What it’s always all about

En muslim med dansk statsborgerskab iscenesætter sig selv om offer for diskriminatiopn for et villigt TV2, der ikke formår at stille et eneste relevant spørgsmål. “Folk tror at det her det er virkelig…badetøjet det handler om. For mig handler det mest om, at min søn ikke fik lov til at være sammen med sin mor i en fridag” siger stakkels Ulfat Al-Sitt og ikke et øje er tørt. Men ingen nægtede sharia-aktivisten samvær med sønnen da det var Ulfat selv, der insisterede selv på religiøst badetøj.

Mesterinstruktøren Steven Spielberg advarede i en tale til nogle graduenter mod den stigende antisemitisme. Den var reel, fortalte han, selv om han selv var opvokset med en ide om at den var for aftagende efter destruktionen af Nazityskland. Også hadet mod homosexuelle var en stigende trussel. Spielberg er fantastisk bag et kameral, men han er også en centrum-venstrefløjser og i næste åndedræt advarede han imod den stigende islamofobi.

En dansk ægtefælle til en jøde funderer i Information over det sørgelige i at holde vagt i skudsikker vest foran sine børns skole.

Min datter på syv år peger stolt på mig.

»Se, min far er vagt i dag,« siger hun til sin veninde fra 1. klasse og banker på skjoldet i min skudsikre vest.

»Hvorfor har du egentlig den på?« spørger hun og kigger op på mig.

Spørgsmålet er stillet nysgerrigt, neutralt – ikke med angst eller frygt. Hun er jo kun syv år.

Hvad skal jeg svare hende? Jeg vælger den praktiske vinkel og forklarer hende, at en skudsikker vest gør, at jeg ikke dør, hvis jeg bliver skudt.

»Men hvem skulle da skyde dig?«

Jeg når at konstatere antydningen af frygt i hendes øjne, inden jeg svarer hende, at hvis der nu skulle komme en bandit med en skyder, så er det jo meget rart at vide, at jeg ikke kommer til skade. Hun lader til at være tilfreds med den forklaring, eller også er det bare venindens insisteren på at lege, der lader mig slippe for at komme med yderligere forklaring.

(…)

Vi ved ikke, hvornår angrebet kommer, og vi ved heller ikke, hvilken slags angreb det vil være – varme eller kolde våben, som det hedder. Vi ved det ikke, men vi har forberedt os på det meste. Vi har fået undervisning og uddannelse og øvelser gennemført af professionelle sikkerhedsfolk.

Man kan ikke sætte ord på. Det er bare en bandit, som vi ikke ved hvor kommer fra og i hvilke mængder. Nærmere beskrivelse er svær, hvis ikke man vil geråde sig ud i islamofobi. Så hans afsluttende retoriske spørgsmål “Hvem bliver de næste, der skal leve i frygt? De homoseksuelle?” fortjener ikke den forlorne undren. Vi ved, hvem der bliver de næsten, alle der kan krybe og gå, også de homosexuelle, som blev udsat for en mindre massakre i den amerikanske by Orlando.

50 mennesker er indtil videre tallet af dræbte med over hundrede sårede. Gerningsmanden er “amerikaner med afghansk baggrund” dristede DR tekst-TV sig til at sige og så vidste man jo, hvad klokken var slået og straks blev der fra officielt hold i Florida rakt ud til det muslimske samfund, som jo altid er de sande ofre når ikke-muslimer slagtes, og Facebook lukkede Pamela Gellers FB-side ned for at knytte islams lære til islams praksis med tilfældet bøssemassakren i Orlando. Alligevel taler amerikaneren med muslimsk baggrund Barak Husein Obama ikke om islam; “no definitive judgment on the precise motivations of the killer (…) ‘What is clear is that he was a person filled with hate

‘The shooter targeted a nightclub where people came together to be with friends, to dance and to sing, and to live,’ Obama noted.

‘The place where they were attacked was more than a nightclub, it was a place of solidarity, of empowerment, where people have come together to raise awareness, to speak their minds and to advocate for their civil rights,’ he continued.

Og så konstaterede han aT “The shooter was apparently armed with a handgun and a powerful assault rifle“, hvorfor det var et spørgsmål om øget våbenkontrol. At der netop døde så mange bøsser fordi ingen af dem var bevæbnet med bøsser så de kunne forsvare sig selv og hinanden i ægte ‘empoweret’ solidaritet, i stedet for blot at blive slagtet i hinandens arme.

trump-krc3a6ver-svar

Obama mødes dog gerne med homofober, så længe de er muslimer, skriver Breitbart

President Barack Obama choose to publicly meet with an Islamic preacher in February who said the Koran declares gay sex “a despised act, it is haram, it is forbidden in Islam, completely, absolutely.”

The meeting in Baltimore came shortly after Breitbart publicized the Islamic cleric’s orthodox denigration of gays, which was posted on YouTube. It also came after Breitbart asked Obama’s gay political allies to comment on the Islamic cleric’s statements.

“You are a transgressing people,” said the cleric Imam Yaseen Shaikh, who sat on Obama’s left at the meeting. He is the man at the right hand side of the photo above, wearing a white hat. He is a senior leader of the Islamic Society of Baltimore, which Obama choose for the first presidential visit to a mosque in February 2016.

obama-og-homofoberne

En bøsse-aktivist på Sky News, der som Obama beskrev bøsseklubber, som “places of solidarity”, kunne se at det var et “deliberate attack on LGBT people“, men nægtede at forholde sig til, hvilken åndelighed, der lå bag denne bandit, eller med hans ord, “dreg of humanity”. “Scum” kaldte han ham “That’s all he is!”. “Any Dreg of humanity can pick up a gun a murder people”,men forsigtigt forholdt simple realiteter om bandittens muslimske tanke og tale (selv bandittens arbejdskollegaer kunne se han var en tikkende bombe, men frygten for islamofobi-beskyldninger afholdt dem fra at reagere korrekt), blev den selvretfærdige prædiken utilstrækkelig og han stormede ud af studiet

For en god ordens skyld, så slog en Orlando imam ellers fast at døden kun er hvad bøsser fortjener.

I hvilken som helst by med eller uden en massakre kan man finde en imam der roligt har forklaret logikken bagved. Denne forklarer hvori islamisk barmhjertighed består, nemlig som en nedjustering af opskruede grusomheder. Daily Mail fortæller at en tyrkisk avis kalder ofrene ‘perverse’. Daily Mail anstrenger sig samtidig for at kalde den tyrkiske avis ”right wing” uden helt at fortælle om den er fortaler for minimalstat eller bare alment islamofobisk.

Newt Gingrich taler dog sober om sammenhængen mellem islam og vold mod først og fremmest minoriteter.

Love is in the air

Vi kan overvinde had ved at imødegå negative stereotyper og fordomme gennem dialog og næstekærlighed” skriver Ayan Yasin, “studerende og veninde med de to voldsofre”, i Politiken. De to voldsofre er Nada Musse og Ayaan Ahmed, der blev “verbalt og fysisk overfaldet af tre etniske dansker – en mand og to kvinder – efter et cafébesøg i Odense” og det var “en forbrydelse motiveret af had til og fordomme mod muslimer og er en konsekvens af folkevalgte politikeres indvandrerfjendtlige polemik og propaganda mod den muslimske minoritet i Danmark.”

Hvad kan vi lære af denne hadforbrydelse? Hvordan får vi vendt skuden? Al had er tillært og kan derfor aflæres. Vi kan overvinde had ved at imødegå negative stereotyper og fordomme gennem dialog og næstekærlighed.

Hadforbrydelser er et åbent angreb på vores danske værdier og skal bekæmpes med handlinger af godhed. Vi, flertallet, kan ikke tie længere. I lyset af had er tavshed dødbringende. At tie er at samtykke, og apati kan tolkes som accept.

Godt de stakkels ‘Sharia-aktivister‘ ikke var fra Politiet. Men jeg modstår fristelser om at nævne moskeer, koraner, Muhammeds udsagn, kriminalstatistikker, Frankrig i undtagelsestilstand, terror mod jøder, Islamisk Stat…. Hmmm, Islamisk stat og tonen i debatten, det minder mig om noget jeg læste tidligere i debatten. Åh jo, “Socialdemokraten Jacob Lund, der sad i Folketinget for sit parti i et år frem til valget sidste sommer” og “ i dag er lokalformand for Socialdemokraternes partiforening på Nordbornholm” tweetede “IS er en muslimsk version af DF” fordi Dansk Folkeparti vil “tage opholdstilladelsen fra flygtninge og sende dem hjem.” skriver Berlingske Tidende

Overfor politiko.dk uddyber Jacob Lund sin holdning:

»De har begge to frygten for det fremmede. Begge parter vil jo gerne udrydde dem, der ikke hører hjemme hos dem selv. Det kan godt være den ene skyder på dem, og de andre bare fortæller dem, at de skal flygte, men målet er jo det samme,« siger Jacob Lund.

(…)

At man ønsker, at flygtninge og immigranter skal sendes retur, er vel ret forskelligt i forhold til IS, der slår folk ihjel?

»Nej, de skræmmer jo også.«

Men IS slår folk ihjel?

»Ja, på den måde er der forskel, men begge parter vil gerne have sit eget område for sig selv.«

Måske er det svært med dialog hvor muslimer og venstrefløjsere ikke kan tænke en ærlig tanke, men måske skulle man prøve med næstekærlighed - eller måske blot med noget juhu, mens det hele går ad helvede til, så luk øjnene og dans dialog ind i dit hjerte

The Establishment strikes back

Der synes at være et skred i vesterlændingenes erkendelse, som Kim Møller beskriver på Uriasposten

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Men det etablerede giver sig ikke uden kamp. For den er magten blevet sit eget indhold og den den ser ud til at ville ofre alt, selv befolkningen, for en forlængelse. “The President of the unelected executive arm of the European Union (EU) has vowed to block all right wing populists from power across the continent, shortly after acquiring the power to exert “far-reaching sanctions” on elected governments.” hedder det på Breitbart

Jean-Claude Juncker, the president of the European Commission, promised to exclude Norbert Hofer, the leader of Austria’s Freedom Party (FPÖ), from all EU decision-making if elected ahead of yesterday’s presidential vote.

“There will be no debate or dialogue with the far-right,” the liberal bureaucrat told AFP.

The FPÖ has been Austria’s top-polling political force for some time. However, after leading the pack for most of the presidential race, the right-wing candidate lost out by 0.6 per cent to the Green party, after the inclusion of postal votes, and months of Europe’s mainstream media calling the centre-right populist “far right”.

Right wing populists are periodically topping the polls across the continent – in France,SwedenHolland, and now Austria – and anti-migrant populists are already in power inHungaryPoland, and the Czech Republic.

Mr. Junker’s definition of “far right” is somewhat broad, noted by him previouslydescribing Hungary’s conservative president, Viktor Orbán, as a “fascist.”

With the continent-wide democratic surge to the right, the anti-democratic Commission could be in for a challenge in their attempt to exclude each and every elected government they deem to be “far right.”

However, as of 2014, the Commission was handed a batch of new powers that it could plausibly use to do just this – powers already being mobilised against Poland’s elected, conservative leaders.

The Commission can now trigger a “rule of law mechanism” (Article 7 TEU) againstnations it perceives as deviating from “the common constitutional traditions of all Member States.” Ultimately, “far-reaching sanctions” can be exerted, and a country can be stripped of all voting rights in the EU and have funding blocked.

Og for at puste til min egen snigende paranoia, så kan det se ud til at man undgik at gøre brug af “Article 7 TEU” ved at håndtere problemet på et nationalt niveau

The election victory of Alexander Van der Bellen, former head of the Austrian Green party, against Austrian Freedom Party (FPÖ) candidate Norbert Hofer, saw one of the tightest results in Austrian electoral history.

The former Green leader won the vote by a mere 0.6 per cent after postal ballots had been counted. Some are sceptical of the results and one case in particular has given pause.

The town of Waidhofen an der Ybbs has, on the Austrian Interior Ministry website, a stunning result: 146.9 per cent of the town voted, Stern reports.

According to the Interior Ministry website a total of 13,262 people had voted with 12,559 of the votes cast being regarded as valid which is still estimated to be more people than actually reside in the town.

The Interior Ministry came out and claimed that the entire result was simply a technical glitch and Robert Stein, chairman of the Electoral Department of the Interior, said the problem was an input error on behalf of one of their staff.

Man tror efterhånden det værste, men muligvis var det blot en fejl med alle de stemmer. I USA møder mange døde mennesker op for at give deres stemme

See, for example, this story out of Florida. Or this story out of North Carolina. Or this story, wherein a convicted fraudulent voter and poll worker in Ohio was cheered at a Democrat-sponsored anti-ID rally in Ohio. Or these instances of elected Democrats being charged and convicted of illegal voting. While you’re at it, don’t forget about Rhode Island’s voter ID law, passed by a Democratic legislature and co-sponsored by black Democrats who stated that they’d personally witnessed fraud. The anti-voter ID crowd must be forced to explain just how much fraud they’re willing to accept.  Double voting, non-citizens voting, dead people voting, etc.  I’ll leave you with a friendly reminder that there is an overwhelming bipartisan consensus in support of these common sense laws.

Men man behøver nu ikke vække de døde, hvis man kan importere en zombiehær, til at udslette de sidste rester af folkets vilje, hvis det står til Hillary Clinton, der ser ud til at ville ophæve grænsen til Mexico, skriver Breitbart

“I would not deport children. I do not want to deport family members either,” Clintondeclared in March. Clinton’s pledge not to enforce U.S. immigration law as President represents an essentially unprecedented departure from the nation’s history of enforcing immigration law.

The Center for Immigration Studies’ Mark Krikorian described Clinton’s pledge as “a breathtaking step toward open borders.”

As the Washington Post reported: “Clinton’s pledge not to deport any illegal immigrants except violent criminals and terrorists represents a major break from President Obama, and it could vastly increase the number of people who would be allowed to stay in the country.”

Clinton’s vision erases entirely the protections that U.S. immigration laws are supposed to afford American citizens: such as protecting Americans from losing a job to an illegal immigrant, preventing the sapping of school and hospital resources, as well as defending the voting privileges and enfranchisement of U.S. citizens (giving citizenship to illegal immigrants allows them to cancel out the votes of native-born American citizens).

The implication of Clinton’s platform– i.e. that illegal entry is not in and of itself a deportable offense–represents a central pillar of the open borders credo: namely, that millions of people can illegally come to the country, take jobs, attend U.S. schools, receive affirmative action, apply for federal benefits, and give birth to children who receive birthright citizenship.

Moreover, waiting until after a violent conviction has been obtained to deport an illegal alien means that immigration laws were enforced far too late–i.e. they were not enforced until after an American was victimized, raped, or murdered by a criminal alien. A federal policy that waits to enforce immigration laws until after there is a criminal conviction would mean admitting and releasing criminals by the hundreds of thousands, and letting them roam free until after they have committed a crime, and have been apprehended, tried, and convicted for that crime.

Samme vision om international socialisme har Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der vil give asylansøgere stemmeret til kommunalvalg. Begrundelsen er følgende

- København er en international storby, hvor der er mange, som kommer til. Det er både internationale studerende og folk, som i kortere eller længere perioder skal arbejde her. Og så er vi begyndt at modtage flygtninge igen.

- Nu er det på tide at sige, at de mennesker, som bor i byen, skal have indflydelse på Københavns udvikling fra dag ét, siger hun.

Uh, en dejlig leg med begreber, som venstrefløjen kitter deres logik op på. Man kan sagtens beskrive København som en international storby ud fra en eller anden betragtning om dens forbindelser til omverdenen og den kuturelle, videnskabelig, kulturelle osv output. Det er beskrivelser, men faktuelt er København en dansk by. Faktisk er København nationens hovedstad.

PS: Det tidligere medlem af det etablerede Helle Thornings tidligere rådgiver Noa Reddington foreslår i Politiken i samme angst for folket at spærregrænsen hæves fra 2 til 4 procent så man undgår at skulle forholde sig til “Nye Borgerliges balstyriske formand” Pernille Vermund og Dansk Samlings ’sammenbidte og svedende’ formand Morten Urhskov Jensen.

For børnenes skyld

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Fredens projekt

Demografi, Diverse, EU, England, Erdogan, Fascisme, Historie, Indvandring, Multikultur, Muslimer, Terror, Tyskland — Drokles on May 13, 2016 at 4:49 am

Selv som teenager købte jeg ikke postulatet om EF, siden EU, som fredens garant i Europa. Jeg forstod, selv med mit ringe kendskab til den store verden, at politikerne optrådte som kvaksalere, betlende slangeolie mod alle dårligdomme. Både Den Kolde Krig og den stille observation at demokratier ikke havde præcedens for at gå i flæsket på hinanden var indlysende argumenter for mit unge sind, som blæste ideen om en unions fortræffeligheder og et par handelsaftalers mirakelvirkning væk. Jeg har aldrig fået en EF/EU tilhænger til at forklare præcis hvad det er for en krig, som EU har forhindret. Kul- og Stål unionen skulle hindre endnu en tysk-fransk konflikt og da den var en fransk opfindelse måtte man mene at det var tyskerne man burde stoppe. Så hvem var den næste Hitler? Adenauer? Erhard? Kiesinger? Brandt? Smith? Kohl? Hvilke af disse gale hunde blev holdt i skak af Unionen?

Så indlysende var den indsigt for mig at den er blevet siddende så fast i alle årene at jeg end ikke gad overveje at læse Kasper Støvrings sikkert glimrende bog Fortællingen om Fredens Europa - Georg Metz kunne ikke lide den, så den må være ret god - fordi det er anstrengende at blive bekræftet i egne forestillinger. Og påstanden om EUs fredskabende egenskaber er da også på retræte, måske især efter EU hovent paraderede sin impotens overfor Rusland, mens det æggede Ukraine. Og så var der jo Jugoslavien i 90′erne. Men herhjemme er ikke i England, der står overfor at skulle bestemme sig om de overhovedet vil være medlem af, hvad der i stigende grad ligner en taberklub. Og med en mistillidserklæring fra vælgerne truende i horisonten, bliver systemets mænd endnu mere stålsatte på at benytte de metoder der ikke virker, blot mere intenst. I dette tilfælde argumentet om EU som fredens projekt, hvor premierminister David Cameron direkte advarede om at et Brexit ville kaste Europa ud i krig.

I Guardian kaldte Simon Jenkins Camerons historieskrivning for “rubbish” og “Project Fear gone mad” og mindede om Camerons forgænger Salisbury, der navngav sin politik “splendid isolation”

The best thing that happened to medieval England was its defeat in the hundred years war and the end of English ambitions on the continent of Europe. The best thing to happen in the 16th century was Henry VIII’s rejection of the pan-European papacy. The wisest policy of his daughter, Elizabeth I, was an isolationism so rigid that she rejected one continental suitor after another. Britain fought off all attempts by France and Spain to restore European Catholicism, and accepted a Dutch and a German monarch strictly on the basis of British parliamentary sovereignty.

Cameron’s 18th-century predecessor was Robert Walpole, author of Walpole’s Peace. Its meticulous isolation from Europe’s conflicts brought Britain a golden age of enlightenment and industrial revolution. In 1734, Walpole could proudly tell the Queen: “Madam there are 50,000 men slain this year in Europe, and not one an Englishman.”

Even William Pitt’s creation of a British empire was based on staying explicitly aloof from the seven years’ war on the continent of Europe. Later, while Horatio Nelson’s victories were essential to British interests, the Waterloo campaign could hardly, on David Cameron’s terms, have been avoided by earlier intervention. Nor did Napoleon Bonaparte pose a serious threat to Britain.

I Telegraph mindede Nigel Jones ligeledes om en af Camerons konservative forgængere, nemlig Pitt the Younger, der som argument for at stå imod Napoleons tyranni sagde at det var englands rolle atSave Europe by her example”. Og et Brexit kunne meget vel være et eksempel med en domino-effekt indikerer meningsmålinger. Som kontrast beskrev han Camerons horistont med Goebbels diktum om at folk vil tro en løgn, blot den er stor nok. For mens EUs grundlæggere “distrusted democracy, which they believed had brought dictators and demagogues to power, and determined that their project would create a post-democratic new order, imposed by stealth step by step on their blissfully ignorant populations” peger Jones på at unioner ser ud til at kollapse, nogengange endda i et kaos af krig.

The history of EU-style multinational federations imposed by an elite from above in Europe is not a happy one. From the frayed patchworks of the  Holy Roman and Hapsburg Austrian Empires, down to the collapse of Yugoslavia and the Soviet Union, they have invariably ended in bloody chaos, and then the peace and quiet of the graveyard.

Not for nothing did a bemused Mikhail Gorbachev – and as the man who presided over the dissolution of Russia’s “evil empire” he should surely know – say that the most puzzling development in Europe over the past decade was the determination of the EU’s leaders to reconstruct the Soviet Union, a failed state if there ever was one, on the soil of western Europe.

Gorbachev was speaking before the long arm of EU meddling reached as far as Ukraine, causing that vast country to split in two and threaten  war with Vladimir Putin’s Russia – a slow-burn crisis that may yet erupt once more into open conflict.

Back in the 1990s, the total failure of EU diplomacy helped speed former Yugoslavia into a brutal ethnic civil war. A fragile peace was finally imposed on those troubled lands not by the EU, but by Nato bombs and arm twisting backed by the Atlantic alliance’s  military muscle.

Og Oberst Richard Kemp var Telegraph endnu mere konkret i hvorledes EU ville underminere freden

A German defence white paper, leaked last week but supposed to be kept under wraps until after the referendum, leaves no doubt of Germany’s intention to drive through the merger of Europe’s armed forces “and embark on permanent cooperation under common structures”. Germany has begun to combine substantial elements of the Dutch forces with their own.

A centralised army is an indispensable component of the superstate to which the EU is openly committed. It would also provide an excuse for struggling economies to slash defence budgets. Few nations take defence seriously enough to spend even the 2 per cent of GDP required by Nato, a shortcoming criticised by President Obama in Germany last month. An EU army will see these nations cut back even further, cynically pretending that defences are strengthened even as forces and capabilities are merged and downsized.

(…)

As well as depleted strength and capability, the aggregated European forces will beemasculated by a lack of political will. After Iraq and Afghanistan the West is paralysed, with governments terrified of committing ground forces to any conflict. An EU command structure, fraught with divergent and opposing policy agendas, will turn paralysis into rigor mortis. Look at the EU’s long track record of vacillation, timidity and inaction on the Balkans, Ukraine, Syria, Libya, the immigration crisis and the Islamic State.

None of our enemies is going to take an EU army seriously. Its creation would undermine one of the most critical virtues of a strong and credible defence: deterring an aggressor from action they might be forced to regret.

Og i Breitbart perspektiverede samme Kemp

The EU failed to prevent the migration crisis that threatens to overwhelm many European cities and the housing, welfare, health, and education services paid for by the hard work of citizens who have been allowed no say.

The EU failed to deploy effective naval forces along the North African coast to prevent illegal immigration across the Mediterranean. Such action, used to great effect by Australia, would not only have prevented the landing of countless unregulated immigrants on our shores but would also have saved thousands of lives and sent a firm message to both immigrants and traffickers.

It was self-doubt and a desire to expunge the sins of the past rather than strong and principled leadership that led Europe’s most powerful politician unilaterally to invite in migrants from the corners of the earth, to transform German cities and to assault and rape German girls. A policy that opened the doors of Europe to hundreds of thousands of economic migrants, including many young men of fighting age who abandoned their families and their countries; and closed the doors to genuine refugees.

Timorous EU countries failed to take military action against Assad’s regime in Syria when he crossed the chemical weapons ‘red line’. Action that could have ended his reign of terror and prevented the intervention of Russia and Iran that has solidified his position and exacerbated the migrant crisis.

Fearful EU members failed even to contemplate setting up protected safe havens in Syria, where millions of beleaguered people could have taken refuge without the need to move to other countries. This would have required boots on the ground but, terrified by experiences in Iraq and Afghanistan, few if any EU states are prepared to countenance that. Physical danger was not their only fear; they were also afraid to act without United Nations authorization, which would have been vetoed by Russia.

Now, bullied and blackmailed by President Erdogan, the EU is now allowing visa free access to Europe for 70 million Turks and is well on the way to admitting Turkey to full EU membership. Not only will this push back the borders of the EU to Iran, Iraq and Syria, but it will also lead to yet another massive population shift in Europe, without consultation further transforming the way of life of its citizens.

This is the peace and security provided by the EU today.

EU som fredens projekt er en løgn ingen længere gider høre. Kun de mest desperate gider fortsat fortælle den. England forlader EU, EU falder fra hinanden - med lidt held.

brexit

Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Citizen Donald?

Det ellers glimrende og konservative National Review mener at Trump er lige så slem som Hillary Clinton mens ellers venstreorienterede Susan Sarandon frygter Hillary mere end Trump. Hillary, hun har også sit at slås med, hvilket medierne og især de danske glemmer. Den anarkistiske hackergruppe Anonymous truer Hillary med at “afsløre alt” fordi løgn er blevet hendes “natur” og minder om 30.000 slettede e-mails og 1/2 mio. døde irakiske børn i Irak, som de mener hun må stå på mål for. Og der er da også et hashtag, #DROPOUTHILLARY.

Vores egen David Trads kalder Trump “den fascistoide reality-stjerne”, “en notorisk løgner”, “gal”, og “den største trussel mod vores sikkerhed – fordi han med sit vanvid, sit had, sin fjendtlighed over for muslimer, mexicanere, kvinder, handicappede, sin begejstring for Putin, sine udfald mod Kina, Mexico og verden” og sammenligner Trump med Titanics forlis, som det tog sig ud gennem Mikael Wihes fakta-fattige men klassiske protestsang. Alt sammen baseret på “indslag, [han] har set i TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og det, [han] har læst i de danske aviser” og en Hillary Clinton reklame. Det fortæller alt væsentligt om Trads - og danske medier.

Trump er “the ultimate outsider“, som taler direkte til folket, skriver Piers Morgan i Daily Mail, som to af ti grunde til at Trump har rystet det politiske parnas i Washington. Og sandt er det at Trump ikke har haft behov for en større kampagnemaskine i modsætning til hans modstandere, som man kan se i denne New York Times grafik

skc3a6rmbillede-2016-05-05-kl-123846

Hvis man skal tro meningsmålingerne er Trump ikke populær blandt vigtige demografiske grupper, som kvinderne, latinoerne, afroamerikanerne (negrene), bøsserne, de handicappede og de kriminelle. Men er han populær blandt vælgerne? Bruce Thorntorn giver sit bud på Frontpage Magazine

Trump has consistently disproved conventional wisdom. The old electoral truisms may not apply. Take the clichés about Hispanics. For nearly a decade we’ve been told that the Republicans needed to cultivate this “fastest growing demographic group,” as Obama warned everyone in 2012. The party wise men counseled Republicans to drop the harsh rhetoric about illegal aliens and reach out to the 9% of voters who are Hispanic and allegedly “natural conservatives.” Heeding this advice, Senate Republicans toyed for a while with “comprehensive immigration reform,” which many voters decoded as “amnesty” for lawbreakers stealing their jobs. Yet in most polls, “immigration reform” is consistently low on the list of issues that concern Hispanics.

That didn’t stop some in the party from angering much of the white working class, 36% of the electorate, just to pursue this electoral will-o-the-wisp. About a third of those voters voted Democrat in 2012, but evidence suggests that many are shifting to Trump this year. So Trump speaks to their concerns about ICE’s “catch-and-release” of felons, the hundreds of Americans murdered by illegal aliens, the quality-of-life crimes making many neighborhoods and cities unlivable. Trump promises to put a stop to “sanctuary cities” that blatantly disregard federal law and get away with it.  He gets their anger at seeing protestors, like those in Irvine last week, attempting to stop their right to assemble and waving Mexican flags, or the demonstrators in Indiana Monday arming their children with F-bombs to hurl at Trump supporters.

And he especially understands how sick many Republicans and Democrats are of the snotty rhetoric from some leaders and pundits of both parties. From their tony enclaves far from the daily disorder and mayhem caused by our immigration failures, they suggest that such complaints reflect bigotry and xenophobia. So Trump promises to round up the illegals, build a wall on the border, and make Mexico pay for it. And I’ll wager that the pollster’s net doesn’t catch significant numbers of voters who sit at home and shout their approval at the television screen and will pull the lever for Trump come Election Day.

In fact, despite his hard words for illegal aliens, there is growing evidence, much of it anecdotal at this point, that significant numbers of Hispanics and blacks like Trump and may vote for him. Here in the San Joaquin Valley, ground zero for Mexican immigration, one more and more frequently runs into working-class Mexicans who admire Trump for his macho bluster and willingness to slap down politically correct gringos with their superior airs and class snobberies. It’s not just white conservatives who have grown sick and tired of the credentialed class telling them how to live and then demonizing them for disagreeing. No one knows how many Hispanics will vote for Trump, but I’ll wager it will be more than voted for Romney.

But Trump is ignorant and incoherent when it comes to policy, the critics say. Contrary to the commentators cocooned in their social and cultural enclaves, elections are not about policy. The majority of voters don’t carefully study the issues, pore over policy papers, and objectively weigh various proposals in order to arrive at the best choice. They are motivated by their “passions and interests,” as Madison understood. “Interests” are about “property,” or in our time, jobs and the economy. Years of sluggish growth, lower workforce participation, and the investor class waxing fat the whole time have angered a lot of people, including Bernie Sanders’ supporters. Trump’s tirades against free-trade-agreements and China’s currency manipulation speak to these frustrations.

The “passions” we see seething through a Trump rally are the anger at elites of both parties who for years now have talked down to the people, dismissed their legitimate concerns, and sneered at their ignorance, even as they pander to privileged minorities or appease the Democrats. They see criticism of Trump, whether intended or not, as criticism of themselves, yet another patronizing dismissal of their grievances. The backlash against political correctness that Trump has brilliantly exploited is the obvious focus of this anger at politicians who are supposed to be on their side, but who always find excuses to cede the high ground to the other side. Why else would the Senate confirm Loretta Lynch as Attorney General, especially after she told the Judiciary Committee that she viewed Obama’s unconstitutional amnesties as “legal”? Was it because she was eminently qualified, or because she is a black woman?

Some will dispute these assertions as misleading or false, but whether they are true or not is irrelevant. Politics is about perception. How else did a cipher like Barack Obama get elected twice? In 2008 he was perceived to be a racial healer, the smartest president ever, a “no red state, no blue state” unifier, and a brilliant orator. None of these perceptions turned out to be remotely true. The second time it was partly because 81% of voters perceived him to “care about people like me,” while only 18% felt the same about Mitt Romney, one of the most fundamentally decent and kind men ever to run for president. Trump seems to get that perceptions and passions come first, and policy can be figured out later. To a greater or lesser degree, this has pretty much been true in all presidential elections. Trump has simply discarded the decorum that camouflages the truth about political sausage-making.

Trump er sikkert usmagelig, men det er hans modstandere der griber til politisk vold

Radikal bedreviden til venstre

Uffe Ellemann Jensen burde have været medlem af Radikale Venstre, men blev frastødt af “at de altid er så pokkers bedrevidende“, som han formulerede det. Ellemann er en ener og bedrevidende kan man ikke være i grupper, så han meldte sig ind i bondepartiet Venstre, hvor han kunne trives som den bedrevidende ener. Og når man er bedrevidende er det svært at erkende at man har taget helt fejl. Da Berlingske Tidendes journalist påpeger overfor Zenia Stampe at “Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …” svarer hun uanfægtet

»Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.«”

At det er indbygget i alle grupper at de som minimum ikke tager fejl er konflikten sådan set indbygget i det multietniske samfund. Det er ikke de radikale der tager fejl, men tarvelige mennesker, der underløber deres drøm. Nej, sådanne bedrevidende mennesker er det ikke til at være sammen med når man vil være en ener, som Uffe. Til udsigten om at EU vil blive nødsaget til at holde flygtninge og migranter ude af Europa med “pigtrådshegn og bevæbnede vagter” siger Ellemann Jensen ifølge Berlingske Tidende

- Det nytter ikke at opgive de indre grænser, hvis man ikke samtidig sørger for at beskytte de fælles ydre grænser. Og det er det, der så åbenlyst er gået galt. Det er der mange grunde til, siger den tidligere udenrigsminister.

Han peger især på, at medlemslandene udviser en manglende vilje til at deltage i fælles europæiske løsninger.

- Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til at tage det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd, siger Uffe Ellemann-Jensen til avisen.

Se, EU er ikke faldet sammen under vægten af egne indre selvmodsigelser - som det var blevet forudsagt - EU er blevet svigtet af dets medlemmer. Tarveligt.

Kommunisterne drømte om at kommunismen kunne frembringe et nyt og bedre menneske. Den ide myrdede de 100.000.000 af den gamle mennesketype og styrtede hele lande i grus på, kun for at konkludere mennesket ikke var kommunismen værdigt. Lidt erkendelse, sneg sig dog ind hos nogle og Socialistisk Folkeparti blev en realitet, da Sovjetunionen lavede en faux pas med invasionen af Ungarn. Til Altinget siger Pia Olsen Dyhr om den vanskelige integration af kulturer, der ikke blot mener at have ret over andre grupper, men også håndret over “deres” kvinder

”Vold er desværre mere udbredt i patriarkalske etniske miljøer end i en gennemsnitligt dansk familie. En etnisk kvinde risikerer at blive udstødt eller endda få bank af sin egen familie, hvis hun går fra en voldelig ægtemand. Der er nogle strukturer, vi som socialister ikke kan være blinde over for.” Men Pia Olsen Dyhr erkender, at der var endnu en grund til, at hun som så mange andre på venstrefløjen var tilbageholdende med kritik af kulturelle og religiøse normer: ”Højrefløjen snakkede så meget om det, og jeg ville ikke puttes i bås med den. For i modsætning til Dansk Folkeparti er jeg fløjtende ligeglad med, om man spiser frikadeller eller ej, og om man går med religiøse symboler som kalot eller tørklæde.”

Det kræver noget særligt, at hævde moralsk overhøjhed mens man indrømmer at man har taget fundamentalt fejl. Som en ægte socialist kan man altid vikle en selvmodsigelse ind, for hvor hun påstår at hun er fuldstændig ligeglad med symboler som frikadeller og tørklæder, så er hendes største bekymring at blive sat symbolsk i bås.

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Islamisk trossamfund frasiger sig de islamiske kilder

Eller også binder de blot godtroende journalister fra Danmarks Radio en historie på ærmet. Danmarks Radio skriver

- Vi går ikke ind for stening som straf, hverken i Danmark eller andre steder ved nogen som helst form for situationer. Vores holdning er, at der kildemæssigt er belæg for, at profeten Muhammad ikke ønskede dette, men netop ønskede, at barmhjertigheden skulle komme i fokus. Og det er også vores holdning. Vi ønsker det ikke indført nogen steder, skriver talsmand for Islamisk Trossamfund, Imrah Shah, til DR Kultur.

Deres holdninger til det kildemæssige belæg ændrer ikke ved det kildemæssige belæg. Og her ser islam ud som islam nu er. På Quran Explorer kan man læse

Bukhari :: Book 8 :: Volume 82 :: Hadith 816

Narrated Ibn ‘Abbas:

‘Umar said, “I am afraid that after a long time has passed, people may say, “We do not find the Verses of the Rajam (stoning to death) in the Holy Book,” and consequently they may go astray by leaving an obligation that Allah has revealed. Lo! I confirm that the penalty of Rajam be inflicted on him who commits illegal sexual intercourse, if he is already married and the crime is proved by witnesses or pregnancy or confession.” Sufyan added, “I have memorized this narration in this way.” ‘Umar added, “Surely Allah’s Apostle carried out the penalty of Rajam, and so did we after him.”

Og man kan også læse

Bukhari :: Book 4 :: Volume 56 :: Hadith 829

Narrated ‘Abdullah bin ‘Umar:

The Jews came to Allah’s Apostle and told him that a man and a woman from amongst them had committed illegal sexual intercourse. Allah’s Apostle said to them, “What do you find in the Torah (old Testament) about the legal punishment of Ar-Rajm (stoning)?” They replied, (But) we announce their crime and lash them.” Abdullah bin Salam said, “You are telling a lie; Torah contains the order of Rajm.” They brought and opened the Torah and one of them solaced his hand on the Verse of Rajm and read the verses preceding and following it. Abdullah bin Salam said to him, “Lift your hand.” When he lifted his hand, the Verse of Rajm was written there. They said, “Muhammad has told the truth; the Torah has the Verse of Rajm. The Prophet then gave the order that both of them should be stoned to death. (’Abdullah bin ‘Umar said, “I saw the man leaning over the woman to shelter her from the stones.”

Det ville have været rart, hvis journalister fra Danmarks Radio ville læse lidt op på kilderne til Islamisk Trossamfund med nogle spørgsmål. Og for at tale om noget lidt andet, nu vi er ved kilderne, så ser det bare ikke godt ud med islam i det multietniske samfund, som David Wood forklarer

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Moratorium som de respektables redoute

Katrine Winkel Holm ser desperationen i de “veluddannede, respektable miljøer” i Pia Olsen Dyhrs udnævnelse af DF’ere som ‘helracister’ og Mogens Lykketofts beskrivelse af regeringen, som “dybt utiltalende personer” og andre “personfikserede ondskabsfuldheder” som et udtryk for at de er på spanden” som deres “naturlige verdensopfattelse” “har spillet komplet fallit”.

Men der er også andre og mere snedige måder at bearbejde realitetschokket på, end blot at lade munden flyde over. Kommunikationaschef i Det Obelske Familiefond Sune Gylling, giver i en kronik i Jyllands-Posten et indblik i de veluddannede, respektable miljøers gryende erkendelse af at der er reelle problemer, med reelle konsekvenser. Men det er samtidig et indblik i, at de veluddannede, respektable folk som Gylling ingenlunde er ved at blive en del af løsningen.

Gylling er af den mening at det er “EU, som trods alle forbistringer har garanteret freden i Europa i snart en menneskealder” og er nu “i knæ”. Derfor gribes vi af frygt og den er naturlig, sund og nødvendig. “Men hvis vi lader frygten tage over (…) bliver vores handlinger irrationelle, og vores rygmarvsreaktioner risikerer at blive endnu farligere end den oprindelige trussel.” Og han nævner i flæng “smykkeloven, teltlejrene, grænsekontrol og flæskegaranti i de randrusianske børneinstitutioner”.

“Etniske minoriteter udsættes for tilråb og overfald” og “Muslimske kvinder får tørklædet revet af” skriver han videre og “Det er svært at overse parallellen til det spirende jødehad i starten af 1940’erne”. Her glemmer han måske at fortælle at jødehadet kommer fra muslimerne, så meget endda at en modig dørmand gav sit liv for at der ikke forekom en massakre i synagogen i København. Men han fortsætter med indsigt at “riget stander i våde” og “[d]en danske befolkning er i overhængende risiko for at blive sprængt i en grad, som er irreversibel, og som kan få katastrofale konsekvenser.”

Han medgiver at danskernes frygt er reel og at vi stå foran en potentiel katastrofe. Men han frygter mere danskernes reaktion, end danskernes skæbne. Det er muslinerne, der er ofrene, som minoriteter får de hevet tørklædet af og får tilbud om frikadeller, men attentaterne på jøderne og forkæmpere for ytringsfriheden nævnes ikke som det ikke nævnes at muslimer i langt højere grad overfalder danskere end omvendt. Og derfor er hans forslag at et moratorium, som en redoute, de veluddannede, respektable miljøer kan søge tilflugt i, nu de har givet afkald på deres safe-space.

Statsministeren og integrationsministeren bør derfor indkalde Folketingets partier til et kriseråd, som har til opgave at nå frem til et nationalt kompromis om flygtningepolitikken:

For det første må de politiske partier indgå en borgfred, som blandt andet betyder et stop for politiske særmeldinger, prøveballoner og over- eller underbud på flygtningeområdet i en nærmere defineret periode for at give arbejdsro.

For det andet må partierne i fællesskab definere et kommissorium for opgaven, hvor hele den komplicerede problematik dechifreres i dens bestanddele: Hvilke kriterier vil vi have for at modtage og afvise asylansøgere? Hvordan kommunikerer vi om situationen, så der ikke skabes mytedannelser? Hvordan imødegår vi respektfuldt relevante bekymringer om konsekvenserne af tilstrømningen? Hvordan begrænser vi den voksende xenofobi og det stigende antal hadforbrydelser? Hvordan forbereder vi de nye borgere på et liv i Danmark med respekt for danske værdier? Og så videre og så videre.

Så der ligger det, et fælles kompromis mellem alle de, der har taget fejl, valgt at se den anden vej eller ligefrem skubbet på den katastrofale udvikling. Alle de, der har benægtet og udskammet, skal begrænse de virkelige problemer, den voksende xenofobi blandt de danskere, der havde ret hele vejen mod afgrunden. Som man ikke fik fastfrosset debatten i 80′erne må nederlaget nu erkendes og så håbe at man kan fastfryse debatten, helst før nytårsaften 2015, så den ikke længere kan udvikle sig med udviklingen. Det skal holde danskerne, det egentlige problem ved indvandringen, i ro.

Det er dem! Og det er også os

Marxisterne har marcheret gennem uddannelsesinstitutionerne med stor succes og fortællingen er kun at se indand og bagud. Som en psykoanalyse, befamler du kun dine egne følelser og ender med at bebrejde din mor. På samme må fortæller medierne bistået af deres mange udvalgte eksperter og debattører kun om hvorledes ‘vi’ har svigtet, ikke været kulturelt sensitive nok, ikke givet penge nok og selv startet det hele i flere omgange, fra korstogene henover kolonialismen til George Bush. Journalisterne har instinktivt internaliseret den fortælling.

Fortællingen om Køln nytårsnat blev hurtigt til alt muligt andet, men mest om os selv og vores forhold til racisme. Nathalie Ostrynski formulerede i Berlingske Tidende at “[k]vinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever“, Kenneth Reinnicke mente at vi beskrev ting forskelligt alt efter om det var dem eller os, der gjorde det samme: “Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression.” Det samme budskab kom Ulla Thornemand med da hun mindede om at “Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Irene Manteufel, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexismeadvarede om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”.

Signe Wenneberg sagde i en ellers ganske indsigtsfuld kommentar i Berlingske Tidende at “Det var afrikanere i kulturchok“, når det nok snarer var tyskerne der fik sig et kulturchok. En Lotte Lund linkede “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. Rune Engelbrecht Larsen mente at “det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet.” helt på linie med Henrik Marstal der mente at massevoldtægterne “er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan

Men der er en anden fortolkning, som poseuren Mads Holger var halvt inde på da han sagde at overfaldene var en konsekvens af “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed“. Nemlig og i samme ånd er islam opkogt i forventning om en forestående sejr og Køln var et signal til den muslimske verden, skriver Stephen Brown i Frontpage Magazine

“The Cathedral was being used as background scenery, which reflects still other messages: that it concerns a strike against the culture of the European city as a meeting place and individual freedom, and that the attack was directed against the (Catholic) Church …,” Rossman states.

Besides acts of sexual and religious terrorism meant to break down German society, the attacks against the women and the cathedral were also a show of Islamic power. Women and religious minorities can be terrorised by Muslim mobs just like in Islamic countries. Their reach is growing.

But perhaps the most important message the New Year’s Eve events were meant to convey was directed at Muslims living in Germany and the Islamic world. And the message is that Germany cannot protect either its women or its religion. It is weak.

In fact, German Christians are so feeble that one of their greatest cathedrals suffered a humiliating attack during a religious service, presided over by one of Germany’s highest churchmen, without consequences. And by publicly molesting such large numbers of infidel women so boldly and brazenly without retaliation, German men are shown as equally weak.

But, just as important, the women’s molestation without retaliation showed that German men were also without ‘honour’. And honour is an esteemed concept among Muslim men, who kill female family members for the slightest sexual impropriety, real or imagined, to restore their ‘honour’.As a result of this feebleness and lack of honour, Germany deserves and is ready for conquest.

It is easy pickings.

Det var det muslimske forår, der sprang ud nytårs nat.

Pressen vælger gode historier fra

Det er i Vesten almindeligt at betragte vores medier, som værende mere pålidelige end ikke-vestlig medier. Russiske medier har en klar pro-russisk dagsorden og der er ingen reel markeds- eller demokratisk kontrol. Og sådan er det sikkert også i resten af den gamle østblok, hvor halvfascister som Victor Orban regerer og Romaer forfølges og bøsser ikke kan gifte sig. De vestlige medier selv er helt sikre på deres egen fortræffelighed. Og sådan var det også engang. Vesten var det eneste sted hvor der herskede frihed. Men det er længe siden.

En gruppe kristne kaste overbord til druknedøden af vrede muslimer, kunne man læse. Men det fik ingen konsekvenser for dækningen og vinklingen. Tyskland sorterer migranterne efter religion og etnicitet, ellers kommer de op at slås. Eller rettere, ellers overfalder muslimer ikke-muslimer og nogen gange også hinanden. Ingen synes at bekymre sig for, hvad perspektivet er i det, især hvis de skal herind at bo. Der advokeres for et multietnisk samfund, mens folk flygter fra sekterisk vold. De fleste migranter er ikke fra Syrien, men vinklen er stadig at alle er flygtninge fra krig. Ingen spørger hvilke af de stridende parter migranter støtter hvem de flygter fra eller synes at kere sig over om det overhovedet er relevant. Der er heller ikke noget perspektiv i at de fleste er mænd i den våbenføre alder. Da disse unge mænd aggressivt angreb grænsevagter i Balkan og Slovenien og hvor som helst, blev det til historier om hvorledes kvinder og børn fik tæsk. En migrant kastede brutalt sin kone med et spædbarn i favnen ned på togskinnerne og hoppede derpå selv ned over hende, mens han skreg at han hellere vil have sin og sin families død end ikke at komme til Tyskland - pressen viser at han ligger på togskinner med sin kone og barn mens grænsevagter står tæt omkring, som var det dem, der var de skyldige. Afrikanske migranter stormer spanske grænsehegn og som de løber gennem gaderne for første gang i det forjættede kristne land råber de Allahu Akbar - og ingen spørger hvad de mon mener med det.

Norsk politi fandt billeder af henrettelser og IS-falg hos flygtninge” skrev flere aviser. Det er politiet, der oplyser om deres fund og medierne refererer selvfølgelig politiet. Men så sker der ikke mere. Danske medier har ikke spurgt dansk politi om de har gjort lignende opdagelser. Hvad med andre lande? “Det, som ser alarmerende ud, kan have andre forklaringer end støtte til terrororganisationer” citerer man en leder for den norske sikkerhedstjeneste og så er det vel godt nok. Det kan betyde så meget, ja, men det kan også betyde at vi ikke ved, hvor mange tusind terrorister, og deres endnu flere sympatisører, der lukkes ind.

Og hvis ikke man vil foretage sin egen research, så kan man vel i det mindste vil ungarsk TVs tidligere reportage, hvor man ikke blot ser indholdet, men også har allieret sig med glimrende psykologer til at tolke billederne. Billederne viser unge mænd, der gennem gensidige prygl, gør sig kampklar til at modstå og håndtere smerte, når de når Europa. Og flere billeder af migranter, der går forbi TV stationernes kameraer og gestikulerer en halshugning så selv ikke eksperter burde være i tvivl om, hvad det mon kunne betyde.

En ungarsk journalist spænder ben for en løbende migrant med et barn i favnen. Skandale og det selv om det viser sig at migranten var jihad sympatisør - what are the odds? - forbliver den del af historien kun på blogs og sociale medier. Finsk TV bringer rørende historier fra flygtninge, der fortæller om deres situation. En af flygtningene har ladet sig fotografere før, back in the old country og genkendes, som MVLEHTI fortæller

terrorist-i-tv

terrorist-fra-tv-med-afhugget-hoved

What are the odds? (Billedet af terroristen med det afhuggede hoved har i øvrigt i målene 500-666 - what are the odds?). Hvorfor er det ikke en historie? Jeg sidder og tænker på at vi, eller i hvert fald jeg, er blevet så vant til denne parallelverden, mellem, hvad man selv kan finde på nettet, Youtube, Facebook og flere men mindre fremragende medier, blogs og hjemmesider og så den verden, der tegnes i de danske medier på statsstøtte, at jeg slet ikke stiller spørgsmål til, hvorfor danske medier, ja vestlige medier i det hele taget, slet ikke fokuserer på historier om hvem flygtningene egentlig er, hvad de kommer for og hvad vi allerede kan se af vold og trusler.

Det er jo gode og opsigtsvækkende historier. Men journalisterne vælger at messe kedelige fortællinger om uverificerbare , som kun venstrefløjen ser og det er kun af ren moralsk pligtskyldighed. Journalister har traditionelt set det som et kald at bringe sandheden for en dag. Siden har de set det som et kald at får sandheden til at ændre verden til det bedre. Siden har de retfærdiggjort den gode historie over sandheden, hvis blot den ændrede verden til det bedre. I dag caster de mest sig selv, mest som en dårlig vane, i det selvbillede de har arvet af at se Alle Præsidentens Mænd og Kinasyndromet med det samme skurkebillede af banditter i habitter og det samme billede af ofrenes forhutlede fremtoning. Det er faktisk mageløst at så mange journalister kan være så moralsk ukorrumperede i deres moralske kald, at deres fag ikke lokke med penge og prestige, hvis blot de opfylder fagets mindstekrav. At så mange journalister kollektivt ser helt bort fra indlysende gode historier, fordi de hellere selv vil være gode.

En verden af Fritzler

Slaveri og voldtægt er en del af islams krig mod sine omgivelser. På Memri kan man se en kvindelig muslimsk teolog fra Al-Azhar universitetet forklare den rette lære

In a September 12, 2014 Fatwa show, Al-Azhar Professor of Theology Suad Saleh discussed the Islamic concept of “those whom you own.” Speaking on Hayat TV, Professor Saleh said that Muslims who capture women in a legitimate war against their enemies may own them and have sex with them as slavegirls. “In order to humiliate them,” Prof. Saleh said, “they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.” The video has been circulating in social media in recent days.

Suad Saleh: “‘Those whom you own’ (slavery) existed before Islam. It existed among all nations and countries, not just among pre-Islam Arabs. Anyone could trade in freeborn men and women. This is called the selling of freeborn people. It’s like the selling of human organs and trafficking in freeborn humans today. But when Islam emerged, it put (slavery) into order, by limiting it to legitimate wars between Muslims and their enemies. If we fought Israel, which is plundering land, and is an aggressor against people and their faith… Obviously, it is impossible that we will fight Israel, even though Surat Al-Isra in the Quran foretells this, and nothing is beyond the power of Allah… The female prisoners of wars are ‘those whom you own.’ In order to humiliate them, they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.

[...]

“Some opportunists and extremists, who only harm Islam, say: ‘I will bring a woman from East Asia, as (a slavegirl) under the status of “those whom you own,” and with the consent of my wife, I will allocate this woman a room in the house, and will have sex with her as a slavegirl.’ This is nonsense. This is not prescribed by Islam at all. Islam says that a woman is either a wife or a slavegirl. Legitimately-owned slaves come from among prisoners from a war, which is waged against the Muslims, a war to plunder land, a war against our faith, and so on. What some people are doing now is an aggression against Allah and against Allah’s legal texts in the Quran, and we must not be influenced by this at all.”

Og der er også et par vers

Quran (33:50) - “O Prophet! We have made lawful to thee thy wives to whom thou hast paid their dowers; and those (slaves) whom thy right hand possesses out of the prisoners of war whom Allah has assigned to thee”

Bukhari (41.598) - Slaves are property. They cannot be freed if an owner has outstanding debt, but they can be used to pay off the debt.

Daily Mail har nogle grufulde beretninger fra kvinder og piger der har overlevet Islamisk Stats sex-slavehandel. Tæsk, voldtægt, tortur, udsultning, mord, tvangskonverteringer var dagligdag i deres islamiske helvede. Blandt køberne er det især saudiarabiske ikke blot mænd, men hele familier. Men der er også købere fra Albanien, Syrien og USA, alle muslimer. Som en af de stakkels piger beskriver sin fangevogters hjem “The television was always on religious channels, reciting the Quran all the time.

We were in Tal Afar for two months then they brought us to Raqqa in Syria. There were about three hundred of us girls there, in a big hall. All the women had babies who cried because they were so hungry. The children were only given one egg a day.

The first night nine girls tried to flee. They tied their clothes together to make a rope and lowered themselves out of the window, but the ISIS fighters found them and brought them back. They hit all of us because we didn’t tell them about their escape.

They put us all in a big room, locked the door and didn’t give us any water. Then one day they brought us to another building. On the front was written something like ‘area for selling’ and there I was sold to a forty year-old man from Saudi Arabia.

He asked me to marry him and when I refused he pointed to three objects sitting on his table; a knife, a gun, and rope. He said he’d use all three if I didn’t say yes. I refused over and over again, so he beat me. He beat my niece, who is only 3 years-old.

I was sold again, this time to a single man who wanted to marry me. I refused with all my might and again was beaten, and again they beat my little niece. He tried to rape me and when he couldn’t he sold me again.

In the new house I did all the work: cleaning, cooking and washing. The man who bought me said that he had to sleep with me to make me a real Muslim. I told him that if he slept with me I would become his wife and then I would not be a slave any more. His wife threatened to leave if he slept with me.

She got very angry at my niece because she couldn’t speak Arabic: she put pepper in her mouth and locked her in a room without water; she beat her so much you can still see the wounds today.

They wouldn’t let me change her diapers for a week. We were only allowed to eat small portions of food because after all we were slaves and we shouldn’t expect to have much food.

muslimer-tager-slaver

They came to us and said that they would leave us alone. Then they came and told us we had to convert to Islam otherwise they would behead us. They gave us time to think and then they came back again saying that they would let us go, but instead they brought us to a school, took our money and our possessions. They separated the men from the women and left us inside. Then we heard the shooting. We thought they were killing animals not our men.

In Mosul sheiks and emirs came and looked at us. They were buying us. I was sold to a man who took me to Tal Afar. When we arrived I was forced into marriage. That night he tied my hands and legs and he blindfolded me. Then he raped me.

(…)

My whole family was taken at night except for one of my brothers. They brought us to a school and took our phones, money, gold; everything. They put the women and children on a bus and we were taken to Mosul at night, to be sold. I was sold to a man who came from Albania. He lived together with five other families and I became the group’s slave.

(…)

In Mosul we were inside a two-storey building, five hundred of us. A sheik came. He had a stick in one hand and a book in the other. He had come to convert us to Islam. We said the words he asked us to say and according to the man we were now Muslim and had to go with them. One morning at five they picked us up, forced us to put on black abayas, chained our hands, blindfolded us and forced us on to a bus.

Som Amal fortæller: “The saddest thing I remember, during those terrible months, was this little girl, 12 years old. They raped her without mercy.” Det er islam hele vejen. Hele familier tager slaver, som det naturligste i verden, fra hele verden kommer der muslimer for at være med i grusomhederne, lokket af grusomhederne selv (en pointe eksperterne helt overser), som Islamisk Stat stolt lægger på nettet i HD. Den islamiske verden er et samfund af Fritzler.

Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

Lampen er slukket for anvent filosofi

Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således

skc3a6rmbillede-2016-01-17-kl-035746

Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.


37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all


37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all


37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Hvis du har to æbler og du spiser det ene…

Undersøgelser viser at de fleste mennesker er optimister på egne vegne, hvor de tror de får et godt eller bedre liv fremover, mens de er pessimister på samfundets og verdens vegne. Jeg har det lige omvendt og har befundet mig i en permanent personlig undergangsstemning siden jeg var teenager, mens jeg hele tiden tror på at verden bliver bedre, selv om vi skal igennem en slem periode. Trods alt kom vi igennem den kolde krig. Måske er det derfor jeg tror dele af venstrefløjen kan reddes?

I hvert fald afslører den med jævne mellemrum en viden, som er en forudsætning for en indsigt. Gaby Hinsliff skrev på engelske Guardian indsigtsfuldt at “young male migrants exchanging life under repressive regimes, where they may at least have enjoyed superiority over women“, men uden at komme til nogen erkendelse af, hvorfor vores samfund netop derfor ikke kan deles med disse migranter og deres forventninger til social status (Raheem Kassam hudfletter Hinsliff på Breitbart).

Midt i en masse relativerende racismesludder skrev Mette Viktoria Pabst i Jyllands-Posten f.eks “det her vidner i den grad om nogle unge mænd, der har et fuldstændig forkvaklet syn på kvinder“. Ja, kom nu, sig det! Men nej, hun siger det ikke. Hun fortier måske også over for sig selv, hvad det er for et kvindesyn og hvorfra det stammer. Kvindesynet er der bare, men det islam skal ikke rodes ind i. Men man kan i det mindste observere at disse unge mænd adskiller sig fra danske drenge når hun skriver

I sidste ende handler det om opdragelse og socialisering. Hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer globalt set, så giver udfaldet sig selv. I hvor høj eller lav grad socialiseringen forekommer gennem forskellige landes strukturer og normer, vil sandsynligvis være medvirkende til, hvordan ’fænomenet’ udmønter sig. Det er udtryk, eller udmøntninger, om man vil, der går igen på tværs af landegrænser, og som til forveksling minder om hinanden.

Løsningen ligger lige for – uanset krænkerens etnicitet: Stop med at krænke andre seksuelt, og lad være med at bakke op om dem, der gør det.

Alt er på plads, bortset fra pointen med etnicitet. Her falder kæden af i en ‘hvid’ moralsk anskuelse. Det er etnisk dansk, ja kulturelt vestligt (hvidt) at opdrage sine børn til kønslig ligestilling. Men det er ikke en global disciplin. Sådan har det næsten altid været. Javist, mænd har haft førsteret når det kom til ledelse, men kvinder har altid været individder, ikke mindst siden kristendommen slog rod i det vesterlandske sind.

Omvendt med islam, der forskriver at kvinder er underkuede, at mænd kan gifte sig til 4 koner, mens kvinder ikke kan have fire mænd, at helvedet er befolket med kvinder, at mænd belønnes med 72 jomfruer, mens kvinder ingenting får, at kvinders vidneudsagn er utroværdige, at kvinder skal dække sig til fordi deres køn er anstødelig i det offentlige rum og skyld i at mænd forgriber sig på dem, at deres seksualitet er mandens ejendom, at manden har ret til at tæske deres koner, f.eks når hun vil nægte ham adgang til sin ejendom osv. Så ja, hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer blandt muslimer, så giver udfaldet sig selv. For kultur er socialisering og socialisering er kultur. Derfor kalder hun på en ‘hvid’ løsning på brune problemer uden at hun er klar over det.

På den anden side, så er virkeligheden ikke til at komme udenom, heller ikke for mig. Går man nemlig længere ind mod midten, så forstår almindelige mennesker, trods massivt erhvervet erfaring, stadig ikke at indvandring fra den muslimske varden er en katastrofe. Om de mange uledsagede syriske børneingeniører og læger, som vi var stillet i udsigt, viser det sig nu (igen) at der er tale om muslimer, altså uproduktive mennesker - hvis vi er heldige. Alligevel hedder det ifølge Danmarks Radio

Det overrasker, fordi syrerne netop har ry for at have gode erhvervsfaglige og videregående uddannelser med her til landet.

I Viborg Kommune har man lave en screening af flygtningenes kompetencer, og her talte gruppen blandt andet skræddere og taxachauffører, en taskemager og en arbejdsmand fra byggebranchen. Mange har ni års skolegang. Nogen mere og nogen mindre.

- De forventninger, vi havde i samfundet om nogle meget højtuddannede, og den virkelighed vi møder, stemmer ikke overens, siger afdelingsleder Sofie Steensgaard fra Jobcenter Viborg.

Hvor havde de disse forventninger fra? Og hvorfor er de overraskede? Realiteterne er at det står slemt til med erkendelsen derude, uanset, hvad jeg vælger at tolke på. Jeg er nok bare optimist fordi jeg er født sådan, ikke af nogen anledning.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress