal office for migration and refugees confirm this trend. Over 3,500 Iranians were granted asylum last year, and Iran was one of the countries from which Germany saw a steep rise in asylum applications.

The Guardian gives the reasons for this exodus: “Spread across multiple churches and asylum camps, Muslim-to-Christian converts from Iran make up a noticeable population of asylum seekers who say a growing crackdown on Muslim-born Christian converts back home, and disillusion from decades of living under Islamic law, have led them to Germany. Though Iranian converts can be found in The Netherlands, Sweden and Austria, Germany’s economic stability and reputation as a major refugee hosting country has made the European country the most desirable destination.”

In the past, most of Iran’s Christians were ethnic Armenians and Assyrians who are allowed to practice their religion freely as long as they did not proselytize. Thanks to Christian satellite television broadcasts, in the last five to ten years, Iranian Diasporan Christian pastors have had an enormous influence over their fellow Iranians back home. Even ethnic Armenians and Assyrians have taken to spreading the gospel to their Muslim neighbours. The combined result is that the religion is taking hold throughout Iran. The Guardian tries to give estimates of the numbers involved, but notes: “The underground nature of the Christian conversion movement has made numbers impossible to determine accurately. Estimates range from 300,000 to 500,000 by various sources. Though these statistics cannot be independently verified, converts and pastors both in and out of Iran say the movement is strong and widely spread. Some converts have also been reported to travel to neighboring Armenia to become baptized.”

10336642_911794848834610_4005485964526682240_n

Sidste år skrev jeg: “I  2009-10 oplevede Iran masseprotester, optøjer og en truende revolution eller måske endda borgerkrig i kølvandet på Mahmoud Ahmadinejads genvalg som præsident. Mens de protesterende råbte valgsvindel og død over diktatoren svarede styret igen med vold og mord ved styrets bølle arme, den såkaldte Basij og affærdigede opstandende som startet og koordineret af zionister og CIA. Selv om opstanden fik en martyr i  Neda Agha Soltan holdt styret fast og udnyttede det til at rydde ud i oppositionen ved en række anholdelser og attentater.

Selv om opstandende ikke handlede om for og imod islam er den iranske befolkning splittet i et skizofrent forhold mellem de herskende konsekvente muslimer og en veluddannet liberal vestliggjort ungdom. Det er svært at se det som andet end et symptom på en voldsom identitetskrise når Irans egne myndigheder anslår at ca. 5 mill. iranere er narkomaner og mange flere tager stoffer jævnligt. Samtidig er der tilsyneladende et sammenbrud i de seksuelle normer, hvis man skal tro The Date Reports .”

Islamiceringen fortsætter i England

Det engelske arbejderparti Labour er infiltreret af muslimer fortæller Telegraph

The Islamic Forum of Europe (IFE) — which believes in jihad and sharia law, and wants to turn Britain and Europe into an Islamic state — has placed sympathisers in elected office and claims, correctly, to be able to achieve “mass mobilisation” of voters.

Speaking to The Sunday Telegraph, Jim Fitzpatrick, the Environment Minister, said the IFE had become, in effect, a secret party within Labour and other political parties.

“They are acting almost as an entryist organisation, placing people within the political parties, recruiting members to those political parties, trying to get individuals selected and elected so they can exercise political influence and power, whether it’s at local government level or national level,” he said.

“They are completely at odds with Labour’s programme, with our support for secularism.”

Mr Fitzpatrick, the MP for Poplar and Canning Town, said the IFE had infiltrated and “corrupted” his party in east London in the same way that the far-Left Militant Tendency did in the 1980s. Leaked Labour lists show a 110 per cent rise in party membership in one constituency in two years.

Det ville jo forklare en del af skandalerne om industrialiseret børnesex i Rotherham, Burmingham, Peterborough, Calderdale ja hvor som helst i det nye England. Her marcherer den nye befolkning - den mandlige del af den nye befolkning i Lancashire England

Utak er mandens løn

Feminisme, Ligestilling, venstrefløjen — Drokles on April 21, 2015 at 6:16 pm

Ligestilling er et misvisende ord for feminisme. Det lyder tilforladeligt ikke at gør forskel på mennesker feks på grund af køn og stille dem lige. Men kønnene er selvfølgelig forskellige og derfor er det en absurditet når man måler ligestillingens succes efter, hvor ens de opfører sig eller er repræsenteret i enhver sammenhæng. Mænd er som gruppe mere ekstreme end kvinder, der er mere normale. Det er mænd der præsterer store bedrifter og det er mænd der sidder i fængsel. Peter Loydd trækker problemet klart op i Daily Mail

Men are brilliant. Seriously, we are. We invented philosophy, medicine, architecture, cars, trains, helicopters, submarines and the internet. Not to mention the jet engine, IVF, electricity and modern medicine.

We’ve led all the industrial revolutions and sent rockets into Space. We’ve fought wars with tin hats and bayonets and won them. The world we live in would be nothing without Alexander Graham Bell, Sigmund Freud, Horatio Nelson, Winston Churchill, William Shakespeare and Albert Einstein. The geniuses Leonardo da Vinci, Stephen Hawking, Michelangelo, Beethoven, Charles Darwin and Michael Faraday have all contributed immeasurably to our modern lives.

So why is it that, today, there has there never been a worse time to be a man? Rubbishing the male of the species and everything he stands for is a disturbing — and growing — 21st century phenomenon. It is the fashionable fascism of millions of women — and many, many men, too. Instead of feeling proud of our achievements, we men are forced to spend our time apologising for them. When people chide us for not being able to multi-task or use a washing machine we join in the mocking laughter — even though we invented the damned thing in the first place.

(…)

Consider the statistics. If you become a father to twins — one girl, one boy — current data proves that your son will die younger, leave school with fewer qualifications and be less eligible for work than your daughter.

Our universities and further education institutions are dominated by women at a proportion of ten to every seven men, with the Royal Veterinary College formally identifying boys as an under-represented group.

Across the Russell Group of Britain’s leading 20 universities, just three have a majority of male students.

This means your son will be more likely to join the ranks of the unemployed, the majority of whom are now — yes, you’ve guessed it — men.

The Office of National Statistics noted that in the summer of 2014 a total of 1,147,511 British men were out of work, compared with 887,892 women.

Psychologically, your son will be more likely to suffer from depression and attempt suicide than his sibling, but there’ll be less support in place to save him.

He’s also more likely to endure everyday violence than women, with the latest crime statistics for England and Wales noting that two-thirds of homicide victims were men.

If he’s seduced by his female teacher, she’ll leave court with a slapped wrist thanks to a legal system which is frequently lenient with women. But if your daughter has an affair with her male maths teacher he’ll be chalking up numbers on a prison wall before you can say: ‘burn your bra’.

By the time your son is 18, he will probably have absorbed the social message that his dad is much less valuable as a parent than his mother — that fathers in families are an added bonus, not a crucial cog.

Then, if he starts his own family and his relationship doesn’t last, he may become one of the four million UK men who have no access to their children, yet are forced to fund them.

To cap it all, he’ll be progressively neglected by British healthcare despite being more likely to get — and die from — nine out of the top ten killer diseases. You know, the biggies: these include cancer, heart conditions, strokes, pneumonia, diabetes and cirrhosis of the liver.

Fifteen years ago the UK Men’s Health Forum showed that, for every £1 spent on men’s health, £8 was spent on women’s. Since then little has changed, for no good reason. Or rather, one very bad reason: we live in a medical matriarchy. In other words, male life is cheap. Bargain basement, last-day-of-the-sale cheap.

The ultimate insult? It’s all done at our expense. The National Health Service is funded by the public purse, but it’s men — yes, men — who pay a whopping 70 per cent of UK income tax. Yet we are thrown nothing but crumbs in return.

Vi ved at ligestilling ikke er en vulgær misforståelse at ligestilling som ensretning, når man kræver en øget andel af, lad os sige, kvindelige forskere, men ikke en øget andel af kvinder i fængslerne. Ligestilling er derfor feminisme. Men feminismen er som ideologi en bitterhed over en biologi, der ikke lader sig ændre. Derfor polstrer man sine resultater med svindel, som man kan læse på My News Desk

I den spritnye artikel ”Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere” i Ugeskrift for Retsvæsen drøfter advokat, dr. phil. Jens Ravnkilde og professor, dr. phil. Hans Bonde centrale initiativer fra de seneste år, der markant har øget antallet af kvindelige professorer og forskningsledere. Forfatterne konkluderer, at samtlige initiativer var udtryk for omgåelse af EU-retten og ligebehandlingsloven. Da omgåelsen var åbenbar, burde de opnåede dispensationer fra loven ifølge forfatterne ikke være givet. De konkluderer, at den positive særbehandling af kvindelige forskere nu er kommet så vidt, at ulovligheder tages i brug.

Feminisme er et alvorligt samfundsproblem. Det er ikke blot en dyrkelse af middelmådighed, men også en udhuling af realitet. En arbejdsplads væsentligste funktion er ikke længere at producere, men at afspejle abstrakte idealer i kvoteform. Og det sker både gennem sænkelse af faglige krav, som med at beflitte sig med irrelevans. Og det gennemsyrer i stadigt højere grad ikke bare hvorledes vi opfatter problemerne, men også, hvad vi opfatter som problemer.

Men selv om det er et alvorligt samfundsproblem, så er det ikke et personligt problem for den enkelte mand. En artikel i Jyllands-Posten fra februar fortalte, at der blev givet næsten fem gange så mange penge til kvinder i krise end til mænd og at man i forvejen var i færd med at lukke krisecentre for mænd. Og en medfølgende artikel med den sørgelige titel “Den aften, jeg lærte at blive en mand” handlede om mandegrupper, grupper hvor mænd mødes for at lære hinanden at være mænd. Ked af at sige det, men den kan du aldrig lære der. Tværtimod. Gå til fodbold, finere fransk madlavning, AGL, læs en bog, tæsk din kæreste eller se TV hele dagen. Gør noget eller lad vær, vind eller gå til grunde - eller skyd dig selv. Men aldrig gøre dit køn til et emne, det er hvad der adskiller dig fra kvinder i dagens Danmark.

ok-mandegrupper

Selv om mænd er mere udsatte, dør tidligere og har en højere tendens til selvmord - de er jo det ekstreme køn - så er det ikke et problem. Det er forskellen på køn. At leve uden det samme sikkerhedsnet, som er foldet ud under kvinder er den egentlige skanse af maskulin identitet i velfærdsdanmark.

Schrödingers kvindekamp

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

_dsc0699

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

Farvel Far genbesøgt

Danmarks Radio, Feminisme, Forbrydelse og straf, Ligestilling — Drokles on March 13, 2015 at 2:12 pm

Det er desværre en gammel og velkendt sag at man kan bruge anklager om vold og incest mod sin tidligere ægtefælle, hvis man vil vinde kampen om de fælles børn. Så længe en undersøgelse er i gang, og den kan vare i årevis, vil den anklagede ikke have ret til sine børn. Om der falder en dom er underordnet for over tid vil man kunne hævde at børnene ikke længere har et forhold til den forælder de ikke har set i årevis. Og det er altid manden, faderen, der kommer på anklagebænken. Bag kvinden, moderen, står en gruppe, advokater med en dagsorden der går ud over at vinde en sag for deres klient.

Fra TV2 http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-03-12-advokater-opfordrer-til-loegn-om-vold-og-incest-i-familiesager

Hvert år modtager statsforvaltningen omkring 250 anklager fra forældre, der påstår, at deres tidligere samlever har begået vold, incest eller andre skadelige overgreb mod deres fælles barn, og en lang række af disse anklager er det purre opspind, fabrikeret og tilskyndet af en familieadvokat.

- Anklager om vold eller overgreb er et super effektivt redskab, hvis du ønsker, at din tidligere partner skal ud af dit barns liv. Som systemet er i dag, er der kun fordele for den forælder, der fremsætter de falske anklager. Hvis ikke du som forælder ikke er bleg for at sætter dine egne behov før dit barns, kan du meget let få skubbet den anden forælde ud af barnets liv, siger Tanja Graabæk, der rådgiver forældre i familiesager og tidligere har været ansat i statsforvaltningen.

I Statsforvaltningen har man kendskab til gruppe familieadvokager, som handler uetisk i børnesager. Det fortæller kontorchef i Statsforvaltningen Bente Koudal til DR.

(…)

- Når sagen er afgjort, og det viser sig, at der er tale om en falsk anklage, er barnet blevet så fremmedgjort fra den anklagede forælder, at Statsforvaltningen ofte vurderer, at det er uhensigtsmæssigt, hvis barnet overlades til den anklagede forælder. Den handling er psykologiske set i sig selv et voldsomt overgreb på barnet, mener Tanja Graabæk.

(…)

- Statsforvaltningens vurdering af, at de møder omkring 1 falsk anklage om ugen, er efter min vurdering er et meget konservativt bud.

Den snart 16 år gamle DR dokumentar Farvel Far tåler et gensyn. Når man kan læse, hvor lidt der er sket siden er det ekstra deprimerende

En skilsmisse er næsten aldrig behagelig affære. Nogle gange udvikler det sig til en regulær krig, hvor bl.a. beskyldninger om incest bruges i kampen for at få barnet for sig selv. Denne udsendelse handler om tre mænds kamp for at få lov at være sammen med deres børn. DR Dokumentar har fulgt myndighedernes behandling, som starter med de tre mænds ønske om samvær med deres børn - og ender med at de stemples som seksualforbrydere.

En af disse mænd er den praktiserende læge Peter Østrup. Han ønskede at fortsætte med at være sammen med sin datter efter han var blevet skilt fra moderen. I starten delte han forældremyndigheden med moderen. Men hun ville nu have forældremyndigheden for sig selv og ønskede at begrænse faderens samvær med datteren. Det lykkedes til fulde, da hun anklagede ham for incest.

Normalt er det politiet og de sociale myndigheder, der tager sig af sager om incest. Men Københavns statsamt vælger selv at undersøge påstande om overgreb på børn. I Peter Østrup’s tilfælde er det en overlæge i psykiatri og en psykolog, der skal undersøge om han misbruger sit barn seksuelt, eller om der er andre forhold der gør, at han ikke skal have lov til at se sit barn. Advokat Lone Reffshammer mener, at den fremgangsmåde nærmest gør fædrene retsløse.

I forbindelse med undersøgelsen bliver Peter Østrups samvær gjort overvåget. Det vil sige, at han ikke må være alene sammen med barnet. Så fra at have haft barnet boende i 5 ud af 14 dage, så beslutter de børnesagkyndige, at han kun må være sammen med barnet i nogle timer om ugen - overvåget af andre voksne.

Der er stor uenighed om kvaliteten af de børnesagkyndige undersøgelser. Formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, mener de er mangelfulde, og ofte bygger på et for løst grundlag. DR Dokumentar har fulgt undersøgelsen i Peter Østrups sag, og kan med opsigtsvækkende tv-optagelser afsløre, hvordan de børnesagkyndige arbejder.

Alle krænkelsers moder

Lars Vilks betegnes ofte ret vildledende som Muhammedtegner, som var det hans levevej. Vilks er blot kunstner (som man nu definerer kunst i disse tider) og laver i den forbindelse næsten alt andet end Muhammedtegninger. Alligevel er det hans begrænsede produktion af kunst der omhandler sagnfiguren Muhammed der oftest definerer ham.

At tegne sagnfiguren Muhammed ophidser en ukendt antal muslimer. Nogen gange hører man at det er mange muslimer hvis følelser krænkes af at en udtrykker sig, andre gange er det kun få muslimer. Det er få muslimer der bliver stødt på manchetterne når det handler om at afvise islamkritikernes alarmisme og derfor fremhæves muslimerne som moderne mennesker, der leder efter en fremtid ligesom vores. Men når det handler om at anklage de der som Vilks udtrykker sig for at bringe ulykke med sig, er det mange muslimer der bliver stødt på manchetterne .

Dette hænger også sammen med den forvirring der er om ytringsfriheden og om folk som Vilks egentligt er truede. Når man skal underminere deres troværdighed er de ikke reelt truede (en parallel til den principielle ytringsfrihedsdebat) og skal derfor ikke tages alvorligt. Der var længe tvivl om Hedegaard overhovedet var udsat for et attentat og en venstreradikal pøbels overfald på Pia Kjærsgaard blev affærdiget som hendes ønsketænkning. Men når truslen så nærmer sig eller volden er en realitet er det selvindlysende at kritikerne har bragt det på dem selv og ganske egoistisk endda udsat andre for farer. En nabo til Krudttønden udtrykte på Danmarks Radio netop den tanke; “når man så inviterer en så kontroversiel person som Vilks, hvad havde man ellers forestillet sig ville ske?” (citeret frit efter hukommelsen)

Udtrykket er sigende for den diskussion, fordi naboen sikkert ellers ikke mener at der er en trussel mod ytringsfriheden ved at mennesker der rent faktisk har noget interessant at sige søges myrdet af mange grupper og ensomme ulve (lad os nu se om ikke den seneste drabs ikke fik lidt hjælp og støtte). For ville hun da ikke støtte op om et ædelt ideal, hvis det var truet? Men alligevel er det logisk for hende, at sådan noget som et skudattentat bare sker. For det er, hvad skudattentater gør - de sker. Der er ikke nogen der udfører dem, de sker og det der sker er en logisk konsekvens af noget alle kan sige sig selv. Hvis man bare kender reglerne. Og fordi det er selvindlysende skal man ikke udfordre det, for det er at gå imod den selvindlysende virkelighed og så er man selv skyld i at man bliver forsøgt myrdet - undskyld at man bliver dræbt, selvfølgelig. Det var ikke min mening at antyde at morderen grundlæggende kunne have ladet være og have været mere kræsen med hvilke kunstudstillinger han besøgte.

Så det rigtige tal må være at mange muslimer bliver stødt, når alle til syvende og sidst er enige om at Vilks er enten truet, som folk som jeg mener han er, eller selv er ude om den uundgåelige vold, som den værdimæssige venstrefløj mener at han er. Og det hænger sammen med Muhammedtegnerens andet suffix, nemlig kontroversiel. Kontroversiel er et ofte benyttet ord for kritikere af islam, også om Vilks, både i medier og blandt folk flest og som vi så det ovenfor med Krudttøndens klarsynede nabo. En kontroversiel person er måske selv skyld i ulykken. Kontroversen har vel trods alt udgangspunkt i personen ifølge udtrykket ‘kontroversiel person’. Et lidt mindre eufemistisk udtryk kunne være ‘konfliktskabende’. Den der lever ved sværdet og du kunne jo blot have ladet være og hvad forestillede du dig ellers ville ’ske’? Osv.

Men konflikten er vel ikke personen? Nej, det er, hvad personen har gjort. Han har i dette og lignende tilfælde tegnet, tegnet som han syntes det skulle se ud. Kan det virkeligt skabe konflikt? En tegning? Ville man selv skyde Hergé eller Picasso? Nej, hvis ikke man kan lide Tintin, kantede mennesker og rundkørselshunde kan man lade være med at købe den slags skilderier. Men nogen mener alligevel at tegninger er værd at myrde løs på andre mennesker for. De mennesker er ikke kontroversielle. De mennesker der myrder løs er ‘hvad der sker’.

Jo, attentatmanden er jo selvfølgelig værre en tegneren, det bliver indrømmet lige før det obligatoriske ‘men’. Med mindre selvfølgelig, attentatmanden er et psykosocialt offer for tonen i debatten, for så er det nemlig vi skal til at se indad. For i Danmark bliver der sagt mange kontroversielle ting hele tiden. Det gør man ikke i USA fortalte Steinmetz på News. Derovre havde man en langt større forståelse for folks religiøse følelser, de fineste følelser i menneskets følelsesregister åbenbart, og mindre forståelse for hvorfor nogen dog ville tegne sagnfiguren Muhammed som en hund. I USA havde man en fundamentalt anden tilgang til ytringsfrihed en den grove danske, konkluderede han uden hensyn til at ytringsfrihed og almindelig social konduite ikke er det samme. Men pærer og bananer blandes gerne når vi ser indad - ellers kommer vil vel ikke frem til at skamme os. Og ikke et ord om terror mod amerikanske mål, der kunne forvirre årsagssammenhængen.

Så derfor: ‘Men’ selv om attentatmanden er værre end den kontroversielle, behøver man jo ikke at sige eller tegne dumme ting når nu nogen bliver kede af det. Man kunne jo lade være. Vi har jo ikke ytringspligt, som Uffe Ellemann Jensen slog fast i sin faste klumme på Berlingske Tidende, en klumme hvor han selv fortsatte det ene indlæg efter det andet til han fik sit faste TV-program sammen med Mogens Lykketoft til at forklare hvordan det hele hænger sammen. De to statsmænd har måske ikke ytringspligt, men de ytrer sig alligevel flittigt “fordi DE kender Verden” (eller kender de bare værten?). Med andre ord, så er der ingen grund til at udtrykke sin mening hvis den går imod Ellemanns mening, for det er andres mening Ellemann i udgangspunktet altid finder dumt.

Men stadigvæk, ytringsfrihed, kan vi alligevel ikke moderere den lidt? Kan vi ikke yde mådehold? Behøver vi at være så grove? Behøver vi ligefrem at vifte med en rød klud? Behøver vi ligefrem lede efter fjender? Ja til det hele; ja fordi vi er frie mennesker helt ned til tæerne, ja fordi vores meninger er vores natur så meget at uartige tegninger og skrifter altid “vil ske” uanset hvem der måtte hade selve ideen om den frie tanke, ja og hvis ikke du kan håndtere friheden så flyt til Saudiarabien, Nordkorea eller Sverige, der mere og mere ligner en blanding af Nordkorea og Saudiarabien. Men lad retorikken ligge og lad os istedet se på to andre aspekter ved vores aktuelle attentatmand.

I Ekstrabladet husker ‘Victor’ terroristen som en tidligere skolekammerat fra VUC - ‘Victor’ ville gerne vil være anonym for selvom attentatmanden nu er død mener han at vide, hvad der “kan ske” - hvorledes vores attentatmand kunne blive agressiv når han talte om sit yndlingsemne, islam. Dengang hævdede attentatmanden for eksempel, at man ikke skulle drikke øl foran muslimer fordi det var krænkende. Hånden op alle der betragter Vilks som kontroversiel, men ikke er for fine til at sidde på en fortovscafe på Nørrebro og drikke en kold fadbamse! Og nu er grønlænderne også advaret - nej vent, de blev jaget ud af Volsmose for flere år siden af selv samme grund. Det ser ud til at være mere end en enkelt ulvs mening.

Det er altså ikke nogle bestemte tegninger, der er problemet. Tegningerne står blot først på listen fordi de er symboltunge. På krænkelseslisten står altså også øldrikning. Og hvis man tager til Saudiarabien som turist, mens man overvejer om det er noget for een med et permanent ophold, så kan man jo se, hvad der ellers er på listen over krænkende ting. Kvinder må f.eks ikke køre i bil, være alene uden opsyn eller vise bar hud. Og der er klare grænser for, hvor de overhovedet må være i det offentlige rum. Den tendens kan man også se herhjemme f.eks på påklædningen på Nørrebro. Man kan se den når de populære Outlandish fandt det outrageous med en norsk sangerindes nøgne arme. Man kan se det når Asmaa og en gymnasiecensor ikke vil give hånd til det modsatte køn. Man kan se det i alle de små forskelle, udlandsturisten ser som eksotiske og hjemlandsturisten ser som mangfoldige og som kræver svinet, det urene dyr, ud.

Men der var en tredie ting på terroristens krænkelsesliste, som endda stod højere end øl og nøgne arme. Nemlig det at være jøde. Dan Uzan, der blev skudt gennem hovedet, var arveligt betinget en kontroversiel person fra et arveligt betinget kontroversielt folkeslag, der nok burde vide hvad der ‘ville og kommer til at ske’. Jødens blotte eksistens som fri og driftig frem for underkuet er endnu en dødelig krænkelse, så når man er igang med at skyde svinger man selvfølgelig forbi Krystalgade. Fik jeg nævnt det er ulovligt for jøder at være i Saudiarabien? Hvis det er et problem at være nabo til Krudttønden, hvorledes skal vi tænke om at være nabo til jøder?

Man må tage hele pakken, sagde Abdul Wahid Pedersen om islam og hele pakken vil sige både det at tegne, være kvinde, jøde, vantro, at drikke øl, være klædt efter forholdene og at tænke selv. Hele pakken blev givet af sagnfiguren Muhammed og kritik af og satire over Muhammed er derfor kritik af hvert et punkt på krænkelseslisten, som den blevet givet i de forbandede skrifter. Intet punkt på krænkelseslisten kan hverken intellektuelt eller moralsk legitimeres og det eneste alternativ til refleksion er vold og terror, så meget desto mindre den samlede pakke. Og tegninger af pakkens sagnophav er alle krænkelsers moder.

En tidligere Associated Press journalist beskriver mediernes anti-israelske fortælling

Matti Friedman arbejdede for det store nyhedsbureau Associated Press i Jerusalem mellem 2006 og 2011 og skønt han erklærer sig selv som venstredrejet (liberal i amerikansk terminologi) kan han ikke længere stå inde for, hvad han betegner som “a hostile obsession with Israel” i den almindelige nyhedsdækning. I en længere og højst anbefalelsesværdig artikel fra august i år i Tablet Magazine fortæller han om den overeksponering af Israel med sin tidligere arbejdsgiver som illustrativt eksempel. At de havde mere end 40 medarbejdere til at dække Israel-Palæstina, hvilket var mere end resten af Mellemøsten til sammen og kun ved særlige lejligheder vægtes andet end Israel højest.

To offer a sense of scale: Before the outbreak of the civil war in Syria, the permanent AP presence in that country consisted of a single regime-approved stringer. The AP’s editors believed, that is, that Syria’s importance was less than one-40th that of Israel. I don’t mean to pick on the AP—the agency is wholly average, which makes it useful as an example. The big players in the news business practice groupthink, and these staffing arrangements were reflected across the herd. Staffing levels in Israel have decreased somewhat since the Arab uprisings began, but remain high. And when Israel flares up, as it did this summer, reporters are often moved from deadlier conflicts. Israel still trumps nearly everything else.

The volume of press coverage that results, even when little is going on, gives this conflict a prominence compared to which its actual human toll is absurdly small. In all of 2013, for example, the Israeli-Palestinian conflict claimed 42 lives—that is, roughly the monthly homicide rate in the city of Chicago. Jerusalem, internationally renowned as a city of conflict, had slightly fewer violent deaths per capita last year than Portland, Ore., one of America’s safer cities. In contrast, in three years the Syrian conflict has claimed an estimated 190,000 lives, or about 70,000 more than the number of people who have ever died in the Arab-Israeli conflict since it began a century ago.

News organizations have nonetheless decided that this conflict is more important than, for example, the more than 1,600 women murdered in Pakistan last year (271 after being raped and 193 of them burned alive), the ongoing erasure of Tibet by the Chinese Communist Party, the carnage in Congo (more than 5 million dead as of 2012) or the Central African Republic, and the drug wars in Mexico (death toll between 2006 and 2012: 60,000), let alone conflicts no one has ever heard of in obscure corners of India or Thailand. They believe Israel to be the most important story on earth, or very close.

Det der er vigtigt i en Israel-Palæstina historie, argumenterer Friedman, er Israel. Palæstinenserne anerkendes ikke som selvstændige aktører  og eksisterer kun som passive ofre. Korruption er altid interessant, men kun israelsk. Friedman fortæller at han ikke kunne komme igennem med en artikel om palæstinensisk korruption fordi “that was not the story”. Således angribes enhver skævhed i det israelske samfund nidkært; Israelsks lovforslag til pressefrihed, antallet af ortodokse jøder, bosættelser, kønssegregering osv, mens der er meget få artikler om lignende palæstinensiske forhold.

Hamas formålserklæring, som handler om et udslette Israel og alle jøderne og deres graven terrortunneller ind under Israel er ikke vigtigt for medier og nyhedsbureauer, men det er derimod Israels angreb på Hamas. De fleste rapportere, siger Friedman, opfatter essensen af deres arbejde at rapportere om israelske overgreb: “That’s the essens of the Israel story”!

Og denne fortælling sættes ind i den ramme der hedder Israel-Palæstina konflikten eller variationer heraf. Her er det Israel, der er den store og dermed aggressoren hvor sandheden er at jøderne kun optager 0,2% af Mellemøsten og der er 5 millioner jøder overfor 300 mio. arabere. Det var den samlede arabiske verden, der ville udslette Israel fra begyndelsen og den palæstinensiske sag blev først interessant efter 1967 krigen, hvor Israel indtog de resterende områder fra delingsplanen fra Ægypten og Jordan, der ellers havde annekteret dem uden protester fra den arabiske verden.

For centuries, stateless Jews played the role of a lightning rod for ill will among the majority population. They were a symbol of things that were wrong. Did you want to make the point that greed was bad? Jews were greedy. Cowardice? Jews were cowardly. Were you a Communist? Jews were capitalists. Were you a capitalist? In that case, Jews were Communists. Moral failure was the essential trait of the Jew. It was their role in Christian tradition—the only reason European society knew or cared about them in the first place.

(…)

When the people responsible for explaining the world to the world, journalists, cover the Jews’ war as more worthy of attention than any other, when they portray the Jews of Israel as the party obviously in the wrong, when they omit all possible justifications for the Jews’ actions and obscure the true face of their enemies, what they are saying to their readers—whether they intend to or not—is that Jews are the worst people on earth. The Jews are a symbol of the evils that civilized people are taught from an early age to abhor. International press coverage has become a morality play starring a familiar villain.

(…)

You don’t need to be a history professor, or a psychiatrist, to understand what’s going on. Having rehabilitated themselves against considerable odds in a minute corner of the earth, the descendants of powerless people who were pushed out of Europe and the Islamic Middle East have become what their grandparents were—the pool into which the world spits. The Jews of Israel are the screen onto which it has become socially acceptable to project the things you hate about yourself and your own country. The tool through which this psychological projection is executed is the international press.

Men det er på alle måder den forkerte historie der fortælles, skriver Friedman. Reportere ser alt gennem en israelsk optik og ser derfor ikke islams undertrykkelse og forfølgelse af minoriteter, hvor der med ISIS nu er tale om folkemord

A knowledgeable observer of the Middle East cannot avoid the impression that the region is a volcano and that the lava is radical Islam, an ideology whose various incarnations are now shaping this part of the world. Israel is a tiny village on the slopes of the volcano. Hamas is the local representative of radical Islam and is openly dedicated to the eradication of the Jewish minority enclave in Israel, just as Hezbollah is the dominant representative of radical Islam in Lebanon, the Islamic State in Syria and Iraq, the Taliban in Afghanistan and Pakistan, and so forth.

Hamas is not, as it freely admits, party to the effort to create a Palestinian state alongside Israel. It has different goals about which it is quite open and that are similar to those of the groups listed above. Since the mid 1990s, more than any other player, Hamas has destroyed the Israeli left, swayed moderate Israelis against territorial withdrawals, and buried the chances of a two-state compromise. That’s one accurate way to frame the story.

Men i mediernes og nyhedsbureauernes fortælling er Israel vulkanen, en vulkan der ikke eksisterer i den sammen geopolitiske virkelighed som resten af Melleøsten. Historen om Israel er ikke om nyheder men om “something else”.

Insisterende benægtelse hos de liberale

Lørdag skrev jeg optimistisk at der var små sprækker af erkendelse hos venstrefløjen. Selvfølgelig er der ikke det, der er kun positionering. Men den positionering afslører, hvilke flanker man vil dække af overfor vælgerne. Så på en måde kan man godt glæde sig over at den muligvis kommende socialdemokratiske leder Mette Frederiksen ikke kan lide burkaer, som hun omtaler som et fængsel. Feministen Karen West opdagede at man ikke kan kritisere islam på nogen som helst måde uanset tonen. Özlem Cecik fra Socialistisk Folkeparti slog til lyd for at det bedre kan betale sig at lytte til politiske modstandere, frem for at udskamme dem (nu Dansk Folkeparti står til at få hver femte stemme, som erfaringerne) og på Modkraft støvede man sin gamle Marx af og ærgrede sig over at det altid var så akavet for venstrefløjen at kritisere islam. Og så har regeringen med Mette Frederiksen i spidsen og i modstrid med Radikale Venstre ønsker besluttet at Danmark ikke skal gøre FNs menneskerettigheder til dansk lov, da “inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene”.

Men der er snart valg og politikere siger så meget. Det gør de liberale også og de vil i deres moderne internationale udsyns ånd gerne distancere fra Danmark, måske ved at samle desillusionerede vælgere op fra netop venstrefløjen? Rune Kristensen glæder sig i hvert fald over at hans parti med det vildledende navn Konservative vil lægge “en klar distance til V og O” i deres nye udlændingeudspil, hvor grænserne skal åbnes for kvalificeret arbejdskraft. Og han…

…finder det fantastisk, at 24-års reglen skal lempes, da den ikke virker og i øvrigt rammer de forkerte mennesker. Hertil er jeg også særligt glad for, at beløbsgrænsen for personer uden for EU sænkes fra 375.000 til 315.000 kr. – dette her jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Uagtet fokus på de åbne grænser, så savner jeg en strategi for integration via arbejdsmarkedet i mit partis udspil. Det er her integrationen virker. Derfor er starthjælpen også helt tosset at genindføre. Hvis ikke folk kan forsørge sig selv, hvorfor så komme hertil?

Rune Kristensen er en kapacitet der har skrevet “bachelorprojekt om politisk islam versus det liberale demokrati” og derfor kan han ydermere konkludere

“Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark”.

Men nok om den slags intetsigenheder for Rasmus Brygger har i Politiken skrevet 10 principper for en udlændingepolitik, som alle burde efterleve. Og det er selvfølgelig opløsningen af Danmark som suveræn nation til fordel for en åben jurisdiktion. “Forskelle mellem os mennesker skal hyldes” for det er “hamrende udansk at kræve, at vi alle skal ligne hinanden”. Statsborgerskab skal ikke kunne fratages, hvis man vælger halshugning med ISIS, 24 årsreglen skal væk og mennesker skal dømmes på deres handlinger. Her hedder det som det første meget sigende “Muslimer er ikke per definition ansvarlige eller medskyldige i andre muslimers gerninger”. Nej, men tanken ligger lige for, også når man hedder Rasmus Brygger.

Meninger kan ikke brydes når de ophøjes til indlysende og objektive sandheder, hvorfor Brygger og hans sort betragter dissens som moralsk forkasteligt. Især punkt 4 udtrykte dette, da det ikke var et princip, men en besværgelse

4. Indvandrere, der kommer til Danmark, er et plus for landet uanset, hvor de kommer fra

Danmark har kun godt af, at der kommer flere til landet. Fokuseres der alene på de arbejdende nydanskere, bidrager de stort til den danske økonomi. Men indvandring er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også kultur. Det liberale perspektiv er, at det er sundt for et samfund, når forskellige livsopfattelser og kulturer mødes. Det er gennem kulturkonkurrence og –udveksling af kultur, at det danske samfund har udviklet sig, ikke gennem isolation og nationalisme.

Kun i selvretfærdighedens univers, hvor enhver fremmed er en ven der endnu ikke har stukket en kniv i maven på dig giver udsagnet mening. Men det gør det ikke hos Brygger, der allerede i punkt 2 slår fast at “Alle, der kommer til Danmark, er velkomne, så længe de er selvforsørgende“. Ikke nok med det, så “Nydanskerne fortjener respekt og tolerance, så længe det er gensidigt“, hvilket vil sige at vi må møde dem med en vis skepsis, indtil de har gjort sig fortjent. I samme ånd skal kriminelle udlændinge udvises ifølge punkt 9. Hummus og spraglet burka kan altså alligevel ikke redde en langfingret dovenlars. Så meget for Bryggers kulturelle værdier.

Gryende erkendelse hos venstrefløjen?

I halvfemserne tabte Holger K Nielsen en afsteming på SFs landsmøde om kritik at fremmed kulturers uhensigtsmæssige aspekter. Et flertal mente at SFs officielle politik per definition skulle afholde sig fra kultur og religionskritik af islam. Det er snart 20 år siden.

Feministen Karen West fik endelig nok, skrev hun på Folkets, efter et uspecificeret karaktermord der var “100 fold værre end de mest indædte sexistiske angreb, jeg også har prøvet - fra racisterne”. Islam er et problem så stort at man end ikke kan diskutere det konstruktivt med muslimer

Jovist vil jeg stadig være årvågen og skrive om politisk islam, som den nu er, fandens farlig og en trussel mod alt, hvad vi har kæmpet for i mange år.

Jeg har muslimske venner, som vil blive ved med at være mine venner - formentlig. Men alt hvad jeg overhovedet har haft af samarbejde ophører. Og alle aftaler om fremtidigt samarbejde på tværs af kultur ophører.

En epoke er slut, fordi det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer.

Skællene falder fra det ene øje der kan se at “det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer“. Men skællene sidder stadig fast på det andet øje, der vedholder at betegne folk, der har prøvet at fortælle hende at islam er modsætning til frihed, som racister.

Özlem Cekic betroede i Politiken at hun som barn hadede jøder. Det gør muslimske børn meget i - hader. Og jøder er noget af det de hader mest. Özlem hadede også fremmedefjendske danskere, men fandt senere ud af at der også var mange andre danskere - hvilket vil sige at hun startede med bare at hade danskere. Hun hadede nationalistiske tyrkere, hvilket altså bare er tyrkere. Og hun skammede sig over “at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk“. Så hun var en rigtig lille muslim, fuld af had og skam. Men langsomt blev hun altså klogere, så klog at hun “godt [kan] forstå, at du er rasende over, at nogen begår kriminalitet“. Og det er et stort skridt for en muslim.

Vi skal være bedre til at anerkende, at vi hver især faktisk har gode grunde til at være frustrerede. Men samtidig insistere på, at man ikke behøver hade alle mørkhårede, fordi man mødte en mørkhåret idiot. At ikke alle muslimer støtter de ekstreme terrorister i IS. Og at ikke alle, der stemmer på Dansk Folkeparti, er dumme racister.

Nej, “vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Holdninger kan ikke ties ihjel.“ Hun kalder selvfølgelig stadig Sverigedemokraterna for “Et parti med nazistiske rødder“, men alligevel har erfaringerne med venstrefløjens hidtidige kurs lært hende noget

Mit råd til vores naboer på den anden side af Øresundsbroen i Skåne: Lad være med at dæmonisere den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Sverigedemokraterna. Lad være med at give partiet en martyrrolle. Den stigende opbakning til partier som Sverigedemokraterna i Sverige, Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark ser jeg som et advarselssignal om, hvor store befolkningsgrupper der oplever sig som marginaliseret og svigtet af politikerne og derfor vælger at lytte til kræfter, der taler hadet op og dialogen ned.

Svaret er hverken at møde had med had eller at tale hadet efter munden. Men at tage en dialog for at finde reelle løsninger på de problemer, der optager vælgerne: bekymring for fremtiden, for jobbet, for de manglende sociale ydelser og for et svækket velfærdssamfund med udmagrede sygehuse, skoler og plejehjem. Sæt nu vand over til kaffen. Vi har meget at snakke om. Hvis vi har mod til det.

Kynikere kunne indvende at Cekic blot har opdaget at hele hendes fløj er ved at blive overflødig i vælgernes øjne. Men et ryk i retorik er der alligevel tale om. Venstrefløjen er måske ved at gøre sig klar til at erkende at det er bedre at kunne tale om virkeligheden frem for blot at fordømme danskerne.

Mette Frederiksen mener ifølge BT at burkaen er et fængsel

Justitsminister Mette Frederiksen (S) gør det nu fuldstændig klart, at regeringen mener, at brugen af burka ikke hører hjemme nogen steder og slet ikke i Danmark. Men hun vil ikke lovgive imod brugen.

- Jeg har det helt grundlæggende sådan med burka og andre beklædningsgenstande, der dækker ansigt og hænder, at det er helt forfærdeligt. Det er kvindeundertrykkende. Det hører på ingen måde hjemme hverken i Danmark eller i andre samfund. Det er noget, der hører en svunden tid til – og her mener jeg for hundreder af år siden, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

(…)

- En burka er jo ikke bare stof eller beklædning. Det er en beslutning om, at kvinder ikke må være til stede. Det er et lille fængsel, man placerer et andet menneske i. Så for det første er det et demokratisk, kønsmæssigt problem, at man gemmer det ene køn væk. Det repræsenterer en systematisk undertrykkelse, som man ikke på nogen måde kan retfærdiggøre. Og den har intet med religionsfrihed at gøre. Folk skal have lov at tro på, hvad de vil. Men helt hverdagspraktisk kan man jo ikke være sammen med hinanden, når man er tildækket af en burka, siger Mette Frederiksen.

Frederiksen er en vejrhane og hun prøver blot at få sosserne til at spille på ‘hele banen’ ved den slags tomme værdiudmeldinger. For hendes tilsyneladende angreb, eller opgør om man vil, er helt diffust. Hvad vil det sige at hun mener at folk “skal have lov at tro på, hvad de vil” når “man jo ikke være sammen med hinanden, når man er tildækket af en burka”? Hun vil ikke lovgive, fair nok, men hun vil heller ikke adressere problemet, nemlig den tro der byder folk formummelse. Frederiksen kan ikke lide symptomer på sygdomme hun ikke vil anerkende.

Jep, man kan indvende at dette ‘jo bare Henrik Sass Larsens “de fucker danskernes liv op” om igen‘, som en god ven indvendte og at Thorning som bekendt før havde talt om at betale, hvad der skulle til for repatriering for “Hvorfor skal de være her?“. Utroværdige som de er sosserne, skal man ikke være blind for, hvem de forsøger at tækkes, hvorfra de mærker vinden. Ugens store chok kom ude fra den yderste venstrefløj. I Modkraft skrev Caspar Groneman nemlig

Da tågerne fra Muhammed-krisen lettede og folk som Akkari begyndte at tegne et klarere billede af begivenhederne, blev Tøger Seidenfaden og vi, der fulgte ham, gjort ubønhørligt til skamme. Vi forsvarede det uforsvarlige. Vi holdt hånden over mennesker, der var antidemokratiske og aktivt modarbejdede Danmark. Når man i dag ser gamle videoklip af Svend Auken, der i Folketinget forsøger at holde Anders Fogh personligt til ansvar for det røre, som tegningerne skabte i Mellemøsten, får man kvalme. Dette var ikke venstrefløjens stolteste stund.

I 20 år har Socialdemokratiet og andre venstreorienterede partier svigtet unge i indvandrermiljøer i et ellers velmenende forsøg på at vise hensyn. I dag lever vi med konsekvenserne af den integrationspolitik, der blev resultatet. Unge indvandrere har nu f.eks. større tilbøjelighed til at begå kriminalitet, selv efter man korrigerer for sociale og økonomiske omstændigheder. Alt sammen blandt andet, fordi vi led af berøringsangst, da vi skulle have taget hånd om problemerne. I stedet overlod vi løsningerne til højrefløjen, som på forudsigelig vis fejlede totalt, og gjorde ondt værre.

Det er sindssygt vigtigt, at både medierne og venstrefløjen diskuterer fortællinger om minoriteter og religion over et bredt spektrum. Både når fortællingerne handler om diskrimination og når de handler om kritik af traditionalistisk kultur og social kontrol i islam. Vi må ikke fortsætte det svigt, som vi endelig er begyndt at slippe. Venstrefløjens kritiske tradition lider døden, hvis vi ignorerer problemer i ekstremistiske og konservative miljøer, fordi de er sammensat af minoriteter. Resultatet af fortsatte fejltrin på dette område kan blive en ny overladelse af centrale problemstillinger til højrefløjens løsningsmodeller. Det vil være fatalt.

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.

Der en en vognfuld vrøvl i indlægget, venstrefløjen er venstrefløjen, men selv helt herude begynder virkeligheden at stikke sit fjæs frem.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress