Eller rettere civilisationens sammenstød med barbariet. Samuel Huntingtons bog af samme navn er skarpt blevet undsagt af korrekthedens elite for at mane spøgelser frem. Alligevel er det den elite der for tanken at holde et fredsmøde for at fremme dialog mellem islam og Vesten væk fra, ja fra hvad? Fra Kristeligt Dagblad

 Målet med Civilisationernes Alliance er intet mindre end at få Vesten og den arabisk-muslimske verden til at tale sammen, så parterne kan komme på god fod igen. Gennem konkrete tiltag skal de sammen bekæmpe fundamentalismen og imødegå terrorismen, den store trussel for stabiliteten i verden her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Det forklarede den spanske regeringsleder, José Luís Rodríguez Zapatero, da hani går indviede det første Forum for Civilisationernes Alliance i Madrid.

– Formålet er at undgå det proklamerede sammenstød mellem civilisationerne ved at styrke sikkerheden, forståelsen, tolerancen og den gensidige respekt i en globaliseret verden, sagde han.

(…)

Den iranske menneskerettighedsadvokat og Nobel-pristager Shirin Ebadi er blandt deltagerne. Hun er begejstret for tiltaget.

– Dette møde er et meget klart svar på idéen om civilisationernes sammenstød. En af de væsentligste årsager til verdens konflikter er mangel på viden eller dårlig brug af det kendskab, vi har til hinandens kulturer og religioner. Hvis vi kan lære hinanden bedre at kende, er jeg sikker på, at mange problemer vil forsvinde, siger Ebadi. 

Et klokkeklart selvmål der beviser at Huntington har ret. Man tilkalder ikke brandvæsenet hvis der ikke er brand. Desværre er jeg bange for at det i dette tilfælde netop er viden om hinandens kulturer der bringer konflikten frem. Jo mere jeg lærer om islam jo mere vil jeg se den udryddet og jo mere den islamisk verden ser Vestens overlegenhed jo mere destruktiv og hadefuld bliver den.
Det er endnu en alliance der kun holdes oppe af elitære fantasterier og karrieredrømme. Desværre har det den effekt at den gode vilje - selveste verdensfreden og interkulturel forståelse og halleluja - gør skeptikere til dumme svin, hvorfor Danmark støtter det med mine penge.

Danmark, der er med i AOC-gruppen af venner, som tæller 78 lande og organisationer, deltager i topmødet med udenrigsminister Per Stig Møller (K) og yder en økonomisk støtte på 1,5 millioner kroner. I alt del-tager over 350 personer fra 63 lande i konferencen i Madrid. Udover statsmænd, politikere og embedsmænd er der også kommet en lang række forskere, forretningsfolk, journalister og repræsentanter for forskellige religiøse-, politiske- og ungdomsorganisationer.

Per Stig er en lille nar for et eller andet sted tror han på den slags bavl. Det er der heldigvis andre der ikke gør.

Mange både i Spanien og internationalt har ydermere kritiseret idéen om, at man skal føre en ligeværdig dialog med og forsøge at forstå lande som Iran og Saudi-Arabien, der begge er rigt repræsenterede ved konferencen. Ingen af de to lande kan kaldes demokratiske stater efter en vestlig målestok og er ikke gode til at overholde menneskerettighederne.

Andre igen ser al den snak om broderskab og harmoni som tomme ord og en sludder for en sladder.

– Det er et show. Et naivt forsøg på at koge verdens problemer ned til mange folks fattigdom og nogle andres islamofobi, som den spanske statskundskabsprofessor Antonio Elorza udtrykte det for nylig.

Naivisme er et pænt udtryk for den kynisme der også ligger bag det bevidste forsøg på at foregøjle den europæiske befolkning at alt er godt og kan løses over en kop kaffe. Men måske er krisens omfang ved at gå op for flere. I hvert fald er der en desperation at spore i Europaparlamentsformanden i anledning den syriske muftis tale ifølge Belingske Tidende

Europa-Parlamentets formand, den tyske kristdemokrat Hans-Gert Pöttering, sagde i sin velkomst til stormuftien, at dialogen mellem Europa og den muslimske verden må og skal lykkes. 

Hvad sker der da hvis det ikke lykkes?

Uanset, hvorledes verden ukvikler, hvilke trusler der fremkommer, hvilke handlinger der udføres, hvilken dagligdags opførsel man er vidne til, Fra Berlingske Tidende

Fyrre pct. af Tysklands muslimer er »fundamentalistisk indstillet«, og seks procent rede til at bruge vold, viser en undersøgelse fra universitetet i Hamburg. Rapporten, der bygger på telefoninterview med 1.750 muslimer, er bestilt af det tyske indenrigsministerium og offentliggjort i denne uge. Ministeriet er påfaldende tilbageholdende med kommentarer om tallene. Indenrigsminister Wolfgang Schäuble nøjes med at fastslå et »islamistisk radikaliseringspotentiale, der må tages alvorligt«.

Undersøgelsens resultater er forholdsvis overraskende. Tyske efterretningstjenester er hidtil gået ud fra, at mellem en og tre pct. af landets muslimer er villige til at anvende vold. Hvis de nye tal står til troende, er det mindst dobbelt så mange. Omvendt er der en række lighedspunkter med ikke-muslimer, fremgår det. Således har 14 pct. af de adspurgte muslimer »problematiske indstillingsmønstre«, hvilket betyder, at de ikke støtter demokratiske værdier og/eller i høj grad accepterer politisk-religiøs vold. Blandt unge ikke-muslimske tyskere er 14 pct. stærkt kritiske eller ligefrem fjendtlige over for udlændinge. Hvordan modstanden mod udlændinge er i den generelle befolkning fremgår ikke.  (…) Der bor flere end tre mio. mennesker med muslimsk baggrund i nabolandet heraf 1,8 mio., hvis familie oprindelig stammer fra Tyrkiet. Det betyder, at omkring 180.000 muslimer i Tyskland er villige til at bruge vold, hvis undersøgelsen er realistisk. Dette budskab må tyske politikere formentlig bruge juledagene til at fordøje.

Det eneste der burde komme som en forholdsvis overraskelse er denmangel på konsekvent tankegang, der præger myndighederne og det politiske etablissement. Det er nemlgi påfaldende at det tyske udenrigsministerium ikke aner, hvordan de skal forholde sig til, hvad der efterhånden må være gået op for de fleste embedsmænd; at islam er fjenden og før eller siden kommer vil til at tage et opgør med denne hadets og afstumpethedens ideologi. Rapporten tegner åbenbart et billede af radikalisering som et adskilt og fremmedartet fænomen, der kan komme over anhver og befrier derfor islam for skyld. Det er altså igen den enkelte muslim, der af den ene eller anden grund er på afveje. Så meget for konstruktivsmen.

Det bekræftes også, at det langtfra kun er dårligt uddannede og underprivilegerede muslimer, som føler sig tiltrukket af fundamentalisme. Seks-otte pct. af adspurgte muslimske studerende er skeptiske over for demokratiet og går ind for shariaen, eller islamisk ret.

Og så vil apologeter sikkert straks argumentere med at det trods alt er et flertal af de studerende der ikke afviser demokratiet. Til det er der at sige at de fleste studerende har lært sig så meget salonfæhig lingo at man ikke kan tillægge tallet større betydning. Apologeterne vil til siden hæfte sig ved at der tegner sig en tendens at jo mere oplyst man er - og hvem er mere oplyste en studerende? - jo mere frasiger man sig radikaliseringen. De vil her gå ud fra at det er uddannelsen der giver den gode stemning og ikke reflektere over at det for det første ikke er alle den virker på og at alle ikke bliver studenter, så man vil altid have en stor gruppe ikke-studerende. Uddannelse kan allerhøjest og i bedste fald begrænse problemet. De vil tillige forudsætte at det er en grundmasse af muslimer, der enten bliver studerende og dermed mindre radikale (troende) og ikke at det netop er den stærke tro der hæmmer tilgangen til et studie, der kan udfordre ens formørkede intellekt. Altså at det i forvejen er de eneste der er håb for, der vælger et studie (af dem der har en chance) og at mange der ellers her de boglige evner ikke overkommer eller ser pointen i at læse europæiske idehistorie (der vel kun kan være inferiør i forhold til Allahs ideer). Det officielle England fik sig også en overraskelse sidste år. 30/1 2007 kunne Berlingske Tidende fortælle

74 procent af de 16-24-årige mener, kvinder bør bære tørklæde. 37 procent af 16-24-årige så gerne, at Storbritannien indførte sharialov (tallet er 28 procent blandt alle de adspurgte muslimer). 31 procent af 16-24-årige mener, en muslim, der konverterer til en anden religion, skal straffes med døden (tallet er 19 procent blandt alle de adspurgte muslimer). 13 procent af 16-24-årige beundrer al-Qaeda. 84 procent mener, de er blevet behandlet fair i det britiske samfund. 28 procent mener, de britiske myndigheder er gået over streget i særbehandling af muslimer. 37 procent mener, en af de største fordele ved det moderne samfund er retten til at kritisere andres religion og politiske holdninger, også selv om det fornærmer (tallet er 29 procent for resten af befolkningen).

Og en konklusion på rapporten var, hvad man kunne have sagt på forhånd, hvad der også har været mange der gjorde (man de kunne heldigvis affærdiges som racister)

»Den multikulturelle samfund har splittet samfundet i etniske samfund eller trossamfund, og det har medført en slags stammetænkning, hvor de enkelte grupper ser efter sine egne. I det klima er unge muslimer vokset op med troen på, at de har mere til fælles med andre muslimer end med resten af befolkningen,« påpeger Munira Mirza.

Munira Mirza er selv muslim og prompte blev svaret fra en anden muslim

Men det er at forsimple tingene, mener talsmand for den muslimske rettighedsorganisation MPAC, Asghar Bukahri. »Faktum er, at mange muslimer ikke har følt sig velkomne i Storbritannien og derfor ikke føler sig som briter. Når man føler sig som fremmed, så bliver man ikke integreret, og det nytter ikke noget at lægge skylden på muslimerne for det,« siger han. Asghar Bukahri er ikke nervøs over, at unge teenagere viser tegn på ekstreme holdninger. »Hvem gør ikke det, når man er ung? De beundrer måske al-Qaeda, fordi de ser, at her er nogen, der tør at kæmpe imod det, de opfatter som angreb på deres folk. Men det er måske ikke en moden, reflekteret holdning. Det er noget, man ofte vokser fra.«

Hvis man nu laver det tankeeksperiment at Munira Mirza og hendes muslimske tøtter skulle dele samfund med Asghar Bukahri og hans støtter og der ikke var et angelsaksisk flertal, med dertil hørende retsstat og samfundssind at støtte sig til, hvam ville da vinde kampen om folket? Under alle omstændigheder kunne man ligeledes i Berlingske Tidende i Juli i år læse

En kontroversiel rapport, som er delvist finansieret af det australske immigrationsministerium, viser, at op mod 3000 af Sydneys unge muslimer, kan være modtagelige over for islamisk fundamentalisme, skriver Australiens svar på DR Nyheder, ABC News. Tallene vækker stor opsigt, fordi Australien dermed, kan være det vestlige land, hvor islamisk fundamentalisme har de bedste betingelser. - Grundlaget for fundamentalistisk undervisning er relativt stærkere her, end man måske havde forestillet sig, at det ville være i Storbritannien og USA, siger manden bag rapporten, Mustapha Kara-Ali, der tidligere har rådgivet den australske premierminister, John Howard, i muslimske spørgsmål.

Bevismaterialet tårner sig op, men det gængse politiske sprog kan ikke erkende denne virkelighed. Den gængse forståelse arbejder jo som bekendt med ideen om at værdier er universelle og at der så heldigt at vi her i vesten blot har fundet det først, sikkert ansporet af en bodsgang fordi vi i forvejen har mere at sone for vores ondskab og udbytning der er den egentlige forklaring på at vi har ressourcerne til at komme først. Den eneste trussel vi skal være bange for er nationalismen, der er en ren vestlig opfindelse, som alt andet der er os selv. Vi har mistet sproget for den ydre (eller fremmede) fjende, der altid karakteriseres som et billede. Før vi forstår at udvikle et sprog der kan sætte navn på problemet æder islam den vestlige kultur op indefra - som en cancer!

På Brandts Klædefabrik åbner snart en udstilling om ytringsfriheden, hvor Jyllands-Postens tegninger af pædofeten og de efterfølgende hadebreve vil kunne beses. Fra 180 Grader

 “Vi har længe gået og talt om, at vi gerne ville lave en udstilling om ytringsfrihed. Det er sådan set ikke på grund af Muhammed-tegningerne, at vi laver udstillingen. Men de skal selvfølgelig med, fordi de er aktuelle,” siger direktøren for Danmarks Mediemuseum, Ervin Nielsen, til Nyhedsavisen.

I den forbindelse siger Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder

“Det er meget positivt, at der kommer en udstilling, der forhåbenlig kan åbne diskussionen for, hvordan man kommunikerer i en global verden. Jeg er meget positiv over for udstillingen og tror ikke, at den vil puste til ilden. Hvis museet formår at nuancere ytringsbegrebet, bliver det en yderst interessant udstilling, som jeg selv gerne vil opleve,”

At kunne sige sin forbandene mening er ikke en af de menneskerettigheder Kjærum forsvarer. Derimod har han et nøje fokus på en anden rettighed, nemlig rettigheden til ikke at høre noget man ikke kan lide at høre. Anderledes kan man ikke tolke det når Kjærum mener at man skal kommunikere på en bestemt måde i den globale verden, hvor man kun kan gyse ved det bagvedliggende regelsæt for global konduite.

Kjærum taler da bemærkelsesværdigt nok heller ikke om ytringsfrihed, selv om det udtrykkeligt er udstillingens formål. Kjærum indfører “ytringsbegrebet” der ikke signalerer nogen for for frihed for den ytrende men tværtimod åbner for problematisering af ytringer og noget der trænger til en redefinering.

Hvad der ikke problematiseres i Kjærums verden er den ild man åbenbart kan puste til ved at ytre sig. Det tages altså bare for givet, at man kan lade sit had til mennesker med en anden mening eskalere ud af kontrol og ud i voldudøvelse og, ja, det tages faktisk for en menneskeret.

I lørdagens Jyllanfds-Posten gennembankede Flemming Rose Uffe Ellemann Jensen for alt det vrøvl han lukker ud om Muhammedkrisen i sin erindringsbog “Vejen jeg valgte”.

Uffe Ellemann -Jensen var engang en mand, jeg havde respekt for. Det har jeg ikke længere, for respekt er noget, man gør sig fortjent til. Og i sin nye bog Vejen , jeg valgte demonstrerer den forhenværende minister og partiformand over bogens fem sider om Muhammed-krisen en intellektuel impotens og uvederhæftighed af et omfang, som vækker forbløffelse.

Og med ord som løgn og fordrejning, gennemgår Rose så bogens afsnit om Muhammedkrisen punkt for punkt. Her i uddrag

Ellemann skriver således om forspillet til Muhammed-krisen, at jeg bestilte karikaturer af profeten, og tilføjer: »Hermed gik han videre end det angivelige udgangspunkt, idet han bestilte karikaturer af Profeten, og ikke bare tegninger.«

Sandheden er, at jeg aldrig har bestilt karikaturer af profeten. Tværtimod bestilte jeg bare tegninger. I et brev til danske bladtegnere, dateret den 19. september 2005, inviterede jeg dem »til at tegne Muhammed, som du ser ham.«

(…)

JEG SKREV DERFOR i den tekst, der ledsagede tegningerne, at det er uforeneligt med et verdsligt demokrati, når repræsentanter for en gruppe - i dette tilfælde nogle muslimer, men det kunne lige så vel have været kommunister, nationalister eller abortmodstandere - gør krav på særlig hensyntagen til deres religiøse følelser, og at man i et moderne sekulært samfund må være parat til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse, en formulering, der i øvrigt er et skjult citat af Georg Brandes.

(…)ENTEN HAR Ellemann ikke læst min tekst, eller også taler han bevidst mod bedrevidende, når han bygger hele sin præmis på, at der var tale om en bevidst provokation for at krænke muslimer.

Han gør sig også skyld i en farlig generalisering af en hel befolkningsgruppe, når han skriver, »at der var tale om en bevidst og unødvendig krænkelse af muslimers følelser.« Jeg kender adskillige muslimer, som ikke følte sig krænkede, men som var dybt sårede over den måde, som nogle af deres trosfæller reagerede på.

Ellemann forsøger desuden at så tvivl om forfatteren Kåre Bluitgens påståede problemer med at finde en tegner til en bog om Muhammeds liv. Han forholder sig imidlertid ikke til, at den tegner, der endte med at illustrere Bluitgens bog pålagde sig selvcensur ved at insistere på anonymitet.

(…)

Det er det ikke, men Ellemanns behov for at bagatellisere dem skyldes sikkert hans horrible kommentar under Muhammed-krisen om, at ingen jo vidste, om alle disse trusler nu også havde noget på sig. Nej, det kunne man jo kun få bekræftet med et lig på bordet.
UFFE , TAG KNOGLEN og ring til PET, hvis du gerne vil vide besked.

(…) 

I samme åndedrag peger Ellemann på, at man ikke skal trampe på det, andre finder helligt - selv om man naturligvis har ret til at gøre det, for som den franske erklæring om menneskerettigheder fra 1789 fastslår »består frihed i at kunne gøre alt det, som ikke skader andre.«

SÅDAN LYDER Ellemanns udlægning af punkt 4 i erklæringen. Jeg og Jyllands-Posten har altså forbrudt os mod selve grundlaget for vores civilisation, den franske revolutions menneskerettighedserklæring. Uha da.

Desværre behandler Ellemann -Jensen dette historiske dokument på samme måde, som sovjetkommunister behandlede FN’s menneskerettighedserklæring under Den Kolde Krig.
Han manipulerer citatet på en måde, som ville have gjort enhver chefideolog i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite stolt. Helt i Orwells ånd: Krig er fred, had er kærlighed, og løgn er sandhed. Og han argumenterer på samme måde, som diktatorer i den islamiske verden gjorde under Muhammed-krisen i FN’s Menneskerettighedsråd.

Heldigvis har statsminister Anders Fogh Rasmussen gjort kampen mod denne manipulation med frihedsbegrebet til et centralt punkt i den globale kamp for ytringsfrihed.

HELE CITATET fra menneskerettighedserklæringen lyder således:

»Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden. Derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder.«

Se, det er jo den stik modsatte betydning af den, Ellemann -Jensen lægger op til.
Friheden handler altså ikke om, at man ikke må krænke eller skade nogen, men om man i udøvelsen af sin frihed ikke begrænser andre borgeres mulighed for at udøve deres frihed. Det er altså de muslimer og diktatorer, som ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at kriminalisere satire og kritik, som har krænket menneskerettighedserklæringen.

 BEREGNENDE DIKTATORER har som Ellemann brugt første del af paragraffen til at vise, at Muhammed-tegningerne var en krænkelse af muslimers religionsfrihed. Mage til vrøvl skal man desværre ikke lede længe efter, men at en tidligere formand for Danmarks liberale parti skulle lægge navn til den slags, er lige godt stærke sager. Pinligt.

(…)

ELLEMANN OPSUMMERER sit verdensbillede set fra landsbyens gadekær:
»..med den rolle, Danmark har påtaget sig som aktør i en farlig verden, og hvor soldater er med i de brændpunkter, hvor vestlige værdier skal forsvares, er det så vigtigt at besinde sig på, hvordan man opfører sig. Det er ikke længere muligt at sidde hjemme ved landsbyens gadekær, hvor informationer farer rundt med lysets hast. Det er der tydeligvis mange, der er kede af. Men sådan er verden altså indrettet. Og så må man indrette sin adfærd derefter - eller tage konsekvenserne.«

Se her taler Erik Scavenius’ naturlige arvtager:

Man må indrette sin adfærd efter pres fra diktaturer og totalitære bevægelser - eller tage konsekvenserne. Husk det nu, Anders Fogh Rasmussen, og glem ikke, hvor fremsynet samarbejdspolitikken var under Anden Verdenskrig eller tænk på socialdemokraternes vilje til at tilpasse sig den sovjetiske virkelighed under Den Kolde Krig.

For som den store rorgænger Uffe Ellemann -Jensen så visionært formulerer det: Man må indrette sin adfærd efter realiteterne eller tage konsekvenserne. Hvis du accepterer mit tabu, så accepterer jeg dit. En effektiv opskrift på begrænsning af ytringsfriheden.

SÅDAN ER VERDEN altså indrettet. De, der mener, at friheden har en pris, og at den pris kan være værd at betale, tager konsekvenserne. Til dem hørte frihedskæmpere under Besættelsen, dissidenter i østblokken under Den Kolde Krig og dissidenter og andre frafaldne fra den muslimske verden i dag. Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Irshad Manjii, Salman Rushdie, Mina Ahadi, Wafa Sultan, og hvad de ellers hedder.

Én ting er sikkert: Uffe Ellemann -Jensen er ikke blandt dem.

Tak til Flemming Rose for denne fornemme gennemgang.

Fra Politiken

 »Tendenserne i den nye terrorpakke gør mig bange for at være muslim i Danmark. Statsborgerskabet kan tages fra dig. Jeg forventer ikke, at jeg er her om ti år, men jeg ved ikke, hvor jeg tager hen. Hvis jeg kunne vælge, så ville jeg vælge et arabisk land. Men det er ikke realistisk lige nu«.

Sådan siger 29-årige Mahmud, som har palæstinensisk baggrund.

Han er en af de 1.200 ’helt almindelige’ nydanskere mellem 15 og 29 år, der har deltaget i undersøgelsen ’Tryghed blandt unge nydanskere’, der er sat i værk af TrygFonden.

Så rejs dog. Hvorfor bliver det kun ved truslen? Og hvorfor er det ikke realistisk at rejse til et arabisk land lige nu? Men da det er Politiken får vi ikke svar på den slags spørgsmål. Vi får til gengæld den sædvanlige vinkling på historien at det er vores skyld i og med at vi har slået fast at det drejer sig om helt almindelige nydanskere; altså at det er vores problem med omverdenen. Det vender vi tilbage til.

»Drømmene om at udvandre skal mere ses som en politisk protest end en konkret plan. Men det skal tages meget alvorligt, når de unge formulerer sådan for både sig selv og andre. De føler sig fremmedgjorte. Denne sociale udstødelse skaber en vrede, som andre kan lukrere på, fordi det skaber en pool af utilfredse unge, der kan rekrutteres til islamistiske sager. Nogle af disse unge bliver plukkemodne til at anvende vold«, siger projektleder på undersøgelsen, Tallat Shakoor fra Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Med en lidt uventet skurk

»Vi skal lave dobbeltarbejde for at opnå den samme karakter som nogle af de danske elever. Bare fordi de kommer med en skjorte og har lidt langt hår, og vi måske kommer med en North Facer og har kort mørkt hår, så burde det ikke være ensbetydende med, at vi skal arbejde dobbelt så hårdt som dem for at opnå den samme karakter«, forklarer Ali på 18 år med tyrkisk baggrund.

Skolelærerne! Det var dem hele tiden. De sidder og stemmer S, SF, Ø og Radikale, men er åbenbart en samling nedrige racister, der ikke kan styre deres indre svinehund når de ser nogen, der “…kommer med en North Facer og har kort mørkt hår…”. Trods disse skumle skolelærere er der alligevel håb

»Det viser, at de ikke er blevet helt kuet. Der ligger en dynamo og venter på at blive brugt. Derfor er det afgørende at få skabt tryghed for nydanske unge, så de ikke på lang sigt bliver et sikkerhedspolitisk problem, fordi deres skeptiske indstilling til det danske samfund bliver til fjendtlighed«, konstaterer Tallat Shakoor og tilføjer:

»Det er heller ikke i nogens interesse, hvis de skulle gøre alvor af at forlade Danmark. Der er brugt en masse penge på disse unge, som skal være med til at sikre vores fremtidige velfærdssamfund. Bundlinjen af, hvor mange hænder vi har i arbejdsstyrken, er vel et ret stærkt argument for at skabe tryghed for dem – og nu er det kortlagt, hvor der kan sættes ind«. 

Alligevel er Politiken en avis der opfatter journalistik som et decideret fag og man aner en anden historie. Den skjulte trussel i sætningen “Derfor er det afgørende at få skabt tryghed for nydanske unge, så de ikke på lang sigt bliver et sikkerhedspolitisk problem, fordi deres skeptiske indstilling til det danske samfund bliver til fjendtlighed” lyder som en understregning af sagen alvor, men er i realiteten sagens kerne. For deres frustration går langt dybere. Den går nemlig på det ulidelige i ikke at kunne herske over de vantro i de vantro’s eget land. Derfor er drømmen om  at vende “hjem” til Dar al islam symbolet på deres frustration.

 De unge nydanskere er bekymrede over at skulle leve i et samfund, som de oplever går imod islamiske værdier, og som problematiserer det at være muslim.

Det er altså alligevel ikke helt almindelige nydanskere, som artiklen lagde ud med at understrege, men derimod muslimer. Og det er kernen, som en korrekt avis lader ligge, der hvor man håber at ingen opdager den. For sandt er det at islam og Danmark er to diamentrale modsætninger, hvor islam er lort og Danmark er lagkage.

Politiken undgår klogeligt at åbne for en dikussion af hvad det er for indrømmelser man gerne ser for at imødekomme muslimske krav. Istedet lader man islam være “det fremmede” som danskerne har svært ved at takle, hvor det derimod er islam der kræver dominans over alt. Det er falsk empiri. Den korrekte ville have været at i de lande, hvor der er et flertal af muslimer er det gået op i hat og briller og i de lande hvor der er muslimsk mindretal er der de samme problemer, herunder om sikkerhed.

Af en eller anden grund beskyldes Dansk Folkeparti altid for at være et indadskuende parti med provensielt tankegods, for at udtrykke det mildt. Alligevel er det det eneste parti i Danmark, der er i stand til at sætte en international dagsorden. Kristeligt Dagblad spøger Stormuftien af Jerusalem, Muhammed Hussein om tegningerne af profeten som Dansk Folkeparti bruger i valgkampen

– Hør her, siger han.

– Ethvert angreb på religiøse symboler er aldeles uacceptabelt.

(…)

– Visse symboler skal aldrig berøres. Ikke i aviser og ikke i valgsammenhænge. Disse symboler skal respekteres, siger han og afviser, at begrebet ytringsfrihed kan omfatte religiøse symboler og profeter.

(…)

– Der gør ingen forskel, om Muhammed bliver krænket i en avis eller af et politisk parti. I Danmark bliver den slags publikationer beskyttet af ytringsfrihed. Vi har intet imod ytringsfrihed, så længe ytringsfriheden ikke bruges som en provokation eller et angreb på visse befolkningsgrupper. Krænkelser af profeten har intet med ytringsfrihed at gøre. Det er et angreb, som har en negativ virkning på de muslimske kredse i Danmark.

(…)

– Offentliggørelsen af sådan en valgplakat er med til at brænde broerne mellem Vesten og de muslimske lande, siger sheik Muhammed Hussein.

(…)

– Det er den danske regerings ansvar at stoppe den slags provokationer mod profeten Muhammed og religiøse symboler og dermed også Dansk Folkepartis valgplakat, siger stormuftien og lover, at protesterne fra den muslimske verden vil fortsætte, så længe profeten Muhammed krænkes.

– Den muslimske verden vil ikke tie, når den ser sin profet blive krænket i Vesten, siger han.

– Dette er ikke en opfordring til vold, for jeg foretrækker altid fredelige løsninger på alle problemer. Men den nuværende situation bevæger sig i den forkerte retning, mest fordi vestlige lande gang på gang krænker hele verdens muslimer ved at lade profeten Muhammed udstille.

En interessant principiel debat ude i den store verden, kan man forstå. Men den må også afføde en debat herhjemme om vi overhovedet skal finde os i muftiens frækheder. Hvad ligner det at komme her med slet skjulte trusler og stille betingelser om hvad vi gør i vores land. Dansk Folkeparti har med deres plakat påvist at ytringsfriheden er under pres og at dette pres stammer fra islam og at vi svækkes at de kulturradikale for, hvem ytringsfrihed er det samme som deres egne meninger - lidt i stil med den gode mufti.

I hvert fald hvis man skal tro Hindunet.org.

In the December 1970 general election in Pakistan, Awami League won 167 of 169 seats and over 80 % of popular votes in East Pakistan. Numerically Awami League had an absolute majority of seats in the Pakistan National Assembly (167 of the total 313 seats)(1). Historically, East Pakistan was allocated only 36 % of the total resources and East Pakistanis occupied only 20 % of the positions in the federal government in the United Pakistan (2). The Pakistani government’s apathy towards East Pakistan after a terrible cyclone in November 1970 in which over 250,000 people died, had alienated East Pakistani people. The solid outcome of the 1970 elections for Awami League created an alternative power center for an already alienated people. The differences between the East and West Pakistani politicians snowballed into a major international crisis. On March 25, 1971 Pakistani army on President Yahya Khan’s orders initiated a campaign of terror which was to last till its final surrender to the Indian army on December 17, 1971. This terror campaign by Pak army resulted in 10 million Bangla Deshi refugees crossing over to India (per Senator Edward Kennedy’s report to the U.S. Senate Judiciary Committee (3)) and 3 million killed (4,5) based on reports from most relief agencies and official Bangla Desh government estimate. However the religious mix of both the refugees and the dead is nowhere emphasized anywhere. This significant information has particularly been absent in the reports from Indian News Media. This selective news dissemination has kept a more sinister truth of Hindu genocide in East Pakistan hidden from the world in general and Indians in particular.

Jeg kender ikke de indiske forhold særlig indgående, men i disse globaliseringstider er det måske på sin plads at se på de erfaringer andre multikulturelle samfund har med integrationen og samhørigheden. Så hvorfor er der ikke mere fokus på det? En boganmeldelse af Rewriting Indian History skrevet af Francois Gautier ligeledes på Indianet.org af C.J.S. Wallia giver et svar, der er foruroligende læsning i sin parallel til Europa

Gautier focuses mainly on the Muslim period of India’s history. “Let it be said right away: the massacres perpetrated by Muslims in India are unparalleled in history, bigger than the holocaust of the Jews by the Nazis; or the massacre of the Armenians by the Turks; more extensive even than the slaughter of the South American native populations by the invading Spanish and Portuguese.” 

However, the British, in pursuing their policy of divide-and-rule, colluded “to whitewash” the atrocious record of the Muslims so that they could set up the Muslims as a strategic counterbalance to the Hindus. During the freedom struggle, Gandhi and Nehru went around encrusting even thicker coats of whitewash so that they could pretend a facade of Hindu-Muslim unity against British colonial rule. After independence, Marxist Indian writers, blinkered by their distorting ideology, repeated the big lie about the Muslim record.

(…)

Gautier should have continued with the Will Durant quote: “The Hindus had allowed their strength to be wasted in internal division and war; they had adopted religions like Buddhism and Jainism, which unnerved them for the tasks of life; they had failed to organize their forces for the protection of their frontiers and their capitals, their wealth and their freedom, from the hordes of Scythians, Huns, Afghans and Turks hovering about India’s boundaries and waiting for national weakness to let them in. For four hundred years (600-1000 A.D.) India invited conquest; and at last it came. This is the secret of the political history of modern India. Weakened by division, it succumbed to invaders; impoverished by invaders, it lost all power of resistance, and took refuge in supernatural consolations; it argued that both mastery and slavery were superficial delusions, and concluded that freedom of the body or the nation was hardly worth defending in so brief a life. The bitter lesson that may be drawn from this tragedy is that eternal vigilance is the price of civilization. A nation must love peace, but keep its powder dry.”

About Gandhi’s whitewash of Muslims, Gautier observes: “Ultimately, it must be said that whatever his saintliness, his extreme and somehow rigid asceticism, Gandhi did enormous harm to India… The British must have rubbed their hands in glee: here was a man who was perfecting their policy of divide-and-rule, for ultimately no one contributed more to the partition of India, by his obsession to always give in to the Muslims; by his indulgence of Jinnah, going as far as proposing to make him the prime minister of India.”

Worse yet, Gandhi’s anointed disciple, Nehru, propagated false readings of Indian history in his books and speeches. Gautier quotes Nehru’s “amazing eulogy” of the tyrant Mahmud Ghazni, the destroyer of Mathura’s great Hindu temples, Gujarat’s Somnath, and numerous other Hindu and Buddhist temples. When Nehru, the arrant appeaser of Muslims, became India’s first prime minister, he appointed a fundamentalist Muslim, Maulana Abul Kalam Azad, as the first education minister. Under Nehru’s pseudo-secular rule, “Hindu-bashing became a popular pastime.” Moreover, Nehru “had a great sympathy for communism…. He encouraged Marxist think-tanks such as the Jawaharlal Nehru University [JNU] in New Delhi, which has bred a lot of ‘Hindu-hating scholars’ who are adept at negating Muslim atrocities and running to the ground the greatness of Hinduism and its institutions.” These Marxist “historians,” well-ensconced at JNU, have long been masterminding the politically correct textbooks of India’s history used in Indian schools. No wonder, JNU is also known as “the Kremlin by the Jumna.” For a long time, the Indian Marxists had been so brainwashed that whenever it rained in Moscow — the capital of their “only true fatherland”– they opened their umbrellas in Delhi.

To be sure, dissenting voices were raised against Gandhi’s whitewash of Muslims. Before the partition of India, Aurobindo Ghosh, the great Hindu poet-philosopher, posed the question about Islam: “You can live with a religion whose principle is toleration. But how is it possible to live with a religion whose principle is ‘I will not tolerate you’? How are you going to have unity with these people?… I am sorry they [Gandhi and Nehru] are making a fetish of Hindu-Muslim unity. It is no use ignoring facts; some day the Hindus will have to fight Muslims and they must prepare for it. Hindu-Muslim unity should not mean the subjection of Hindus. Each time the mildness of the Hindus has given way. The best solution would be to allow the Hindus to organise themselves and Hindu-Muslim unity will take care of itself, it will automatically solve the problem. …I see no reason why the greatness of India’s past or its spirituality should be thrown into the waste basket, in order to conciliate the Muslims who would not be conciliated by such policy.” Another strong dissenter was Sardar Vallabhbhai Patel. Seeing through Nehru’s pseudo-secularism, Patel commented, “There’s only one nationalist Muslim in India: Jawarharlal Nehru.”

Gautier warns: “Even today, there is no doubt that Islam has never been fully able to give up its inner conviction that its own religion is the only true creed and that all others are kafirs, infidels. In India it was true 300 years ago, and it is still true today. Remember the cry of the militants in Kashmir to the Pandits: ‘convert to Islam or die!’ … The Hindu-Muslim question is just plainly a Muslim obsession, their hatred of the Hindu pagans, their contempt for this polytheist religion. This obsession, this hate, is as old as the first invasion of India by the original Arabs in 650 AD. After independence, nothing has changed: the sword of Allah is still as much ready to strike the kafirs, the idolaters of many gods.”

The source of Muslim’s fanatical aggression, Gautier points out, is the Koran itself, from which he quotes: “Slay the infidels, wherever ye find them and prepare them for all kind of ambush”; and “Choose not thy friends among the infidels till they forsake their homes and the way of idolatory. If they return to paganism then take them whenever you find them and kill them.”

In the section on Ayodhya, Gautier says that demolishing the Babri Masjid has proved that Hindus too can fight. He criticizes Nehruvian “secularism” as interpreted by the Congress party to mean “giving in to the Muslims’ demands, because its leaders never could really make out if the allegiance of Indian Muslims is first to India and then to Islam or vice-versa.” For many of India’s Hindu journalists, this pseudo-secularism has meant “spitting on their own religion and brothers.” Curiously, Gautier does not mention Arun Shourie’s well-researched, lucidly articulated columns, which, in recent years, have laid bare the pretentions of Nehruvian pseudo-secularism.

Selvhad, falske forhåbninger til at verden ikke er som den tager sig ud, bevidste løgne propaganderet gennem medier, fornægtelse af egen styrke til at forsvare, hvad man elsker, sandheden underlagt større projekter om urealistisk samhørrighed mellem uforenelige størrelser osv. Indiens skæbne er en advarsel for Europa!

Menighedsbladet Information er helt holdt op med at foregive at være noget som helst andet end et menighedsblad. Mens Politiken, eller visse dissidenter på det gamle blad, kæmper med at give deres avis en fernis af kritisk journalistik går Information the Full Monty. Fra dagens Information en historie, eller en side af den, om Sarkozy (den højreorienterede skurk) og hans opgør med illegale indvandrere. Således lægger man ud

PARIS - Chulan Liu er blevet et kendt navn i visse kredse i fransk politik.

Efter sin død.

Den 51-årige fraskilte mor til en søn rejste fra Kina til Frankrig sidste år. Da politiet i september måned bankede på døren til den lille lejlighed, hun delte sammen med fire andre illegale indvandrere, vidste Liu - selvom hun ikke talte fransk - at hendes time var kommet.

Som en velskrevet blog, fuld af patos og ensidighed, men ikke som en avis der prøver at tage journalistik alvorligt. Den illegale indvandrer Liu har brudt fransk lov og det er derfor politiet kommer, ikke for at arrestere hende, men for at sende hende hjem. Alligevel er det franske politi morderne og bag dem Sarkozy - hendes time var kommet lyder det som om det var en dødsdom.

Og tragisk nok døde hun “Så da politiet bankede på, sprang Liu ud af vinduet, ramte fortovet og døde.“, som artiklen fortsætter efter en gennemgang af de ændrede forhold i Frankrig siden den nye regering trådte til, men hvorledes politiet og Sakozy er skyldige i Liu’s handling forbliver et mysterium. Uden at ville gøre mig morsom på hendes tragiske skæbne, husker jeg den samme patos blive beskrevet da en fyr vi kaldte spacey tog det ud i det blå, midt om natten. Ved den lejlighed kom strisserne før vi ventede dem og sagde: gå nu hjem! Men vi spurgte, hvor er det? midt om natten.

Og således summerer Information situationen i Frankrig op

25.000 illegale indvandrere skal udvises, inden 2007 rinder ud, har præsidenten vars-let, og han er kendt for at være en mand, der sætter pris på, at hans politik bliver gennemført til tiden. 25.000 er ikke noget overvældende tal statistisk set; til sammenligning anslår myndighederne, at der opholder sig mellem 200.000 og 400.000 sans papiers i Frankrig - de fleste fra Nordafrika, men også mange fra Asien og de tidligere sovjetrepublikker. Og Frankrig modtager fortsat det højeste antal af immigranter i OECD.

Men tal er anonyme størrelser, for den enkelte er udvisningen fatal.

Hvorfor udvisningen er fatal for den enkelte står hen i det uvisse. De illegale har ikke fået asyl og man kunne tænke sig at det netop var fordi de ikke er berettiget til asyl og det antyder at udvisningen ikke er fatal. Hvorfor det skulle være fatalt at bo i Kina undrer ikke Information. Det er derimod fatalt at springe ud af vinduet. I hvert fald er det farligt for episoden med Liu er ikke den eneste

Nogenlunde det samme skete med den 12-årige russiske Ivan Demsky - i mediekampagnen, som er fulgt efter, kendt som ‘den lille Ivan’ - selvom Ivan overlevede.

Han sprang ud fra en altan i byen Amiens i Nordfrankrig sammen med sin far, da politiet kom for at deportere familien. Da Ivan ramte fortovet gik han i koma, og han er fortsat på hospitalet.

I Informations verden sprang han ud sammen med sin far og ikke fordi hans far sagde han skulle springe. At gøre noget sammen er ligesom mere fælles og hyggeligt, men igen undres Information ikke over, hvorfor det er fatalt at bo i rusland, selv om jeg må medgive at det ikke er muntert.

I Information er der ikke tvivl om hvad der er godt og ond og hvem der er gode og onde. Derfor berettes der resten af artiklen om den stigende kritik eller som man formulerer det, den “… folkelige og kirkelige protest” det fremtræder som et spirende håb i disse for Frankrig og medmenneskelighed, ellers så mørke tider.

Franske medier beretter jævnligt i anonym form om “velhavende, dybt troende, katolske middelklassefruer,” der i afsky mod den inhumane udlændingepolitik har tilsluttet sig den voksende modstandsbevægelse - som medierne anslår nu ligger på omkring 25.000 medlemmer - og som skjuler særligt illegale udenlandske børn i deres kældre.

Fransk lov umuliggør udvisningen af forældre uden deres mindreårige børn. Igen er parallellen til jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig klar. Også her stod behjertede franskmænd klar med skjulesteder til de jødiske børnefamilier.

Forskellen mellem illegale, altså mennesker der ikke har fået lov til at være i landet men mod fransk lovgivning, der bygger på flertallet af franskmændenes vilje alligevel har tiltvunget sig adgang til Frankrig sammenlignes med Vichy-regimets forfølgelse af lovlige franske statsborgere der blev anset for urene i raceøjemed . På den præmis er det let at konkludere at de der skjuler illegale indvandrere er “behjertede franskmænd”, der kæmper den samme kamp som den mod nazisterne. Et synspunkt der matcher de franske socialisters

Socialistpartiet har været hurtigt ude med fordømmelser og sammenligninger af politiets opførsel med tidligere tiders skamfulde samarbejde mellem den franske samarbejdsregering og nazisterne om massedeportation af jøder og franske oppositionspolitikere til døden i koncentrationslejrene. 

Og efter at have gennemgået den stigende kritik af Sarkozy helt ukritisk sluttes artiklen af med at give det sidste ord til, hvad Information nok regner som deres åndelige fælder

Pressen holder sig - som sædvanlig med Sarkozys mange initiativer - generelt tilbage fra at kritisere præsidenten. Men, også som sædvanlig, kan man finde oppositionelle røster hos den lille venstrefløjsavis Libération.

I en ledende artikel skrev Catherine Tasca og Pierre Moscovici i sidste uge:

“Sarkozys forslag til immigrationspolitik er skadelig for Frankrigs internationale omdømme. Vi har set på immigration i årtier med frygt og mistænksomhed. Men vi bliver nødt til at se realiteterne i øjnene. Befolkningsvandringerne vil fortsætte, og vi bliver nødt til at tackle indvandringsspørgsmålet positivt og anerkende, at dette spørgsmål ikke er roden til vore problemer … Sarkozys politik vil føre til inhumane handlinger … Frankrig vil blive set som et koldt og umenneskeligt sted … det er på tide, at venstrefløjen handler … Målet er ikke kvoter … men at bringe udlændinge ind i dette land på lovlig vis. Dette vil være til gavn for Frankrig som et kollektiv, siden indvandrere kan bidrage til den vækst, vi har brug for.”

Køen af vestlige lande der taber deres gode omdømme er efterhånden uoverskuelig lang så libérations provensielle bekymring for deres lands ry er nok overdrevet (men det kan måske tage forkus fra Danmark, Tøger). Det var ordene fra Informa……øh Libération, hvor det altså for dem handler om “…at bringe udlændinge ind i dette land på lovlig vis.” uden skelen til at det netop er hvad man gør, men at der er mange udlændinge der bryder loven ved at omgå den, hvorfor man betegner dem, som illegale og hvor man ikke mener, at den befolkning, der har skabt den franske rigdom er i stand til at fortsætte det gode arbejde, hvorfor den skal skiftes ud med en befolkning, der åbenbart er bedre til det - og måske bare bedre alt i alt?

Veritas Universalis har (selvfølgelig! fristes jeg til at tilføje) fundet et par kommentatorer, der rent faktisk har læst det bizarre brev om fred mellem den kristne og den muslimske verden (den jødiske, polyteistiske og ateistiske verden har ikke fået et brev, er det ikke mærkeligt?) afsendt af en række prominente imamer og lærde. Begge anser selve brevet som en trussel om at adlyde muslimske krav eller tage følgerne og tillægger altså afsender en større målrettethed end jeg gjorde i min analyse. Mellanie Phillips siger bl.a.

First and foremost, it purports to be a plea to Muslims and Christians to make peace with each other. But this implies that both are at war with each other. This is untrue. The Islamic world — or part of it — has waged war on the Christian (and Jewish) western world. The Christian world is merely responding in self-defence. It is the Islamic world which says it wants to conquer the Christian. The Christian world does not say it wants to conquer Islam, merely that Islam should stop trying to conquer it. Yet the Islamic world pretends that the Christian world is engaged in an act of exterminatory aggression against it.

That lie is the motor of the jihad. That lie is fundamental to the absence of peace between the religions. Yet this letter fails totally to acknowledge this seminal fact. It says:

The future of the world depends on peace between Muslims and Christians.

Very true; but for this piety to be any more than a meaningless truism, the Islamic world has to end its aggression. The letter makes no acknowledgement of this. All the emphasis is on the Christian world altering its behaviour. So its inescapable implication is that for peace to occur, the Christian world must abandon its own self-defence. In other words, there can be no peace without the Christian world surrendering to Islam.

Og WorldNetDaily under overskriften “Make peace with us - or we’ll kill you”, som er så rammene at Veritas selv bruger den skrives bl.a.

At least, that is the way most mainstream news reports styled it – “an invitation to make peace.” It was actually more of an ultimatum than it was an invitation. Boiled down to its essence, the letter warned Christians to “make peace with us or we’ll kill you.” The letter just phrases it more nicely.

“As Muslims, we say to Christians that we are not against them and that Islam is not against them – so long as they do not wage war against Muslims on account of their religion, oppress them and drive them out of their homes.”

It was hard to know what to make of that statement. If it refers to the war on terror, it was Osama bin Laden who declared this a war of religions, in which he identified his enemies as Christian Crusaders and Jews.

The so-called “invitation” to make peace with Islam suggests that the price of peace is Islamic freedom to make war on others without fear of retaliation. At no point in the conflict has anyone other than Islam defined it as a conflict between Christians and Jews against Islam.

Både Mellanie Phillips og WordNetDaily analyserer altså brevets ordlyd, som jeg ikke orkede at sætte mig ind (hvem gider læse en forfatter, der anser Koranen for en god bog?). I stedet ser jeg på de forhold brevet er blevet til under og jeg underordner selve indholdet af brevet af dette.

Grunden til at jeg ikke finder indholdet som det væsentligste er, at muslimske lærde ikke kan udtrykke sig anerledes end de gør i brevet. Der er ingen hjemmel i islamisk tankegang til forsoning der giver det mindste køb på de muslimske dogmer, en tanke som WorldNewsDaily også er inde på

Islam not only demands that its followers believe that Allah is the same god as the God of Christians and Jews; it demands that Christians and Jews agree.

Neither Christianity nor Judaism imposes that requirement on their adherents, although Christians and Jews generally agree that the God of Israel is also the God of Christianity. Not because one side or the other demands it, but because both understand from the Bible that the nature of the God of Israel and the God of Christianity are the same.

Hvis brevet skulle indeholde en fremstrakt hånd i ægte vestlig forståelse, hvor man pragmatisk ikke insisterer på at have den endelige ret på sin side, ville de lærde bedrive blasfemi. Der er ingen anden Gud end Gud og Muhammed er hans profet og det kan på ingen måde trækkes ned til alment religiøse tankegange, hvor man anerkender at Gud viser sig i en treenighed, har en søn og så fremdeles. Og det er ligeledes et islamisk dogme, at det er den samme gud islam, jødedom og kristendom tilbeder, som WorldNewsDaily pointerer. Den simple troslære afskærer de lærde fra at skrive på anden måde så hierakiet mellem trosretninger er givet og ikke til debat. Brevet aggressive pointe er altså ikke det store chock for mig.

Men det betyder ikke at indholdet i brevet ikke er væsentligt, for selv om man må regne med den slags, hvergang man kommunikerer med fredens repræsentanter, så er udtrykket jo reelt. At de ikke kan formulere sig anerledes dækker jo over at de ikke kan konkludere anerledes og derfor er ordlyden en tilståelsessag for såvidt islams hensigter.

Og som både Phillips og Worldnetdaily pointerer overses det af de fleste medier og meningsdannere. Der er altså god grund til at læse brevet - eller andet islam - hvis man vil forstå hvad man er oppe imod. Men hvorfor kommer brevet nu? Hvad er det i verdenssituationen der gør at de lærde muslimer mener at det trækker sammen til et opgør - eller en afgørelse? For uanset indholdet af brevet henvender de sig med et formål og de vælger at gøre det nu. WorldNewsDaily har denne forklaring

Islam just finished the feast of Ramadan. Here is what the Quran says should be the attitude of all Muslims at the end of this sacred feast season: “So when the sacred months have passed away, then slay the idolaters [particularly Jews and Christians] wherever you find them, and take them captives and besiege them and lie in wait for them in every ambush. …” (Quran, Surah 9.5)

The irony of our leaders’ and media’s response is mind-boggling. This is not an offer of peace – it is a prelude to war. In the cold light of day it means, “Make peace with Islam and Allah, or we’ll kill you.”

De er en god anledning, hvis der er hvad man mener, men da der ikke kommer et brev hver gang der holdes Eid må man stadig spørge hvorfor nu eller rettere hvorfor i år? Tina Magaard skrev i Jyllands-Posten 20.10.2006

I 2005 opstod en ny situation i dhimmi hedens historie. Det Muslimske Broderskab (repræsenteret af Islamisk Trossamfund i Danmark under Abu Labans ledelse) indledte to parallelle kampagner: Muhammed-krisen i Danmark, og en ”teaterkrise” i Egypten. Man havde gravet en dvd frem fra 2003, der viste et teaterstykke, som koptiske teenagere havde opført privat en enkelt gang. Det er et mysterium, hvordan det blev filmet, og hvordan dvd’en havnede hos Det Muslimske Broderskab. Men i oktober 2005 stemplede Broderskabet den som krænkende for islam. Den koptiske patriark Shenouda III blev afkrævet en officiel undskyldning, men han afviste. Den 19. oktober blev en koptisk nonne knivdræbt på åben gade. Den 21. oktober væltede omkring 10.000 muslimer ind i det kristne kvarter i Alexandria, nedbrændte en kirke og udøvede hærværk på syv kirker, butikker, biler, en skole og et hospital.

Den slags forløb, hvor det Muslimske Broderskab kræver undskyldninger og orkestrerer straffeaktioner, er ritualer, som skal fastslå kristnes dhimmi- status. Det mønster er i tråd med nyere fatwaer fra Broderskabet, som for eksempel kræver, at jizya- beskatningen af kristne skal genindføres.

Forsøger islamisterne at dhimmi sere europæerne? Det seneste års ”ytringsfrihedskriser” kan tolkes i det lys. Det stemmer overens med det udkast til en islamisk forfatning for Europa, som Islamic Council of Europe offentliggjorde allerede i 1983.

Paragraf 3 stipulerer, at ”Samfund og stat hviler på sharia”, hvilket indebærer dhimmi- status til ikke-muslimer. Paragraf 8 stipulerer ytringsfrihed ”inden for lovens (altså sharias) rammer”, hvilket i praksis betyder begrænsning af ytringsfriheden, da der i sharia er dødsstraf for krænkelse af islam.

Og i P1 advarede Magaard engang om den grundlæggende betydning af, at unge muslimer råber taqbir i gaderne i de vestlige metropoler - herunder også i Danmark. Det er nemlig et tegn på at man opfatter gaderne og dermed det offentlige rum, som tilhørende den islamiske sfære. Men det er nok mere en følelse af at være mange nok og stærke nok end et rationale der har gjort sig sin opposition klart. Hvad man nemlig umiddelbart møder er det bløde civilsamfunds uforstående reaktion.

Men hvad føler ungdompuklerne i den muslimske verden og hvilket pres for handling lægger de på magten? Råber imamerne angrib fordi mange af deres orker allerede er på vej mens resten bliver stadigt mere rastløse? Sikkert er det at der er en bevægelse igang, men hvorvidt den er gennemtænkt er en anden sag. Uanset hvad er brevet ildevarslende.

Berlingske Tidende har en lille statusopgørelse over Muhammedkrisen. Heri lyder spørgsmålet

Var karikaturerne et tåbeligt teenage- agtigt stunt, et slag for ytringsfriheden, som vil bære frugt på sigt? Eller udhulede de den ytringsfrihed, vi allerede har? Berlingske har i interviews og møder i Mellemøsten forsøgt at spore, hvad effekten af Muhammed-krisen er i regionen her to år senere.

For det første handler en principiel kamp ikke om nytte på sigt, men om en kamp man er nødt til at tage uanset om den vindes. Hvis vi vil have ytringsfrihed må vi kæmpe for det uagtet risikoen for at tabe. For det andet kan en ytring ikke udhule den ytringsfrihed vi allerede har! I så fald måtte man afstå fra at ytre sig og så har man jo ikke friheden til det. Det var jo netop det geniale ved Jyllands-Postens tegninger, at det demonstrerede hvor vi stod. Man bliver således ikke syg af at gå til læge selv om det er af ham man får diagnosen.

Men således vælger man altså at gøre værdier op i en form for brugsværdi for eventuelt at kunne falcifisere Jyllands-Postens tegninger. Berlingske har valgt at fokusere på effekten i Mellemøsten trods det at tegningerne handlede om vores principper i vores land. Jyllands-Posten gøres ansvarlig for situationen i andre lande, hvor kun de færreste har tegnet abonnement på JP.

Der er ifølge artiklen gode og dårlige udviklinger at spore. I nogle lande har man således valgt at indskærpe den allerede stramme kontrol med menneskets ædleste egenskab, egenskaben at kunne tænke. Andre steder har det sat gang i en debat.

Jeg er grundlæggende ligeglad med, hvad Mordor går og roder med internt for, der er ingen forskel på nu og dengang. Det at man strammer reglerne for ytringsfrihed er kun en formalisering af, hvad man før mente kunne hvile i det underforståede nemlig, at man ikke sætter spørgsmålstegn ved hadets religion. Det er altså ikke en tradition for satiretegninger af den pædofile kretiner, der er endt med Muhammedkarikaturerne det var en tradition der aldrig ville blive.

»I Egypten er fire avisredaktører blevet arresteret for at kritisere præsident Mubarak og hans søn. Det handler om ytringsfrihed – de danske tegninger gør ikke. Ved at kæde tegningerne sammen med ytringsfriheden har man givet mellemøstlige regimer ammunition til at slå ned på ytringsfrihed. De siger selvfølgelig: ‘Se dette er, hvad ytringsfrihed fører til: forhånelse af profeten’.«

Jakob Skovgaard-Petersen, leder af det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo, er enig. Han kommenterede krisen i en række talkshows, mens den stod på. I dag siger han: »Adskillige liberale røster i Mellemøsten har forbandet tegningesagen, fordi den gjorde ytringsfrihed mere suspekt i Mellemøsten. Hvilket bliver brugt som et argument for censur.«

Skovgaard-Petersen betoner, at diskussionen om ytringsfrihed i Mellemøsten har ændret karakter.

»Tidligere diskuterede man, hvordan staten indskrænker ytringsfriheden. Nu går diskussionen mere i retning af, hvorledes man bør begrænse ytringsfrihed, så ingen kan føle sig krænket.«

Den diskussion man måtte have haft, og man kan forstå at den må have været særdeles fladpandet, er forgået uden refleksion over hvad ytringsfrihed er, nemlig frihed. At man er bange for at blive krænket og at krænkelser kan medføre uro og optøjer beviser kun at ytringsfrihed ikke har sin gang på jorden i den tilbagestående islamiske verden.

Det ligger dybt i islams natur at man ikke kan tillade mennesker at tænke fordi modsætningerne ville vælte frem af skabet og underminere troens fundament. En religion der baserer hele sin autoritet på at være den perfekte sandhed og Guds eget ufejlbarlig ord tåler ikke indre modsigelser. Derfor er den ureflekterede underkastelse og den evige angst selve troens indhold, selvbevarelse og drivkraft. Hvis man vil bevare mennesket i det åndelige fængsel kan man ikke lege med ideen om en lysere verden udenfor.

Muhammedtegningerne handlede om vores værdier og om hvorvidt vi er villige til at give køb på den logiske og naturlige konsekvens af vores kultur, tro og menneskesyn. De handlede om vores afklaring og vores valg. De handlede ikke om et resultat af nytteværdi eller om at frelse slaverne af islam. Derfor var Jyllands-Postens tegninger uanset “effekten” en stor succes.

Fra Nyhedsavisen

Redaktør for Haber, Sadi Tekelioglu, der selv har valgt at sætte historien på forsiden af sin netavis, er ikke i tvivl om, at El Mostis kampagne vil vække stor interesse i Tyrkiet og resten af Mellemøsten.

- Jeg er ret sikker på, at historierne kan få stor opmærksomhed i Tyrkiet, fordi tyrkerne i forvejen kender de ubehagelige historier om Muhammed-krisen og Dansk Folkepartis karikaturtegninger. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt El Moustis kampagne vil fremme dialogen. Sandsynligvis vil den bare forstærke det negative billede af Danmark som et land, hvor man må håne alle, siger Sadi Tekelioglu.

Uha, vi får skadet vores renome. Men er det ikke lige gyldigt om det tilbagestående Tyrkiet ikke bryder sig om os? Og er det vores skyld? Og er det sandt?

Dronningen som luder. Og pornostjerner i parlamentet.

Sådan er virkeligheden i Danmark - og det vil millioner af tyrkere vågne op til i morgen. De kan læse, hvordan det socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Hamid El Mousti, fortolker, hvad demokrati og ytringsfrihed er i Danmark.

De to store tyrkiske aviser Sabah og Milliyet vælger nemlig i morgen ifølge den dansk-tyrkiske avis Haber at bringe historien om El Moustis kampagne, der skal hjælpe muslimer i Mellemøsten til at forstå, hvordan det er at leve i et vestligt land som Danmark.

‘Det er tilladt at portrættere dronningen som luder og pornostjerne’ og ‘Pornodronninger bliver valgt til det danske parlament’, skriver Hamid El Mousti sin oplysningskampagne, et åbent brev, som han håber vil bliver oversat til mange arabiske sprog.

For at svare på mine egne spørgsmål i omvendt rækkefølge. Man kan ifølge referatet ikke kalde det direkte usandt, men mildt sagt spidsvinkler El Mousti forholdene i Danmark.

Det er ikke vores skyld at vores renome tager skade (hvis det overhovedet er tilfældet). Dels fordi vi ikke gør noget galt, dels fordi vi ikke er ansvarlige for hvad andre tænker om os, det må de selv ligge og rode med og dels fordi Hamid El Mousti ikke er en af os, men en af dem, de mange muhammedanere der myldrer ind for at suge på lappen, for straks ved først givne lejlighed at svine os til over for deres hjemmeboende landsmænd.

Og det er komplet ligegyldigt med Tyrkiet, de skal bare ikke ind i EU.

En professor slutter artiklen af med følgende bemærkning

- Nej, jeg tror bare folk vil tænke, at vores to lande er forskellige, og at vi i Tyrkiet måske går lidt mere op i moral, end I gør i Danmark, siger Murat Ozgen.

Den med moral har pirret en af Nyhedsavisens læsere der kommer med denne kommentar

Murat Ozgen siger at “vi i Tyrkiet går måske lidt mere op i moral, end I gør i Danmark”.

Google har en facilitet hvor man kan se hvilke søgekriterier der er de mest benyttede (google trends). Hvis man benytter “sex” som søgekriterie får man følgende interessante resultat:

De tre byer hvor der oftest søges på “sex” er:

1. Delhi (Indisk).

2. Ankara (Tyrkiets hovedstad).

3. Istanbul (Tyrkiets folkerigeste by)

Interessant nok kommer Riyadh (Saudiarabien) ind på en klar førsteplads hvis man bruger søgekriteriet “boy sex”!! Så kan man jo lægge i det hvad man vil. Jeg fik mig i al fald et godt grin.

Det gjorde jeg også.

Det er en slidt kliche at det danske renome i udlandet har taget skade eller er dårligt. Hvis det skulle have en gyldighed skulle det være i den tilbagestående og primitive muslimske verden. Men DR skriver

Men nu halvandet år efter at krisen toppede er salget til Mellemøsten steget med 11 procent i forhold til året før krisen. Det viser tal fra Danmarks Eksportråd, der er en institution under Udenrigsministeriet.

I de første fem måneder i år landede den danske eksport på 5,2 milliarder kroner. Fra januar til og med maj i 2005 eksporterede vi for 4,7 milliarder kroner til det samme område. Et af de firmaer som har fået gang i forretningen igen i de muslimske lande er Henning Larsens Tegnestue.

Jeg forventer at diskusionen hermed er sluttet.

Sverige’s leflen for islam ser nu ud til at få nogle gevaldige ridser i lakken. Den 9. August trykte den svenske avis Nerikes Allehanda en tegning af Muhammed og det har endelig fået en reaktion fra Iran. Den iranske regering har gennem den svenske ambassadør protesteret og svenskernes formastelige frihed. Fra Ekstra Bladet

- Jeg har nu overdraget protesten til Stockholm. Hvad der sker herfra, ved jeg ikke. Jeg er blot budbringer, siger Ginilla von Bahr, der er urolig for, om protesterne skal sprede sig og forudsage uroligheder. - Ja, vi ved jo, hvad der sket, da Jyllands-Posten publicerede deres Muhammedtegninger. Bliver der demonstrationer foran ambassaden, er vores højeste prioritet at beskytte personalet, men det er der endnu ikke noget, der tyder på. Men vi har højt beredskab, siger hun.

Og det er nok klogt. Men hvordan med sverige? Jo der har man åbenbart en social politik med at ansætte redaktører der lige er kommet ud af 20 års koma.

Chefredaktøren Ulf Johansson står fast ved tegningen og den lederkronik, der er tale om. - At Irans regering reagerer på denne måde påvirker ikke min indstilling til publiceringen, siger han. Han er overrasket over, at de svenske muslimer ikke kan se, i hvilken sammenhæng billedet er trykt.

Hvordan kan det dog kome bag på manden? Der skal bukkes fra svensk side, men spørgsmålet er om ikke allerede svenskerne står så foroverbøjet at de ikke vil kunne holde balancen. Men det kan glæde Tøger Seidenfaden at Danmark nu har fået en konkurrent til rollen som hele verdens alletiders mest forhadte svøbe eller hvad det er han går og lyver om. Personligt ser jeg frem til dette møde, svenskerne er jo så dygtige til forståelse og respekt og det til trods

Muhammed Omar, chefredaktör för den muslimska tidskriften Minaret, tror att upprördheten beror på att profeten framställs på ett negativt sätt.
– Hade profeten Muhammed i stället framställts som en hjälte hade nog inte många brytt sig, säger Omar.
– Många muslimer uppfattar inte att den här bilden visar den historiske Muhammed utan tror att den riktar sig mot oss muslimer som lever i dag.

Ja, hvor vover svenskerne egentlig det? De skulle have tegnet Muhammed som en helt.

Dette er en fortsættelse af Verdens sande tilstand, part I

Vi er nu nået til de arabiske lande med alt fra de sten rige golfstater til fattiggårdene Syrien, Yemen og Mauretanien. Øst for Iran ligger det multietniske og multikulturelle Irak. Om denne såkaldte nation kan jeg ikke sige ret meget udover det folk allerede ved. Islams blodige grænser er tydeligt optegnede i ørkenens sand; kun en despot kan undertrykke volden.

Israel er det eneste land i mellemøsten der har gjort noget ud af deres nationalstat, og er som følge deraf det mest velstillede, demokratiske og teknologisk avancerede. Alle dets naboer er diktaturer i større eller mindre grad (Libanon kan være en undtagelse, men det er kun en stakket frist). Tilfældet Ægypten er det land der får den største støtte til økonomiske programmer af USA næst efter Irak. Samlet drejer det sig om 800 millioner $ i støtte til sociale programmer og 1.3 milliarder $ i militær støtte i gennemsnit pr. år siden 1979. Tyg lige på de tal. Jeg kalder det massiv bestikkelse på en national skala. Der er åbenbart det der skal til for at holde fred med Israel og Suez kanalen åben.
Grundlæggende står alle Israels naboer i et antagonistisk forhold til den jødiske stat. Historien viser tydeligt arabernes hensigter vis-a-vis Israel. Skub jøderne i havet.
Syrien er et orientalsk despoti par exellance. Mig bekendt er de stadig formelt i krig med Israel. Baath partiet har domineret siden 60′erne med nu afdøde Hafiz al-Asad som ubestridt leder. Han blev genvalgt (igen) i 1991 med 99.9% af stemmerne. Mht. til den sidste 0.1% kan den jo skyldes stærkt svagtseende personer der har ramt forbi med blyanten.
Saudiarabien må ej heller glemmes - godt nok har dette arabiske land ingen vantro naboer, men det forhindrer ikke de sten rige oliesheiker i at støtte terrororganisationer, og forsøge at sprede wahabismen, deres ekstremistiske religion, til de oplyste nationer og dermed undergrave dem.

Ser man på Maghreb regionen som består af de nordafrikanske lande eksklusivt Ægypten, så er den kendetegnet ved ikke at grænse op til nogen af de formastelige vantro. Derfor har den relative fred i området givet tyrannierne ro til at undertrykke befolkningerne. En passant kan det nævnes at Libyens diktator Ghaddafi støtter terrorisme og at Algeriet er præget af etnisk, politisk og religiøs vold af en grusomhed som en vantro svært ville kunne forestille sig.

Hvad er så pointen med al denne her snak? Det er jo det tydeligt for en hver at de islamiske lande er præget af væbnet konflikt og sekterisk vold, især indad til, og hvor islam breder sig, bredes også grusomheden. Denne observation er egentlig ligetil for alle, bortset fra dem tilhørende det totalitære heppekor på venstrefløjen. MEN hvad så med resten af verden…

Den klarer sig som endda nok, faktisk ganske udemærket. Så godt at man kan sige at den er ret fredelig. Ja, Afrika syd for Sahara er fattigt og ikke helt frit for konflikter, men fjerner vi Somalia, Nigeria og Sudan som er muslimske, så ser det ikke så ringe ud endda. Spændingerne mellem de store østasiatiske økonomier Japan, Kina, Taiwan og Korea er ved at fortage sig, og der er ingen grund til at området ikke skulle udvikle sig til et velstående og stabilt ét. Min næst-yndlings aversion Sydamerika er ganske interessant i denne sammenhæng, da kontinentet ikke har oplevet voldelige nationale konflikter efter 2. verdenskrig. Hvorfor?? De har hverken EU eller NATO, men flere modstridende ideologier og ganske forskellige statskonstruktioner. Tilgengæld er de ved at komme af med den anden universalistisk totalitær ideologi, nemlig kommunismen, og uden islam skal det nok komme til at gå fint. Fjerner vi den muslimske faktor, så er verdenen grundlæggende et fredeligt sted.

(Jeg har ikke medtaget Trashcanistan, dvs. landene fra Afghanistan i vest til Tajikistan i øst, fordi jeg simpelthen ikke orker. De er under alle omstændigheder muslimer hele bundtet)

Fra Weekend-Avisen et herligt interview med den amerikanske Russell A. Berman, som dissikerer venstrefløjens tiltrækning af det totalitære. Bermans udtryk Den Rød-Grønne Alliance, hvor det økologiske er skiftet ud med islamismen (også kendt som islam i sin rette form) er morsomt og præcist.

Et af problemerne for venstrefløjenb ifølge Berman, er forvirringen over det universielle i forhold til kultur

Et af de menneskelige særtræk er sproget. Alle taler sprog. Men ingen taler ’sprog’ som sådan. Man taler dette eller hint sprog, måske flere sprog, men ingen taler sprog generelt. Tilsvarende med kulturelle fortællinger: de er overalt, men de er ikke de samme overalt.

Så hvad er det specielle ved Danmark? Hvad er det værd at bevare? Hvad er fællesskabet stolt af? Hvad er i forandring? Hvad forventer man respekt for af nye borgere? Udfordringen for europæerne, tror jeg, består i at formulere en fast og ligefrem, reflekteret, fleksibel og intelligent selvforståelse – en sund primær narcissisme – og erkende, at dette er samfund, der har opnået enorm succes angående personlig frihed og velfærd. De har en masse at være stolte af. Og der er ingen grund til at opgive dette i drømmen om et EU-bureaukrati eller i en overdreven multikulturel tolerance. Der er behov for nationale identiteter, der selvfølgelig ikke skal forfalde til stupid xenofobi. Bare fordi du er stolt af dig selv, behøver du ikke at foragte andre.

Der er en alternativ position, der siger: Vi lever ikke her som danskere – vi er her blot som personer. Og derfor kan enhver bo her. Dette er en særlig type abstrakt oplysningsfilosofi, der slår om i noget højst problematisk, fordi den meget hurtigt bringer én i konflikt med de andre værdier, man har. En dommer i Frankfurt i Tyskland henviste på skandaløs vis til Koranen, da han udsatte en retssag vedrørende en kvinde af islamisk baggrund, der blev banket af sin ægtemand. Dommeren citerede fra Koranen og hævdede, at kvinden burde have været bevidst om, hvad hun kunne vente sig ved at gifte sig med denne mand. Her sættes multikulturalisme over loven i Tyskland. Her omfavner oplysningen sin egen modsætning.«

Den sag kan vi godt huske. Berman har tre årsager til svigtet af vestlige værdier, hvor de to første er at omfavne alt hvad der er imod USA-imperialismen og en særlig hang til mænd i uniform og totalitarisme. Og

Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

Helt i den tråd forsvarer Berman også Jyllands-Postens karrikaturer af pæderasten Muhammed og slutter så af med igen at lægge eftertrykkelig vægt på kultur.

»De liberale, demokratiske institutioner, som nu findes i en række lande, voksede ud af oplysningskulturens filosofi. Men denne oplysning var arving til et par tusinde års vestlig kulturhistorie. Så der er virkelig noget specifikt ved den vestlige kulturarv. Det bidrager ikke med noget godt at sige, at vi blot er en enkelt kultur blandt mange, og at det ikke kan nytte noget at forsvare vore værdier. Jeg mener, at vi har masser af værdier at forsvare. Og det er en tragedie, hvis vi ikke kan etablere viljen til at gøre dette.

Så er der spørgsmålet om, hvilken status disse værdier og institutioner har andre steder. Har de universel gyldighed? Og det mener jeg, de har. Jeg mener, at den vestlige tradition i al dens kompleksitet viser, hvordan menneskene bedst indretter sig. At have ytringsfrihed, privat ejendomsret og demokrati med beskyttelse af individuelle rettigheder er en bedre måde at leve på for mennesker, end andre alternativer – ikke bare for mennesker fra Vesten, men for mennesker generelt.«

– Du mener måske ligefrem, at det er vores pligt at sprede disse vestlige værdier?

»Grundlæggende set: ja. Men med takt. Med sans for forskelle og proportioner.«

(….)

»Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.«

Ja!

På P1 Orientering kunne man høre denne indledning til en historie

Den 20. maj 1999 går en elev amok og skyder de andre elever i Heritage High School, Georgia, USA. Samme dag rammer en storm kysten i Indien og dræber 278 mennesker. Det tilfældige sammenfald får katastrofale konsekvenser for de 40.000 mennesker i Indien, som nu er hjemløse. Skoleskydningen stjæler billedet i medierne, så de amerikanske tv-seere ikke hører om katastrofen i Indien. Og de 40.000 ramte indere modtager ingen nødhjælp.

Eksemplet er desværre ikke enestående, viser en netop offentliggjort stor undersøgelse. Og det er noget, der sætter spørgsmålstegn ved den procedure der er i forbindelse med tildeling af nødhjælp.

Spørgsmålet er nok snarere, hvorfor fanden inderne ikke kan hjælpe sig selv, når de nu mestrer atomvåbenteknologien. De er desuden storproducenter at læger og it-specialister. At amerikanerne finder det mere interessant, hvad der får en elev på en af deres skoler til at skyde sine kammerater, bliver i DR’s øjne til at amerikanerne svigter inderne. Dette er den ultimative ironi, fordi det netop er evnen til at være kritisk overfor de fænomener i deres eget samfund, der gør at amerikanerne har ressourcerne at yde hjælp fremfor at modtage hjælp. Faktisk mere end en 1/3 af al verdens nødhjælp, ifølge selv samme indslag. Hvis inderne gad beskæftige sig med deres egne svagheder, ville de være i stand til det samme. Historien skulle istedet handle om indernes indifference overfor deres eget folks katastrofer.

Om få uger træder vi ind den muslimske fastemåned “Ramadan”, eller rama-dama-ding-dong-dang som jeg foretrækker at kalde den, med deraf følgende vilde udsving i blodsukker niveauet og ophedning af det i forvejen iltre temperament. Nu er det praktiske ved burkaen, at den jo skjuler de blå mærker.

Som 1428 års jubilæet for muhammeds Hidjra nærmer sig, er det relevant at kaste et blik på verdens sande tilstand. Ved et øjekast siger dette kort måske ikke så meget andet end at de muslimske lande hovedsagligt klumper sig sammen lige nord for ækvator, men ser vi lidt dybere afslører billedet noget mere: Det drejer sig om konflikt. Tillad mig denne grovsortering.

Lad os starte i øst med Indonesien det sted hvor islam nok er mest udvandet. Øst-Timor og Aceh provinsen, to områder der har opnået hhv. selvstændighed og selvstyre efter mange års blodig krig, læg dertil stridighederne på Papua og territorial uoverensstemmelserne med Australien plus div. terrorbevægelser jf. Bali i 2002. Det ser ikke godt ud. Som nabo til dette multietniske imperium ville jeg være en kende nervøs.
Går vi til Philippinerne, så er der vrøvl med det muslimske terrornetværk Jemaah Islamiyah og gruppen Abu Sayyaf som opererer fra det Moro kontrollerede område i syd under MILF (neeeeej, det står for Moro Islamic Liberation Front - I læsere har simpelthen så beskidt en tankegang). Mens man kan gå på bordel i Manilla, kan man risikere at få hovedet hugget af på Mindanao.
De stakkels Thailændere har sit hyr med svøben fra syd. Her må buddhist munke, skolebørn og deres lærere frygte de islamiske dødspatruljer.
Vi hopper stille og rolig til Indien og Pakistan hvor Kashmir konflikten er en kilde til uro mellem to atombevæbnede megastater. Det muslimske Pakistan var ikke tilfreds med det erobrede vest-Kashmir, men gjorde større krav. Adskillelige terrorbevægelser der opererer i Indien støttes fra Pakistan. Ligeledes kan vi alle takke pakistanerne for Taliban bevægelsens fremkomst. Det golde Pakistan er også et frugtbart sted for selvmordsbombere med retning mod Storbritanien.
Vi slutter med Iran inden vi går mod Mashreq regionen i vest. Huntington siger at islam har blodige grænser, men de er nu mest blodige indadtil. Det tehranske shia theokrati er ikke bare uvenner med de vantro, men også med sunnierne som er deres naboer. Iran er pt. nummer 1 i køen til atommagternes klub.

Den kvikke læser vil allerede nu have draget en del konklusioner, men den endelige erkendelse er måske mere overraskende end som så.

Fortsættes i del 2…

En af de mest naive eller kyniske tilhængere af multikulturalisme er Kamal Qureshi (Jeg hælder til den kyniske fortolkning).
I dagens debat på P1 Formiddag tørner Erik Meier Carlsen og Qureshi sammen i et slag der handler om tolerance og multikultur. Qureshi er vel forberedt, men åbner alligevel flanken en del gange uden at Carlsen rigtigt får det afgørende stød ind. Lidt deprimerende.

Qureshi: “I realiteten er et samfunds evne til at kunne rumme de forskelligheder et samfund jo har… alle samfund har… også det danske samfund altid har haft og fortsat vil have det, det er jo at kunne skabe rummelighed hvor de forskelligheder der er tilstede føler at de kan imødekommes. Lad mig nævne et billede på det; hvis man har en salatskål så har man i den salatskål både tomater, agurker og salat og løg og hvad man nu kan have, og for at det kan blive til en god salat, så skal tomaterne ikke være i den ene ende og agurkerne i den anden og løg i den anden ende. Det skal blandes godt sammen, men samtidig er det også vigtigt at denne her salatskål, dvs. en ramme om den her forskellighed som kan holde fast på indholdet og som også giver plads til at indholdet kan være der, og det er der man kan sige det multikulturelle er en model som er brugbar f.eks. den canadiske model hvor man definere det multikulturelle som det bærende nationale element.

Jeg hader lige så meget at skrive det, som du hader at læse det. Qureshis salat metafor viser med alt ønskelig tydelighed, at han i hvert fald ikke har benene på jorden.
Ude i køkkenet har jeg en skål med svovlsyre, saltpetersyre og glycerin. Det skal blandes godt sammen.

Som det kan ses har SF ikke noget ideologisk fundament for deres multikulturalisme, fordi dette fundament er baseret på følelser og misforståelser. Tilbage står den rene og skinbarlige religiøsitet.

Der hvor den afgørende forskel på det monokulturelle samfund og det multikulturelle samfund , det er selvfølgelig at man har ikke en kultur som påberåber sig førsteretten, den førstefødte ret, og det er jo klart at i det øjeblik du gør det ligger du jo en grobund for en konflikt.

Vis mig en stat hvor én kultur ikke påberåber sig “førsteretten”, og jeg skal vise dig en stat i opløsning. Det Qureshi snakker om er et sekterisk diktatur og ikke et vestligt liberalt demokrati, så det er selvfølgelig en stråmand. Det at en holdning påberåber sig “at have ret” (dvs. ikke “retten”) kaldes “politik”. I Danmark foregår “politik” blandt folkevalgte og det er én lang konflikt. Her viser den religiøse side af multikulturalismen sig igen; et konfliktløst samfund.

…Senest har vi set det på Balkan hvor det er at Milosevic går ind og siger at her er det den serbiske kultur, det er serberne, det er os der skal bestemme hvordan tingenene skal foregå og det er på hvores præmisser, og så starter konflikten… Så derfor er en monokultur defineret af den ene gruppes overherredømme over andre grupper.“

Det virker som om Qureshi ikke forstår at skelne etnicitet, politik og kultur ad. Nej, monokultur er ikke overherredømme over andre, det er noget sludder og vrøvl. I hans verdensbillede er multikultur den historiske norm og monokulturen pludselig en moderne konstruktion. Han forudsætter at multikulturen var her først, men svar mig nu Kamal, hvis man graver i den danske muld, er det så Abdullahs knogler der ligger begravet?
Qureshi fortsætter med en række løgne om jødernes forhold i Danmark.

Som positivt eksempel på multikultur giver Qureshi os Sydafrika, et utroligt voldeligt og sekterisk samfund. Ih, hvor lyder det spændende og eksotisk.

Carlsen: “Når Kamal snakker om eks. Jugoslavien, så var det jo et multikulturelt samfund. Det var jo et samfund hvor der var nogle meget, meget store mindretal hvor der var nogle meget store spændinger mellem en dominerende kultur og i nogle andre [geografiske] områder dominerende kulturer med en helt anden kulturel og religiøs baggrund og det er det der skaber konflikter.“

Ok da, det var vel også en såkaldt “direktør”.

P1:”Kamal Qureshi, kan man have økonomisk lighed i et multikulturelt samfund?“

Qureshi:”Ja, i høj grad!“

Carlsen:”Der er bare ikke nogen eksempler på det.“

Præcis, og Qureshi forholder sig slet ikke til dette faktum.
Qureshi rabler løs om økonomisk vækst, Richard Florida, tolerance og multikultur som om der var en linær sammenhæng (er der ikke vækst i Kina eller hva’?). Til det svarer Erik Meier Carlsen ganske spidst: “Det kan være lidt underligt for mig at sidde overfor en SF’er og sige at det handler ikke om vækst det hele, det handler faktisk om fællesskab også.” Touché!

Til sidst vil jeg føje til, at multikultur ikke er en forudsætning for innovation og vækst. Tag Thomas Edisons laboratorier, det var en gruppe hvide mænd fra den jævne middelklasse. Resultat = 1093 patenter.

Kai Sørlander gennemgår her de enkle rationaler, der ligger bag politiken med at begrænse indvandringen. Det bygger selvfølgelig på demokratiets skrøbelighed, kulturel forudsætning og frihedens paradokser. Men udgangspunktet er, at ideen om den fri indvandring er et resultat af erfaringerne fra nazismen. Fra Berlingske Tidende

Det er i det lys, at den indvandrings- og asylpolitik, som har været ført i Europa i de seneste generationer, skal forstås. Den har i afgørende grad været bestemt af to hensyn. For det første ville man undgå den mindste mistanke om at kunne sættes i bås med nazismen og nazisternes behandling af jøderne. Og for det andet opfattede man mere eller mindre bevidst indvandrerne i jødernes billede. Det sidste betød, at enhver politisk modstand mod indvandringen måtte se sig opfattet som værende i slægt med nazisternes behandling af jøderne. Og det første betød, at man så blev sat uden for det gode selskab uden for den »politiske korrekthed«. Den konsekvens var ubærlig for de fleste, og derfor blev der politisk konsensus om en relativt liberal indvandringspolitik. Den var i hvert fald et klart brud med den traditionelle indvandringspolitik. Forandringen skete uden egentlig og åben politisk debat om konsekvenserne på længere sigt. I den konkrete situation var det afgørende hensyn, at man ikke kunne beskyldes for en politik, der kunne bringe nazisternes behandling af jøderne i erindring. Og det var man sikret imod, hvis man gik ind for en liberal holdning til indvandringen; og jo mere liberal, jo bedre for jo længere var man fra nazisterne og deres racisme. De, som dristede sig til at gå imod konsensus, og som krævede en stram indvandringspolitik, fandt sig ofte karakteriseret som racister; og i moralsk afstandtagen kunne man påstå, at de ikke var stuerene.

(…)

Den demokratiske orden adskiller sig fra andre politiske systemer ved at være et rationelt politisk ideal, som bygger på to grundlæggende erkendelser. Den ene er, at lovene i samfundet ikke er gudgivne, men skal skabes af menneskene selv. Og den anden er et krav om politisk ligeværdighed, som følger af, at ingen rent principielt har særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme, hvorledes lovene skal være.

Derfor har demokratiet også nogle forudsætninger, som skal opfyldes, hvis det skal kunne fungere i praksis. Først og fremmest skal borgerne dele dets grundlæggende værdier. Det store flertal skal være enige om at opretholde systemet med politisk ligeværdighed og menneskeskabte love; og de skal være villige til at argumentere for deres holdning til, hvorledes lovene skal være, ud fra det synspunkt. Det indebærer, at de ikke argumenterer for lovene ud fra deres religion, og at de altså i praksis anerkender en adskillelse mellem religion og politik. For at kunne debattere utvunget med hinanden skal de desuden have et fælles sprog. Og som bund skal de selvfølgelig have nogle fælles omgangsformer. Bedst vil det være, hvis sprog og omgangsformer er givet som en historisk arv, og hvis de ikke er bundet til nogen religion, så alle kan dele dem uden at være under religiøs tvang.

Læs den hele. Det er sørgeligt, at det skal siges, men det skal det. Ydermere er det sørgeligt, at en mand som Sørlander er nødt til at mønstre hele sit arsenal af tålmodig pædagogik for at afmontere farligheden og ikke støde folk fra sig.

Fra Nyheds-Avisen

I en tid hvor arbejdsmarkedet fattes hænder, er det ikke hensigtsmæssigt at holde kvalificeret arbejdskraft ude af Danmark. Det siger både de Konservative og de Radikale, der vil have en kraftig liberalisering af den såkaldte green card-ordning.

Den nuværende ordning gør det kun muligt for ikke-EU-borgere at søge job i Danmark, hvis jobbet findes på en positivliste eller giver over 450.000 kr. om året. Og så kan man kun søge ophold i seks måneder. Det bør ændres, mener den konservative integrationsordfører, Henriette Kjær.

De Radikale og de Konservative er opmærksomme på at vi lever i en tid, hvor arbejdsmarkedet fattes hænder, men historisk vil denne tid næppe blive husket for sine manglende hænder på arbejdsmarkedet. Fra Jyllands-Posten

Alle de otte anholdte i den britiske terrorefterforskning har forbindelse til Storbritanniens sundhedsvæsen National Health Service (NHS), erfarer BBC. Der er tale om læger og medicinstuderende og en enkelt laboratorietekniker, der alle er eller har været ansat i NHS.

Fra Jyllands-Posten

Ifølge britiske medier er ingen af de anholdte britiske statsborger. Tv-stationen BBC rapporterer, at de fem menes at komme fra lande i Mellemøsten. Der er dog ingen officielle kommentarer fra politiet om, hvorfra de mistænkte kommer.

Vi lever nok snarere i en tid, hvor man skal være varsom med den arbejdskraft man tiltrækker.