In the beginning was the lie

Diverse — Drokles on April 12, 2018 at 3:23 am

Trump gik til valg på sit America first slogan og det er ikke svært at se den indenrigspolitiske interesse i at ægge ham til en krig imod Assads Syrien på grund af en mistanke om regimets brug af giftgas. Tucker Carlson med nogle eftertænksomme ord, midt i hysteriet

“What we do know for sure is that the rationale for going to war was based on lies” skriver Matthias von Hein for Deutche Welle om beslutningen i 2003 om at banke Saddams Irak

Six weeks before the war began, Powell spent 76 minutes influencing international public opinion in favor of war. The core of his speech was that Saddam Hussein possessed biological and chemical weapons of mass destruction, that his regime was supporting international terrorism, and that it aimed to build nuclear weapons.

The presentation culminated in a claim, backed up by detailed illustrations, that in order to evade strict controls by UN weapons inspectors Iraq had converted a fleet of trucks into mobile chemical and biological weapons labs. We remember Powell’s speech primarily because all of these claims turned out to be false. In 2005 Powell himself described the speech as a lasting “blot” on his career.

Ray McGovern is a security services veteran. He worked for the CIA for 27 years, and held senior positions within it. In 2003, he and some colleagues from the CIA and other intelligence services founded the organization Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), which critically examines US policy. McGovern told DW, “The intelligence was not mistaken; it was fraudulent — and they knew it.” And a significant part of Powell’s presentation was based on intelligence provided by Germany.

Codename ‘Curveball’

In 1999 the Iraqi chemist Rafid Ahmed Alwan al-Janabi came to Germany as a refugee. Alerted to his presence, Germany’s foreign intelligence service (the BND) interrogated him. They were hoping for information about Saddam Hussein’s weapons of mass destruction. Al-Janabi — referred to by his codename, “Curveball” — realized that the more information he provided, the more his status improved. He was given a German passport, money and his own apartment.

Så kan jeg ikke planke mere fra den forudsigelige historie. Min personlige holdning var og er at vi havde og har al mulig grund til at slå til, hvis vi føler os truede på vores eksistens. Og Saddam gjorde alt for at holde Verden i den tro da det gav ham et godt navn i den arabiske gade. Og han havde brugt giftgas i rigelige mængder, både i krigen mod Iran og mod civile kurdere. Han havde også haft store ambitioner om en superkanon og et atomvåbenprogram, begge projekter israelerne stoppede effektivt. Og disse ambitioner var aldrig døde, blot sat på vågeblus under truslen fra amerikanerne.

Men en krig bygget på en løgn er en krig uden formål og en sejr defineres af om man når sit mål. Ergo kan den slags krige ikke vindes selv om man nedkæmper en fjende man har defineret. Man bytter blot et onde ud med et andet, som man endnu ikke kender og ved, hvorledes man skal forholde sig til. Stay out!

Et angreb på retsstaten

Diverse — Drokles on April 6, 2018 at 11:21 am

Det er ikke så tit man læser noget nyt om det Trump-russisk samarbejde. Men i Townhall skriver Byron York, at efterforskningen af Trumps stab, i sig selv er et angreb på retsstaten i og med at brudene på lovens principper begås af den aller øverste top af politifolk, embedsmænd og politikere. Først og fremmest, skriver York, er der brugen af the Logan Act, en lov fra 1799, der gør det forbudt for andre end Præsidenten af føre udenrigspolitik. Men the Logan Act strider samtidig mod Forfatningens forståelse af borgernes frihed og er derfor kun forsøgt taget i brug to gange i løbet af første halvdel af 1800 tallet. Ingen tager den seriøst og den teoretiske mulighed for en juridisk argumentation for, at Trump skulle have overtrådt den, er for længst knust under vægten af præcedens.

Ikke desto mindre opviglede Demokraterne en stemning, der i forvejen var ond med voldelige overfald på Trumps tilhængere, om at Trump forbrød sig imod USA ved at føre udenrigspolitik i samarbejde med russerne bag ryggen på den siddende præsident. Og derfor pressede de på for, at justitsministeriet skulle indlede en efterforskning. Ingen eksperter tog det for andet end “political posturing”, men det var der andre der gjorde

[U]nbeknownst to the public, the Obama Justice Department was using the Logan Act as a pretext to take action against the incoming administration.

When intelligence intercepts picked up Michael Flynn, the incoming national security adviser, talking to the Russian ambassador in late December, the Obama Justice Department saw that as a possible violation of the Logan Act. (It wasn’t; many foreign policy experts saw nothing wrong with that.)

Nevertheless, four days into the Trump administration, Sally Yates, the Obama holdover leading the Justice Department, sent agents to the White House to question Flynn, ostensibly on the suspicion that he might have violated the Logan Act.

It was that interview that ultimately resulted in Flynn pleading guilty to one count of lying to the FBI.

The bottom line is, the Flynn saga, which is at the heart of the Trump-Russia investigation, appears to have hinged on a trumped-up suspicion that a new administration had broken a centuries-old law that has never been prosecuted before — when, in fact, the new administration’s real transgression was to make clear it would throw away many of its predecessor’s policies.

Derefter er der FBIs brug af den uvederhæftige rapport, Hillary Clintons valgkamps maskine bestilte hos den engelske tidligere efterretningsofficer Christoffer Steele, til at opnå dommerkendelser til at aflytte et par af Trumps medarbejdere (og alle de kommunikerede med, hvilket vil sige de fleste af Trumps medarbejdere). På daværende FBI direktør Jim Comeys første møde med Trump, inden Trumps indsættelse, informerede han Trump om, at FBI var i besiddelse af Steeles rapport og hvad den i grove træk indholdt. Det er velkendt, men jeg har aldrig tænkt over implikationerne af dette møde

Imagine that. The very first time the incoming president met the FBI director face-to-face, the FBI’s message was: We know about you and those hookers in Moscow.

In their new book “Russian Roulette,” authors Michael Isikoff and David Corn report Trump thought the FBI was blackmailing him:

“Trump had seen this sort of thing before,” they write. “Certainly, his old mentor Roy Cohn — the notorious fixer for mobsters and crooked pols — knew how this worked. So too did Comey’s famous predecessor J. Edgar Hoover, who had quietly let it be known to politicians and celebrities that he possessed information that could destroy their careers in a New York minute.”

The intel chiefs’ briefing of Trump soon leaked to the media. And the fact that top officials had seen fit to tell the incoming president about the dossier made it a legitimate news story. Within hours, Buzzfeed published the entire dossier on the internet.

Så toppen af lov og orden bruger en dubiøs lov og en uvederhæftig rapport til at efterforske, aflytte og offentligt tilsvine den indkomne præsident. Det kan godt være at den tidligere så glimrende Jonah Goldberg forkaster dette som endnu en konspirationsteori, men det er der ikke tale om. Der er tale om et miljøs selvopfattelse, hvor den enes overtrædelse af god skik retfærdiggør den andens og gradvist og umærkbart forandres arbejdskulturen, hvor de betroede embeder. “If there is such a thing as a dangerous “deep state” of elite but unelected federal officials who feel that they are untouchable and unaccountable, then John Brennan is the poster boy” skriver Victor Davis Hanson i National Review

On March 17, former CIA director John Brennan tweeted about the current president of the United States: “When the full extent of your venality, moral turpitude, and political corruption becomes known, you will take your rightful place as a disgraced demagogue in the dustbin of history. . . . America will triumph over you.”

That outburst from the former head of the world’s premier spy agency seemed a near threat to a sitting president, and former U.N. ambassador Samantha Power tweeted that it probably was: “Not a good idea to piss off John Brennan.”

Brennem, der skulle have lækket Steeles rapport til et Demokratisk medlem af Senatet, beskrives som en politisk opportunist og vendekåbe, der manøvrerer i et betændt system.

Former national-security adviser Susan Rice lied about the Benghazi tragedy, the nature of the Bowe Bergdahl/Guantanamo detainee exchange, the presence of chemical weapons in Syria, and her role in unmasking the identities of surveilled Americans.

Andrew McCabe, recently fired from his job as FBI deputy director, openly admitted to lying to investigators, claiming he was “confused and distracted.” McCabe had said that he was not a source for background leaks about the investigation of the Clinton Foundation. He wrote in an op-ed for the Washington Post that “some of my answers were not fully accurate . . .”

Former FBI director James Comey likely lied about not drafting a statement exonerating Hillary Clinton of wrongdoing in her email scandal before interviewing her.

Comey misled a FISA court by not providing the entire truth about the Steele dossier. He falsely assured the president that he was not under investigation while likely leaking to others that Trump was, in fact, under investigation.

Former director of national intelligence James Clapper lied under oath to the Senate Intelligence Committee when he said that the National Security Agency did not collect data on American citizens. When caught in the lie, Clapper claimed that he had given the “least untruthful” answer to the committee that he could publicly provide.

In the past, Clapper had also misled the country about the “secular” nature of Egypt’s Muslim Brotherhood and the threat posed by the Islamic State.

Og ikke en af dem, er holdt ansvarlig, bemærker Hanson.

Morten Østergaards brune underbevidsthed

Diverse — Drokles on April 3, 2018 at 12:21 pm

Det er ikke meget danske medier beskæftiger sig med urolighederne ved Israels grænse. 17 palæstinensere har ellers allerede fået som fortjent om endnu flere er sårede. Således nøgternt indledes en artikel i Arab News(!) under overskriften “Israel threatens to expand response”.

Israel will target “terror organizations” in Gaza if violence along the territory’s border with Israel drags on, the chief military spokesman warned Saturday, a day after thousands of Palestinians staged protests near the border fence.

Brig. Gen. Ronen Manelis, the chief army spokesman, denied allegations of excessive use of force, saying those killed by Israeli troops were men between the ages of 18 and 30 who were involved in violence and belonged to militant factions.

He alleged Gaza health officials exaggerated the number of those wounded, and that several dozen at most were injured by live fire while the rest were merely shaken up by tear gas and other riot dispersal means. Det er altså Israels der svarer igen og Israels synspunkt, der danner det første indtryk for resten af historien.

Tidligere formand for Sinn Fein, kaldte det et “calculated slaughter by Israeli military snipers of unarmed Palestinian protesters” og krævede israelske diplomater udvist fra Irland. Og i samme radikale dur, skrev Morten Østergaard på sin Facebook side

Skarpe skud mod varslet demonstration? Det er jo det rene vanvid. Mere end 700 demonstranter såret af de israelske patroner. Verdenssamfundet må fordømme og kræve fuld undersøgelse, så de ansvarlige kan stilles til regnskab.

Israel må og skal acceptere folkeretten og menneskeretten. I Gaza gør man hverken det ene eller det andet. Her skyder man med skarpt mod demonstranter. Ufatteligt.

“Det er selvfølgelig en fremmed tanke for en radikaler, at se et land forsvare sine grænser” skrev en Peter Andreas Fog. Men østergaard lod sig ikke anfægte og demonstrerede istedet sin indsigt i striden mellem israelerne og deres muslimske bødler in spe

skc3a6rmbillede-2018-04-03-kl-113856

Flere forsøgte at forklare at Israel rent faktisk ikke har besat Gaza, der er omstridt land, da de rykkede ud i 2007, men en jævnlig skylle af missiler fra tid til anden som resultat. Andre at det ikke var en fredelig demonstration, men en koreograferet aktion i flere led, hvor nogle agerede fredelige til ære for fotograferne, mens andre, bevæbnede med skydevåben, forsøgte at engagere israelske sikkerstyrker til kamp og i den situation var der igen andre, der stillede deres, eller nogle andres?, børn i forreste linie kastende sten og afbrændende bildæk, som det er opstandskutyme på de kanter. alt sammen for at fremprovokere så meget balladen og ulykke over sig selv at man kunne paradere offergørelsen for en verden altid mere end villig til at tro det værste, når der er jøder i ligningen.

At det var et regulært stormløb mod Israels grænse understøttedes også af af at, som det blev påpeget af flere, der ikke er ytrings- of forsamlingsfrihed i Gaza, altså en Hamas aktion mod Israel. “Hvis man som politiker vil tages alvorligt, burde man så ikke sætte sig ind i sagerne i stedet for at køre på automatreaktionerne?” spurgte en Morten Margolinsky Østergaard med den implikation, at Østergaards automatreaktion kommer fra et mere brunt sted i hans underbevidsthed.

Zuckers

Diverse — Drokles on April 2, 2018 at 8:57 am

“Suspenderet direktør afslører flere møder med Trump” hed en overskrift på TV2, “Whistleblower: Selskab stjæler 50 millioner profiler på Facebook for at hjælpe Trump” hed en overskrift på Danmarks Radio, der snart bliver en ægte statskanal, Information skrev “Stjæler 50 millioner profiler på Facebook for at hjælpe Trump”, Finans Tech skrev “Historisk datatyveri: Oplysninger fra 50 mio. Facebook-brugere hjalp Donald Trump til sejr”, Politiken “Whistleblower: Kontroversielt analysefirma har misbrugt data fra 50 millioner Facebook-brugere for at hjælpe Trump til sejr” og Ekstra Bladet præsenterede enddog end opbyggelig morale og et offer med overskriften “Hans metoder hjalp Trump: Nu har han kostet Zuckerberg 40 milliarder”osv

Det var det første danskerne lærte om selskabet ved at præsentere det sammen med hvad man allerede havde lært danskerne om, hvad de skulle vide om Trump. Fra valgkamp til sociale medier, alle er tabere i kontakten med Trump. Men nogle dage senere kunne man på CBS læse

The Trump campaign never used the psychographic data at the heart of a whistleblower who once worked to help acquire the data’s reporting — principally because it was relatively new and of suspect quality and value. The profiling approach utilized by Cambridge Analytica allowed it to predict the voting likelihoods of individual people based on personality, the firm claimed.

Facebook announced on Friday that the firm — which is partly owned by billionaire donor Robert Mercer and which was paid $5.9 million by Mr. Trump’s 2016 presidential campaign — has been suspended for violating the social media company’s standards and practices.

In late September 2016, Cambridge and other data vendors were submitting bids to the Trump campaign. Then-candidate Trump’s campaign used Cambridge Analytica during the primaries and in the summer because it was never certain the Republican National Committee would be a willing, cooperative partner. Cambridge Analytica instead was a hedge against the RNC, in case it wouldn’t share its data.

The crucial decision was made in late September or early October when Mr. Trump’s son-in-law Jared Kushner and Brad Parscale, Mr. Trump’s digital guru on the 2016 campaign, decided to utilize just the RNC data for the general election and used nothing from that point from Cambridge Analytica or any other data vendor. The Trump campaign had tested the RNC data, and it proved to be vastly more accurate than Cambridge Analytica’s, and when it was clear the RNC would be a willing partner, Mr. Trump’s campaign was able to rely solely on the RNC.

Sandheden var at Facebook, med sin forkærlighed for identitetspolitik, i stedet hjalp Hillary Clinton i valgkampen, som de, sammen med andre sociale medier, generelt bare bekæmper konservative stemmer, eller statsdissidenter i fremmede lande

Så, Trump benyttede ikke stjålen information fra Facebook om Facebooks brugere. Men, viser det sig, Facebook levere derimod helt gratis deres information om deres brugere til Hillary Clintons kampagne, så de kunne påvirke vælgerne mere målrettet.

Israel kan slå til nu

Diverse — Drokles on March 31, 2018 at 2:19 am

Erdogan drømmer om en samlet muslimsk hær, som han mener kan besejre Israel, skriver Express. Avisen Yeni ?afak taler gerne på hans vegne og spurgte “What if an army of Islam formed against Israel?” og argumenterede “The number of active soldiers would be at least 5,206,100, while the defence budget would reach approximately $175billion”. 250.000 soldater skulle deltage i første angrebsbølge forestillede man sig. Had og mindreværd i en enkelt trussel. “Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego.” har Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh udtrykt det ifølge Lone Nørgaard og Torben Hansens glimrende gennemgang i Altinget af konflikten

Men det palæstinenserne trænger til, er en ordentlig røvfuld, skriver Daniel Pipes og citerer Victor Davis Hansen, hvad der altid er klogt; “Conflicts throughout history become serial when an enemy is not utterly defeated and is not forced to submit to the political conditions of the victor.” Alternativet, skriver Pipes, er prøvet uden held

By 1993, frustrated with the slow-moving and passive nature of deterrence, Israel’s impatient citizenry opted for an immediate resolution with the Palestinians. In the Oslo Accords, each of the two parties promised the other what it most wanted: recognition and security for Israelis, dignity and autonomy for Palestinians.

In their haste to end the conflict, however, Israelis made three profound mistakes that summer morning on the White House lawn: (1) Granting Yasir Arafat, leader of an unofficial, dictatorial, and murderous organization, diplomatic parity with Yitzhak Rabin, prime minister of a democratic and sovereign state. (2) Believing Arafat when he claimed to recognize Israel, when in fact he (and his successors) still sought Israel’s elimination, now enhanced by his controlling two adjoining pieces of territory, the West Bank and Gaza. (3) Making concessions under the illusion that wars conclude through goodwill, when concessions actually had the contrary effect of signaling weakness and thereby amplified Palestinian hostility. These mistakes, tragically, turned a would-be “peace process” into a counterproductive “war process.”

(…)

Therefore, to gain Palestinian acceptance, Israel must return to its old policy of deterrence, of punishing Palestinians severely when they aggress. One example: When three family members were murdered in July 2017 while sitting down to Sabbath dinner in the Israeli West Bank town of Halamish, the Israeli response should have been to construct new buildings in Halamish and extend its boundaries.

That’s deterrence; it’s more than tough tactics, which Israeli governments already pursue; it means developing consistent policies to break rejectionism and encourage Palestinian acceptance of Israel. It implies a strategy to crush irredentist Palestinian ambitions so as finally to end the demonizing of Jews and Israel, recognize historic Jewish ties to Jerusalem, “normalize” relations with Israelis, close the suicide factories, and shutter the entire machinery of warfare. This process will be neither easy nor quick: it requires Palestinians to suffer the bitter crucible of defeat, with its attendant deprivation, destruction, and despair. Unfortunately, there is no shortcut.

If Palestinian defeat is good for Israel, it is ironically even better for Palestinians, who will finally be liberated from ugly ambitions, revolutionary rhetoric, and genocidal fantasies.” Og nu er chancerne gunstige, med en amerikansk ambassade på vej til Jerusalem og arabiske stater, der modsat deres let antændelige befolkninger, er kørt sur i palæstinenserne og under Trumps myndige ledelse endda taler med ‘den zionistiske entitet’. Og det er ikke kun frygten for Iransk dominans, skriver Shai Feldman og Tamara Cofman for Foreign Policy, der driver den bevægelse

In particular, two developments over the past decade have been key. First, a regional energy revolution transformed Israel not only into an energy independent state but into an energy exporter. The recent 10-year, $15 billon agreement signed between Israeli and Egyptian companies for the sale of natural gas is a game-changer in Arab-Israeli politics. This agreement will allow Egypt to profit from liquefying and re-exporting the purchased gas to Europe and Africa, boosting its prospects as a regional energy hub and creating economic interdependence between two former enemies.

No less significant are new opportunities for economic interdependence between Israel and members of the Gulf Cooperation Council rooted in Israel’s technological prowess and innovation economy. Gulf states reportedly already enjoy support from Israel in defending against terrorist threats through advanced surveillance technology and intelligence sharing. Just imagine the potential for civilian tech cooperation as Gulf states move to diversify their economies away from their complete dependence on oil and gas revenues to more service-based, technology-based, and knowledge-based economies.

The growing advantages to Arab states of cooperation with Israel are further boosted by a parallel decline in Arab governments’ interest in the Palestinian issue. While these governments remain formally committed to the Palestinian cause, they also show growing signs of fatigue regarding all matters Palestinian. At least in part, this results from the fact that more than seven decades of Arab support of the Palestinians has yielded very few gains. But weighing even more heavily, perhaps, is Arab governments’ impatience with ineffective and divided Palestinian leadership and continued efforts by various governments, including Arabs and Iran, to use conflictual Palestinian factions as tools in their wider struggle for regional dominance. Layer on top the looming struggle over who might replace the aging Mahmoud Abbas as leader of the Palestinian Authority and the Palestine Liberation Organization (PLO), and many Arab governments are far more concerned about their narrow interests in who wins these battles than they are in advancing Palestinian claims against Israel.

Erdogan didn’t get the memo, som man siger. Shai Feldman og Tamara Cofman advarer dog Israel mod at udnytte situationen og afgøre konflikten til egen fordel; “Sometimes, it’s easier to have an implacable foe“. Og det er da også nogle gange lettere, men det gælder ikke i Mellemøsten.

Et cock holster slår igen

Diverse — Drokles on March 30, 2018 at 8:53 am

For 12 år siden bollede daværende realitystjerne og nuværende præsident for USA Donald Trump med pornostjernen Stormy Weather. Det fortalte Weather, hvis egentlige navn er Stephanie Clifford (og ikke Vladimir Putin!), til nyhedsprogrammet 60 Minutes i et interview med Anderson Cooper. Og det skal nok være rigtigt, selv om Clifford ikke er et helt troværdigt vidne, da hun i 2006 skrev under på en benægtelse af netop det forhold. For Trump indrømmer aldrig sine fejl så længe de ikke er bevist ud over al tvivl og i dette tilfælde betalte hans advokat Michael Cohen 130.000 dollars for Cliffords tavshed - og det op til et afgørende primærvalg(!)

Clifford har valgt at se bort fra tavshedserklæringen, da Trump ikke selv underskrev den (og altså stadig ikke selv har indrømmet, hvad hans advokat gerne ville holde hemmeligt) og dermed tolker hun den ugyldig. Muligvis har hun kalkuleret med at hun, ved at sætte Trump i forlegenhed, kan tjene nok på opmærksomheden til eventuelt at betale de 130.000 tilbage og stadig sidde med et godt overskud, der er besværet værd. Theres no business like showbusiness.

Og det er altså, hvad nyhedsstationer også er sunket ned i, showbusiness, svælgende i allehånde detaljer om Trumps genitalier og sexuelle formåen. Men hvis vi skal tro Clifford, knaldede de kun 1 gang, ikke til Cliffords fornøjelse, og Trump forklarede sit sidespring med at han og konen Melania lever forskellige liv. Det sidste har de Trump-besatte medier allerede spekuleret hoverende i, hvilket underminerer den moralske anfægtelse.

Det skriver Andrew C McCarty mere detaljeret om i National Review og deri er jeg enig. Men så skriver han også, hvad jeg blot læser med andægtig interesse

The point is that the concealment effort may involve criminal violations of campaign-finance laws. That is, a prosecutor could rationally commence an investigation based on suspicion that the $130,000 payment to Clifford was (a) potentially an in-kind campaign contribution that was astronomically above the legal donation limit for individuals, (b) from a potentially illegal source (depending on how Cohen’s LLC, Essential Consultants, was structured), and (c) not disclosed as required by federal election law.

On this score, it does not matter that one may not be a fan of the campaign-finance laws — they are the law, and as we’ve seen, they can be enforced by criminal prosecution. It does not matter that one may not be a fan of the special-counsel appointment of Robert Mueller — he is the prosecutor, and it is a commonplace for prosecutors, and especially quasi-independent prosecutors, to investigate crimes that are disconnected from the original rationale for the investigation (compare, e.g., Kenneth Starr’s shift from Whitewater to the Lewinsky scandal in the investigation of President Clinton). And it does not matter that one may be skeptical about Mueller’s legal theory that any frustration of government functions by two or more people may be prosecuted as a conspiracy to defraud the United States under Section 371 of the penal code — such cases are prosecuted, the U.S. Attorney’s Manual supports them (as I pointed out in a recent column, notwithstanding my disagreement), and actions that undermine the Federal Election Commission’s oversight and record-keeping would align comfortably with the fraud conspiracy charges Mueller has brought in other cases.

As a factual matter, a shoddy cover-up of an extramarital tryst with a porn star a decade before Donald Trump became president would be a trifle compared to the oft-repeated but never established claim of Trump collusion with Russia. As a legal matter, though, when highly aggressive prosecutors are circling, any kind of something is always more perilous than nothing.

Monica Showalter kasserer ligeledes den slibrige del af ’skandalen’ grundet Cliffords utroværdige ageren i forhold til underskrivelse af kontrakter, der alligevel brydes, hendes besynderlige påstand om at hun ikke er interesseret i penge og at hun lægger sig ud i en potentiel shitstorm for at beskytte sin lille datter mod offentlig opmærksomhed. Showalter konkluderer at der er “powerful forces from the left [] behind these Daniels claims and her unwillingness to keep her contracts”, fordi hendes advokat og stab har stærke bånd til Demokraterne og Hillarys kampagne. En nothingburger, som de siger, men deri misser Showalter McCarthys pointe, som Alan Dershowitz også fanger og sætter det ind i en politisk ramme; nemlig at det for disse kræfter handler om at få Trump til at vidne under ed, så der vil være en chance for at Trump begår mened - og så har man det lovbrud man skal bruge til at rejse en rigsretsag

Jeg holder IKKE med Kina

Diverse — Drokles on March 27, 2018 at 4:24 pm

Men jeg er enig i, at dem skal man ikke grine ad. Trump har en bemærkelsesværdig kvalitet. Hvis Trump forsvarer USAs eller Vestens interesser, bliver  Trumps kritikere slået af forbavselse og beundring for vores fjender. Ved Ambassade flytningen til Jerusalem var de despotiske arabere og deres bizarre krav om vetoret for amerikansk udenrigspolitik fornuftens stemme og hvad angik kontrol med atomvåben var Iran den modne stemme. Eksemplerne er mange og nogle er endda skizofrene, som frygten for at Trump ville føre en atomkrig mod Rusland fra Putins lomme.

Ved vinter OL frabad enkelte sportsstjerner sig fra at mødes med Præsidentfruen og Vicepræsident Mike Pence, der var med ved legene, og også et efterfølgende besøg i det Hvide hus. At besøge Nordkorea havde ingen problemer med. Så galt var det, at medierne endda forelskede sig i Nordkoreas propaganda minister Kim Yo-jong og fordømte Mike Pence for ikke at værdige hende et blik under åbningsceremonien. CNN skrev at Yo-Jung ville vinde guld, hvis diplomatisk dans var en olympisk disciplin. Hun ville i hvert fald have gode chancer for guld, hvis det var en olympisk disciplin at drive koncentrationslejre thi det er hendes profession.

Uffe Ellemann beskrev i en blogpost i 2017 Trumps opførsel som “ulideligt og skabagtigt”, som han med “sin forvredne mund” kun fremtvinger ‘dumme grin’ blandt “hans følgeskab af klimafornægtere og isolationister”. Dette satte Ellemann overfor “det kinesiske triumftog i Europa” efter at Trump klogt havde lagt Parisaftalen i graven. Og nu er det igen Kina, som lanceres som garanten for den globale frihandel overfor isolationisten Trump og hans forkærlighed for ødelæggende handelskrige. Men det forholder sig omvendt, skriver Lawrence Solomon i National Post, Trump er ikke ved at starte en handelsekrig han slår bare igen og hans kritikere “need to open their eyes and see the world as it really is — dominated by protectionists.”

Take automobiles, one of the world’s largest industries. American automakers selling into the European Union face a 10-per-cent tariff, four times that faced by European car makers selling into the U.S. American car makers selling into China face a 25-per-cent tariff. But these high tariff barriers are better, in a way, than the hurdles American automakers face when they sell into Japan, which has no tariff at all yet effectively shuts out U.S. exporters: Toyota sells more cars in a single California dealership than all U.S. automakers sell in Japan.

Instead of tariff barriers, the highly disciplined, uniquely structured Japanese economy employs non-tariff barriers — a host of formal regulations and informal understandings. Korea likewise employs non-tariff barriers, despite (or perhaps, because of) KORUS, the Korea-U.S. Free Trade Agreement. As put last year by American Automotive Policy Council President Matt Blunt, “Clearly, KORUS has had mixed results for America’s automakers and it has failed to live up to expectations. There is no question the Korean marketplace is one of the most difficult for any automaker to export into in the world.” Each of the Big Three U.S. manufacturers is allowed to bring in just 25,000 vehicles built to American standards. “Anything above that needs to be on Korean standards (which) really restricts the access that U.S. companies have to the Korean market,” said U.S. Commerce Secretary Wilbur Ross.

Non-tariff barriers exploded throughout the world following the formation of the General Agreement on Tariffs and Trade (GATT) and its successor, the World Trade Organization. As governments at international gatherings solemnly vowed to lower or eliminate tariffs, at home they silently replaced them with non-tariff barriers. “Both the OECD and the World Bank have been pointing to the rising impact of ‘non-tariff trade barriers’ on international trade,” notes David Hanson, associate professor of international business at Pittsburgh’s Duquesne University, in his book Limits to Free Trade: Non-Tariff Barriers in the European Union, Japan and United States.

Lars Løkke håber fornuften vinder og betegner “told på stål og aluminium, som er en provokation, og som verden ikke har brug for” - helt uden at nævne de danske afgifter på biler. Information Technology and Innovation Foundation slår til lyd for et opgør med den eftergivenhedspolitik

A far more proactive, whole-of-government response, in tight partnership with our allies, is needed to ensure that Chinese innovation mercantilism is contained and then rolled back and a genuine market- and rules-based global trading system restored.

Unless U.S. policymakers want to blithely accept Chinese innovation mercantilism and the damage it inflicts on the U.S. economy and its advanced industries as beyond their control, it’s time for a new approach that moves beyond the naïve push for further dialogue and instead makes it clear to Chinese leaders that such unfair, harmful policies cannot be practiced with impunity. But this fight cannot be about individual tactics, for the Chinese government has shown itself to be quite adept at abandoning certain tactics when they become discredited due to global pressure, only to adopt new and more effective ones in service of its overall mercantilist strategy. The focus needs to be not just on tactical wins, but on more broadly enlisting the global community to help roll back the entire Chinese innovation-mercantilist enterprise and getting China to finally become a responsible player in the global trading system. As such, the Trump administration has a unique opportunity to work with our allies to press Chinese leaders for a fundamental economic policy reset that will move the world economy back toward the rule of law and market-based policies.

However, to succeed, a new approach to U.S.-China economic and trade policy from the U.S. government will need to be pursued with great care and sophistication. The Chinese government is not without weapons, and it has demonstrated a strong willingness to use them to fight back against legitimate efforts to try to get it to stop manipulating the global trade system. And because of the lack of rule of law in China, the Chinese government could very well use its powers to capriciously punish U.S. firms producing or selling there. But doing nothing due to the fear of retaliation should not be an option.

As such, the Trump administration needs to make crystal clear that any such strategy is based not on punishing China nor seeking to hold it down. Indeed, it is in America’s interest to have China rapidly increase its citizens’ per-capita incomes. The administration also needs to make clear that the strategy is not based on making America great again or putting America first, but rather that it is based on saving the global trading system by restoring it to a rules-based one.

Det er ikke blot et spørgsmål om penge og handel, men magt. Og mellem Vesten og Kina er det et spørgsmål om hvilken kultur, der skal dominere, frihedens eller tyranniets, skriver John Haywarth i Breitbart

A funny thing happened on the way to that inevitable triumph of liberty: authoritarianism adjusted its tactics, teamed up with the Western left to attack the foundations of classical liberalism, and found ways to not only control the Internet but turn that gushing firehose of intellectual freedom into an instrument of control. If you enjoyed watching Russia use social media to vandalize Western democracy, you are going to love how China uses it to surgically dismantle the Enlightenment.

China is already directly controlling Internet access for about a quarter of the entire planetary user base, and it exports its expertise by sending consultants abroad to teach other authoritarian regimes how to lock their nets down, too. China aggressively pushes its vision of tightly regulated speech and information as essential to social harmony. Does anyone doubt that it will find a growing audience among the increasingly censorious Western left?

Social media companies that long ago knuckled under Chinese demands for censorship, in exchange for access to its huge online marketplace, are growing more comfortable with speech policing and ideological control in Western markets as well. Twitter’s recent purge of “blue checkmark” account verification for purely ideological reasons, when the system was originally presented as a completely impartial means of confirming that some users are who they claim to be, is a perfect example of Chinese thinking infecting the West, especially since the purge makes glaring exceptions for politically correct purveyors of “hate speech.”

(…)

China has become very adept at exploiting stress points in Western society and co-opting the language of its political class to sell authoritarian ideals. Social justice and income inequality? Those are staples of Chinese political speech, which boasts of using centralized power to distribute resources more fairly and efficiently – even though China has one of the worst “wealth gaps” in the world.

Environmentalism? China is keenly aware that hardcore environmentalists already fantasize about doing away with representative democracy to save the Earth, because free citizens are short-sighted and foolish. China will boast incessantly of how its system prioritizes doing the “right thing” over antiquated notions of inalienable rights and self-governing citizens. Certain quarters of Western academic thought are quite receptive to the idea that only command economics can save the Earth from the ravages of capitalism.

“It will not be difficult for China to tempt young people with a tale of socialism done right, a benevolent tyranny run by honest and wise planners who finally manage to deliver the proverbial free lunch.” Jep, de unge let påvirkelige sjæle har altid været udset som ofrene for alle totalitaristers drømme, blanke tavler som de er.

Trumps evne er ikke uden fortilfælde, han er blot last man standing imod den eftergivelsespolitik, der vokser ud af den kulturelle selvlede. Om det er at kalde Churchill eller Reagan for krigsmagere mens de ser den sagtmodige rimelighed Nazitysklands og Sovjetunionens trusler til harcelering over Jyllandspostens religionskritik som civilisationskritik og formummelsens frigørende kvindesag til aflad for historiske bedrifter fordi shithole countries ikke er shithole countries fordi de har været kolonier, men blev kolonier fordi de var shithole countries til at starte med, men i det mindste en overgang, nød lidt af driftighedens og åndsfrihedens frugter, venstrefløjen og deres medier er altid på fjendes side imod deres landsmænd og endda egne idealer.

Der er intet under 87

Diverse — Drokles on March 16, 2018 at 3:03 pm

En 65 årig svensk kvinde er blevet sigtet for ‘hetz mot folkgrupp’ skriver Fria Tider, fordi hun påpegede det problematiske i, at indtage store mængder mennesker fra primært Afrika og Mellemøsten med lavere intelligens. De svenske aviser skriver samtidig af kompetencekløften vokser på det svenske arbejdsmarked. Sverige er tabt, sagde Mads Fuglede, om 10 år er det muslimsk, istemte syriske Sara, mens domstolene allerede øvede sig i sharia og skolerne i arabisk,  så Jonathan Spang fandt det passende sende humoristisk Marshall hjælp. Men det skal ikke handle om Sverige, det er for deprimerende, andet end at de er kanariefuglende, hvis dødsrallen vores ledere stadig ignorerer betydningen af.

For den stakkels svenske kvinde påpeger en banalitet, hvilket er ulovligt i Sverige. Uanset hvor meget man retter sænker kravene i skolerne for at akkommodere muslimerne, går det den samme vej. Migranterne som svenskerne tog imod kan ikke bruges af nogen, tyskerne forventer at 75% af deres andel af samme migranter vil være på livslang forsørgelse (selvom Merkel appelerer til at arbejdsmarkedet om at sænke kravene) og i Norge er halvdelen af alle på forsørgelse migranter. Herhjemme advares der om et “etnisk proletariat“, som i muslimer der lever på nas. Det er det samme over hele Europa.

Det var ellers meningen, at det multietniske samfund ville være fremtidens økonomi. Ja, den monokulturelle økonomi, som alle Verdens eksotiske folkeslag flokkes imod i håbet om at komme ud af fattigdommen, var forældet og kunne ikke revitalisere sig selv i al sin heteronormative hvidhed af giftig maskulinitet. Men arbejdsmarkedet har krav til et vist niveau af kompetence, ellers er det forsørgelse

Jo lavere en IQ, altså intelligens, jo mere er man kun egnet til arbejde med gentagne rutiner. Og så stiller Peterson spørgsmålet “Under 87, is there something? Well, NO!”. Så hvad skal disse mennesker, der udgør 15% af samfundet, dog gøre? Den gennemsnitlige IQ for Afghanistan, Iran, Jordan, Marocco, Nigeria, Pakistan, Saudiarabien og Venezuela 84; Syrien er 83; Indien, Bangladesh, Libanon og Zimbabwe 82; Ægypten 81; Kenya 80; Congo og Senegal 76; Ghana 73; Jamaica og Sudan 71; Botzwana og Rwanda 70; Elfenbenskysten, Ethiopien og Niger 69; Somalia 68; Gambia 66; Cameroon og Mozambique 64. ‘De’ sender end ikke deres bedste.

skc3a6rmbillede-2018-03-14-kl-0232561

Trygt Danmark

Diverse — Drokles on March 15, 2018 at 6:44 am

22 årige Erna Sofie spørger “Helt ærligt, hr og fru Danmark, hvad er det egentligt i så bange for?“. Og så stiller hun ellers venstrefløjslogik som “skattelettelser til de rigeste”, “at Danmark erstatter kirkeklokkerne med, at der bliver kaldt til bøn fra moskéerne?” fordi et religiøst værdisæt har den samme værdi som ethvert andet religiøst værdisæt uanset væsenforskel for at slutte med, hvad man ellers, fra den kant, skulle tro var en falsk dikotomi: “Eller frygter i for den gruppering og kriminalitet, som vi desværre ser som resultat på vores helt elendige integration.” Vores integration, som modsætning til deres, ja gruppering kan man jo kalde det, men statistisk ganske målbare og reelt utålelige muslimske adfærd, der forpester så mange lokalsamfund i hr og fru Danmarks eget land.

Men det har hr og fru Danmark ingen adkomst til at frygte, thi…

Frygt for islamisering af Danmark er ikke bare irrationel, men også farlig. Den frygt, som vokser i mange danskere dag for dag, er den samme form for frygt, som fik tyskerne til at myrde omkring seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Jeg kan kun håbe på, at vi er blevet klogere siden da.

I stedet for dette Holocaust in spe, slår Erna Sofie et slag for “Empati, sympati og medfølelse (…) så vi en dag kan blive ét” fordi det “kan bevare vores tryghed – og tryghed ønsker vi alle sammen”. Ironisk udstrækker Erna Sofie hverken empati, sympati og medfølelse ikke til hr og fru Danmark, med disse slet skjulte nazibeskyldninger. Hvis hun gjorde og hvis ellers hendes rationale holder, ville det jo føre til, at muslimerne heller ikke behøvede at frygte noget Holocaust i nærværende regeringsperiode fra hr og fru Danmark - alt imens islamiseringen bare glider støt, men stille, afsted.

Ok, hun er ung, hendes hjerne er lige kommet ud af cellofanen og ind på antropologistudiet. Værre er det dog for gamle kriminolog  hr Balvig Danmark , der slår fast at fordi antallet af anmeldte overtrædelser er faldet 30% de seneste 30 år er der “intet belæg for at være mere utryg”. Og analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, fru Ingrid Soldal Eriksen Danmark, der også formodes at være voksen, men som alligevel kalder forskellen mellem folks forståelse af deres egen virkelighed og de tal de selv sidder med i skødet, for “en alarmerende kontrast”. Det er selvfølgelig folks forståelse af egen virkelighed, der er alarmerende, ikke ekspertisens forståelse af folks virkelighed, som disse Hr og Fru Danmark fortæller Berlingske Tidende

Selv om kriminalitetskurven kun peger nedad, er antallet af anmeldte voldsforbrydelser ét af de områder, hvor kurven i særlig grad har bevæget sig den anden vej i de seneste år, og siden 1995 er antallet af anmeldelser af vold mere end fordoblet.

Men ifølge analytikeren i Det Kriminalpræventive Råd betyder det ikke, at volden faktisk er steget. »Der er en klar tendens til, at anmeldelserne af vold stiger støt hvert år, men det siger ikke noget om, hvor mange i samfundet, der er udsat for vold,« siger hun og tilføjer med henvisning til den seneste offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor: »Volden ser ikke ud til at være steget, men danskerne er blevet bedre til at anmelde det.«

(…)

»Det er langt sværere at stjæle i dag,« fastslår han. »Mange forretninger og banker har færre kontanter, så der er mindre at komme efter, og det er mindre tilgængeligt. Derudover er en simpel ting som eksempelvis den elektroniske ratlås på biler vigtig. I dag har vi eksempelvis lige så mange biltyverier som i 1960erne, men vi har langt flere biler.«

Antallet af anmeldte biltyverier og indbrud i forretninger er faldet med omkring 75 procent siden 1995, mens antallet af cykeltyverier i samme periode er halveret. Indbrud i hjemmet er dog et eksempel på en tyveriform, der kun er faldet med ti procent.

Statistikken fortæller, at frygt er uden grund undtagen når den bekræfter det, så er der noget galt med dataindsamlingen. Og uanset er der ingen grund til at frygte, hvad der ligger bag frygten for vold når ratlåsen har sikret at du stadig har din bil vel hjemkommen fra hospitalet. For vores ændrede adfærd og ændringer i samfundet skal ses som et gode og ikke som at volden måske ikke er steget mere fordi folk ved hvad de skal undgå og hvornår. Kim Møller formulerer et opgør med en lignende artikel og også med fru Soldal Danmark, således

At antallet af anmeldelser stiger mere end sigtelser, kunne eksempelvis være fordi episoder med umotiveret vold er stigende. Det kunne også være med til at forklare, hvorfor den generelle tryghed er faldende, selvom ‘kriminaliteten’ overordnet set er faldende.

Det eksemplificerende overfald på homoseksuelle Marko Pogacar blev der aldrig sat etnicitet på, men som P4 København skriver, så er Region Hovedstaden et af de steder, hvor der har været en ’stor stigning’. Forbind selv punkterne, for hverken forskere eller medier gør det for dig.

Når hovedet er i ovnen lægger vi bare fødderne i fryseren og så kan alle ånde lettet op. Disse konkrete stykker hr og fru Danmark, Balvig og Soldal, nævner at unge mennesker har det langt bedre med autoriteter og derfor holder sig fra en kriminel løbebane og der henvises til en mere opklarende artikel fra Danmarks Radio, hvor det opklarende siges

- Det er vigtigt, at lokale aktører tænkes ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv. Det kan være dørmænd, kioskejere, taxachauffører og andre øjne i natten, som fx kan kontakte politiet, hvis der er optræk til konflikter, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at dørmænd og barpersonale er uddannet i konflikthåndtering, så de kan aflæse gæsterne og undgå at konflikter optrappes. Derudover bør diskoteker og barer have en ansvarlig udskænkningspolitik, da alkohol kan have en selvstændig effekt på voldskriminalitet.

Så der er sket et fald i volden internt blandt unge, fordi alle, de unge selv og dem omkring dem, er bedre til ikke at lade sig gribe af en beruset stemning - i nattelivet. Men nattelivet har aldrig holdt folk vågne om natten, hvis ikke de var naboer.

Utrygheden er steget fordi land er tabt. Fordi en kultur, som vi ikke forstår, målrettet arbejder på at indtage det fælles rum. Og hvad med de, der bor i Tingbjerg, Vollsmose, og andre berigede steder? Har de også en tendens til at anmelde vold? Eller, hvad der ligger bag, trusler. En fuld stodder man støder sammen med på dansegulvet er en helt begrænset episode.

Mustafa henne i nr tolv og hans slæng nede fra net-cafeen ved hvor du bor. Du bor i en kvarter, hvor hjemmeplejen er holdt op med at køre ud om natten, hvor postbuddet ikke vil komme, hvor ambulance og brandvæsen kun kommer eskorteret af politi - ja selv politiet kommer kun eskorteret af endnu mere politi. Og når borgmesteren med det relevante arbejdsområde besøger stedet med TV fordi busser ikke tør køre skyndsomt igennem området, demonstreres hans irrelevans med sten fra den herskende gruppe. Så hvorledes skal borgere føle sig trygge når deres gades reelle magthavere ikke blot ikke har det godt med autoriteter, men direkte kuer dem?

Og det er ikke kun banderne, men hele det fremmede kontingent. Fra de små shariakrav i institutioner, på arbejdspladser og i det offentlige rum i bytte for et vredesmoratorium indtil næste omgang overgangskrav stilles, nu med præcedens, til koranklodser i gadebilledet og alskens terrorsikring til besværliggørelse af hverdagen. Hele tiden skal man vægte sine ord, passe på med hvilken rute gennem byen man tager og kun praktisere sin nationale identitet i eget hjem - endnu. En enkelt tegning og det hele eksploderer. Men frygt ej, for Holocaust lurer rundt om hjørnet!

Mængden af manglende beviser tårner sig op

Diverse — Drokles on March 9, 2018 at 5:33 am

National Reviews Andrew C McCarthy har længe været den vigtigste skribent, hvis man vil forstå det komplicerede juridiske og efterforskningsarbejde i det politisk spil om efterforskningen af alting Trump og Rusland. Fordi efterretingsvæsnet kun havde en konkret mistanke om mulig kontakt til fremmede efterretningstjenester, til en lavere rangerende medarbejder i Trumps valgkampsmaskineri, Carter Page. Når jeg siger lavere rangerende, så var han ikke med i selv kampagne, men sammen med nogle venner havde han frivilligt fremstillet en rapport om sikkerhedspolitik, som han mente ville gavne Trumps udenrigspolitik.

For at kunne efterforske Page, en amerikansk statsborger, må efterretningstjenesterne indhente midlertidige dommerkendelser hos den såkaldte United States Foreign Intelligence Surveillance Court, en såkaldt FISA Warrent. Disse dommerkendelser blev indhentet bl.a på baggrund af den private efterforskning, som Demokraternes og Hillary Clintons valgkampsmaskine betalte den tidligere efterretningsagent Steele for. Steelerapporten var en kulørt samling påstande, bl.a om at Trump fik ludere til at tisse i en hotelseng i Moskva, hvor hr og fru Obama skulle have sovet under et præsidentielt besøg. FBI mistede også hurtigt tilliden til rapportens ubekræftede oplysninger og til dens ophavsmand Christopher Steele. Men det var ikke en viden, de syntes at ville belaste FISA dommerens dømmekraft med, som de ansøgte om genopretholdelse af deres overvågning af al Carter Pages korrespondence.

Det er i sig selv en lille skandale om magtmisbrug, som simrer for tiden. Men efterretningsvæsenets interesse for Carter Page syntes ikke at have så meget at gøre med hans ‘konspirative’ aktiviteter i forhold til udenlandske interesser, hvorfor ansøgningen om overvågning også måtte hviles på et dubiøst grundlag, som den stilling Page havde, nemlig en stilling på Trumps hold. Ved at overvåge hvem Page kontaktede overvågede man således også alle som Page havde kontakt med om de var under mistanke eller ej. Men ” they don’t stop there” skriver J E Dyer for Tablet Magazine og giver en mere pædagogisk forklaring af en af McCarthys fremragende analyser

A conspiratorial enterprise is bound to involve communications beyond Carter Page’s first circle of direct contact, so investigators need to look at the next circle as well. They may need to look further, depending on the communications patterns they find in the first two circles radiating from their named target. But under current rules, it’s the first two that government investigators can routinely gain access to in order to “uncover the full scope of a conspiratorial enterprise,” without needing to apply for further warrants.

This convention is referred to as the “two-hop” rule, and, like many provisions of surveillance law, has come in for criticism by civil libertarians. The original FISA was passed in 1978, before the internet age. After 9/11, information technology enabled surveillance operators under the Patriot Act, which complemented and in some ways overlapped FISA surveillance, to inaugurate a “three-hop” rule exploiting computer-networked communications to look well beyond the first-order contacts of a central subject (under Patriot Act surveillance, a terror suspect). This was done via presidential order and came as an unwelcome surprise to the public when the practice was revealed, and initially dubbed “warrantless wiretapping,” in 2005.

(…)

What this means in practice is that, under a single warrant, anyone Page had a text or phone call with in the Trump campaign during the brief months of his association with it in 2016, was fair game, as a direct connection, all the way through the end of the last warrant-extension period on Page in October 2017. The second-hop connections of those initial contacts—meaning everyone that those people had contact with—are also fair game. In other words, it’s likely that almost everyone on the Trump campaign staff was included in the universe of first- and second-order contacts of Carter Page. The entirety of their correspondence is therefore also covered by the initial warrant, regardless of whether or not they ever met or corresponded with Carter Page, or whether that correspondence referred to him in any way, directly or indirectly.

We got a glimpse of that reality from the recent report that Carter Page was in contact with Trump adviser Steve Bannon in January 2017, which could have allowed the FBI to look further into Bannon’s communications through October 2017. But it also allowed a probe of Bannon’s communications going back years before January 2017—as well as a probe of anyone Bannon was in contact with throughout that same period.

Dyer advarer om retssikkerheden for alle amerikanere, hvilket da også er væsentligt. Men mere prosaisk, når det handler om Trump, som er en besættelse hos medierne, så er det vanskeligt at se, hvorledes et russisk samarbejde med Trumps stab på nogen måde har kunnet skjules, så godt som efterretningstjenesten har kunnet belyse alle arbejdsgange og al kommunikation. Efterretningsvæsenet er altså gået langt over stregen for at understrege det bizarre i Den Russiske Fortælling.

Åh, man fandt intet af interesse hos Carter Page, der turnerede på de store medier med et underfundigt smil på læben mens nyhedsværter desperat forsøgte at fremstille ham som landsforræder.

Three Days That Shook Paris

Diverse — Drokles on March 7, 2018 at 3:11 am

Tænk hvis Charlie Hebdo havde haft ret til at bære våben.

Sejrherren Krarup XI - Rystelsen

Diverse — Drokles on March 3, 2018 at 4:49 am

Ikke alle reagerer som Uffe Ellemann gjorde for et års tid siden, med at indrømme at ‘man’ tog fejl uden at se sig selv i spejlet. Nogen, måske endda med Uffe Ellemanns tarvelige niveau, vil opretholde sin gamle fjendebilleder og vedblive sin moralske fordømmelse af dem, der havde ret, hvor ‘man’ selv tog fejl. Den tidligere minister og Venstreformands ord er værd at genlæse, hvis man vil se, hvor tarveligt et menneskes sind kan være - i hvert fald når man hedder Uffe Ellemann Jensen

Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde, så jeg vil ikke sige, at vi har været for tolerante - vi har nok været for dårligt forberedt, og det giver nogle sammenstød hist og her. Der er den der med håndtrykket, der er den der med badereglerne i Århus. Der er sådan forskellige ting, der begynder at dukke op.

“Vi” har været for dårlige, “nogle sammenstød hist og her”, som “den der…”, der ikke er de årlige og stigende milliardudgifter, forpestningen af hele boligkvarterer og store dele af det offentlige rum, de mange ofre for personfarlig kriminalitet og det alarmerende høje terrorberedskab, hvor vi indtil videre heldigt har undgået indtil flere massemord. De små ting som håndtryk og baderegler er det eneste, der for Ellemann Jensen “begynder at dukke op” - i 2017. 2 år efter at Frankrig erklærede sig i undtagelsestilstand (de nu har erstattet med en terrorlov, der grundlæggende er en normalisering af undtagelsen).

Og når det bare er ‘den der’ med ‘badereglerne’ som ‘vi’ har været for ‘dårligt forberedte på’, så fratager det selvfølgelig også, de der havde ret til at kræve, hvad der retteligt er deres, nemlig sejrstrofæet i form af en indrømmelse og dermed en undskyldning for alle Ellemannernes fatale svigt af dømmekraft og siden ondsindede udskamning af alle, der afslørede slige svigt. Hos Ellemann får man bødlens foragt for sit offer

Sådan en mand som Søren Krarup har jo hele tiden været det der meget, meget bastante, som sagde ”luk af, det her er det største problem, bare luk af”. Det har man jo ikke kunnet.(…)

Dem, som siger, at det her er et stort problem, og at det overhovedet ikke kan løses, vi kan ikke have muslimer i Danmark, det kan vi ikke bruge til noget. Det svarer til de løsninger, man sidder og finder på i værtshuset i »Den Politiske Kandestøber.

Den mest udtalte reaktion er ikke Ellemann Jensens nedgroede forbitrethed over virkelighedens demaskering af hans intellekt, men at være rystet. Som rådmand for Beskæftigelse- og Socialområdet i Odense Brian Nybro fra Socialistisk Folkeparti, da TV2 viste, hvad der nu ikke længere kunne skjules, indvandrere på kontanthjælp, uden evner og sprog. “Vi har fejlet som samfund” konkluderede han efter at have “ærligt” indrømmet sin rystelse. Ja “vi” har, hvis samfundet er venstrefløjen og de anstændige borgerlige, som Uffe Ellemann.

Rådmanden med ansvar for beskæftigelse og integration skulle først komme til at kende virkeligheden for sit eget ansvarsområde da en TV station gjorde det umuligt for ham at leve i løgnen. Og han indrømmede kun sin rystelse fordi TV konfronterede ham. Om to år er rådmand Nybro sikkert rystet igen, måske over endnu et hospital, der er blevet stormet af en ‘bande’, hvem ved? Fordøm ham dog ikke, det er habituel politikertænkning, selv Pia Kjærsgaard kan blive rystet, når PET fortæller hende om, hvorledes forskellige politikere, erhvervsfolk og debattører er at finde på en dødsliste udarbejdet af… - og Kjærsgaard lever endda allerede under politibeskyttelse.

Også Socialdemokratiets Formand Mette Frederiksen var rystet over mængden, udgifterne og de mentale afstande til de mennesker, hun importerer til landet. Det er stadig mennesker Frederiksen taler om, men nu skal de tage sig gevaldigt sammen og hun istemte den borgerlige regerings impotente symbolpolitik. Hendes løsning er at rive huse ned, der engang blev bygget på Socialdemokraternes modernistiske drømme om at lønmodtagere skulle bo flot og tidssvarende i grønne omgivelser.

Selv den europæiske storimportør af mænd i den våbenføre alder fra fortrinsvis Levanten og Afrika, den tyske kansler Angela Merkel indrømmer at der er no-go zoner i Tyskland. “‘There are such areas and one has to call them by their name and do something about them,’” citerer Daily Mail hende for at sige. Hun brugte ikke selv udtrykket no-go zone dog og adspurgt svarede hendes talsmand Steffen Seibert at; “‘the chancellor’s words speak for themselves”. Med andre ord regner Merkel ikke sig selv for at være ‘the one who has to call them by their name’ og vel derfor heller ikke den der kommer til at ‘do something about them’.

Merkel var ikke rystet, dog, som ‘ledende politikere’ i Tyskland havde været da der i december blev råbt, hvad tyske medier betegnede som “antijødiske slagord“. Antijødiske slagord er ord såsom, “Død over jøderne!”, “Død over Israel!”, “Israel er barnemordere!” og “Jøder, husk på Khaybar. Muhammeds krigere vil komme igen!”. Ja, og 1 mill af dem kom vandrende i 2015 og derefter, mennesker som Merkel nu er lidt mere loren ved at have inviteret, så loren faktisk, at nogen snart må bruge de rette ord og gøre et eller andet.

De nogen bliver ikke den danske regering, for Løkke støtter Merkels krav om at andre lande skal betale hendes regninger og tage imod Muhammeds krigere, som hun har inviteret indenfor. Herhjemme skal det udløse dobbelt så strenge straffe for visse forbrydelser, hvis de bliver begået i en ghetto. Således skal Danmark, i skønneste muslimske stil, være opdelt i krigens og fredens huse. Og for at accelerere den udvikling, skal der sparkes til gløderne, så der ikke vil være den egn i Danmark der ikke længere er dansk. Og så vil den næste pakke være dobbelt så strenge straffe i hele det ganske land. Og hvorfor ikke, hvis strengere straffe er godt på en matrikel, hvorfor så ikke den næste og alle sammen - og hvorfor ikke allerede nu?

Det er de samme tanker, der også går igennem Frederiksens planer. Ud over endnu mere stat, der skal sørge for uddannelsespålæg, fritidsjob, automatisk vuggestue fra 1 år, nærpoliti og generelt mere af den integrations-industri, som hun end ikke selv kan se nytten af. Fordel problemerne, så glider det hele lettere. Ja, en stund vil det virke således og så meget endda, at incitamentet til at gøre noget reelt, sætte en prop i og begynde på repatrieringen falder til 90er niveau. Og det stiger først igen når smertegrænsen nås igen. For gymnasier hedder den smertegrænse 30% ifølge den gode tone. Derefter bliver det hele ubærligt og kollapser.

Så nej, når politikere som Merkel siger, nogen må gøre noget så der bliver ikke gjort noget. Især når “Ritzau fortæller, at der i Socialdemokratiets nye principprogram kommer til at stå, at Danmark skal fortsætte med at tage imod flygtninge“. Heller ikke selv om Morten Østergaard fra de Radikale ikke mindre besøgte virkeligheden. 2 dage skulle der til, så kunne han se “at vi har brug for nye måder at løse vores problemer på”, som han fortalte i en annonce.

For 12 år siden havde det Socialdemokratiske Frit Forum, inviteret Søren Krarup til at tale om sin bog om Systemskiftet 2001. Berlingske havde en morsom reportage, der nu ikke længere er at finde på nettet, men Monokultur, bragte et uddrag, hvori det bl.a hedder

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Som Berlingske Tidende skrev i lørdag

I miniformat er Morten Østergaards ryk et eksempel på, at flere af partierne i rød blok når frem til nye erkendelser her i 2018. Socialdemokratiets stort anlagte udlændinge- og asyludspil er af historisk karakter - både når det gælder den usminkede beskrivelse af indvandringens konsekvenser, og når det handler om at fremlægge forslag, som partiet vendte ryggen til for blot få år side

Indeed. Når man hører Mette Frederiksen, Socialdemokratiets ellers skingre formand, stille kulturmødet således op

Man skal ikke tage fejl af, at det at kæmpe som individ mod en kultur, man er født ind i, er en af de allersværeste kampe, der finders. Derfor bliver samfundet nødt til at stille sig på den rigtige side, og det er selvfølgelig ikke at fastholde et syn på ligestilling eller børneopdragelse, som ikke er foreneligt med et moderne samfund.

Frederiksen vil, som Merkel, heller ikke bruge de rette ord mens hun som opposition har en gratis omgang med at opliste allehånde krav om forandring og sadle nye skeer på suppen. Men det er store ord, fra en tidligere justitsminister, der i 2014 mente at reglerne var strammet så meget, som det var muligt. Senere, da hun igen blev fri af ansvarets byrder, skelnede hun mellem sig selv som politiker og sig selv som justitsminister og ville nu ’stramme’ mere end, hvad “justitministeriet rådgav den daværende regering om”, som hun forklarede Clement et par år senere. “Var den vurdering forkert?” spurgte Clement hende tre gange uden at få svar fra Frederiksen, der bare forklarer at hvad man får af råd og vejledning fra sit embedsværk bliver præsenteret af regeringen uanset hvilken farve den har “og sådan kommer det nok også til at være i fremtiden!”

Ja, men ordene, som nu kun mangler for at hun helt har kapituleret er, at islam er i opposition til Danmark har vi nu fra andre end “Sådan en mand som Søren Krarup”. Frederiksen siger rent ud at, hvis der skal være en fremtid for et godt Danmark skal muslimerne ud af islam - hvilket hun kalder en af de allersværeste kampe, der findes for et individ. Og det er danskerne, der skal lede an i den kamp for selv er de fortabt i mentale tåger. Det er en kulturkrig ført mod muslimer hun vil have, med statslige og institutionelle våben.

Danmark er gået mod mørkere tider med stigende udgifter og negerafgifter og normalisering af en grasserende terrortrussel, siden Krarup skosede de unge sosser for deres partiers svigt. Men debatten har altså rykket sig, selvom mange endnu ikke vil erkende omfanget og dybden af deres svigt, endsige undskylde. De lyder stadig som hvis Mohamed Lahouaiej Bouhlel erkendte ikke at have være en tilstrækkeligt hensynsfuld trafikant. Bouhlel er i fængsel og Ellemann ligger på historiens mødding, hvor han føler sig for fin til at give en kvajebajer til resten af værtshuset.

Den Rhodesiske Løsning

Diverse — Drokles on March 1, 2018 at 11:44 am

Da den amerikanske Kongres republikanske formand for efterretningsrådet offentliggjorde, hvad han mente var summen af efterretningsvæsnernes efterforskning af Trump-Rusland samarbejdet, det såkaldte Nunes-notat, lød der stærke protester fra efterretningstjenesterne, der mente det ville bringe nationens sikkerhed i fare - det gjorde det ikke - og fra Demokraterne, der mente at amerikanerne var bedre tjent med perserende rygter om, at de muligvis blev regeret af en marionetregering, indsat ved et de facto statskup og kontrolleret af en fremmed og fjendtlig statsmagt, fremfor sandheden. Demokraterne truede med selv at offentliggøre et notat, Schiff-notatet, som en modvægt, men pegede bemærkelsesværdigt ikke på en eneste fejl, udeladelse eller fejlfortolkning i Nunes-notatet.

I stedet havde Schiff-notet taget så meget ‘kontekst’ med at justitsministeriet tøvede med at tillade dets offentliggørelse grundet efterretningsvæsenets indvendinger imod afsløring af navne og arbejdsgange. Det var let at se at det var for at dreje historien fra at efterforskningen at Trump-Rusland var en dødssejler, hvilket blev bekræftet da man sigtede nogle i Rusland bosiddende russere for at lave spas med amerikanerne via ‘fake news’ på nettet og dårligt besøgte demonstrationer, der skulle tjene til at så lus i amerikanernes skindpels. De eneste der reagerede efter russerne ønsker var venstrefløjen og medierne, der mente at landet var i krise, Trump var Hitler, styret af Putin, bindegal og inkompetent og at Verden aldrig ville kunne heles igen og derfor tyede til vold og trusler og kæmpe protestdemonstrationer, hvor dissens blev afsværget som landsforræderisk misogyn racisme.

Efter at Justitsministeriet endeligt har luget ud i oplysninger der kunne skade efterretningsvæsenets arbejde er Schiff Notatet endeligt blevet udgivet, så alle kan se at det bekræfter Nunes-notatet og det endnu alvorligere, at FBI opnåede dommerkendelser op baggrund af Steele-rapporten (den med luder-tisseriet i Moskva).

Man ved at floromvundet sprog tjener det fordækte. Klar tale er udtryk for klar tanke og har du rent mel i posen taler du lige ud af den. Andrew C McCarthy har en grundigere gennemgang i National Review (og McCartys helt nørdede gennemgang, som svar til David French, redaktør af National Review) og skriver bl.a om Schiff notatets forsøg på ‘The Rhodesia Solution’

Another major takeaway from the Schiff memo is that the FBI and the DOJ withheld from the FISA court the fact that Steele’s work was a project of the Clinton campaign. Naturally, the reader must ferret this admission out of a couple of dense paragraphs, in which Democrats risibly claim that the “DOJ was transparent with the Court about Steele’s sourcing.”

How’s this for transparency? The FISA warrant application says that Steele, referred to as “Source #1,” was “approached by” Fusion GPS founder Glenn Simpson, referred to as “an identified U.S. person,” who

indicated to Source #1 that a U.S.-based law firm had hired the identified U.S. Person to conduct research regarding Candidate #1’s [i.e., Trump’s] ties to Russia. (The identified U.S. Person and Source #1 have a longstanding business relationship.) The identified U.S. Person hired Source #1 to conduct this research. The identified U.S. Person never advised Source #1 as to the motivation behind the research into Candidate #1’s ties to Russia. The FBI speculates that the identified U.S. Person was likely looking for information that could be used to discredit Candidate #1’s campaign. [Emphasis in Schiff memo, p. 5]

The first thing to notice here is the epistemological contortions by which the DOJ rationalized concealing that the Clinton campaign and the DNC paid for Steele’s reporting. They ooze consciousness of guilt. If you have to go through these kinds of mental gymnastics to avoid disclosing something, it’s because you know that being “transparent” demands disclosing it.

Pharmakos

Diverse — Drokles on February 27, 2018 at 5:40 am

Jeg har afholdt mig fra at referere til Jordan Peterson trods hans kloge betragtninger, simpelthen fordi han er så populær - og noget skal man jo skille sig ud med. Men her er hans fokus på pligt, den kristne (eller anden gavnlig) tro og civilisationen overfor ventreradikalisme, nihilisme i Townhalls David Gonorski ord (grundlæggende rent tyveri fra min side, men jeg synes det fortjener et større og dansk publikum, hvor marginalt det så end er)

The ancient Greeks had a word for antidote, pharmakos, that they very much used as a cure for chaos. In the pharmakos ritual, a deformed, weak, or mentally ill person would be wined and dined as a god, paraded through the streets, and then ritually murdered outside the city. It is easy for us moderns to look back at such rituals and sneer at the primitive barbarity of it all. Yet, to the Greeks, it was very much a necessary transference of pent up all-against-all aggression and resentment before it spilled into runaway chaos. In other words, as the High Priest who led the plot to execute Jesus Caiaphas said, It is better that one man die than the whole nation perish.

Today, we see clearly that the ancient world’s antidote to chaos—collective violence against an innocent person (or at least, no more guilty than anyone else for social tensions)—is nothing more than crowd madness and scapegoating. We are able to see this because of the lens the Bible provides us after two millenia of its narrative and ethic clarifying our perspective.

In the Gospels, as René Girard helps us see, we have the inauguration of a personhood revolution in which every human being is made to be a sacred temple deserving of love and respect. In the Gospel accounts of his passion, Jesus wrestles the camera of mythic history away from the persecuting collective always searching for a scapegoat and undresses the crowd of all its power. It is not the gods or, in our modern case, ideology, that demands coercion and violence but petty, crowd-possessed people blinded by fear and envy.

It is in that vein that Peterson’s 12 Rules for Life strikes such a powerful chord in our cultural moment. Each of the twelve axioms center on self-sacrifice rather than sacrifice of someone else—a radical new antidote for chaos much more dangerous and powerful than the old antidote of violent sacrifice that shaped our ancestral roots.

Peterson’s meek defiance of victim-garbed collective aggression is in service to Jesus’s personhood revolution: the simple notion that instead of sacrificing your neighbors and blaming them for the chaos you feel, it is better to sacrifice your own pride, clean your own room, and resist the urge to reciprocate aggression and insult to those who seek to harm you.

————————-

Personlig note: For 5 år siden var mit blodtryk tårnhøjt, jeg vejede 30 kilo mere end idag, havde tendens til grådlabilitet og fik frakendt mit kørekort fordi jeg kørte med 1,21 promille alkohol i blodet (jeg skulle lige hente en Whopper), en opførsel, der er meget ulig mit normale væsen. Jeg falder aldersmæssigt helt uden for Petersons egentlige målgruppe. Og jeg har aldrig følt mig forbitret.

Men jeg var ked af det, måske på den måde, som de voksne i min barndom kaldte, at have ‘ondt i livet’ (et udtryk min far havde en hvis foragt for, husker jeg). Da min envejleder i psykiatrien adspurgte mig direkte under en midtvejssamtale “har du det godt?” virkede spørgsmålets enkelthed chokerende i sit konkrete og direkte udtryk og jeg faldt fra hinanden allerede på vej hjem i bilen. Min vejleder havde, førend jeg selv egentlig havde formuleret det for mig selv, ramt hvad jeg allerede var begyndt at arbejde mig ud af.

Selv om det var uden brug af Peterson, som jeg dengang kun kendte for en artikel om hvorledes vores emotionelle habitus er afgørende for vores politiske observans (gæt hvilken vej hønsene skraber), at jeg skiftede fokus for mit liv - meget ad de samme linjer som Peterson advokerer for. Nu går det fremad, selvom jeg stadig mangler at rydde op på mit værelse. Så det kan anbefales enhver, der befinder sig i et vadested i livet, der måske truer med at drukne dem, at lytte til Petersons råd.

At sætte sig selv til side er det bedste man kan gøre for sig selv og sine omgivelser. Men det kræver at man tager sig selv alvorligt og anerkender, at man selv er den ansvarlige.” Women and children can afford to be careless, but not men“, siger Don Corleone, men det er ikke et åg, det er et indhold, som vi er afhængige af.

Jeg har venner, som havde forventninger om en retfærdig fordeling af rettigheder og omsorg, som er gået til i enten alkohol eller bitterhed eller begge dele. Typisk har de fremmedgjort de fleste venner, de engang havde og ikke stiftet andre nye bekendtskaber, end løselige til ligesindede, der, som dem selv, ikke har noget at tilbyde. Mænd med store ressourcer, som ingen nu får glæde af. Så lyt til Peterson, lyt til gammel visdom, ”sig ikke ting, der svækker dig selv“, “make yourself of use” og klap en kat.

CNN som Putins ‘cockholster’

Diverse — Drokles on February 26, 2018 at 6:43 am

Nyhedsstationen CNN anklager almindelige mennesker, for deres egen idioti. En ældre dame i Florida, blev offentligt hængt ud fordi hun påp et tidspunkt havde delt et opslag på et socialt medie, om en demonstration arrangeret af, har det siden vist sig, ‘russerne’, skriver Breitbart.

On Monday, CNN’s Drew Griffin tracked down a private citizen whose worst sin might have been sharing — without knowing she was doing so — a “Russian-coordinated event” on her Facebook page. Griffin proceeded to publicly shame this woman, even though his left-wing employer gave a Russian-coordinated event more publicity than Putin could have ever hoped for.

Michael Moore was also at that rally and as of now CNN has not demanded he answer for his “unwitting” Russian collusion.

(…)

Regardless, abuse is exactly what this Florida woman faced after CNN broadcast the video and published her name. On her Facebook page, she was savaged by CNN viewers as a “stupid old hag,” a “traitor,” a “treasonous hillbilly,” “ugly,” and “racist trash.”

The woman was also physically threatened. “[S]tay in Florida, you come to NY and I’ll kick your Russian bot ass,” one CNN consumer promised.

Among others, and although they are men of the left, MSNBC’s Chris Hayes and the Intercept’s Glenn Greenwald were disgusted and appalled by CNN’s abusive bullying of this innocent woman.

In a series of tweets, Hayes said, “I think it’s bad CNN did this and don’t approve and wouldn’t do it myself.” He added, “That is awful and they should not have done it. … Doorknocking a random citizen not accused of any wrongdoing like that is not cool.”

Breitbart linker til Newsbusters, der fortæller om hvorledes CNN og MSNBC dækkede det russiske forsøg på at så lus i skindpelsen mellem amerikanerne

A check of their November 12 coverage showed both CNN and MSNBC gave enthusiastic coverage to the Russian-organized anti-Trump rally that day, with live reports every hour. Correspondents celebrated the idea that it was “a love rally,” and repeated the marchers’ anti-Trump mantras, such as: “We reject the President-elect.”

While the two liberal anti-Trump networks offered heavy coverage of the anti-Trump rally throughout the day, a check of coverage between noon and 5:00 p.m. Eastern found that the Fox News Channel offered only a short re-cap (66 seconds) at the start of their 4:00 p.m. Eastern hour.

Of course, none of the networks were aware of who was allegedly behind the march, but CNN and MSNBC reveled in the inflammatory messages of the march. At one point, MSNBC anchor Alex Witt credulously responded to the ridiculously alarmist rhetoric: “That woman, when she’s saying she’s concerned that black people will be shot in the street….Is that a legitimate concern for her? Because, that’s scary.”

Correspondent Morgan Radford cheerfully played along: “Alex, it’s not only a legitimate concern for her, it’s a legitimate concern for a lot of people I’ve spoken to….They’re wondering if this [Trump’s election] is almost a license to carry in terms of hate.”

If the goal of the secret Russian organizers was to inject nonsense like that into the American political dialogue, then their unwitting helpers on CNN and MSNBC certainly gave them plenty of assistance that day.

Jeg har tilladt mig at planke denne historie så skamløst fordi jeg tidligere pointeret det ironiske i at det var venstrefløjen og deres medier, der var ‘russernes’ nyttige og villige idioter/Jørgen Dragsdahler. Det er dem, der har forpestet debatten,  propaganderende løgne og promoverende vold mens de udskreg sig selv og allehånde mere eller mindre imaginære minoriteter, som ofre, og her er det hele rullet op deres evindelige hykleri.

Et figenblad til dække for en krigshandling

Diverse — Drokles on February 23, 2018 at 8:40 am

Trump-Rusland fortællingen er de facto afgjort med ledende efterforsker Robert Mueller sigtelse af nogle russere, bosiddende i Rusland, for at have blandet sig i den amerikanske demokratiske process, eller hvorledes man nu vil formulere at nogle russere har spammet internettet med spøjse historier og mem og arrangeret dårligt besøgte demonstrationer. Efter i mere end et år at have hørt vilde konspirationsteorier, hvor Putins regering skulle have underløbet det amerikanske præsidentvalg og grundlæggende bestyre USA via en forrædderisk marionet regering under Trump, er afslutningen lidt af en antiklimaks. De russiske følere til yderkanten af Trumps kampagne, som hvis de blev besvaret, blev det uvidende om at det var falske profiler understreger at der intet samarbejde var mellem Trumps inderkreds og disse russere.

Andrew C McCarthy skriver i National Review at anklagerne taler om en form for krigsførelse mod USA med mis-information og æggen til indre strid og alligevel er svaret fra den amerikanske regering nogle ligegyldige sigtelser. Det er, skriver McCarthy, resultatet af, at man har fyldt efterforskningen med advokater og sagførere, der ser ikke kan se problem som et sagsanlæg ikke kan løse. Disse i realiteten symbolske sigtelser, er altså ikke blot et nyttesløst og uværdigt respons, på hvad man betragter som en fjendtlig handling, det hindrer også at man kan lære mere om og retaliere slige angreb, hvis man havde ordnet det med traditionel kontraspionage - en politisk manøvre, der aldrig bliver realitetstestet

The point of counterintelligence is to gather information so we can stop our enemies, through meaningful retaliation and discouragement. Generally, that means diplomatic, economic, intelligence, and, in extreme cases, military means. It could mean deploying our own cyber capabilities. The idea is not to invade every rogue nation. It is to respond to provocations in a manner that hurts our rivals — conveying that the prohibitive cost we will exact makes attacking us against their interests.

That cannot be accomplished by a mere indictment on which no one will be tried.

When prosecutors are serious about nabbing law-breakers who are at large, they do not file an indictment publicly. That would just induce the offenders to flee to or remain in their safe havens. Instead, prosecutors file their indictment under seal, ask the court to issue arrest warrants, and quietly go about the business of locating and apprehending the defendants charged. In the Russia case, however, the indictment was filed publicly even though the defendants are at large. That is because the Justice Department and the special counsel know the Russians will stay safely in Russia.

Ved at tiltale russere, der er i Rusland, har man sikret sig at de ikke kan, eller rettere vil, vidne i nogen sag, hverken for eller imod Trump. Ingen viden til yderligere efterforskning kan opnåes fra disse 13 russere og de tilhørende organisationer og er derfor nu, et afsluttet spor. Men ikke nok med det, så lyder tiltalerne på en konspiration for at svindle USA, identitetstyveri og banksvindel. Men ikke for at have blandet sig ulovligt i den amerikanske valghandling.

Det er spøjst, for det var netop den forbrydelse, at USAs demokrati blev underløbet, der har hjemsøgt store dele af offentligheden og været et motiv for at sætte så mange ressourcer af på diverse efterforskninger. På den anden side, som John Hinderaker skriver, så går manden bag den absurde Steele Rapport, den med tisseriet, også fri, hvis der skal være præcedens, da han har brugt sin samling af mis-information (fra russiske kilder) til at lokke både medier og efterretningsvæsenet med på en suspekt galaj. Og hvis Steele går fri, går hans arbejdsgivere, hvilket er Hillary Clintons kampagne maskine, derfor også fri.

Hysteriet over russerne er nu gået fra et muligt statskup til den mindre drastiske men stadigt store ulykke, ved at der er russere, der har blandet sig klodset i den amerikanske politiske debat, med det formål at sætte lus i skindpelsen. Lus i skindpelsen, det er mere end samfundet kan håndtere, det er altså forbrydelsen, nes pas? Conrad Black skriver i National Review (NA er langt fra det eneste jeg læser - Amar’ og halshug!)

We must be fairly close to the point where it is impartially recorded that Trump–Kremlin collusion was a nasty fairy tale commissioned and paid for and carpet-bombed on the media by the Clinton campaign, and used to infect and mislead the Justice Department and the FBI, by senior Clinton-campaign and Obama-administration officials. The Steele dossier remains the only visible justification for a false Foreign Intelligence Surveillance Act warrant against Carter Page and, incidentally, the Trump campaign; and for the Mueller investigation itself, even though that investigation was prompted by fired FBI director James Comey with an illegal leak to the New York Times of a memo of contested accuracy that was probably illegally removed government property. Mueller arrived after Comey had dismissed the Steele dossier as “malicious and unverified” and after the Trump-hating Clinton-helper Peter Strzok, whom Mueller inexplicably recruited, had reluctantly concluded that there was “no there there.”

(…)

Mueller can exercise the plenitude of his mandate and unearth the proportions of the chaos caused by the Steele dossier (which the egregious Senator Warner assured us “is taken seriously by the British, our ally”). It is an astounding tale that is emerging of Clinton political mischief tainting the entire justice system and misleading tens of millions of Americans to imagine their political system was being manipulated by foreigners and might have produced an illicit presidential-election result. This is the exposure that must be made, and while I would not necessarily favor prosecuting them all, Mrs. Clinton, Comey, deputy FBI director McCabe, and quite possibly former senior Justice Department officials including Loretta Lynch and Sally Yates, have committed offenses that put them in the danger zone of indictable acts. Instead of Keystone Kops charges against untouchable Russians and shock-and-awe intimidation of prior bit-players for alleged tax offenses and minor indiscretions, Mueller should lay this immense, scandalous rotten egg before the country. If he can’t face that challenge and service, he should shut down this charade so that Attorney General Sessions can end his recusal and we can bring on the main event and identify the authors of this monstrous farce.

Og hvor efterlader alt dette gøjemøj så anklagerne mod Trump for ‘obstruction of justice’? Hvis Trump og hans organisation ikke har gjort noget ulovligt, hvilken efterforskning har de så hindret, hvorledes og med hvilket formål? En rigsretssag “is not going to happen” skriver McCarthy og er på linie med Alan Dershowitz. Trump kan ikke på nogen måde bryde loven ved at udøve sin konstitutionelle magt, så han kan fyre alle de FBI agenter han vil og benåde alle de venner han vil. Vælgerne har stolet på hans dømmekraft mere end Hillarys.

Præsidentens konstitutionelle magt indbefatter selvfølgelig ikke ulovlige aflytninger, som i tilfældet Nixon, ulovlig påvirkning af vidner, som i tilfældet Bill Clinton eller “DACA, which not only flouted “norms and customs” but usurped congressional power and transgressed what Obama himself had conceded were limits on his constitutional authority”.

Dette er det juridiske aspekt, men en rigsret kan rejses politisk, hvis der er stemning for det i Kongressen. Og den stemning behøver ikke at hvile på andet, end at man bare ikke kan lide den siddende præsident, skønt man sikkert vil formulere det anderledes, når man skal forklare sine egne vælgere, hvorfor man har annulleret deres valg af præsident. Checks and balances siger de derovre. De ligegyldige stævninger af nogle russere skal være undersøgelsens eksistensberettigelse. Vi fandt, som vi søgte - today my juristiction end here.

Deres lov og hvide menneskers penge parallelt

Diverse — Drokles on February 23, 2018 at 4:11 am

Nogle forskere har udtrykt deres kvaler over at regeringen opererer med begrebet parallelsamfund om den muslimske tilstedeværelse i Danmark og som til Videnskab.dk bl.a siger

»Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning, og jeg kender ikke til forskning eller undersøgelser, som viser det,« siger lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.

Han forsker i moskéers magt og religionens plads i den offentlige debat.

Men regeringens rapport viser det jo?!

»Ja, i rapporten definerer man et parallelsamfund som et samfund, der ikke har kontakt til det danske, og som ikke ønsker at blive en del af det danske samfund. Men det jo ikke det, man undersøger. Man har ikke været ude og spørge de her mennesker om deres holdninger,« påpeger Brian Arly Jacobsen.

Joh, nogle har nu spørgt de her mennesker om deres holdninger. Så sent som i forrige uge endda, talte TV2 f.eks med en Amal Najja. Najja var den eneste indvandrer i hendes klasse da hun for 25 år siden var elev på Tovshøjskolen i Gellerup. I dag er hun så skolelærer på sin gamle skole og i de 25 år er Gjellerups fremmedkvotient flyttet sig fra 2/3 i 1993 til 4/5 i dag.

- I starten af halvfemserne kom araberne. Så blev det somaliere. Og senere igen kom der kurdere. De havnede alle sammen herude. Det er jo en klar udvikling, selvom man i hele den periode har talt om, at det var det modsatte, der skulle ske. Og der skete altså også en stor ændring. For pludselig var det ikke flygtninge, der kom. Det var mennesker, som kom for at skabe et bedre liv for sig selv og familien. Og de opdagede hurtigt, at børnene kom i skole, man fik mad på bordet, og man havde tryghed, uanset om man arbejdede eller ej, siger Amal Najjar.

(…)

- Dengang i 1993 var udgangspunktet, at man talte dansk til hinanden. Når vi var to arabere, talte vi selvfølgelig arabisk sammen, men man var nødt til at kunne dansk for at klare sig. Sådan er det ikke længere. Jeg kan klare mig med at tale arabisk alle steder, fordi vi er så mange herude nu. Det er ikke nødvendigt at tale dansk. Og når det ikke er nødvendigt, forsvinder hele motivationen for at få det lært jo også. For hvorfor skulle man?

Det lyder da meget multikulturelt og burde vel derfor være en vækstsdynamo? Men det er det vist ikke og TV2 besøgte også en cafe i Vollsmose - Ah, Vollsmose, hvor også postbudene er fjenden, en non-verbal kommunikation for de, der tør lytte - hvor folk kønsopdelte sig selv, som det naturligste. Eller rettere, fordi de ikke havde andet valg, thi

- Sådan er islamisk lov, kvinder og mænd sidder ikke sammen.

Så vil det sige, jeg må ikke være her?

- Jo, du må gerne være her. For du er et hvidt menneske, så du ved nok ikke bedre, siger hun og griner, men følger hurtigt op.

- Nej, teknisk set må du ikke være her. Kvinder skal være her, mænd skal være der, siger hun og peger om foran caféen.

Mændene på den anden side bekræfter også over for TV 2 Nyhederne, at kvinder og mænd sidder adskilt.

- Sådan har det altid været. Det er ikke noget, jeg har tænkt over. Det er bare vores livsstil. Jeg har bare altid sat mig her, siger Ali Abdul Kadir, der til daglig arbejder som lager- og logistikoperatør.

Det hvide menneske fra TV2 besøgte også den somaliske kvindeforening Sahan, der ud over at være langt fra hvide mennesker, har vundet flere priser for deres forebyggende arbejde blandt unge i Vollsmose - hvad der forebygges og blandt hvem og hvorfor behøver ingen forklaring - og…

…spørger forsamlingen, der på det tidspunkt består af 11 somaliske kvinder, hvor mange af dem, der kan tale dansk.

Ingen rækker hånden op. I stedet er der en af dem, der henter en tolk i et tilstødende lokale.

Ja, hvorfor skulle man ikke have en tolk i det tilstødende lokale? Og en besøgende advokat, der forklarer somalikvindernes manglende tilknytning til arbejdsmarkedet således

- Jeg tror, problemet bunder i, at mange somaliske kvinder ikke kan sproget. Det er klart, at når man ikke kan sproget, så kan man ikke sende en ansøgning, og man kan ikke komme til en samtale og fortælle, hvad man duer til, siger advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm.

Men det hvide menneske finder dog en somalier, der næsten kan dansk, og spørger hende hvorfor hun ikke har et arbejde

- Det er svært at få job. Der kræves kvalifikationer, når man søger arbejde. Der er mange ting, der gør det svært at få et job. Blandt andet tørklædet, siger Iman Hassan gennem tolken.

Hvorfor skulle man dog også kvalificere sig, lære det relevante sprog og træde ud af den muslimske tåge, pengene kommer alligevel den første og der er bonus for flere børn, der skal forebygges. En af forskerne “har svært ved at se, hvorfor det er en trussel mod sammenhængskraften, at de her folk lever isoleret”. Næh, det er ikke en trussel for det resterende samfunds sammenhængskraft, vi danskere har det fortsat fint med hinanden. Men når de lever isoleret, kunne de måske leve et andet sted, så vi andre ikke skal punge 35 mia. kroner årligt på mennesker, der alligevel ikke vil være her - var det ikke fordi socialstaten betalte dem for det. Og det er ikke medregnet alle de ulykker, terrorudgifter og daglige ‘negerafgifter’. I så fald kan udgifterne måske nærme sig 84 mia kroner pro anno.

Shithole msm

Diverse — Drokles on February 20, 2018 at 4:16 am

13 russere, ingen bosiddende, hvor det amerikanskle retsvæsen har nogen funktion, er blevet tiltalt af specialefterforsker Robert Mueller for en række ulovligheder, de skal have begået i en mis-informations kampagne, de har orkestreret før og efter det amerikanske præsidentvalg. Mere efter end før, rent faktisk. Men man kan godt blive forvirret over, hvad det drejer sig om, hvis man følger de fleste af de mest almindelige nyhedsmedier.

Vice direktøren for Facebooks reklameafdeling, rob Goldman, har twittet sin frustration over mediernes fordrejede fortælling om ‘russernes’ brug af de sociale medier, skrev Breitbart for et par dage siden. Han skrev bl.a at “swaying the election was *NOT* the main goal”, men derimod “to divide America by using our institutions, like free speech and social media, against us”. Det viste sig at være helt overflødigt, med en venstrefløj og etablerede medier, der svælgede i konspirationsteorier og promoverede vold mod Trumps tilhængere, dem Obama mente klyngede sig til deres ‘guns and bibles’ og som Hillary Clinton kaldte for fortabte begrædelige.

Og når de danske medier bare skriver af efter de etablerede amerikanske medier i deres dækning af den amerikanske virkelighed kan man i Jyllands-Posten læses følgende

USA’s præsident har flere gange kaldt hele undersøgelsen af Ruslands forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg et fupnummer og en heksejagt, opfundet af Demokraterne for at skade ham.

Den påstand er blevet sværere at fastholde, efter at FBI fredag rejste tiltale mod 13 navngivne russere plus tre russiske selskaber.

Jeg er rimeligt sikker på at Trump omtalte sin egen rolle i sagen som et fup nummer. Nej, vent, jeg kan komme det endnu nærmere end min egen erindring, da CNN citerede Trump selv i sommer, da det stod klart at russerne, som amerikanerne selv, for den sags skyld, aldrig har skammet sig over denne verdens Jørgen Dragsdahler og tidligere præsident Obama, mente 80erne burde beholde deres udenrigspolitik

trump-obama-dropped

En anden artikel på Jyllands-Posten er mere sanddruelig og nævner at Rod Rosenstein “fremhævede et konkret eksempel, hvor russiske operatører i december 2016 efter valget havde arrangeret protester for og imod Donald Trump på samme dag i New York.” og at russernes formål var “at skabe mistillid til kandidater og det politiske system generelt“.

I en valgkamp gælder det om at kunne overbevise nok mennesker til at stemme på een selv end modstanderen. Og selv om Trump havde god succes med at fyre op under sin base med det mundrette ‘lock her up!’ var det ikke, hvad der kunne charmere, hverken tvivlere eller modstandere. Så hvad vil almindelige amerikanere sige til et så vulgært udtryk, som en Hillary Clinton figur blive trukket rundt i et bur på åben gade? Bortset fra de, der allerede havde bestemt sig, ville man ikke overbevise amerikanere om meget andet, end at splittelsen i det amerikanske samfund og den politiske debat var var eskalerende.

Eller, som Jim Geragthy skriver i National Review

I mean, if you’re swayed by an image that suggests that Hillary Clinton is the devil and she wants to get into a boxing match with Jesus Christ. . . I’m pretty sure you were probably leaning against her already. The woman’s gotten into a heck of a lot of scandals, but I don’t think she’s ever explicitly challenged the Son of God to get into the UFC Octagon with her.

And if Hillary Clinton supporters really want to argue that they lost the votes of a segment of progressives because Bernie Sanders supporters were persuaded by muscular-Bernie cartoons. . . look, if that’s really the case, then it’s not Russia’s, Trump’s, or the Republicans’ fault that a part of the Democratic base is a bunch of easily-distracted shallow idiots. If your voters are getting deterred by doodles, they never really were “your” voters.

Men alligevel skriver Danmarks Radio i en artikel “De [13 russere] var alle tilknyttet organisationen “Internet Research Agency”, der angiveligt forsøgte at påvirke de amerikanske vælgere til at stemme på Donald Trump” og “Profilerne spændte over forskellige temaer, og havde både til formål at påvirke den politiske debat og skabe splid i samfundet til fordel for Donald Trump.” og lader det ledsage af en del anti-Hillary mem, såsom

anti-hillary-mem

“Ned med Hillary!” Wow, hvis ikke det får borgerkrigen til at bryde ud… Især når en fakta boks om anklager fortæller at de tiltalte “Har brugt tusindvis af dollars om måneden på at købe politiske reklamer” og “opereret med et månedligt budget på op til 1,25 millioner amerikanske dollars”, hvor der bl.a blev “delt politiske budskaber på social media-konti”, “promoveret information” og “skabt tema-grupper på sociale medier om varme politiske emner”.

Alligevel fortæller samme artikel stik imod dens større fortælling om alt russisk pro-Trump

Gruppen “Blacktivist“ udgav sig for at være en del af Black Lives Matter-bevægelsen, der kæmper for afroamerikaneres rettigheder og ofte imod Trumps politik.

(…)

Demonstrationer for Trump tæller blandt andet “March for Trump” (“Gå for Trump”) 25. juni 2016 og “Down with Hillary” (“Ned med Hillary”) 23. juli 2016. De tiltalte stod også bag demonstrationen “Support Hillary. Save American Muslims” (”Støt Hillary. Red amerikanske muslimer”) 9. juli.

En anden Danmarks Radio artikel formulerer det således

De 13 russeres mål var ifølge tiltalen at hjælpe Donald Trump til sejren i den amerikanske valgkamp. Fra midten af 2016 betød det blandt andet, at de støttede Trumps kampagne, og at de modarbejdede Hillary Clinton, der var Demokraternes præsidentkandidat.

Hvilket altså er forkert ifølge Rod Rosenstein, som har udfærdiget nævnte anklageskriftet. Målet var bare at yppe kiv, i hvad venstrefløjen og medierne altså allerede var i fuld gang med.

Politiken havde denne ambivalente overskrift på deres vinkel, som de, sjovt nok, har bygget en betalingsmur omkring, således at ikke alle bare kan komme vadende sydfra og læse deres guldkorn

politiken-forside-om-russerne

Fortællingen om at russerne hjalp Trump vedligeholdes ikke bare, men opgraderes så splid nu tilhører Trump og ikke andre, hvilket tager forrang for artiklens citerede dementier af samme fortælling. 47 mennesker var interesserede i den afbilligede demonstration, men hvor mange af dem mødte overhovedet op?

Berlingske Tidendes overskrift var dog sanddeuelig, “De skulle skabe splid i USAs politiske system” hed det om de 13 russere. Mere turde jeg ikke læse, da man altid skal slutte med noget godt.

Medierne, Demokraterne og venstrefløjen var Putins nyttige idioter

Diverse — Drokles on February 17, 2018 at 11:39 am

Det var vel det, Ruslandshysteriet burde være endeligt ovre. Ikke at alle ikke hele tiden har vidst, hvad der foregår, nemlig at russerne gør, hvad der passer dem og hvad amerikanerne selv har gjort 81 gange som var det æbletærte, nemlig forsøgt at påvirke den andres valghandlinger. Breitbart skriver at 13 russere er blevet blevet stævnet af Robert Muellers efterforskningsarme på anklager om “ulovligt” at have brugt sociale medier til at påvirke det amerikanske valg, identitetstyveri, arrangeret demonstrationer eller andre ‘events’, betalt Dagsdahls osv - både for og imod Trump.

The indicted Russian organization Internet Research Agency allegedly created a team of “specialists” who were “tasked to create social media accounts that appeared to be operated by U.S. persons” then “divided into day-shift and night-shift hours and instructed to make posts in accordance with the appropriate U.S. time zone.” Internet Research Agency also allegedly “circulated lists of U.S. holidays so that specialists could develop and post appropriate account activity” and that said specialists were “instructed to write about topics germane to the United States such as U.S. foreign policy and U.S. economic issues.”

They created social media groups designed to enflame the fringes of American society, including pushing Black Lives Matter, immigration control, religious groups, and certain geographic areas inside the United States. Examples cited in the indictment include accounts called things like Blacktivist, United Muslims of America, Army of Jesus, Secured Borders, South United, and Heart of Texas.

“By 2016, the size of many ORGANIZATION-controlled groups had grown to hundreds of thousands of online followers,” the indictment says.

The Defendants also allegedly bought social media ads starting in or around 2015 designed to promote their controlled entities, “spending thousands of U.S. dollars every month.” They falsely made a Twitter account called @TEN_GOP to make it appear as though they were the Republican Party of Tennessee, a major political party in a U.S. State.

Nickel and dime stuff, without a little witt attached to it.  David Never-Trump Frenchs harcelerer i National Review over at russerne overhovedet blander sig og den engang glimrende Jonah Goldberg undrer sig i samme tidsskrift over at konservative ikke viser synderlig forargelse - for at blande sig i andre landes debatter kunne amerikanerne ikke finde på, med deres Radio Free Europe. Jo, det er ikke pænt at puste til nogen ild, men det er så normalt som at aflytte Merkels telefon og præsidentielt anbefale briterne at blive i EU, med mindre de vil nedgraderes fra friends til it’s complicated.

French lægger vægt på at russerne forsøgte at udbygge amerikanernes allerede eksisterende “weak public trust”, uden at adressere, hvorfor tilliden er så lav. En af grundene, kan jeg afsløre uden at chokere nogen, findes i den hysteriske dækning af hvad der fra starten lignede en tåbelig konspirationsteori. En konspirationsteori hviler på, hvad der foregår i kulissen. En valghandling er en offentlig affære, alle har adgang til alle udsagn - det gælder faktisk at nå så mange mennesker som muligt. Så hvis man ikke kan pege på en historie, et udsagn eller en information, som man har studset bare det mindste over - og intet konkret bliver nævnt - har den ikke været nær så relevant, som Graham Chapmans “He’s right, did you know that?” nazi. Eller med tidligere præsident Obamas ord; “How is that even possible?”

For French er det en skærpende omstændighed da “it also demonstrates an intent to generally sharpen American political divides and radicalize American citizens”. Det er en besynderlig pointe, der sigter imod symptomer, hvis årsager han og hans never-Trumpere undgår. De eneste, der er blevet radikaliserede er den del af venstrefløjen, der holdt på Hillary Clinton og de fleste store medier. Og det var ikke fordi de blev konfronteret med russiske trollefarme, men fordi de blev konfronteret med en uapologetisk orange mand fra de hvide rækker, rundet af kapitalisme og kristen kultur - så langt som den ikke stillede sig i vejen for hans greb om livets glæder. Mediernes, kommentatorernes, eksperternes og de politiske modstandere har fyldt debatten, med radikaliserede og splittende historier, som at Trump og hans skare af fortabte begrædelige var racister, fascister, voldsparate, misogyne, antisemitter og allehåndefober. Trump ville smadre økonomien enten før eller efter han han havde startet en ny atomkrig som optakt til sit totalitære terrorvælde med etniske udrensninger.

Russerne har ikke betydet en døjt i forhold til splittelsen i det amerikanske samfund, eller i andre vestlige lande, for den sags skyld. Venstrefløjen dyrker splittelsen nu revolutionen blev aflyst med Murens fald. Den gang blev de støttet økonomisk, men det viste sig at de var selvkørende spielverderbere. Det er minoritetsrettigheder der sættes over fællesskabet, der skal vige pladsen for fremmede kulturer, seksuelle besynderligheder og frit opfundne nye køn - de er cock holsters for alting fjendtligt.

Notat kamp mellem Republikanerne og Demokraterne

Diverse — Drokles on February 15, 2018 at 9:48 am

Der er nu startet en notatkrig mellem Republikanerne og Demokraterne, hvor vinderen kan afgøre hvilken fortælling amerikanerne skal høre om Trump, Rusland og Depp State. Republikanerne begyndte da formanden for efterretningsrådet Devin Nunes offentliggjorde et notat, der tegnede et billede af at FBI havde forladt sig lidt for meget på den rapport om Trumps lyssky affærer, der bl.a involverede tisselege med prostituerede i russiske hotelværelser og at der var for mange agenter med negative emotioner imod Trump og mulige skjulte dagsordner, som også havde arbejdet på Hillarys sager om emails.

Presset på Trump er opretholdt af muligheden om det lyssky. En Kafkask situation, hvor ingen kender den egentlige forbrydelse, forbrydelse indgår end ikke i efterforskningsleders Robert Muellers arbejdsbeskrivelse, men hvor selve efterforskningens eksistens er nok til en folkedom. Hvis det står til medierne. Demokraterne ønsker at henvise til alt, der potentielt kan henligge i mørket, så de protesterede voldsomt over, at Nunes notat fortalte, hvad Nunes mente var konklusionen på alle de oplysninger, efterretningsrådet havde set og hørt, nemlig at der ikke var noget på Trump, men derimod problemer med efterretningsvæsenets arbejdsgange og nekelte medarbejderes motiver. Derfor lancerede Demokraterne deres eget notat, Adam Schiff notatet, der endnu venter på de juridiske institutioners tilladelse til at blive offentliggjort, hvor de ønsker at nuancere eller bestride Nunes konklusioner.

Man skal ikke være den store analytiker, for at mistænke Demokraterne at udarbejde et notat, der indeholder for mange fortrolige oplysninger, til at det kan blåstemples i sin helhed. Kun ved at holde oplysninger i mørket, kan de opretholde anklagerne mod, ikke blot Trump, men også Republikanerne, for forskelsbehandling. For faktuelt, kan Schiffs notat højst sandsynligt ikke være et sagligt opgør med Nunes notat, da der i mellemtiden er fremkommet endnu et notat, Grassley-Graham notatet.

“The Grassley-Graham memo corroborates the claims in the Nunes memo” skriver Josehp McCarthy i National Review og forklarer

The Obama Justice Department and FBI used anonymously sourced, Clinton-campaign generated innuendo to convince the FISA court to issue surveillance warrants against Carter Page, and in doing so, they concealed the Clinton campaign’s role. Though the Trump campaign had cut ties with Page shortly before the first warrant was issued in October 2016, the warrant application was based on wild allegations of a corrupt conspiracy between the Trump campaign and the Kremlin. Moreover, the warrant meant the FBI could seize not only Page’s forward-going communications but any past emails and texts he may have stored — i.e., his Trump campaign communications.

(…)

What the Grassley-Graham memo tells us is that the Nunes memo, for all the hysteria about it, was tame. The Grassley-Graham memo tells us that we need not only a full-blown investigation of what possessed the Obama administration to submit such shoddy applications to the FISA court, but of how a judge — or perhaps as many as four judges — rationalized signing the warrants.

(…)

Even though there was still no meaningful corroboration of Steele’s sources after months of investigation, even though Steele had lied to them, the FBI and Justice Department represented again and again, in April and June 2017, that the FISA court could confidently bank on Steele’s reliability. By early 2017, however, Steele was being sued for libel in Britain, among other places, by people accused of misconduct in the dossier.

Truth is a defense to libel. Suffice it to say, it was not Steele’s defense.

In May 2017, as I have detailed (here), Steele was required to respond to interrogatories. He emphasized that his dossier allegations were “raw intelligence” that was “unverified” and “warranted investigation.” He further described his reports as “limited intelligence” that described mere “indications” of “possible” coordination between Trump’s campaign and the Russian government. He was not in a position to vouch for the accuracy of what he’d been told, he explained; he passed it along because it needed further investigation.

Beyond all that, we now learn through the senators’ memo, and some follow-up reporting, that two longtime Clinton cronies, Cody Shearer and Sidney Blumenthal, fed their own anti-Trump dossier to Steele, through a State Department official, Jonathan Winer. In the fall of 2016, Steele, while working on his Clinton-funded project, reported this Clinton-crony information to the FBI.

Still, the FBI and Justice Department elected not to tell the FISA court that the Clinton campaign was paying for Steele’s unverified, unverifiable anti-Trump research.

Og hvis Steeles rapport har ligget til grund for efterforskningen og dermed haft ‘illegitim’ påvirkning af den demokratiske proces, en form for kup-forsøg, skal han så ikke straffes, måske endda henrettes, som Scott Adams argumenterer for?

Wayne Allen Root mener på Town Hall at nettet nu strammes om både Hillary Clinton og Barak Obama. To FBI agenter, Lisa Page og Peter Strzok, blev fjernet fra efterforskningen af alting Trump-Rusland, da det blev afsløret at de både byttede stærkt Trump fjendske meninger og kropsvæsker uden om ægteskabet. Ud fra deres sms korrespondance kan man tilsyneladende forstå at FBI brugte “untraceable burner phones“, som var de selv en del af en kriminel organisation. Og at både Hillary og Obama blev løbende orienteret om en ukurant plan B, til at underløbe Trump

It gets worse. The Hillary exoneration letter wasn’t just changed to exonerate Hillary. The FBI changed “President” to “senior government official” when describing who Hillary sent illegal personal emails to while traveling in a nation called a “sophisticated adversary” to the USA. Could that nation be Russia? Why didn’t they name that country? Perhaps because they’re afraid Americans would figure out the “Russian Collusion scandal” belongs to Obama and Hillary.

And if Hillary sent emails to President Obama on a personal email, guess who else broke the law? President Obama. The FBI pulled off a 2 for 1…they changed words to exonerate both Obama and Hillary.

Og ifølge et vidneudsagn fra en FBI agent til Kongressen modtog Clinton Foundation, Bill og Hillarys velgørendhedsfond, der mistænkes for at være en del af en større korruptionsmaskine, store pengebeløb fra russiske interesser, da disse købte sig ind i det uranproducerende firma Uranium One.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress