Brexit vender kåberne

Dansk Folkeparti, Demografi, Diverse, EU, England, Euro, Forår?, Ytringsfrihed, Økonomi og finans — Drokles on June 8, 2016 at 10:36 am

De fleste politikere flyder, som alle andre karrieremagere, stolt med strømmen. For eller imod EU handler om, hvad der er opportunt, hvorfor både højre og venstre side af salen mener at det er godt med fælles løsninger i EU regi, så meget endda, at ægte national selvstændighed kun kan opnås gennem kommissionens diktater. Så hvad sker der med dette konsensus når stemningen vender, som vi ser i England? De hurtige med rettidigt omhu, orienterer sig forsigtigt mod nye tider. Som Altinget citerer Syed Kamall, “britisk konservativ og leder af den EU-skeptiske ECR-gruppe i Parlamentet, som også tæller Dansk Folkeparti”

De fleste i leave-lejren ønsker faktisk ikke at forlade EU. De ønsker en ny afstemning baseret på bedre betingelser“,

En ængstelig kampagne fra den front, med andre ord. Hjertet ikke rigtig med, mere frygt for at stå på den forkerte side af en folkestemning. Økonomen Nouriel Roubini advarede om at et Brexit kunne starte en kædereaktion af uafhængighedsbevægelser i Europa, der kunne betyde enden for EU

“It would create a huge amount of uncertainty, about not just Britain but the future of the European Union,” Roubini said of a British exit, or Brexit, from the bloc. If Britons vote to leave the EU in the public referendum scheduled for June, Roubini told Bloomberg, “you could have the beginning of the end of the European Union.”

Roubini, who earned the moniker Dr. Doom for his accurate prediction of the 2008 financial crisis, said a Brexit would catalyze other breakaway movements across Europe. Scottish separatists would gain momentum in their desire to leave the U.K., while the Catalan independence movement would press harder to split from Spain, the New York University economist predicted. A long-feared Greek exit, or Grexit, could soon follow.

But even less restive states could be spurred to action, Roubini said, including nations like Sweden that are members of the EU but do not participate in the eurozone monetary union.

(…)

Mario Draghi, president of the European Central Bank, has indicated that even though the U.K. doesn’t use the euro, the country’s exit could destabilize the eurozone. A Brexit “would have implications of a systemic nature, and these would not be positive for the European monetary union,” Draghi said earlier this year.

Og økonomen Jim Mellon advarer englænderne mod at blive ombord og ““sinking with the European ship.””

Mr. Mellon — referred to be some as ‘Britain’s answer to Warren Buffett’ — has concluded from his assessment of the current economic climate that Britain is “better off outside the European Union in a comfortably appointed lifeboat in the English Channel, as the Euro Titanic sinks to the bottom of the ocean.”

The reason Mr. Mellon’s assessment is worth listening to is because he was one of the few economists to forecast the most recent economic recession, correctly predicting that the U.S. housing crisis would be the “trigger” for that in his book ‘Wake Up!: Survive and Prosper in the Coming Economic Turmoil’.

Mr. Mellon sets out what he says are the clear reasons for the impending collapse. France and Italy are in “debt traps,” meaning the are not able to grow their way out of evermore expanding debts.

Meanwhile, structural reforms are not available to a French government prevented from employing such measures by striking workers, and in Italy the banks are in “perilous trouble”, as reported previously by Breitbart London. For these reasons, Mr. Mellon says:

“France and Italy are probably going to be the key factors in the implosion of the Eurozone.”

Mr. Mellon concedes that “most people don’t talk about it,” but adds “most people didn’t talk about the coming U.S. housing crisis in 2006.”

He gives it about three to five years before a “big problem in the bond markets in Europe” which will lead to the collapse of the euro and a “continent-wide depression.” Merely being outside the Eurozone will not be enough to shield us from harm at that time, Mr. Mellon says, as:

“For sure, we will be invited or forced to join in a bailout no matter what the various treaties and so forth say.”

Evidencing this he cites the examples of the Greek and Irish bailouts, and extra money paid into the EU despite Prime Minister Cameron’s pledge that such payments would be made “over his dead body.” He states that “we can’t believe anything that Cameron and Osborne say about their future actions in regard to solidarity with Europe if France and Italy go bust” — something he believes is “a certainty”.

Mr. Mellon does identify a potential for rejoining a “genuinely reformed European Union post that event”, but he sees the UK as being “better off” outside the EU.

Concluding with his “bottom line message as a businessman, as an economist, as someone who has got a good record in forecasting” he reiterates that staying in the EU will leave us in “deep trouble” and “sinking with the European ship.”

Jeg kan anbefale Brexit - The Movie, hvis man på nogen måde har kunnet overse den, eller som en variation Paul Joseph Watson - hvis man kan holde hans anmassende facon ud. Men Nigel Farage fortjener

The Establishment strikes back

Der synes at være et skred i vesterlændingenes erkendelse, som Kim Møller beskriver på Uriasposten

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Men det etablerede giver sig ikke uden kamp. For den er magten blevet sit eget indhold og den den ser ud til at ville ofre alt, selv befolkningen, for en forlængelse. “The President of the unelected executive arm of the European Union (EU) has vowed to block all right wing populists from power across the continent, shortly after acquiring the power to exert “far-reaching sanctions” on elected governments.” hedder det på Breitbart

Jean-Claude Juncker, the president of the European Commission, promised to exclude Norbert Hofer, the leader of Austria’s Freedom Party (FPÖ), from all EU decision-making if elected ahead of yesterday’s presidential vote.

“There will be no debate or dialogue with the far-right,” the liberal bureaucrat told AFP.

The FPÖ has been Austria’s top-polling political force for some time. However, after leading the pack for most of the presidential race, the right-wing candidate lost out by 0.6 per cent to the Green party, after the inclusion of postal votes, and months of Europe’s mainstream media calling the centre-right populist “far right”.

Right wing populists are periodically topping the polls across the continent – in France,SwedenHolland, and now Austria – and anti-migrant populists are already in power inHungaryPoland, and the Czech Republic.

Mr. Junker’s definition of “far right” is somewhat broad, noted by him previouslydescribing Hungary’s conservative president, Viktor Orbán, as a “fascist.”

With the continent-wide democratic surge to the right, the anti-democratic Commission could be in for a challenge in their attempt to exclude each and every elected government they deem to be “far right.”

However, as of 2014, the Commission was handed a batch of new powers that it could plausibly use to do just this – powers already being mobilised against Poland’s elected, conservative leaders.

The Commission can now trigger a “rule of law mechanism” (Article 7 TEU) againstnations it perceives as deviating from “the common constitutional traditions of all Member States.” Ultimately, “far-reaching sanctions” can be exerted, and a country can be stripped of all voting rights in the EU and have funding blocked.

Og for at puste til min egen snigende paranoia, så kan det se ud til at man undgik at gøre brug af “Article 7 TEU” ved at håndtere problemet på et nationalt niveau

The election victory of Alexander Van der Bellen, former head of the Austrian Green party, against Austrian Freedom Party (FPÖ) candidate Norbert Hofer, saw one of the tightest results in Austrian electoral history.

The former Green leader won the vote by a mere 0.6 per cent after postal ballots had been counted. Some are sceptical of the results and one case in particular has given pause.

The town of Waidhofen an der Ybbs has, on the Austrian Interior Ministry website, a stunning result: 146.9 per cent of the town voted, Stern reports.

According to the Interior Ministry website a total of 13,262 people had voted with 12,559 of the votes cast being regarded as valid which is still estimated to be more people than actually reside in the town.

The Interior Ministry came out and claimed that the entire result was simply a technical glitch and Robert Stein, chairman of the Electoral Department of the Interior, said the problem was an input error on behalf of one of their staff.

Man tror efterhånden det værste, men muligvis var det blot en fejl med alle de stemmer. I USA møder mange døde mennesker op for at give deres stemme

See, for example, this story out of Florida. Or this story out of North Carolina. Or this story, wherein a convicted fraudulent voter and poll worker in Ohio was cheered at a Democrat-sponsored anti-ID rally in Ohio. Or these instances of elected Democrats being charged and convicted of illegal voting. While you’re at it, don’t forget about Rhode Island’s voter ID law, passed by a Democratic legislature and co-sponsored by black Democrats who stated that they’d personally witnessed fraud. The anti-voter ID crowd must be forced to explain just how much fraud they’re willing to accept.  Double voting, non-citizens voting, dead people voting, etc.  I’ll leave you with a friendly reminder that there is an overwhelming bipartisan consensus in support of these common sense laws.

Men man behøver nu ikke vække de døde, hvis man kan importere en zombiehær, til at udslette de sidste rester af folkets vilje, hvis det står til Hillary Clinton, der ser ud til at ville ophæve grænsen til Mexico, skriver Breitbart

“I would not deport children. I do not want to deport family members either,” Clintondeclared in March. Clinton’s pledge not to enforce U.S. immigration law as President represents an essentially unprecedented departure from the nation’s history of enforcing immigration law.

The Center for Immigration Studies’ Mark Krikorian described Clinton’s pledge as “a breathtaking step toward open borders.”

As the Washington Post reported: “Clinton’s pledge not to deport any illegal immigrants except violent criminals and terrorists represents a major break from President Obama, and it could vastly increase the number of people who would be allowed to stay in the country.”

Clinton’s vision erases entirely the protections that U.S. immigration laws are supposed to afford American citizens: such as protecting Americans from losing a job to an illegal immigrant, preventing the sapping of school and hospital resources, as well as defending the voting privileges and enfranchisement of U.S. citizens (giving citizenship to illegal immigrants allows them to cancel out the votes of native-born American citizens).

The implication of Clinton’s platform– i.e. that illegal entry is not in and of itself a deportable offense–represents a central pillar of the open borders credo: namely, that millions of people can illegally come to the country, take jobs, attend U.S. schools, receive affirmative action, apply for federal benefits, and give birth to children who receive birthright citizenship.

Moreover, waiting until after a violent conviction has been obtained to deport an illegal alien means that immigration laws were enforced far too late–i.e. they were not enforced until after an American was victimized, raped, or murdered by a criminal alien. A federal policy that waits to enforce immigration laws until after there is a criminal conviction would mean admitting and releasing criminals by the hundreds of thousands, and letting them roam free until after they have committed a crime, and have been apprehended, tried, and convicted for that crime.

Samme vision om international socialisme har Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der vil give asylansøgere stemmeret til kommunalvalg. Begrundelsen er følgende

- København er en international storby, hvor der er mange, som kommer til. Det er både internationale studerende og folk, som i kortere eller længere perioder skal arbejde her. Og så er vi begyndt at modtage flygtninge igen.

- Nu er det på tide at sige, at de mennesker, som bor i byen, skal have indflydelse på Københavns udvikling fra dag ét, siger hun.

Uh, en dejlig leg med begreber, som venstrefløjen kitter deres logik op på. Man kan sagtens beskrive København som en international storby ud fra en eller anden betragtning om dens forbindelser til omverdenen og den kuturelle, videnskabelig, kulturelle osv output. Det er beskrivelser, men faktuelt er København en dansk by. Faktisk er København nationens hovedstad.

PS: Det tidligere medlem af det etablerede Helle Thornings tidligere rådgiver Noa Reddington foreslår i Politiken i samme angst for folket at spærregrænsen hæves fra 2 til 4 procent så man undgår at skulle forholde sig til “Nye Borgerliges balstyriske formand” Pernille Vermund og Dansk Samlings ’sammenbidte og svedende’ formand Morten Urhskov Jensen.

For børnenes skyld

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Venezuela, et monstrøst kollaps

Et par gode venner har de seneste (snart mange) år i ny og næ sent forskellige artikler om udviklingen i Venezuela. Det var dystopisk læsning om et landet regeret af en mand og en socialistisk bevægelse, der havde sat sig for at opfylde deres løfter om en socialistisk samfund på overfladen gennemført ved demokratiske midler. ‘Det går galt’ tænkte man når man læste de forskellige eksperter, de fleste bekymrede, men også en håndfuld skadefro, forklare om det ene og det andet regeringstiltag, mens nøgletal blev hevet frem som dokumentation på at Venezuela blev styret ind i en ond spiral. Og det gik galt, som ekspertisen, der mest var baseret i USA, fortalte.

Atlantic har en fremragende beskrivelse

The news coming from Venezuela—including shortages as well as, most recently, riots over blackouts; the imposition of a two-day workweek for government employees, supposedly aimed at saving electricity; and an accelerating drive to recall the president—is dire, but also easy to dismiss as representing just one more of these recurrent episodes.

That would be a mistake. What our country is going through is monstrously unique: It’s nothing less than the collapse of a large, wealthy, seemingly modern, seemingly democratic nation just a few hours’ flight from the United States.

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

But why? It’s not that the country lacked money. Sitting atop the world’s largest reserves of oil at the tail end of a frenzied oil boom, the government led first by Chavez and, since 2013, by Maduro, received over a trillion dollars in oil revenues over the last 17 years. It faced virtually no institutional constraints on how to spend that unprecedented bonanza. It’s true that oil prices have since fallen—a risk many people foresaw, and one that the government made no provision for—but that can hardly explain what’s happened: Venezuela’s garish implosion began well before the price of oil plummeted. Back in 2014, when oil was still trading north of $100 per barrel, Venezuelans were already facing acute shortages of basic things like bread or toiletries.

The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement (the government plowed state money arbitrarily into foolish investments); institutional destruction (as Chavez and then Maduro became more authoritarian and crippled the country’s democratic institutions); nonsense policy-making (like price and currency controls); and plain thievery (as corruption has proliferated among unaccountable officials and their friends and families).

(…)

In the midst of all this, Venezuela is facing one of the worst Zika outbreaks in South America, and it’s an epidemic the country can hardly measure, much less respond to. The Universidad Central de Venezuela’s Institute for Tropical Medicine is where the crime and public-health crises collide. The institute—ground zero in the country’s response to tropical epidemics—was burglarized a shocking 11 times in the first two months of 2016. The last two break-ins took place within 48 hours of one another, leaving the lab without a single microscope. Burglars rampaged through the lab, scattering samples of highly dangerous viruses and toxic fungal spores into the air.

Conditions like those make it virtually impossible for institute researchers to do their work, crippling the country’s response to the Zika outbreak. And attempts to repair the damage are undercut by the same dysfunctions that afflict the rest of the economy: There’s just no money to replace the expensive imported equipment criminals have stolen.

1998_to_2013_venezuela_murder_rate

number_of_kidnappings_in_venezuela_1989_to_present_presidents

I april kunne man se denne rapportage (der tages forbehold for lidt søvlpapirshat til slut) fra Venezuela på Youtube

In this video Luke Rudkowski and Jeff Berwick travel down to Caracas Venezuela to give you a report on how people live in socialism. We not only give you a detailed update on life in Caracas but a complete social and economic breakdown of the situation on the ground.

En detalje i rapportagen, som jeg med stigende bekymring lægger mærke til andre steder, er hvorledes våbenforbud og totalitarisme ser ud til at gå hånd i hånd. Som dansker er man ikke vandt til denne afstand mellem folk og magthavere fordi mindelig uenighed er indgroet i vores traditionelt tætte nationale sammenhold. Men med den stigende befolkningsudskiftning trues dette sammenhold samtidig med at magthavere bryder kontrakten om at sikre den lov og orden, som vi ellers selv skulle sikre med våben i hånd.

En anden god ven rapporterer meget om Sverige, et andet tidligere velstående land, der føres ind i en ond progressiv spiral af et på overfladen demokratisk system.

Fredens projekt

Demografi, Diverse, EU, England, Erdogan, Fascisme, Historie, Indvandring, Multikultur, Muslimer, Terror, Tyskland — Drokles on May 13, 2016 at 4:49 am

Selv som teenager købte jeg ikke postulatet om EF, siden EU, som fredens garant i Europa. Jeg forstod, selv med mit ringe kendskab til den store verden, at politikerne optrådte som kvaksalere, betlende slangeolie mod alle dårligdomme. Både Den Kolde Krig og den stille observation at demokratier ikke havde præcedens for at gå i flæsket på hinanden var indlysende argumenter for mit unge sind, som blæste ideen om en unions fortræffeligheder og et par handelsaftalers mirakelvirkning væk. Jeg har aldrig fået en EF/EU tilhænger til at forklare præcis hvad det er for en krig, som EU har forhindret. Kul- og Stål unionen skulle hindre endnu en tysk-fransk konflikt og da den var en fransk opfindelse måtte man mene at det var tyskerne man burde stoppe. Så hvem var den næste Hitler? Adenauer? Erhard? Kiesinger? Brandt? Smith? Kohl? Hvilke af disse gale hunde blev holdt i skak af Unionen?

Så indlysende var den indsigt for mig at den er blevet siddende så fast i alle årene at jeg end ikke gad overveje at læse Kasper Støvrings sikkert glimrende bog Fortællingen om Fredens Europa - Georg Metz kunne ikke lide den, så den må være ret god - fordi det er anstrengende at blive bekræftet i egne forestillinger. Og påstanden om EUs fredskabende egenskaber er da også på retræte, måske især efter EU hovent paraderede sin impotens overfor Rusland, mens det æggede Ukraine. Og så var der jo Jugoslavien i 90′erne. Men herhjemme er ikke i England, der står overfor at skulle bestemme sig om de overhovedet vil være medlem af, hvad der i stigende grad ligner en taberklub. Og med en mistillidserklæring fra vælgerne truende i horisonten, bliver systemets mænd endnu mere stålsatte på at benytte de metoder der ikke virker, blot mere intenst. I dette tilfælde argumentet om EU som fredens projekt, hvor premierminister David Cameron direkte advarede om at et Brexit ville kaste Europa ud i krig.

I Guardian kaldte Simon Jenkins Camerons historieskrivning for “rubbish” og “Project Fear gone mad” og mindede om Camerons forgænger Salisbury, der navngav sin politik “splendid isolation”

The best thing that happened to medieval England was its defeat in the hundred years war and the end of English ambitions on the continent of Europe. The best thing to happen in the 16th century was Henry VIII’s rejection of the pan-European papacy. The wisest policy of his daughter, Elizabeth I, was an isolationism so rigid that she rejected one continental suitor after another. Britain fought off all attempts by France and Spain to restore European Catholicism, and accepted a Dutch and a German monarch strictly on the basis of British parliamentary sovereignty.

Cameron’s 18th-century predecessor was Robert Walpole, author of Walpole’s Peace. Its meticulous isolation from Europe’s conflicts brought Britain a golden age of enlightenment and industrial revolution. In 1734, Walpole could proudly tell the Queen: “Madam there are 50,000 men slain this year in Europe, and not one an Englishman.”

Even William Pitt’s creation of a British empire was based on staying explicitly aloof from the seven years’ war on the continent of Europe. Later, while Horatio Nelson’s victories were essential to British interests, the Waterloo campaign could hardly, on David Cameron’s terms, have been avoided by earlier intervention. Nor did Napoleon Bonaparte pose a serious threat to Britain.

I Telegraph mindede Nigel Jones ligeledes om en af Camerons konservative forgængere, nemlig Pitt the Younger, der som argument for at stå imod Napoleons tyranni sagde at det var englands rolle atSave Europe by her example”. Og et Brexit kunne meget vel være et eksempel med en domino-effekt indikerer meningsmålinger. Som kontrast beskrev han Camerons horistont med Goebbels diktum om at folk vil tro en løgn, blot den er stor nok. For mens EUs grundlæggere “distrusted democracy, which they believed had brought dictators and demagogues to power, and determined that their project would create a post-democratic new order, imposed by stealth step by step on their blissfully ignorant populations” peger Jones på at unioner ser ud til at kollapse, nogengange endda i et kaos af krig.

The history of EU-style multinational federations imposed by an elite from above in Europe is not a happy one. From the frayed patchworks of the  Holy Roman and Hapsburg Austrian Empires, down to the collapse of Yugoslavia and the Soviet Union, they have invariably ended in bloody chaos, and then the peace and quiet of the graveyard.

Not for nothing did a bemused Mikhail Gorbachev – and as the man who presided over the dissolution of Russia’s “evil empire” he should surely know – say that the most puzzling development in Europe over the past decade was the determination of the EU’s leaders to reconstruct the Soviet Union, a failed state if there ever was one, on the soil of western Europe.

Gorbachev was speaking before the long arm of EU meddling reached as far as Ukraine, causing that vast country to split in two and threaten  war with Vladimir Putin’s Russia – a slow-burn crisis that may yet erupt once more into open conflict.

Back in the 1990s, the total failure of EU diplomacy helped speed former Yugoslavia into a brutal ethnic civil war. A fragile peace was finally imposed on those troubled lands not by the EU, but by Nato bombs and arm twisting backed by the Atlantic alliance’s  military muscle.

Og Oberst Richard Kemp var Telegraph endnu mere konkret i hvorledes EU ville underminere freden

A German defence white paper, leaked last week but supposed to be kept under wraps until after the referendum, leaves no doubt of Germany’s intention to drive through the merger of Europe’s armed forces “and embark on permanent cooperation under common structures”. Germany has begun to combine substantial elements of the Dutch forces with their own.

A centralised army is an indispensable component of the superstate to which the EU is openly committed. It would also provide an excuse for struggling economies to slash defence budgets. Few nations take defence seriously enough to spend even the 2 per cent of GDP required by Nato, a shortcoming criticised by President Obama in Germany last month. An EU army will see these nations cut back even further, cynically pretending that defences are strengthened even as forces and capabilities are merged and downsized.

(…)

As well as depleted strength and capability, the aggregated European forces will beemasculated by a lack of political will. After Iraq and Afghanistan the West is paralysed, with governments terrified of committing ground forces to any conflict. An EU command structure, fraught with divergent and opposing policy agendas, will turn paralysis into rigor mortis. Look at the EU’s long track record of vacillation, timidity and inaction on the Balkans, Ukraine, Syria, Libya, the immigration crisis and the Islamic State.

None of our enemies is going to take an EU army seriously. Its creation would undermine one of the most critical virtues of a strong and credible defence: deterring an aggressor from action they might be forced to regret.

Og i Breitbart perspektiverede samme Kemp

The EU failed to prevent the migration crisis that threatens to overwhelm many European cities and the housing, welfare, health, and education services paid for by the hard work of citizens who have been allowed no say.

The EU failed to deploy effective naval forces along the North African coast to prevent illegal immigration across the Mediterranean. Such action, used to great effect by Australia, would not only have prevented the landing of countless unregulated immigrants on our shores but would also have saved thousands of lives and sent a firm message to both immigrants and traffickers.

It was self-doubt and a desire to expunge the sins of the past rather than strong and principled leadership that led Europe’s most powerful politician unilaterally to invite in migrants from the corners of the earth, to transform German cities and to assault and rape German girls. A policy that opened the doors of Europe to hundreds of thousands of economic migrants, including many young men of fighting age who abandoned their families and their countries; and closed the doors to genuine refugees.

Timorous EU countries failed to take military action against Assad’s regime in Syria when he crossed the chemical weapons ‘red line’. Action that could have ended his reign of terror and prevented the intervention of Russia and Iran that has solidified his position and exacerbated the migrant crisis.

Fearful EU members failed even to contemplate setting up protected safe havens in Syria, where millions of beleaguered people could have taken refuge without the need to move to other countries. This would have required boots on the ground but, terrified by experiences in Iraq and Afghanistan, few if any EU states are prepared to countenance that. Physical danger was not their only fear; they were also afraid to act without United Nations authorization, which would have been vetoed by Russia.

Now, bullied and blackmailed by President Erdogan, the EU is now allowing visa free access to Europe for 70 million Turks and is well on the way to admitting Turkey to full EU membership. Not only will this push back the borders of the EU to Iran, Iraq and Syria, but it will also lead to yet another massive population shift in Europe, without consultation further transforming the way of life of its citizens.

This is the peace and security provided by the EU today.

EU som fredens projekt er en løgn ingen længere gider høre. Kun de mest desperate gider fortsat fortælle den. England forlader EU, EU falder fra hinanden - med lidt held.

brexit

Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Citizen Donald?

Det ellers glimrende og konservative National Review mener at Trump er lige så slem som Hillary Clinton mens ellers venstreorienterede Susan Sarandon frygter Hillary mere end Trump. Hillary, hun har også sit at slås med, hvilket medierne og især de danske glemmer. Den anarkistiske hackergruppe Anonymous truer Hillary med at “afsløre alt” fordi løgn er blevet hendes “natur” og minder om 30.000 slettede e-mails og 1/2 mio. døde irakiske børn i Irak, som de mener hun må stå på mål for. Og der er da også et hashtag, #DROPOUTHILLARY.

Vores egen David Trads kalder Trump “den fascistoide reality-stjerne”, “en notorisk løgner”, “gal”, og “den største trussel mod vores sikkerhed – fordi han med sit vanvid, sit had, sin fjendtlighed over for muslimer, mexicanere, kvinder, handicappede, sin begejstring for Putin, sine udfald mod Kina, Mexico og verden” og sammenligner Trump med Titanics forlis, som det tog sig ud gennem Mikael Wihes fakta-fattige men klassiske protestsang. Alt sammen baseret på “indslag, [han] har set i TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og det, [han] har læst i de danske aviser” og en Hillary Clinton reklame. Det fortæller alt væsentligt om Trads - og danske medier.

Trump er “the ultimate outsider“, som taler direkte til folket, skriver Piers Morgan i Daily Mail, som to af ti grunde til at Trump har rystet det politiske parnas i Washington. Og sandt er det at Trump ikke har haft behov for en større kampagnemaskine i modsætning til hans modstandere, som man kan se i denne New York Times grafik

skc3a6rmbillede-2016-05-05-kl-123846

Hvis man skal tro meningsmålingerne er Trump ikke populær blandt vigtige demografiske grupper, som kvinderne, latinoerne, afroamerikanerne (negrene), bøsserne, de handicappede og de kriminelle. Men er han populær blandt vælgerne? Bruce Thorntorn giver sit bud på Frontpage Magazine

Trump has consistently disproved conventional wisdom. The old electoral truisms may not apply. Take the clichés about Hispanics. For nearly a decade we’ve been told that the Republicans needed to cultivate this “fastest growing demographic group,” as Obama warned everyone in 2012. The party wise men counseled Republicans to drop the harsh rhetoric about illegal aliens and reach out to the 9% of voters who are Hispanic and allegedly “natural conservatives.” Heeding this advice, Senate Republicans toyed for a while with “comprehensive immigration reform,” which many voters decoded as “amnesty” for lawbreakers stealing their jobs. Yet in most polls, “immigration reform” is consistently low on the list of issues that concern Hispanics.

That didn’t stop some in the party from angering much of the white working class, 36% of the electorate, just to pursue this electoral will-o-the-wisp. About a third of those voters voted Democrat in 2012, but evidence suggests that many are shifting to Trump this year. So Trump speaks to their concerns about ICE’s “catch-and-release” of felons, the hundreds of Americans murdered by illegal aliens, the quality-of-life crimes making many neighborhoods and cities unlivable. Trump promises to put a stop to “sanctuary cities” that blatantly disregard federal law and get away with it.  He gets their anger at seeing protestors, like those in Irvine last week, attempting to stop their right to assemble and waving Mexican flags, or the demonstrators in Indiana Monday arming their children with F-bombs to hurl at Trump supporters.

And he especially understands how sick many Republicans and Democrats are of the snotty rhetoric from some leaders and pundits of both parties. From their tony enclaves far from the daily disorder and mayhem caused by our immigration failures, they suggest that such complaints reflect bigotry and xenophobia. So Trump promises to round up the illegals, build a wall on the border, and make Mexico pay for it. And I’ll wager that the pollster’s net doesn’t catch significant numbers of voters who sit at home and shout their approval at the television screen and will pull the lever for Trump come Election Day.

In fact, despite his hard words for illegal aliens, there is growing evidence, much of it anecdotal at this point, that significant numbers of Hispanics and blacks like Trump and may vote for him. Here in the San Joaquin Valley, ground zero for Mexican immigration, one more and more frequently runs into working-class Mexicans who admire Trump for his macho bluster and willingness to slap down politically correct gringos with their superior airs and class snobberies. It’s not just white conservatives who have grown sick and tired of the credentialed class telling them how to live and then demonizing them for disagreeing. No one knows how many Hispanics will vote for Trump, but I’ll wager it will be more than voted for Romney.

But Trump is ignorant and incoherent when it comes to policy, the critics say. Contrary to the commentators cocooned in their social and cultural enclaves, elections are not about policy. The majority of voters don’t carefully study the issues, pore over policy papers, and objectively weigh various proposals in order to arrive at the best choice. They are motivated by their “passions and interests,” as Madison understood. “Interests” are about “property,” or in our time, jobs and the economy. Years of sluggish growth, lower workforce participation, and the investor class waxing fat the whole time have angered a lot of people, including Bernie Sanders’ supporters. Trump’s tirades against free-trade-agreements and China’s currency manipulation speak to these frustrations.

The “passions” we see seething through a Trump rally are the anger at elites of both parties who for years now have talked down to the people, dismissed their legitimate concerns, and sneered at their ignorance, even as they pander to privileged minorities or appease the Democrats. They see criticism of Trump, whether intended or not, as criticism of themselves, yet another patronizing dismissal of their grievances. The backlash against political correctness that Trump has brilliantly exploited is the obvious focus of this anger at politicians who are supposed to be on their side, but who always find excuses to cede the high ground to the other side. Why else would the Senate confirm Loretta Lynch as Attorney General, especially after she told the Judiciary Committee that she viewed Obama’s unconstitutional amnesties as “legal”? Was it because she was eminently qualified, or because she is a black woman?

Some will dispute these assertions as misleading or false, but whether they are true or not is irrelevant. Politics is about perception. How else did a cipher like Barack Obama get elected twice? In 2008 he was perceived to be a racial healer, the smartest president ever, a “no red state, no blue state” unifier, and a brilliant orator. None of these perceptions turned out to be remotely true. The second time it was partly because 81% of voters perceived him to “care about people like me,” while only 18% felt the same about Mitt Romney, one of the most fundamentally decent and kind men ever to run for president. Trump seems to get that perceptions and passions come first, and policy can be figured out later. To a greater or lesser degree, this has pretty much been true in all presidential elections. Trump has simply discarded the decorum that camouflages the truth about political sausage-making.

Trump er sikkert usmagelig, men det er hans modstandere der griber til politisk vold

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Moratorium som de respektables redoute

Katrine Winkel Holm ser desperationen i de “veluddannede, respektable miljøer” i Pia Olsen Dyhrs udnævnelse af DF’ere som ‘helracister’ og Mogens Lykketofts beskrivelse af regeringen, som “dybt utiltalende personer” og andre “personfikserede ondskabsfuldheder” som et udtryk for at de er på spanden” som deres “naturlige verdensopfattelse” “har spillet komplet fallit”.

Men der er også andre og mere snedige måder at bearbejde realitetschokket på, end blot at lade munden flyde over. Kommunikationaschef i Det Obelske Familiefond Sune Gylling, giver i en kronik i Jyllands-Posten et indblik i de veluddannede, respektable miljøers gryende erkendelse af at der er reelle problemer, med reelle konsekvenser. Men det er samtidig et indblik i, at de veluddannede, respektable folk som Gylling ingenlunde er ved at blive en del af løsningen.

Gylling er af den mening at det er “EU, som trods alle forbistringer har garanteret freden i Europa i snart en menneskealder” og er nu “i knæ”. Derfor gribes vi af frygt og den er naturlig, sund og nødvendig. “Men hvis vi lader frygten tage over (…) bliver vores handlinger irrationelle, og vores rygmarvsreaktioner risikerer at blive endnu farligere end den oprindelige trussel.” Og han nævner i flæng “smykkeloven, teltlejrene, grænsekontrol og flæskegaranti i de randrusianske børneinstitutioner”.

“Etniske minoriteter udsættes for tilråb og overfald” og “Muslimske kvinder får tørklædet revet af” skriver han videre og “Det er svært at overse parallellen til det spirende jødehad i starten af 1940’erne”. Her glemmer han måske at fortælle at jødehadet kommer fra muslimerne, så meget endda at en modig dørmand gav sit liv for at der ikke forekom en massakre i synagogen i København. Men han fortsætter med indsigt at “riget stander i våde” og “[d]en danske befolkning er i overhængende risiko for at blive sprængt i en grad, som er irreversibel, og som kan få katastrofale konsekvenser.”

Han medgiver at danskernes frygt er reel og at vi stå foran en potentiel katastrofe. Men han frygter mere danskernes reaktion, end danskernes skæbne. Det er muslinerne, der er ofrene, som minoriteter får de hevet tørklædet af og får tilbud om frikadeller, men attentaterne på jøderne og forkæmpere for ytringsfriheden nævnes ikke som det ikke nævnes at muslimer i langt højere grad overfalder danskere end omvendt. Og derfor er hans forslag at et moratorium, som en redoute, de veluddannede, respektable miljøer kan søge tilflugt i, nu de har givet afkald på deres safe-space.

Statsministeren og integrationsministeren bør derfor indkalde Folketingets partier til et kriseråd, som har til opgave at nå frem til et nationalt kompromis om flygtningepolitikken:

For det første må de politiske partier indgå en borgfred, som blandt andet betyder et stop for politiske særmeldinger, prøveballoner og over- eller underbud på flygtningeområdet i en nærmere defineret periode for at give arbejdsro.

For det andet må partierne i fællesskab definere et kommissorium for opgaven, hvor hele den komplicerede problematik dechifreres i dens bestanddele: Hvilke kriterier vil vi have for at modtage og afvise asylansøgere? Hvordan kommunikerer vi om situationen, så der ikke skabes mytedannelser? Hvordan imødegår vi respektfuldt relevante bekymringer om konsekvenserne af tilstrømningen? Hvordan begrænser vi den voksende xenofobi og det stigende antal hadforbrydelser? Hvordan forbereder vi de nye borgere på et liv i Danmark med respekt for danske værdier? Og så videre og så videre.

Så der ligger det, et fælles kompromis mellem alle de, der har taget fejl, valgt at se den anden vej eller ligefrem skubbet på den katastrofale udvikling. Alle de, der har benægtet og udskammet, skal begrænse de virkelige problemer, den voksende xenofobi blandt de danskere, der havde ret hele vejen mod afgrunden. Som man ikke fik fastfrosset debatten i 80′erne må nederlaget nu erkendes og så håbe at man kan fastfryse debatten, helst før nytårsaften 2015, så den ikke længere kan udvikle sig med udviklingen. Det skal holde danskerne, det egentlige problem ved indvandringen, i ro.

Det er dem! Og det er også os

Marxisterne har marcheret gennem uddannelsesinstitutionerne med stor succes og fortællingen er kun at se indand og bagud. Som en psykoanalyse, befamler du kun dine egne følelser og ender med at bebrejde din mor. På samme må fortæller medierne bistået af deres mange udvalgte eksperter og debattører kun om hvorledes ‘vi’ har svigtet, ikke været kulturelt sensitive nok, ikke givet penge nok og selv startet det hele i flere omgange, fra korstogene henover kolonialismen til George Bush. Journalisterne har instinktivt internaliseret den fortælling.

Fortællingen om Køln nytårsnat blev hurtigt til alt muligt andet, men mest om os selv og vores forhold til racisme. Nathalie Ostrynski formulerede i Berlingske Tidende at “[k]vinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever“, Kenneth Reinnicke mente at vi beskrev ting forskelligt alt efter om det var dem eller os, der gjorde det samme: “Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression.” Det samme budskab kom Ulla Thornemand med da hun mindede om at “Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Irene Manteufel, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexismeadvarede om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”.

Signe Wenneberg sagde i en ellers ganske indsigtsfuld kommentar i Berlingske Tidende at “Det var afrikanere i kulturchok“, når det nok snarer var tyskerne der fik sig et kulturchok. En Lotte Lund linkede “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. Rune Engelbrecht Larsen mente at “det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet.” helt på linie med Henrik Marstal der mente at massevoldtægterne “er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan

Men der er en anden fortolkning, som poseuren Mads Holger var halvt inde på da han sagde at overfaldene var en konsekvens af “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed“. Nemlig og i samme ånd er islam opkogt i forventning om en forestående sejr og Køln var et signal til den muslimske verden, skriver Stephen Brown i Frontpage Magazine

“The Cathedral was being used as background scenery, which reflects still other messages: that it concerns a strike against the culture of the European city as a meeting place and individual freedom, and that the attack was directed against the (Catholic) Church …,” Rossman states.

Besides acts of sexual and religious terrorism meant to break down German society, the attacks against the women and the cathedral were also a show of Islamic power. Women and religious minorities can be terrorised by Muslim mobs just like in Islamic countries. Their reach is growing.

But perhaps the most important message the New Year’s Eve events were meant to convey was directed at Muslims living in Germany and the Islamic world. And the message is that Germany cannot protect either its women or its religion. It is weak.

In fact, German Christians are so feeble that one of their greatest cathedrals suffered a humiliating attack during a religious service, presided over by one of Germany’s highest churchmen, without consequences. And by publicly molesting such large numbers of infidel women so boldly and brazenly without retaliation, German men are shown as equally weak.

But, just as important, the women’s molestation without retaliation showed that German men were also without ‘honour’. And honour is an esteemed concept among Muslim men, who kill female family members for the slightest sexual impropriety, real or imagined, to restore their ‘honour’.As a result of this feebleness and lack of honour, Germany deserves and is ready for conquest.

It is easy pickings.

Det var det muslimske forår, der sprang ud nytårs nat.

Pressen vælger gode historier fra

Det er i Vesten almindeligt at betragte vores medier, som værende mere pålidelige end ikke-vestlig medier. Russiske medier har en klar pro-russisk dagsorden og der er ingen reel markeds- eller demokratisk kontrol. Og sådan er det sikkert også i resten af den gamle østblok, hvor halvfascister som Victor Orban regerer og Romaer forfølges og bøsser ikke kan gifte sig. De vestlige medier selv er helt sikre på deres egen fortræffelighed. Og sådan var det også engang. Vesten var det eneste sted hvor der herskede frihed. Men det er længe siden.

En gruppe kristne kaste overbord til druknedøden af vrede muslimer, kunne man læse. Men det fik ingen konsekvenser for dækningen og vinklingen. Tyskland sorterer migranterne efter religion og etnicitet, ellers kommer de op at slås. Eller rettere, ellers overfalder muslimer ikke-muslimer og nogen gange også hinanden. Ingen synes at bekymre sig for, hvad perspektivet er i det, især hvis de skal herind at bo. Der advokeres for et multietnisk samfund, mens folk flygter fra sekterisk vold. De fleste migranter er ikke fra Syrien, men vinklen er stadig at alle er flygtninge fra krig. Ingen spørger hvilke af de stridende parter migranter støtter hvem de flygter fra eller synes at kere sig over om det overhovedet er relevant. Der er heller ikke noget perspektiv i at de fleste er mænd i den våbenføre alder. Da disse unge mænd aggressivt angreb grænsevagter i Balkan og Slovenien og hvor som helst, blev det til historier om hvorledes kvinder og børn fik tæsk. En migrant kastede brutalt sin kone med et spædbarn i favnen ned på togskinnerne og hoppede derpå selv ned over hende, mens han skreg at han hellere vil have sin og sin families død end ikke at komme til Tyskland - pressen viser at han ligger på togskinner med sin kone og barn mens grænsevagter står tæt omkring, som var det dem, der var de skyldige. Afrikanske migranter stormer spanske grænsehegn og som de løber gennem gaderne for første gang i det forjættede kristne land råber de Allahu Akbar - og ingen spørger hvad de mon mener med det.

Norsk politi fandt billeder af henrettelser og IS-falg hos flygtninge” skrev flere aviser. Det er politiet, der oplyser om deres fund og medierne refererer selvfølgelig politiet. Men så sker der ikke mere. Danske medier har ikke spurgt dansk politi om de har gjort lignende opdagelser. Hvad med andre lande? “Det, som ser alarmerende ud, kan have andre forklaringer end støtte til terrororganisationer” citerer man en leder for den norske sikkerhedstjeneste og så er det vel godt nok. Det kan betyde så meget, ja, men det kan også betyde at vi ikke ved, hvor mange tusind terrorister, og deres endnu flere sympatisører, der lukkes ind.

Og hvis ikke man vil foretage sin egen research, så kan man vel i det mindste vil ungarsk TVs tidligere reportage, hvor man ikke blot ser indholdet, men også har allieret sig med glimrende psykologer til at tolke billederne. Billederne viser unge mænd, der gennem gensidige prygl, gør sig kampklar til at modstå og håndtere smerte, når de når Europa. Og flere billeder af migranter, der går forbi TV stationernes kameraer og gestikulerer en halshugning så selv ikke eksperter burde være i tvivl om, hvad det mon kunne betyde.

En ungarsk journalist spænder ben for en løbende migrant med et barn i favnen. Skandale og det selv om det viser sig at migranten var jihad sympatisør - what are the odds? - forbliver den del af historien kun på blogs og sociale medier. Finsk TV bringer rørende historier fra flygtninge, der fortæller om deres situation. En af flygtningene har ladet sig fotografere før, back in the old country og genkendes, som MVLEHTI fortæller

terrorist-i-tv

terrorist-fra-tv-med-afhugget-hoved

What are the odds? (Billedet af terroristen med det afhuggede hoved har i øvrigt i målene 500-666 - what are the odds?). Hvorfor er det ikke en historie? Jeg sidder og tænker på at vi, eller i hvert fald jeg, er blevet så vant til denne parallelverden, mellem, hvad man selv kan finde på nettet, Youtube, Facebook og flere men mindre fremragende medier, blogs og hjemmesider og så den verden, der tegnes i de danske medier på statsstøtte, at jeg slet ikke stiller spørgsmål til, hvorfor danske medier, ja vestlige medier i det hele taget, slet ikke fokuserer på historier om hvem flygtningene egentlig er, hvad de kommer for og hvad vi allerede kan se af vold og trusler.

Det er jo gode og opsigtsvækkende historier. Men journalisterne vælger at messe kedelige fortællinger om uverificerbare , som kun venstrefløjen ser og det er kun af ren moralsk pligtskyldighed. Journalister har traditionelt set det som et kald at bringe sandheden for en dag. Siden har de set det som et kald at får sandheden til at ændre verden til det bedre. Siden har de retfærdiggjort den gode historie over sandheden, hvis blot den ændrede verden til det bedre. I dag caster de mest sig selv, mest som en dårlig vane, i det selvbillede de har arvet af at se Alle Præsidentens Mænd og Kinasyndromet med det samme skurkebillede af banditter i habitter og det samme billede af ofrenes forhutlede fremtoning. Det er faktisk mageløst at så mange journalister kan være så moralsk ukorrumperede i deres moralske kald, at deres fag ikke lokke med penge og prestige, hvis blot de opfylder fagets mindstekrav. At så mange journalister kollektivt ser helt bort fra indlysende gode historier, fordi de hellere selv vil være gode.

Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

Lampen er slukket for anvent filosofi

Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således

skc3a6rmbillede-2016-01-17-kl-035746

Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.


37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all


37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all


37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all

Hvis du har to æbler og du spiser det ene…

Undersøgelser viser at de fleste mennesker er optimister på egne vegne, hvor de tror de får et godt eller bedre liv fremover, mens de er pessimister på samfundets og verdens vegne. Jeg har det lige omvendt og har befundet mig i en permanent personlig undergangsstemning siden jeg var teenager, mens jeg hele tiden tror på at verden bliver bedre, selv om vi skal igennem en slem periode. Trods alt kom vi igennem den kolde krig. Måske er det derfor jeg tror dele af venstrefløjen kan reddes?

I hvert fald afslører den med jævne mellemrum en viden, som er en forudsætning for en indsigt. Gaby Hinsliff skrev på engelske Guardian indsigtsfuldt at “young male migrants exchanging life under repressive regimes, where they may at least have enjoyed superiority over women“, men uden at komme til nogen erkendelse af, hvorfor vores samfund netop derfor ikke kan deles med disse migranter og deres forventninger til social status (Raheem Kassam hudfletter Hinsliff på Breitbart).

Midt i en masse relativerende racismesludder skrev Mette Viktoria Pabst i Jyllands-Posten f.eks “det her vidner i den grad om nogle unge mænd, der har et fuldstændig forkvaklet syn på kvinder“. Ja, kom nu, sig det! Men nej, hun siger det ikke. Hun fortier måske også over for sig selv, hvad det er for et kvindesyn og hvorfra det stammer. Kvindesynet er der bare, men det islam skal ikke rodes ind i. Men man kan i det mindste observere at disse unge mænd adskiller sig fra danske drenge når hun skriver

I sidste ende handler det om opdragelse og socialisering. Hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer globalt set, så giver udfaldet sig selv. I hvor høj eller lav grad socialiseringen forekommer gennem forskellige landes strukturer og normer, vil sandsynligvis være medvirkende til, hvordan ’fænomenet’ udmønter sig. Det er udtryk, eller udmøntninger, om man vil, der går igen på tværs af landegrænser, og som til forveksling minder om hinanden.

Løsningen ligger lige for – uanset krænkerens etnicitet: Stop med at krænke andre seksuelt, og lad være med at bakke op om dem, der gør det.

Alt er på plads, bortset fra pointen med etnicitet. Her falder kæden af i en ‘hvid’ moralsk anskuelse. Det er etnisk dansk, ja kulturelt vestligt (hvidt) at opdrage sine børn til kønslig ligestilling. Men det er ikke en global disciplin. Sådan har det næsten altid været. Javist, mænd har haft førsteret når det kom til ledelse, men kvinder har altid været individder, ikke mindst siden kristendommen slog rod i det vesterlandske sind.

Omvendt med islam, der forskriver at kvinder er underkuede, at mænd kan gifte sig til 4 koner, mens kvinder ikke kan have fire mænd, at helvedet er befolket med kvinder, at mænd belønnes med 72 jomfruer, mens kvinder ingenting får, at kvinders vidneudsagn er utroværdige, at kvinder skal dække sig til fordi deres køn er anstødelig i det offentlige rum og skyld i at mænd forgriber sig på dem, at deres seksualitet er mandens ejendom, at manden har ret til at tæske deres koner, f.eks når hun vil nægte ham adgang til sin ejendom osv. Så ja, hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer blandt muslimer, så giver udfaldet sig selv. For kultur er socialisering og socialisering er kultur. Derfor kalder hun på en ‘hvid’ løsning på brune problemer uden at hun er klar over det.

På den anden side, så er virkeligheden ikke til at komme udenom, heller ikke for mig. Går man nemlig længere ind mod midten, så forstår almindelige mennesker, trods massivt erhvervet erfaring, stadig ikke at indvandring fra den muslimske varden er en katastrofe. Om de mange uledsagede syriske børneingeniører og læger, som vi var stillet i udsigt, viser det sig nu (igen) at der er tale om muslimer, altså uproduktive mennesker - hvis vi er heldige. Alligevel hedder det ifølge Danmarks Radio

Det overrasker, fordi syrerne netop har ry for at have gode erhvervsfaglige og videregående uddannelser med her til landet.

I Viborg Kommune har man lave en screening af flygtningenes kompetencer, og her talte gruppen blandt andet skræddere og taxachauffører, en taskemager og en arbejdsmand fra byggebranchen. Mange har ni års skolegang. Nogen mere og nogen mindre.

- De forventninger, vi havde i samfundet om nogle meget højtuddannede, og den virkelighed vi møder, stemmer ikke overens, siger afdelingsleder Sofie Steensgaard fra Jobcenter Viborg.

Hvor havde de disse forventninger fra? Og hvorfor er de overraskede? Realiteterne er at det står slemt til med erkendelsen derude, uanset, hvad jeg vælger at tolke på. Jeg er nok bare optimist fordi jeg er født sådan, ikke af nogen anledning.

Feminismen slår igen

Jeg savner stadig at læse noget på Arbejderen og Modkraft, to fyrtårne når det drejer som multikulturelle udfordringer og feminisme, om nytårskrænkelserne. Men nogle feminister forsøger på Facebook og i aviserne at definere fortællingen. For det er hvad det drejer sig om, definitionsretten til historien. Men med tusind krænkermuslimer ud af tusind, tusind der ikke er med i samme sekt, tusind der ikke kommer fra samme region, ej heller samme land og ej heller samme kontinent, der alle opfører sig lige voldeligt overfor kvinder, er det op ad bakke.

Et eksempel. Lotte Lund linker, “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. En mandlig skribent fortæller indledningsvis om en klam oplevelse

En tilfældig fyr, der under en koncert jeg havde set virkeligt meget frem til, blev ved med at stå og røre ved mig. Først sagde jeg høfligt: ”Please stop touching me,”, men eskalerede hurtigt til at råbe: ”Dude stop fucking touching me!”

Klammoen ragede på alle køn, får vi fortalt, så vi kan ikke, ligesom den gode skribent, konkludere at han var bøsse. Sikke en lettelse. Eller rettere kun bøsse.  Alene det at historien blev fortalt sikrede en sådan konklusion. Vi ved heller ikke om klammoen var hvid, thi det fortælles ikke, men vi kan vel udelukke, ud fra det engelske, at der er tale om en dansker. Skribenten bakker derpå sin oplevelse op med andenhåndsberetninger

Jeg kender ingen kvinder, der ikke kan fortælle en historie om at få en fed koncert ødelagt af en fyr, der ikke ville holde fingrene for sig selv. Ingen, der ikke kan fortælle om at blive raget uopfordret på af vildt fremmede mænd.

Ikke nok med det, så har han også statistik, der virker som en ekstrapolering af hans anekdoter

Problemet er massivt, for omkring 60.000 kvinder krænkes i løbet af festivalen – mange af dem gentagne gange.

Det er forbløffende at kvinder overhovedet kommer på Roskildefestivallen, år de næsten alle uden undtagelse er udsat for krænkelser. Især når der er eksempler på ”Roskildemedarbejder, der går på ”røvtogt” for at krænke så mange kvinder han kan under en koncert”. Men, fortæller han, ”Det er en accepteret kultur på Roskilde”, ”på Roskilde er det normen, at man krænker andre”.

Nu skal man ikke være polemisk og debattere om en accepteret kultur og norm, som folk vender begejstrede tilbage til, år efter år efter år, kan være krænkende. Jeg er voksen og har en hjerne og god smag, så jeg kommer aldrig på Roskilde. Men vi kan sige at når han skriver at han ikke kender en kvinder der ikke får en ”fed koncert ødelagt af en fyr”, så er der tale om en-tal. Hvor mange kvinder kan den røvtogtende Roskildemedarbejder nå at krænke?

For det er ikke for at hænge mig i petitesser, men der er bare forskel på en håndfuld klammoer, mindst nogen af dem udenlandske, blandt 130.000 musikplebejere, og så en hel hob, der unisont, ikke blot er på røvtogt, men fortsætter til fuldbyrdet voldtægt og røveri (op mod 379 kvinder blev krænket i Køln alene, lader det til).

Hvide mænd teamer også op

Virkeligheden rykker ikke ved perceptionen. Ikke meget i hvert fald. Hvis du mener at mænd er nogle svin, så gider du ikke tale om specifikke kulturer, for du ser kun mænd. Derfor vil de store massesexovergrebssager i især store tyske byer Nytårsnat også være en yderligere bekræftelse på mænds adfærd. Tidlige viceformand for Dansk Kvindesamfund Ulla Thornemand leverede i den sammenhæng et af de allerførste feministiske relativeringer, da hun på Facebook skrev følgende opslag

Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder.

Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage.

Herhjemme kalder vi det flirt, når hvide mænd på arbejdspladser sexchikanerer og forulemper kvindelige kolleger.

Herhjemme lyder der alt andet end ramaskrig når disse oplevelser fortælles. Faktisk sker det modsatte. Kvinderne, der modigt står frem og fortæller om de krænkelser og overgreb, de udsættes for, skammes ikke sjældent ud. Boys will be boys, I ved. White boys, tilsyneladende.

Den hvide mand har kronede dage og ve dig hvis, du er brun, for så får piben en anden lyd. Din tro, din kultur, dig, du er farlig for kvinder. Du forstår ikke spillereglerne, som den hvide mand gør. Den hvide mand som vi alle ved behandler kvinder med langt mere respekt. Som tager et nej for et nej. Som respekterer kropslig integritet. Hvis vold og seksuelle vold mod kvinder bunder i helt andre årsager.

Herhjemme har vi det godt.

Det der er foregået i Tyskland er fuldstændig grotesk, og de kvinder, som er blevet krænket og udsat for sexforbrydelser, har intet ansvar for det, uagtet hvad en borgmester og andre måtte mene.

Men at det nu fremstår som om den form for organiserede krænkelser er et nyt fænomen, i følge det tyske politi, er en sandhed med store modifikationer.

Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ‘fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur. Udtrykkene inden for fænomenet kan variere, men selve fænomenet er oldgammelt.

Link: http://www.dr.dk/…/video-evelin-blev-forulemplet-nytaarsaft…

Debatsporet der fulgte var sørgeligt. En anden og for mig helt ukendt variation fik 386 ‘like’s’

sanne-sc3b8ndergaard

Og også Rune Engelbrecht Larsen farede til Facebook, for at belære om sin uvidenhed

Et vanvittigt og uhyggeligt eksempel på seksuelle masseovergreb mod kvinder i Köln nytårsaften blev begået af afstumpede mænd af nordafrikansk afstamning. Desværre er det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet. Hver femte kvinde på de amerikanske universiteter har været udsat for et seksuelt overfald. For eksempel. I det amerikanske militær er problemet ligeledes skræmende stort. For eksempel. I 2013 blev der rapporteret ca. 25.000 voldtægtssager i Indien. For eksempel. I Mexico eksploderer antallet af kvindekidnapninger, kvindemord og voldtægter og er blevet karakteriseret som en pandemi. Ifølge en Voxmeter-undersøgelse fra Amnesty International (marts 2015) mener hver syvende i Danmark, at en kvinde, der selv går hjem med en mand, har et medansvar, hvis hun bliver voldtaget. Hver syvende. For eksempel. Ca. 4.000 kvinder bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark hvert år, men kun 50 sager ender med en dom … Vi kan hurtigt blive enige om, at der er tankesæt og ideologier og kanoniske tekster, der er særligt kvindenedværdigende, men den udbredte kvindeforagt, som kommer til udtryk i seksuelle overgreb verden over, er ikke et kulturspecifikt eller etnisk betinget problem – det er desværre langt større end dét. Lad os møde alle overgreb mod kvinder med afstandtagen overalt.

Inde vi skal til satiren, så kan man studere de store tals lov

voldtc3a6gtskort

Da man kunne læse historien om endnu en muslimsk storfamiliens hærgen på et hospital  gav Journalisten Mads Brügger satiriske relativering

Det her minder mig desværre om de alle gange hvor jeg som hvid mand er teamet op med andre hvide mænd, og sammen har angrebet sygehuse i flok, helt vildt og vanvittigt, og stukket vores fingre op i røven på portører, og skræmt personalet fra vid og sans, og bagefter sagt til hinanden, at det hele bare var en god gang gazz. Det minder mig også om at sygehuse overalt i verden jo angribes af mænd i flok, fx i Indien og i Mexico, hvor det sker hele tiden, så i stedet for at tale om denne lille latterlige sag, skal vi så ikke bare være enige om at fordømme ALLE angreb på sygehuse, OVERALT i verden, hele tiden - men mest nok af alt de utroligt mange tilfælde hvor hvide mænd angriber sygehuse i flok. Så skal det nok gå væk af sig selv.

Tillykke til humanisterne, I vandt!

Debat gjorde ingen klogere på virkeligheden for flertallet så den gennem selvbilledets prisme. Det selvbillede, der på en gang gjorde at man kunne være antinational og skamme sig over sit land, hævde moralsk overhøjhed på at relativere moral og pålægge sine naboer egen uansvarlighed.

Herunder beretter et vidne til den muslimske masse sex-overgrab på almindelige tyske kvinder i Køln, Nytårsnat

An eyewitness account by Ivan Jurcevic, a hotel club bouncer, what happened on 31th of december 2015 right in front of the cologne cathedral (Kölner Dom). Mass media coverage started only after countless woman and girls posted how they were chased by an immigrant mob and sexually assaulted, on a offficial page of cologne over at facebook.

Politiken kan man læse et offers historie

Så snart hun stod af toget på hovedbanegården i Køln, bemærkede ‘Steffi’, at noget var helt usædvanligt. Helt usædvanligt galt.

Ganske vist var det nytårsaften og stemningen løftet, men den 31-årige socialarbejder havde aldrig set så mange grædende kvinder med revet tøj eller uorden i festklæderne.

»Jamen, er de virkelig allesammen så fulde«, tænkte hun ved sig selv.

Kampklædt politi

Lige indtil hun mødte kampklædt politi på trappen og gik ud på pladsen foran banegården for at bane sig vej gennem mængden af det, hun troede var festende bysbørn, for at komme hjem til sin lejlighed.

Ude på den plads mellem hovedbanegården og den kendte domkirke, hvor kølnerne plejer at sætte hinanden i stævne for ved midnatstid at hilse det nye år velkommen i fællesskab, herskede en ond stemning.

LÆS OGSÅ Masseoverfald på tyske kvinder nytårsnat

Den unge kvinde fortæller under et ændret navn af frygt for repressalier til avisen Süddeutsche Zeitung om sine oplevelser af den voldsomme nytårsnat i Køln, hvor foreløbig 90 kvinder har anmeldt overfald, seksuelt betonede gramserier, tyverier og et enkelt tilfælde af voldtægt til politiet.

Der er også ‘Michelle’s historie. Der er mange historier fra den aften. Også fra Hamborg, Stutgart, Dusseldorf, Berling, Kalmar og Østrig. Men hvorfor dog dette pludselige fænomen? I Jyllands-Postens ellers udmærkede leder kan man læse forsigtige og og svigtende udtryk som “andre adfærdsnormer” og “frustrerede unge mænd” (man kan dog også læse “ofte voldsforherligende kulturer”). Det er næsten social kutyme at tale om frustrationer når de kriminelle er indvandrere. Det giver den omtalende et skær af udvidet empati og intellektuel balast. Dels gør det gerningsmand til et offer, dels åbner det for at samfundet, altså i dette tilfælde os, har noget af skylden. Et udtryk, hvorved man kan udvide problemstillingen til at dreje sig om meget mere og alt andet. Men det er et falsk forsøg der kun tjener at give indtryk af en forklaring, fordi ingen kan forklare, hvilke frustrationer der dog fører til at tusind mænd pludseligt kaster sig i grupper over alle tilstedeværende kvinder. Men det kan Daniel Greenfield til gengæld.

Greenfield forklarer i et glimrende indlæg, der burde være obligatorisk læsning for alle politikere, meningsdannere og journalister, hvorledes islam er en religion, hvis eneste bærende princip er religionsstifterens skiftende begær.

As a prophet he frequently made and broke his own laws, and then made new ones. Four witnesses are required for an act of sexual immorality, because at one point three witnesses accused Mohammed’s own wife of such an act. Prior to that Mohammed had taken action based only on a single witness.

Mohammed modified the law to allow him to marry his son’s wife and to shift the turns of his own wives. After Mohammed had received another urgent ‘revelation’ allowing him to do as he sexually pleased, his wife Aisha said, “O Allah’s Apostle I do not see but that your Lord hurries in pleasing you.” There you find the whole of Islamic jurisprudence. It was a code that existed only to please Mohammed’s sexual impulses.

If Allah existed only to enable women to sexually service Mohammed– what agency can women have in Islam?

Så da Muhammed så sig varm på et sådant 9 årigt et af slagsen, var pædofili hermed kodificeret moral. Men det er en anden historie. ”Muslim rape culture springs from that same code”, siger Greenfield og beskriver, hvorledes det fungerer i virkeligheden, hvad meningen er med tildækningen af kvinden og hvilken effekt denne tildækning får. Og mest vigtigt for os, hvilke frustrationer vestlige piger og kvinder bliver ofre for.

In the West rape is a crime because it an assault on a human being. In Islam, it is only a crime because it is a sex act that takes place outside of marriage.

(…)

In Islam, women are objects, not subjects. Physically their entire bodies are considered ‘Awrah’,an Arabic word meaning ‘nakedness’, ‘fault’ or ‘defect’, terms that amply sum up the Islamic view of women. Even their voices are considered ‘Awrah’ meaning that even a fully covered up woman speaking is an immoral thing. A woman exists within Islam as an immoral object. And that gives Muslim men implicit permission to assault her, while holding her very nature accountable for  tempting them to commit the act.

Islam does not consider rape to be a crime against a woman. It is a crime against their fathers and husbands. There is no crime involved in a husband raping his own wife.

(…)

In a tribal society, rape is a crime against property and honor. To a father, his daughter’s virginity is a valuable item that increases her market value. Marrying her off is way to build a relationship between two families. To a husband, his wife’s chastity maintains the value of his property and insures that the offspring is his. To assault a woman is to commit a crime against the communal property of a family. But a woman herself has no rights over her body that any man is bound to respect. As Lara Logan discovered in Tahrir Square.

An unaccompanied woman is ownerless.

(…)

The Burka placed responsibility on women to defeminize themselves and mark themselves as property. Centuries of Islamic jurisprudence put the burden of responsibility for any assault on a woman as the object that tempts men to sin. The circular reasoning of Islam says that if a man assaults a woman, it is because she tempted him. That femininity is inherently an object of temptation. The Burka and the Hijab began as a way of defeminizing women for their protection, but then became an indictment of women. Women were no longer being defeminized to protect them, but to protect men from them.

(…)

Like all social rules, they don’t apply equally. The daughter of a wealthy and westernized urban family will enjoy an immunity from them, that the daughter of a poor family in a village will not. The wealthy daughter will attend the London School of Economics, use Twitter and serve as an example that her country and Islam are really very liberated. The poor daughter will be a second wife to some bored fat merchant and be considered lucky if he doesn’t beat her to death when she loses her looks.

Meanwhile the young men will roam the streets bored and frustrated.

Oversexed and underfucked kalder man det vist. Der står en million migranter i Tyskland og flere er på vej. De er inviteret af de, der i sidste ende vandt den politiske dagsorden stik mod debattens substans. Prisen deles af os alle. Prisen er ikke blot økonomisk fallit. Prisen er vores levevis. Alt betale ved kasse et. Og hvis ikke man vil betale står den på krig.

Shia mod sunni

Saudi-arabien har til Irans store fortrydelse henrettet en shiamuslimsk imam. Diplomatiske forbindelser er sløjfet og truslerne om hævn hænger stadigt tykkere i luften. Sunni mod Shia med Saudiarabien og Iran hovedaktørerne i dette seneste kapitel i denne snart 1.400 år gamle islamiske krig ser ud til at blusse op igen. Charles Krauthammer koncentrerer sin analyse i National Review om Obamas udenrigspolitik

Commenting on Saudi Arabia executing an Iranian cleric, Krauthammer said, “I can’t say the Saudi execution of this Shiite cleric was very wise, but they did see it as in their national interest, and I think they are acting fairly desperately. Because they look around and their protector since the 1930s when King Saud met with FDR, and they essentially established this relationship — ‘you supply us oil, we protect you’ — is deeply in jeopardy.”

“They look at the way Obama has abandoned them,” Krauthammer continued. “The nuclear deal is just the culmination of the process. Abandoned them in Syria, abandoning the red line, has done nothing since the signing of the nuclear agreement.”

Krauthammer said the Saudis now worry about encirclement: “Iran has become increasingly aggressive in Syria. In Yemen, which is, remember, is right on the doorstep of Saudi Arabia – it’s not removed the way Syria is – and they see serious encirclement.”

Også i Wall Street Journal kan man læse om den amerikanske eftergivenhedspolitiks fallit

President Obama imagined he could end his second term with an arms-control detente with Iran the way Ronald Reagan did with the Soviet Union. It looks instead that his nuclear deal has inspired Iran toward new military aggression and greater anti-American hostility.

The U.S. and United Nations both say Iran is already violating U.N. resolutions that bar Iran from testing ballistic missiles. Iran has conducted two ballistic-missile tests since the nuclear deal was signed in July, most recently in November. The missiles seem capable of delivering nuclear weapons with relatively small design changes.

The White House initially downplayed the missile tests, but this week it did an odd flip-flop on whether to impose new sanctions in response. On Wednesday it informed Congress that it would target a handful of Iranian companies and individuals responsible for the ballistic-missile program. Then it later said it would delay announcing the sanctions, which are barely a diplomatic rebuke in any case, much less a serious response to an arms-control violation.

Under the nuclear accord, Iran will soon receive $100 billion in unfrozen assets as well as the ability to court investors who are already streaming to Tehran.

(…)

The White House’s media allies are blaming all of this on Iranian “hard-liners” who are supposedly trying to undermine President Rouhani for having negotiated the nuclear deal. Memo to these amateur Tehranologists: The hard-liners run Iran.

Og for at tvære pointen helt ud “The sages now blaming hard-liners for Iran’s nastiness are the same folks who told us that the nuclear accord would empower the “moderates” in Iran by showing America’s peaceful intentions”. “Change” var hvad folk ville have uden at vide hvad det rent faktisk indebar og så fik de forandring. En forandring til det værre fordi flertallet ikke kunne tænke.

Det hele er nu ikke Obamas skyld. Islam er en rådden verden og et kollaps eller endnu en krig er uundgåeligt uanset vestlig naivitet. Spengler tegner i Asia Times et dystert billede for Saudiarabien, som lider under faldende olipriser (hvilket Obama med sin anti-fracking politik ikke har hverken lod eller del i)

Worst of all, the collapse of Saudi oil revenues threatens to exhaust the kingdom’s $700 billion in financial reserves within five years, according to an October estimate by the International Monetary Fund (as I discussed here). The House of Saud relies on subsidies to buy the loyalty of the vast majority of its subjects, and its reduced spending power is the biggest threat to its rule. Last week Riyadh cut subsidies for water, electricity and gasoline. The timing of the executions may be more than coincidence: the royal family’s capacity to buy popular support is eroding just as its regional security policy has fallen apart.

For decades, Riyadh has presented itself as an ally of the West and a force for stability in the region, while providing financial support for Wahhabi fundamentalism around the world. China has been the kingdom’s largest customer as well as a provider of sophisticated weapons, including surface-to-surface missiles. But China also has lost patience with the monarchy’s support for Wahhabi Islamists in China and bordering countries.

According to a senior Chinese analyst, the Saudis are the main source of funding for Islamist madrassas in Western China, where the “East Turkistan Independence Movement” has launched several large-scale terror attacks. Although the Saudi government has reassured Beijing that it does not support the homegrown terrorists, it either can’t or won’t stop some members of the royal family from channeling funds to the local jihadis through informal financial channels. “Our biggest worry in the Middle East isn’t oil—it’s Saudi Arabia,” the analyst said.

China’s Muslims—mainly Uyghurs in Western China who speak a Turkish dialect—are Sunni rather than Shia.  Like Russia, China does not have to worry about Iranian agitation among Shia jihadis, and tends to prefer Iran to the Sunni powers. As a matter of form, Beijing wants to appear even-handed in its dealings with Iran and Saudi Arabia, for example in recent contacts between their respective navies. Chinese analysts emphasize that Beijing has sold weapons to both—more in absolute to terms to Iran but more sophisticated weapons to the Saudis.

More pertinent than public diplomacy, though, is where China is buying its oil.

Nonetheless, China’s oil import data show a significant shift away from Saudi Arabia towards Russia and Oman (which China considers part of the Iranian sphere of influence). Russia’s oil exports to China have grown fourfold since 2010 while Saudi exports have stagnated. Given the world oil glut, China can pick and choose its suppliers, and it is hard to avoid the inference that Beijing is buying more from Russia for strategic reasons.  According to Russian sources, China also has allowed Russian oil companies to delay physical delivery of oil due under existing contracts, permitting Russia to sell the oil on the open market for cash—the equivalent of a cash loan to Russia.

Det er alt sammen meget spændende og man kunne jo nyde sine popcorn til øllerne, hvis ikke det var således at den vestlige naivitet havde importeret nisserne. Ifølge BBC er der stigende bekymring for at “the sectarian divides so bitterly apparent in much of the Middle East” mellem sunnimuslimer og shiamuslimer udvikler sig yderligere i England. En shiamuslim fortæller

“Even at Soas, a university I love, Sunnis and Shias have big arguments all the time,” says Anahita.

“And elsewhere in London, we have the same problem - Sunni and Shia arguing. You can clearly see it when you walk in Edgware Road or Kilburn.

“If you have a green bracelet or anything that shows you are Shia, they look at you as if you are not even Muslim, or you don’t exist. It’s very disrespectful, and very sad.

“Islamic societies in general and especially in London are getting bigger all the time. But not in a good way.”

En tilflyttet shiamuslim mærker nu hvordan muslimer behandler ikke muslimer - og så er det lige pludselig ikke godt at der bliver flere af de andre muslimer i London. Hvor flygter muslimerne næste gang hen, når de bliver mange nok?

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress