Lampen er slukket for anvent filosofi

Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således

skc3a6rmbillede-2016-01-17-kl-035746

Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.


37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all


37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all


37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Hvis du har to æbler og du spiser det ene…

Undersøgelser viser at de fleste mennesker er optimister på egne vegne, hvor de tror de får et godt eller bedre liv fremover, mens de er pessimister på samfundets og verdens vegne. Jeg har det lige omvendt og har befundet mig i en permanent personlig undergangsstemning siden jeg var teenager, mens jeg hele tiden tror på at verden bliver bedre, selv om vi skal igennem en slem periode. Trods alt kom vi igennem den kolde krig. Måske er det derfor jeg tror dele af venstrefløjen kan reddes?

I hvert fald afslører den med jævne mellemrum en viden, som er en forudsætning for en indsigt. Gaby Hinsliff skrev på engelske Guardian indsigtsfuldt at “young male migrants exchanging life under repressive regimes, where they may at least have enjoyed superiority over women“, men uden at komme til nogen erkendelse af, hvorfor vores samfund netop derfor ikke kan deles med disse migranter og deres forventninger til social status (Raheem Kassam hudfletter Hinsliff på Breitbart).

Midt i en masse relativerende racismesludder skrev Mette Viktoria Pabst i Jyllands-Posten f.eks “det her vidner i den grad om nogle unge mænd, der har et fuldstændig forkvaklet syn på kvinder“. Ja, kom nu, sig det! Men nej, hun siger det ikke. Hun fortier måske også over for sig selv, hvad det er for et kvindesyn og hvorfra det stammer. Kvindesynet er der bare, men det islam skal ikke rodes ind i. Men man kan i det mindste observere at disse unge mænd adskiller sig fra danske drenge når hun skriver

I sidste ende handler det om opdragelse og socialisering. Hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer globalt set, så giver udfaldet sig selv. I hvor høj eller lav grad socialiseringen forekommer gennem forskellige landes strukturer og normer, vil sandsynligvis være medvirkende til, hvordan ’fænomenet’ udmønter sig. Det er udtryk, eller udmøntninger, om man vil, der går igen på tværs af landegrænser, og som til forveksling minder om hinanden.

Løsningen ligger lige for – uanset krænkerens etnicitet: Stop med at krænke andre seksuelt, og lad være med at bakke op om dem, der gør det.

Alt er på plads, bortset fra pointen med etnicitet. Her falder kæden af i en ‘hvid’ moralsk anskuelse. Det er etnisk dansk, ja kulturelt vestligt (hvidt) at opdrage sine børn til kønslig ligestilling. Men det er ikke en global disciplin. Sådan har det næsten altid været. Javist, mænd har haft førsteret når det kom til ledelse, men kvinder har altid været individder, ikke mindst siden kristendommen slog rod i det vesterlandske sind.

Omvendt med islam, der forskriver at kvinder er underkuede, at mænd kan gifte sig til 4 koner, mens kvinder ikke kan have fire mænd, at helvedet er befolket med kvinder, at mænd belønnes med 72 jomfruer, mens kvinder ingenting får, at kvinders vidneudsagn er utroværdige, at kvinder skal dække sig til fordi deres køn er anstødelig i det offentlige rum og skyld i at mænd forgriber sig på dem, at deres seksualitet er mandens ejendom, at manden har ret til at tæske deres koner, f.eks når hun vil nægte ham adgang til sin ejendom osv. Så ja, hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer blandt muslimer, så giver udfaldet sig selv. For kultur er socialisering og socialisering er kultur. Derfor kalder hun på en ‘hvid’ løsning på brune problemer uden at hun er klar over det.

På den anden side, så er virkeligheden ikke til at komme udenom, heller ikke for mig. Går man nemlig længere ind mod midten, så forstår almindelige mennesker, trods massivt erhvervet erfaring, stadig ikke at indvandring fra den muslimske varden er en katastrofe. Om de mange uledsagede syriske børneingeniører og læger, som vi var stillet i udsigt, viser det sig nu (igen) at der er tale om muslimer, altså uproduktive mennesker - hvis vi er heldige. Alligevel hedder det ifølge Danmarks Radio

Det overrasker, fordi syrerne netop har ry for at have gode erhvervsfaglige og videregående uddannelser med her til landet.

I Viborg Kommune har man lave en screening af flygtningenes kompetencer, og her talte gruppen blandt andet skræddere og taxachauffører, en taskemager og en arbejdsmand fra byggebranchen. Mange har ni års skolegang. Nogen mere og nogen mindre.

- De forventninger, vi havde i samfundet om nogle meget højtuddannede, og den virkelighed vi møder, stemmer ikke overens, siger afdelingsleder Sofie Steensgaard fra Jobcenter Viborg.

Hvor havde de disse forventninger fra? Og hvorfor er de overraskede? Realiteterne er at det står slemt til med erkendelsen derude, uanset, hvad jeg vælger at tolke på. Jeg er nok bare optimist fordi jeg er født sådan, ikke af nogen anledning.

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Feminismen slår igen

Jeg savner stadig at læse noget på Arbejderen og Modkraft, to fyrtårne når det drejer som multikulturelle udfordringer og feminisme, om nytårskrænkelserne. Men nogle feminister forsøger på Facebook og i aviserne at definere fortællingen. For det er hvad det drejer sig om, definitionsretten til historien. Men med tusind krænkermuslimer ud af tusind, tusind der ikke er med i samme sekt, tusind der ikke kommer fra samme region, ej heller samme land og ej heller samme kontinent, der alle opfører sig lige voldeligt overfor kvinder, er det op ad bakke.

Et eksempel. Lotte Lund linker, “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. En mandlig skribent fortæller indledningsvis om en klam oplevelse

En tilfældig fyr, der under en koncert jeg havde set virkeligt meget frem til, blev ved med at stå og røre ved mig. Først sagde jeg høfligt: ”Please stop touching me,”, men eskalerede hurtigt til at råbe: ”Dude stop fucking touching me!”

Klammoen ragede på alle køn, får vi fortalt, så vi kan ikke, ligesom den gode skribent, konkludere at han var bøsse. Sikke en lettelse. Eller rettere kun bøsse.  Alene det at historien blev fortalt sikrede en sådan konklusion. Vi ved heller ikke om klammoen var hvid, thi det fortælles ikke, men vi kan vel udelukke, ud fra det engelske, at der er tale om en dansker. Skribenten bakker derpå sin oplevelse op med andenhåndsberetninger

Jeg kender ingen kvinder, der ikke kan fortælle en historie om at få en fed koncert ødelagt af en fyr, der ikke ville holde fingrene for sig selv. Ingen, der ikke kan fortælle om at blive raget uopfordret på af vildt fremmede mænd.

Ikke nok med det, så har han også statistik, der virker som en ekstrapolering af hans anekdoter

Problemet er massivt, for omkring 60.000 kvinder krænkes i løbet af festivalen – mange af dem gentagne gange.

Det er forbløffende at kvinder overhovedet kommer på Roskildefestivallen, år de næsten alle uden undtagelse er udsat for krænkelser. Især når der er eksempler på ”Roskildemedarbejder, der går på ”røvtogt” for at krænke så mange kvinder han kan under en koncert”. Men, fortæller han, ”Det er en accepteret kultur på Roskilde”, ”på Roskilde er det normen, at man krænker andre”.

Nu skal man ikke være polemisk og debattere om en accepteret kultur og norm, som folk vender begejstrede tilbage til, år efter år efter år, kan være krænkende. Jeg er voksen og har en hjerne og god smag, så jeg kommer aldrig på Roskilde. Men vi kan sige at når han skriver at han ikke kender en kvinder der ikke får en ”fed koncert ødelagt af en fyr”, så er der tale om en-tal. Hvor mange kvinder kan den røvtogtende Roskildemedarbejder nå at krænke?

For det er ikke for at hænge mig i petitesser, men der er bare forskel på en håndfuld klammoer, mindst nogen af dem udenlandske, blandt 130.000 musikplebejere, og så en hel hob, der unisont, ikke blot er på røvtogt, men fortsætter til fuldbyrdet voldtægt og røveri (op mod 379 kvinder blev krænket i Køln alene, lader det til).

Hvide mænd teamer også op

Virkeligheden rykker ikke ved perceptionen. Ikke meget i hvert fald. Hvis du mener at mænd er nogle svin, så gider du ikke tale om specifikke kulturer, for du ser kun mænd. Derfor vil de store massesexovergrebssager i især store tyske byer Nytårsnat også være en yderligere bekræftelse på mænds adfærd. Tidlige viceformand for Dansk Kvindesamfund Ulla Thornemand leverede i den sammenhæng et af de allerførste feministiske relativeringer, da hun på Facebook skrev følgende opslag

Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder.

Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage.

Herhjemme kalder vi det flirt, når hvide mænd på arbejdspladser sexchikanerer og forulemper kvindelige kolleger.

Herhjemme lyder der alt andet end ramaskrig når disse oplevelser fortælles. Faktisk sker det modsatte. Kvinderne, der modigt står frem og fortæller om de krænkelser og overgreb, de udsættes for, skammes ikke sjældent ud. Boys will be boys, I ved. White boys, tilsyneladende.

Den hvide mand har kronede dage og ve dig hvis, du er brun, for så får piben en anden lyd. Din tro, din kultur, dig, du er farlig for kvinder. Du forstår ikke spillereglerne, som den hvide mand gør. Den hvide mand som vi alle ved behandler kvinder med langt mere respekt. Som tager et nej for et nej. Som respekterer kropslig integritet. Hvis vold og seksuelle vold mod kvinder bunder i helt andre årsager.

Herhjemme har vi det godt.

Det der er foregået i Tyskland er fuldstændig grotesk, og de kvinder, som er blevet krænket og udsat for sexforbrydelser, har intet ansvar for det, uagtet hvad en borgmester og andre måtte mene.

Men at det nu fremstår som om den form for organiserede krænkelser er et nyt fænomen, i følge det tyske politi, er en sandhed med store modifikationer.

Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ‘fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur. Udtrykkene inden for fænomenet kan variere, men selve fænomenet er oldgammelt.

Link: http://www.dr.dk/…/video-evelin-blev-forulemplet-nytaarsaft…

Debatsporet der fulgte var sørgeligt. En anden og for mig helt ukendt variation fik 386 ‘like’s’

sanne-sc3b8ndergaard

Og også Rune Engelbrecht Larsen farede til Facebook, for at belære om sin uvidenhed

Et vanvittigt og uhyggeligt eksempel på seksuelle masseovergreb mod kvinder i Köln nytårsaften blev begået af afstumpede mænd af nordafrikansk afstamning. Desværre er det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet. Hver femte kvinde på de amerikanske universiteter har været udsat for et seksuelt overfald. For eksempel. I det amerikanske militær er problemet ligeledes skræmende stort. For eksempel. I 2013 blev der rapporteret ca. 25.000 voldtægtssager i Indien. For eksempel. I Mexico eksploderer antallet af kvindekidnapninger, kvindemord og voldtægter og er blevet karakteriseret som en pandemi. Ifølge en Voxmeter-undersøgelse fra Amnesty International (marts 2015) mener hver syvende i Danmark, at en kvinde, der selv går hjem med en mand, har et medansvar, hvis hun bliver voldtaget. Hver syvende. For eksempel. Ca. 4.000 kvinder bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark hvert år, men kun 50 sager ender med en dom … Vi kan hurtigt blive enige om, at der er tankesæt og ideologier og kanoniske tekster, der er særligt kvindenedværdigende, men den udbredte kvindeforagt, som kommer til udtryk i seksuelle overgreb verden over, er ikke et kulturspecifikt eller etnisk betinget problem – det er desværre langt større end dét. Lad os møde alle overgreb mod kvinder med afstandtagen overalt.

Inde vi skal til satiren, så kan man studere de store tals lov

voldtc3a6gtskort

Da man kunne læse historien om endnu en muslimsk storfamiliens hærgen på et hospital  gav Journalisten Mads Brügger satiriske relativering

Det her minder mig desværre om de alle gange hvor jeg som hvid mand er teamet op med andre hvide mænd, og sammen har angrebet sygehuse i flok, helt vildt og vanvittigt, og stukket vores fingre op i røven på portører, og skræmt personalet fra vid og sans, og bagefter sagt til hinanden, at det hele bare var en god gang gazz. Det minder mig også om at sygehuse overalt i verden jo angribes af mænd i flok, fx i Indien og i Mexico, hvor det sker hele tiden, så i stedet for at tale om denne lille latterlige sag, skal vi så ikke bare være enige om at fordømme ALLE angreb på sygehuse, OVERALT i verden, hele tiden - men mest nok af alt de utroligt mange tilfælde hvor hvide mænd angriber sygehuse i flok. Så skal det nok gå væk af sig selv.

Tillykke til humanisterne, I vandt!

Debat gjorde ingen klogere på virkeligheden for flertallet så den gennem selvbilledets prisme. Det selvbillede, der på en gang gjorde at man kunne være antinational og skamme sig over sit land, hævde moralsk overhøjhed på at relativere moral og pålægge sine naboer egen uansvarlighed.

Herunder beretter et vidne til den muslimske masse sex-overgrab på almindelige tyske kvinder i Køln, Nytårsnat

An eyewitness account by Ivan Jurcevic, a hotel club bouncer, what happened on 31th of december 2015 right in front of the cologne cathedral (Kölner Dom). Mass media coverage started only after countless woman and girls posted how they were chased by an immigrant mob and sexually assaulted, on a offficial page of cologne over at facebook.

Politiken kan man læse et offers historie

Så snart hun stod af toget på hovedbanegården i Køln, bemærkede ‘Steffi’, at noget var helt usædvanligt. Helt usædvanligt galt.

Ganske vist var det nytårsaften og stemningen løftet, men den 31-årige socialarbejder havde aldrig set så mange grædende kvinder med revet tøj eller uorden i festklæderne.

»Jamen, er de virkelig allesammen så fulde«, tænkte hun ved sig selv.

Kampklædt politi

Lige indtil hun mødte kampklædt politi på trappen og gik ud på pladsen foran banegården for at bane sig vej gennem mængden af det, hun troede var festende bysbørn, for at komme hjem til sin lejlighed.

Ude på den plads mellem hovedbanegården og den kendte domkirke, hvor kølnerne plejer at sætte hinanden i stævne for ved midnatstid at hilse det nye år velkommen i fællesskab, herskede en ond stemning.

LÆS OGSÅ Masseoverfald på tyske kvinder nytårsnat

Den unge kvinde fortæller under et ændret navn af frygt for repressalier til avisen Süddeutsche Zeitung om sine oplevelser af den voldsomme nytårsnat i Køln, hvor foreløbig 90 kvinder har anmeldt overfald, seksuelt betonede gramserier, tyverier og et enkelt tilfælde af voldtægt til politiet.

Der er også ‘Michelle’s historie. Der er mange historier fra den aften. Også fra Hamborg, Stutgart, Dusseldorf, Berling, Kalmar og Østrig. Men hvorfor dog dette pludselige fænomen? I Jyllands-Postens ellers udmærkede leder kan man læse forsigtige og og svigtende udtryk som “andre adfærdsnormer” og “frustrerede unge mænd” (man kan dog også læse “ofte voldsforherligende kulturer”). Det er næsten social kutyme at tale om frustrationer når de kriminelle er indvandrere. Det giver den omtalende et skær af udvidet empati og intellektuel balast. Dels gør det gerningsmand til et offer, dels åbner det for at samfundet, altså i dette tilfælde os, har noget af skylden. Et udtryk, hvorved man kan udvide problemstillingen til at dreje sig om meget mere og alt andet. Men det er et falsk forsøg der kun tjener at give indtryk af en forklaring, fordi ingen kan forklare, hvilke frustrationer der dog fører til at tusind mænd pludseligt kaster sig i grupper over alle tilstedeværende kvinder. Men det kan Daniel Greenfield til gengæld.

Greenfield forklarer i et glimrende indlæg, der burde være obligatorisk læsning for alle politikere, meningsdannere og journalister, hvorledes islam er en religion, hvis eneste bærende princip er religionsstifterens skiftende begær.

As a prophet he frequently made and broke his own laws, and then made new ones. Four witnesses are required for an act of sexual immorality, because at one point three witnesses accused Mohammed’s own wife of such an act. Prior to that Mohammed had taken action based only on a single witness.

Mohammed modified the law to allow him to marry his son’s wife and to shift the turns of his own wives. After Mohammed had received another urgent ‘revelation’ allowing him to do as he sexually pleased, his wife Aisha said, “O Allah’s Apostle I do not see but that your Lord hurries in pleasing you.” There you find the whole of Islamic jurisprudence. It was a code that existed only to please Mohammed’s sexual impulses.

If Allah existed only to enable women to sexually service Mohammed– what agency can women have in Islam?

Så da Muhammed så sig varm på et sådant 9 årigt et af slagsen, var pædofili hermed kodificeret moral. Men det er en anden historie. ”Muslim rape culture springs from that same code”, siger Greenfield og beskriver, hvorledes det fungerer i virkeligheden, hvad meningen er med tildækningen af kvinden og hvilken effekt denne tildækning får. Og mest vigtigt for os, hvilke frustrationer vestlige piger og kvinder bliver ofre for.

In the West rape is a crime because it an assault on a human being. In Islam, it is only a crime because it is a sex act that takes place outside of marriage.

(…)

In Islam, women are objects, not subjects. Physically their entire bodies are considered ‘Awrah’,an Arabic word meaning ‘nakedness’, ‘fault’ or ‘defect’, terms that amply sum up the Islamic view of women. Even their voices are considered ‘Awrah’ meaning that even a fully covered up woman speaking is an immoral thing. A woman exists within Islam as an immoral object. And that gives Muslim men implicit permission to assault her, while holding her very nature accountable for  tempting them to commit the act.

Islam does not consider rape to be a crime against a woman. It is a crime against their fathers and husbands. There is no crime involved in a husband raping his own wife.

(…)

In a tribal society, rape is a crime against property and honor. To a father, his daughter’s virginity is a valuable item that increases her market value. Marrying her off is way to build a relationship between two families. To a husband, his wife’s chastity maintains the value of his property and insures that the offspring is his. To assault a woman is to commit a crime against the communal property of a family. But a woman herself has no rights over her body that any man is bound to respect. As Lara Logan discovered in Tahrir Square.

An unaccompanied woman is ownerless.

(…)

The Burka placed responsibility on women to defeminize themselves and mark themselves as property. Centuries of Islamic jurisprudence put the burden of responsibility for any assault on a woman as the object that tempts men to sin. The circular reasoning of Islam says that if a man assaults a woman, it is because she tempted him. That femininity is inherently an object of temptation. The Burka and the Hijab began as a way of defeminizing women for their protection, but then became an indictment of women. Women were no longer being defeminized to protect them, but to protect men from them.

(…)

Like all social rules, they don’t apply equally. The daughter of a wealthy and westernized urban family will enjoy an immunity from them, that the daughter of a poor family in a village will not. The wealthy daughter will attend the London School of Economics, use Twitter and serve as an example that her country and Islam are really very liberated. The poor daughter will be a second wife to some bored fat merchant and be considered lucky if he doesn’t beat her to death when she loses her looks.

Meanwhile the young men will roam the streets bored and frustrated.

Oversexed and underfucked kalder man det vist. Der står en million migranter i Tyskland og flere er på vej. De er inviteret af de, der i sidste ende vandt den politiske dagsorden stik mod debattens substans. Prisen deles af os alle. Prisen er ikke blot økonomisk fallit. Prisen er vores levevis. Alt betale ved kasse et. Og hvis ikke man vil betale står den på krig.

Den vandrende muslim

Donald Trumps mådeholdende kommentarer til den islamiske invasion er blevet beskyldt for meget. Blandt andet at den opvigler had blandt muslimer til USA, hvor ISIS, der ikke har noget med islam at gøre, bruger Trumps udtalelser til at rekruttere muslimer. Det viste sig at ISIS ikke fandt Trump nævneværdig og i stedet koncentrerede sin vrede over de seneste amerikanske præsidenter, ‘horekarlen’ Bill Clinton og ‘løgneren’ George W Bush samt den siddende præsident Barak Hussein Obama.

Trump blev også beskyldt for at opvirgle had mod muslimer i USA og være årsag til hadforbrydelser. I modsætning til muslimsk terror, som ingen kan konkludere på da det ikke er tydeligt hvilke socialpsykologiske dynamikker, der skaber den slags frustrationer, så er negativ omtale af muslimsk terror med dil at skabe denne kunstige dikotomi mellem vestlig frihed og sharia, hvilket altså fører Johnny Redneck lige ud i et orgie af hadforbrydelser. En af disse had-forbrydelser blev tilsyneladen begået af den 35 årige Michael Scott Wolfe, der med en machette hakkede ind i en moske, hvor han efterlod bacon. En anden forbrydelse, der fik megen omtale, var ildspåsættelsen af en moske i Texas. Det viste sig at være en muslim, der stod bag.

Men muslimer frygter back-lash, at de bliver straffet for, hvad enkelte af deres troende kammerater har fundet på. Selv efter to muslimers massemord på en firma-julefrokost i San Bernadino var frygten, hvad andre dog ikke måtte tænke om dem. A.J. Caschetta skrev om back-lash industrien 17 december i Middle East Forum

The history of the looming anti-Muslim backlash that never arrives is instructive. Logically, the original post-9/11 anti-Muslim backlash should have been the largest and most ferocious of the various backlashes, and indeed George W. Bush, members of his administration and members of Congress frequently warned Americans not to blame all Muslims for the acts committed by Al-Qaeda.

Even an anti-Israel leftist like Rachel Corrie Award recipient Delinda C. Hanley recognizes that there was no post-9/11 backlash. Writing in the Washington Report on Middle Eastern Affairs, Hanley gushed: “As a result of the effective campaign undertaken by America’s leaders, non-governmental organizations and the media, a backlash that, in many nations, might have turned into a bloodbath was averted and, indeed, transformed into a celebration of diversity.”

The group known as Human Rights Watch however tells a different tale. It documents in the same era a series of attacks amounting to “a nationwide wave of hate crimes against persons and institutions believed to be Arab or Muslim.” The numbers are notable either for the “ferocity and extent” as HRW puts it, or for the remarkable calm they convey compared to the predicted carnage. For instance the 17-fold increase in anti-Muslim incidents sounds more alarming than the fact that there were 28 such events in 2000 compared with 481 in 2001.

It gets more interesting when one reads that these numbers include behavior ranging from “verbal taunts to employment discrimination to airport profiling to hate crimes.” Since no actual numbers are listed for specific “crimes” one might suspect that there are far more verbal taunts than hate crimes among the 481.

Men industrier kan ikke levere, hvis ikke nogen vil aftage deres produkter og det vil venstrefløjen hellere end gerne. På Gatestone Institute kan man læse, hvorledes arbejdet skrider frem med at forbyde islamkritik i USA

Eighty-two leading Democrats have cosponsored a House Resolution (H.Res. 569) “Condemning violence, bigotry, and hateful rhetoric towards Muslims in the United States”.

The Resolution was introduced in the House of Representatives by Democrat Donald S. Beyer (Virginia) on December 17, 2015 — a mere 15 days after Tashfeen Malik and Syed Farook gunned down 14 innocent Americans and wounded 23 in an ISIS-inspired terror attack at a Christmas party in San Bernardino, California.

The House Resolution states, “the victims of anti-Muslim hate crimes and rhetoric have faced physical, verbal, and emotional abuse because they were Muslim or believed to be Muslim,” and the House of Representatives “expresses its condolences for the victims of anti-Muslim hate crimes.”

What victims? Of all 1,149 anti-religious hate crimes reported in the United States in 2014, only 16.1% were directed against Muslims, according to the FBI. By contrast, over half of all anti-religious hate crimes were directed against Jews – 56.8%. The fewest, 8.6% of anti-religious hate crimes, were directed against Christians (Protestants and Catholics).

(…)

Attorney General Lynch stated that she is concerned about an

“incredibly disturbing rise of anti-Muslim rhetoric… The fear that you have just mentioned is in fact my greatest fear as a prosecutor, as someone who is sworn to the protection of all of the American people, which is that the rhetoric will be accompanied by acts of violence. Now obviously, this is a country that is based on free speech, but when it edges towards violence, when we see the potential for someone lifting that mantle of anti-Muslim rhetoric — or, as we saw after 9/11, violence directed at individuals who may not even be Muslims but perceived to be Muslims, and they will suffer just as much — when we see that we will take action.”

Is this House Resolution a prelude to the Attorney General taking that action? Has she seen the potential for someone lifting her “mantle of anti-Muslim rhetoric”? And what is “anti-Muslim rhetoric” exactly? Criticizing Islam? Debating Mohammed? Discussing whether ISIS is a true manifestation of Islam? Who decides the definition of what is considered hate speech against Muslims?

Så muslimer er en særlig følsom gruppe. Jøder, derimod, er anderledes robuste, hvis man skal følge Facebooks logik (set hos Elder of Ziyon)

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

codepink1-boykotter-israel-i-israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Camilla Schwalbe vil sige undskyld

“IS har ikke noget med islam eller muslimer at gøre” siger Camilla Schwalbe i et blogindlæg på Jyllands-Posten. Og det er en lidt overraskende udmelding. Det er overraskende fordi IS hedder Islamisk Stat, et navn de selv har valgt. Overraskende også fordi Islamisk stat er et forsøg på at virkeligøre en stat, som den bliver beskrevet i islam. Og der citeres flittigt fra islams tekster og refereres nøje og loyalt til muslimernes profet Muhammeds perfekte eksempel.

Det er også overraskende at Schwalbe ikke mener at Islmisk Stat ikke har noget med muslimer at gøre, da Islamisk Stat KUN består af muslimer og KUN er til for muslimer. Der udføres folkemord, mens vi undskylder, på alle der ikke er muslimer eller ikke er muslimske nok.

Følgeligt skal man også være muslim for at få lov til at deltage i halshugningerne, voldtægterne, slavehandlen og torturen. Og det er så vidt vi ved fra alle målinger kun muslimer der i større eller endnu større grad sympatiserer med Islamisk Stat og drages dertil.

Så islam og muslimer har ALT at gøre med Islamisk Stat. Islamisk Stat ville slet ikke eksistere hvis ikke der fandtes muslimer.

Schwalbe vil gerne sige undskyld til muslimerne fordi “hverdagsracismen har kronede dage”. Og hvad er hverdagsracisme?

Når Ali bliver afvist i døren til diskoteket og Anders smutter lige forbi?

Eller når Julie bliver ansat og Khansa valgt fra, fordi hun er muslim og går med tørklæde?

Eller når Martin får lærepladsen hos tømreren, og Abdul ikke gør, selvom hans hænder er bedre skruet på?

Eller når den 17-årige Mohamad Al Jawerheri bliver uretmæssigt opsagt i Bilka, fordi han siger racister imod og forsvarer Danmark, som vi hører om i disse dage.

Jeg kunne blive ved med talrige eksempler.

I sin indledning skriver Schwalbe at det måske er forkert når hun “fremhæver muslimer som en særlig gruppe, når min pointe er netop det modsatte”. Og på samme måde kunne man sige at det er forkert at kalde ovenstående påstande for eksempler. Der har de seneste 20 år således været jævnlige debatter om diskotekers selvforvaltede adgangskrav og hver gang dør debatterne og den forargede tone ud fordi afvisningen af større grupper muslimer sker på en bitter erfaring. Den samme erfaring, hverdagsvolden kunne vi kalde det, kan læses i kriminalstatistikkerne.

For Schwalbe leger nemlig med sproget og sætter Ali op mod Anders, men glemmer at også Linda kommer på diskoteket, mens Fathima aldrig gør af frygt for sin familie, nemlig Ali. Ali vil ind og rage på kuffar Linda fordi hun er en gratis skøge og den opførsel er ikke en del af den underforståede festlige kontrakt, skærmydsler opstår og så ender aftenen let med at Anders får en kniv i sækken.

Og Khansa bliver ikke valgt fra fordi hun er muslim, men hun risikerer måsket at hun grundet et uniformeringskrav ikke kan bære hovedbeklædning - ligesom alle andre. Men Khansa kan ikke smide tørklædet af frygt for at hendes familie forveksler hende med en kuffar skøge. Og Khansas evner rækker ikke til andre job end de med uniformskrav. Og Abduls hænder er ikke bedre skruet på, han har blot lange fingre.

Og så er der den 17-årige Mohamad Al Jawerheri, der ikke i modsætning til Schwalbes drømme, gerne vil fremhæve sig som en særlig gruppe, nemlig muslim og ikke dansker. Og vi kender indtil videre kun historien om Bilkas berufsverbot fra den særdeles provokerende unge mand selv.

skc3a6rmbillede-2015-12-30-kl-064755

Årets erstatningssøgsmål

Da uddannelsescenter Holstebro i 2010 stillede som betingelse, hvilket i medierne bliver til tvang, at ALLE ernæringseleverne selv skulle smage på den mad de tilberedte, mente en 24 årig muslimsk kvinde (”kom som spæd fra Libyen til Danmark”) at hun blev forskelsbehandlet fordi hendes religion forbød hende at spise svinekød. I 2015 vandt hun 40.000 kroner i erstatning. Det er ikke ligefrem amerikanske summer, men sammenlignet med at et voldtægtoffer får 60-70.000 kroner er det alligevel ikke helt ringe, traumets størrelse taget i betragtning. Og nu vi er ved muslimske mænds forhold til voldt… kvinder, så har Ligestillingsnævnet tildelt en muslimsk taxa-chauffør 10.000 kroner i erstatning, fordi han ikke ville give sin chef eller andre kvinder hånden. Der var også den arbejdsløse muslimske tandlæge, som de danske myndigheder ikke turde give autorisation, da han var uddannet fra et muslimsk land, der krævede erstatning ved Ligestillingsnævnet fordi “islam forbyder ham at arbejde med kvinder, svinekød, ikke-halalslagtet kød, spiritus og cigaretter”. Hvad blev der mon af ham?

Og hvad skal der mon blive af Ahmed fra Texas, der også gerne ville have erstatning. 105 mio. faktisk, men det er også i USA. Ahmed Mohamed er kandidat til årets erstatningssøgsmål. Ahmed Mohamed husker man jo nok, jeg er ikke den mest aktuelle blogger, men det var den opfindsomme og kreative dreng hvis selvbyggede digitalur, blev forvekslet med en bombe af den amerikanske islamofobi, der har internaliseret sig helt ind i skolesystemet. Således blev sagen beskrevet i danske medier, her Jyllands-Posten

Kravene kommer efter den 14-årige Ahmed Mohamed i september tog i den lokale skole MacArthur High School med sit medbragte videnskabsprojekt, et hjemmelavet digitalt ur, som hans lærer fejlagtigt troede var en hjemmelavet bombe.

Det hjemmelavede ur, som Ahmed Mohamed havde lavet i forbindelse med et videnskabsfag på sin skole.

Politiet blev derfor tilkaldt og Ahmed Mohamed blev lagt i håndjern, anholdt og ført væk.

»Jeg havde bygget uret for at imponere min lærer, men da jeg viste hende det, tog hun det som en trussel mod hende. Så det var virkelig sørgeligt at se, at hun opfattede det helt forkert,« sagde Ahmed Mohamed få dage efter episoden på et pressemøde, der blev afholdt foran familiens hus.

14-årig gik fra terrormistænkt til folkehelt på to dage

Efter Ahmed Mohamed var blevet løsladt, blev han suspenderet fra sin skole i tre dage for at have forårsaget uro på MacArthur High School.

Danske medier er blot en afglans af det centrum-venstredrejede politiske landskab og deres medier. Men historien var nu ikke den fortælling om amerikansk islamofobi uanset hvor meget den blev gentaget. Bill Whittle forklarer en del af sammenhængen bedre en de fleste

Ezra Levant fortæller mere om familien Mohamed og deres gænge med en godtroende presse. Og her kan man se et lille håb for en del af venstrefløjen ved den amerikanske talkshow vært og humorist Bill Mahar. Man skal ikke være bemærkelsesværdigt klog for at se at dette stunt er et fingeret angreb, man skal blot se Bean for at forstå logikken

Medierne danser i det herrens år 2015 gladeligt med på den muslimske offerfortælling og udhuler samfundets beredskab.

Børnelæge i USA fyret for at anbefale omskæring af piger

Arabere, Etik, Forbrydelse og straf, Multikultur, Muslimer, Sharia, USA, islam, muhammed, venstrefløjen — Drokles on December 27, 2015 at 2:10 am

En børnelæge ved The Mayo Clinic er blevet fyret for at anbefale og forsvare kvindelige omskæring, skriver bloggen Medicine Men! (via Clarion Project). Som en lille julequiz kan man selv prøve gætte på det bagvedliggende livssyn

Hatem Elhagaly (AKA “Hatem Al Haj”), a medical doctor and fellow at the American Elhagely Academy of Pediatrics, ignores FGM’s detrimental effects on women’s health, and instead argues that it is ‘an honor’ for women. He justifies this position by referring repeatedly to the words of classical Islamic scholars from the four schools of mainstream Sunni Islamic thought, all of which attest to FGM’s legitimacy under Islam. He also refers to the words of the Prophet Muhammad himself, who reportedly counselled people in his day on how to perform FGM in a way that would be “more beautiful to behold and better for [the woman's] husband.”

Sikke en overraskelse ikke? For der står intet om kvindelig omskæring i koranen, som den medbragte venstrefløjser indvender. Og det er rigtigt, men der står noget om omskæring af piger i haditherne, de små fortællinger om Muhammeds myrden og hærgen, der beskriver hvorledes det daglige muslimske liv skulle udleves. Australian Islamist Monitor beskriver det således

Reliance of the Traveller, a classical manual of Islamic sacred law in Arabic with facing English text, commentary and appendices edited and translated by Nuh Ha Mim Keller (1994) re ‘circumcision’ we find the Arabic actually says -
“Circumcision is obligatory (for every male and female) by cutting off the piece of skin on the glans of the penis of the male,
but circumcision of the female is by cutting out the clitoris (this is called HufaaD). “  (p59)  (Shafi’I jurisprudence)
(Note the English version is falsely translated as ‘prepuce ‘ of the clitoris!!)

The Arabic word bazr does not mean “prepuce of the clitoris”, it means the clitoris itself (cf. the entry in the Arabic-English Dictionary). The deceptive translation by Nuh Hah Mim Keller, made for Western consumption, obscures the Shafi’i law, given by ‘Umdat al-Salik, that circumcision of girls by excision of the clitoris is mandatory. This particular form of female circumcision is widely practiced in Egypt, where the Shafi’i school of Sunni law is followed.  Note a comment by Sheikh ‘Abd al-Wakil Durubi in the English ‘version’ notes “Hanbalis hold that circumcision of women is not obligatory but sunna, while Hanafis consider it a mere courtesy to the husband.” (answering-Islam.org)

This is supported by several hadiths eg
Abu-Dawud   Book 41, No.  5251: Narrated Umm Atiyyah al-Ansariyyah:    A woman used to perform circumcision in Medina.  The prophet (peace be upon him) said to her:  Do not cut severely as that is better for a woman and more desirable for a husband.
(Note:  The powerful Mohammad did NOT stop the procedure yet he did stop the Arab practise of adoption when he wished to marry his adopted son’s wife Zainab, regarded as incest by the Arabs because adopted sons were held as sons!)

En lidt mere grundig gennemgang af islams forhold til omskæring af piger kan læses HER.

Sofies Verden

Da Sofie var barn legede hun “som oftest fattige gadebørn i Indien eller forældreløse børnehjemsbørn og til fastelavn var vi sigøjner, tiggerpige eller klædt ud som afrikaner”. Det har gjort hende “nysgerrig og interesseret i verden” og “bedre til at navigerer i en mangfoldig og flerkulturel sammenhæng” fortæller hun i indlægget “ER JEG RACIST FORDI JEG GODT KAN LIDE SKIPPERMIX?“, hvor hun ganske klogt advarer mod at “fjerne maskerne fra Skippermixen eller censurerer ord som ’neger’ fra gamle børnebøger” fordi det også vil fjerne nærværet af “Danmarks øvrige kolonisthistorie og rolle som imperialistisk slavehandler”.

En god ven gjorde mig opmærksom på Sofie Viborg Jensen fordi hun havde haft et indlæg i Politiken, som man mindst skal være en hardcore Politikenlæser for at forstå.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at flytte hjem til Danmark igen, når min uddannelse i Sverige er færdig om et par år.

Jeg har ellers altid drømt om at flytte tilbage til Svendborg, tættere på min familie og mine venner, få børn og måske gå ind i lokalpolitik. Tja, som tingene ser ud nu, kunne jeg nok ikke engang få min kæreste med hjem, hvis jeg ville, for han er nemlig ikkevestlig.

Jeg har ellers altid keret mig om samfundet, jeg har altid været engageret. Jeg læser velfærdspolitik på universitetet, fordi jeg gerne vil gøre en forskel for de svageste i samfundet. Men dansk politik har bogstavlig talt fordrevet mig, radikaliseret mig, frataget mig håbet og lysten til at tage ansvar. Så måske jeg også bare skulle smides ud af landet? Jeg er ikke sikker på, at jeg passer ind længere. Jeg er ikke sikker på, at jeg gider mere.

Er det ikke smukt? Alt der er galt med Danmark skriver nu fra helvedes forgård at hun nu ikke ved om hun også orker at komme tilbage for at fortsætte at ødelægge Danmark når ingen synes at være taknemmelige. Åh, og så noget om racister, hjerterum , vores værdier og et Danmark, der er revet væk under hende.

Ikke at det skal handle om andet end Sofies Verden, men Roald Als illustration skal lige med, da den fløj under radaren efter den famøse tegning af Inger Støjberg der hænger flygtninge på sit juletræ (hvor hun rettere skulle afbilledes, som en der døller danskerne i søvn med store ord, mens hun lukker muslimske terrorister ind i Danmark)

roald-als

Danske politikere udøver direkte og med glæde fysisk vold mod en muslim

Tilbage til Sofies blogunivers, Meningsdanner Mod Diskrimination, hvor hun præsenterer sig således

“Jeg elsker at vende spørgsmål på hovedet og finde alternative vinklinger på komplekse problemstillinger. Jeg beskæftiger mig især med spørgsmål om identitetspolitik og hvidhedsnormer i en post-kolonistisk teoretisk kontekst, men jeg synes også det er vigtigt at diskuterer sådan nogle ting i sin hverdag og kigge ud over teoribøgerne. Jeg elsker at kigge indad og bringe mine egne erfaringer og historier i spil og jeg synes det er vigtigt at forsøge at gøre den offentlige debat mere nuanceret.”

Jamen det er fint at stille spørgsmål, men nogle spørgsmål er bedre end andre. Og det er fint at kunne vende spørgsmål på hovedet, men det er ikke det samme som at vende op og ned på alle ting. Når teoribøgerne handler om identitetspolitik og hvidhedsnormer i en postkolonialistisk kontekst skal man ikke kigge udover, men helt væk. Og man skal kun kigge indad og bringe egne erfaringer og historier i spil, hvis det giver mening - ellers befamler man sig selv på sit studieobjekts bekostning. Og det fører ikke til nogen nuancering af debatten, men til kvindesludder.

I hendes video “En fortælling om at være nysgerrig” finder Sofie sig stående islamisk kønsopdelt i en bank i Gaza.

I denne korte video fortæller jeg om min oplevelse af strukturel sexisme i en bank i Gaza, og om hvor svært det kan være at navigerer i en fremmed kultur. Det er en historie om vigtigheden af at være nysgerrig og still spørgsmål.

Jeg har lige været i Gaza og der havde jeg en lidt besynderlig oplevelse første gang jeg skulle i banken for at hæve en arbejdscheck. Jeg gik derind med min lokale kvindelig kollega, og det er sådan en stor bank, ligesom vi kender det hjemme fra [Øhrm, det udbombede Gaza] og da vi kom derind, der var der ligesom to køer. Den ene kø kun med kvinder og den anden kø kun med mænd. Og vi stiller os så over i den her kvindekø og der er en masse forskellige kvinder, nogle med tørklæder, nogle uden tørklæde og så nogle der er helt dækket til og jeg er umiddelbart den eneste sådan hvide, som er udlænding - ligner det i hvert fald.

Og jo mindre den der kø ovre ved mændene bliver, jo mere tænker jeg bare sådan.. What? altså. Hvorfor skal vi stå herovre? Især fordi receptionisten ovre i den anden kø faktisk også er en kvinde. Og efter tid, hvor man ligesom står - og det virker også som om de andre kvinder synes det er lidt mærkeligt - så overvejer jeg om jeg skal stille mig over i den der kø ovre ved mændene, fordi det vil gå meget hurtigere. Men jeg tænker samtidig, at hvad er det for et signal , at så springer jeg jo på en eller manden måde alle de andre kvinder over og vil det være… For mig, der ender jeg med at blive i køen fordi jeg synes at det var et underligt statement, at så skal jeg, som hvid kvinde, springe hele køen over og så have særbehandling, eller hvad?

Jeg vælger at blive i køen og istedet for så får jeg en helt vildt god snak med min kollega og de andre kvinder om hvorfor er det sådan her. Og vi finder ud af at de synes også det er vildt frustrerende[!], men at der er nogle andre kulturelle normer og nogle andre, sådanøh måder at gøre tingene på. Og det synes jeg var en spændende situation og faktisk så tror jeg at jeg ville gøre det igen på den måde fordi jeg synes at det er vigtigt at være nysgerrig og stille spørgsmål og nogle gange lægge sin egn kulturelle ballast lidt til side og så prøve at forstå det samfund man er en del af. Uden nødvendigvis at synes det er rigtigt så synes jeg i hvert fald at det var en god måde at lære noget på og være nysgerrig på.

Sofie er en typiske venstrefløjser, en velmenende narcissist. For muligvis vil hun gerne afhjælpe et udvalgt, et nøje udvalgt, folks lidelser, men i bund og grund kan hun ikke andet end at bruge dem til at spejle sig selv. Det handler om, hvorledes hun har det med at blive konfronteret med kvindeundertrykkelse, ikke om undertrykkelse. Når det kommer til danskerne vil hun i Politiken dog ikke “lægge sin egn kulturelle ballast lidt til side og så prøve at forstå det samfund man er en del af”, men stempler rask væk forskelbehandling af medborgere og ikke-medborgere som racistisk.

Hun er hurtigt opmærksom på at kønsopdelingen i banken betyder at kvinder diskrimineres med en ringere behandling, men hun bringer sin egen person og sin hvidhed i spil ved at hun potentielt kunne springe over i mændenes kø og hvad er nu det for en følelse? De andre kvinder finder forskelsbehandlingen “vildt frustrerende” og det er deres hverdag. Ja ikke blot det, men forskelsbehandlingen stopper moske ikke for enden af køen. Hvad nu hvis den gennemsyrer samfundet, fra sex til samfund? Og at kvinden er taberen hver gang. At det er således et islamisk samfund ser ud, at det hvad dansk politik præges af i stigende (men alt for lille) grad.

Jeg skærer altid folks ‘øh’ fra når jeg transskriberer for det handler om at gengive folks mening loyalt, men jeg beholdt det ‘øh’, hvor hun taler om “andre kulturelle normer og nogle andre, sådanøh måder at gøre tingene på” fordi jeg kraftigt mistænker hende for, med vilje og forsæt, lige dér at censurere ordet islam. At hun netop undgik det ord, islam, hendes hjerne korrekt og umiddelbart havde stillet først i hendes mund at rulle ud. Så der er et ideologisk aspekt også, i hendes lille historie, der ikke handler om hende selv eller om kønsdiskriminering. Hun beskriver nøjagtigt en normal islamisk adfærd, kønsdiskrimination, og sætter det i direkte og korrekt forbindelse med islamisk tøj, da hun beskriver hvorledes hendes kvindekø er klædt - endda med en beskrivende gestik, hvor hun nævner de “der er helt dækket til”. Og det ideologiske aspekt er det multietniske samfund, som omfatter hendes ikke-vestlige mand. Hun har så at sige parret sig med sine teoribøger og udlever på mikroplan det samfund hun ser ikke kan realiseres, for hun ikke “synes det er rigtigt”, når hun lærer om værdierne i “fremmed kultur”.

Hele hendes nuanceringsprojekt har fuldstændigt frataget hende evnerne til, med Reagans ord, at se, hvad hun ser.

Glædelig Jul fra mere end et overdrev

Blot et lille stemningsbillede af Julen som den også tager sig ud i medierne, lidt satire og Bachs Jule-oratorium, som man burde gå direkte til og springe resten over.

Politikens Kultur sektion siger Fuck Julen på forsiden og i BT kan man læse at kulturforsker Rune Klingenberg Hansen, der viser sig kun at være “Ph.d.-studerende ved institut for kultur og identitet ved RUC” mener at løgnen om julamanden må stoppe fordi “[d]et kan give børn en dårlig oplevelse, når de finder ud af, at julemanden ikke eksisterer”. Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen mener pludselig godt at man kan lede alt muligt konkret ud af de islamiske tekster på Danmarks Radio, og slår fast at “Maria er Koranens vigtigste kvindeskikkelse (…) noget særligt”.

Men selv om Gud har dekreteret hans undfangelse, er Jesus alligevel bare et menneske og ikke Guds søn. Det er en grundlæggende teologisk forskel mellem islam og kristendommen.

Anderledes er det med Maria. Her er der nogenlunde overensstemmelse mellem den muslimske og kristne forståelse om de centrale punkter: jomfrufødsel, nedkomst, flugt til Egypten.

(…)

Ligesom i kristendommen er Maria den ubesmittede kvinde, som Gud kontaktede og gjorde til redskab i sin store plan. Men fra sin mihrab har hun allerede længe forinden været i nær kontakt med Gud i sin bøn. Det gør hende til et fromhedsideal, særligt for unge piger, hvor profetens koner kan være det for den gifte kvindelige muslim.

Petersen, skrev en ven nedstemt, “fortier alle forskellene mellem hhv. “Isa” og Jesus. Han døde ikke på korset, korset er blasfemisk afgudsdyrkelse, treenighedslæren er “shirk”, polyteisme, Bibelen og Toraen er senere forfalskninger der dækker over at Jesus og de jødiske profeter var troende muslimer osv.” En anden kandidat til titlen som den vigtigste kvindeskikkelse i islam er selvfølgelig Aisha, der måske ikke gav Jesus liv, men var Muhammeds yndlingskone og et 9 årigt barn da han voldtog hende første gang. Hmm, en mor til en af mange underordnede profeter over for det perfekte menneskes yndling.

Eksemplet Aisha har gjort børneægteskaber til en systemisk plage for muslimske piger så kunne man ikke forvente at eksemplet Maryam – eller Maria – vil gøre det muligt for muslimer at fejre jul? Hans Hauge spørger, lidt i samme ånd hvorfor muslimer i Danmark…

…ikke bare selv holder jul, for hvis det ikke er en kristen fest, kunne han jo gøre det. Hvorfor synger han ikke »Højt fra træets grønne top« eller »Nu er det jul igen«. Disse sange er renset for religion. Er de ikke? Hvorfor spiser muslimer ikke and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler og risalamande med svensk kirsebærsovs fra en karton? Der er intet kristeligt ved en and. Er der?

Jeg spørger igen: Hvorfor fejrer muslimer ikke dansk jul? Jesus er for dem en profet. De kender Jomfru Maria og Kong David. Hvad er problemet? Kunne muslimerne ikke gøre som de 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul? De lidt mere kulturelt interesserede går endda i kirke juleaften, for det er så hyggeligt. (Det er det nu ikke. Der er altid for mange larmende børn med, og salmerne er dårlige).

3 lande, alle tilfældigvis muslimske, har just forbudt fejring af Jul og på Filippinerne gik muslimer til jule-angreb på kristne bønder og myrdede mindst 7. Hmm, måske fordi Maryam ikke er Maria når man ser på forskellene. Så tilbage til Aisha, den rene vare der danner Allahdommelig præcedens for køb og salg af børnesexslaver.

Og så er der fakta og Fathi El-Abed. På sin Facebook-side havde den herboende palæstinensiske vrøvlemaskine postet følgende billeder

maria-og-sikkerhedsmurenmaria-og-sikkerhedsmuren-ii

Og konfronteret af en Facebook ven med den detalje at Jesus var jøde argumenterer Fathi

“Jesus blev født i Palæstina og dermed var/er palæstinenser - MEN han havde jødedommen som religion og dermed jøde. Nationlitet er en ting og religion er anden”

Eller også, og dette er jo bare en vild tanke, er jøderne de egentlige palæstinensere. Og hvorfor mon Josef og Maria flygter til Israel? Eller rettere, hvad flygter familien Jesus fra i El-Abeds verden? I hvert fald er de kristne i dag næsten helt fordrevet fra Betlehem af muslimske troende. Og der er heller ingen jøder tilbage i Jesus fødeby.

Nej, Fathi var ikke satiren, den kan man læse fra Katherine Timpfs hånd, som hun hjælper venstrefløjen med at problematisere endnu flere julesange end den racistiske White Christmas og date-rape sangen Baby It’s Cold Outside

1. ”Jingle bells, jingle bells, jingle all the way.”
What’s with this song making people feel like they have to “jingle all the way”? I mean, seriously? People need to know that they have the right revoke their consent to jingle at any moment, even if they’ve already starting jingling, and even if the person they’re jingling with is someone they’ve jingled with before.
2. ”Gone away is the bluebird Here to stay is the new bird.”
So just because someone is “blue,” he or she should expect to be replaced? In case you don’t get it, the use of “bluebird” here clearly refers to “bird suffering from depression or mental illness.” People suffering from mental illness indeed often are pushed “away” due to the inherent discrimination against them in our society, and to sing about it in some cute little song as if it’s not a serious problem is disgusting.
You may think that I’m looking too much into this — but please don’t let the fact that I’m a woman make you think that I must be wrong. Rather, the fact that I’m a woman means that I must be right, and that asking me for any further evidence or clarification would be sexist and oppressive.
(…)
6. “Have a holly jolly Christmas And when you walk down the street Say hello to friends you know And everyone you meet”
More P.C. Culture Rachel Dolezal: ‘Race Is Not Real’ Republicans Need to Identify What They’re Fighting Against: Leftism Scalia’s Detractors Don’t Care about the Fate of Minority Students Okay, “Holly Jolly Christmas” — have you ever thought that one of the people on the street might be a woman who does not want to be said “hello” to? (Yes, women are people too. I know that’s hard for some of you to understand.)
Look: Just because a woman is walking down the street does not mean that it is acceptable for you to talk to her. We may be a bit far off from ending street harassment, but the least we can do is stop letting men use “Christmas” as an excuse to abuse people in this way. Ladies, let’s tell these dudes that — holidays or not — they’re just going to have to get their holly jollies elsewhere!

Og så musikken

Glædelig hvid og kristen Jul

Muslimerne dræber den palæstinensiske ‘En-statsløsning’

Ideen om en et-stats løsning på konflikten mellem araberne og israelerne er en antisemitisk drøm, der er ganske comme il-faut på venstrefløjen. Ideen er selvfølgelig udslettelse af den jødiske stat, mens man benægter det uundgåelige folkemord på jøderne, araberne straks vil forsøge Rwanda-style. Erik Kristensen formulerede sidste år på Modkraft denne drøm således

Men siden 1999 har der været en bred debat mellem både jødiske og palæstinensiske intellektuelle, aktivister og politikere om en en-stats-løsning, der skulle bygge på lige rettigheder for alle etniske, religiøse og nationale grupper i hele området, der i dag omfatter Israel og den påtænkte palæstinensiske stat (Vestbredden og Gaza). Det skulle være en sekulær stat, der sikrede fuldstændig lighed for loven, mindretalsbeskyttelse og individuelle frihedsrettigheder. En sådan stat kan tage mange forskellige former – en forenet stat, forskellige varianter af en føderation eller en israelsk-palæstinensisk konføderation.

(…)

Den store fordel ved en sådan løsning ville være at den ville kunne dæmpe de etniske og religiøse spændinger. Den ville løse det store palæstinensiske problem, ved at få samlet de to store grupper af palæstinensere, der i dag lever i Israel og på Vestbredden og Gaza. Den ville kunne stille jøder og palæstinensere lige som befolkningsgrupper ved at give både jøder og palæstinensere ret til at vende tilbage til den nye israelske-palæstinensiske stat.

Opgivelse af ideen om en jødisk stat

Forudsætningen for en sådan stat vil være at jøderne vil acceptere at de bliver et mindretal en i sådan demokratisk stat, at de opgiver forestillingen om at de skal bo en i en særlig jødisk stat.

Forestillingen om en særlig jødisk stat, som mange jøder kalder jødisk og demokratisk er meget problematisk og vil ikke kunne holde i fremtiden. For det første er det problematisk at definere en stat etnisk og religiøst. Det skaber et etnokrati, der giver en etnisk-religiøs gruppe særlige privilegier. Allerede i dag udgør palæstinenserne ca. 20 % af Israels befolkning. I 2030 vil det være 1/3 del. Hertil kommer at ca. 30 procent af den israelske befolk i dag kalder sig agnostikere. Er den israelske stat ikke en stat for dem? Man ville jo ikke kunne finde på at kalde USA en hvid eller en kristen stat.Mange vil sige, at jøderne i Israel aldrig vil opgave forestillingen om en særlig jødisk stat. Måske går der lang tid.

Måske helvede skal fryse til først. Den seneste arabiske terrorbølge mod Israel og jøder i Israel kører på 3. måned. Ægget af islam i al almindelighed og deres ledere, kaster forskellige fortrinsvis yngre muslimer sig morderisk over tilfældige jøder. Oftest foregår attentaterne med kniv for den rituelle slagteaspekts effekt, men også ved at køre folk ihjel med en bil.

Det er arabernes terrorkampagne, der slagter hele ideen om al sameksistens mellem muslimer og jøder, ved at lade terrorbølgen være ultimativt civil. Ingen jøde kan være i nærheden af en muslim uden at foretage en konstant trusselvurdering og holde sig i alarmberedskab. Ingen kan sidde i bussen, stå i en kø eller sende sine børn i skole og være tryg ved de muslimske medborgere. Enhver muslim er bogstaveligt talt og ganske reelt en potentiel terrorrist, der uanset fremtoning, køn og alder pludselig kan stikke dig og dine børn ihjel. Denne kampagne søger definitivt og helt ned på mikroplan, at skære ethvert bånd over til en fælles menneskelig samhørighed.

Og det skal nok lykkes, for det er ikke de få der ødelægger det for de mange. Det er den arabiske muslim flest blandt de, der kalder sig palæstinensere viser en ny undersøgelse ifølge Palestinian Media Watch, der ønsker død over jøden

Following almost three months of Palestinian riots, violence and deadly terror attacks against Israelis, 2/3 (67%) of Palestinians are in favor of stabbing attacks against Israelis and almost the same amount are in favor of “an armed intifada.”

Although most Palestinians support “the use of knives,” almost half (47%) of Palestinians believe the PA’s libel that Israel fabricates the stabbing attacks and that “those who were shot have not stabbed or were not attempting to stab Israelis.” However, 51% do believe that “most… have in fact stabbed or were attempting to stab Israelis.”

These opinions were revealed in a recent poll conducted by the Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR) in the West Bank and the Gaza Strip between Dec. 10-12, 2015 (see below). Summing up the results, PSR remarked that “the ‘Oslo generation’ of youth between the ages of 18 and 22 are the most supportive of an armed intifada and stabbings and the least supportive of the two-state solution.”

This poll confirms Palestinian Media Watch’s findings that the PA is not educating Palestinians to peace, but is entrenching hatred and terror, and shows that the PA’s constant terror glorification, promotion of violence and libels against Israel successfully reverberate among Palestinians.

Denne kvantitative undersøgelse kan suppleres med nogle kvalitative interviews. Corey Gil-Shuster spørger arabere, hvad der skal ske med jøderne, hvis de for magt som de har agt. Lidt nølende men med indlysende logik fortæller araberne, hvorledes der ikke er plads til jøder i Israel. De høflige taler om fordrivelse, de ærlige ikke.

Venstrefløjen er fuldt ud klar over disse realiteter - og den har sin dagsorden.

Hvorfor?

Da det muslimske ægtepar, pakistanske Syed Farook og Tafsheen Malik, begik massemord på en amerikansk julefest i det firma, hvor Farook selv arbejde, skulle man finde en forklaring. CNNs Erin Burnett foreslog at den kvindelige muslim måske led af en fødselsdepression. Og CNNs Gary Tuchman foreslog en enke til et af terrorofrene at det måske var hans egen skyld, kristent missionerende som han var. Council on American Islamic Relations fortalte CNN at terrorangrebet også var USAs skyld, med den førte udenrigspolitik in mente. Og sådan gik det til at det var en muslim der ved at argumentere for gengæld afslørede forbindelsen til islam for CNNs seere. På den amerikanske venstrefløj og blandt amerikanske muslimer var der forargelse over at medierne ikke havde respekteret Farooks massemyrdende kone Tafsheen Malik ved at vise et fotografi af hende uden hijab. Og mens de amerikanske universiteter analyserede teorierne frygtede man naturligvis et backlash.

Herhjemme advarede Poul Høi om ikke at være hurtig til at komme folk i “kasser og båse” og foreslog uden ironi at Syed Farook blev massemorder fordi hans barndom var ulykkelig med en drikfældig og voldelig far. Sammenhængen der viser at børn af alkoholiserede og voldelige fædre begår massemord antages blot at være sand fordi det er fra den samme kasse man forklarer al anden ondskab man ikke vil forholde sig til, og så var det vist konen Tafsheen Malik der fik ham til det. Med alle de børn af voldelige alkoholikere har Malik virkelig ramt en sekundær rekrutteringsåre.

Og så garnerer han sofisstisk med moralske betragtninger i psykologiske klæder som “Ingen massedrabsmænd er mentalt sunde”. Terror med politiske, religiøse, seperatistiske og sekteriske formål eksisterer altså ikke i Høis univers, hvis vi forstår mental sundhed i en klinisk forstand. Det giver ingen mening og sætningen er da også hentet i kassen for ondskab man ikke ønsker at erkende. Det er et moralsk udsagn som vi bruger om SS bødler, ISIS og lignende, men den tjener sproglig til at bakke Høis ide op. En tese han skyder i foden  når han som eksempel på Farooks integration i the american way of life skriver

Det følgende år indrykkede han [Syed Farook] en lignende annonce på et datingsite i Dubai, hvor han skrev, at han ledte efter en kvinde mellem 18 og 22 år, og hendes nationalitet og religion var underordnet.

Høi læser “nationalitet og religion var underordnet”, men overser at Farook ikke finder en kone i USA, men på et datingsite i Dubai! Med andre ord kan vi have en almindelig stærk formodning om at han ledte efter en araber som pakistaner og med religion mente at han ikke ville hænge sig i om hun foretrak Hamas frem for ISIS. Farrok havde fundet hjem førend han mødte konen.

Carsten Jensen mener modsat Høi ikke at Farook og Malik myrdede på grund af Farooks fars druk og vold. Han har sin egen kasse af forklaringer og den er fyldt med os andre end ham. Vi, som nationer, fører krige mod dem og det var os der startede. Mikkel Anderson leverer en anbefalelsesværdig nedsabling af Jensens realitetsforladte moralfortælling. Andersons centrale pointe begrænser sig ikke til Jensen, men er kardinal for hele venstrefløjens tænkning og skyld og ansvar

Dernæst fremsætter Jensen en af de sørgeligste travere, der altid hives af stalden, når vestlige venstreintellektuelle skal forsvare ikke-vestlig terror: ”Terroren har altid været den militært svage parts svar,” erklærer han.

Som nævnt udøver IS også rigelig terror, hvor de står stærkt. Men terror er et valg, ikke den nødvendighed, som Jensen vil have os til at tro.  Det er et valg, som intet har at gøre med, hvorvidt man er ”stærk” eller ”svag”. Den vilkårlige terror mod civile har altid været de totalitære og skruppelløses ”svar”, der så rigeligt også er blevet udført af ”de stærke”, hvilket Stalin, Pol Pot, Hitler og en perlerække af andre fra verdenshistoriens rædselskabinet demonstrerer. Der er ingen automatik i, at en militært ”svag” part massakrerer tilfældige civile.

Desværre er de fleste af Jensens udsagn genfortalt af journalisten og jeg vil være varsom med at udlægge dem bogstaveligt, selvom om de er klassisk Carsten Jensen, som at anderkende ISIS ‘deres territorium’ uden at nævne folkemordene på de oprindelige indbyggere. Og fordi Jensen i store dele ses gennem artiklen fremgår de ikke klart hvor “vi” startede, da Jensen eksempelvis nævner Frankrigs for længst overståede Algier-krig uden at det fremgår som var der en direkte sammenhæng med nutidens civilisationskrig eller om det bare vare et eksempel på at det altid var “os” der starter.

Men et par enkelte af Jensens citerede udsagn fortjener måske et par kommentarer som overflødigt supplement til Andersons Jensenmassakre. For der er så mange besynderlige antagelser i venstrefløejens kasser så Informations journalist slet ikke mener at der skal følges op på et udsagn som “Islamisk Stat giver de unge mænds kamp en retning og et mål”, siger Jensen, som vælter danske unge mænd rundt i gaderne og uden mål og med halshugger tilfældige fodgængere. Eller, hvis det kun er logisk for muslimske unge mænd bare at være i kamp, var det så nu også os der startede? Hvem der startede bliver endnu mere forvirrende da Jensen fortsætter “Ekstremisternes våde drøm er, at typer som Søren Espersen får magten. Så har vi konfrontationen…”.

Men tilbage til San Bernadino og hvorfor det muslimsk-pakistanske ægtepar dog kunne finde på at kaste deres karrierer ud ad vinduet. Victor Davis Hanson leverer en fremragende diagnose i National Review af den næsten perfekte storm som muslimsk aggression og almindeligt kulturelt selvhad skaber

Why, then, is radical Islamism, so antithetical to Western values, still preached in American and European mosques? Do radical Muslims in the U.S. and Europe realize that if they had had their way, they would not have wished to emigrate to the U.S., given that it would resemble the homelands they abandoned? The worldview of Tashfeen Malik, if enacted, would eventually have turned San Bernardino into Islamabad; would Ms. Malik then have left it for Portland?

Why is ISIS apparently attractive to hundreds, if not thousands, of Western Muslim youth? Why is the FBI supposedly busy tracking down radical Muslims residing in America, who presumably came here of their own free will? Is it because the FBI is Islamophobic?

One obvious reason for these anomalies is a sort of paradox. The more a Muslim youth enjoys casual sexual hook-ups, easy access to liquor and drugs, and unapologetic secular indulgence, all the more the voluptuary feels he has betrayed his culture, religion, and very identity — and the more his eventual return to Islamic purity is likely to become extreme. No one forced Mohamed Atta and his band of killers to become Western sybarites. What made them slaves to their appetites was their very Islamic Puritanism, which turned what was commonly available into forbidden obsessions: the more taboo, all the more to be indulged in, and all the more to be regretted post facto and the indulgence blamed on others when passions are drained and probity returns.

Second, in many cases, the immigrant immediately asks upon arrival, “Why do they have so much here, while we have so little back home?” Do not expect him to cite everything from religious tolerance to consensual government to freedom and market capitalism — not when there is an accessible American dictionary of victimization, ranging from colonialism and imperialism to oil and Israel. The new arrival from the Middle East need not turn on Al Jazeera to be spoon-fed grievances, when he can listen to President Obama’s apology tours or Cairo speech or breakfast sermons about high-horse Christians and their millennium-old Crusades.

Third, we in America ask almost nothing of immigrants any more. We do not care whether they come legally and will obey the law once they’re here. We have no concern whether they can support themselves, or whether they will become wards of the state. One need only review the careers of Obama’s own immigrant aunt and uncle. We have no worries about whether they learn English. They can hate or love America, as is their wont. If an immigrant commits a crime against his hosts, we feel that we would commit a greater crime by sending our ungracious guest home. Is that why ICE released 36,000 alien lawbreakers in 2013 alone, preempting their deportation hearings, or why 347,000 criminal aliens are believed to be at large in the United States?

Citizenship as a cherished privilege has utterly vanished. So has any idea of gratitude. A hallowed notion of legality, of being more law-abiding even than native-born Americans, has disappeared among immigrants. Juan Francisco Lopez-Sanchez — the five-times-deported illegal alien and seven times repeat felon who shot Kate Steinle to death in San Francisco — was only the most extreme example of what is possible under current immigration law and practice.

At no time did Lopez-Sanchez thank the United States for offering him a better chance than Mexico had — at least if repeatedly committing felonies can be see as a form of not offering thanks. We deduce that he believed things were better here than in Mexico or he would not have reentered the country illegally so many times. Lopez-Sanchez, like the Tsarnaevs, knew that the U.S. leaves immigrants alone, or perhaps, better yet, romanticizes their difference, and provides, if not a legal amnesty for their crimes, a psychosocial one.

Fourth, immigrants sense an identity-obsessed culture, where diversity, not unity, brings career dividends. A teen can cross illegally from the oppression of Oaxaca and almost instantly qualify for victim status and affirmative action on the bizarre theory that American oppressions have earned him compensation and reparations, as if he were psychologically damaged by America while he was in Oaxaca or will be in America if he was not in Oaxaca.

Hyphenation, not conformity, is preferred — and wisely so. Poor George Zimmerman’s “white Hispanic” troubles arose from his Americanizing his mixed-race identity rather than emphasizing a constructed otherness by calling himself the more authentic-sounding Jorge Mesa. A fight between Trayvon Martin and Jorge Mesa does not reach the White House, because it furthers no particular agenda; it’s analogous to the weekend toll in Chicago rather than a Ferguson teachable moment. Apparently, Zimmerman did not learn the lesson that an upper-middle-class prep-schooler named Barry Dunham, whose conniving African father had abandoned him, would have been a mere statistic. But as Barack Hussein Obama he became a unique example of diversity, with all its resonance.

At best, if a Muslim immigrant fully assimilates, to the point where, as is true of most Americans, he cannot easily be identified by his religion, or if his religion becomes incidental rather than essential to his public persona, then he is rendered just an ordinary American. Perhaps he even is in some danger of joining the unattractive majority not subject to special dispensation. At worst, he can become a sellout in the eyes of his local mosque and immigrant enclave. Emphasizing identity to its logical extreme wins rewards in today’s America. We saw to what insane lengths this has gone in the cases of the fabulists Rachel Dolezal, Elizabeth Warren, Shaun King, and Ward Churchill.

Finally, the Muslim shooter understands that so many of his hosts are naïve, ashamed of their own culture, unsure of their heritage, and prone to apologize rather than criticize. They would likely not call the authorities even if they spied preparations for terrorist activities — believing that being called a racist is worse than possibly allowing violence to ensue against the innocent. Note that Ms. Malik never thought that she might have to tone down her suspicious activities, because her neighbors quite magnanimously did not call the police.

Appeasement is a psychological disorder that affects both the appeaser and the appeased. The more exemptions are granted the offender, the more the grantor feels good about himself, and the more the offender loses respect for someone seen as weak rather than magnanimous.

Trump spiller på reaktioner

“Trump vil nægte alle alle muslimer indrejse til USA” skrev Politiken i sin overskrift, mens man på Jyllands-posten brugte ordet ‘forbyde’ og på Ekstrabladet den mere nedtonede vending “lukke af for”. Det vil efter min mening være en grov forskelsbehandling af muslimer, hvis ikke man samtidig deporterede de muslimer der allerede nu opholder sig i USA. Men man glemmer måske historien, så Geofry Lord minder om den i Spectator

Germany, Italy and the Japanese were the Muslims of the day in December, 1941. And FDR responded as follows, first with the Germans in presidential proclamation 2526 that was titled as being targeted to …this is a direct quote — “Aliens: Germans.” And what of those “Alien” Germans? FDR demanded that

… all natives, citizens, denizens, or subjects of the hostile nation or government, being of the age of fourteen years and upward, who shall be within the United States and not actually naturalized, shall be liable to be apprehended, restrained, secured, and removed as alien enemies. The President is authorized in any such event, by his proclamation thereof, or other public act, to direct the conduct to be observed, on the part of the United States, toward the aliens who become so liable; the manner and degree of the restraint to which they shall be subject and in what cases, and upon what security their residence shall be permitted, and to provide for the removal of those who, not being permitted to reside within the United States, refuse or neglect to depart therefrom; and to establish any other regulations which are found necessary in the premises and for the public safety.

Actually, FDR being the thorough kind of guy that he was, had his Proclamation 2526 come after his Proclamation 2525, which targeted the perpetrators of Pearl Harbor — the Japanese. In identical language to his treatment of German immigrants in America, FDR proclaimed in a proclamation dedicated to… quote again “Aliens: Japanese”… that if:

… the President makes public proclamation of the event, all natives, citizens, denizens, or subjects of the hostile nation or government, being of the age of fourteen years and upward, who shall be within the United States and not actually naturalized, shall be liable to be apprehended, restrained, secured, and removed as alien enemies. The President is authorized in any such event, by his proclamation thereof, or other public act, to direct the conduct to be observed, on the part of the United States, toward the aliens who become so liable; the manner and degree of the restraint to which they shall be subject and in what cases, and upon what security their residence shall be permitted, and to provide for the removal of those who, not being permitted to reside within the United States, refuse or neglect to depart therefrom; and to establish any other regulations which are found necessary in the premises and for the public safety.

Oh. And don’t forget the Italians.

(…)

FDR was Donald Trump on steroids when America was under attack, with FDR using his presidential powers to declare Germans, Italians, and Japanese in America “enemy aliens,” slapping curfews on them, registering them, taking away everything from their guns to their binoculars to their right to travel to their jobs.

Franklin Delano Roosevelt havde, som venstrefløjen flest, et problem med jøder og på et møde med Churchill i Det Hvide Hus i 1943 - mens Holocaust var godt igang i Tyskland og England havde indrejseforbud for jøder til Palæstina - ville Roosevelt gerne diskutere ‘det jødiske spørgsmål‘. I hans optik ville det være best “to spread the Jews thin all over the world”. For Obama, og vores egne politikere for den sags skyld, er muslimer hvor tids jøder, som det gælder at smøre tykt ud i hver en afkrog af fædrelandet.

Men også Jimmy Carter, der i FDRs ånd kæmper palæstinensernes sag mens et israelsk vidundermiddel holder ham i live, har haft indslag af fornuftige tanker, skriver den altid fremragende Daniel Greenfield

Here’s Jimmy “Hitler” Carter saying it back in 1980.

Fourth, the Secretary of Treasury [State] and the Attorney General will invalidate all visas issued to Iranian citizens for future entry into the United States, effective today. We will not reissue visas, nor will we issue new visas, except for compelling and proven humanitarian reasons or where the national interest of our own country requires. This directive will be interpreted very strictly.

Apparently barring people from a terrorist country is not against “our values” after all. It may even be “who we are”. Either that or Carter was a racist monster just like Trump.

Meanwhile here’s how the Iranian students in the US were treated.

Carter orders 50,000 Iranian students in US to report to immigration office with view to deporting those in violation of their visas. On 27 December 1979, US appeals court allows deportation of Iranian students found in violation.

In November 1979, the Attorney General had given all Iranian students one month to report to the local immigration office. Around 7,000 were found in violation of their visas. Around 15,000 Iranians were forced to leave the US.

Så de politiske og moralske fyrtårne FDR og Carter blokerede uproblematisk for al indrejse til USA af mennesker fra fjendtlige magter og nationer. Men var det nu også det Trump sagde at han agtede? Ezra Lavant

Men jeg har nu ingen illusioner om show-manden Trump og tror Matt Walsh rammer plet i The Blaze

Anyway, the real problem with what Donald Trump says is that he’s not serious about anything he says, which is why he’ll often say five or six conflicting things before settling on whichever version gets the most attention and draws the least blow back from the right wing. My theory is that he makes a vague but dramatic statement, waits for conservative columnists to write their “this is what we think Donald Trump actually meant, and if he did mean this then he’s right” columns, and then comes out a day later to clarify that he did in fact mean whatever those clever conservatives hoped he meant. It’s at once the dumbest and smartest political strategy I’ve ever seen.

Nogle sukker efter en stærk mand. Måske en populist er hvad der skal til?

Perspektivet i den palæstinensiske helstat

SF’eren Fathi El-Abed er en aktiv herre på Facebook, hvor han hver dag fortæller helt udokumenterede historier om både den uniformerede og civile israelske besættelsesmagts mord på og kidnapninger af palæstinensiske mænd, kvinder og børn. Faktaresistensen hos ham og hans følge af muslimer og venstrefløjsere overlever selv videodokumentation af at de palæstinensiske ofre viser sig at være attentatmænd, -kvinder og børn, der bliver skudt eller på anden måde nedlagt i selvforsvar og at de sjældent dør. Så naturligvis optræder han ofte i medierne som ekspert i Mellemøsten.

Og naturligvis lægger dagbladet Information - “Protestadresse for Antisemitisme” - spalteplads til et revisionistisk opkast fra hans hånd, hvor han begræder delingen af Palæstina for 60 år siden. Hans historiesyn jeg har en del indvendinger imod, men hvad der slog mig som en selvstændig pointe er, at han ikke nævner Israel med et ord. Denne manglende anerkendelse af Israels eksistens stikker dybt i det arabisk-muslimske sind, som man kan læse Bassam Tawil skriver for Gatestone Institute

A public opinion poll published last week refutes Abbas’s claim that Palestinians are committing terrorist attacks out of “despair and frustration.” The poll, conducted by the Watan Center for Studies and Research, found that 48% of the Palestinians interviewed believe that the real goal of the “intifada” is to “liberate all of Palestine.” In other words, approximately half of Palestinians believe that the goal of the “intifada” should lead to the destruction of Israel.

What is notable, is that only 11% of respondents said that the true goal of the “intifada” should be to “liberate” only those territories captured by Israel in 1967. Another 12% of Palestinians said they believe that the goal of the “intifada” was to release prisoners held by Israel.

The results of the poll, which covered 1,167 Palestinians above the age of 18, show that a majority of Palestinians continue to seek the destruction of Israel. The poll shows that only a few Palestinians see only the West Bank, Gaza Strip and east Jerusalem as the future Palestinian state. They want the “intifada” to replace Israel with a Palestinian state — preferably, one that now would be ruled by Hamas and jihadi organizations such as Islamic State and Al-Qaeda.

These Palestinians do not see a difference between, say, Ma’aleh Adumim, a “settlement” on the outskirts of Jerusalem, and any city inside Israel. One only needs to look at reports in the Palestinian media to see that Tel Aviv, Rishon Lezion, Kiryat Gat and Ra’anana are all considered “settlements.” These reports also show that Palestinians do not see a difference between a Jew living in the West Bank and Israel — instead, they are all depicted as “settlers” and “colonialists.”

None of the Palestinians interviewed for the poll complained about “despair and frustration,” or the lack of a “political horizon.” Obviously, they are driven by hatred for Jews and Israel. They do not, however, have a problem with “settlements” or “poor living conditions.” They have a problem with Israel’s existence. A majority believes that Israel can — and should — be destroyed. They are not, as Palestinian leaders claim, seeking a two-state solution.

According to the poll, more than 75% of Palestinians support the use of violence against Israel. More than 44% of respondents support the use of firearms against Israel; 18% are in favor of using knives to kill Jews, and another 14% would like to see Palestinians use stones. This contradicts Abbas’s claim that the Palestinians want a “peaceful and popular” uprising.

Another noteworthy finding of the poll is that 72% of Palestinians want the current “intifada” to continue.

Men det er ikke blot et spørgsmål om landegrænser, det er et spørgsmål om jøden, som nogle kvalitative interviews kan supplere de kvantitative meningsmålinger

Alle de gange araberne sagde nej til delingsforslag sagde de nej til Israels eksistens. Landflygtighed er ikke katastrofen, Israels eksistens er. Og 60 år efter Israels oprettelse kan Fathi El-Abed end ikke få ordet over sine fingre.

With Open Gates: The forced collective suicide of European nations - Extended Cinematic 1080p

En regulær horror-film

“A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly.”

- Marcus Tullius Cicero, 106-43 BC

You are witnessing what will be shown to future generations as the reason for the fall of an Empire.

At current immigration levels and disappearing birth rates native Europeans are destined to become a minority in their own countries within decades. This is already the case for many of Europe’s largest cities.

Europeans have effectively lost their right to exist as cultures and nations in their own homelands and are facing extinction.

Millions of young Muslim men leave behind their family, pay thousands to criminal traffickers to reach the land they have been promised by European politicians illegally.

Dubbed by the media as “refugees”, they cross through 6-10 safe countries to reach wealthy nations like Germany or Sweden where they hope to receive a better life at the expense of the taxpayer.

Only a fraction of them are Syrian, as they enter unfiltered, without any documents and without any legitimate right to claim asylum. Women and children are rarely seen, except in the cherry-picked sob stories of the media.

Any indigenous resistance of Europeans who refuse to hand over the countries of their ancestors to often radical and criminal Muslim foreigners is labeled “hateful”, “racist”, even “Nazi”.

The level of cultural, moral and political subversion with egalitarian and Marxist ideologies has reached levels the KGB would never have dreamed of. Equality and tolerance are lies that serve none but a few.

The Left, mainly orchestrated by Zionist interests, is destroying our countries from the inside. Patriotism, the most basic and fundamental trait of any nation that wants to survive, has become something to be ashamed of.

Feminism has destroyed family values and birth rates. Healthy nationalism has been replaced with a culture of guilt, self-hatred, apathy, degeneracy and pathological altruism. We are told to embrace “diversity”, in reality this simply means instead of just being a global minority, Europeans are supposed to become a minority in their own countries as well. No civilized society can keep up with the birth rate of third world immigrants, especially when the main goal is integration rather than assimilation. Parallel societies breed poverty, crime and radicalism.

Multiculturalism has never, at any time in human history, worked anywhere. If you believe otherwise, you’re delusional. In fact it’s the primary reason for every major conflict.

The crimes committed by the EU against the European peoples are directly in violation of the 1948 UN genocide convention, Article II: (c) Deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its physical destruction in whole or in part; (d) Imposing measures intended to prevent births within the group; (e) Forcibly transferring children of the group to another group.

Because of this injustice, far-right parties everywhere in Europe are gaining astonishing amounts of support, becoming the biggest parties in some countries.

Any European that does not rise up to defend his country from foreign invasion because he’s too scared of words does not deserve it.

We are still at a point where you will not get imprisoned for your political opinion in most European countries, but this will change very soon. Do not be apathetic, do not be weak. Be someone that can be proud to call himself European.

Har vi råd til flygtninge?

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-093259

Hvor en ekstratilførsel på 34 mia. til det offentlige er en massakre, skulle man ellers tro at fri uddeling til hvem som helst der måtte sætte fod på dansk jord repræsenterede en økonomisk udfordring. Det synes at være en indgroet virkelighedsforståelse på venstrefløjen, at selv om vi er et rigt land, så er vi det ikke lige der hvor jeg selv befinder mig. Personligt har jeg ikke penge nok, men fællesskabet kan hente uanede ressourcer på pengetræet, hvis blot man fik en anden indstilling til sine kulørte medmennesker, et andet menneskesyn kunne man næsten sige. Modkraft skriver

Over 100 erhvervsskoler og gymnasier havde i dagens anledning nedlagt undervisningen. Op mod 40.000 gymnasie-elever og studerende demonstrerede i København og i Aarhus mod regeringen, der har varslet milliard-besparelser på uddannelses-området.

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-101318

Hanreberalisten Rasmus Brygger skriver oplysende i Information at

Målt på, hvad det koster i offentlige kroner at få en person igennem et videregående studie, så er vi suverænt i toppen. Et stk. nyuddannet dimittend har alene på sin videregående uddannelse i gennemsnit kostet samfundet over 750.000 kroner. Det er 100.000 kroner mere end i nabolandet Sverige, næsten 300.000 kroner mere end i Tyskland og over dobbelt så meget som en studerende koster at uddanne i Storbritannien.

Og Henrik Dahl kommer med disse tal på sin Facebook

Det danske uddannelsessystem er stadig overordentlig rundhåndet. Lad mig for eksempel nævne, at staten bruger 21 milliarder kroner på SU. Det er - til sammenligning - en anelse mere, end den samtidig bruger på forskning.

Hvor mange negerlandsbyer kunne man dog ikke drive for de penge? Det skal man ikke spørge flygtningene, lad os bare bruge det udhulede begreb, om, thi de er ikke den horde af læger og ingeniører, som vi ellers blev stillet i udsigt, der kan regne den slags ud. Deres skolekundskaber er stærkt begrænsede, og derfor vil de heller ikke kickstarte et økonomisk mirakel, men faktisk ligge os andre til last, ligesom vi allerede har erfaringer for, først og fremmest de af os der ikke har betalte spisepauser.

Apropos spisepauser, journalister vælger nærmest konsekvent ikke de faktiske forhold i jernindustrien, som den økonomiske (og vi taler slet ikke om hvorledes flygtningenes barbariske normer ødelægger ethvert fællesskab af en hvis kvalitet) når en historie skal drejes. De har, som en del af den kreative klasses vidensarbejdere, overbevist sig selv om, at det er en intellektuel præstation at afvise sammenhængen mellem Folket og samfundets beskaffenhed. Nation er en konstruktion, dekonstruktivismen er vejen frem og alle mennesker vil jo alligevel det samme, så jo flere jo bedre. Alt andet er racistisk.

Det er kun DF der sidder tilbage på historiens mødding med mindet om mormorkagen klægt i ganen. Så derfor er der heller ingen sammenhæng mellem immigrationen og velfærden og økonomien. Så journalisterne fortsætter deres human interesset historier om grædende sekulariserede børn af læger og ingeniører, der blot venter på at kickstarte Danmarks økonomi, hvis blot de får lov af de vrangvillige at få del i velfærden og alt betalt. Ja, alt betalt, ellers ville det jo ikke være en investering i fremtiden, vel?

For journalisterne forstår, som resten af venstrefløjen og den kreative klasses vidensarbejdere, ikke hvor flygtigt et fænomen som rigdom er, nemlig at det ikke er noget der er bygget op og nu bare eksisterer, så meget som det er en fortløbende fælles aktivitet. En omsætning, der hurtigt kan gå i stå, og så er den ikke mere. Heller ikke i banken, eller i det offentlige. Eller hos De Rige. Den er der kun så længe vi kan enes om at gøre hver vores til det private og fælles bedste og det kræver mindelig enighed om at være et fællesskab af individder med egen forståelse af pligt, ansvar og selvforsørgelse og samfundssind. Kultur om man vil.

Og mens journalisterne føler sig rige på Danmarks vegne, hvor spørgsmålet er reduceret til villighed til at være god kontra vrangvillighed, så er deres egen lille del af den danske økonomi presset helt i bund. Faktisk så meget at Danmarks Radios journalister gik i strejke fordi ledelsen fandt det uholdbart at bruge borgernes licenspenge på at journalisterne kunne spise.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress