Israel kan slå til nu

Diverse — Drokles on March 31, 2018 at 2:19 am

Erdogan drømmer om en samlet muslimsk hær, som han mener kan besejre Israel, skriver Express. Avisen Yeni ?afak taler gerne på hans vegne og spurgte “What if an army of Islam formed against Israel?” og argumenterede “The number of active soldiers would be at least 5,206,100, while the defence budget would reach approximately $175billion”. 250.000 soldater skulle deltage i første angrebsbølge forestillede man sig. Had og mindreværd i en enkelt trussel. “Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego.” har Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh udtrykt det ifølge Lone Nørgaard og Torben Hansens glimrende gennemgang i Altinget af konflikten

Men det palæstinenserne trænger til, er en ordentlig røvfuld, skriver Daniel Pipes og citerer Victor Davis Hansen, hvad der altid er klogt; “Conflicts throughout history become serial when an enemy is not utterly defeated and is not forced to submit to the political conditions of the victor.” Alternativet, skriver Pipes, er prøvet uden held

By 1993, frustrated with the slow-moving and passive nature of deterrence, Israel’s impatient citizenry opted for an immediate resolution with the Palestinians. In the Oslo Accords, each of the two parties promised the other what it most wanted: recognition and security for Israelis, dignity and autonomy for Palestinians.

In their haste to end the conflict, however, Israelis made three profound mistakes that summer morning on the White House lawn: (1) Granting Yasir Arafat, leader of an unofficial, dictatorial, and murderous organization, diplomatic parity with Yitzhak Rabin, prime minister of a democratic and sovereign state. (2) Believing Arafat when he claimed to recognize Israel, when in fact he (and his successors) still sought Israel’s elimination, now enhanced by his controlling two adjoining pieces of territory, the West Bank and Gaza. (3) Making concessions under the illusion that wars conclude through goodwill, when concessions actually had the contrary effect of signaling weakness and thereby amplified Palestinian hostility. These mistakes, tragically, turned a would-be “peace process” into a counterproductive “war process.”

(…)

Therefore, to gain Palestinian acceptance, Israel must return to its old policy of deterrence, of punishing Palestinians severely when they aggress. One example: When three family members were murdered in July 2017 while sitting down to Sabbath dinner in the Israeli West Bank town of Halamish, the Israeli response should have been to construct new buildings in Halamish and extend its boundaries.

That’s deterrence; it’s more than tough tactics, which Israeli governments already pursue; it means developing consistent policies to break rejectionism and encourage Palestinian acceptance of Israel. It implies a strategy to crush irredentist Palestinian ambitions so as finally to end the demonizing of Jews and Israel, recognize historic Jewish ties to Jerusalem, “normalize” relations with Israelis, close the suicide factories, and shutter the entire machinery of warfare. This process will be neither easy nor quick: it requires Palestinians to suffer the bitter crucible of defeat, with its attendant deprivation, destruction, and despair. Unfortunately, there is no shortcut.

If Palestinian defeat is good for Israel, it is ironically even better for Palestinians, who will finally be liberated from ugly ambitions, revolutionary rhetoric, and genocidal fantasies.” Og nu er chancerne gunstige, med en amerikansk ambassade på vej til Jerusalem og arabiske stater, der modsat deres let antændelige befolkninger, er kørt sur i palæstinenserne og under Trumps myndige ledelse endda taler med ‘den zionistiske entitet’. Og det er ikke kun frygten for Iransk dominans, skriver Shai Feldman og Tamara Cofman for Foreign Policy, der driver den bevægelse

In particular, two developments over the past decade have been key. First, a regional energy revolution transformed Israel not only into an energy independent state but into an energy exporter. The recent 10-year, $15 billon agreement signed between Israeli and Egyptian companies for the sale of natural gas is a game-changer in Arab-Israeli politics. This agreement will allow Egypt to profit from liquefying and re-exporting the purchased gas to Europe and Africa, boosting its prospects as a regional energy hub and creating economic interdependence between two former enemies.

No less significant are new opportunities for economic interdependence between Israel and members of the Gulf Cooperation Council rooted in Israel’s technological prowess and innovation economy. Gulf states reportedly already enjoy support from Israel in defending against terrorist threats through advanced surveillance technology and intelligence sharing. Just imagine the potential for civilian tech cooperation as Gulf states move to diversify their economies away from their complete dependence on oil and gas revenues to more service-based, technology-based, and knowledge-based economies.

The growing advantages to Arab states of cooperation with Israel are further boosted by a parallel decline in Arab governments’ interest in the Palestinian issue. While these governments remain formally committed to the Palestinian cause, they also show growing signs of fatigue regarding all matters Palestinian. At least in part, this results from the fact that more than seven decades of Arab support of the Palestinians has yielded very few gains. But weighing even more heavily, perhaps, is Arab governments’ impatience with ineffective and divided Palestinian leadership and continued efforts by various governments, including Arabs and Iran, to use conflictual Palestinian factions as tools in their wider struggle for regional dominance. Layer on top the looming struggle over who might replace the aging Mahmoud Abbas as leader of the Palestinian Authority and the Palestine Liberation Organization (PLO), and many Arab governments are far more concerned about their narrow interests in who wins these battles than they are in advancing Palestinian claims against Israel.

Erdogan didn’t get the memo, som man siger. Shai Feldman og Tamara Cofman advarer dog Israel mod at udnytte situationen og afgøre konflikten til egen fordel; “Sometimes, it’s easier to have an implacable foe“. Og det er da også nogle gange lettere, men det gælder ikke i Mellemøsten.

Et cock holster slår igen

Diverse — Drokles on March 30, 2018 at 8:53 am

For 12 år siden bollede daværende realitystjerne og nuværende præsident for USA Donald Trump med pornostjernen Stormy Weather. Det fortalte Weather, hvis egentlige navn er Stephanie Clifford (og ikke Vladimir Putin!), til nyhedsprogrammet 60 Minutes i et interview med Anderson Cooper. Og det skal nok være rigtigt, selv om Clifford ikke er et helt troværdigt vidne, da hun i 2006 skrev under på en benægtelse af netop det forhold. For Trump indrømmer aldrig sine fejl så længe de ikke er bevist ud over al tvivl og i dette tilfælde betalte hans advokat Michael Cohen 130.000 dollars for Cliffords tavshed - og det op til et afgørende primærvalg(!)

Clifford har valgt at se bort fra tavshedserklæringen, da Trump ikke selv underskrev den (og altså stadig ikke selv har indrømmet, hvad hans advokat gerne ville holde hemmeligt) og dermed tolker hun den ugyldig. Muligvis har hun kalkuleret med at hun, ved at sætte Trump i forlegenhed, kan tjene nok på opmærksomheden til eventuelt at betale de 130.000 tilbage og stadig sidde med et godt overskud, der er besværet værd. Theres no business like showbusiness.

Og det er altså, hvad nyhedsstationer også er sunket ned i, showbusiness, svælgende i allehånde detaljer om Trumps genitalier og sexuelle formåen. Men hvis vi skal tro Clifford, knaldede de kun 1 gang, ikke til Cliffords fornøjelse, og Trump forklarede sit sidespring med at han og konen Melania lever forskellige liv. Det sidste har de Trump-besatte medier allerede spekuleret hoverende i, hvilket underminerer den moralske anfægtelse.

Det skriver Andrew C McCarty mere detaljeret om i National Review og deri er jeg enig. Men så skriver han også, hvad jeg blot læser med andægtig interesse

The point is that the concealment effort may involve criminal violations of campaign-finance laws. That is, a prosecutor could rationally commence an investigation based on suspicion that the $130,000 payment to Clifford was (a) potentially an in-kind campaign contribution that was astronomically above the legal donation limit for individuals, (b) from a potentially illegal source (depending on how Cohen’s LLC, Essential Consultants, was structured), and (c) not disclosed as required by federal election law.

On this score, it does not matter that one may not be a fan of the campaign-finance laws — they are the law, and as we’ve seen, they can be enforced by criminal prosecution. It does not matter that one may not be a fan of the special-counsel appointment of Robert Mueller — he is the prosecutor, and it is a commonplace for prosecutors, and especially quasi-independent prosecutors, to investigate crimes that are disconnected from the original rationale for the investigation (compare, e.g., Kenneth Starr’s shift from Whitewater to the Lewinsky scandal in the investigation of President Clinton). And it does not matter that one may be skeptical about Mueller’s legal theory that any frustration of government functions by two or more people may be prosecuted as a conspiracy to defraud the United States under Section 371 of the penal code — such cases are prosecuted, the U.S. Attorney’s Manual supports them (as I pointed out in a recent column, notwithstanding my disagreement), and actions that undermine the Federal Election Commission’s oversight and record-keeping would align comfortably with the fraud conspiracy charges Mueller has brought in other cases.

As a factual matter, a shoddy cover-up of an extramarital tryst with a porn star a decade before Donald Trump became president would be a trifle compared to the oft-repeated but never established claim of Trump collusion with Russia. As a legal matter, though, when highly aggressive prosecutors are circling, any kind of something is always more perilous than nothing.

Monica Showalter kasserer ligeledes den slibrige del af ’skandalen’ grundet Cliffords utroværdige ageren i forhold til underskrivelse af kontrakter, der alligevel brydes, hendes besynderlige påstand om at hun ikke er interesseret i penge og at hun lægger sig ud i en potentiel shitstorm for at beskytte sin lille datter mod offentlig opmærksomhed. Showalter konkluderer at der er “powerful forces from the left [] behind these Daniels claims and her unwillingness to keep her contracts”, fordi hendes advokat og stab har stærke bånd til Demokraterne og Hillarys kampagne. En nothingburger, som de siger, men deri misser Showalter McCarthys pointe, som Alan Dershowitz også fanger og sætter det ind i en politisk ramme; nemlig at det for disse kræfter handler om at få Trump til at vidne under ed, så der vil være en chance for at Trump begår mened - og så har man det lovbrud man skal bruge til at rejse en rigsretsag

Jeg holder IKKE med Kina

Diverse — Drokles on March 27, 2018 at 4:24 pm

Men jeg er enig i, at dem skal man ikke grine ad. Trump har en bemærkelsesværdig kvalitet. Hvis Trump forsvarer USAs eller Vestens interesser, bliver  Trumps kritikere slået af forbavselse og beundring for vores fjender. Ved Ambassade flytningen til Jerusalem var de despotiske arabere og deres bizarre krav om vetoret for amerikansk udenrigspolitik fornuftens stemme og hvad angik kontrol med atomvåben var Iran den modne stemme. Eksemplerne er mange og nogle er endda skizofrene, som frygten for at Trump ville føre en atomkrig mod Rusland fra Putins lomme.

Ved vinter OL frabad enkelte sportsstjerner sig fra at mødes med Præsidentfruen og Vicepræsident Mike Pence, der var med ved legene, og også et efterfølgende besøg i det Hvide hus. At besøge Nordkorea havde ingen problemer med. Så galt var det, at medierne endda forelskede sig i Nordkoreas propaganda minister Kim Yo-jong og fordømte Mike Pence for ikke at værdige hende et blik under åbningsceremonien. CNN skrev at Yo-Jung ville vinde guld, hvis diplomatisk dans var en olympisk disciplin. Hun ville i hvert fald have gode chancer for guld, hvis det var en olympisk disciplin at drive koncentrationslejre thi det er hendes profession.

Uffe Ellemann beskrev i en blogpost i 2017 Trumps opførsel som “ulideligt og skabagtigt”, som han med “sin forvredne mund” kun fremtvinger ‘dumme grin’ blandt “hans følgeskab af klimafornægtere og isolationister”. Dette satte Ellemann overfor “det kinesiske triumftog i Europa” efter at Trump klogt havde lagt Parisaftalen i graven. Og nu er det igen Kina, som lanceres som garanten for den globale frihandel overfor isolationisten Trump og hans forkærlighed for ødelæggende handelskrige. Men det forholder sig omvendt, skriver Lawrence Solomon i National Post, Trump er ikke ved at starte en handelsekrig han slår bare igen og hans kritikere “need to open their eyes and see the world as it really is — dominated by protectionists.”

Take automobiles, one of the world’s largest industries. American automakers selling into the European Union face a 10-per-cent tariff, four times that faced by European car makers selling into the U.S. American car makers selling into China face a 25-per-cent tariff. But these high tariff barriers are better, in a way, than the hurdles American automakers face when they sell into Japan, which has no tariff at all yet effectively shuts out U.S. exporters: Toyota sells more cars in a single California dealership than all U.S. automakers sell in Japan.

Instead of tariff barriers, the highly disciplined, uniquely structured Japanese economy employs non-tariff barriers — a host of formal regulations and informal understandings. Korea likewise employs non-tariff barriers, despite (or perhaps, because of) KORUS, the Korea-U.S. Free Trade Agreement. As put last year by American Automotive Policy Council President Matt Blunt, “Clearly, KORUS has had mixed results for America’s automakers and it has failed to live up to expectations. There is no question the Korean marketplace is one of the most difficult for any automaker to export into in the world.” Each of the Big Three U.S. manufacturers is allowed to bring in just 25,000 vehicles built to American standards. “Anything above that needs to be on Korean standards (which) really restricts the access that U.S. companies have to the Korean market,” said U.S. Commerce Secretary Wilbur Ross.

Non-tariff barriers exploded throughout the world following the formation of the General Agreement on Tariffs and Trade (GATT) and its successor, the World Trade Organization. As governments at international gatherings solemnly vowed to lower or eliminate tariffs, at home they silently replaced them with non-tariff barriers. “Both the OECD and the World Bank have been pointing to the rising impact of ‘non-tariff trade barriers’ on international trade,” notes David Hanson, associate professor of international business at Pittsburgh’s Duquesne University, in his book Limits to Free Trade: Non-Tariff Barriers in the European Union, Japan and United States.

Lars Løkke håber fornuften vinder og betegner “told på stål og aluminium, som er en provokation, og som verden ikke har brug for” - helt uden at nævne de danske afgifter på biler. Information Technology and Innovation Foundation slår til lyd for et opgør med den eftergivenhedspolitik

A far more proactive, whole-of-government response, in tight partnership with our allies, is needed to ensure that Chinese innovation mercantilism is contained and then rolled back and a genuine market- and rules-based global trading system restored.

Unless U.S. policymakers want to blithely accept Chinese innovation mercantilism and the damage it inflicts on the U.S. economy and its advanced industries as beyond their control, it’s time for a new approach that moves beyond the naïve push for further dialogue and instead makes it clear to Chinese leaders that such unfair, harmful policies cannot be practiced with impunity. But this fight cannot be about individual tactics, for the Chinese government has shown itself to be quite adept at abandoning certain tactics when they become discredited due to global pressure, only to adopt new and more effective ones in service of its overall mercantilist strategy. The focus needs to be not just on tactical wins, but on more broadly enlisting the global community to help roll back the entire Chinese innovation-mercantilist enterprise and getting China to finally become a responsible player in the global trading system. As such, the Trump administration has a unique opportunity to work with our allies to press Chinese leaders for a fundamental economic policy reset that will move the world economy back toward the rule of law and market-based policies.

However, to succeed, a new approach to U.S.-China economic and trade policy from the U.S. government will need to be pursued with great care and sophistication. The Chinese government is not without weapons, and it has demonstrated a strong willingness to use them to fight back against legitimate efforts to try to get it to stop manipulating the global trade system. And because of the lack of rule of law in China, the Chinese government could very well use its powers to capriciously punish U.S. firms producing or selling there. But doing nothing due to the fear of retaliation should not be an option.

As such, the Trump administration needs to make crystal clear that any such strategy is based not on punishing China nor seeking to hold it down. Indeed, it is in America’s interest to have China rapidly increase its citizens’ per-capita incomes. The administration also needs to make clear that the strategy is not based on making America great again or putting America first, but rather that it is based on saving the global trading system by restoring it to a rules-based one.

Det er ikke blot et spørgsmål om penge og handel, men magt. Og mellem Vesten og Kina er det et spørgsmål om hvilken kultur, der skal dominere, frihedens eller tyranniets, skriver John Haywarth i Breitbart

A funny thing happened on the way to that inevitable triumph of liberty: authoritarianism adjusted its tactics, teamed up with the Western left to attack the foundations of classical liberalism, and found ways to not only control the Internet but turn that gushing firehose of intellectual freedom into an instrument of control. If you enjoyed watching Russia use social media to vandalize Western democracy, you are going to love how China uses it to surgically dismantle the Enlightenment.

China is already directly controlling Internet access for about a quarter of the entire planetary user base, and it exports its expertise by sending consultants abroad to teach other authoritarian regimes how to lock their nets down, too. China aggressively pushes its vision of tightly regulated speech and information as essential to social harmony. Does anyone doubt that it will find a growing audience among the increasingly censorious Western left?

Social media companies that long ago knuckled under Chinese demands for censorship, in exchange for access to its huge online marketplace, are growing more comfortable with speech policing and ideological control in Western markets as well. Twitter’s recent purge of “blue checkmark” account verification for purely ideological reasons, when the system was originally presented as a completely impartial means of confirming that some users are who they claim to be, is a perfect example of Chinese thinking infecting the West, especially since the purge makes glaring exceptions for politically correct purveyors of “hate speech.”

(…)

China has become very adept at exploiting stress points in Western society and co-opting the language of its political class to sell authoritarian ideals. Social justice and income inequality? Those are staples of Chinese political speech, which boasts of using centralized power to distribute resources more fairly and efficiently – even though China has one of the worst “wealth gaps” in the world.

Environmentalism? China is keenly aware that hardcore environmentalists already fantasize about doing away with representative democracy to save the Earth, because free citizens are short-sighted and foolish. China will boast incessantly of how its system prioritizes doing the “right thing” over antiquated notions of inalienable rights and self-governing citizens. Certain quarters of Western academic thought are quite receptive to the idea that only command economics can save the Earth from the ravages of capitalism.

“It will not be difficult for China to tempt young people with a tale of socialism done right, a benevolent tyranny run by honest and wise planners who finally manage to deliver the proverbial free lunch.” Jep, de unge let påvirkelige sjæle har altid været udset som ofrene for alle totalitaristers drømme, blanke tavler som de er.

Trumps evne er ikke uden fortilfælde, han er blot last man standing imod den eftergivelsespolitik, der vokser ud af den kulturelle selvlede. Om det er at kalde Churchill eller Reagan for krigsmagere mens de ser den sagtmodige rimelighed Nazitysklands og Sovjetunionens trusler til harcelering over Jyllandspostens religionskritik som civilisationskritik og formummelsens frigørende kvindesag til aflad for historiske bedrifter fordi shithole countries ikke er shithole countries fordi de har været kolonier, men blev kolonier fordi de var shithole countries til at starte med, men i det mindste en overgang, nød lidt af driftighedens og åndsfrihedens frugter, venstrefløjen og deres medier er altid på fjendes side imod deres landsmænd og endda egne idealer.

Der er intet under 87

Diverse — Drokles on March 16, 2018 at 3:03 pm

En 65 årig svensk kvinde er blevet sigtet for ‘hetz mot folkgrupp’ skriver Fria Tider, fordi hun påpegede det problematiske i, at indtage store mængder mennesker fra primært Afrika og Mellemøsten med lavere intelligens. De svenske aviser skriver samtidig af kompetencekløften vokser på det svenske arbejdsmarked. Sverige er tabt, sagde Mads Fuglede, om 10 år er det muslimsk, istemte syriske Sara, mens domstolene allerede øvede sig i sharia og skolerne i arabisk,  så Jonathan Spang fandt det passende sende humoristisk Marshall hjælp. Men det skal ikke handle om Sverige, det er for deprimerende, andet end at de er kanariefuglende, hvis dødsrallen vores ledere stadig ignorerer betydningen af.

For den stakkels svenske kvinde påpeger en banalitet, hvilket er ulovligt i Sverige. Uanset hvor meget man retter sænker kravene i skolerne for at akkommodere muslimerne, går det den samme vej. Migranterne som svenskerne tog imod kan ikke bruges af nogen, tyskerne forventer at 75% af deres andel af samme migranter vil være på livslang forsørgelse (selvom Merkel appelerer til at arbejdsmarkedet om at sænke kravene) og i Norge er halvdelen af alle på forsørgelse migranter. Herhjemme advares der om et “etnisk proletariat“, som i muslimer der lever på nas. Det er det samme over hele Europa.

Det var ellers meningen, at det multietniske samfund ville være fremtidens økonomi. Ja, den monokulturelle økonomi, som alle Verdens eksotiske folkeslag flokkes imod i håbet om at komme ud af fattigdommen, var forældet og kunne ikke revitalisere sig selv i al sin heteronormative hvidhed af giftig maskulinitet. Men arbejdsmarkedet har krav til et vist niveau af kompetence, ellers er det forsørgelse

Jo lavere en IQ, altså intelligens, jo mere er man kun egnet til arbejde med gentagne rutiner. Og så stiller Peterson spørgsmålet “Under 87, is there something? Well, NO!”. Så hvad skal disse mennesker, der udgør 15% af samfundet, dog gøre? Den gennemsnitlige IQ for Afghanistan, Iran, Jordan, Marocco, Nigeria, Pakistan, Saudiarabien og Venezuela 84; Syrien er 83; Indien, Bangladesh, Libanon og Zimbabwe 82; Ægypten 81; Kenya 80; Congo og Senegal 76; Ghana 73; Jamaica og Sudan 71; Botzwana og Rwanda 70; Elfenbenskysten, Ethiopien og Niger 69; Somalia 68; Gambia 66; Cameroon og Mozambique 64. ‘De’ sender end ikke deres bedste.

skc3a6rmbillede-2018-03-14-kl-0232561

Trygt Danmark

Diverse — Drokles on March 15, 2018 at 6:44 am

22 årige Erna Sofie spørger “Helt ærligt, hr og fru Danmark, hvad er det egentligt i så bange for?“. Og så stiller hun ellers venstrefløjslogik som “skattelettelser til de rigeste”, “at Danmark erstatter kirkeklokkerne med, at der bliver kaldt til bøn fra moskéerne?” fordi et religiøst værdisæt har den samme værdi som ethvert andet religiøst værdisæt uanset væsenforskel for at slutte med, hvad man ellers, fra den kant, skulle tro var en falsk dikotomi: “Eller frygter i for den gruppering og kriminalitet, som vi desværre ser som resultat på vores helt elendige integration.” Vores integration, som modsætning til deres, ja gruppering kan man jo kalde det, men statistisk ganske målbare og reelt utålelige muslimske adfærd, der forpester så mange lokalsamfund i hr og fru Danmarks eget land.

Men det har hr og fru Danmark ingen adkomst til at frygte, thi…

Frygt for islamisering af Danmark er ikke bare irrationel, men også farlig. Den frygt, som vokser i mange danskere dag for dag, er den samme form for frygt, som fik tyskerne til at myrde omkring seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Jeg kan kun håbe på, at vi er blevet klogere siden da.

I stedet for dette Holocaust in spe, slår Erna Sofie et slag for “Empati, sympati og medfølelse (…) så vi en dag kan blive ét” fordi det “kan bevare vores tryghed – og tryghed ønsker vi alle sammen”. Ironisk udstrækker Erna Sofie hverken empati, sympati og medfølelse ikke til hr og fru Danmark, med disse slet skjulte nazibeskyldninger. Hvis hun gjorde og hvis ellers hendes rationale holder, ville det jo føre til, at muslimerne heller ikke behøvede at frygte noget Holocaust i nærværende regeringsperiode fra hr og fru Danmark - alt imens islamiseringen bare glider støt, men stille, afsted.

Ok, hun er ung, hendes hjerne er lige kommet ud af cellofanen og ind på antropologistudiet. Værre er det dog for gamle kriminolog  hr Balvig Danmark , der slår fast at fordi antallet af anmeldte overtrædelser er faldet 30% de seneste 30 år er der “intet belæg for at være mere utryg”. Og analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, fru Ingrid Soldal Eriksen Danmark, der også formodes at være voksen, men som alligevel kalder forskellen mellem folks forståelse af deres egen virkelighed og de tal de selv sidder med i skødet, for “en alarmerende kontrast”. Det er selvfølgelig folks forståelse af egen virkelighed, der er alarmerende, ikke ekspertisens forståelse af folks virkelighed, som disse Hr og Fru Danmark fortæller Berlingske Tidende

Selv om kriminalitetskurven kun peger nedad, er antallet af anmeldte voldsforbrydelser ét af de områder, hvor kurven i særlig grad har bevæget sig den anden vej i de seneste år, og siden 1995 er antallet af anmeldelser af vold mere end fordoblet.

Men ifølge analytikeren i Det Kriminalpræventive Råd betyder det ikke, at volden faktisk er steget. »Der er en klar tendens til, at anmeldelserne af vold stiger støt hvert år, men det siger ikke noget om, hvor mange i samfundet, der er udsat for vold,« siger hun og tilføjer med henvisning til den seneste offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor: »Volden ser ikke ud til at være steget, men danskerne er blevet bedre til at anmelde det.«

(…)

»Det er langt sværere at stjæle i dag,« fastslår han. »Mange forretninger og banker har færre kontanter, så der er mindre at komme efter, og det er mindre tilgængeligt. Derudover er en simpel ting som eksempelvis den elektroniske ratlås på biler vigtig. I dag har vi eksempelvis lige så mange biltyverier som i 1960erne, men vi har langt flere biler.«

Antallet af anmeldte biltyverier og indbrud i forretninger er faldet med omkring 75 procent siden 1995, mens antallet af cykeltyverier i samme periode er halveret. Indbrud i hjemmet er dog et eksempel på en tyveriform, der kun er faldet med ti procent.

Statistikken fortæller, at frygt er uden grund undtagen når den bekræfter det, så er der noget galt med dataindsamlingen. Og uanset er der ingen grund til at frygte, hvad der ligger bag frygten for vold når ratlåsen har sikret at du stadig har din bil vel hjemkommen fra hospitalet. For vores ændrede adfærd og ændringer i samfundet skal ses som et gode og ikke som at volden måske ikke er steget mere fordi folk ved hvad de skal undgå og hvornår. Kim Møller formulerer et opgør med en lignende artikel og også med fru Soldal Danmark, således

At antallet af anmeldelser stiger mere end sigtelser, kunne eksempelvis være fordi episoder med umotiveret vold er stigende. Det kunne også være med til at forklare, hvorfor den generelle tryghed er faldende, selvom ‘kriminaliteten’ overordnet set er faldende.

Det eksemplificerende overfald på homoseksuelle Marko Pogacar blev der aldrig sat etnicitet på, men som P4 København skriver, så er Region Hovedstaden et af de steder, hvor der har været en ’stor stigning’. Forbind selv punkterne, for hverken forskere eller medier gør det for dig.

Når hovedet er i ovnen lægger vi bare fødderne i fryseren og så kan alle ånde lettet op. Disse konkrete stykker hr og fru Danmark, Balvig og Soldal, nævner at unge mennesker har det langt bedre med autoriteter og derfor holder sig fra en kriminel løbebane og der henvises til en mere opklarende artikel fra Danmarks Radio, hvor det opklarende siges

- Det er vigtigt, at lokale aktører tænkes ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv. Det kan være dørmænd, kioskejere, taxachauffører og andre øjne i natten, som fx kan kontakte politiet, hvis der er optræk til konflikter, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at dørmænd og barpersonale er uddannet i konflikthåndtering, så de kan aflæse gæsterne og undgå at konflikter optrappes. Derudover bør diskoteker og barer have en ansvarlig udskænkningspolitik, da alkohol kan have en selvstændig effekt på voldskriminalitet.

Så der er sket et fald i volden internt blandt unge, fordi alle, de unge selv og dem omkring dem, er bedre til ikke at lade sig gribe af en beruset stemning - i nattelivet. Men nattelivet har aldrig holdt folk vågne om natten, hvis ikke de var naboer.

Utrygheden er steget fordi land er tabt. Fordi en kultur, som vi ikke forstår, målrettet arbejder på at indtage det fælles rum. Og hvad med de, der bor i Tingbjerg, Vollsmose, og andre berigede steder? Har de også en tendens til at anmelde vold? Eller, hvad der ligger bag, trusler. En fuld stodder man støder sammen med på dansegulvet er en helt begrænset episode.

Mustafa henne i nr tolv og hans slæng nede fra net-cafeen ved hvor du bor. Du bor i en kvarter, hvor hjemmeplejen er holdt op med at køre ud om natten, hvor postbuddet ikke vil komme, hvor ambulance og brandvæsen kun kommer eskorteret af politi - ja selv politiet kommer kun eskorteret af endnu mere politi. Og når borgmesteren med det relevante arbejdsområde besøger stedet med TV fordi busser ikke tør køre skyndsomt igennem området, demonstreres hans irrelevans med sten fra den herskende gruppe. Så hvorledes skal borgere føle sig trygge når deres gades reelle magthavere ikke blot ikke har det godt med autoriteter, men direkte kuer dem?

Og det er ikke kun banderne, men hele det fremmede kontingent. Fra de små shariakrav i institutioner, på arbejdspladser og i det offentlige rum i bytte for et vredesmoratorium indtil næste omgang overgangskrav stilles, nu med præcedens, til koranklodser i gadebilledet og alskens terrorsikring til besværliggørelse af hverdagen. Hele tiden skal man vægte sine ord, passe på med hvilken rute gennem byen man tager og kun praktisere sin nationale identitet i eget hjem - endnu. En enkelt tegning og det hele eksploderer. Men frygt ej, for Holocaust lurer rundt om hjørnet!

Mængden af manglende beviser tårner sig op

Diverse — Drokles on March 9, 2018 at 5:33 am

National Reviews Andrew C McCarthy har længe været den vigtigste skribent, hvis man vil forstå det komplicerede juridiske og efterforskningsarbejde i det politisk spil om efterforskningen af alting Trump og Rusland. Fordi efterretingsvæsnet kun havde en konkret mistanke om mulig kontakt til fremmede efterretningstjenester, til en lavere rangerende medarbejder i Trumps valgkampsmaskineri, Carter Page. Når jeg siger lavere rangerende, så var han ikke med i selv kampagne, men sammen med nogle venner havde han frivilligt fremstillet en rapport om sikkerhedspolitik, som han mente ville gavne Trumps udenrigspolitik.

For at kunne efterforske Page, en amerikansk statsborger, må efterretningstjenesterne indhente midlertidige dommerkendelser hos den såkaldte United States Foreign Intelligence Surveillance Court, en såkaldt FISA Warrent. Disse dommerkendelser blev indhentet bl.a på baggrund af den private efterforskning, som Demokraternes og Hillary Clintons valgkampsmaskine betalte den tidligere efterretningsagent Steele for. Steelerapporten var en kulørt samling påstande, bl.a om at Trump fik ludere til at tisse i en hotelseng i Moskva, hvor hr og fru Obama skulle have sovet under et præsidentielt besøg. FBI mistede også hurtigt tilliden til rapportens ubekræftede oplysninger og til dens ophavsmand Christopher Steele. Men det var ikke en viden, de syntes at ville belaste FISA dommerens dømmekraft med, som de ansøgte om genopretholdelse af deres overvågning af al Carter Pages korrespondence.

Det er i sig selv en lille skandale om magtmisbrug, som simrer for tiden. Men efterretningsvæsenets interesse for Carter Page syntes ikke at have så meget at gøre med hans ‘konspirative’ aktiviteter i forhold til udenlandske interesser, hvorfor ansøgningen om overvågning også måtte hviles på et dubiøst grundlag, som den stilling Page havde, nemlig en stilling på Trumps hold. Ved at overvåge hvem Page kontaktede overvågede man således også alle som Page havde kontakt med om de var under mistanke eller ej. Men ” they don’t stop there” skriver J E Dyer for Tablet Magazine og giver en mere pædagogisk forklaring af en af McCarthys fremragende analyser

A conspiratorial enterprise is bound to involve communications beyond Carter Page’s first circle of direct contact, so investigators need to look at the next circle as well. They may need to look further, depending on the communications patterns they find in the first two circles radiating from their named target. But under current rules, it’s the first two that government investigators can routinely gain access to in order to “uncover the full scope of a conspiratorial enterprise,” without needing to apply for further warrants.

This convention is referred to as the “two-hop” rule, and, like many provisions of surveillance law, has come in for criticism by civil libertarians. The original FISA was passed in 1978, before the internet age. After 9/11, information technology enabled surveillance operators under the Patriot Act, which complemented and in some ways overlapped FISA surveillance, to inaugurate a “three-hop” rule exploiting computer-networked communications to look well beyond the first-order contacts of a central subject (under Patriot Act surveillance, a terror suspect). This was done via presidential order and came as an unwelcome surprise to the public when the practice was revealed, and initially dubbed “warrantless wiretapping,” in 2005.

(…)

What this means in practice is that, under a single warrant, anyone Page had a text or phone call with in the Trump campaign during the brief months of his association with it in 2016, was fair game, as a direct connection, all the way through the end of the last warrant-extension period on Page in October 2017. The second-hop connections of those initial contacts—meaning everyone that those people had contact with—are also fair game. In other words, it’s likely that almost everyone on the Trump campaign staff was included in the universe of first- and second-order contacts of Carter Page. The entirety of their correspondence is therefore also covered by the initial warrant, regardless of whether or not they ever met or corresponded with Carter Page, or whether that correspondence referred to him in any way, directly or indirectly.

We got a glimpse of that reality from the recent report that Carter Page was in contact with Trump adviser Steve Bannon in January 2017, which could have allowed the FBI to look further into Bannon’s communications through October 2017. But it also allowed a probe of Bannon’s communications going back years before January 2017—as well as a probe of anyone Bannon was in contact with throughout that same period.

Dyer advarer om retssikkerheden for alle amerikanere, hvilket da også er væsentligt. Men mere prosaisk, når det handler om Trump, som er en besættelse hos medierne, så er det vanskeligt at se, hvorledes et russisk samarbejde med Trumps stab på nogen måde har kunnet skjules, så godt som efterretningstjenesten har kunnet belyse alle arbejdsgange og al kommunikation. Efterretningsvæsenet er altså gået langt over stregen for at understrege det bizarre i Den Russiske Fortælling.

Åh, man fandt intet af interesse hos Carter Page, der turnerede på de store medier med et underfundigt smil på læben mens nyhedsværter desperat forsøgte at fremstille ham som landsforræder.

Three Days That Shook Paris

Diverse — Drokles on March 7, 2018 at 3:11 am

Tænk hvis Charlie Hebdo havde haft ret til at bære våben.

Sejrherren Krarup XI - Rystelsen

Diverse — Drokles on March 3, 2018 at 4:49 am

Ikke alle reagerer som Uffe Ellemann gjorde for et års tid siden, med at indrømme at ‘man’ tog fejl uden at se sig selv i spejlet. Nogen, måske endda med Uffe Ellemanns tarvelige niveau, vil opretholde sin gamle fjendebilleder og vedblive sin moralske fordømmelse af dem, der havde ret, hvor ‘man’ selv tog fejl. Den tidligere minister og Venstreformands ord er værd at genlæse, hvis man vil se, hvor tarveligt et menneskes sind kan være - i hvert fald når man hedder Uffe Ellemann Jensen

Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde, så jeg vil ikke sige, at vi har været for tolerante - vi har nok været for dårligt forberedt, og det giver nogle sammenstød hist og her. Der er den der med håndtrykket, der er den der med badereglerne i Århus. Der er sådan forskellige ting, der begynder at dukke op.

“Vi” har været for dårlige, “nogle sammenstød hist og her”, som “den der…”, der ikke er de årlige og stigende milliardudgifter, forpestningen af hele boligkvarterer og store dele af det offentlige rum, de mange ofre for personfarlig kriminalitet og det alarmerende høje terrorberedskab, hvor vi indtil videre heldigt har undgået indtil flere massemord. De små ting som håndtryk og baderegler er det eneste, der for Ellemann Jensen “begynder at dukke op” - i 2017. 2 år efter at Frankrig erklærede sig i undtagelsestilstand (de nu har erstattet med en terrorlov, der grundlæggende er en normalisering af undtagelsen).

Og når det bare er ‘den der’ med ‘badereglerne’ som ‘vi’ har været for ‘dårligt forberedte på’, så fratager det selvfølgelig også, de der havde ret til at kræve, hvad der retteligt er deres, nemlig sejrstrofæet i form af en indrømmelse og dermed en undskyldning for alle Ellemannernes fatale svigt af dømmekraft og siden ondsindede udskamning af alle, der afslørede slige svigt. Hos Ellemann får man bødlens foragt for sit offer

Sådan en mand som Søren Krarup har jo hele tiden været det der meget, meget bastante, som sagde ”luk af, det her er det største problem, bare luk af”. Det har man jo ikke kunnet.(…)

Dem, som siger, at det her er et stort problem, og at det overhovedet ikke kan løses, vi kan ikke have muslimer i Danmark, det kan vi ikke bruge til noget. Det svarer til de løsninger, man sidder og finder på i værtshuset i »Den Politiske Kandestøber.

Den mest udtalte reaktion er ikke Ellemann Jensens nedgroede forbitrethed over virkelighedens demaskering af hans intellekt, men at være rystet. Som rådmand for Beskæftigelse- og Socialområdet i Odense Brian Nybro fra Socialistisk Folkeparti, da TV2 viste, hvad der nu ikke længere kunne skjules, indvandrere på kontanthjælp, uden evner og sprog. “Vi har fejlet som samfund” konkluderede han efter at have “ærligt” indrømmet sin rystelse. Ja “vi” har, hvis samfundet er venstrefløjen og de anstændige borgerlige, som Uffe Ellemann.

Rådmanden med ansvar for beskæftigelse og integration skulle først komme til at kende virkeligheden for sit eget ansvarsområde da en TV station gjorde det umuligt for ham at leve i løgnen. Og han indrømmede kun sin rystelse fordi TV konfronterede ham. Om to år er rådmand Nybro sikkert rystet igen, måske over endnu et hospital, der er blevet stormet af en ‘bande’, hvem ved? Fordøm ham dog ikke, det er habituel politikertænkning, selv Pia Kjærsgaard kan blive rystet, når PET fortæller hende om, hvorledes forskellige politikere, erhvervsfolk og debattører er at finde på en dødsliste udarbejdet af… - og Kjærsgaard lever endda allerede under politibeskyttelse.

Også Socialdemokratiets Formand Mette Frederiksen var rystet over mængden, udgifterne og de mentale afstande til de mennesker, hun importerer til landet. Det er stadig mennesker Frederiksen taler om, men nu skal de tage sig gevaldigt sammen og hun istemte den borgerlige regerings impotente symbolpolitik. Hendes løsning er at rive huse ned, der engang blev bygget på Socialdemokraternes modernistiske drømme om at lønmodtagere skulle bo flot og tidssvarende i grønne omgivelser.

Selv den europæiske storimportør af mænd i den våbenføre alder fra fortrinsvis Levanten og Afrika, den tyske kansler Angela Merkel indrømmer at der er no-go zoner i Tyskland. “‘There are such areas and one has to call them by their name and do something about them,’” citerer Daily Mail hende for at sige. Hun brugte ikke selv udtrykket no-go zone dog og adspurgt svarede hendes talsmand Steffen Seibert at; “‘the chancellor’s words speak for themselves”. Med andre ord regner Merkel ikke sig selv for at være ‘the one who has to call them by their name’ og vel derfor heller ikke den der kommer til at ‘do something about them’.

Merkel var ikke rystet, dog, som ‘ledende politikere’ i Tyskland havde været da der i december blev råbt, hvad tyske medier betegnede som “antijødiske slagord“. Antijødiske slagord er ord såsom, “Død over jøderne!”, “Død over Israel!”, “Israel er barnemordere!” og “Jøder, husk på Khaybar. Muhammeds krigere vil komme igen!”. Ja, og 1 mill af dem kom vandrende i 2015 og derefter, mennesker som Merkel nu er lidt mere loren ved at have inviteret, så loren faktisk, at nogen snart må bruge de rette ord og gøre et eller andet.

De nogen bliver ikke den danske regering, for Løkke støtter Merkels krav om at andre lande skal betale hendes regninger og tage imod Muhammeds krigere, som hun har inviteret indenfor. Herhjemme skal det udløse dobbelt så strenge straffe for visse forbrydelser, hvis de bliver begået i en ghetto. Således skal Danmark, i skønneste muslimske stil, være opdelt i krigens og fredens huse. Og for at accelerere den udvikling, skal der sparkes til gløderne, så der ikke vil være den egn i Danmark der ikke længere er dansk. Og så vil den næste pakke være dobbelt så strenge straffe i hele det ganske land. Og hvorfor ikke, hvis strengere straffe er godt på en matrikel, hvorfor så ikke den næste og alle sammen - og hvorfor ikke allerede nu?

Det er de samme tanker, der også går igennem Frederiksens planer. Ud over endnu mere stat, der skal sørge for uddannelsespålæg, fritidsjob, automatisk vuggestue fra 1 år, nærpoliti og generelt mere af den integrations-industri, som hun end ikke selv kan se nytten af. Fordel problemerne, så glider det hele lettere. Ja, en stund vil det virke således og så meget endda, at incitamentet til at gøre noget reelt, sætte en prop i og begynde på repatrieringen falder til 90er niveau. Og det stiger først igen når smertegrænsen nås igen. For gymnasier hedder den smertegrænse 30% ifølge den gode tone. Derefter bliver det hele ubærligt og kollapser.

Så nej, når politikere som Merkel siger, nogen må gøre noget så der bliver ikke gjort noget. Især når “Ritzau fortæller, at der i Socialdemokratiets nye principprogram kommer til at stå, at Danmark skal fortsætte med at tage imod flygtninge“. Heller ikke selv om Morten Østergaard fra de Radikale ikke mindre besøgte virkeligheden. 2 dage skulle der til, så kunne han se “at vi har brug for nye måder at løse vores problemer på”, som han fortalte i en annonce.

For 12 år siden havde det Socialdemokratiske Frit Forum, inviteret Søren Krarup til at tale om sin bog om Systemskiftet 2001. Berlingske havde en morsom reportage, der nu ikke længere er at finde på nettet, men Monokultur, bragte et uddrag, hvori det bl.a hedder

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Som Berlingske Tidende skrev i lørdag

I miniformat er Morten Østergaards ryk et eksempel på, at flere af partierne i rød blok når frem til nye erkendelser her i 2018. Socialdemokratiets stort anlagte udlændinge- og asyludspil er af historisk karakter - både når det gælder den usminkede beskrivelse af indvandringens konsekvenser, og når det handler om at fremlægge forslag, som partiet vendte ryggen til for blot få år side

Indeed. Når man hører Mette Frederiksen, Socialdemokratiets ellers skingre formand, stille kulturmødet således op

Man skal ikke tage fejl af, at det at kæmpe som individ mod en kultur, man er født ind i, er en af de allersværeste kampe, der finders. Derfor bliver samfundet nødt til at stille sig på den rigtige side, og det er selvfølgelig ikke at fastholde et syn på ligestilling eller børneopdragelse, som ikke er foreneligt med et moderne samfund.

Frederiksen vil, som Merkel, heller ikke bruge de rette ord mens hun som opposition har en gratis omgang med at opliste allehånde krav om forandring og sadle nye skeer på suppen. Men det er store ord, fra en tidligere justitsminister, der i 2014 mente at reglerne var strammet så meget, som det var muligt. Senere, da hun igen blev fri af ansvarets byrder, skelnede hun mellem sig selv som politiker og sig selv som justitsminister og ville nu ’stramme’ mere end, hvad “justitministeriet rådgav den daværende regering om”, som hun forklarede Clement et par år senere. “Var den vurdering forkert?” spurgte Clement hende tre gange uden at få svar fra Frederiksen, der bare forklarer at hvad man får af råd og vejledning fra sit embedsværk bliver præsenteret af regeringen uanset hvilken farve den har “og sådan kommer det nok også til at være i fremtiden!”

Ja, men ordene, som nu kun mangler for at hun helt har kapituleret er, at islam er i opposition til Danmark har vi nu fra andre end “Sådan en mand som Søren Krarup”. Frederiksen siger rent ud at, hvis der skal være en fremtid for et godt Danmark skal muslimerne ud af islam - hvilket hun kalder en af de allersværeste kampe, der findes for et individ. Og det er danskerne, der skal lede an i den kamp for selv er de fortabt i mentale tåger. Det er en kulturkrig ført mod muslimer hun vil have, med statslige og institutionelle våben.

Danmark er gået mod mørkere tider med stigende udgifter og negerafgifter og normalisering af en grasserende terrortrussel, siden Krarup skosede de unge sosser for deres partiers svigt. Men debatten har altså rykket sig, selvom mange endnu ikke vil erkende omfanget og dybden af deres svigt, endsige undskylde. De lyder stadig som hvis Mohamed Lahouaiej Bouhlel erkendte ikke at have være en tilstrækkeligt hensynsfuld trafikant. Bouhlel er i fængsel og Ellemann ligger på historiens mødding, hvor han føler sig for fin til at give en kvajebajer til resten af værtshuset.

Den Rhodesiske Løsning

Diverse — Drokles on March 1, 2018 at 11:44 am

Da den amerikanske Kongres republikanske formand for efterretningsrådet offentliggjorde, hvad han mente var summen af efterretningsvæsnernes efterforskning af Trump-Rusland samarbejdet, det såkaldte Nunes-notat, lød der stærke protester fra efterretningstjenesterne, der mente det ville bringe nationens sikkerhed i fare - det gjorde det ikke - og fra Demokraterne, der mente at amerikanerne var bedre tjent med perserende rygter om, at de muligvis blev regeret af en marionetregering, indsat ved et de facto statskup og kontrolleret af en fremmed og fjendtlig statsmagt, fremfor sandheden. Demokraterne truede med selv at offentliggøre et notat, Schiff-notatet, som en modvægt, men pegede bemærkelsesværdigt ikke på en eneste fejl, udeladelse eller fejlfortolkning i Nunes-notatet.

I stedet havde Schiff-notet taget så meget ‘kontekst’ med at justitsministeriet tøvede med at tillade dets offentliggørelse grundet efterretningsvæsenets indvendinger imod afsløring af navne og arbejdsgange. Det var let at se at det var for at dreje historien fra at efterforskningen at Trump-Rusland var en dødssejler, hvilket blev bekræftet da man sigtede nogle i Rusland bosiddende russere for at lave spas med amerikanerne via ‘fake news’ på nettet og dårligt besøgte demonstrationer, der skulle tjene til at så lus i amerikanernes skindpels. De eneste der reagerede efter russerne ønsker var venstrefløjen og medierne, der mente at landet var i krise, Trump var Hitler, styret af Putin, bindegal og inkompetent og at Verden aldrig ville kunne heles igen og derfor tyede til vold og trusler og kæmpe protestdemonstrationer, hvor dissens blev afsværget som landsforræderisk misogyn racisme.

Efter at Justitsministeriet endeligt har luget ud i oplysninger der kunne skade efterretningsvæsenets arbejde er Schiff Notatet endeligt blevet udgivet, så alle kan se at det bekræfter Nunes-notatet og det endnu alvorligere, at FBI opnåede dommerkendelser op baggrund af Steele-rapporten (den med luder-tisseriet i Moskva).

Man ved at floromvundet sprog tjener det fordækte. Klar tale er udtryk for klar tanke og har du rent mel i posen taler du lige ud af den. Andrew C McCarthy har en grundigere gennemgang i National Review (og McCartys helt nørdede gennemgang, som svar til David French, redaktør af National Review) og skriver bl.a om Schiff notatets forsøg på ‘The Rhodesia Solution’

Another major takeaway from the Schiff memo is that the FBI and the DOJ withheld from the FISA court the fact that Steele’s work was a project of the Clinton campaign. Naturally, the reader must ferret this admission out of a couple of dense paragraphs, in which Democrats risibly claim that the “DOJ was transparent with the Court about Steele’s sourcing.”

How’s this for transparency? The FISA warrant application says that Steele, referred to as “Source #1,” was “approached by” Fusion GPS founder Glenn Simpson, referred to as “an identified U.S. person,” who

indicated to Source #1 that a U.S.-based law firm had hired the identified U.S. Person to conduct research regarding Candidate #1’s [i.e., Trump’s] ties to Russia. (The identified U.S. Person and Source #1 have a longstanding business relationship.) The identified U.S. Person hired Source #1 to conduct this research. The identified U.S. Person never advised Source #1 as to the motivation behind the research into Candidate #1’s ties to Russia. The FBI speculates that the identified U.S. Person was likely looking for information that could be used to discredit Candidate #1’s campaign. [Emphasis in Schiff memo, p. 5]

The first thing to notice here is the epistemological contortions by which the DOJ rationalized concealing that the Clinton campaign and the DNC paid for Steele’s reporting. They ooze consciousness of guilt. If you have to go through these kinds of mental gymnastics to avoid disclosing something, it’s because you know that being “transparent” demands disclosing it.

Pharmakos

Diverse — Drokles on February 27, 2018 at 5:40 am

Jeg har afholdt mig fra at referere til Jordan Peterson trods hans kloge betragtninger, simpelthen fordi han er så populær - og noget skal man jo skille sig ud med. Men her er hans fokus på pligt, den kristne (eller anden gavnlig) tro og civilisationen overfor ventreradikalisme, nihilisme i Townhalls David Gonorski ord (grundlæggende rent tyveri fra min side, men jeg synes det fortjener et større og dansk publikum, hvor marginalt det så end er)

The ancient Greeks had a word for antidote, pharmakos, that they very much used as a cure for chaos. In the pharmakos ritual, a deformed, weak, or mentally ill person would be wined and dined as a god, paraded through the streets, and then ritually murdered outside the city. It is easy for us moderns to look back at such rituals and sneer at the primitive barbarity of it all. Yet, to the Greeks, it was very much a necessary transference of pent up all-against-all aggression and resentment before it spilled into runaway chaos. In other words, as the High Priest who led the plot to execute Jesus Caiaphas said, It is better that one man die than the whole nation perish.

Today, we see clearly that the ancient world’s antidote to chaos—collective violence against an innocent person (or at least, no more guilty than anyone else for social tensions)—is nothing more than crowd madness and scapegoating. We are able to see this because of the lens the Bible provides us after two millenia of its narrative and ethic clarifying our perspective.

In the Gospels, as René Girard helps us see, we have the inauguration of a personhood revolution in which every human being is made to be a sacred temple deserving of love and respect. In the Gospel accounts of his passion, Jesus wrestles the camera of mythic history away from the persecuting collective always searching for a scapegoat and undresses the crowd of all its power. It is not the gods or, in our modern case, ideology, that demands coercion and violence but petty, crowd-possessed people blinded by fear and envy.

It is in that vein that Peterson’s 12 Rules for Life strikes such a powerful chord in our cultural moment. Each of the twelve axioms center on self-sacrifice rather than sacrifice of someone else—a radical new antidote for chaos much more dangerous and powerful than the old antidote of violent sacrifice that shaped our ancestral roots.

Peterson’s meek defiance of victim-garbed collective aggression is in service to Jesus’s personhood revolution: the simple notion that instead of sacrificing your neighbors and blaming them for the chaos you feel, it is better to sacrifice your own pride, clean your own room, and resist the urge to reciprocate aggression and insult to those who seek to harm you.

————————-

Personlig note: For 5 år siden var mit blodtryk tårnhøjt, jeg vejede 30 kilo mere end idag, havde tendens til grådlabilitet og fik frakendt mit kørekort fordi jeg kørte med 1,21 promille alkohol i blodet (jeg skulle lige hente en Whopper), en opførsel, der er meget ulig mit normale væsen. Jeg falder aldersmæssigt helt uden for Petersons egentlige målgruppe. Og jeg har aldrig følt mig forbitret.

Men jeg var ked af det, måske på den måde, som de voksne i min barndom kaldte, at have ‘ondt i livet’ (et udtryk min far havde en hvis foragt for, husker jeg). Da min envejleder i psykiatrien adspurgte mig direkte under en midtvejssamtale “har du det godt?” virkede spørgsmålets enkelthed chokerende i sit konkrete og direkte udtryk og jeg faldt fra hinanden allerede på vej hjem i bilen. Min vejleder havde, førend jeg selv egentlig havde formuleret det for mig selv, ramt hvad jeg allerede var begyndt at arbejde mig ud af.

Selv om det var uden brug af Peterson, som jeg dengang kun kendte for en artikel om hvorledes vores emotionelle habitus er afgørende for vores politiske observans (gæt hvilken vej hønsene skraber), at jeg skiftede fokus for mit liv - meget ad de samme linjer som Peterson advokerer for. Nu går det fremad, selvom jeg stadig mangler at rydde op på mit værelse. Så det kan anbefales enhver, der befinder sig i et vadested i livet, der måske truer med at drukne dem, at lytte til Petersons råd.

At sætte sig selv til side er det bedste man kan gøre for sig selv og sine omgivelser. Men det kræver at man tager sig selv alvorligt og anerkender, at man selv er den ansvarlige.” Women and children can afford to be careless, but not men“, siger Don Corleone, men det er ikke et åg, det er et indhold, som vi er afhængige af.

Jeg har venner, som havde forventninger om en retfærdig fordeling af rettigheder og omsorg, som er gået til i enten alkohol eller bitterhed eller begge dele. Typisk har de fremmedgjort de fleste venner, de engang havde og ikke stiftet andre nye bekendtskaber, end løselige til ligesindede, der, som dem selv, ikke har noget at tilbyde. Mænd med store ressourcer, som ingen nu får glæde af. Så lyt til Peterson, lyt til gammel visdom, ”sig ikke ting, der svækker dig selv“, “make yourself of use” og klap en kat.

CNN som Putins ‘cockholster’

Diverse — Drokles on February 26, 2018 at 6:43 am

Nyhedsstationen CNN anklager almindelige mennesker, for deres egen idioti. En ældre dame i Florida, blev offentligt hængt ud fordi hun påp et tidspunkt havde delt et opslag på et socialt medie, om en demonstration arrangeret af, har det siden vist sig, ‘russerne’, skriver Breitbart.

On Monday, CNN’s Drew Griffin tracked down a private citizen whose worst sin might have been sharing — without knowing she was doing so — a “Russian-coordinated event” on her Facebook page. Griffin proceeded to publicly shame this woman, even though his left-wing employer gave a Russian-coordinated event more publicity than Putin could have ever hoped for.

Michael Moore was also at that rally and as of now CNN has not demanded he answer for his “unwitting” Russian collusion.

(…)

Regardless, abuse is exactly what this Florida woman faced after CNN broadcast the video and published her name. On her Facebook page, she was savaged by CNN viewers as a “stupid old hag,” a “traitor,” a “treasonous hillbilly,” “ugly,” and “racist trash.”

The woman was also physically threatened. “[S]tay in Florida, you come to NY and I’ll kick your Russian bot ass,” one CNN consumer promised.

Among others, and although they are men of the left, MSNBC’s Chris Hayes and the Intercept’s Glenn Greenwald were disgusted and appalled by CNN’s abusive bullying of this innocent woman.

In a series of tweets, Hayes said, “I think it’s bad CNN did this and don’t approve and wouldn’t do it myself.” He added, “That is awful and they should not have done it. … Doorknocking a random citizen not accused of any wrongdoing like that is not cool.”

Breitbart linker til Newsbusters, der fortæller om hvorledes CNN og MSNBC dækkede det russiske forsøg på at så lus i skindpelsen mellem amerikanerne

A check of their November 12 coverage showed both CNN and MSNBC gave enthusiastic coverage to the Russian-organized anti-Trump rally that day, with live reports every hour. Correspondents celebrated the idea that it was “a love rally,” and repeated the marchers’ anti-Trump mantras, such as: “We reject the President-elect.”

While the two liberal anti-Trump networks offered heavy coverage of the anti-Trump rally throughout the day, a check of coverage between noon and 5:00 p.m. Eastern found that the Fox News Channel offered only a short re-cap (66 seconds) at the start of their 4:00 p.m. Eastern hour.

Of course, none of the networks were aware of who was allegedly behind the march, but CNN and MSNBC reveled in the inflammatory messages of the march. At one point, MSNBC anchor Alex Witt credulously responded to the ridiculously alarmist rhetoric: “That woman, when she’s saying she’s concerned that black people will be shot in the street….Is that a legitimate concern for her? Because, that’s scary.”

Correspondent Morgan Radford cheerfully played along: “Alex, it’s not only a legitimate concern for her, it’s a legitimate concern for a lot of people I’ve spoken to….They’re wondering if this [Trump’s election] is almost a license to carry in terms of hate.”

If the goal of the secret Russian organizers was to inject nonsense like that into the American political dialogue, then their unwitting helpers on CNN and MSNBC certainly gave them plenty of assistance that day.

Jeg har tilladt mig at planke denne historie så skamløst fordi jeg tidligere pointeret det ironiske i at det var venstrefløjen og deres medier, der var ‘russernes’ nyttige og villige idioter/Jørgen Dragsdahler. Det er dem, der har forpestet debatten,  propaganderende løgne og promoverende vold mens de udskreg sig selv og allehånde mere eller mindre imaginære minoriteter, som ofre, og her er det hele rullet op deres evindelige hykleri.

Et figenblad til dække for en krigshandling

Diverse — Drokles on February 23, 2018 at 8:40 am

Trump-Rusland fortællingen er de facto afgjort med ledende efterforsker Robert Mueller sigtelse af nogle russere, bosiddende i Rusland, for at have blandet sig i den amerikanske demokratiske process, eller hvorledes man nu vil formulere at nogle russere har spammet internettet med spøjse historier og mem og arrangeret dårligt besøgte demonstrationer. Efter i mere end et år at have hørt vilde konspirationsteorier, hvor Putins regering skulle have underløbet det amerikanske præsidentvalg og grundlæggende bestyre USA via en forrædderisk marionet regering under Trump, er afslutningen lidt af en antiklimaks. De russiske følere til yderkanten af Trumps kampagne, som hvis de blev besvaret, blev det uvidende om at det var falske profiler understreger at der intet samarbejde var mellem Trumps inderkreds og disse russere.

Andrew C McCarthy skriver i National Review at anklagerne taler om en form for krigsførelse mod USA med mis-information og æggen til indre strid og alligevel er svaret fra den amerikanske regering nogle ligegyldige sigtelser. Det er, skriver McCarthy, resultatet af, at man har fyldt efterforskningen med advokater og sagførere, der ser ikke kan se problem som et sagsanlæg ikke kan løse. Disse i realiteten symbolske sigtelser, er altså ikke blot et nyttesløst og uværdigt respons, på hvad man betragter som en fjendtlig handling, det hindrer også at man kan lære mere om og retaliere slige angreb, hvis man havde ordnet det med traditionel kontraspionage - en politisk manøvre, der aldrig bliver realitetstestet

The point of counterintelligence is to gather information so we can stop our enemies, through meaningful retaliation and discouragement. Generally, that means diplomatic, economic, intelligence, and, in extreme cases, military means. It could mean deploying our own cyber capabilities. The idea is not to invade every rogue nation. It is to respond to provocations in a manner that hurts our rivals — conveying that the prohibitive cost we will exact makes attacking us against their interests.

That cannot be accomplished by a mere indictment on which no one will be tried.

When prosecutors are serious about nabbing law-breakers who are at large, they do not file an indictment publicly. That would just induce the offenders to flee to or remain in their safe havens. Instead, prosecutors file their indictment under seal, ask the court to issue arrest warrants, and quietly go about the business of locating and apprehending the defendants charged. In the Russia case, however, the indictment was filed publicly even though the defendants are at large. That is because the Justice Department and the special counsel know the Russians will stay safely in Russia.

Ved at tiltale russere, der er i Rusland, har man sikret sig at de ikke kan, eller rettere vil, vidne i nogen sag, hverken for eller imod Trump. Ingen viden til yderligere efterforskning kan opnåes fra disse 13 russere og de tilhørende organisationer og er derfor nu, et afsluttet spor. Men ikke nok med det, så lyder tiltalerne på en konspiration for at svindle USA, identitetstyveri og banksvindel. Men ikke for at have blandet sig ulovligt i den amerikanske valghandling.

Det er spøjst, for det var netop den forbrydelse, at USAs demokrati blev underløbet, der har hjemsøgt store dele af offentligheden og været et motiv for at sætte så mange ressourcer af på diverse efterforskninger. På den anden side, som John Hinderaker skriver, så går manden bag den absurde Steele Rapport, den med tisseriet, også fri, hvis der skal være præcedens, da han har brugt sin samling af mis-information (fra russiske kilder) til at lokke både medier og efterretningsvæsenet med på en suspekt galaj. Og hvis Steele går fri, går hans arbejdsgivere, hvilket er Hillary Clintons kampagne maskine, derfor også fri.

Hysteriet over russerne er nu gået fra et muligt statskup til den mindre drastiske men stadigt store ulykke, ved at der er russere, der har blandet sig klodset i den amerikanske politiske debat, med det formål at sætte lus i skindpelsen. Lus i skindpelsen, det er mere end samfundet kan håndtere, det er altså forbrydelsen, nes pas? Conrad Black skriver i National Review (NA er langt fra det eneste jeg læser - Amar’ og halshug!)

We must be fairly close to the point where it is impartially recorded that Trump–Kremlin collusion was a nasty fairy tale commissioned and paid for and carpet-bombed on the media by the Clinton campaign, and used to infect and mislead the Justice Department and the FBI, by senior Clinton-campaign and Obama-administration officials. The Steele dossier remains the only visible justification for a false Foreign Intelligence Surveillance Act warrant against Carter Page and, incidentally, the Trump campaign; and for the Mueller investigation itself, even though that investigation was prompted by fired FBI director James Comey with an illegal leak to the New York Times of a memo of contested accuracy that was probably illegally removed government property. Mueller arrived after Comey had dismissed the Steele dossier as “malicious and unverified” and after the Trump-hating Clinton-helper Peter Strzok, whom Mueller inexplicably recruited, had reluctantly concluded that there was “no there there.”

(…)

Mueller can exercise the plenitude of his mandate and unearth the proportions of the chaos caused by the Steele dossier (which the egregious Senator Warner assured us “is taken seriously by the British, our ally”). It is an astounding tale that is emerging of Clinton political mischief tainting the entire justice system and misleading tens of millions of Americans to imagine their political system was being manipulated by foreigners and might have produced an illicit presidential-election result. This is the exposure that must be made, and while I would not necessarily favor prosecuting them all, Mrs. Clinton, Comey, deputy FBI director McCabe, and quite possibly former senior Justice Department officials including Loretta Lynch and Sally Yates, have committed offenses that put them in the danger zone of indictable acts. Instead of Keystone Kops charges against untouchable Russians and shock-and-awe intimidation of prior bit-players for alleged tax offenses and minor indiscretions, Mueller should lay this immense, scandalous rotten egg before the country. If he can’t face that challenge and service, he should shut down this charade so that Attorney General Sessions can end his recusal and we can bring on the main event and identify the authors of this monstrous farce.

Og hvor efterlader alt dette gøjemøj så anklagerne mod Trump for ‘obstruction of justice’? Hvis Trump og hans organisation ikke har gjort noget ulovligt, hvilken efterforskning har de så hindret, hvorledes og med hvilket formål? En rigsretssag “is not going to happen” skriver McCarthy og er på linie med Alan Dershowitz. Trump kan ikke på nogen måde bryde loven ved at udøve sin konstitutionelle magt, så han kan fyre alle de FBI agenter han vil og benåde alle de venner han vil. Vælgerne har stolet på hans dømmekraft mere end Hillarys.

Præsidentens konstitutionelle magt indbefatter selvfølgelig ikke ulovlige aflytninger, som i tilfældet Nixon, ulovlig påvirkning af vidner, som i tilfældet Bill Clinton eller “DACA, which not only flouted “norms and customs” but usurped congressional power and transgressed what Obama himself had conceded were limits on his constitutional authority”.

Dette er det juridiske aspekt, men en rigsret kan rejses politisk, hvis der er stemning for det i Kongressen. Og den stemning behøver ikke at hvile på andet, end at man bare ikke kan lide den siddende præsident, skønt man sikkert vil formulere det anderledes, når man skal forklare sine egne vælgere, hvorfor man har annulleret deres valg af præsident. Checks and balances siger de derovre. De ligegyldige stævninger af nogle russere skal være undersøgelsens eksistensberettigelse. Vi fandt, som vi søgte - today my juristiction end here.

Deres lov og hvide menneskers penge parallelt

Diverse — Drokles on February 23, 2018 at 4:11 am

Nogle forskere har udtrykt deres kvaler over at regeringen opererer med begrebet parallelsamfund om den muslimske tilstedeværelse i Danmark og som til Videnskab.dk bl.a siger

»Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning, og jeg kender ikke til forskning eller undersøgelser, som viser det,« siger lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.

Han forsker i moskéers magt og religionens plads i den offentlige debat.

Men regeringens rapport viser det jo?!

»Ja, i rapporten definerer man et parallelsamfund som et samfund, der ikke har kontakt til det danske, og som ikke ønsker at blive en del af det danske samfund. Men det jo ikke det, man undersøger. Man har ikke været ude og spørge de her mennesker om deres holdninger,« påpeger Brian Arly Jacobsen.

Joh, nogle har nu spørgt de her mennesker om deres holdninger. Så sent som i forrige uge endda, talte TV2 f.eks med en Amal Najja. Najja var den eneste indvandrer i hendes klasse da hun for 25 år siden var elev på Tovshøjskolen i Gellerup. I dag er hun så skolelærer på sin gamle skole og i de 25 år er Gjellerups fremmedkvotient flyttet sig fra 2/3 i 1993 til 4/5 i dag.

- I starten af halvfemserne kom araberne. Så blev det somaliere. Og senere igen kom der kurdere. De havnede alle sammen herude. Det er jo en klar udvikling, selvom man i hele den periode har talt om, at det var det modsatte, der skulle ske. Og der skete altså også en stor ændring. For pludselig var det ikke flygtninge, der kom. Det var mennesker, som kom for at skabe et bedre liv for sig selv og familien. Og de opdagede hurtigt, at børnene kom i skole, man fik mad på bordet, og man havde tryghed, uanset om man arbejdede eller ej, siger Amal Najjar.

(…)

- Dengang i 1993 var udgangspunktet, at man talte dansk til hinanden. Når vi var to arabere, talte vi selvfølgelig arabisk sammen, men man var nødt til at kunne dansk for at klare sig. Sådan er det ikke længere. Jeg kan klare mig med at tale arabisk alle steder, fordi vi er så mange herude nu. Det er ikke nødvendigt at tale dansk. Og når det ikke er nødvendigt, forsvinder hele motivationen for at få det lært jo også. For hvorfor skulle man?

Det lyder da meget multikulturelt og burde vel derfor være en vækstsdynamo? Men det er det vist ikke og TV2 besøgte også en cafe i Vollsmose - Ah, Vollsmose, hvor også postbudene er fjenden, en non-verbal kommunikation for de, der tør lytte - hvor folk kønsopdelte sig selv, som det naturligste. Eller rettere, fordi de ikke havde andet valg, thi

- Sådan er islamisk lov, kvinder og mænd sidder ikke sammen.

Så vil det sige, jeg må ikke være her?

- Jo, du må gerne være her. For du er et hvidt menneske, så du ved nok ikke bedre, siger hun og griner, men følger hurtigt op.

- Nej, teknisk set må du ikke være her. Kvinder skal være her, mænd skal være der, siger hun og peger om foran caféen.

Mændene på den anden side bekræfter også over for TV 2 Nyhederne, at kvinder og mænd sidder adskilt.

- Sådan har det altid været. Det er ikke noget, jeg har tænkt over. Det er bare vores livsstil. Jeg har bare altid sat mig her, siger Ali Abdul Kadir, der til daglig arbejder som lager- og logistikoperatør.

Det hvide menneske fra TV2 besøgte også den somaliske kvindeforening Sahan, der ud over at være langt fra hvide mennesker, har vundet flere priser for deres forebyggende arbejde blandt unge i Vollsmose - hvad der forebygges og blandt hvem og hvorfor behøver ingen forklaring - og…

…spørger forsamlingen, der på det tidspunkt består af 11 somaliske kvinder, hvor mange af dem, der kan tale dansk.

Ingen rækker hånden op. I stedet er der en af dem, der henter en tolk i et tilstødende lokale.

Ja, hvorfor skulle man ikke have en tolk i det tilstødende lokale? Og en besøgende advokat, der forklarer somalikvindernes manglende tilknytning til arbejdsmarkedet således

- Jeg tror, problemet bunder i, at mange somaliske kvinder ikke kan sproget. Det er klart, at når man ikke kan sproget, så kan man ikke sende en ansøgning, og man kan ikke komme til en samtale og fortælle, hvad man duer til, siger advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm.

Men det hvide menneske finder dog en somalier, der næsten kan dansk, og spørger hende hvorfor hun ikke har et arbejde

- Det er svært at få job. Der kræves kvalifikationer, når man søger arbejde. Der er mange ting, der gør det svært at få et job. Blandt andet tørklædet, siger Iman Hassan gennem tolken.

Hvorfor skulle man dog også kvalificere sig, lære det relevante sprog og træde ud af den muslimske tåge, pengene kommer alligevel den første og der er bonus for flere børn, der skal forebygges. En af forskerne “har svært ved at se, hvorfor det er en trussel mod sammenhængskraften, at de her folk lever isoleret”. Næh, det er ikke en trussel for det resterende samfunds sammenhængskraft, vi danskere har det fortsat fint med hinanden. Men når de lever isoleret, kunne de måske leve et andet sted, så vi andre ikke skal punge 35 mia. kroner årligt på mennesker, der alligevel ikke vil være her - var det ikke fordi socialstaten betalte dem for det. Og det er ikke medregnet alle de ulykker, terrorudgifter og daglige ‘negerafgifter’. I så fald kan udgifterne måske nærme sig 84 mia kroner pro anno.

Shithole msm

Diverse — Drokles on February 20, 2018 at 4:16 am

13 russere, ingen bosiddende, hvor det amerikanskle retsvæsen har nogen funktion, er blevet tiltalt af specialefterforsker Robert Mueller for en række ulovligheder, de skal have begået i en mis-informations kampagne, de har orkestreret før og efter det amerikanske præsidentvalg. Mere efter end før, rent faktisk. Men man kan godt blive forvirret over, hvad det drejer sig om, hvis man følger de fleste af de mest almindelige nyhedsmedier.

Vice direktøren for Facebooks reklameafdeling, rob Goldman, har twittet sin frustration over mediernes fordrejede fortælling om ‘russernes’ brug af de sociale medier, skrev Breitbart for et par dage siden. Han skrev bl.a at “swaying the election was *NOT* the main goal”, men derimod “to divide America by using our institutions, like free speech and social media, against us”. Det viste sig at være helt overflødigt, med en venstrefløj og etablerede medier, der svælgede i konspirationsteorier og promoverede vold mod Trumps tilhængere, dem Obama mente klyngede sig til deres ‘guns and bibles’ og som Hillary Clinton kaldte for fortabte begrædelige.

Og når de danske medier bare skriver af efter de etablerede amerikanske medier i deres dækning af den amerikanske virkelighed kan man i Jyllands-Posten læses følgende

USA’s præsident har flere gange kaldt hele undersøgelsen af Ruslands forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg et fupnummer og en heksejagt, opfundet af Demokraterne for at skade ham.

Den påstand er blevet sværere at fastholde, efter at FBI fredag rejste tiltale mod 13 navngivne russere plus tre russiske selskaber.

Jeg er rimeligt sikker på at Trump omtalte sin egen rolle i sagen som et fup nummer. Nej, vent, jeg kan komme det endnu nærmere end min egen erindring, da CNN citerede Trump selv i sommer, da det stod klart at russerne, som amerikanerne selv, for den sags skyld, aldrig har skammet sig over denne verdens Jørgen Dragsdahler og tidligere præsident Obama, mente 80erne burde beholde deres udenrigspolitik

trump-obama-dropped

En anden artikel på Jyllands-Posten er mere sanddruelig og nævner at Rod Rosenstein “fremhævede et konkret eksempel, hvor russiske operatører i december 2016 efter valget havde arrangeret protester for og imod Donald Trump på samme dag i New York.” og at russernes formål var “at skabe mistillid til kandidater og det politiske system generelt“.

I en valgkamp gælder det om at kunne overbevise nok mennesker til at stemme på een selv end modstanderen. Og selv om Trump havde god succes med at fyre op under sin base med det mundrette ‘lock her up!’ var det ikke, hvad der kunne charmere, hverken tvivlere eller modstandere. Så hvad vil almindelige amerikanere sige til et så vulgært udtryk, som en Hillary Clinton figur blive trukket rundt i et bur på åben gade? Bortset fra de, der allerede havde bestemt sig, ville man ikke overbevise amerikanere om meget andet, end at splittelsen i det amerikanske samfund og den politiske debat var var eskalerende.

Eller, som Jim Geragthy skriver i National Review

I mean, if you’re swayed by an image that suggests that Hillary Clinton is the devil and she wants to get into a boxing match with Jesus Christ. . . I’m pretty sure you were probably leaning against her already. The woman’s gotten into a heck of a lot of scandals, but I don’t think she’s ever explicitly challenged the Son of God to get into the UFC Octagon with her.

And if Hillary Clinton supporters really want to argue that they lost the votes of a segment of progressives because Bernie Sanders supporters were persuaded by muscular-Bernie cartoons. . . look, if that’s really the case, then it’s not Russia’s, Trump’s, or the Republicans’ fault that a part of the Democratic base is a bunch of easily-distracted shallow idiots. If your voters are getting deterred by doodles, they never really were “your” voters.

Men alligevel skriver Danmarks Radio i en artikel “De [13 russere] var alle tilknyttet organisationen “Internet Research Agency”, der angiveligt forsøgte at påvirke de amerikanske vælgere til at stemme på Donald Trump” og “Profilerne spændte over forskellige temaer, og havde både til formål at påvirke den politiske debat og skabe splid i samfundet til fordel for Donald Trump.” og lader det ledsage af en del anti-Hillary mem, såsom

anti-hillary-mem

“Ned med Hillary!” Wow, hvis ikke det får borgerkrigen til at bryde ud… Især når en fakta boks om anklager fortæller at de tiltalte “Har brugt tusindvis af dollars om måneden på at købe politiske reklamer” og “opereret med et månedligt budget på op til 1,25 millioner amerikanske dollars”, hvor der bl.a blev “delt politiske budskaber på social media-konti”, “promoveret information” og “skabt tema-grupper på sociale medier om varme politiske emner”.

Alligevel fortæller samme artikel stik imod dens større fortælling om alt russisk pro-Trump

Gruppen “Blacktivist“ udgav sig for at være en del af Black Lives Matter-bevægelsen, der kæmper for afroamerikaneres rettigheder og ofte imod Trumps politik.

(…)

Demonstrationer for Trump tæller blandt andet “March for Trump” (“Gå for Trump”) 25. juni 2016 og “Down with Hillary” (“Ned med Hillary”) 23. juli 2016. De tiltalte stod også bag demonstrationen “Support Hillary. Save American Muslims” (”Støt Hillary. Red amerikanske muslimer”) 9. juli.

En anden Danmarks Radio artikel formulerer det således

De 13 russeres mål var ifølge tiltalen at hjælpe Donald Trump til sejren i den amerikanske valgkamp. Fra midten af 2016 betød det blandt andet, at de støttede Trumps kampagne, og at de modarbejdede Hillary Clinton, der var Demokraternes præsidentkandidat.

Hvilket altså er forkert ifølge Rod Rosenstein, som har udfærdiget nævnte anklageskriftet. Målet var bare at yppe kiv, i hvad venstrefløjen og medierne altså allerede var i fuld gang med.

Politiken havde denne ambivalente overskrift på deres vinkel, som de, sjovt nok, har bygget en betalingsmur omkring, således at ikke alle bare kan komme vadende sydfra og læse deres guldkorn

politiken-forside-om-russerne

Fortællingen om at russerne hjalp Trump vedligeholdes ikke bare, men opgraderes så splid nu tilhører Trump og ikke andre, hvilket tager forrang for artiklens citerede dementier af samme fortælling. 47 mennesker var interesserede i den afbilligede demonstration, men hvor mange af dem mødte overhovedet op?

Berlingske Tidendes overskrift var dog sanddeuelig, “De skulle skabe splid i USAs politiske system” hed det om de 13 russere. Mere turde jeg ikke læse, da man altid skal slutte med noget godt.

Medierne, Demokraterne og venstrefløjen var Putins nyttige idioter

Diverse — Drokles on February 17, 2018 at 11:39 am

Det var vel det, Ruslandshysteriet burde være endeligt ovre. Ikke at alle ikke hele tiden har vidst, hvad der foregår, nemlig at russerne gør, hvad der passer dem og hvad amerikanerne selv har gjort 81 gange som var det æbletærte, nemlig forsøgt at påvirke den andres valghandlinger. Breitbart skriver at 13 russere er blevet blevet stævnet af Robert Muellers efterforskningsarme på anklager om “ulovligt” at have brugt sociale medier til at påvirke det amerikanske valg, identitetstyveri, arrangeret demonstrationer eller andre ‘events’, betalt Dagsdahls osv - både for og imod Trump.

The indicted Russian organization Internet Research Agency allegedly created a team of “specialists” who were “tasked to create social media accounts that appeared to be operated by U.S. persons” then “divided into day-shift and night-shift hours and instructed to make posts in accordance with the appropriate U.S. time zone.” Internet Research Agency also allegedly “circulated lists of U.S. holidays so that specialists could develop and post appropriate account activity” and that said specialists were “instructed to write about topics germane to the United States such as U.S. foreign policy and U.S. economic issues.”

They created social media groups designed to enflame the fringes of American society, including pushing Black Lives Matter, immigration control, religious groups, and certain geographic areas inside the United States. Examples cited in the indictment include accounts called things like Blacktivist, United Muslims of America, Army of Jesus, Secured Borders, South United, and Heart of Texas.

“By 2016, the size of many ORGANIZATION-controlled groups had grown to hundreds of thousands of online followers,” the indictment says.

The Defendants also allegedly bought social media ads starting in or around 2015 designed to promote their controlled entities, “spending thousands of U.S. dollars every month.” They falsely made a Twitter account called @TEN_GOP to make it appear as though they were the Republican Party of Tennessee, a major political party in a U.S. State.

Nickel and dime stuff, without a little witt attached to it.  David Never-Trump Frenchs harcelerer i National Review over at russerne overhovedet blander sig og den engang glimrende Jonah Goldberg undrer sig i samme tidsskrift over at konservative ikke viser synderlig forargelse - for at blande sig i andre landes debatter kunne amerikanerne ikke finde på, med deres Radio Free Europe. Jo, det er ikke pænt at puste til nogen ild, men det er så normalt som at aflytte Merkels telefon og præsidentielt anbefale briterne at blive i EU, med mindre de vil nedgraderes fra friends til it’s complicated.

French lægger vægt på at russerne forsøgte at udbygge amerikanernes allerede eksisterende “weak public trust”, uden at adressere, hvorfor tilliden er så lav. En af grundene, kan jeg afsløre uden at chokere nogen, findes i den hysteriske dækning af hvad der fra starten lignede en tåbelig konspirationsteori. En konspirationsteori hviler på, hvad der foregår i kulissen. En valghandling er en offentlig affære, alle har adgang til alle udsagn - det gælder faktisk at nå så mange mennesker som muligt. Så hvis man ikke kan pege på en historie, et udsagn eller en information, som man har studset bare det mindste over - og intet konkret bliver nævnt - har den ikke været nær så relevant, som Graham Chapmans “He’s right, did you know that?” nazi. Eller med tidligere præsident Obamas ord; “How is that even possible?”

For French er det en skærpende omstændighed da “it also demonstrates an intent to generally sharpen American political divides and radicalize American citizens”. Det er en besynderlig pointe, der sigter imod symptomer, hvis årsager han og hans never-Trumpere undgår. De eneste, der er blevet radikaliserede er den del af venstrefløjen, der holdt på Hillary Clinton og de fleste store medier. Og det var ikke fordi de blev konfronteret med russiske trollefarme, men fordi de blev konfronteret med en uapologetisk orange mand fra de hvide rækker, rundet af kapitalisme og kristen kultur - så langt som den ikke stillede sig i vejen for hans greb om livets glæder. Mediernes, kommentatorernes, eksperternes og de politiske modstandere har fyldt debatten, med radikaliserede og splittende historier, som at Trump og hans skare af fortabte begrædelige var racister, fascister, voldsparate, misogyne, antisemitter og allehåndefober. Trump ville smadre økonomien enten før eller efter han han havde startet en ny atomkrig som optakt til sit totalitære terrorvælde med etniske udrensninger.

Russerne har ikke betydet en døjt i forhold til splittelsen i det amerikanske samfund, eller i andre vestlige lande, for den sags skyld. Venstrefløjen dyrker splittelsen nu revolutionen blev aflyst med Murens fald. Den gang blev de støttet økonomisk, men det viste sig at de var selvkørende spielverderbere. Det er minoritetsrettigheder der sættes over fællesskabet, der skal vige pladsen for fremmede kulturer, seksuelle besynderligheder og frit opfundne nye køn - de er cock holsters for alting fjendtligt.

Notat kamp mellem Republikanerne og Demokraterne

Diverse — Drokles on February 15, 2018 at 9:48 am

Der er nu startet en notatkrig mellem Republikanerne og Demokraterne, hvor vinderen kan afgøre hvilken fortælling amerikanerne skal høre om Trump, Rusland og Depp State. Republikanerne begyndte da formanden for efterretningsrådet Devin Nunes offentliggjorde et notat, der tegnede et billede af at FBI havde forladt sig lidt for meget på den rapport om Trumps lyssky affærer, der bl.a involverede tisselege med prostituerede i russiske hotelværelser og at der var for mange agenter med negative emotioner imod Trump og mulige skjulte dagsordner, som også havde arbejdet på Hillarys sager om emails.

Presset på Trump er opretholdt af muligheden om det lyssky. En Kafkask situation, hvor ingen kender den egentlige forbrydelse, forbrydelse indgår end ikke i efterforskningsleders Robert Muellers arbejdsbeskrivelse, men hvor selve efterforskningens eksistens er nok til en folkedom. Hvis det står til medierne. Demokraterne ønsker at henvise til alt, der potentielt kan henligge i mørket, så de protesterede voldsomt over, at Nunes notat fortalte, hvad Nunes mente var konklusionen på alle de oplysninger, efterretningsrådet havde set og hørt, nemlig at der ikke var noget på Trump, men derimod problemer med efterretningsvæsenets arbejdsgange og nekelte medarbejderes motiver. Derfor lancerede Demokraterne deres eget notat, Adam Schiff notatet, der endnu venter på de juridiske institutioners tilladelse til at blive offentliggjort, hvor de ønsker at nuancere eller bestride Nunes konklusioner.

Man skal ikke være den store analytiker, for at mistænke Demokraterne at udarbejde et notat, der indeholder for mange fortrolige oplysninger, til at det kan blåstemples i sin helhed. Kun ved at holde oplysninger i mørket, kan de opretholde anklagerne mod, ikke blot Trump, men også Republikanerne, for forskelsbehandling. For faktuelt, kan Schiffs notat højst sandsynligt ikke være et sagligt opgør med Nunes notat, da der i mellemtiden er fremkommet endnu et notat, Grassley-Graham notatet.

“The Grassley-Graham memo corroborates the claims in the Nunes memo” skriver Josehp McCarthy i National Review og forklarer

The Obama Justice Department and FBI used anonymously sourced, Clinton-campaign generated innuendo to convince the FISA court to issue surveillance warrants against Carter Page, and in doing so, they concealed the Clinton campaign’s role. Though the Trump campaign had cut ties with Page shortly before the first warrant was issued in October 2016, the warrant application was based on wild allegations of a corrupt conspiracy between the Trump campaign and the Kremlin. Moreover, the warrant meant the FBI could seize not only Page’s forward-going communications but any past emails and texts he may have stored — i.e., his Trump campaign communications.

(…)

What the Grassley-Graham memo tells us is that the Nunes memo, for all the hysteria about it, was tame. The Grassley-Graham memo tells us that we need not only a full-blown investigation of what possessed the Obama administration to submit such shoddy applications to the FISA court, but of how a judge — or perhaps as many as four judges — rationalized signing the warrants.

(…)

Even though there was still no meaningful corroboration of Steele’s sources after months of investigation, even though Steele had lied to them, the FBI and Justice Department represented again and again, in April and June 2017, that the FISA court could confidently bank on Steele’s reliability. By early 2017, however, Steele was being sued for libel in Britain, among other places, by people accused of misconduct in the dossier.

Truth is a defense to libel. Suffice it to say, it was not Steele’s defense.

In May 2017, as I have detailed (here), Steele was required to respond to interrogatories. He emphasized that his dossier allegations were “raw intelligence” that was “unverified” and “warranted investigation.” He further described his reports as “limited intelligence” that described mere “indications” of “possible” coordination between Trump’s campaign and the Russian government. He was not in a position to vouch for the accuracy of what he’d been told, he explained; he passed it along because it needed further investigation.

Beyond all that, we now learn through the senators’ memo, and some follow-up reporting, that two longtime Clinton cronies, Cody Shearer and Sidney Blumenthal, fed their own anti-Trump dossier to Steele, through a State Department official, Jonathan Winer. In the fall of 2016, Steele, while working on his Clinton-funded project, reported this Clinton-crony information to the FBI.

Still, the FBI and Justice Department elected not to tell the FISA court that the Clinton campaign was paying for Steele’s unverified, unverifiable anti-Trump research.

Og hvis Steeles rapport har ligget til grund for efterforskningen og dermed haft ‘illegitim’ påvirkning af den demokratiske proces, en form for kup-forsøg, skal han så ikke straffes, måske endda henrettes, som Scott Adams argumenterer for?

Wayne Allen Root mener på Town Hall at nettet nu strammes om både Hillary Clinton og Barak Obama. To FBI agenter, Lisa Page og Peter Strzok, blev fjernet fra efterforskningen af alting Trump-Rusland, da det blev afsløret at de både byttede stærkt Trump fjendske meninger og kropsvæsker uden om ægteskabet. Ud fra deres sms korrespondance kan man tilsyneladende forstå at FBI brugte “untraceable burner phones“, som var de selv en del af en kriminel organisation. Og at både Hillary og Obama blev løbende orienteret om en ukurant plan B, til at underløbe Trump

It gets worse. The Hillary exoneration letter wasn’t just changed to exonerate Hillary. The FBI changed “President” to “senior government official” when describing who Hillary sent illegal personal emails to while traveling in a nation called a “sophisticated adversary” to the USA. Could that nation be Russia? Why didn’t they name that country? Perhaps because they’re afraid Americans would figure out the “Russian Collusion scandal” belongs to Obama and Hillary.

And if Hillary sent emails to President Obama on a personal email, guess who else broke the law? President Obama. The FBI pulled off a 2 for 1…they changed words to exonerate both Obama and Hillary.

Og ifølge et vidneudsagn fra en FBI agent til Kongressen modtog Clinton Foundation, Bill og Hillarys velgørendhedsfond, der mistænkes for at være en del af en større korruptionsmaskine, store pengebeløb fra russiske interesser, da disse købte sig ind i det uranproducerende firma Uranium One.

Den store mand og tiden

Diverse — Drokles on February 13, 2018 at 5:36 am

Jeg synes (endelig, efter mere end 12 år, indleder jeg en blog med den formulering) at kunne se en tendens til, at store personligheder, bliver mindsket i tidens film og serier. Denne eller hin store kunstner var faktisk en simpel narkoman, havde bøvl i privaten eller spøjse vaner. En hvilken som helst film eller serie om Dronning Elisabeth den første - måske med undtagelse af Shekar Kapurs Elisabeth fra 1998, der mere retteligt burde have heddet Lord Walsingham Renser Ud - fokuserer på hendes frustrerede kærlighedsforhold til Leicester Citys træner, i stedet for at betone det singulært mest interessante ved hendes liv, nemlig at hun rejste en nation i knæ og sendte den på vej til at erobre Verden. Og Hello Josephine.

Den seneste film om gode gamle Winston Churchill, Darkest Hour fokuserer på de dramatiske dage fra Chamberlain træder tilbage til Churchill holder sin berømte ‘Vi skal kæmpe allehånde steder og vi skal aldrig overgive os!’ tale. I filmen kommer Churchill i tvivl, svajende mellem, hvad der er let og hvad der er rigtigt, er det kongen og hans kone, der holder sammen på ham. Filmen udtrykker denne tvivl i en scene, hvor den vægelsindede Churchill tager metroen til parlamentet for at holde sin ‘vi skal kæmpe’ tale. Her taler han med almindelige pendlere, der viser sig at være ganske patriotiske og ivrige efter at give Hitler en dragt prygl. Flere af deres udsagn, bliver til Churchills berømte ord. Sådan skal vi tro gårsdagens pendlere tænkte og talte. Sådan skal vi tro Churchill var. Og sådan skal vi forstå historiens gang.

Problemet med den scene er ikke så meget at den er fri fantasi - en film har en hvis varighed og poesi er i stand til at fortælle sandheden. Problemet er at den lyver. Churchill var ikke i tvivl om nødvendigheden, selvom han kunne tvivle på sejren. Og denne distinktion er vigtig for, hvad der lå bag hans enestående handlekraft. Ved at lade Churchill og hans taler være et ekko af folket bliver Churchill til en populist, der rider på bølge af folkelig kampgejst.

Kunstnerisk kan man sagtens eksternalisere en persons indre konflikter og det er en god ide samtidig at vise Churchill, som en folkets mand. Og publikums følelser kan engageres gennem emotionelle virkemidler, som i Apollo 13, hvor det er et langt drama, både i den uheldige rumkapsel, hvor stemningen mellem astronauterne er på kogepunktet og i Houston, hvor teknikkerne hektisk improviserer løsninger, der kan rense luften for CO2 og klemme et par ekstra minutter ud af de flade batterier.

Men selv om den mission i sandhed var et regulært drama, hvor alt hvilede på en knivsæg, så var der ingen konflikter, ingen panik og ingen improviserede løsninger. Det VAR mænd af den rette støbning, som gik til opgaven med rettidig omhu. Alle eventualiteter var der tænkt på og lavet procedurer over og alle var koncentrerede, professionelle - og bemærkelsesværdigt rolige. Og her er det grangiveligt svært at skildre et stort drama, gennem stoisk rolige professionelle, hvis fremtoning, stemmeføring og handling indgyder tillid og sikkerhed - for kan man tro på det, når man selv ved hvor let man bliver bange? Så filmen drejer på nogle faktuelle knapper, for at få dramaet i den rette emotionelle proportion og vi er stadig benovede over, hvor godt vores, endda virkelige, helte klarede skærene.

I et storpolitisk drama, hvor vi allerede ved at det ender med den anden Verdenskrig, er der rigeligt af konflikt og masser af patos i Churchills ord til at holde publikum på kanten af sædet. Så det er uforståeligt at man vælger at spænde vognen for hesten og lader folket føre Churchill. Churchill red ikke på en bølge. Modstanden mod krig i hans regering og i Parlamentet afspejlede ganske godt, den generelle stemning, en forhandlingsløsning er gerne at foretrække. Demokrati er kompromisets kunst, civiliserede mennesker finder en løsning i mindelighed. Men de tøver også med at indse, når bedrageren står foran dem.

I 1940 var folket ikke ivrige efter krig, det er de sjældent. De ved godt, hvad krig koster, hvem der skal kæmpe den og hvad man kan miste - de havde 20 år forinden ofret en generation i skyttegravene. Sejrherrerne vil ikke have revanche, de vil have ‘aldrig mere krig’, som nogle håbede ville blive resultatet af blodsudgydelserne. Folk holder af hverdagen. Det er derfor det er så heroisk, når de endelig sætter i bevægelse, fordi de indser nødvendigheden ikke kan forhandles.

Og Churchill tvivlede ikke på nødvendigheden. “Stop it! Stop it! Stop it now!!!” formanede han i slutningen af 30erne sin regering “Hitler constitutes the greatest danger for the British Empire!”, som Klaus Wiegrefe skriver i Spiegel. Og “[a] furious Hitler publicly berated Churchill as a “warmonger”". Churchill havde læst tilstrækkeligt Mein Kampf til at han i 1939 kunne skrive at “the Third Reich represented an unprecedented “cult of malignancy”".

Darkest Hour menerat kunne påvise en tvivl i mødereferaterne fra den engelske regerings krisemøder i maj 1940, der endte med at England erklærede Tyskland krig, mens flåden desperat forsøgte at få resterne af de engelske ekspeditionsstyrker hjem fra Dunkirk. Og det er rigtigt at møderne, der forløb over flere dage, registrerer skiftende og modstridende udsagn fra Churchill. Men det er forkert at læse en politisk forhandling, hvor Churchill søgte at få et konsensus bag sin strategi, som en tvivl - det kaldes forhandling og overtalelse - og “[t]he Duke of Marlborough’s descendant was on his own”. History Extra skriver

The ensuing discussion at the meeting would finally pitch Halifax and those who supported him – a large proportion of the ruling Conservative Party – full force against one of their own: Churchill, whose stubborn will to fight on alone seemed, to Halifax, impervious to reason and hard evidence and against the country’s best interests.

Når Churchill tilsyneladende indrømmede at en forhandlingsløsning, med Musollini som forhandlingsleder, var det med betingelsen, hvis det kunne lade sig gøre. Det kunne det selvsagt ikke, men man skal have sin opposition derud, hvor de selv indser, at de tager fejl, hvis man skal have dem med i ens konsensus.

The War Cabinet convened again the following day, 28 May, to once more discuss the issue of Italy. Lord Halifax spoke first: “We should give a clear indication that we should like to see mediation by Italy.” But Churchill said he felt it was “clear that the French purpose was to see Signor Mussolini acting as intermediary between ourselves and Herr Hitler” and that “he was determined not to get into this position”. Halifax – surely thinking ‘here we go again!’ at yet another row-back from Churchill – disagreed strongly with this suggestion. Churchill continued, stating that he believed “the French were trying to get us on to the slippery slope… The position would be entirely different when Germany had made an unsuccessful attempt to invade this country.”

Was Churchill, having agreed to consider a peace deal, now adding a new caveat that it should be pursued only after a failed German attempt to invade Britain?

The idea that Britain, without an army (as it now looked), was equipped to repel a German invasion (which looked likely) was a notion that Halifax did not even want his name linked to.

The argument continued, with Churchill adding that: “Signor Mussolini, if he came in as mediator, would take his whack out of us. It was impossible to imagine that Herr Hitler would be so foolish as to let us continue our re-armament. In effect, his terms would put us completely at his mercy. We should get no worse terms if we went on fighting, even if we were beaten, than were open to us now.”

Halifax was understandably infuriated. He could not fathom what Churchill felt was “so wrong” in the proposed idea of mediation. Chamberlain, sensing this frustration, came in on Halifax’s side, saying: “It was clear to the world that we were in a tight corner, and [I] did not see what we should lose if we said openly that, while we would fight to the end to preserve our independence, we were ready to consider decent terms if such were offered to us.”

Faced with losing Chamberlain’s support to Halifax, Churchill returned to his rhetorical roots and stated: “[T]he nations which went down fighting rose again, but those which surrendered tamely were finished.”

Churchills rationaler er en afvisning af enhver tanke om kompromis. At forhandle om sin egen undergang er værre end end at møde den i kamp, for når man kæmper har man muligheden for at vinde. Churchill havde netop skrevet en biografi om Marlborough - der aldrig havde deltaget i et slag han ikke vandt - han vidste at Halifax og Chamberlain var til fals for slesk tale og billig portvin. De skulle forarbejdes indtil deres tilhængere kunne se at de var på det gale spor

What to tell his peers, then? Should he listen to them or instruct them? And how much persuasion to apply when the price his listeners might pay, if persuaded, is their own blood?

It is not certain that Churchill knew full well what he would tell them. But as he walked he began to form an idea. He must reveal that a peace deal with Hitler has its advocates and has indeed been under consideration. It was even possible that Hitler was behind the Italians’ overtures, sending out a subtle signal of readiness to talk. Out of all this, he must discern the mood of his ministers, before publicly disclosing his own.

“I have thought carefully in these last days whether it was part of my duty to consider entering into negotiations with That Man [Hitler]. But it was idle to think that, if we tried to make peace now, we should get better terms from Germany than if we went on and fought it out. The Germans would demand our fleet – that would be called ‘disarmament’ – our naval bases, and much else. We should become a slave state, though a British Government which would be Hitler’s puppet would be set up – ‘under Mosley [Sir Oswald Mosley, British fascist] or some such person’. And where should we be at the end of all that? On the other side, we had immense reserves and advantages. And I am convinced that every one of you would rise up and tear me down from my place if I were for one moment to contemplate parley or surrender. Therefore, he said, ‘We shall go on and we shall fight it out, here or elsewhere, and if this long island story of ours is to end at last, let it end only when each one of us lies choking in his own blood upon the ground.”

When on the brink of defeat, Churchill – speaking from the heart – summoned all the skills in his arsenal and produced a masterful display of rhetoric, one that we must assume took its shape in the orator’s head in the fleeting moments before expression, too late to edit it.

What it meant was this. He had decided. Decided no longer to sit on the fence. Decided to pre-emptively quash any campaign of support Halifax might be attempting for his ‘European Settlement’. Decided to risk the Foreign Secretary’s resignation, and with it a no confidence vote against himself. Decided, on balance, that it was better – despite all the valid and powerful and moral arguments against – to fight on, returning to his original position, but now with a full sense of the poor odds, the dangers, the costs, possible sacrifices that lay ahead. His countrymen and countrywomen must risk death; be ready to choke in their own blood.

“Churchill had outflanked his opponents” konkluderes der. Churchill var en stor retoriker, men retorik var et redskab til at nå et mål og ikke blot tomme fraser fra højstemte pendlere.

“Resolution personified, Winston Churchill” siger Dave Davis i en samtale på NPR med Candice Millard om hendes bog Hero of the Empire: The Boer War, a Daring Escape, and the Making of Winston Churchill. Millard fortæller at Churchill “wanted to be in the most difficult, most dangerous battles he could find”. I kamp med pashtunske krigere, der slagtede løs på hans enhed, red Churchill rundt på en hvid pony, der var købt ind, for at fremhæve ham selv på slagmarken, overbevist om sin egen udødelighed. “I do not believe the gods would create so potent a being as myself for so prosaic an ending” citerer Millard ham for at skrive hjem til sin mor. Som journalist under Boerkrigen i 1899, var han ombord på et tog med britiske forstærkninger til fronten, da det blev afsporet og briterne faldt i et baghold

And the first two cars are thrown off the tracks. Several men are killed and horribly wounded. The man right next to Churchill has his arm blown off.

And then they’re stopped and they’re surrounded by just this hailstorm of shells and bullets. Winston Churchill, 24 years old, one of the few civilians on the train, takes over the defense of this train. He immediately jumps out, running back and forth, shouting orders to people, and even more extraordinary, they listen to him. You know, this is a train full of uniformed soldiers who have their commander, his friend, Aylmer Haldane, right there. And even Haldane listens to Churchill and says, absolutely, that’s the way to go. And every man who makes it out alive credits Churchill’s resourcefulness and bravery for saving their lives.

DAVIES: Right. And of course, this involved trying to decouple what’s the movable part of the train from the cars that have been blown off the track…

MILLARD: (Laughter) That’s right.

DAVIES: …Trying to get the engineer to maneuver it into place and move the derailed cars out of the way so that what’s left of the train can escape all while, you, know gunfire is raining down. And he’s moving about in the open, taking charge. It was really quite a moment.

MILLARD: It’s his instinct to take charge. Everybody else sees that. They see his confidence. They see his courage. And it happens in a heartbeat, and it works.

Tidens forhold til store mænd afspejles i den forrykte forskrækkelse for alting Trump. Ja, han skulle nævnes igen - men i det mindste halder det ikke om klimaet. Endnu.
Se hellere Winston Churchill: The Wilderness Years med Siegfrid Farnon fra 1981 episode 1, 2, 3,
4, 5 (herunder), 6, 7 og 8

Nunes notat er et lys i mørket

Diverse — Drokles on February 7, 2018 at 11:11 pm

De kloge strides om Nunes notatet, der beskriver hvorledes efterretningsrådets formand Nunes fortolker de oplysninger rådet har fået fra efterretningsvæsenet. Alt der kommer fra en politiker er et partsindlæg, hvad der for nogle forhåndsdiskvalificerer det, men som i realiteten blot er et forbehold, som det skal læses med. Og der har været kritik af at informationerne mangler sammenhæng og at der er meningsforstyrrende udeladelser.

Men tilbage står, at FBI under den tidligere Administration i et eller andet omfang har brugt eller måske forladt sig på, en dubiøs politisk efterretningsrapport, Steele rapporten med tisse-legene, bestilt og betalt af daværende præsidentkandidat Hillary Clintons kampagne, til at opnå ret til at overvåge en medarbejder i daværende præsidentkandidat Trumps kampagne, Carter Page - og således opnået mulighed for også at overvåge dele af Trump og hans kampagne by proxy. Victor Davis Hanson skrev

He was apparently known to intelligence agencies for years (supposedly under investigation variously by the FBI, the CIA, the NSA, the Director of National Intelligence, and the Financial Crimes Enforcement Network), and he may have been the object of a 2014 FISA warrant. But such intelligence agents were never able to bring charges against him, and it appears he even cooperated with American intelligence in gathering info against the Russians. So why would the FBI and DOJ, suddenly in 2016, believe that mention of Page’s name in an unverified opposition-research dossier warranted four FISA warrants to find wrongdoing?

After all, if he was so well known to the FBI for so many years, during which they never charged him with being a Russian agent, and if the FBI nonetheless still regarded him as suspicious in 2016, why not simply go to a regular court to obtain a warrant to wiretap him? Such a court, of course, would be less secretive, not known for a 99 percent approval rate, subject to far more deliberation, and less useful for surveilling Trump associates.

A more likely supposition is that it was not Page’s past flirtations with the Russians (who supposedly dubbed him an “idiot”) that abruptly brought him back into the sights of the DOJ and FBI in 2016. Instead, it was his brief and minor relationship with Trump, and his appearance in a bogus dossier, that offered useful pretexts for court-ordered surveillance sweeps and indirect targeting of possible Trump associates.

Page was simply a tool, to be surveilled in hopes of also sweeping up other names and information that might corroborate some shred of the dubious Steele dossier. In that narrow sense, his name might as well have been Jones or Smith.

So far, all Carter Page has been found guilty of is momentarily working for the Trump campaign. His likely future lawsuits against Steele, Fusion GPS, the Clinton campaign, the FBI, and the DOJ will probably follow a number of avenues.

Og Hanson minder om at “Shortly before leaving office, Obama abruptly issued yet another expansion of the Reagan-era Executive Order 12333, dramatically enlarging some 17 government agencies’ legal authority to surveille U.S. citizens — an order that had followed even earlier expansions of the number of officials privy to surveilled information.” Så Hanson citerer tidligere Deputy Assistant Secretary of Defense Evelyn Farkas, som hun fortalte MSNBCs Morning Joe om hvorledes den tidligere Administration ville samle så meget information om Trump og Rusland og sprede det, førend Trumps Administration fandt ud af, hvilke metoder man havde brugt

I was urging my former colleagues and — and frankly speaking, the people on the Hill, it was more actually aimed — aimed at telling the Hill people, “Get as much information as you can, get as much intelligence as you can before President Obama leaves the administration.” Because, I had a fear that somehow that information would disappear with the senior people who left. So it would be hidden away in the bureaucracy that the Trump folks, the Trump folks, if they found out how we knew what we knew about their, the staff, the Trump staff’s dealing with Russians, that they would try to compromise those sources and methods, meaning we would no longer have access to that intelligence. So I became very worried, because not enough was coming out into the open, and I knew that there was more. We have very good intelligence on Russia. So then I had talked to some of my former colleagues, and I knew that they were trying to also help get information to the Hill.

(nyd en analyse af Farkas kropssprog, da en journalist ville høre mere om denne samling af information på Trump) Derfor er Nunes smart når han offentliggør sit notat, om det er partisk eller ej. Demokraterne, pressen og FBIs eneste svar er nu at levere den sammenhæng, som republikanerne så vil yderligere nuancere og således eksponeres hele ‘deep state’s’ arbejdsgang, eller rettere Sumpens essens, for en måbende offentlighed. For der er selvfølgelig ikke tale om et samlet FBI endsige en samlet efterretningstjeneste, men centralt placerede rådne æbler, som søger at underløbe demokratiet.

Disse rådne æbler har dog fået lov til at rådne i en politisk kultur, som den tidligere Administration har dyrket, hvor embedsstanden er brugt foruroligende politisk. Fra at give miljøstyrrelsen EPA ukonstitutionel magt til at lade skattemyndighederne forfølge konservative organisationer særligt nidkært. Det er klart i et sådant miljø, at ansatte med stærke holdninger, som agent Peter Strzok, der sms’ede i et væk med sin kollega om et hemmeligt netværk og en nødplan skulle Trump blive præsident, og den af Trump fyrede tidligere FBI direktør James Comey.

Comey mente at offentliggørelsen af Nunes notat både var uden betydning, “Dishonest and misleading”, som det var OG at det ville være skadeligt for USAs sikkerhed. Sikkert mest skadeligt for ham dog, mente den tidligere FBI agent Jim Kallstrom, der pegede på Comeys rolle, ikke blot som lækker af notater, men også som aktiv politisk agent. Det var Comey, der efter aftale med den tidligere Justitsminister ikke blot ændrede formuleringerne i sin rapport over Hillary Clintons ulovligheder, så de ikke fremstod i juridiske termer, men også og på den baggrund anbefalede ikke at foretage sig yderligere, stik mod hans kompetence og stik mod lovens ord og bogstav.

Presset mod Trump næres af alt gedulgt, kun ved at pege mod truslen fra mørket kan man skræmme befolkningen. Og så nytter det jo ikke at nogen har den frækhed at tænde lyset, så amerikanerne kan få syn for sagn.

Så begynder det store bagslag

Diverse — Drokles on February 3, 2018 at 6:02 am

Et notat udarbejdet af formanden for Kongressens efterretningsudvalg Devin Nunes, der kaster lidt lys på, hvorledes FBI satte sig for at efterforske alle indvolverede i Trumps kampagne er offentliggjort. Notatet er udarbejdet på baggrund af, hvad Nunes mener at efterretningsudvalget har fået præsenteret af oplysninger vedrørende Muellers mange efterforskning af alting Trump, russere og obstruktion.

Mistanken fra Trump sympatisørers og alment juridisk bekymrede borgeres side har været i hvor høj grad, den famøse Steele rapport er lagt til grund. Steeles rapport var i starten sponseret af en republikansk Trump rival, men fandt vej til Demokraternes kampagne, hvor dens fokus skiftede mod russiske kontakter og tisselege i Moskvahotelværelser. Og FBI er selvfølgelig i sin gode ret til at bruge den som udgangspunkt for sine egne undersøgelser, men de må ikke forlade sig på den. Den altid ædruelige Andrew C McCarthy skriver i National om notatet, at det viser at FBI åbnede en sag mod en af Trumps medarbejdere på et problematisk grundlag, for siden at kunne åbne sager mod resten af Trumps stab

The memo states that the Obama administration concealed from the court that the dossier was commissioned and paid for by the political campaign of Donald Trump’s Democratic opponent, Hillary Clinton. Nor was the court informed that the dossier’s author, former British spy Christopher Steele, told a senior Justice Department official that he was “desperate” to prevent Trump from being elected president.

Moreover, despite presenting dossier information as probable cause on four separate occasions — for the initial FISA warrant in October 2016, and three times in the ensuing months — the FBI failed to verify the dossier’s explosive allegations and failed to inform the court that its efforts to corroborate the allegations had been unavailing. Indeed, the memo relates that the government once presented a news story to the court as corroboration for Steele’s claims, apparently unaware that Steele himself was the source for the news story.

(…)

The FISA court warrant targeted Carter Page, who had volunteered to serve as a Trump campaign foreign-policy adviser. The memo relates that the warrant was originally issued on October 21, 2016, and re-authorized three times thereafter. Under FISA, warrants targeting American citizens lapse after 90 days. If you’re keeping score, that means a warrant based on claims that Trump was corruptly aligned with the Kremlin was renewed twice after Donald Trump became president.

According to the committee testimony of former FBI deputy director Andrew McCabe, the information in the dossier was necessary to the probable-cause showing required to justify issuance of a FISA warrant. That is, the warrant would not have been issued without the dossier information.

David Harseany skrev  i National Review før notatets offentliggørelse

For that matter, even if President Donald Trump is guilty of colluding with the Russians, or whatever crime Special Counsel Robert Mueller has settled on pursuing, it doesn’t mean the Obama administration was above abusing its power to spy on opponents. It’s highly plausible, in fact, that an administration that had little compunction about spying on journalists and others and then lying about it would feel comfortable dropping standards to snoop on its political adversaries.

For medierne og Demokraterne synes logikken at være, at demokratiet skal stå til ansvar for efterretningstjenesterne og ikke omvendt.

Det er blevet påstået at notatet er rettet til at formanden for efterretningsudvalget, den republikanske Nunes, for at passe en bestemt fortælling til fordel for Trump. Nunes har bedyret, at der var tale om et par kommafejl og et par enkelte udeladelser af information, der ikke blev skønnet relevant at offentliggøre også af andre medlemmer af sikkerhedsrådet og fra begge partier. Ellers er striden ikke om sandheden, men i hvor høj grad det er taget ud af en sammenhæng eller måske endda sammensat af udvalgte oplysninger.

FBI hæfter sig ved den manglende sammenhæng, som de er bekymrede for om giver et misvisende billede  Allahpundit, der nu forventer en PR krig, hvor “a waterfall of leaks from both sides is on the way”, skriver i Hot Air at

If the Steele dossier was the *only* thing the FISA Court had to go on, maybe the feds shouldn’t have cleared that bar. But if they have Steele plus their own independently developed evidence? This is what the FBI statement is alluding to, I think, when it mentions “material omissions.” Nunes’s memo is going to claim that the Steele dossier was part of the FISA application, which is probably true. But, says the FBI, what about the other parts? This is why we need the underlying intelligence too.

Trey Gowdy er ikke helt enig i den sidste konklusion. Men han mener, at nogle FBI agenter, med meget stærke negative følelser for Trump, skulle forklare hvad de mente, når de talte om et “hemmeligt selskab” og om det indbefattede ovennævnte FBI direktør Andy McCabe. McCabe, der var stærk involveret i efterforskningen af Hillarys e-mail sag, som han syntes at sylte og hvis kone fik et stort bidrag til hendes politiske kampagne fra en Clinton allieret, blev for nogen tid siden bedt om at trække sig tilbage.

Hvis notatet loyalt gengiver arbejdsgangen er det logisk at Demokraterne og den del af “modstandsbevægelsen”, den foregående regering lod etablere og som endnu sidder tilbage, ikke er interesseret i at få sandheden at vide. Jo mere der ligger hen i mørket, jo mere kan mørkemænd tales frem i offentlighedens bevidsthed. Mørket motiverer gængen; ved at pege begrunde de uendelige efterforskninger med mistanker baseret på undersøgelsernes eksistens har man sluttet ringen et niveau over Kafka. Men Donald T er ingen Josef K.

Siden kalder de dig racist - og så vinder du!

Diverse — Drokles on January 20, 2018 at 2:00 am

Casper Støvring er måske lidt skuffet over Donald Trumps første år “bl.a. fordi Trump har fyret Stephen Bannon“. Men målt på politisk succes uafhængigt af ens egne forventninger (de der regnede med at Trump ville starte en atomkrig burde være overmåde lykkelige - men de virker sjovt nok stadigt deprimerede) ligner Trump en sejrherre. Victor Davis Hanson mener Trump er en succes ved alt det han ikke er, nemlig forgængeren Barak Obama. Ved systematisk at afmontere den stat, som er vokset siden Reagans afgang og hvis snærende regulering især Obamas regering pålagde økonomien

Few Republicans in the executive branch sought to reduce government employment, deregulate, sanction radical expansion of fossil-fuel production, question the economic effects of globalization on Americans between the coasts, address deindustrialization, recalibrate the tax code, rein in the EPA, secure the border, reduce illegal immigration, or question transnational organizations. To do all that would require a president to be largely hated by the Left, demonized by the media, and caricatured in popular culture — and few were willing to endure the commensurate ostracism.

Og så er der sagaen om Trumps mentale helbred, som hvis det begynder at rable, giver mulighed for at få ham fjernet fra posten som præsident ifølge forfatningen. Men helbredsundersøgelsen viste at Trumps gener var så rigeligt stærke til at bære hans korpus og misundelsesværdige livsstil gennem begge præsidentperioder. Chok, og lægen blev i mere end tre kvarter spurgt ud om alt vedrørende Trumps fysiske og kognitive tilstand; om han udviste tegn på demens, hvad en eventuel fejlmåling af hans højde kunne betyde for hans bmi, om han var på stoffer, om han brugte gebis, led af OCD og både om han rørte sig for lidt OG spillede for meget golf. Svaret til den presse, der ikke syntes at præsidentkandidat Hillary Clintons kollaps, hyppige faldulykker, hjernerystelser og gentagne blodpropper var en historie, var nej, nej, nej. Et af de mere bizarre spørgsmål lød om ikke Trump burde lade sig inspirere af, hvorledes hans forgænger tog sig af sit helbred, til hvilket, den altid lystige, Jon Miller foreslog “Like, take up smoking?”.

Så når Trump rent faktisk får noget fra hånden og økonomien er i kraftig bedring, han har påviseligt har styr på sine fakulteter og når man end ikke kan stole på ruzzernes evne til at underminere demo0kratiet, ja, så er der ikke meget tilbage andet end den evige racisme. Og den fik endnu en hysterisk tur, da Trump stillede det fornuftige spørgsmål, om hvorfor man dog optager så mange mennesker fra lortelande. Alle lortelande har kulørte og sorte befolkninger, så derfor var det en racistisk bemærkning, frem for en præcis obsevation til eftertanke.

Scott Adams rådede sine følgere at se sagen på CNN for det underholdende i at høre alle på deres sendeflade gentage ordet ‘lortelande’. Og ganske rigtigt, selv den pænere CNN vært Anderson Cooper tog ordet i sin mund og spurgte sine gæster om de kendte til om der blandt de lortelande, som Trump sigtede til, havde en overvejende hvid befolkning. Svaret var et rungende nej, men årsagen blev ikke diskuteret. Præmissen om at Trump er racist tvang dem til at motivforske i stedet for at se på virkeligheden, at hvide befolkninger har været bedre til at bygge nationer - indtil, altså, de begyndte at tage begrædelige mængder af fortabte mennesker ind fra lortelande.

Ben Shapiro mener at medierne, der med Morten Urhskov Jensens ord har været “udsøgt ringe”, har en bevidst strategi med at gøre “Trump’s idiotic and obscene statements” til et spørgsmål om hans indlejrede racisme. I stedet for at analysere om et givent udsagn er racistisk, antager man at kende hans indre motiver, for derefter at kriminalisere ham, hans politik og alle dens støtter

If they label Trump racist, they can pillory anyone who disagrees as a representative of broader American racism. The media take a Trump statement — say, Trump’s excoriation of MS-13 — and pillory it as racist, then claim that public support for Trump is evidence of widespread white privilege and institutional racism. The syllogism is simple: Trump is a racist; only racists support a racist; Americans who support Trump are racists.

Og medierne, bemærker Shapiro, tager kun anstød af racisme, når det drejer sig om deres politiske modstandere og gør derfor lystigt brug af antisemitiske Al Sharpton og Black Lives Matter, som sandhedsvidner. Anklagen hviler selvfølgelig på en fordrejning af det sagte. Trump sagde shithole countries, altså nedrakkede han en række lande. Hvis han havde spurgt, bare for at tage et tilfældigt eksempel, hvorfor USA tillod mennesker fra “the basket of deplorables” og kaldte dem irredeemable, havde medierne haft en bedre sag.

Mediernes og venstrefløjens desperate racismefortælling og deres manglende evne til at acceptere at Trump er et fit and stable genius er den sidste krampetrækning i deres kritik af Trump, der ikke er andet tilbage. Imens har Trump fordoblet antallet af sorte supportere fra 8% til 17% (med en overvægt af mænd), som han også , førend sine præsidentplaner, har doneret 10.000 dollars til øjenoperationer til mennesker i netop lortelandet Haiti.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress