New York Times med frygt og forudindtagethed

Diverse — Drokles on October 18, 2017 at 6:34 am

Der er sagt meget om CNNs arrangerede virkelighed men det er langt fra det eneste nyhedsmedie der driver politisk kampagne ved at redigere og sortere i virkeligheden.

New York Times har deres egne strukturelle problemer med objektiviteten, som Bent Blüdnikov kunne fortælle tilbage i april måned

Man blandede lystigt holdninger ind i nyhedsartikler for at skrive negativt om Trump og avisen støttede både i kommentarer og nyhedsartikler Hillary Clinton. Efter valget indrømmede avisens udgiverr Arthur Sulzberger Jr , at noget var galt:

»Efter et så uregelmæssigt og uforudsigeligt valg er det uundgåelige spørgsmål: Ledte Donald Trumps ukonventionelle stil os og andre nyhedsmedier til at undervurdere hans støtte blandt amerikanske vælgere?« Sulzberger påstod selvfølgelig, at avisen havde behandlet begge kandidater retfærdigt, men skrev så, at avisen ville »genoptage avisens fundamentale mission og det er at reportere om Amerika og ´verden uden frygt eller forudindtagethed.« Altså alligevel en indrømmelse.

At avisen havde manipuleret med nyheder og opinionsundersøgelser og således ikke bragt nogle, der var til fordel for Donald Trump, var åbenlyst for enhver. Avisen konkurrent New York Posts kommentator Michael Goodwin, skrev om Sultzbergers indrømmelse: »Fordi avisen dæmoniserede Trump fra start til slut forstod den ikke, at Trump havde fat i noget. Og fordi avisen besluttede, at Trumps vælgere var en værre samling racistiske bønder og homofober, anede den ikke, hvad der foregik blandt de amerikanere, der valgte den nye præsident.«

Michael Goodwin gjorde opmærksom på, at skævridningen i avisen ikke var nogen tilfældighed, men en bevidst redaktionel linje, som avisens medarbejder Jim Rutenberg allerede i august 2016 havde indrømmet, fordi avisens journalister så Trump som »en anormal og potentiel farlig kandidat.«

Og de problemer eksponeres i disse uger af Veritas Visuals

Dan Gainor bliver interviewet på Breitbart, om hvorledes mediernes click-bait journalisme synker dybere, hvad der er et lyt værd.

NB: TV stationen NBC sad ikke blot længe på historien om film producenten Harvey Weinsteins seksuelle forulempelser og potentielle voldtægter af kvinder i Hollywood, men arbejde aktivt på at kvæle historien i vuggen, skriver Hot Air. Og som om det ikke var nok, så var NBC også den eneste TV station der ikke nævnte Weinstein i deres aften nyheder og den følgende dag, rapporterede de blot kort, at Weinstein havde benægtet nogle anonyme og diffuse beskyldninger.

Men det er åbenbart kulturen hos NBC, der heller ikke ville rapportere den tidligere gymnast Dominique Moceanus sexanklager mod sine trænere. Dominique Moceanu er Olympisk guldvinder og NBC ejer rettighederne til OL, skriver Townhall.

Lock her up!

Diverse — Drokles on October 18, 2017 at 5:30 am

The Hill rapporterer, hvad der kan blive en ganske stor historie. En historie der nok vil glæde venstrefløjen og Demokraterne fordi Weinstein og hans Hollywood elite vil falde lidt ud af rampelyset, men sikker ærge selvsamme venstrefløj og Demokrater, fordi, skønt den handler om korrupte russiske forbindelser, så er de Hillarys og Obamaadministrationens. Det handler selvfølgelig om hvorfor USA lod Rusland få del i dets Uranbeholdning

Before the Obama administration approved a controversial deal in 2010 giving Moscow control of a large swath of American uranium, the FBI had gathered substantial evidence that Russian nuclear industry officials were engaged in bribery, kickbacks, extortion and money laundering designed to grow Vladimir Putin’s atomic energy business inside the United States, according to government documents and interviews.

Federal agents used a confidential U.S. witness working inside the Russian nuclear industry to gather extensive financial records, make secret recordings and intercept emails as early as 2009 that showed Moscow had compromised an American uranium trucking firm with bribes and kickbacks in violation of the Foreign Corrupt Practices Act, FBI and court documents show.

They also obtained an eyewitness account — backed by documents — indicating Russian nuclear officials had routed millions of dollars to the U.S. designed to benefit former President Bill Clinton’s charitable foundation during the time Secretary of State Hillary Clinton served on a government body that provided a favorable decision to Moscow, sources told The Hill.

The racketeering scheme was conducted “with the consent of higher level officials” in Russia who “shared the proceeds” from the kickbacks, one agent declared in an affidavit years later.

Hele den lange artikel kan med fordel læses, hvis man er til spion-krimier. Clinton Cash tåler vist et gensyn, her med forord af Steve Bannon og forfatteren bag Clinton Cash Peter Schweizer

Chok, dansk medie skriver om Weinstein uden af associere til Trump

Diverse — Drokles on October 17, 2017 at 2:53 am

Informations kulturskribent Christian Monggaard konkluderer i en ellers sober artikel artikel om Weinstein og den enablende tavshed i Hollywood “at realitystjernen over dem alle, Donald Trump, der synes, at det er i orden at rage kvinder i skridtet, stadig befinder sig i Det Hvide Hus”. Politik er showbiz for de grimme, kan man jo selvfølgelig minde sig selv om, men alt negativt associeres til Trump.

Men TV2 modstår faktisk fristelsen til at associere Trump til en Weinsteinlignende sag. Den islandske sangerinde Björk har beskyldt den modvilligt danske filminstruktør Lars von Trier for ’seksuel chikane’ under optagelserne til filmen Dancer In The Dark og istedet for at slippe en Trump kommentar skriver de

[Weinsteins] handlinger er desuden blevet fordømt af både forhenværende og nuværende amerikanske toppolitikere.

Blandt andre tidligere præsident Barack Obama og Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i 2016, Hillary Clinton.

Der nævnes to forhenværende politikere men ingen nuværende. Begge er Demokrater og begge har de søgt præsidentposten, den ene succesfuldt to gange, den anden uden succes - to gange. Den siddende præsident Trump nævnes ikke, selv om han også har fordømt Weinsteins opførsel, endda væsentligt tidligere end Clinton.

Både Obamas og Hillary har kaldt Weinstein for deres ven og begge har modtaget “sizable donations” til deres valgkampagner. Obama har endda sendt sin datter Malia i praktikophold hos Weinstein.

weinstein-og-hillary

Hillary har selv haft sine sammenstød med netop Trump under deres intense valgkamp og beskyldt ham for at være “creepy” og have ’stalket’ og intimideret hende under en af deres TV debatter. Og i et interview med BBC sagde hun ifølge Hot Airs John Sexton ligeud “After all we have someone admitting to being a sexual assaulter in the oval office”. Konfronteret med at Trump havde inviteret nogle af Hillarys mand, Bill Clintons sex-ofre til en af debatterne, sagde hun af det ikke var sammenligneligt, “because that had all been litigated,” og ‘det lå i fortiden’.

Hold on a moment, did she just say that had been litigated as if a) all of this was settled in a court and b) Bill was exonerated? In fact, Paula Jones’ claim did go to court and Bill Clinton eventually settled out of court for $850,000. Hmmm, a settlement paid to an accuser in which the accused admits to no wrongdoing. Why does this sound so familiar? The judge in that case also held Bill in contempt saying his deposition in the case was “intentionally false.” She referred him to the Arkansas bar which later pulled his license. So yes, that accusation was litigated but not in a way that looks good for Bill Clinton.

As for the other accusations, Willey’s accusation, that she was groped in the White House by Bill, was undercut by a lie she told the FBI about a relationship with a boyfriend. A judge ruled in 2000 that Bill Clinton violated the Privacy Act in 1998 by releasing letters written by Willey one day after she appeared on 60 Minutes to level the accusation against Clinton.

Finally, the credible accusation of rape made by Juanita Broaddrick has never been litigated but stories published last year made the case that her claims appear plausible. When lawyers for Paula Jones came to her door in 1997, Broaddrick refused to talk to them about the assault but did tell them, “You can’t get to him, and I’m not going to ruin my good name to do it.”

Nu vi taler om fortiden, så donerede Weinstein 100.000 dollars til Bill Clintons forsvarere i Monika Levinsky sagen. ”Bill Clinton… Anthony Weiner… Harvey Weinstein… is Hillary “The Enabler”??” funderede Tucker Carlson.

Castingen af Demokraterne, der har modtaget store donationer fra Weinstein, som moralens vogtere i Weinstein affæren er besynderlig. Trump blev måske ikke nævnt, men træerne vokser ikke ligefrem ind i himlen.

Weinstein, Schmeinstein

Diverse — Drokles on October 15, 2017 at 7:54 am

Skal vi forarges over en gammel gris? Ja, det skal vi senere, fordi det handler om hykleri. Men først skal vi se på noget, som jeg længe har spekuleret over, nemlig hvem har taget dette billede af pop-sangeren Justin Bieber?

justin-bieber

Når du føler dig skidt til mode er det fordi du kan se at billedets seksuelle ladning, ikke er henvendt til småpigers drømme. De meget usmarte underbukser og den stumpede undertrøje (eller tank-top, som det nu skal hedde) fremdrager det barnlige, det uskyldige, der endnu ikke selv- og modebevidst og som vokser ud af sit tøj. Hvorfor er det taget? Til hvem? Hvordan ser resten af billederne ud fra den fotosession?

Og hvem var ellers til stede, udover fotografen selvfølgelig? Alle tilstedeværende har haft en eller anden interesse, i deres lille skabning. Som der var interesse for Elija Wood og Corey Feldman. Og ingen finder det grænseoverskridende.

“Everybody wants to be appreciated” sagde Jerry Lee Lewis og i showbusiness er der intet vigtigere. Derfor er Hollywood fyldt op med klammoer. De der kommer for at udnytte andre og alle de, der lader sig udnytte. Og tilsammen flytter de miljøets moralske tolerance, for alle leder de efter den chance, der kan skabe dem, eller holde dom på toppen. Det er en forurenet gensidig afhængighed midt i en benhård konkurrence og begrænsede ressourcer.

Husker nogen de stående ovationer da Roman Polanski fik en Oscar? Polanski var der dog ikke selv, han var i eksil. I 1977 fyldte han en 13-årig pige med stoffer og voldtog hende efterfølgende. Pigen var blevet lovet en foto-session. “Toward the end it got a little scary, and I realized he had other intentions and I knew I was not where I should be” vidnede pigen i retten.

I filmen Godfather kulminerer et sammenstød mellem to klammoer med et hestedrab. Den ene klammo er Johnny Fontaine, der er desperat efter af medvirke i en bestemt film, produceret af Jack Wolz, Fontaine mener kan genoplive hans skrantende sangerkarriere. Han er empowered af sin mafiafamilie, der straks sender consigliere Tom Hagan for at give Wolz et tilbud han ikke kan afslå. Den anden klammo er Wolz selv, der til Hagen forklarer hvorfor Fontaine ikke må medvirke i Herfra Til Evigheden

You don’t understand. Johnny Fontane never gets that movie. That part is perfect for him. It’ll make him a big star. I’m gonna run him out of the movies. And let me tell you why. Johnny Fontane ruined one of Woltz International’s most valuable proteges. For three years we had her under contract, singing lessons, dancing lessons, acting lessons. I spent hundreds of thousands of dollars. I was gonna make her a big star. And let me be even more frank, just to show you that I’m not a hard-hearted man, that it’s not all dollars and cents. She was beautiful! She was young, she was innocent. She was the greatest piece of ass I’ve ever had, and I’ve had ‘em all over the world. And then Johnny Fontaine comes along with his olive oil voice and guinea charm and she runs off. She threw it all away just to make me look ridiculous. And a man in my position can’t afford to be made to look ridiculous.

Wolzs forfængelighed er selvhenførende. I bogen har Fontane forgrebet sig så voldsomt på pigen, at den vordende stjerne, er flygtet helt ud af branchen, hjem til sin mor. Really not acting like a man.

Det første billede vi ser af Wolz, krammer han en vordende ung, lidt for ung, stjerne. Det sidste billede vi ser, skriger han med Khartoums afskårne hoved i sin seng.

img_0468

Hillary, Felter Rasmussen og Kübler-Ross

Diverse — Drokles on October 13, 2017 at 4:27 am

Der siges for meget om amerikansk politik i danske medier, ikke mindst her på Monokultur. Ret beset burde det rage mig en lang march, hvad Hillary, som jeg bare er på fornavn med, næsten uden at skamme mig, foretager sig, så længe den til enhver tid siddende præsident sætter verdens bøller på plads. Men man bliver let fanget i denne proxydebat, især når venstrefløjen insisterer på at spille deres værste kort på en dårlig måde.

Forleden følte jeg mig så overlegent befæstet i mine fordomme, at jeg nonchalant konkluderede, at Hillary ikke har indrømmet sine egne fejl i den bog hun skrevet - uden at jeg har læst en linje (jeg har dog hørt hende selv læse lidt op fra bogen, så desværre er jeg ikke purt uvidende, som det var min ambition). Enstemmigheden i anmeldelserne fra højre til venstre flugter fuldstændig med hendes egne udtalelser i de mange interviews hun giver på sin salgsturne gør at en diskrepans nok var blevet fanget. Og end ikke hendes tilhængere har løftet et eneste argument, der kunne understøtte ideen om selvkritik, endsige selverkendelse.

Så det er i samme triumferende humør jeg vil lyste mig over Anne Grethe Felter Rasmussens anmeldelse af Hillary Clinton, What Went Wrong, en bog hun faktisk har læst.

Og baseret på den anmeldelse kan jeg med sikkerhed konkludere, at mine fordomme, et andet ord for hendes egne udtalelser, om Hillary er blevet eftertrykkeligt  bekræftet: Hillary Clinton indrømmer ingen egne fejl i valgnederlaget. Lad os se på beviserne, som Felter Rasmussen selv fremlægger dem

Hun går over spørgsmålet igen og igen – og så en gang til, og som hun siger, ”You can blame the data, blame the message, blame anything you want – but I was the candidate. It was my campaign. Those were my decisions.”

For et par dage siden anholdte jeg selv det særlige sprog, der ikke består banalitetstesten (”mine fejl – (…) er mine og mine alene” - Ja, hvis ellers?). Hun indrømmer intet andet end at hun stillede op, og at det var hendes beslutning. Og hun siger ikke ‘Don’t blame the data etc, for den slags er gængse vilkår’. Det er ikke en indrømmelse at hun selv var medskyldig i nederlaget.

Og når vi læser lidt længere i Felter Rasmussens forsøg på at løfte bevisbyrden, citeres Hillary selv med en kvalificering af forskellen mellem “my decisions” og hvad du “can blame

Hun mener ikke, forståeligt nok, at hun var dømt til nederlag. Hun minder om, at hun vandt ’the popular vote’ med næsten tre millioner stemmer, men hun vil godt erkende, at der var ”a fundamental mismatch between how I approach politics and what a lot of the country wanted to hear in 2016. I’ve learned that even the best plans and proposals can land on deaf ears when people are disillusioned by a broken political system and disgusted with politicians. When people are angry and looking for someone to blam, they don’t want to hear your ten-point plan to create jobs and raise wages. They want you to be angry too.”

Det er hvad erkendelse er for Felter Rasmussen og resten af venstrefløjen, ikke blot når det drejer sig om Hillary. ‘Mismatched’ mellem hvad Hillarys tilgang og hvad Folket ville høre var, at hun havde ‘de bedste planer og forslag’, men at folk ikke ville lytte - det var Folket der ikke ville lytte, deres fejl! - fordi de var desillusionerede, systemet var ødelagt (drain the swamp?), politikerlede, vrede, ledte efter syndebukke. Og i denne tilstand kunne de altså ikke fatte Hillarys geni.

“Men som hun siger, så jo, hun har forstået, at millioner og millioner af mennesker ”bare ikke kan lide mig.””. Så lidt faktisk, at man troede det var løgn, da en tilfældig kvinde var glad for at rende ind i hende. ”Det virkede som om Trumps vælgere stemte imod mig snarere end de stemte for ham.” konkluderer Hillary uden åbenbart at komme videre med den tanke.

Resten af anmeldelsen går samme selvmodsigende vej. “Hun er en dygtig og en professionel wonk, men opbragt er hun ikke” skriver Felter Rasmussen og har glemt, at hun tidligere har skrevet “Hun har også både grædt, raset, smidt ting mod sit TV, drukket Chardonnay”. Nej, drunken rage er ikke at være opbragt for “er der noget, Clinton ikke kan mestre, er det vrede“.  (Felter Rasmussen skriver i samme moment, at Hillary har “forsøgt sig med vejrtrækning på yoga-måden, ud og ind ad hvert næsebor – ”prøv det, det hjælper faktisk”, betror hun læserne“. Det hjælper i hvert fald på humøret at se hende demonstrere det.)

Eller denne sætning: “En mand som ikke tager afstand fra teorier om hvidt overherredømme, før hans stabschef vrider armen om på ham, en mand der åbenlyst helst omgiver sig med psykofantiske beundrere”. Psykofantiske beundrere, der vrider armen om på deres idol i en og samme sætning, der endda lyver Trump en racisme på.

Men nu vi taler psykofantisk beundring

Og som Clinton siger, var det lidt svært for hende, når kvinder grædende eller alvorlige kom op og ”tilstod” overfor hende, at de ikke havde stemt eller havde glemt det og så videre. ”Hvordan skulle jeg være den, der ”tilgav” disse kvinder. Man må selv leve med konsekvensen af sit valg,” som hun korrekt skriver.

Ja, det må man, med mindre man ikke vil, og så er fortrængning vejen frem. Fortrængning, hjulpet at chardonnay leder måske til lidt knas med ægtefælden?

Fra at vi nu har set Felter Rasmussen føre bevis for, at Hillary ikke tager ansvaret for sit nederlag på sine egne skuldre, skal vi se på hvorledes Felter Rasmussen, omgår sandheden og realiteterne helt generelt. Som når Felter Rasmussen påstår at “Trump selv og hans støtter” fandt det utænkeligt at Trump kunne vinde valget. “Sandfærdighed er et andet ideal” er et klogt forbehold, som Felter Rasmussen tager, når man taler på en politiker som Hillary, mens Trump “lyver så stærkt som remmer og tøj kan holde“.

Længere ned læser vi sætningen “Men derudover anfører hun også – helt korrekt – at 90 procent af de registrerede republikanske vælgere endte med at stemme for Trump.” Det skal simpelhen fejres med et indskudt ‘helt korrekt’ i sætningen, når  man finder et eksempel, hvor Hillary omgår sandheden idealt.

Det, der interesserede mig mest som læser, var ikke optakten, historien om, hvorfor hun besluttede sig for at stille op, ej heller de fyldige beretninger om, hvordan hun endte i politik og hendes tidlige liv sammen med Bill Clinton eller selve valgkampen – hvor hun gør en del ud af, at hun rent faktisk var ude til valgmøder og at hun holdt møde efter møde og tale efter tale for vælgerne i det normalt sikre demokratiske rustbælte (hvor hun som bekendt tabte til Trump).

Her står beskrevet, uden nogen som helst erkendelse, at det lykkedes for Trump at overbevise normalt sikre Demokrater, at han var et bedre valg end deres egen kandidat. Efter at have hørt hende fremlægge “the best plans and proposals”.

Her står tillige beskrevet, hvorfor ‘the popular vote’ ikke ville have reddet Hillarys valgkamp. Trump kunne vinde Demokraterne, som hun knap kunne mobilisere. Og hun kunne slet ikke vinde Republikanere, hvis elite drev deres egen #NeverTrump kampagne imod Trump, han også besejrede. Den pointe bliver udbygget af Felter Rasmussen, der skriver at “mens masserne rasede mod Clinton ved vælgermøderne, var der ikke samme folkelige raseri mod Trump.” Netop.

Og det er ikke den eneste gang, Felter Rasmussen ikke ser valget som eliten mod folket, mens hun begræder hvorledes eliten svigtede Hillary ved ikke at holde folket i ave. “Clinton fik folkets foragt at føle mens Trump udelukkende følte elitens“. Ja. Og videre

Trump blev rigtig nok analyseret sønder og sammen af den liberale elite. Men æggehovederne har det med at udtrykke sin foragt på anden vis. Gennem alenlange artikler i The New Yorker, Washington Post eller New York Times. Eller i diskussioner på MSNBC eller i politiske programmer på TV-stationerne. (…) For eliten går ikke på gaden – det skete først til en vis grad med ’The Womens’ Marches’ efter valget, hvor både almindelige kvinder og en hær af berømtheder marcherede i USA’s og verdens storbyer.

Det sidste først, for hvad handlede den hær af berømtheder og almindelige menneskers march om? Pussyhats. Efter at Hillary havde præsenteret de bedste planer og forslag, så var det eneste man kunne samles om at Trumps er en entusiastisk fjabbeklapper. Mene, mene tekel ufarsi, Hillary.

Æggehovederne kaldte på en anden modstand, end den demokratiske fordi Trump var en anden type kandidat og så kunne politisk vold godt forsvares. På gadeplan blev den visdom cirkuleret som løbesedler hvor der bl.a stod “Fascism wants us to peacefully resist” - en ganske Felter Rasmussensk slutning.

Men Hillarys mere fladpandede tilhængere gik faktisk på gaden, hvor de overfaldt Trumps tilhængere igen og igen når ham holdt sine vælgermøder, hvilket medierne ignorerede - næsten lige så stædigt som Felter Rasmussen. Og straks Trump havde vundet kom Cher frem på gaden i Oakland i en demonstration, der hurtigt endte i hærværk og kampe med politiet.

Vold mod Trumps tilhængere og gadekampe med politiet, er den gennemgående march i gaderne. Og så læser man følgende til slut i Felter Rasmussens anmeldelse

Så bogen slutter med ”modstands-kapitlet”; hvor går demokraterne hen nu og hvordan vil den såkaldte modstandsbevægelse mod Trump tage form? Clinton er optimist.

Trump “omgiver sig med psykofantiske beundrere”, skriver Felter Rasmussen - helt uden ironi.

Zionisme: Islam approprierer jødedommen!

Diverse — Drokles on October 11, 2017 at 4:32 am

Det viser sig, at muslimer hader zionisme endnu mere end jøder. Jøder kan man nemlig dhimmificere og så går alt sin skæve gang i det muslimske samfund, med en voldelig opstand i ny og næ. Zionismen derimod hævder en historisk ret, der strider direkte imod den muslimske fortælling. “Zionism was vilified long before Israel controlled any Muslim holy sites in Palestine” skriver Rafael Castro i Ynet News og forklarer videre

Contemporary anti-Zionism in the Muslim world reflects fears that recognition of Zionism discredits Islam. Zionism cites memories of exile to claim Jewish rights to self-determination in the Land of Israel. Jewish descent from the exiled Israelites and continuity between Israelite and Jewish religious traditions undergird this narrative.

According to Islamic tradition, the biblical Abraham, Moses, David and Solomon were Muslim prophets. The Israelites were also originally Muslim. The corollary is Islamic supersession, namely the belief that Muslims—and not Jews—are the legitimate heirs to the Israelite faith and homeland. Muslim denial that a Jewish temple existed in Jerusalem reflects Islamic beliefs that the Muslim king and prophet Suleyman built a mosque on the Temple Mount. Islamic supersession is based on the Islamic doctrine of tahrif, which teaches that Jewish and Christian scriptures distort the Islamic message delivered by the prophets of antiquity.

As fanciful as tahrif and Islamic supersession may appear to non-Muslims, these teachings are fundamental in justifying the doctrinal superiority of Islam. These teachings also shed light on the fundamental reason most Muslim states refuse to recognize Jewish ties to Jerusalem and to accept Israel as the homeland of the Jewish people.

Recognizing Israel as the Jewish homeland involves accepting the Zionist narrative. For Muslims, this means engaging with Jewish history and Jewish scriptures on historical terms—not Islamic terms. Doing so leads to recognition that Judaism predates Islam and that Islam appropriated prophetic traditions from Judaism.

For Israel, making peace with Muslim nations is a diplomatic achievement. For Muslim nations, accepting Zionism concedes the precedence of Judaism over Islam. Understanding the theological implications of Zionism for Islam is crucial to realizing why peace eludes Israel. Without these theological implications, Israel would probably be tolerated as a minor nuisance. Due to these theological implications, the Muslim world tends to attribute demonic ambitions to Zionism.

Det forklarer Londonbaserede imam Sheikh Khalid Yasins tirade for nogle år tilbage

Now if you’re talking about the issue of Banu Qurayza, you know when he took hostages, these was people who was plotting and planning, and jumping between, and cutting between, and breaking the treaties, and acting treacherously, and doing all kinds of things, smiling in his face, stabbing him in his back, giving the piece of information, making loyalty with him and breaking it, making loyalty to somebody else, they were doing it then and they doing it now. They’re the same people that we call today, Zionists. We don’t say ‘Jews.’ We say ‘Zionists.’ So there were some Zionists among Banu Qurayza. The Zionists, those enemies, those pigs, those kilab [dogs], those dogs. That’s what they are. We don’t say ‘Jews.’ Muslims, get it straight. We don’t have no beef with Jews.

Our beef is with Zionists. Those are the kilab. Those is the poisoned people. Those is the treacherous people. Those is the ones who want to expand and take the whole world. They don’t care white, black, Christian, nobody. They want the world for themselves, and they believe that everybody’s blood is different than theirs. They are the dogs of the earth. And they was the same people at that time. And Allah subhanahu wa ta’ala [the most glorified, the most high] inspired the prophet sallallahu alaihi wasallam about their plots and their plans and he checked them, so they are going to be put in check again. Soon. But don’t be mixing it up like, you know like the prophet was chopping off heads and rolling in and raping women and taking babies and all that kind of stuff. No, you talking about the Vikings. Y’all understand the Vikings, right? Yeah you talking about the Vikings, you not talking about the prophet sallallahu alaihi wasallam. So don’t be believing the stuff that you be reading, because most of the paper that you’re reading it, it should be in the bathroom.

[...]

Well again let’s go back to this issue of Banu Qurayza, and see what kind of people they were. See how they was dealing with the prophet sallallahu alaihi wasallam before he fought them. See how they was dealing with him while he fought them. See what they was doing. See what they was doing behind his back. See what plotting they were doing. You see, they was cutting between. They was giving out messages. They was working with the enemy while smiling in his face. They had a treaty with him but they were violating the treaty and the prophet sallallahu alaihi wasallam was warned by Allah of what they were doing, even their plan was to kill the prophet sallallahu alaihi wasallam. Their plan was to kill the Muslims. Their plan was always to undermine Islam.

We don’t say ‘the Jews.’ And this is what I want Muslims to understand. We do not curse the Jews, and we do not have hatred for Jews. No. Jews are part of the people Allah calls ahlal kitaab [people of the book], and Allah subhanahu wa ta’ala mentions that among the ahlal kitaab, the people that are nearest to us in love is the people who call themselves nasarah [Christians], and the ones who is the most hatred towards us is the people that say that ‘we are yahud [Jews]‘ but not all the yahuds is like that. And what we should do is we should not cover them with one blanket. When you meet a yahud you don’t say ‘oh they the enemies of Allah.’ No, no, brother, this is wrong. Because there are many yahudis who will become Muslims, if the behavior of Muslims are correct. But the people who call themselves Zionist. Zionists, these is the pigs of the earth.

Muslimer, de lever på en løgn og deres hysteri er derefter.

Lavinformation om skydevåben

Diverse — Drokles on October 9, 2017 at 6:13 am

Det rager jo ikke mig, hvorledes amerikanerne indretter deres samfund, om de vil have guns og private hospitaler eller ej. Jeg kan bedre lide frihed end staten, så jeg har mine sympatier i den interne politiske kamp i USA. Men jeg kan ikke investere mig så meget som Dagbladet Information, der i en leder adresserer den amerikanske våbenkultur, som de dømmer skyldig i søndagens massakre på country-fans i Las Vegas. Faktisk er selve Amerika skyldigt allerede i overskriften.

Bevares, det er fint nok, men man kunne i det mindste sætte sig lidt ind i sagerne, førend man flyver til tasterne. Især når det gælder noget så komplekst, som kultur - og skyld

Der er en stærk og indflydelsesrig våbenlobby i USA, NRA, som i årtier har påvirket lovgivningen og præget befolkningen.

Nu lå det så heldigt, at jeg lige havde læst Kevin D Williamson i National Review, der gør opmærksom på at National Rifle Association er nummer 460 på listen over de største politiske bidragsydere i USA og har knapt doneret mere end 1 mill dollars i valgåret 2016. Ja, “gun-controllers tend to be low-information advocates”, som Rich Lowry gør opmærksom på. Og Information fortsætter da også i den ånd med lav-informative tal, som skal ægge læseren

USA er det land i verden med flest privatejede skydevåben pr. indbygger. Der er ifølge The Guardian 88 privatejede våben pr. 100 indbyggere i USA. Det land med næstflest våben pr. indbygger er ligeledes ifølge The Guardian Yemen med 54. Amerikanerne er således mere bevæbnede end borgerne i lande, som har været plaget af væbnede uroligheder og borgerkrig i årtier.

(…)

Las Vegas ligger i staten Nevada, hvor det er lovligt at bære våben på åben gade, og hvor man kan tage våben med på kasino, til valgsteder og på bar. Man skal nærmest ikke have nogen tilladelse for at kunne købe våben i Nevada. Stephen Paddock havde i alt 23 skydevåben med sig på sit værelse, hvorfra han udrettede sin massakre.

(…)

Ingen af dem var ifølge myndighedernes foreløbige vurdering erhvervet ulovligt.

Det er rigtigt, at antallet massemord med skydevåben korrelerer tilgængeligheden af skydevåben. Men alligevel er USA, landet der flyder med mælk og våben kun nr 94 på listen over flest mord pr capita, 5/100.000. Venezuela, der har meget stramme våbenlove, er nummer 3 med 57/100.000. Tilsyneladende er der ingen korrelation mellem tilgangen til våben og mord- og kriminalitetsraten, og det er da også, hvad et metastudie fandt frem til i 2014 og hvad man kan læse mere om her.

Ben Shapiro tweetede

skc3a6rmbillede-2017-10-09-kl-052459

Og det hænger sammen med, at skydevåben kan bruges til at forsvare sig med, hvad amerikanerne gør mere end 2 mill gange årligt. Peggy Noonan skriver i Wall Street Journal, at amerikanernes forhold til skydevåben er afgjort af deres mistro til myndighederne.

Et eksempel, der måske kendes af Informations læsere var, da latinoen George Zimmerman i selvforsvar skød og dræbte den sorte Trayvon Martin, der var godt igang med at myrde førnævnte Zimmerman, mens han tilstående råbte “I’ll kill you!”. Zimmerman var en del af et naboberedskab og havde dygtigt rapporteret Martins mistænkelige opførsel til politiet, men inden de nåede frem var Martin gået til angreb.

Det er fint at kunne ringe til politiet, men man skal også overleve indtil de når frem.

Fra en fløj, der ikke mener at kan kan stoppe migranter ved grænsen eller gøre noget ved narkosmugling (det sidste er jeg enig i), er det besynderligt at høre deres tyrtro på at man kan holde kriminelle fra at få skydevåben med USAs porøse grænser. Det eneste man kan er at afvæbne en allerede udsat befolkning - og det gælder også negrene!

Information mindes tillige tiden med Obama, den store heler af det amerikanske samfund

Vi har set ham græde over det, vi så ham benytte skyderierne som anledning til at indlede en national samtale om våbenlovgivningen i USA, og vi så ham til sidst give op. Han er blevet citeret for at have sagt til den amerikanske tv-vært Fareed Zakaria, at hans største fiasko som præsident var, at det ikke lykkedes ham at få gennemført en ny våbenlovgivning.

Obamas politiske karriere blev skabt i Chicago, hvor han blev valgt som senator. Chicago, “a gun control experiment gone wrong“, står for  10% af alle masseskyderier (hvor 4 mennesker bliver ramt i samme episode). 19% i juni måned, hvor skolerne holder lukket og skyderne bliver rastløse hjemme i ghettoen. 70 mennesker blev skudt til Thanks Giving og 40 mennesker Julen overDaily Wire skriver om byen

So far in Chicago, where Rahm Emanuel, former chief of staff for Barack Obama, is mayor, there have been 519 murders this year. And there’s still a quarter of the year to go. But the numbers get crazy when totaling “gun violence” victims: In 2015, 2,988 people were victims of gun violence, according to records kept by The Chicago Tribune.

That number soared in 2016. There were 4,368 shooting victims last year, the Tribune reported.

Chicago has some of the most restrictive gun laws in the country, right up there with New York and Los Angeles (lawmakers there bristle when anyone says they have the “most restrictive” in the country, but everyone agrees Chicago’s gun laws are at least “quite restrictive”).

(…)

In July of this year, there 115 people shot in the city — in a single week. And since Emanuel was elected in 2011, the murder rate has risen. In 2012: 509 killed; in 2013 that dropped to 442; in 2014, that rose slightly to 428; then in 2015, jumped to 495; and in 2016, the murder rate soared to 751. The city is on pace for about 700 murders again this year.

Information, low-information advocates. Sad.

Chardonnay hjælper ikke på dårlige undskyldninger

Diverse — Drokles on October 4, 2017 at 1:12 am

I en Monty Python sketch opsøger en mr. Simpson (Eric Idle) en reklamemand (John Cleese) for at få hjælp til at få solgt 200.000 km snor, som han har arvet. Selv om der er den hage at de 200.000 km snor er klippet til stykker a 8 cm begynder Cleese en absurd optimistisk brainstorm. Snore er enten det ene eller det andet, slår Cleese begejstret fast, og kan finde anvendelse i tusindvis af daglige gøremål. Hvis ikke snoren er vandresistent, ja, så er den super absorberende, kalorielet og kan endda bruges til skadedyrsbekæmpelse (hvor de små skadedyr kan hænges og de lidt større piskes ihjel) og så fremdeles rabler han derudaf.

Et lignende optimistisk forsøg på at sælge Hillary Clintons nye bog What happened Hillary Clinton, en titel der besvarer sit eget spørgsmål, som selvrangsagelse og beskrive Hillary som et offer for en uretfærdig offentlighed kan man læse i Informations ytringsfriheds-vægelsindede Niels Ivar Larsens oversættelse af en Guardian artikel skrevet af en Hadley Freeman. Det er den samme fortælling som Hillary selv er omrejsende  så man behøver heldigvis ikke læse bogen. Ikke blot er alle imod Clinton, fra onde strømninger der dominerer store dele af befolkningen henover hvide kvinder til Hillarys egne venner og allierede. Og imens slår Freeman, som Hillary selv, på allehånde identitetspolitiske argumenter.

Det er et lidt besynderligt valg af artikel at gengive for et dansk publikum, dels fordi den er så indforstået med amerikanske socio-politiske forhold at den ikke ser sig nødsaget til at forklare sine postulater. Og dels fordi den som forsvarsværk kun er misinformation. Det kan man vide allerede når artiklens forfatter skriver “selv hvis [Hillary Clinton] på alle 500 sider havde skrevet »det var ikke min fejl«, ville det stadig være fascinerende læsning”. Næppe, en sådan monoman opvisning gjorde blot Jack til en kedelig dreng.

Hillarys problem med at rakke ned på de mennesker hun gerne vil appellerer til er gennemgående træk og ikke noget der vinder valgkampe. Om det er store dele af vælgerskaren der er deplorable, hvide kvinder der er underlagt mænds dominans eller bare mænd for at være mænd, Hillary angriber dem alle i sin bejlen til de progressive.

Et eksempel findes allerede i Freemans overskrift; “Vreden mod Hillary afspejler et rodfæstet amerikansk kvindehad“. Ifølge Washington Examiner uddybede Hillary selv i et interview med NPR sit syn på kvindehadet ved at lægge skylden på “white women – they will be under tremendous pressure from fathers and husbands and boyfriends and male employers not to vote for ‘the girl”. Amerikanske kvinder kan altså ikke træffe egne valg - hvis de er hvide.

Og dette skiftende forhold mellem at appellere til mennesker man ledes ved forleder ligeledes Hillary til at fremstille sig selv som på en gang som en ‘empowered’ karrierekvinde og et stakkels offer for mænds dominans. Hendes beskrivelse af Donald Trump som “a creep” der stalkede hende under et af debatmøderne (hvilket han ikke gjorde) bliver i What Happened forklaret ligeledes modsætningsfuldt

“He was literally breathing down my neck,” she said in the audio about how Trump followed her on stage during a 2016 debate. “My skin crawled. No matter where I walked he followed me closely, staring at me, making faces.”

(…)

“Do you turn and look him in the eye and say loudly and clearly: ‘Back up you creep! Get away from me. I know you love to intimidate women but you can’t intimidate me. So back up!’” she said. “It certainly would have been better TV.”

Så er hun intimideret eller ikke? Var hun ‘under tremendous pressure from father Trump’ som en af de hvide kvinder, der svigtede deres kald? Eller kunne han ikke intimidere hende, fordi hun er bedre, udvalgt til at gennembryde glasloftet, som det er meningen? Hun valgte i hvert fald ikke at konfrontere ham selv om det ville være bedre TV - var det en fejl hun der indrømmede?

Påstanden om det rodfæstede amerikanske kvindehad som grund for Hillarys tabte præsidentdrømme er også er svært forligeligt med Freemans oplysning om at Hillary “fik flest stemmer overhovedet bortset fra Obama i 2008″. “Woman is the nigger of the world!” sang John Lennon og i USA konkurrerer sorte altså med kvinder, om at være de foretrukne væsner, kan vi således konkludere - hvis vi tager the popular vote alvorligt.

Freeman citer Hillary for at skrive “Jeg har forsøgt at lære af mine fejl – og de er mine og mine alene” som et bevis på hendes selvkritik. Citatet er et sølle bevis for hendes selvkritik - hvis ikke Hillarys egne fejl var hendes egne, hvis så? Spørgsmålet er, hvad kan man definere som fejl og hvem der skal tage hvilke på deres kåber. Og Hillarys svar er altså en liste, oven i købet en lang en af slagsen, over alt og alle, der modarbejdede hendes bestræbelser. Og når hun ikke præsenterer en lige så uddybende liste over det og dem, der modarbejdede sine modstandere, samt en liste over alt, hvad der hjalp hende (lige præcis det sidste synes larmende fraværende) er hun ikke klar til at indrømme noget som helst.

Og nej, man behøver ikke at læse hendes bog for at konstatere Hillarys ansvarsforflygtigelse selv om Freeman hævder “at afvise hendes bog uden at have læst den og kræve, at hun klapper i, er kun mere evidens for det kvindehad, der ligger bag den dæmonisering, hun er udsat for“. Og det er hvad jeg lige har gjort, bortset fra at jeg ikke kræver at hun eller nogen andre klapper i. For der er rigeligt med enstemmighed blandt de mange anmeldelser, en enstemmighed hun også selv bekræfter med hendes udtalelser på sin bog-turne, at Hillary ikke vil indse at det var hendes egen fejl (så langt, som at det i sidste ende var vælgerne der bestemte). I et fyrre minutter langt interview med det det Clinton-venlige The New Yorker er essensen, ifølge tidsskriftet selv, som følger

Clinton says that the media failed voters by focussing coverage on scandals rather than policies and analyzes how sexism affected voters as they judged a woman who sought the highest office in the land. She also expresses a wish that President Obama had acted more forcefully on what was known about Russian involvement

Selv The New Yorker kan ikke se bort fra Hillarys manglende selverkendelse og pointerer at hendes “memoir radiates with fury at the forces and the figures ranged against her”. Og så beskriver de hvorledes sejrsfesten skulle være afviklet

On the night of November 8th, Clinton expected to give a victory speech at the Javits Center, in Manhattan, as the first female President-elect. The stagecraft was in place: she would wear white—“the color of the suffragettes,” the fulfillment of Seneca Falls—and stand on a platform cut into the shape of the United States, under a vast glass ceiling.

Sejrsfesten skulle være en hyldest til hendes egen identitetspolitiske ambition. USA med alle dets vælgere er blot en kulisse, som ikke skal ‘gøres stort igen’, men blot beundre hendes progressive resultater og USA forandrede demografi.

“I take responsibility for every decision I made, but that’s not why I lost” kvalificerede hun således sit eget ansvar og sine egne fejl i et andet interview ifølge New York Post. En lidt anden vinkel end Freemans. Hun tager ansvar for sine handlinger, men ikke at de førte til nederlaget, hvilket er debatten blandt Demokraterne. Og så fortsatte hun (igen) med at listemore than a dozen things that she believes led to her defeat“, heri bl.a. at hun var et offer for en antagelse om at hendes sejr var en selvfølgelighed og at hun ikke fik nogen hjælp at sit parti, som hun tværtimod var nødt til at understøtte økonomisk. Det sidste er helt forkert og det første giver ingen mening. Og det er af det hun drager en lære.

Myten om hendes opfattede uovervindelighed var nemlig ikke noget der virkede imod hende, men var en del at både hendes egen kampagnes strategi, som den sympatiserende presses fortælling, der skulle fratage enhver Trumptilhænger incitament til at besvære sit til stemmeboksen for at kaste sin tid efter et taberalternativ. Det gav hende uforholdsmæssigt mange stemmer i de folkerige stater. Hillarys egen overbevisning om sin kommende sejr afspejler sig ikke blot i, at hun havde købt et hus til sin stab i Washington DC i sikker forventning om sin egen nye adresse på Pennsylvania Avenue i Washington, hun havde end ikke ladet forberede en nederlagstale!

Ligesom Hillary selv, fremkommer Freeman med en række halve sandheder, der fremstår som løgne. F.eks skriver Freeman at Amazon har haft “travlt med at fjerne den ene hadefulde pseudoanmeldelse efter den anden af bogen fra folk, der tydeligvis ikke har læst den, men gerne deltager i en systematisk kampagne for at jorde den”. Meget Clintonsk får vi ikke at vide, at der også løb stærkt positive pseudoanmeldelser ind på Amazons kommentarspor, straks bogen kom ud fra print. Og disse blev ikke slettet.

I otte måneder har vi manisk diskuteret, hvilke faktorer der gav Trump sejren – Rusland, FBI-chef Comey, sexisme, racisme, vælgerundertrykkelse osv., så hvorfor må den person, som var i orkanens øje, ikke blande sig?” spørger han uden at informere læseren om, at det har været Hillary Clinton og hendes allierede, der har ført denne diskussion, mens Trumps tilhængere har peget på, ja Hillary selv og reelle problemer i det amerikanske samfund.

Freeman uddyber sin pointe da han afviser at Hillary “led nederlag, fordi hun dyrkede ’identitetspolitik’” for lidt senere at komme med “en ubekvem påmindelse om, at flertallet af hvide amerikanere hellere vil stemme på en åbenlys racist end på en kvinde“. Det er derfor der er så mange amerikanere, der mener hun bør “gå på pension“.

Freemans “faktum (…), at hun var den bedst kvalificerede kandidat i en generation” bliver ved postulatet og forholder sig selvfølgelig ikke til, hvad kvalifikation overhovedet vil sige når det drejer sig om en politiker. Hillary evnede ikke at vinde valget, hvad der er den første kvalifikation. Og hendes omgang med fortrolige papirer, noget ellers væsentligt når man ansøger om et betroet embede, som Freeman slet ikke nævner, dumpede hende også som kompetent administrator. Hendes kvalifikation syntes at være at hun “en stor skikkelse i historien

Ud over at være centrum for en af de mest bizarre og korrumperede valgkampe i amerikansk historie, blev hun den første kvindelige præsidentkandidat, der nåede slutrunden i en amerikansk præsidentvalgkamp, og første kandidat med en fortid som førstedame.

Som med de foregående, nævnes det selvfølgelig ikke, at det var Hillary, eller hendes lejr, der korrumperede valgkampen, ved bl.a at snyde partikammeraten Bernie Sanders i primærvælgene og samarbejde med yderligtgående venstreradikale, der overfaldt Trumps tilhængere ved hans valgmøder. Oliver Traldi drager  i Areo Magazine en god konklusion, når han citerer Hillary for at sige

“I believed that my experiences in the White House, Senate, and State Department equipped me to take on these challenges.” She did not want to be elected President. She wanted to be promoted.

Og det er præcis fordi hun ikke forstår demokratiet, at hun flirter med ideen om at erklære Trumps præsidentskab for illegitimt, præsidentposten tilhørte hende. Valgkampen var en formalitet så når hun tager ansvar for alt, hvad hun har gjort, så peger hun på sin karrieres tyngde som det samlede regnskab - og derfor kommer hun til den konklusionen “that’s not why I lost”.

Deroy Murdock tager i National Review fat i Hillarys påstand om at Trump kun talte til sin base i hans indsættelsestale. Han gendriver dette falsum med det ene “we” citat fra Trumps tale efter det andet og kom så med følgende skudsmål

Hillary combines industrial-strength mendacity with a vacuum of self-awareness. She lies as effortlessly as most people respire. Moreover, almost any of her acts of deceit can be refuted with a one-minute Google search.

Og ligeledes i National Review, skriver Kyle Smith at Clintons mange falske postulater vidner om en mere grundlæggende uhæderlighed

Clinton owes it to her supporters to grapple frankly with her character failures in a more reflective way than deploying her oft-repeated gambit of simply saying, “I made a mistake,” followed by an explanation of why the mistake was overhyped, followed by her changing the subject to the New York Times, the Russians, racism, or sexism. Her name came to be closely associated with greed, corruption, and untrustworthiness. Why? She pretends to have no idea.

When she defends giving speeches to “bankers,” she doesn’t mention the hated name “Goldman Sachs” or the enormous sum she received from it — $675,000. Retired politicians draw a shrug when they do this sort of thing, but she wasn’t retired. Why, liberals wonder, did she need so much money and why would she accept it from such a distasteful firm, one that would have significant interests before her should she become president?

She blithely lists good deeds done by the Clinton Foundation without defending or even mentioning the controversial cases in which she apparently did favors for donors in deals that caused Andrew C. McCarthy to liken her State Department to “a racketeering enterprise.” For Hillary, it’s the equivalent of O. J. Simpson’s protesting that there were lots of days on which he didn’t murder his ex-wife.

Hillary Clintons begrundede i 2008 sin modvillighed for at trække sig som Demokraternes kandidat til præsidentembeddet, lang tid efter at det stod klart Barak Hussein Obama ville vinde Demokraternes nominering, således at partiet kunne spares for den opslidende og bitre magtkamp, med at meget kunne ske i juni måned. Som et eksempel mindede hun om at Robert F Kennedy netop blev myrdet i juni måned, mens han lå til at vinde Demokraternes nominering i 1968. Hillary har altid brug for en god salgsmand så hun fremstår som en optimist, fremfor hvad hun er.

“Chardonnay helped” Hillary at bearbejde hendes ‘vrede, forvirring og bitterhed’ efter nederlaget betroede hun videre The New Yorker. En udtalelse, der måske kunne have holdt sig interessant “på alle 500 sider”. Hvor meget chardonnay var skyld i hendes kampagnes manglende energi spurgte den venlige avis ikke til.

Bonnichsen og den fordømte frihed

Diverse — Drokles on September 29, 2017 at 9:03 am

Tidligere chef for Politiets Efterretningsvæsen PET Hans Jørgen Bonnichsen har det svært med friheden og vånder sig ofte højlydt når nogle benytter sig af den. Det går helt tilbage til hans barndom, hvor Pelle Eroberen og Ditte Menneskebarn “gjorde at [Bonnichsen] blev optaget af den kommunistiske ideologi”. Han “havde brug for noget, der kunne give mig en optimistisk fremtidsvision om fred og frihed” og “Den fandt jeg i den kommunistiske tese om det “klasseløse samfund”, hvor ejendomsretten var ophævet”. Så han skrev til Sovjetunionens ambassade der promte sendte ham allehånde oplysninger om tingenes rette tilstand og gjorde ham til abonnent på bladet ”Fakta om Sovjetunionen”. Alt det og meget mere citerede en god ven til mig fra Bonnichsens erindringer “Hånden - en PET- og politikrønike” fra 2006.

Bonnichsen fortæller i bogen, at han opgav kommunismen med den brutale nedkæmpning af Ungarn, “Men frihedstanken blev hængende”. Bonnichsen var da 13 år gammel, men min ven argumenterede glimrende for at hans fascination af kommunismen også blev hængende lidt længere. Men det er for de historiesagkyndige. For denne blogger er Bonnichsens tanke om frihed påfaldende fordi den ikke er sammenfaldende med det samfunds frihed, som han har været ansat til at beskytte. Men det forklarer hans samfundskommentarer.

Bonnichens seneste protest mod det frie samfund, som man kan læse i Altinget, kommer i hans dobbelte angreb på minister med ansvar for at mætte alle landets afkroge med muslimer Inger Støjberg idet hun ifølge den tidligere PET chef “sætter andres sikkerhed på spil, mens hun selv sidder i et elfenbenstårn bevogtet af PET”. Det er Støjbergs fremvisning af en Muhammedtegning, hvad Bonnichsen kalder et “radikaliseringsredskab, der kan bruges til at mobilisere ubesindige mennesker til at foretage sig uhyggelige gerninger “, hvilket “medvirker til at revitalisere den eksisterende trussel”.

Da jeg havde med det her at gøre, var der unge mennesker, der fortalte mig, at vi ikke aner, hvilke krænkelser vi udsætter dem for. At det svarer til, at vi udstiller deres mødre blive voldtaget. Det er så stærke følelser, det vækker. Det har man ikke gjort sig begribelig. Men det har man gjort som sikkerhedsansvarlig.

Han har tidligere fremkommet med dette synspunkt. Dagen efter en selvmordsbomber myrdede 22 unge mennesker ved en koncert i den engelske by Manchester fortale han BT at “Ingen kan forestille sig, hvor meget de hader os”. Vi er nogle, der kaldes racister, når vi forsøger at hjælpe på forståelsen. Alligevel foreslog han at “vi skulle prøve med den fremstrakte hånd“, men frygtede “at den seneste tragedie kan skærpe tonen i den offentlige debat“.

Med muslimerne kan vi ikke få både fred OG frihed. Det ene må ofres for det andet. For Bonnichsen er valget let, som det er blevet hængende siden Ditte menneskebarn og Fakta om Sovjetunionen.

Bonnichsen hævdede også overfor Altinget, at ytringsfriheden ikke er “en håneret”, men “et redskab for de svage, så de kan gå op mod magten”. Det er det samme synspunkt, som da han prædikede at “Det danske frisind er under pres fra en fundamentalistisk fremmedfrygt, der ikke har tvivlens nådegave” i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København. Desværre er det helt forkert, ytringsfriheden er en frihed den enkelte selv kan bruge efter forgodtbefindende.

Tanken om andres frihed er svær for, dem der har optimistiske fremtidsvisioner, hvor der er fred, lighed og ingen privat ejendomsret. Det er ejendomsretten, der i Vesten håndfæstner statens magt og sikrer friheden. Det er noget, som staten ikke kan bestemme over og med Oplysningen blev meninger en privatsag. Et angreb på det ene kan med lidt held føre til faldet af det andet.

Bonnichsen, der ikke mente man skulle frygte terrorister blandt migranterne da de ikke var så tåbelige, kort før Europol sagde det modsatte, har tidligere sagt at “ingen grænsekontrol kunne stoppe en Breivik eller vor egen Omar Hussein” i en kronik i Århus Stifttidende, hvori han også beklager en “stigende militarisering i løsningen af politiopgaverne“.

I nærheden af min sommerbolig findes der en synagoge, der bevogtes af to til tre politifolk hver fredag aften og lørdag formiddag, når den lille menighed fejrer sabbatten. En repræsentant for menigheden har fortalt, at før politiet dukkede op, var der næsten ingen, der vidste, at der lå en synagoge på stedet. Menigheden føler politiets tilstedeværelse som ubehagelig, og det vækker bekymring, når de ser politibilerne og betjentene udenfor synagogen, men må samtidig erkende, at bevogtningen nok er kommet for at blive. Den slags bevogtningsopgaver er der mange af, og de sluger ressourcer, der kunne have været bedre anvendt andre steder. Det helt paradoksale er, at der ikke er politibevogtning udenfor den bygning i Danmark, der efter alle trusselsvurderinger er den mest truede: JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Der anvender man nemlig intelligent sikkerhed. En ide til efterfølgelse, der dog næppe vil finde gehør.

Jøderne lider under det problem at de ikke kan fremstrække deres hånd, da deres blotte eksistens er et radikaliseringsredskab. Jacta est alia, danske soldater har nu krydset Rubicon og bevogter synagogerne. En ny ideologis vision om fred er i krig med os - og efter lørdag kommer søndag.

It’s over?

Diverse — Drokles on September 19, 2017 at 6:07 am

“Ikke en skid!” svarede en af mine venstreorienterede venner på spørgsmålet om, hvad der ville ske, nu Trump var blevet præsident. Det var dels en resignation af at politik ikke ser ud til at ændre sig selvom politikerne skiftes ud i kølvandet på Obama, dels et forsøg (og vellykket) på at lukke ned for en politisk diskussion allerede inden maden var på bordet. Når man ikke har set hinanden i årevis bliver prosaiske samtaleemner meget vigtige. Men hans analyse ser ud til at være rigtig, Trump synker længere ned i sumpen.

Trump nævnte ikke islam, end ikke med suffikser som radikal eller ekstremistisk, på årsdagen for angrebet 11 september 2001. Raheem Kassan skriver på Breitbart at Trump vil skrive under på en resolution, der fordømmer ‘had’, som defineres udspringende fra ““White nationalists, White supremacists, the Ku Klux Klan, neo-Nazis, and other hate groups””. Udover det nøje udvalgte fokus på ‘hadgrupper’ ligger der også et angreb på ytringsfriheden, skriver Kassan, der ikke bøjer sig for æstetik. Og endnu mere foruroligende lover Trump med sin underskrift på resolutionen at bruge ‘alle tilrådighed stående ressourcer’, “the heads of other Federal agencies… improve the reporting of hate crimes and… emphasize the importance of the collection, and… reporting to the Federal Bureau of Investigation, of hate crime data by State and local agencies”.

Men det springende punkt er hvilken aftale Trump er på vej til at indgå med Demokraterne om de børn af illegale indvandrere der opholder sig i USA under ordningen DACA. Dreamers kaldes de med venstrefløjens sikre fornemmelse for hverdagspropaganda. Nogengange fremstilles de endda som patrioter i deres kærlighed til det USA deres forældre har overløbet.

Det var Obama, selvfølgelig, der lagde den dej til sin efterfølger. Det var meningen at det skulle være et moratorium indtil man kunne finde en løsning på, hvad man lovligt skulle stille op med mennesker, der ikke selv havde andel i at de opretholdt sig ulovligt i landet. Men, advarede Nobelprismodtageren, det var ikke en bagdør til statsborgerskab. Forfatningen er ganske klar, man kan ikke belønne mennesker med statsborgerskab for deres ulovligheder.

Så Donald har stillet partierne et ultimatum, find en løsning inden han hælder Drømmerne ud, som det var Obamas mening - og derfor er Trump en skurk. Men han står også selv i et dilemma, hans løfte til vælgerne som bar ham i guldstol til Washington var at stoppe den illegale immigration. Obama var også ferm til flerdimensionel skak, selv når han spillede for bitterheden.

Trump spørger Republikanerne, der ikke har givet ham den Mur han har lovet amerikanerne eller afviklet Obamacare, som det har været planen de seneste 7 år. De svarer ikke. Så Trump spørger Demokraterne og med det samme er der tweets frem og tilbage om en aftale, der sikrer Drømmerne ophold i USA og muligvis et statsborgerskab ad bagvejen. Men Muren vil Demokraterne ikke give ham og den amerikanske befolkning.

Tucker Carlson var ikke glad udi det rystede. DACA er det bedste kort Trump har i en forhandling om noget som helst og ved at give det bort… Ikke blot vil Drømmerne får stemmeret, så Demokraterne får en større vælgerbase, deres forældre, der brød USA lov i første omgang, vil får ret til familiesammenføring og døren vil være sparket op for kædeindvandring.

Ann Coulter var ikke i bedre humør. Hun følte sig forrådt og sagde resigneret at vælgerne ikke havde andet valg end Trump, da alle andre kandidater var ‘lunatics’. Hun advarede Trump om ikke at give efter for Demokraternes krav, hvis ikke man vil synke ned i sumpen. George Bush Den Ældre havde lovet “Read my lips, no new taxes!”, men gav til sidst efter for Demokraternes pres for at hæve skatterne så budgetterne kunne hænge sammen. Og i det øjeblik han rakte ind over midten og forsøgte at være den statsmand de havde appeleret til, angreb de ham for at have brudt sit valgløfte til sine vælgere. Og som bekendt tabte han sit præsidentembede eftertryggeligt til Bill Clinton. Det, siger Coulter, er Demokraternes ønske, ikke at gøre noget for Dreamers, men blot for at ødelægge Trump.

Også Sebastian Gorka er Gorka opmærksom på at Demokraterne forsøger at indgå en aftale om først og lade Trumps ønske om en Mur være et valgløfte til senere afregning. Trump ved at han ikke er noget uden sin ‘base’, og at den er funderet på løftet om at gøre noget standse den illegale immigration og bygge Muren. Trump sender det signal til Republikanerne, at de ikke vandt valget, Trump vandt valget og at han kan lave aftaler med hvem han vil. Trump holder sine valgløfter, hvor det er op til præsidenten. Det er Republikanerne der har svigtet ved ikke at ville opløse Obamas sundhedsreform Obamacare, men end ikke at have en plan for et alternativ klar efter 7 år. “Have faith!” opfordrede han, manden er den samme, og “[t]his man never gives up!”.

Men hvad opgiver han aldrig? “When I’m president, I’m a different person. I can be the most politically correct person you’ve ever seen,” citerer Chris Pandolfo ham for at udtale i 2016, midt i en række af andre citater, for og imod efterkommerne af illegale indvandrere. Trump har sagt “There will be no amnesty.”, det ville være  ’unfair’ overfor de havde søgt lovligt ind i USA og at de var en potentiel Demokratisk vælgerbase, som ville decimere Republikanernes indflydelse. Men han har også sagt “Give them a path” og talt for “a “system of merit””.

“Trump is the amnesty candidate” skrev Andrew C MaCarthy i Pajamas Media maj sidste år, inden Trump havde .

There are approximately 11 million illegal aliens in the United States. The Department of Homeland Security does not have the resources to (a) round them all up, (b) conduct the required legal proceedings, and (c) send them all to their native countries. The funding required would dwarf the cost of Trump’s fantasy wall.

Trump fans might claim that it would be an expense worth bearing in order to rid our country of trespassers. But Trump is not saying, “Get out and stay out!”

He is saying: “You must leave … but then you will be welcomed back in.

Coulter har ret, man kan ikke blive populær hos venstrefløjen når man ikke er en del af dem uanset, hvor politisk korrekt man bliver, uanset hvilke pricipper man ofrer. Venstrefløjen har ingen principper, de har kun fjender. Derfor dansede de med kommunisterne bag Jerntæppet, som de danser med muslimerne idag. De er ligeglade med deres dansepartneres principper, fordi de kun er valgt for deres opposition til deres fjender. Fjenderne er alle dem, der peger på virkelighedens begrænsninger og taler for Folk, nation og historie. De hader principper som ytringsfriheden fordi den kan bruges af deres fjender. Trump er deres største fjende for tiden og deres had kan ikke mildnes om han omgjorde USA til Venezuela med et multietnisk soundtrack.

Endnu ved vi ikke om der er en forståelse mellem Trump og Demokraterne og hvori den så består. Men det er altid godt at ruste sig med med pessimisme. Alting har en ende og dette er måske enden for forhåbningerne til Trump. Jeg frygtede mest at Trump var en charlatan, men det er han ikke. Han er ganske seriøs, men hans projekt er ikke, hvad han lovede og hans inderste ønske for USA kan han måske ikke forlenes med hans ønske om at nyde succes som præsident. Det ser ud til at være slut, men det var sjovt så længe det varede.

Måske spiller Trump stadig 3D skak, men hvem er hans modstander?

Pædofile ægteskaber i varme lande

Diverse — Drokles on September 14, 2017 at 2:41 am

“Consider the recent assertion by Unicef’s Bangladesh head of mission that climate change leads to an increase in child marriages.” skriver Bjørn Lomborg i Wall Street Journal. Og så gør han ellers op med Unicefhovedets “string of logic”

The frequency of extreme floods in Bangladesh has increased, it’s true, but studies show their magnitude and duration have in fact decreased. And Bangladesh is far better at adapting today than it was a generation ago. In 1974, a flood killed 29,000 people and cost 7.5% of the country’s gross domestic product. A slightly larger flood in 2004 killed 761 people and cost 3.3% of GDP.

Nor is Unicef right to claim a connection between flooding and urbanization. A study published in the Journal of Biosocial Science found that living in cities doesn’t increase the likelihood of child marriages in Bangladesh. Rather, it was “significantly higher among rural women.” According to another study, published in the Chinese Journal of Population Resources and Environment, the average age of marriage in cities is 16.15 years, compared to 15.08 years in rural areas.

Men hvis ikke de varme landes varme er det lort, der tilskynder pædofile ægteskaber i lande som Bangladesh, hvad gør så?

Sahih Muslim (8:3309) - Muhammad consummated his marriage to Aisha when she was only nine. (See also Sahih Bukhari 58:234 and many other places). No where in the reliable Hadith or Sira is there any other age given. Other references are Sahih Bukhari 3896, 5158 and 3311.

Sahih Muslim (8:3311) - The girl took her dolls with her to Muhammad’s house (something to play with when the “prophet” was not having sex with her).

Sahih Bukhari (6:298) - Muhammad would take a bath with the little girl and fondle her.

Sahih Muslim (8:3460) - “Why didn’t you marry a young girl so that you could sport with her and she sport with you, or you could amuse with her and she could amuse with you?” Muhammad posed this question to one of his followers who had married an “older woman” instead of opting to fondle a child.

Sahih Bukhari (93:639) - The Prophet of Islam would recite the ‘Holy Quran’ with his head in Aisha’s lap, when she was menstruating.

Herunder forklarer en kvindelig(!) muslimsk lærd den stringente logik, der binder Muhammeds liv sammen med pædofile ægteskaber i Muhammeds verden

De vil fred der i Burma

Diverse — Drokles on September 12, 2017 at 4:00 am

Endnu et af venstrefløjens brune forbilleder har skuffet forventningerne, kommenterede en ven, som kritikken er begyndt at regne ned over Burmas leder Aung San Suu Kyi. Hendes far, Aung San, var kommunist og hjalp japanerne med besættelsen af Burma, indtil han så det opportunt af skifte side og sætte sig i front som befrieren af Burma. Moderen Maha Thiri Thudhamma Khin Kyi tjente både som parlamentsmedlem, socialminister og ambassadør i Indien, så Aung San Suu Kyi har vist at man ikke blot fik magt ved at sige at man kunne lide magt. Istedet har hun duperet godtroende vesterlændinge ved at beherske ord som ‘demokrati’ og ‘menneskerettigheder’ til at genvinde familiens magt.

Men så var det at man i Kristeligt Dagblad kunne læse at Alternativets Ulla Sandbæk uforvarende, kom til at udtrykke en generel sandhed, i sin beskrivelse af Burmas spegede situation

Hendes mål er at skabe fred i landet, og det forsøger hun at skabe ved at få alle de etniske minoriteter til at arbejde sammen, siger Ulla Sandbæk til Radio24Syv.

- At hun så kommer til at ofre rohingyaerne, det betyder jo så netop, at hun betingelsesløst forfølger sit mål om fred.

Host, host, vi kan altså alligevel lære noget af nogle af dem - og vi vil jo også fred her til lands? Måske har Sandbæk forstået den buddhistiske munk Ashin Wirathu der i en tale til en forsamling på flere tusinde munke sagde: “Du kan være fuld af venlighed og kærlighed, men du kan ikke sove ved siden af en gal hund”.

Jyllandsposten skrev i 2013 at “Ekstreme Munke forfølger muslimer” om forholdet mellem muslimer og buddhister i Burma, dengang fokus lå på buddhisterne som aggressorerne. Dalai Lama fordømmelse af vold i religionens som ”utænkeligt”, blev selvfølgelig ikke modstillet, hvor meget hans pascifisme har hjulpet hans hjemland mod den besættelse, som har henvist ham til en skæbne, som den mest celebre af jetsettende flygtninge. Der var heller ingen reflektion over, hvorfor munkene kun angreb muslimer og ikke andre af minoriteterne. Og heller ikke hvorfor muslimerne flygtede til “Thailand, Malaysia and beyond” fremfor deres hjemland Bangladesh.

For muslimerne kom fra Østpakistan fra 1948, skriver H. Numan i Gates of Vienna, men “Bangladesh doesn’t want them back”. Fordi oveni  at de “rape, rob and murder where they can”, “They bring in money”. Og, som Numan pointerer, når muslimer først har koloniseret et område, betragter de det som deres - for evigt.

Den amerikanske top-diplomat gennem 30 år Priscilla Clapp, købte heller ikke mediernes fortælling, fortalte hun France 24 (her med Pajamas Medias transskription)

There was indeed a terrorist attack in Rakhine. It came from outside, it was perpetrated by people in the Rohingya diaspora living in Pakistan and Saudi Arabia coming in through Bangladesh. And they have killed a lot of security forces.

This started in October and the latest attack was timed to follow the recommendations, the presentation of the recommendations of the Kofi Annan international commission on Rakhine, which Aung Sun Suu Kyi has accepted and agreed to implement. These recommendations call for a long-term solution there. She was already working on it when it was disrupted by this latest terrorist attack. Their tactics are terrorism. There’s no question about it.

[Kyi is] not calling the entire Rohingya population terrorists, she is referring to a group of people who are going around with guns, machetes, and IEDs and killing their own people in addition to Buddhists, Hindus, and others that get in their way.

They have killed a lot of security forces, and they are wreaking havoc in the region. The people who are running and fleeing out to Bangladesh are not only fleeing the response of the security forces, they are fleeing their own radical groups because they’ve been attacking Rohingya, and in particular the leadership who were trying to work with the government on the citizenship process and other humanitarian efforts that were underway there.

This has all been thrown into a [inaudible] right now with the confusion that has been sown by this latest attack. And I think that the international community has to sort out the facts before making accusations.

Og Pajamas Media fortæller videre

There are numerous reports that Saudi Arabia, Pakistan, and Bangladesh have provided weapons and other assistance to ARSA, as Asia Times reported last month before the August 25 attacks:

(…)

TIME magazine reported last December that ARSA’s leadership council is based in Mecca, with its top leaders having deep ties to Saudi Arabia and Pakistan:

(…)

With the decline of fortunes of Sunni jihadists in Syria, some of the support for those groups may be shifted into Myanmar and the Philippines, where ISIS has been waging an active terror campaign in Mindanao in recent months.

Herunder et satelitfoto efter et buddhistisk angreb på et muslimsk beboelseskvarter i Kyaukpyu i 2012, angreb der kunne være ganske barbariske.

rohingyas-whiped-out

The Third Jihad - 9/11 and Muslim Silence

Diverse — Drokles on September 11, 2017 at 9:46 pm

En playliste kan ses her, det er det bedste jeg kan gøre.

In episode 1 of The Third Jihad, Clarion Project exposes the US Islamic leaderships overwhelming silence over condemning and publicly mourning the tragedy of 9/11. It highlights CAIR and other groups unwillingness to specifically condemn the terrorists of 9/11. Get TTJ to direct your inbox every week http://www.clarionproject.org

Kvindens ’tisser’ central i den globale ligestillingsdebat

Diverse — Drokles on September 9, 2017 at 10:13 am

Alle lande har de samme debatter men kulturerne farver hvorledes de tager sig ud. I Politiken kunne man i forrige uge læse at kvinder skal få et mere naturligt forhold til deres ’tisser’ og forleden kunne man i Information læse at danske piger bliver mere udsatte for krænkelser gennem opdragelsen som prinsesser.

Dette kønsforhold centreret om kvindes ’tisser’ og hendes forhold til manden er ikke kun noget vi kender herhjemme og i andre vestlige lande. I den muslimske verden er man lige så langt fremme, men det ser man måske ikke med vores xenofobiske øjne. Et eksempel kunne man læse i Berlingske Tidende, hvor det egyptiske parlamentsmedlem Elhamy Agina, kritiserede sit eget køns svaghed og foreslog at gøre kønskampen mere ligestillet ved en reduktion/modifikation af kvindens ’tisser’

Vi mænd er en befolkningsgruppe, der lider af seksuel svaghed. Og hvis vi stopper med at omskære kvinder, får vi brug for stærke mænd. Dem har vi ingen af.

Hvor seksuelt svage mænd ægyptiske mænd er kunne man indirekte læse på BBC, hvor forskellige kvinder fortalte om, hvorledes de levede med deres modificerede ’tisser’

“The first time you notice your physicality has changed is your pee,” says Hibo Wardere.

Hibo, now 46, was subjected to what is defined by the World Health Organization (WHO) as “type three” mutilation when she was six. This means all of her labia were cut off and she was then stitched together, leaving a tiny hole she compares to the size of a matchstick. Her clitoris was also removed.

She grew up in Somalia, where 98% of women and girls between 15 and 49 have had their genitals forcibly mutilated.

“An open wound rubbed with salt or hot chilli - it felt like that,” she recalls.

“And then you realise your wee isn’t coming out the way it used to come. It’s coming out as droplets, and every drop was worse than the one before. This takes four or five minutes - and in that four or five minutes you’re experiencing horrific pain.”

Hibo came to the UK when she was 18, and within months visited a doctor to see if they could relieve the pain she experienced when she passed urine and during her periods.

Her translator didn’t want to interpret her request, but the GP managed to understand.

(…)

The day-to-day reality for survivors can be bleak. The NHS lists urinary tract infections, uterine infections, kidney infections, cysts, reproductive issues and pain during sex as just some of the consequences. A “reversal” surgery, as defibulation is sometimes termed, can help to relieve some of the symptoms by opening up the lower vagina.

“But it’s not as simple as carrying out the physical care, which we can carry out as clinicians,” says Fyle, who comes from Sierra Leone, where FGM is widespread.

“It’s about the long-term (psychological) consequences - some people describe it as worse than PTS (post-traumatic stress), which soldiers in the battlefield have.”

Ja, trods Hibo Warderes tilbagerulningsforsøg på ligestillingen - eller “gender equality surgery” som Dr. Fuambai Ahmadu, tidligere hovedrådgiver for United Nations Children’s Fund (UNICEF) præcist formulerede det - kan vi se at det må være hårdt at være ægyptisk eller muslimsk mand, hvis oplevelser som hendes er ækvivalent. For BBC fortæller nemlig at “estimated FGM survivors by around 70 million to 200 million worldwide, with Indonesia, Egypt and Ethiopia accounting for half of all victims” som i England foretages i “the “cutting season” over the summer“.

Som en del af McDonaldficeringen af verdens kulturer blev omskæring af kvinder forbudt i Ægypten i 2008 (for England skete det allerede i 2003). Men den kulturelle frihedstrang hos de brave ægyptere lader sig ikke sådan undertrykke og Berlingske Tidende fortæller at “en egyptisk undersøgelse fra 2015 [konkluderer at] 90 pct. af alle egyptiske kvinder mellem 15-49 år” er omskåret. Der er håb endnu og debatten om kvinders ’tisser’ fortsætter i hele Verden.

Sumpen der skal drænes

Diverse — Drokles on September 7, 2017 at 1:26 pm

Det er lidt af en sump, der trænger til at blive drænet i det amerikanske forbundspoliti FBI. I sidste uge blev en New York baseret sagfører nægtet agtindsigt i dokumenter vedrørende FBIs efterforskning af Hillary Clinton og hendes email-vaner, skriver Fox News. Sagføreren henviste til The Freedom of Information Act, men FBI gav afslag med begrundelsen, at Hillarys sag ikke havde nok interesse for offentligheden. Jep, Præsident Donald Trumps valgkampssejrende ‘Lock her up!’ er ikke udtryk for offentlighedens interesse i Hillary Clintons forhold til straffeloven. En underskriftindsamling blev hurtigt startet for at dokumentere en form for folkelig interesse.

FBIs afsindige begrundelse for afslag er selvfølgelig et sygdomstegn. Forleden kom det frem at den tidligere direktør Richard Comey, som Trump fyrede under stort drama, allerede inden efterforskningen af Hillary Clinton var færdiggjort, havde konkluderet at der ikke skulle rejses tiltale imod hende. Og som Daniel John Sobieski skriver i American Thinker

Now we know why the FBI made the absurd claim that it would not release its files on the Hillary Clinton email investigation for alleged lack of public interest. The FBI was covering up its obstruction of justice in the, er, “matter” knowing full well that former Director James Comey had already exonerated Hillary Clinton before the alleged investigation was complete and all witnesses had been interviewed and months before Comey falsely claimed in his announcement that no competent prosecutor would take Hillary’s case.

In withholding the files sought under Freedom of Information Act requests, the FBI forgot that it and former Secretary of State Clinton are and were employees of the American taxpayer, taxpayers who have a right to know whether justice is being served or denied.

(…)

As even Comey admitted, Hillary lied about sending and receiving classified material, about having only one device, and about turning over all her emails. If intent is needed, what is accidental about smashing devices with hammers or using Bleach Bit to render emails unrecoverable?  If you need a motive for having a private server, which speaks to intent, the obvious purpose is to cover up the “pay to play” trail that leads from the State Department to the Clinton Foundation.

Hillary Clinton should be prosecuted, convicted and imprisoned for her crimes. And if anyone is guilty of obstruction of justice, it is not President Trump, but the finger-pointing leaker and liar, James Comey.

Men, som Andrew C McCarthy fortæller i National Review, så er Comeys premature beslutning om at anbefale daværende justitsminister Loretta Lynch om ikke at rejse tiltale mod Hillary Clinton ikke nogen nyhed. To måneder inden Comey offentligt argumenterede for at Hillary Clinton ikke burde retsforfølges for sin kriminelt skødesløse omgang med fortroligt materiale da hun ikke gjorde de med vilje, havde daværende “President Obama publicly stated that Hillary Clinton had shown “carelessness” in using a private e-mail server to handle classified information, but he insisted that she had not intended to endanger national security (which is not an element of the [criminal statutes relevant to her e-mail scandal]).”

As we also now know – but as Obama knew at the time – the president himself had communicated with Clinton over her non-secure, private communications system, using an alias. The Obama administration refused to disclose these several e-mail exchanges because they undoubtedly involve classified conversations between the president and his secretary of state. It would not have been possible to prosecute Mrs. Clinton for mishandling classified information without its being clear that President Obama had engaged in the same conduct. The administration was never, ever going to allow that to happen.

What else was going on in May 2016, while Comey was drafting his findings (even though several of the things he would purportedly “base” them on hadn’t actually happened yet)? Well, as I explained in real time (in a column entitled “Clinton E-mails: Is the Fix In?”), the Obama Justice Department was leaking to the Washington Post that Clinton probably would not be charged – and that her top aide, Cheryl Mills, was considered a cooperating witness rather than a coconspirator.

Why? Well, I know you’ll be shocked to hear this, but it turns out the Obama Justice Department had fully adopted the theory of the case announced by President Obama in April. The Post explained that, according to its sources inside the investigation, there was “scant evidence tying Clinton to criminal wrongdoing” because there was “scant evidence that Clinton had malicious intent in [the] handling of e-mails” (emphasis added). Like Obama, the Post and its sources neglected to mention that Mrs. Clinton’s felonies did not require proof of “malicious intent” or any purpose to harm the United States – just that she willfully transmitted classified information, was grossly negligent in handling it, and withheld or destroyed government records.

(…)

This was the start of a series of Justice Department shenanigans we would come to learn about: Cutting off key areas of inquiry; cutting inexplicable immunity deals; declining to use the grand jury to compel evidence; agreeing to limit searches of computers (in order to miss key time-frames when obstruction occurred); agreeing to destroy physical evidence (laptop computers); failing to charge and squeeze witnesses who made patently false statements; allowing subjects of the investigation to act as lawyers for other subjects of the investigation (in order to promote the charade that some evidence was off-limits due to the attorney-client privilege); and so on. There is a way – a notoriously aggressive way – that the Justice Department and FBI go about their business when they are trying to make a case. Here, they were trying to unmake a case.

Mark Levin raser herunder

Ulemper og manglende fordele

Diverse — Drokles on September 6, 2017 at 3:29 pm

Man læser så meget om integrationen mens politiets larmende helikopter våger afmægtigt over nattelivet. Danmarks Radio skriver om en 19 årig flygtning fra Afghanistan, der kom til Holbæk i januar

Mir Karimi har aldrig gået i skole eller arbejdet i sit hjemland, men han har passet gederne i den landsby, han kommer fra.
Nu er han på sprogskole, han har fået en dansk kontaktperson og er i praktik hos en autolakerer.
Det er nemlig opskriften på et samarbejde mellem servicevirksomheden ISS, fagforeningen 3F og Røde Kors i Projekt Headstart.
Lige så snart en flygtning får opholdstilladelse, skal integrationsprocessen gå i gang, og et pilotprojekt har fået 25 flygtninge i gang siden starten af året.

Imens skriver Lokalavisen om et uledsaget syrisk flygtningebarn, der ved retten i Horsens er dømt for “fysisk og verbal vold mod to kvindelige pædagoger på Integrationsstedet Melhedegård i Tørring”.

Drengen har ifølge politiet truet en kvindelig pædagog ved at sige: “Jeg knepper dig”. Ifølge pædagogens forklaring sagde han efterfølgende: “Du skal stå klar med din røv, når jeg kommer hjem”.

Men borset fra at han også blev “dømt for vold mod en anden kvindelig pædagog ved at have slået hende to gange med knyttet hånd, ligesom han blev dømt for at have truet hende med en spisebordsstol” så går det altså godt, fru Kammerherreinde, med at lære det danske sprog.
Kontrasten mellem det gode gedehyrdeeksempel, som er godt kun i sit fravær af skidt, og så det dårlige eksempel, vi kommer til at slås med de næste generationer, beskrives fremragende i denne video

Keine Wehrhafte Demokratie

Diverse — Drokles on September 3, 2017 at 7:41 am

dean

“There is no hate speech exception to the First Amendment” minder Eugene Volokh den tidligere Vermont guvenør om i Washington Post.

One is as free to condemn, for instance, Islam — or Muslims, or Jews, or blacks, or whites, or illegal immigrants, or native-born citizens — as one is to condemn capitalism or socialism or Democrats or Republicans. As the Supreme Court noted in Christian Legal Society v. Martinez (2010), the First Amendment’s tradition of “protect[ing] the freedom to express ‘the thought that we hate’ ” includes the right to express even “discriminatory” viewpoints.

En Yougov undersøgelse foretaget i skyggen af urolighederne i Charlottesville, USA, viser at de fleste amerikanere vil forbyde ‘hate-speech’, eller hadtale om man vil. Som det ikke var bekymrende nok, så viser samme undersøgelse at der er uenighed om, hvad der kan karakteriseres som hadtale. Amerikanerne finder både Ku Klux Klan og ISIS usmageligt og svarer ja til at forbyde dem taletid i deres nabolag, men ellers karakteriseres hadtale, som det der er ekstremt fra folks egen politiske observans.

Hvad der engang var social kontrol gennem almindelig sædelighed mellem mennesker for at få et samfund til at fungere er med de sociale medier blevet frugtbar jord for alle med hang til moralpanik, at udskamme hvem som helst som en paria. Yougovs undersøgelse forholder sig desværre ikke til Antifa, men det er venstrefløjens politiske æstetik, der i øjeblikket dominerer offentlighedens syn på hadtale og ekstremisme, ikke blot i Europa, men også i USA. Og hvad venstrefløjen engang kaldte storkapitalen lever, som politikerne af at have et forhold til offentligheden, så både stat og storkapital efterkommer venstrefløjens politiske æstetik.

John Nolte skriver i Breitbart

From President Trump to George Zimmerman to Antifa, the Democrat Party and its media have surrendered all claims of the moral high ground on the issue of due process and have even embraced (as long as it is against the correct people, meaning everyone from neo-Nazis to Trump supporters) violent vigilantism. Then — like something out of Robocop or Demolition Man — there is the issue of how those who call themselves progressive and liberals cheer on corporations that have seized control of how Americans communicate and how those corporations have used that control to censor us.

Case in point, a headline I never thought I would read at the left-wing Guardian:

The far right is losing its ability to speak freely online. Should the left defend it?

Keep in mind that this is the same Guardian whose editorial board just last week cheered the decision to “censor the Internet.”

The issue, in this specific case, involves Stormfront and the Daily Stormer, two white supremacist websites booted off the internet by their web hosts. Now that no one will host these racist sites, the Daily Stormer has been forced to retreat to what’s known as the Dark Net, which makes it inaccessible to most everyone.

But as the Guardian points out, this corporate censorship is not just taking place against neo-Nazis. Twitter and Facebook have become the 21st-century versions of Ma Bell, or the telephone (in other words, the primary means by which Americans communicate with one another) and both sites have become notorious censors and scolds. Under the guise of “hate speech” and the demonic media’s ever-expanding definition of the “alt-right,” today’s Ma Bells are always monitoring your phone calls and warning you not to say “this” or “that” under the threat of cutting your telephone wires altogether.

(…)

The Silicon Valley robber barons and the media are scheming to continue to expand the definitions of hate speech and the alt-right to include opinions and people they do not like. For example, the Southern Poverty Law Center (SPLC) is the tip of this spear, an organization the establishment media takes seriously for only one cynical reason — because it gives them the cover they so desire to label those of us who do not hold the “correct” views on immigration, gay marriage, affirmative action and the welfare state, as part of the neo-Nazi brotherhood. And by extension, this makes the traditional conservatives and Christians part of the neo-Nazi brotherhood.

See where this is going? And it is happening in ways big and small.

Som Theodore Kupfer bemærker i National Review, så gavner indskrænkningen af ytringsfriheden ingen på længere sigt, end de der bare vil have den indskrænket. Det selverklærede moralpoliti, mest fra venstrefløjen, antager at det er dem selv, der ender med den totale magt over sædeligheden, men både storkapitalen og stater skal overleve og nye vinde blæser hele tiden. Det er højrefløjen der har stået først for skud, fordi den udfordrede venstrefløjens konsensus og og afslørede statens forræderi af nationen. Terrortruslen tvinger staterne til at indskrænke almindelig muslimsk forkyndelse og som Antifa er ved at overspille deres kort, især i USA, er sikkerhedstjensterne også begyndt at fokusere på de venstreradikale sværmerier.

Dirty Harry siger “opinions are like assholes, everybody’s got one!” - præcis derfor ender indskrænkningen af ytringsfrihed aldrig, når man først er begyndt er frygte een mening.

Billeder fra en oversvømmelse

Diverse — Drokles on September 2, 2017 at 4:27 am

Venstrefløjen er besat af deres fjendebilleder og end ikke en katastrofe kan afpolitisere dem et øjeblik. Fællesskab er er kun retorik som orkanen Harveys hærgen i del-staten Texas fik fremprovokeret. EN non-profit organisation ved navn Charitable Humans twittede “[L]et them clean up their own mess,” og forklarede “Any state that elects a Republican needs to be incinerated, there have to be severe consequences.”

Think Progress mente at kunne se en racistisk fortælling i et Tucker Carlson indslag, “always using carefully coded language“, om plyndringer af de forladte butikker i katastrofeområdet.

Throughout the segment, Carlson played surveillance footage of mostly black residents entering and leaving a shop with a plastic wash-bin in tow. At one point, one person appeared to stoop and check the sidewalks for dropped items. In a second video clip, a few individuals appeared to be walking through another store, perusing shelves and leaving most of the products untouched. The remainder of the store surveillance footage was not featured.

“The left is always cheering on the destruction of ordinary people and their families and making fun of like normal people with jobs….” Carlson added. “What is it about the American left that wants to destroy normal life? I don’t understand it.” (Carlson did not clarify whether he had spoken with the people featured in the videos to find out whether they, too, were “normal people with jobs”, trying to survive a natural disaster.)

Houston authorities did confirm scattered reports of looting earlier in the week — Harris County District Attorney Kim Ogg said in a statement on Tuesday that 14 people had been arrested. But the specific language and video segments that Carlson and Bongino rolled out on Wednesday night, along with rampant criticism on social media, made one thing clear: “certifiable savage[s]”, i.e. minorities, but especially black citizens, as Tucker clumsily hinted, were a threat to innocent hurricane victims.

Man kan analysere sig frem til meget, hvis først man har lært at afkode “carefully coded language”. Måske mindedes de, de gode tider sidste år, da Louisiana blev oversvømmet og Obama der advarede Louisianas nødhjælpsarbejdere mod “unlawful discrimination on the basis of race, color, or national origin (including limited English proficiency)“?

Det ligeledes stærkt venstredrejede franske satiremagasin Charlie Hebdo mente på deres seneste forside, at Texas var hjemsted for nazismen, sikkert fordi Trump vandt staten stort i præsidentvalget, og hånede ofrene for orkanen Harvey således

charlie-hebdo-harvey

Men, som Daily Mail fortæller

…the floods caused by Tropical Storm Harvey have decimated Houston, a city with a Democratic mayor which voted overwhelmingly for Hillary Clinton.

The surrounding areas of Harris County, which also voted in favor of Clinton, have also been hard-hit by the catastrophic flooding.

Det faktum at negrene igen var de største ofre for naturens luner (de blev også snydt for glæden ved solformørkelsen - måske er der en Gud alligevel?) forhindrede heller ikke Politicos skadefryd over deres politiske og kulturelle fjenders ulykke

politico-harvey-640x480

Tegneren Matt Wuerker trak dog noget i land efter karske reaktioner og forklarede at han blot gjorde sig kostelig på de, der ønske udtrædelse af unionen og at hans “heart is with all the victims of Hurricane Harvey“. Næppe alle ofre, som Breitbarts John Nolte indvendte og påpeger, hvad karikaturen fremhæver udover “secede” skiltet, nemlig et stort “Don’t Tread On Me” flag, der repræsenterer Tea Party bevægelsen eller en væsentlig del af Trumps støtter; En fjollet cowboy med et Battleflag of the Confederacy t-shirt, der bliver reddet, mens han råber at at det er engle fra Gud og en statslig nødhjælp “sent by the government”.

Nolte påpeger envidere at “a cornerstone of Christianity is how our Loving God works through people, most especially our first responders“. Og sådan en first responder fik en tidligere kampagnemedarbejder for Hillary Clinton Logan Anderson øje på. Med Battle of the Confederacy malet på sin båd fyldt med negre, twittede Anderson ironiske dødninge-emojis, førend hun fulgte op med endnu et tweet, hvori hun skrev “I would absolutely get on that boat, by the way. And then, when they dropped me off, I’d tear off the flag and drop it into the flood

skc3a6rmbillede-2017-09-01-kl-075147

Havde hun revet flaget af, ville der ikke blive reddet flere med den båd, da det er malet på styrefinnen. Men læren er at racister bare er flinkere end andre - thank God!

Venstrefløjens vrangforestilling om fuldendt frihed

Diverse — Drokles on August 28, 2017 at 8:52 am

Ak ja, i Politiken kan man bekymre sig om det mindste.

politiken-debat

Vill det ikke være mere presserende at skabe en kultur, hvor psykisk ustabile unge mennesker tør stole på at deres køn er det rigtige inden de undergår kirurgisk og hormonel lemlæstelse?

Venstrefløjen har gjort “kønsidentitet” til en del af “frigørelses- og ligestillingskampen”, som Özlem Cekic og Pia Olsen Dyhr argumenterede i netop Politiken for et par år siden. De skrev forskrækket at “der selv i Folketinget stadig er mennesker, der mener, at det strider mod naturens orden at være homoseksuel eller transkønnet” og det er den slags holdninger “vi skal ændre” for at samfundet kan “fuldende den personlige frihed”.

Men man kan ikke ændre sit køn. Det har intet at gøre med holdninger eller frihed. Køn er knyttet til den måde din organisme er organiseret med forplantning for øje. Og dette kan ikke ændres med hormoner og operationer. “False Hope Could Lead to More Suicide” skriver Walt Heyer, der selv har undergået en kønslemlæstende operation indtil han indså at det var en fejl og undergik en genoprettende operation 8 år senere.

A 2004 U.K. Guardian article, “Sex Changes Not Effective,” points out: “While no doubt great care is taken to ensure that appropriate patients undergo gender reassignment, there’s still a large number of people who have the surgery but remain traumatized—often to the point of committing suicide.”

Too many post-surgical patients contact me to report they deeply regret the gender change surgery and that the false hope of surgical outcomes was a factor. For children, the focus on encouraging, assisting, and affirming them toward changing genders at earlier and earlier ages, with no research showing the outcomes, may lead to more suicides.

Others Advocate Less Surgery

A growing number of people like me, 50 years after the first surgery at Johns Hopkins University Gender Clinic in 1966, are advocating the scaling back of the radical, irreversible, often unnecessary genital mutilation surgeries.

Rene Jax, in his 2016 book, “DON’T Get on The Plane!” says, “Sex change surgery will ruin your life.”

Jax and I have had similar experiences. Both of us were approved for hormones and surgery to resolve our gender dysphoria, and after following the medically prescribed full regimen of hormones and genitalia surgery, and living as women, both of us came away with the same conclusions:

  • Gender change surgery was a destructive body mutilation and a waste of time and money.

  • After the medically-certified gender change, life didn’t improve.

  • Gender dysphoria, that feeling of unease with one’s gender, persisted, and was not relieved as promised.

(…)

Studies show that two-thirds of people with gender dysphoria have co-existing disorders, such as depression and anxiety.

I’ve become an outspoken critic of gender reassignment surgeries because many people are not being treated for other co-existing problems first. Instead, they are quickly prescribed cross-gender hormones and shuttled on a path toward surgery.

But as noted earlier, this surgery cannot succeed in delivering what it promises. It will only mutilate the body, a far cry from the promised “sex change.”

Man kan tro lige så meget at man er noget andet end hvad man er, som ens vrangforestillinger dikterer og man er fri til at insistere på det der er forkert. Men samfundet bliver ikke bedre eller mere frit af at efterkomme folks vrangforestillinger. Nøjagtigt som kvinder ikke skal have det dårligt med deres “tisser” er der heller ingen grund til at understøtte det sindslidende i at have det dårligt med deres køn.

Eller deres vægt, for den sags skyld. For at fuldende den personlige frihed må vi hjælpe anorektikeren med slankekuren.

Islam og kvinderne

Diverse — Drokles on August 25, 2017 at 2:35 pm

I Finland har de også taget imod migranter, kan man læse i New York Times

knife attack that killed two people and wounded eight others in southwestern Finland is being investigated as a terrorist attack apparently aimed at women, Finland’s National Bureau of Investigation said on Saturday.

The suspect, who was shot after the attack in Turku and hospitalized with a leg wound, is an 18-year-old Moroccan, the bureau said on Twitter. At a news conference on Saturday afternoon, the police said he had been in Finland since last year and was seeking asylum. They said he would be questioned at the hospital as soon as possible.

Four other suspects, also Moroccan citizens, have been arrested in Turku, and a search warrant was issued for a sixth.

Gavin Mortimer spekulerer i Spectator, hvorfor kvinder, fra nytårsaften i Køln til Ariana Grande koncerten, ser ud til at være særlige mål for seriøst troende muslimer

The Islamists are deliberately targeting women because in their minds they represent empowerment and enlightenment, and also immodesty. Three young women were among the eight people stabbed to death during the London Bridge attack in June, and many more were wounded, including an Australian, who recalled her attacker screamed “Stop living this life” as he slashed at her throat.

(…)

[In the] 1960s, the Sexual Revolution created a cultural earthquake, the tremors of which were felt in the Middle East. In Egypt, Afghanistan and across the region women let their hair down, literally, doing away with headscarves and dressing in mini-skirts. In Iran, the Shah gave women the vote and encouraged them to get a good education. The result was another Revolution, this one Islamic: Ayatollah Khomeini coming to power in 1979 and immediately stripping women of their rights.

Which brings us to the fourth seminal moment, the spread throughout Europe of Salafism, the ultra-conservative strand of Islam inspired by 7th Century Arabia. Salafism took root in Europe twenty years ago, propagated in France by the country’s Algerian diaspora. In the same period, Western Europe experienced the ‘Girl Power’ phenomenon, the emergence of an assertive generation of young women for a new millennium. Girl Power and Salafism were never going to harmonise, not when the latter exhorts women “to recognise the importance of modesty and realise the evils of nakedness”.

Eller også er der ingen tanke? Eller der er kort afstand fra almindelig opdragelse og reflekteret udlevelse af muslimsk teologi? Tilfældigvis sad jeg og læste Morocco World News

A video of a young girl being violently sexually harassed by a group of teenagers in a bus has been massively shared on social media Sunday night. While the footage sparked the indignation of many internet users, some had no qualms justifying the attack and blaming the victim.

In the video, the young girl’s helpless cries pierce through the cruel laughter of her assailants. Desperately trying to free herself from the merciless grasps of her attackers, the girl is pulled left and right, her shirt and pants pushed down to denude her flesh.

Like a wolf pack, her attackers tore into her body under the penetrating gaze of a phone camera carried by one of the monsters, making sure to document their heinous crime.

The girl screams again and again, desperate for a helping hand, but only finding the vicious ones that brutally violate her body. Her aggressors, groping her chest, try to push a rag in her mouth to silence her cries.

By the end of the video, a man is heard telling the teenagers to “get away from her,” without appearing in the video or trying to physically intervene to stop the aggression.

Throughout the whole ordeal, the bus continues to roll, the driver impassive to what’s happening behind his seat.

Men der er forskel på de to eksempler på hvorledes man bruger sin dolk, tænkte jeg. Og så var det at en bekendt, der er ganske flydende i det arabiske sprog, kom pal-arabernes ære til undsætning, da de korreksede følgende Israel-propaganda for rent faktisk at være fra Morrokko eller Tunesien

Skal, skal ikke, gør det uanset.

« Previous PageNext Page »

Monokultur kører på WordPress